Hakkekød med forlænget holdbarhed.

På Vesterbro Torv i Århus ligger der 2 supermarkeder. Torvet er lillebitte og udover de 2 supermarkeder, som iøvrigt har ligger der altid, er der ikke rigtigt nogen forretninger. Nu er “altid” for supermarkeder ikke så forfærdeligt længe, mest fordi de første først dukkede op i Danmark i starten af 1960-erne. De her ligner mest nogen fra de tidlige 1970-ere, det vil sige ikke ret “flashy” eller smarte eller rummelige eller nogetsomhelst. Ved første øjekast udefra ser de måske ens ud, men det er nu ikke. Slet ikke. Det drejer sig iøvrigt om en SuperBest og en Superbrugsen og den samme forskel har altid været der. Nemlig at Superbrugsen altid har haft alle de ressourcestærke og dermed pengestærke kunder. 

Inden vi nu tænker tilbage på de gode gamle dage med Brugsen som “økologisk frontløber” og “forbrugerejet” og alt det andet forlorne markedsførings-pladder må vi sige, at der er en mere nærliggende forklaring på denne tydelige forskel på den kommercielle gennemslagskraft, disse 2 supermarkeder har og åbenbart altid har haft. Superbrugsen dernede er ikke noget særligt, blot en ikke altfor vel-assorteret lille rodebutik uden ret meget “fest i gaden”. Ganske gennemsnitlig som den slags jo nødvendigvis oftest er. SuperBest er bare HELT VILDT meget ringere. Det sjove (afhængigt af om man har penge i SuperBest eller ej) er så, at DET HARE DEN ALTID VÆRET. Helt vildt dårlig! Første gang man købte hakket kød derovre for 30 år siden blev tillige den allersidste. Og så hed det overhovedet slet ikke SuperBest dengang (iøvrigt et seriøst bud på verdens latterligste butiksnavn) 

Det var nemlig indtil for ret få år siden en privatejet købmandsforretning med selveste købmanden ved det lokale ror. Alligevel var det altså en total skod-forretning og det fornemmer man omgående. Man skal nemlig stikke næsen ind, helt bogstaveligt. Butikken stinker simpelthen af Helvede til og den bliver ganske enkelt hængende i tøjet længe efter selv ganske korte besøg. Vi ved ikke om kunderne bidrager til denne kakafoni i stank, men det gør de nu nok. De ansattes omgang med varerne er heller ikke altfor overbevisende når man nødtvunget går rundt efter den tandtråd, som Brugsen overfor havde udsolgt. Men kødet var altid det værste, og den røgede smag a la røget makrel i det hakkede svinekød fra dengang for længe siden hænger stadig i næsen her flere årtier efter. Det var rigtigt slemt.

Helt godt er det så heller ikke blevet siden, som levnedsmiddelkontrollen og åbenbart osse DR fornyligt til fulde har dokumenteret. SuperBest kan vist ikke på nogen måde hævde at være i “god tro”, når de kreativt ompakker diverse varer og ændrer diverse datoer. Nå, sådan har det nu lugtet derovre altid, så vi tror nu mere på, at der er tale om en egentlig virksomhedskultur. Friske fisk og ditto kød lugter altså ikke og det har der altså altid gjort derovre. Superbrugsen på den anden side har godt nok heller ikke godt kød og har heller aldrig haft det. Der er dog ganske lugtmæssigt/tydeligvis tale om friskt kød, bare af den dårligste slags med bøffer som sålelæder. Og ganske tilsvarende høje priser, da sko-magerarbejde jo er blevet noget dyrt. Torvet er vist mest for ikke altfor kritiske vegetarer.

Og så sjovt nok osse for øl og vinentusiaster. Måske i erkendelse af, at man ikke havde gode og samvittighedsfulde medarbejdere overhovedet derovre i stinke-butikken allerede længe inden SuperBest-tiden, lancerede man nemlig en vældig stor øl-afdeling med eksotiske importerede øller. I en længere periode var det byens absolut største paradis for øl-entusiaster længe før andre rigtigt fok øje for det. Det kunne have været et gevaldigt løft til profilen og var ganske tydeligt et forsøg på at få nye kunder i butikken. Lugten var dersværre den samme og dermed var kødet sikkert også mere eller mindre det samme som i dag, så noget større stampublikum fik man aldrig. Så snart andre forretninger tilbød et større øl-udvalg fordampede alle kunderne naturligvis igen. Lugten!

Nu prøver man så med vin for at lokke kunder til, og det er naturligvis et ligeså håbløst tiltag som alle de andre. I stedet for endeligt at få gjort op med flere årtiers slendrian og sjusk og tvivlsomme ferskvarer fortsætter man med lappeløsninger. Og nu er man så blevet fanget med fingre i “klejnekassen” Vi andre ville nok sige, at den egentligt skyldige her nok egentligt ikke er SuperBest. De har nemlig blot gjort det, som de her på torvet har gjort i så mange år og som de bare ikke er ret gode til: Nemlig at drive en ordentlig købmandsforretning. Noget mere tvivlsomt er muligvis den lokale levnedsmiddelkontrols kontrolforanstaltninger i alle årene, for hele butikken har simpelthen “oset” af mangel på fornuftig virksomhedskultur. Når man måske som ikke-ryger købte en pose æbler på tilbud (dumt og osse selv om de ikke havde været på tilbud), så kunne man både lugte og smage RØG. Sur ulækker cigaretrøg. 

Det er i virkeligheden derfor imponerende, at firmaet er der stadigvæk. Det kan osse kun skyldes stadige besparelser på alle punkter: Medarbejdere, vedligeholdelse og altså tydeligvis ikke mindst råvarer. Nå, mon ikke den seneste tids massive negative omtale endelig får bugt med sådanne håbløse projekter. Nemlig at bryde en årtilang negativ spiral, når man nu helt åbenlyst gennem alle årene har vist en total mangel på både vilje og evne til at bryde ud af spiralen. Nej, man kan ikke spare sig til succes når man er på røven og knapt har penge til lokumspapir.

Og hvorfor skulle vi så snakke om lokale supermarkeder i dag? Naturligvis fordi den lugt af menneskelig lav-status, som vi mødte i det af samme klientel frekventerede Vanggaard Centret (da vi hentede vores gamle Lockwood-højttalere) var ganske den samme som den i SuperBest, Vesterbro Torv. Kunder, varer, medarbejdere, vedligeholdelse, det hele “summer op” Til noget ganske forfærdeligt uudholdeligt.
Er der så slet ingen lyspunkter? Joda, hvis man skulle have behov for en kvik lille lyn-slankekur kan man da altid lige kikke ind og købe en “forloren hare” i delikatesseafdelingen. Jamen det hedder det altså uanset hvor ulækkert tingene kan være. Sådan en grålig klump udefineret slimet surt lugtende kødfars af endnu endnu langt mindre defineret alder og den virker længere end man skulle tro. For undertegnede altså over 3 årtier. Fy for Helvede da!
Dagens tekst var i dag et simpelt forsøg for “selv-suggestion” da jeg desværre kom til at se mig selv i spejlet. Hm., det er åbenbart lidt fedt at være gift. Men nu tænker jeg så bare på hakkekødet dengang fra Jens Hansens Supermarked på Vesterbro Torv og så forsvinder appetitten straks. Mon den nogensinde kommer igen?

Hundehoveder

Atter i dag bliver det lidt af en udfordring at få enderne til at nå sammen, og vi vil forsøge at fatte os en smule i korthed. Hvilket jo sjældent lykkes…. Derfor vil vi til en behagelig afveksling i dag bekræfte, at vi jo faktisk laver andet end at kæmpe for retfærdigheden. Ikke som denne er, retfærdigheden, udelukkende som vi ser den, andet kan man vel ikke. Andet end bilde sig ind altså og SÅ dumme er vi alligevel ikke.. Alternativt kan man naturligvis altid lade, som om man bare ikke lige har lagt mærke til noget. Som forældrene til de vel efterhånden ofte nok nævnte unger fra en midtjydsk efterskole. Ikke desto mindre vil vi da for forlængst afdøde arveprins Knud lige gentage reglerne omkring udskænkning af alkohol til sidst i dagens tekst. Vi ved jo fra den daglige IP-adresse-“sladrehank”, at forbløffende mange nye læsere i det midtjydske er kommet til for rimeligt nyligt. Det er jo på overfladen meget godt. Hvis de altså bliver klogere af det. Nåh, de bliver mest nok bare sure, men så sker der da alligevel lidt. Ganske lidt..

I dag starter vi med at levere (atter et af ganske mange efterhånden) et billæs til Odder Gymnasium, og derefter er der osse lige en bunke til en lokal kommuneskole og så hedder det forresten indretning med lydanlæg i en kantine hos et større lokalt rådgivende ingeniørfirma. Nå ja, så skal vi osse pakke en stak til en musikskole på Ringsted-kanten. Vi skal også helt bogstaveligt sidde og “fedte med” nogle gamle Tannoy-enheder fra mærkets “Gyldne Æra” og det ganske bogstaveligt. De er nemlig helt ubeskriveligt klistrede og kantophængene minder typisk mest om gammeldags tyske flødekarameller. Efter de har ligget i en bil, der har stået i solen på sommerens varmeste dag. Adr! Sådan noget fjernes bedst med trichloretylen eller tetraklorkulstof, der dog begge giver øjeblikkelige livstruende lunge-ødemer. Ikke fuldstændigt ubegribeligt, at begge opløsningsmidler kræver polititilladelse som man sjældent får. Rimeligt nok, så i gang det går med god gammeldags “knofedt” Det får række og det skal det osse nok.

Ellers er morgenen jo normalt tid til den “stille eftertænksomhed” Denne trives allerbedst, når man går den obligatoriske morgentur med ærværdige gamle Folmer Hund og sønnen, lømmelen Anton Hund. Som er en rigtig stor hund på 35 kg. med en logget topfart på over 60 km. i timen. Den er tillige kraftigt bygget, lidt i retning af et tysk “lommeslagskib”, kendt fra de glade før-krigsdage. Et “lommeslagsskib” var som bekendt en uhyrligt svært bevæbnet krydser, som tysk ingeniørkunst havde “proppet” ned i et lillebitte skrog for at komme under den såkaldte Washington-Konventions regler for ja, altså for hvornår noget var et slagskib. Eller altså alternativt en såkaldt “krydser” selv om skibet altså VAR et slagskib. Spændende ikke? Nå, Anton Hund er altså et ganske imponerende dyr. Topfart og acceleration er i absolut særklasse selv blandt andre store og stærke løbe-hunde derovre ved hundetræffet og motorikken er næsten endnu mere vild at iagttage. Det er simpelthen ren kropskontakt-fodbold a la “Aussie Rules”, når hundene tåger rundt om en halv times tid. Og vores er bare den bedste og den klogeste. Selvfølgelig, som vi selv…

Iøvrigt er det ganske bemærkelsesværdigt, hvad et hundehoved er i stand til. Denne skribent står op ganske tidligt hver morgen for at lave diverse papirarbejde og pusler dermed ganske stilfærdigt rundt i underetagerne i vores noget store hus. En af hundene bliver altid hos den trygt slumrende frue og så kommer vi til det mere bemærkelsesværdige. Hvis jeg blot pusler mere eller mindre kontinuerligt, så ligger Folmer Hund blot trygt ovenpå og snorker højlydt med stængerne lige op i luften. Hvis derimod “lyd-pausen” har været for lang nedenunder, så kvitterer det intelligente dyr med et enkelt højlydt bjæf for lige at minde om, at der foregår noget, som skal “afmeldes” på samme måde som en G4S-alarm. Hunden gøer altså ikke, de udsender blot en lyd som en rigtig alarm, som man så “afmelder” ved at sige “Nej, Folmer” Derefter kan man så uhindret pusle løs igen indtil pausen atter bliver for lang. Bjæf!

