Atter en travl uge tegner sig..

i vores lille virksomhed, der i disse måneder oplever et aktivitetsniveau, som vi aldrig nogensinde før har oplevet. Og det vil da forfærdeligt gerne takke alle jer derude for. Ja, det er ligefrem så travlt, at der i denne weekend end ikke er blevet tid til at montere de mere permanente højttalerkabler i vores sensationelle nye højttalersystem. Eller rettere -system-ER, da tilstedeværelsen af JBL 2490H 3-tommers megadriveren har sat nye målestokke for lydkvalitet. Aldrig nogensinde før har vi haft noget her i vores laboratorium, som spiller sådan som det her-virkeligheden kan blot gå hjem og lægge sig, så stor er realismen i gengivelsen. Og ikke mindst lydstyrken: Her gik vi vankundigt og troede, at Altec Lansing “Voice of the Theater” og JBL 4675 med de store negermåse-truthorn var noget særligt og det var de muligvis også. Blot og bart intet i sammenligning med de her 2392-horn ladet af 2490-eren. Vildt og vanvittigt og kæmpestort, både lyden og det visuelle-herligt herligt HERLIGT! Og HØJT, måske både lettere overflødigt at nævne og vel heller ikke fuldstændigt dækkende længere.

Og så har vi endda gemt det allerbedste til sidst. Nemlig den kendsgerning, at vi langt om længe i vores demorum kan få forbrugt alle 8 Crown- og McIntosh forstærkere på én og samme gang.
Små glæder i den travle hverdag men det er så altså det, som vi OSSE laver.  Mens vi så passende kan glæde os til, hvor meget bedre det bliver, når de ialt omkring 40 m. højttalerkabel pr højttalerside (altså gange 4! så) bliver udskiftet med rigtige superduper “guld-kabler”, der burde lande i dag.
Uha, det bliver godt nok spændende, gør det! Mon det overhovedet KAN blive bedre. Når man blot betaler nok for det plejer det jo heldigvis at gå..

På millimeter

Så var det lige her i “sidstningen” af efterårsferien, at der kom lyd i vores ultimative lydsystem. “Ultimativ” her skal ikke nødvendigvis opfattes som noget kvalitativt begreb, dertil er mekanisk/elektrodynamisk lyd-reproduktion i hjemlige omgivelser trods alt alt for kompromis-fyldt. For hvad er dog bedst når intet alligevel er godt nok til at illudere den oprindelige musikalske begivenhed blot nogenlunde troværdigt? Nej, det ultimative har udelukkende noget med STØRRELSEN at gøre. Lige i øjeblikket står der for enden af rummet i vores prøveopstilling 2 stk. toppe til JBL 5674 kolos-biografsystemer helt tæt ud mod sidevæggen.

Dette er ikke nødvendigvis nogen nødvendigvis optimal placering, men en betydelig “toe in” plus vinkling nedefter giver ganske usædvanligt imponerende resultater. Og naturligvis allermest til den stolte indehaver. Lige knapt så optimalt er opstillingen af basmodulerne, der af nødvendige højdebegrænsningshensyn står ved SIDEN af mellemtone/diskanterne, så ingen optimal lodret akse her desværre. Hvad værre er så står de derved ganske, ganske tæt dammen, således at let-korpulente herrer som denne skribent kun lige kan klemme sig imellem. Og dette sidste udelukkende fordi benene er tilstrækkeligt lange til at skræve over, således at passagen af denne højttaler-forhindring  kan foregå på et noget smallere sted af den midaldrende mandlige krop end “blobben” på midten. Heldigt.

Resultatet er formidabelt og det har vi længe vidst, at det ville blive, ja faktisk altid. Sig så ikke at vi ikke er kloge eller blot selvopfyldende-profetiske! Det sidste er vel i virkeligheden slet ikke særligt klogt? Nå, men det resulterende lydbillede er helt vanvittigt-STORT! Ella Fitzgerald og Louis Armstrong er en i alle henssennder kolossal oplevelse. Var den lille tykke mand virkeligt så stor og kraftfuld? Ja, det aner vi af gode grunde ikke, men sådan lyder det, så det må han vel have været. Vildt lyder det ihvertfald-KÆMPESTORT og ikke mindst HØJT. Både lydbillede og resulterende lydtryk.

