Kablers direktionalitet

Ind imellem kommer man ud for det, der i gamle dage hed hæmningsløs luderjournalistik forklædt som redaktionel omtale. I denne uge vil vi behandle et tilfælde, der får hifi4all til at ligne et mislykket skoleblad. Samtidigt er det særdeles interessant at underkaste nogle af de fremsatte påstande en analyse, fordi der rejses en hel del principielle spørgsmål. Vi vil se, at de fremsatte påstande måske får en del af Mr. Antisilvers vidtløftige teorier til at forekomme helt rimelige og fornuftige, og det skal der altså et mere end almindeligt forskruet sind til.
Forfatteren til en klumme i det seneste nummer af Hifi News er ingen ringere end Russ Andrews, en pioner i guldgruben, der hedder kabler og tilbehør. Nu er det i sig selv yderst betændt at lade en firmaejer give såkaldt “gode” råd om hvadsomhelst, som det sker her. At man så samtidigt ikke fra redaktionel side forholder sig til de fremsatte påstande er aldeles skandaløst.Heldigvis har alle verdens gode kræfter jo Pouls Audiobutik, og vi vil altid stille de spørgsmål, de andre meget bekvemt må have glemt.
Russ Andrews`første påstand er, at alle kan høre forskel på lyden i ethvert signal-eller højttalerkabel på 10 sekunder ved at vende det om. Den ene retning er både niveaumæssigt højere, har bedre bas, er mere dynamisk og har lavere forvrængning etc. Som udgangspunkt er det jo heldigt, at der slet ikke er nogle dårligdomme forbundet med at finde den rigtige kabelretning. Vi opererer ellers med en del kompromisser, men altså ikke her.
Desværre fører denne utvetydige lydforskel jo aldeles omgående, som også Russ Andrews anerkender, til, at man jo også sagtens kan høre retningen af enhver nok så lille kabelstump i apparaterne. Det er altså bare med at komme i gang med loddekolben og prøve at bytte om på alle kablerne. Hvordan man så lige tackler genstridige fastsiddende printbaner, melder historien desværre ikke noget om.
Nu har jeg godt nok også i virkeligheden mødt en mand, der hævdede, at han kunne høre substitutionen af enhver komponent, passiv eller aktiv, i ethvert apparat. Han lugtede nu heller ikke særligt godt, så han var vistnok en rigtig musikentusiast.
 Han var dog kun i stand til at høre de tweaks, han selv havde foretaget, for, som han sagde, ellers var lodningerne ikke lavet ordentligt, og så var det jo så som så med blindtests. Nu var han jo heller ikke blind, som han ganske morsomt bemærkede, og det var jo faktisk sandt.. Desværre var han klog nok til aldrig at lade andre prøve at vende kablerne, så helt åndssvag eller sikker var han altså heller ikke.
Nu hører det jo med til et kabels tilblivelseshistorie, at der kun er et par enkelte primærproducenter i hele verden. Normalt produceres kabler i batches af mange kilometer, der så klippes af til ruller på typisk 100 til 500 m. Nu skulle man jo ikke tro, at det ville være nogen større sag for en producent lige at sætte en højttaler til i begge ender på disse kilometerlange ruller for lige at konstatere, hvilken retning der nu gav det højeste lydtryk.
Dette testede retningsorienterede kabel måtte da for pokker kunne sælges dyrere, da man jo så hos tilbehørsproducenterne ville kunne spare alle de talløse og tidkrævende lyttetests, som jo må gå til enhver produktion.
Desværre tilbyder producenterne tilsyneladende ikke denne ellers selvfølgelige service, antageligt fordi de ikke kan måle den tydelige niveauforskel, som Russ Andrews hører. Når vi nu ved, at der findes mange audiophiler blandt ingeniører, er det også lidt sølle, at åbenbart ingen af dem arbejder hos megaproducenterne Kabelmetall og Belden m.m.
Når nu kabelproducenterne ikke kan mærke kablet op, hvordan kan man så forresten være sikker på, at den krystallinske eller molekylære struktur i kablet, som vel må forårsage de af Andrews konstaterede forskelle, nu er de samme igennem hele kablet? Man kan vel forestille sig, at man måske midtvejs i processen har anvendt kobber fra Australien og blandet det sammen med det sædvanlige fra Sydafrika. De uvidende kabelproducenter er givetvis ligeglade, men er kablerne blevet anderledes? Man må vel regne med, at en del af disse kabler bliver sorteret fra i Russ Andrews`virksomhed, hvor der jo helt tydelig må lyttes en del mere, end der arbejdes.  Eller måske kan visse udvalgte kabelstykker sælges som specielt bi-direktionale. Dem har denne skribent nu ikke set endnu.
Nu er der altid grund til at være skeptisk overfor ytringer, der som udgangspunkt er meningsløse og ved nærmere granskning endnu dummere. Desuden kan det være så som så med konsekvensen i producenternes egne rækker. For eksempel har denne skribent aldrig nogensinde set en lyttetestopstilling ved en loddestation hos nogen producent af færdige kabler, heller aldrig hos Russ Andrews.
 Forresten, hvad med phonostikkene, er de også retningsbestemte?  Hvis ethvert nok så lille kabelstykke er det, som Russ Andrews siger, så må et pronostik, der jo elektrisk bare er et ganske kort et af slagsen, vel også være det. Hvorfor i alverden er der så ikke pile på alle phonostik, ikke engang fra hans egen virksomhed?
Nu er der ifølge Russ Andrews ikke grund til fortvivlelse, hvis man ikke kan finde den rigtige retning på alle kabler i apparaterne. Det kunne der nu ellers nok være, for tænk blot, hvis man kunne addere alle de hundrede- eller tusindvis af niveauforøgelser, som han siger er ganske tydelige, hver gang man finder den rigtige retning på blot et mikrokort kabel.
Nu er der ikke enighed i hifikredse (naturligvis ikke, Ohms lov er jo ikke gyldig her), men for at registrere entydige lydtryksforskelle skal man normalt op på en forskel på godt 1 dB.
Hvis man så ganger det op med f.eks. blot 100 så har vi uden overhovedet nogen elektrisk forstærkning men rent passivt fået forærende 100 dB blot ved at vende kabler på under en centimeters. længde i apparatet, og det er vel noget i selv de bedste familier.
