Weekendens ulideligt lette og lykkelige ensomhed..

Denne weekend bød på et helt uvant scenarie her på Åbyhøjvej: En enlig mand omgivet af blot 4 forventningsfulde hunde, fuldstændigt og aldeles overladt til eget kedsommeligt selskab, helt uden kvinde-/koneligt selskab. Der var nemlig gammel veninde-komsammen på farmen i Dronninglund Storskov, og derfor var denne skribent blevet fritstillet. Og den slags skal man så ikke sige mere end et par enkelte gange, for det giver jo herlige muligheder for aldeles eklatant meningsløst tidsfordriv. Den ting, som man jo ellers trode, at man havde “giftet2 sig fra..

Nå, nu er der trods alt visse nødvendige begrænsninger i intimt samkvem med de netop ankomne rund-agtige Vitavox S6-drivere, men der blev dog alligevel brugt ganske meget tid sammen med dem. Og måske det er meget godt, at der ikke er foto-dokumentariske beretninger om de rigeligt letgennemskuelige seksuelle undertoner i denne skribents omgang med dem. Det var, som om den ellers gennem adskillige årtier møjsommeligt begravede teenagedreng Poul atter stak sit bumsede ansigt frem. og selv om det var en relativt uskyldig form for “gåen i ung/barndom,, så er det måske heller ikke en af de ting, som denne skribent vil være allerstoltest af at skulle fortælle sin kone. Heldigt, hun aldrig læser med her!

Nu kan vel ingen langtidsgift mandsperson helt sige sig fri for den kætterske tanke, at hymens snærende bånd måske har stækket ens evner til at udføre store og mandige ting. For sådan kan det sagtens føles, når fruens bjæffende stemme kalder det til tider ganske ildevarslende “Pooouul!” ud. Tænk blot, hvilke galaktiske opdagelser, man(d) kunne have udført, hvis altså bare ikke lige madammen havde kommanderet ens ydmyge person til øjeblikkelig standret! Det var så det, der denne weekend skulle stå sin prøve, altså hvor meget af den engang så fugle-frie Poul, der var tilbage efter godt 13 år.

Ja, hvad blev det altsammen så til? Ikke alverden ville nok være den korrekte betegnelse for det enestående tidsspilde, som mange nok ville sige om syslerne. For vel næppe mange vel karakterisere en ombytning af nogle forstærkere her og der til kraftigere modeller for noget særskilt heltemodigt, men det var altså det, som der gik adskillige timer med. Heldigvis blev der så osse tid til at høre en masse musik af denne skribents absolutte favorit-komponist, Dmitrij Sjostakovitj i den naturligvis langt forbedrede og stærkt forøgede akustiske realisme, som fiflerierne havde ført til.

Sjovt nok havde det osse noget med det der tilbagevende tema om at “gåen  i barndom” at gøre, for jeg spillede og spillede simpelthen de værker, som havde vist sig formative for denne skribents senere smags-udvikling indenfor den klassiske musik. For når man som denne skriben fik sin allerførste LP med mandens musik for efterhånden 46 år siden, så skal man da vist være født ind i en smalsporet og uhyre snæversynet radikal politikerslægt som Helveg Petersens nu på 3 (4.?) generation, der mener det samme. Helt så stillestående er denne skribent trods alt ikke. Det, der tændte musikalsk dengang er noget anderledes end det, der gør det i dag.

Så derfor var det vel i virkeligheden bare en musikalsk tur ned af “Memory Lane” med dens totale frihed for forpligtelser og bekymringer. Og en dejlig tur, DET var det-omend blot ikke den allermindste smule heltemodigt. For den eneste reelle forskel på datidens egocentriske forvoksede teenager Poul M. og nutidens noget ældre udgave af samme er tydeligvis, at der ingen reel forskel er. Det var der ihvertfald ikke i denne forlængede weekend-stund…

