Nuancer og nuancer er vel så meget sagt…

Nu er denne skribent jo oprindeligt en slags akademiker, ja det kan vel i virkeligheden ikke betvivles, for så vidt Århus Universitet stadigvæk måtte opbevare eksamens-beviser anno dazumal. Her i huset er alle gamle eksamensbeviser forlængst forsvundet i glemslens tåger, ihvertfald har jeg ikke set dem i flere årtier. Det er nu aldeles ligegyldigt, det er under alle omstændigheder udmærkelser og minder fra en forlængst forsvunden tid på samme måde som barndommens såkaldte “Idrætsmærker” i skoleidræt. Disse sidste er nu ikke blevet væk, jeg fik aldrig nogen, verden var tydeligvis allerede dengang rigeligt lille for store ranglede drenge som undertegnede. Kolossalt store og ranglede og med en motorik, som kunne være meget bedre. Til gengæld ikke meget værre.

Nå, senere gik det så fremad og til sidst blev jeg alligevel gift med verdens smukkeste kvinde, så helt kikset var det hele alligevel ikke. Ikke at det på nogen måde hjalp dengang, livets facitliste var i ungdommen ikke nær så indlysende som den senere skulle blive. På samme måde som guvernøren i den amerikanske delstat Alabama i dagens TV Update siger de bevingede ord i forbindelse med den truende oliekatastrofe i den Mexicanske Golf:” Tomorrow we will know more, and the day after tomorrow we will know even more”(!!!) og det er jo så sandt, så sandt, bestemt en sjælden tordenkile af politisk visdom. Eller måske blot en fortalelse eller et exceptionelt eksempel på politisk tomgangssnak af værste skuffe. Måske han tidligere har været i Senatet, der jo altid har været hærget af de lange “lovobstruktions-taler”, de såkaldte “filibusters”, hvor oplæsning fra telefonbøger var en fast bestanddel af repertoiret. Man mistede nemlig ordet når man ikke havde mere at sige..

Det var nu ikke fordi denne skribent som nyudklækket akademiker var blevet ret meget klogere, formelle akademiske uddannelser er jo i hovedsagen i uddannelse i “iagttagelse af akademiske formalia”. Hvis man er dum til at starte med, bliver man aldrig klogere, og hvis man allerede er klog fra starten, bliver man sandsynligvis en lille smule dummere rent menneskeligt. Fordi man i sin akademiske træning glemmer de ting alle andre stadigvæk kan huske. Som for eksempel en smule om Danmarks besættelse.

I dagens JP omtales åbningne af et vest-jydsk besættelsesmueum, som skal kaste nyt og mere nuanceret lys over de “5 forbandende år”, som det hed engang og så vidste folk, at det IKKE drejede sig om venstremanden Erik Eriksens regering. Som da forresten også kun varede knapt 3 år. Kan nogen overhovedet huske ham i dag, han var ellers den absolutte hovedmand bag den største reform af grundloven. Næppe! Nu var den første historieskrivning omkring besættelsen måske heller ikke ligefrem vældigt nuanceret grænsende måske mest til det egentligt selvfedt-stupide. Jørgen Hæstrups og andres værker desangående er forhåbentligt forlængst blevet ædt af bog-orme.

Senere blev alting meget mere nuanceret uden at det dog blev ret meget bedre. Fra et absolut nulpunkt kan det jo også kun gå frem skulle man synes, og lidt hjalp det vel. Ikke meget, de danske frivillige på den tyske østfront, officielt og statsligt velsignet af den måske største danske landsforræder, som ikke blev skudt, den danske statsminister Vilhelm Buhl, er blevet omtalt, men det er vist aldrig blevet noget plus i nogen ansættelses-samtale at sige, at ens far hed Schalburg. Helt stuerene er efterkommerne af de frafaldne danskere aldrig blevet. Selv den nyuddannede akademiker Poul M. kunne se det, så det var i virkeligheden ganske nemt.

Helt anderledes er det så gået med både de aktive og deres efterkommere af en anden gruppe danskere, som vel i virkeligheden ikke meget mindre var landsforrædere. De er blot blevet aktivt glemt så meget, at historien åbenbart i dag er den officielle, at deres forræderi slet ikke fandt sted. Ikke hørt om dem? Vi taler ellers om et parti, der hedder og osse dengang hed DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, virkeligt en skamstøtte ellers og aldrig mere end fra 9. april 1940 til om morgenen den 22. juni 1941.

I denne periode var Sovjetunionen som bekendt Nazi-Tysklands mest aktive ikke-allierede samhandelspartner, selv om der vist i praksis ingen forskel var. De danske kommunister blev, fjernstyret af Komintern fra Moskva, sat til aktivt at sabotere al dansk støtte til de vestallierede og medvirkede aktivt i stikkeriet af de allerførste danske spæde modstandsforsøg. Hvem husker længere det, næppe nogen! Da så tyskerne angreb Sovjetunionen blev DKP straks af Komintern kommanderet til modstand, og det er så det, som alle husker dem for. Selv på denne nye udstilling siges det helt klart, at den første modstand mod den tyske besættelsesmagt kom fra kommunisterne. Underligt nok husker historikerne stadigvæk den mere borgerlige fraktion Dansk Samling, som sjovt nok altid kaldes “borgerlig” Nok mest fordi den ikke var fjernstyret? Lidt forkert var den tydeligvis og den er den stadigvæk. På samme måde som kommunisterne altid havde ret, selv dengang de var Tysklands allierede. Så meget for den objektive historieskrivning…

En anden historisk begivenhed vil vi godt gætte på fandt sted i England i går. Labours falmende stjerne, premierminister Gordon Brown, bevægede sig ud på den helt tynde is, da denne groft-grimasserende brutale politiker snakkede med en dame. Med et overbærende smil, der ikke lod den gamle kommunistiske folkemorder fra besættelsens tid, “Lune” Stalin meget efter, lyttede han tilsyneladende til hende. Desværre glemte han efterfølgende at aflevere og slukke for den trådløse mikrofon, og de afterfølgende bemærkninger om , hvorfor Helvede hans rådgivere have tilladt sådan en dum ko at komme tæt ham på burde sådan set bare sende ham ad Helvede til politisk. Det kan vi så håbe det gør, sikke dog et selv for politik helt ubegribeligt usympatisk dumt svin. I det mindste findes der ingen optagelser af Stalin i samme situation, nok ikke helt tilfældigt, han ville ellers have været den eneste seriøse kandidat til at klare sig værre end det usandsynligt usympatiske krampagtige magt-menneske Brown.

