I denne uge vil vi belyse nogen af de mere grå sider af den kommercielle virkelighed i vores branche. Vi vil undersøge, om noget så simpelt som en sammenlignende lyttetest har nogen entydig mening. Vi vil fremkomme med oplysninger fra en svunden tid, som givetvis vil ryste enkelte svagere naive sjæle og måske endda også de mere hærdede. De storskrivende dummernikker på vores yndlingsfora vil givetvis være ligeglade. Fundamentalisme af enhver art er jo alligevel uløseligt forbundet med deponering af enhver sund fornuft, hvis vi nu optimistisk antager, at der nogensinde har været nogen sund fornuft at deponere af.
Allerførst vil vi fremsætte tesen om, at hvis man absolut ikke agter at sælge et bestemt produkt, er den allervigtigste forudsætning for ikke at gøre det er at have det pågældende kommercielt uinteressante produkt på lager. Dette lyder måske paradoksalt, men det giver altid en aura af upartisk troværdighed at sige, at man gerne vil sammenligne. Hvad dette indebærer af farer ser vi i næste tese, nemlig at enhver sammenlignende lyttetest ved den rigtige rækkefølge kan give den for sælgeren ønskede udgang med næsten 100% sikkerhed. Derudover er der så en skummel underskov af mulige tiltag, som enhver vel har set i billedverdenen, hvor visse skærme har fået lidt ekstra kontrast og farve. Et tilfælde? Næppe! Måske er de bare bedre? Helt givet ikke!
Da denne skribent for mange år siden startede i branchen lærte jeg hurtigt det, der er det allervigtigste ved enhver demo: Lad aldrig kunden bestemme rækkefølgen af højttaleromskifteren, aldrig! Det eneste, der nogensinde kommer ud af at skifte f.eks. fra en B&W højttaler og over til en Cerwin-Vega og tilbage igen er forvirring, og hvis man forvirrer sin kunde, køber denne ALDRIG noget. Kunsten består i sin enkelthed KUN at skifte den ene vej, nemlig til det sæt højttalere, man ikke ønsker at sælge. Man starter med at beskrive kvaliteten af det, man tjener mest på, nå nej sikke en bøf, naturligvis det bedste produkt, og når kunden så har fået tårer i øjnene af musikalsk rørelse skifter man så til det andet sæt. Det vidunderlige er, at fuldstændigt ligegyldigt hvordan dette andet sæt spiller, vil øret, som har vænnet sig til klangbalancen fra det første system kortvarigt stejle ved det nye lydindtryk, og så er det forresten ligemeget om dette er lyst eller mørktklingende. Så gælder det naturligvis om at skrue ned, inden kundens ører vænner sig til den nye og måske meget bedre højttaler. Denne procedure kan så gentages lige til kunden bliver mør. At dette er en kommerciel vinder blev i flere årtier bevist på min tidligere arbejdsplads, der var den forretning i verden, der solgte flest Bose- højttalere. Disse var en tidlig eksponent på et produkt, der ud af fabrikken for f.eks. Bose 301`s vedkommende kostede 5 pund og 1995,- i udsalg, altså en produktionspris gange 32 fra fabrik til butik. Det gav masser af muligheder for gode avancer og masser af salgspræmiering, som vi også ser rigeligt af i dag. Bare prøv at bryde en System Audio højttaler ned i dens bestanddele. Resultaterne var klare, og alle kunderne kunne ved denne snedige fremgangsmåde i sammenligning med både Tannoy, KEF og B&W entydigt konstatere, at det bevisligt absurde Bose-bras var de andre langt overlegent og købte dem i mange tusindvis. Dette turde være det endegyldige bevis på, at det gode ikke altid triumferer, selv om Dr. Amar Bose hævdede at være en god kristen, tydeligvis ingen hindring for at kunne gøre en endda meget god forretning endnu bedre.
Den kritiske hifientusiast vil naturligvis påpege, at vedkommende selvfølgelig er alt for klog til at lade sig narre. Han har jo haft mulighed for at sammenligne hos en helt igennem idealistisk forhandler, der sammenligner sin egen import med den dobbelte avance med et indkøbt produkt, der udover at have væsentlig lavere avance også sælges hos nærliggende butikker med mulighed for rabatrytteri. Ens egen import har til gengæld en fast pris, nemlig det man mener man kan få sig selv til at tage, egentlig en fed situation.
Nu tyder den forskning på diverse ytringer fra mange hifientusiaster, som denne skribent har foretaget, nu ikke ligefrem på nogen synderlig klogskab lige meget næsten hvor langt man strækker målingsmetoderne af de forskellige intelligenser. I mange tilfælde ville en udstrækning af sinkebegrebet kun få procentpoint opefter indfange en stor del af vor tids entusiaster. De enkelte hardcore kunder, der er tilbage, som vælger at danne sig deres egen mening, og som ikke umiddelbart kan indfanges i forhandlerens kreds af nikkedukker, må behandles anderledes. Der er simple teknikker, som jeg lærte. En forbindelse ude af fase på det kommercielt uinteressante produkt er en grov mulighed, en “uheldig” placering og vinkling en anden. Den allernemmeste og derfor en vældig anvendt teknik i gamle dage og måske også i dag er at vende fasen på en eller flere enheder i det konkurrerende produkt. Selv om den uheldige situation skulle opstå, at kunden får lejlighed til at lytte selvstændigt uden forhandlerens introduktion skulle det nok klare ærterne. Jo bedre et produkt er, jo mere effektiv er denne metode jo.
Nu forudsætter en sådan salgspraksis naturligvis, at sælgeren sætter sit egen indtægtspotentiale over kundens interesse. Som ølpriserne i Nyhavn og i Abegrotten i Århus afslører, går dette ganske let, og hvorfor skulle det ikke også det. Som vi mange gange har påpeget, er det jo ikke dumt eller kriminelt at tage dumme menneskers penge. Til gengæld er det vældig let, og så er det temmeligt ligemeget, hvor rædsomt forhandlerens store tyske plastictruthorn lyder. Somme tider burde man være noget forsigtig med at demonstrere sagerne overhovedet, som udstillingen i København i disse dage demonstrerer. Heldigvis er hørelse en privat og selektiv ting, og hvis den rigtige salgshistorie er til stede, er lyden jo helt åbenlyst alligevel ligegyldig for køberen.