Nå, men tilbage til nutidens virkelighed. Som jo faktisk osse efter weekenden er blevet noget lettere at kapere. For hvis jeg virkeligt ikke har mere fornuftige ting at foretage mig under disse indrømmet helt uvante frie forhold, hvor meget forsømmer jeg så ved at være gift? Svaret er naturligvis “absolut ingenting”
For hvis netop den forløbne weekend kan tages for en pålidelig pejling af denne skribents mulige  ubændige frihedstrang under ubærlige ægteskabelige lænker, så viste realiteterne, at frihedstrangen mere minde om en lille skrømt kanin midt på en græsplæne, der var blevet berøvet sit beskyttende bur. Helt uden evner eller ønsker til andet end at gnaske græs lige der, hvor den var.
Mærkelige tanker at få, men man mere og mere ubærligt savner sin kone…

PS: Vi ved godt, at det ikke er godt at godte sig og vi ved osse godt, at vi træder på allerede noget for-trådte stier MEN alligevel: Nyd lige igen disse billeder af noget enestående, inden det sikkert snart ender på storskrald. Det er simpelthen en ren “rædslernes vagtparade” hvor det nærmer sig det umulige at udpege den mest rædselsfulde:
https://www.dba.dk/billede-og-lyd/hi-fi-og-tilbehoer/?soeg=angels
Selv om kan køber tingene billigt så kan man altså tydeligvis ikke altid regne med den store gevinst. Eller med overhovedet NOGEN..

Squ ikke nemt at være mand!

“Sei ruhig, Johnny!”, som en af Brechts replikker lød i cabareten “Mahagony”  (og sikkert talrige andre steder, hvor der færdedes opfarende tyskere af det navn)-dette blot for at bibringe disse sædvanligvis ganske trivieller betragtninger lidt tiltrængt litterær ballast.
For efter at denne skribent i den her mere end rigeligt lange weekend er blevet beskudt af presserende pligter som at nedkæmpe både japanske pileurter og bjørnekloer og alskens andet fysisk strabadserende arbejde som ibankning af pæle, så er det endeligt tiltrængt tid til at slappe lidt af her på jobbet. Det er et hårdt liv deroppe i den vederkvægende skovbrynsluft i Dronninglund Storskov, men nogen skal jo leve det!

Nå, men inden den snarligt forestående endnu mere fysisk krævende proces med at støbe et lille fundament til en indrømmet akut afstivning/ombygning af et stald-hjørne, så lykkedes det denne skribent i denne weekend at komplettere sin Vitavox-samling af store kompressionsdrivere. For lige inden dette hæderkronede firma for en tid på godt et årti nedlagde egen produktion af pro-enheder (og gik over til ret beset skammelig rebranding af OEM-produkter)lavede de nogle få af den enhed, der skulle have ført firmaet ind i nutiden hvad angår belastbarhed. Den, der hed S6

Denne model kom dog alt for sent til at rokke nogen både og da især fordi der ikke blev udviklet nogen tilsvarende basenhed. For ret beset gav det jo ikke megen mening for mærkevare-tosser som denne skribent at have en diskant med samme belastbarhed som Vitavox´egen AK 157 15-tommers basenhed. En prås må være gået op for de herrer direktører, brødrene Young, for meget hurtigt lukkede man denne afdeling ned og koncentrerede sig om firmaets kerneprodukt, leverancer til militæret.

Derfor er der naturligvis osse kun ganske få af de her Vitavox S6 i omløb, hvilket jo selvfølgelig for ægte freaks som denne skribent blot gør dem så meget mere attråværdige. At de så er med 2-tommers exit og dermed ikke passer på et eneste ægte Vitavox-produceret horn får så være uomtalt i denne omgang. Alligevel har det altså været muligt for denne utrættelige skribent at opstøve et sæt, der nu er på vej til matriklen. Om det giver mening? Naturligvis ikke bare den allerfjerneste, og da især ikke, når man sidder i den perfekte forsommer-skovidyl deroppe i Vendsyssel.

Mon ikke bare det netop er derfor, at man gør det? Hifi er trods alt ikke en rejse til et mål, hele den (manglende) mening med al hifi-aktivitet er vel selve den evige rejse, der som i dette tilfælde let kommer til at ligne den totale meningsløshed…

Nå, men et eller andet må man jo finde poå, når man som denne skribent er kørt noget fast logistisk. For hvad hjælper det at have 10 stk. Vitavox Thunderbolts når der kun med det yderste af en nedgroet negl kan lade sig gøre at klemme blot et enkelt sæt ind i stue-etagen. Selv om det kunne være så forskrækkeligt sjovt at høre den naturlige akustiske kobling af et sær basbunde mere ved siden af de allerede residerende…Ja, den slags kan ligefrem udarte sig til en veritabel besættelse, der kun kan lindres kortvarigt ved at gøre andre tåbelige ting. Som altså for eksempel den ovenfor omtalte..

