Iværksættere:Hvorfor startede de egentligt og hvorfor gik det galt?

I denne uge vil vi forsøge at undersøge forskellige former for iværksætterånd og forske lidt i, hvordan det senere  gik i mange af disse virksomheder. Det er vores tese, at både hifibranchen og den professionelle audiobranche afgørende adskiller sig fra for eksempel Pressalits produktion af toiletsæder. For overlevelse er det nødvendigt, at en stærk og iderig central person giver direktion for retningen af firmaet. Det har vist sig vældigt svært at drive sunde forretninger i denne branche ud fra økonomiske tekstbøgers læresætninger, selv om det selvfølgelig også ses. Produktet er knapt så vigtigt på kortere sigt, men kan til gengæld blive et problem senere hen, som vi skal se.
 
Der er helt basalt to forskellige måder at starte et firma på. Den ene kræver naturligvis den arketypiske iværksætter, som altid vil være der for at starte sin virksomhed, fordi der ikke er andre muligheder for ham. Han kan nemlig slet ikke lade være og vil i et andet job meget snart støde på uoverstigelige problemer med at få ført sine ideer ud i livet. Her kunne man nævne Poulsen og Petersen, grundlæggerne af Ortofon, Bill Woodman fra ATC, Tiefenbrun med sit Linn og naturligvis talløse andre. Disse firmaer har med det sommetider næsten maniske drive fra grundlæggerne ofte gennemslagskraft i en ganske lang periode. Det er virksomheder af denne type, som fører kunsten videre i vores branche. Så lang tid grundlæggeren er om bord og lægger kursen, har vi her den innovative virksomhed. Denne type virksomhed har typisk kun beskeden kontrol over økonomien, fordi alle ressourcer bliver investeret i bedre produkter. Derfor eksploderer disse virksomheder ofte. Grundlæggeren skal typisk have konen til at binde sit slips
 
En anden og noget mere tidstypisk måde at starte på er jo desværre at overtage et mere eller mindre konkursramt bo. Der er jo desværre næsten utallige eksempler på dette sidste, men der er jo den ganske håndfaste fordel ved det, at man kan starte ganske billigt. Man får jo typisk noget lager og måske også en smule know-how med i købet. At det så ikke nødvendigvis giver nogen fordel på bare mellemlang sigt er så en anden sag, men derom senere. Til gengæld er der næsten garanti for aldeles ligegyldige produkter fra denne type virksomhed. Denne slags virksomhed er altid en rent økonomisk opportunist-konstruktion, fordi der ingen nødvendighed har været  hos grundlæggerne. Denne type virksomheder kan kun producere mainstream-produkter og vil altid være grundlæggende inficeret af det farlige bogholder-gen, som altid vil forsøge at spare den sidste krone på ethvert produkt. Ejerne af denne type virksomhed kan altid binde en Windsor-slipseknude i søvne.
 
Enkelte af de oprindelige virksomheder startes naturligvis i denne branche af ingeniører med entreprenør-gener, men faktisk meget  langt fra alle. Faktisk tyder ganske meget på, at lige præcis ingeniørfaget i alle lande er en noget utilstrækkelig forudsætning for en succesfuld iværksætter. Det vil sige, det kan sagtens give anledning til at starte, men det er kun uhyre sjældent nok til at fortsætte. Måske ingeniører uden særlige evner blot er ligeså overbeviste om deres egen ufejlbarlighed som de rigtigt gode af slagsen? Faktisk tyder en hel på det.
En af de allermest typiske iværksættere, som holdt gejsten oppe i næsten 50 år var Guy R. Fountain, som grundlagde Tannoy. Han havde ingensomhelst teknisk indsigt selv, men havde dog indsigt nok til at indse det selv og allierede sig med en del af tidens allerbedste ingeniører. Det var ham alene, som gav skubbene til både Jack Houlgate og senere Ron Rackham og Norman Crowhurst i den næsten uendelige række af banebrydende opfindelser. Det kan måske være vanskeligt at forestille sig for moderne konstruktører af højttalerenheder, at folk som Rachham faktisk især beskæftigede sig med giftgas-detektorer og kommunikationsudstyr til kampvogne og ca. tusind andre ting. Det gjorde de naturligvis, fordi de var dygtige nok til det, men helt afgørende var det, at den helt fantastisk selvhævdende og ganske ekstremt ubehagelige person og iværksætter Fountain banede vejen. Det var ikke en ingeniørmæssig opgave at identificere markederne og mulighederne. Det var det, den originale iværksætter som Fountain kunne. Om det så var nødvendigt at være et så gennemført nederdrægtigt menneske som Fountain for at få succes er måske tvivlsomt, men det hjalp sikkert altsammen. Det blev ialtfald aldrig det samme senere for Tannoy.
 
Overfor dette kan vi nævne en ingeniørskabt virksomhed som den oprindelige JBL, som kun fik en levetid på knapt et par år. De lavede nogen aldeles fremragende produkter, antageligt bedre end i dag, men alt tyder på, at James B. Lansing var en helt igennem reel og næsten selvudslettende person. Han lavede sine produkter, fordi han ikke kunne lade være, gik konkurs og døde kort tid derefter ganske ung. De sagtmodige skulle således ikke arve verden, ihvertfald ikke lige i den omgang. Der står indtil videre 1-0 til de dumme svin i iværksætning.
 
Et tredie eksempel på, at teknisk indsigt eller et venligt væsen ikke nødvendigvis er en forudsætning for den rigtige iværksætterånd, er Ivor Tiefenbrun og hans Linn-eventyr. Nu havde Ivors far vistnok en manuel drejebænk, men ellers var det vist mest enestående stædighed og pågåenhed helt i Guy R. Fountains ånd, som sikrede Linn sin succesrige vækst og ekspansion og overlevelse til i dag. Nu har jeg ganske vist kun oplevet Tiefenbrun personligt en enkelt gang, men selv med den allermest elastiske fortolkning af ordet flink falder han altså temmeligt langt udenfor. Til gengæld er han så altså en fremragende iværksætter.
 
I et senere emne vil vi behandle ATC, men i denne sammenhæng skal Bill Woodman blot med som et eksempel på en virksomhed, som blev startet af en mand, som i sit arbejde hos Goodmans Loudspeakers måtte se sit projekt om den for ham ideelle 3-tommers mellemtonedome blive skrinlagt på øverste hylde som for dyr at fremstille. For at vise, at han havde ret, blev han således nødt til at starte selv. Nu var Woodman ikke rigtigt noget dumt svin eller halv-patologisk selvhævdende som andre originale iværksættere, men han var til gengæld australier og som en sådan ganske overbevist om bæredygtigheden i sine ideer. Det var dog kun lige knapt nok til vedvarende succes, og det var faktisk først godt et årti efter starten, at han efter betalingsstandsning fik ansat en salgschef. En aldeles brilliant designer og et fremragende produkt var heller ikke dengang nok til at få succes, men i det mindste overlevede firmaet. Det er vel et af de ganske få eksempler på, at et firma længe har overlevet uden nogensinde at have været styret af en rigtig iværksætter.
 