Hvis vi nu antager, at en producent af et anerkendt kvalitetsprodukt vil ind i dette lukkede kredsløb af falske demoer og sabotagelignende adfærd er der visse problemer. Man vil aldrig nogensinde kunne trænge igennem hos en butik, der har egen import af tilsvarende produkter, ALDRIG! Få købmænd er idioter, og de er sjældent længe i branchen. Spillets regler er at tage alle de penge, der er. Husk, Pouls Audiobutik er også købmænd. Vi sælger heldigvis bare kun uendeligt lidt hifi.
Sikkert udmærkede produkter som Gamut kan altså bare ikke sælges i Templet i Odense. Der vil aldrig nogensinde blive tale om fornuftig rådgivning, for valget er jo allerede truffet på forhånd. Nu vil vi aldrig drømme om at tage andre lignende produkter ind, så derfor kan vi sagtens være hellige. Hvis vi skulle leve af det var situationen sikkert som i mit tidligere job: Al salgsbonus og dermed løn var beregnet ud fra bruttoavancen på produktet, altså jo mere forretningen tjente, jo mere tjente sælgeren. Prøv lige at tænke over, hvad det betyder for al saglig vejledning, at det i givet fald koster sælgeren penge.
Som vi mange gange tidligere har udpenslet, er der kun sjældent penge nok til at markedsføre egentlige kvalitetsprodukter, fordi produktionsprisen kun i sjældne tilfælde kan bære, at man som Bose ganger den med 32. Selv ikke Wilson kan gøre det, for som bekendt er jetbrændstof lidt smådyrt. Ellers var det såmænd nok indenfor rækkevidde. Som alle andre succesfulde producenter har han dog en ting i orden: Der er styr på distributionsleddet. Det sikrer, at de forretninger, der sælger det rigtigt, gør noget ved det, og dem, der ikke har kommerciel interesse kun bruger en gammel en som negativ reference. Det eneste, man således kan være sikker på som kritisk forbruger at få at vide er således enten, at det er noget overprissat skidt eller alternativt det øverste trin på stjernestigen, begge dele antageligt nonsens. Lige meget hvor man går hen får man den samme konsekvente vejledning, nemlig overhovedet ingen.
Nu er det ikke denne skribents opgave at beskylde visse udvalgte kolleger for bevidst vildledning, uha nej da. Vi er da ganske overtydede om, at de simple økonomiske realiteter, der har været gældende siden Ruder Konge var knægt og som jeg selv er blevet opflasket med, umuligt længere kan være gyldige. Sælgeren er selvfølgelig ikke villig til at gå på kompromis med al anstændighed bare for at tjene penge længere, for verden er jo blevet et bedre sted at leve og piger får ikke længere mange tilbud, bare fordi de har store bryster…Eller hvordan mon det lige er, det hænger sammen, tjah.
I sandhedens interesse skal det lige indskydes, at denne skribent aldrig nogensinde har solgt et eneste par Bose- højttalere. Jeg har lavet andre mindre legale ting som f. eks. kørt uden lys på cyklen, men hardcore skidt som at sælge Bose, nej, det har jeg aldrig været ude i. Om dette er nok til at gøre mig til et bedre menneske er vel tvivlsomt, men det hjælper vel alt sammen.
PS
Det var lærerigt for denne skribent at være på den meget nylige hifimesse i København. Det var fantastisk hyggeligt at møde arrangørerne og visse udvalgte entusiaster, der turde give sig til kende. Det er muligt, at Sillesen og hans crew potentielt er nogle skumle fyre, men måske kan det blive lidt svært at opretholde illusionen ihvertfald i den allernærmeste fremtid, for de virkede helt enkelt åbne og indstillede på fri kommunikation. Denne skribent fik også opfrisket sin mangelfulde hukommelse med hensyn til starten af Danish High End Society, og sandt er det givetvis, at samarbejde med Ole Nifinger ( ex. SLT og Gamut ) ofte for de involverede parter har betydet, at man pludselig selv står med sorteper, lad det så være gæld eller forpligtelser. Hermed al ære til arrangørerne.
Samtidigt var det også en lidt uvirkelig øvelse i skyggespil, fordi ekstremt få gav sig til kende på nogen måde, end ikke med deres dæknavn. Det er lige før CIA kunne lære noget om anonyme vidneplaceringer her.
Nu skulle man jo synes, at en offentlig udstilling kunne være en anledning til at dyrke lidt hifidating i fuld offentlighed, men det er tydeligvis ikke tilfældet. Når hele ens liv er bygget om omkring en pseudoverden, hvor hifi-interessen bliver selve livets mening og indhold, og ens selvværd hænger uløseligt sammen med samme, ja, så er det åbenbart for risikabelt. Som Salome fra Bibelen, hende med de 7 slørs dans, kunne man vel nok uden at afsløre alt for meget kaste det første slør, nemlig afsløre sin sande netidentitet uden al for stor risiko. Men nej, vi er i samme anonymitetsverden som voldsramte indvandrerkvinder, der end ikke tør køre i taxa. Nu er der grund til at tro, at lige præcis disse kvinder har al mulig grund til at være ganske ekstremt forsigtige, men at samme mekanismer skulle gælde i hifiverdenen er vel tvivlsomt.
Nu kunne det have været underholdende at se The Final Showdown mellem netkamphanerne Antisilver og niklasthedolphin, som begge gav sig til kende ganske åbenlyst, blot ikke overfor hinanden åbenbart. De så nu ellers ikke nær så voldelige ud i virkeligheden, som man skulle tro, men første indtryk kan vel snyde. Antisilver var godt nok lidt lille, noget mindre end dolph`, men så med sine intense lidt trætte øjne ud til at være en mulig mester i sinanju, den ældgamle koreanske kampform kendt fra de højlitterære Remo-bøger, så måske…
En anden skuffelse var de anonyme medarbejdere fra hifi4all med deres ellers smarte rygmærker. Socialisering er tydeligvis et fyord i denne organisation, mens navnløshed åbenbart er en mærkevare. Måske skjulte de fokuserede og udtryksløse ansigter hos disse over dybe tanker, men de lignede nu mere bare almindelige dumme lidt nørdede drenge. Det er næppe herfra den store fornyelse i netadfærd skal komme, desværre.