I mellemtiden kan vi opfordre alle i dag til at se Gordon Browns tale foran det hus, hvor den omtalte dame bor. Hun var så vidt vides indtil i går Labour-vælger. Angiveligt havde han været inde for at sige undskyld, men prøv lige at studere Brown og hans sprog, mimik og ikke mindst, SMIL! At sige, at hele dette kostelige indslag er ekstremt menneskeligt utroværdigt er sådan lidt mildt udtrykt. Se det og husk brækspanden! Og måske gerne lidt back-up for do.
Man sagde om Stalin, at når han smilede allermest oprigtigt, så var det det allersikreste tegn på det eneste kys, han rigtigt kendte til: Dødskysset! “Kiss your arse “Good-Bye”, Gordon!”

“The Birds”

I dag skal vi prøve os lidt frem i det “flyvske”. Nej, det er ikke nødvendigvis en stavefejl for “flyv(ea)ske”, men det kunne det naturligvis ligeså godt have været, bedre er stavekontrollen på denne computer trods alt heller ikke. I det hele taget truer dagens tekst allerede med at være uden egentligt (flyve)-kontrol, så hop af her, hvis nogen skulle lide af akrofobi. Eller for sags skyld af den såkaldte “agorafobi”, som er angsten for store, åbne pladser, vel i virkeligheden en uundgåelig “passager” for alle allerede højdeforskrækkede rejsende i en lufthavn med de uendeligt store øde beton-baner.

Vi vil i dag i et forsøg på at forklare det ganske uforklarlige tage udgangspunkt i en klassiker af gyser-mesterinstruktøren Alfred Hitchcock, nemlig “The Birds” Den er med vældig god ret vældigt berømt, fordi Hitchcock i sin frustration over ikke at have haft held med sine kurtisering-bestræbelser overfor den unge stang-smarte kvindelige hovedrolleindehaver Tippi Hedren med det perfekt-permanent-bølgede hår udsatte hende for alskens filmiske chikanerier. Det lykkedes for Hitchcock at få Hedren til at agere skidebange for alle de flagrende fugle mest fordi hun var det. Som de fleste sikkert osse ville være hvis man blev lukket ind i et lillebitte rum med disse glubske næbdyr, som Hedren blev.

Nå, det blev der altså en helt vildt uhyggelig film ud af, som også i dag næsten 40 år efter virker skræmmende. Prøv at se den og så kik lige på dine forårs-blege arme næste gang et par flagrende solsorte-hanner pludseligt ryger ud af en busk lige foran dig. Det svigter aldrig, alle de små hår rejser sig. Tak, Hitchcock, fordi du var så lillebitte og grim på den særlige kiksede engelske måde, at Hedren aldrig ville have noget med dig at gøre, ellers ville filmen givetvis aldrig have virket så stærkt den dag i dag. Senere gik Hedren nu alligevel temmeligt meget i hundene efter at hun blev mor til Melanie Griffith, som heller ikke fik et ret let liv, det gjorde man vist bare ikke i den familie, men det er en helt anden sag. Eller måske bare Don Johnsons skyld?

“The Birds” er en fuldstændigt uforståelig og aldeles ulogisk (og derfor helt uforudsigeligt skide-uhyggelig) historie om hvordan vores sædvanlige fjedrede venner i alle størrelser (og osse i ditto grader af “nuttethed”, forestil dig en morderisk kanariefugl!) udvikler sig til rene “dræbermaskiner” med en særlig appetit på humane øjne. Det mest suveræne ved denne “flyvske” film er, at der overhovedet ikke gøres blot det mindste forsøg på at forklare nogetsomhelst. Ingen fatter, hvor fuglene kom fra og færre hvorfor de forsvandt. De forsvandt blot ud i det imaginære univers, de var kommet fra, og det var så tilsyneladende det. Eller var det? Uhyggeligt?-åh jo!

Nu har vi tidligere på denne side været inde på noget, der faktisk ligner temmeligt meget. Vi kunne for eksempel nævne det pudsige biologiske “hjælpe-begreb”, som man kaldte “prioner” Om man gør det mere aner vi ikke, vi har ligesom tabt interessen for at følge denne lidt kuriøse begrebsudvikling, som vi intet fatter af. En dybere snak med vores australske gæst, biologi-doktor Douglas om emnet har heller ikke klarlagt nogetsomhelst. Det var jo ellers disse fatale “prioner”, som mentes at være den eneste og derfor nødvendige årsag til den engang så frygtede (og det med rette, man spøger vel nødigt med en dødelighed på præcist 100%) af den grimme “mad cow disease”.

Denne fæle sygdom med hjerneskrump og alting skulle altså være spredt til mennesker gennem disse abstraktioner, som man kaldte “prioner” I middelalderen talte man om såkaldt “dårlig luft” som forklaring på pest-epidemier, og videnskaben var da det kom til stykket tydeligvis ikke kommet meget videre end dengang. Og så er vi tilbage ved “The Birds” igen. I starten mente man at kunne observere en voldsomt stigende dødelighed af den ellers uhyre sjældne menneskelige udgave af denne passende betitlede såkaldte “kogalskab” hos mennesker, som hedder “Creutzfeld-Jakob syndrom” Om det var reelt aner ingen vel noget om, sygdommen var først blevet opdaget i 1920 og var sindssygt sjælden og tæt ved at være helt nede på det statistisk vanskeligt behandl-bare. Som selve sygdommen, da den kun ramte omkring en person pr million, altså noget mindre end sandsynligheden for at blive angrebet af en flok måger. Som i “The Birds”, som vist iøvrigt er det endeste kendte fatale tilfælde eller røg der faktisk et par stykker i den scene?