Samtidigt skal vi lige for Prins Knud gentage, at i den professionelle verden ville man for tydelig hørbarhed på 10 sekunder nok kræve en niveauforskel på 2 eller måske endda 3 dB. Måske er 300 dB ekstra lidt rigeligt, men man kan vel aldrig få for stort dynamikområde. Ialtfald er 300 dB det vi  i Jylland kalder noget højt.
Samtidigt hævder Russ Andrews, at en stor del af lydændringen ofte til det værre, som han mener folk oplever ved at skifte til (hans egne) netkabler skyldes, at man så meget tydeligere kan høre den manglende perfektion andre steder i apparatet, typisk forkert vendte kabler(!). Så kan man da ikke sige, at han ikke behørigt har advaret potentielle kunder.
Nu er der jo i mange hifientusiasters tilgang til deres hobby  et element af evig selvpineri, men ligefrem at opsøge den ubehagelige lydoplevelse, det er da alternativt.
Nu er der næppe mange af læserne af denne klumme, der helt ærligt vil kunne sige, at de ganske selvstændigt har dannet sig deres egen mening om virkningen eller mangelen på samme af forskellige kabler. Som katolikkerne i middelalderen og deres afladshandel kan man jo med fordel give en krones penge eller måske et par tusinde, selv om man måske ikke tror rigtig på helvede. Måske hjælper det. Det siger alle jo.
Det er jo god latin at bruge mindst 10% af den samlede investering i anlægget på kabler, og det vil ingen antageligt anfægte. Udover altså lige denne skribent. For os er den rigtige investering nok nærmere  1% og brug så det sparede til højttalere eller blomster til konen. Det sidste er altid den bedste investering.
Regnestykket for Russ Andrews og alle de andre er simpelt. Der kan sagtens være næsten samme dækningsbidrag i at sælge kabler som i at sælge hele elektronikpakken til kunden. Det er naturligvis derfor, at vigtigheden af kabler (og tillægsforsikringer) understreges så meget hos forhandlerne. For de ikke-handelsuddannede er dækningsbidraget det, der netto ryger ned i kasseapparatet.
Der er mange andre kabeldogmer, som vi ikke tager op i denne omgang, som f.eks at kablerne altid skal være lige lange. Det er efterhånden så gammel latin, at det ikke nytter at sætte spørgsmål ved det, fordi radiohandlerne har gentaget det så ofte, at alle tror på det. Også radiohandlerne selv, fordi de, der vidste bedre, har trukket sig tilbage med alle pengene.
Det kunne forresten være sjovt at vide, om man også hos Russ Andrews lyttetester netkabler, som jo også er AC ligesom audiosignaler, inden man sætter stik på. For denne skribent er der ialtfald ikke nogen principiel forskel på den teoretiske opbygning af kablet. Men selvfølgelig kan det da være fuldstændigt ligegyldigt at føre kritisk videnskab ind i en branche, der ikke anerkender andet end selvopfunden pseudovidenskab, der lige tilfældigvis er tilpasset egen økonomisk vinding.
Heldigvis for Russ Andrews og hans firma er det ganske ligemeget, hvad skeptikere som denne skribent måtte skrive. Hans arrogante påstande om selvfølgelige forskelle på alverdens ting vil nemlig aldrig nogensinde blive anfægtet ligeså lidt som den mirakuløse virkning af diverse rynkecremer vil blive det.
Grundene er de samme. Begge henvender sig til de usikre, der ikke evner at danne sig nogen mening selv, og begge bruger plantet ” information” i annoncer, der forklædes som redaktionel omtale. Heldigvis ser vi udenfor annonceaviserne endnu sjældent en klumme som den i Hifi News.
Kunderne er naturligvis ligeglade, for de kan sagtens høre forskel lige præcis, som Russ Andrews sagde. Ellers havde de vel ikke betalt i dyre domme for hans kabler og tilbehør. Og hvis de ikke kan det, så holder de i det mindste deres kæft. Det er jo i visse kredse givetvis ikke forbudt ikke at kunne høre de påståede forbedringer. Til gengæld er det helt uhørt at indrømme det. Som med Jehovahs vidner er det at blive udstødt af det gode  hifisamfund et eksistentielt problem.
De ved jo godt, at så må det være dem selv, det er galt med. Ingen ville vel finde på at anklage den bredt smilende Russ Andrews for simpel humbug og plattenslageri.
De skulle bare vide, hvad det er, han smiler af. Eller griner.
.
PS
Tidligere i disse spalter har vi behandlet dynamik og konstateret, at den elektrostatiske højttaler er den dynamiske ditto langt overlegen med hensyn til dynamisk formåen. Her er dynamik forstået som evnen til at starte og stoppe momentant med fuld amplitudelinearitet.
Nu er modeordet dynamik altid udsat for diverse forplumringer. Man ser i en nylig debattråd, at man forveksler dynamik med lydtryksformåen, altså det såkaldte dynamiske omfang for et system, der jo er det maksimale lydtryk, ganske simpelt.
Samtidigt vurderer forskellige ellers raske personer, at det åbenbart har noget med plastic og luft eller hvad det nu er at gøre, at en elektrostat ikke LYDER dynamisk.
De samme mennesker kunne måske med nogen ret spørge sig selv, om Århus Pigegarde lyder særligt dynamisk, selv om man i spidserne snildt logger 130 dB. Nej vel?
F.eks en Quad elektrostat kan i 2 meters afstand lige akkurat levere 100 dB, og det er på en Cerwin-Vega med masser af forvrængning ret højt. Med et gennemsnitligt dynamisk område på de fleste nyere udgivelser på mellem 10 og måske allerhøjest 30 dB er der, hvis vi beregner baggrundsstøjen i lyttelokalet til 40 dB, stadigt masser af fuld lineær dynamisk kapacitet i en ESL 63.
Hvis det ikke lyder sådan, er det fordi det ikke er der, og så er det ligemeget, hvad folk mener om plastics kobling til luft. Der er næsten dynamisk perfektion, når der lige ses bort fra det ikke- uendelige frekvensområde,, punktum.
Hvis en højttaler lyder overdrevent dynamisk, er det simpelthen fordi, den ikke gengiver korrekt. Det gør en Quad elektrostat indenfor sin lydtryksformåen.
Hvis man så gerne vil forvirre folk, kan man jo så også kalde det for dynamik. Det er det bare ikke. Det er simpelthen den dynamiske kapacitet, altså evnen til at generere lydtryk.
Det har bare ikke noget med denne sag at gøre. Hvis noget ikke lyder dynamisk, kan det meget vel være fordi det er det.
Ligesom Århus Pigegarde. Eller en Quad ESL 63.

