Efterhånden, som man bliver ældre, bliver verdens dårskab tydeligere. Og osse, naturligvis, omend i noget mindre grad, ens egen. Og det sidste, selv om de til tider noget unødvendigt snoede veje, som denne skribent har frekventeret på sin personlige søgen efter ægteskabeligt og hifi-mæssigt Nirvana, ikke ligefrem alle er mindeværdige. Men nu er det så altsammen endt såre fornuftigt, endda begge dele og ingen af delene er længere til mulige om-forandringsforhandlinger. Det første har jeg hverken lyst eller råd til, det andet har jeg bare ikke lyst til. Hvad der så er først og sidst her må enhver afgøre..
Derudover er tiden blevet så knap og de tydelige varsler om egen umiddelbart forestående terminal forgængelighed så uendeligt ildevarslende. Se for eksempel det tilbud om corona-vaccination, der netop er dumpet ind i e-boksen. For det er da ellers kun gamle og gebrækkeligt svagelige gamle tosser, der har brug for den slags. Nå, men jeg vil nu tage min chance og ignorere muligheden for muligt evigt liv og så må naturen gå sin gang. For med den geniale gendigter af Anders And, salig Sonja Rindoms ord, så ER vor tids naturgivne Tom A. Hawks realisme langt at foretrække for vor tids utallige ækvivalenter til sludrechatollet professor Våsenstrøm. Og mens Anders And i andefamiliens vildmarksfærden jo støttede sig til Våsenstrøm, så holdt ungerne sig anderledes til fornuftige skribenter som Tom A. Hawk. Og især dennes hovedværk. “Da Naturen tog Hævn” For det gør den nemlig-ALTID.
Man kan så håbe, at fornuften osse får en tiltrængt revanche i en anden lille pudsig sag. For forbrug og forbrugerdrømme og ditto -ønsker er til tider mere end almindeligt småkomiske. For selv om denne skribent i årevis har været på tiltrængt aktiv afvænning fra diverse ørkesløse hifi-diskussioner, så er det altså stadigvæk en kilde til nogen morskab af kikke med. Tag for eksempel en ellers rimeligt velformuleret og antageligt ikke helt purung fyr, der drømmer om et sæt nye højttalere. Altså ikke bare et par almindelige små prutæsker, næh nej, en fuldvoksen og angiveligt vældigt potent sag med 15-tommers bas og en kolosssal kampvægt på 34 kg. Altså alt ialt en drøm, som denne skribent har delt i over 4 årtier.
Og så alligevel ikke ganske. For fyren her drømmer såmænd om en Eltax PWR 1959 højttaler til en ganske beskeden pris. Faktisk er prisen så lav, at sætprisen kommer væsentligt under en flittig moldovansk flaskesamlers kapacitet ved en af tidligere tiders så populære musikfestivaller. Altså en intropris på 4990,- for et SÆT. Altså væsentligt mindre i numeriske samtidskroner, end de Dantax- og Jamo-powermodeller, som jeg dengang i 9. klasse i 1972 HELLER IKKE engang gad have, selv om jeg havde fået dem gratis.
Nå, men manden drømmer højt videre om at lytte til disse nye højttalermirakler for selv at konstatere deres lyd, samlekvalitet, soliditet OG, ikke mindst, magneternes størrelse. Den slags betyder åbenbart noget for lyden i dette forunderlige parallelle univers, hvor almindelig sund fornuft er afløst af ren ønsketænkning. For tænk nu blot om denne her ekstremt økonomiske box, hvis i særklasse dyreste delkompoinenter er transporten af de 36 kg. OG den nødvendige dobbelte papkasse, alligevel var helt fantastisk. Og fantastisk er det da, at man for de penge kan få så meget-vægtmæssigt! Men blot at tro, at nogen fysisk butik gider pakke sådan et skrummel ud og spilde tid på at lave demo på en skrummel-højttaler med intropris på 2495,- er altså helt ude i hampen her.
Sådan er de faktiske forhold i detailhandelen altså heldigvis ikke længere. Og selv i min spæde branchestart for snart 40 år siden gad vi HELLER ikke spille på datidens vinyl-wrappede kæmpestore gjaldende sildekasser fra Pandrup og Glyngøre. Der er simpelthen ting her i livet, som man ikke behøver udsætte sig selv for. Men sjovt er det da, at man laver disse retro-lignende boxe i vinyl-åndenød til nutidens rungende tomme og hvide danske stuer. Et mærkeligt statement mener denne skribent, men det må folk jo selv om. Og de kommer næppe til at gøre nogen synderlig skade derude på ejernes hørelse, For de er åbenbart bedst i håbløse akustiske miljøer, hvor selv det at tale sammen er decideret ubehageligt.
Tilbage til allersidst og dagens musikalske fif. For på vores diminutive men ellers ganske fine Project CD Box RS2T CD-drev ligger der en CD med Lee Hazlewood “Trouble is a Lonesome Town”. Og numrene er herligt pointerede vignetter og portrætter af livet i en bittelille by ude på landet med originaler og tristesse og glæder og alting.
Derudover er der øjeblikke af stor poesi, som jeg selv gerne ville have kunnet finde på. Tag for eksempel denne lille poetiske perle, hvor en sherif må fange sin bankrøveriske barndomsven og bure ham inde “Ninetynine years is what he got, I´ll bet it seemed like a hundred to Jim”
Nummeret er “Long Black Train”, hør det!