Ellers var lyden som ved alle udstillinger et spektrum fra et Dux-anlæg på et pigeværelse i 1970-erne til noget ganske godt tenderende til det fremragende, ingen nævnt, ingen glemt. Dog, hvis Tempel Audio efter demoen i lørdags får solgt noget, er det et under som da Jesus gik på vandet. Måske er repræsentanten Keld ansat som negativ reference for Bent Medlyd og hans Rega, endnu en djævelsk udspekuleret plan fra denne mand, som jeg forresten også hilste på. Han så lidt skummel ud, men han bor jo også i Nordjylland.
PPS
Et lille hjertesuk fra PA-branchen: Hvorfor er det lige, at mange udstillere forsøgte at lave deres godt nok op til 3 stk. 6.5 tomme enheder generere lydtryk langt hinsides disses kapacitet ? Hvis der skal spilles højt i et stort rum er der måder, nogen af dem er bare tydeligvis forkerte, som vi hørte. Næsten ligeså forkerte som nogle af demonstrationerne i de små rum, hvor man burde have udskænket gratis fadøl i stedet for at spille eller alternativt have købt nogen ordentlige højttalere. Vi står gerne til rådighed med rådgivning her på vores kernekompetence studieindretning, men folk kontakter os nok ikke. Er de for flove eller hvad? De burde ialtfald være det.
Måned: september 2006
Fra audioens rædselskabinet.
I denne uge vil vi berøre nogen af de mere kuriøse vildveje i audiodesign. Som det vil fremgå med al ønskelig tydelighed, betyder det ikke noget i hifibranchen, om en teknologi allerede mange årtier før den aktuelle anvendelse burde have været forvist til allernederst i elektronikskrotbunken. Der er altid nogen, der vil identificere et anderledes design med en ganske særskilt kvalitet. En ekstremt kort nålearm i en Dynavector-pickup appellerer til visse svage sjæle som et unikt gennembrud, selv om den har været på markedet i 25 år og aldrig er blevet efterlignet. Hvorfor mon?. Kunne det være en massiv mur af patenter? NEJ!
Den hornladede højttaler var allerede fra sidste århundredes begyndelse en simpel nødvendighed. Effekten af datidens elektriske apparater var ganske ringe, først fra 1930-erne over et par watt. Store matematikere som Voight og Blumlein m. fl. havde klarlagt de geometriske forhold omkring hornladning ved forskellige udformninger og kombinationer af tragte. Det ultimative lige horn til 78-ere var blevet konstrueret. Det dækkede bare kun knap 5 oktaver, og det havde vist sig teoretisk umuligt at udstrække dette omfang. Det var heldigvis ligemeget med en frekvensgang til 3-4 kHz på materialet.
Hornhøjttalere har med vekslende held været anvendt lige siden i PA-branchen af simpel nødvendighed for at opnå tilstrækkeligt lydtryk. Allerede under 2. verdenskrig var det blevet problematisk med fuldtonehornladning, fordi frekvensområdet på de nye medier steg. Alle producenter så, at fuldtonehornet var ved vejs ende, kun ikke Lowther. Alle, der nogensinde har hørt en af de klassisk inspirerede Lowthere, f.eks. PM 3, vil huske det. Her må vi lige minde om, at forskelligheden i diverse moderne plastichøjttalere med eller uden pianofinish er forsvindende. Selv om de endda skulle være købt af en ikke-godkendt ikke-fynsk hifihandler og derfor naturligvis ikke dur, rækker det ikke.
Et Lowther-horn med de kraftigste magneter i et ægte Voight-horn er en så overvældende oplevelse, at reproduceret musik aldrig bliver det samme igen. Dette er ikke ensbetydende med, at det er godt, overhovedet ikke. En trompet kan lyde så trompetagtigt, som ingen trompet nogensinde har lydt og den menneskelige stemme..fy for Fanden dog! .Farvningerne i hornladningen og opbruddene i den foldede forkølede papirmembran er så massive, at det intet har med begrebet hifi at gøre, absolut intet. Vi har et højttalersystem, der vel typisk har en frekvensgang på 100 Hz til 10000 plus minus 50 dB. Selv Vienna med de målte plus minus 10 er et dydsmønster her. Forresten,Vienna, hvorfor dog egentlig det, de er jo tyske?. Betyder Vienna ikke Wien?
Al matematikken er klar. Det kan ikke lade sig gøre at lave et fuldtonehorn med en dynamisk højttalerenhed. Punktum. Ligegyldigt om det bliver konisk, hyperbolsk, dobbeltelliptisk eller hvor langt ens matematiske evner fører en, støder man på umulige kompromisser i forstærkning, linearitet og forvrængning. Hvis man udstrækker frekvensområdet opefter får man så den lyd af et skingert kompressorhorn direkte i en nyrenset øregang.
Som alt andet i denne branche betyder det ikke noget, hvordan det lyder, kun at historien er rigtig. Selv om autenticiteten af den originale hornladning ville være perfekt, hvis en producent efterlignede et par hornladende hænder, kan mindre gøre det. Et besøg på specialmesser for megastore og sindssygt dyre horn påspændt brummende og snerrende triodeforstærkere er en både rædselsfuld og spændende oplevelse, lidt ligesom at besøge et spankingrum. Primært korpulente mænd sidder andagtsfuldt og hører rædsom musik som Diana Krall gengivet i en kvalitet, der får vokalen til at minde om Andersine And. Lugten af uvaskede mænd er intens, for man sidder vel hele natten og justerer sin nyindkøbte pickup og står alligevel op for at chatte videre om samme emne.
