Hitler vs. Stalin vs. Lenin

Vi skal i dag lige huske at reklamere for et debatoplæg fra en gammel studiekammerat, nemlig Mette Skak, som findes på DR´s debatside. Det drejer sig om, vist mest for underholdningens skyld, at krone verdenshistoriens værste folkemordere. Folk finder vist efterhånden underholdning i de mærkeligste ting som for eksempel “Gordon Ramsay´s Kitchen Nightmare” og nu altså dette. Det er i virkeligheden slet ikke Mette Skaks eget oprindelige debatindlæg (det er nemlig kort og ikke vanvittigt kontroversielt), som er det mest interessante, selv om hun peger på Lenin som den allerværste. Nu er der næppe tvivl om, at hvis den allerede fra 1922 totalt debile og senile Lenin havde haft tid, som han havde agt, så ville han da sikkert også i absolutte tal have kunnet overgå sin efterfølger Stalin. Skaks “argument” med, at Lenin var den værste, fordi der næppe uden ham ville have været en Stalin, giver til gengæld ikke meget mening for os. Den mægtige mongolske folkemorder Djengiz Khan blev jo heller ikke i vores forståelse hverken værre (det kunne han heller ikke blive!) eller bedre ved, at hans efterfølger Kubilai Khan ikke var af nær samme morderiske kaliber. Kubilai var nærmest sådan en slags duksedreng i sammenligning. Man kan dårligt stilles til ansvar for meget andet end det, som man selv har gjort. Debatoplægget er måske i den lidt mere sommer-søgte ende, men ellers er fru Skak nu uhyre fornuftig.

Derudover er det svært at være fundamentalt uenig med Skaks “hitliste”, selv om man måske kunne have inkluderet Alexander den Store og en anden mongolfyrste, Timur Lenk. Det var bare ikke nær så nemt i tidligere historiske epoker at slå så mange snese millioner ihjel, selv om vel hverken Hitler eller Stalin i ren og skær elementær blodtørstighed nåede Alexanders eller Djengiz´ niveau. Der var nemlig ikke nær så mange mennesker dengang, så at slå 50 mill. europæere ihjel var simpelthen ikke muligt, så mange var der nemlig slet ikke at myrde af. Det var måske derfor, at Alexander tog til det allerede dengang uhyre tætbefolkede Indus-delta i Indien for at forøge sin syge “score” af spildte menneskeliv. Heldigvis for menneskehedens fortsatte beståen blev så altså hverken han selv eller Lenin ret gamle og ifølge myten blev Alexander måske verdenshistoriens første dødsoffer forårsaget af dykning i en af datidens absolut nyeste “high-tech”-opfindelser, nemlig dykkerklokken. Nå, men det var et faktuelt sidespring for at forklare, at de numerisk værste folkemordere nødvendigvis må findes i nutiden. Om det så gør dem værre at de har haft flere at myrde af er måske lidt ligemeget, de nævnte på Skaks Top 5 er rigeligt slemme alligevel.

Slem er den efterfølgende “debat” nu også og hvor svært har det mon været at forudsige det? På DR´s side kan man nemligt trygt “debattere” med anonymt dæknavn, (!!!) og det giver byger af ligegyldige kommentarer af en (manglende) dybde, som heldigvis endnu ikke er almindelig i den trykte presse. Der har man dog lært, at anonyme læserbreve er lige til skraldespanden, og det er langt hovedparten af indlæggene i DR-debatten naturligvis også. De fleste indlæg er baseret på lige dele total uvidenhed og fuldstændigt fasttømrede fordomme baserede på samme fundament af manglende viden, altså en tautologi af dumhed. Der er dog alligevel noget spændende ved disse ellers inderligt uspændende indlæg. Der kan nemlig findes rigtigt mange eksempler på, at Mette Skak simpelthen fuldstændigt simpelthen kan diskvalificeres, fordi hun opfattes som åbenbart “borgerlig”. Hvordan man kan læse lige DET ud af denne skrækkens “hitliste” er til gengæld noget uklart.

Nu har det jo altid været en kilde til umådelig forundring for denne skribent, at folkemord begået i kommunismens navn aldrig har været helt så slemme som det, der blev begået i nazismens. Det ene hold bødler blev straffet med strikken, og det andet blev partiledere med pension. Den danske historieundervisning og DR selv har jo i årtier kolporteret dette “faktum” om, at forbrydelser begået i humanismens navn på en eller anden måde er undskyldelige og forståelige. Derfor vil en folkeafstemning formodentligt om dette stadigvæk give Hitler 10 gange så mange stemmer som Stalin som “den allerværste” Pudsigt. Derfor er det åbenbart også legalt at “disse/diskvalificere” Mette Skak med, at “da de fleste i debatten åbenbart er uenige med hende, så må det være en ommer!” Nu er politologi og historie jo ikke akkurat eksakte videnskaber, men det her synspunkt om flertallets ret til at beslutte, hvad der er den “rigtige” historie er simpelthen for syg. Kik med på DR-siden, der tilrådes små doser og husk brækposen.

Noget syg kan man nu også blive af at høre udtalelser fra vores nye heltinde, EU-eksperten Marlene Wind, kendt fra DR. Ikke kendt for noget godt, som det fremgik for et par dage siden, snarere noget af det værste vi har set denne sommer. Stakåndet, hektisk og fuldstændigt tomhjernet, altså svært ikke at forbedre. Alligevel gør fr. Wind det umulige: Hun gør nemlig det hele endnu mere absurd. I en anden lidt søgt sommerdebat i dagens JP om, hvorfor Danmark aldrig har haft en folkeafstemning om indvandringen, siger hun først ganske forudsigeligt, at “det ville være politisk mudderkastning..”, altid et godt argument hvis man gerne vil fastholde at have ret uden at skulle argumentere for noget. Hvis hun havde kunnet styre sin sindssyge mimik og utallige ansigts-“tics” ville hun kunne være blevet politiker. Det kan hun heldigvis ikke.

Så kommer Winds trumf til gengæld: “Vi lever ikke i en bananrepublik” (!!!) Læg mærke til, at hun ikke siger “i en sharia-republik”, det ville også nemt være blevet fysisk farligt og de bananproducerende lande er åbanbart ret ufarlige, selv om der vel egentligt er tale om anvendt racisme på niveau med “Tintin i Congo”. Og det bliver bedre endnu. Hun nævner nemlig Europas ældste demokrati, Schweiz som et land, “hvor den slags afstemninger kan komme på tale” Ja, fr. Wind, det kan det sagtens, for der har faktisk over de seneste årtier været afholdt ikke mindre end 6 af slagsen i Schweiz. Om det så gør Schweiz til nogen bananrepublik er ikke klart, men der kan vel på visse sydvendte alpeskråninger opnås en vis succes med denne grøntsag. Det er nok det hun mener på sin syge måde. 

Lidt sygelige er de lokale medlemmer af “White Pride” åbenbart også eller blot lidt svagelige. Fornyligt overfaldt en flok angivelige højreorienterede nemlig en antiracist i selve banegårdshallen i Århus. Læg mærke til ordvalget: Den ene flok er tydeligvis blot nogle forstyrrede bøller (det er de givetvis!) og den anden en determineret idealist (det er han givetvis ikke!). Der er sådan lidt Hitler vs. Stalin i det her og den ene er bare værre, fordi de fleste mener det og fordi endda JP-journalisten kanoniserer sprogbrugen. For os er det ét og det samme, da der for så klar genkendelighed nok har været tale om en sort-uniformeret autonom.
Nå, men der skete på trods af overfaldet fra disse 7 mennesker på én vist ingen personskade, selv om det selvfølgelig ikke gør det ret meget bedre. Lidt gør det nu nok alligevel, måske endda en hel del.

Politiet kom dog ganske usædvanligt uhyre hurtigt til stede og arresterede højst et hundrede meter væk en forpustet mand. Han blev vist kun arresteret, fordi han i forvejen var kendt af politiet i en rudeknusnings-sag tidligere, og så har man nok tænkt, at det osse var ham denne gang. Det kan det også have været, men det er vel en “first” i moderne politiefterforskning blot at knalde ham for at være forpustet. Det er altså blevet strafbart at være i dårlig form udover at man dør af det. Vi har ligeså lidt nogen ide om, om det er ham som politiet sikkert har, men det er noget radikalt at fængsle ham for 14 dage blot for MÅSKE at være løbet 200m gennem Bruuns Galleri. Den skarpe analyse ophører ikke her. Enhedslisten (!!!???) udtaler åbenbart anonymt til dagens avis, at hvis den nu sigtede 25-årige havde siddet bag tremmer, så kunne banegårdsoverfaldet være undgået.

Ja, hvis han allerede sad i spjældet havde han vel næppe været med på Banegården, det kan man nok dårligt argumentere imod, en sjældent begavet kommentar fra den kant. Hvordan det så ville have påvirket styrkeforholdet om der havde været 6 eller 5 overfaldsmænd, tja det finder vi nok aldrig ud af. Om vi er tilhængere af politisk motiveret vold?-naturligvis ikke. Vi er dog tilhængere af, at man ligestiller politisk vold fra begge sider som lige uacceptabelt. Og at man ligestiller Hitler med Lenin og Stalin. Fordi de fleste mener, at den ene side er den objektivt værste, så gør det altså ikke den anden side objektivt bedre. Eller subjektivt eller noget andet. Desværre.

Helt forpustet af begejstring. 

Nu er det jo stadigvæk sommer, og derfor spilder vi ikke megen tid med at glo på hjernedødt TV, ja faktisk har vi ikke set et eneste af den seneste uges Top 20 af de mest sete programmer. Nr. 1 på denne hitliste er ellers interessant og har fortjent skubbet andre sikkert uhyre relevante og nyskabende programmer som “Hokus Krokus” ( TV-mediets allerværste vildskud-DEN er klam!), “Hvem vil være millionær?” og andre ekstremt kreative programmer af opkog af ligegyldige serier kombineret med indkøbte ligegyldige koncepter langt ned af listen, Det drejer sig derudover om en debatskabende udsendelse, som er særligt relevant i denne tid, ja måske endda så relevant, at vi næsten mangler ord.

Det drejer sig naturligvis om ugens absolutte TV-hit, “Sommervejret” Der er jo heller ikke noget mere dansk og livsbekræftende end efter en hård dag ude i det aldeles uvant skarpe lys i disse perfekte sommerdage trygt at kunne sætte sig ind i halvmørket og dér blive bekræftet i, at det rent faktisk har været solskin hele dagen. Ja, vi danskere er vist kommet et stykke vej siden Vitus Berings opdagelsesrejser i russisk arktis og de trælsomme ture til Trankebar, ikke længere ganske vist, blot noget længere ud. Det er desværre ikke helt det samme, meget langt fra. 

Nummer 2 på hitlisten er iøvrigt næsten som sædvanligt “Rejseholdet”. Denne glimrende krimi-series absolutte højdepunkt blandt alle de andre glimrende skuespillere er som altid Charlotte Fich som politichef. Hendes replikkunst er på en sært insisterende måde så kunstnerisk påtaget og så helt løsrevet fra tid og sted, at selv hovedrolleindehaveren i “Anna Pihl” må ned af hitlisten, tætsiddende rullekravesweater eller ej (den sidder ellers fint, jeg mener tæt…Meget, meget tæt)

Blot et enkelt “Ja!” eller “Nej!” fra Fichs mund er simpelthen illusionsbrydende i en grad, at man bag kameraerne simpelthen må forestille sig de andre glimrende skuespillere som Waage Sandø og Mads Mikkelsen m. fl. rulle sanseløse rundt af grin over de håbløse replikker. Ikke manuskriptet, blot udførelsen. Når vi kommer fra enkeltord over til hele sætninger i manuskriptet for Charlotte Fich må man simpelthen overgive sig overfor den geniale casting, som bryder narrativet mindst ligeså effektivt som hvis man havde haft gamle “Fleksnes”-Rolf Wesenlund til at spille med i den seneste japanske krypto-gotiske gyserfilm. Man må for sammenligningens skyld forestille sig Fleksnes fjumre rundt dernede i det mørke torturkammer med alle de løsrevne lettere ufriske legemsdele på gulvet og sige :”Hva er det her for nogen ting?” Når Charlotte Fich er med kan man sagtens vise vold og andre indvolde uden at børnene kommer til at sove dårligt bagefter. De sover nemlig trygt allerede. De ved jo godt, at det hele bare er film og hvis de skulle blive i tvivl ganske kortvarigt varer det heldigvis kun indtil Fich fyrer sin næste fuldstændigt hysterisk overspændte replik af. Selv “Teletubbies” med den vist nu udsprungne lilla bøssiode bamse er helt skræmmende i sammenligning. Så ved selv et spædbarn i mors mave nemlig, at det her altså kun er film, og en rigtig dårlig en, ind imellem ihvertfald (nemlig når Fich er på). Underligt, at ingen vistnok har kommenteret på det her tidligere, enhver kan ellers se det skulle man jo tro.

