Fucking upload-lort!

Her til morgen er målet efter en hyggelig weekend i det vendsysselske ufortøvet at få vores blog her til at uploade fotos. Det forekommer ganske urimeligt idiotisk at en så relativt højteknologisk virksomhed som vores ikke kan finde ud af det. Eller måske mere isoleret set: At denne skribent ikke kan få vores forskellige fotoapparater til andet end helt tilfældigt og på helt tilfældigt tidspunkt og det endda kun i allerheldigste fald,  at oploade fotos til den mappe, som burde være automatisk backup.

Og til de sikkert utallige derude, der måtte være spændte på fruens foreløbige Thunderbolt-dom, så er den i det allervæsentligste positiv. Faktisk nærmest så positiv, som dette kære væsen nogensinde har været i disse ellers hyppigt gentagne auditive vurderingssager.
Og det er dog noget, når nu noget andet er så forbandet.
Vi glæder os til at vise vores isenkram frem.

Herligt tidsspilde

I går søndag var så endeligt dagen, hvor der kom “ild” i vores Vitavox stue-Thunderbolts. Det skal ikke antydes det allermindste, at der er givet nogetsomhelst “køb” på den noget før-industrielle, nærmest “landbrugsagtige” finish i retning af stilistisk tilpasning til vores ellers rimeligt pæne hifi-stue. De her højttalere ser med deres voldsomt ludende kæmpestore 50-kilos horn ovenpå voldsomt truende ud og da slet ikke mindst i retning ved hvert øjeblik at kunne vælte forover med akut kvæst- og knogleknusnings-fare for folk og fæ. Alene det giver jo en fornyet intensitet i musiknydelsen.

For en nydelse, DET er det selvfølgelig, for som en sand akademker vil denne skribent sammen med andre tåbe-båthorn som de uhyre flittige og endnu mere selvovervurderende neteksistenser som “Analogueman”, “P.H”, “mson” , “MortenB” og heldigvis kun et par enkelte andre, å vil jeg sagtens kunne argumentere herfra og til evigheden for, at det sande Audio-Nirvana” for første gang nogensinde er nået. Og det er uvægerligt undertegnede, der har gjort det og det ganske uanset, hvem der skriver det.

Det må være den slags, som en længere videgående uddannelse fører til: Stupiditet og inderlig enfoldighed forklædt med masser af nye ord og alenlange indlæg og ikke mindst den tilsyneladende kroniske harme og forurettelse, der altid går som en brandvarm understrømtaf overophedet magma fra en eksploderende vulkan gennem disse flittige skribenters indlæg. For selv om de oftest selv har valgt ikke at skrive på f. eks hifi4all, så kan de sagtens mange uger og år efter livfuldt berette om deres vrede og forurettelse ved deres selvskabte exit. Ja, den slags skal man vist være en rigtig akademiker for at kunne forstå, selv vil jeg ikke hykle nogen syndelig faglig forståelse, mere vist en slags klinisk sympati.

Det eneste entydige, som vi akademikere kan tilbyde indenfor den videre hifi-forståelse, er vist almindelig forplumring af ellers simple materier og og en i virkeligheden basalt aldeles u-akademisk mangel på selv den allermindste kritiske sans. For når VI, altså de bedste og de kvikkeste på kloden, sidder og leger med Duelund-kabler trukket dobbelt eller hvad vores strålende intellekt eller kan finde på, så konstaterer vi altid og uden undtagelse en foreskel og forbedring, som iøvselv en særdeles u-akademisk empiriask tilgang i form af blot en enkelt blindtest ville kunne afsløre som ren idioti.

Dette er måske den største og ihvertfald den mest entydige akademiske gave. Den uendelige evne til selvbedrag over egne strålende evner og dømmekraft. Og det er heller ikke spor tilfældigt, at både røde og sorte og brune og jakobinske og alskens nationalsocialistiske bevægelser altid har haft forrygende succes blandt den til enhver tid selvbestaltede intellektuelle elite. Hvilket vil egentligt kun tjener til at bevise, at ingen formel uddannelse reelt ændrer på det sommetider noget sølle intellektuelle råmateriele. Ukritisk umælende fjols ind, ukritisk ordskvaldrende fjols ud!

