Det store selvbedrag.

I denne uge vil vi fortælle en gruelig historie om, hvor meget man kan snyde sig selv. Det er historien om, hvordan selv forholdsvis fornuftige mennesker, i det her tilfælde denne skribent, på trods af al sund fornuft nægter at se kendsgerningerne i øjnene, og så er det forresten helt ligegyldigt, hvor indlysende sandheden er. Hvor indlysende vil vi behandle i det følgende. Vi bliver måske med en vis ret anklaget for kun at se dumheden i andre. I denne uge er sagen altså anderledes.
 Anledningen til denne selvransagelse er den nye re-re-relancering af Tannoy på det danske marked i denne tid. Nu har jeg i store dele af mit arbejdsliv været tæt knyttet kommercielt og følelsesmæssigt til dette mærke, og er vel på dette punkt en typisk entusiast. Hvad der måske er knap så typisk er, at selv om jeg over mange år er blevet konfronteret med helt utroligt sjuskeri og mangelfuld erkendelse af nogen fejl fra Tannoys side er blevet ved med at forsvare et uforsvarligt produkt. Det er vist egentligt det, man kalder dumhed.
Tannoys farverige fortid er fortalt i et tidligere emne, så denne  historie omhandler kun Tannoy og min fælles professionelle karriere, en epoke, der først sluttede for få år siden. I bagklogskabens klare lys var det vel ca. 25 år for sent. Den skulle vist aldrig være startet.
Siden jeg for godt 30 år siden fik mine første 15 tommer Tannoy dual concentric-højttalere havde jeg været en stor ynder af Tannoy, der stod for det bedste af den gamle, traditionelle verden ført ind i den nye. Mente jeg. Jeg blev dog hurtigt konfronteret med den første af en endeløs række af beviser på, at tingenes tilstand var en ganske anden. I hele min branchetid har jeg ganske enkelt aldrig nogensinde oplevet så mange problemer, problemer der aldrig nogensinde hverken blev løst eller erkendt.
Jeg burde ellers tidligt være advaret om de nye tider. Når man skilte en Tannoy-enhed ad for at skifte diskanten, var der meget ofte store sandkorn i svingspolegabet, hvilket også uden overbelastning ødelagde svingspolen. Denne rå diskant kunne nu være svær at høre separat, fordi phasepluggen oftest var boret så skævt, at selv uden sand lød det ligesådan. Det skal lige nævnes, at disse sandkorn var blevet efterladt under produktionen..
Samtidigt lancerede Tannoy deres DMT-8 kompakte studiemonitor. Deri lancerede man en nyskabelse, som mig aldrig er blevet forsøgt efterlignet af andre producenter, heller ikke Tannoy selv, iøvrigt. Man havde simpelthen sjusket så meget med produktionen, at tilledningerne til diskanten på den fælles magnet gik op igennem svingspolegabet, altså imellem svingspole og magnet. Det kræver ikke meget fantasi at forestille sig, at ingen af disse højttalere nogensinde duede bare et sekund. Poul syntes stadigvæk, at Tannoy var vældigt godt.
Tannoys debut på elektronikmarkedet var en interessant begivenhed, for der kom min tro virkelig på prøve.  Man havde overtaget et skrantende elektronikfirma, Tresham Audio, med et i bedste fald halvfærdigt produkt. Nu fik denne tvivlsomme grundkonstruktion en fin ny kasse og blev den nye supereffektforstærker SR 840, og Poul købte en hel bunke, for det var jo Tannoy. Nu havde Tannoy naturligvis anvendt hele sin produktionsekspertise på denne forstærker, og det sagde jo ikke sige særligt meget. For det første var MOSFET-udgangstransistorerne ikke bare ikke parrede, de var ikke engang fra samme batch, altså produktionsserie. Som bekendt er dette en absolut nødvendighed. Samtidigt var der enorme forskelle fra apparat til apparat, og servicemanualen er sjov læsning derved, at der tages store forbehold for målingen af symmetriske spændinger. Dette var klogt, da man aldrig målte disse “vejledende” spændinger eller for den sags skyld, bare noget, der lignede. Dog advarede servicemanualen om, at forstærkeren ved måling kunne blive voldsomt ustabil ved blot at have prøveledninger påsat, og det passede. I virkeligheden kunne den oftest slet ikke serviceres på grund af denne tendens til selvdestruktion.
Spænding var der ellers nok af, når man skulle justere tomgangsstrøm på denne forstærker. Tannoy havde gansk vist monteret et såkaldt “multiturn”-potmeter til denne kritiske justering. Desværre var praksis den, at en drejning på bare en tyvendel omdrejning på denne trimmer justerede strømmen fra 0 til uendelig. Nu er det sommetider prisværdigt at have store variationsmuligheder, bare ikke lige her. Selv om mange af hans forstærkere gik i stykker, var Tannoy fremragende for vor helt.
Det var også ved denne tid, at mine gamle Tannoy Buckingham-højttalere gik i stykker i kantophænget. Som med alt andet fra Tannoy gik det vist endda på rekordtid, faktisk på under 10 år. Det var her, at man blev konfronteret med en absolut nyskabelse fra Tannoy, nemlig universal-reparationskittet, der passede til både 4 og 8 ohm. Selv med min daværende viden forekom det underligt, at man i et passivt system ikke behøvede at spekulere på, om højttalersvingspolen var 4 eller 8 ohm. Da vi jo bl. a. levede af at lave delefiltre dengang, var det vel en smule dumt.
Da Tannoy samtidigt lancerede et elektronisk delefilter, gik det dog endda. Dette filter var oprindeligt designet som en integreret del af deres Dreadnought-højttaler med endnu en revolutionerende nyskabelse: En 15-tommers mellemtone, der kunne gå til 2000 hz med et 12 dB/oktav delefilter. Man havde simpelthen monteret en lidt lettere membran på et sædvanligt chassis og dermed lavet en af de mest monstrøse fejlkonstruktioner, verden nogensinde har set. Poul installerede naturligvis sådan et system i sin lille loftslejlighed. Tannoy lavede ambitiøst nok moduler til deres delefiltre til andre monitors som JBL og UREI. De blev åbenbart ikke solgt, for med støjdata i dette filter på knap 50 dB ville en UREI med 103 dB følsomhed kunne give høreskader ved blot at gengive filtrets tomgangssus. At der så skal vi sige det forsigtigt var visse problemer for 15-tommeren at gengive op til over 2000 hz er måske ingen større overraskelse. Jeg burde måske være begyndt at blive mistroisk, da det her for første gang viste sig meget vanskeligt at forstå, hvad speakeren sagde i Radioavisen, men jeg mente vistnok dengang, at det måtte være Radioavisen, der var noget galt med. Det var det nu ikke, skulle det vise sig.