Produkterne var lige akkurat gode nok til at bære igennem, men dette er altså en absolut sjældenhed. Så mange brilliante ingeniører er der desværre ikke og da slet ikke i dag.
En overgangsskikkelse i elektronikbranchen mellem den rigtige iværksætter og nutidens mere bogholderi-uddannede typer er naturligvis den vældigt succesfulde Roy Gandy og hans Rega. Selv om der naturligvis vil være mange, som vil mene, at Gandy står bag det meste af skabelsesberetningen i Bibelen og de fleste analoge opfindelser i nyere tid er sandheden vel snarere, at han med djævleblændt talent har formået at investere ressourcerne helt enestående effektivt, så det simpelthen har været billigere at købe arme m. m. af Rega end at fremstille dem selv for andre “producenter”. Om det så er et strålende eksempel på original tvangsmæssig iværksætning er endda meget tvivlsomt, men det har til gengæld vist sig at være effektivt. Samtidigt er det sikkert en ganske god måde at føre firmaet videre på. Det er jo nemmere at finde en ny bogholdertype end at finde en ny iværksætter.
Det er jo så typisk når den oprindelige iværksætter skal på pension eller konjunkturerne vender, at den anden  og mere opportunistiske virksomhedsleder kommer på banen. Sommetider som med Tannoy, Mission, Cyrus m.m. går turen over et investeringsselskab, men derefter er der oftest tale om et såkaldt “management-buyout” til oftest kun en slik eller ialtfald absolut særpris. De folk, som på denne måde overtager en traditionel original iværksættervirksomhed, er kun uhyre sjældent selv iværksættere. De fleste af dem er som hos Tannoy eller Quad ganske vist nøglemedarbejdere, men for det meste ikke mere end det. Det kan også være nok til at starte virksomheden, men det er noget mere tvivlsomt, om det er nok til at overleve bare på nogenlunde sigt. Her i Danmark har vi set massevis af den slags, både overtagelser af mangeårige familieejede selskaber som Ortofon af en kapitalgruppe og ikke mindst rokeringerne blandt de mindre spillere på markedet. Et er dog sandsynligt: Den originalitet og det drive, som den oprindelige iværksætter førte ind i firmaet, er væk til evig tid.
 
Nu kunne man måske godt få det indtryk, at det kun er den originale iværksætter, som kan producere bedre produkter, men som alle kan overbevise sig selv om, at det naturligvis langt fra tilfældet. De fleste iværksættere er hverken dygtige, visionære eller bare stædige nok til at skabe nogensomhelst, og succesraten er jo heller ikke altfor imponerende. Især blandt de danske småproducenter har der jo været tidspunkter, og dagen i dag i dag er vel næppe nogen undtagelse, hvor alt for mange af produkterne lider af helt grundliggende mangel på pålidelighed. På den anden side har en del af disse danske iværksættere ialtfald i en enkelt henseende haft en del til fælles med den rigtige iværksætter. De har nemlig ikke ligefrem brillieret med deres venlige væsen, men det er altså ikke helt nok alligevel, og det har selv ganske tungnemme kunder efterhånden opdaget. Der er ialtfald kun ret få, som har nogen succes, og det er bestemt ikke ufortjent.
 
De allerfleste virksomheder har selvfølgelig en begrænset levetid, og kun få virksomheder lever jo kortere end den originale iværksættervirksomhed med den mulige undtagelse af en iskiosk på den yderste nedstyrtningstruede spids af Møns klint. Med lidt held kan den virksomhed, som så bliver overtaget af en investor for typisk småpenge så selv sætte frøet til en ny iværksætter, når det daglige arbejde med at finde besparelser på 10 øre på en allerede alt for billig plastichøjttalerbøsning simpelthen bliver for ubærlig for den kreative medarbejder. Det er jo desværre langt fra altid, at selv tidligere værdifulde nøglemedarbejderes overtagelse af dele eller det hele af deres gamle virksomhed fører til noget særligt positivt. Med en vis sandsynlighed støder de nemlig på Peter-princippet, hvor medarbejderen, det være sig chefen eller ingeniøren, kun forfremmes til grænsen for sin inkompetence. Derefter forfremmes han godt nok ikke mere, men til gengæld kan han altså heller ikke rigtigt bestride sit job med visse indlysende følger.
 
I universet taler man om entropi, hvor alt vil tendere en energitilstand på 0. Nu går det nok foreløbigt ikke så galt i vores branche, men vi ser jo unægteligt langt færre ægte iværksættere end vi ser mere eller mindre tvungne fusioner eller lukninger. Det er altid ekstremt kritisk, når den originale grundlægger som Alastair Robertson-Aikman fra SME dør, men måske familien kan fortsætte virksomheden. Andre virksomheder som EAR vil naturligvis forsvinde ved grundlæggerens død som det tidligere skete for Radford og utallige andre.
 
Hvis man i ovenstående har kunnet spore mere end en vis sympati for den originale idemand og iværksætter hos denne forfatter, er det naturligvis ikke en tilfældighed. Andre branchemedlemmer vil naturligvis forsvare den valgte politik i deres virksomheder med, at man skal lade produktionsspecialisterne tage sig af produktionen, men det er blot ifølge os almindelig kvalitets-forflygtigelse. Det er givet, at det kan betale sig ligesom det kan betale sig for Guldbageren at bruge almindeligt lavpris-brødmix i sine papfranskbrød, men fri os alligevel for flere af den slags ideforladte virksomheder i vores branche. Vi vil have flere folk som Bill Woodman, som for næsten 20 år siden sagde det helt indlysende, at man altså ikke kunne kalde højttalere fra (dengang) Danmark, Belgien eller Taiwan for engelske. Han har været hadet i branchen siden, fordi han havde ret, og det er jo som bekendt det værste. Vi vil have rigtige iværksættere, som brænder for det, de laver. Storheden er i kampen, selv om de rigtige iværksætteres kamp er ulige mod alle økonomi-opportunisterne og de altid vil tabe i den sidste ende, så er de altså denne branches sidste rigtige helte og vi i Pouls Audiobutik vil støtte dem så godt vi formår. God sommer!

Traditionelle og utraditionelle ingeniørmæssige løsninger.

I denne uge vil vi behandle forskellige ingeniørmæssige tilgange til design og produktion af audioudstyr. I denne vidunderlige verden af frit opfundne naturlove, herunder et af de mere spektakulære forsøg på at ignorere eller ligefrem ophæve tyngdekraften vil vi samtidigt forsøge at vurdere, hvordan designprocessen og produktionen hænger sammen. Man skulle vel tro, at det endelige design bare skal produceres, men så simple er tingene sjældent.
 