Dette er primært et europæisk fænomen. Japanerne ved godt, at horn skal være flervejs som Altec, Klipsch, JBL eller Tannoy. Dog kunne selv et da hæderkronet firma som JBL medvirke til endnu en rædsel. I 1970-erne og 25 år frem var JBL referencen i de fleste europæiske studier. Deres højttalere benyttede en temmelig usofistikeret delefiltertopologi, der umuliggjorde nogen genkendelse af perspektiv, men ellers lød de da fint. Det var godt nok vanskeligt at se en entydig linie i deres lyd, men de bedste som f.eks. JBL 4343 var ganske fremragende.
Det amerikanske firma UREI skabte ved hjælp af en JBL-bas og en ditto diskant en rædsel, der i 80-erne blev den ubestridte reference i studier for pop og rock. Man tog en konventionel bas, klappede en diskant bag på, tilsatte 20 cm vandrør igennem det udborede polstykke og satte en fint farvet tragt foran. Så havde man opfundet den faselineære højttaler ( igen) mente man. Lyden var ikke helt i samme rædselsklasse som en Lowther TP 1, men slem var den. En skrigende diskant uden luft har præget utallige indspilninger, så studieteknikere var alligevel ikke meget klogere end hifientusiaster, da det kom til stykket. Heldigvis forsvandt disse højttalere så eftertrykkeligt, at der kun er få spor af dem på brugtmarkedet. Man skammede sig vel nok, og har formodentlig kørt dem direkte på lossepladsen i nattens mulm og mørke.
I de senere år har endnu en betydelig ånd rodet med Lowther-højttalerenheder med samme succes som forgængerne. Hørning har produceret en vifte af store mystisk navngivne skrummelhøjttalere og har med stor omhu fået Andersine-vokalen til at blive lidt bedre, måske til Bedstemor And-niveau, altså stadigvæk helt sygt. Kompressorhorneffekten er undertrykt lidt, men man får stadigvæk vældig lyst til at forsøge at slå 100 meter- rekorden for at komme væk fra det her.
Et andet mere nyligt system, der er knap så øretrættende, fordi det kun omfatter basområdet , er de forskellige compound og coupled-cavity systemer. De første kom i 40-erne, og var tilsyneladende svaret på masser af bas i små boxe. Linn Isobarik blev en milepæl her. At nogen har kunnet forveksle den bas, der kom ud af disse store højttalere ( der forresten hurtigt fik øgenavnet Isobollocks) med rigtig transient bas er uforståeligt. Selv bas fra en transmissionline var at sammenligne med en klaphammer i forhold til det her. KEF og endda JBL i mange af deres professionelle systemer fulgte trop. Mange har antagelig bandet over lyden på Grøn Koncert. De kan sagtens have været blindtestere af det hidtil mest ubrugelige PA- system denne forfatter har hørt, og det er faktisk en del. Dette ingeniørernes favoritsystem med små højt pruttende åbninger viste sig ude af stand til at koble til luften på nogen meningsfuld måde. For folk, der tidligere havde arbejdet med horn, var det vel en overraskelse af de mindre. Horn har jo unikke fordele over en begrænset båndbredde som akustiske impedanstransformatorer, men altså kun over få oktaver. Coupled cavity var en fis i en hornlygte, der heldigvis blev overhalet indenom af vor tids små finerboxe. Dårlig udstrakt bas blev til ingen bas overhovedet, måske i virkeligheden en tvivlsom forbedring. Kravet fra moderne forbrugere var tydeligvis, at man kunne se de vidunderlige 7-tommers basser til 40 kr. stykket, og så var compound dømt ude.
Nu kan man jo ret beset være ligeglad med, hvad folk udholder i hifiens navn, så lang tid det er frivilligt. Det var straks værre, at folk fra den professionelle verden faldt for det samme pladder. De burde da vide bedre. På den anden side, alle radiofonier har jo på et eller andet tidspunkt arbejdet med højttalere baserede på designs fra BBC med diverse højteknologiske plastmaterialer. Hvad disse havde og især ikke havde at byde på tager vi en anden gang. Nu har både BBC og DR alligevel Dynaudio Acoustics, og dem er der altså heller ikke meget ved. Et langt stykke af vejen er de efterfølgere til den nyklassiske BBC-tradition grundlagt fra Spendor BC 1 i 1960-erne, så de måler fint og lyder noget anderledes. Helt i Hørning/ Lowther eller UREI-land er vi dog ikke og Gud ske tak og lov for det.
PS
Vores ven Mogens Antisilver står atter for de store intellektuelle højdepunkter i forløbne uge. Nu kan man vel diskutere dybsindigheden af samtlige indlæg for så vidt de overhovedet har nogen mening, men det er nu påfaldende, hvor meget tid der bruges på diskussioner om ingenting overhovedet, som dog føres med en indædt vildskab, der er decideret skræmmende. Indtil fornylig har det været vores opfattelse, at hifi er en kær hobby, ikke et spørgsmål om liv og død, men der må være noget, vi har misforstået. Trusler og almindelige anvisninger fra en kendt forhandler på, hvordan han løser problemerne med lidt tæsk minder om min fortid som havnearbejder og fisker. Måske skulle vi gå ind i hifibranchen, vi har da visse forudsætninger tydeligvis.
. Indlægget med lyden af diverse strømkilder er da også lige til den lukkede afdeling. Det er nu godt klaret, at man i testøjemed har kunnet formå alle kraftselskaberne til at koble nettene fra hinanden. Som man måske husker fra sidste strømafbrydelse er det jo typisk forbundet med regninger i 100 mill.-klassen at starte op igen…Og linolie, som alle vi af fiskerslægt ved harsker og stivner efter kort tid. Bare fyld apparaterne helt op, skidegodt tweak. Ikke underligt, at der har været visse kontroverser med Sillesen. Held og lykke hifi4all med den nye stjerneskribent, det skal nok blive godt. Og forresten Bjarke Redaktør, husk at vende højttalerkablerne nedad, så lyden kan løbe ud med 330 m/s og husk, lyd pletter ikke. Fysik var åbenbart valgfrit i din skoletid. Du bad jo selv om at komme med i vores klumme så…
Hvis man ikke meget snart ophæver anonymiteten på begge fora er det tydeligvis slut med enhver troværdighed og anstændighed, og det er det måske allerede. Det her er simpelthen for sygt.
