Tak, gamle ven!

Inden den evindelige modvind atter engang kalder på denne skribents stadigvæk lettere modvillige let-stive skanker en usædvanligt stor tak. Nemlig til en gammel ven fra de gode gamle dages Dansk Audio Teknik i Klostergade 68, der stod for gårsdagens absolut største ordre. Der var heldigvis konkurrence, men den her var altså stor på den udfordrende måde. Ikke mindst fordi kunden ender med at få et fremragende velspillende system, der vil give enorm glæde mange år frem. Og hvor kompromisserne er herligt fraværende. Sådan er det ikke helt hver dag, men herligt når det sker.

Så skal der accelereres..

for selv om vi næsten har overkommet de ophobede bunker af de forsinkede projekter, så mangler vi lige lidt i helt at være oppe og ringe. Nå, mon ikke det går endda, selv om udsigten denne morgen er lidt anderledes end sædvanligt. Fruen er nemlig endnu ikke kommet tilbage fra sin Skagen-tur, så jeg skal da vist sammen med resten af holdet bare se at komme i gang nu. Mens vi glæder os til både dette og hint. Og ikke mindst til den lille kommende familie hun-hundehvalp med det foreløbige navn “Fine Hund”. Der nu vejer ikke mindre end 1560 gram. En helt usædvanligt lille nuttet tingest.

Fuck, flere Furman-er

I dag skal vi en tur til Ebeltoft med et større anlæg plus alt det løse her og der, som det sig hører til. Derudover forventer vi snarligst besøg af en betydelig audiofil personlighed fra det nordvestjydske, som står foran en større revolution. Jo, den kære revisor skal i gang med at installere en Furman P-2300 balanceret strømfætter, og hvis han får blot en brøkdel af den forbedring vi selv fik (og det gør han såmænd sagtens nok), så er der dømt permanent solskin på Skive-kanten. Han skal nok komme snart, ikke mindst fordi han mangler nogle af vores skrig-orange såkaldte “Arctic” strømkabler, der som navnet siger forbliver fleksible ned til minus 40 grader celsius, en absolut audiofil nødvendighed. Derudover medbringer samme Anders revisor 3 stk. mere af dette vidunderlige mirakel-apparat til uendelig glæde for andre. Jamen er det ikke altsammen ganske mageløst, som min gamle ven Rune i Holbæk ville have udtrykt sig på sit prægnante og dybt filosofiske vestsjællandske. Jo, det er det, glæd dig, Anders!

Det er ikke studenterhuen, der trykker…

på skallen af denne skribent, det vil nok de allerfleste kunne være enige om. Det kan naturligvis et langt ud af landevejen skyldes, ja man kan vel ligefrem matematisk sige, at det er en rimeligt “tilstrækkelig grund”, at jeg på trods af denne forlængst forglemte akademiske begyndelses-grad aldrig FIK en. Det skyldtes, at jeg skulle have betalt den og at købe en kun alt for hastigt overflødig kommende kommende frisbee for flere hundrede kroner forekom som det rene galimatias(en) dengang i den sørgelige forsommer 1975. Hvor verdens ubestridt bedste helt negerfrie fodboldhold nogensinde, Leeds United, netop var blevet slået på mest usportslige vis af Bayern München i Europa Cup-en for mesterhold. Kun verdens dummeste og mest inkompetente (og med datidens D-mark bestemt bestukne) dommer kunne dog annullere Peter Lorimers føringsmål for Leeds. “Nazi-svin!”, “Ove Hust!” ja værre endnu, evig skam over denne denne købte og betalte Judas i fodboldhistoriens største finale. Nej, det er såmænd i disse tiden kun den obligatoriske CYKELHJELM, der klemmer. Og det gjorde den osse den dag for godt 3 uger siden, hvor denne skribent kyssede asfalten på ukærligste vis. Dengang betød det, at jeg ikke lige gad tage den på. Hm., mærkeligt som tingene så hurtigt kan forandre sig, for det gider jeg da godt i dag. Om det så er nok til at bevise, at den studenterhue, som jeg altså aldrig fik, VILLE have trykket, tjah, det er et af livets store spørgsmål. Som jeg vil fundere over i den næste gode times tid ude på landevejen.