Efter fusionen med Goodmans, som kun et årti tidlige havde været Europas største højttalerfabrik, lancerede man endnu en spændende højttaler, nemlig den såkaldte ICT. Den var interessant derved, at man for forøget holdbarhed havde en konventionel diskant med spole og det hele, der ikke var forbundet elektrisk til forstærkeren, men kun var induktionskoblet til det varierende felt fra bassvingspolen. Diskanten kunne således ikke brænde af. Til gengæld kunne bassen brænde af ganske bogstaveligt, da man af uransagelige grunde havde glemt, at plastic kan brænde. Således havde man simpelthen limet svingspolen direkte på plasticmembranen og efter et stykke tid havde man simpelthen og uden undtagelse åben ild. Det var måske ikke det allerbedste resultat for et firma med over 60 års erfaring..
Nu var denne ICT-teknologi naturligvis henvendt til den absolutte økonomiende af markedet, og Tannoy havde jo også deres traditionelle monsterhøjttalere i Prestige-serien. Jeg købte naturligvis 2 sæt Tannoy Westminster, et monster compoundhorn på godt 500 liter. Når man skruede dem fra hinanden for at beundre den i øvrigt ganske almindelige enhed, blot forsynet med et guldtryk på pappet, var det en test for troen at konstatere, at de desværre var fremstillet af det allermest tarvelige spånplade. Derudover var de ikke tætte og samlet med selvskærende skruer og resonanserne var håbløse. Til gengæld var de dyre. Efter nogle år blev de solgt. Den første tvivl havde meldt sig hos vores helt.
I den kommercielle verden vedblev vi med at anvende Tannoy dual-concentric højttalere til installation og her oplevede vi endnu en “first”, nemlig den ikke-monterede bagplade. Allerede den tidligere hifiserie Eclipse var samlet noget ringe, men med Saturn-serien lancerede Tannoy for første gang en højttaler, hvor bagpladen overhovedet ikke sad fast.
Hvis man skruede et højttalerophæng i bagpladen, faldt resten af højttaleren uvægerligt ned fra væggen. Bagpladen sad kun fast ved ren friktion. I vanlig Tannoy-stil løste man problemet efter nogen år ved i manualen at nævne, at man skulle skrue ophænget i bunden eller siden, det vil sige, hvis der ellers havde været sådan nogle beslag på markedet. Det er der naturligvis ikke til denne størrelse højttaler, da en sådan montering ser eminent åndssvagt ud.
Sidste gang denne skribent drømte om en ny Tannoy-højttaler var ved lanceringen af den nye DMT-serie. Heldigvis havde jeg ikke råd. På grund af samlesjusk gik alle eksemplarer af den første serie i stykker, og her så vi endnu en Tannoy-nyskabelse: Reparationskittet, der ikke engang teoretisk kan monteres. En del diskant-repkits fra JBL med en stor loddeklat på svingspolen kommer godt nok tæt på, da de heller ikke engang med brug af en hammer kan monteres, men alligevel tager Tannoy her prisen. Den glade køber havde et problem. Det var jeg også selv ved at få, nemlig erkendelsen af, at jeg havde været en nar.
Man kunne nemlig ikke købe højttalerenheden som reservedel. Da man godt kunne få et repkit til bassen, burde det have været nemt alligevel, men nej. Man havde i stedet for det universelt anvendte kontaktlim anvendt araldit til montering af membranen og adspurgt svarede Tannoys serviceafdeling på spørgsmålet om, hvordan i alverden de fik banket aralditten af det spinkle og let bøjelige chassis, at det gjorde de da sandelig ikke:”We just throw them away!”. Det kunne kunderne så også gøre med deres dyrt indkøbte studiomonitors. Den kendte skribent Paul Messenger havde de samme oplevelser som denne skribent, men han nævnte ligeså lidt om situationen. Pludselig forsvandt alle spor af Tannoy bare fra hans klummer.
Nu skal det siges, at den almindelige del af Tannoys program var udmærket, mest fordi det jo som mange andre var udliciteret både designmæssigt og produktionsmæssigt. De forskellige designs fra Karl Heinz Finks hånd helt fra superbestselleren Mercury/Eclipse blev skiftevis produceret i Ungarn, Taiwan og nu naturligvis i Kina. De er således hverken hverken værre eller bedre end alle de andre bunker af såkaldte producenter, der får lavet deres Fink-designs lignende steder.
Ovenstående triste historie er ikke historien om svig eller snyd, overhovedet ikke. Det er historien om, hvor dum man kan være, når man deponerer sin sunde fornuft i loyalitet overfor noget, der var engang. At der var noget engang, kunne og kan jeg jo dagligt konstatere ved at spille på vores Tannoy Monitor Gold fra håndværkstiden i London. Denne sluttede desværre for næsten 35 år siden.
Denne dannelseshistorie kunne givetvis også være fortalt om JBL eller Altec, men desværre kender jeg Tannoy-historien bedst. Derfor slipper redaktør Olsen på Hifi Musik med sine JBL 4412A for at skulle høre, hvor meget bedre forgængerne var, og det kan han sikkert sagtens leve med.
Der er ingen tvivl om, at med den danske TC-gruppes overtagelse af Tannoy er der blevet gjort et forsøg på at ændre denne tingenes tilstand. Det vil dog være svært at trænge igennem efter så mange års produkter, der har været så dårlige og upålidelige grænsende til det komiske, at der har skullet fjolser som denne skribent til for fortsat at hænge på og forsvare produkterne.
Afsluttende vil jeg gerne undskylde overfor alle dem, som jeg har lokket ind i denne betagelse over mere end to årtier. Det eneste forsvar er, at jeg ikke var klogere selv.Dette er et noget sølle forsvar, da jeg som en af de få havde alle vidnesbyrd i hånden. Jeg så alt, men forstod intet som enhver sand intellektuel.
Om det er bedre i dag, har jeg ingen mening om, og så lang tid der er så mange gengangere hos Tannoy fra de ikke særligt gode gamle dage har jeg heller ikke bare de allermindste intentioner om at finde ud af det. Det tager vel trods alt lidt tid at vende 30 års støt og stabil tilbagegang, lydmæssigt såvel som designmæssigt.
 Det er altid lærerigt at se sig tilbage, selv om der ikke er meget at være stolt af for denne skribent lige i denne her sag. Det sørgelige ved denne fortælling er bare, at man skal se sig så forbandet langt tilbage for at forstå, hvornår det var, man deponerede sin kritiske sans, men alt for sent er vel alligevel bedre end aldrig nogensinde.
Det er lige meget nu. Held og lykke med markedsføringen af Tannoy, det bliver spændende, om der er Poul-er nok derude. Man har vel lov at tvivle lidt, og det er måske godt det samme.
 
