Symbiosen, der blev væk, og andre historier. 

Sommetider er der pardannelser og andre former for fusioner, som er så oplagte, at de næsten ikke kan undgå at blive til noget stort. En del af dem bliver faktisk til noget, ikke altsammen stort, men dog noget. Der er dog også ganske mange eksempler på det modsatte, og i dag vil vi prøve at behandle nogen af de her sidste. Nogle af disse famlende forsøg eller direkte fiaskoer har været indlysende, mens mange af de nyere forretningskonstellationer og taktiske overvejelser gør nutidens årsag og virkning noget mere speget.

Lige siden den fremragende økonomiske tænker John Maynard Keynes, manden bag Anker Jørgensen og Knud Heinesens fremragende økonomiske politik fra 1970-erne og frem, giftede sig med den underskønne russiske ballerina Pavlova, har man talt om denne ideelle kombination af egenskaber, som burde kunne give den fuldendte symbiose. Nu kom der ganske vist ikke rigtigt noget ud af dette ægteskab mellem skønhed og hjerne, men måske var Keynes blot for seksuelt præget af sin kostskoletid allerede. Denne seksuelle omorientering skete jo nogenlunde samtidigt for de senere koldkrigsspioner Burgess, Maclean og en hel del andre, eller måske var Pavlova bare ikke pæn nok uden tøj på. Ud fra trikotbillederne er dette sidste ikke sandsynligt. Det første er til gengæld sandsynligt. Når skønhed og hjerne ikke engang er nok, er der da vist problemer ved symbiose, og det skal vi se, at der absolut kan være.

Dagens første eksempel på noget, som må have forekommet en indlysende og gensidigt givende alliance, var Tannoy, som ønskede at blive totalleverandør af både elektronik og højttalere i 1980-erne. Det havde Tannoy godt nok altid været indtil flytningen til Skotland i 1975, men denne ekspertise var ikke blevet videreført, og man måtte starte fra bunden. Det skulle allerede fra starten for alle iagttagere have været klart, at med valget af sin nye partner var det lige præcist der, man ville forblive, altså på bunden.

Man valgte et skrantende og derudover aldeles amarøragtigt foretagende, Tresham Audio, som partner. Ved at printe Tannoy i stedet for Tresham på de amatøragtigt sammenskruede firkantede profiler, som disse forstærkere bestod af, mente man sig sikkert godt på vej til et elektronisk eventyr. Tresham-forstærkerne var lavet som 2 kasser med en ret tynd navlestreng imellem effektforstærkeren og dens strømforsyning. Det var udelukkende fordi designeren ikke på nogen anden måde var i stand til at forhindre uacceptabel støj i de højimpedante MOSFET-kredsløb. Til gengæld gav den tynde navlestreng overhovedet ingen strømpacitet på grund af det tynde kabel og et par connectorer kendt fra togbranchen. Desværre var dette sidste desværre altså fra producenterne af modeljernbaner Fleichmann og Märklin og ikke Siemens, så rigtigt strømstærk var den altså ikke.

Tannoy så hurtigt begrænsningerne i salgsmulighederne af disse aparte kasser, som samtidigt blev brandvarme. Derfor besluttede man at lade den oprindelige designer lave en 19″ forstærker, som man naturligvis med næsten Tin Tin- agtig ukuelig optimisme mente ville blive til et megahit. Desværre var designeren jo allerede tidligere løbet på problemerne med støjindstråling, og det var jo oprindeligt derfor, der var 2 kasser. Det var der forresten også i Treshams forforstærkere, så han kan ikke have været meget værd som designer.

Det var han heller ikke, og det viste sig ikke overraskende, at resultatet blev en forstærker, som alt efter volumenkontrollens stilling gav støjresultater, som gik lige fra det urkomisk ringe for selv svært hørehæmmede til kun lige akkurat acceptabelt for totalt døve. Dens publikum var altså allerede fra starten noget begrænset, og ikke fuldstændigt overraskende udeblev den store kommercielle succes. Selvfølgelig synes denne skribent dengang, at det var helt fint altsammen. Som nævnt i et andet emne er vi jo ikke allesammen født færdigudviklede. Vi har forresten en til at stå for eventuelle audio-arkæologer.

 At den så samtidigt blev samlet med Tannoys dengang ikke ligefrem legendariske kvalitetskontrol gjorde heller ikke sagen bedre. Man kunne med fordel ryste den og lytte efter løse skruer og møtrikker. Det var der nemlig næsten altid, hvis man ellers kunne høre det for den faretruende knagen i det altfor spinkle chassis altså, mens man rystede løs. Nu er det selvfølgelig sjældent nemt at skabe den fuldendte symbiose, men her så vi da vist et lokalt lavpunkt, hvor mangel på designertalent mødte en tilsvarende mangel på kvalitetskontrol og almindelig sund fornuft. Noget mere uskønt altså end Keynes og Pavlova, men resultatet blev det samme:Nul børn.

Inden det hele nu bliver altfor kompliceret i de følgende eksempler, skal vi da lige nævne en rigtig solstrålehistorie. Allerede i starten af 1980-erne var Bill Woodman og hans daværende endnu mere mikroskopiske firma ATC endt i en blindgyde. Han havde næsten færdigudviklet samtlige sine højttalerenheder, men da han ikke vidste noget om elektronik, var det naturligvis svært at få noget større gennembrud. Allerede dengang var det jo indlysende, at aktiv drift for den kompromisløse frembød et afgørende kvalitets-potentiale. Til alt held mødte han tilfældigvis Tim Isaac, som som han lokkede til at blive partner i firmaet.

Nu var Isaac en meget grundig mand og en helt traditionel ingeniør med kompromisløse krav, og hans løsninger blev aldrig underkastet nogen økonomiske analyser for at spare penge. Det var der nemlig ikke nogen i det dengang bittelille firma, som kunne, selv om man muligvis havde haft lyst. Resultaterne er hos os i dag: Et seriøst bud på verdens bedste højttalere. Symbiose kan altså føre til sublime produkter.

Det burde det naturligvis også gennem mange år have kunnet gøre indenfor Harman-gruppen, men det er kun sket i så få tilfælde, at det netop ikke kan være et tilfælde. Harman-gruppen har som ingen andre indenfor professionel audio ellers haft alle ingredienserne til den ideelle symbiose af talenter og produktionsapparat. Man behøver blot nævne JBL som højttalerproducent, Crown/Amcron som forstærker ditto og BSS som verdens måske mest fremragende producent af digital og analog signalbehandling. BSS var og er så anerkendt som de facto industristandard, at det danske firma Dynaudio i deres store studiomonitors naturligvis benyttede BSS` elektroniske delefiltre som en integreret del. De kunne nemlig ikke lave elektronik, og vi skal møde dem igen senere i denne fortælling. Det kan de nemlig stadigvæk ikke.