En lokal akademisk højborg

Som sidste del af denne skribents rekonvalescens var vi på et herligt ophold på Sdr. Omme Kro. Søde mennesker og ikke mindst den lokale specialitet, den berømte “Søndre Omme-hotdog” med italiensk salat taler jo for sig selv om et livligt-vibrerende lokalsamfund, hvor lokalt engagement og foretagsomhed gik hånd i hånd. Et meget positivt sted, der i disse dage står i den ligeledes berømte “Jyde-Fests” tegn, hvor et af de faste indslag er massevis af slagsmål. Ikke alle går naturligvis efter de såkaldte “Queensberry Rules”, mere vist i retning af almindelig “kro-boksning”, der som bekendt foregår uden handsker. Men normalt uden stikvåben og støvler, som det er stedlig skik. Et rart og overskueligt sted med denne ritualiserede årlige renselses-proces over lokale tvister. Tag dén og dén, smask, smask. Hvorefter vi er venner igen indtil næste år, hvor livets cyklus starter påny med lidt ligeledes rituel små-tjatten. Smukt og provinsielt og derfor meget meget bekendt for denne skribents provinsielle sjæl. På vejen tilbage rullede vi lige forbi en efterskole i Midtjylland, som husets datter tidligere har frekventeret. Som dengang beskrevet blev hun på sit 7 måneders ophold i det allermindste 7 måneders undervisning POSITIVT DUMMERE. Virkeligt en akademisk bundskraber, den uansvarlige skod-skole derude. Man kan simpelthen umuligt hurtigere blive dummere uden som denne skribent at træde sin pedal af stående i fuldt hjulspin uden cykelhjelm. Der skal simpelthen aktive og hårde stød til hovedet til for at skabe tilsvarende virkning, og der er slagsmålene i Sdr. Omme intet bevendt. Der skal mere til, og lige der brillierer skolen derude. Beviset? Udenfor skolens indgang står der et skilt, der i sin inderlige hjælpeløshed taler om, at de sløjdmæssige færdigheder er helt på linie med de ikke særligt stolte lokale akademiske ditto. Det til lejligheden ubehjælpeligt sammenklampede træskilt, der mest minder om noget fra de klassiske Franz Füchsel-tegneserier om manden på den øde ø, bærer følgende advarsel:”Rygning streng forbud” Tjah, i det mindste er der da en befriende åbenhed og midtjysk ærlighed ved denne helt håbløse stavning. For der kunne jo nærmest ligeså have stået: HOLD JERES BØRN VÆK FRA DET HER HUL” Ja, det er måske i virkeligheden det, der står, det er ihvertfald sådan det burde være.

Næsten helt klar!

Så er skrammerne næsten helet helt igen, og selv om der stadigvæk er visse lægeligt/”konelige” krav om forsigtighed, så er denne forslåede skribent efter sit hovedkulds møde med asfalten på banen igen. Vi takker for alle de uhyre venlige ønsker og tilbud om hjælp af enhver tænkelig art og glæder os til at se jer allesammen snarest igen! Atter engang tusind tak!

Mens vi venter på far…


..kan vi nyde synet af husets for tiden kønneste hankønsvæsner. Poul ligner stadig et trafikuheld efter sit cykelstyrt i sidste uge, hvor det lykkedes min stærke mand at træde sin ekstra kraftige pedal af cyklen, hvorefter han tog turen direkte på hovedet i asfalten og slog sig selv bevidstløs. Her blev han fundet af fantastiske Søren fra Sejs (tak tak tak og ca. en million gange tak igen), der fik min blodige og confuse mand ombord i sin bil, kørte ham på skadestuen og fik informeret mig om hændelsen.

Da jeg ankom på skadestuen havde de scannet Pouls hoved og der var gudskelov ingen blødninger i hjernen, men han var meget forvirret havde hukommelsestab. Han fik lov til at komme hjem, hvor vi holdt godt øje med ham. Allerede senere på dagen begyndte erindringen at vende tilbage og dagen efter, da risikoen for smålækager i hjernen var ovre, kunne vi ånde lettet op og konstatere at  Poul var sluppet med en kraftig hjernerystelse og et par knækkede tænder.

Det har været lidt af en udfordring at passe både butik og Poul den sidste uge. Heldigvis er det lykkedes med en enorm forståelse og stor hjælp fra rigtig mange omkring os. Tak tak og tak. Vi må fortsætte lidt endnu og glæde os over at det ikke varer længe før Poul er helt frisk igen.

Posted by Picasa