I første omgang vil vi udelade de mere specielle og især firmaer, som jo da de havde en meget begrænset produkt-palette, ikke havde noget synderligt besvær med at følge god og anstændig ingeniørpraksis. Dagens emne vil især tage sit udgangspunkt i den anvendte ingeniørpraksis hos de større spillere på markedet, men vi vil naturligvis forsøge at behandle den udvikling i praksis, som har fundet sted trods alt. Det er bare ikke nødvendigvis gået den vej, som folk tror. Slet ikke endda.
 
En hel grundlæggende hjørnesten i traditionelt ingeniørdesign bestod i, at man så vidt muligt anvendte de samme komponenter i hele produktionen, fordi det jo var den simpleste omend vel aldrig den bedste løsning. Nu har denne branche vel heller ikke ligefrem været kendt for aktivt at efterstræbe den bedste tekniske løsning, men sommetider har genbrug givet forbløffende resultater. Ikke gode, bare forbløffende.
 
I gamle dage var det for eksempel universel praksis i næsten al fjernøstlig produktion, at man for maksimalt rationel produktion anvendte det samme print og også ganske ofte små variationer over den samme box. Enhver kunne blot ved at kikke ned igennem ventilationssprækkerne øjeblikkeligt overbevise sig selv om, at der praktisk talt altid manglede mange eller oftest endnu flere komponenter på det store print. De forskellige modeller i en modelrække af for eksempel forstærkere var således mere eller mindre lavet “færdig”, alt efter hvilken model man hoppede på. Desværre hoppede man jo så også på noget endet, fordi ethvert element af egentligt hensigtsmæssigt og kompetent elektronikdesign ved denne proces var blevet helt fjernet. Hvis man som designer havde nogen aktuelle planer om at lave et maksimalt vellydende produkt med komponenter optimeret til et bestemt kredsløb og en bestemt effekt måtte man jo uvægerligt droppe disse ambitioner, da et optimeret kredsløb jo er, ja optimeret til en bestemt situation.
 
Et fornuftigt og kritisk designet kredsløb lader sig ganske enkelt ikke opdele og reducere i hverken komponenttal eller endda oftest ikke engang i simpel layout for slet ikke at tale om reducerede spændinger. Denne traditionelle fjernøstlige praksis har jo, som alle husker, resulteret i talløse ganske spektakulært dårligt lydende apparater i ganske fremragende mekanisk finish. Ingen af forstærkerne i en serie var ganske enkelt optimeret til det anvendte kredsløb og det var samtidigt ganske påfaldende, hvor forskelligt de forskellige apparater i en bestemt serie kunne lyde, selv om der tilsyneladende kun var mindre detailændringer, når man kikkede ned i kassen. I lyset af det her er det måske knap så underligt, at selv ubehjælpsomme NAIM-apparater i nittede madkasser samlet med en omhu, som tydede på betydeligt genbrug af arbejdskraften fra Austin Allegro-fabrikken i Longbridge, kunne gøre det bedre. Det kunne de nemlig og ikke så lidt endda.
 
End ikke de allerede for datiden lidt oldnordiske regulerede strømforsyninger, som Naims tidligere omtalte designer Mornington-West et årti tidligere havde insisteret på, var dengang en hindring, fordi alle disse endnu mest japanske universalapparater allesammen af hensyn til det lidt labile design var dimensioneret nogenlunde ligesådan. Ellers gik de nemlig i stykker, fordi de sjældent var særligt stabile. Hvem husker ikke en absolut bundskraber som højttalernes skræk  Luxman L-120?
 
I lyset af dette var det måske knap så overraskende, at NAD med deres stadigvæk aktive norske konstruktør Edvardsen kunne lancere NAD 3020, som ellers mest lignede en application note til en simpel strømforsyning fra engang i 1960-erne. Den allerede dengang til audioformål håbløst forældede, men vældigt stabile transistor 2N 3055 kendt fra designklassikeren Beomaster 3000-2 var selv i helt simple kredsløb som Edvardsens eller for den sags skyld Linsley-Hoods klasse A  mere end en match for disse japanske designmisfostre.
 
Det var en herlig tid for de lallende amatører, som blomstede overalt med deres køkkenbordskonstruktioner, som varierede fra det kun lettere uacceptable i samlekvalitet og elektrisk sikkerhed til det helt gennemført livsfarlige, strengt taget et lovligt lille spektrum. Det var dog for det meste karakteristisk, at disse små firmaer med oftest kun en enkelt model allesammen spillede bedre end langt de fleste japanske monstre fra alle de store producenter. Traditionel ingeniørkunst var i denne lettere perverterede japanske form blevet ensbetydende med ingen ingeniørkunst overhovedet. Selv en halvstuderet elektronikmekaniker kunne gøre det bedre, og det gjorde han så forresten også.
 
Selv den stædigste japaner kunne efterhånden indse, at der måtte gøres noget, og nu begyndte en del af nutidens mellemklassespillere at vise sig allerede her i starten af 1980-erne som for eksempel Rotel. Nu kan man vel ikke ligefrem selv med en ballonudvidelse af alle elastiske begrebsapparater kalde de små økonomiapparater, som bl. a. Pioneer og Rotel sammen med NAD havde stor succes med i disse år for stor ingeniørkunst, men det var dog en tilbagevenden til den traditionelle designform, hvor man i vidt omfang designede et apparat som en enhed. Man anvendte godt nok komponenter af en kvalitet, som nærmede sig en dårlig vits, men alligevel havde den traditionelle ingeniørkunst fået sig en lille lokal sejr. Det skulle dog vise sig at være en sejr af den slags, som man ofte ser i borgerkrige i Mellemøsten: Overordentlig kortvarig. Faktisk så kortvarig, at man vel næppe nåede at fejre den.
 
Presset af den økonomiske verdenskrise, som særligt ramte elektronikbranchen i disse år, blev det nemlig rigtigt hårdt at være ingeniør igen. Nu var valget godt nok ikke længere som tidligere at designe et kredsløb, som måske godt kun lige kun akkurat kunne fungere med alle mulige komponenter (hertil var designerne næppe heller gode nok efter en betydelig brancheflugt). Den nye ingeniørpraksis bestod simpelthen i at genanvende så mange komponenter som muligt i forskellige modeller. Det gav til tider fuldstændigt grinagtige resultater, som fik tidligere tiders apparater til at se anstændigt fornuftige ud. Blandt utallige underholdende indslag her er spanske Master Audio Design, som i deres topeffektforstærker anvendte en rørende billig hybridkreds som driver til en mere traditionel udgangsforstærker. At denne hybrid ikke var eller kunne  gøres symmetrisk og derfor i virkeligheden var aldeles uegnet til det afficerede tilsyneladende ikke ingeniøren, som designede den. Han har nok heller ikke skullet høre på den selv eller måske har han været udvalgt som designer på grund af sin (høje) alder og dertil passende senilitetsgrad. Det gik simpelthen helt i hat og briller.
 