Det er vældigt interessant, hvordan den trygt snorkende hund i forenden af sengen bærer sig ad med at akkumulere disse data. Som altså består i kontinuerligt at “monitorere” alle lyde og så simpelthen kortvarigt alarmere, hvis kombinationen af lyde ikke forekommer rigtig. Lydene er selvfølgelig ganske de samme, det er timingen blot ikke. En interessant gåde indenfor informationsteknik, som er vældigt spændende for denne skribent. En naturvidenskabelig gåde på samme måde som hvordan i alverden ens hår under armene ligeledes har en ganske alternativ “intelligens” Lige meget hvor meget man barberer dem vokser de jo nemlig ud til den længde de (muligvis) havde, da man begyndt5e at barbere sig. Derefter “ved” hårene tilsyneladende, at de er “lange nok” og vokser derefter ikke yderligere. Hvordan i alverden ved de dog det? Livets mysterier er ganske mangfoldige.

Til allersidst i dag så lidt “udskænknings-teori” for de absolut tungnemme. For at udskænke alkoholiske drikke skal man have en alkoholbevilling. Denne gives KUN til værtshuse med fast adresse og i undtagelsestilfælde til idrætsforeninger, der så til gengæld SKAL have almennyttige formår. Det skal de iøvrigt efterfølgende detaljeret redegøre for. Selv om man altså så har en bevilling til udskænkning, så må man STADIGVÆK IKKE udskænke til nogen under 18 år. Der gives ingen undtagelser. Hvor svært er det egentligt at forstå? Tydeligvis sværere end man skulle tro. Ligeså svært at forstå som det er, at det talrige gange omtalte “event-firma” kunne gennemføre en en nattelang “fest”, som ikke indbragte det et samlet provenu nok til at udbetale blot mindstelønnen til personalet. Bevillingen er vist ikke det eneste problem her i det jydske “Klondike”

Jan Guillou og Carl Orff

Nu er der mange ting, som vi har svært ved at forstå, det er vist næppe en større hemmelighed for regelmæssige læsere af denne side. For eksempel har det været ganske forstemmende svært at indse, at ellers sikkert fornuftige og almindeligt hårdtarbejdende folk fra landet slet ikke fatter det indlysende. Nemlig at det er forbudt for professionelle at udskænke spiritus til børn og altid har været det. Det er iøvrigt også for ikke-professionelle men det er en helt anden og noget mere privat sag. Vi fatter ikke en brik af, at ansvarlige forældre ikke tager afstand fra det ganske uansvarlige festkoncept, som vi til næsten bevidstløshed har tæsket løs i de seneste uger. At det ikke er bare det mindste lovligt afficerer tydeligvis ingen på trods af, at beskyttelse af børn jo ellers turde være forældres absolutte førsteprioritet. Mærkeligt med denne totale mangel på almindelig sund omtanke.

Nu er det nu ikke kun i landlige omgivelser i det midt-jydske, denne totale mangel på konsekvent tankevirksomhed florerer. Det finder naturligvis osse sted i byerne, men det vidste man allerede godt. Vi havde vel blot håbet på, at der enkelte steder ude på maskinstationerne og andre til landbruget hørende service-virksomheder havde været blot en lille smule almindelig moral. Ikke nødvendigvis i ren “Morten Korch`sk” idyl med Poul Reichardt som den altid ranke og retliniede helt og Peter Malberg som den skælmske landsbytosse, der alligevel havde et hjerte af guld. Det er muligt, at der stadigvæk er noget af dette “gamle guld” derude på landet, vi har nu bare ikke set noget af det i denne omgang. Nu kommer jeg selv fra et udsted, hvor mange af bilerne ikke havde nogen nummerplader og børn på 6 år kørte på traktor, og det var der ingen der sagde noget til. 

Der var heller ingen nødvendige sanktioner mod ham, der luskede noget bedugget hjem i sin bil fra købmandens baglokale, hvis han altså ellers kørte langsomt nok. Visse love kan have lokale varianter og man knalder vel heller ikke hinanden i Syd- og Sønderjylland for at sælge dåseøller til hinanden. Lige der findes der delvist momsfrie zoner og det har der vist altid gjort. På samme måde som at der stadigvæk kører børn på traktorer på Endelave. Alligevel har man altså aldrig nogensinde haft professionel udskænkning af alkohol til børn. Der var alligevel grænser for galskaben og de lokale fortolkninger af loven. Fordi enhver jo selv uden lektie-hjælp burde kunne se, at en sådan lov er både indlysende og nødvendig. Fordi børn, der kan vælge fra alle hylder naturligvis vælger ALT fra ALLE HYLDER, spiritus såvel som kost udelukkende baseret på slik og smøger. Man gruer næsten for, hvad de så HELLER IKKE ser derude på landet. Når de nu ikke ser det her…!

Nu er klarsyn så heller ikke vældigt udbredt i byen og en hverken politisk specifik eller uddannelsesmæssig baseret. Hovedreglen er vel snarere, at jo mere uddannet man er (og særligt jo mere (ud)dannet man selv FØLER sig), jo dummere bliver ens synspunkter. Hm., denne skribent er jo faktisk cand. mag. fra Århus Universitet, lidt dum har man vel lov at være så. Hvis man skulle have behov for at blive mindet om denne temmeligt entydige sammenhæng kan man jo blot se på den “dannede elites” accept af, at den svenske krimi-forfatter Jan Guillou af for denne skribent noget “rød-fascistoide” voldsforherligende krimilitteratur engang var lønnet af selveste KGB. Det foregik godt nok dengang, han ellers officielt var ubetinget støtte af en anden af historiens værste massemordere, nemlig en maoistisk ekstremist-fraktion. Han dækkede sig tydeligvis ind, gjorde han og ville vel have haft en chance uanset hvem af de morderiske regimer, der vandt. 

Den eneste, der vandt, var alligevel Jan. Nemlig respekt for at stå frem. Mærkeligt, vi synes ikke Jans arbejde er meget mere rosværdigt end den gamle forkæmper for udvidelsen af den seksuelle frihed, nemlig filminstruktøren Roman Polanski. Som godt nok p. t. sidder varetægtsfængslet for bevislig pædofili så selv hykleriske USA kunne da finde ud af at huske indlysende forbrydelser, når nu vores sunde midtjydske danskere ikke kunne. Polanskis forbrydelse fandt sted i begyndelsen af 70-erne, den anden handling forrige uge. Hukommelsen er heldigvis ikke altid lige kort og nu sidder Polanski fortjent i “saksen” Det fælles? Forbrydelser mod børn!

Jan Guillou støttede ganske vist en af de ubetingede tabere i den “kolde krig” men det var vist altsammen ikke så slemt, forstår man af de politisk korrekte meningsdabnneres udtalelser. Nogen ret har de vel, det er da ihvertfald ikke nær så slemt, som hvis KGB havde sejret. Det gjorde de trods alt ikke, men det var altså ikke på trods af Jan. Som ubetinget og uden appel var en gemen landsforræder. For et vanvittigt og morderisk regime med over 100 mill. døde bag sig (under sig?) Mærkeligt at han stadig er i det gode selskab. 

Det er den tyske komponist Carl Orff så tydeligvis ikke længere. Ihvertfald ikke hvis man skal tro den danske dirigent Bo Holten. Nå, det skal så tydeligvis ikke, for mae til vrøvl skal man da næsten ud på landet for at finde. Holten vil nemlig ikke optræde ved en koncert, hvor et af den klassiske musiks absolutte “superhits”, nemlig Orffs “Carmina Burana” bliver opført. Hvorfor kunne man vel spørge, men kan vel næsten allerede gætte svaret. Fordi Orff jo var tysker og derfor giver denne musik den kunstnerisk åh så sensitive Holten “mindelser” om fascisme og nazisme og lyse ariske kvinder og muskuløse blonde mænd. Når man hører Orffs musik kræver det nu vist en “særlig følsom åndelig dimension” for at få det her mageløse plat ud af det. Holtens synspunkt er så absurd, at selv JP tager det alvorligt.

Var det så fordi Orff var nazist? Næh, det var han ikke han havde vist mest det uheld at være tysker på det helt forkerte tidspunkt. I 1937 var Orff allerede midaldrende og hans største forbrydelse udover det var vel, at han heller ikke var aktiv anti-nazist. Det burde man vel kunne tilgive, på nogenlunde samme måde, som at heller ikke alle danskere var frihedskæmpere. Ja, de fleste var vel i virkeligheden ganske godt tilfredse med de gode og fast stigende priser på danske landbrugsvarer og jo, jeg kommer selv fra landet. Det var ikke lige akkurat der, modstandsbevægelsen fandt større fremme. Der var ellers god plads til at sprænge lidt skinner i luften.

Bjergsomheden og almindelig fornægtelse af det selvindlysende havde til gengæld fremragende kår derude, men det er jo noget andet.
Nå, Guillou er “inde” på trods af sin indlysende landsforræderiske alternativt. forbryderiske virksomhed. Orff er i stedet “ude”, fordi han ikke gjorde nok for en sag, som han aldrig havde nogen chance for at vinde alligevel. Nemlig den aktive kamp mod nazismen. Det er simpelthen at gøre grin med almindeligt tænksomme mennesker, det her. Hvor alting vendes “på hovedet” ligesom i tegneserien “Iznogood”, som dog er sjov. Det er det her egentligt ikke hvor den egentlige skurk Guillou slipper, mens Orff blot “karakter-myrdes” uden nogen appelmulighed. Af en mand, Holten, som vist blot burde have haft fred til alt sit latterlige “føleri” omkring den musik, som han altså bare ikke kan lide. Du skal altså længere ud på landet med dit ævl, Holten! Eller også behøver du ikke, det sidste er næsten FOR uhyggeligt…

Hjem til far!