PS
Vi har fornyligt set en hjerteskærende beretning fra den københavnske stenbro. Ikke blot er der tale om menneskelige overgreb i den helt tunge klasse, der er vel i virkeligheden tale om en sag for politiet i grovhed lige under gentagne øksemord. Vi taler naturligvis om den ulykkelige kunde hos Dansk Audio Teknik i København, der ikke kunne få lov til at købe nogle unbrako-skruer, som de ellers endda havde på lager.
Som ovenfor omtalt må der være tale om en grov krænkelse, for den skadelidte fik megen medfølelse i en længere klagetråd over DAT på hifi4all. Nu er det jo svært at forestille sig en hændelse, der kan komme endnu mere ind under bagatelgrænsen og at sige, at enhver proportion i denne debat er gået tabt, er vel lidt for venligt udtrykt. Det allermest skræmmende perspektiv i denne sag er de mange indlæg, der fremfører den for bidragyderne indlysende sandhed, at butikkerne værsgod har at opfylde deres allermindste krav for at de, altså de krævende kunder,  MÅSKE vil overveje at handle der senere.
Samtidigt er mekanismen naturligvis, at man selvfølgelig ligeså gerne vil handle på nettet, hvis det altså ikke lige var fordi, de åbenbart ikke vidste noget om, hvad unbrakoskruer hedder på engelsk (prøv evt. “hex-headed ” Red.).  Den helt overhysteriske reaktion fra mange bidragydere kunne tyde på, at DAT snarere skulle være glade for ikke at skulle servicere sådan en flok primadonnaer, og det håber jeg da også, de er. Sådanne kunder er altså ikke værd at samle på hverken for DAT eller for os selv.
En forretning skal for at overleve primært have en kompetence, varen er sekundær. En kunde, der kun og udelukkende efterspørger en vare, er aldrig særligt interessant for nogen virksomhed, og når så varen er i bagatelafdelingen, må interessen fra virksomhedens side ikke forventes at være kolossalt enorm.
Enhver virksomhed skal selvfølgelig servicere kunderne så godt, som de formår. Der er åbenbart bare kunder, som det ville være bedst at få slettet og jo før jo bedre. Desværre er der jo stadig anonymitet på diverse fora, så vi bliver vel selv nødt til at foretage vores egen vurdering fremover.
Den indlysende sandhed er jo, at en virksomhed for at tilbyde topservice bliver nødt til at sortere de værste tidrøvere fra. Desværre bliver der så et forfærdeligt råberi derefter. De har åbenbart ligeså god tid til at skabe sig, som de har til at plage ekspedienterne. Måske de skulle prøve at skælde ud på engelsk, så de kunne bestille skruerne på nettet selv. Vi har her et par tips:Tommesgevind hedder “imperial” og millimetergevind “metric” Så er der jo også lige det med gevindstejlhed, men den tager vi en anden gang.

