Måned: april 2021

 Efterhånden, som man bliver ældre, bliver verdens dårskab tydeligere. Og osse, naturligvis, omend i noget mindre grad, ens egen. Og det sidste, selv om de til tider noget unødvendigt snoede veje, som denne skribent har frekventeret på sin personlige søgen efter ægteskabeligt og hifi-mæssigt Nirvana, ikke ligefrem alle er mindeværdige. Men nu er det så altsammen endt såre fornuftigt, endda begge dele og ingen af delene er længere til mulige om-forandringsforhandlinger. Det første har jeg hverken lyst eller råd til, det andet har jeg bare ikke lyst til. Hvad der så er først og sidst her må enhver afgøre..

Derudover er tiden blevet så knap og de tydelige varsler om egen umiddelbart forestående terminal forgængelighed så uendeligt ildevarslende. Se for eksempel det tilbud om corona-vaccination, der netop er dumpet ind i e-boksen. For det er da ellers kun gamle og gebrækkeligt svagelige gamle tosser, der har brug for den slags. Nå, men jeg vil nu tage min chance og ignorere muligheden for muligt evigt liv og så må naturen gå sin gang. For med den geniale gendigter af Anders And, salig Sonja Rindoms ord, så ER vor tids naturgivne  Tom A. Hawks realisme langt at foretrække for vor tids utallige ækvivalenter til sludrechatollet professor Våsenstrøm. Og mens Anders And i andefamiliens  vildmarksfærden jo støttede sig til Våsenstrøm, så holdt ungerne sig anderledes til fornuftige skribenter som Tom A. Hawk. Og især dennes hovedværk. “Da Naturen tog Hævn” For det gør den nemlig-ALTID.

Man kan så håbe, at fornuften osse får en tiltrængt revanche i en anden lille pudsig sag. For forbrug og forbrugerdrømme og ditto -ønsker er til tider mere end almindeligt småkomiske. For selv om denne skribent i årevis har været på tiltrængt aktiv afvænning fra diverse ørkesløse hifi-diskussioner, så er det altså stadigvæk en kilde til nogen morskab af kikke med. Tag for eksempel en ellers rimeligt velformuleret og antageligt ikke helt purung fyr, der drømmer om et sæt nye højttalere. Altså ikke bare et par almindelige små prutæsker, næh nej, en fuldvoksen og angiveligt vældigt potent sag med 15-tommers bas og en kolosssal kampvægt på 34 kg. Altså alt ialt en drøm, som denne skribent har delt i over 4 årtier.

Og så alligevel ikke ganske. For fyren her drømmer såmænd om en Eltax PWR 1959 højttaler til en ganske beskeden pris. Faktisk er prisen så lav, at sætprisen kommer væsentligt under en flittig moldovansk flaskesamlers kapacitet ved en af tidligere tiders så populære musikfestivaller. Altså en intropris på 4990,- for et SÆT. Altså væsentligt mindre i numeriske samtidskroner, end de Dantax- og Jamo-powermodeller, som jeg dengang i 9. klasse i 1972 HELLER IKKE engang gad have, selv om jeg havde fået dem gratis. 

Nå, men manden drømmer højt videre om at lytte til disse nye højttalermirakler for selv at konstatere deres lyd, samlekvalitet, soliditet OG, ikke mindst, magneternes størrelse. Den slags betyder åbenbart noget for lyden i dette forunderlige parallelle univers, hvor almindelig sund fornuft er afløst af ren ønsketænkning. For tænk nu blot om denne her ekstremt økonomiske box, hvis i særklasse dyreste delkompoinenter er transporten af de 36 kg. OG den nødvendige dobbelte papkasse, alligevel var helt fantastisk. Og fantastisk er det da, at man for de penge kan få så meget-vægtmæssigt! Men blot at tro, at nogen fysisk butik gider pakke sådan et skrummel ud og spilde tid på at lave demo på en skrummel-højttaler med intropris på 2495,- er altså helt ude i hampen her.

Sådan er de faktiske forhold i detailhandelen altså heldigvis ikke længere. Og selv i min spæde branchestart for snart 40 år siden gad vi HELLER ikke spille på datidens vinyl-wrappede kæmpestore gjaldende sildekasser fra Pandrup og Glyngøre. Der er simpelthen ting her i livet, som man ikke behøver udsætte sig selv for. Men sjovt er det da, at man laver disse retro-lignende boxe i vinyl-åndenød til nutidens rungende tomme og hvide danske stuer. Et mærkeligt statement mener denne skribent, men det må folk jo selv om. Og de kommer næppe til at gøre nogen synderlig skade derude på ejernes hørelse, For de er åbenbart bedst i håbløse akustiske miljøer, hvor selv det at tale sammen er decideret ubehageligt. 