Nå, tilbage til “ko-galskaben” I starten observerede man adskillige tilfælde forårsaget af disse hidtil helt ukendte prioner, og menneskets fremtid så uendeligt sort ud. Problemet med prionerne var simpelthen, at ALLE MENNESKER med tæt ved 100% statistisk sandsynlighed allerede forlængst var blevet inficerede med disse forstadier til kogalskab, fordi man længe havde anvendt prion-inficeret benmel i mange hjælpestoffer i fødevareindustrien. Da man samtidigt regnede med en inkubationstid på ganske kort tid til adskillige årtier var klokken vist bare faldet i slag for menneskeheden.

Det var den så alligevel ikke helt, for lige pludseligt gik der åbenbart “The Birds” i det. Folk holdt fuldstændigt uforklarligt OP MED AT DØ af sygdommen. Der var helt tydeligvis et eller andet grundlæggende rivravruskende galt med hele denne syge sygdoms-abstraktion. Man kunne måske spagfærdigt sige, at når sygdomme er så sjældne som denne og dermed statistisk helt ukendte for de allerfleste medicinere (og dermed slet ikke diagnosticeres korrekt (ikke at det hjælper, folk dør jo alligevel) så vil en blot opmærksomhed på pproblemet få antallet af tilfælde til at stige eksplosivt.

Det gjorde det så og derefter holdt det så op med at stige. Fordi det tydeligvis slet ikke var på den måde sygdommen blev spredt. Som fuglene før den forsvandt den blot ud i det tanke-tomme rum. Fuldstændigt på samme måde som den islandske vulkan-aske, som truede med at lægge det meste af den vestlige civilisation øde fornyligt. Selv en god ingeniør-bekendt gengav pludseligt fremdragede videnskabelige historier om truende nærdøds-oplevelser for fly fanget i støvskyer, der gik i stå og næsten faldt ned. Ikke helt, kun halvt og så var det hele måske slet ikke så slemt endda.

Tydeligvis ikke, som vi osse selv causerede lidt over på denne side dengang, mest fordi når en forklaring er så omfattende, at den ikke fra starten tager nogetsomhelst hensyn til, at fly siden Bleriot fløj over Kanalen har pløjet sig igennem sandsstorme og andre langt værre støvskyer uden væsentlige skader udover lidt præventiv sandblæsning af lidt kiksede nitter på fuselagen, så taler vi altså om et problem, som ikke nødvendigvis er særligt reelt. Eller måske overhovedet eksisterende, som tidligere smitte med kogalskab.

Det var så den “flyvske” flyvetur, vi valgte at tage i dag. Som egentligt blot tjente til at vise, at der ikke altid nødvendigvis er hoved eller hale eller forsøg på forklaringer af nogetsomhelst, vel ikke nødvendigvis i sig selv synderligt interessant. Eller at den konventionelle aktuelle videnskab har ret meget at byde på.

Til allersidst i dag skal vi ile med en service-meddelelse. På hifi4all har en fyr en problem med en Technics-pladespiller, som pludseligt “bøvser”, som vist skulle være det samme, som at den periodisk skifter hastighed. Denne pladespiller er direkte drevet og derfor mener adskillige, at det nok er motorstyrings IC-en (der er nu nogle stykker i den tudsegamle sag og de plejer at være ganske sindssygt robuste overfor alt andet end et rigtigt atomart “blast” af elektromagnetisme men…), som er periodisk defekt. Eller et eller andet andet, solpletter eller bare noget andet-andet.Det er muligt, men ganske usandsynligt, sådanne fejl er nærmest aldrig periodiske og ikke meget mere end en pickupnål, der er faldet “periodisk” af.. Udover at vi aldrig nogensinde her har set denne fejl.

Langt, langt den mest sandsynlige forklaring er givetvis, at cross-faderens overflade af ledende plast er forurenet af Cola-ikke-Light og dermed helt tilfældigt periodisk ændrer pladespillerens hastighed. Sådan virker cross-faderen simpelthen og den er IKKE bypasset i “klikket”
En for simpel forklaring? Tjah, måske, blot fordi man har set denne fejl et par hundrede gange tidligere kan det godt være forkert. Som al videnskab tydeligvis kan. Der er blot den forskel, at vores egen simple forklaring så rigeligt forklarer sammenhængen, mens diverse aske-og kogalskabs-sammenhænge ikke engang hænger sammen blot hypotetisk med den allermest let-konstaterbare virkelighed.

Iøvrigt har vi fået på puklen derovre for at være for “hovne” i dagens sidste afsnit. Det føler vi nu ikke er fuldstændigt korrekt. Vi opfordrer som altid blot folk til IKKE at forsøge at bidrage med noget, som de tydeligvis INTET ved om. Hvis DET er hovent, tjah så er vi vel hovne…?! Iøvrigt kan vi jo ikke andet end på denne måde hjælpe manden, da vi ikke kender hverken hans, navn, adresse eller email, fuck den anonymiserede verden, så nej, “Wymax” hvem du så er, vi gør det IKKE på vores måde. Vi gør det såmænd på den ENESTE måde!

Hvilket til allersidst i selvsamme sammenhæng bringer os over til en anden, endda lokal fyr, der kalder sig “Killingbeans”, åbenbart en farlig men noget anonym lille spring-fyr. Han undrer sig såre over, hvorfor folk dog så ufravigeligt “linker” til vores side, som iøvrigt er ganske ikke-kommerciel, i det mindste i denne sammenhæng. Det simple og sørgelige og antageligt eneste teoretisk mulige svar er vel blot, at selv en “reptilhjerne” som undertegnede (cit. om undertegnede fra denne bredt belæste banan her) åbenbart hævder sig fint i sammenligning med 33.305 registrerede brugere på hifi4all. Ellers skete det vel ikke? Godt? Næh, det ville da være bedre hvis andre af de utallige brugere kunne svare fornuftigt, men det kan de åbenbart ikke. Eller gider blot ikke, måske forståeligt nok i lyset af dette “flak-fyrværkeri” af fjolser.
Hvis man ingenting selv kan kan man jo altid skælde ud på dem, der kan. Så er man jo da noget, om ikke andet til grin. Derudover har en ganske fornuftig fyr ved navn Eggers korrekt bemærket vores lille sproglige “fælde” med cross-fader i stedet for “pitch-kontrolfader” Alle disco-fyre ved den slags og det gør vi faktisk osse selv. Desværre skal det lige i disse link-tider med, at der faktisk findes 2 FORSKELLIGE ikke ombyttelige fadere for Technics SL-1200. Visuelt kan man sagtens se forskel, den ene er noget bredere end den anden. Det kan man så desværre først når man har skilt den temmeligt meget ad. Linket er muligvis korrekt, sådan omkring 50%, men derudover er en SL-1200/1210 nu ikke ren barnemad at skille ad for amatører, så ejeren bør nu til en start nok finde en prof. eller vidende amatør.
Og hvorfor er der dog ikke nogen, der hjælper en vis Aragon (Aragorn?) med at finde sine svenske drømme Renaissance-højttalere. For når man googler finder man ingenting. Måske fordi selv ikke Google gætter at man overhovedet ikke kan stave Renässans. Som disse højttalere i virkeligheden hed. Af 33.305 brugere, ak ja, hvad skal man dog næsten gøre når man ved noget, skrige det ud måske? Eller blot klappe kaj-kagen i…

Fat mod!