Ellers er et lokalt håb i mountainbike blevet knaldet for doping med EPO. I betragtning af, at han er medicinstuderende er det jo noget dumt her umiddelbart før OL (hvor han var udtaget) at fumle med de her ting, men en del tyder jo så på, at han nok har cyklet lidt mere end har studeret, afsløret blev han da og ganske let og lige med det samme. Nu er vores firma nabo til universitets Institut for idræt, og der har en af den offentlige idræts vel nok mest afskyelige repræsentanter, professor Verner Møller, givet sit fuldstændigt forudsigelige besyv med i denne sag. Udover at denne tidligere håndboldspiller altså har spillet håndbold er det nu altid vanskeligt at finde egentlige visdomsord i denne apologet for den mest ryggesløse idræt: Vind for enhver pris og snyd om det gælder!. Ifølge Møller må man aldrig fordømme doping og anden snyd, for det er en del af idrættens væsen. Det er da vist lidt fra de klassisk græsk-olympiske idealer fra antikken.

Således naturligvis også i denne sag, for som han siger:”Det er ikke onde mennesker, der tager doping, det er bare mennesker, der er sportsmænd med hud og hår” Ak ja, Verner, det er altid en øjenåbner at gå med hunden hver morgen forbi dit institut derhenne for enden af gaden og vide, at vores firmas samlede skattebidrag tillige med vores personbeskatning går til at blot holde dig på dit kontor, hvor du kan sidde og finde på slige visdomsord. Det får en til at føle sig ganske lille og ubetydelig i livets store spil, hvor geniale mennesker som du kan leve af at sige så tåbelige ting så ofte uden noget modspil fra nogensomhelst. Professorer i idræt, ak ja, det drejer sig vist ikke specielt i idræt om at motionere hjernen…

Ellers kunne man jo i gårsdagens TV-avis blive helt stakåndet som efter et doping-marathonløb af at se en angivelig “ekspert” i EU-ret, Marlene Wind, udtale sig. Med en hektisk blinken på sub-hysterisk niveau kunne denne kårede ekspert nemlig glædestrålende berette, at alle danske restriktioner i forhold til familiesammenføringer var blevet annulleret af EU-domstolen. I jubelen over denne tilsyneladende sejr for den politisk korrekte og naturligvis pr. definition regeringsfjendtlige politiske korrekthed (æv-bæv, Fogh!) glemte man godt lige at nævne, at domstolens “afgørelse” iøvrigt også er i modstrid med praksis i de fleste andre EU-lande og at den i sin absurde konsekvens gør, at man efter blot et par uger i et land har krav på automatisk familiesammenføring. Det lyder mest som en sindssygt politiserende domstol, og det er også lige hvad det er. Måske den ikke bliver ratificeret?

Man burde måske nok i sin begejstring lige have givet plads til en lillebitte smule omtanke, men nej, naturligvis ikke. I denne sen-agurketid kunne man end ikke få en eneste fornuftig kommentar fra en eneste ferierende politiker, så dette indslag med Marlene Wind fik så lov at stå helt alene, inderligt åndssvagt som det var. Det gode var så, at den helt overskruede mimik og nervøst/hektiske kropssprog hos Wind jo ude i de små danske hjem helt sikkert har skruet pulsen op hos mange seere. Som enhver ved, er panik jo særdeles smitsom blandt alle højere pattedyr, og Winds hektiske fremtræden var helt sikkert udløst store doser af panikhormonet adrenalin hos utallige seere. Om det så var fordi hun var dopet eller blot ikke tilstrækkeligt medicineret er jo straks en helt anden sag.
Man kan altså sagtens blive forpustet i denne tid uden at lave noget særligt. Men tænk at det skulle være sundere at se en EU-ekspert i TV end at dyrke idræt. Forhøjet puls er jo antageligt sundere end forøget galde-produktion.

Desuden skal vi i dag lige nævne, at der er umiddelbart forestående planer om at udgive de udødelige værker på denne side i papirform. Vi har kørt lidt beta-test i denne sommerferie og har da med en vis fryd kunnet konstatere, at de bedste bidder af vores produktion har en betydelig tiltrækningskraft for visse læsere. Faktisk så betydelig, at der blev brugt ganske mange timer på sagen af paneldeltagerne Derudover kan vi i vores statistik se, at selv om rigtigt mange (tusind) kikker med hver dag, så er der osse ganske mange, som kikker ind ca. en gang om ugen. For dem og for den almindelige oplysning agter vi derfor at tilbyde værkerne på skrift. Alt andet end rene masochister vil jo nok finde det ganske svært at “scrolle” vores nyhedsarkiv igennem, men som sagt, der er frelse på vej for de stærke i ånden. Eller da i det mindste i troen.

“Greshams Lov” for små-øer

Vi har fået en vis og muligvis berettiget kritik for Endelave-teksten i går. Man kan nemlig godt få det indtryk, at de oprindelige indfødte på denne idylliske Kattegat-ø udseende-mæssigt skulle ligne vanskabningerne fra Kentucky og Tennessee i Boormans film. Det har ikke været hensigten og er heller ikke helt korrekt, for denne ø har jo trods alt fostret denne skribent af et mere end gennemsnitligt godt udseende, så helt galt er det naturligvis ikke, selv om onde tunger måske ville bruge samme eksempel på, at helt GODT kan det da heller ikke være. Det er det så heller ikke. Under alle omstændigheder er det udkants-områdernes lod at blive affolket både uddannelsesmæssigt og udseendemæssigt i en forrygende fart. Hvis pigerne er pæne nok til at kunne komme til at henslæbe et kedsommeligt luksusforstads-liv i Holte er der jo ret beset heller ikke megen idé i at parallelforskyde denne tilværelse til dødssyge Endelave. Selv de allerdummeste af de allerpæneste piger kan sagtens indse dette. Væk er de ihvertfald, pist væk!

Det er også blevet påpeget, at vi måske er overdrevent kritiske overfor Enhedslistens lokale nestor, Bent Hindrup Andersen. Det er da heller ikke voldsomt sandsynligt, at et muligt naboskab til borgerlige toppolitikere ligefrem ville være ideelt, men vi vil dog til hver en tid foretrække det fremfor at blive naboer til selvgode repræsentanter for de gamle autoritære ideologier. 

Disse er nemlig aldrig så farlige, som når de er forklædt som den store “almen-menneskelige bekymring” og tilsyneladende ganske oprigtige i (andres, naturligvis) diverse ufuldkommenheder. SÅ er der nemlig virkelig grund til at være bekymret. Allerede det, at Nyrup, Lykketoft og alle deres kohorter (vi bliver senere mere klassiske i dag) aldrig blot det allermindste har blandet sig i livet på øen over mere end 4 årtier er vel også en slags respekt, selv om det jo på sin vis også er en smule sygt. Det er blot ikke helt så farligt for lokalsamfundet, nok mere for Nyrups datter, som ikke er hos os mere. Det var hun heller ikke dengang.

Det er for kendere yderst interessant at studere stemmetallene til de senere folketingsvalg på denne Kattegat-perle, desværre nu hinsides afgrunden. Ved de seneste valg opnåede Enhedslisten nemlig næsten samme vælgertilslutning som salig Breznjev i det tidligere Sovjetunionen. Breznjevs bedste resultat var godt 113 % af de afgivne stemmer, og selv om Enhedslisten på Endelave trods alle forsøg lige knapt nåede derop, er de dog alligevel det største parti på øen.

Det til enhver tid i alle landdistrikter største parti i de seneste 100 år i Danmark, nemlig Venstre, er naturligvis på Endelave reduceret til ingenting. Som i besættelsens mørkeste år betyder det nu bare, at de fleste anderledes tænkende blot bøjer hovederne. Overfor Hindrup Andersen og de andre fuldtidsbeskæftigede selvbestaltede “do-good´ere” er de alligevel ligeså forsvarsløse som den gåse-store dronte, der hverken kunne løbe eller flyve. Hvis man alligevel ikke har noget reelt valg, kan man jo ligesågodt træffe det, som andre allerede har foretaget for én, og det synes at være det fornuftige ræsonnement på Endelave. Det er fejt som danskerne under 2. verdenskrig, men det er altså alligevel det, som man gør. Fordi det giver fred, i det mindste for en tid. Nemlig helt indtil det næste store “frelser-projekt”, dygtigt orkestreret af denne lokale dominerende menings-mafia. Ak ja!

Måske man ligefrem kan gøre den fra pengeverdenen så kendte “Gresham´s Lov” til en bredere teori. Denne “lov” siger jo som bekendt, at uægte penge øjeblikkeligt driver alle de ægte penge væk fra markedet. Måske man i samme sammenhæng ligefrem kan tale om, at blot en mindre dosis af totalitaristisk ævl forklædt som ægte medmenneskelighed og bekymring for lokalsamfundet ligeså hurtigt kan fjerne enhver kritisk sans og politisk engagement. Vi tror nemlig ikke på, at der findes så mange forstyrrede mennesker på ét sted som på Enhedsliste-enklaven Endelave ligeså lidt som den tidligere leder af de Radikale, salig Jørgen Jørgensen havde større illusioner om det reelle antal radikale.. Efter et fantastisk godt valgresultat for de Radikale blev han spurgt, om der virkelig var så mange radikale. Jørgensens svar var et eftertrykkeligt “Nej!”, der var blot tale om en samling kuede kujoner og viljeløse vindbøjtler. Det var ikke helt det, som han sagde, men det var det, denne gamle radikale kæmpe mente. Mener vi herfra.

Mon der iøvrigt nogen andre steder i Jylland er permanente fribilletter til alle rutebiler for lokale beboere? På Endelave betaler de lokale slet ikke for færgebilletter, mens andre betaler 140,- Det er nok derfor de nye magthavere så ivrigt køber deres økologiske gourmetprodukter uden-ø´s i et omfang, så den lokale købmand nu lukker, det er jo blevet uhyre billigt at shoppe i Horsens, da det end ikke koster en 10-er til bybussen som for alle andre i Horsens midtby. 

Det med de gratis billetter kan jo også være den gamle lobbyist Hindrup Andersens nådsensbrød til de indfødte på samme måde som de klassiske romerske kejsere uddelte småmønter til de fattige i Rom efter særligt succesfulde felttog. Resten beholdt de så selv med endnu større følelse af veludøvet retfærdighed. Det hjælper helt givet altsammen til at cementere magten, symboliseret af den triumfalske pavillon derude på stranden som et for alle synligt symbol. Som kejser Trajans triumfbue. Andre ville kalde det en skændsel, det vil vi.

Dagens statistik i den sommer-slunkne JP er om de sanitære forhold i Verden (!!) Nu er sanitet jo altid et kontroversielt emne, og i min egen barndom var god sanitet stort set begrænset til at huske at tisse i medvind. Det modsatte var nemlig dårlig sanitet, og det kan undertegnede godt bekræfte. Og dumt. Ifølge en undersøgelse fra atter en af verdens mest overflødige organisationer, som sidder trygt i perfekt air-conditionerede lokaler i det New York, som alle FN-delegater og medarbejdere naturligvis afskyer (det er jo nemlig det aldeles rædselsfulde USA men det er bare så fantastisk et sted at shoppe for sine skattefrie penge fra dette arbejdsfrie pamper-paradis) Det er nok derfor, FN´s hovedkvarter stadigvæk ligger sådan et rædselsfuldt sted. 