PPS
Vores emne om profitter er blevet uddybet på Hifi Musik af Nilau, der har hørt, at en DVD til Føtex i Frihavnen koster en 20-er. Sådanne videnskabelige undersøgelser er svære at eftergøre, for hans svoger eller hvem der nu har sagt det er givetvis blevet fyret for for stort svind derude. Han må have nævnt prisen ud af bagdøren. Tro os, det er ikke sådan det er. Avancerne i dagligvarehandelen og i det billigere segment af radio/TV er ekstremt små for producent, importør og detailhandel. Vi snakker om ganske få procent her. Dansk Supermarked kikker alle sine store leverandører efter i sømmene for at checke for for store avancer. Hvis nogen keder sig, kan de nærlæse regnskabet for Dantax, der står det sort på hvidt. Hvad et eller andet paphoved mener at have hørt bør ikke afspore debatten, som faktisk er reel nok.
Det er nu osse ganske sjovt at se vor ven i samme tråd 3DX med sine platprodukter optræde som minirocker. Hvis man ikke kan sælge kvalitet, kan man vel altid intimidere kunden, rigtig fed salgsstrategi. Et har denne velskrivende forhandler dog ret i : Hvis man ikke vil købe hans lort, kan man jo lade være. At få et gavekort til hans forretning ville for denne skribent være som at få et til Søstrene Grene. Selv om det var gratis, ville det stadigvæk være for dyrt. Ens selvrespekt ville ryge ud i lokummet.
PPPS
Vi må jo ikke skuffe vores venner fra hifi4all Tarup 13 og King, der så gerne vil med i denne klumme, ikke for noget godt, forstås. Hvis man syntes, at tråden om de nye fine blanke højttalere ikke lige talte til de allerskarpeste hjerneceller, så er vi da kommet noget længere ned i denne uge. De har minsandten begge fået en ny pickup,whoa, og det er jo stort. Vi kan vel forvente 48 sider i diverse chat-tråde om nye skruer, kryogen behandling af samme, måske endda nyt finere gevind ( man er vel blikkenslager) og så er der da endelig The Cartridge Man og hans superfede opfindelse af det sammenpresselige skumgummi. Hvordan er det forresten lige sådan noget skumpis holder?
Vi fik heller aldrig afslutningen på den hjerteskærende historie om den pludselige ridsede fedtplet på Kings nye fine blanke højttaler. Vi kan da afsløre, at det kunne have været undgået med pulverlak. Det er som alle ved bare lidt dyrere. Derfor har det heller ikke bredere anvendelse i hifi-branchen. Man kan jo altid som med andre platløsninger forsvare det med, at der er lydmæssige begrundelser, og det tror nogen folk så på, og det er der så ikke så meget at gøre ved. Det er jo kun hifi og relativt uskadeligt for andre. Til gengæld er det altså ikke rigtig social vinder-adfærd, men hvor der er vindere, er der tydeligvis også tabere ligesom i Champions League.
Producenter og profitter.
I denne uge vil vi forsøge at kaste lys på nogen af de økonomiske realiteter, som købere af hifi i prisklassen udover Bilkas sortiment støder på. Læg mærke til, at vi sagde prisklassen, ikke kvalitetsklassen. Her behøver der nemlig ikke være nogen forskel, selv om der da sommetider er, bare ikke nær så tit, som du måske tror.
For en del år siden var en producent af f. eks. højttalere et firma, der enten lavede enhederne eller kasserne eller oftest begge dele. Man ansatte en designer eller sommetider endda mange, der i et kreativt miljø udviklede teknologien uden synderlig hensyntagen til slutbrugerprisen. Denne kreative frihed betød, at der var mulighed for at rekruttere mange skarpe analytiske tænkere, der bare kun i meget ringe omfang er med endnu. Allerede fra 1970-erne begyndte brancheflugten af de bedste ingeniører til den da gryende teleindustri samtidig med, at regnedrenge og spekulanter erstattede dem i hifibranchen. Regnestykket var ganske simpelt. For at tjene kassen skulle man identificere sit marked langt mere entydigt end tidligere. Når man så havde gjort det, var det ikke længere en teknisk udfordring at designe apparaterne, men ren markedsføring. Bumsedrengene i 80-erne blev bombet med særligt engelske produkter i en form og finish og ikke mindst holdbarhed, der var en øvelse i folkeforførelse. Mage til bras skulle man da lede længe efter, men som vi ved, stoppede det ikke her. Mange producenter havde indset, at alt kunne sælges, selv om det kun sjældent kunne holde den da 1-årige garantiperiode ud eller selv om den mystiske coatinglim hos en nylig tilkommen dansk producent fik membranen til at krølle sammen . Alt medvirkede blot til at øge producenternes idealistiske kultstatus. Måske gik Anders Thule i skole dengang.
For at komme videre måtte der andre metoder til. De fleste firmaer havde allerede sparet designerne væk og brugte eksterne kræfter, KEF f.eks danskeren Peter Madsen. En del som Quad så ikke skriften på væggen og gik ned. Nu gik producenterne gradvist fra at være primære fremstillere til at være logistikcentre. Print, kasser og enheder med samlede filtre blev indkøbt udenbys, som det fremgår med al ønskelig tydelighed på hjemmesiden for et i Danmark såre verdenskendt tysk firma. Regnestykket var, at den primære producent af råvarer kun i ekstremt heldige situationer oftest af kortere varighed kan realisere mere end et par procent af omsætningen i nettooverskud. I lighed med den danske tøjindustri kom hifiproducenterne op med en vinder: Lad andre lave lortet i vores navn, lad os sælge det dyrt som et forædlet specialprodukt til den nye generation af bumsedrenge, som der tilsyneladende er en stadig uudtømmelig ny forsyning af, og score kassen. Lad Dantax og Eltax og deres producenter tjene nogle få procent, se bare hvad vi kan.