Det kunne JBL og Harman-Gruppen altså godt, men alligevel blev det det tyske firma D&B, som oprindeligt udelukkende med JBL-enheder lavede datidens og i mange henseender nutidens allerbedste aktive processorkontrollerede højttalersystemer til PA-brug. Tilsyneladende har hele Harman-gruppens struktur været præget på kryds og tværs af forskellige direktioner, som allesammen har skullet præstere resultater her og nu, og det har tilsyneladende næsten fuldstændigt forhindret nogen symbiose i at opstå. De små forkølede forsøg, man ser endnu den dag i dag, på at integrere lidt forstærkerteknik fra gruppens andre medlemmer i visse JBL-højttalere er eksempler på, at man sikkert har indset, at toget er kørt. JBL er simpelthen i dag et firma, som kun er baseret på deres produktion af højttalere til biler. Trist, men sandt. Her er altså et eksempel på verdenshistoriens måske allermest oplagte symbiodse, som på trods af, at man har haft 25 år til det, aldrig rigtigt blev til noget. Desværre kan det nu være ligemeget.

Den danske firma T. C. Electronic, som var blandt de førende på verdensmarkedet for effektprocessorer, lavede tidligt et samarbejde med Dynaudio om at lave elektronik og diverse kontrol-interfaces til Dynaudio Acoustics` studiemonitor-højttalere. Det var et symbiose, som var til at forstå, fordi resten af Dynaudio kun solgte hifi, og iøvrigt allerede indkøbte elektronik til deres større monitors. Tillige markedsførte T. C. naturligvis disse professionelle højttalere gennem deres sædvanlige salgskanaler, og alle var glade.

Det vil sige, det var de, indtil T. C. købte den tidligere nævnte noget skrantende Tannoy/Goodmans/Martin-gruppe. Målet var tilsyneladende det ret indlysende, at man ville sammenføre egne elektroniske og digitale kompetencer med etablerede producenter af hardware. Det skulle hurtigt vise sig, at tilstanden i de gamle engelske firmaer var noget anderledes, end man havde forestillet sig. Alene det, at Goodmans i dag ikke eksisterer længere, er vel en slags indikation..Det gør den indlysende og publicerede symbiose mellem Tannoy og T. C. heller ikke rigtigt, og hvorfor vides ikke rigtigt. Det har tilsyneladende ikke været så simpelt endda. Ialtfald ikke så simpelt som at printe Tannoy på forstærkere fra det nye medlem af gruppen, LAB fra Sverige i bedste stil fra de gamle Tresham-dage. Den her gang dur de dog en del bedre.

T.C. og Dynaudio arbejder altså stadigvæk sammen i et ganske succesfuldt symbiotisk fællesskab, som mange erfarne iagttagere ellers for ganske få år siden ville have spået en snarlig død. Sådan gik det ikke, og det er så nok Tannoys fortjeneste eller måske snarere manglen på samme. Meget bedre gik det heller ikke, da JBL`s amerikanske ærkekonkurrent Electro-Voice fusionerede med tyske Dynacord. Her lykkedes det på samme måde som med Harman-gruppen aldrig at samle de nysamlede ressourcer sammen og skabe radikalt nye produkter. I Dynacord-gruppens tilfælde var det faktisk ganske overraskende, at der slet ikke kom nogetsomhelst positivt ud af den fysiske samling af hele produktionen i Tyskland. Det eneste der kom ud af det, er, at i øvrigt ellers identiske produkter på forskellige markeder skiftevis benævnes Dynacord og Electro-Voice m. fl. Det gav altså reelt samme produktforbedring som at kunne købe det samme køleskab under både navnet Gorenje og Gram, altså ikke rigtigt noget. At bo fysisk sammen er altså heller ikke engang en garanti for symbiose og bedre produkter, ligeså lidt som ægteskabet er en garanti for lykke.

Dagens sidste eksempel er hentet i det danske fra et felt, som er omgærdet af den dybeste hemmelighed. Det er faktisk så hemmeligt, at selv denne skribent her gætter sig frem. Det drejer sig om den kendte danske producent Gamut, der jo også, som mange sikkert ved, har en produktions-og udviklingsafdeling af højttalerenheder. Nu er det jo ikke blot en almindelig højttalerfabrik. Goller og hans udvalgte svende er jo creme de la creme af det tidligere danske flagskib i branchen DST, nu Tymphany. Hvor godt dette nye eventyr er, er for de fleste en velbevaret hemmelighed, for Gamut benytter så vidt vides overhovedet ikke selv nogen af deres egne højttalerenheder.

Det er noget overraskende, da enhederne fra Tymphany i visse industrikredse går for at være temmelig upålidelige for tiden i såvel leverancer som kvalitet, men måske har man hos Gamut blot ikke haft hjerte til at producere højttalere, som er så gode, at alle andre producenter i verden går konkurs. Derfor bruger man så bare de samme enheder som mange andre operatører på verdensmarkedet i stedet for sine egne superenheder, for ellers ville konkurrencen simpelthen være for ulige. Man kan sikkert også forestille sig andre årsager, men det tager vi måske en anden dag.

Dagens morale er altså, at der kun findes ganske få eksempler på noget, som bare ligner en succesfuld integration og symbiose af ting, som ellers virker helt oplagt. Vi har set eksempler på lallende amatørisme som i sagen med Tresham, uforståeligt udeblivende effekt af indlysende forretningsfællesskaber eller sågar fysisk samkvem som i Harmans og EV-Dynacords tilfælde.

I tilfældet med T. C. og Tannoy kan man naturligvis ikke meget andet end gætte, og det er ikke meget lettere at gennemskue tingenes sande tilstand i den højteknologiske Gamut-gruppe. Et er dog sikkert: Det er ikke meget lettere at få en symbiotisk udvikling i selv helt indlysende forretningsfællesskaber.

Det vil sige: Ind imellem sker der det, at en Bill Woodman møder en Tim Isaac og et livsvarigt forretningfællesskab opstår til gavn for alle. Eller at en Poul M. møder sin Pia. Den sande symbiose er altså mulig, men noget sjælden, som vi har set.

De livslange interesser og deres fjender.

I denne uge vil vi forsøge at behandle et emne, som selv for os er ganske overordentligt svært, nemlig forskellene mellem forskellige interesser og deres holdbarhed i forskellige livsfaser. Vi vil forsøge at skelne mellem de interesser, som det er acceptabelt og dermed legitimt at have hele livet igennem (de få) og alle de andre som blot skal gennemleves som pubertets-bumser (de mange). Det vil i dag være vores tese, at hvis man investerer for meget aktivitet i sine interesser på kort sigt, vil man opleve en nedsmeltning som den, der foregår ved brug af en jet-efterbrænder, som får selve jetmotoren til at smelte ganske hurtigt. Derefter vil man hverken kunne flyve eller have nogen interesse tilbage. Vi skal også se, at disse interessemæssige nedsmeltninger optræder ret forskelligt indenfor forskellige interesseområder.
 