 Galskaben stoppede dog ikke her, som den jo desværre også kun sjældent gør. Tværtimod tog man simpelthen den samme kreds og brugte den som udgangskreds i denne producents billigere forstærkere. Man have åbenbart fået købt lidt rigeligt ind. Ved denne proces fik man fremstillet en af alle tiders mest lamme såkaldt professionelle effektforstærkere, den sikkert af samme grund særdeles udbredte Master AD 300. Faktisk var den så latterligt underdimensioneret, at selv en langvarig kortslutning aldrig kunne knalde hovedsikringen. Den helt igennem ubrugelige udgangshybrid var nemlig i løbet af mindre end et picosekund  blevet til støv med løse ben i, som måske i heldigste fald kunne anvendes som maracas for mus. Det var nu ikke engang særligt usædvanligt for den nye ingeniørpraksis, som vi skal se, men det var nu galt nok endda.
 
I højttalerbranchen fik den tiltagende genbrugsgrad måske i virkeligheden de mest komiske konsekvenser. De ingeniører, som har stået mål til visse af det seneste årtis konstruktioner, sniger sig antageligt den dag i dag rundt i gyder eller langs husmure. Genbrug gav simpelthen undertiden lydmæssige reultater, som selv ikke absolut døve mennesker næppe kunne overhøre. Producenten var tilsyneladende ligeglad. Hvis man for eksempel skulle lave en 2-vejs højttaler kunne man for eksempel sagtens anvende det samme delefilter, som var lavet til 2 stk. 8 ohms-enheder til de basser, som fejlagtigt var leveret i 4 ohm eller endda også i større boxe med 2 stk. 4 ohms-basser.
 
Nu er ovenstående eksempel et af de mere ekstreme, selv om også Tannoy har været med her. Til gengæld er det blevet nærmest universel praksis, at man i de større modeller i en serie blot anvender flere enheder af den samme slags. Det betyder så ikke overraskende, at der overhovedet ikke er nogensomhelst konsistens i lyden. Erfarne sælgere som den tidligere TC-Otto har offentligt tidligere kommenteret dette, at topmodellen i en sådan serie kun sjældent er bedst. Det er formodentligt temmeligt tilfældigt, hvilken impedans enhederne lige præsenterer for det anvendte filter. Ingeniørkunst? Overhovedet ikke. Til gengæld gør denne fuldstændige og gennemførte mangel på rettidig omhu det uhyre simpelt at outsource tingene, men som sagt må designerne skamme sig. Enkelte af dem gør det vel også som vel også et par af bødlerne fra Babij Jar i Ukraine under 2. verdenskrig.
 
Elektronikbranchen har grebet tingene lidt anderledes an. Her har man i lyset af de styrtdykkende komponentpriser faktisk som en hovedregel gået tilbage til et traditionelt ingeniørdesign af hver enkelt model separat. Det har nok ikke kunnet betale sig at finde komponenter af en kvalitet, som har kunnet anvendes blot en smule udenfor det anbefalede. Uanset hvad grunden kan være er det for alle erfarne iagttagere helt enestående at betragte den såkaldte mellemklassehifi. Hvis man for eksempel tager Exposure, Rotel eller Audiolab kan man se produkter, der helt åbenlyst i deres nyeste inkarnation kun koster en brøkdel at tidligere at producere i forhold til tidligere blive solgt til en væsentligt højere slutpris end før. Ikke underligt, at der er blevet plads til måske helt op til flere ingeniørtimer pr. model…
 
Dagens konklusion er, at man fra det generelle design med en masse teknisk og lydmæssigt meget lidt hensigtsmæssige variationer  ialtfald i elektronikbranchen over til mere specifikke, men til gengæld langt billigere designs. Dette afspejler sig som alt andet i denne branche naturligvis slet ikke i salgsprisen, absolut tværtimod. Til gengæld er den almindelige ingeniørpraksis så i dag i modsætning til tidligere i højttalerbranchen nu blevet ganske identisk med elektronikbranchen tidligere. Man anvender for den enklest mulige produktion simpelthen helt standardiserede byggeklodser med forudsigelige, (det vil naturligvis sige ganske uforudsigelige lydmæssige), resultater.
Der er således ikke tale om nogensomhelst “sound” fra de allerfleste producenter længere, vel især han jo selv sjældent producerer nogetsomhelst. Der er også kun ganske sjældent tale om nogen konsistens i lyden fra de forskellige modeller i samme serie, og det mere end indikerer, at traditionel ingeniørpraksis eller måske blot ohms lov ikke ligefrem har været en væsentlig prioritet i “udviklingsarbejdet”.
 
Prøv næste gang at høre forskellige modeller fra samme “producent”. Hvordan i alverden kan man så med nogen ret hævde, at nogetsomhelst af dette makværk har nogensomhelst berettigelse som korrekt lydgengiver, når det spiller så vidtforskelligt?  Tja, det kan jo være fordi man måske er sluppet lige let nok om ved den ingeniørmæssige side af sagen, men det tager vi måske en anden gang.
 
Ingeniørkunsten har altså i dele af branchen beskrevet en fuld cirkel far det ulideligt kompromisfyldte 1970-er design til det endnu mere håbløse ditto i dette årtusind. Er det underligt, at langt de fleste af de talentfulde ingeniører for længst er løbet skrigende væk samme vej som kunderne, nemlig væk, frygteligt langt væk? .Forresten vil vi i næste uge behandle et firma, hvor alle apparaterne og alle højttalerne har en helt identisk lydmæssig signatur. Her er der nemlig lagt omhu i hver eneste apparat af helt gammeldags ingeniørmæssig art. Vi kan dog allerede nu afsløre, at der er tale om et ganske firma med ganske gamle mænd, så de nye fremstormende danske og udenlandske audiofilfirmaer behøver næppe frygte noget herfra. Hvis du kan finde denne omhu og kontinuitet ret mange andre steder i dag er du velkommen til at lade os det vide, ganske overordentligt velkommen endda.

Outsourcing-et spørgsmål om tillid?

