Milepæle.

I denne uge vil vi kort berette om denne skribent og nogle af de største lyttemæssige oplevelser, som formede livet. Det var ikke fordi de allesammen var fremragende eller blot gode, langtfra, men alligevel var heldet med mig. Det lykkedes nemlig ret tidligt at blive bekendt med en mængde forskellige såkaldte lydidealer. Dengang kunne man med betydelig ret tale om rigtige idealer, mens situationen i dag er en hel del mere speget. For nu altså at sige det lidt mildt. 

Jeg er født på Endelave, en lille isoleret ø med dengang omkring 250 indbyggere, hvor færgen sejlede om morgenen og om vinteren for det meste først kom tilbage om aftenen. Skolen var en landsbyskole med 7 klasser, 3 lærere og 20 elever, når bølgerne gik højt. Der var altså ikke meget basis for nogen Endelave Hifiklub, selv om vi nok alligevel let ville have kunnet opnå samme aktivitetsniveau som den nuværende Århus Hifiklub, nemlig absolut heller intet. En skolefest kunne dengang afvikles med den magtfulde forstærker på et par watt fra en Beocord 1100 spolebåndoptager sat i “pause” tilsat en højttalerenhed fra en radio fra en jævnstrømsradio fra krigens tid, godt nok den seneste. Ikke radioen, krigen forstås. 

Det var måske i dette lys ikke underligt, at mit første rigtige stereoanlæg i 1972, en Beomaster 1200 regnestok-radio med et par usigeligt blodfattige Beolit 901-højttalere og en Tandberg 1600-spolebåndoptager, blev en ren åbenbaring. Den faste loudness-kontrol hævede bas og diskant til et acceptabelt niveau, men sikrede så også, at man havde et system, hvor frekvensgangen afhang utroligt meget af lydtrykket, da loudnessen var fast. Det har nok allerede været der, hvor denne kommende audio-kætter sprang ud, for ret hurtigt blev den ellers velanskrevne Beomaster (fik endda en særdeles positiv test i High Fidelity dengang) udskiftet med et veritabelt powerhouse årgang 1973, nemlig den ganske fornuftige Goodmans One-Ten. Forsynet med et par SEAS byggesæt med 2 stk. 10.tommere, (som forresten er temmeligt identiske med dem, som selv i dag bruges i Audionotes højttalere til mange tusinde-dengang var de blot med alnico-magneter, ak ja) 

Det gav en udpræget “engelsk” lyd, selv om Goodmann-en godt nok var lidt rå. Det var SEAS-erne med den udmærkede mellemtone 87H til gengæld ikke. Det var godt nok de samme enheder, som blev brugt i en af alle tiders største danske højttalerbestsellere, nemlig den verdenskendte Dynaco A-25 med den revolutionerende “akustiske ventil” ( en vistnok lidt mislykket basrefleks eller alternativt bare en lidt utæt kasse), men det blev den nu ikke bedre af. Ikke til at spille diskant ihvertfald, hvor den nok var fejl-castet lidt, da den var temmeligt værdiløs over 8-10 khz, men sikke engelsk det dog lød. 

Nu mange år efter var det faktisk en lydgengivelse, som var mange klasser bedre end det allermeste af det, som står rundt om hos folk nu om dage, men det var de sammenbyggede DUX-anlæg med matchende Dux-højttalere allerøverst oppe på den obligatoriske bogreol med akustikregulering fra Lademanns Bogklub nu også. Det var jo trods alt dengang en hobby, som blev dyrket af fornuftige mennesker. Det skulle jo blive noget anderledes. Det er måske svært at sætte præcise negative milepæle, men mon ikke et godt gæt ville være, at verden begyndte at gå af lave med alt kabelhalløjet, startende med det flettede forstærker-killer-højttalerkabel Monitor Audio fra Audioscan over PCC-OCC Hitachi-halløjet fra Hifiklubben. Kan nogen huske disse milepæle i pseudovidenskab? 