Så er det netop blevet sidste hele dag, hvor det australske flag på lettere landsforræderisk vis vil blafre under det noget større danske flag i vores flagstang. Fra i morgen vil dette tydelige tegn på “Australians in Residence” flage på halvt, når Trev og Julie tager videre ud i verden. Det har så den positive side, at vi fra i morgen atter er tilbage med de sædvanlige uhyre intelligente og skarpt-tegnede observationer på denne side. Vi håber selvfølgelig ikke, at abstinenserne har været uudholdeligt store, men der er ting, der går forud for alt andet.
Det, der hedder “mateship” for eksempel. “G´Day, Mates!”

Gæstfriheden og dens pligter…

…kaster lange slagskygger i dag, så derfor udgår dagens tekst. Av mit hoved, det er krævende at have besøg af familien Douglas fra Australien. Nå, man ved heldigvis når det er på tide at gå i seng, som tilfældigvis er nogenlunde sammenfaldende med den manglende evne til at udtale engelske ord. Desværre er der tale om en vis tidsforskydning, nærmere et par timer i den forkerte retning. Av!

Præstationsangst

Vær ikke unødigt bekymret, denne skribent er ikke på nogen måde kommet til at lide af alle skribenters skræk, nemlig den fra den amerikanske forfatter F. Scott Fitzgerald så kendte “skriveblokering” Nu var Fitzgeralds kone Zelda en noget barsk dame, der med hård hånd nedgjorde alting ved sin mand og det gik til offentligt at beskrive hans mandlige lems noget sølle størrelse til at gøre grin med hans iøvrigt indtil den endelige nedgørelse aldeles få og fremragende værker. Det var ikke få af værkerne, der var fremragende, det var de allesammen, der var blot ganske få ialt. Husk ved lejlighed at læse eller genlæse “Tender is the Night” og “The Great Gatsby”

Præstationsangsten skyldes heller ikke den mere end overfladiske lighed, der er mellem barske Zelda og ikke meget mindre hårdslående fru Dahl Vikkelsø Mathiasen, der dog hidtil har holdt visse hemmeligheder ja altså nærmest hemmelige. Det gør hende nu ikke mindre truende som hun troner der i sit berettigede furie-raseri over denne skribents til tider sørgelige huslige evner. Der er tydeligvis gået en rigtig autentisk “bushman” tabt i denne skribent, som ideelt set burde være på vej igennem outbacken i Australien med en “swag” over skulderen og hundene traskende foran og med en glad fløjten over, at der ikke er nær så mange fluer som der plejer. Næsten lige meget hvor mange der er har der jo rent statistisk mindst en gang tidligere været mange flere… Eller andre af livets små og om muligt endnu mindre glæder. En “skabs-bushman” i egen selvforstelse ihvertfald og så er man dog noget, tag den, “Zelda” Mathiasen!

Nå, helt så slem er hun (normalt) ikke, men det ændrer nu desværre ikke ved, at vi i den kommende uge aktivt må kæmpe mod en akut og umulig præstationsangst. Akut naturligvis fordi den er startet her til morgen og meget mere akut kan ting dårligt være. Desværre en den tillige umulig at bekæmpe eller komme over, da vi får besøg af Trevor og Julie fra Australien. Det er nu ikke fordi de er spor krævende, deres afgjorte og mangeårige yndlings-syssel har været at “rakke rundt” i det uvejsomme centrale Australien. Nej, det hele er langt, langt værre!

Vi har nemlig alt, alt for mange gange nydt godt af en gæstfrihed nede hos dem, som vi ALDRIG NOGENSINDE kommer til at kunne matche, så vild har den simpelthen været. ALT har stået åbent for os og selv de søvnige dødsensfarlige giftslanger, “King Browns” har de fået til at krybe kuldskært rundt på verandaerne. Efter en lang vintersøvn var slangerne noget gnavne og uvillige til at kravle væk igen og det gav Trevor mulighed for at vise sin (ganske vist modvillige, slanger er en del af enhver naturlig have-fauna) ekvilibrisme med en spade. Hak-hak og 2 slanger var blevet til 4. Stykker. At sige at vi er blevet fyrsteligt beværtet af familien Douglas er så sørgeligt utilstrækkeligt. Og det skal vi så give igen på med et udvalg af friske danske kvalitets-madvarer som mest minder om udvalget af frisk fisk i en flække midt i det knastørre australske kontinent…. Helt umuligt.

Nå, der er vist kun et at gøre, nemlig iføre sig sin australske Akubra-hat og trække den godt ned i panden og så blot gøre det så godt vi formår. Hey, den her hat hedder forøvrigt “CEO” som vist er en forkortelse for “Chief Executive Officer” Den ser nu slet ikke spor militaristisk ud, sådan nærmere lidt business-agtig ud og det er den naturligvis heller ikke, militær altså. Ikke spor mere end en “key account manager” har at gøre med en RIGTIG direktør. Sådan hedder det vist nærmest bare.
Vi kom lige i tanke om det i forbindelse med den forrige tekst om det geniale universal-geni Josh Heiner og firmaet SonicWeld. Som vi stadigvæk ikke aner hvad laver. Den danske importør beskriver nemlig en smule sprogligt ubehjælpsomt hans militære aktiviteter således på nerds.dk:
“Josh Heiner’s hovedbeskæftigelse er højhatighedsdigitalteknik indenfor det militære område – rangerer som CEO (Chief Executive Officer).” Tjah, mere behøver vi vel ikke sige, engelsk er tydeligvis ikke meget nemmere at “nemme” end dansk. Nej, CEO har INTET med militær aller stræk-marcherende officerer at gøre, absolut intet, godt set, Otto!