Peter Walker og Quad 2.del : Manden mod tiden.

I denne uge vil vi fortsætte vores beretning om Peter Walker med et lille spring tilbage til midten af 1970-erne, hvor Quad efter mange årtiers vækst stødte på en ny verdenssituation, som både firmaet og Peter Walker var både uforberedte og uvillige til at tackle. Vi taler her om den verdensomspændende bølge af subjektivisering og meningsdannelse baseret på enkeltindividers fornemmelser. Hifianmeldere blev her for første gang ophøjet til guder, og her i landet blev K. S. Møller i High Fidelity i flere årtier en mand, der kunne afgøre firmaers skæbne og det gjorde han.

Det var ikke spor bedre i England, hvor den subjektive “rytmiske ” bølge anført af især Linn og Naim jævnede al fornuft med jorden. Selv havde Peter Walker ikke andet end foragt til overs for disse nye opvisninger i religiøst inspireret markedsføring, men i de gennempolitiserede 1970-ere kæmpede han en håbløs kamp. og det vidste han helt givet godt.

Peter Walkers mål havde i alle årene officielt været både simpelt og alligevel pretentiøst, nemlig at producere en forstærker, der skulle være “a straight wire with gain”, og det havde han. Han mente hele sit liv, at kunden for at værdsætte Quads produkter måtte have et minimum af viden, og det havde fungeret fint i adskillige årtier. Når så folk hørte en Quad ville de så blive tilfredse og stoppe der. Om han så havde lavet verdens bedste forstærker interesserede ham næppe. Derimod var det ham meget magtpåliggende, at kunden for prisen fik et produkt af langsigtet værdi.

Hans søn Ross, som ledede firmaet officielt fra omkring 1970, så som mange andre skriften på væggen, og forsøgte at strømline Quad til de nye udfordringer, men blev totalt afvist af Peter:” What do you know, stupid!”. Han havde helt givet ret med hensyn til den mangelfulde journalistiske standard og integritet i tiden, som et par eksempler viste. Det blev desværre sidste gang den traditionelle industri udfordrede de nye meningsdannere, for krigen kunne ikke vindes mod de horder af særdeles bjergsomme luderjouralister, der viste deres hæslige fjæser her-mange af dem er desværre hos os endnu..

Quad vandt et par spektakulære slag over subjektivisterne, men de viste sig forudsigeligt nok modproduktive for Quad, fordi meningsdannerne blot ignorerede fakta, som de selvfølgelig også gør idag. Første gang, hvor Quad udfordrede fagpressen, var i lille Danmark, hvor den omtalte K. S. Møller havde dekreteret ex cathedra som en kommende pave, at 4 testede Quad 405 lød vidt forskelligt. Ved en kontrolleret blindtest viste det sig at være rent nonsens og det blev endegyldigt bevist, at det sikkert glimrende postbud burde være blevet ved sin læst. Det blev han desværre ikke og var vel igennem de næste 20 år mere end nogen anden skyld i hifiens død i Danmark med sine beskrivelser af kabler med en “hvid” top og mange andre eminente sprogblomster. Det var egentligt godt hørt af en mand, der tidligere havde demonstreret sin totale mangel på lige præcis denne sans.

I England udfordrede Peter og Ross den samlede engelske fagpresse til at prøve at høre forskel på forstærkere. Mange hævdede allerede dengang og med samme fremragende argumenter som i dag, at rørforstærkere som f. eks. Quad II lød meget bedre end den da nye Quad 405. I en kontrolleret blindtest udført af den respekterede James Moir viste det sig, at ingen af paneldeltagerne kunne høre nogen forskel på forstærkerne. En af de senere allermest kendte hifiskribenter, som ellers havde udvalgt Yamaha NS-1000M-højttaleren som testapparat, fik ellers fornuftigvis pludselig præstationsangst og forsvandt før testen. Denne tvivl ville klæde mange også den dag i dag. Det skal lige nævnes, at alle paneldeltagerne var datidens fremmeste journalister i faget, og desværre er langt de fleste aktive endnu. Altfor forbandet aktive.

