Måned: april 2020

Økonomi er noget mærkeligt noget, vel nærmest en slags okkult videnskab a la det klassiske Orakel i Delfi, der jo så vidt jeg husker baserede sine udsagn på deliriske tågetaler fra narkotisk-omtågede skønjomfruer, fortolket af tungetalende mandlige opportunister. Selv om det vel næppe kan have været særskilt opportunistisk som mand at søge job  i et tempel med massevis af unge halvnøgne kvinder i en stadig tilstand af omtågethed-sådan noget kaldes vist snarere almindelig sund mandlig fornuft!

Nu var allerede det klassiske Orakel her alt andet end politisk neutralt, da det udelukkende blev finansieret af de forskellige græske bystater. Nu kunne man måske tro, at eksistensen af flere potentielle velgørere til templet  gav en slags multilateralitet a la den muligvis apokryfe historie om den amerikanske dommer, der efter at være blevet forsøgt bestukket af begge parter i en sag, simpelthen udbetalte forskellen til den højstbydende og derefter lovede at dømme aldeles neutralt. Realiteten var dog anderledes, for de nødvendige finansielle transaktioner for at opnå et for interessenten ønskede udfald i udsagnet fra Oraklet i Delfi  var så kolossale, at der aldrig nogensinde var mere end højst 2, der bød samtidigt-ingen andre kunne erholde det ønskede hysteriske honorar fra Oraklet. Og oftest kun en enkelt byder, der til gengæld fik lov at betale blodpenge for en gang tågesnak, endda i fortolket form-Statens Seruminstitut er tydeligvis ikke en original dansk opfindelse!

Nu skulle vi egentligt ikke snakke Corona denne uge, dertil er tilstanden nu så tåget, at politikerne, der ellers mod sundhedsstyrelsens udtrykkelige anbefalinger lukkede samfundet ned, nu gemmer sig bag samme myndigheders vindbøjtel-agtige anbefalinger. Den ene professor taler i øst og den anden i vest og alt er breaking news i en brækfremkaldende grad. Hvad blev der forresten af situationen i Italien-døde de bare allesammen eller hvordan?

Alligevel er det da interessant, at et ellers normalt økonomisk “dyr”, der ellers lever i skjul, efterhånden er begyndt at røre en smule på sig. Arten benævner sig selv som “sundhedsøkonomer” og hvor mange der findes af dem, er svært at vide. Alt for mange, det siger sig selv, for man kan vel dårligt finde en mere uhellig krydsning af uheldige egenskaber end at parre en økonom med en cand. polit. For så ender man tydeligvis med en sølle skabning uden hverken synderlig matematisk sans eller for den sags skyld andre færdigheder. Udover naturligvis en universitets-kultivering af senere opportune politiske bekendtskaber.

For det må da være derfor, at selv de normalt ganske få mest tydelige (normalt ses kun en enkelt!) af alle disse skjulte sundhedsøkonomiske teknokrater er dukket frem af deres skjul. Og hvorfor skulle de dog osse det, de bor jo trods alt i et gunstigt sub-miljø, hvor ingen af deres tilfældige anbefalinger og vilkårlige modeller om sundhedssystemet alligevel nogensinde vil kunne efterprøves. Dér findes der ingen “hvad nu hvis”-tvivl, alt kan regnes ud, blot det altså er det ønskede resultat for den til enhver tid regerende magt.

Og derfor er der naturligvis heller ingen fra denne særlige subkultur af økonomiske skadedyr, der har skullet have klinket noget ved at udvise dissens. Man skulle jo ellers tro, at det ville være “gefundenes Fressen” for enhver saglig sundhedsøkonom at studere det kolossale samfundsmæssige feltstudie, som Corona har givet. Hvor hele den sundhedsmæssige “butik” er satset på ikke noget videre med garanti for mangeårig udsultning af samme fremover. For vi taler givetvis om et stadigt accelererende manglende provenu på adskillige hundrede milliarder, i de offentlige kasser, akkumuleret på absolut rekordtid.