I Danmark var visse importører så samtidigt kvikke til at identificere det nye marked af lavere til mediumuddannede kunder, fordi de højtuddannede, som havde drevet udviklingen tidligere, forlængst var løbet skrigende bort. Her ser vi for argumentets skyld bort fra dem, der har tilegnet sig en længerevarende uddannelse uden at blive særligt meget klogere. Selv notoriske analfabeter med en teknisk forståelse, som svarede til deres belæsthed, fik her deres livs chance for at blive stjerner på nettet for en aften. Producenterne tog tydeligvis også bestik af denne udvikling. Som vi har set er kommerciel succes altid baseret på at kende sin målgruppe. Producenternes teknologiske ambitionsniveau tog et dyk sammen med de potentielle kunders kritiske sans. Lysten til at tjene lidt lette penge steg til gengæld tilsvarende.
Den vigtigste produktudvikling der skete, var et absolut krav om mindst 2 leverandører. Da man jo ikke som ikkeproducent kontrollerede nogetsomhelst, da man jo ikke producerede nogen ting, var det af allerstørste betydning, at man altid kunne få sine halv eller helfabrikata. Hvis man skulle have intentioner om kun at bruge de bedste højttalerenheder som eksempelvis Flexunits eller Scan-Speak, var det nødvendigt af indtjeningsmæssige og produktionstekniske grunde at gardere med en alternativ producent. Derfor brugte man praktisk taget aldrig de bedste enheder, for de kunne jo i sagens natur kun dårligt skaffes ret mange steder.
Det seneste årti har budt på fantastiske økonomiske succeshistorier, hvor en udflagning af produktionen til Kina har medført lavere priser på al forbrugselektronik undtagen lige såkaldt seriøs hifi. Især de resterende små og mellemstore såkaldte producenter har scoret kassen. Harold Leak skulle bruge et helt liv på at købe en Bentley, mens du, kære hifientusiast, giver mulighed for, at eksempelvis danske producenter i den teknologiske letvægtsafdeling kan købe både en Porsche og en lystbåd hvert år. Ikke underligt, at priserne på bådpladser stiger.
Hvis man kan sætte et engelsk flag eller et Danish Design mærke på gør det ikke noget om det hedder Wharfedale, Quad, Rogers, Exposure, KEF, Celestion, ja, fortsæt selv og alt er kinesisk ejet og kinesisk produceret. Man har nemlig et brand og kan få mange gange mere for det samme produkt ligesom Diesel og Levi`s kan. Til gengæld har produktion i lavtlønslande resulteret i enorme prisstigninger, mærkeligt nok. Kvaliteten må være blevet helt fantastisk. Bare underligt, at de bruger de samme billige skodkomponeneter som før i tiden, der er blevet sindssygt meget billigere i mellemtiden…
De få tilbageværende producenter er skrumpet til store køkkenbordsvirksomheder, der må arbejde reelt for at forbedre produkterne, nogle sikkert af gammel vane som en ordentlig bonde, nogle måske af faglig stolthed. De er få, de er gamle og de erstattes ikke. Pouls Audio Butik er stolt af at støtte et par af dem.
Formen er blevet alt, og indholdet er mere eller mindre ligegyldigt, lidt ligesom materialeprisen i en Montana-reol. Når David Wilson fra den amerikanske high end-højttalerproducent Wilson Audio med sin kone flyver ind i Århus Lufthavn i sin private jet for at levere højttalere til en dansk IT- mangemillionær er det jo heller ikke ligefrem fordi man helt får højttalerenheder for alle pengene. Det er da sandsynligt, at udgiften til jetbrændstof langt overstiger den primære produktionspris. Prisen på højttalerenhederne ville knap nok kunne dække benzinen til en levering med fiskerbåd fra det nærliggende Skødshoved og det er der ikke meget status ved. Uanset om der er Dynaudio-enheder eller Focal ditto i boxene snakker vi jo om kostpriser på få hundrede op til knap 1000 i de allerdyreste modeller. Disse enheder bruges så selvfølgelig også kun i systemer over den halve million.
Nu skal det siges, at Wilson højttalere efter alt at dømme spiller vældig fint. Hvad der er mere stødende for denne skribent, er, at danske såkaldte nicheproducenter af mærkevarer kan sælge højttalere til dig, kære hifientusiast, i en kvalitet, der får Eltax til at ligne decideret højteknologi til en pris, som Eltax må misunde. Hvis man kan gange produktionsprisen incl. fragt fra Kina med 10 er der jo som bekendt en avance på 10 %, og det er jo ret rimeligt, og det kan man jo lige akkurat leve af.
Til allle dem, der mener at høje slutbrugerpriser kan forklares med årtusindlange udviklingsprocesser hos producenterne er der vel kun en ting at sige: Hvis det var undertegnede, der var kong Wilson ville jeg da bruge mere tid på at finde en fin ny Rolls Royce Convertible med hermelinindtræk indfarvet som kaninskind ( For de få, der husker Anders And ) end at bekymre mig om at lave bedre højttalere. Kunderne sidder jo alligevel bare og spejler sig i den udsøgte pianofinish, mens de beundrer den samlede bestykning af højttalerender til knap en tusse tilsammen pr. box. Rent røverkøb !. Tænk på det, hver gang du ser en kondensstribe i stratosfæren, som måske er Wilson og frue på nye eventyr og tænk på, hvor vigtig du er. Ikke som person, tværtimod, mere som en slags malkeko og så er du jo da noget.
PS
Den forløbne uge har budt på giganternes møde, sådan en slags High Noon for pianofinish. Som bekendt er lyden jo det eneste, der betyder noget, og det er altid bedre at købe musik for pengene, som det siges. Derfor er det da underholdende at overvære den gode Kings stadige selvpromovering på netstedet hifi4all og hans finske råbeheppekor efterlyse billeder af den lille nye fra det fynske tempel. Lyden kan der naturligvis kun gisnes om, da den jo ikke er spillet til, og det accepterer de fleste som den endegyldige sandhed. At øret måske så samtidigt lige vænner sig til en teknisk konstruktion, der ifølge visse tidsskrifters ret enkle ikke-kontroversielle målinger i bedste fald er lettere amatøragtig er jo så heldigt, kan man sige.