Som i Danmark var dette os bekendt den sidste rigtige blindtest. Det eneste, den etablerede presse lærte af det, var aldrig nogensinde at gå med til en sådan test igen, og Quad stod venneløs i pressen efter denne udstilling af dårskab. Den allersidste gang Quad fik en positiv test i årene derefter var af en meget ung Ivor Humphreys, der modigt påpegede, at hverken han selv eller venner blandt klassiske musikere kunne høre forskel på en Quad 405 og en Krell KSA-50. Han blev fyret kort tid efter, for hvad skulle man dog med sandheden, når løgnen var blevet latin.

Peter Walker og hans laboratorieleder Mike Albinson lavede som deres sidste fælles projekt den nye forforstærker Quad 44, der ganske godt demonstrerede, at Quad ikke orienterede sig efter markedet, men mere efter, hvad Peter syntes var rigtigt. Den nye Quad 44 var en helt modulær forstærker, der altså kunne tilsluttes eksempelvis 5 pladespillere eller båndoptagere.

Som ingeniør- og designmæssig bedrift er den svær at komme uden om, men allerede ved sin fremkomst var den ved at blive en dinosaur. Den kreative brug af forskellige medier var under hastig forandring til en stadig opgraderingsfeber uden endemål. Her var Quad med sin ene modelrække jo et noget kedeligt alternativ for mange af disse kvalitativt nye entusiaster. Her har order kvalitativ naturligvis ikke noget med kvalitet at gøre, tværtimod.

Med introduktionen af den helt igennem revolutionerende Quad ESL 63-elektrostat i 1981 kom Quad atter en kort overgang i pressens fokus. Som teknisk tour de force var den nye højttaler nu også vanskelig at komme uden om, selv om tyskerne med vanlig arrogance afviste den totalt. For første gang var der en elektrostat med fremragende spredning, høj lydtryksformåen, ekstrem homogenitet og fornuftig basgengivelse. I begejstringen glemte man endda i en kort periode, at det var en Quad.

Bryllupsdagene varede dog ikke ved. I dansk High Fidelity var der allerede måneden efter testen klart, at en tvivlsom Acoustat ifølge en svensk kilde var langt bedre og snart var også Stax inde som Quad-killer. Enhver, der har hørt eksempelvis en Stax 81 ved, at der skal mere end blot en syg fantasi til for at foretrække den fremfor en Quad. For det første kan den ikke spille højere end en ipod ud over sine hovedtelefoner og spredningen er endnu dårligere end lydtrykket er lavt. Sikke dog et dejligt blad, dansk High Fidelity var blevet. K. S. og de andre havde vundet alt, bare ikke respekt blandt fornuftige mennesker. Det har de forresten heller aldrig derefter. Til gengæld lancerede dansk High Fidelity snart en “modikation”, læs “destruktion” af Quad ESL-63, hvor man fjernede stof, gitre, RC-led og støvfolie i jagten på den gode lyd.

Nu er intelligens og hifiinteresse to ganske adskilte størrelser, og det var det åbenbart også dengang. At fornuftigt tænkende mennesker bevidst skulle stræbe efter at ødelægge deres dyrt indkøbte højttalere, fordi støvet jo naturligvis skabte fatale højspændingsoverslag, er ubegribeligt. I historisk perspektiv overgås det vistnok i ren idioti af den afrikanske stamme, der slagtede alle deres kør for at russerne skulle komme og befri dem, hvorefter de ret forudsigeligt allesammen døde af sult. Dansk High Fidelity har forresten stadigvæk samme redaktør, som den nye test af natkabler og sikringsholdere med al tydelighed beviser.

I England fandt fagpressen efter de første jubelscener over ESL-63 jo snart ud af, at den hidtidige reference overalt, det helt uhørte misfoster Linn Isobarik, alligevel var meget bedre. For en start var det jo ikke en Quad. For det andet blev det jo markedsført af en aldeles hæmningsløs og ganske hensynsløs Ivor Tiefenbrun. De dage, hvor producenterne og anmelderne kunne mødes og have frugtbare diskussioner, var afløst af en total konfrontationskurs, og her befandt Peter Walker sig helt utroligt dårligt. Hans søn Ross befandt sig meget bedre med denne tingenes tilstand, men han skulle komme til at kæmpe med de strukturmæssige problemer, som vi omtalte i sidste uge. Herom senere.

Fra starten af 1980-erne forlod Peter Walker efterhånden den daglige ledelse af firmaet og kom efterhånden kun ind engang imellem for at rode lidt på laboratoriet med lidt ideer. Mange år senere viste det sig at være et revolutionerende projekt med en circulær elektrostathøjttaler med akustiske linser, som denne utrættelige mand i 70-erne udviklede helt frem til produktionsklar stand. Desværre var det da for sent for det skrantende Quad at lancere dette produkt.

Peter Walker var ligeglad med den verden, han så bryde sammen omkring sig, og det var måske meget godt. Han havde gjort sit bedste for at lancere og vedligeholde et respektabelt produkt, som ham og hans venner ville være tilfredse med at have selv. Han påstod aldrig at have lavet verdens bedste forstærker, og det gør ham jo allerede unik blandt alle nutidige producenter. Han påstod blot, at han havde lavet en, som var god nok, og det havde været godt nok i mange år. Han havde designet den med helt sin egen æstetik i farver, mål og faciliteter, som ingen efterlignede, antageligt fordi de ikke kunne.

Desværre havde han aldrig udviklet produktionsapparatet i virksomheden ret meget ud over et halvfeudalt niveau og hans udvalgte produktionschef kunne efter alt at dømme have haft et job hos dansk DSB som ansvarlig for ansvarlig omgang med asbest i togene, så håbløs var han.

Det firma, som sønnen Ross trods alt formåede at køre frem til 1995, var en værdig taber i kampen for god hifi til en rimelig pris. Så lang tid Peter spøgte i kulissen, fordi han jo ejede firmaet, var alle tanker om blot at producere overprissatte ligegyldigheder , som alle andre jo var begyndt på, ikke en farbar vej .Peter Walkers arv i Quad var intakt til den allersidste dag.

Det var, som vi skal se i sidste afsnit, blot ikke længere nok at være en hæderlig mand, ja ret beset var det vel ikke engang en fordel og da slet ikke en nødvendig forudsætning.

Fortsættes…

Nu er det aldrig ubehageligt at komme til at fremstå som profet, som det skete for denne skribent i ugens løb. I et tidligere ugeemne om kablers direktionalitet var vi inde på en epokegørende opdagelse af den engelske voodo-tilbehørsguru Russ Andrews om at alle kabler, også nok så små stykker, var tydeligt direktionale.

Ligesom denne spændende opdagelse interesserede denne skribent har nu også den respekterede tech-skribent Barry Fox i det netop udkomne nummer af Hifi News undret sig over denne sammenhæng. Måske forstår han dansk?