Nå, men det drejer sig altså om sanitære forfold. Det konstateres, at siden 1990 har 1.6. mia. mennesker fået afgang til såkaldt “rent drikkevand” (hvad det så lige er) og at om 7 år vil 90 % af Jordens befolkning have en sådan adgang. Hvad situationen er i dag siges der slet intet om i disse som altid menningsløse statistikker. Det ville vel ellers være ret relevant skulle man vel synes. Det forekommer jo nemlig noget vidtløftigt at forecaste situationen i verden 7 år frem i tiden på nogetsomhelst område, og mon ikke det blot er et røgslør, det her kastet op over en journalistisk sommerdovenskab? Det tror vi.

Udover det ville det måske være relevant at prøve at definere “rent drikkevand” bare en smule tydeligere. Hvis det skulle indikere, at man “ikke bliver syg (særligt tit) af at drikke vandet”, så lyder det helt vanvittigt optimistisk. Selv i Europa er det vel ganske langt til de 90%, da vandet jo massevis af steder har nogenlunde samme kvalitet som det, som romertidens åbne akvadukter over hundredevis af kilometer leverede, slutteligt igennem giftige vandrør af bly. Dengang blev man syg af vandet og det gør man stadigvæk mange steder i Europa og det bliver man vel ved med, så lang tid der er tale om nødtørftigt renset flodvand leveret i faldefærdige og rotte-befængte vandledninger. 

Hvis denne FN-statistik forekommer lidt håbløs kan man jo gå over til statistikkens 2. del, som omhandler “adgang til ordentlige toiletforhold”(!!!) Om det så betyder på eller ligefrem over niveauet i FN-bygningen med dens svirrende sværme af mexicanske og filippinske rengøringsassistenter ved vi ikke. Det er nok ikke tilfældet, da hele to trediedele af verdens befolkning ifølge FN allerede nu har en sådan adgang til de her “ordentlige toiletforhold” Det står vel også noget i modstrid med de allerfleste rejsendes erfaringer udenfor bybuszone 2 i Østjylland og må vel ret beset betragtes som ren volapyk, for hvad universelt er der dog overhovedet at finde i de forskellige former for toiletter i verden? Udover at de lugter altså, næsten ligeså meget som de her jubeloptimistiske statistikker om overhovedet ingenting.

I vores egen verden morer vi os i disse nyhedstrange tider over en tråd på hifi4all om en måske muligvis kommende ny butik i København. Næsten helt i ånden fra FN-undersøgelserne ovenfor ser vi en tilsyneladende helt normalt “interesseret” spørger starte en tråd, om der da ikke er nogen, der kender til denne nye ikke-eksisterende butik, som han “har hørt” skal åbne 1. august. Det viser sig snart, at den eneste, som åbenbart ved noget om sagen, er trådstarteren selv og en enkelt kammerat, som så troligt kører denne slet camouflerede reklametråd videre for fulde gardiner. Det lykkes så endeligt at få en for undertegnede helt ukendt københavnsk konstruktør af rørforstærkere ud i lyset (han er nemlig en god ven af trådstarteren, så det har næppe været særligt svært) Andre ville måske sige ganske let. Mærkeligt jeg aldrig har hørt om ham, men det er nok min fejl.

Ifølge begge de professionelt begejstrede klakører er denne konstruktør/kommende butiksindehaver helt igennem superduper fantastisk fremragende. Han er endda så fremragende, at han vist helt tilfældigt lige skal til at “opgradere” nogle af sine egne forstærkere for disse begejstrede ungersvende. Underligt tilfælde. Endnu mere underligt er det vel, at denne superduperfantastiske og geniale konstruktør ikke bare har lavet det rigtigt fra starten af på salgstidspunktet for et par år siden, så meget er der jo trods alt ikke sket i rørforstærker-verdenen. Slet ingenting, faktisk. 

Mere sobre ånder kunne så måske fristes til at spørge, hvad pokker han så laver som ekspedient i en hifi-forretning i stedet for at sidde og konstruere løs og designe en bedre verden med bedre adgang til rent vand og bedre toiletforhold. Udover altså det mere elementære problem i overhovedet rent teoretisk at få blot den mindste smule objektiv vejledning af en mand, som både sælger andres produkter og sine egne. Hvis det lyder problematisk er det jo naturligvis, fordi det er det, dybt endda.
Der skal dog alligevel herfra lyde et velkommen til den nye butik. Timingen her i hedebølgen er næsten helt perfekt selv om mere sobre sjæle nok ville have ventet en god måneds tid til folk begynder at købe noget. Det kunne jo trods have været en del værre, som eksemplet med Flex Audio i Odense (der noget intellektuelt kontroversielt (læs: Dumt!)) startede i forsommeren) jo viste. Hallo, er I stadigvæk derude, Flex Audio? Uh-huh?

“Udflugt med Døden”

Det var den engelske filminstruktør John Boorman, som med sin film fra 1972 “Deliverance” ( dansk titel i overskriften) sikkert uforglemmeligt for mange udover denne skribent skildrede “kulturmødet” mellem de aldeles vanskabte og indavlede og tavse (og ret sadistiske, det skal siges) beboere i de afsides Appalacher-bjerge og en flok fjumrede storbyturister. Denne film ender som bekendt ikke ret godt, eller det vil sige, noget godt er der da kommet ud af det nemlig det udødelige nummer “Duelling Banjos” som endda sikkert i filmens indskrænkede ånd kun delvist spilles på banjo. Det er en ikke uinteressant lille psykologisk “twist”, det dér med ikke at kunne kende forskel på en guitar og en banjo.

Nu er dette klassiske stykke anti-americana, hvor der ikke rigtigt er noget ægte sympatiske personer naturligvis alligevel helt acceptabelt, da amerikanere jo i almindelig europæisk optik ikke er voldsomt sympatiske. Det ville nok have vakt en del større opmærksomhed fra FN´s anti-racisme/godhedsindustri, hvis filmen havde udspillet sig på den anatolske højslette i stedet for Appalacherne..Der ville det jo givetvis have været voldsomt krænkende overfor de ædle vilde, altså de oprindelige beboere. Den seksuelle indavls-praksis er vist ellers identisk begge steder, hvis man skal tro filmen (hvem husker ikke stakkels Ned Beatty!), forskellen består nok mest i, at i Appalacherne ER der simpelthen ingen kvinder at få. Hvorvidt der er forskel på dybden af indavlen har vi ingen mening om, vi kan blot konstatere fakta.

Disse tanker i dag skyldes, at vores lille familie har været på besøg på min fødeø Endelave hele sidste uge, hvor der ligesom i Appalacherne i mange årtier har været et helt tilsvarende menneskeligt udskilningsløb i gang. Udskilningsløbet er obligatorisk, og man kan ikke melde sig hverken fra eller til. Denne specifikke atletik-disciplin i verdens udkantsområder har alle steder haft samme mål: Flygt, I, der kan!. Som i de mest regnfulde og almindeligt åndsformørkede Appalacher har man allesammen deltaget i dette udskilningsløb selv om man ikke selv måske har løbet blot et eneste skridt. Verden, som man kendte den, og de mennesker, som befolkede den, er forlængst forsvundet. 

Nu kan det måske forekomme ganske groft diskriminerende at sige, at det var de dummeste og grimmeste (som i Boormans film), som blev tilbage, men et gensyn med mit barndomshjem tyder nu heller ikke ubetinget på det modsatte. De, der blev tilbage var vel på Endelave blot dem, som ikke havde noget videre valg, og det var så lige netop det valg, de traf. Et eller andet er dog kikset rent statistisk derovre, for andelen af skolebørn, som kræver ekstraundervisning, fås vistnok ikke højere nogen steder i landet. Det er altså ikke statistikken, som er kikset, mere virkeligheden i det hele taget. Det sidste er en hel del mere ildevarslende end det første.

Nu ligger den endelige dødsspiral i dette isolerede samfund efterhånden ganske langt tilbage, nok endda i virkeligheden adskillige år før Boormans film. Det var for eksempel dengang, at man afslørede en tyv blandt søfolkene på færgen. Indavlen må allerede dengang have nået et vist niveau, for at tro som tyven, at man kunne købe så meget som en ekstra Pajanas ananas-sodavand hos en af købmændene uden at dette iøjnefaldende merforbrug øjeblikkeligt ville afsløre ham (ja, vi er langt ude i dag, men det var næsten sådan det skete) tyder på en terminal erosion i åndsevner og samfundsstruktur. Knaldet blev han dog (ikke helt som Ned Beatty i “Deliverance”, ganske vist, men alligevel) og familien måtte naturligvis flytte fra øen. Det var så de såkaldt gode gamle dage. Samfundet, selv i delvis opløsning, tildelte de nødvendige sanktioner. Det kunne forekomme hårdt, men det var det eneste, der var at gøre, som vi skal se.

Sådan er det til gengæld ikke længere. Allerede fra færgen er det mest tydelige udover det grotest forvoksede kirketårn på den lillebitte gamle landsbykirke en kæmpestor tilsyneladende ganske permanent (den har da været der en del år) pavillon nede ved stranden. Det er til gengæld et monument over noget, der var engang og ikke er mere, nemlig et lokalt samfunds liv og elementære justits. En eller anden ville nemlig tidligere have sat en tændstik til denne pavillon, hvis ejeren ikke havde flyttet den. Netop derfor ville den selvfølgelig aldrig være blevet sat op, samfundet og anstændigheden og ikke mindst den folkelige justits ville have klaret sagen. Som med ham den “uheldige” langfingrede færgemand. Som i en grønlandsk igloo låste man nemlig aldrig sine døre, og en enkelt tyv ville være som en ræv i en forsvarsløs koloni af havfugle. Derfor fjernede man ham selvfølgelig permanent fra det sårbare samfund. Heldigvis for den langfingrede var naboen den anonyme storby, ikke den uendelige ødemark og man brugte ikke dengang byggekraner som i Teheran.

Tilbage til pavillonen. Den står nemlig på såkaldt ikke-matrikuleret jord, som ikke kan ejes af nogen. Den står nemlig simpelthen på stranden, altså et aldeles offentligt område, hvor selv ikke et telt må slås op for blot en enkelt overnatning. Loven er altså helt klar, men gælder tilsyneladende ikke alle og det har den vel i virkeligheden aldrig gjort. 

Vi må lige inden den spændende afsløring af denne pavillons ejer huske på, at Poul Nyrup og Mogens Lykketoft i over 40 år har haft sommerhus på Endelave, godt nok uden nogensinde at have været synlige i lokal-livet. Inden vi nu accepterer privatlivets fred for disse arketypiske politikere skal det da lige med, at de var fuldstændigt ligeså isoleret/elitære i deres adfærd, dengang de som unge studerende sikkert helt borgerligt-spekulationsmæssigt købte sommerhus. Det var sikkert derfor, at de blev fremtrædende politikere, simpelthen fordi de var nogle kolde og afvisende og beregnende mennesker til at starte med. 

Alligevel var denne første invasion af politikere på Endelave ret fredsommelig. Normalt er såkaldt “invasive” arter jo ellers en trussel mod den endemiske fauna, men Lykketoft og Nyrup og Hilden og Meldgaard og de andre kombinationer af mand/konebytninger forblev ude i den østre ende som en ikke-spredende bjørneklo: Fremmed, men ufarlig, som et Tjernobyl under beton-dækslet. Det varede så desværre kun indtil ejeren af vores pavillon, det tidligere EU-medlem for Enhedslisten Bent Hindrup Andersen tog til Endelave, nok for at leve ef sin skattefrie pension. Derovre rækker den nemlig helt godt. Her var der til gengæld tale om en fjendligt indstillet invasiv art.