Vi vil springe over de for de fleste forholdvist hurtigt overståede orale og anale faser i den allertidligste barndom og straks gå til indsamling af haletudser i et syltetøjsglas. Det har vi vel allesammen prøvet, indtil vores mor opdagede det og på stedet beordrede os til at returnere indholdet til den nærmeste sø. Det er et godt eksempel på en meget kortvarig interesse, som for de fleste slutter der.

Der er mange andre faser i at blive en rigtig dreng (piger er ikke interessante her: De er enten for kloge eller ikke kloge nok afhængigt af ens perspektiv. Da jeg var en del yngre, ville jeg nok have hældet til det sidstnævnte synspunkt, men efterhånden som alderens relative visdom indfinder sig, er svaret nok efterhånden det førstnævnte). Man skal naturligvis rituelt limsniffe lidt, mens man samler sine plastic-flymodeller, selv om alskens pædagogisk Geomag og LEGO jo har presset på her, men alle de interesser er jo ikke rigtigt gangbare som livslange interesser udenfor professionelle behandlingssystemer.
 
De første kandidater til noget, som kan ligne en legitim interesse på sigt, er vel for de fleste drenge fuglehold af for eksempel nymfeparakitter ( endelig ikke undulater) eller måske til nød saltvandsakvarium, men de færreste stopper her. Efterhånden som man bliver ældre tynder det ud i mulighederne, efterhånden som kammeraterne slår sig ned med golf, ekstremsport med tilhørende dopingmisbrug, traktortræk og lignende respektable mekaniske interesser.
 
Traditionelt har man jo opereret med eksistensen af en livslang interesse for musik, og derfor har hifiinteressen i ganske mange år og jo ikke mindst mindst for en del år siden været en af disse få og udvalgte interesser, som det var accepteret og respektabelt at have hele livet i nogenlunde samme grad som seriøs bogsamling. Bogsamling kunne endda også ialtfald i en periode omfatte  indsamling af Carl Barks´ samlede produktion. Da man jo heller ikke var begyndt at varme- eller kuldebehandle sine kabler ved ekstreme temperaturer  (hvorfor forresten ikke blot temperere dem som Bach med hans klavermusik?), kunne hifiinteressen endda sommetider forenes med et normalt og respektabelt familieliv. Den omtalte slags idioti med kabler var forresten heller ikke opfundet endnu, og det satte jo visse naturlige grænser for galskaben.
 
Indtil fremkomsten af internettet var det endda muligt for eventuelle kvinder i familien at undgå de allerværste konfrontationer med de mandlige entusiaster ialtfald det meste af tiden, fordi dansk High Fidelity kun udkom knap og nap en gang om måneden. Som med andre næsten månedlige perioder i samlivet kunne man således tage sine forholdsregler som for eksempel at tage bort på vandreferie eller til tøse-komsammen den dag, hvor High Fidelity udkom, og hvor husherren var allermest pirrelig og ikke kunne forstyrres, mens han indsugede den seneste konventionelle hifi-visdom.
 
 Der var således en naturlig rytme i interessen med i forvejen fastlagte højdepunkter, og selv for særlige misbrugere, som måtte ty til publikationer for vores nabolande, kan det næppe have været en trussel mod den almindelige familiefred. Selv for ganske svage læsere var det ikke en fuldtidsbeskæftigelse og kunne ikke blive det at beskæftige sig med hifi. Samtidigt udkom High Fidelity ikke i juli, og det betød jo endda, at familien kunne foretage sig meningsfulde ting sammen uden at hifientusiasten nødvendigvis måtte have adgang til en computer konstant. Dengang hed en computer forresten Texas TI 30 og var en lommeregner, som godt nok kunne regne med logaritmer og alting. Det var vel nok en dejlig tid.
 
Dengang var den vigtigste kilde til information ganske enkelt læserbreve og de overordentligt kompetente svar i forskellige danske og (måske knapt så meget) udenlandske magasiner. I denne netverden kan det forekomme ganske oldnordisk, men man kunne faktisk stille et relevant spørgsmål til High Fidelity og så forvente at få et grundigt og fyldestgørende svar, ganske vist allertidligst om en måned. Uendelig mange var de drenge som undertegnede, som grundlagde denne smukke livslange interesse på denne baggrund af helt reel information som svarene på disse læserbreve, som var grundige og klare og ikke mindst korrekte.
 
Det er jo faktisk en forudsætning for en stabil interesse, at der er en vis konsensus omkring, hvad for eksempel hifi var og er, og det var der dengang en højttaler skulle være stor for at kunne spille højt og dybt. Som med avl af hunde er det nemlig en helt afgørende forhindring for respektabiliteten og den almene accept af denne hobby, at damen med sine pjuskede pudler og den tatoverede gentleman med sine vilde ørekuperede amstaff-muskelhunde opererer indenfor et fællesskab, og dermed er hunde jo ligesom ude som respektabel interesse. Det var hifi desværre også snart, men på daværende tidspunkt altså ikke helt endnu.
 
Man mødtes nemlig stadigvæk for det meste endda i små grupper endda temmeligt meget på tværs af sociale lag for at lytte til de nyeste indkøb hos de heldige, som havde økonomi til at følge High Fidelitys nyeste retningsgivende købsanbefalinger. Disse møder foregik for det meste endda på ret civiliseret vis i familens dagligstue, for musik var vel en fællesinteresse, og det gjorde det til en ganske respekteret hobby for de søgende ånder. Her i Danmark uden den britiske pub-kultur kan det endda måske med en vis ret benævnes som en social smeltedigel i de private hjem, hvor de sociale grænser for en tid blev nedbrudt. Samtidigt hjalp det jo også til at fordrive al den ubærlige ventetid, som mange oplevede, indtil næste nummer af High Fidelity udkom.
 
Det første problem for pæne folk som undertegnede og deres interesse for hifi og ikke mindst den tilhørende acceptable sociale adfærd kom allerede inden nettet, nemlig med det begyndende kabelhysteri i 1980-erne. Der var simpelthen tale om denne ellers allerede dengang mange årtier lange interesses allerførste fald ned af statusstigen. Her forudsættes det bekendt, at okkulte og andre eksempler på almindelig, herunder også kollektiv, indbildning ikke kan være en del af en respektabel og livslang interesse. Dette havde indtil da stået i vejen for diverse satanistiske bevægelser. Allerede her var der tale om en betydelig tilnærmelse mellem hifi-interesse og en anden af datidens vækstreligioner, nemlig Scientology. Forresten pudsigt, at begge retningers påberåbelse af en radikalt anderledes fysisk sammenhæng ofte skete under naturvidenskabelige dækforklaringer, og der er vi stadigvæk. Når dårskaben er blevet det politisk korrekte i en gruppe, vil den naturligvis fortrænge al fornuft og rimelighed. Og så skulle det endda blive værre, meget værre. Vi fik nemlig nettet.
 
