Fattigdom

Som den meget nylige debat om fattigdom viser, så er fattigdom ganske mange ting. Til tider findes den største fattigdom ikke engang hos de angiveligt fattige, men desværre i langt højere grad hos de debatterende. Eller hvad man nu skal sige, ordet “debat” er vel noget malplaceret i SF-folketingsmedlemmet Ôzlem Cekic` indlæg i den altid aktuelle fattigdomsdebat. Alene af den grund, at fattigdomsbegrebet i Danmark udelukkende udelukkende defineres ud fra en fast procentdel af den såkaldte “medianindkomst”, som næppe nogen præcist ved hvad er, så er fattigdommen naturligvis kommet for at blive. Det ligger i definitionionen, at hvis der blot bliver en enkelt rig mere, så kommer der automatisk flere fattige uden at man overhovedet behøver at gøre noget. Eller for den sags skyld mærke, at man er faldet under fattigdomsgrænsen.

Debatten om fattigdom er spændende og pr. definition indenfor gældende definitioner fuldstændigt ligegyldig og aldeles udsigtsløs. Fordi alene præmisserne nødvendigvis producerer flere fattige uanset hvor fattige de så måtte være. Så lang tid fattigdom udelukkende betragtes ud fra en statisk-statistisk referenceramme giver det overhovedet ingen mening. Fordi man som statistisk fattig naturligvis overhovedet ikke behøver være det. På samme måde som i min egen barndom, hvor landboungdommen fra de fede bøndergårde altid kunne få fuld forældreindtægts-bestemt SU, mens denne stakkels skribent på trods af forældrenes reelt langt lavere levestandard intet kunne få. Allerede dengang var fattigdom og opgørelse af den noget underligt noget.

I erkendelse af debattens iboende absurditet vil vi derfor begrænse os til en enkelt detalje i den konstant noget pågående-presseliderlige Cekic´ eksempel. Som ganske vist med et lidet overbevisende men til gengæld så meget mere overbærende smil blot er trukket tilbage her til morgen som en “fejl” Ja, for Helvede, eksemplet med den stakkels fattige bistandsklient var da så langt ude i hegnet, at enhver kassedame burde have set rødt. Ikke regeringens partifarven, blot rødt som den hidsige tyr Ferdinand fra tegneserien.

Nå, den største fattigdom der viste sig at være i selve eksemplet. Alligevel skal man altså ikke skimme meget i damens faste udgifter for at se, hvor stort fornufts-skredet egentligt har været. For hvordan i alverden kan udgifter til cigaretter på en lille tusse om måneden blive til FASTE udgifter og nedsætte rådighedsbeløbet afgørende (altså ret præcist med en lille tusse)? Blot den mest absurde post i en privatøkonomi med massevis af mulige besparelser, ikke i gammeldags optik helt det samme som ægte fattigdom, som er karakteriseret af få og små og uvægerligt smertefulde økonomiske “valg” Selv om tobaks-afvænning naturligvis har sine ubehagelige sideaffekter.

At hverken den evigt-insisterende Cekic eller nogen i hendes “crew” har set denne ellers ganske iøjnespringende tunge post i bistandsklientens økonomi taler sit tydelige sprog: Om et samfundsanalytisk og erfaringsmæssigt niveau hos de debatterende kredse, som intet har med virkeligheden at gøre. Og det værste er så slet ikke, hvad der siges i den her grinagtige fattigdomsdebat fra Cekic om de tydeligvis ganske indbildt fattige. Nej, problemer er et desværre et helt andet sted og naturligvis reelt nok omme bag al den poliserende medieliderlighed hos Cekic.
For hvordan i alverden skal de REELT FATTIGE dog nogensinde trænge igennem denne tomme politiske “spærreild” til disse politikere, som tydeligvis intet fatter. Og derfor OM-fatter fattigdomsbegrebet på en måde, som blot gør de reelt fattige så langt fattigere. Og den frivillige julehjælp fra ordentlige organisationer som Frelsens Hær så langt sværere.

