Et efterhånden presserende spørgsmål!

Vi venter stadigvæk her noget forundret på den første fornuftige forudsigelse for, hvad der lige sker, når de cypriotiske banker genåbner efter den tvungne nedlukning…
Ja, hvad kan der mon ske. Vores eget eneste og dermed bedste bud er underligt nok det, som ingen økonomiske journalister endnu så vidt jeg har set overhovedet har nævnt endnu. Det er ellers ganske indlysende. Ikke at det gør hverken behageligt eller blot bærligt..
Eftertænksomhed kan sommetider være en forbandet svær byrde og sjældent mere end når man åbenbart må bære den alene…

En stiv klokketime og anden umådelig uvidenhed

Så er dagen begyndt med produktion af 58 stk. farve/længdekodede kabler til en storkøbenhavns musikskole og tak for ordren,  Martin du gamle ven! Vi driver ikke helt i disse dage og da slet ikke efter den meget nylige ferie, men derfor kan der måske godt blive lidt ekstra kvalitetstid med de store musikanlæg her i huset.
Derudover er det om ikke ret længe, faktisk ganske forfærdeligt kort, tid til at små-fejre et “audio-historisk jubilæum” af de lidt større. Eller måske mindre, lidt afhængigt af, hvem det måtte berøre. Den 1 april er det nemlig hurra-hurra (fanfarer og andre truttende lyde  fra det gennemtrængende middelalderlige musikinstrument kaldet “bombarde”) ikke mindre end 30 år siden, at denne skribent startede i den professionelle audiobranche.

Og sikket dog meget  der er sket i denne tid. Ikke mindst er folks almindelige kritiske audio-fornuft formindsket i en grad, der må kaldes foruroligende. Om det så altsammen kan eller bør tilskrives denne skribent er heldigvis uhyre tvivlsomt, men sket, det er det!
Det mest lysende eksempel på. hvor galt det står til så vi i de seneste dage på dummernik-forummet hifi4all. Lige i det her specielle tilfælde var dummernikken nu ikke “the usual suspect”, forrum-ejer Mikkel Gige, der ellers er uovertruffen i dennne ellers sværere og sværere genre, hvor man virkeligt skal lægge sig i selen for at matche de mere og mere stupide spørgsmål, der stilles.. Nej, det var simpelthen spørgeren, der ville vide, hvor han kunne få repareret sin snart 40 år gamle Teac-spolebåndoptager. Og sikke dog han havde forberedt sig. fjolset!

Han havde nemlig forlægst fundet ud af, at man skulle indstille både såkaldt “bias” og niveau og så kører kalorius igen, jamen var han dog ikke begavet? Og han mente heller ikke, det kunne tage mere end max. en times tid. Og manden har jo naturligvis ret. Det kræver blot, at den tekniker, der får opgaven tilfældigvis lige har servicemanualen liggende opslået på bordet foran sig på den korrekte side og iøvrigt i den seneste lange tid ikke har bestilt andet end at udføre denne justering med det ubetinget nødvendige uhyre kostbare kalibrerede testbånd. Som man så heller ikke lige har kunnet få i de seneste 25 år… Og at trimmerne naturligvis virker stadigvæk, de færreste kan pålideligt drejes efter 40 år Jo, i så fald kunne det såmænd nok lade sig gøre.

Dette er blot en fuldstændigt idiotisk forudsætning, fordi ingen, der nogensinde har rodet med de her amatøragtigt konstruerede båndoptagere nogensinde frivilligt ville gøre det igen nu her 40 år efter. Og det med garanti! Den eneste garanti, der er tilgængelig her, er, at der med selvsamme garanti ingen reservedele kan findes i hele verden udover at alle manualer forlængst er blevet smidt væk. Der findes ting, som den gamle  berygtede rustbunke-bil ( selv i sammenligning med med tidligere latinske mestere som Fiat 127), Alfasud, som kun kan forsøges udbedret, hvis man ikke skal betale andre for at gøre det. Og sjældent alligevel, kompetence og tidsforbrug uagtet. Fejlen blev som med mange spolebåndoptagere begået ved selve fødslen..