Og nu inden vores begavede læsere helt falder frådende over denne skribent, som jo nok har mere end en lille “rem af huden”, så tilbage til oplevelsen af lyden fra vores Vitavox-stak, som får vores ellers velvoksne aktive ATC SCM 300-højttalere til at lettere diminutive ud. Forspændt en tidsperiode-korrekt McIntosh MC2500 på an bagatel af 500 watt/kanal var lyden til en start forrygende og ikke mindst HØJ. Ja, faktisk forekom lydbilledet væsentligt højere end den ellers ikke ubetydelige fysiske samme på lige knapt 2 m. Men sikke det da lød.

Det varede så indtil denne efterhånden erfarne skribent aldeles uakademisk kom til at tænke på, om nu det indbyggede passive delefilter oprindeligt  beregnet til det langt mindre og kortere DH-330 horn nu osse var helt optimalt til de meget større og længere CN 127-horn. For hvis de var, så var polariteten på hornene jo ikke nødvendigvis korrekt længere. Sådan siger vi akademikere jo, når vi nødtvungent erkender, at vi måske ikke lige ved ellers omhyggelig markering af korrekt polaritet overalt måske helt har anvendt almindelig sund håndværker-fornuft.

Nå, men så fik jeg vendt fasen på mellemtonedriveren og SÅ faldt lydbilledet da godt nok på ned, hvor det egentligt skulle have været hele tiden: Mellem hornåbningerne på driver og bashorn.Ja, det blev faktisk så godt, at jeg godt turde præsentere resultatet for min papdatter (fruen er væk et par dage). Og hun blev faktisk ganske frivilligt siddende der adskillige numres tid, behørigt imponeret af sin gevaldigt begavde papfars lydmæssige færdigheder. Efter et voldsomt bombardement af bulder og brag fra Hadouk Trio kunne hun dog ikke tilbageholde sin fornuftige kvindelige erkendelse af, at jeg da vist bare blærede mig lidt.

Og det var vel ret beset bare det, som jeg gjorde, megen musikalsk nydelse er der jo aldrig i den slags situationer og så har vi da vist rundet op. Alligevel er det faktsik så godt, at jeg godt tør præsentere resultatet for fruen, når hun kommer tilbage. Jeg vil dog ikke på nogen måde tro, at hun vil foretrække resultatet frem for sine hidtidige favoritter, nemlig ATC SCM 300-erne.

Og det ved jeg ikke engang selv, om jeg vil. højst uakademisk, for jeg har jo trods alt selv skabt disse højttalere helt alene..For det trælse faktum består: Ingen mennesker overhovedet vil et øjeblik tro, selv udenfor lokalet og et godt stykke ned af vejen, at der står en ,musiker i stuen. For i ligmed med alt andet elektronisk reproduceret musik med en mulig undtagelse af et elektrisk flygel,, så er det her blot en højst utilstrækkelig efterligning af den ægte vare, den oprindelige akustiske begivenhed.
Og så er det iøvrigt ligegyldigt, hvor meget denne skribent kunne glæde sig over papdatterens forbløffede udtryk ved blot 5 watt i spidserne på “blink-meteret” på den gamle McIntosh.
Men derfor vil jeg da alligevel her i dag glæde mig totalt ukritisk-akademisk lige et øjeblik over egen uendelig fortræffelighed:
For det lyder altså helt vildt! Om ikke andet.

Mogami 2477 og regnskabets time..

Efter endnu en travl weekend i det vendsysselske er denne skribent tilbage til det, som han gør bedst: Nemlig at lodde trivielt-trælse og undertiden direkte fornuftsstridigt åndssvagt konstruerede kabler. Tag for eksempel i dag, hvor der på livet løs monteres nye højttalerkabler og stik på vores nye “flammer”, de ganske betydeligt store Vitavox Thunderbolt. Og “flammende”, DET er de med den noget mandhaftigt-konciperede tordenkile  på fronten. Der menes tydeligvis business og heldigvis lyder de osse sådan, disse ægte frontladede skrumler fra en forlængst svunden tid.