Skam dig over den her presseliderlige mega-fuser, Cekic! Desværre opdager damen næppe, hvor stor skade hun har forvoldt de virkeligt fattige og hvorfor og ikke mindst hvordan skulle hun dog osse det? Hun er alligevel altid på vej mode det næste presseliderligheds-stunt. Dette er et politisk “fikspunkt” på samme måde som dent danske fattigdomsbegrebs faste fundering i “median-indkomsten” Gyng-gang, videre til næste gang!
Den største fattigdom er ikke kun at “fattes” men kan osse være intet at “FATTE”!

ADHD

Nu har ingen nogensinde anklaget denne skribent for at være overdrevent udfarende eller særligt initiativrig. Med et nærmest dvaleagtigt temperament er jeg simpelthen ikke den slags mennesker, som man laver ADHD-patienter af. Eller overhovedet KAN lave, der foregår tilsyneladende ellers en betydelig klinisk aktivitet derude for at skabe flere tilfælde i en af Danmarks p. t. få gazelle-højdespringende væksterhverv. Som altså meget betegnende er en lettere småsygsyg sygeligheds-industri. Og særlig tydelig nu denne skribent efter at have været småsløj et par dage atter er blevet rask.

Nå, det kan alle disse nyligt muligvis omkring 80.000 diagnosticerede voksne heldigvis osse blive. Man skal blot medicineres med alle de herlige beroligende midler, der har været tilgængelige overalt siden skuespilleren Louise Fletcher grumme sygeplejerske-præstation i filmen “One Flew over the “Coockoo´s Nest” gjorde dem synlige for den vestlige almenhed. Moralen i nutiden synes at være, at intet problem kan være så stort og voksende, at det ikke kan ties ihjel og intet reelt sygeligt-socialt samfundsproblem på presserende, at det ikke kan behandles medicinsk. Og langt, langt værre bliver, når både den sygeligheds-DEFINERENDE, diagnosticerende og behandlende MAGT allesammer er de samme. Nemlig som en selvfølge alle dem, hvis kolossale beskyttede indkomster (da de jo altså selv bestemmer hvem der er syge og hvad der skal ske efterfølgende) fuldstændigt afhænger af en vækst i sygeligheden.

Og denne er så for tiden koncentreret om ADHD, umiddeelbart ganske mærkeligt. Ikke mærkeligt, at den tid enhver tid stærkest voksende gren af et vildt-knopskydende behandlingsssystem vælger lidt vilkårligt, sådan har det altid været i denne underlige industri af voksende sygelighed. I gamle dage i 1970-erne var emnet altid overfølsomhed, og den vækst, som datidens behandlings-medicinske industrikompleks postulerede, ville gøre alle uarbejdsdygtigt-overfølsomme i løbet af få år. Da det så uheldigvis ikke skete trods inkorporering af mange pudsige lokale små-overfølsomheder som bevis for tiltagende sygelighed (hvem husker de nikkelallergigivende bukseknapper i cowboybukser længere), gik man over til mere vanskeligt-beviselige diagnoser. Ikke for at gøre tingene bedre, blot for at gøre det sværere at MODBEVISE, antageligt. Nemlig at man IKKE var syg. Hvis dette ikke kunne bevises, gik man efterhånden mere og mere ud fra, at det var man. Syg, altså, sygt!

I den anledning opfandt dette medico-industrielle og behandler-kompleks hidtil ret ukendte sygdomme som “kronisk træthedssyndrom” (nogen, der endnu husker den?), “piskesmæld” (atter en pudsighed da der for eksempel i 1970 stadigvæk blev dræbt over 1000 mennesker i den danske trafik årligt i en tid uden sikkerhedsseler eller nakkestøtter og dermed med garanti mindst det 50-dobbelte antal “piskesmæld” som i dag. Uden at dog vist nogen opdagede at de var syge, givetvist allermindst af alle de angiveligt syge. Som hele den tyske civilbefolkning under 2. verdenskrigs allierede terrorbombardementer, som osse blot passede deres arbejde og skabte et industrielt mirakel af en varighed, som ingen har matchet. Og slet ikke opdagede, at de allesammen var syge, tyskere er godt nok uoplyste og skidedumme.