I dag vil vi behandlle et ganske besværligt emne, nemlig problemerne omkring outsourcing. Nu er det jo et meget bredt begreb, men vi vil for klarhedens skyld begrænse det til vores branches indkøb af råvarer og andre ydelser i Fjernøsten. Som vi skal se, at der nemlig for at sige det lidt mildt noget besværligt at etablere langsigtede tillidsforhold til disse mange nye kinesiske leverandører, og det er der naturligvis mange grunde til. Det er en helt ny situation for mange vestlige firmaer, for det har nemlig indtil for nyligt været ganske anderledes. Helt basalt er det vores tese i dag, at alle problemerne i samarbejdet med underleverandørerne skyldes mangel på tillid. Dette problem går iøvrigt, som vi skal se, begge veje som det jo så ofte gør.
 
I rigtigt gamle dage, som denne skribent vel ikke helt uden grund kritiseres for at skamrose, var situationen en ganske anden. Det engelske elektronikfirma Radford havde for eksempel deres eget metalværksted, hvor alle chassiser blev fremstillet. Disse blev så emaljeret på eget maleværksted og forsynet med hjemmeviklede spoler og transformatorer. Desuden trykte man til overflod alt PR-materiale og brochurer og manualer m. m. på eget trykkeri. Mindre kunne naturligvis ikke gøre det. Til gengæld havde man fuld kontrol over produktionen. Ikke underligt, at disse produkter stadigvæk er eftertragtede. En Radford STA 100 er nu 40 år efter stadigvæk en seriøs kandidat til verdens bedste forstærker.
 
Allerede dengang for 40-50 år siden havde langt de fleste producenter i elektronikbranchen såmænd i måske flere årtier haft nær kontakt til faste og for det meste lokale underleverandører, for dengang som nu producerede man naturligvis for langt de flestes vedkommende langtfra alting selv, men man producerede dog noget. Dette samarbejde var baseret på, at de daværende produktionsspecialister i metalarbejde, sprøjtestøbning,  metallegeringsmagneter og fremstilling af højttalermembraner havde etableret et gensidigt forpligtende samarbejde, som med nutidens målestok vel i virkeligheden var ufatteligt naivt. For eksempel havde den stadigt aktive højttalermembran-og chassisgigant Kurt Müller etableret en fabrik tæt ved Tannoy med Tannoy som eneste kunde, og da den brændte i 1973 døde Tannoy, fordi der ingen alternative leverandører var. Her gik den gensidige tillid desværre med op i flammerne, og det blev aldrig det samme igen. Bogholderne og Harman tog over, og en epoke var forbi.
 
Som i mange andre henseender omkring moderne management var Linn en af pionererne i outsourcing allerede i 1970-erne, selv om ordet slet ikke rigtigt var blevet opfundet endnu. Allerede deres helt standard Supex og Goldring pickupper markedsført som det skæreste og reneste Linn  var et virkeligt nybrud. Godt nok havde NAD allerede nogle år tidligere med indkøb af produktionsfaciliteter først på Taiwan og senere på Fastlands-Kina anvist den første ildevarslende vej mod en fundamentalt ny situation, hvor den oprindelige producent var ved at blive reduceret til en design-og salgsorganisation, men det skulle blive værre, meget værre.
 
Det var dog i forhold til i dag nærmest komisk simpelt at undgå, at den fjernøstlige producent kopierede produkterne, som han jo ellers var blevet sat til at producere helt fra bunden, og denne situation er det nok mange, som begræder den dag i dag. Der eksisterede nemlig noget så simpelt som et tillidsforhold stadigvæk mellem disse producenter på lange kontrakter og de vestlige firmaer, og hvor det ikke rakte, var der et velfungerende retssystem, som sikrede designernes rettigheder ganske effektivt. Dette skulle desværre blive anderledes, helt anderledes.
 
Situationen på højttalermarkedet var dengang i 1980-erne fredsommelig. Mange såkaldte producenter af færdige kvalitetshøjttalere shoppede flotte kabinetter hos Hornslet Møbelfabrik. Det gjaldt for eksempel Cabasse, Linn, Spendor, B&W, Tannoy m. m. fl. Kasserne blev så fragtet til disse firmaer og forsynet med delvist selvproducerede enheder og sandsynligvis hjemmesamlede og designede filtre. Vi havde altså her en egentlig produktionsvirksomhed godt nok med outsourcing af de fleste komponenter. Det var dog stadigvæk sådan, at ingen af underleverandørerne var under mistanke for at gå på markedet selv. Tilliden til det gensidige og langsigtede samarbejde var stadigvæk intakt. Man skulle dog snart stifte bekendtskab med en nyere økonomisk lov, nemlig at det var vanskeligt for en leverandør at lokke kunder med et måske lidt bedre produkt til samme pris. Det skulle til gengæld vise sig en del lettere at lokke kunderne med et måske knap så godt, men noget billigere produkt. Omstændighederne ændrede sig uigenkaldeligt som for tidligere dinosaurerne.
 
Krisen i branchen i slutningen af 1980-erne og starten af 1990-erne, der kostede massevis af velrenommerede firmaer livet, blev et vendepunkt i samarbejdsforholdet mellem underleverandører og producenter overalt i Vesten. Langt de fleste af disse nødlidende vestlige virksomheder blev nemlig overtaget af kinesisk kapital, som øjeblikkeligt flyttede al produktion til hjemlandet, naturligvis ganske forståeligt. Det kom desværre bare til at ændre hele situationen ganske fundamentalt. Kina var nemlig helt basalt ikke noget retssamfund selv efter måling med det allermest fleksible elastiske målebånd, og de tidlige kinesiske kapitalister, der havde overtaget en del af vestlige firmaer, var simpelthen pionerer i at omgås statsapparatet og ikke mindst de lokale afdelinger af det kommunistiske parti til den største gavn for dem selv.
 
Vi havde således fået en konkurrencesituation, hvor en stor del af de vestlige underleverandørers kunder var gået konkurs eller var flyttet til Kina. Underleverandørerne måtte reagere, og vi så fusionen i Danmark af Peerless, Vifa og Scan-Speak til DST. Producenterne af råvarer måtte fysisk nærme sig deres kunder, selv om det gik langsomt i starten, for DST over Pakistan. Det var nu blevet et spørgsmål om kort tid, inden dele eller hele produktioner skulle flytte til Kina. Alternativet var naturligvis at outsource større og større dele af produktionen til Kina, men man måtte som brand-ejer nu til at indstille sig på de nye tider. Da Kina ikke havde nogetsomhelst effektivt juridisk system, der kunne beskytte mindre virksomheders intellektuelle rettigheder til deres produkter, måtte man enten flytte hele produktionen til Kina som store dele af Harman-Gruppen (JBL) , Mackie m.m. fl., eller også måtte man bruge lokale leverandører.
 
