Reklamens magt

 I et ganske almindeligt menneskeliv er der både noget, som man er stolt af, og ganske givet osse en hel del, som man bestemt er mindre stolt af. Og især hos den person, som denne skribent kender afgjort bedst, nemlig mig selv, er det temmeligt polariseret, selv om vi i denne sammenhæng vil vælge at begrænse os til stoltheden ved det mere professionelle virke. For selv om dette måske ikke er videre interessant for ret mange, så er det stadigvæk betydeligt mere spændende end de mere tvivlsomme personlige kvababbelser og andre håbløse handlinger.

Professionelt er der nu heller ikke altid grund til rituelt at fyre løs med Händels “Fireworks”-musik for at fejre komplet integritet og tilfredshed med leverancer af ubetingede kvalitetsprodukter. For vores virksomhed lever trods alt i den virkelige verden, hvor kompromisser med kvaliteten er både legio og hyppigt uundgåelige. Alligevel skal det dog ikke afholde os fra at være særdeles bevidste om at glæde os, når der leveres RIGTIG kvalitet. Og det behøver ikke altsammen være ATC, selv om rigtigt meget af det mest tilfredsstillende selvfølgelig er.

Det er måske derfor, at en tidligere nævnt annonce alligevel “trigger” noget mere, end den fortjener. Det er den her gamle traver, der med mere ens almindelig uforknyt optimisme forsøger at sælge et sæt tydeligvis til almenheden aldeles totalt 200% usælgelige højttalere.

http://www.hifi4all.dk/ksb/Annonce.asp?id=360047

Og som søgemaskinen hifishark jo viser, er vi nu godt inde i 6.år for denne annonce, der i næsten samme tid har haft absolut monopol i hele verden fro udbud af denne vare. Og som man jo følgeligt nok dårligt kan OVERVURDERE den MANGLENDE interesse for. INGEN i hele verden vil tydeligvis give rigtige penge for et totalt ukendt produkt fra en forlængst kuldsejlet mikroskopisk producent, ledet af en af branchens allerbedste eksempler på A.J.P. Taylors fynd-ord, “one of Nature´s rats”-Ashley James. 

Og så tilbage til anstødsstenen i annoncen for denne skribent: Manden formaster sig jo til at påstå, at hans højttalere “gengiver mere naturtro..end ATC..” Og selv om smag og behag jo er betydelige komponenter i ethvrt kompromisfyldt højttalervalg, så ER det nu efter ret præcist 5.5. års forsøg på at overbevise verdens-offentligheden om rigtigheden af denne påstand uden held jo trods alt nok tvivlsomt. Og det både om det passer og om det nogensinde vil lykkes. Og professionelt tror jeg ikke engang en prissænkning til 5000,- vil ændre noget. Men vi får vel se om en 5-10 år mere-mandens ukuelighed gør ham til en helt i samme skala som forfatteren Jack Londons ukuelige ramsaltede vaskebjørnsbeklædte vildmandshelte.

Ellers er bunken af opgaver i vores lille virksomhed kun yderligere vokset siden sidste seance her. Og selv om det er uhyre rart og økonomisk gunstigt, så skal man jo aldrig helt glemme, hvad der osse skal være plads til. Og dagen i dag byder på fornøjelige gensyn med gamle og nye venner indenfor hifi-branchen, så al den ellers temmeligt enerverende kabelproduktion kommer givetvis til at glide noget lettere ned. 

Men for alligevel lige at overtrumfe selv den gamle AVI-annonce i mulig utroværdighed, så kik lige med her, hvor min gamle føde-øs ellers lidt mere end almindeligt små-forhutlede campingplads for alvor er blevet opgraderet:

Forside

Nu gives der ikke større pengepræmier for at gætte, at forsidebilledet ikke akkurat hidrører fra bittelille brakvands-omskyllede Endelave, hvis højeste punkt på 8 m. jo trods alt ligger noget under forsidebilledets forblæste klitters.Lidt mere lokalkendskab kræver det muligvis at se, at heller ikke telt- og luksuscampingsvogns-billederne er autentiske, men bare de dog var. de store trækomplekser er dog tydeligvis hjemhørende i tørrer og mindre kystnære områder. For som hjemmesiden så til sidst afslører, så er deres absolutte toiphit indenfor luksuscamping, de til sidst afbildede hytter. Der måske i sammenhæng med billedene ovenfor forekommer noget mere snoldede..