Senere hed det her som hele Europa var blevet udsat for så “post-traumatisk syndrom”, der kom til at gælde alle udsendte danske soldater osse til steder, hvor ingen nogensinde skød på dem. Ingen tænkte på de lokale militær- og politifolk, som ellers havde det som erhverv hele deres traumatiske liv, men de er jo osse udlændinge og muligvis mere hårdføre. Som osse hunde, der selv om de bliver bidt livstruende osse sagtens kan logre bagefter. Og børn lege krig i ruinerne. Mens ligeledes Falck-manden med de kvadrede unge mennesker i weekendens uvægerlige trafikdræbte i provinsen blot gjorde sit arbejde på normal vis. Blod er vel ellers altid bare blod og hvad er forskellen, når det nu ikke er ens eget? Der plejer den store skelnen altid at gå.

Nå, men nu hedder det mest presserende sygdomssyndrom så ADHD og det er det hidtil mest skrømmende behandlingsscenario for denne skribent. For denne gang er det faktisk ved for første gang at rykke lidt for tæt på. Det der med at behandle noget, der helt sikkert altid har været der. På samme måde som millioner af faldulykker med heste gennem historien naturligvis også måtte have afstedkommet utallige piskesmæld. I jagten efter et nyt marked og dermed forbundet provenu er behandlingsindustrien denne gang gået i clinch med det, der for denne skribent simpelthen er selve samfundets basis: Menneskets vildtvoksende variabilitet! Det er jo selve grunden til den kønnede parring, at det menneskelige egenrådige såkaldte “genom” ønsker at have flere skud i bøssen når vilkårene ændrer sig. Hvor den tidligere let utilpassede bliver den nye tids idealmmenneske og det varer så præcis indtid tiderne atter ændrer sig. Smart nok! Hele udviklingens omdrejningspunkt, ganske enkelt-uden unormalitet ingen udvikling.

Vi nærmer os denne gang simpelthen menneskets basale utilpasning, hvor man vil medicinere alle de utilpassede. Som om det ikke allerede er sygt nok i sig selv, så vil det nødvendigvis medføre, at stort set alle de behandlede som en selvfølge vil være MÆND, fordi de i et sygt behandlingsunivers domineret af kvinder og kvindagtige mænd (psykologistudiet har jo i årtier ikke akkurat været et lighedseksempel til efterfølgelse, check selv køns-statistikken-hvis du kan finde den) naturligvis vil være “de syge” Denne lidt mærkelige skribent er helt sikkert at finde i de kommende ADHD-patienters yderomkreds, og altså på trods af sit dovendyrsagtige væsen. For NORMAL er jeg jo da ikke og dermed syg. Måske jeg skal plædere “kronisk træthedssyndrom”, der er behandlingen vist mildere..? Og måske osse mere passende , lidt træt bliver man dog af at studere verdens tiltagende dårskab!

Man tør slet ikke tænke den tanke til ende, at dette sygelighedsbegreb omkring ADHD havde fundet fodfæste, dengang Bill Gates og Steve Jobs og utallige andre senere såre sucesfulde sociopater gik i skole. Og det omfatter så slet ikke denne skribent, som hverken var helt så syg og endnu langt mindre succesfuld undtagen i kærligheden.

Den her udvikling af sygelighedsbegrebet er eddermaeme syg! Få det stoppet NU! Verden videreføres IKKE af tvangsmedicinerede mennesker på psykofarmaka, den falder højst i en dødbringende søvn. Ja, måske denne skæbnesvangre sidste velsignede søvn i snedriven allerede har indfundet sig siden det her ikke medfører større ramaskrig.

Måske ikke overraskende er der dømt ..