Det er der så så meget andet, som heller ikke er på. Af engelsk, altså. Både i hifi-verdenen og vores egen pro-branche er det helt normalt at få andre til at lave de produkter, som man enten ikke selv kan (af og til, men sjældent) lave eller blot ikke gider lave (meget, meget hyppigere, det er skidebesværligt at drive en produktionsvirksomhed og aldrig sværere end nu). Det gælder så tydeligvis også for et engang særdeles hæderkronet firma ved navn Luxman. På handels-sprog hedder de produkter, som andre laver for en og man så blot selv klistrer sit firmanavn på for “OEM”-produkter. Som betyder det helt uforståelige “original equipment manufacturer”
Som altså blot betyder, at man sælger noget som sit eget, som man ikke rigtigt har gidet lave selv.

Der er altså intetsomhelst positivt ved begrebet OEM, som blot betyder det samme som “X-tra”-produkterne i Superbrugsen. Som altså blot er lavet (billigt) til Brugsen ellers ville de med statsgaranti ikke have stået der, no way! Billigere end billigt, altid og uden undtagelse, hvorfor ellers ikke bare “shoppe” en billigere OEM-producent, nej vel?. Derfor er det noget alternativt at se noget markedsført som “OEM Luxman” men det gør en anden hifi-forhandler, Flex Audio. Fornyligt blev kronisk underskudsplagede danske Raidho opkøbt (eller hvad de nu blev, mere herom senere) af firmaet Dantax. Lidt kynisk kan man vel sige, at når man dårligt har kunnet drive en fornuftig forretning i gode jubeloptimistiske tider, kan man vel endnu dårligere forvente at det bliver meget bedre i dårlige tider. Det har det så helt tydeligt heller ikke været, siden Luxman åbenbart ikke har accepteret og betalt de højttalere, som ellers blev fremstillet til dem, deraf OEM-navnet. Eller måske de bare ikke har kunnet, sådan er verden sommetider osse.

Nå, men nu har Flex altså sat dette reelle rest-parti af højttalere til salg og det er helt sikkert fint nok. Dog er der ikke meget “røverkøb” over disse Raidho til omkring 50.000,- og da slet i betragtning af, at man vist stadigvæk kan få spritnye sæt fra noget, sælgeren godt nok lidt forvirrende kalder et “konkurs-bo” af samme firmas absolutte topmodel, som havde en pris på det 10-DOBBELTE, en rund HALV MILLION. Til nu altså blot 35000,- Hård konkurrence skulle vi mene på produkter fra samme firma, som her helt tydeligt er deres egen største konkurrent.

Derudover er det ganske overordentligt bemærkelsesværdigt, at et sådant helt tydeligt specifikt produkt beregnet til en enkelt eksport-ordre sandelig har fået en dansk FØRPRIS. Som man altså nu kan få klækkelig rabat på. Det lyder måske en smule alternativt og hvordan det kan være tilfældet fatter vi faktisk ikke rigtigt.
Næsten ligeså lidt som vi fatter, hvordan man dog vil kunne konkurrere med Raidhos topmodeller til den ti-dobbelte pris solgt direkte fra Nordjylland til en ENDNU LAVERE PRIS end disse “Model OEM” Som altså blot er sat ned i forhold til en lidt pudsig “førpris” men måske man regner ud fra prisen i Japan, det har man vel gjort hvis man altså har gjort noget. Vi skal bestemt opfordre alle potentielle købere til disse produkter til i dette tilfælde at udvise at være ekstremt opmærksomme. At sige, at der er tale om lidt “pris-turbulens” er vist lige lidt af en underdrivelse.

Tjah, verden er fuld af sjove ting for tiden. Ikke mindst har det da været en afgjort intellektuel udfordring for denne skribent at forstå, og det endda helt fra starten af, at vulkan-støv i atmosfæren ikke tidligere har været et problem. Der er jo trods alt hver eneste dag vulkan-udbrud et eller andet sted på Jorden uden at det giver særlige problemer, så vidt vides da. Udover at man altså tilsyneladende baserer hele det her skræk-scenario på noget, ingen vist tidligere har hørt om, nemlig en del af det engelske Met Office, der registrerer ja, altså “volcanic dust” Hvad mon sådan en institution egentligt hidtil har lavet ville være et godt spørgsmål. Næsten ligeså godt som det ville være at undre sig over, hvor nogen ved nogetsomhelst fra nu, hvor ingen fly flyver. Trods alt er data-indsamlingen fra netop rutefly en helt vital statistisk kilde til AL NÆR-METEOROLOGI.
Svaret blæser i vinden. Eller rettere, i “jet-strømmen” som det hedder helt deroppe i stratosfæren. Disse luftstrømme i store højder blev forresten opdaget af amerikanske B-29 bombefly over Stillehavet på vej mod Luxmans oprindelige hjemland Japan. Luxman fandtes forresten allerede dengang men om de osse dengang “shoppede” højttalere i Nordjylland måske fordi de var blevet “bombet ud” af brandbomberne fra højtflyvende B-29 ved vi intet om. Uden fly ingen information og uden information ingen flyvning, at afgjort “Catch 22”-agtigt problem.
Vi fik så alligevel fløjet lidt rundt i dag på trods af flyve-forbuddet…

Dagens gåde…

…må vi efter en hurtig ekstraordinær serviceaktion her til morgen nok desværre næsten udsætte, ja, til altså i morgen. Måske når vi det alligevel? Det er ellers en klassisk spændende historie bygget om om geniale énere, storslået spionært suspense og mennesker, som er alt, alt for fremragende for deres eget bedste. Og ikke mindst sikkerhed, da, da selve militæret er intimt indblandet. En oplagt film-idé med gamle Gene Hackman som den gamle let slidte spionchef, som må gøre det rette, selv om det måske er det helt forkerte. Plaf!