Til gengæld er træerne/læhegnene aldeles autentiske omend altså noget anderledes end de subtropiske camping-billeder lige ovenfor. Og ikke mindst er både oversigten over øens attraktioner og egen restaurants formåen jo anderledes sobre. Og ikke mindst er henvisningen til turister om at opleve en enkelt dags årligt privat miniopera-besøg med meget begrænset publikumskapacitet måske osse lige det mindst vederhæftige. For normalt er forestillingen udsolgt måneder i forvejen..

Men hvordan i alverden de dog har fundet på at reklamere for deres reelt kun godt parcelhus-store indhegnede campingplads plus en åben mark, altsammen beliggende på en lille ø uden en eneste selv lille forkølet sandstand er da interessant. Men man må sige, at i kategorien for anvendelse af “lånte fjer” til almindelig forskønnelse og forplumrelse, så har vi en afgjort vinder her! Man kan så blot gisne om, hvordan den nødvendigvis geografisk mindre velfunderede muligt kommende kunde vil reagere på de prosaiske realiteter..Der er ihvertfald en lidt rigelig dose forskønnende “socialistisk realisme” over den her lige knap nok vederhæftige glansbillede.

“Polle alene i Verden”

 Livet er helt usædvanligt rutinepræget her i huset her i november. Det er så ikke synonymt med kommercielt stilfærdigt på nogen måde, for vi er ved at nærme os fuld booking helt indtil jul. Og den situation har jeg med snart 38 års brancheerfaring endnu haft til gode at opleve. Så lidt godt er det midt i al den øvrige tristesse.

For husets frue er strandet  på vores farm i idylleriske Vendsyssel, der således er blevet lidt mere af det eksil, som det oprindeligt var tænkt til at være. Nu er der ingen vej tilbage for fruen, altsammen statsligt besluttet med samme logik og pludselige vilkårlighed, som dengang Wolf Biermanns pas viste sig at være permanent ugyldigt, da han skulle hjem til DDR efter en turne i BRD. Og med hensyn til almindelig myndighedsmæssig vilkårlighed og ditto folkeligt  meddeleri er vi ikke langt efter slyngelstaten .DDR. Virkeligt et mærkeligt forbillede at have i et moderne Danmark, men eksemplet er desværre alt for godt. Og så er meddelerne og stikkerne i samfundet om private fester til myndighederne ikke engang som i DDR betalte eller truede til at samarbejde og “stikke”, de gør det i Danmark ganske frivilligt og GERNE. Alt, alt for gerne.!

Ja, hvem skulle nu have troet, at danskerne var så vanvittigt gode til omgående at falde ind i rytmisk strækmarch med det ellers håbløst arytmiske og aldeles melodisk usammenhængendestatslige akkompagnement, som regeringen har disket op med? Folk er åbenbart så rædde derude, at alt, inklusive forslaget til den ekstreme nye epidemilov, meget længe forblev uomtalt og politisk uantastet. Det er ellers en usandsynlig gyser af den slags, der får alle almindeligt syge konspirationsteorier til at fremstå som ganske sandsynlige og ligefrem troværdige. Og faktisk havde end ikke DDR eller Sovjetunionen helt noget, der lignede statslige ekstraordinære beføjelser som dem, der blev foreslået i ændringen til den nyligt ændrede allerede rigeligt drakoniske epidemilov. Som jo i samme grad som Hitler efter dennes iøvrigt helt legitime regeringsdannelse i praksis afskaffer alle rodfæstede demokratiske rettigheder om individets ukrænkelighed. Vi skal vist tilbage til den jaskede lovgivning om private operatørers heldigvis kortvarige  ret til at trænge ind i private hjem for at kontrollere, om lille Jens ulovligt havde kopieret DVD-er for at se noget lignende. Vanvittigt dengang, endnu mere vanvittigt nu.

Tilbage til den grå hverdag her i hytten, som giver helt usædvanligt gunstige betingelser for fordybelse. Og heldigvis ikke udelukkende i triste, selvmedlidende tanker. selv om det da bestemt ikke er nogen ulempe, at der IKKE står en flaske bedre vodka på bar-bordet ved lyttepositionen. Sådan en forsvinder foruroligende hurtigt ved parallel åndelig indtagelse af tilstrækkeligt høj musik og jeg har ofte overvejet, om det er fordi lettere alkoholisk omtågethed ligefrem skærper sensibiliteten for lyd og musik eller måske blot døver øre-smerterne ved de de anvendte lydtryk her i perioden med lukkede vinduer?  Hvad det end er, vodkaen gør, så er den ihvertfald væk nu.

