Lyttetest

Så er der fuld gang i butikken igen. Denne uge byder allerede på ganske voldsomme logistiske tekniske og logistiske udfordringer på et lokalt sproglaboratorium. Hidtil har dette været anvendt som traditionelt sproglaboratorium og er udstyret med alskens isenkram af en kompleksitet, som ingen af brugerne af brugerne nogensinde helt har kunnet finde ud af. Det er i udpræget grad en af den slags installationer, som vi alt for ofte ser, hvor køberen ikke har haft blot den allerfjerneste idé om, hvad det er sælgeren prakker dem på, fordi køberen aldrig blot tilnærmelsesvist har haft en tanke om reelle behov og almindelig daglig brug. Derfor har man ladet sig “lede” ( i mangel af bedre og mere passende ord, der ellers let kunne blive et ord, der ikke engang kunne bruges i fortidens mere rummelige Anders And-tegneserier) til at investere i rackskabe fulde ef Crestron og Extron styresystemer fra den allerøverste pris-hylde.

I det her lille lokale lokale til et ganske lille tocifret antal studerende står der simpelthen isenkram for millioner af kroner (plus den nødvendige specialistinstallation ligeleder deroppe af), der nu skal gøres brugsvenligt. Og det for noget, der sikkert kan udføres for omkring 50 k. af denne lille, men lyttende operatør, og det i en grad af simpelhed, der næsten forekommer komisk. Og da især i lyset af den oprindelige installations håbløse og aldeles bruger-uvenlige layout til fantasillioner..

Nå, men derudover er der allerede i denne første sensommer-uge planlagt et par leveringer af nogle af de større aktive ATC-monitors til studier i København, så vores kælderhifi spiller sikkert af samme grund ganske usædvanligt glimrende denne morgen. Utroligt så forskelligt ellers ganske ens og uforandret isenkram kan spille indlysende forskelligt over timer eller døgn uden at noget ellers er ændret overhovedet. Og selvfølgeligt derfor ikke spor underligt, at særligt syge sjæle blandt hifitosserne kan høre forskel på alt og alting, når de substituerer kendte ting i deres eget system.

Disse indlysende følelseslabile personager indlader sig ganske vist aldrig til på udebane at forsøge at replicere deres superhørelse, da det jo altid er en mystisk “stress-faktor”, der kommer i vejen. Og denne selvopfundne stress-situation er af en sådan størrelse, at de så slet ingenting kan høre  og det blokerer for enhver mulig test af fænomenet. Eller skal vi sige “fænomenerne”, disse auditive super-højdespringere, der bare aldrig springer nogen steder, mens der er kontrol på.

I andre af livets sammenhænge ville man vel kalde dem “fantaster” eller måske ligefrem forsyne dem med en egentlig diagnose, disse hyperfølsomme hifi-fantaster, som de sidder der i indbildningen kroniske jerngreb. Hvorfra der naturligvis ingen reel udvej er, fordi de forlængst har malet sig selv så langt ind i talløse hjørner, så der ikke længere er noget vej tilbage. Fordi det naturligvis vil kræve  afbigt i en grad, der vil være selvdestruktiv som et frafaldent medlem af en nidkær religiøs sekt. Eller bare islam selvføgeligt, men det nævner man sjovt nok aldrig, selv om den højst reelle “selv-destruktion” her er ganske overordentligt nærliggende..Og man behøver endda selv slet ikke gøre noget andet end “springe ud” altså.

Nå, meget bedre eller nemmere er det nu nok næppe for Kaj og Kurt von Kubik og de heldigvis efterhånden færre og færre pudsige eksistenser, der huserer på diverse fora. De har trods alt siddet dér i deres familiære isolation i åre- og årti-vis, at deres familie næppe ligefrem ville glæde sig til at dem igen på fuld tid. Og da slet ikke, når de så eventuelt måtte indrømme, at al den tid og alle de penge, som de havde formøblet, altsammen var til ingen verdens nytte. Og naturligvis allermindst for musikkens skyld. Hifi og musik KAN jo principielt ikke dyrkes samtidigt uanset hvor heftigt dette hævdes. Det er simpelthen bare forskellige  delmængder af et menneskeliv uden det ringeste overlap.

Nå, det er altsammen “Kejserens nye Klæder”, der har vi været før. Hvor vi til gengæld ikke har været før er i vores invitation til den store almene offentlighed til meget gerne i den kommende tid at stikke hovedet ind til et test-lyt af vores nylige lille ultrakompakte system. Der som altid er et totalt aktivt system , som der vil komme billeder på af snarest, når det har fundet sin endelige plads.
Som sagt spiller det helt aldeles fremragende denne skønne og kommercielt herlige morgen, men om det så er hele sandheden vil vi meget gerne invitere andre til at dømme om. Og da næppe mange andre er så sangvinske som selveste Poul M netop i dag skulle det da ikke undre, om andre fik helt andre indtryk. Gengivelsen af lyd er jo trods alt selv i de bedste installationer et blot og bart sølle genskin af den oprindelige akustiske begivenhed og mange forskellige tolkninger er derfor mulige.Og vi ville forfærdeligt gerne prøve at afstemme egne og andres indtryk.
Så derfor, kom frit frem. Vi er særdeles åbne for andres meninger, ihvertfald i denne specielle forsknings-situation!

På den igen!

Så er driveriet ved at nærme sig enden for denne lykkelige gang, selv om vi faktisk ikke har holdt helt lukket. Vi har blot på denne plads lidt ladet som om.
Det har så givet nogle adskillige hundrede k. i omsætning i denne måned alligevel, så noget rigtigt må vi vel have gjort. Eller osse har vi blot været heldige og som en klog engang har sagt, så er det altid bedre at være heldig end at være dygtig, og business har denne gang blot været ren bonus.  Dygtige har vi ialtfald mest i denne sommer været til at dorske og det har været dejligt og aldeles vederkvægende.