Et par behjertede mennesker forsøger at fortælle spørgeren, at det da vist ikke er så simpelt eller let eller billigt. Vi ville nok selv have suppleret med “egentligt umuligt” men sådan er der så meget. Det får ham ham til at fare i flint, fordi han jo ved hjælp af sin uendelige uvidenhed med sin egen oppustede selvforståelses alvidenhed  kombineret med internettets virtuelle skraldespand af oplysninger naturligvis forlængst har fundet det rette svar. Nemlig at det tager max. en time.

Jamen hvorfor så spørge, når man allerede er så klog som denne spørger, der ellers havde lavet alt hjemmearbejdet-syntes han da tydeligvis med passende rimelig irritation? Det er nødvendigt, fordi der ABSOLUT INGEN STEDER i Danmark længere er nogen, der gider reparere det her gamle lort, hvor reservedelene forsvandt for over 30 år siden. Det gør det allerede svært nok, men det er næppe hele sandheden. Den væsentligste forklaring på, at selv de allersidste mohikanere blandt kompetente halv-pensionerede radiomekanikere  ikke gider det her pis længere er jo simpelthen, at de risikerer at rende ind i sådan en uovertruffen “Kloge Åge” som ham her. Ren tidsspilde med sådan et “scooter-hovede” som det hed i min ungdom og dette randt i hu efter besøger i Hanoi. Med sine ca 1 mia. scootere..

Og så lige til allersidst: De justeringer af niveau og bias, som paphovedet her har fundet ud af skulle foretages  er overhovedet ikke nødvendige, fordi det altså ikke er noget, der “skrider”  selv over mange, mange år. I forhold til alle de andre utallige problemer i sådan en gammel spolebåndoptager med “hængende” relæer og rådne gummiremme og tjære i alle lejer i stedet for olie plus svigtende forbindelser i samtlige omskiftere og potmetre  og alt det andet ubetinget  nødvendige (og naturligvis ganske umulige), så er niveau og bias pisseligegyldigt. Som at polere lygteglas på en skrottet rustbunke af en Alfasud..
Sådan en idiot, der aldrig nogensinde vil kunne fatte det ubegribelige omfang af sin egen uvidenhed, kunne man altså ikke finde for 30 år siden. Godt man ikke skal starte igen i dag, uha da!

Tilbage igen, hurra!

Så er vi tilbage efter den første ferie i vores lille familie den vi blev gift for over 3 1/2 år siden. Sig gå ikke, at vi ofrer os for jer derude! Nu beskrev vi det lidt finurligt som en lille “velstands-ferie”, men det var nu mest det, der måske  i moderne computeralder-lingo hedder “by default” Vi var nemlig i virkeligheden ganske tilfældigt en tur i Vietnam for at gense vores allerbedste australske mates, Wendy og Brenton, Og når man er i Vietnam SÅ er man på trods af vores firmas ydmyge størrelse overordentligt velstående. Ikke at det var derfor vi tog derover til Hanois knallerthelvede, men derfor er det da sjovt at føle sig lidt som en ætling ad den ganske vist senere i karrieren noget uheldsramte kong Krøsus af Lydien. Og tak, Thomas Nielsen fra Århus Universitet for den herlige henvisning til Saigon Sheraton og deres luksus mad-og-vin menu til ialt godt en tusse. Altså for os alle 4 tilsammen incl. besøg af den formadable stjernekok Jens Haier ved bordet. Åh jo, lidt vigtig følte man sig da. Og bestemt ikke mindre, da personalet på Sheratons stjernereataurant  under overrækkelsen af den noget overraskende fødselsdagskage for denne ydmyge skribent brød ud i den obligate fødselsdagssang. Åh jo, vi kommer altså ud selv om det er alt, alt for sjældent.