Denne gang gik det lidt bedre end for den tidligere præst på Endelave, initiativtageren til det senere “Præsteinitiativ”, Knud Erik Lægsgaard. Samfundet formåede endnu ganske vist svageligt i Lægsgaards tid at beskytte sig mod selvbestaltede gudeskikkelser på jorden som denne inderligt afskyelige person, så han forsvandt da igen. Det er iøvrigt den eneste gang jeg nogensinde så min onkel Erik, der var havnefoged på øen, hidse sig op, nemlig over denne selvgode og selvretfærdige Guds stedfortræder (nej, ikke tjener, langtfra) og hans krav om særbehandling omkring bådpladser udover al rimelighed. Se ham på billede og se, hvad han er. Han var iøvrigt med vores færge hjem og brillierede ved med største selvfølgelighed at mase ind igennem vores familie ned af trappen. Det varede så indtil denne skribent blot spærrede ham vejen med en arm på tværs. Så stoppede han, for man kan godt være et dumt svin uden at være særskilt dum. Tydeligvis

Sådan er det ikke længere. Endelave er jo nemlig ikke længere kun et samfund i krise som dengang, det er stendødt. Der er end ikke selvjustits nok til at tænde en tændstik. Derfor står denne frisindets og tolerancens utrættelige forkæmper fra Enhedslisten nu som den fungerende Konge af Endelave, og som andre potentater fra Stalin til Mugabe er han naturligvis ikke selv underlagt samme love som sine undersåtter. Giv et svin magt og plads og det opfører sig som det svin det er, som man sagde man sagde i min barndoms skolegård uden sammenligning iøvrigt. Var der ikke også noget med svin i Orwells “Comrade Napoleon”?- det er altså noget diskriminerende overfor grisene, det her og det skal blive meget værre. Det hele er naturligvis camoufleret i nutids-floskler om “bæredygtighed” og “økologi” og anden tomgangssnak hos Hindrup Andersen som det jo altid er hos den skattefrie og priviligerede-meningsdannende klasse, ialtfald p.t. Magthaverne kan jo heldigvis altid tilpasse sig og her på Endelave er det ikke engang nødvendigt længere.

Det er nok også derfor, at der slet ikke længere på Endelave er blot ét eneste svin længere, ihvertfald ikke et af dem med fire ben. Den nye invasive nye politiker-art har her simpelthen haft held til at udrydde den oprindelige art fuldstændigt. Det er nok derfor Hindrup Andersen har opstillet sin strålende og gigantiske pavillon derude på den yderste ikke-matrikulerede sandjord. Der fungerer den forresten også undertiden som forum for Enhedslistens årlige landsmøde. Der kan man så videregive det glade budskab til alle partimedlemmerne, et Jesus TOG fejl: Det var tydeligvis ikke de ydmyge, som skulle arve Verden, det var nemlig åbenbart dem i Enhedslisten, for hvem skam og almindelig anstændighed var et fremmedord. 

Denne gang var Endelave ligeså forsvarsløs som landskildpadderne og leguanerne på Galapagos og dronten på Mauritius var det: Selv en sømand med en sløv lommekniv var den mægtigste på øen og Hindrup Andersen blev konge. Dronten uddøde godt nok, men der er da stadig liv på Galapagos. Der skulle blot hjælp til udefra, og det kan vi da håbe på kommer til Endelave i denne sag. Det er da på tide og har været det ganske længe. Tal lige til undertegnede om idyllen derude på landet igen. Eller stakkels Ned Beatty i “Deliverance” Eller at visse politiske partier med de rigtige meninger opfører sig mere “rigtigt” end dem med de forkerte meninger. Enhver idiot ved jo, at fritgående svin uden naturlige fjender ødelægger alting og så kan de være sorte eller grisefarvede eller plettede eller kok-røde efter solskoldninger. Bare giv dem chancen, eller bedre, lad være!

Fremgang og ferie

Vi ved naturligvis godt, at vi svigter mange mennesker i denne tid, men vi småpjækker osse indtil søndag lidt ved at sove lidt længe og på anden vis gasse os. Derefter er driverlivet til gengæld forbi, men som sagt, bær over med os. Vi prøver dog at udfylde vores intellektuelle byrde som Kiplings hvide mænd, sikkert nogenlunde med samme held.

Det er ikke fordi verdens dårskab går i stå i denne tid. Måske inspireret af denne side (i mangel af bedre, journalistisk kunnen måske) har TV2 Østjylland og JP ellers forsket lidt i det italienske firma, som står bag Cobraen. Vi taler måske ikke om det allerskarpeste indlæg i kritisk journalistik siden Zola med “J´Accuse” i Dreyfus-affæren, måske nærmere noget af det bedste siden gårsdagens referat af resultaterne af de lokale serie 6-kampe i fodbold. Disse telefoneres jo så vidt vides blot ind uden kommentarer og kræver heller ikke egentlige færdigheder hos journalisterne.Ingen overhovedet og allerede det strækker tydeligvis den intellektuelle kapacitet til maksimum.

Emnet er ellers rigtigt godt, selv om man kan sige sig selv, at selv den grundigste kriminaltekniske efterforskning på nettet nok alligevel er lidt svær. Sagen er, at den lokale journalistiske hjernetrust er gået i gang med at undersøge, hvor mange ulykker der er sket på verdensplan med isenkram såsom rutschebaner fra den italienske leverandør, som altså har leveret Cobraen. Udover at denne efterforskning er noget svær af adskillige grunde, som vi skal se, så er det også særdeles interessant at forsøge at forstå, hvilken relevans det egentligt har i sammenhængen. Det turde jo nok ellers være klart, at det er ejeren af forlystelsen, nemlig Tivoli Friheden, som er ansvarlig overfor brugeren på nogenlunde samme måde, som at SAS er det, selv om det skulle være et Boing-fly, som skvatter ned. Eller et DASH-800, som næsten gør eller i det mindste næsten-næsten gjorde. Men som sagt, på med efterforsknings-vanterne her i agurketiden for de lokale sommersløve journalister. Resultaterne udebliver naturligvis ikke.

Nu kan man dårligt bebrejde nutidsmennesker, at de får den fejlagtige opfattelse, at nettet kan bruges af de mest ukvalificerede mennesker (herunder som en ægte delmængde de mest lokale journalister) til hvadsomhelst. Dette kolporteres jo også af den anorektiske vejrpige på TV-Avisen-tiderne er tydeligvis ændret noget siden den noget mere spektakulært barmsvære model med tilsvarende funktion (læs:ingen) huserede på lokal-TV. DR har nemlig lanceret forskellige aldeles uinteressante quizzer her i sommer, som alle har det tilfælles, at enhver kan svare på dem uden at vide bare det allermindste, hverken før eller efter. En af de seneste lød jo :”Hvad var middelnedbøren i Danmark i 1981?”, sikkert et hyppigt emne ovre i Øster Kølvrå omkring de der som urhøns på samme lokalitet så hyppige thorning-schmidtske kakkelborde. Urhønsene er også uddøde..

Det er ét af de spørgsmål, som enhver analfabet med et tastatur kan besvare ved blot attaste “middelnedbør” og “1981”, selv om kravet om at skulle gøre det simultant naturligvis udelukker hovedparten af ex-eleverne fra den nu nedlagte Nordgårdsskolen i Gellerup. Det nu stadigvæk en succesoplevelse for mange ikke-helt-men-dog-nok-i-virkeligheden-alligevel-funktionelle-analfabeter. Oplysningsværdien i at kunne finde ud af noget, som man ikke ved, hvad er, både før og efter er jo noget begrænset, men denne uventede efterforsknings-succes hos ikke-klimaeksperter har tydeligvis givet de lokale journalister blod på tanden. Når hele Danmarks befolkning kan finde ud af sådan nogle svære ting, så burde den lokale hjertetrust jo også kunne. Det kan de nu ikke.

De har dog kunnet grave noget frem, som man vel også burde kunne, når et firma som det her italienske har leveret mekanik til forlystelsesparker i over 60 år. Man har nemlig fundet et tilfælde, hvor der vist var en forlystelse i Sydafrika, hvor nogle mennesker fik småknubs, som ikke krævede behandling forresten. Man kunne altså alligevel ikke blot som hos vejrpigen google navnet på den italienske fabrikant og så oversættelsen af “ulykke” til alverdens sprog. Det må have været en grim overraskelse hvis journalisterne altså bare havde opdaget det.

Problemet er jo naturligvis, at enhver producent af for eksempel radiobiler til tivoliet til den lokale byfest HVER ENESTE DAG har massevis af småulykker med fulderikker, som får arme og ben i klemme. Som bekendt har der allerede i år været en rigtigt alvorlig ulykke på en radiobilbane i Danmark.

Når man ikke kan finde et værre tilfælde på nettet over altså næsten 60 år for denne italienske producent, så er det altså ikke fordi, der ikke har været noget at finde, garanteret ikke, for der har helt sikkert været hundredevis og tusindvis og titusindvis af større eller mindre ulykker. Enhver blot middelbegavet journalist burde simpelthen øjeblikkeligt være stoppet op og tænkt sig om, for når man kun har kunnet finde én, så kan man være temmeligt sikker på, at man hverken har fundet den værste eller den hyppigst forekommende, givetvis blot den seneste. Ud fra det nye reviderede journalistiske væsentlighedskriterium er det så åbenbart nok.

Det er nok meget heldigt, at politiet ikke blot løser opgaver ved at google “hastighedsoverskridelser” og “Opel Vectra” på samme tid. Det giver nemlig samme nogenlunde samme resultat. Her er et resultat nemlig ikke et resultat, blot noget, som ligger i en håbløs problemformulering. Iøvrigt, Kim Hundevadt, gå dog efter ejeren, Tivoli Friheden, i stedet for. Eller alternativt, Århus Politi, gå efter, hvor mange sæsonkort til Tivoli Friheden der er udstedt til familien Hundevadt. Det er nemlig ligeså relevant. Eller ligeså lidt.

Relevans søger vi også efter i de nyeste katastrofe-tal fra den danske pladebranche. Her har man atter som tendensen længe har været registreret et fald på over 10% i første halvår. Denne tendens har været uforandret i en hel del år og det er der jo ikke meget positivt at sige om journalistisk skulle man vel tro. Jo, det kan der sagtens være, om det så er væsentligt eller ej. For eksempel er salget af vinyl-plader atter en gang den store solstrålehistorie, for den er nemlig gået frem med ikke mindre end 71%. Nu er statistik som bekendt taknemmelig og aldrig mindre end i denne tid, hvor lavmålet for kritisk sans er skyhøjt. Den samlede omsætning er nemlig nu steget til sammenlagt 1 mill. (!). Desværre er det bruttoomsætningen i kroner, ikke antallet af plader. Det vil sige, at der i gennemsnit er brugt en rund flunkende 25-øre (når vi altså runder op) i gennemsnit på vinylplader pr. dansker. Hvis den her succeshistorie lyder lidt syg er det da vist ikke tilfældigt nok ikke mindst fordi det åbenbart er den eneste i en syg branche. Bare rolig, IFPI (pladebranchens brancheorganisation), dette vinyl-vækstlokomotiv skal såmænd også nok næste år levere et positivt resultat. Desværre bliver det nok også til den tid det eneste positive, der bliver at sige.

Til slut i denne journalistiske jeremiade skal vi atter tilbage til TV2 Østjylland og dets journalistiske stjerneperortere. I en sensationel reportage helt ovre fra Mols interviewede man til eksempel en mand, som var overfølsom overfor hvepsestik. Denne stakkel blev så brugt som case-study i denne ulykkelige sag om besparelser på regionens hospitaler, for han kunne nemlig ifølge denne grundigt researchede dø indenfor et kvarter, hvis han blev stukket. Det var jo en uventet dramatisk drejning.

Nu kunne journalisten måske have stillet det noget nærliggende spørgsmål, hvor langt man teoretisk kan bevæge sig væk fra akutmodtagelsen på Skejby Sygehus for at være nogenlunde sikret behandling indenfor et kvarter. Faktisk er “slusen” ved den permanent aflåste indgang til den lokale skadestue noget langsommere i sin indslusning, så selv om denne ulykkelige mand altså havde sat sig på en hveps lige udenfor akut-modtagelsen på skadestuen ville han næppe have overlevet alligevel. Journalistik på ren Pulitzer-prisniveau, det her. Mest fordi manden jo naturligvis altid har en sin obligatoriske adrenalin-sprøjte på sig i denne tid, som er det eneste der hjælper mod hvepsestik læge tilstede eller ej. Egentlig fare er der altså ikke på færde. Udover altså denne fladpandede journalistik. Måske journalisten skulle have spurgt om han ikke lige kunne låne sprøjten med adrenalin? Eller bare have “googlet” ordet “hjernetransplantation”-det hedder iøvrigt på engelsk “brain transplant” Begge dele ville have da have været en betydelig forbedring.

