I går søndag var så endeligt dagen, hvor der kom “ild” i vores Vitavox stue-Thunderbolts. Det skal ikke antydes det allermindste, at der er givet nogetsomhelst “køb” på den noget før-industrielle, nærmest “landbrugsagtige” finish i retning af stilistisk tilpasning til vores ellers rimeligt pæne hifi-stue. De her højttalere ser med deres voldsomt ludende kæmpestore 50-kilos horn ovenpå voldsomt truende ud og da slet ikke mindst i retning ved hvert øjeblik at kunne vælte forover med akut kvæst- og knogleknusnings-fare for folk og fæ. Alene det giver jo en fornyet intensitet i musiknydelsen.
For en nydelse, DET er det selvfølgelig, for som en sand akademker vil denne skribent sammen med andre tåbe-båthorn som de uhyre flittige og endnu mere selvovervurderende neteksistenser som “Analogueman”, “P.H”, “mson” , “MortenB” og heldigvis kun et par enkelte andre, å vil jeg sagtens kunne argumentere herfra og til evigheden for, at det sande Audio-Nirvana” for første gang nogensinde er nået. Og det er uvægerligt undertegnede, der har gjort det og det ganske uanset, hvem der skriver det.
Det må være den slags, som en længere videgående uddannelse fører til: Stupiditet og inderlig enfoldighed forklædt med masser af nye ord og alenlange indlæg og ikke mindst den tilsyneladende kroniske harme og forurettelse, der altid går som en brandvarm understrømtaf overophedet magma fra en eksploderende vulkan gennem disse flittige skribenters indlæg. For selv om de oftest selv har valgt ikke at skrive på f. eks hifi4all, så kan de sagtens mange uger og år efter livfuldt berette om deres vrede og forurettelse ved deres selvskabte exit. Ja, den slags skal man vist være en rigtig akademiker for at kunne forstå, selv vil jeg ikke hykle nogen syndelig faglig forståelse, mere vist en slags klinisk sympati.
Det eneste entydige, som vi akademikere kan tilbyde indenfor den videre hifi-forståelse, er vist almindelig forplumring af ellers simple materier og og en i virkeligheden basalt aldeles u-akademisk mangel på selv den allermindste kritiske sans. For når VI, altså de bedste og de kvikkeste på kloden, sidder og leger med Duelund-kabler trukket dobbelt eller hvad vores strålende intellekt eller kan finde på, så konstaterer vi altid og uden undtagelse en foreskel og forbedring, som iøvselv en særdeles u-akademisk empiriask tilgang i form af blot en enkelt blindtest ville kunne afsløre som ren idioti.
Dette er måske den største og ihvertfald den mest entydige akademiske gave. Den uendelige evne til selvbedrag over egne strålende evner og dømmekraft. Og det er heller ikke spor tilfældigt, at både røde og sorte og brune og jakobinske og alskens nationalsocialistiske bevægelser altid har haft forrygende succes blandt den til enhver tid selvbestaltede intellektuelle elite. Hvilket vil egentligt kun tjener til at bevise, at ingen formel uddannelse reelt ændrer på det sommetider noget sølle intellektuelle råmateriele. Ukritisk umælende fjols ind, ukritisk ordskvaldrende fjols ud!
Og nu inden vores begavede læsere helt falder frådende over denne skribent, som jo nok har mere end en lille “rem af huden”, så tilbage til oplevelsen af lyden fra vores Vitavox-stak, som får vores ellers velvoksne aktive ATC SCM 300-højttalere til at lettere diminutive ud. Forspændt en tidsperiode-korrekt McIntosh MC2500 på an bagatel af 500 watt/kanal var lyden til en start forrygende og ikke mindst HØJ. Ja, faktisk forekom lydbilledet væsentligt højere end den ellers ikke ubetydelige fysiske samme på lige knapt 2 m. Men sikke det da lød.
Det varede så indtil denne efterhånden erfarne skribent aldeles uakademisk kom til at tænke på, om nu det indbyggede passive delefilter oprindeligt beregnet til det langt mindre og kortere DH-330 horn nu osse var helt optimalt til de meget større og længere CN 127-horn. For hvis de var, så var polariteten på hornene jo ikke nødvendigvis korrekt længere. Sådan siger vi akademikere jo, når vi nødtvungent erkender, at vi måske ikke lige ved ellers omhyggelig markering af korrekt polaritet overalt måske helt har anvendt almindelig sund håndværker-fornuft.
Nå, men så fik jeg vendt fasen på mellemtonedriveren og SÅ faldt lydbilledet da godt nok på ned, hvor det egentligt skulle have været hele tiden: Mellem hornåbningerne på driver og bashorn.Ja, det blev faktisk så godt, at jeg godt turde præsentere resultatet for min papdatter (fruen er væk et par dage). Og hun blev faktisk ganske frivilligt siddende der adskillige numres tid, behørigt imponeret af sin gevaldigt begavde papfars lydmæssige færdigheder. Efter et voldsomt bombardement af bulder og brag fra Hadouk Trio kunne hun dog ikke tilbageholde sin fornuftige kvindelige erkendelse af, at jeg da vist bare blærede mig lidt.
Og det var vel ret beset bare det, som jeg gjorde, megen musikalsk nydelse er der jo aldrig i den slags situationer og så har vi da vist rundet op. Alligevel er det faktsik så godt, at jeg godt tør præsentere resultatet for fruen, når hun kommer tilbage. Jeg vil dog ikke på nogen måde tro, at hun vil foretrække resultatet frem for sine hidtidige favoritter, nemlig ATC SCM 300-erne.
Og det ved jeg ikke engang selv, om jeg vil. højst uakademisk, for jeg har jo trods alt selv skabt disse højttalere helt alene..For det trælse faktum består: Ingen mennesker overhovedet vil et øjeblik tro, selv udenfor lokalet og et godt stykke ned af vejen, at der står en ,musiker i stuen. For i ligmed med alt andet elektronisk reproduceret musik med en mulig undtagelse af et elektrisk flygel,, så er det her blot en højst utilstrækkelig efterligning af den ægte vare, den oprindelige akustiske begivenhed.
Og så er det iøvrigt ligegyldigt, hvor meget denne skribent kunne glæde sig over papdatterens forbløffede udtryk ved blot 5 watt i spidserne på “blink-meteret” på den gamle McIntosh.
Men derfor vil jeg da alligevel her i dag glæde mig totalt ukritisk-akademisk lige et øjeblik over egen uendelig fortræffelighed:
For det lyder altså helt vildt! Om ikke andet.