Eltax Vintage PWR 1959

Tilbage til allersidst og dagens musikalske fif. For på vores diminutive men ellers ganske fine Project CD Box RS2T CD-drev ligger der en CD med Lee Hazlewood “Trouble is a Lonesome Town”. Og numrene er herligt pointerede vignetter og portrætter af  livet i en bittelille by ude på landet med originaler og tristesse og glæder og alting.

Derudover er der øjeblikke af stor poesi, som jeg selv gerne ville have kunnet finde på. Tag for eksempel denne lille poetiske perle, hvor en sherif må fange sin bankrøveriske barndomsven og bure ham inde “Ninetynine years is what he got, I´ll bet it seemed like a hundred to Jim”

Nummeret er “Long Black Train”, hør det!

 Så er det på denne solrige forårsdag, at vi skal begrave den store tømrer Per Sørensen, der ganske uventet døde under udførelsen af sit arbejde. Og verden og kælderen her er fra nu af et tommere og kedeligere sted at være, når nu ikke længere denne uhyre simple og ordentlige og helt rigtige store mand længere ugentligt stikker hovedet ind. Verden er ganske enkelt blevet et fattigere sted at være. Og altid var Per en helt usædvanligt ærlig og ubeskriveligt hjælpsom fyr. Altid en vennernes ven og altid åndende for sin familie og sin ret beset ekstremt åndede og fortærende-livslange hifihobby. Som han førte ud i det helt absurde, som man jo helst skal. For når en mand skal, skal han altså!

Og lige i den henseende gav han mig og alle andre ellers rigeligt certificerede tosser afgørende baghjul. For næppe nogen steder i verden er der som hos Per ligfrem TONSVIS af Krell-forstærkere og alskens andre hifitosserier. Og “tonsvis” skal her forstås helt bogstaveligt: Ikke ÉN, men FLERE tons! Og tonsvis altså ALENE af Krell..Altsammen samlet for at realisere en smuk ikke-realiserbar drøm om det fuldendte og det perfekte. En total über-hifitosse højt hævet over alle os andre. Og en dejlig mand, som min kone og jeg og mange, mange andre vil savne enormt.

Jeg kan håbe, at når min tid kommer, så vil verden savne mig ligeså meget som verden allerede savner Per, men det vil dog nok være rigeligt optimistisk. Og mindre kan heldigvis sagtens gøre det, for sådan en mand var Per nemlig-større end selv andre store mennesker.

.Æret være hans minde.

 Nu er jeg nu nok næppe den eneste, der undertiden små-keder mig i disse allerede rigeligt kedelige tider. Men at det skulle blive så galt som det, vi vil berøre i dag, havde jeg da ligegodt ikke troet. Men moralen er jo den simple og prosaiske, at selv om man pisker andre med skorpioner, så er man ikke altid bedre selv. Vi skal snakke netkabler, mest fordi jeg ikke rigtigt gider snakke corona i dag. For uden at ville fremstå som alt for bedrevidende, så er det trods alt godt et års tiden, at denne sobre skribent forudså nutidens pandemiske tilstand. Uden dog indrømmet at forudse den fortsatte cykliske og vel efterhånden permanente  nedlukning, fordi jeg endnu dengang troede på en smule selvstændig og fri tænkning hos danskerne. Og der tog jeg uendeligt trist nok ganske fejl. Vi er kontrolmæssigt og stikker-mæssigt, hvor vi er, og absolut intet tyder på, at det bliver bedre, kun værre. Det er vist bare den danske formynderiske slavesjæl-der er tydeligvis sket nogen uhellige mutationer af menneskene siden vikingetiden..

Derfor må der findes anden opmuntring i det nære. Og det varmer altid lidt, når man, tydeligt anglende efter anerkendelse, placerer en nær ven af firmaet i stolen og spiller på de nyligt installerede Vitavox dobbelte Thunderbolt-hornsystemer.. Og især, når han, antageligt både pligtskyldigst og mere end mindre presset udtaler, at det da spiller skidegodt. Og han er endda selv særdeles godt vant; ejer, som han er, af et sæt aktive ATCSCM 150 og et sæt C6 ditto kolossale subwoofere. Om det imponerede ham ligeså meget , som det imponerer mig, dets skaber og digitale programmør, er tvivlsomt, men af mindre betydning på den korte kritiske bane.