Lidt små-hyklerisk måske

Så er det i dag, at det nyeste epos fra en af Århus´ mest fremtrædende filminstruktører, nemlig Åge Rais-Nordentoft, har premiere. Noget kunne tyde på, at langt de fleste med talenter udover det altid tilstedeværende utålelige familiemedlem med sit smalfilms-kamera allerede forlængst er flyttet til København, for ret godt ser det unægteligt ikke ud til at blive for den lille nye. Recepten er ellers god og gennemprøvet, nemlig en ganske fotogen yngre kvindelig model (som for lirens og den gode PR´s skyld så spiller en endnu yngre 16-årig model, mums-mums, savle-savle) uden ret meget tøj på det meste af tiden og uden tøj på overhovedet en ganske stor del af tiden. Hvordan kan sådan noget overhovedet gå galt når det nu ellers går ganske godt i massevis af tilsvarende film med endnu mere sparsomt budget til kostumer derovre på tanken? Ihvertfald spiller de godt, dem ovre på tanken, selv om der jo ikke er meget ved handlingen, som en vis gammel (mand) engang udtalte. 

Rais-Nordentofts nye film er forresten en filmatisering af et teaterstykke, og hele plottet er, at en ung pige filmer sine seksuelle eksperimenter, som så til sidst ender i en mulig voldtægt. Det pikante skulle så være, at en politimand bliver “nødt” til at se alle amatørklippene (savle-savle) Måske Politiskolen har været med som sponsor for filmen for at tiltrække flere aspiranter?

Det er åbenbart denne dybe eksistentielle problematik som denne film så skal forløse. Noget tyder på, at det her er gået rivravruskende galt, for når man i reklamerne kun kan finde 2 anmeldelser, som blot har givet 4 stjerner, så kan man jo altid være vis på, at andre har givet mindre (JP til eksempel sølle 2) Alene filmplakaten giver sikkert de 2 af stjernerne, for strip-billederne af den delikate hovedperson Lea Rønne, måske endda dem alle 4. Hun er også vældigt pæn på en tækkeligt fersk måde.

Nu har vi jo tidligere omtalt den noget sølle og kronisk støttehungrende Rais-Nordentoft i disse spalter og noget kunne tyde på, at han får brug for endnu mere støtte til sine kommende film. Det er lidt som en gennemsnitlig høst i den gamle Sovjetunion: Altid gennemsnitlig, lidt værre end sidste år og lidt bedre end næste. Vi så fornyligt et af Rais-Nordentofts tidligere og inderligt forglemmelige epos, nemlig “To ryk og en aflevering” Hvad den handler om har vi ganske vist aldeles glemt, denne forglemmelse var forøvrigt forlængst indtruffet ganske få minutter inde i filmen. Det var vist noget med nogle unge mennesker, som spillede skuespil så man måtte korse sig. Ikke fordi det var godt, det var nemlig helt igennem opstyltet og aldeles rædselsfuldt. Gyseligt, og så var det endda slet ikke nogen gyserfilm. Papdatteren syntes den var endnu dårligere hvordan det så kunne være muligt.

Det er så på dette noget tvivlsomme ikke-grundfjeld af ikke-kvalitet, at Rais-Nordentoft har drejet sin nye film, vistnok endda med gengangere fra den gamle, herunder hovedpersonen. Hvis hun ikke i mellemtiden er blevet klogere mht vores ven Nordentofts talenter kunne man næsten unde hende den skæbne hun måske får i filmen.. Nå nej, det er vist både smagløst og hyklerisk og sexistisk at sige sådan noget. Hvis det altså ikke havde været fordi forarbejdet til denne premiere har været langt mere sexistisk og smagløst og hyklerisk. Meget mere.

Måske har selv Rais-Nordentoft nemlig efter færdigklipningen kunnet se (selv om man tvivler), at han stod med lidt af en potentiel dødssejler her. Derfor “lækkede” han for et stykke tid siden sin sikkert helt oprigtige (grine-grine!) bekymring om, at “alle de mange nøgenscener i filmen nok ville koste publikum”, fordi mange unge mennesker nok ikke måtte se filmen for deres mor (!!) Man behøver vel ikke være ret meget andet end lettere halv-imbecil for at vide, at hvis der er noget, der lokker publikum i biografen, så ER det nydelige modeller uden tøj på i såkaldt “kunstneriske” film og da ganske særligt, hvis man ikke må det for sin mor. De unge drenge savlede naturligvis blot løs som pavlovske hunde ved synet af de publicerede halv- og helnøgenbilleder, mens de unge piger blandt publikum naturligvis kunne more sig med at studere en “billig” pige med sikkert dårlig tøjstil hvis hun altså havde haft tøj på. Således var der noget for enhver..Dygtigt, Rais-Nordentoft, når filmen nu så så tvivlsom ud.

For at give filmen et yderligere skær af seriøsitet udstillede man for nyligt en del af nøgenbillederne af Lea Rønne i den lokale “art cinema”, vores skamstøtte nr. 1 over filmkunst i Århus, Øst for Paradis. For undertegnede er der ikke rigtigt noget mere hyklerisk end sådan en markedsføring og endda vistnok uden køkkenrulle. For at det ikke skal være løgn ligger der lige ved siden af Øst for Paradis en knapt så anerkendt biograf, som har specialiseret sig i ellers lignende repertoire (her MED køkkenrulle). Sådan et sted ville naturligvis ingen af disse frelste kulturradikale voeyerer, som er Øst for Paradis´stampublikum, nogensinde gå hen. Ikke hvis de blev set ihvertfald. Den gode smag kan åbenbart kun trives i disse smagløse omgivelser og det gør den så.

Nå, men længe inden premieren fremgik det også i et interview (naturligvis illustreret med “lækkede” billeder fra den delikate halvafklædte filmplakat) med hovedpersonen Lea Rønne, at hun vistnok havde været noget tøvende og tvivlrådig omkring at optræde nøgen på film. Faktisk havde hun først sagt nej til rollen og det var først efter betydelig “overtalelse” (Hm….) fra Rais-Nordentoft, at hun ændrede mening. Denne tvivl legitimerer jo yderligere dette projekt, for når hovedrolleindehavreren allerede selv har været i tvivl om de kontroversielle scener, så behøver publikum naturligvis ikke være det, de kan så blot labbe nøgenscerne i sig. Filmen er således allerede derved, at hovedpersonen jo allerede fra starten offentligt proklamerer, at hun jo ikke rigtigt mener noget med det, helt afproblematiseret, og så kan de voksne husarer naturligvis også kikke med, måske endda køre lidt slow-motion, når filmen engang kommer til leje. De kan jo også legitimere biografbesøget med, at de er med i studiekreds for at studere deres teenagedøtres seksuelle adfærd. Lyder egentligt lidt lummert grænsende til det meget lumre, og det er det naturligvis også, meget, meget.

Som sagt, hvis man virkeligt havde ønsket at finde en kvindelig model, som virkeligt “spillede” godt i sex-scenerne, så kunne man sikkert med fordel have castet en model inde fra sortimentet i nabobukken, men det ville have været alt for kulturradikalt risikabelt. Det ville nu ellers uden tvivl have givet bedre og langt mere troværdig film. Sådan en film er der jo iøvrigt lavet tidligere, nemlig en hollandsk, hvor porno-tyren Rocco Siffredi spillede sig selv overfor en mere sagesløs kvindelig model. Den har sandsynligvis været mere overbevisende. Den var ligefrem så vidt huskes “kunstnerisk” nok til engang at have gået i selveste Øst for Paradis.

I stedet promoverede Rais-Nordentoft den tækkeligt lidt modstræbende nøgenmodel Lea Rønne i dagens film. Ved gallapremieren arrangerede man søreme også en konference, hvor den lokale stjerneforfatter Svend Aage Madsen med det kultiverede lange hvide flagrende kunstnerhår-og skæg (som er hans eneste og derfor egentlige varemærke) Han sagde,at han var “imponeret over, hvor overbevisende de spiller” Han går nok ikke alt for meget i biografen og tydeligvis slet ikke på tanken. Et indbudt lokalt folketingsmedlem fra SF, Jonas Dahl, opfordrede andre politikere til være bedre “til at berøre emner, som umiddelbart kan være svære at håndtere” 

Nu er politisk tomgangssnak jo ikke let at afkode og aldrig sværere end nu her i agurketiden, så om han snakkede ved det svært-håndterlige ved Lea Rønnes utallige gange afbildede nøgne bryster eller et kommende politisk forbud mod amatør-smalfilm af nøgne piger er noget uklart, men det har sikkert været klogt, det han sagde. Eller måske blot opportunt, nok nærmest det sidste i dette fine selskab. 

Hovedpersonen fulgte naturligvis tækkeligt markedsførings-drejebogen ved premieren og sagde, at alle nøgenscenerne næsten var værre ved premieren, fordi familie og venner var med. Ja, sikke dog en overraskelse det må have været for hende at opdage at hun faktisk var med i en film blot fordi den antageligt hektisk svedende (og måske det, der er værre) Rais-Nordentoft har løbet rundt om hendes nøgne krop med et kamera i ugevis. Ak ja, så meget for den dybere forståelse for livets klamme realiteter hos unge piger.

Filmen er helt sikkert ligeså inderligt ligegyldig, som lanceringen er provinsielt professionel. Anmeldelsen i dagens JP er nådesløs: …det er forfærdeligt at se på” (ikke voldtægtsscenen eller indholdet, filmen forstås) og den “..ender som en uforløst våd drøm” Det er så denne tækkelige våde drøm, som sælges til publikum på samme måde som det er finere at være voeyeur end at være simpel lurer eller blot almindelig midnatslusker. For os er forskellen ganske den samme, nemlig ingenting. Der er blot et par ekstra lag ubehjælpsomhed til forskel på Rais-Nordentofts kalkulerede bras og den “ægte” vare og så åbenbart også nogen replikker, som får selv den allerringeste pornofilm og dens plot til pludseligt at forekomme både rimeligt og ligefrem sandsynligt. Det siger altså en hel del, kan denne skribent sige bestemt efter talrige feltstudier indenfor dette emne i et tidligere liv oplyse.

I går fik vi også en invitation til at få reklameplads i Øst for Paradis, det er tydeligvis ikke alle de kulturbærende lag i området, som læser denne side, og det er sikkert meget godt både for dem og os. Det skulle åbenbart være en form for reklame, som skulle være meget gunstig for begge parter, så derfor sagde vi naturligvis eftertrykkeligt nej. Vi vil altså under ingen form støtte dette svindel-dømte foretagende, som også ved denne lejlighed understregede, at billet-svindelen sandelig var sket for at skaffe penge til en større sag, ikke for nogen personlig vinding. Ak, ja.
Om vi aldrig vil reklamere dernede? Jo muligvis, enten når “Hell Freezes Over, That´s Bloody When!” eller Øst for Paradis bliver nedlagt og der kommer en anstændig biograf i stedet for. Hvad der så end kommer først, begge dele har tydeligvis lange udsigter.

De små ting

I dag vil vi i mangel på større sager bevæge os ned i de noget mindre, nogen vil måske endda kalde dem de helt små. Det er der naturligvis noget om, men man må jo alligevel altid huske på, at hvis man derude i den perfekt-trimmede forstadsidyl ikke har andre problemer end lidt hårdnakket kvik-græs mellem fliserne, så er det alligevel verdens største og vigtigste problem, hvor Darfur og Myunmar i sammenligning ganske blegner. Væsentlighedskriterierne flyder noget i denne tid på samme måde som når teenagere (godt nok til evig tid) ser en kommende bums som verdens undergang. Det er det jo naturligvis også.

Nu er årets Tour de France jo selv for noget uinteresserede iagttagere som denne skribent helt ubeskriveligt uinteressant. Det skyldes mest, at heltene optræder noget anderledes, end man normalt ser helte. I blot en lidt anderledes kontekst ville de nemlig have været nogen ubeskrivelige skvat og morsdrenge og halvvejs endda knapt udsprungne skabsbøsser, men i de sande heltes fravær må man så forsøge at finde det mindste skvat og så gøre ham til den største helt. Det er han naturligvis også, jævnfør den blomstrende bums på teenageren. På samme måde som ham den halvfede derude på savannen for at undgå at blive ædt af den glubske løve blot skal løbe en lille smule stærkere end ham den helfede for at være den hurtigste. Lad os tage vinderen af gårsdagens etape, nordmanden Arvesen fra Team CSC Saxo Bank, en rigtigt tvivlsom helt. Næsten på samme måde som han jo ud fra alle tilgængelige definitioner er en noget tvivlsom dansker.