Inden vi bliver alt for depressive her i sommersolen skal vi vist bare se at komme videre-mens denne skribent endnu uden for meget omtanke  glæder sig med betydelig barnlighed til at følge de ukendte stier som fruen og krikke nr. 3 ovenfor..

Richard Llewellyn og L. S. Lowry

I dag vil vi begive os ind i kunstens verden for så vidt altså drivende sentimentalitet og billedlig teknisk total amatørisme kan kaldes kunst.Vi vil begive os tilbage til en tid, som få mindes, men det skyldes nu ikke nødvendigvis, at den ikke muligvis er mindeværdig. I vores totalt historieløse samfund er alt alligevel glemt, osse det, der skete for få år eller måneder siden, så lige i den henseende hersker der ingen diskrimination mellem skidt og kanel indenfor kulturelle minder, ingen husker noget. Og takken skal givetvis tillægges det danske uddannelsessystem, det er heldigvis ganske uendeligt meget mere anderledes andre steder.

Tag for eksempel en engang berømt bog fra den første halvdel af sidste århundrede, walisiske Richard Llewellyns dramatisk-velkoreograferede tårepersen om livet i en lille mineby, “How Green Was My Valley”, der blev filmatiseret af mesteren over alle mestre i den mere sentimentale genre, John Ford.
Sagen var, at selv i bogen med dens trøstesløse var det eneste grønne altså den ukuelige livsvilje dèr mellem alle de uendelige bjerge af slagger og ulykker og andre uundgåelige livsvilkår i datidens nedslidte britiske mineindustri. Ellers var alt gråt og sort-tintet.

Det var John Fords film så osse. Naturligvis fordi farvefilmen var i sin allerspædeste vorden, dengang Ford lavede filmen, men selvfølgelig osse fordi mesterens uendelige farve-palet af grumsede og brunlige nuancer var mere end rigeligt til at fortælle denne uhyre vedkommende historie. Farver ville som i samme mesters langt senere “The Man, Who Shot Liberty Valence” bare have været i vejen for budskabet, der brænder igennem den dag i dag. Fordi ingen, der ser filmen med dens elementære brug af selv klassisk Ford-slapstick undgår at blive kørt over af mesteren. Man ved fra første billede, hvad man går ind til, men alligevel virker filmen så overvældende følelsesmæssigt.

Al den snak blot fordi denne skribent på en side med billeder og beretninger fra min egen barndoms-ø fandt et billede, der i ren og skær gennemmættet udtryksfuldhed faktisk ligner et billede fra en Ford-film. Det er teknisk håbløst, men dog alligevel i stand til for denne skribent at fremmane et billede af en forlængst forsvunden tid. Ja, hvis det ikke havde været bilen og et par andre uvedkommende ting som for eksempel de grumsede farver, så kunne billedet sagtens være fra begyndelsen af sidste århundrede i en forhutlet havneby.

Og det var så slet ikke tilfældet. Billedet er fra 1960-erne og viser den lillebitte havn på en faktisk ganske velfungerende og -stående ø. Og DET skal man altså vist vide, for på nogen mulig måde at kunne “læse” det ud af billedet, men tro mig, det var sådan, det var. Og der i det øverste venstre hjørne af havnen helt inde under molen ved den tværparkerede pram og skjult af tidevandet lå altså lille Poul M. s lille jolle, der skabte al den glæde og umådelige velstand, som den lille dreng kunne drømme om.

Sådan er der så meget, som det kræver viden og indlevelse for at opleve, men jeg har taget billedet med i dag for at vise, at historien skal med for at give nogen mening for betragteren af selv et så banalt billede.Nå, men heldigvis kan Fords film sagtens ses med selv en uhyre let ballast af manglende viden om de faktiske forhold indenfor mineral-udvindingsindustrien.