Design og designere: Naim og QUAD

I denne uge vil vi forsøge med baggrund i et par kendte firmaer at undersøge, hvilken rolle designeren spiller i forskellige firmaers produktlinier og filosofi. Vi vil se en meget tydelig tendens, som på mange måder er ildevarslende og ødelæggende for fascinationen og dermed eksistensen af traditionel hifi.
I starten af 1970-erne var The Acoustical Manufacturing Company, noget senere kaldt QUAD, en betydelig operatør på det da begyndende hifiboom-marked. Udover firmaets tunere, der var designet andetsteds, da firmaets grundlægger og designer Peter Walker ikke vidste det mindste om det og erkendte det, var alle designs lavet og produceret i virksomheden. I over et årti var firmaets udvikling styret af et parløb mellem Peter Walker selv og Mike Albinson.
Det gav en kontinuitet, som tiltalte det voksne publikum og som virker den dag i dag. Man vidste, at man købte sig ind i en tradition, og det var godt nok for de fleste. Jeg gjorde det selv.
På denne tid startede den karismatiske Julian Vereker Naim Audio. Vereker anede basalt set intet om elektronik, men han vidste noget om forretning. Han vidste også, at man kunne spare mange penge og faciliteter, hvis man kommissionerede sit design andetsteds. Dette betyder simpelthen, at man hyrer en ekstern designer, så Vereker entrerede med den brilliante og heldigvis ukendte Allen Mornington-West. Vereker havde korrekt set, at Mornington-West helt basalt var ligeglad med audiobranchen, og dermed ikke var en potentiel konkurrent.
I løbet af rekordtid, for M-W var som nævnt en multibegavelse, opstod det komplette Naim-program med glimrende regulerede strømforsyninger og særdeles fremragende løse RIAA-moduler. Naims produkter var som elektroniske designs aldeles unikke, og så forsvandt Mornington-West tilbage til TV-branchen.
Til gengæld var Naims produkter allerede fra starten hæmmet af en skal vi sige en mere end normalt halvhjemmelavet mekanisk finish, der i eftertiden må ses som en tribut til Verekers forretningssans. Da der hverken var udgifter til udvikling eller råvarer i form af fornuftige materialer kunne man i stedet koncentrere sig om selve salgsarbejdet, for varen skulle jo gerne sælges dyrt.
Sammen med Ivor Tiefenbrun fra Linn kørte Vereker i en del år et skarpt parløb, der fuldstændigt blæste de traditionelle firmaer af vejen. At så en stor del af de traditionelle tænkende kunder røg af samtidigt var ligemeget. Da man jo endnu ikke lavede højttalere, blev dogmet om vigtigheden af kildematerialet søsat. Man så groteske kombinationer, hvor et anlæg til 100.000,- indeholdt højttalere til tilsammen 5-8000,-. Så Jean Michel Jarre, kendt fra en nylig tråd på hifi4all, du var altså ikke det første, måske endda ikke engang det største fæhoved, men du er med i en stolt tradition for dumhed.
The Acoustical Manufacturing Co. med den traditionelle produktion med støbte zinkpaneler og udviklingsafdeling fandt konkurrencen hårdere og hårdere. Deres udgifter steg og steg, fordi Peter Walker insisterede på at videreføre traditionelle dyder om ingeniørkunst og almindelig etisk praksis, og allerede fra 1979 begyndte firmaet sin økonomiske nedtur.
I mellemtiden buldrede Naim frem. Vereker fortsatte simpelthen med at markedsføre Mornington-Wests klassiske konstruktioner i blikdåser, der må have været affald fra den nærliggende Heinz dåsesuppefabrik, så ringe var de.
Da så CD-en kom i 1983 viste den sande købmand Vereker sit format.
Mornington-West havde i sit design opereret med en indgangsfølsomhed på 70 mV for at kunne være i det mindste delvist kompatibel med den daværende DIN-norm. Da nu CD-ens udgangsniveau var nominelt 2 V, skulle der jo ikke meget fantasi til at forestille sig, at det blev mere end halvsvært overhovedet meningsfuldt at regulere volumen.
Da Naim jo ikke havde kapacitet til eller interesse i at ændre dette eller for den sags skyld de forbandede Tuchel/DIN stik med deres berygtede overhør, fortsatte man simpelthen med at sælge produkter, der, hvis volumen startede kl.8, allerede havde fuldt udgangsniveau kl. 9. Aldeles absurd for andet end audiophiler, men Vereker var ligeglad, så det var hans kunder følgeligt også.
QUAD, som det nu var kommet til at hedde, fortsatte med at ekspandere sin udviklingsafdeling og dette sammen med fastholdelsen af god ingeniørpraksis dræbte firmaet.
Naim, derimod, fortsatte med slavisk at producere Mornington-Wests gamle design længe efter de originalt anvendte transistorer udgik.
Da man samtidigt havde og har ekstremt velkultiverede kontakter til anmelderkorpset, undgik man det spørgsmål, der i mange år har været uløseligt forbundet med forstærkeres kvalitet: Hvor meget yder den så i 4 ohm? Da man jo anvendte regulerede strømforsyninger var svaret nødvendigvis ret langt fra nutidens ideal om en fordobling af effekten, typisk jo endda mindre. Det betød altsammen ingenting, for man havde et loyalt anmelderkorps, som ikke spurgte.
QUAD genopstod som kinesisk firma og belært af Naims økonomiske sans droppede man også simpelthen udviklingsafdelingen. I stedet var det Andy Grove, der stod for de nye rørprodukter. Den store tomme forforstærker skulle indeholde et RIAA-modul, men det er ikke kommet. Grove har nok været ude at spille honoraret op. Nu har man så entreret med Tim de Paravicini, som vistnok skulle have lavet det. Vi får se. Det kan ialtfald helt givet ikke være i den oprindelige kasse.
Konklusionen må være, at for at sikre succes i nutidens hifiverden må man minimere omkostningerne og tilsvarende maksimere salgsprisen. Det første er at udlicitere udvikling, som langt de fleste gør i dag. At man allerede har ekstern printproduktion og montering de fleste steder forudsættes bekendt. Ellers var der vel også mere end 50 medarbejdere hos Krell…
Udvikling og design er blevet en sidebeskæftigelse hos langt de fleste såkaldte “producenter”. Vores yndlingsaversion System Audio er kun en i en lang ikke særlig stolt række af ompakkere af diverse fjernøstlige elementer. Da man jo som Naim på trods af den generelle prisudvikling for forbrugselektronik har kunnet fastholde de høje priser samtidigt med automatisk montering af print og utallige andre besparelser, ja så kan man jo ligeså godt helt droppe eventuelle ideer om kvalitetsforbedring, og det gør man så.
I nutiden er kontinuitet i design umulig, da der aldrig er økonomi til at udvikle kontinuerligt selv, ikke engang indenfor forsvarsindustrien. En stor del af den objektive fascination, folk som undertegnede fandt ved at beundre store mænds m/k teknologiske bedrifter og klarsyn, er væk for altid som glæden ved kongeligt håndmalet porcelæn fra Thailand heller ikke er det samme. Designerne er som mandlige pornoskuespillere, de kommer og går.
Det gør fascinationen ikke, den går kun.
 