Inden vi nu kommer til at insinuere noget om katolikker og andre forfulgte seksuelle minoriteter, så skal vi ile med at berolige alle de allerede sikkert noget bekymrede. Vi er atter for en kort stund tilbage i den mere “flyvske” del af hifibranchen og dér flyver aldrig nogen højere end en gammel, forlængst frafalden beundrer af denne skribent. Det kan vi nu sagtens leve med, men det er jo nok osse nemmere bare at blive ved med at være Gud end at opdage at man som mæleløs discipel har troet alt for forbandet længe på en helt forkert Gud. Nå der er heldigvis masser af andre “guder derude” (sjovt ordspil?..?), og nu har ven atter engang fundet en ny. Manden hedder denne gang Josh og firmaet SonicWeld, muligvis en stavefejl for “-wealth”?

Om det så betyder at den forrige ikke længere er det, altså den Sande Gud, melder historien ikke noget om, men i det mindste må den forrige vel rynke brynene lidt kritisk? Nå, lad os med importørens egne ord præsentere manden. Alle med almindelige mindreværdskomplekser overfor menneskehedens sande giganter bør ikke læse videre:
“Josh Heiner, som er manden bag SonicWeld, arbejder til daglig med, at
løse de allermest komplekse problemer i forbindelse
højhastighedsdigitalteknik. Arbejdsområde dækker alt lige fra højest
klassificerede opgaver indenfor militæret, medicinalindustri – selv
audio industrien har fået øjnene op for de særlige evner – Josh Heiner
er kendt for at være ham man skal have fat i, hvis man har en ”næsten”
umulig opgave indenfor højhastighedsdigitalteknik. Er berygtet for at
løse opgaver, hvor andre efter flere års hårdt arbejde må give op.”

Nu kræver det vel ikke en spionær indsigt a la John Le Carre at undre sig lidt over, at man i en annonce så åbenlyst afslører mandens specielle arbejdsområde indenfor det hemmelige af alt, nemlig militærteknologi. Mon vor ven Carsten her ikke med disse ord afsiger dødsdommen over denne ellers tydeligvis så fremragende mand, for i hænderne på Nordkorea, Iran eller andre slyngler og slyngelstater er han da helt bestemt “gefundenes Fressen”, som de i går omtalte Brødre Grimm udtrykte det. Som mangemilliardærer heller aldrig kan bevæge sig rundt uden eskorte af frygt for kidnapning, så er ham her Josh vist allerede hapset. Eller stendød. Bang!

Efter således allerede så finalt/fatalt at have beseglet dette monumentale genis skæbne fortsætter den danske importør Carsten så alligevel således i sin forklaring på, at ingen i hifibranchen vist ellers nogensinde har hørt om manden:
“Men der er altså en pæn række særdeles velrenomerede firmaer indenfor audioindustrien (altså dem der beskæftiger sig med den meget krævende del af digitalteknikken) der har benyttet sig af Josh Heiners særlige evner indenfor dette felt. Navne på disse kan ikke oplyses, da der foreligger specielle kontrakter og klausuler omkring anonymitet/tavshedspligt.
Mere har jeg ikke at tilføje !..”

Det vi i denne sammenhæng så åbenlyst bare ikke fatter er, hvorfor militæret dog for Helvede ikke havde sund sans til at få underskrevet sådan en åbenbart indlysende hemmelighedsklausul? Ikke underligt at det amerikanske militær fumler sig lidt rigeligt frem for tiden.
Iøvrigt er det i vores egen professionelle branche FULDSTÆNDIGT NORMALT at indkalde professionelle design-bureauer og diverse projekt-medarbejdere og det ved alle altid. I de tilfælde vi kender til i hifibranchen har det aldrig nogensinde været anderledes. Indtil nu altså, hvor der er gået “Star Wars i n.te potens” i skidtet.
Om det kommer til at give noget hørbart gennembrud i hifibranchen er nok noget tvivlsomt, geniet Josh er jo alligevel allerede så godt som død.
Vi har absolut heller ingen ide om, hvilke produkter der er tale om, men de må eddermaeme være gode siden man ligefrem på denne måde i praksis giver sit liv for det (eller altså rettere i dette tilfælde en andens!). Plaf-plaf, vi må vist hellere finde det sorte triste tøj frem! Hvordan kunne du gøre det, Carsten?
Vi vidste godt, at hifi drejede sig om liv og død i langt højere grad end alt andet, men kun om den visse død, DET anede vi ikke.

Ulvetider

Nu er det ved at nærme sig “rigtige ulvetider”, som det hed dengang selv Brødrene Grimm var smukke-man er vel altid smuk som barn og ganske særligt for sin egen mor! Nå, senere blev brødrene muligvis grimme, vi mindes nu aldrig at have set nogen billeder, men disse ville måske have været for uhyggelige for barnlige sjæle. Disse kun så i stedet forlyste sig med Grimm-brødrenes uhyggelige eventyr og andre mareridtsagtige skildringer af livet på landet og i de store skove. Måske byerne slet ikke var opfundet dengang eller blot ikke “eventyrlige” nok?. Alligevel er det en sært opløftende tanke blandt al denne akkumulerede uhygge i brødrenes fortællinger, hvor meget de ville være blevet drillet på min barndoms Endelave Skole. Med de åndssvage navne!

Nu var ulvetider traditionelt det sene efterår og vinteren, når datidens noget større bestand af europæiske ulve bevægede sig fra de snedækkede skove ind mod mere føderige habitater og den rigeligste føde fandtes oftest i menneskelige bebyggelser. Om det så var små naive drenge og piger eller bedstemødre, der var ulvenes rigtige livret, ved vi ikke meget om udover den beskedne statistik, der kan udledes af de “Grimme Brødres” fortællinger og der foreligger trods ihærdig granskning herfra ingen interview-undersøgelser med ulvene, men begge disse hof-retter stod tydeligvis ganske højt på menu-kortet hos Hr. og Fru Ulv.. Både i eventyrerne og i virkeligheden var “ulvetider” noget rigtigt kedeligt noget. Med mindre man altså helt tilfældigt var ulv altså…

Nu er ulve-bestandene de fleste steder noget beskeden, og man må vel kunne konkludere, at både børn og bedstemødre vandt våbenkapløbet mod ulvene med 1-0. Begrebet “ulvetider” er blevet et begreb som del af folkloren som samme “Grimme Brødres” Rødhætte (for de ikke tysk-filologisk inklinerede en ret direkte fordanskning af den originale “Rotkäppchen”, den afdøde danske digter Thøger Olesen ville have kunnet gøre det bedre, det var ham med “Ulven Peter vil have nam-nam”). Hvad han ville have kunnet finde på ved vi endegyldigt ligeså lidt om, som om Grimms ulve bedst kunne lide skært ungt eller senet gammelt kød, det sidste givetvis bedst for tænderne.