Andet ville vel næppe heller være at forvente, da både bas, 2490-mellemtone og 2451-diskant trækkes af en kanal på en 600 watts McIntosh MC-2600 forstærker, mens JBL 2405 spaltediskanten drives af en lidt mere beskeden McIntosh MC-2500 på blot 500 watt. Højt?-åh jo,  Knapt så BREDT er lydbilledet dog, måske meget heldigt for stakkels gamle Louis, der derved får sin status af kæmpe nedskaleret en lille nødvendig smule.
DYBDEN i lydbilledet er faktisk endda særdeles fremragende selv om den nødvendigvis hæmmes noget af den noget langbenede ligesidede trekant, der udgøres af linierne mellem henholdsvis højttalere og lytteposition. Som sagt, højttalerne står ca 5 m. væk mens afstanden mellem baskasserne er blot 30 cm., altså ikke fuldstændigt ideelt. Heldigvis deles der stejlt ved 297 Hz, så det er til at leve med. Ikke mindst fordi der ikke rigtigt er andre muligheder. Livet bliver jo heller ikke nødvendigvis bedre af at have alt for mange valg men om det så omvendt bliver bedre af ingen at have er måske så meget sagt. men lettere, åh jo.

Det vil sige, det er der muligvis. Vi er i besiddelse af en en bundkasse til 5671-systemet i samme serie, som muligvis kan klemmes ind under det kæmpestore topsystem. Der er tilsyneladende et par millimeters frigang under betonloftet, så det må vi vist hellere få prøvet.
Det er måske heller ikke en fuldstændigt langtidsholdbar løsning udelukkende at basere vores forretningsmodel på abnormt langbenede/alternativt uhyre slanke kunder, der kan klemme sig forbi alle forhindringerne. Men sjovt og lærerigt, DET er det at lege med det her.

Atter en stor dag for os og dermed den samlede menneskehed

Allerførst skal vi huske at sige velkommen til den nye politiske virkelighed i forbindelse med valget af ikke for os overraskende Annette Wilhelmsen som SF-formand. Trods alt er SF i dagens politiske billede de magelige og midaldrende offentligt ansattes parti, og dermed tør det siges at være en strategisk svipser af de lidt større at forsøge fra ledelsens side at “kuppe” forfærdeligt unge Krag igennem. Nå, det lykkedes så heller ikke, hellere stemme på en mere end almindeligt midaldrende helt almindelig lærer. Som den typiske SF-vælger har ualmindeligt uhyre meget lettere ved at identificere sig med end en indlysende cand. politisk levebrødspolitiker som Astrid Krag, der aldrig har arbejdet så meget 5 minutter på en tank omkring Tørring. Næppe noget dumt valg, om det så er særligt klogt er en anden sag. Valgresultatet afslørede blot det, som alle allerede burde vide, nemlig at SF hverken er ungdommens parti (check blot de kronisk sørgelige prøve-valgresultater blandt de unge på alle uddannelsesinststitutioner) eller for den sags skyld de AKTIVES. Det er trods alt noget partidemokratisk-problematisk, at blot 60% af SF-medlemmerne overhovedet på trods af monumental mediedækning af denne basalt aldeles ligegyldige non-begivenhed gad stemme. I det lys blegner Wilhelmsens overvældende valgsejr noget uden at det nok kommer til at betyde noget. For selv blandt andre ubetydelige begivenheder er RESULTATET af formandsvalget i SF trods alt i den ligegyldigere ende. Processen var noget mere interessant og det siger så ikke alverden. Egentligt mærkeligt at en ellers så kritisk og klog skribent som undertegnede gider beskæftige sig med det, det siger vel osse noget noget ildevarslende om klogskabens relativitet..Var der et “noget” for meget, vistnok ikke..?

Interessant bliver det derimod lidt senere i dag, hvor vores nye BSS-“sound-professor/cessor” lander, passende præ-programmeret til de hidtil ørkesløst-stående JBL 5674 og 5671 biografsystemer. Hu-hej, hvor det da kommer til at lyde godt og det ved vi naturligvis allerede på trods af, at “fjernfeltet”, hvor lyden integreres bedst, for disse højttalere er en halv snes meter. Ikke en fuldstændigt banal og fuldt-opfyldelig forudsætning (sikke dog en sætnings-konstruktion!) i selv større forstads-huse.
Hm., vi får se eller rettere høre. Dog er der sikker vished om, at DENNE GANG er vores lydanlæg i stand til at gengive den fra Anders And så kendte symfoni af Larmikofsky”, “Syv jumbojets kommer ind over byen” ved realistisk lydtryk. For så vidt som et 5674-system faktisk kan generere lydtryk som bag en startende jumbojet af den gode gamle støjende Pratt&Whitney-motoriserede model.
WROOOMM!