Det kan “skilderierne” af en anden af de store mestre for denne skribent indenfor bildende kunst, L. S. Lowry, så til gengæld måske lige knapt. Men vi skal da alligevel atter engang slå et lille slag for denne formidable mester indenfor forfaldets skønhed.

Måske jeg bare ikke skulle have kikket mig i spejlet i dag? Det blev jo lidt rigeligt grå-brunt altsammen..
PS Det hvide hus midt i billedet mellem de 2 høje træer er forresten denne skribents ydmyge barndomshjem.

PPS Nu er det ikke akkurat nogen nyhed, at købskvitteringer har det med at bortkomme på forunderligste vis i den danske hifibranche. den slags er vist reglen snarere end undtagelsen, men ind imellem kan sagerne antage en lettere komisk karakter.
Se blot denne annonce
http://www.hifi4all.dk/ksb/Annonce.asp?id=336852
Ja ja, det er altid en god ide at beholde den givetvis enormt store papkasse, som skidtet kom i, mens ligegyldige ting som bittesmå kvitteringer rutinemæssigt forlises. Som selvfølgeligt osse her.  MEN: Det er blot i dette tilfælde som så mange andre ganske enormt simpelt at se den absolut maksimale pris, som denne “Dan ” har givet.
For man kan jo blot google apparatets model blandt danske søgeresultater
https://www.google.dk/search?q=gigawatt+pc2+evo&rlz=1C1GGRV_enDK751DK751&source=lnt&tbs=ctr:countryDK&cr=countryDK&sa=X&ved=0ahUKEwjPhIXy14nbAhUH6KQKHRqgA-gQpwUIHw&biw=1920&bih=974
og glædeligt konstatere, at der ligefrem er garanti på apparatet endnu. Hvilket jo selvfølgeligt gør det så meget mere “uheldigt”, at man ingen kvittering får med.
Sådan er der vist bare så meget, som denne skribent ikke fatter..Skal Verden virkeligt være så fuld af impotent og aldeles meningsløs løgn?

Bekvemmeligheden

tager vel efterhånden over for de fleste i et vist omfang. Tag for eksempel dette billede af vores McIntosh-forstærkerpark, der for de få kendere allerede bekendt, er blevet betragteligt mindre det seneste års tid. I perioden er der nemlig forsvundet hele 2 stk. McIntosh MC2500, der dog begge har fundet gode og ikke mindst stabile hjem hos både bønfaldende og fornuftige entusiaster. For selv denne skribent med et business-hjerte af galvaniseret stål er til at snakke med, når folk derude blot trygler nok.

Nå, tilbage til bekvemmeligheden. For på trods af disse kolossers kolossalt imponerende og fremragende lyd, så er det altså sin sag at skrumle rundt med de normalt 3 eller 4 stk., som der uvægerligt skal bruges samtidigt i denne skribents seneste dille. De rent aktive multiforstærker-systemer. Så nu er disse mcIntosh tillige med vores fast residerende stak af Crown Studio Reference permanent bundet til vores store kældersystemer, mens det meste andet kører med noget mere “snoldede” forstærkere i den absolutte letvægtsklasse.

Nå, men som tidligere bemærket på disse sider, så er kompromisserne til at leve med, for tilbagegangen i absolut lydkvalitet er faktisk ikke ret stor. Når vel og mærke altså vores C-serie 8-kanals forstærkere fra Lab Gruppen kun benyttes rent aktivt i et mindre frekvensområde. For mens de bestemt ikke er særskilt imponerende som fullrange-forstærkere, så lyder dealldeles glimrende, når de “fødes2 fra vores Lake LM 26 speaker-controllere. Der er så lige den lige komplicerende faktor i denne “økonomisering” med elektronisk isenkram, at Lake-tingen koster koster godt 25 k oveni forstærkerens pris på knapt det samme.

Besparelsen her har altså en ret høj pris, men kan alligevel forekomme attraktiv, når man som denne skribent gennem mange år har flyttet rundt på 60 kg. tunge og skarp-kantede forstærkere, hvor ikke mindst det sidste lille nøk med at lave bunken høj nok er ganske krævende. Nemmere med de under 10 kg. for 8-kanalsforstærkeren og så altså kun en..At det så ikke ser synderligt imponerende ud og selvfølgelig osse lige ofrer den allersidste ultimative lydkvalitet er i den sammenhæng til at leve med. For som nævnt, så lyder vores stue-Vitavox Thunderbolts så sindssygt meget bedre “aktiveret” med Lab Gruppen, end de gjorde passivt med en Mcintosh MC 2500, at det næsten burde være løgn.