Vi har tidligere omtalt de idiotiske tilslutningsterminaler med med små og ganske overordentligt korte og  ikke-faste ligekærvede skruer, der flyver til højre og venstre og ikke mindst NED, når man bandende forsøger at montere et kabel. Og selv et netkabel af den gode gamle brun/blå slags på 0.75 Ø er en mekanisk prøvelse af de afgjort mere unødvendige.

Nå, men heldigvis har denne skribent fundet en uhyre professionel løsning efter at det viste sig, at vi den betydelige bunke af tilbehør faktisk fandt en stak retrofit-stikplader, der simpelthen med et afstandsstykke blev monteret ovenpå den oprindelige skruestikplade. Og i tidtypisk ikke videre elegant engelsk stil er stikpladen forsynet med en (iøvrigt fastskruet) klap, der kan vippes 90 grader ud, så der er adgang til diskantens niveauregulering. Denne foregår til gengæld som faste tapninger på en voldsom modstand, men betjening af samme kræver altså lidt brug af håndværktøj. Og osse lige en lommelygte, da man ellers ikke har en kinamands chance for at se, hvad det er, man skifter imellem i det lillebitte glughul, der efterlades af afstandspladen.

Nå, men når man så møjsommeligt har skruet pladen på og monteret alle de tudsegamle små og småkorroderede spadestik på det interne delefilter, så opstår der et problem. For fra nu af hedder al tilslutning til højttalerne XLR-stik, og der passer vores sædvanlige Mogami 3103 højttalerkabel ad helvede til i stikkene, der kræver runde kabelprofiler på ikke over 8 mm. At der så lige er den lille krølle på stikproblematikken, at benforbindelserne på stikkene naturligvis er vendt modsat alle andre OG at diskanten skal forbindes med 4-benede XLR HAN-stik i BEGGE ender er så blot charmerende for anglofiler.

Til gengæld var det mere held end forstand, at vi fornyligt fandt det helt korrekte og ligeledes idiotiske kabel til denne ret beset overflødige men til gengæld tidstypisk_korrekte tilslutning: Det koaksiale Mogami 2477 kabel, som hermed er introduceret som parcellens dyreste kabeltype. At den så er ganske urimeligt irriterende og træls at montere siger sig selv, det er jo hifi og den skal obligatorisk have kabelkrymp på.

Nå, men heldigvis lyder det allerede meget bedre nu. Og det er egentligt en smule underligt, når det tages i betragtning, at inde højttaleren og bag stikpladens let misfarvede stik naturligvis findes alenvis af almindeligt netkabel (højttalerne er jo noget store) som vi naturligvis af veneration umuligt kan pille ved. Hm., måske denne skribent skal være noget forsigtig med at lade sig underkaste fruens inappellable blindtest med hensyn til hørbarheden af det nye kabel? Det vil nok være klogt.
Men FLOT og mandigt barsk, DET er kablet og derudover nødvendigt, da Vitavoxerne i stuen ikke står fast, men skal kunne rulles bort og dertil er stik en absolut nødvendighed.

Nå, men derudover så har vores strenge revisor Anders netop godkendt og offentliggjort firmaets årsregnskab, og det er da bemærket i smug ganske hyggelig læsning.
Vi håber, at  vores gamle ven Kenneth Bremer og frue kikker med og glæder os samtidigt over, at den eneste fyreseddel, denne skribent nogensinde har modtaget fra disse flinke mennesker (såvel som osse  alle andre forstås) , hænger fint i glas og ramme her på matriklen ved siden af portrættet af Jens Folmer Jepsen..
For uden ham og hans kone havde verden været anderledes for os nu her på den højtidelige 13-års dag for den senere fru Mathiasens allerførste natlige besøg.