Vinterdrømme

Indledningsvis skal vi beklage den ringe regularitet i opdateringen på denne side. Den væsentligste årsag er den glædelige, at der er ganske uhørt travlt, ja det har det faktisk været så længe, at det vist efterhånden er blevet en trend. Og når det så er sammenfaldende med fruens ikke ganske uberettigede krav om, at man da skal demonstrere de direkte lydmæssige fordele ved de skrumlede Furman-mirakelapparater, som er under test i vores værksted og demorum, så er der blot dømt yderligere travlhed. Efter visse indlysende iørefaldende begyndervanskeligheder er projektet for nyligt endt med bragende succes. Fruen beskriver det resulterende lydbillede som “..mere roligt” og det endda uden at have læst nogen hifi-blade.Derudover har denne skribent som den ansvarshavende håndværker og teoretiker i det langvarige projekt naturligvis noget svært ved at være uening.

Det lyder dog uanset forbedringer stadigvæk som en særdeles indlysende “fejlbehæftet facsimile” af den oprindelige musikalske begivenhed. Og sådan må det naturligvis og naturnødvendigt være, når en højttalerkasse drevet af en uendenligt kompromis-behæftet elektromagnetisk transducer/højttalerenhed spiller inden i en ANDEN kasse, nemlig selve lytterummet. Som uanset akustisk behandling altid vil give et umiskendeligt lydmæssigt aftryk af ikke mindre umiddelbar hørbarhed end følelsen af en smertelig lige højre fra Mike Tyson i dennes velmagtsdage. Uanset den hjemlige loftshøjde vokser de akustiske træer altså ikke ind i himlen. Derfor kan det naturligvis være meget godt, og det er det osse, vi er selv meget tilfredse med de gfanske vist noget forskelligt-lydende referencesystemer på vores parcel. Der dog blot lyder så forskellige at ordet ordet “reference” naturligvis er ganske problematisk..

Nå, men derfor kan man naturligvis sagtens fortsætte galskaben derude på nettet godt gemt bag hemmelige identiteter og ditto telefonnumre. Toppen af den hjemlige nethifi-galskab er som altid den mangeårige ukronede “Übertåbe” Mogens/Antisilver/Avantgarde, fortsæt selv den uendelige række af pseudonymer for denne horsensianske stakkel uden adresse eller telefonnummer eller mening i tilværelsen. I en ganske uhørt lang tråd på nerds.dk (der faktisk indeholder flere indlæg (læs: tåbeligheder) end denne stendøde netside har haft i det seneste år og det altså blot i denne ENE dummernik-tråd end samtlige andre ser vi hvor langt den terminale sygdom har bredt sig.

Nu er det ikke akkurat nyt, at monomane mennesker med alt for meget  før-pensionistisk tid kan forpeste tilværelsen for så mange, men det er til gengæld tragisk lige i dette tilfælde, at under en håndfuld teoretisk måske lidt mere fornuftige mennesker (husk, begrebet “fornuft” indenfor hifi er en særdeles relativ størrelse, de fleste andre ville med betydelig ret STADIGVÆK kalde de mest fornuftige blandt hifientusiasterne for megafjolser-og flertallet ville have ret og denne gang ikke kun fordi de var de fleste!) Men herfra ville en stille bøn da lyde: Kunne I derude dog ikke lade være med fortsat at fodre net-trolden Avangarde? Eller er jeg blot den eneste der på interessens vegne får akut kvalme ved at se denne lille opblæste mandsling tale over nu samlet næsten 1000 indlæg om den perfekte lyd. Fra noget så indlysende kompromisfyldt som en MAGNETISK PICKUP med dertil hørende uundgåelige mere eller (nok især ) mindre lineære og  resonante svingningssytemer i gummipakninger og deraf nødvendige  følgevirkninger i form af variation af sporingsvinkel og nåletryk. Tal lige om noget som helst  perfekt ved analog aftastning igen, fjolser! Og så er vi slet ikke kommet til skæresystemerne for vinylplader, der i absolut finesse med deres væskekølede skrumlede skærehoveder og dertil hørende almindelige audioforstærkere i adskillige 100 watt-klassen jo heller ikke akkurat har meget med ideel finmekanik at gøre. Selv den mest hørehæmmede kan altså sagtens høre forskel på et multimillion-kroners hifianlæg og et flygel eller for den sags skyld en akustisk guitar, bedre er hifi altså heller ikke og bestemt heller ikke her i huset.