Dette sidste var kun et alternativ for de få sidste mohikanere som ATC. Det er muligvis dødssygt at høre for alle slipseproducenterne, men der er jo også en nødvendighed i ATC`s valg. Når man vælger at bruge ikke-standard chassiser og magnetstrukturer kan man faktisk overhovedet ikke få dem hos de ellers af mange så højt besungne produktionsspecialister.
Andre mindre eller små virksomheder fandt sig selv i en kattepine i dette tillidsløse handelsklima. Man kan vel groft talt sige, at hvis mange firmaer i vores branche i dag ikke opretholder en stadig tilstedeværelse hos de leverandører i Kina, som de har outsourcet så store dele af deres produktion til, at alt kan blive kontrolleret, så kan man med økonomisk absolut sikkerhed sige, at varens kvalitet vil falde. Mange større danske virksomheder som TC og Martin har betalt dyre lærepenge i den retning. Mange er vendt tilbage til dyrere, men mere juridisk sikre producenter i Thailand og Malaysia. Hvis man ikke kan bygge et samarbejde på tillid kan det jo altid hjælpe at have et effektivt juridisk system.
 
Andre helt små firmaer er i en kritisk situation, hvis de vælger den totale outsourcing i Kina, som så mange, herunder også anerkendte danske firmaer, jo gør. De er for ofte for små til at kunne kontrollere kvaliteten hos de nye kinesiske Tymphany-fabrikker, der som bekendt har eller ialtfald har haft massive kvalitetsproblemer. Hvis man ser på antallet af norske SEAS-enheder, der er blomstret som skvalderkål hos utallige højttalermærker i de senere år trods deres givetvis højere pris, fortæller det den samme historie. Når så enhederne og kasserne endelig kommer fra Kina, må man selvfølgelig bruge dem på trods af mulige problemer, for ellers lukker butikken jo. Godt nok har disse komponenter måske været billige (og det har de), men selv på kort sigt er det vældigt risikabelt at sælge sit highendprodukt baseret på sommetider skal vi sige det forsigtigt muligvis lidt tvivlsomme underleverandører. Den sure økonomiske nødvendighed skal dog nok klare eventuelle skrupler, men produktkvaliteten er ikke nødvendigvis særligt overbevisende.
 
Man kan også outsource hele sin elektronikproduktion, hvis man godt kan lide at leve farligt, så det gør man aldrig. For eksempel samler danske TC stadigvæk deres topmodeller i Danmark fremfor at ende i håbløse retssager om ophavsret. Nu er tillid som sagt noget, der i gamle dage gik begge veje. Hvis en kinesisk producent har den ofte meget berettigede frygt, at han alligevel kun får denne ene leverance til sin vestlige kunde, som allerede troløst er ved at lede efter et billigere alternativ på samme måde som mange godt gifte mænd netdater løs, kan man jo ikke fortænke ham i både at forsøge at billiggøre sin egen produktion allermest muligt og samtidigt tilegne sig en maksimal del af den kontraherede vares vidensindhold til egen brug senere hen. Tillid er noget skidt, når den ikke er der længere, for som i ægteskabet er det jo reglen, at den så heller aldrig kommer tilbage.
 
Situationen i dag med hensyn til outsourcing kan vel sammenlignes med situationen i tomatketchup-branchen. Som de allerfleste vil have bemærket, er Heinz ikke blevet billigere i de seneste 25 år på trods af, at råvarernes pris på verdensmarkedet er styrtdykket. Det er vel også tvivlsomt, om produktet er blevet bedre, jeg kender ialtfald ikke nogen hårdnakkede fortalere for det. De tomatavlere, som Heinz sikkert kontraktligt som tidligere mange bryggerier bandt til sig, er givetvis i årenes løb udskiftet til andre mere effektive med lavere afregning til følge. Varens kvalitet er i heldigste fald den samme, men det er nok ikke særligt sandsynligt. Her er der til gengæld ikke nogen, som mener, at outsourcing har været godt undtagen antageligt Heinz naturligvis.
 
I modsætning til disse dele af fødevarebranchen er det åbenbart underforstået i vores branche, at der er entydige fordele for både kunder og de såkaldte ikke-producerende “producenter” at outsource alting til de rene specialister. Dog er der, som vi har set ovenfor, helt åbenlyse problemer i denne proces, når der helt berettiget ikke hersker bare den allermindste smule gensidig tillid mellem disse meget midlertidige partnere. I denne forbindelse kunne man med lidt god ret spørge sig selv om, hvor de designmæssige kvalitetsgennembrud skulle komme fra, for “producenten” ville vel være i en kattepine for at finde en, der kunne fremstille produktet uden samtidigt at tilegne sig al den tilknyttede viden. Sådan et produkt kan vel i virkeligheden overhovedet ikke outsources. Det bliver man givetvis for nogensomhelst succes nødt til at fremstille selv, som vi ser hos måske 2 små danske nicheproducenter af højttalerenheder. Den ene af disse er faktisk måske endda så eksklusiv, at enhederne så vidt vides end ikke anvendes i firmaets egne ellers ganske velprofilerede højttalere. På den anden side ville outsourcing her formodentligt være temmeligt ensbetydende med selvmord ligesom det ville være for ATC. Eller for Terma for den sags skyld.
 
Det turde være tvivlsomt, om outsourcing på nogensomhelst måde har betydet en en bedre kvalitet i vores branche, men alligevel har alting forrykket sig helt afgørende og det på en overordentlig ildevarslende måde. Langt de fleste af de tidligere underleverandører til elektronik-og højttalerbranchen er forsvundet eller har flyttet hele produktionen eller dele deraf til Kina og i heldigste fald til Østeuropa. De få tilbageværende virksomheder lider under mangel på kvalificeret arbejdskraft, for al højtlønnet beskæftigelse for de bedste medarbejdere er jo ikke overraskende også flyttet til Kina sammen med hele Philips`og utallige andre multinationale giganters udviklingsafdelinger, men det er jo en helt anden sag. Her er der jo tale om udflytning og ikke outsourcing.
De få og små, som er tilbage i vores del af verden, har som de eneste aktører på verdensmarkedet i øjeblikket reel interesse i at forbedre produkterne. Alle andre, som bevidstløst outsourcer, har hænderne rigeligt fulde med at fungere som rene logistikfirmaer og kan selvfølgeligt ikke derfor ansætte eller fastholde kvalificeret arbejdskraft. Som vi tidligere har været inde på på disse sider, er det desværre en generel situation i branchen.
 
Desværre giver det jo så kun anledning til en endnu større outsourcing, nemlig nu også af design, og så er berettigelsen af den oprindelige specialvirksomhed helt ophørt. Hvis man da så bare ville have outsourcet korrekturlæsning på sine brochurer og hjemmesider i stedet for!  I en følgende uge vil vi prøve at følge op med en undersøgelse af følgerne af outsourcing for den oplevede kvalitet af slutproduktet. Det er jo trods alt det, der i sidste ende skal sikre virksomhedernes overlevelse.

Anmeldelser og anmeldere: Evner, erfaring og motiver.