Nå, ingen af de uvægerligt offentligt ansatte sundhedsøkonomer her skal have noget i klemme, dertil ligger egen fortsat karriere i vigtighed langt hensides eventuelle muligvis oprindeligt nærede ønsker om sanddruhed. Og i den henseende er vi tilbage ved Oraklet i Delfi, der osse altid på trods af muligvis korrekte profetier fra de “druggede”skønjomfruer altid endte med at blive fortolket af præsterne til fordel for magten. Økonomi er noget mærkeligt noget-et uhelligt sammensurium af ikke-videnskab, nødtørftigt  iklædt matematiske akedemiske gevandter.

Anderledes håndfast er kontrasterne i dagens billede: Den ene højttalerenhed er blandt historiens allerstørste successer, fremstillet i mange hundredetusind stykker, den anden er blandt de mindst succesfulde i samme styktals-henseende, og samlet produktion har endnu over foreløbigt 45 år ikke nået blot en lille brøkdel af den førstes.
Den “store,, det vil sige den med den største diameter, er en ca 880 grams “bas-kanon”, der stadigvæk hyldes i vintagekredse-den vidtberømte SEAS 25TV-EW, kendt fra især Dynaco/Scandyna A25, men osse alt muligt andet af datidens godtkøbskram, hvor man fra producenternes side nægtede at bruge andet end en blot en bøjet femøre på basser. Ren søllehed forklædt som bas..
Den anden er en ATC SM 150-S MELLEMTONENHED fra samme tid med en samlet vægt på lige under 10 kg. Et produkt, hvor økonomien intet betød, ydelsen alt.Og som er i uafbrudt produktion endnu i dag, snart 50 år efter.
Godt, økonomien med sandheden og det rigtige ikke er slået igennem her endnu. Forfaldet skete ellers som afbildet her ganske tidligt. For faktisk er denne SEAS næsten samtidig med Jørgen Dichs uhyre profetiske bog om “Den Herskende Klasse”…

I dag vil vi med overskriften starte i tegneseriernes verden i en mere uskyldig tid, hvor den almindelige mellem-menneskelige dannelse var større og den alt-døvende kontinuerlige  informationsmængde var uendeligt meget mindre. Og dette mest fordi avisen jo kun udkom en enkelt gang om dagen i stedet for nutidens dødssyge breaking news-pressemeddelelser om absolut ingenting. For selv om journalist-klassen dengang havde kollektive massive alkoholproblemer (og det i en grad, så deres pensionskasse var blandt landets rigeste, fordi skørlevned og skrumpelever tog livet af landets journalister længe før deres landsmænd), så ville nutidens mediebillede nok have set noget anderledes ud. Hvis altså disse gamle sprutdunstende og storrygende journalister ikke forlængst var væk til tvivlsom fordel for selviscenesættende medieludere af begge køn, for hvem egen karriere er alt og søgen efter sandheden intet.

For selv ikke den mest permanent omtågede journalist fra min barndoms ellers uhyre provinsielle provinsavis Horsens Folkeblad ville dog have kunnet undgå at stejle i vildskab over de uhyrligt modstridende udtalelser om Corona, som hans anderledes udannede nutids-kolleger bevidstløst befordrer videre som “breaking news”-fakta. Vi taler selvfølgelig om de noget uhyrlige udtalelser fra forskellige såkaldte fag-personer, vist værst viderebragt af såkaldt “faglig direktør” i Statens Seruminstitut, Kåre Mølbak. For mage til mageløst sludder skal man da desværre søge forgæves i hele pressehistorien efter.

Og det er såmænd ikke fordi, at det kræver nogen specifik viden om epidemologi eller meget mere end en simpel skoleuddannelse på skovsnegle-niveau for at vurdere validiteten af mandens udtalelser gennem den sidste gode måneds tid. For der er INGEN, nul-komma-nul, dut! Og alligevel bliver dette skvadrende sludre-chatol, en veritabel generator af tilfældige eller nok blot mest opportune vindbøjtel-meninger endnu i dag ophøjet til fagligt orakel.