Derfor kan vinyl og mekanisk/elektromagnetisk musik-aftastning da lyde fint men har altså ligeså lidt at gøre med den akustiske oprindelige begivenhed at gøre som vor ven Mogens Landsbytosse i Horsens minder om et fornuftigt menneske. Vi mangler altså lige et stykke vej endnu, folkens. Husk lige det inden I som det ellers er sædvane derude slår atter et slag for jeres eget perfekte lydanlæg i denne særdeles uperfekte mekaniske musik-verden!

Hundehvalpe

I dag vil vi naturligvis ikke behandle et af menneskelivets evige paradoksproblemer, nemlig hvordan i alverden det dog kan være, at på trods af årtitusinders konstante for en overfladisk betragtning seksuelle udvælgelse af partnere stadigvæk ikke bliver flere smukke piger. Nu skal det naturligvis med, at dette paradoks er ganske overordentligt let at løse, hvis man aksiomatisk antager, at valget foretages af kvinderne. De, der gør sig mest kostbare i det, som Slåbrocks Bands trivelige “rock-elektriker” i sin korte karriere som folde-ud-mand (blot et enkelt møjsommeligt-multiudfoldeligt LP-cover) så rammende engang beskrev “..det seksuelle spil”  er dem, der personligt qua deres skønhed gør sig kostbare er på sigt genetiske tabere. Fordi de knapt så kønne kompenserer ved tidligere at være mere tilgængelige og skynder sig at få en masse afkom mens deres kønnere medsøstre tøver og lurepasser længere. Fordi de har råd til det-mærkeligt når nu den engelske biolog Richard Dawkins`teorier taler om “det selviske gen” som alt-afgørende. Et eller andet sted er enten hans skriverier eller det her det rene vrøvl, herfra hælder vi til den første antagelse. Om Dawkins stadig er et “hit” aner vi ikke. Allerede dengang det var “før” og denne skribent i sin afgjort tidligste formative erkendelses-fase som universitetsstuderende  forekom det som noget pladder og hvis det dengang var dumt så er det nok dumt endnu.

 Skønhedernes vankelmodige valg er indlysende til afgjort skade for skønheden af det samlede humane genom. Ikke at dette naturligvis har noget at gøre med dagens tekst om formandsvalget i SF, selv om en af kandidaterne falder i nogenlunde samme uheldige “attraktions-kategori” som denne skribent. Hun har dog fået børn uden at det dog fuldstændigt punkterer denne skribents tågede teorier om manglende udvikling af den totale “menneskelige skønhedspulje” selv om Astrid Krag ligner Helene Christensen ca. ligeså meget som jeg selv ligner Christiano Ronaldo. Pomade-bøssedreng! Nå, det er som sagt slet ikke kvindelig skønhed vi skal eller for den sags vil/tør tale om i dag. Snarere SPROG, noget denne skribent har papir på at have en smule forstand på. Og naturligvis skal vi derfor advare om forøgede muligheder for total “forsludring” af et emne, der ellers måske kan være alvorligt nok. Sprog og retorik anvendes jo sjældnere og sjældnere til at belyse at forklare noget for nogen andre, langt snarere til at forsøge at skjule éns egne manglende viden eller skumle motiver. For hvem har dog nogensinde kunnet fange en politiker i at turde indrømme, at lige netop det her ved vedkommende absolut ingenting om. Og derfor kan personen naturligvis ingen mening have.

Det er heldigt, at den samlede danske befolkning på denne vis har valgt “the Brightest and the Best” til det danske Folketing for atter engang at genbruge tilnavnet til salig præsident Kennedys regering og stab. Som havde den lighed med den nuværende regering, at langt hovedparten af  disse “..Brightest and Best” HELLER ikke var folkevalgte. Måske derfor det dengang forekom så magtpåliggende at generere den positive presseomtale, der overlevede Kennedys fumlende regeringsperiode med både den tragikomiske inavasion af Cuba og den forpligtende involvering i Vietnamkrigen. Sjovt at den oprindeligt sande samfundsreformator Johnson fik eftermælet som krigsmager mens milliardærsønnen, temmeligt, ligeglade Kennedy gik over i historien som den store idealist. Det kan godt betale sig at dø rettidigt selv om det naturligvis kan forekomme vanskeligt at træffe dette valg..