lidt “små-snot” osse i dag, men mon dog ikke denne stoute skribent af solid sømands-æt alligevel vil formå at passe de daglige pligter. Muligvis ikke dem allesammen, men så kan min skønne frue og de andre jo heldigvis tage over.
Og a propos tage, så er atter en kendt politiker taget (næsten) med fingrene i kage(dåsen) eller hvor fingrene nu pricist var. Det er minister Carsten Hansen, der er blevet mindet om en tidligere brøler i retning af sexchikane. Eller hvad det nu er, det kan være svært at finde ud af, da der er indgået forpligtende tavshedsforlig i sagen. Alligevel er der lidt “Sass” i sagen, for i dagens medier fremgår det, at den stakkels Hansen tilsyneladende under sidste års julefrokost blot til en nyligt fraskilt medarbejder i partiapparatet, at hun da vist trængte til en ny mand. Måske det blev fremsat på det hyppigste mødested for lettere overrislede muligt kommende kortvarige firma-parringsdannelser i den søde juletid, nemlig ovenpå fotokopimaskinen, bestemt en skærpende omstændighed. Hvis det altså kom så vidt. Carsten er en ganske svær mand, så lige dét ved kopimaskinereperatøren givetvis noget om. Om mulighed overhovedet noget eller blot intet.

Nu kan enhver dømme om den absolutte alvor i dette vel ret beset ganske uskyldige og garanteret på denne årstid uhyre hyppigt fremsatte forslag, men rigtigt overbevisende er det altså ikke. Altså ikke, hvis der ikke er tale om nogen alvorligere forseelse end lige den citerede. Så vi kan nu trygt gå ud fra, at det ikke er andet end en lillebitte flig af sandheden, der er hørt her. Nå, under alle omstændigheder er det nu “bad news” for Carsten Hansen, der har nogenlunde samme ejegode folkelige appel som den detroniserede minister Claus Hjorth Frederiksen.
Hvad man end har gjort er det nu skidt. Skidt for Carsten Hansen at stå og flæbe i TV i går og skidt for den almindelige fornuft i samværet mellem kønnene, hvis hans chikane blot har bestået i lidt smålumre uskyldige forslag. Det sidste er så langt det værste, så vi må da håbe, at der om jeg så må sige er mere “(mellem)kød på sagen”..

Hvad sagde jeg?

Det mest positive ved at blive gammel som denne skribent er, at mere og mere af alt det vrøvl og andet spredt tankegods, man selv har sagt i tidens løb, desværre viser sig at gå i opfyldelse. Og så er det måske lidt tvivlsomt, det med det egentligt positive. Det ER nu ret beset heller ikke svært at slippe afsted med den påstand, at verden kollektivt bliver mere ukritisk, for hvad er det lige man som blot rudimentært tænkende menneske a la den uddøde brontosaurus-gigantøgle med sin lillebitte “hjælpehjerne” skal sige til dagens nyheder? Og så er vi endda ikke kommet til Ole Sohn endnu.

Til en start forlyder det på DR Update den åbenbart positive nyhed, at antallet i vejsidebomber i Afghanistan er stigende. Selv har vi ganske svært ved at se det indlysende positive i det og det har alle de “fodtusser”, som skal ud og gå tur derude antageligt osse, men det kan være fordi vi ikke helt fatter den sammenhæng, som derefter følger. DR skriver nemlig, at vejsidebombernes eksplosive stigning skyldes, at “oprørerne er presset” Læg mærke til den glimrende pluralis-grammatik her, næsten ligeså alternativ som den logiske sammenhæng. For hvad Helvede kan dog den rimelige logiske sammenhæng være her mellem flere bomber og succes? med mindre man er mujahedeen altså?

For den eneste grund til, at der bliver mulighed for at nedgrave flere og flere vejsidebomber er naturligvis, at der OVERHOVEDET intet pres længere er mod dem der graver dem ned fra de vestallierede. For ikke så forfærdeligt længe siden anvendte man stadigvæk det eneste virkeligt effektive middel (det mest effektive fordi der ikke findes andre) der er mod disse natte-gravere: Effektivt camouflerede strategisk placerede elitesoldater, der lå i langvarigt dække enkeltvist ligesom årstidens danske såkaldte “Pürsch-jagt” Bare uden træer. Og nu altså osse tydeligvis uden jægersoldater, siden populationen af gravere er eksploderet.

Det er naturligvis ganske rimeligt, at det danske forsvar forsøger at plante positive nyheder i en tid, hvor der forlængst er lavet en fast tidsplan for det endelige allierede nederlag. Tanken om, at det hele har været ganske forgæves er naturligvis ganske ubærlig forsvarspolitisk, og derfor klamrer man sig naturligvis til det mindste græsstrå. Men lige DET her er altså for dumt. Hvis det altså ikke havde været fordi, det alligevel kunne blive så langt værre nu, hvor man i delirisk tågesnak allerede taler om en mulig intervention i Iran.