Man må simpelthen korse sig over, at den kollektive danske hukommelse blandt de snakkende klasser er blevet så kort, at ingen tilsynaldende længere kan huske Mølbaks udtalelser og anbefalinger for blot en uge eller 2 eller en  måneds tid siden. Som absolut INTET har at gøre med dagens anbefalinger. Og alt er kritikløst blevet opslugt af medie-rovdyrene, som altid er på udkik efter et halvopløst ådsel af en delvist fordøjet nyhed, der jo letter deres dorske journalistiske hverdag, der ellers mest er optaget af ligegyldige Facebook-opdateringer. Og der var og er Mølbak ideel, fordi han helt oplagt i de senere uger altid har været leveringsdygtig i udtalelser. Og endda altid i absolut kortform.

At der så ingen sammenhæng eller blot den allerringeste logik eller konsekvens har været i mandens udtalelser og anbefalinger er fuldstændigt undgået mediernes bevågenhed. Og det var faktisk først i går, at Kåre Mølbaks sensationelt varierende udtalelser indenfor blot et par uger blev bragt samlet i , ja i mangel af bedre, såmænd Ekstrabladet.
Hvorfor det ikke skete i min egen avis, JP, eller for den sags skyld i samtlige andre medier samtidigt, er næsten det mest skræmmende i hele denne sygelige samfunds-situation. For enhver har da uden tvivl kunnet se det, men ingen har sagt noget. Og selv om fænomenet “medie-luderi” har været på fremmarch længe, så er det trods alt vanskeligt at forestille sig, at det først var i går i Ekstrabladet, at bladet altså endeligt tog bladet fra munden..

Og hvis ingen derude har fattet det, så er det selvfølgelig endnu værre, selv om det jo tydeligvis kan være svært helt at fatte det danske folks akkumulerede kollektive ufornuft i denne situation, hvor en udsættelse af corona-miseren nu naturnødvendigt  blot vil give bølger af nye epidemier senere på året og antageligt osse derefter. Til den tid vil det blot ramme en nation og en verden, der er endegyldigt økonomisk forandret i retning af ikke længere at være i stand til at finansiere af bekæmpelsen  de sygdomme, som folk dør af .

For på trods af af alle de daglige bevidstløse dommedags-statistikker, så ses der INGEN mer-dødelighed OVERHOVEDET i de netop offentliggjorte statistikker over de danske døde indenfor den senest tid: Godt 300 er døde MED Corona, 7000 er bare døde, måske af forkølelse . “Eller af pest eller noget andet”, som den fip-skæggede selvudråbte profet med bomben oppe i masten på det stolte skib “Aurora” udtrykte det i Hergé`s tegneserie om Tintin, “Den Mystiske Stjerne”

For dø,  det skal vi så, og det er vel ligemeget, om det sker i viden eller i vankundighed. Men processen med at komme til livets ende for tiden er nu noget besværliggjort af det totale tæppe-bombardement af absurditeter af de akkumulerede udtalelser over selv ganske få dages af indbyrdes inkommenesurable synspunker. Fra de selvsamme personer, forstås! Og det danske folk og mediefolk står der blot som umælende og ukritiske “lammedikkende fedthalfår”, for nu at blive i Tintins og kaptajn Haddocks verden. Det var dengang, en tåbe var en tåbe og ikke kunne uddannes som journalist..Måske det nu nærmere er en integral det af optagelses-prøven deroppe?