Ellers fyres der fortfarende i fruens fravær op med Shostakovich preludier og fugaer, opus 87`-et af mandens absolutte hovedværker og et værk i vægtklasse minimum med Bachs dittoer. Og til alt held er der ikke mindre end 3 ganske forskellige tidstypiske udgaver  med alene Tatjana Nikolaeva udover andre brilliante med Ashkenazy og Roger Woodward. Den sidste er foreløbigt min favorit og bestemt ikke mindst på grund af mandend ekstreme pianistiske mod. Nemlig til at spille værket godt og vel 20 minutter hurtigere end alle andre. Og det er jo trods alt en hel del med en normal samlet spilletid på godt  2 1/2  time.

Man kunne måske få det indtryk, at Woodward ville ende samme sted som alle dem, der har forsøgt at spille Ravels Bolero hurtigere og dermed har reduceret værket til en absurditet, men nej, sådan er det slet ikke. Woodwards version er ganske uromantisk og mere staccato-agtig og minder mest af alt om de par fragmenter, som Shostakovich selv indspillede af værket. Ikke at Shostakovich trods uddannelse som pianist var nogen ørn til at spille egne værker, for det var han bestemt ikke (dertil var datidens konkurrence fra utallige andre eminente sovjetiske pianister for hård) men det er tendensen..

Woodward er indtil videre toppen af poppen med Ashkenazy og den første udgave med Nikolaeva fra 1957 halsende lige efter. 

Og efter nogle timer med plingeling og fordybelse bliver der så en obligat afslutning på dagen og ensomheden og kone-afsavnet med rå americana fra Lucinda Williams`om muligt endnu mere triste univers (end Shostakovich altså). Måske hun som den allerførste forudså danskernes uendeligt triste evne til at gå i takt som en flok rotter efter rottefængeren fra Hamelns forlokkende fløjte..Og som sikkert kun ganske få mindes, så kunne rottefængerens fløjte også fint bruges til mennesker. Og det med resultater ikke meget mere eller mindre skræmmende end den danske folkelige følgagtighed overfor vilkårlige stats-direktiver….

Folke-forførelse er noget usandsynligt mærkeligt noget og især da når de forførte folk allerede ved, hvordan det i Hameln  gik med rotterne. Og i Tyskland med de “brune rotter”

 

“How the Other Half Lives”

 Så er vi atter tilbage på denne plads og vil ufortøvede gå i gang med at oplyse folket der, hvor mediernes monumentale  Mordor-mørke og mangel på kritisk sans i deres facebook-ekkokamre. Nå, måske det sidste er lidt svært, da de fleste jo netop opsøger ekkokamre for ukritisk og ukritiseret at få sig en færdig personlig identitet. Ikke fordi man nødvendigvis SELV er noget, men fordi man har valgt at være FOR et eller andet helt, helt rigtigt. Og imod Trump endeligt da ligesom alle andre og med samme manglende viden om noget såmænd osse med nogenlunde samme kolossale mangel på indsigt mod Boris Johnson. Fordi Johnsons hvide hårmanke jo ligner lidt og det er rigeligt for at tiltrække sig nettets inappellable raseri. Og den slags fortager sig næppe, fordi mediernes hade-objekt nr. 1 snart forsvinder. Søgelyset efter den næste superskurk er ubarmhjertigt og tilfældigt som de koordinerede søgelys over Berlin. For når den stakkels Halifax-bomber var indfanget, så var der kun én vej ud: Nemlig ned!

Nu er der ikke ganske så meget nyt under solene, som man måske ofte i dette videns-frie samfund forestiller sig. For selv om de helt, helt rigtige mennesker med de omhyggeligt og mange gange dagligt som med bonsai-træer opdaterede og kultiverede korrekte meninger gør deres bedste for udadtil at fremstå som eksempelløse eksempler på “rigtighed”, så kniber det tydeligvis stadigvæk noget. Perspektiv og ægte humanisme er helt væk i identitets-tågerne.

Tag nu for eksempel overskriften i dag, som vi vist engang for æoner siden har omtalt på denne plads. Det var primært en foto-dokumentarisk bog om de sølle forhold i de østamerkanske storbyers slum. Dette formative og politisk revolutionerende værk udkom i 1890 og var lavet af den nylige dansk-amerikaner Jacob. A. Riis og var vel ved siden af Emile Zolas samtidige murstens-romaner de mest betydende og virksomme samtidspolitiske fænomener indenfor medieverdenen. For hvem kan ikke huske Zolas beretning om den unge smukke kvinde, der solgte en tand til en velhaver.? Og jo altså ikke en mælketand, forstås.