I dag fuldendes så langt om længe ind/udflytningen til vores nye domicil. Enkelte vil nok noget spagfærdigt kunne indvende, at det jo sker når konen og barn og hunde flytter ind, men det er ikke helt korrekt. Alle “børnene” skal nemlig med, og det er så det, der sker i dag. Vores samling af antik hifi bestående af godt og vel 20 stk. Lockwood Major-højttalere, masser af EAR- monsterfostærkere, alskens Altec-Lansing isenkram, bunker af Quad ESL 63 og diverse andre pladskrævende ting kommer endeligt hjem. Hjem til far! Endelig, endelig mulighed for at spille. Højt, vedvarende og så endnu højere, hurrah!

Godset her har i en periode været opstaldet i et pudsigt århusiansk såkaldt “center”. Det er nu ikke forbi centret ligger synderligt centralt, det er heller ikke særligt stort eller kommercielt succesrigt som andre større og mere “centrale” centre. Det er udelukkende et center, fordi det HEDDER noget med “center”. Det står der endda på skiltene, så det må jo passe og der står vitterligt “Vanggaard Centret” Det var det også engang, hvor der på stedet lå en betydelig damekonfektions-virksomhed, som til overflod hed , ja, altså “Vanggaard” For denne længst forsvundne virksomhed var beliggenheden naturligvis “central” men så slutter det vist osse. I dag er situationen en helt anden på denne grund, der engang nærmest “emmede” af alskens aktivitet og voldsom virkelyst. Det eneste, der “emmer” nu, er en intens dunst af “social deroute” Vi bruger det udtryk, fordi det lyder noget pænere og mere “stuerent” end der egentligt lugter deroppe. Det lugter nemlig helt ubeskriveligt AD HELVEDE TIL!

Så snart man nærmer sig dette diminutive center, som blot indeholder en ALDI, et pizzeria med ejeren evigt hængende i døren som en tydelig advarsel for alle andre end de ekstremt hungrende (og folk med større frokostbudget end 30,- for pizza/cola-pakken, der tilbydes) og så altså et banko-center. Af den gode gamle slags, med spilleplader med numre på, hvor selv den svagest matematisk funderede kan være med til at vinde den attråede “købmandskurv” og alt det andet gode. Ja, måske man ligefrem stadigvæk kan vinde den gammeldags landlige hovedpræmie, nemlig en hel halv gris. Altså ikke en hel, kun en halv. Man kan sagtens have drømme, selv om man selv lugter lidt i retning af dette dyr, som visse biologer ganske vist hævder er renligt. En gris lugter nu alligevel af Helvede til og så alligevel langt bedre end de små mennesker, der så tydeligt efterstræber det deroppe med deres banko-plader.

Nu forstår man godt, hvorfor grise lugter af gris, når man ser dem rode i mudder og ådsler og ajle-beholdere, mens det er mindre indlysende, hvorfor de mennesker, som frekventerer dette center, allesammen lugter ca. ligesådan. En mangel på almindelig personlig hygiejne hjælper selvfølgelig et stykke af vejen for at forklare, men er langtfra nok. Selv det mest svedige omklædningsrum for korpulente mandlige/landlige fodboldspillere med job på svinefarme kommer blot i nærheden af denne særegne lugt deroppe i centret. Det er simpelthen lugten af mennesker af den laveste statuskategori. Det er dem, der spiser dårligt, ryger for meget, er ensomme og uden netværk. At de spiser dårligt og altid har gjort det, ses let af deres højde. Det er nemlig allesammen bittesmå indfaldne mennesker med ludende gangart og vigende øjne. De ser allesammen triste ud som om der slet ikke heller her i bankoens “underholdnings-mekka” er blot det allermindste at være glad for. 

Det er der nok heller ikke, men det er tydeligvis alligevel det bedste, der er at få. Det må så næsten være det mest deprimerende af det hele. Væggene er ganske vist af beton i centret, men alligevel er dunsten af alle disse menneskers kollektive ud-sondringer sivet ind igennem væggene. Ingen vaskemidler kan fjerne denne taber-lugt på samme måde som ingen almindelige normal-højde mennesker nogensinde vil komme til at søge dette center. Inden vi nu bliver anklaget for “social racisme” her skal det med, at vi faktisk har stor sympati for ejeren af dette center. Som altså huser alle disse ulykkelige eksistenser med garanti for aldrig nogensinde at kunne tjene rigtige penge på det. Fordi kunderne her aldrig har haft nogen penge og det kommer deres efterkommere sandsynligvis heller aldrig til at få. Men lugten af fornedrelse, DEN er skrap!

Vi har studeret dette center-fænomen en hel del mere, end vi på nogen måde har haft lyst eller agt til. Når man kører højttalere frem og tilbage på de ikke ret mange meter mellem lageret og indgangsdøren til centret, skal man nemlig være varsom. Med at holde øje med sine sager, helt vildt meget, så meget som jeg aldrig nogensinde har oplevet. Selv om man blot er 5 m. væk og på vej mod sin bunke af køleskabsstore højttalere og iøvrigt har en af samme slags med, så står der allerede en fyr derhenne, og piller ved tingene og funderer tydeligvis over, hvordan han skal få den med. Ja, selv om denne noget store skribent (i henseende højde og drøjde, det andet må læserne selv vurdere) står lige ved siden af, “passes” man konstant op af folk, der interesseret spørger til, om man skal bruge de her ting. Som de absolut ingenting aner om, deres medfødte tydelige “kleptoman-refleks” byder dem blot at spørge. Inden de altså bare tager de her helt vanvittigt store kasser, som de ingenting har at bruge til. 

det er virkeligt logistisk udfordrende at køre ting ind og ud af det her lager. Alle døre skal være hermetisk lukkede hele tiden og blot sekunders uopmærksomhed kan være skæbnesvangre. Der er simpelthen konstant folk, der vandrer rundt og prøvende tager i alle dørene deroppe, for det kunne jo være… Det er simpelthen så skummelt, at det næsten er parodisk/komisk. Der er noget temmeligt hjerteskærende over denne her “evigt vendrende stamme” af bittesmå mennesker på konstant jagt efter OVERHOVEDET INGENTING. Hverken liv eller noget andet. Hvis de ved et svineheld fik fingre i noget af værdi fra en uopmærksom “flyttemand” deroppe ville de aldrig nogensinde vide hvad de kunne bruge det til. De ville næppe heller kunne sælge det, for alene den lugt, de havde “afsat” på tingene ville gøre dem usælgelige. Til andet end dem, som alligevel ikke kunne lugte det og de var vist allesammen til “andespil” deroppe i Vanggaard Centret.

Lyder det her diskriminerende? Måske, men så stik næsen ind deroppe og døm selv og stå så lidt og kik. Og glæd dig derefter over alle de alternative dufte, det danske efterår kan byde på. Som sltså IKKE er sammenfaldende med den her intense stank, for det er det, det er.

Til sidst i dag skal vi lige kort berøre et nyt såkaldt “videnskabeligt” værk. Videnskab er jo først og fremmest formalia fremfor indhold (denne skribents eget speciale på Århus Universitet bestemt ikke undtaget, håber den sidste kopi forlængst er blevet af “bogorme” og andre skadedyr) ellers kan vi da komme slemt i knibe. Egentligt indhold behøver der ikke at være og fornuft, ja det er tydeligvis en endnu mindre gangbar vare i dansk-studierne. Som allerede i min egen studietid var ganske med god ret ret berygtede.
Nå, denne ph. d.-afhandling handler om danske dialekter. Det mest overraskende i dens konklusioner er vel nok, at de danske dialekter åbenbart ifølge denne forsker (ja i mangel af bedre ord må vi vel ty til den formelle titel), slet ikke er i færd med at uddø. Det er ganske overraskende ikke mindst fordi langt hovedparten af de danske dialekter forlængt er døde, ja de er ikke engang døende længere. Det århusianske “evighedsprojekt” med at samle alle de jydske dialekter, som vist stadig nu mange årtier efter starten som arbejdstitel hedder “Ordbog over det Jydske Sprog” dokumenterede allerede for flere menneskealdre siden, at de fleste dialekter kun kunne findes hos tudsegamle særlinge derude på landet uden børn. Derefter var det finito slut. Sprog og dialekter forsvinder kun, de dukker ikke lige pludseligt op igen. Hvorfor så denne stupide konklusion hos forfatteren af afhandlingen, nemlig at et forlængst stendødt fænomen som de allerfleste lokale dialekter netop ikke skulle være ved at uddø?

Ja, nu tyder referatet af hans “undersøgelser” heller ikke på nogen dybere forståelse af dialekter. Han har nemlig kun undersøgt VOKALER i sin afhandling, altså ikke egnsspecifikke ord, generel udtale eller nogetsomhelst af det, som vel ER dialekt. I god oversensstemmelse med den kvantitative tidsånd mener han nemlig at kunne bevise, at udtalen af vokalerne i et ord på en eller anden måde kan “være med til at afsløre, hvor vi kommer fra” Jamen er videnskaben da ikke mageløs og særligt på dette formidable plan? At det så for denne uvidende skribent absolut INGENTING har at gøre med dialekter og om de er truede eller ej turde være selvindlysende. Det har det så tydeligvis ikke været, siden en så enestående stupid problemstilling nu er på vej til at blive ophøjet til egentlig højere videnskab. 

Til gengæld har afhandlingen helt givet været skidelet at lave, da man jo blot kan smide udtalen af et ord ind i et stemmegenkendelses-computerprogram og der se statiske forskelle. Det turde jo være kendt, at mere eller mindre “flade a`-er” jo ret præcist opdeler danskerne regionalt. Men hvad det på nogen mulig måde har at gøre med alle de allerede forlængst afdøde (eller i bedste fald terminalt livstruede) danske dialekter fatter vi ikke en brik af. 
Alene rigtige dialektstudier er allerede problematiske at gennemføre udenfor sin egen egn. Alle mennesker tilnærmer sig altid ubevidst det såkaldte “rigssprog” i samtale med også andre lokale små-varianter i udtalen. Det betyder så, at når man som “rigsdansker” går på feltarbejde for st studere dialekterne, så kommer man aldrig til at høre dem. Nogensinde. Der er lidt “heissenbergs” kernefysik i det her, hvor man kun kan bestemme en atomkernes position ved at flytte den (og så har jo nødvendigvis ligesom ikke bestemt, hvor den oprindeligt var).
Nå, det her “kvæk” betyder naturligvis ingenting i denne vigtige afhandling. Som altså endegyldigt konstaterer, at dialekterne lever i bedste velgående. Fordi man kan høre, at folk er jyder henholdsvis sjællændere på deres udtale af vokaler. Ja, og af deres udtale af HELE ord osse og at jyderne har “jyde-krog” på alle biler og alt muligt andet. Det er bare ikke det, som man selv elastisk burde kunne kalde dialekt. De er nemlig forlængst stendøde overalt og det har de været længe. Siden fjernsynet kom i starten af 1950-erne faktisk. Små regionale variationer, naturligvis men dialekter? Aldrig i livet! Platnakke-videnskab det her, dummere bliver det forhåbentligt ikke.
Det lugter faktisk næsten ligeså dårligt som oppe i Vanggard Centeret. Kom hjem til far, fars højttalere!