Ihvertfald forstår han tydeligvis engelsk, for han spurgte interesseret til den videnskabelige baggrund for disse opsigtsvækkende resultater. Han fik naturligvis ikke foretræde for Andrews selv, som vel var travl i produktionen med at sætte pile på kabelstykker, mens han formentligt har været ved at flække af grin.

I stedet fik han en talsmand til at bekræfte, at de omtalte opdagelser var et “statement of fact”

Fox gav ikke op her, men det gjorde han efter det næste svar fra Andrews´  talsmand: “Directionality is observable by listening tests and measurable with test equipment. Regrettably, I am not at liberty to quote the measurements or their origin”

Nu har den katolske kirke tidligere kunnet sætte den pris, det ville koste for syndere i helvede at afkorte opholdet der med bare en dag, så man kan vel ikke sige, at humbug og fornuftsstridig arrogance ikke har været overgået inden denne her sag. Vi er dog tydeligvis et stykke vej fra en kontrolleret A-B test her for at demonstrere de påståede forskelle. Denne skribent har selv efter gentagne kontakter til Fluke Instruments ikke kunnet få oplysninger om nogen kabeldirektivitets-tester, men måske er hele Andrews´ projekt så tophemmeligt, at Fluke har klassificeret al dokumentation.

Desværre spurgte Fox ikke ind til endnu et af Andrews´ interessante postulater, nemlig at også niveauet ændres ved at ændre retningen på kablet , sandsynligvis fordi han har haft travlt med at hulke af grin over det første svar. Det ville da ellers have været noget af et scoop at kunne præsentere verdens første helt passive forstærker med vilkårligt gain uden impedansændringer designet omkring en hel masse mikrokorte kabelstykker, der kunne drejes.

Man kunne vel ellers her tale om et revolutionerende produkt. Heldigvis for Andrews er vi en branche, hvor alt er lige sandt og hvor det hæmningsløse menneske med de mest outrerede ideer har allermest ret.

 At han selv eller andre så ikke kan eftergøre de nyeste “landvindinger” er så iøvrigt inderligt ligegyldigt. Alene det, at han ikke engang gider skjule sin foragt for den almindelige hifi-entusiasts intellekt ved sit svar er vel i sig selv svar nok.