Alligevel gnaver den små-psykotiske hifi-orm videre selv i dette gamle skrog her, for kunne det da ikke blive lidt bedre? Og intet er jo lettere og mere opportunt end at supplere vores Furman 6900 og 2300 regulatorer og balancerede strømforsyninger med nye og sikkert meget bedre strømkabler. Og fristensen til at tweake løs  bliver selvfølgelig ganske uimodståelig, når man tilfældigt finder ud af, at vores schweiziske favorit-leverandør af kabler, Gotham, ligefrem har lavet et vanvittigt eksklusivt strømkabel-med skærm og alting, manner!

Skærm er i denne sammenhæng et sørgeligt utilstrækkeligt udtryk, for der er faktisk hele 3 separate kobberskærme PLUS ikke mindre end 3 såkaldte “reussen-skærme. Og al denne højteknologi får man for en lille hund pr meter. Omend man må regne med, at Gothams dedikerede netstik lægger en tusse oven-i hver ende, forstås! Kablerne kan nu osse med en smule fingernemhed (plus ikke mindst en smule nødevndig “trækken på skuldrene” over den rigeligt hjemmelavede visuelle præsentation) monteres i ligeledes schweiziske C13 og C14  Schurter-netstik. 

Puha, sikket et arbejde at få et visuelt blot nogenlunde acceptabelt resultat ud af alt bøvlet med at samle og isolere skærme og sager, kik blot på dagens billede af det nye vidunder-kabel. Men nu er der så skiftet en hel del netkabler ud med denne aldeles uhåndterlige nye Gotham-sag og så skal der naturligvis lyttes. Og som altid er der efter alle de investerede kroner og anstrengelser klar og tydelig lydmæssig forskel. Baggrunden er både blevet meget “sortere” og alle de andre high fidelitiske udtryk om uendelig lydmæssig forbedring må i drift her. 

Det er så jubelscenerne fra for et par dage siden. Siden er det blevet hverdag og det må nu mere sobert konstateres, at installationen af de nye kabler OVERHOVEDET INGEN positivt konstaterbar  forskel har gjort. Udover at det hele ser noget smartere ud, når man altså ser bort fra den lidt umulige terminering ved stikkene med lidt skærmrester stikkende lidt vildsomt ud som skæg på en pubertetsknægt. Men smart ser det ud, som det ligger der på gulvet, det fine tykke Gotham og skærmet, som det er, i den reneste vildskab.

At der ikke har kunnet konstateres nogen sikker forskel burde ikke være overraskende. For med en balanceret stramforsyning udfases fælles indstråling på begge ledere effektivt osse UDEN skærm, og magnetfeltet er jo allerede minimeret ved balanceringen. Og påvirkes allerede minimalt af afskærmning til en start.

Man må vel objektivt sige, at den opnåede forbedring ikke rigtigt har været pengene værd MEN: Der er hermed et personligt usikkerheds-moment, der nu er ryddet af vejen. Nu gælder det så bare så meget mere om at finde et nyt imaginært problem.

 Denne morgens indlæg bliver en smule kortere end sædvanligt som en heldig konsekvens af, at onsdagen op til påske blev dette firmas største business-dag nogensinde-vi nåede simpelthen tæt ved halvanden måneds normal omsætning på en enkelt dag, hvor ellers de fleste af vores kunder formodedes at være på ferie. Og det kaster jo herlige arbejdsmæssige slagskygger ind i denne korte uge.

Heldigvis har vi her i steressens stund fået besøg af et par gamle tydeligt trøstende venner fra en tid med langt færre bekymringer. Udover altså at have nok penge til at købe datidens kanondyre kaffe med et uhyre beskedent budget, der udelukkende bestod af sommerferieindtjeningen som havnearbejder i Horsens Havn. Tilbage til det herlige Herrens År 1978, hvor denne skribent endnu var en slags håbefuld akademikerspire deroppe på århus Universitet. Og hvor drømmene mest udover de naturlige ANDRE mest bestod i at få fingre i i et sæt Tannoy HPD 385A højttalerenheder til den tilsyneladende beskedne sum af 3500,- ialt. 

At man så som ufaglært arbejder skulle poste det meste af en månedsløn før skat for disse håndlavede vidundere fortæller om, at det for denne skribent simpelthen var årets samlede hifi-budget, der røg her. Og det meste af næste års osse. Og som vi tideligere har behandlet det i disse spalter: Man kan IKKE ved blot brug af prisindeks omregne priser mellem tiderne, man SKAL medregne lønindeks i beregningen, ellers bliver det absurd. Ellers ender man i absurditeter som for eksempel udgiften for udviklingen af den allierede A-bombe, Project Manhattan. Der kostede 2 mia- dollars, friskt normalt omregnet til 23 mia. nutidsdollars. NEJ!  Nej, det kostede sjovt nok ikke kun godt 10 % af det danske statsbudget når man måske nu lige tænker lidt over det ..

