Sommetider er der pardannelser og andre former for fusioner, som er så oplagte, at de næsten ikke kan undgå at blive til noget stort. En del af dem bliver faktisk til noget, ikke altsammen stort, men dog noget. Der er dog også ganske mange eksempler på det modsatte, og i dag vil vi prøve at behandle nogen af de her sidste. Nogle af disse famlende forsøg eller direkte fiaskoer har været indlysende, mens mange af de nyere forretningskonstellationer og taktiske overvejelser gør nutidens årsag og virkning noget mere speget.
Lige siden den fremragende økonomiske tænker John Maynard Keynes, manden bag Anker Jørgensen og Knud Heinesens fremragende økonomiske politik fra 1970-erne og frem, giftede sig med den underskønne russiske ballerina Pavlova, har man talt om denne ideelle kombination af egenskaber, som burde kunne give den fuldendte symbiose. Nu kom der ganske vist ikke rigtigt noget ud af dette ægteskab mellem skønhed og hjerne, men måske var Keynes blot for seksuelt præget af sin kostskoletid allerede. Denne seksuelle omorientering skete jo nogenlunde samtidigt for de senere koldkrigsspioner Burgess, Maclean og en hel del andre, eller måske var Pavlova bare ikke pæn nok uden tøj på. Ud fra trikotbillederne er dette sidste ikke sandsynligt. Det første er til gengæld sandsynligt. Når skønhed og hjerne ikke engang er nok, er der da vist problemer ved symbiose, og det skal vi se, at der absolut kan være.
Dagens første eksempel på noget, som må have forekommet en indlysende og gensidigt givende alliance, var Tannoy, som ønskede at blive totalleverandør af både elektronik og højttalere i 1980-erne. Det havde Tannoy godt nok altid været indtil flytningen til Skotland i 1975, men denne ekspertise var ikke blevet videreført, og man måtte starte fra bunden. Det skulle allerede fra starten for alle iagttagere have været klart, at med valget af sin nye partner var det lige præcist der, man ville forblive, altså på bunden.
Man valgte et skrantende og derudover aldeles amarøragtigt foretagende, Tresham Audio, som partner. Ved at printe Tannoy i stedet for Tresham på de amatøragtigt sammenskruede firkantede profiler, som disse forstærkere bestod af, mente man sig sikkert godt på vej til et elektronisk eventyr. Tresham-forstærkerne var lavet som 2 kasser med en ret tynd navlestreng imellem effektforstærkeren og dens strømforsyning. Det var udelukkende fordi designeren ikke på nogen anden måde var i stand til at forhindre uacceptabel støj i de højimpedante MOSFET-kredsløb. Til gengæld gav den tynde navlestreng overhovedet ingen strømpacitet på grund af det tynde kabel og et par connectorer kendt fra togbranchen. Desværre var dette sidste desværre altså fra producenterne af modeljernbaner Fleichmann og Märklin og ikke Siemens, så rigtigt strømstærk var den altså ikke.
Tannoy så hurtigt begrænsningerne i salgsmulighederne af disse aparte kasser, som samtidigt blev brandvarme. Derfor besluttede man at lade den oprindelige designer lave en 19″ forstærker, som man naturligvis med næsten Tin Tin- agtig ukuelig optimisme mente ville blive til et megahit. Desværre var designeren jo allerede tidligere løbet på problemerne med støjindstråling, og det var jo oprindeligt derfor, der var 2 kasser. Det var der forresten også i Treshams forforstærkere, så han kan ikke have været meget værd som designer.
Det var han heller ikke, og det viste sig ikke overraskende, at resultatet blev en forstærker, som alt efter volumenkontrollens stilling gav støjresultater, som gik lige fra det urkomisk ringe for selv svært hørehæmmede til kun lige akkurat acceptabelt for totalt døve. Dens publikum var altså allerede fra starten noget begrænset, og ikke fuldstændigt overraskende udeblev den store kommercielle succes. Selvfølgelig synes denne skribent dengang, at det var helt fint altsammen. Som nævnt i et andet emne er vi jo ikke allesammen født færdigudviklede. Vi har forresten en til at stå for eventuelle audio-arkæologer.