At man ikke længere ret hyppigt anvender ordet “ulvetider” betyder desværre ikke, at det fænomen, det beskrev, er ophørt. Det er også vældig længe siden, nogen har snakket om de efterladte (grimme, jamen det er de og det sagde vi, tak I eventyrlige brødre!) jordskælvs-ofre på Haiti eller ofrene i Darfur. Derfor er der nu alligevel stadigvæk og mere nødlidende end nogensinde før. At man ikke længere anvender et ord ændrer kun noget for den, der ikke siger det, alt andet er “business as usual”

Hvilket så tilfældigvis bringer os over til dagens egentlige tema, nemlig lige netop “business” Eller tydeligvis mangelen på samme, for det er traditionelt denne tid på året, der er den RIGTIGE ULVETID for mange brancher. Ikke mindst betragter vi inde i den trygge kamin-varme fra vores trygge og stabile professionelle branche vores kære hobby, hifi-branchen. Dert var jo en af alle tiders værste psykopatiske volds-tyranner, Vladimir Ilitj´Uljanov, bedre kendt som Lenin, der engang formulerede det store spørsmål. Det gjorde han naturligvis på russisk, på trods af langvarige ophold i vest-Europa, særligt længe i Zürich, lærte Lenin aldrig andre sprog. Han kan muligvis have været dum, men naturligvis ikke nær så dum som dem, der støttede etableringen af hans regime. Og nej, det var ikke først da Stalin kom til magten, at det for alvor udartede, det gjorde det fra dag 1. “Ulvetider” for det russiske folk de næste knapt 40 år. Tusmørketider, faktisk, hvor ulvene boltrede sig helt frit.

Nå, Lenin skrev alligevel noget fornuftigt engang, nemlig en pamflet-artikel med den sælsomme titel “Shto Delat`?” Heldigvis er dette sproggeni i stand til at uddrage essensen i dette udtryk, som på russisk såmænd blot betyder “Hvad skal der gøres?” Eller noget lignende, det russiske er næsten ligeså rusten som min egen erfaring fra hifibranchen i 1980-erne. Alligevel rammer Lenin her virkelig “hovedet på sømmet”, for hvad er det lige den ulvetidsramte hifi-branche kan gøre. Bevæbne sig som børn og bedstemødrene tidlige gjorde er ikke farbart indenfor den restriktive danske våben-lovgivning. Man kunne måske prøve at annoncere?

Det gør man åbenbart ikke, vi spejder ellers dagligt efter blot ÉN ENESTE forkølet ny banner-reklame på den seriøse kandidat til verdens mest røvsyge hifi-netforum, hifi4all. Eller en gammel, for den sags skyld, blot NOGET! Det er givet, at de gunstige konjunktur-vinde har lagt sig efgørende, men det gør de på den anden side hvert år ved denne tid. Derfor burde man vel alligevel forsøge at padle lidt mod land med mindre man har uanede forsyninger af proviant. Med mindre afkræftelsen altså allerede er total. Det sidste er nok noget sandsynligere end det første.

Eller også har man blot resigneret overfor kundernes totale dumhed og absolutte mangel på loyalitet. I en tråd om det problematiske i at bruge lokale fysiske butikker som ” fysisk erfaringsbank” inden varen til slut blot købes på nettet alligevel (farvel, hififorretning!) skal vi lige i dag citere en potentiel kunde. Herfra må vi vel sige, at hvis det er den slags “intellektuelt råstof”, som Danmark skal bygge sin fremtid på, så er der eddermaeme meldt “ulvetider” i dagens vejrmelding. Fyren her mener ikke, at den butik, der lægger varer til test inden kunden køber tingene et andet sted overhovedet lider noget tab og så er det ligemeget:
“det syntes jeg ikke .. for den har jo kosted en del mindre en den pris de sælger den for og når den vare har været udlånt nok så bliver den solgt som demo mofel til i hvert fald indkøbs prisen så det er en gratis for butikken”
Vi beklager den møjsommelige forklaring, men da mandens indlæg er ligeså sprogligt ubehjælpsomt som hans synspunkt er epokegørende sygt for al forretning og almindelig samfundsmoral, er det desværre nødvendigt. Vi håber sandelig ikke der er alt for mange af hans slags, som skal betale undertegnedes pension, han har da vist allerede travlt med at bruge af sin egen.

Man siger at kunderne altid har ret. Sådan en idiot her burde den erfarne butiksmedarbejder nu kunne spotte på en mill. km.s afstand og smide ham ud, så nej, det har kunden ikke. Og hvis det så var det eneste indlæg i denne retning, men nej, nej, nej og NEJ! Det eneste positive ved denne “hifi-ulvetid” er vist, at det for mange nådigt bliver den sidste. Om ikke andet så fordi den næppe nogensinde hører op….

Udfald

På grund af alt for urimeligt meget arbejde og alskens leveringer må vi helt undtagelsesvist udsætte til i morgen. Det Naturvidenskabelige Fakultet, AU, Engdalskolen, Gødvad Efterskole, SOSU Århus og et par andre, det er deres skyld. Eller måske rette deres fortjeneste.
Beklager atter en gang!

På cyklen igen!

Hvis nogen mener, at vi måske er gået lidt “sukkerkolde” i disse dage, er det givetvis ganske korrekt. En ubarmhjertig familiær forskønnelses-slankekur sænker blodsukkeret i alarmerende grad og så kommer ovenpå dette vaklende fundament de betydelige kraftudfoldelser i form af daglig løb og langdistance-cykling. Regn derfor trygt med både flere slå/stavefejl og andre faktuelle missere og regn tillige med, at disse endnu ikke skyldes præ-senil demens. Så vidt jeg husker da, og når jeg engang kommer i tanke om det, er alting alligevel forlængst glemt.