Selv om hjemmets respektabilitet var under voldsomt pres med husherren kravlende rundt med sin ellers særdeles lyttetrænede bagdel i vejret under den stadige søgen efter det perfekte kabel, var det først med den almindelige udbredelse af internettet, at hifiinteressen for de allerfleste blev forvist til kælderen. Det var nemlig først her, at der gik efterbrænding og efterfølgende udbrændthed i det hele. Det blev simpelthen muligt i alle døgnets 24 timer at beskæftige sig med hifi, og der viste sig naturligvis ganske hurtigt et principielt problem for de allerfleste, som viste sig katastrofalt: Der er simpelthen ikke nok at snakke om i hifiverdenen til at udfylde den tilsyneladende uendelige tid, som folk har til rådighed. Hifi er simpelthen et alt for kedeligt og begrænset emne til at beskæftige sig intensivt med i alt for lang tid. Vores teori er faktisk, at det er denne frustration over ikke at have noget fornuftigt at bidrage med, som frister mange folk til at medvirke så tilsyneladende fornuftsstridigt aktivt til det virtuelle informationskaos, som vi ser. At heller ikke ret mange andre gør det ret meget bedre er vel næppe en trøst. Dette idiom var simpelthen for begrænset.
 
 Som rotterne, som med en indopereret orgasme-elektrode i hjernen døde af sult (lykkelige godt nok, men de døde dog alligevel) var det her, at den almene hifiinteresse i respektabilitet blev overhalet af både de stagnerende kulturer omkring hjemmebarer og det nyeste påhit med dedikerede pokerrum. Nu sad mændene godt nok ved de sidstnævnte sysler og røg og drak, men det var da i det mindste en forståelig og traditionelt mandlig adfærd. Man kunne som kvinde i huset endda spøge med mændenes dårskab og simple fornøjelser overfor veninderne, og det var jo ganske sandt, ialtfald for de sidstnævntes vedkommende, hvor der naturligt indgik alkohol.  Det var straks mere faretruende med ellers fuldt udvoksede mænd, som sad ubevægeligt og forsøgte at komme i retssager med Thomas Sillesen (det lykkedes for en enkelt) uden at der, når konerne i smug luskede ned og kikkede på kældercomputerne, kom et eneste pop-up med bare damer frem. DET kunne de ikke forstå, og hvad man ikke forstår er jo farligt og en trussel, og det kan vi godt forstå. Det var den dag, musikken og respektabiliteten døde lige i det hjem. Havde husherren dog bare tænkt på at klikke ind på sexygirls.com. var det muligvis aldrig sket. Det havde han desværre bare ikke tid til.
 
Det var i denne sammenhæng, vi så de utallige tilfælde af menneskelig nedsmeltning, hvor interessen i stedet for at forblive en relativt uskyldig, men i det mindste langtidsholdbar foreteelse, simpelthen blev en skæbnesvanger besættelse for overordentligt mange. Der er det livsbekræftende ved det, at kroppen som med andre betændte ikke-vitale dele af huden jo efter en tid afstøder det syge væv, så den vilde besættelse varede heldigvis ikke længe, inden den resterende smule sunde fornuft afstødte interessen. Ofret var helbredt, men interessen var tabt.
 
Når først folk en tid har været på mange timer dagligt på diverse fora og chatrooms, reagerer de fleste heldigvis sundt og forudsigeligt ved simpelthen at forsvinde helt. En simpel bladren tilbage i trådstarternes navne blot nogle måneder for slet ikke at tale om et år, fortæller denne sørgelige, men også livsbekræftende historie. Langt de fleste er ikke aktive mere, og hurra for det. De fandt nemlig på noget mere intelligent at give sig til. Enkelte af dem kan endda have genoptaget musikinteressen, som stadigvæk er marginalt socialt acceptabel i den øvrige verden på trods af alle angrebene.
 
Her forudsættes det bekendt, at ingen af denne skribent kendt interesse og da slet ikke hifi-interessen, bare i noget omfang er interessant nok til at beskæftige sig med fuldtids. Det er vistnok derfor Bill Woodman fra ATC lystfisker det meste af tiden. Selv ikke førende hjemlige psykoakustikere og andre semi-mystikere kan vel være optaget hele tiden uden at gå hjernedød. Man kan selvfølgelig finde et par enkelte som vor ven Komik, hvis hele skyggeeksistens er bundet op på en gurulignende selvforståelse, men der er ikke mange, og heldigvis for det. Man kan vel kort konkludere, at hvis ens hele liv er centreret om hifi hele døgnet år efter år, er man simpelthen respektabilitetens allerværste fjende. Der er vel reelt tale om en tydeligt diagnosticerbar socio-somatisk dysfunktionalitet, men klinisk kun knapt anerkendt på dette tidlige tidspunkt.
 
Det ville vel svare til, at den halvbøssede onkel med sine farvestrålende angora-kaniner, kendt fra et tidligere emne, sov med sine elskede kræ. Det gør han muligvis, men det er altså stadigvæk ikke for børn, som fuldtidshifi altså heller ikke er og aldrig kan være. Eller skal være, for den sags skyld.
 
Konklusionen af denne tour de force i de livslange interesser i det mandlige univers er, at der er utallige trusler. Det uheldige er, at man kun sjældent ser folk vende tilbage til hifi-og musikinteressen, men ganske ofte væk for evigt. Som med andre faser af hobbies i livet er der et “point of no return”, ligesom det heller ikke er ganske muligt at gå på haletudsejagt igen med mors syltetøjsglas. For den fortsatte eksistens af musik og hifi som en livslang interesse er det simpelthen nødvendigt at økonomisere. Alternativt kan man selvfølgelig være særligt heldigt disponeret arveligt eller socialt som sinke eller i det mindste ualmindeligt tungt opfattende, men ikke engang det sidste hjælper nok ikke engang i alle tilfælde helt. Selv tumber kan vel forstå, at hifi aldrig kan blive livets mening. Nogle enkelte af dem kan godt nok ikke, men måske de privat sommetider er på vippen. Denne erkendelse eller manglen på samme er måske endda en mulig defininion, som kan være en hjælp i intelligensforskningen, men det ligger vist lige i udkanten af dette emne.
 
For at denne vidunderlige hobby kan forblive den livslange, berigende og fascinerende ting, som den engang var for mange, må man simpelthen bevæge sig væk fra nettet og ud i den virkelige sociale verden. Her er King og hans smittende entusiasme da et lille lys i et ellers totalt buldermørke. Dette mørke er ikke skabt, men bestemt næret, af de toneangivende netfora.
 
 Fremtiden ligger lige derude, respektabiliteten ligger noget længere væk, men hvis blot folk er vældigt opmærksomme på faren for den menneskelige nedsmeltning i mange netaktiviteter, lykkes det måske for King og andre. Måske kan vi selv bidrage blot en smule her. Derudover er han da et prægtigt stykke mandfolk af ca. samme fysiske fremtræden som denne skribent. Det hjælper bestemt altsammen.
 
Men som sagt: Sluk computeren og hør et stykke musik i stedet. Måske kan du ligefrem få dig en givende og livslang interesse på denne måde. Ellers kan du garanteret ikke. At du måske så i samme omgang bidrager til udbredelsen af denne fantastiske interesse på sigt er kun en ekstra bonus.
 