At den så samtidigt blev samlet med Tannoys dengang ikke ligefrem legendariske kvalitetskontrol gjorde heller ikke sagen bedre. Man kunne med fordel ryste den og lytte efter løse skruer og møtrikker. Det var der nemlig næsten altid, hvis man ellers kunne høre det for den faretruende knagen i det altfor spinkle chassis altså, mens man rystede løs. Nu er det selvfølgelig sjældent nemt at skabe den fuldendte symbiose, men her så vi da vist et lokalt lavpunkt, hvor mangel på designertalent mødte en tilsvarende mangel på kvalitetskontrol og almindelig sund fornuft. Noget mere uskønt altså end Keynes og Pavlova, men resultatet blev det samme:Nul børn.
Inden det hele nu bliver altfor kompliceret i de følgende eksempler, skal vi da lige nævne en rigtig solstrålehistorie. Allerede i starten af 1980-erne var Bill Woodman og hans daværende endnu mere mikroskopiske firma ATC endt i en blindgyde. Han havde næsten færdigudviklet samtlige sine højttalerenheder, men da han ikke vidste noget om elektronik, var det naturligvis svært at få noget større gennembrud. Allerede dengang var det jo indlysende, at aktiv drift for den kompromisløse frembød et afgørende kvalitets-potentiale. Til alt held mødte han tilfældigvis Tim Isaac, som som han lokkede til at blive partner i firmaet.
Nu var Isaac en meget grundig mand og en helt traditionel ingeniør med kompromisløse krav, og hans løsninger blev aldrig underkastet nogen økonomiske analyser for at spare penge. Det var der nemlig ikke nogen i det dengang bittelille firma, som kunne, selv om man muligvis havde haft lyst. Resultaterne er hos os i dag: Et seriøst bud på verdens bedste højttalere. Symbiose kan altså føre til sublime produkter.
Det burde det naturligvis også gennem mange år have kunnet gøre indenfor Harman-gruppen, men det er kun sket i så få tilfælde, at det netop ikke kan være et tilfælde. Harman-gruppen har som ingen andre indenfor professionel audio ellers haft alle ingredienserne til den ideelle symbiose af talenter og produktionsapparat. Man behøver blot nævne JBL som højttalerproducent, Crown/Amcron som forstærker ditto og BSS som verdens måske mest fremragende producent af digital og analog signalbehandling. BSS var og er så anerkendt som de facto industristandard, at det danske firma Dynaudio i deres store studiomonitors naturligvis benyttede BSS` elektroniske delefiltre som en integreret del. De kunne nemlig ikke lave elektronik, og vi skal møde dem igen senere i denne fortælling. Det kan de nemlig stadigvæk ikke.
Det kunne JBL og Harman-Gruppen altså godt, men alligevel blev det det tyske firma D&B, som oprindeligt udelukkende med JBL-enheder lavede datidens og i mange henseender nutidens allerbedste aktive processorkontrollerede højttalersystemer til PA-brug. Tilsyneladende har hele Harman-gruppens struktur været præget på kryds og tværs af forskellige direktioner, som allesammen har skullet præstere resultater her og nu, og det har tilsyneladende næsten fuldstændigt forhindret nogen symbiose i at opstå. De små forkølede forsøg, man ser endnu den dag i dag, på at integrere lidt forstærkerteknik fra gruppens andre medlemmer i visse JBL-højttalere er eksempler på, at man sikkert har indset, at toget er kørt. JBL er simpelthen i dag et firma, som kun er baseret på deres produktion af højttalere til biler. Trist, men sandt. Her er altså et eksempel på verdenshistoriens måske allermest oplagte symbiodse, som på trods af, at man har haft 25 år til det, aldrig rigtigt blev til noget. Desværre kan det nu være ligemeget.
Den danske firma T. C. Electronic, som var blandt de førende på verdensmarkedet for effektprocessorer, lavede tidligt et samarbejde med Dynaudio om at lave elektronik og diverse kontrol-interfaces til Dynaudio Acoustics` studiemonitor-højttalere. Det var et symbiose, som var til at forstå, fordi resten af Dynaudio kun solgte hifi, og iøvrigt allerede indkøbte elektronik til deres større monitors. Tillige markedsførte T. C. naturligvis disse professionelle højttalere gennem deres sædvanlige salgskanaler, og alle var glade.