Ellers er der “Gemytlighed at spore”, som en dansk humorist engang så rammende udtrykte det. Det var så dengang, såkaldte “Navneord” endnu blev skrevet med stort begyndelsesbogstav. Og vi kom til at tænke på denne hyggelige, men også triste og melankolske humorist, fordi vi i går med stor hjælp fra en gammel kollega lykkedes med at “vende” et par tudsegamle defekte studiomonitors i København fra “rags” til “riches” over en dags tid. Studiet ligger nemlig på selveste Storm Petersens Vej..
Lidt humor kræver situationen jo ligesom..
BREAKING NEWS. Og så kom der guddødemig lige netop nu et såkaldt “portræt” af det nærmeste, som vi indenfor den danske Corona-commando vist kommer på gode, gamle “Komiske Ali”, Kåre Mølbak:
https://jyllands-posten.dk/premium/indland/ECE12086570/hvem-er-soeren-brostroems-alvorlige-wingman-kaare-moelbak/
Et hagiografisk portræt af de allermest absurde og en mage/smagløs journalistisk tour de force indenfor almindelig skribent-prostitution , eller måske snarere bare en simpel plantet pressemeddelelse

Nu nærmer sig snart stunden, hvor det er 45 år siden, denne skribent blev student fra Horsens Statsskole. Det var nu ikke nogen videre festlig mærkedag for denne skribent, da studentertiden blev bedrevet som udpræget venstrehåndsarbejde, hvor hovedparten af studietiden blev brugt til at erhverve den almene dannelse og forhåbentligt  den smule kultiverede kritiske sans, som  i enkelte glimt stadigvæk i de heldigste øjeblikke glimter på denne plads. Det var tillige  lige i sidstningen af en epoke, der snart skulle ende ganske brat. Guden, der snart endegyldigt skulle falde fra piedestalen , hed SEAS 25TV-EW og var en 10-tommers bashøjttalerenhed.

Allerede dengang i midthalvfjerdserne var denne forfatter betydeligt mere interesseret i hifi, end godt var-desværre et uheldigt personligt træk, der efterhånden udviklede sig til en permanent små-sygelig tilstand af kronisk “high fidelitis”. Der jo udover at indrømme som mand at have en særligt karakteristisk “krummerik” efterhånden er blevet  blandt de absolut mere flove personlige karakteristika. Dengang for 45 år siden hed drømmehøjttaleren over dem alle en SEAS 60 med ikke mindre end 2 stk. 10-tommers basser plus en lidt  løjerlig oval mellemtone, der mest lignede (og antageligt osse VAR) noget ret tilfældigt overskud fra et TV-apparat. Meget mellemtone var der ihvertfald ikke i dette ellers SEAS-sanktionerede komlette byggesæt, men dette blev til gengæld fint udbalanceret af den dengang allestedsnærværende 87H 1 1/2 tommes diskantenhed, der heller ikke sagde meget over 8 khz-og praktisk taget ingenting udenfor den direkte akse over 10!

Til gengæld var der dømt bas-masser af bas, for selv i dette fælles 60 liters omhyggeligt forseglede  lukkede kabinet for de 2 stk. 10-tommere kunne enhver overbevise sig om, at bassernes beskedne X max på blot 6 mm. PP ganske hurtigt blev opnået. At disse vanvittigt blødt ophængte enheder med en egenresonans på blot godt 20 hz og uhyre beskedent magnetssystem kombineret med en overhængt svingspole (andre muligheder gaves jo ligesom ikke i lyset af det næsten utilbørligt økonomiske omgang med råmaterialerne) gav en forundelig bas, turde vel være indlysende. Heldigvis var det dog for denne skribent dengang i nogle år verdens bare allerbedste.

Det varede så lige indtil denne skribent kom på Århus Universitet samme år, altså 1975. For der hørte jeg en højttaler hos en med-kollegianer, som spiste min SEAS 60 til morgenmad, nemlig en Beovox 5700. For godt nok havde denne Beovox jo latterligt nok kun 1 stk. 10 tommers bashøjttaler, og ikke engang en særligt fremragende en. Og det kunne jo aldrig gå godt, skulle denne optimistiske skribent synes, når man nu selv var vant til hele 2 stk. Og det endda i HVER SIDE.