Og så er vi tilbage ved dette evige ord, “valg” I modsætning til så mange andre har vi absolut ingen mening om, hvilken leder SF bør vælge. Det siger jo ligesom sig selv, at de må de squ da selv bestemme og selv om jeg adskillige gange har stemt på SF, så var det så vidt jeg husker på hædersmanden m/k Ebba Strange, som i dag med sit oprigtige hjerte og ægte overbevisning næsten forekommer som et forlængst forglemt forstenet fossil fra Fur.
Og endelig endelig starter vi så dagens korte tekst om sprog. I særdeleshed KROPS-sprog. For vi undrer os dagligt over, at ingen kommentatorer dog nogensinde bemærker Astrids Krags sprog. Nej, ikke hvad denne evigt smilende og uendeligt kronisk-imødekommende person siger. Det kunne man nu ellers nok gøre, menneskelivet er trods alt ikke udelukkende glade smil og forståelse for alting og den tiltagende indædt-onde rivalisering omkring formandsvalget i SF ligner natur-naturligvis tilsvarende procedurer i alle andre partier. Denne gang dog “svinsk med et smil” mens andre mere primitive formandsopgør som dét mellem Auken og Nyrup bare var med en tåre eller to i stedet for. Det samme blot i en anden indpakning, sådan er politiske valg som alle høvdingekåringer vel osse har været både blandt neandertalelere og cromagnon-mennesker: Barske og ganske a-politiske i henseende af, at den “indre svinehund” som i selv ganske banale arve-sager om nul-værdier stikker sit grimme fjæs frem i alle partier til alle tider.

Og hvad har formandsvalg så med overskriften med hundehvalpe at gøre? Meget mere end det måske forekommer umiddelbart indlysende. Her i huset har vi som sikkert enkelte bekendt for tiden en godt 4 måneder gammel hun-hundehvalp, der simpelthen giver Astrid Krag afgjort kamp til stregen. Virkemidlerne er fuldstændigt de samme. Denne lille skiderik af en hundehvalp udnytter sit biologiske “hvalpepas” på ganske samme måde som Astrid Krag gør. Den lille skid Fine Hund gør det ved at slikke de store voksne hunde i husstanden på tænderne og dermed veritabelt “afvæbne” sammes gebis. Den evige polisike hundehvalp gør fuldstændigt det samme: Med sit bøjede hoved (bemærk, at hun aldrig nogensinde retter sig op!) og sin lillepige-facon afvæbner hun fuldstændigt især mandlige interviewere. For hvem har dog hjerte til at grave efter de rigtige svar på hvad i alverden SF dog vil fra denne så søde lille-pige? Nej vel, blot tanken om at gå politisk/journalistisk i kødet på Krag forekommer ubærlig og ubehagelig. Ja nærmest upassende som lige at “hapse” den lille bidemaskine Fine Hund, ellers ganske velfortjent.

Helt anderledes med Wilhelmsen med “streg-munden”, hende kan man sagtens se er en politiker af den “rette støbning” Ja, man kan ligefrem se på hende når hun bliver gal, helt helt anderledes end hos “Astrid Evig-glad” Hvem vi selv ville stemme på? Ja, da vi jo ikke KAN stemme er det naturligvis noget akademisk sludder og netop derfor vil vi naturligvis forsøge os alligevel. Jo, denne skribent ville stemme på en kandidat, hvor man kunne fornemme et ægte menneske i kød og blod og galskab og urimelighed omme bagved bag al den omhyggeligt indstuderede “politiske polerthed”. ALDRIG nogensinde på nogen “evig lillepige” m/k som Astrid Krag. Som simpelthen har “inderhalet” en anden ligeledes over et helt ungdomspolisk liv (ikke at forveksle med noget ARBEJDS-liv-OVERHOVEDET!)supertrænet/( i den vanskelige disciplin “medie-afvæbning”), Johanne Schmidt-Nielsen.. Denne sidste er dog en enkelt gang set tilsyneladende ophidset, dog i en tydeligvis uhyre medietrænet udgave, der tog noget af gassen og faren af ballonen. Anderledes med Annette Wilhelmsen, prøv lige at nær-studere billederne af hende ved siden af den talende lillepige Astrid. Hun er simpelthen hård og opportunistisk-bidsk som en “rigtig Sass” eller måske endda mesteren Hækkerup (Per) hvis bissethed er blevet til ingenting hos ministrene med det samme glorværdige navn, Nick og Karen., selv om tilløberen Karen naturligvis er undskyldt.
Selv vil jeg aldrig nogensinde stemme på eller elske nogen, som ikke engang kan blive rigtigt gal. Alle hunde har engang været indsmigrende hundehvalpe som Fine Hund, men er allesammen så osse holdt op igen. Fordi  når noget er så godt og positivt, at man konstant må smile som Astrid Krag så er det fordi det altsammen er løgn. Heldigt at jeg er gift med Pia Mathiasen, der er man squ aldrig i tvivl om nogetsomhelst. Og da allermindst når hun er gal. Av for Satan, da!