Nå, det går nok altsammen over i lyset af de ganske forudsigelige nye optøjer i Ægypten. Den vestlige verdens samlede fokus er dog begrænset til et enkelt af gangen og når mediernes blændende “søgelys” sejler videre, er alt det tidligere så klart belyste borte, sort og glemt. Det krævede ikke meget at se, at det arabiske forår i Ægypten aldrig ville kunne udvikle sig blot det allermindste til nogen forsommer. Og når selv denne skribent allerede for længe siden kunne, hvem kunne så ikke? Eller burde? Svaret blæser i vinden som de fleste svar, som ingen steder hører hjemme og alligevel ingen ville have hørt, selv om de altså blot ikke havde været blæst væk.

Og når så JP`s permanente udsendte i Mellemøsten, Sanne Gram, skriver om det planlagte valg i næste uge i Ægypten som “det vigtigste..i Ægyptens historie”, så sker det osse på en ligeledes kulsort baggrund af historieløshed. Mest fordi der i Ægyptens skønsmæssigt ansatte 5000-årige historie aldrig har været noget blot nogenlunde ægte parlamentarisk valg. Nå, måske man ved valget kan opnå en høj stemmeprocent, det kunne jo måske tolkes som demokrati og det ville det nok blive. Udover at det forudsigeligt STADIGVÆK vil ende i borgerkrig i dette lillebitte land med sin kolossalt store befolkning. At kalde Ægypten med sine 80 mill. mennesker beboende et areal MINDRE end Danmark for en tikkende bombe er vist mildt udtrykt. Og bomben er af en art, at selv om den slet ikke er gravet ned, så kan den STADIGVÆK ikke demonteres..

Det der med at forsøge af “demontere” forsøgte min gamle barndomsven Ole Sohn i går i TV. Hvis det her lamme forsvar for det uforsvarlige var et seriøst forsøg på “damage control” fra Sohn og hans spin-doktorer, så må man tage sig til hovedet. I denne sag har den danske presse uhyre traditionelt kritisk og dygtigt og på rent “Pulitzer Pris”-niveau fundet frem til Sohns gamle kampfæller og medarbejdere og det smuldrende fallitbo, der engang hed DKP. Det gør det da forresten vist stadigvæk uha!

Sohns forklaring med at have været “upræcis” er en underdrivelse af de helt store. Officielt er hans forklaring stadigvæk, at han så snart han opdagede støtten fra SUKP/Sovjetunionen, så fik han den stoppet. Desværre for Sohn og heldigvis for almindelig anstændighed og sandhed tyder absolut intet på, at Sohn har gjort noget. Ihvertfald ikke andet end til det sidste og endda længere end det, for så vidt det osse foregik efter Sovjetunionens formelle opløsning, aktivt og særdeles personligt at forsøge at FÅ flere penge fra det ligeledes fallerede sovjetiske moderparti.
Nå, han slap i interviewet af sted med overhovedet IKKE at svare på, hvad det lige præcist var, som han mente at måtte have stoppet.
Konklusionen? Tjah, det er tydeligvis ikke efter traditionelle journalistiske kvalitets-kriterier, man rekrutterer medarbejdere til de danske elektroniske medier. Godt, de findes i de skrevne medier stadigvæk. “Bad news”, Ole!

“Taxabranchen i Aarhus er i knæ”

Overskriften i dag har vi “sakset” fra den lokale sprøjte, Aarhus Stiftstidende. Den fortæller en tilsyneladende trist historie om et erhverv med stærkt faldende provenu trods kontinuerlig inddragelse af taxi-licenser. Kort sagt: Stadig mindre “mad” til stadigvæk lidt for mange “munde”, en kedelig og eksistentiel ubalance. Hidtil har vel heller ikke ligefrem støttet taxibranchen i noget videre omfang her i huset. Dertil er Århus altså trods alle storbydrømme en lidt for lille by rent distance-mæssigt til helt at berettige betaling af de gængse taxapriser.