 
 
PS I disse dage ser vi så lanceringen af et produkt, der sætter nye normer. Ikke i kvalitetsmæssig henseende, endda langtfra.
Som tidligere omtalt re-introduceres den “nye” version af den “klassiske” Auratone-højttaler. Uvist af hvilken grund har man ikke overtaget navnet. Den oprindelige “designer” har måske hængt sig i skam eller begået rituelt harakiri. Det burde han ialtfald.
I den professionelle verden er der som regel et lidt mere direkte forhold mellem råvarebidraget og slutbrugerprisen end i hifibranchen. Sådan er det ikke længere. Selv den billigste System Audio-højttaler har da en box og et par enheder af hver et (meget) lille tocifret antal kroner. Sådan er det ikke her. Vi er tydeligvis nede i den ende, hvor den samlede råvarepris sagtens kan være under det magiske tocifrede kroneantal, mens salgssprisen er omkring en faktor 100 højere.
Vi ser her recepten på et succesprodukt. Man kan uden at blinke give alle frieksemplarerne til studierne og tidsskrifter af den simple grund, at det vil være mange gange dyrere i porto at få dem tilbage. Når de så står alle steder, nogen steder sikkert godt nok endnu i papkasse i hjørnet, fordi den fornuftige studietekniker ikke har gidet pakke dem ud, er markedsføringen fuldendt, og resten bliver nyere historie.
Så bliver det spændende at se, om den gennemsnitlige studietekniker gider udskifte sin Tivoli-radio, der jo er en reel verdensreference i praksis, ud med dette nye vidunderlige produkt. Strengt taget er det vel ikke videre smart at udskifte noget, der er billigt og pænt og kan spille radio med noget, der ikke er nogen af delene og ikke kan nogetsomhelst. 
Med den rette hype skal det nu nok gå, selv om de samme penge ville kunne købe en iPod med en tvivlsom dockingstation, som i nutiden vel er den ideelle monitor i dette segment.
Den ville så også kunne bruges som en populær julegave, og så ville man da have fået noget for pengene i stedet for mindre end absolut ingenting. Andet end altså lige en helt ubegribeligt grim lille box med en helt ubegribeligt billig lille højttalerenhed hypet hinsides al rimelighed.
 