Samtidigt udtales den dybe sandhed, at sort pianofinish bare er sagen for rigtige mænd, og mester Alex med sin magiske magnetiske aluminiumspuck fra samme site udbeder sig sammenligning med sine Wilson højglans-monstre. Nu dækker denne skribent kun en del af det seksuelle spektrum ihvertfald hvad angår førstehåndskendskab, men denne næsten seksuelle betagelse af noget fucking autolak er måske lige i den mere forbudte afdeling. Hvem der vandt vides ikke, for gode kræfter har med beundringsværdig næsten selvmorderisk energi kastet sig over dette kvalmende tiltag. Som tidligere omtalt er der tilsyneladende en omvendt proportionalitet mellem tilgængelig sex og hifi, og så må man jo som de mandlige fanger i San Quentin få sig en erstatning. I højttalere med pianofinish er der så den bonus, at den er nem at tørre af.
Lyden er bare det eneste, der betyder noget, ja tak Fætter Guf.
PPS
Udviklingen på diverse nefora mod at blive samtaleklubber for paralleimport fortsætter, dårligt nyt for annoncører og site. Sidste uges diskussion om, hvor man kunne komme til at høre Wilson-højttalere for så at købe dem, godt nok brugt ( som om det skulle gøre nogen fucking forskel ) i udlandet er jo da endnu en praktisk bundskraber i almindelig moral. Nasseri er sådan et sørgeligt fattigt udtryk her.
PPPS
På Hifi og Musik er vor ven Mogens atter tilbage med skriverier i den rigtigt tunge filosofiske afdeling. Efter flere gennemlæsninger er det stadig ikke det mindste klart for denne skribent, hvad det drejer sig om. Der kan muligvis være tale om en momentan sindsforvirring hos Mogens forårsaget af for megen flytten rundt på diverse kombinationer af gummifødder og korkskiver i diverse vandbade i et herostratisk forsøg på at få en rumfartsplastisk Rega Apollo til at spille. Som bekendt er total åndelig udmattelse hyppig i situationer, hvor kampen er for håbløs, f. eks langvarige junglekrige. Ialtfald fatter vi ikke en brik, men det er der jo en del der mener, at vi aldrig gør, så det går nok. Denne spalte er jo heller ikke altid fri for en smule volapyk, forhåbentlig bare sjældent i så massive mængder. Velkommen forresten tilbage til din nye stjernemedarbejder, Sillesen. Nu siger han forresten, at han har fået den til at blive verdens bedste CD-afspiller. Hvis man kan forstå mindre end overhovedet ingenting , så er det allerede meget mere end vi fatter. Høje tid for en klinisk test måske?
Hifi-myter part 2 Vibration og anden dårligdom
I den videnskabelige verden opererer man med forskellige former for sandhed. Der er noget, der er indlysende, noget der er tvivlsomt og noget, der er forkert. Intetsteds er dette spektrum for sandhed dog så stort som i hifibranchen, hvor enhver påstand, idiotisk eller om muligt mere åndssvag, naturligt får sin skare af tilhængere. Det er da godt, at man kun sjældent bygger atomkraftværker efter denne recept, hvor alt er lige godt og legitimt.
I denne uge vil vi starte med betydningen af et godt fundament. Nu kunne man måske tro, at det var en let og ganske indlysende sag at konstruere sit hifirack og fødderne til højttalerne. Man kunne vel bare lave en støbejernsramme fyldt med blyhagl og bruge granitplader som hylder. Ud fra et ønske om at dæmpe vibration fra gulv og samtidigt sikre en positiv kobling til underlaget fra apparaterne forekommer det da ideelt. Så simpelt er det naturligvis ikke, for det er der ikke penge og prestige nok i, og så kan det jo ikke være rigtigt. I stedet ser vi en fantastisk variation af originale designs, der adresserer de egentlige problemer nogenlunde ligeså effektivt som en klud fra Munthe plus Simonsen er anvendelig i arktisk kulde.
En absolut bundskraber er svær at udnævne, da konkurrencen er knivskarp. De forskellige udgaver racks og fødder lavet af vores ungdoms svæveflymateriale balsatræ er vel en kandidat. Der er da i alt fald ingen dæmpning af apparatets vibrationer overhovedet, og hele lortet står og svajer som en fuld svensker i Helsingør. Til gengæld er det dyrt, unikt og billigt at sende som flatpack og har derfor været populært i visse kredse i mange år.
En anden langt mere populær kandidat er et tysk produkt, ja, de kan altså lave andet end verdens bedste højttalere i Danmark eller rettere, det kan de heller ikke. Hvis man skal være venlig ved disse racks med indisk-klingende navne er der vel tale om en vis akustisk filtrering. Racket er lavet som tidligere anvendt i vores artikel om cones af en helt speciel træsort, der så samtidig er lys og passer i nutidige møblementer. Det specielle i træsorten er vel mest, at den ikke kan fås i den lokale tømmerhandel, ihvertfald kun, hvis denne ligger i Nordamerika. Det unikke ophængsprincip med spidse metalfiduser sikrer ganske vist i et teoretisk omfang mod mindre vibrationer, men den vakkelvorne konstruktion garanterer også, at alle større vibrationer vil få katastrofale følger for stabiliteten. Således er det aldrig før set hos denne forfatter,at en SME-grammofon kunne bringes til at hoppe. Det sker heller ikke, når man slår på den med en hammer eller sætter den direkte på højttaleren. Alt er åbenbart muligt i den audiofile verden. Det skal da lige med, at disse racks sælges fra for mange tusinde kroner og opefter, og så må de jo være gode. Ikke underligt, at et eller andet plat IKEA-bord beregnet til at sætte en forkølet blomst på også kan få en hengiven tilhængerskare som hifitilbehør.
Det har selvfølgelig ikke forhindret, at dette tyske kvalitetsprodukt er blevet reference hos mange anmeldere. Om de så også tør bruge det, hvis de en sjældent gang skulle høre musik, melder historien desværre ikke noget om. Om der er røget en enkelt euro eller 2 under bordet er heller ikke bevist. På den anden side, hvis politiet skulle efterforske samtlige tilfælde af plat i hifibranchen skulle man jo alligevel til at husstandsomdele politikasketter til frivillige. Det er næsten lige før, annoncesælgerne til imaginære internettelefonbøger forekommer helt sympatiske. De truer da i det mindste ikke med tæsk.