Vi bor selv ca. 4 km. fra centrum og den tur koster typisk omkring 130,-. Det er da osse en slags pris for at blive fragtet rundt i det, som vi selv kalder “verdens mindste storby” Til noget, der bestemt ikke er verdens mindste priser. Der ER muligvis højere priser, men vi har nu blot aldrig oplevet nogen.
Alternativet, blot at GÅ hjem, er altid nærliggende og kan med rask trav udføres på godt en halv time. Det skattemæssige regnestykke forbundet dermed er ganske overordentligt simpelt: For at tjene netto nok til taxa-turen skal denne skribent arbejde noget, der ligner 1.5 time, og alene derfor forekommer det letter dorsk at skulle arbejde en hel ekstra time UDOVER altså den friske og stimulerende spadseretur hjem. Man medvirker ganske vist til en tiltrængt øgning af bruttonationalproduktet ved at køre med taxa, men derudover føler man sig nu lidt som den fjollede tegneseriefigur Pelle Gris, kendt som bleg birollefigur bag tegneserieanden Daffy. En meningsløs figur i en totalt meningsløs farce, aldeles til grin og det for egne penge endda. Sagen er jo i sin enkelthed, at hvis man skal brænde hårdttjente beskattede kroner af på noget, som man i virkeligheden ligeså selv kunne gøre, som for eksempel blot at GÅ en kortere tur, så skal det altså være hyggeligt!

Nå, dette umiddelbart måske en smule rabiate synspunkt omkring den århusianske taxabranche hos denne skribent, står i betydelig forbindelse med udviklingen i taxachaufførernes trafikale adfærd. Denne skribent har aldrig haft kørekort, og har derfor så meget bedre haft mulighed for at se den kedelige udvikling i trafikal adfærd. Det er trods alt nemmere at iagttage trafikal højrisiko-adfærd med cyklist-fart. Engang for ikke så forfærdeligt længe siden var bus- og taxachauffører uvægerligt professionelle og opmærksomme. De kørte sjældent særligt meget UNDER eksisterende hastighedsgrænser, men direkte hensynsløs kørsel var dog normalt et privilegium for privatbilister og cyklister. Sådan er det så desværre ikke mere. Cyklist-fjolserne har yderligere “ynglet” og de engang professionelle bilister er forsvundet. Eller NÆSTEN.

I denne weekend oplevede min frue så det aktuelle serviceniveau hos den branche, som ifølge lokale medier altså er “i knæ” Hvilket må formodes at være det samme som at man ingen penge tjener-om man så FOR-tjener det skal vi komme ind på. Vores teenagedatter var gået ganske kold som det vel sker ganske ofte i denne tid, og da min kone ikke mente sig i stand til at køre bil efter et par glas vin, prajede hun en af de (forfærdeligt) mange ledige taxaer, som befandt sig lige der i midten af den midterste midtby. En ganske præsentabel dame med et aktivt dankort, “guf” for en selvstændig erhvervsdrivende eller..? ELLER!

Nu hører det med til historien, at vores datter var noget vaklende, men altså trods alt voksen-ledsaget af en ganske præsentabel dame. Alligevel lykkedes det ikke at få plads i nogen af de ledige over 20 taxaer, der befandt sig på stedet og da min kone i desperation åbnede døren på en af dem og læssede datteren ind, steg chaufføren ud og smed hende ud igen og kørte videre. Og nej, vi taler ikke en en datter, der stank af andet end alkohol. Vissen, jovist, men trods alt ledsaget af en ædru voksen dame.

Til sidst forbarmede en ældre dansk taxachauffør langt nede i køen sig noget ukollegialt over den lille familie, og rullede dem ganske problemfrit hjem, en afgjort solstråle i en desillusionerende kulsort nat. Vi taler om folk i alle de her taxaer, der har fået en nødvendig bevilling med de fordele (mange) og ulemper (få), som det jo indebærer, som ikke blot nægtede at tjene vores penge. Nej, de nægtede osse at gøre det, som de alene af alle havde BEVILLING til at gøre. Det er selvfølgelig ikke kriminelt, blot kriminelt DUMT.