PPS
Min gode bekendt David rejser et godt principielt problem, nemlig om kompensation overhovedet er forsvarligt i højttalere. Med mindre man opererer med magnestathøjttalere med en ideel ohmsk  impedans er svaret, hvordan man end vender og drejer det JA. Nu er magnestathøjttalere vistnok Davids ideal og al respekt for det.
En dynamisk højttalerenhed og for den sags skyld også en elektrostat er alene ved sin impedansulinearitet og ved brug af kraftige magneter også mere og mere problematiske amplitudeulinearitet helt umulig som akkurat lydgengiver uden kompensation, punktum. Og så er vi slet ikke kommet til filter og interaktion/fase endnu ak ak..
Det er rart til en afveksling at se synspunkter, der er om muligt endnu mere skarptskårne end hos denne skribent.
Det gør dem bare i dette tilfælde ikke mere korrekte, desværre.
I stedet kunne man vel med større ret hævde, at de bedste højttalerenheder på markedet nok som hovedregel er dem, der for fuld udnyttelse kræver den allerstørste kompensation i alle henseender.Det er måske også derfor, at så få anvender Scan-Speaks og ATC`s topmodeller. Måske er den i Danmark verdenskendte chefdesigner hos det ligeledes i Danmark førende verdensfirma Vienna Acoustics bare ikke så skrap med regnestokken, hvem ved.
Det kan selvfølgelig også være fordi, de dyreste højttalerenheder allesammen er noget værre lort. Det er selvfølgeligt muligt, ligesom tågesnakken fra Jean Michel Jarre om, at billigere højttalere vistnok er meget bedre end dyrere. Ingen af delene er bare videre sandsynlige.

SME – Historien om verdens bedste tonearm.

For nyligt døde grundlæggeren af SME, Sir Alastair Robertson-Aikman. I denne uge vil vi forsøge at behandle hans livsværk, og de spor, som hans produkter satte. Som vi skal se, var slutningen af hans liv en lang dags rejse mod nat, som digteren skrev. Her taler vi ikke som Koestler om muslimsk eller andet diktatur, simpelthen om almindelig dumhed.
Som mange ved, var Scale Model Equipment oprindeligt et firma, der lavede finmekaniske underleverandøropgaver. I 1959 kom så Robertson-Aikmans første bud på en tonearm, som ihvertfald ifølge legenden var et forsøg på at lave et produkt til eget brug. I modsætning til vor tids Oler Klifoth og Witthøft kan dette dog meget vel være rigtigt.
På den tid var forskellige træmonstre eller plasticstøbninger dagens uorden. Den mest åndssvage tonearm, og dermed den, der kommer nutidens hifi nærmest, var den meget udbredte Worden-arm. Den havde produktnavnet Articulated Arm, og den var bestemt meget talende i sine raslende lejer, der under afspilningen skulle dreje hovedet og dermed mindske fejlsporingsvinklen.
Derimod var det fuldstændigt uklart, hvordan man skulle dosere nåletrykket for overhovedet at spille en plade. I nyere tid har vel kun Rehdeko-højttalerne helt stillet brugerne overfor samme uudholdelige udfordringer.
 Dens bagmand var en kendt pianist, og den sunde tekniske praksis præcist ligeså veludviklet, som en passiv mono-til-stereo enkoder til højttalersignaler (!), angiveligt designet af en kendt klassisk dirigent fra samme tid. Begge produkter får Wallace og Grommits måneraket til at se teknologisk helt fornuftig ud.
Det var på denne baggrund, den første SME-arm så dagens lys. Visuelt var den en åbenbaring og justerings- og installationsmæssigt en gave. Nu kun 45 år efter forekommer en Rega-arm som den tanketorsk, den er, i begge henseender.
Til gengæld var det bestemt ikke en lydmæssig åbenbaring, og så er det ligemeget, hvor dyre disse gamle arme er på eBay. Til datidens stive SPU og Decca-pickuper var aluminiumstonearmen og de vertikale knivlejer et håbløst match. En simpel test afslører, at hele armen og endda liften vibrerer og flekser hæmningsløst under afspilning. Selv den senere indre dæmpning løste ikke dette problem.
Da de magnetiske pickuper med mindre stivhed vandt udbredelse få år senere, var sagen ganske anderledes. Nu fik SME et fortjent ry for tidens state of the art, og i det næste årti var den vel i praksis en verdenomspændende standard for kvalitet.
SME-armene havde altid i sammenligning med konkurrenterne i disse år en bedre mekanisk standard, og det var perfektionistens Aikmans fortjeneste. Manualen var et eksempel på underspillet britisk retorik, og alt var gennemtænkt i mindste detalje. Alle, der har prøvet at samle en gammel (eller ny for den sags skyld ) Hadcock-arm, en datidig konkurrent, vil vide, at det er at sammenligne et Meccano-byggesæt med for få dele med Eifeltårnet. Det var simpelthen hifiens guldalder for de gode konstruktører.
Efter et dårligt timet forsøg på at lancere en Serie III-arm bedst egnet til masseløse pickuper med uendelig eftergivelighed, pr. definition vel et lidt mere end dødfødt projekt, lancerede SME i firserne deres ultimative produkt, Serie V-armen med støbt magnesiumarmrør.
Robertson-Aikman havde fra midten af 1970-erne succesfuldt lanceret sig selv og sit Music Room som en standard for kvalitetsgengivelse. De forskellige inkarnationer af samtidens  absolutte topisenkram som Luxman, Technics, Krell m.v. blev her kombineret med firmaets egne produkter. Da moving coil pickuperne fik deres renæssance blev det naturligvis klart for Sir Alastair, at hans gamle arme simpelthen ikke var egnede. Et stop gap forsøg med at lancere 3009 armen som den stålarmede 3009 R hjalp en del, men langtfra nok.
Efter flere års udvikling lanceredes så det, der for denne forfatter så klart er verdens mest velspillende og æstetisk mest tilfredsstillende tonearm. Her blev alle strukturelle resonanser fra pickupen effektivt druknet i den uregelmæssigt konisk formede arm. Det giver et lydmæssigt resultat, der for mange forekommer fladt og umusikalsk på visse plader.
Nu er entusiaster jo fantasifulde mennesker, somme tider i fornuftsstridigt omfang. Det er dog aldrig faldet ret mange ind, at det måske er sådan, det lyder, og det er da sært. Den dag i dag vil mange hævde, at en SME-arm ikke spiller musik. Nej, selvfølgelig gør den ikke det, den afspiller det bare, og det gør den så godt, at alt andet afspilningsudstyr lyder anderledes. Ligesom den ” musikalske ” Worden Articulated arm.
Nu havde SME lavet den bedste arm, man kunne udvikle, og så stoppede man meget symptomatisk yderligere udvikling, for hvad skulle det dog gøre godt for. Man havde jo lavet den bedste arm, og det havde man også virkeligt gjort.
Man havde dog ikke taget i betragtning, at den tiltagende marginalisering af audiofiler i social henseende i stigende grad betød, at ingen interesserede sig for den bedste og fornuftigste løsning på et problem. Ellers var der jo ikke noget at snakke om, og man kunne måske ved en fejl komme til at høre musik, bestemt ikke et ønsket scenario.
Den evige aldeles kaotiske og formålsløse søgen blev alt, målet blev intet. Her blev SME`s færdige og fuldkomne produkt uinteressant for auto-onanisterne, der i stigende grad fortrængte fornuften og spolerede vores noble hobby. Der kom aldrig nogen tweak-forslag til SME serie V, og den var kommercielt døende længe før årtusindskiftet. Et meget sigende vidnesbyrd om dette var det lille indklæbede addendum i manualen til de nyere Serie V. Det ville aldrig have været acceptabelt rent æstetisk tidligere.
Et forsøg på at lancere SME- pladespillere har levetidsforlænget firmaet på samme måde som Sir Alastairs hofteopetation forlængede hans egen mobilitet, altså kun på kortere sigt. Pladespillerne var båret af samme æstetik og filosofi som tonearmene, og er vel det fuldendte udtryk, hvis der lægges vægt på en pladespiller med praktisk talt uendelig inerti, gangkonstans og trækkraft. Det var der dog kun ganske få, der gjorde, og et meget sigende udtryk for Sir Alastairs resignation var det, at han i de senere år end ikke gad producere en Serie 30 til sit eget Music Room.
I stedet benyttede han først SME 20 og senere endda kun SME 10. Jeg mener ikke, vi behøver yderligere evidens for den totale opgivelse.
SME-pladespillerne og Serie V pickuparmen står som det endelige højdepunkt for en enkelt mands kreative og kommercielle kraft i en gunstig tidsepoke. Målet at levere et færdigt produkt er overhalet indenom af Graham Triplanar og  Cobra pickuparme, der holder den seriøse hifientusiast livstidsbeskæftiget. Ikke med at høre musik, naturligvis ikke, kun med den evige justering efter en 56 siders aldeles tåget manual uden dybereliggende logik.
 Kommer man til tænke på den korpulente husejer, der bruger friværdien til at købe den friktionsløse racercykel. Han kommer bare aldrig ud at køre på den, fordi den højteknologiske aerodynamiske kulfibervandflaske ikke er på lager og fordi monteringsbeslaget til den vejer 0,8 gram for meget..
SME er i dag desværre fuldstændigt ude af stand til at adressere det marked, der var engang, fordi alt er ændret fundamentalt. Der er altså ikke meget ” Stjerne for en aften” ved at sige, at man i 20 år har spillet på sin Serie V. Så hellere gå i gang med det 117-ende tweak med kryogen behandling af skruerne på en lam Rega-arm. Så er man vel en rigtig entusiast, og får stor respekt blandt ligesindede. Ligeså fortjent som drengen, der godt tør hugge pungen fra en gammel dame, da det er helt risikofrit, fordi han har uendeligt mange brødre og fætre.
Desværre opnåede Sir Alastair at se dette skred i almindelig sund fornuft, og de tidligere hyppige gæster i hans gæstfrie hjem blev færre og ældre som han selv.
Til det allersidste forblev han dog tro mod en tid, der var engang. Han var den sidste af sin slags, og må hans familie formå at føre hans livsværk videre.
Desværre har det nok udsigter, der ikke er bedre end en dødisklump efter sidste istid i Himmerland .Det kan allerhøjest trækkes lidt ud af en isvinter.
 Enden er nærmere, end vi aner.
 