Nu har det for undertegnede gennem det seneste årti været interessant at betragte danske journalister indenfor sportens verden. Sport i sig selv er jo ret beset aldeles ligegyldig og det præger selvfølgelig dens passive udøvere, altså journalisterne. Alle almindelige journalistiske kriterier som analyse og accepterede begreber som værdighed og væsentlighed bliver permanent suspenderet til fordel for en næsten “hitchcocks” suspense. Da denne “suspense” sjældent eller måske aldrig kan leveres af sporten selv er det så journalisternes opgave at opfinde den. Tilbage til Tour-etapevinder Arvesen: I dagens JP er overskriften nemlig “Postbudet kom med sejren” Nu kunne man naturligvis få de underligste tanker om uforsigtighed i CSC med alskens kanyler og ulovlige opkvikkende præparater i anonymiserede postpakker som dem, min ungdoms hitmagasin “Weekend-Sex” blev leveret i. De var iøvrigt så diskret indpakkede, at enhver naturligvis straks vidste, hvad der var i. Det er nu ikke historien.

Det er det til gengæld, at etapevinder Arvesen helt tilfældigt netop i går modtog en trøje med posten, og det var bestemt ikke en hvilken som helst trøje. Det var nemlig den trøje, som symboliserede, at Arvesen i 2002 (!!) havde vundet det norske mesterskab i cykling. Det vil sige, det var det alligevel ikke helt og Arvesen selv ville nok endda sige “Slet ikke!” og for mange modeinteresserede unge mænd af metroseksuel observans ville det have givet mening-dog ikke for os skal det lige siges.

På den oprindelige mesterskabstrøje sad korset i det norske flag nemlig SKÆVT, når man tog den på. Om det så skyldes den pind-armede og hulbrystede Arvesen,som ser noget afpillet og jammerlig ud eller forkert design er ikke til at vide. Alligevel insisterede Arvesen altså på selv helt personligt at omdesigne mesterskabstrøjen, så korset kunne komme til at sidde helt lige. Det var så denne præstation udi tekstildesign, som i går morges åbenbart kronedes med held, da Arvesen altså for første gang bar sin helt egen trøje og vandt. Det er vist en rigtig solstrålehistorie om rigtige mænd, der vist bare burde have været født som kvinder i stedet for, for noget ret meget mere jammerligt og umandigt er det da ret svært at finde. Måske Arvesen endda helt rigtigt ville kunne vinde det parallets løbende (kørende?) Tour de France for rigtige og autentisk kvindagtige kvinder?

Naturligvis labber den ukritiske og stofhungrende journalist denne historie i sig og selvfølgelig også uden at undre sig over, hvordan i alverden det dog kan tage over 6 år at fremskaffe en trøje, hvor korset altså sidder lige selv deroppe i hjemmebrændingens omtågede hovedland, Norge. Det er ellers et ret godt spørgsmål, næsten ligeså godt som det at undre sig over, hvorfor alle danske TV-seere i dette årtusind er blevet tvangsindlagt af disse hjernedøde sportsjournalister til at skulle opfatte CSC-ryttere som først franskmanden Laurent Jalabert, så amerikaneren Tyler Hamilton, så spanieren Sastre og i år brødrene Schleck fra Luxembourg som ægte danske helte. Det eneste fællestræk i alle årene har jo været heltedyrkelsen af doping-helten Bjarne Riis som holdleder, og de andre statister på cyklerne er så i mangel af bedre blevet helte for sportsjournalisterne. Det må dog alligevel betragtes som noget af en jætte-præstation at få fremstillet Bjarne Riis som nogen sympatisk person, men hvor der er en stålsat vilje er der tydeligvis en vej. Eller nogle penge eller noget andet. Han forekommer ellers som prototypen på en noget kedelig ka´l.

Helt så stålsat så etapevinder Arvesen nu ikke ud i går, ihvertfald ikke for holdets coach, den PR-ekvilibristiske tidligere jægersoldat B. S. Christiansen. Lige inden spurten hviskede B.S. nemlig i Arvesens øresnegl, “(at han skulle huske på) hvad han havde på ryggen”, nemlig sin helt egen mesterskabstrøje efter helt eget design. Hold da helt kaje, hvor det bare kører. Hør blot, hvad Arvesen selv sagde efter sin sejr på omkring 1 cm, som der måtte målfoto til: “Jeg havde nok vundet, uanset hvilken trøje, som jeg havde på. Men det er klart, at det betyder noget” Ak ja, hvad skal vi sige til sådanne visdomsord og et overvældende analytisk og menneskeligt format. At formå at under-inddele et cykelløbs mikro-kosmos på denne måde! 

Ja, vi kunne jo for eksempel mindes det konservative parlamentsmedlem Leo Amery, som i foråret 1940 i Parlamentet under slaget om Frankrig råbte til arbejderpartiets Arthur Greenwood. “Speak for England, Arthur!” i kampen for at få væltet den dødssyge Neville Chamberlain. Det lykkedes som bekendt og verden blev bedre, godt nok først et stykke tid efter.

Se, DET var format og menneskelig klarsyn, den danske form for sportsjournalistik i den ekstreme petitesse-afdeling er blot til at få kvalme af. Når disse åh så ærkedanske cykelhelte som Jalabert o. a. så skifter hold er de naturlige æreløse landsforrædere eller de bliver blot bekvemt helt glemt. Hvornår har man hørt om en anden midlertidig “æresdansker” (husk på, at de skævøjede og hjulbenede japanere under 2. verdenskrig jo også for Hitler var “æres-ariere”) Wilson Kipketer? Han kunne endda så vidt forkalkningen tillader korrekt erindring godt tale en slags “pidgin-dansk”, det kunne vist ingen af cykelheltene. Nå, men tanken om den fine nye trøje efter eget design og de patriotiske ord fra B. S. gav altså alligevel en sejr til Danmark. Vundet af en nordmand på et amerikanstk hold, Saxo Bank er så vidt vides ikke med endnu af andet end navn. Om vi synes det her er helt igennem latterlig journalistik? Det er nok mildt udtrykt.

Ellers kører der en tråd på vores naboforum hifi4all om masochisme. Eller rettere, det drejer sig om en kinesisk kopiudgave opkaldt efter den praktiske (uhyre praktiske og praktiserende så vidt vides) grundlægger af masochismen, nemlig von Masoch. At kalde en højttaler det burde jo sikre et vist publikum, omend noget snævert (av for satan!!). Det har det så også gjort, heriblandt en ef denne skribents ganske vist noget tidligere beundrere (betagelsen er nemlig vist gået permant over), nemlig pseudonymet Jensmarius. Nu kunne man måske med en vis ret spørge om, hvad erfarne og halvgamle hifi-entusiaster ser af interesse i, om en ligegyldig lillebitte pruthøjttaler ved navn ProAc (som aldrig har været solgt i væsentlige styktal, måske (forhåbentligt!) af samme grund) får en kinesisk-produceret klon til en brøkdel af prisen. Et bedre køb end et fuldstændigt ligegyldigt køb behøver vel stadigvæk ikke at være noget særligt godt køb.

Ingen ville vel drømme om at købe den dyre version af denne inderligt ligegyldige højttaler og selv om en tilsyneladende kopi altså er billigere er den nu stadigvæk efter vores mening ligegyldig. Ligesom det er os flintrende ligegyldigt, om en Gamut-højttaler til 50.000,- koster 20 eller 10 eller 5. Det er nemlig også stadigvæk en lille pruthøjttaler. Hvorfor nu lige denne sammenligning? Jo, det er fordi alle højttalerne omtalt i dag såmænd indeholder ærke-danske Scan-Speak højttalerenheder, nogle eller måske ligefrem en ægte delmængde af dem måske endda fra Danmark. Andre af dem kan måske som Arvesen og Kipketer betragtes som mere en slags “æres-danskere” (altså sådan en slags “æres-Scan Speak enheder”), selv om vi ikke helt er klar over, hvor langt den uundgåelige udflyning af denne sidste del af Tymphany-produktionen er kommet. Vi taler altså om en aldeles ligegyldig og vilkårlig prissætning af fuldstændigt ligegyldige produkter, altså en helt igennem ligegyldig sag. Og så måske alligevel ikke helt.

Dette masochistiske foretagende von Masoch er nemlig sadistisk nok at oplyse de specifikke modelnumre på de anvendte Scan-Speak enheder er det er rigtigt “bad news” for andre små operatører i vores branche. Selv om den anførete pris på disse masochist-højttalere på omkring 3000,- for et sæt muligvis hverken indeholder told eller moms, så burde det være den endelige og måske ikke helt ufortjente dødsdom over de små danske leverandører af ikke helt rimeligt prissatte højttalerenheder i løs vægt som FreQuence og Dansk Audio Teknik være afsagt. Problemet er jo, at når man bliver tilstrækkeligt lille som disse firmaer, så stiger éns indkøbspriser dramatisk og den nødvendige salgspris for fortsat eksistens stiger endnu mere. Til gengæld er der en betydelig tendens til fald i det nu mikroskopisk lillebitte firmas kompetence (man kan for eksempel prøve at kontakte DAT Kbh. pr. telefon til en start, det er jo et ellers ret elementært og ganske simpelt kompetence-element) Rotterne, ihvertfald de mere adrætte og erfarne af dem, forlader jo som bekendt altid den synkende skude først og det har de jo forresten forlængst gjort. Alle de medarbejdere i det gamle DAT, som kunne gøre og gjorde en forskel, er jo forlængst forduftet. Undertegnede regnes ikke med her.
Men alligevel, prøv at lægge løsdelspriserne sammen på disse Scan-Speak enheder og se, om det kan betale sig at bygge selv, for det kan det overhovedet ikke, aldrig nogensinde. 

Om det så betyder, at vi synes at disse masochistiske monstrøsiteter er et godt køb? Overhovedet ikke, de er som nævnt blot ligeså ligegyldige som en hel masse massivt overprissatte højttalere til den mangedobbelte pris. Til gengæld er det altså alligevel meget bedre at købe dem færdigt end at lave dem selv. Farvel, Dansk Audio Teknik i København, det går aldrig det her, jeres timeglas er vist løbet ud.
Det gjorde det måske i virkeligheden for flere år siden, eller rettere, det gjorde det.

Når paraderne er nede.

I boksning er det som bekendt ikke god tone at slå hinanden, efter at gongongen har lydt. Ja, det er endda så dårlig tone, at man typisk bliver diskvalificeret for at slå, efter at modstanderen har sænket paraderne for at holde en fortjent pause mellem omgangene. Lige for tiden kan det nu synes som om, at dommeren bare kikker andre steder hen, for vi ser altså en del vilde møllesving, som det hed dengang, der endnu var rigtige kro-boksere i boksesporten. Heja, Brian!

Som bekendt holder verden åbenbart pause i denne tid, og avisen skrumper til 1/3 tykkelse. Den pulserende verden er tydeligvis midlertidigt suspenderet. Om de så har opdaget det i Darfur er nok starks mere tvivlsomt. Godt nok har man opnået en fordømmelse af den sudanske præsident fra ingen mindre (og desværre intet mere end) Den Internationale Straffedomstol. Dette har naturligvis givet fortjent jubel i danske humanistiske cirkler, at denne domstol i Haag med stolte traditioner helt tilbage til år 2002 er gået ind i sagen. Ifølge et par repræsentanter for den danske “godhedsmafia” er det fantastisk gode nyheder. Det kan være noget svært at dele denne ret ukvalificerede optimisme.