For den nødvendigvis særdeles nærliggende tanke er naturligvis, hvad der ville være sket, hvis en person havde haft akut brug for at komme på skadestuen blandt alle disse kommunalt priviligerede chauffører. For når de nu kollektivt og altså også særdeles håndfast nægter at køre med en kone med en let-lallende, men altså ikke ligefrem beskidt teenager, hvad så hvis passageren BLØDTE og virkelig havde brug for transport her og nu?. Enhver kan gætte med her, vores gæt er afgivet.

Efter denne weekend er det således ikke uden en vis, ganske vist lidt kedelig, skadefryd, at vi ser overskriften i Stiften. For efter sådan en ganske vist enkeltstående, men alligevel numerisk omfattende personlig oplevelse er det altså svært at have ondt af et serviceerhverv i åbenbar krise. Og tydeligvis ikke udelukkende økonomisk, osse servicemæssigt og almindeligt medmenneskeligt.
Og vi skal da gøre hvad vi kan for ALDRIG nogensinde selv at bringe os i en situation, hvor vi er afhængige af licenseret/priviligeret taxa-transport. Ikke af noget nødvendigt princip, det er blot for farligt at satse på noget, som ikke nødvendigvis er der, når man har brug for det. Ikke fordi de ikke fysisk ER der, blot fordi de vælger ikke at GIDE!
I fredags havde vi en smule ondt af taxa-branchen. Lad os forsigtigt sige, at følelserne er helt, helt anderledes efter weekenden. Vores statistik er ikke nødvendigvis helt fyldestgørende, men dog ganske tungtvejende. Og mere end rigelig for os. Bestemt en erfaring, som vi allerhelst ville have været foruden, men det er vel i virkeligheden dem, man lærer allermest af.

Heja, Ringsted!

I dag vil i fra starten arbejde lidt tjept, da vi skal sende en mindre delegation indeholdende fruen til indvielsen af en ny kulturinstitution i Ringsted. Den gamle musikskole derovre i det sjællandske kulturelle kraftcentrum har i umindelige og alligevel mindeværdige tider været en fantastisk god kunde og ditto støtte for vores lille virksomhed, så ned ad E45 det går for fruen!
Nå, men det betyder så, at hverdagen i de kommende timer ser ganske barsk ud for de “små jøde-drenge”, som det engang hed på min barndoms-ø´s enfoldige dialekt. Sådan hedder det nok ikke mere selv om det næppe endnu er indklaget for EU`s menneskerettighedsdomstol. Sådan noget har altid fungeret bedst med lidt håndfaste bombetrusler i den nærmeste baghånd og lige dér har jøderne jo som bekendt ikke excelleret så meget. Ihvertfald ikke siden deres terrorattentater mod briterne indtil 1948, hvor den senere israelske regeringschef Menachem Begin var aktiv i Stern og Irgun-terrorcellerne. Hvor de til gengæld var nærmest “jødiske” i deres djævelske effektivitet og det endda ganske uden brug af bombebælte-bærende kvinder og børn…

Nå, det var så et langt og kikset sidespring. Derfor kan man nu godt lidt i smug i disse dage glæde sig lidt over den økonomiske krise, som truer med at kvæle hele EU. Der er ganske vist ikke meget at glæde sig over i forbindelse med selve den hovedsageligt selvskabte krise, men lidt er der, og netop når der kun er lidt, så er det så meget mere påtrængende vigtigt at glæde sig over det lidt, der er!
Derfor: Det ville nu være skønt, hvis hele den konstant voksende danske “krænkelses-industri” omfattende alle imaginære menneskerets-krænkelser af dømte rockere til læge-ubehandlede illegale flygtninge ikke bevidstløst kunne appellere ALT til EU. Med den altid opsættende virkning af den traditionelle demokratiske danske retsproces, som det uvægerligt medfører.
Rigtigt, rigtigt rart og da ikke mindst for det knirkende danske retssamfund, at udøvet ret blot var ret og ikke blot et udgangspunkt for en opsættende appel til EU.
Nå, det var altsammen nemmere dengang det danske kongedømme residerede i Ringsted, der afgjorde man retstviste her og NU. Eller rettere DA, da det jo var dengang inden det demokratiske gennembrud, som EU er ved at vise blot var et ganske vist noget langvarigt historisk mellemspil eller..?