 
 
 
 

Det eksklusive salg.

I denne uge vil vi behandle et emne, som tilsyneladende er ganske komplekst, men som ved nærmere analyse som de fleste problemer ved en reduktion til basale bestanddele egentligt er ganske simpelt, nemlig det eksklusive salg. Faktisk er problematikken og sammenhængene så helt utroligt simple, at ingen tilsyneladende har bemærket dem. Det skyldes nok især, at ordet eksklusivitet har mindst 2 betydninger, som overhovedet ingenting har med hinanden at gøre. Der er nemlig overhovedet intet eksklusivt ved at være eksklusiv forhandler, og deri ligger hele problemet. I det følgende vil vi forsøge at klarlægge begreberne lidt. Denne klargøring er mest for professionelle. Som vi skal se, har kunderne nemlig forlængst gennemskuet sammenhængene. Kunderne er nemlig sjældent så dumme som mange professionelle, og af samme grund er det overhovedet ikke længere eksklusivt at købe hifi. Tilsyneladende er der dog ikke rigtig nogen, som endnu har forsket i dette, så her er Pouls Audiobutik atter på en sti, hvor ingen har gået før. Mærkeligt, egentligt.
 
I almindelig tale er ordet eksklusivt om forbrugsvarer betegnende for varer, som giver kunderne en speciel indkøbsoplevelse eller en fornemmelse af at have købt et forbrugsgode med langvarig værdi. Det er altså ikke det samme som at købe en varm fladskærm på sin arbejdsplads hos kollegaen, som konstant kikker sig omkring med jagede øjne, faktisk i virkeligheden ganske det modsatte. Nu er det vel ikke ukendt for ret mange, at produktion og salg af eksklusive luksusvarer går helt igennem fremragende i disse tider, men det turde være indlysende, at denne vækst er gået ganske udenom musikbranchen og salg af kvalitetshifi. Vi har ihvertfald ikke fået flere forretninger, snarere noget færre, og dette er altid det sikre tegn på stagnation og tilbagegang.
 
Nu er dette ikke noget specifikt dansk fænomen, at den traditionelle branche med salg af kvalitetselektronik går den vej, katten skraber. De fleste steder i Europa rykker tidligere succesrige forretninger længere og længere ud i periferien og bliver endnu mere forhutlede på grund af manglende omsætning. Når man først har marginaliseret sin forretning tilstrækkeligt meget og støvet har sænket sig over de eventuelle tilbageværende kvalitetsvarer, er det blevet fuldstændigt umuligt at sælge nogetsomhelst til det publikum, som efterspørger en indkøbsoplevelse af samme kaliber, som når man skal finde sin nye Arne Jacobsen-sofa. Der er simpelthen nogle ikke-diskutable sammenhænge mellem et salgsteds fysiske fremtræden og dets gennemslagskraft overfor de allervigtigste kundegrupper. Her taler vi ikke overraskende om dem, som har penge, altså som Onkel Joakim MASSER af penge!
 
Nu er det vel ikke en epokegørende nyopdagelse, at en BMW-forhandler ikke kan ligge i en baggård, selv om der da sikkert i Gellerup-planen findes en hel del kombinerede BMW og Honda-handlere, som nok klarer papirarbejdet en del hurtigere end vi andre. En del af dem kan formentlig endda findes på 8.sal med blot et rudimentært showroom lige bagved de nærmeste containere, men for salg af traditionelle eksklusive ikke altfor varme varer er det nødvendigt med en ordentlig butik i stueplan. Den opmærksomme læser vil her måske bemærke, at vi flot afviser muligheden for salg af egentligt eksklusive produkter fra både Pouls Audiobutik og andre af de mere utraditionelle variationer over Tupperware-temaet, som vi ser rundt om os, og det er ganske sandt. Vi har simpelthen ingen chance for at gennemføre salg overfor den kun normalt motiverede kunde, fordi de allesammen vil løbe skrigende væk, når de ser vores virksomheder. Vores kunder skal simpelthen fra starten være topmotiverede for at finde på at handle hos os. Og så kan vi ikke engang skyde skylden på alle Kurt von Kubikkerne og alle de andre paphoveder, selv om vi gerne ville. Problemet er desværre den totalt manglende investering i rigtige og eksklusivt udseende forretninger. Utroligt simpelt, men til gengæld sandt. Varerne er faktisk i denne sammenhæng helt sekundære. Hvis ens butik ikke har nogen former for eksklusiv fremtræden, sælger man ganske enkelt intet til disse nye pengestærke kundegrupper.
 
Det gælder nu desværre også for alle de almindelige musik-og hififorretninger, for der findes simpelthen ikke en eneste, som forsøger at bringe indkøbsoplevelsen op på et niveau, som den købestærke kunde som en selvfølge forventer at finde de steder, hvor denne plejer at handle. Der er mange fejl, som man kan begå her, og de fleste begår dem allesammen. Man skulle næsten tro, de som tankelæsere havde læst denne artikel langt tidligere. Det sjove er, at en normal anstødssten, nemlig butikkernes medarbejderes ofte totale mangel på kompetence, lige præcis i denne sammenhæng ikke er det største problem om overhovedet noget. Det er til gengæld butikkens fysiske fremtræden og vareudvalg.
 
 For det eksklusive salg er det nødvendigt med en oprydningsgrad som en dedikeret Bang & Olufsen-butik kombineret med et overordentligt begrænset vareudvalg. Det hjælper ikke det mindste at forsøge at dele butikken op i afdelinger for normal hifi og så den rigtige eksklusive del. Mange har forsøgt at kombinere forskellige koncepter, fordi de ikke har haft mod, tid eller kapital til at lave en rigtig eksklusiv virksomhed, og det kan man jo ikke bebrejde dem. Det kan ikke udelukkes, at enkelte købere af husholdningshifi i tidens løb har ladet sig lokke ind i den dyre afdeling, men alle de potentielle købere til den eksklusive salgsoplevelse er jo blevet væk af den simple grund, at den jo altså ikke var eksklusiv nok. Man kan heller ikke sælge franske hotdogs til 12,- sammen med Piet Hein-borde, og man kan vel heller ikke rigtigt sælge oilskinsjakker og sjove hatte sammen med elektronik, mener visse eksperter. Det sidste er dog noget omstridt, ikke mindst af denne skribent.
 
Udvalget skal være begrænset, men ikke altfor begrænset, som selv Linn-templerne rundt omkring har måttet sande med deres introduktion af egenimporteret Cyrus-isenkram. Det er nemlig også vitalt, at den velhavende køber har i det mindste en lille oplevelse af den mere traditionelle fødesøgningsadfærd, som jo er et vigtigt element i ethvert indkøb, hvor der skal vælges mellem i det mindste 2 alternativer. Dette behøver naturligvis ikke at være meget mere end en fingeret valgmulighed. Det er simpelthen en vital nødvendighed i at have et lille valg, som i denne afgrænsning af verden i den eksklusive butik selvfølgelig i mangel af større problemer bliver helt eksistentielt. Det er naturligvis heller ikke nok at pynte sin i egen forståelse måske eksklusive butik med elementer som for eksempel stilrene Tivoli-radioer, som kun er anvendelige som en slags orientalsk underkastelseshilsen ( den gamle kow-tow for kendere) for kvinderne. Butikken ville være ligeså lidt eller meget eksklusiv ved at tilbyde bleskift af småbørn. Det er osse den samme mekanisme.
 