Australske papegøjer

Når man i sin 8-cylindrede Holden-landevejscruiser kører fra Perth og forbi byen Merredin i det vestaustralske hvede-bælte på vej til guldminebyen Kalgoorlie, så oplever man noget ganske interessant. Antallet af sideveje til den allerede noget sparsomt trafikerede hovedvej langs vandledningen ophører nemlig fuldstændigt. Over flere hundrede kilometer er der ikke blot en eneste. For at sikre os har vi kørt turen hele 2 gange, ingen personlig research og alle dermed forbundne lidelser er jo for store for at fremme den største sandhed på denne side. Det her er simpelthen et hul, et rigtigt hul. Ikke alene sker der ingenting, der er heller ingenting, og når man kommer hen til enden af vejen, til Kalgoorlie, så kan man simpelthen ikke komme videre østpå. Nul veje, slut, “End of the Line” Det eneste liv der er derude, er højt skræppende papegøjer af den mest farvestrålende slags. Særligt den pastel-farvede Rosella-papegøje med den rød-blond-albinoblege populære danske farve for kvindelige politikere (Helle Thorning-Schmidt og især lokale Laura Hay) er hyppig. Også den såkaldte “pink cockatoo”-papegøje er uhyre udbredt og den er er altså rigtig rødbleg.. 

Vi starter i dag i dette “hul” på den sydlige halvkugle for at rette en fejl fra i går, hvor den vistnok ellers ganske driftige syd/midtjyske by Give ved aftenstide blev karakteriseret som “gudsforladt” Fejlen består selvfølgelig ikke i, at guderne ligefrem “vrimler” rundt i Give ved nattetide, vi har nemlig været der og ikke set blot en eneste, ikke engang midt på eftermiddagen. Muligvis en god kristen-troende men det er jo ikke det samme som “den ægte vare”. Der er nemlig en god gammel dansk grill-bar dernede bemandet med ganske vist gode gamle vietnamesere, og langt de fleste af disse er jo meget troende. Vist mest katolikker, men de tæller vel også i statistikken for den rette tro og mod de vantro. Hvem de så er nu gamle venstrefløjsaktivister af den mest fanatiske slags uden ringeste problemer slår pjalterne sammen med folkekirken. Tro er altså noget mærkeligt noget, og her er vi opflasket med den “tro”, at den kritiske venstrefløj principielt og nødvendigvis var ateister. Og så var det i virkeligheden store dele af folkekirkepræsterne, der viste sig at være det. Og platte populister i en grad, man næsten må korse sig. Hvis man altså ikke forlængst havde gennemskuet hykleriet i den danske folkekirke som denne skribent. Det var nu heller ikke svært dengang men alligevel ganske meget lettere nu.

Nå, det betyder altsammen ingenting for vores flittige vietnamesere dernede i Guds-forladte Give. De tror jo rigtigt på Gud med vokslys og det hele. For dem er Give selvfølgelig verdens midtpunkt ligesom de flittige farmere i Merredin, Vestaustralien. Som sjovt nok osse har en vietnamesisk grill-bar og endnu sjovere nok heller ikke så meget andet. Som i Merredin kan man nemlig også i Give komme endnu længere ud på landet. Hvis man kører godt 12 kilometer længere uden mål og med kommer man nemlig til den lille by Øgelund. Så kommer man så heller ikke meget længere ud på landet, for i Øgelund er der kun få sideveje, ja i virkeligheden kun den man kom fra og så er der vel næsten så få, som der teoretisk kan blive. Ingen fornuftige mennesker kommer nogensinde på de kanter og endnu færre kommer vel tilbage igen. Det var så lige dér, i denne blomstrende bys storslåede forsamlingshus, at den nyligt afholdte elevfest for en midtjydsk ungdomsskole fandt sted. Om det var et totalt gudsforladt hul? Selv for denne forhærdede skribent, som kommer fra det alleryderste næs på en lillebitte ø udelukkende med jævnstrøm og uden rindende vand, så JA! Når der selv i den travleste ferietid blot kommer en enkelt vildfaren bil forbi om dagen kan man ikke rigtigt komme længere ud på landet. 

Nu sagde den største kvindebedårer af vistnok allesammen, Giacomo Casanova, godt nok, at “Et hul altså var et hul” men hvad han lige mente med det, ved vi ikke rigtigt. Meget tyder jo ellers på, at han lige i den retning vidste, hvad han talte om. Han kunne dog sagtens have ment Øgelund, men vores italienske er desværre lidt vel “rustent” til, at vi lige kan bekræfte det. Nå, festen derude i 27. plovfure forløb rimeligt kontrolleret. Ikke organiseret, blot kontrolleret, det er jo ikke ganske det samme. I den engelsksprogede verden har man et udtryk, der hedder “Hue and Cry” og som på dansk vist nærmest oversættes med det kun noget sjældent brugte “anskrig” Måske det alligevel har hjulpet, at vi i den senere tid netop har startet med “Hue and Cry” i den her sag? Det vil vi vel aldrig få at vide men er dog ganske overbeviste om, at det bestemt ikke har skadet. Stolte? Næh, ikke spor, blot glade over det gik godt denne gang. Gribbene er bare derude endnu helt ude for enden af vejen, hvor den ikke længere slår bare “den mindste bugt”. Den holder nemlig bare op.

“Holde op” skulle måske osse Venstres lokale borgmesterkandidat Gert Bjerregaard. Altså mest med at drømme om at blive borgmester ved det nært forestående valg. Nu har vi jo ikke akkurat været altfor ubetingede beundrere af denne ellers ganske beundringsværdige person. Som altså desværre kun er beundringsværdig i henseende af sin ukuelige optimisme. For os at se har han nogenlunde samme realistiske chance for at vinde byens borgmesterkæder som han har for at lære at flyve. Altså ved kun at baske med armene som en australsk cockatoo-papegøjeunge, næsten rød-pastel-blegfiset som partifællen Laura Hay . En nylig sag om en midtby-institution tog dog ligegodt prisen for os. Når en rådmand SÅ TYDELIGT ingenting fatter, så er det faktisk bemærkelsesværdigt selv med disse ellers ganske lempelige målestokke. Sagen drejer sig i al sin store enkelhed (“enkle storhed”?) om kampen for en institution. Eller imod. Eller noget helt andet. En kamp om noget helt, helt andet end det officielle.

Kamppladsen er vores gamle “hundelufter-græsplæne”, den såkaldte Skansepark på Frederiksbjerg. Parken består af en græsplæne af god villahave-størrelse, der om sommeren er et samlingspunkt for mange unge. Hver morgen ligner området et supermarked, der har fået en direkte en direkte bombetræffer med hele ladningen fra en B-52. Der bliver dog hurtigt ryddet om hver morgen af pligtskyldige horder af kommunale “stød-arbejdere”, der må vel bo en “by-rod” eller 2 i kvarteret. Det hele bliver også nemmere af, at hele “Skanseparken” ikke er mere end måske 2000 m2. I den ene ende af denne forvoksede græsplæne ligger så en af verdens absolut allermindst attraktive såkaldte “legepladser” Det vil sige, en slags legeplads er det da, blot ikke for dem, som den er tiltænkt. Hvis der altså nogensinde har været tænkt, det tvivler vi noget på.

Der er ganske mange ting, der gør denne institution ganske enestående ikke-attraktiv. For den første er den lillebitte, næppe mere end 200 m2. For det andet er en stor del af området dækket med fugle-volierer, som ingen har set på de seneste par årtier. De er skidegrimme, endnu dårligere vedligeholdt og de mest varige indtryk de vel sætter på forbipasserende, er en god portion obligatoriske fuglelopper. Endnu mindre umiddelbart attraktive er tilsyneladende personalet, som er helt enestående. De ses nemlig næsten aldrig udenfor deres permanente kaffestue, som fylder en stor del af (manglen på) pladsen. Til overflod er der forresten kun bemanding på denne vanvittige instution fra 10 til 16. At åbne kl. 10 er vanvittigt, at lukke kl. 16 tja sig selv et passende bandeord. Ydermere ligger der en permanent stank i sommerhalvåret af menneskelig ekskretion over legepladsen her. Det drejer sig til alt held mest om urin, da en formidabel indtagelse af vanddrivende væsker ude på plænen naturnødvendigt tvinger SAMTLIGE gæster om på legepladsen. Der er nemlig ingen toiletter dernede OVERHOVEDET. Det kommer der så selvfølgeligt alligevel, man er vel dansker og frigjort. Eller måske bare et svin.

Den intense stank af urin, som hele tiden “toppes op” og den daglige dosis af nye glasskår i sandkassen burde holde de fleste unger væk. Det gør det naturligvis også, det flittigste klientel dernede i klatrestativerne er nemlig teenagere, som bedre kan sidde og “snave” lidt uforstyrret i legehusene end midt ude på den lille græsplæne. Og så er toilettet jo også lige for henne i hjørnet af sandkassen. Og så tilbage til dagens historie efter denne nødvendige parentes. Fornyligt fremsatte byrådet nemlig det vanvittigt fornuftige forslag at nedlægge denne grinagtige møgbeskidte parodi på en ordentlig institution og i stedet lave en ordentlig en på stedet. Forslaget blev omgående mødt af en storm af lokale protester fra mange hundrede lokale beboere, som lancerede en meget vel-orkestreret kampagne for at beskytte denne lille “oase i midtbyen”, som blev kampagnens slogan. Midtbyens “permanente pissoir” har nok ikke klinget helt så godt, men havde nok været mere sandfærdigt. Kampagnen skulle dog vise sig at være mere end rigeligt klog nok til at smadre den smule opposition den mødte. Den var squ også sølle. Enter Gert Bjerregaard, rådmand for Venstre.

Nå, der blev indsamlet vistnok omkring 900 protestunderskrifter for at bevare Skanseparken som den er. Som en “oase” godt nok med lidt rigeligt kamel-lort. Og hvad var det så, det hele drejede sig om i virkeligheden? Naturligvis den reelle risiko for de omkringboende velhavere til at få ja altså en RIGTIG børneinstitution med rigtige børn i som ubehagelig nabo. Masser af glade råbende børn i stedet for den Hiroshima-agtige “Dødens Stilhed”, som altid har ligget over den eksisterende institution der i Skanseparken. Den højeste lyd har været den kroniske klirren fra pædagogernes kaffekopper og den har lige været acceptabel. Nu har undertegende selv i et par årtier været nabo til børnehave og jeg kan sagtens forstå de velhavende naboer deroppe var lidt uvillige til at acceptere børn. Som jo altså larmer ad Helvede til.