Og at der så med kyndig fotografisk bistand er blevet fremstillet nye, store klistermærker til skrumlerne bidrager kun yderligere til den store visuelle nydelse. Det er lige før det kan kompensere for det lidt skuffende McIntoshgruppebillede..
Nå, men vi har på forunderligste vis stadigvæk et par controllere stående ubeskæftigede, så derfor er man vel altid lidt på udkik efter en billig LAB multikanalsforstærker. Og i den anledning faldt jeg over nogle af slagsen fra et nyligt lokalt konkursbo, der burde kunne blive billige. MEN MEN MEN.
Når man ser de klare og tydelige billeder af dem på auktions-sitet
https://www.auktionshuset.dk/lot/Plm5xyQj9N
så er det squ da direkte skræmmende at se, hvilket svinsk sted de kommer fra. Man kan vist ikke nok glæde sig over, at Castenskiold, som konkursboet hed, er gået på røven, for når de her apparater ser sådan her ud, hvordan har resten da så ikke været?

For at forstå, hvor ulækkert det her er, så skal det med, at disse forstærkere standard kommer med en læs hvid forplade, bag hvilken der sidder et let vaskbart skumfilter for at forhindre støv og fedt i at blive trukket ind i apparatet af de faste blæsere. Den slags er aldrig godt og aldrig værre, end når vi som her taler om digitale forstærkere forstærkere med switchmodeforsyninger og bunker af  bittesmå SMD-komponenter.
Nå, men ved at løsne en fingerskrue har man umiddelbart adgang til at rense filtret, hvis apparatets sikkerhedskredsløb skulle registrere, at filtret er stoppet helt til af unævnelige substanser og dermed lukke ned. Og 20 sekunder senere efter en let opskylning ville man være klar til drift igen.
Det er så tydeligvis ikke den måde, som man har arbejdet på det her svinske sted, for som man osse kan se med den anden forstærker på auktionen , så har simpelthen bare fjernet forplade og filter, fordi ingen givetvis har gidet rengøre den. Prøv at zoome ind på billederne hvis det altrså er et stykke tid siden, du har fået morgenmad..Og undr dig over, at nogen kan finde på at byde med her, for uanset pris, så er det her altså noget kvalmende skod.

Nå, men heldigvis har jeg aldrig været på Castenskiold, så derfor kan jeg trygt gå dagen i møde uden frygt for senfølger af eksponeringen til dette forbandede svineri. Og i mellemtiden kan man jo altid more sig lidt over den hyggelige hifitosse Nils Vallas noget vidtløftige teorier på hifi4all om noget så selvfølgeligt og basis-videnskabeligt som statisk elektricitet. Der er tydeligvis ikke noget nok så simpelt emne, som denne fyr ikke kan forkludre. Især forklaringen om, at han vistnok hos van den Hul har læst, at brug af antistatiske pistoler er afhængighedsskabende på grund af en overproduktion af positive ioner er da grundvidenskab i sin mere grinagtige form (læs med til enden):
http://www.hifi4all.dk/forum/forum_posts.asp?TID=106299

Uelastisk efterspørgsel

Vi beklager forsinkelsen på denne plads, der skyldes rutinemæssigt lægeligt eftersyn af denne efterhånden stærkt aldrende skribents skrog. Der var dog heldigvis ingen decideret livstruende tilstande udover dem, der uundgåeligt forefindes efter det meste af et langt og godt levet liv i kærlighed og rimelig hyggelig arbejdsomhed.