PS
Endnu en gang fortsætter amokløbet på diverse netfora. Der er ingen tvivl om, at flere af de deltagende er velmenende mennesker, bestemt. Det gør det bare ikke spor bedre
 En Krenzler eller en Sismofyt, der helt bemægtiger sig henholdsvis al snak om pladespillere ( K ) eller alt muligt andet ( S ), tror sikkert, de gør folk en tjeneste med deres maniske tæppebombardement af henvisninger til andre fora og helt vilkårlige samlinger af ligegyldig information opsamlet af ligegyldige mennesker.
For det almindelige tænkende menneske må det være som at høre gamle Beatles-plader med popprofessoren Claus Hagen Petersen, bare uden dennes format. Al nydelse af Harrisons guitar drukner i ligegyldig information om, at der på take 3 af ” Don`t Bother Me” muligvis var Klaus Voorman, der spillede guitar for sjov.
Der er ikke megen information, der har nogen særlig relevans for noget som helst. Læsning af gamle telefonbøger kan være vældigt meget mere spændende end nogen af de Krenzler-drevne tråde for de fleste.
Skræmmeeffekten overfor nytilkomne er til gengæld stor. Man kunne med fordel starte en tråd om ” Nedgroede negle hos nedtrykte nilkrokodiller”
Så ville man da i det mindste måske komme lidt ud.
 