Det kunne de naturligvis ikke sige, så derfor opfandt de dygtigt kortet med “midtbyens oase”. Så kæmper man jo FOR noget positivt, ikke MOD noget ellers uhyre positivt, nemlig en centralt beliggende institution. Den sidste relle sag ville være en tabersag, det viste den første (ganske vist helt fiktive sag) sig så ikke at være. Den lokale borgmesterkandidat, vores tvivlsomme helt i dag, Gert Bjerregaard, trak nemlig forslaget tilbage med de for ham selv noget ildevarslende ord: Nemlig at han jo ikke ville være med til at ødelægge denne (ak ja, farvel Gert!) “Oase i Midtbyen” Ja, mindsandten om ikke Gert og hans pressefolk fuldstændigt bevidstløst simpelthen overtog modstandernes kunstige argument. Som blot var en nødvendig “skin-manøvre” da den “rigtige” sag jo var en helt anden. 

Det sjove er så, at Gerts muligheder for at blive borgmester garanteret ikke er blevet større ved denne at dette nødvendige projekt er blevet droppet. Næppe en eneste af de 900 underskrivere har næppe nogensinde stemt til højre for de radikale og vil da slet ikke gøre det efter det her. Tværtimod vil de her velbjergede og ressourcestærke beboere med rimelighed “godte” sig over hvor “nem” Gert dog var og sådan en tumpe er der jo efterfølgende ingen grund til at stemme på. Han og hans “spin-doktorer” fattede simpelthen aldrig, hvad det her simple “spin” gik ud på eller hvad der ramte dem. Ikke alene har du ingenting vundet, Gert, du har i stedet MISTET mindst én stemme. Nemlig min, men den røg nu nok for et stykke tid siden. Ca. da du stillede op. Vi kan så håbe, at andre følger trop.

Alene det at fremlægge en plan om nedlæggelse af nogetsomhelst umiddelbart før et valg er altså bemærkelsesværdigt dumt. Selv den mest talentløse politikerspire ved jo, at alle nedlæggelserne skal ske umiddelbart efter et valg hvorefter der så er bedst mulig tid til for vælgerne at glemme sagen inden næste valg. Til den tid kan man også med noget bedre ret hævde, at det var politiske modstanderes værk. Hvis du ikke kan gøre det bedre, Gert, end at “efterplapre” et så latterligt slogan om et offentligt pissoir som Skanseparken som “Midtbyens Oase” som en ren papegøje, så er det vist bare slut, finito, færdig! 
Der var som sagt masser af rosellaer og andre farvestrålende papegøjer i Vest-Australien, som heller aldrig blev borgmestre. Det gør papegøjer faktisk statistisk temmeligt sjældent og de dummeste af dem vist nærmest aldrig.

Tabte sager

Da en eskadrille engelske F2F Brewster Buffalo-jagere med gammeldags 2-bladet propel den 10. december 1941 lettere fra en flybase i Malaya, var missionen vigtig. Denne lille gruppe allerede fuldstændigt ud-klasserede antikverede fly skulle nemlig i kamp med det bedste, den japanske kejserlige flåde kunne diske op med. Nemlig toptrænede piloter i tidens bedste og mest manøvredygtige fly, den såkaldte “Zero” Ingen aner naturligvis, hvad disse unge og uerfarne piloter har tænkt, da de fløj ud over det sydkinesiske hav mod den sikre udslettelse. Derude lå den engelske flådes slagskibe “Prince of Wales” og “Repulse” under angreb fra japanske flåde-fly og var den sag, som eskadrillen skulle kæmpe for denne skæbnesvangre morgen.

Nu ville tilfældet, at de forældede Brewster Buffalo-fly faktisk var så langsomme i marchfart, at begge slagskibene allerede var sænket og japanerne forlængst væk, da de endelig nåede frem. De kunne blot kredse rundt over vragstumperne og derefter flyve den lange tur hjem igen uden at have løsnet et skud. Isoleret set var det selvfølgeligt heldigt for Brewster-besætningerne, at sagen allerede var tabt længe inden de nåede frem. ret mange chancer havde de jo ikke haft. De havde dog sikkert alligevel kunnet gøre den lille forskel, som måske havde været afgørende. I stedet var dette slag tabt og det varede længe, inden et nyt blev vundet. Dumhed, militær inkompetence og taktisk galimatias (nemlig at sejle slagskibe uden fly-støtte mod hangarskibe som jo lige i den retning er ret veludstyrede-med fly!) ) havde allerede inden starten afgjort det hele. sagen havde længe været tabt.

Nu kom Brewster-ne ikke i kamp lige den dag, men det gjorde de til gengæld den kommende tid, og blev som det øvrige engelske og imperiale luftvåben fuldstændigt tilintetgjort. Altsammen for en forlængst tabt sag. Og så alligevel. Næsten 4 år senere ringede de engelske kirkeklokker for kun 2. gang siden krigsudbruddet i 1939 for at fejre den endelige allierede sejr i 2. verdenskrig. Imellem de 2 tidspunkter var der masser af øjeblikke, hvor alting syntes ganske håbløst, men det havde det så altsammen ikke været alligevel. Den tabte sag var blevet vendt til sejr på samme måde som den 2. gang, kirkeklokkerne havde ringet, nemlig dengang Tobruk i Libyen var blevet erobret af briterne. Senere generobrede tyskerne den iøvrigt inden den endelige britiske offensiv. Det var så hvad kirkeklokkernes bimlen dengang i 1941 kunne bruges til. Til at fejre en sejr, som straks derefter blev forvandlet til atter et nederlag. Alligevel blev det samlet set til en sejr.

Denne lektion i historie har vi valgt at starte med i dag for at opmuntre os selv lidt. I aften står den store elevfest nemlig i udkanten af allerede fra starten her først på aftenen noget Guds-forladte Give. Tilstede med de feststemte unge vil der være en så betydelig flok forældre til almindelig “mandsopdækning”, at man skulle tro, det her i Superliga-jargonen i fodbold var en egentlig “risiko-kamp”. Som når FCK og Brøndby mødes. Det er slet ikke sagen. Forældrene er nemlig åbenbart næsten allesammen så uendeligt enige om, at denne “udliciterede fest” er en så enestående god idé, at ja man altså alligevel er nødt til at deltage selv. Sikkert mest for at nær-studere, hvor godt deres vel-overståede opdragelsesarbejde har fungeret.

Alternativt kan det jo være af samme grund som fruen herfra osse kommer. Nemlig at man rigtigt gerne vil have sit barn helskindet med hjem igen. Man kan vel ikke regne med, at alle disse forældre, hvis rolle er reduceret til de såkaldte “fejeblade”, kendt fra Tour de France. “Fejebladene” er de biler, som opgivende ryttere slukørede kravler ind i for at køre hjem. Vi kan så håbe forældrene kan lide musikken, som det kom frem at en forælder havde gjort sidste gang. Hvordan børnene så har haft det sammen med den dansende mor ved vi heldigvis ingenting om. Nå, ikke ganske overraskende fik vi ikke nogen kontrakt at se, og slaget er dermed tabt lige i den retning. Krigen, det vil sige den fortsatte opdragelse, fortsætter nu alligevel, ihvertfald for os.

Mange andre mener så åbenbart, at opdragelsen af de unge er sluttet forlængst. Til dem kan vi sige: De “rovdyr” som I oplever nu, er ingenting i sammenligning med dem, som jeres børn bliver konfronteret med næste år. Dernede på fagskolerne lurer kemiske eksperimenter forklædt som små prikkede piller i et omfang, som I ingen ide har om. Fester, som I ikke overhovedet har mulighed for at komme til og udpumpninger, som aldrig nogensinde vil kunne ske i tide. Fristelser for de unge, som I ikke har forberedt ungerne til, fordi I alt for tidligt har “ladet stå til” og været tilfredse med at stå på sidelinien. Indtil skoleårets udgang. Forude venter de RIGTIGT grimme drenge. Nogle er hærdebrede, andre mere mørkhårede, men de er der til at konfrontere de børn, som I allerede nu åbenbart har opgivet at overvåge.

Nyd derfor øjeblikket og check gerne den korteste vej til Skadestuen i Vejle. Falck kører nemlig ikke med fulde børn, som det blev demonstreret ved sidste fest, hvor en af ungerne kom temmeligt galt afsted. Fortsæt blot med at stå demonstrativt sammen mod dem, som påpeger, at dette fest-concept måske ikke er det allerbedste til opdragelse til ansvarlig omfang med alkohol. For nu at sige det lidt mildt. Fortsæt blot med at glæde jer over, at vi ikke fik nogen kontrakt at se, hvad ligner det da også at spørge om sådanne ligegyldige ting. Hah, vi fik ingenting at se, hah!

En tabt sag som dengang eskadrillen af Brewster Buffaloes startede på deres togt? Nogen synderlig forskel har det da ikke gjort. Hele denne affære minder mest om en brand i en kostald. Dér render de allerede forbrændte køer jo altid tilbage ind i den flammende kostald ligeså hurtigt som Falck-redderne kan få dem ud. Den kendte tryghed er for mange mennesker alligevel altid bedre end den farlige virkelighed udenfor uanset hvor meget lokummet brænder. Desværre møder jeres unger virkeligheden ligeså uundgåeligt som alle generationer altid har gjort, jeres er bare lige en tand mere uforberedte, fordi I lige mister et år i ansvarlig opdragelse. Men igen, glæd jer til næste år, hvor alting bliver meget værre og vær stolte over jeres kloge og initiativrige unger, som så storslået har stablet denne fantastiske fest på benene. Eller hvem der nu har. 
Nå, jeg tror vi vil starte vores ældgamle Brewster Buffalo propel-jagermaskine og flyve op mod overmagten alligevel. En tur ind over den brændende kostald med alle køerne, som render i indbildt sikkerhed væk fra redderne. Sikke dumme køer dog er.

Dagen før dagen

Farcen fortsætter i den fortsatte sag om den såkaldte “elevfest” for en midtjydsk ungdomsskole. Nu er undertegnede opflasket med en grundliggende tro på, at “det gode” altid sejrer opå trods af alt. Denne optimisme er baseret på årtilange studier af “Anders And & Co.” og lignende udødelig verdenslitteratur. Superman fik jo også altid skovlen under Brainiac og Lex Luthor og alle de andre superskurke, uanset hvor meget rød og grøn kryptonit de “diskede” op med. Det gode vinder nok til sidst, selv om “til sidst” i denne sag (udover nok at blive noget sent) også i nogen grad bliver “på trods” Nemlig af enhver fornuft.

Nu har det jo i flere uger ikke været nogen hemmelighed, at vi her meget, meget gerne ville se den kontrakt med det såkaldte “event-firma”, som på en eller anden forunderlig måde skulle være forpligtende og bindende for samtlige mindreårige elever til at deltage hele året i disse fester med professionel udskænkning af spiritus til mindreårige. Som “juridisk lærestykke” kunne det jo være rigtigt spændende at se, hvordan de dog kunne “skrive sig juridisk” ud af alle de uoverstigelige lovmæssige problemer, som alle andre her i stor-Århus er stødt på. Og jo, man har prøvet, men altså (heldigvis) hidtil forgæves. Ja, vi overvejede faktisk at give “tippet” om hvordan man “krejler” bevillingsloven videre til vores traditionelle lokale værtshuskunder, der jo ellers ikke udskænker til mindreårige. Det er jo trods ikke rimeligt, at nogen udnytter et så indlysende marked, når andre slet ikke må være med. 