Nå, men nu er fruen passende parkeret i det vendsysselske for nogle dage med sin seneste nyerhvervelse, en lettere antik International Harvester-traktor. Eller rettere sagt, den ER antik efter gældende automobilære regler, den er blot ikke nær så antik som alle mulige andre gamle traktorer, anført af de langt mere talrige og ældre Massey-Ferguson-er og Volvo Krabater og Bukh-er o.m.a. Derudover kører den fremragende fint og fungerede som gyvel-optrækker i den forløbne weekend til alles absolutte tilfredshed. Med mulig undtagelse af gyvlerne selvfølgelig. Der nu ellers kæmpede både bravt og længe men ultimativt forgæves mod dette engelske kraftværk fra Doncaster.
I vores hjemlige frue-frie isolation er vi nu kommet til at installere permanent kabelføring i vores Vitavox-stue for at undgå, at folk og hunde-fæ falder i alle kablerne, der hidtil har ligget som ildevarslende mambaer sammenkrøllede til hug. Den trussel er nu elimineret og det giver jo mulighed for at lege med et andet nyligt tosseri, nemlig nye spændende coaksiale Mogami-højttalerkabel 2477, som der lige ligger en rulle af. Om vi kan høre forskel? Givetvis, det er jo trods alt kun en god uge siden, de gamle prøve-højttalerkabler til en femmer pr. meter på 10 snoede metre blev fjernet. Så ja, der kommer vel forventeligt lyd der, hvor der ingen lyd var før, men om denne så er bedre er en helt anden sag. 
Nå, men men man kan heldigvis overvinde alle forhindringer ved ren og skær tro, så denne uskyldige barnetro på alt selvgjorts velgørende virkning på den lydmæssige oplevelse vil vi mønstre i fornødent omfang. Og så skal det såmænd nok opleves som en ganske kolossal forbedring fra det allerede ganske fremragende gode.
Der er i det hel taget noget smukt over den rene naive tro. Tag nu for eksempel den fyr, som vi omtalte poå denne plads i sidste uge. Ja, man har vel allerede gættet, at han for Gud ved hvilken gang har gen-indrykket sin annonce for de tydeligvis uhyre uønskede AVI-højttalere. Som ganske vist ifølge annoncen er lavet i et begrænset antal, der dog tydeligvis langt overstiger den tilsvarende uhyre langt mere begrænsede interesse for dem. 
Alligevel fremturen manden med sin “fast pris-politik”, og selv om det måske kan forekomme dumt, så er det måske klogt nok. For måske, bare MÅSKE, så er der alligevel en enkelt vildfaren tosse derude, der i febervildelse eller akut i sin tidlige hjerneblødningsfase  kommer til at købe dem. Ikke at sandsynligheden er stor efter mange års tæppe-bombardement af hele verden med annoncen. For den slags ryger direkte på søgemaskinen hifishark og kan dermed ses overalt i verden af det, der derude vist hedder “audiophools”
Han sidder noget fast, fyren her: Firmaet bag AVI-højttalerne har i massevis af år totalt fucket enhver anstændig markedsføring, og det svider naturligvis nu. Det må være et eksempel på det, der kaldes en totalt “uelastisk efterspørgsel” Og desværre for manden her så samtidigt en totalt beviselig “non-efterspørgsel”, og den slags er jo svær at prissætte sig ud af. 
Personligt tror jeg ikke, at en halvering eller en kvartering af prisen vil give andet end samme rungende tomme resultat. 
Og det er måske i virkeligheden meget godt og ihvertfald velfortjent for et produkt fra den forgangne “fabrik”/ et skur i en mølle AVI med Ashley James i spidsen for en markedsføring så afskyelig, at ingen andre har været blot i nærheden.
Desværre eller måske snarere heldigvis er det gamle spyt/røvslikkende AVI-forum forlængst forsvundet fra nettet. Det hed hddaudio og var det måske allerførste eksempel på bevidst falsk information i branchen. Ikke bare nu og da som i enhver markedsføring, HELE TIDEN, løgn og opspind fra ende til anden. Simpelthen en syndflod af løgn og latin dag efter dag, år efter år.
Nå, men det er slut nu og har tydeligvis hævnet sig og godt for det da!

Nå, men ellers er dagen udover almindeligt forefaldende arbejde delvist helliget den hellige modtagelse af nye autentiske Vitavox-klistermærker, der er nøjagtige reproduktioner af de oprindelige (tak, Jakob!) Det er vist godt, at konen er væk i dag når nu denne ellers ret fredsommelige skribent skal til at befamle bunken-af klistermærker altså. Nogen jalousi ville være forventeligt men sådan er det vist bare at være rigtig entusiast..