Desværre lød de der forbandede Beovox 5700 mange klasser bedre end mine SEAS 60, der ellers som kit havde kostet dengang ret betydelige 560 kr./stk. Men der var naturligvis osse snydt lidt på vægten, for nok var der kun en enkelt ret økonomisk Philips AD10100/8 basenhed, men den var suppleret med et eksempel på nærmest audiofil raketvidenskab dengang, en såkaldt drone/slavebas. Og denne højttaler spillede altså mine SEAS baglæns ud af folkeregistret i både mellemtone og diskant OG bas. Det var en sørgelig dag for lille Poul, for det skulle vare hele 3 år inden der blev råd til et sæt Tannoy HPD 385, købt for den vanvittige sum af 1750,- stk fra High Fire i Kerteminde. Men når man nu skønsmæssigt kan gange prisen med 10 for at sammenligne akkumuleret  løn/prisindeks med dagens, så var den iøvrigt ulidelige ventetid ganske forståelig.

Tilbage til de der skæbnesvangre Beovoxer, for denne skribent har netop erhvervet et sæt sæt fine eksemplarer af dette nemesis-produkt, der skabte en evigt frustreret audiofil. Snart lander de her, og det bliver da interessant for første gang at genopleve dette for denne forfatter så uendeligt formative produkt. Der permanent skabte denne evige store frustrerede teenagedreng, der var dømt til evigt at måtte dele interessen for det modsatte køn med et parallelt liv som skabs-audiofil. Selv om muligheden naturligvis eksisteret for, at det altsammen blot var en fis i en tilfældig hornlygte med denne her Beovox, vi får se. Der var ihvertfald andre mere kødelige vildskud dengang i min ungdom, der heldigvis hverken KAN eller SKAL genopleves…Men lidt sjovt alligevel med det her, som man  KAN i sin audiofile tidsmaskine.

Ellers er verden derude så mættet med monumentalt vrøvl og mangel på blot rudimentært klarsyn og forståelse af selv de simpleste sammenhænge , at jeg af hensyn til egen sjælefred og humør vist ikke skal rode for meget i det. For folk tror, de kan gemme sig på landet for en pandemi, så meget for forfaldet i almindelig skoleuddannelse. Og ejendomsmæglere og professorer udtaler, at den her Corona da vist vil resultere i en større tendens af udflytning fra den usunde by til det sunde land.Og ingen undrer sig over, art samtlige medier med update mange gange dagligt bringer præcise antal for smittede, mens ingen tager Kåre Mølbaks estimat på antal sande smittede blot en smule alvorligt. Det er ellers skønnet ud fra en analyse af 1000 københavnske blod-donorer og indikerer, at det reelt antal smittede er noget større end dagens pt 6316. Sådan cirka 60 GANGE..

Nå, men her sidder den djøfiserede regering nu og iagttager, at den lokale danske pandemi ingen ende vil tage. Naturligvis ikke, når man isolerer folk; men til gengæld opnår man så heller ikke den nødvendige immunitet i populationen. Så derfor må man jo iøvrigt uden at nogen medier stiller synderlige spørgsmål med den almoderlige danske statsministers ageren i den lynhurtige køren landet i økonomisk sænk i gang med at smitte nogen flere. Og ingen er jo her bedre til at få gang i smittetallet som førskolebørn uden at nogen vist ellers har set denne ubønhørlige logik. For det er jo ellers meningen, at de skal tage smitten med hjem, for hvorfor dog ellers starte der? Små børn er simpelthen ikke dumme nok til at nogen kan bilde dem ind, at de ikke må være tæt sammen.

Ellers ser vi realistisk frem til den dag ikke så forfærdeligt langt væk, hvor den danske arbejdsløshed vil tage et tigerspring med mindst 100-200.000. Nemlig den dag det går op for regering og virksomheder og banker og finansieringsinstitutter og pensionskasser, at der ikke er midler til alle de løfter, der med mildt-moderlig hånd er drysset ud. For mon ikke lånevilkårene på de udenlandske finansmarkeder vil blive med tocifrede årlige renter nu alle skal ud på markedet. Og SAMTIDIGT, da adskillige EU-lande vil være truet af snarlig statsbankerot.
Og som om dette ikke var nok. så er det mest tænderskærende stupide i situationen måske, at regeringen støttepartier i meningsløs politisk positionering fremturer kategorisk med, at CO2-reduktionen ENDELIGT ikke må glemmes.