Undertiden har det været forsøgt at forene disse halvhjertede forsøg på at skabe den eksklusive oplevelse ved at ophænge malerier i butiksområdet. Disse har nu mest i lokale forsøg heromkring i ganske udpræget grad tjent til at vise, at man boede i nogen ganske snoldede lokaler af form som en bus uden ordentlig belysning, så den strategi var da vistnok noget kontra-produktiv. At man så lige i dette nu forlængst historiske forsøg samtidigt ansatte en medarbejder af samme statur og med nogenlunde samme mangel på almindelig smag som denne skribent hjalp jo heller ikke lige på at skabe forudsætningerne for det eksklusive salg. Udover det var han heller ikke ret høj, en anden alvorlig forhindring. Medarbejdere i butikker henvendt til det eksklusive kan heller ikke være for korpulente, da det indikerer mangel på kontrol, en dødssynd i dette markedssegment.
 
En ofte overset del af at få hævet det generelle indkomstniveau blandt ens kunder og dermed hæve sit eget, er at komme af med alle de sædvanlige kaffedrikkere og osere, som siden Arils tid har plaget de små specialforretninger. Det er helt umuligt at sælge et topklasseanlæg til nogen, hvis man samtidigt skal forholde sig til alle disse faste tidrøvere. Hvis de så med ikke ganske usædvanlig timing ligefrem kommenterer begivenhederne i butikken, er der næppe andre muligheder end et hurtigt og muligvis endda ret smertefrit medlidenhedsdrab tilbage på disse fjolser.
 
Udover butikken og dens fremtræden og ekspedienter af en vis rimeligt nobel fysisk fremtræden hjælper det selvfølgeligt en del. hvis den vare, som man forsøger at sælge, ikke er på tilbud i den seneste Harald Nyborg-avis, selv om det nu ikke er et helt uomgængeligt krav. Man kan som nævnt selv med Linn ikke helt skabe den fornødne aura af eksklusivitet i butikken, selv om man givetvis er ret tæt på. Det vil dog næppe være muligt at sælge Black&Decker elektroværktøj i selv omgivelser a la Harrods, men der skal nu ikke så forfærdeligt meget mere til. Det er dog noget mere oplagt at gå efter salg af de rigtigt dyre varer, fordi investeringerne i butik og indretning fra starten er ganske massive, så lad os gå efter guldet.
 
Dette guld er der mange, som gerne vil have fingre i, heriblandt naturligvis også producenter og grossister. Langt de fleste af disse forveksler dog ordene eksklusiv og eksklusiv, og det kan man vel dårligt fortænke dem i. For at skabe den eksklusive salgsoplevelse skal der investeres masser af penge, og det er de færreste naturligvis villige til at gøre, osse producenterne. Til gengæld ser man ofte sjove forsøg på at give eksklusive salgsrettigheder til selv ganske overordentligt uformående medarbejdere i omgivelser, der tillige er langt fra at muliggøre det eksklusive salg. Sommetider minder fremgangsmåderne mest om de snuskede metoder iblandt visse gadebander, som deler deres små territorier op. Det øger godt nok ikke det totale salg, men det giver vel en smule ro en tid. Eksklusiv og eksklusiv er jo nemlig som nævnt 2 forskellige ord. Som vi har set ovenfor, kommer man på denne måde naturligvis ingen steder overhovedet. Der synes at herske en tilstand på butiksområdet, som får Walt Rostows teser om “Stages of Growth” til at få fornyet relevans. Til de få ikke-akademikere iblandt publikum skal vi lige repetere, at Rostow mente, at kun en massiv økonomisk saltvandsindsprøjtning kunne give en afgørende økonomisk udvikling a la et hop med en kængurustylte. Tingene skete ikke gradvist, men i “hop”
 
 Det er simpelthen nødvendigt med et kvantespring i butikkens udformning for at generere et spring i gennemsnitligt dækningsbidrag i hver handel. Hvis man for eksempel skal sælge rigtigt dyre eksempelvis sikkert glimrende tyske studiomonitor-højttalere hjælper det naturligvis overhovedet intet, at der allerede står en hel bunke andre, som man kan sammenligne med. Hvis man skulle sælge den rigtigt dyre og gode skulle der netop ikke være andre eller som sagt allerhøjest en enkelt billigere type. En del af den eksklusive indkøbsoplevelse er jo netop, at forretningen har lavet alt det besværlige arbejde med at udvælge de gode produkter. Når man går i Thorsen Møbler for at købe en dansk møbelklassiker checker man vel heller ikke, om benene på sofaen sidder fast, ligeså lidt som man sammenligner en ATC-monitor med andre mere underlødige bud, for selvfølgelig er de i orden. Det kan enhver idiot nemlig se, og det er de forresten også.
 
Som vi har set, er det ganske let og samtidigt ganske overordentligt svært at gennemføre det eksklusive salg. Til gengæld er det ganske let ingen steder at komme overhovedet, hvis eksklusive JBL-højttalere eller andre produkter skal sælges fra forvoksede dagligstuer. Man kan såmænd sagtens sælge mange varer under sådanne omstændigheder, som et par operatører på det danske marked helt tydeligt har demonstreret. Det er blot ikke tale om nogen eksklusive salg overhovedet, og det er en skam.
 
Hvilket leder til dagens sidste spørgsmål: Hvordan i alverden klarer Pouls Audiobutik at sælge så mange og ganske ofte ganske dyre ATC-højttalere i omgivelser, som vel er temmeligt langt fra de ovenfor skitserede ideelle forhold? Svaret er ganske enkelt: Der findes produkter, der som de turkisblå Weller-loddekolber er så indlysende rigtige og overlegne, at alt andet falmer i sammenligning. Når ens Weller har været tændt i 20 år non-stop eller når man efter et par ugers test af en ATC derhjemme konfronteres med markedets øvrige tilbud er man jo ligesom ikke i markedet efter nyt længere. Men Gud, hvor ville vi gerne være med på det eksklusive marked, hvor branchens fremtid ligger. Tippet er hermed givet videre uden beregning. Der var måske et par danske producenter, som kunne være kandidater, men vi får se. Det skal nu nok ske førend nogen aner det.