Derudover var der osse mere prosaisk-deprimerende oplevelser på programmet. Triste fordi de fortæller hvor den eksotiske overprissatte bralder hifi længe har været på vej hen-nemlig overhovedet ingen steder. Ikke at vi har været i tvivl, det er efterhånden ganske længe siden vi her i huset er holdt op med at drømme om en McIntosh 2 kW monofonisk effektforstærker. Fordi den udelukkende er lavet for bling og almindeligt effektjageri og status-pis. Hvor galt den slags er gået så vi i den vildeste hifi-forretning, som denne skribent nogensinde har set med flere etager af super-highend udstyr inklusive stakke at McIntosh, Krell osv. osv , vel anslået et UDPAKKET lager på måske netto indkøb 50 mill. Og IKKE vietnamesiske “dingedonger”, nej squ danske kroner. Og det i en by uden en eneste pladeforretning og fuldstændigt ligeså meget akkumuleret ægte hifiinteresse som mudderet bliver liggende samme sted i det turbulente Red River delta.

De her svin/svigagtigt (hvilket der måtte passe bedst, der er næppe tale om såkaldt “ægte delmængder” her) nyrige lokale køber simpelthen udelukkende det her grinagtigt prissatte og grotesk store blankpolerede  highend-lort, fordi det er dyrt og ser tilsvarende bizart ud. Det er naturligvis fuldstændigt ligesådan med luksusbiler, komisk i Hanois knallert-kaos med en absolut teoretisk mulig maksimal fart på 40 km./t. Og den eneste moderne vej er et kort betalingsstykke til lufthavnen med måske kortvarig mulighed  for max 100…-dog stadigt godt plastret til med knallerter
Det kan og skal de naturligvis have lov til på nogenlunde samme måde som vi andre skal have lov til at få kvalme af dette usmagelige nyrige status-overbudsforbrug. Lige indenfor vores kære gamle hobby er problemet dog både større og ikke mindst mere personligt. Ja, faktisk direkte problematisk. Fordi det er fatalt for producenterne.

Det er naturligvis fordi det allerede længe har været fuldstændigt ligegyldigt reelt at foretage nogensomhelst videreudvikling af selve kvaliteten, kunderne i denne verdens high-end “Hanoi-er”er udover at være fuldstændigt akustiske analfabeter derudover fuldstændigt ligeglade med nogetsomhelst andet end at det både skal VÆRE og skal SE dyrt ud. Ikke underligt at de allersidste af de rigtigt skrappe tidligere geniale konstruktører i branchen forlængst er forsvundet. Check for eksempel lige dette interview med en vis Douglas Button, http://www.nxtbook.com/nxtbooks/newbay/scn_200805/index.php?startid=34. Og se så lige hvad denne måske allersidste “audio-mohikaner” laver i dag. Og hvem der har erstattet ham..
Sådan noget er altså trist at se. Udover det tragi-komiske i at der i senere i Saigon 3 huse fra vores hotel stod både et Klipschorn og såmænd osse en enkelt JBL Paragon. Begge led den af den for selv kursoriske kendere som denne skribent af visse mangelfulde “rulleteringer” og alternativ hammerlakering på metaltragte og enheder, forkert typografi på emblemer, forkerte millimeter-pladetykkelser   osv. foruden at torx-skruer vist osse sjældent blev benyttet  dengang i 1960-erne Plus 1000 andre uautentiske og små-distraherende bagateller, der er kendetegnende for indlysende kopier, der er lavet uden direkte adgang til originaler-her hjælper selv internettets virtuelle skraldespandsviden heldigvis ikke….
Nå, om disse tydeligvis uopfyldte drømme i dette lille audio-salon værtshus så var værre eller bedre end det opulente “bling-Helvede” i high-end butikken  i Hanoi er så en anden sag, det synes jeg egentligt kke. Det er dog trods alt noget vigtigere at have drømmene tilbage end blot til at købe alt det pis, som man aldrig nogensinde har drømt om….

Lidt ferie.

Vi holder lidt “velstands-feriefri”indtil den 20. marts.  Indtil da skal vi henvise til en vores mangeårige medarbejdere, Kevin, der kompetent og håndfast vil bestyre biksen med sine efterhånden næsten 20 års erfaring. Han træffes pr. mail på kabelmanden@gmail.com eller telefon 41178680.
Vi glæder os til snart at se jer allesammen igen.
Kærligste hilsner Pia og Poul