Nu ligger Sudans præsident, som er den hovedansvarlige for dette massive folkemord på foreløbigt omkring 400.000 mennesker, nu næppe søvnløs over denne trussel. Der er nemlig ABSOLUT ingen magtmidler tilknyttet domstolen, og derudover rager tragedien i Darfur ingen af stormagterne så meget som en høstblomst. De eneste, det rager endnu mindre, er FN, som godt nok på skrømt har stadioneret en flok gennemkorrupte afrikanske soldater i provinsen, som givetvis deltager aktivt i løjerne og tag-selv-bordet overfor de ubevæbnede civile, mest fordi de ingen løn får, og lidt “soldier´s pay” har man vel ret til traditionelt. De må nemlig ifølge deres FN-mandat ikke skyde, så de gør de næppe, ihvertfald slet ikke på dem, som kunne finde på at skyde igen.

Der er vist bare tale om lidt beskæftigelsesterapi for FN-soldater fra andre afrikanske lande i Darfur, nemlig den slags nyttig beskæftigelse det giver at lære at røve, voldtage og myrde civile, en ret hyggelig hobby åbenbart, siden de har været der så længe uden at få løn. Sande idealister findes åbenbart også udenfor de danske radikale kernevælgere.

På dette formørkede kontinent er det sikkert også en udmærket og realistisk øvelse det der med at myrde og voldtage, som man sagtens kan bruge, når man kommer hjem igen. Nå, kære danske godhedsindustri, hvad er det lige vi skal gøre ved det her? Ingenting, naturligvis. Udover at det jo er sommer er det jo ikke muligt på grund af veto fra Kina og Rusland at gøre noget ved det i FN-regi, og EU med de franske interesser i området gør heller ingenting og USA er jo blot pariaer, så det, som de gør, er jo pr. definition forkert. Ak ja, Darfur er vist bare ligeså glemt som ofrene for tyfonen i Burma. Hvornår er der sidst nogen som har hørt noget derfra? Så meget for verdens skarpe øjne i denne tid. Der er vist gået lidt grå stær i sagerne.

Den regel om at slå reglementeret burde man måske også indføre her i nyhedsmediernes sommerpause, hvor der ellers lokalt og i stort og småt bliver slået rigeligt ud til højre og venstre og ret ureglementeret eller bare hovedløst. Ikke af medierne, de gør slet ingenting, ja de spørger ikke engang politiet om, hvordan det egentligt går med undersøgelsen af vores yndlingsaversion, rutschebanen Cobraen derude hos Force Technology. Det er ellers over en uge siden, at de fik opgaven som de lovede ville blive løst på, ja på under en uge. Det var angiveligt derfor, de fik opgaven. Den kollektive hukommelse er kort i denne tid. Åndsformørkelser er åbenbart noget mere sandsynlige end både måne-og solformørkelser.

Det er måske også godt offentlighedens skarpe øjne er lidt slørede i denne tid, hvor der ellers atter har været en pyromanbrand på en århusiansk skole. Vores gæt herfra vil nok være, at det måske kan ske igen, for ligefrem nogen drakonisk justits fra skolelederen på Strandskolen, Susanne Jensen, taler vi altså ikke om. Hendes udtalelser er faktisk så tåbelige, at selv den småslumrende journalist på JP har taget dem frem som citat. Hør blot: “Overvågningen (af skolen med kameraer red.) kan have en god effekt, men den kan så sandelig også have negative følger (jaså, spændende! red.). Overvågning kan provokere de unge til at ødelægge kameraerne (!!! red.), og de kan jo også gemme sig i hættetrøjer. Man skal passe på med at overreagere og begynde at videoovervåge skolen på grund af en brand”

Der altså gået lidt “Darfur” derude i den pæne forstad Risskov. Det er vel vanskeligt egentligt at overdrive den trussel, som effektiv pyromani (som den foretagne-kun et tilfælde reddede skolen) er, og derfor er det jo også noget svært at overreagere skulle man synes. Skolelederens udtalelser er jo ellers et interessant lærestykke i moderne dansk konflikt-skyhed, hvor man så nødigt vil mistænkeliggøre eller overvåge nogen, for så kan de jo blive sure og måske finde på at ødelægge kameraerne og måske slå sig ved at gøre det og således blive endnu mere sure.. 

Udover det faktum, at enhver idiot med et webcam derhjemme formodes at vide (med undtagelse af denne ikke voldsomt skarpe skoleleder), at overvågningskameraer i mikrostørrelse sagtens kan installeres helt uset, så er det altså spændende med den vinkel hun har på overvågningen som en mulig provokation. Det er nu mest spændende på en ynkelig og jammerlig måde.

Mon man ikke kunne forestille sig, at man måske også skulle holde op med at give bøder til de unge racerbilister, som i disse sommerdage kører 120 km.i timen forbi Bruuns Galleri. Der er uvægerligt tale om BMWer og hårfarven på chaufførerne er i den mørkere ende af spektret. Nå nej, det har man åbenbart allerede besluttet, det med ikke at give bøder altså for der er aldrig politi at se dernede på den bymæssige racerbane. Man har helt tydeligt allerede skønnet, at de unge ville blive voldsomt provokerede og måske endda egentligt permanet traumatiserede af at få en bøde. Man kan naturligvis heller ikke udelukke, at politimesteren har gået på Strandskolen ude hos skoleleder Susanne Jensen og dér lært at acceptere det aldeles uacceptable. Sikke en fantastisk skoleleder, I har derude, behold hende endelig og husk at forhøje brandforsikringen! Og husk, endelig ikke provokere og husk også at afskaffe alle eftersidningerne. Og sedlerne med hjem. Og alle karakterer selvfølgelig. Om ikke andet går skolelederen da forrest i karakterløshed. Det er altid godt at fremstå som et godt eksempel, bravo fr. Jensen!

Ellers fortsætter den stort anlagte lokale jazzfestival for forudsigelig gas, dvs. der omkring hvor motoren hakkende går helt i stå. Det har fået arrangementchef Ilse Vestergaard fra Musikhuset på banen med et krav om, at man skal holde op med alle de gratis jazz-arrangementer, som ifølge hende skader billetsalget til entre-arrangementer i Musikhuset. Sandt og sige er 130 solgte billetter til et gallaarrangement heller ikke ligefrem imponerende, men naturligvis er det ikke faldet Ilse Vestergaard ind, at der måske bare er noget galt med repertoiret eller stedet. Det ville ellers have været en nærligggende mulighed for de fleste. Det er helt sikkert derfor de ikke er blevet arrangementschefer.

På god dansk maner er det naturligvis for Vestergaard de andres fejl. Godt nok har Ilse Vestergaard været ansat i over 20 år som chef i Musikhuset uden at afsætte nogen spor overhovedet, og når hun endnu ikke er blevet klogere bliver hun det nok heller ikke. Hun er vist bare ” a waste of space”, som man så rammende udtrykker det på koncist engelsk. Argumentet er jo ellers det simple, at når man ikke kan få andet end et par forkølede publikummere, (som i deres præ-senile demens nok bare tror, at festugen ved en administrativ fejl er startet lidt tidligt) til gratis-arrangementer, ja så er det altså vanskeligt at forestille sig, at de tillige ønsker at betale for noget, som de ikke gider få gratis. Måske er jazz bare blevet en musikalsk ækvivalent til den gammeldags såkaldte “amagerhylde”. Folk gider ikke engang have den selv om den er gratis.

I vores egen branche er dagens vildeste møllesving efter gongongen vist vores kollega Odyssey Audio, som har sommertilbud på en JohnBlue-højttaler, som de åbenbart har sat ned fra 12000,- til 9500,-. At den vist aldrig har været hverken omtalt og endnu mindre solgt til den citerede pris er ikke engang det mest åndssvage i denne sag. Nej, det er det, at man kun får en kinesisk-produceret 3-tommers snoldet højttalerenhed (og INTET andet) i en fin kasse til denne ikke ligefrem lave pris, hvor man ellers kan købe rigtige højttalere. Som med amagerhylden vil vi herfra sige: At give sådan en højttaler væk helt gratis er allerede alt for dyrt. Som med dårlig jazz. Tak for dette gode grin i denne halvkolde sommer. 9600,- hulk hulk!

Skylon

I 1951 blev der i London i fobindelse med en engelsk “verdensudstilling” kaldet “Festival of Britain” opført en cigarformet aluminiumsskinnende små-fallisk skulptur, som blev kaldt “The Skylon” Den var næsten 100 m. høj, fuldstændigt ubrugelig til nogetsomhelst og den stod der kun til året efter, hvor den møjsommeligt blev pillet ned igen. Som det tidligere “Crystal Palace” af metal og glas (som iøvrigt paradoksalt brændte ned, ak ja) blev det imidlertid et symbol på en tid. For englænderne var denne tid i starten af 1950-erne med rationer og finansminister Cripps´ økonomiske smalhans-politik døbt “austerity” ikke ligefrem inspirerende. 

Det kan naturligvis være derfor, at denne blanke metalcigar udenfor tid og enhver rimelig smag kom til at stå så længe i folks bevidsthed. Man kan nok heller ikke helt udelukke, at dens hurtige forsvinden har medvirket til dens øjeblikkelige kultstatus. Undertegnede har også tidlige minder fra den allerførste ungdom om uforløste spirende forelskelser med sommerferierende piger på fødeøen Endelave, som det vist også var godt ikke blev andet end smukke minder-lidt Skylon poå Endelave! Det er derfor nok mest minderne om Skylon, der kaster de rigtigt lange slagskygger, som der er naturligvis også kan findes paralleller til i nutiden. 

Her i byen plastrer arkitekt Bønnelycke for eksempel den nyligt frilagte å til med glaserede og metalliserede cafeer af en triviel ensartethed, som får Skylon-cigaren til at se helt fornuftig og humanistisk og ligefrem helt anvendelig ud. Om han er inspireret af vores cigar her er ikke til at vide og vi tør ikke spørge ham, han er nemlig ikke nogen særligt flink mand. På den anden side er det da altid rart øjeblikkeligt at kunne spotte de cafeer, som man ikke behøver besøge, de er nemlig ligeså iøjnefaldende som Skylon. De står så desværre endnu, men det går nok også over engang. De fleste har ihvertfald for tiden tilbud på fadøl, men det kan jo naturligvis være, at det blot ikke er moderne længere.

Andre steder i verden har man selvfølgelig også set efterligninger af dette epokeskabende værk. I Dublin for eksempel har nok mange set den specielle irske variant, nemlig en voldsomt tilspidset metalsyl, som står plantet overfor et af frihedskampens store monumenter, nemlig det gamle posthus, hvor Padraig Pearce og de andre umiddelbart kommende martyrer lå og fyrede løs. Om det så er en kunstnerisk tilpasning til det irske voldssamfund, at den irske fortolkning af Skylon er så spids ved vi ikke, men det lokale folkevid har nu forlængst døbt dette metallo-falliske misfoster “The Stiletto in the Ghetto”, for det er jo lige det, den er og det er lige der, den står.

Vi har denne indledning med i dag, fordi vi jo i sidste uge var i England, og der er der nu over 50 år efter atter en folkebevægelse i gang for at rejse Skylon igen som et monument over en tabt tid. Englænderne er altså underlige. Nok så Skylon altså som en prototype-Concorde futuristisk ud på en noget stikkende og sylespids måde, men lige dengang i 1951 med den store biludstilling i Earl´s Court som lokalt højdepunkt over fremtids-optimismen er nu ellers ikke meget at mindes, for det var en trist tid med over 5000 dødsofre for den første voldsomme “smog” (et helt nyt ord dengang) i London. Det var jo også dengang, en af tidens absolutte bestsellere, bilfirmaet Standards nye “Vanguard” helt præcist var udstyret med en motor fra en grå Ferguson-traktor og en Morris 1000 endnu var en overordentligt blodfattig 850 og Ford Popular var på størrelse med en Fiat 500. Ak ja, sikke tider, som Valdemar Atterdag ville have sagt ligesom finansminister Stafford Cripps, hvis han havde været englænder. Og hvis englænderne på Valdemar Atterdags tid havde talt engelsk. Det gjorde de nu ikke, ihvertfald ikke det bedre adelsskab, de talte nemlig fransk. Ligesom Valdemar Atterdag formodentligt talte plattysk og slet ikke dansk-sikke vi kommer rundt i de sære minder i dag!