I denne uge vil vi behandle en vigtig faktor for succes eller fiasko i vores branche, nemlig de mere eller desværre især mindre heldige anmeldere og deres mere eller mindre kompetente produkter. Vi vil undersøge, om det er anmelderens evner eller eventuelle andre dagsordner, der resulterer i nutidens endeløse række af kedsommelige, sensationshungrende eller blot inderligt ligegyldige omskrivninger af udsendt pressemateriale.
 
Nu kan enhver rimeligt førlig person jo uden vanskeligheder konstatere, at en hel del lydreproducerende isenkram kan få Randi Laubek til at lyde som Andersine And og Bruce Springsteen til hr. A. And, men det bemærkes sjældent i anmeldelserne. Faktisk mener vi aldrig nogensinde at have bemærket denne ellers indlysende opdagelse i nogen anmeldelse, men måske var Disney-sjov bare ikke opfundet i anmelderens formative år.
 
Det er i dag vores tese, at en anmeldelse er gået fra at være en grundig lytte-og målemæssig undersøgelse af et produkt skrevet af trænede skribenter med betydelig økonomisk frihed  til alt for ofte at være en lallende, inkompetent og efterplaprende gengivelse af diverse rygter og selvopfundne værdier. Som alle ved, skal man “follow the money”, så det vil vi gøre. Vi vil også se, at når der ingen penge er, er der naturligvis heller ikke basis for nogensomhelst kvalitet i anmeldelserne. Lyder det bekendt for den seneste anmeldelse, som du har læst?
 
Engang var en anmeldelse af et audioprodukt ledsaget af ganske grundige tekniske undersøgelser. Anmeldelsen blev altid foretaget af en person med en vis eller undertiden endda en særdeles dybtgående teknisk viden. Faktisk var det i en årrække mere reglen end undtagelsen, at anmeldere godt nok især i udlandet blev headhuntet til lektorater på videregående uddannelser. De forstod nemlig både de tekniske sammenhænge og mestrede formidlingens kunst. Vi kunne her nævne Ralph West, John Borwick, Poul Ladegaard, Ivor Humphreys og i senere år chefdesigneren for JM Lab Dominic Baker. Der var massevis af andre, og det resulterede i mange år i en fornuftig og anstændigt kritisk tone hos langt de fleste anmeldere. Deres kolleger kunne jo nemt korrigere faktuelle fejl, så der var grænser for dumme formuleringer og påstande. Denne situation skulle desværre snart ændre sig.
 
Vi må jo også huske, at tiden her i 1970-erne og starten af 1980-erne rent faktisk også var en tid, hvor en god anmeldelse i Danmark rent faktisk kunne sælge produkter og endda rigtigt mange ved en rigtigt god anmeldelse. Det var dog allerede her ved at være klart, at den informerede anmelder var ved at blive en truet art. Vi fik alt pladderet om Linn og al den subjektive snak om en særligt “rytmisk” lygengivelse, der blev den første af senere mange trusler mod alle tænkende mennesker i denne branche. Som vi kan se med al ønskelig tydelighed i dag, skulle det selvfølgelig blive meget værre, men dengang har det forekommet rigeligt åndssvagt nok endda. I England tog John Atkinson over på Hifi News til det, der skulle blive starten på  anmeldelsernes skændselsepoke.
 
Tidligere havde der hersket en relativt fredelig konstatering af, at mange forskellige designprincipper kunne resultere i glimrende lyd, men efterhånden blev det sådan, at de forskellige nye anmeldere, hvoraf enkelte er hos os i dag, helt uden nogensomhelst hæmninger valgte “side” blandt producenterne og annoncørerne. Det er ganske påfaldende i disse år og næppe fudstændigt tilfældigt, at visse anmeldere efter en uendelig lang stribe af tests i den absolut mere positive ende af skalaen senere fik et job hos annoncørerne. Hvad der så var sket inden disse relle og kontraktlige ansætteæser står det så enhver frit for at gætte på.
Nu antyder vi naturligvis på ingen måde, at der inden ansættelsen har været andet end muligvis en vis gensidig sympati mellem anmeldere og producenter, men det er da alligevel påfaldende, at næsten en hel generation af ikke mindst danske anmeldere således forsvandt. Det var forøvrigt ikke anderledes i England, så der var ialtfald et eller andet temmeligt konkret at lokke med i branchen dengang. Man undgår jo ikke helt at snakke om penge her.
 
Nu begynder vi at nærme os nutiden og så alligevel ikke helt. Der var nemlig stadigvæk penge nok i branchen hos udgiverne til, at man stadigvæk oftest så en ikke ganske ueffen kvalitet i anmeldelsernes sproglige kvalitet. Der var også ialtfald en tid penge nok til, at man selv hos Peter Olsen og Peter Rahbek i Hifi og Elektronik tit kunne finde egentlige negative anmeldelser, selv om der blev færre af disse, efterhånden som branchen gik tilbage. Senere skulle de jo i praksis forsvinde. 
 
 Den tekniske kultur var nok gået en del tilbage, men skribentkvaliteten i disse år hos Hifi og Elektronik var stadigvæk formidabel. Dansk High Fidelity fandt allerede i disse år sin åbenbart endelige udformning, og det var ildevarslende. Tidligere tiders velskrivende, vellønnede og informerede skribenter blev af sparehensyn udskiftet med entusiastiske amatører og de allerfleste er hos os i dag. Nu er Danmark jo naturligvis ikke Afrika med lavtlønnede funktionærer, der bliver nødt til at “leve lidt af landet”, men alligevel var lavt- eller helt ulønnede anmeldere på ingen måde nogensomhelst sikkerhed mod tendentiøse anmeldelser. Et eller andet skal man jo leve af, og favørpriser var allerede et kendt og skattet lokkemiddel i branchen, da jeg startede. Den mest signifikante udvikling var, at alle anmeldelser efterhånden blev positive. Muligvis skete der i disse år et enestående teknologisk gennembrud, der generelt gav disse entydigt fremragende anmeldelser, men der er muligvis også andre forklaringer.
 
Da udgiverne lukkede Hifi og Elektronik forsvandt desværre også den allersidste arv af sproglig kompetence fra danske audio-anmeldelser. Den tekniske kompetence var forsvundet mange år tidligere, og fra nu af bliver situationen ganske genkendelig og helt nutidig. Alt bliver simpelthen lige godt og fremragende, og kabler på 2 gange 3 meter til 250.000,- tages naturligvis for pålydende. Det bliver jo heller ikke bedre, at det hæderkronede danske High Fidelity med Læssøe-Stilling i tidligere tider havde en temmelig enestående journalistisk og teknisk standard.  Om situationen  i dag skyldes uheldige hensyn til annoncørerne eller blot enestående stupiditet er for så vidt ligemeget. Der er ikke længere i organisationen eller for den sags skyld i konkurrerende magasiner noget teknologisk eller kritisk filter til at fange alle disse vildvoksende anmeldelser, og så kan man forsåvidt ligeså gå over til at lave rene brugeranmeldelser.
 