Der findes faktisk også et produkt, der på interessant om end en smule kontroversiel vis forsøger at løse visse af problemerne ved et hifirack. Det er som alle ved den excentriske eksilaustralier Max Townshend, medopfinder af den revolutionerende dybfrostbehandling af CD-plader og af pladespilleren The Rock med siliconedæmperkar ved pickuphuset, der har været i gang. Hans løsning er, som det har været berørt i anden sammenhæng fornyligt, at montere hele racksystemet på en cykelslange og så pumpe op for den optimale lydgengivelse. Nu er der vel iboende ligeså lidt dæmpning i dette svingende system som i bunker af fjedrende ophængte pladespillere. Her satte man dog undertiden et stykke skumplastic op i fjederen, som godt nok forvitrede, men lidt hjalp det da en tid.
Det er en kilde til stor undren for denne forfatter, at man ikke anvender en teknik, der har været kendt ialtfald siden Morris Miniens dage med sin Hydrolastic-affjedring, nemlig væskedæmpning. I videnskabelig henseende er det da også en kikser af de store, at en lateral tænker som Townshend ikke har tænkt på at fylde sin cykelslange op med silicone eller i det allermindste spildolie. Dette ville være en ideel kombination for opnåelse af aperiodisk dæmpning, altså øjeblikkelig hendøen af vibration uden harmoniske eftersvingninger. Ideen er hermed givet frit.
Den intelligente debat om cykelslanger fornyligt på diverse fora er forresten et godt bevis på sidste uges dynamikemne. Alt beskrives som mere eller endnu mere dynamisk. Sproget er som bekendt fattigt og intetsteds så fattigt som i hifiens verden. Nu kan man selvfølgelig diskutere det formålstjenlige i at ofre en anvendelig kun lettere halvpunkteret cykelslange på sin skod Rega eller Project pladespiller, som vel ville spille bedst i et tilstødende rum eller endnu bedre i en tilstødende kommune. Ja, vi kan heller ikke lide Project eller Goldring eller andre pladespillere, der hele tiden sætter nye grænser for hvordan det, der engang var lavmålet, i vore dage forekommer helt fornuftigt
Tiden med at sætte sin pladespiller eller vibrationsfølsomme rørforstærker på en gravsten eller evt. en lavprisbrosten neglet rundt om hjørnet er, som vi har set, overhalet af absurd prissatte produkter af afgjort tvivlsom lødighed. Der har aldrig været nogensomhelst hemmeligheder i, hvordan man konstruerer et bord til måling af vibrationer i industrien. Den indlysende rigtige metode har bare ingen gennemslagskraft i hifi- verdenen, hvor ethvert udsagn har samme gyldighed ligegyldigt hvor tåbeligt det end er. Der vil den løsning triumfere, hvor forskellen mellem produktionspris og salgspris er størst. Hvis man så bruger de forhåndenværende frigjorte økonomiske midler til lidt god gammeldags smøring af anmeldere og til at beskrive de velsignede kosmiske konsekvenser af det vidunderlige produkt, har man en vinder.
At denne tilgang har sejret ses af den simple kendsgerning, at man i alvor kan debattere blandt brugerne, om MDF eller spånplade er det bedste materiale til hylder i racks. Ole Klifoth, din arv trækker lange spor. Ak ja, folks fantasi flyver sandeligt højt. Ikke underligt, at et underlødigt Arcam- produkt med en elektronik, der får en United til 199,- til at ligne et veritabelt højteknologisk slagskib, kan sælges for blot 7000,-. I det mindste har familien Danmark da sund sans nok til at gå i Bilka i stedet for. Der får man da, hvad man betaler for, et absolut særsyn i vores branche.
Fortsættelse følger.
PS
En kollega er blevet noget ophidset over, at vi kaldte låget på en Rega for plastic. Efter sigende er det ikke bare plastic, men en helt særlig afart af plastic, nærmest en slagt audiofil-plastic, sikkert nok udviklet til rumfartsindustrien. Umiddelbart er forskellen vel nogenlunde den samme som den man ser i gamle krigsfilm, hvor tyskerne snakker tysk-engelsk, mens englænderne taler engelsk-engelsk, mest fordi de jo allesammen er englændere. Hvis Rega har tilsat lidt sundhedsskadeligt hormonforstyrrende blødgøringsmiddel til plasticen, kan det jo være fordi det ikke knækker så let. For de sande troende er dette udsagn naturligvis helt hen i vejret og et udtryk for brødnid, alt har en audiofil begrundelse.. At forbrugerne bliver bøffet er en ting. At sælgerne så tror på det, medvirker kun til at gøre farcen komplet. Længe leve producenternes tagselv-bord.
PPS
Den forløbne uge demonstrerede den gavnlige lydmæssige effekt af masser af dansk audiofil luft i en Musical Fidelity CD. Der er næppe tvivl om, at den spiller helt fint og sikkert ligeså godt som alle konkurrenterne. Der er altså bare ikke meget ved at sidde og forestille sig indholdet af den store kasse. En Jaguar uden et pakket motorrum men med en lille high power batterimotor er altså heller ikke af det stof, man laver drømme af. En Krell med ICE-powermoduler er der da heller ikke meget fis og fascination ved, eller tager jeg fejl?. Dog mener Naim tilsyneladende, at man sagtens kan anvende bilstereo DAB-chips til 7 kr. og Tripath-moduler til måske en anelse mere, og så sælge det i en fin kasse til godt 30k. Vores erfaring hidtil tyder på, at vi her er på sporet af en kommende kommerciel megasucces.
PPPS
Sillesen og hans crew på Hifi og Musik latterliggør vores skepsis overfor sammenblanding af indlysende økonomiske interesser. Vi takker for de forholdsvis positive vurderinger derfra om vores åndsevner, men står iøvrigt urokkeligt fast på vores synspunkter. Læserne må selv dømme i denne sag om muligvis indbildte konspirationer, der nu fra denne parts side ses som ligeså indlysende som at ham Idi Amin vistnok var lidt af en skidt fyr, ingen sammenligning i øvrigt, naturligvis. På den anden side er økonomisk kannibalisme jo ikke strafbart i den nutidige danske økonomi på samme måde, som Idi Amins mere håndfaste version ville have været.