Og så netop som man starter sin trofaste gamle PC op, så klikker der en epokegørende nyhed ind, og det er en af de helt rigtige af slagsen. For så vidt altså det vel nødvendigvis og definitorisk er epokegørende, når en epoke så afgørende slutter! Formelt er det en banal information fra den nye ejer af engang så hæderkronede Tannoy, Music Group, men så simple er tingene bare aldrig, når det som for denne skribent drejer sig om den endelige afslutning på et mere end halvt livs stormfuld kærlighed. Den slags gør altid mere ondt, selv om vores sidste Tannoy Lockwood Monitor Gold  nu er forvist til soveværelset. Den sidste af en lang, lang række, der på vejen har omfattet HPD 385, Buckingham, Edinburgh, FSM (adskillige), Westminster (osse flere sæt SAMTIDIGT) og over 20 sæt Monitor Gold i Lockwood-boxe. Vi taler altså om det meste af et lastbilfuld kondenseret hifi-livshistorie.

Men nu er den endelige skilsmisse så faldet i hak, tak, Uli Behringer, manden bag Music Group, der har sørget for, at der ikke længere er nogen grund til at se sig tilbage Alt er nu tabt, selv om det allermeste af fascinationen ved Tannoys nyere produkter for denne skribent har været tabt i årtier. Men selv om kærligheden permanent har skiftet fokus for denne skribent til store aktive ATC-højttalere og gigantiske fuldt aktive JBL biografhøjttalere, så har den første store kærlighed altid en ganske særlig plads.

Og det var det, som Tannoy var, men som det så ikke længere er. For med den svigtede kærligheds ødelæggende regressive virkning på ellers engang så gode minder, så fik beskeden fra Music Group hele kærligheds-korthuset til at klappe sammen. Og et ellers ganske overordentligt vel-levet hifi-liv mistede næsten sin mening med tilbagevirkende kraft.
For netop sammenfaldende med, at Tannoy lancerede en ny retro-udgave af min ungdoms gamle drømmehøjttalere Arden og Berkeley m. fl. , så slettede de en gammel reservedels-restordre, som vi havde hos dem på nogle diskant-reservedele. Argumentet var det på overfladen ellers ganske rimelige, at man havde valgt at “discontinue” netop denne del.

Nu kan man ikke sige, at vi ikke i tide havde fået varsler om omskifteligt vejr i de forskellige inkarnationer af Tannoy gennem de senere årtier. Mange nødvendige dele til at holde liv i selv ganske nye modeller af Tannoy forsvandt pludseligt og uden varsel. Megen mening forekom der aldrig at være i disse ganske tilfældige forsvindingsnumre for dimserne, der ellers var ganske overordentligt skyhøjt prissat. Blot til eksempel, så skulle vi have givet over 2500,- plus moms for de nu annullerede ret banale reservedele, mere end 4 gange så meget som tilsvarende langt bedre producerede og langt mere ensartede komponenter til vores JBL 5674. I sammenligning med en JBL 2450SL er en Tannoy ren støbt plastic-hjemmesløjd. Om støbt i samme form som dengang, mærket “Tannoy London”, selv om firmaet emigrerede til Skotland i 1975-76.

Det var vist mest dårlig business på alle måder for Tannoy. Man skadede brand-loyaliteten fatalt og den sure gamle Tannoy-kunde køber næppe nogensinde mere fra samme producent igen.  Først “pissede” man kunderne af med branchens ubetinget højeste reservedelspriser og så forsvandt tingene aldeles uden varsel, efterladende kunderne midt i en uhellig limbo. Men først nu har man så i forbindelse med lanceringen af den nye Arden-serie virkeligt sat trumf på.

For den del, der nu er “discontinued” er den allermest nødvendige og tillige mest hyppigt anvendte reservedel af samtlige. Det er nemlig diskanten til den OPRINDELIGE Arden-serie, som nu ikke længere kan fås. Desværre betyder det, at OVERHOVEDET INGEN Tannoy-højttalere fra før 1979 nu længere er servicer-bare i diskanten, for det er den samme reservedel, der benyttes i samtlige dualkoncentriske modeller.

Vi kan så blot gætte på, hvilke følger den her oplysning får for værdien af de klassiske Tannoy-højttalere, hvis priser ellers har været stør stigende gennem mange, mange år. Og som vi selv har haft en hyggelig indtægt på at videreformidle. Og det er vel så efterhånden det eneste, der er at glæde sig over ved denne syge korporative beslutning fra Music Group, der vil stille masser af mennesker hjælpeløse med deres særdeles dyrt indkøbte Tannoy-højttalere den dag diskanten starter med at skratte. Hvilket desværre ikke er nogen sjældenhed, godt hjulpet på vej af en delefrekvens for diskanten med en ret anæmisk 2-tommers svingspole og et 6 db./oktav HP delefilter ved kritiske og uhyrligt belastende 1000 Hz.

Nå, vi kan så blot håbe på, at Music Group og ejer Behringer kommer til at høste den ganske fortjente “storm” over beslutningen om at gøre ejerglæden ved al klassisk Tannoy afgørende meget mindre. Og at den nye Arden-serie bliver den monumentale fiasko, som den fortjener at blive og det ganske uanset lyden.
For lyd har ingenting med kærlighed at gøre og det er den sidste, som det drejer sig om her. Og ingen kærlighed kan vel svigtes så smerteligt som den allerførste!

.