Peter Walker og Quad: En mand af mod og meninger. 1. del

I denne uge går vi ombord i den fængslende og farverige historie om et af de absolutte fyrtårne i engelsk hifi og dermed i en lang periode også  i verden, nemlig The Acoustical Manufacturing Company, langt senere omdøbt til Quad. Vi skal opleve en iværksætter og et firma i en tid, hvor personlig karisma og den gode vilje langt kunne overskygge skumle forretningsmæssige bagtanker. Forretningen kunne nemlig godt gå alligevel.
Peter Walkers allerførste firma SP Fidelity, der hurtigt blev omdøbt til The Acoustical Manufacturing Company, var fra midten af 1930-erne og et årti frem udelukkende baseret på fremstilling af professionelt udstyr. Allerede fra den spæde start var det ganske klart, at Peter Walker var den brilliante designer frem for alt, mens det rent forretningsmæssige ikke interesserede ham overhovedet. I mange år i denne start arbejdede han mest om natten, og det var et enestående held for det lille firma, at man allerede sidst i 1940-erne fik ansat John Walker til at køre forretningen.
Peter Walker havde kørt forretningen på små specialordrer, men nu, da han ikke længere selv skulle producere og sælge sine apparater, ændredes firmaet langsomt og der blev tid til at designe de senere kendte klassikere som Quad II  forstærkersættet og endnu senere den første elektrostat. Allerede disse første produkter gav varsler for firmaet langt frem i tiden.
Det allermest slående ved Peter Walker var hans fuldstændigt autokratiske insisteren på at lede ikke blot af alt elektronisk design, men tillige alle mekaniske detaljer og al visuelt design. Det betød helt fra starten, at han valgte en specialstøbt forplade til forforstærkere og tunere og en kasse i svejset tin, fordi han mente, de var de pæneste.. At de så samtidigt var de dyreste at fremstille overhovedet i hele branchen var ikke vigtigt, mente han.
De bittesmå apparater med de rundede hjørner skulle blive en kilde til talrige problemer, men Peter var ligeglad. Man måtte løse alle problemer indenfor de fra starten fastsatte fysiske rammer. Hvordan var ikke hans problem, fordi han i disse år udelukkende arbejdede med udviklingen af elektrostaten og generelt transformatordesign.
Det første problem var, at tuneren med sin mikrostørrelse blev for varm og drev i stationerne. Trods gentagne forsøg på løsning var dette et problem, der varede ved til og med Quad FM 3.
Det andet problem var, at den oprindelige box til mono ganske hurtigt derefter blev fyldt godt op, da der nu skulle være plads til en kanal mere ved ankomsten af stereo. Dette lykkedes noget bedre med forforstærkerne end med tunerne.
Allerede her ser vi Peter Walkers fortsatte insisteren på at lave tingene helt efter sit eget hoved. De helt individuelle og specialstøbte forplader til de forskellige AM og FM-tunere var dengang som i dag vanvittigt kostbare at fremstille, og må have fået bogholderen til at rive håret af i totter.
Alle andre som Leak og senere Radford gjorde det langt billigere med pressede blikæsker og plastic, men Walker var ligeglad. Det var hans barn, og sådan var det. Han ville ikke lade sig diktere af tilfældige markedskræfter og da hans amerikanske distributør bad om kraftigere forstærkere end de 12 watt i Quad II var  Walkers afvisning ganske eftertrykkelig-Det ” interesserede ham ikke” !
Det gjorde selve produktionen af apparaterne heller ikke, og det skulle vise sig at være mere problematisk, for det var der heller aldrig nogen andre, der på nogen effektiv måde forsøgte at styre produktionen og allermindst fabrikschefen Jim Watson. Således blev den oprindelige elektrostat gennem sin over 25-årige produktionscyklus aldrig nogensinde produktionsmodnet, så den var præcis ligeså arbejdsintensiv den sidste dag som den første.
Faktisk er det uretfærdigt nogensinde at benævne Acoustical Manufacturing Company som en industrivirksomhed overhovedet. Det blev aldrig andet end en forvokset køkkenbordsvirksomhed, men heldigvis tjente firmaet gode penge på den stabile Quad II, der var ganske billig at fremstille, fordi Peter Walkers arbejde med transformatorer havde resulteret i en lillebitte udgangstransformator, der var ganske billig at vikle.
I disse år med det begyndende hifiboom tog Peter Walker kun minimal del i driften af firmaet indtil man i slutningen af 1960-erne lancerede transistorforstærkere. Her viste der sig for gang de alvorlige problemer, der var forbundet med Peter Walkers ledelse af firmaet. Der var simpelthen overhovedet ikke bare den allerringeste kontrol med service og produkter.
Quad 33 var med sine indstiksmoduler et forbillede i omtanke i sin fine støbte og svejsede og dermed dyre kasse. Til gengæld var kantkonnektorerne til disse smarte indstiksmoduler blot fortinnede og fjederen arbejdede sig ret hurtigt igennem denne fortinning med manglende forbindelse til følge.
Nu er det jo i moderne tider som vi har behandlet tidligere endnu ikke gået af mode at skrue højttalerterminalen ned mod printpladen, og det dur jo som bekendt heller ikke. Med Quads struktur skulle der gå adskillige år, inden designerne overhovedet ville anerkende, at der var noget galt, og de første 20.000 Quad 33 skulle alle gennemgribende serviceres.
Peter Walker var ligeglad, bare  hans kunder var tilfredse. Han var ligeså ligeglad med en ligeså graverende fejl ved den nye Quad 303, der havde elektrolytkondensatorerne i udgangen monteret med terminalerne nedaf. Det giver som bekendt nødvendigvis elektrolytvæske på printet og omfattende skader, men blev først rettet næsten 10 år efter.
Så meget for professionalisme i produktionen. Fra starten af 1970-erne kom Walkers søn Ross ind i salgsarbejdet og med ham nye tanker. At det ikke i de næste år betød meget andet end evindelige skænderier med den ubøjelige Peter Walker, tager vi i næste afsnit.
I 1975 lancerede Quad det produkt, der skulle vise sig at blive Peter Walkers sidste forstærkerkonstruktion, den brilliant tænkte Quad 405. At den i sin udførelse ikke var velegnet til impedanser under 8 ohm gjorde den ikke mindre unik.
Ideen var at designe en højkvalitetsforstærker med helt ukritiske komponenter uden justeringer af nogen art, og det lykkedes til fulde. Peter Walkers geni er på toppen her. At man så i produktionen præsterede at dele køleribberne på forsiden i 2 dele, der aldrig nogensinde kunne blive helt parallelle er næppe Walkers fejl, blot en konsekvens af ledelsesformen. Måske skulle man opstille en skamstøtte over produktionschefen Jim Watson, men det er nu næppe retfærdigt. Det var Peter Walkers firma, og han bestemte ganske simpelthen alt, og det avlede ikke forbedringer på nogetsomhelst plan, som vi jo har set.
Endnu her i slutningen af 1970-erne gik firmaet på trods af de oplagte uløselige strukturelle problemer vældigt godt, fordi de etablerede produkter alle havde et langt produktionsliv. Dermed blev det økonomisk at bruge de støbeforme, der blev brugt til alle apparaternes forplader.
At det var en situation, der ikke kom til at vare evigt, skal vi behandle i næste afsnit. Her skal vi også omtale det produkt, der allermest medvirkede til, at Peter Walker fortjener en plads blandt de allerstørste af audiopionererne, nemlig frugten af næsten 20 års stadigt og stædigt udviklingsarbejde, den revolutionerende Quad ESL 63. At den så skulle komme til at betyde starten på enden for firmaet er en helt anden sag. Vi kan dog løfte sløret lidt og sige, at de produktionstekniske problemer antageligt sagtens kunne være løst af massevis af andre firmaer.
Det kunne Quad blot ikke, for som vi har set i denne del, var det en indgroet del af virksomhedskulturen at man ikke prøvede. Nu kom man til andre tider, og der var Peter Walkers måde at drive firma på selvmord, og selvmord, det blev det, selv om det blev hjulpet godt på vej af en løgnagtig og manio-depressiv udviklingschef.
Fortsættes..
PS
Der går en bekræftet anekdote om Peter Walker, der på en udstilling af en entusiast blev stillet et teknisk spørgsmål om følsomheden på en Quad-tuner. Da Walker besvarede spørgsmålet, svarede manden, at han ikke mente, at svaret var korrekt og begyndte at væve som en aldeles nutidig hifientusiast. Derpå tog Peter Walker manden i kraven, løftede ham fra gulvet og råbte: “If you don´t believe the bloody answer, then  don´t ask the bloody question!”.
Det samme kunne være overskriften over en nylig tråd om en mand, der ville lægge en højttaler ned i reolen og spurgte den samlede bestand af lomme-Einsteiner på nettet, om der ville ske noget ved det.
Der er mange ting i verden, der kan diskuteres, men dette er ikke en af dem. Hele højttalerens direktivitetsmønster ødelægges, og det var der da endeligt også et par behjertede mennesker, der påpegede. Ikke desto mindre tog manden det som om bevisets stilling var tvivlsomt på grund af andres uinformerede bavl, og den tråden endte jo tragisk derved, at manden faktisk selv måtte til at finde ud af, hvem der havde ret ved at prøve selv.
Nu håber vi naturligvis ikke, at de store fysiske udfoldelser ved at vippe en reolhøjttaler kommer til at resultere i en eller flere tømmerlus eller at lytningen bliver alt for udmattende for den arme mand, men det viser meget godt skredet i den nye spørgekultur på diverse fora, nemlig at man ikke tror på svarene og forresten heller ikke fra starten måske havde overvejet at bruge dem til noget overhovedet.
Mønstret er velkendt til det søvngængeragtige: En fyr “overvejer” “måske” at købe en ny eller en brugt forstærker til måske 3000,-, muligvis surround, muligvis ikke. Ud fra disse præcise oplysninger kommer der så det forudsigelige kor af skribenter, der nævner hvad de selv har. Dette er naturligvis en nyttig oplysning for alle andre, da det jo er det bedste enhver har, selv om det naturligvis ikke er det samme. Denne utroligt ukvalificerede omgang tomgangsævl synes ikke på nogen måde at frustrere den oprindelige spørger, måske mest fordi også selve spørgsmålet var af samme kaliber.
Man får efterhånden det indtryk, at den almindelige gennemsnitlige entusiast er så bange for at forsøge at danne sig sit eget indtryk, at han hellere spilder sin egen og andres tid i månedsvis med måske at finde den bedste forstærker til 4000,-. At der så for tiden kører et par tråde om lignende emner startet af nogle af de helt tunge opinionsdannende drenge her i lokalområdet, er jo nærmest uundgåeligt.
Som vi sagde i Riis´ præ-doping dage: De kører vist ikke på den store klinge. Tag et råd fra en, der faktisk HAR prøvet at lytte til forskelligt bras i denne prisklasse: Køb den første den bedste DLS, Cambridge, Audio Pro eller hvad pokker du nu synes er pænt. Lige meget hvad du køber er det sikkert pengene værd på samme måde som et komplet værktøjssæt med boremaskine til 98,- er et supergodt køb.
Der er bare den forskel, at ham, der køber boremaskinen, køber den uden at lave en uendelig føljeton på nettet om, hvor fremragende den er.
Velsagtens fordi den ikke var mere end pengene værd. Det er alskens økonomi-hifi ganske paradoksalt heller ikke. Hvis du ikke agter at bruge nogen penge på hifi, er du altså ikke entusiast. Man kan således heller ikke være ølentusiast, hvis man kun har smagt Ceres Royal.
 Det var godt, du ikke spurgte Peter Walker i hans velmagtsdage om hvorfor en NAD 3020 kunne være bedre end en Quad 44/405, som allerede datidige fjolser påstod, og som Kurt von indtil-for-nylig-Komik vel ville sekundere.Det var den heller ikke, lige meget hvor mange sider den har fået på nettet.
Heldigvis for deres helbred var der ingen, der spurgte Walker om det.