Ligesom grønthandleren, der betaler moms, har det lidt svært i konkurrencen med dem, der ikke gør det, så ville åbenhed jo være fint i denne sag. Derfor har vi i hver eneste melding i kommunikationen herfra bedt om at få indsigt i denne famøse kontrakt. Det er måske ikke ganske overraskende ikke lykkedes og man kunne jo vove den lidt kætterske påstand, at der slet ikke er nogen kontrakt. Lige dér står vi åbenbart temmelig alene, for nu viser det sig ganske overraskende, at andre medlemmer i en mystisk “celle”, der kalder sig Festudvalget (og som altså består af voksne) åbenbart har “set” denne efterhånden næsten mytiske kontrakt. Ja, de har endda set den i en grad, så de har kunnet skønne på vores vegne, at der ikke er noget interessant i den, som det nævnes. Derfor man man naturligvis kunnet skønne, at der intet var af interesse i den. Man kunne jo måske i første omgang kalde det her tiltag for “damage control” og det var i første omgang heller ikke andet end en to-sidet kommunikation udenom rundskriveriet. Måske vi bare ville “stikke piben ind” og forstå, at alt var til fælles bedste. Ligesom i fortidens syge Sovjetunionen, hvor det også var ensbetydende med en behandlingsdom for lettere sindssyge at stille ubekvemme spørgsmål. De allerværste var naturligvis de allermest indlysende.

Det havde nu slet ikke været nødvendigt med denne forsigtighed, for nu bliver det hele ren “kafka´sk” Lige pludselig bliver det nemlig os, der bliver målet for visse andre forældres vrede og forargelse, for hvad bilder vi os da ind, at stille spørgsmål ved det åh så hårdtarbejdende festudvalgs arbejde. Som altså ialt har bestået i en (forhåbentlig da, men næppe engang det) i en henvendelse til “event-firmaet”, som så klarer resten. Det HELE! Altså musik, lys opstilling/nedtagning, sprut, betjening af baren. og dørmand. Hvis der er glemt noget er det sikkert med alligevel. Nå, det ved vi kun “på anden hånd”, da der jo altså ikke er skønnet nogen grund til at indvie os i disse særegne “frimurer-lignende” ceremonier i dette ikke helt klart definerede festudvalg. 

Nu kommer vi så til det rent absurde og “kafka-ske! Nu viser det sig nemlig, at vi flere uger inde i korrespondancen jo bare kunne have “meldt os til festudvalget”, for så ville vi jo have fået indsigt. Nu er det naturligvis for sent, og det har det forresten altid været, det har nemlig aldrig været en mulighed. Kafka ruller videre i bedste “Der Prozess”-tradition, for nu er det nemlig så pludselig OS, der er “de anklagede” Nemlig for den brøde det åbenbart er, at mistænkeliggøre disse herlige mennesker, som åbenbart føler, at de har nærmest viet hele deres liv til en sag. En sag så stor, at den åbenbart er både større end selve livet og som en selvfølge også loven. Nemlig at gennemføre festen i et forsamlingshus langt udenfor allerede i forvejen noget gudsforladte Give. Nå, Gud er der muligvis ikke, det ved denne kætter ikke så meget om, men ihvertfald er der ikke noget politi på de kanter, men det er helt sikkert bare et tilfælde. Men hvorfor dog afholde en skolefest så skidelangt fra skolen..Nå, konklusionen er, at NU KAN VI OVERHOVEDET IKKE FÅ KONTRAKTEN AT SE! Hvordan det lige adskiller sig fra før kan være svært at se og så alligevel ikke. Tidligere har vi nemlig åbenbart godt kunnet og det har så varet præcist varet indtil indtil vi altså SPURGTE. Derefter kunne det så selvfølgelig ikke lade sig gøre og nu kan det så altså SLET IKKE! Nu er vi jo blevet mistroiske….Kafka, tag “en ruller” dernede”!

Mistænkeliggøre, nej da, det kunne da ikke falde os ind. Bare fordi man sælger drikkevarer til ren kostpris eller derunder. Bare fordi “event-firmaet” i CVR-registret ikke har nogen direktør eller andre kontaktpersoner og naturligvis heller ikke fordi det tilsyneladend e benytter noget alternativ markedsføring. På deres hjemmeside viser de nemlig billeder fra masser af tidligere afviklede fester, hvor deltagerne godt nok ser lidt ældre ud end 15 år. Mærkeligt! og de svinger heller ikke åbenlyst med alkohol..Endnu mere mærkeligt er det, at mange af billederne er fra længe før firmaet blev grundlagt (eller hvad man nu lige skal sige om sådan en uhyre kunstfærdig konstruktion). Det skete nemlig først i det sene forår, altså I ÅR. En cadeau herfra til firmaets åbenbare øjeblikkelige succes i markedsføringen overfor en ellers så in-homogen gruppe, som en tilfældig forsamling af børn og forældre på et enkelt års ophold på en efterskole nødvendigvis må være. Som jo ellers indenfor den første uge har rigeligt at gøre med at lære hinandens navne og være hjemmefra for første gang. Resolutte unge mennesker, som så hurtigt fik kontakt med dette “event”- firma, som ellers ligger så ganske langt væk..Uden navne og uden ret meget andet. Mistro…

Mistroiske? JA, FOR HELVEDE, helt vildt meget. Hvordan kan noget dog næsten være MERE mistænkeligt? At efterfølgende at blive beskyldt for så at VÆRE unødigt mistroiske af andre forældre er altså noget alternativ logik for at sige det lidt pænt. Alt andet end uendelig mistro forekommer faktisk noget løjerligt.
Nu kommer jeg jo selv fra et lillebitte samfund, og det værste er altid, når nogen udefra stiller de ganske selvfølgelige spørgsmål, som man ellers har glemt og fortrængt. Jo længere glemsomheden og fortrængningen har fungeret, jo mere fjendtlig bliver man overfor dem, der stiller alle de kedelige spørgsmål. Det er muligvis derfor så ganske mange forældre udtrykker ubetinget støtte til det selvbestaltede festudvalg. Hvis man ikke kan finde ud af noget forsvar kan man jo altid stille sig sammen. “Sjovt” nok kom vi ud for samme reaktion på min fødeø, da vi i en tidligere her på siden omtalt sag om regulær, regelmæssig og fuldbyrdet pædofili stillede de trælse spørgsmål, hvorfor dog ingen reagerede. Klap sagde østers-en, og “han var da også ellers en ret flink fyr” Han bor der iøvrigt stadigvæk derude på øen og det gør glemsomheden tydeligvis også. Åh jo, og så også lige manglen på enhver almindelig anstændighed. En vare, der åbenbart sagtens kan eksporteres til fastlandet. Det her burde der simpelthen udgives en bog om, virkeligt basis for lidt etnografiske studier.

Kvalifikationer

I dag vil vi fundere lidt over, hvilke særlige kvalifikationer der kræves i elektronikbranchen. Vi vil her naturligvis benytte egne tvivlsomme erfaringer, andet kan man vel dårligt (og da slet ikke undgå at gøre), men vil starte et helt andet sted. I går kom jo Bang & Olufsen-koncernchefens Kalle Hvidt Nielsen pressekonference i forbindelse med firmaets lancering af et nye TV. Denne “begivenhed” foregik i luksuriøse omgivelser i et showroom hos den danske co-producent af designerluksusmøbler, Fritz Hansen. Luksus på luksus, hvor meget mere luksuriøst kan det næsten blive? En hel del bedre, selv om koncernchefen kunne meddele, at det seneste kvartals resultat i forhold til sidste år var bedre. Det kunne jo have været godt hvis det ikke havde været fordi sidste år var helt enestående skidt med et samlet underskud på en halv milliard. Den reelle fremgang er således lidt svær at begejstres over for så vidt at fremgang betyder, at tingene ligefrem går godt.

Nå, man har oppe i Struer fået trimmet en del udgifter, bl. a. er udviklingsafdelingen jo blevet amputeret temmeligt meget. Hvordan det så passer sammen med, at firmaet ener de er “tilpasset en anden virkelighed” og “..har en god platform, når markedet vender” forstår vi så ikke helt. Dét med en anden virkelighed er jo blot en livsnødvendig tilpasning til radikalt ændrede konjunkturer og uden tilstrækkelig udviklings-potentiale kan man vel sige, at firmaet i stedet står temmeligt dårligt rustet til en kommende økonomisk optur. Ikke mindst fordi salget hos B&O for halvdelens vedkommende er TV, hvor vel efterhånden selv den allersidste tekniske udvikling nu er “udflaget” til de fjernøstlige produktionssteder. Udover at de “udviklingsmæssige frontløbere” allerede længe har været Samsung, Sony, Philips og alle de andre.

Nu hænger skæbnen for det gamle hæderkronede danske elektronik-flagskib nu på et blot 6 cm. tykt (dybt?) fladskærms-fjernsyn af fjernøstlig herkomst. Man kan jo så i den anledning live prøve at “google” forskellige alternativer fra de primære producenter og se, om man kan finde sådan en “tynd fætter”, for det kan man nemlig sagtens. Nå, det har erhvervsjournalisterne så ikke prøvet og de har nok også andet at lave. De burde nu alligevel have kikket lidt på de billeder, de bragte i JP i går af koncernchef Kalle. Hvis kvalifikationer i en vanskelig tid vi selvfølgeligt vanskeligt kan drage i tvivl. Til gengæld er hans portrætter bestemt et studium værd, for Kalle er ikke ret gammel, vist kun i starten af fyrrerne. Manden på avisens billeder er bare ikke af en mand i hans unge alder, slet ikke. Det er billederne af en ganske overordentligt “slidt” mand med et så forvrænget ansigt, at man næsten skal tilbage til Grauballe-manden for at se noget lignende. Øjnene er matte og selv med den venligste fortolkning af Kalles kropssprog (fordi Fritz Hansen-podiet er helt latterligt lille og idiotisk lavt), så ligner han altså alligevel mest af alt en krabbe, som han står dér foran alle “honoratiores”-erne. En krabbe, der så inderligt ønsker sig ind under den nærmeste store klump blæretang, bare væk væk! Ikke videre tillidsvækkende for denne skribent og nok næppe heller for andre. Man fornemmer næsten den hektiske lugt af masser af stress ud gennem det ellers ganske lugtfrie lyserøde JP-finanstillæg. Ikke helt godt. Kvalifikationerne er sikkert i orden, mulighederne blot ikke.