Tilbage til datidens mere lønlige tanker om Tannoy, som vi har berørt flere gange her, ikke mindst den triste historie om noget, der var rigtigt godt engang. Men som senere skulle få et langstrakt sørgelig skæbne, grundlagt allerede dengang jeg fik mine allerførste Tannoys. Det var nu ikke fordi datidens modeller akkurat var teknologiske kompromisløse fyrtårne af ekstra-terrestriel kvalitet. Det var nu ikke særskilt for Tannoy, næsten alle andre producenter havde samme uhyre sparsommeligt-økonomiske tilgang til både samlekvalitet og råvarer. 

For eksempel var det 4-polede blikstik, som Tannoy traditionelt anvendte 8og gjorde endnu i 1978), oprindeligt beregnet til højspænding med lav strøm. Hvor den akkumulerende kontaktmodstand intet betød, fordi spændingen var høj nok til at “slå” igennem, mens høje strømme, der kunne og ville sværte kontaktfladerne,  ikke formodedes at blive et problem. Ingen idiot ville vel kunne finde på at bruge dette ellers pålidelige stik stik modsat den tænkte anvendelse. Jo, Tannoy kunne! Og at det kunne blive endnu mere komisk blot man som typiske skotter er tilstrækkeligt topmotiverede til at spare på stumperne hinsides al fornuft. For efterfølgende benyttede firmaet i flere årtier udelukkende en anden aldeles ubrugelig lille Hirose plastconnector med en lille svagt fjerdrende “tunge” med minimalt anvendeligt kontaktareal  , der ellers var beregnet til elektriske legetøjstog.  Denne gang altså en connector til lav strøm OG endnu lavere  spænding. Sikke dog Tannoy kunne! Klamp-nakker!

Ellers tilbage til de Tannoy HPD 315A-bestykkede yunderligt lavstammede Cheviot-højttalere, der står på bordet denne morgen. Og de har jo som mange andre af tidens gulvhøjttalere et akustisk centrum, der uden kompromis er optimeret til datidens sækkestole. For så vidt som et akustisk  centrum på 55 cm. over gulvhøjde er lige det mindste til ret meget andet normalt anvendt møblement til sidde-brug. Derudover spiller de nu helt fint efter lidt fransk vask og tørring MEN: Der er altså et par “country miles” af den allerlængste slags (Red: Som bekendt ER “country miles” jo allerede lidt længere end de normale af slagsen) til den reproduktions-kvalitet, som de ellers noget ældre Vitavox Thunderbolts præsterer her fra enden af lokalet. For som beskrevet i sidste uge er der indtil videre dømt Vitavox som baggrundsmusik her på kontoret.

Nu kan man vel dårligt sammenligne lydkvaliteten  højttalere med et forhold på 1:10 i både volumen og oprindelig pris, men alligevel kommer man til at tænke på, hvordan denne skribents hifi-liv ville have formet sig, hvis jeg dengang i 1978 havde haft lejelighed til at lytte til disse Thunderbolts. Og faktisk var mulighederne tilfældigvis netop på denne tid i 1978 helt utroligt gunstige for at blive udsat for ligefrem de ganske selvsamme eksemplarer af Thunderboltene, som nu står her i kælderen.

For helt tilfæligt i helt samme oktober måned 1978, som denne skribent hentede sine Tannoy-enheder hos DSB Gods i Skovgaardsgade landede der 10 stk Vitavox Thunderbolts ganske tæt ved, nemlig i Frederiks Allé. I fugleflugt under en km. Det var en gammel kollega, musikforretningen Åge Skou, der ville prøve kræfter med datidens absolutte state of the art-PA-et projekt, der ikke rigtigt lykkedes uden at jeg aner hvorfor. Og det er så alle disse siden næsten dengang opmagasinerede herligheder, som vores lille virksomhed erhvervede for nogle år siden.

Og konklusionen er vel: Det var squ godt, jeg ikke hørte og så  de her helt vanvittigt velspillende og præcist fremstillede produkter fra en primær leverandør til det engelske forsvar dengang. For det ville vare ganske mange år inden jeg overhovedet ville have kunnet LÅNE penge til at erhverve dem langt mindre betale dem med datidens forbrugsrenter på 2.75% Om MÅNEDEN forstås Men hvor er jeg dog glad for at have oplevet dem nu. Og såmænd osse Tannoy dengang, der forblev den akustiske basisernæring helt indtil 1999. 

Og problemet ved det gode er vel kun eksisterende, når det helt vanvittigt meget bedre manifesterer sig. Tilbage til det manuelle arbejde med Tannoy-erne og tak for minderne! Og som Firport Convention så smuukt udtrykte det: “Hanks for the Memory”