Nordjydsk nytår

Synsvinkler og perspektiver ændrer sig unægteligt gennem et menneskeliv. Se nu blot nytårsaften, hvor en yndet syssel i egen barndomstid på den velkendte ud-ø var at luske ned til det lokale gadekær med den faderlige haglbøsse-muskedonner under armen. Det skulle naturligvis ske efter mørkets frembrud, men det var osse ganske let i en tid, hvor sneen var hvidere og dybere ligesom somrene uvægerligt var solrige og særdeles sommerlige. Den nedrige plan var så at skræmme alle de utallige ænder dernede i gadekæret til at skabe det lydtryk af “anderlig” skræppende utilfredshed, som ens ikke-eksisterende midler til indkøb af knaldfyrværkeri lod tilbage at ønske.

Og højt, DET blev det, når de mange hundrede ænder i det lillebitte kær højlydt luftede deres højest berettigede utilfredshed., ja en hel del højere lydtryk skabtes derved end selv affyringen af datidens uopnåelige “Rolls-Royce-lynkineser”, det såkaldte “Blaa Lyn” ville have kunnet præstere. Det have været vanvittigt skægt, vi gjorde det ihvertfald i adskillige år og ialtfald var det billigt, npår man nu blot kunne negle det fædrene ophavs patroner tillige med geværet.

Noget anderledes og mere ængsteligt forløb denne nytårsaften til gengæld. For for første gang sad fruen og alle de 4 hunde og jeg i vores vendsysselske skovhus med udsigt ud over hestefolden. Og nu var perspektivet et helt, helt andet. Nu var barndommens lyster til skrallebang ganske afløst af den senere middelalders ænstelse om hvorvidt krikkerne og de øvrige kræ kunne udholde lysglimt og alskens uvant knalden og bragen. Det er jo ikke akkurat et ideelt nytårsaften-scenarie at se hestene ryge igennem hegnet i fuld panik-galop ind i Dronninglund Storskov.

Nå, men det skete så heldigvis heller ikke denne aften, hvor dyrenes største kilde til berettiget ængstelse med garanti har været smitten af begyndende panik fra os mennesker. de stod blot og sov troskyldigt ude på folden, flot illumineret af de ganske vist heller ikke vanvittigt nærgående glimt fra fyrværkeriet. Så alt ialt altså en ganske rolig aften og nat i den nordjydske idyl, hvor vi dog lige fik tid til et sidste koloenormt  læs affald ned til vores nye ven på Dronninglund Genbrugsstation med ønsket om et glædeligt nytår.

Nu mangler vi vist nærmest kun en 5-7 ture med skrammel den dobbelte hestetrailer ned til den flinke mand, og så er alting lige pludseligt blevet helt fint igen. For selv om denne skribent omhyggeligt har manuduceret madammen i nødvendigheden af at “nyde processen” ved at overtage vores landlige idyl, så har jeg ikke selv fundet blot den allermindste anledning til at efterleve dette sikkert ellers ædle princip. Jeg har simpelthen knoklet på som en åndssvag hele dagen dag efter dag det allermeste af den tid, jeg endnu har været deroppe. Ja. ret præcist al den tid, hvor gengbrugspladsen har været åben PLUS den tid hvor jeg udenfor deres åbningstid har kunnet pakke traileren ekstra fuld, så vi kunne holde udenfor genbrugspladsen, præcist når de åbnede.
Måske ikke helt urimeligt, når madammen påpeger, at jeg ikke efterlever mine egne principper blot det allermindste.

Nå, men heldigvis kan jeg så alligevel tage en slags revanche for al det det her arbejdsraseri, for alt tyder på, at denne skribent i morgen vil kunne installere et Vitavox Thunderbolt-højttalersystem i vores årshusianske forstadslige hifi-stue med hjul og alting og et kolossalt stort 15-cellers horn ovenpå. For når konen er ude, så kribler de underligste lyster…
Og derudover skal vi da kun ganske lidt forsinket ønske alle vores læsere og kunder et velsignet nytår!