Det vil sige, det var de, indtil T. C. købte den tidligere nævnte noget skrantende Tannoy/Goodmans/Martin-gruppe. Målet var tilsyneladende det ret indlysende, at man ville sammenføre egne elektroniske og digitale kompetencer med etablerede producenter af hardware. Det skulle hurtigt vise sig, at tilstanden i de gamle engelske firmaer var noget anderledes, end man havde forestillet sig. Alene det, at Goodmans i dag ikke eksisterer længere, er vel en slags indikation..Det gør den indlysende og publicerede symbiose mellem Tannoy og T. C. heller ikke rigtigt, og hvorfor vides ikke rigtigt. Det har tilsyneladende ikke været så simpelt endda. Ialtfald ikke så simpelt som at printe Tannoy på forstærkere fra det nye medlem af gruppen, LAB fra Sverige i bedste stil fra de gamle Tresham-dage. Den her gang dur de dog en del bedre.
T.C. og Dynaudio arbejder altså stadigvæk sammen i et ganske succesfuldt symbiotisk fællesskab, som mange erfarne iagttagere ellers for ganske få år siden ville have spået en snarlig død. Sådan gik det ikke, og det er så nok Tannoys fortjeneste eller måske snarere manglen på samme. Meget bedre gik det heller ikke, da JBL`s amerikanske ærkekonkurrent Electro-Voice fusionerede med tyske Dynacord. Her lykkedes det på samme måde som med Harman-gruppen aldrig at samle de nysamlede ressourcer sammen og skabe radikalt nye produkter. I Dynacord-gruppens tilfælde var det faktisk ganske overraskende, at der slet ikke kom nogetsomhelst positivt ud af den fysiske samling af hele produktionen i Tyskland. Det eneste der kom ud af det, er, at i øvrigt ellers identiske produkter på forskellige markeder skiftevis benævnes Dynacord og Electro-Voice m. fl. Det gav altså reelt samme produktforbedring som at kunne købe det samme køleskab under både navnet Gorenje og Gram, altså ikke rigtigt noget. At bo fysisk sammen er altså heller ikke engang en garanti for symbiose og bedre produkter, ligeså lidt som ægteskabet er en garanti for lykke.
Dagens sidste eksempel er hentet i det danske fra et felt, som er omgærdet af den dybeste hemmelighed. Det er faktisk så hemmeligt, at selv denne skribent her gætter sig frem. Det drejer sig om den kendte danske producent Gamut, der jo også, som mange sikkert ved, har en produktions-og udviklingsafdeling af højttalerenheder. Nu er det jo ikke blot en almindelig højttalerfabrik. Goller og hans udvalgte svende er jo creme de la creme af det tidligere danske flagskib i branchen DST, nu Tymphany. Hvor godt dette nye eventyr er, er for de fleste en velbevaret hemmelighed, for Gamut benytter så vidt vides overhovedet ikke selv nogen af deres egne højttalerenheder.
Det er noget overraskende, da enhederne fra Tymphany i visse industrikredse går for at være temmelig upålidelige for tiden i såvel leverancer som kvalitet, men måske har man hos Gamut blot ikke haft hjerte til at producere højttalere, som er så gode, at alle andre producenter i verden går konkurs. Derfor bruger man så bare de samme enheder som mange andre operatører på verdensmarkedet i stedet for sine egne superenheder, for ellers ville konkurrencen simpelthen være for ulige. Man kan sikkert også forestille sig andre årsager, men det tager vi måske en anden dag.
Dagens morale er altså, at der kun findes ganske få eksempler på noget, som bare ligner en succesfuld integration og symbiose af ting, som ellers virker helt oplagt. Vi har set eksempler på lallende amatørisme som i sagen med Tresham, uforståeligt udeblivende effekt af indlysende forretningsfællesskaber eller sågar fysisk samkvem som i Harmans og EV-Dynacords tilfælde.
I tilfældet med T. C. og Tannoy kan man naturligvis ikke meget andet end gætte, og det er ikke meget lettere at gennemskue tingenes sande tilstand i den højteknologiske Gamut-gruppe. Et er dog sikkert: Det er ikke meget lettere at få en symbiotisk udvikling i selv helt indlysende forretningsfællesskaber.
Det vil sige: Ind imellem sker der det, at en Bill Woodman møder en Tim Isaac og et livsvarigt forretningfællesskab opstår til gavn for alle. Eller at en Poul M. møder sin Pia. Den sande symbiose er altså mulig, men noget sjælden, som vi har set.