Foreløbigt går reduktionen  jo ellers såre fint-det bliver først svært den dag, nogen skal betale det-med andet end tomme løfter altså!

..går det efter omstændighederne ganske overordentligt udmærket-men nu er vi jo heller ikke under de bedste omstændigheder på nogen måde blandt de mere omkostningstunge virksomheder. Og det er jo især i disse tider ganske heldigt, men nu bestemt osse i forhold  til tidligere hverdag  i kampen mod netbutikkerne en ganske potent konkurrence-fordel.. Selv om det jo kan være noget vanskeligt at spå med nogen særlig overbevisningskraft  om den nye og KOMMENDE hverdag. For på trods af alt, så er hverdagen jo alligevel det, som der er allermest af. Og når man alligevel er så aldrende som denne skribent, så er selv hverdagenes antal jo efterhånden til at overse.

Ellers tyder en del på, at denne skribents 50-års formodet triumferende tilbagevenden i bedste Douglas MacArthur-stil til fødeøen nu her snart 50 år efter jeg emigrerede kort efter min konfirmation ligger betænkeligt tæt på en aflysning. Ihvertfald af den formelle oprindeligt planlagte  flerdags-form.
For det første tyder noget på, Endelave Kro og endda muligvis osse foreningen bag ejerskabet går på røven inden maj, hvilket kan og måske osse bør overraske for en ø, hvis almindelige til tider nærmest obskøne og stødende liderlighed after alle besøgende af enhver art igennem snart mange år har været en kilde til betydelig undren for mig.Og hvad skulle det altsammen gøre godt for, hvis hele korthuset uden permanet og konstant støtte kunne kollapse på et picosekund? Intet “fedt” og finanser lagt til side til en regnfuld dag og i betragtning af antallet af velhavende penge-polstrede pensionist- partshavere i selskabet ville få tusindlapper pr. snude løse problemerne. Men at undre sig over det er tillige ikke at fatte denne særlige mikro ø-udgave af den økonomiske videnskab.

For INTET INTET INTET på Endelave kan fungere uden stabile pengetilførsler fra kommune og velbeslåede fonde. Intet betaler man for selv, og det har man ikke gjort i efterhånden faretruende mange årtier og derfor ligger det naturligvis de ellers i kommunal sammenligning uhyre velsituerede halv- og hel-pensionister derovre selv at hive muldvarpen frem. Og ikke engang, når det er en akut nødvendighed, tilsyneladende, hvis man skal tro det netop udkomne “Endelavebladet” At betale noget selv forkommer ikke engang som en teoretisk yderste eventualitet. En helt syg kræve-kultur er opstået under disse isolerede forhold på linie med Darwins Galapagos-kæmpeskilpadder.

Det er både interessant og skræmmende at studere sådan en mikro-økonomi, totalt baseret på asøgninger fra fonde og nepotisme fra næsten-nepotisme fra politiske venner i byrådet. Bortset fra altså, at som tidligere nævnt på denne plads, så er adgangen til det kommunale penge-træ ikke engang ude på det klassiske nepotistiske niveau, idet det latinske “nepos” jo for de enkelte vankundige betyder “nevø” For på typisk traditionel  endelavitisk politisk indavls-niveau fortolkes nepotisme endnu mere ja, altså “nepotistisk” såan nærmest den teoretisk nærmeste familie!

