Nej, der er desværre i dag ikke tale om nogen erindringsforskydning eller blot forglemmelse. For ganske vist hedder Tarantinos helt igennem idiotiske vampyr-film godt nok “From Dusk till Dawn” men allerede inden man dengang i biografen havde set denne fjollede genre-forstyrrede splat-film til ende, var den “aktive forglemmelse” forlængst i gang. Siden den gang har jeg da i det mindste husket Tarantino nok til at undgå hans bavl, selv om netop denne film vist formelt burde tilskrives Robert Rodriguez. Derfor er det nu alligevel en Tarantino-film, det gør det blot kun værre.
Og så tilbage til “søgeordet” i dag, som altså er “dawn” som i k. d. Disse iniatialer skrevet med korrekte små bogstaver er initialerne på et af de største kvindelige vokal-talenter, som er skabt på det nordamerikanske kontinent. Damens borgerlige navn derude på den canadiske prærie var Kathryn Dawn med efternavnet Lang og meget dame var der vel i virkeligheden heller ikke over denne forunderligt androgyne person. Vel ikke meget mere end der var traditionelt mandfolk i sangeren David Bowie (ikke ham med Bowie-kniven, men han hed jo vist også Jim til fornavn så det kan jo være derfor) Davis Bowies mangeårige ulykkelige forelskelse i en ældre kønsskifteopereret mandlig transvestit i Berlin er vel en af rockhistoriens mere forkludrede kærlighedshistorier. Alt andet lige var det vel et forunderligt og overraskende partnervalg, når man nu som Bowie i en længere periode havde fuldstændigt frit valg på begge hylder..
Tilbage til den canadiske “misfit” derude på prærien, k.d., der også allerede fra karrierens start mest lignede en noget bøssoid mand snarere end den erklæret lesbiske, som hun var. Allerede fra starten skulle hun virkeligt kæmpe for blot at undgå, at publikum grinede af hende til hendes koncerter. Prøv at se nummeret fra hendes tidligste ungdom “Johnny, Get Angry” på YouTube, det er virkeligt en øjenåbner af de store. Og hvad rager en sangers seksuelle orientering så os overhovedet? Teoretisk overhovedet ingenting, men lige i Kathryns tilfælde blev det hendes skæbne at blive stjerne alt for forfærdeligt tidligt.
I de første år spillede k. d. lang med et band, hun selv havde startet, som hed “The Reclines” efter idolet Patsy Cline, som k.d. nu aldrig ellers forsøgte at ligne. Cline var vokalt brilliant lige indtil hun i 1963 fløj ind i sit sidste uoverstigelige bjerg, k.d. var blot langt bedre med udtryksfuldhed og en dynamik, som undertegnede aldrig har hørt i en kvindestemme tidligere. Det skulle måske lige være, når fru Dahl Vikkelsø Mathiasen råber efter morgenkaffe men det er så også lige det eneste. Bandets 3 første og eneste plader er den dag i dag bemærkelsesværdige mindesmærker over alt det store, som aldrig nogensinde skete.
Der er tale om herlige blandinger af næsten symfonisk opera-vokalt virtuoseri holdt godt nede ved jorden af helt parallelle gode gammeldags arrangementer a la “country-røvballe-musik”, musik der holder i dag og lover alt. K. d.´s karrierere toppede vel i virkeligheden, da hun lige akkurat nåede at blive superstjerne-korpige på den sidste filmede koncert med Roy Orbison. Da de andre 2 var Bonnie Raitt og Jennifer Warnes var hun i udmærket selskab. De andre var blot lige en kort overgang i ENDNU BEDRE selskab med k.d. men det skulle hurtigt gå over.
Da Orbison umiddelbart efter døde, optrådte Lang i en uforglemmelig live-koncert med Orbisons “Crying” i det, der snart skulle vise sig at blive karrierens allerstørste højdepunkt. Kolossal berettiget selvtillid koblet med om muligt større kraftfuldt vokalt overskud. Og derefter var der så desværre dømt “ophørsudsalg” for k. d. , tusmørket, hendes karrieres “dusk”, kom hurtigt, alt for forfærdeligt hurtigt, næsten hurtigere end karrierens eksplosive “dawn” Hendes næste plade, “Ingénue” blev ikke engang hendes svanesang, det hele var blot slut.
I en åbenbar søgen efter den identitet, som hun aldrig nogensinde havde haft, gik denne vidunderlige sangerinde fuldstændigt i selv-følende “lesbisk selvsving” Numrene på pladen var i sammenligning med de forrige plader helt grinagtigt pop-tynde bagateller uden nogen udfordring for hverken lang eller lytter. Det skulle så vise sig, at den unge rebel i mandetøjet fra prærien med strithåret (som var hendes hidtidige karrieres eneste entydige køns-karakteristik på scenen)var nået i havn. Sikke dog blot en helt ubeskriveligt kedsommelig havn!
Det var underligt, for hun så derefter aldrig rigtigt glad ud de få gange, man så interviews. Hun blev blot mere og mere fedladen og tog vel omkring 30-40 kg. på, ikke alt for gode nyheder for en sangerinde med verdens måske mest kraftfulde vokal.Som altså har været væk i næsten 20 år. Og så ville tilfældet, at denne små-sløje skribent i forgårs morges sad og gloede tomt ud i luften og der zappede jeg så lige forbi åbningen af vinter-OL i canadiske Vancouver. Tilfældet ville, at dér, lige dér i hvid herre-habit stod selveste k.d. og sang indledningssangen. Som hun forresten også havde gjort ved det seneste OL i Canada. Hurra, hun var tilbage!
Nej, hun var ej, ihverfald allerhøjst som en forfærdelig tragisk flæsket parodi på sig selv. Som hun stod med sine forpustede ballon-kinder a la “den syngende Michelin-dame” med en stemmepragt som den ringeste, forlængst frasorterede deltager i allerede temmeligt talentløse “X-Factor” lignede hun noget, der var løgn. Og som barmhjertigheden forlængst burde have fjernet eller bort-censureret. Alle tanker om Elvis, der jo da han var 40 var noget fed og færdig (selv om han faktisk først døde som 43-årig) kom rullende tilbage. Eller frem eller hvad vej det nu er de ruller. Optagelser af Elvis er dog spændende til det allersidste, helt anderledes med k. d. Der var virkeligt dømt “Dawn till Dusk” her! Hun kunne overhovedet INTET længere.
Det må som salig Tom Lehrer sagde (godt nok om Mozart) at man altid bliver en smule sober af at tænke på, at da Mozart var i min (altså dengang Toms, det var jo ham der sagde det måske ikke overraskende på engelsk) alder, havde han været død i 2 år. Ligesådan med k. d. her, da flommede og færdige Elvis var i hendes alder (altså nu) havde han været død i 7 år. Helt anderledes og naturligvis alligevel helt det samme!
Og så var det hele alligevel så langt mere tragisk, for k.d. døde allerede kunstnerisk for næsten 20 år siden. Hun døde på toppen som alle kunstnere jo nødvendigvis gør rent kunstnerisk, selv om enkelte som Cher formår at “klavre” derop igen fra glemslen. Langs fald var bare langt mere føleligt, fordi hun var så langt, langt bedre end måske i virkeligheden alle andre. For alt, alt for længe siden, men lyt og døm selv. Hun fortjener dog et langt bedre eftermæle end det, som hun sikrede sig ved OL-åbningsceremonien. Som man kunne sige med Cher: “If I could Turn Back Time!”…Til “Absolure Torch and Twang”, fra ak ja 1989….