EMT, Delphon og de andre: Hvorfor blev de egentligt kult?

I denne uge vil vi beskrive nogle forskellige produkter, der alle har det tilfælles, at de senere er blevet regulær kult og dyrket som det absolut ypperste i de forskellige produktgrupper. Som vi skal se, er dette naturligvis i visse henseender helt velfortjent. Der er dog selv i de mest ubestridte emner til absolut kultstatus ganske mange undtagelser fra selv helt simple krav til høj ydeevne, som vi skal se i det følgende.
Det første og mest uomgængelige krav til et kultprodukt i elektronikbranchen er, at det er sjældent. Her vælger vi at se bort fra den bl. a. af Kurt von Komik anførte kultiske dyrkelse af NAD 3020, som vi herfra vælger at betragte som en suveræn dobbeltbundet vittighed. Den er mulivis endda tilstræbt. Det er ihvertfald vanskeligt at opfatte det som andet.
Det andet absolutte krav til et kultprodukt er et radikalt anderledes design. Dette er et sekundært men dog nødvendigt krav, da et unikt design som f. eks. Klipschorn ikke betragtes som egentlig kult, fordi det er for almindeligt. Læg mærke til, at lydkvaliteten ikke på nogen måde kvalificerer til at skabe kult, ligeså lidt som suveræn lydkvalitet i dag skaber nogetsomhelst ekstra salg. 
Vi vil i dag blandt ganske mange kandidater primært bevæge os lidt rundt på den historiske pladespiller-arena. Det skyldes primært, at der her findes en del ganske fremragende eksempler på, at der ikke er bare den allermindste forbindelse mellem lydkvalitet og kultstatus. I denne mekaniske verden af afsindigt simple eller fejlkonstruerede produkter bliver denne sammenhæng ganske tydelig.
Blandt de allermest attråværdige kultiske produkter i dag, hvis man skal dømme efter de helt astronomiske priser på nettet befinder sig de forskellige inkarnationer af  EMT-pladespillere. Disse lever til fulde op til begge de ovenfor anførte krav: De er ekstremt sjældne og de er ganske anderledes designet, ialtfald langt de fleste af dem. De af dem, der er mere konventionelle, er sjældne, så de kan gå som en slags kult alligevel.
Enhver, der som denne skribent har haft førstehåndserfaring med de monstrøse EMT 930 og 927 vil vide, at man indgydes af ærefrygt overfor den mekaniske standard ved første øjekast. At dette så ret hurtigt afløses af en betydelig skepsis over for den musikalske ydeevne hos disse apparater, er så en anden sag. Der er faktisk mere tale om en gravemaskine end en pladespiller med hensyn til finmekanisk kvalitet.
I al korthed er der tale om et produkt, der end ikke er i nærheden af at opfylde de absurd forældede DIN-normer i forhold til wow/flutter, gangkonstans og rummel. Samtidigt er disse pladespillere ganske urimeligt følsomme for vibrationer gennem gulvet selv indbygget i rulleborde med sand i, som alle vi, der hørte Jørgen Mylius i gamle dage, vil kunne mindes med hoppende nåle. Og så har vi slet ikke omtalt standarden af den indbyggede elektronik, der havde været mere passende i en Messerschmitt BF 109.
Disse superkult-produkter er derudover ekstremt krævende i vedligeholdelse på grund af grundkonstruktionen. Heri ligner de den næsten samtidige Tiger-tank. De skulle også have skiftet mekanik ret ofte.Ve den, der ikke jævnligt skifter den kvarte liter olie i centerlejet på sin EMT.
EMT-pladespillerne var et produkt af deres tid, og kom jo frem længe før selv Thorens TD 124 og Garrard 301. Med motorer så store som kompressorer til datidens køleskabe kunne man heller ikke forvente den store termiske stabiletet, og det fik man bestemt heller ikke. Gangkonstansen er en hel del ringere end en Rega-grammofon.
Langt senere kom EMT med mere konventionelle direkte drevne pladespillere, men de er ikke i samme kultkategori som den helt absurde 927, da de er en del mere almindelige.
Forresten var EMT`s søsterfirma Thorens også lidt med i denne kultkategori, selv om deres TD 124 selvfølgelig er meget mere almindelig. Dog er en 124 et langt bedre produkt, selv om dens motor i sin tekniske standard næppe overgår den, der blev brugt i en Beogram 1000 i 1960-erne.
Måske belært af erfaringerne fra EMT valgte man nemlig at afkoble den vildt vibrerende motor med en rem, der udover at den stadig kræver hyppige efterjusteringer af hastigheden, mens motorer koger op, faktisk fjerner rummel.
Et andet kultprodukt i den danske afdeling er den hedengangne Delphon-pladespiller. Det var en helt konventionel mellemhjulsdrevet pladespiller med en helt normal kraftig vekselstrømsmotor. Den var faktisk ganske almindelig engang, og derfor ikke en egentlig kandidat til kultstatus.
Det blev den dog, fordi den udover sin flotte hammerlak-finish konstant var plaget af en så ringe mekanisk standard, at selv en Morris Marina fra samtiden med lygter fra Lucas, den originale “Prince of Darkness” var helt gode og fremragende pålidelige i sammenligning. Lejerne på Delphonen var excentriske, pladetallerkenerne skævere end på en ERA-grammofon og så rumlede den aldeles uhæmmet, så antageligt har de fleste Delphoner endt deres dage på den fortjente losseplads, som de vel ret beset aldrig burde have forladt.
Det forhindrede dog ikke H.H. Mørch i at opkøbe de gamle værktøjer, da Delphon fortjent gik konkurs, for at forsøge at lave en ordentlig pladespiller ud fra det gamle design.
Nu er samme Mørch en mekanisk begavelse, så ved hjælp af små påklæbede tapestykker her og der lykkedes det ialtfald for en tid at forhindre de allerværste vibrationer. Mørch skabte her et nyt kultprodukt, fordi hans arbejde med at rette de helt grundlæggende fejl i det oprindelige “design” fuldstændigt tog al hans tid i det lille enkeltmandsfirma, så sjældenhed var helt garanteret. At slutproduktet i sin lille kasse så med fordel kunne stå mindst et par kilometer væk fra alle vibrerende fremmedelementer som f. eks. højttalere, er en helt anden sag. Faktisk er en Mørch GS 6 bedst, når man kun bruger den til at kikke på.
Vi vil lige tage en afstikker over til elektronikverdenen. Bob Stuart og Allen Boothroyd, senere kendt fra Meridian, var i en ganske kort periode aktive i et lille firma, der hed Lecson. Deres produkter indbringer nu over 30 år efter langt højere priser end Meridians egne, for de blev sand kult.
Denne kultiske status er begrundet, da de er sjældne og helt, helt anderledes. Det skyldes, at firmaet i sin levetid stort set ikke fik produceret et apparat, der duede overhovedet. Dette er jo i sig selv forholdsvist usædvanligt. Samtidigt var den kombinerede farveladeplast-forforstærker og den tøndeformede effektforstærker designmæssigt interessante. Ikke underligt, at disse allerede fra starten helt ubrugelige apparater i dag er kult. Denne ildevarslende start på et langvarigt fornuftsægteskabeligt samarbejde mellem Boothroyd og Stuart gik videre over et endnu mere kultisk produkt, nemlig det om muligt endnu mere mislykkede Orpheus-forstærkerprojekt.
Denne karakteristiske opretstående sag med et spejl monteret på siderne videreførte alle landvindingerne i upålidelighed fra Lecson-produkterne og parrede dem med en blæser så støjende, at selv en Dali Gravity må give sig. Til gengæld støjede den jo så ikke ret længe, da forstærkeren længe inden den kom op i omdrejninger forlængst var brændt af. Denne tilsyneladende simple løsning på en termostatstyring af en blæser fandt heldigvis senere kun få proselytter.
Nu er en Michell Gyrodec ikke kult, da den er alt for almindelig. Det er til gengæld en Voyd, og det er den med rette. Som altid er der ikke nogen teknisk meningsfuld begrundelse i et kultprodukt, snarere tværtimod.
Man skulle ellers tro, at alle andre producenter, der havde oplevet en hysterisk vibrerende Papst-motor i den oprindelige Gyrodec ville have været advaret mod at bruge en sådan, men nej. Ligeledes skal man da vist også være mere end almindeligt velvillig for at betragte det fjedrende ophæng i den spektakulære Gyrodec som ret meget mere end et mislykket Meccano-projekt. På helt afgørende punkter er en gammel Gyrodec i virkeligheden helt ubrugelig: Monteret med en rem kører den for hurtigt og monteret med 2 for langsomt. Det var på basis af sådan en kvalitetsmotor, at Voyd-en blev designet.
Voyd valgte helt revolutionerende at anvende ikke mindre end 3 af disse aldeles ubrugelige motorer udfra tågede teorier om ” ensartet udbalanceret træk på pladetallerkenen”. Matematikken her må have været for svær, for vi har ialtfald ikke set dens lige siden. Det er nok godt det samme, for det forekommer ikke logisk at løse et problem ved at akkumulere diverse dårligdomme, men sjælden og kultisk, det er den. Også i flybranchen har visse producenter jo forsøgt at sammenbygge 2 motorer og med nogenlunde samme succes. De kan dog lettere forsvares ved, at de handlede i nødværge, da de vel næppe kunne lave den kraftige motor selv. Voyds banebrydende konstruktion var mere Monty Pythonsk ligesom forfatteren til en komisk engelsk-ungarsk ordbog, der i retten “wished to plead incompetent”
Afsluttende er det vel at bemærke, at vi overhovedet ikke har været inde på lydkvaliteten af disse kult-produkter. Det vil heller ikke interessere nogen og da slet ikke dem, der ejer nogle af disse produkter. De har jo betalt formuer for dem, og dermed er det naturligvis givet, at man med sin dybfryserstore EMT 927 kan høre en soliditet i bassen og et helt overlegent stereoperspektiv på en helt kulsort baggrund. At den har rummeldata som en rejsegrammofon og hastighedskonstans som en en mekanisk optrukket børnepladespiller glemmer man vel i sin begejstring. I den henseende har dyrkelsen af disse  kultiske produkter en del til fælles med samlere af gamle engelske sportsvogne. Man finder dog næppe en MGB-B ejer, der har lyst til at køre om kap med en moderne Golf GTI. Hermed en velment advarsel fra denne skribent: Lad være med at lave en sammenlignende test mellem din klassiske EMT og nogensomhelst anden pladespiller i kvalitetsniveau over den originale Beogram 1000, lad være!
Desuden er alle EMT-pladespillere fotogene, og gengives gerne i tråde for såkaldte pladespiller-entusiaster. Entusiasmen giver sig bl. a. til udtryk i udvekslingen af halvpornografiske billeder af disse sjældne apparater. Denne udveksling har det til fælles med de populære billeder af Halle Berry, at de bedst dyrkes på afstand. Virkeligheden og hands-on erfaring ville effektivt vaccinere mod yderligere begejstring. Ovenstående gælder kun for EMT-pladespillere. Med hensyn til hands-on erfaring med Mrs Berry er det desværre kun kvalificeret gætværk. At de så med ultratunge pickuparme og relæer og kontakter i signalvejen udpræget er designet til klassiske radiofoni-pickuper som Stanton 500 A med en opnåelig lydkvalitet i Anders And-klassen er jo ikke en fejl ved produktet, kun en egenskab.
I virkeligheden er mange af disse kultpladespillere, som vi har set, ekstreme produkter dikteret af enten praktisk nødvendighed som en grå Ferguson-traktor (EMT),  ekstrem stædighed (Mørch) eller bare ekstrem dumhed (Voyd). Derfor er de naturligvis helt fortjent kult.
Man må bare ikke forveksle kult med kvalitet, ihvertfald ikke lydkvalitet. Som med den nyligt afdøde arkitekt Hans Wegener, der vel om nogen har været genstand for kultisk dyrkelse, skal man jo bestemt ikke forvente større siddekomfort i hans stole end i en en Biva-model, snarere tværtimod. Det ved folk heldigvis godt.
Det ved de så også nu med disse højt priste audioklassikere, som vi lige har omtalt. I modsætning til ejerne af Wegeners møbelklassikere vil f. eks. ejeren af en EMT til gengæld aldrig indrømme, at den måske var bedst bare at have til pynt. Som vi ved fra sidste uges emne har man jo som hifientusiast altid det bedste.
Det absolutte gode vej ejerskab af disse kultprodukter er jo, at alle andre er misundelige. Når de er det, må produktet jo være godt. Det er det bare ikke altid.
Meget langt fra endda.