Ellers skal vi ganske undtagelsesvist give en situationsrapport fra vores egen branche, som ellers er temmelig kedelig. Kedeligt, fordi tingene for det meste går deres forholdsvis vante gang og det ene byggeri og projekt umærkeligt glider over i det næste. Nå, så er det jo i virkeligheden heller ikke værre, det er jo trods alt det vi lever af og det skal vel osse med, at vores kunder allesammen er helt forskellige og så alligevel ganske ens. De har nemlig allesammen et REELT BEHOV, ikke som i vores hobby hifi et FULDSTÆNDIGT FIKTIVT ét af slagsen. Det giver bestemt mening at forsøge at tilfredsstille det første, det sidste giver det end ikke mening at forsøge på…

I denne uge vil vi ellers undtagelsesvist bevæge os ind på netop dette sidste område, nemlig der, hvor den, der vinder på kort sigt, blot taber det hele alligevel. Det er måske derfor, vi overhovedet ikke vil forsøge på at vinde. At tabe er én ting, det gør selv vi undertiden, men ligefrem at opsøge rollen som taber ligger ikke rigtigt for os.. Ikke desto mindre vil vi på opfordring af en god ven sende en forforstærker uden forsvarlig ledsagelse over til en stor-københavnsk hifiklub, for hvad gør man ikke for gode venner? Og ham hér er altså en rigtig god én af slagsen, hej, P. H.!

Det drejer sig om vores helt egen hule-ATC SCA2 og vi gruer lidt for alle de kritiske ører, som skånselsløst vil “pille” dette iøvrigt udmærkede produkt fra hinanden. Dog forhåbentligt kun lydmæssigt, vi vil da gerne have den tilbage i tilbørlig stand. Som alle klubber til alle tider er også denne storkøbenhavnske af-art inficeret af pudsige grupperinger, som ikke lader den almindelige “åndelige indavl” i den katolske kirke meget efter. I dette tilfælde drejer det sig i lighed med den katolske kirke også om en forlængst afdød person, den vel-knap-så-kendte-som-ham-den-anden, Steen Duelund. Denne noget underlige og vel i virkeligheden lidt mærkelige kældereksistens, som denne skribent blot har mødt én eneste gang, dyrkes som “Den Store Seer” af adskillige klub-medlemmer. Mener vi da, smidt ud er de vel ikke blevet, det er trods alt sin sag at få nye medlemmer. Man kan vel ellers forsigtigt sige, at nogen af dem er lige i det mere konfrontatoriske og sekteriske hjørne.

Nå, det kan man vel med en lille smule ret sige om os selv, men derfor er det nu alligevel forstemmende at se, hvordan et par af disse “duelundister” formår at sætte/forplumre dagsordenen på et forum nær os. Ligemeget hvad nogen nogensinde har sagt om nogetsomhelst har den afdøde “Mester” altid gjort det bedre. I det mindste har den danske katolske kirke dog anstændighed nok til ikke at prædike sine mystiske budskaber om ham den mærkelige mand fra Nazareth for alle vankundige. At anstændigheden så heller ikke rækker meget længere er så en anden sag. Nå, Duelund var også en noget mærkelig mand, måske han var en slags “skabs-katolik” og jeg tror, vi stopper her for i dag. Når noget drejer sig om hifi er troen jo noget stærkere end religion og debatterne noget mere brutale.

Nu ved vi ikke, om salig Duelund nogenlunde hørte musik, men det gjorde han vel næppe. Hvis han også havde haft slige lyster ville han som tidligere profeter formentligt være blevet konstant distraheret af sine disciple. Intet tyder da i dag på, at nogen af dem nogensinde har gjort det, dertil har de alt for travlt hed at forgude og forkynde Mesterens budskab. Vi tog denne parentes i dag for at understrege, at en designers dedikation til sin sag og sine produkter for os ikke er uden betydning og så er vi tilbage ved vores ATC SCA2 på vej til “test” Dens designer hedder Tim Isaac og er en gammel mand, som tillige er medejer af ATC. Til gengæld er han let at forgude ihvertfald for os!

Nu er hans guddommelige appel næppe let at “sælge” til nogensomhelst, så det vil vi ikke prøve på. Heldigt, for muligt er det heller ikke. Nu er denne ATC SCA2 den dyreste og bedste (af 2!) forforstærkere, som de producerer, men er en meget gammel konstruktion, som for første gang kom på markedet i 1995. I dag er den praktisk talt fuldstændigt uændret og direkte adspurgt af denne skribent, hvorfor Isaac dog ikke lavede en forbedret udgave, svarede han helt enkelt: “I can´t!” Og fik dermed én discipel lige på stedet i en tro, som ingen chance har mod “duelundisterne” Derfor er den alligevel vores og vi glæder os til at få Isaacs design tilbage fra alle de vantro.

Der er simpelthen tale om en helt anden verden end dengang denne skribent for første (og helt tilstræbt absolut aller-eneste gang) så salig trivelige Duelund i en sky af sælsom krops-lugt “skridte” standsmæssigt igennem et rum ledsaget af sit konstant vimsende betydelige hof af allestedsnærværende “hof-snoge” Ikke et ret behageligt minde, som at se den tidligere kardinal Ratzinger som skruppelløs pave. Adr! Almindelig sund sans i minus ottende. potens, det var nok mest det. Fy dog Fa´n! Nu har vi selv han-hunde, og måske det blot var en sådan reaktion fra denne skribent, modviljen var dog vist heldigvis ganske gensidig.
Isaac er for det meste ude at fiske mens han måske (og indtil videre altså forgæves), forsøger at få nye ideer. Til gengæld fanger han så en del fisk, så helt spildt er tiden ikke. Og hvad har det her så med lyd at gøre: Ingenting og så alligevel alting! Som selve livet indgår alle tanker og sanseindtryk i den endelige bedømmelse af lyd på samme måde som forpladens tykkelse på et apparat og navnet ikke mindst og der er vi naturligvis ikke anderledes end alle andre.
Lyd kan sagtens lugte, men vi foretrækker altså lugten af fisk! Friskfanget fisk forstås, det lugter nemlig overhovedet ikke.