De store formatkrige

I denne uge vil vi beskæftige os med et stadigt tilbagevendende fænomen, nemlig kampen om at monopolisere nye formater. Der er tale om variationer over temaet simpel borgerkrig, fordi det helt basalt gælder om at udrydde modstanderne hurtigst muligt. Hvis borgerkrigen trækker ud eller formatkrigen ikke straks vindes, bliver forretningsklimaet og landet alligevel så ødelagt, at alle taber i enden. Som med alle rigtige borgerkrige betyder det naturligvis ikke, at der forhandles våbenstilstand eller egentlig fred og at man erkender sit nederlag. Krigen kan altid fortsættes til uendelig menneskelig og kommerciel skade for alle de involverede parter. Som vi skal se, hersker der heller ikke i denne ellers strengt forretningsmæssige del af den menneskelige virksomhed ret meget større rationale, end man oplever omkring en skilsmissesituation.
 
Det var salig Gilbert Briggs, som for over et halvt århundrede siden påpegede, at ” The public confused buys nothing”, og som vi skal se, holder det jo i dag som dengang. Dengang var det godt nok sagt om en ganske uskyldig nyskabelse på det elektroniske marked, nemlig om hvorvidt den da nye elektrostatiske fuldtonehøjttaler var bedre end tidens dynamiske højttalere. Ikke desto mindre gav det faktisk en kæmperystelse i folks tillid til de etablerede firmaer, men denne formatkrig blev aldrig til meget andet end en god gammeldags slåskamp i skolegården, fordi Quad allerede fra starten havde mere end 2 års ventetid på sit nye mirakel. Selv dengang med den udviklede kvalitetssans blandt folk var det altså lidt meget. Denne tidlige krig blev således allerede fra starten skrinlagt på hæderlig vis.

Nu kan man naturligvis sige, at formatkrigene bør opdeles i software og en hardware-del, men det vil vi nu ikke gøre. Allerede fra Berliners og Edisons rivaliseringer med henholdsvis plader og valser har det jo i lige så høj grad været en rivalisering mellem producenterne af hardware, selv om mangel på software jo, som vi skal se, ofte har tippet en ellers lige balance. At de så ligeså lidt som FN-styrker fro OAU i Darfur har kunnet stoppe de ofte helt irrationelle formatkrige, ja det er en helt anden sag.

Allerede fra 1950-erne var der massevis af mere eller måske især mindre gennemtænkte forsøg på at lave en mere kompakt udgave af tidens hotteste teenage-ønskedrøm, nemlig spolebåndoptageren. Der var talrige forsøg på at lave diverse endeløse kassetter med spolebånd, som dog desværre krævede en dedikeret stor og dyr maskine. Her brugte Garrard for første gang af arvesølvet i et forgæves forsøg på at diversificere sig,med et i bagklogskabens lys ellers ganske vellykket projekt. Desværre for Garrard kom man nogenlunde samtidigt med firmaet Grundig i Tyskland med også godt et par tusind medarbejdere og deres meget mere kompakte minikassette-system. Den kamp kunne måske have udviklet sig til en opslidende krig for begge parter, men samtigt lancerede datidens europæiske mega-gigant Philips jo så deres Compact Cassette-system.

Kampen var ulige af flere grunde. For det første var Philips en førende leverandør af plader gennem sine besiddelser af adskillige pladeselskaber, men den vigtigste fordel var, at man frit stillede formatet til rådighed for andre producenter allerede fra starten. Helt fra begyndelsen var der således dømt massakre på alle andre og faktisk er det det eneste nyere eksempel på en formatkrig, som faktisk var ovre, inden den rigtigt begyndte.Grundigs system har godt nok levet videre som Stenorette, et system, som indtil for ganske få år siden har været standard hos også danske hospitaler og behandlere, men det er en helt anden historie. Der handlede det vist mest om, at folk så ikke kunne tage klienters data med hjem til afspilning, altså bare en ganske effektiv kryptering. Dog havde Philips ved sin konsekvente spredning af formatet demonstreret sin enestående kommercielle styrke. Vi må jo også huske, at Philips dengang beskæfrigede omkring 400.000 mennesker..

Helt anderledes kom det til at gå ganske få år senere, hvor den store formatkrig om det nye 4-kanalsmirakel skulle stå. Her var hele magtsituationen på både software-og hardwaremarkedet afgørende tippet til fordel for de fremadstormende japanske firmaer som JVC, Sansui og snart Sony. Hele oplægget til denne store parantes i audiohistorien er ellers ikke mindre interessant end nutidens muligheder for fred i Irak. Allerførst var hele dette pionereventyr udelukkende drevet af hardware-producenterne, og det var allerede fra starten ligeså åndssvagt forretningsmæssigt, som da den romerske kejser Caligula udnævnte sin hest til konsul. Ingen af dem blev vistnok genvalgt og da slet ikke chefstrategen hos JVC. Man skulle ellers nok have troet, at man var blevet advaret af sine egne konstruktører. Vi må jo huske på, at det eneste kommercielle kildemateriale dengang var vinylpladen, og deri lå hele problemet. Denne første rigtig store formatkrig indeholdt simpelthen alle de aspekter, som gør dem helt ustyrlige og ganske umulige at vinde. Til gengæld fik Gilbert Briggs så ret i, at de bundforvirrede kunder ikke købte nogetsomhelst.

Det burde de nu heller ikke gøre, for forvirringen var ganske enkelt total. Til en start ver der allerede fra starten et helt uhørt antal formater og standarder, som konkurrerede om det store publikums gunst. Ingen af disse formater var indbyrdes kompatible og alle led af helt afgørende svagheder. For det første var der i markedsføringen overhovedet ikke nogen enighed om, hvad 4-kanalslyd overhovedet var. Det var der heller ikke rigtigt grund til at bekymre sig om, skulle det snart vise sig, for der var allerede ikke fra starten noget kildemateriale, og det kom der iøvrigt heller aldrig. En del af det skyldtes selvfølgelig de manglende standarder, nok ikke mindst FM, men det allervigtigste grund var den helt håbløse tekniske virkelighed. Det eneste rigtige såkaldt “discrete” system var nemlig i sin specifikation baseret på, at de 2 kanaler som sædvanligt var indspillet på pladen med det normale frekvensområde, mens de 2 andre kanaler så lå mellem 20 og knap 40 kHz. Desværre var der ikke rigtigt nogen pickupper, som stabilt kunne afspille disse frekvenser, og som om det ikke var et stort nok problem, skulle systemet jo være baglæns-kompatibelt med normal 2-kanalsstereo. Det betød, at dekoder-forstærkeren ved udfald af det højfrekvente signal blot ved default faldt tilbage til normal 2-kanalslyd. Få sekunder senere spillede den så måske igen 4 kanaler, og sådan blev det ved.

JVC´s CD-4 system var således teknisk umuligt. Det var de knapt så ambitiøse SQ og QS godt nok ikke, men udover at de jo naturligvis heller ikke var kompatible, var de heller ikke ret gode. Der var nemlig blot tale om ret simple matrix-systemer, hvor et faseforskudt signal blev afkodet midt mellem den normale information på pladen. Det gav en ret ringe kanaladskillelse, så man kunne aldrig gennemføre en imponerende demo, altid et problem. Samtidigt var disse SQ-plader faktisk ikke kompatible med normal afspilning, hvilket jo giver sig selv (det var CD-4, kompatibel altså, af anførte oplagte grunde), så hvis man skulle mangle ekstra problemer i denne formatkrig, havde man så ellers lige opfundet et helt nyt.