For den lokale byrådspolitiker, der sidder på klejnerne i kommunen, har sine forældre boende som blot et par blandt mange af de priviligerede pensionister på øen. Og hvis den lokale presse, Horsens Folkeblad,  måske skulle mene, at den slags var inhabilt eller på nogen måde var indlysende politisk betændt, og det ganske uanset graden eller indlyseligheden så er alle kritiske skriverier dømt til aldrig at komme. For dertil er lokalavisen alt for politisk indgift med byrådet og byens veritable monopol-byggemafia, Casa. Foruden trumfen over det hele, nemlig at avisens kvindelige chefredaktørs mand er min gamle klassekammerat fra Endelave Skole, Ejnar, og at Ejnar og madammen  har haft sommerhus tæt ved politikerens forældre på øen nærmest altid. Tillige med den tidligere mangeårige kommunedirektør i Horsens…Der nu blot sidder på en anden lokal politisk pamper-stilling. Alt ialt en særdeles kontant hardcore ø-mafia.

Det betyder selvfølgelig osse, at man fra politisk side uden at blinke fucker alle andre beboe-rtiltrækningsmæssige og udbygningspolitiske tiltag og banale ting som busforbindelser i andre dele af kommunen for at støtte det, som står hjerterne (dvs. beslutningstagernes helt egne) nærmest. Så væk med busserne og frem med moneterne for at støtte flere færgeafgange til en ø med 2000 passagerer pr. måned udenfor sæsonen. Og dette tal kun muliggjort af, at alle beboere sejler totalt gratis og med symbolsk betaling for bil. Og uden at tallene for udgifterne til færgedriften er helt offentlige eller iøvrigt entydige, så ligger der et årligt kommunalt tilskud på skønsmæssigt 15 millioner plus plus  her i den store færge-karussel.

Og at det godt kan betale sig at være gode venner med byrådspolitikerne og deres forældre ses vel bedst af, at øens lægeurtehave netop har modtaget et tilskud på ekstra 60.000,- Det er ikke beløbets størrelse, der totalt blegner i multimillion-udbygningen af lystbådehavn og det nyeste tosseri, en midlertidig bade-installation ved havnen. Nej, nej, det er kun tilskuddets ANVENDELSE, der skriger højt om urent trav.
Beløbet er nemlig givet for at betale de advokatomkostninger, som lægeurtehaven helt hovedløst pådrog sig ved at føre en retssag mod en tidligere sommer-forpagter. Det er altså en forunderlig verden med helt alternative værdiopfattelser at påbegynde en retssag, som man OVERHOVEDET IKKE har råd til at føre og det UANSET, om man vinder. For nok vandt man i teorien et lillebitte beløb, men om man nogeninde får det er jo en helt helt anden sag. Men altsammen underodnet i denne forunderligt fiktive verden, hvor man bare får klejnerne fra den måske lidt skødesløst-skjulte cigar-kasse, der hedder “smørelse til familie og støtter”

Og så står alle de priviligerede pensionister der med hatten i hånden og om ikke der som i fortidens Anders And-blade pludseligt dumper et bundt kommunale pengesedler som i Onkel Joakim og “Skillinger fra Skyen”  ned til de lokale tåber, som burde have kunnet regne retssags-projektets uholdbarhed ud? Og som aldrig i livet ville have vovet sig ind i et tilsvarende fra starten dødfødt uerholdeligt retssags-tosseri.

Nå, måske bliver det ikke engang muligt for denne skribent at luske over blot en enkelt dag, for antallet passagerer på færgen er blevet begrænset. Og i fin og særdeles passende lokal gæstfriheds-ånd, så påtænker man, foranlediget af lokalt ø-pres, at for-fordele færgepladserne de lokale gratisters rettigheder fremfor turister…Hvad det så lige skal være forskellen på lokal smitterisiko, om der kommer folk TIL øen eller at øens endnu levende population skal optage alle færgepladserne VÆK fra øen kan være svært at fatte. Udover at den eneste lokale lokale købmand går samme vej som kroen, når nu alle de lokale skal til Bilka i Horsens. Ø-logik af helt normal slags, helt usigeligt stupidt forhåbentligt for alle andre.
Godt jeg kom væk derfra i tide!