Hvis tonen her til sidst forekommer lidt bitter, så kan det være fordi vi ikke som aftalt fik vores Furman “strømrenser” i går. Reelt set en tragedie af de absolut mere overskuelige, men den er blot såre PERSONLIG! Usigelige krænkelser af en milliard kinesere er altid intet at regne i forhold til selv små små krænkelser af egen person- som denne! Vi var ellers enige om prisen men så skiftede sælger mening, sikke dog bare et båthorn! Nå, vi skal gøre vores bedste for, at vores allerede realiserede økonomiske gevinst ved IKKE at købe denne Furman bliver ENDNU STØRRE. Nemlig ved HELLER IKKE at købe andet og ikke mindst mere fra samme leverandør, sikke dog rige vi kan blive! Og LYKKELIGE, allerede nu er jeg meget gladere end lige før!

Endelig jord!

Denne allerede temmeligt fremskredne morgen vil vi benytte til en lidt usædvanlig syssel. Ikke høre musik, naturligvis, sådan noget gør hifientusiaster naturligvis kun uhyre sjældent og endnu nødigere. Nej, i stedet vil denne skribent inden fruen vågner forsøge at høre forskel på noget, som ikke er længere og som ophørte i går. I forhold til noget, som så er i dag og i al fremtid. En svær test og dette da især, fordi akustisk hukommelse af den mere pålidelige slags normalt måles i sekunder. Og desværre aldrig i døgn, så jo, mere end umuligt for så vidt sådan noget giver mening. Sikkert ca. ligeså meget som at PRØVE..

Vi har nemlig fået en relativt fornuftig elektrisk jordforbindelse her i vores kælderværksted, hurra hurra, og forventer, at lydgengivelsen tager et vældigt tigerspring.Dette forenet med en kolossal stor og klumpe-dumpet Furman professionel laboratorie-støjdæmper, burde kunne give lydgengivelse af en kvalitet, som englene måtte misunde. Hvis de altså lytter til andet end “Sfærernes Musik”, som hele dette førkristelige mekanisk-drejende universelle verdensbillede jo ifølge datidens naturfilosoffer udsendte. En vis snusfornuft besad disse ellers flyvske og teoretiserende vise mænd dog da de mente, at man naturligvis sagtens ville kunne høre de knirkende lyde fra hele dette møllelignende rotationsisenkram, som drkede himlene rundt. Det var jo det, man kaldte for “Sfærernes Musik”

Desværre var så ingen, som dengang eller snere hørte denne musik. Ikke at man ikke lytrtede, man kunne blot intet høre. Filosofferne havde den gode forklaring på dette postulerede, men altså ganske uhørte (uhørlige?) lyd-fænomen af højt-knirkende verdenshjul, at det nok var fordi man havde hørt det siden barndommen og dermed på forunderlig vis var blevet immun overfor lyden. Eller måske bare døv, den filosofiske forskel her er ubetydelig, man kunne ihvertfald ikke høre noget, som ellers burde være der.

Og det er så osse lige der, hvor denne skribent er i dag. I færd med at lytte efter noget, som burde være der. Og som muligvis osse ER. Under alle omstændigheder kan vi sagtens allerede allerede nu uden særlig betænkning afsløre, at der selvfølgelig er en forskel. Sådan en bør der nemlig være, og derfor kan enhver naturligvis sagtens høre det.
Det sjove og samtidigt lidt triste er så, at der overhovedet ingen forskel behøver at være. For denne skribent vil naturligvis i denne verden af “Kejserens Nye Klæder” naturligvis slet ikke være ved, at han måske slet ingen forskel kan høre på fornuftigt støjdæmpede apparater med og uden jord. Og da ganske særligt ikke, hvis jeg ikke er såre sikker på, at der overhovedet er nogen forskel, dertil har investeringen allerede været alt, alt for høj!
Jord i stikkontakten eller blot jord i hovedet? Et ganske let spørgsmål, som blot er så forfærdeligt selv-forræderisk at svare på!