Udover det blev det såkaldte ambisonic-system, som blot var en kunstig fasedrejning af frontkanalernes normale stereoinformation, også markedsført som rigtig 4-kanalslyd, så publikums forvirring var komplet. Den var faktisk så komplet, at jeg selv fra min ellers hififikserede kollegie-ungdomstid i 1970-erne kun husker én eneste, som købte en 4-kanalsforstærker. Der har åbenbart heller ikke rigtigt på verdensplan været ret mange kunder i butikken, for man så overalt et brandudsalg, som lignede Wall Street i 1929. Aldrig hidtil havde man set noget, som bare lignede, og den almindelige tro på udvikling i elektronikbranchen fik et slag, som den vel aldrig senere helt forvandt. Til gengæld var det altså velfortjente tæsk, og man var da også blevet klogere i det mindste for en tid.

På billedsiden var der næsten samtidigt optræk til et sandt giganternes møde. Hverken Philips eller den nye gigant Sony havde rigtigt rørt på sig i 4-kanalskrigen, men det skulle de gøre i giganternes møde om den nye videofremtid. Her var tingene fra starten mere åbne, fordi alle de efterhånden 3 formater (nr. 3 var JVC´s VHS) faktisk virkede ganske godt. Det teknisk bedste var antageligt Philips´s bud Video 2000, det mest kompakte Sonys Beta og det hverken ene eller andet var JVC´s VHS. Til gengæld præsterede JVC i lighed med Philips og deres kompaktkassette-sejr totalt at sætte konkurrenterne til vægs i en kommerciel magtdemonstration af en simpelhed, som ellers Philips burde have lært af sin egen aktion i kassettebånds-krigen, som aldrig rigtigt skete.

Denne krig blev også næsten fra starten afblæst, for i stedet for som Philips og Sony at insistere på, at sælge hardwaren selv, solgte JVC simpelthen ganske billige licenser. Da man så samtidigt dygtigt så det kommende gigantiske lejemarked for film, og brugte alle ressourcer på at få VHS-lejefilm ud overalt, var løbet kørt for de andre. Inden der for alvor var blevet tale om nogen krig overhovedet var den blevet afgjort.

Alle folk ønskede sig naturligvis en VHS for at spille film. At så Sony af japansk stolthed i næsten 2 årtier videreudviklede beta-systemet er kun et eksempel på stædighed. Den hidtil største formatkrig var endt med et kup længe inden udmattelseskrigen virkeligt startede. Sejren var så eftertrykkelig, at folk end ikke engang var blevet rigtigt forvirrede, så de købte bare løs, og resten er som bekendt historie. Dette var i modsætning til den destruktive 4-kanalskrig et eksempel på en relativt ublodig blitz-krig, som lykkedes. Til gengæld var det bemærkelsesværdigt, hvor håbløst multinationale giganter som Sony og Philips greb tingene an. I fremtiden skulle det vise sig, at de havde lært noget, og så alligevel ikke.

Det velgennemførte fælles Sony-Philips projekt omkring CD-en i 1982 var kulminationen af adskillige års fælles arbejde. Man havde fra disse giganter erkendt, at for succes var det nødvendigt med fælles fodslag. Til gengæld var det så også sidste gang i historisk tid og forresten også første gang siden LP-pladen, at dette skete. Formatkrigen udeblev, og CD-en sejrede som bekendt. Konsensus var sagen for salg. Selv om der godt nok i årene derefter var adskillige aldeles håbløse forsøg på at gennemføre nye “forbedrede” formater fra disse 2 giganter, hvoraf det mest problematiske var DAT, var nu hverken minidisc eller DCC anden end krusninger på overfladen. Disse formater dukkede simpelthen under igen inden der for alvor skete nogetsomhelst.

Til gengæld gik det helt galt ved indførelsen af de nye audio-og videoformater SACD og DVD-Video og DVD-Audio. Selv om Sony belært af episoden omkring den tidligere tabte video-krig havde investeret formuer i medieindustrien og dermed sikkert mente at stå fornuftigt rustet, havde man for at sige det mildt forregnet sig. Det var simpelthen optakten til en fuldstændig kaotisk situation, som stadig er aktuel. Det oprindeligt kun som højkvalitetslydformat lancerede SACD blev i lyset af den langsomme samling af et modtræk fra visse af Sonys japanske traditionelle rivaler omkring en DVD-Audio såvel som video-standard skyndsomst lavet om til et universelt multikanalformat. Det medvirkede naturligvis straks til, at al udvikling på lyddelen, som man ellers kunne forvente en del af, blev parkeret på pause. De, få, som havde købt dyre afspillere og noget af den sparsomme hardware, forlod naturligvis straks skuden, og da så DVD-Audio på trods af sine “lossless” kvaliteter jo aldrig nogensinde ville kunne blive et nye audioformat ( en negation af noget negativt kan nemlig aldrig blive positivt), så var vi tilbage ved CD igen. Denne krig har været uafgjort så længe, at den aldrig kan få en vinder, dertil er begge formater altfor kompromitterede af håbløs og inkonsekvent markedsføring.

Denne formatkrig har været så ødelæggende, at der sandsynligvis ikke kommer en ny.

De store formatkrige er således ovre. Der var store vindere og håbløse tabere, og der var gengangere i begge lejre. Da det kom til stykket, var der ikke nogen, som var klogere end andre. Philips vandt compactkassette-krigen, lurepassede på 4-kanal, tabte videokrigen, vandt tilbage på CD og forsvandt så. JVC tabte 4-kanalkrigen, vandt videokrigen og diversificerede sig så helt ud af den gammeldags traditionelle radiobranche. Værst gik det for Sony, som tabte 4-kanalkrigen godtnok fra sidelinien, tabte videokrigen såvel som DAT, minidisc og SACD og som kun kan notere CD som en delsejr. Faktisk er det jo gået så dårligt for Sony, at hvis de ikke havde vundet en anden formatkrig om spillemaskiner med deres Playstation, havde de næppe været her i dag.

Den eneste vinder i denne historie er den sunde fornuft. Hver gang branchen har rivaliseret om formater over bare en månedlang periode, har kunderne kvitteret forudsigeligt ved at vende ryggen til produkterne. Det har aldrig nogensinde været muligt at sælge selv et teknisk fremragende produkt, hvis der har været tvivl om det nu var det eneste format. I tilfældet med 4-kanal var der så den yderligere komplikation, at ingen af systemerne overhovedet rigtigt duede. Så meget har man da fået ud af det i dag, at DVD bare blev et videoformat, og det kan folk forstå. Mærkeligt at det tog så lang tid for alle producenterne at indse dette. Det havde alle folk da ellers vidst længe.