Det var andre tider dengang, men måske ikke mere grusomme end i dag. Anderledesheden bestod vist mest i, at Riis` og Zolas værker rent faktisk medførte kolossale ændringer i forholdene for samfundets mest marginaliserede og udstødte. Udover det, så var der en ubemærket faktuell fejl i titlen på Riis`bog, for det var LANGT under halvdelen af den samlede  amerikanske befolkning, der levede i søllehed uden frtemtidsudsigter. De usle kår omfattede udelukkende de nyligste emigranter fra især Syd- og Østeuropa, der blev hængende i værste storby-sweatshops og industrier. Ude på landet var det anderledes godt og ikke mindst langt, langt bedre end i Europa. Det var jo trods alt på anbefalinger af allerede emigrerede landsmænd, at hele immigrationen fandt sted.

I dag er det så helt, helt anderledes. Men ikke bedre, desværre, LANGT LANGT værre.For på trods af hele den verdensomspændende amerikanske medieindustris massive insisteren på at stå for den ultimative tolerance og uendelige politiske korrekthed overfor selv det umiddelbart allermest uforståelige, så viser det nylige amerikanske valg noget helt andet. Nemlig at der aldrig har været så mange totalt marginaliserede mennesker i Middel-Amerika mellem kysterne (og udenfor enkelte stater domineret af store byer) 

Og det gælder jo ikke kun de fattige hvide og sorte i alle “fly over-staterne”, som eliten så længe har benævnt resten af Unionen udenfor deres egne smørhuller med private vagtværn og andre million er og millionærer som nødvendige naboer. “nødvendige”, fordi ingen med lønmodtagerindtægt nogensinde ville kunne købe ejendom derude mellem alle dem, der kolporterer de allermest korrekte og inkluderende meninger om sand humanisme. Humanismen gælder så kun indenfor det solide stålhegn med de bevæbnede vagter. For de heldige derinde er politisk korrekthed som en fjederham i den nordiske mytologi: Noget man TAGER PÅ, ikke noget man ER. 

For hvem kan dog tro, at samtlige beboere i Beverly Hills og andre priviligerede multimionære smørhuller  virkeligt ER sådan, som de SIGER , de er? Ja, det paradoksale svar her i vores egen lille andedam er, at det kan alle de andre priviligerede danskere fra de snakkende klasser, der bor primært i større danske byer. Der er dog en helt afgørende forskel, for næppe nogen af alle de alt for mange danskere, der labber ukritisk af den identitetspolitiske skraldespand fra USA, kunne vel drømme om at gøre det samme. Hvis altså det samme politiske ulideligt selvpromoverende selv-fede sludder kom fra de tilsvarende ganske vist knapt så obskønt rige deroppe i whisky-bæltet? Danske rige svin er svin, det ved man vel,  og ingen er hverken rigere eller mere svinagtige end dem i dem i Beverly Hills. Uanset den falske varedeklaration, for de har kun akkuleret formuer på hele landets bekostning. Hvorefter de blot pisser på bidragyderne, de overvægtige stakler uden personlig træner derude.For de politisk korrekte er jo blevet priviligerede og rige af IKKE at betale skat til “the Other Half”

Danmark er jo trods alt ikke endnu helt i samme politisk katastrofale situation med et land, der allerede er knækket fuldstændigt over. Selv om afstanden fra København til Kalundborg jo er kolossal i alle hensender og kun vil eksplodere fremover. Men det er altså for denne skribents alderdomssløve og søvnige øjne svært at forstå, at NOGEN i Europa lytter til de såkaldt progressive politikere og aktivister i USA. Og da SLET IKKE, når de selvbetaltede progressive så endegyldigt og så vedvarende har formået totalt at marginalisere en hel halvdel af befolkningen. Og det i en grad, så selv mexicanerne i USA stemte på Ttump, fordi han jo trods alt forsøgte at stoppe nye horder og  myriader af mellem- og sydamerikanske indvandrere. Mens alle de korrekte i storbyerne udelukkende tænkte på, at lønningerne i deres private vagtværn til alle mexicanerne der så nok kunne presses yderligere. 

I det hele taget er mennesket et mærkeligt ukritisk dyr, der som en spidsmus i rasende fart spæner afsted præcis af den selvsamme rute, som den altid har spænet.  Men at den amerikanske elite har formået totalt at kappe enhver forbindelse til præcist halvdelen af landets egen befolkning OG tillige fremstå som verdens ubetinget bedste og mest korrekte og tolerante og inkluderende mennesker er da ligegodt vildt. Andre kunne måske med større ret benævne dem med det mere korrekte udtryk “svinehunde”…