Nu er fruens slægtsnavn faktisk “Krabbe”, så det må vist hellere lade være at “elaborere” på det her “Kalle Krabbe”-tema. Til gengæld vil vi godt vove det forsigtige gæt, at det her nye fjernsyn kommer til at “skæppe” bedre i kassen hos B&O end hos deres forhandlere. Naturligvis fordi “rabatrytteriet” i nedgangstider blandt køberne af egentlige luksusprodukter som de her er væsentligt værre end i opgangstider. Det skyldes jo det indlysende faktum, at der er lidt eller slet ingen statusværdi p.t. i at købe et flimmer til godt 40.000,-, ja man bliver vel som køber nærmest betragtet som havde man købt en Hummer eller en åben sportsvogn eller en Honda 1300 kubik-motorcykel. Ikke altfor klog er vel i den mildere bedømmelsesafdeling. Når man som kunde endvidere ved, at både producent og sælger er usædvanligt sultne efter salg, så vil de fleste nok forsøge at få sig de 15% i rabat, som tidligere var næsten sædvane. Dermed er der kun krummer tilbage til forhandlerne, og det endda af et meget mindre brød. B&O har jo allerede haft en samlet salgs-tilbagegang på over 25% og lur os, om de ikke yderligere sænker avancen for forhandlerne på disse nye produkter. 

Nu har den opnåelige avance for større forhandlere på TV længe været langt under 10% for alle andre, og det har naturligvis resulteret i, at ingen har de rigtigt fede topmodeller fra Sony, Panasonic, Samsung og alle de andre store operatører på lager. Det kan nemlig ikke betale sig, for kunderne køber alligevel hvor de er billigst på nettet. Eller også køber de lokalt det største fjernsyn af et nogenlunde kendt mærke til den lavest tænkelige pris ud fra den tanke, at så er de da ikke blevet snydt alt for meget. De større og bedre modeller frister så en mere tvivlsom skæbne, da de færreste potentielle købere vel “hopper ombord” uden at have set det. Der skal nu nok være enkelte købere, da man jo da har set de billigere og synes, at så er dyrere nok bedre.

Anderledes er det i vores gamle favorit-hobby, nemlig hifibranchen. Dér har nettet virkeligt været et problem for interessens og selvfølgelig branchens fortsatte beståen, som vi flere gange har været inde på. Det samlede provenu er allerede styrtdykket i en grad, at der næsten kun er private enkeltmandsfirmaer tilbage i landlige udkantsområder, der sælger sagerne. Dem ønsker vi al mulig held og lykke, og det får de virkeligt brug for ikke mindst med de kunder, som de uheldigvis også har. For hvem almindelig sund fornuft og den allerringeste loyalitet er totale fremmedord. I en tråd fremturer en vis net-pseudonym David med synspunkter, som ved større udbredelse vil være ganske ødelæggende for producenter, sælgere og naturligvis også købere. Manden er åbenbart så totalt fokuseret på pris, uanset om det drejer sig om hifi eller om mekanikere, at man næsten får ondt af ham. Noget manisk men næppe helt atypisk. Tilsyneladende fornuftigt nok vil han aldrig betale mere end 5-10% såkaldt “overpris” for nogetsomhelst. 

Desværre beregnes denne “overpris” i forhold til VERDENS ALLERLAVESTE PRIS, som man efter længere tid måske kan finde i Bazaren i Timbuktu. Hvordan man så til gengæld kommer til overhovedet at ØNSKE at købe den specifikke vare er så tilsyneladende gået fuldstændigt forbi denne permanente rabatrytter. Når kunderne er så pris-fokuserede, så forsvinder alle lokale varer som dug for solen på samme måde som udvalget af rigtigt fede Panasonic-fjernsyn.Man kan selvfølgelig sagtens ønske sig noget, som man overhovedet ikke har set eller hørt, men der er eddermaeme et stort spring til osse at KØBE det uanset hvor meget man sparer. Ingen køber selvfølgelig varen og vel slet ikke ven David. Som måske ville kunne spare en 20-er i morgen ved at købe den samme vare i Karachi, og så ville han jo være blevet snydt. Bedre at vente…
Vi gentager lige vores markeds-teser herfra: Det koster penge at sælge varer og hvis der ikke er penge til det, så forsvinder varerne. Ikke ud på nettet, nej, de forsvinder helt.
De eneste kunder, der er tilbage, er nemlig denne verdens David-er, og de er altså blot spild af tid. De køber nemlig ingenting, der giver nogen dækning til nogensomhelst og allermindst køber de det, som de snakker allermest om. Hvor blev musikken og den allerringeste rimelige fornuft dog af?

Bløddyr og “Pampers”

I dag bliver teksten ganske kort, da vi bliver nødt til at køre temmeligt meget rundt. P. t. er vores største kunde et østjydsk gymnasium på Odder-kanten (faktisk em MEGET stor sag) som vi er umådeligt taknemmlige for. Det er ikke kun fordi byggeriet er så ambitiøst og omfattende næh, det er mest fordi folkene dernede er helt urimeligt rare og flinke, så vi vil ikke satse på, at Posten kommer til tiden, hvis vi selv kan levere. Derfor vælger vi naturligvis den gamle gennemprøvede “bud-metode” Til alt held er der så også en slut-levering af en anden større ordre til et gymnasium i Horsens, så det kan vist blive en fin tur for fruen og hundene. Selv skal jeg en tur ned til en anden østjydsk uddannelsesinstitution, som vi så sent som i går har “fået tilbage i folden” for første gang siden tiden i Dansk Audio Teknik, så der er der vist også basis for en “personaliseret” levering, denne gang af undertegnede. Ellers pakker vi i dag til en tur til en stor institution på Sjælland tillige med lidt isenkram til en musikskole derovre, som osse giver lidt fysisk arbejde de næste par dage. Motion og motion, næh vist bare almindeligt arbejde.

Nu er undertegnede jo efterhånden en noget gammel mand, der efterhånden kvalificerer til æres-titlen “ældre” Som jo paradoksalt nok normalt betyder, at man netop IKKE er helt gammel endnu på trods af komparativ-formen. Alligevel sikrer den daglige “dont” som fast cykelbud, at kropsfaconen på trods af periodisk “pyknicitet” (hedder det det, vi taler om den såkaldt “pykniske” facon, kendt allerede fra Antikken), ikke kommer til at blive permanent eller totalt påfaldende. Tendensen til at denne skribent på sigt udvikler sig til et delvist “bløddyr”, kendt fra de såkaldte søpølser, er dog altid til stede. Heldigvis er fruen ubarmhjertig i sin (heldigvis mest åndelige) “piskning af undertegnede, så lidt kilometer kommer der da i benene og dagen i dag er nok ikke helt atypisk. Afsted med pakkerne ud over stepperne!

Nu er der desværre flere måder at udvikle sig til et menneskeligt “bløddyr” på, og kropsfaconen er kun en af disse “fremtrædelsesformer” Man kan nemlig sagtens være et menneskeligt “bløddyr” uden at det er umiddelbart indlysende på et fotografisk portræt, ja vi tror ligefrem de allerfleste af disse “bløddyr” findes blandt unge mennesker. Nu er det ikke nogen original betragtning, vi er inde på i dag, men derfor er det nu en god pointe alligevel. Pointen er åbenbart så god, at der i dagens JP er en anmeldelse af en bog, der analyserer den seneste generations (manglende) opdragelse af ja altså de unge vi ser i dag. Vi tager det her op i dag, fordi det står i uløselig forbindelse med diskussionerne her på siden i den senere tid om den famøse “elevfest” på en midtjydsk ungdomsskole.

Ytringerne på forældresiden er nemlig i fuldstændig perfekt overensstemmelse med konklusionerne i bogen. Næsten alle forældrene kaster simpelthen fra en kant alle idealer om almindelig sund opdragelse ad Helvede til og er tilsyneladende tilfredse med at stille sig til rådighed som “service-medarbejdere” for de unge. Ikke ved at medvirke aktivt eller “formativt” til festen, næh de fungerer blot som chauffører i venteposition. Det bliver en lang aften dernede i Give. Om den bliver god er ikke til at vide, men vi vil nu vælge at anskue den som om, at forældrenes opdragelse af de unge har været en ubetinget success. De unge er nemlig blevet til “bløddyr”, og forældrene er gået fra opdrager-roller over i den permanente “service-rolle” Fordi bløddyr jo principielt er bløde og kun bliver blødere ved denne “pamperisering” (med et engelsk låneord fra ble-industrien).

Det heldige i situationen er så ifølge bogen, at de unge i mangel af bedre “forbilleder” (nu forældrene altså svigter) blot finder andre opdragere, nemlig hinanden. Lige dér forstår vi ikke helt bogens positive konklusioner, for hvordan man undgår at skabe ungdomsbande-lignende forhold i disse ungdomssammenhænge uden sanktioner eller kontrol forstår vi ikke helt. Når de unge selv bestemmer alle sanktionerne i deres opdragelse af hinanden er der jo ingen grænser. Heldigvis går det meste jo godt alligevel og det gode ved denne situation er sandsynligvis (og dette er vores egen konklusion eller også er det ikke-vi har ikke læst bogen), at det garanteret bliver bedre. Nemlig ved næste generation på samme måde som forældregenerationen i deres ungdom boede i kollektiver og talte så meget om solidaritet overalt, at de simpelthen talte sig selv og alle deres idealer ihjel. Sammen med den frie opdragelse, for ungerne vil garanteret fremover bruge noget striksere metoder overfor deres egne børn. De ved jo bedst af alle, hvor meget forældrene svigtede. Den tiltagende opblomstring af gode gammeldags kernefamilier er blot første trin. Svigt kan altså føre til noget godt, læs: ansvar.

Det tager så blot en generation, inden det sker, og mange af nutidens unge kommer til at møde det nuværende stagnations-samfund med “ble på” endnu. Fordi de er blevet “serviceret” så intenst af deres forældre økonomisk og ellers ikke opdraget overhovedet, at mange aldrig kommer til at fatte, hvad der egentligt “ramte” dem. Nemlig virkeligheden. Det har allerede et par år været en sjældenhed med den tidligere så udbredte praksis med forældrekøb af lejligheder, for man skulle jo nødigt risikere, at ens børn kom i unødig berøring med andre unge mennesker. Som om success på en videregående uddannelse blev grundlagt i det perfekte hjem med HTH-køkken og det store B & O-anlæg. Nej, vi kommer selv fra sådan et sted, hvor unge mennesker allerede fra den forældrebetalte årelange “verdensrundfart” har lært, at de aldrig nogensinde behøver at tage ansvar. De er beskyttede som andre bløddyr i et akvarium uden kanter og spidser og rovfisk. En del af disse unge er permanent tabt og kommer først til at opleve virkeligheden, når deres service-forældre engang dør De forældre, der aldrig forberedte de unge til livet. Til den tid ligger de nu ikke længere så unge stadigvæk på sofaen uden uddannelse og jo, sådanne skæbner er der ganske mange af. De unge, der aldrig blev hjulpet til at blive voksne.