PPS
Ind imellem ser man formuleringer, som får ens egen sproglige formåen ned der, hvor den hører hjemme. Nu er absolut dumhed ikke ligefrem noget, denne skribent bevidst stræber efter. Det er heldigt, for konkurrencen er urimeligt hård.
 Bare nyd denne her:( Folien i en elektrostathøjttaler ) vejer lidt, og er hurtig til at gengive toner, men dynamik det er næsten lig nul ”
Ovenstående citat kandiderer simpelthen seriøst til det mest meningsløse og hjernelamme, jeg nogensinde har hørt, næsten på højde med Chamberlain i sidste århundrede og hans ” Fred i vor tid “
Bare fordi en membran kan starte og ikke mindst stoppe momentant, behøver den altså ikke være dynamisk.
Denne forsigtige skribent ville sige, at det vel egentligt er DEFINITIONEN på dynamik.

Dæmpning og diffusion.

I denne uge vil vi behandle endnu et par ekstremt fundamentale og faktisk også ganske kedelige emner, nemlig de evige dilemmaer omkring dæmpning og diffusion. Heldigvis er virkelighedens løsningsforsøg, som vi skal se, til gengæld særdeles underholdende, langt udover det grinagtige, faktisk.
Vi antager som aksiom, at al ønsket vibration i et lydsystem skal komme fra en svingende membran, ikke jordskælv eller tunge lastbiler etc. Det forbandede er bare, at en konventionel højttaler spiller ligeså højt ind i sit kabinet, som den spiller fremad. Trykophobningen i kabinettet er ganske enorm, og vibrationerne i kabinettet og dermed et uønsket tilskud af lyd ud i rummet er meget tydeligt.
Nu vil den typiske entusiast jo tro, at man kan teste kabinetfarvningen af en højttaler med en kno, ligesom man som bekendt kan teste en bils køreegenskaber ved at sparke på dækket. Det er da også ca. ligeså effektivt.
Der er basalt 3 måder at dæmpe et højttalerkabinet. Den første er at lave det i et ekstremt tungt materiale som granit, mursten eller beton. Dette er en kommerciel dødssejler af fragtmæssige grunde, men også fordi det er vældigt svært at opnå tilstrækkelig god pianofinish i beton til at imponere nutidens audiofile kendere. Disse falder som bekendt i total ekstatisk svime over endnu et højglanspoleret kabinetprodukt fra Kina fyldt op med tyske industrienheder. Man kan med skræk forudse kollektiv afbrænding af den tidligere reference fra Vienna Acoustics. En ny Frelser er født!
Den anden måde er mere kompromisfyldt, fordi man jo ikke uden at hæve resonansfrekvensen og dermed dræbe al bas kan absorbere strålingsenergien bagud. Forskellige tætte koblinger af enhed til både for-og bagplade gør kun problemet værre, matrixsystemet ikke undtaget.
Der er kun den mulighed tilbage, at man laver det indre af kabinettet til en diffusor, hvor energien så godt som muligt forsøges omdannet til varmeenergi. Dette er lettere at opnå, end de fleste aner. Som med mange andre naturlove er der dog ingen forbindelse til producenternes praksis, og hvorfor skulle der også være det. Når kunderne alligevel trækkes kritikløst rundt, som vi bl. a. ser i denne uge, kan man jo ligeså godt bruge ressourcerne på en pæn kasse og en masse hype.
I over 50 år har mange seriøse producenter løst problemerne ved vibration i kabinetter ved at montere en diffusor i kabinettet bag basenheden. Denne har i praksis forhindret ekko fra bagpladen. Samtidigt var kabinetterne opdelt i separate underpaneler, der havde forskellige resonanser. Derudover var bagpladen skruet på, for at fungere som en akustisk “sink”, altså en aflæsningsplads for vibrationsenergi.
Man opnåede således med stort held det ufarvede kabinet med talrige, men meget dæmpede distribuerede resonanser og ja, sådan et kabinet siger ganske meget, når kan banker på det. Det siger bare ikke det samme alle steder, som din MDF-kasse gør. Til gengæld kan du ikke høre det, når musikken spiller, overhovedet ikke. Langt hovedparten af energien omdannes nemlig til varme i den akustisk tabsfyldte overgang af vibration fra panel til panel i boxen.
Den 3. mulighed er simpel: Lav kassen så stor, at trykophobningen minimeres, og absorption og dæmpning bliver mulig. Den behøver vi vist ikke behandle yderligere i dette samfund, hvor man alligevel vælger sin partner på vægt og bryststørrelse .Det er jo alligevel en død sild.
Al denne lyd og vibrationsenergi giver også andre problemer. Al elektronik er i et vist omfang følsomt for vibrationer, men intet så meget som apparater med rør. Som altid i denne branche er løsningsforslagene med at dæmpe rørenes følsomhed for vibration mangeartede. De har dog alle det til fælles, at de ikke virker.
Nu er det altid fascinerende at se forsøg på at dæmpe et rørs følsomhed for vibration ved at genbruge en penisring. De er antageligt ligeså effektive som en vulst af sorbotanegummi, der vel hæmmer naturlig varmestråling ligeså effektivt som de kendte Pearl-kølere af aluminium. Hvordan de skulle nedsætte temperaturen i et rør ved at kaste varmestrålingen tilbage ind i røret og om det overhovedet er gunstigt for lyden er helt uforståeligt for normalt tænkende mennesker.
Som enkelte ved, er glas ikke krystallinsk, og har dermed ikke en defineret resonans. Man kan således se på glas som en meget tyktflydende væske og det har i sig selv optimale dæmpeegenskaber. Mikrofonien i et rør opstår i rørets indre, og kan særdeles let anslås af vibrationer i soklen fra printet. Dæmpning af glaskolben er meningsløs og i værste fald skadelig for rørets holdbarhed og lyd. Det ser dog vældigt smart ud med fine kølefinner og det hele, og det er i sidste instans det, der sælger varen.
Dæmpning af mikrofoni i rør kan kun ske ved at placere apparatet i så vibrationsfattige omgivelser som muligt. Så behøver man heller ikke brænde sig på sin penisring, hvis man pludselig selv skal bruge den igen.
En ganske alternativ tilgang til problematikken omkring dæmpning er set fornylig hos en højttaler fra Vivid Audio. Her dæmper man nemlig resonanserne effektivt ved kilden, en helt anderledes radikal metode.
Højttaleren er produceret af den tidligere B&W- designer Laurence Dickie, manden bag Nautilus. Et alternativt valg af kabinetmaterialer, her såkaldt kulfiberforstærket polyester, i daglig tale vistnok benævnt plastic, har helt givet under tidlige lyttetester givet absurde resultater med hensyn til kabinetfarvning af lyden. Derfor har man i denne 50.000,- højttaler simpelthen dæmpet bassen til niveauet fra en Tivoli transistorradio.
Med 200 hz som reference er niveauet faldet 6 dB ved 100hz og yderligere 6 dB ved 60 hz. Dette er altså ikke en baslet, men en egentligt basløs højttaler. Selv den gamle DIN-norm, der ellers var rimeligt rummelig for fiaskoprodukter (ikke engang System Audio havde behøvet at være bange), er langt fra overholdt. Faktisk ville vor tids så kendte negative reference System Audio Ranger her kunne bruges som subwoofer for Vivid Audio. Behøver vi sige mere?
Der er vist mere Dickhead end Dickie i den her højttaler.