Som vi har set i et par underholdende danske eksempler fornyligt, er det jo så iøvrigt også lige præcist det man gør. Når Morten Witzel ganske uopfordret eller hvad det nu er giver sit livs hidtil største kærlighed, nemlig en Peak Princess højttaler, sin allervarmeste anbefaling, er det jo information af en kvalitet af samme formidable kaliber som hvis alle NAD-drengene blev bedt om en udtalelse til deres nyeste NAD køb. Det er bare ikke en anmeldelse. Overhovedet ikke. At det overhovedet har kunnet komme til at figurere som en sådan fortæller om det ultimative skred. Herefter kan vi ikke komme længere hverken ud eller ned. Vores venner i hifihuset blev irettesat for at have påpeget dette, men hvis man ikke kan se dette helt fundamentale problem fra administrators side, er vi noget langt ude. Selv Mikkel Giges glade skoledrenge-anmeldelser har jo da i modsætning til Morten Witzels hjernedøde indforståede pladder da en vis underholdningsværdi, men som sagt: Ingen af dem er anmeldelser i egentlig betydning.
 
Som omtalt i indledningen kræver en anmeldelse både viden, uafhængighed, erfaring og en rimelig dosis kritisk sans. Ingen anmeldelse er brugbar uden en vis tilstedeværelse af alle disse elementer. I en anden anmeldelse for nyligt af Kim Olsen kom dette med al ønskelig tydelighed til syne. Nu lavede Kim faktisk en ikke ueffen gennemgang af en formodentligt ganske ligegyldig Kibri-højttaler, men med en ganske påfaldende brøler, som også blev bemærket. Denne brøler fortæller iøvrigt ganske meget om skredet i anmelderstandard, det er blot ikke kun Kims skyld, at der blev så meget ballade.
 
Nu var anmeldelser traditionelt i de mere oplyste dage altid baseret på, at anmelderen kunne sine ting og vidste, hvad råvarerne kostede og dermed hvad en rimelig pris for f. eks. en højttaler ville være. Når der for eksempel sad en SEAS/Vifa bas og ditto diskant i en Dynaco A-25 kunne man med et kritisk anmelderkorps ikke regne med at få samme idiotisk høje pris som for en lignende Audio Note højttaler i dag med fundamentalt samme enheder. Det glemte Kim i et kort øjeblik.Helt givet korrekt gættede han godt nok priserne indenfor en faktor 2-3 (til den høje side forresten) og for alle lægmand forekom det helt ud i skoven, at man for 15.000,- kroner fik højttalerenheder for ialt et par hundrede. Her kom en helt essentiel mangel på viden og erfaring til at tilte en iøvrigt fin anmeldelse. Han havde simpelthen ikke fantasi til at forestille sig, at alle andre producenter i dette prissegment formodentlig har brugt endnu billigere enheder i deres højttalere. Nogle af dem har givetvis brugt enheder til et mindre encifret beløb pr. stk., og det gør jo naturligvis denne “afsløring” helt umulig som anmeldelse med denne vinkel. Kun en kritisk vinkel gør altså heller ikke nogen anmeldelse, hvis den ikke er suppleret af vital viden om branchen.
 
Nu er det ikke hensigten at hænge Kim særskilt ud, men som sand JBL-fan står han også for den store afsløring af, at basserne i det nye flotte JBL-flagskib vistnok skulle koste 30.000,- stk. Fra vores verden lyder det bekendt, at man allerede for en del år siden skulle betale 15.000,- for en Tannoy-enhed med Alnico-magnet overfor ganske den samme enhed med ferrit-magnet til 2500,- . Her burde man måske som anmelder og deltager i behandlingen af disse plantede nyhedsinformationer lige overveje, om det ikke blot er et reklamefif for at begrunde en ganske absurd prissætning af det færdige produkt.
 
Begge disse sidste eksempler skyldes naturligvis fundamental mangel på viden om vores industri, og det kan ingen jo bebrejde ulønnede medarbejdere, men måske nok bagmændene bag de forskellige magasiner. Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi anmeldelserne i bladet High Fidelity begået af Nis Jensen, Kurt Lassen og alle de andre ligefrem er strålende eksempler på brilliant skribentvirksomhed. Til gengæld er de ukritiske, ligegyldige og skrevet i et sprog, der mest af alt får en til til at ønske sig, at det blad, man egentligt var kommet på biblioteket for at låne, nemlig “Ugeskrift for Kaninavlere”, ikke havde været udlånt eller måske ligefrem stjålet. Det er dansk  High Fidelity til gengæld aldrig, og det forstår man så godt. 
 
Efterhånden som pengene forsvandt ud af branchen, forsvandt først de gode anmeldere, så den uafhængige redaktionelle linie og til allersidst de allersidste rester af sund fornuft og kompetence. Begrebet anmeldelse, der oprindeligt udtrykte en fri og selvstændig stillingtagen til det aktuelle produkt ( ialtfald i mere heldige tilfælde) uddøde naturligvis helt og aldeles med, at mulighederne for at drive et medie uden afhængighed af de allersidste og få annoncører forsvandt. Man kan vel i Danmark sige, at da High Fidelity lukkede sin årlige hifi-udstilling døde den allersidste alternative indtægtskilde, der kunne give den allersidste overlevende del af redaktionel uafhængighed.
 
I England er den årlige udstilling også forsvundet i år, men til gengæld er Hifi News voldsomt oprustet til det allersidste slag for den journalistiske uafhængighed. Om det lykkes kan vi kun håbe på, men hvis du vil læse en negativ anmeldelse er det altså der det sker.
Anmeldelser og anmeldere i Danmark er ellers døde, som det vel er klart efter ovenstående. De ved det blot ikke allesammen endnu. På den anden side er der så også så meget andet, de ikke ved. Blandt andet noget om at skrive anmeldelser.
 
De fleste entusiaster reagerer forudsigeligt ved at droppe at læse disse anmeldelser. Oplaget på High Fidelity er som høstresultaterne i den hedengangne Sovjetunion: Altid dårligere end sidste år, men til gengæld bedre end næste år, og mand, hvor de fortjener det.
 
Kvalificerede audioanmeldelser er som bødkerkunsten et uddødt håndværk afløst af “Stjerne for en Aften” i samtlige livets forhold. Det er ikke spor godt, men nu er du da i det mindste advaret. Det er måske derfor, visse forhandlere har så stort held til at fremstå som forbrugernes bedste venner, for de får ikke noget fagligt modspil. Ærgerligt for dig, kære kunde!