Skylon som symbol er måske også kommet til Århus. Ihvertfald har byens vise fædre lavet en forhåndsbeslutning om endeligt at bruge det gabende tomme torv foran den lokale domkirke til noget. Det ville selvfølgeligt i en ideel verden have været ønskeligt, at denne fine plads var blevet brugt til noget fornuftigt, men selv med en elastisk anvendelse af ordet “fornuftig” er vi der vel kun lige knapt med det nye projekt. Man har nemlig tænkt sig at at opføre et tårn på 25 m., så man derfra skal kunne se helt til Brabrand sø. For ikke-lokalkendte skal det med, at den altså kun ligger et par kilometer væk og mest er bemærkelsesværdig ved sin intense stank af rådnende brakvand på denne tid af øret. Om man fra tårnet kan se de talrige bundvendinger i Brabrand sø med ledsagende svovlbrinte-bobler fra det kulsorte mudder ved vi ikke og heller ikke, hvorfor det skulle være en særskilt attraktion. Måske Århus blot ikke har ret mange attraktioner udover den skatte-og momsfri enklave Bazar Vest (87% af detailhandlerne tilsyneladende fritaget for moms jfr. seneste offentliggjorte statistik fra Skat)

Til gengæld kan man slet intet se til den anden side, for man agter jo nemlig at placere dette lokale Skylon lige foran domkirken, hvis tårn jo er en hel del højere. Derfor er udsigten deroppefra jo måske ikke ganske overraskende en hel del bedre og endda til alle sider. Udover det faktum selvfølgeligt, at man kommer til at stå og glo ned på et lavere tårn foran i den ene retning. Hvis man skulle tænke sig noget mere overflødigt end et lavt endnu ikke-eksisterende ikke-udsigtstårn foran et allerede eksisterende højt og aldeles glimrende udsigtstårn, tjah så er man vist en slags kunstner. Ligesom vores ven, arkitekt Bønnelycke, som indretter atter en cafe langs åen i glas og skinnende metal. Det er altså rigtig kunst, ikke mindst at sælge sådanne ideer men som Storm P. jo sagde det, så er det jo ingen kunst, når man kan det. Hatten af for dem, som har solgt denne syge ide til kommunen!

Ellers sker der jo faktisk ingenting på den her tid af året. Det kan jo også være derfor, at vores lokale JP i sommer-dovenskab helt uden at vide det opfinder er nyt ord, nemlig “historiefolk” Ifølge avisen er det nemlig betegnelsen for de mennesker, som kommenterer udviklingen på torvet foran domkirken. Nu er undertegnede jo selv en slags historiker, men hvad det lige giver af ekstra ballast til at give sin vigtige og vægtige mening til kende i denne sag er noget uklart. Pladsen foran kirken har jo naturligvis været ubebygget siden kirken blev bygget for knapt 1000 år siden som sådanne pladser altid har været overalt. Det behøver man altså ikke være såkaldt “historiemenneske” for at vide. Ak ja, et provinsielt Skylon i Århus. Ligeså ubrugeligt men en hel del mere i vejen..

Ellers er det jo også tid for den årlige danske pendant til Skylons “Festival of Britain”, nemlig den årlige jazz-festival. Inden festivalen hersker der forunderligt nok ligesom inden den umiddelbart forestående premiere i superligaen for AGF altid en vanskeligt forklarlig optimisme. Alle de tidligere år har denne festival ligesom AGF´s svigtende præstationer de seneste mange sæsoner nemlig været flops, nogle på grund af for dårligt vejr, andre på grund af for godt vejr og atter andre på grund af for omskifteligt vejr. Eller noget helt andet, pest eller andre naturkatastrofer, springflod eller nipflod eller andre tidevandsmæssige forstyrrelser, ret godt er det ihvertfald ikke gået. Det gør det næppe heller i år, hvor halvgamle mennesker med en halvlunken og halvdoven halv fadøl giver deres halvhjertede applaus til halvdårlig jazzmusik.

Til gengæld har den vistnok racistiske del af AGF´s fanskare, “White Pride” fået en ny neger at råbe abelyde efter. Han er godt nok anskaffet som AGF´s nye håb til at lave mål. Ak ja, verden er vist ikke hvad den var engang, når man ikke engang kan regne med sine egne, negre eller ej. Hvem der blot var tilbage ved det gamle Skylon i 1951. Dengang varede det jo iøvrigt endnu 28 år, inden den første farvede spiller skulle komme på det engelske landshold i fodbold. Det var iøvrigt for alle fodboldarkæologer Viv Anderson fra Nottingham Forest. Spændende, ikke? Det var så dagens tekst for såvel fodboldfolket som historiefolket.

Karaktermord

I afdelingen for de mere beskidte politiske tricks finder man det såkaldte “karaktermord” Denne betegnelse dækker jo som bekendt den situation, hvor man ved hjælp af helt udokumenterede insinuationer forsøger at nedgøre en person eller en anden enkelt ting og dermed dreje virkeligheden. Et godt eksempel, som sikkert overhovedet ingen længere husker, var i den amerikanske valgkamp i 1972, hvor præsident Nixons stab suppleret med et par freelance-journalister fra laveste skuffe (bl. s. Hunter Thompson) lavede dette stunt mod den daværende præsidentkandidat Edmund Muskie. Nu var Muskie selv tilsyneladende uangribelig (selv grundig granskning gav åbenbart intet smuds at kaste med), så derfor gik Nixons folk løs på Muskies kone med aldeles horrible moralske anklager. Det var selv med politisk målestok grænseoverskridende.

Dette fik til sidst Muskie til at bryde sammen og hulke for åben TV og missionen var lykkedes. Karaktermordet pr. stedfortræder, for ingen amerikaner vil dog (måske egentligt fornuftigt nok) stemme på en flæbende præsident, var lykkedes til perfektion og Muskie trak sig som kandidat. Vi bringer det her op i dag, fordi vi i dagens avis ser en ret nøje pendant til dengang. Vi må huske på, at det hverken dengang eller i dag drejede sig om at oplyse om noget reelt, faktuelt eller blot positivt om egen politik eller egen fortræffelighed. Nej, det egentlige ærinde var og er blot at sige noget negativt om andre, absolut intet andet. Ens egen virkelighed har intet med sagen at gøre. Iøvrigt var Nixon selv jo en af de få certificerede skurke. Ihvertfald lige i det embede, dagens skribenter har vist ikke været opstillet.

Enkelte læsere vil nok efterhånden lide af en moderat Cobra-metaltræthed efter vores mange kommentarer, men alligevel fortjener den altså lige en tur igen i dag. Der er sådan lidt kombination af det allerværste fra den mest rå form for kapitalisme suppleret med lidt propaganda af en form, som tidligere mest har været anvendt i Central-og Østeuropa af folk med karakteristiske overskæg i en tekst i dagens avis. Det drejer sig nemlig atter en gang om vores yndlingsaversion, Cobraen. Eller rettere, det gør det kun indirekte, for efter denne forudsigelige ulykke er intet mindre end formanden for “Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark” trukket i harnisk sammen med selveste formanden for IAAPA, Europa. Hvad det så end er, det forklares nemlig ikke, men det lyder unægteligt ildevarslende. Det er det forøvrigt også.

Nu kunne man måske ligesom EU`s organ for bekæmpelse af racisme ideelt forvente, at disse notabiliteter ville gå i brechen for større sikkerhed i parkerne eller måske endda til større økonomisk kompensation eller blot opmuntring til de ulykkelige ofre, men nej! Hele historien i dag går på noget helt andet. Vi taler nemlig om såkaldt “mod-spin” af allerhøjeste kaliber. I dag går formænd for forlystelsespark-foreninger tydeligvis på Handelshøjskolen eller på universitetet. Der er sandhed jo sådan noget sørgeligt relativt og ret ligegyldigt noget. Nu er både såkaldt “spin” og “mod-spin” jo accepteret i politik, fordi de brådne kar findes overalt og ingen normalt har noget at lade hinanden høre. Det er noget anderledes her, fordi det er selve det håndgribelige ulykkelige virkelighed, som er det ogentlige offer for dagens “mod-spin” Nemlig den kendsgerning, at man i Tivoli Friheden har sat en ganske vist godkendt rutschebane i gang aldeles vel vidende, at der ville blive problemer. Ellers ville man jo naturligvis ikke have stationeret 2 italienske montører fast ved banen. Derfor finder man naturligvis noget helt andet at angribe, og hvad kan dog være mere folkeligt acceptabelt end USA. Sikke kloge de folk dog er, de kunne næsten ligeså godt have drillet klassens tykke dreng, det havde givet samme mening.

Det er altså en noget vild tekst, som vi ser i dagens avis, og som fortjener betydelig udbredelse som lærestykke. Anledningen er, at for mange, heriblandt undertegnede og en lederskribent ved JP, har det været helt oplagt at forestille sig følgerne for Friheden, hvis denne hændelse (læs.Ikke-ulykke) havde fundet sted i USA. Det kan nok være disse studerede organisationsmedlemmer fra branchen så kommer op på beat-et. Igen, det drejer sig om karaktermord her eller ihvertfald et ihærdigt forsøg. Det drejer sig nemlig udelukkende om at godtgøre, at den danske model er den bedste i verden. Overskriften er derfor “Fokus på det sikre” Tak for kaffe, Fætter Guf!

Derfor starter man naturligvis med at understrege, at der er faste lovkrav i Danmark omkring myndighedernes godkendelse. Det lyder jo vældigt fint, men det sker altså gennem de private firmaer Force og Teknologisk Institut, som jo må formodes at ønske at stå på venskabelig fod med deres kunder. At det bestemt ikke er en tilstrækkelig forudsætning for optimal sikkerhed behøver vi vist ikke engang sandsynliggøre. Disse lovkrav findes ikke i USA, og det er for disse branchefolk naturligvis et bevis for, at den danske model er bedst. At man så lige bekvemt glemmer den betydelige selvjustits, der i USA ligger i den simple interesse ikke at få sin forlystelsespark lukket på grund af blot ét eneste uheld glemmer man naturligvis. Det må da ellers sige at være det ultimative sikkerheds-argument.

Den næste sætning er dog selv efter gentagen granskning af annalerne ret enestående: “Meget få eksperter vil hævde, at den amerikanske “claim-culture” har positive bieffekter-og således heller ikke på dette område”(!!) Vi er vist noget ude på det teoretiske overdrev her for at udtrykke det lidt mildt. Her gik vi netop og forestillede os, at det eneste mulige check på kapitalismens værste udskejelser netop var, at det kunne koste virksomheden livet at sjuske med sikkerheden. Det behøver man vel heller ikke ligefrem være ekspert for at se. Man kunne vel dårligt indføre nogen mere effektiv kontrol med salmonelleforgiftning i danske restauranter end at tildele en mill. kr. til hvert eneste offer for en forgiftning. Det ville nok fjerne risikoen permanent.

Nej, den bedste amerikaniserede term her i denne artikel er vist “The Permissive Society”, hvor alt for mange får lov til alt for meget på endnu fleres bekostning som vi jo har set i denne sag. Meget betegnende bruges dette udtryk ikke i artiklen, det dækker måske også i rigelig høj grad den danske virkelighed. A propos kost og kostelighed, så hør dette citat fra vores nye venner: “Statistikkerne viser, at risikoen for at komme alvorligt til skade (defineret som hospitalsindlæggelse på 24 timer eller længere), når man prøver en forlystelse, er 1 til 15 millioner” Nu er der jo rent statistisk ret få forlystelser, som nogensinde nogetsteds har forårsaget personskade, så et mere relevant tal ville vel være de mere ekstreme. Ellers må vi da isoleret sige, at det foreløbige antal hospitalsdage for de tilskadekomne på 10 dage gange 3 altså statistisk sikrer de næste 450 mill. ture i Cobraen. En lidt sjov statistik, den her hvis den havde haft nogen mening.

Slutbemærkningen fra disse skruppelløse spin-fætre er, at “sikkerheden står naturligvis ikke til diskussion” og her er vi naturligvis enige. Hvad det så lige har med resten af denne horrible udgydelse at gøre, kan vi til gengæld ikke få øje på. Udover at vi lever i den bedste af alle tænkelige verdener naturligvis, heldigvis langt væk fra alle skurkene over i USA. Om man snakker om ofrene for Cobraen? Gæt selv og find en grimasse der kan passe. En rigtigt grim en.