PS
Det er altid interessant at følge andres erfaringer indenfor hifi. Det er især interessant, når konklusionen står i eklatant modstrid med ens egne erfaringer og al simpel fysik. Lad os tage den nylige diskussion af siliconedæmpere til Technics SL 1210.
Som vi tidligere har været inde på, er enhver ændring af lyden til det bedre i det uendeligt fattige hifisprog altid i retning af forbedret dynamik. Således også i dette tilfælde, hvor en nymonteret dæmper på omtalte Technics gav samme ganske forudsigelige resultat. Det er til gengæld underligt, for hvornår i alverden har en plasticpadle i silicone nogensinde kunnet andet end hæmme pick-uppens fri bevægelighed med mindre dynamik til følge.
Dæmperen var og er designet til at dæmpe pick-up/armsystemets fundamentale resonans og fungerer som et leje med ganske stor friktion ved excentriske eller skæve plader, subsidiært som amplitudereduktion ved pick-upper med ringe eller ingen egendæmpning, slut. For at føje spot til skade er dæmpningen uens i de to lineære bevægelsesplaner og fungerer forresten også som en ikke-lineær funktion.
Nu er tryk fra studenterhuen vel næppe den hyppigste dødsårsag blandt hifientusiaster, ialtfald ikke nær så hyppigt som dødsfald forårsaget af pudsning af sikringer med strøm på. Derfor er det foregående antageligt volapyk for dem eller det, der er værre, nemlig uigendrivelige kendsgerninger.
Jeg har selv brugt dæmpere i snart 30 år med forudsigelige kompromisfyldte resultater. Dog, når man har brugt 1000,- på et tweak, så hører man altid et eller andet, og det er vældigt fint, ikke mindst for sælgeren af tweaket.
Dynamik er det bare ikke. Og nej, et siliconekar dæmper heller ikke strukturelle resonanser i arm eller pick-up, ikke engang ganske lidt.
Hvornår er det forresten, at disse overgearede begejstrede permanente tweakere hører musik på deres diverse superfede pickuper udvalgt med så stor omhu, at de omgående skal skiftes igen?
Svaret må blæse i efterårsvinden.

PPS
Naturlovene har fået endnu et skud for boven i denne uge. Som bekendt er transmissionline-højttalere berygtet for deres komisk lave følsomhed, men her er der hjælp på vej.
En nyligt lanceret højttaler med en 4 tommers Jordan-metalmembran i en transmissionline går af veje, hvor vistnok kun System Audio har trådt tidligere. Ikke blot specificeres denne højttaler fra 40 hz (muligt, men ikke videre sandsynligt) til 22khz ( aldeles fornuftsstridigt åndssvagt) og med en følsomhed på 88 dB (fysisk umuligt og næsten kriminelt overdrevet).
Heldigvis for producenten målte Hifi News ikke disse data efter. Det burde heller ikke være nødvendigt. Når noget er for godt til at være sandt, er det nemlig løgn.

PPPS
Ugens tåbepris går atter en gang til redaktionen på hifi4all. Denne billiger tilsyneladende omfattende aktiv markedsføring fra en faghandler endda aktivt promoveret af forskellige medarbejdere. Som sagt, den heldige og priviligerede faghandler kan naturligvis ikke bebrejdes, slet ikke endda. Det kan til gengæld de fjolser i moderatorgruppen, som villigt skyller enhver troværdighed ud i lokummet.
Et comeback til uafhængighed og troværdighed er næsten ligeså sandsynligt, som at Muhammed Ali genvinder sværvægtstronen. Andre annoncører vil givetvis tage bestik af denne situation, det ville vi ialtfald selv.
I det private erhvervsliv får man i heldigste fald, hvad man betaler for. Omvendt, hvis man ikke betaler noget, så får man den situation, vi ser. Hurra for den gratis arbejdskraft, der jo ikke engang tjener nok på hifi4all til at købe nyt bumsecreme, vel ellers en nødvendighed i disse kredse.
Alternativ finansiering kan det måske kaldes. Eller også noget andet.