Heldigvis kommer det ganske givet til at gå langt bedre for de fleste unge, for de “blødagtige” snot-hvalpe (ja, der er for langt hovedparten tale om drenge)falder nemlig også ud af deres eget oprindelige sociale netværk. det er simpelthen godt og gammeldags “træls” at være sammen med de unge, som slet ingenting kan selv og som ingen livsdrømme har. Udover at forældrenes “pamperisering” fortsætter til evig tid som en grotest opsvulmet bi-dronning, som heller aldrig kan komme ud af sit bi-bo. De fleste unge udvikler som alle tidligere generationer har gjort en sund “trods-reaktion” mod deres forældres såkaldte “frie opdragelse” Som altså ikke har været spor fri, den har blot være ikke-eksisterende. Det er IKKE det samme, den ene opdrager til ansvarlighed, den anden skaber blot “bløddyr” For hvorfor dog arbejde og uddanne sig, når man hidtil blot har fået, hvad man har peget på.

De fleste finder heldigvis ud af det, mest fordi en permanent rolle som “rentier” på forældrenes formue jo ikke giver meget permanent status. Måske der ligefrem er håb for vores bedste “case study” derude på Frederiksbjerg, som knapt så ofte som før kører rundt i den lånte fædrene tyske åbne sportsvogn?
Det tror vi næppe, han har vist blot måttet konstatere, at han er blevet “inderhalet” af effekten af Smart-bilen som god gammeldags “kusse-magnet” (undskyld, men det HEDDER det altså) Hvad skal han så gøre?. Ingenting, for det har aldrig fået incitament til i gennem sin “ikke-opdragelse”. “Bløddyret” sidder stadigvæk fast der i sit lille akvarium indtil akvariepumpen en dag giver op. Ødelagt som den gamle århusianske punk-rocker Jan Jet, ham fra “Lost Kids” Trist? Ja, men en logisk konsekvens desværre. Heldigvis for de færreste, som ikke formåede at frigøre sig fra de åh så flinke “service-forældre” De,mange, der gjorde, blev så heldigvis stærkere som hovedpersonen i Johnny Cash-sangen om “A Boy Named Sue” På trods!

“Some are Born to Sweet Delight”

Inden vi går over til dagens dybsindigheder skal vi atter engang beklage weekendens server-nedbrud, der fik vores side til at se mere end almindeligt “afpillet” ud. Vores side får snart en gevaldig ansigtsløftning, grafisk i det mindste, men indholdet bliver næppe meget anderledes. Det er jo osse svært, når det lige er den del af produktet, som vi selv står for, og vi er jo trods alt ikke klogere, end vi nu altså er. I dag starter vi med et litterært citat i den egentlige “super-sværvægtskategori” skabt af en engelsk digter, som i sit virke mere end tangerende det “mystiske”. Ja, store dele af hans poesi grænser til det vanskeligt forståelige grænsende til, ja læs og døm selv. Hos denne litterære ener er digtet, hvor overskriften i dag er “sakset”, nu et af de relativt forståelige og hedder “Auguries of Innocence”. “Relativt forståelig” betyder nu hos denne mystiske digter ikke ligefrem, at ret mange nok fatter ret meget, denne forfatter ikke helt undtaget. Inden vi lige afslører navnet skal vi give et ekstra “hint”, nemlig næste strofe: “Some are Born to Endless Night” Som altså weekendens netop overståede “kulturelle tusmørke” uden denne side for rigtig mange, som vores statistik viser.

Forfatteren er naturligvis englænderen William Blake, som iøvrigt også var billedkunstner af den mest bemærkelsesværdige slags. Han er virkeligt et gensyn værd her i starten af “tusmørkesæsonen”. Og hvorfor så lige det højpandede snak? Ja, det skyldes såmænd blot, at undertegnede i går sad og små-rodede i den store “far-kælder”, som alle rigtige mænd givetvis drømmer om at få. De fleste må nøjes med et skur ude i haven, hvor disse stakkels mænd får afløb for deres skjulte billedkunst-talenter ved den rituelle udsmykning af skurets vægge. Altså på indersiden og motiverne er jo typisk “krop-duer” af forskellig slags uden at vi vist skal gå alt for meget ind på dette lidt pinlige emne. Her i huset er “far-kælderen” desværre ikke fysisk ret fjern fra hovedindgangen, og det sætter jo oplagte billed-kunstneriske begrænsninger på udfoldelserne hernede. Det “frækkeste billede” vi har og det i glas og ramme og alting, er vist opfordringen fra en vis Marianne Snedker, ex-ejer af Dansk Audio Teknik Professionel, i brevform til alle gamle kunder med en opfordring til at handle. Ikke helt overraskende et HELT ANDET sted end her hos os, og det havde de jo naturligvis gjort ganske længe, kunderne. Altså bare HER! Men ligefrem at sende det til OS? Lidt frækt og endda uden bare bryster…

Derfor er rummet mest præget af forskelligt hifi-isenkram, det kan man nemlig bedre som relativt nygift mand sidde “og pille ved” uden at påkalde sig vreden fra “Fruens Todenkile” Som Wilster i sin oversættelse af indledningen til “Iliaden”: “Vreden, Gudinde besyng, som greb…” Hifi som hobby er her i huset ret acceptabel, da fruen jo faktisk er en slags entusiast af den langtids-holdbare slags. Nemlig en, der rent faktisk hører musik, desværre en afgjort sjældenhed i dette sælsomme “broderskab” Netop i går eftermiddags blev der så tilfældigvis spillet tudsegamle skiver med “The Doors” hernede i kælder-dybet, og det var rigtigt interessant. Til lejligheden var autentiske højttalere fra Doors-tiden hevet frem fra hjørnet, nemlig helt rigtige køleskabsstore JBL 4320-studiomonitors. 

Resultatet var absolut sensationelt. Indledningen til “The End” har aldrig lydt bedre, og efter en kort akustisk tilvænning til den lidt “harske” (som englænderne udtrykker det med dette ord, der godt nok derovre betyder noget andet) mellemtone-driver med lang tragt, så kom de akustiske “blitz-glimt” tæt efter hinanden. ” Det var simpelthen ganske uhørt indlysende, hvad der foregik på pladen og alle dele af produktionen blev skånselsløst “smidt” ud i hovedet på undertegnede. Selv om jeg har haft alle Doors-pladerne i næsten 40 år er det altså først i går, det er gået op for mig, at der på nummeret “Take It As It Comes” IKKE er el-bas med. Det stod ganske klart efter afspilning på de store JBL ved lydtryk på godt 110 dB, at bas-linien spilles af organisten Ray Manzarek på keyboard. Her har jeg altid troet, at det var den evige sessionmusiker hos Joan Baez, Bob Dylan og iøvrigt også The Doors, Doug Lubahn, der hjalp til i dette usædvanlige band uden bassist. Det var det så ikke lige denne gang. Tak, JBL!

Nå, sikke væsentlige ting man kan beskæftige sig med på en solbeskinnet søndag eftermddag. Og så er vi tilbage ved overskriften, for nok vidste undertegnede godt, at bandets navn på en eller anden måde var hentet fra et digt af William Blake. Det var dog først i går, at det også gik op for mig, at bandet osse havde “sakset” et par linier fra ovennævnte digt af Blake, ganske ukrediteret iøvrigt, i nummeret “End of the Night” Ja, det var netop dagens 2 udvalgte strofer. Måske det har været forudsat i den amerikanske intellektuelle tradition, at alle kendte dette digt af Blake, men det var altså nyt for mig, og da jeg ikke betragter mig som ret meget hverken dummere eller mindre oplyst end gennemsnittet, sikkert statistisk tilsvarende nyt for de allerfleste.

Nu kan det nu også sommetider være ganske let at føle sig “klog” når ellers baggrunden lige er taknemmelig nok. I den fortsatte diskussion om den kommende såkaldte “elevfest” i en afgjort landlig del af Jylland uden utidig indblanding af offentlige myndigheder er vi måske kommet til et vendepunkt. Nogen vil måske kalde det et “lavpunkt”, men al erkendelse skal vel starte et sted. Vi har selv i forældredebatten mange gange påpeget, at det er indlysende ulovligt for professionelle at servere spiritus for 14-16 årige. Det har langt om længe fremprovokeret spørgsmålet om, “hvad forskel der da der kan være på om man selv eller andre gør det” Visse synspunkter er altså lidt svære at forstå, for eksempel det her, og selv vores pædagogiske evner rækker tydeligvis ikke helt ud på landet. I vores “husråd” kom jeg for eksempel ikke igennem med denne sammenligning (Det kan skyldes, at jeg ikke har forelagt fruen det, det tør jeg slet ikke): En lille dreng må nemlig gerne pille ved sin egen tissemand, men når en voksen gør det, kaldes det vistnok typisk for pædofili (eller altså i undtagelsestilfælde for en “skolelæge”) Den tilsyneladende samme handling kan altså sagtens være helt forskellig, men det er åbenbart umuligt at indse for mange. Lidt alarmerende egentligt og en smule uhyggeligt sådan lidt i retning af John Boormans film “Udflugt med Døden” (Deliverance). En helt, helt anden verden, og alligevel så ganske ganske tæt på.

Nå, vi trænger næppe nogensinde igennem med at påpege det indlysende faktum, at næppe nogen af de forældre til deltagerne ved den kommende fest sikkert selv har haft deres forældre med til deres egne ungdomsfester. Hvad Fanden skulle de dog også det for, så ville der jo ikke have været nogen fest eller hvad. Nå, i det her tilfælde bliver der altså tale om et ganske betydeligt forældreopbud. Sikkert for at nær-studere, hvor fantastisk vellykket deres egen opdragelse til ansvarlighed og omgang med alkohol har været. Alle forældrene mener nemlig, at børnene selvfølgelig skal have lov til at feste helt på deres egen måde. Altså lige i de her tilfælde under total og konstant forældreovervågning. Lyder det som ren volapyk? 

Ja, for hvis man virkeligt stoler på ungerne (og altså sit egen snik/snak) og festens lødighed/lovlighed, hvad Fanden laver man så selv til festen? Ja, spørgsmålet “Blæser i Vinden”, som den kendte poet Robert Zimmermann engang udtrykte det. Med Doug Lubahn på bas og mixet på store lidt “hvæsende” JBL-studiomonitors. Ham, der senere blev til den knapt så jødiske Bob Dylan. Ham som senere i nummeret “Bob Dylan´s 115th. Dream” sang om “Captain Arab”, som kom sejlende ind på “The Mayflower”. Se, nu bliver det alt for kompliceret, for kaptajnen i Herman Melvilles roman “Moby Dick” hed jo “Ahab” og skibet “The Mayflower” blev jo benyttet af de religiøse emigranter “The Founding Fathers” allerede i 1620. Hvor de grundlagde byen Boston, som blev opkaldt efter den by i Lincolnshire, som de var sejlet ud fra, og som ingen vel kender længere, selv om den ligger der endnu.
Måske vi bare skulle stoppe her, vi er vist lidt på vej på afveje