Dengang blev der afholdt snesevis af hifiudstillinger hvert år overalt i landet uden nutidens trusler om det ene og det andet, og en af dem blev såmænd endda halvårligt holdt i Horsens, min hjemby. Det var der, jeg for første gang hørte Quad-elektrostater med materiale afspillet på en Ferrograph-spolebåndoptager. Det lød godt nok noget underligt sammenlignet med de lystigt buldrende SEAS-er derhjemme, men der var jo ikke mange mikrosekunders tvivl om, at det var sådan det skulle lyde. At jeg først en del år senere fik råd til disse klassiske radiatorer har dog aldrig døvet indtrykkene denne dag i 1975. Det der var godt dengang mht højttalere er jo desværre relativt såvel som absolut en hel del bedre end i dag. Det skulle dog blive bedre endnu, ialtfald for en tid. 

Dengang herskede JBL i alle hifiklubber over hele landet, og guderne skal da også vide, at de havde betydelige kvaliteter. Desværre var de alt for dyre for denne skribent, men alligevel tog vi senere samme år, 1975, til Vejen, hvor der også dengang var en stor årlig udstilling. Kan man næsten forestille sig noget, som man ville kunne udstille i Vejen i dag. Trailere til at hente øl i Tyskland måske? Nå, men dengang var der altså en stor hifimesse, hvor tilfældet spillede denne skribent et grimt puds, som skulle komme til at trække lange spor i hele branchen. Det blev nemlig den egentlige grund til, at jeg en del år senere startede i radiobranchen. Jeg ville nemlig gerne være i stand til at købe noget, som jeg ikke havde råd til. Det var der vel ikke noget særskilt ædelt ved, men jeg ville simpelthen have det, som jeg dengang hørte for første gang. Det var nemlig TANNOY! 

Dengang var Tannoy som omtalt i et tidligere emne sammen med JBL for en ganske kort bemærkning en del af Harman-koncernen, og derfor udstillede man disse 2 fabrikater side om side. Efter en imponerende demo af datidens drømmehøjttalere for alle de savlende drenge (selv om undertegnede var blevet en ganske stor dreng på 19), nemlig JBL L-200 (som var fæle) og L-300 (som var fremragende) m.m.m., spillede man så pludselig på et sæt uanselige småkiksede kasser, i eftertidens klare lys velnok et sæt Arden. Det må have været et sæt enheder, som man har haft liggende fra inden Harman overtog firmaet, for det lød ganske usædvanligt fremragende. Der var tale om en projektion og klarhed, som ingen af de ellers uhyre slagkraftige JBL kom blot i nærheden af. Det var faktisk så godt, at man slet ikke ville spille på dem senere, da det åbenbart var JBL, som var slagvaren, men minderne forsvandt ikke. 

Kort tid derefter bragte High Fidelity en byggeartikel om netop disse højttalere, og det betød, at den anselige sum på 3500,- en efterårsdag i 1979 blev overrakt til fragtmanden for et par Tannoy HPD-byggesæt. Der var tale om 10 måneders husleje og en lang sommerferie fra universitetet brugt på havnearbejde, så det var gennemtænkt. Troede jeg da i det mindste. Desværre havde man åbenbart solgt alle de allerældste enheder fra før Harman overtog i 1974, for der var godt nok en del forskel på de her enheder. Den ene spillede dobbellt så højt som den anden, mens den lavtspillende heller ikke ligefrem spillede blot noget, som lignede diskant. Heldigvis kunne jeg på de praktiske tonekontroller delvist kompensere, så det gik endda. Det var jo vistnok også engelsk kvalitetshåndværk her i denne tid, hvor Austin Allegro og Metro herskede sammen med den originale “Prince of Darkness”, nemlig den engelske producent Lucas med de notorisk upålidelige billygter. 

Allerede året efter blev det dog tydeligt, at der var ugler i mosen, da et udlån til Jydsk Telefons laboratorier afslørede, at mine enheder var akkurat ligeså håbløst forskellige som deres egen indkøbte referencemodel. Det kunne have været enden, men heldigvis havde Tannoy efter Harman-tiden netop lanceret de nye Super Red Monitors. De måtte være bedre, så dem måtte jeg have. Det var de nu ikke, skulle jeg opdage, men da var jeg allerede startet i radiobranchen, så den erkendelse kom en hel del for sent, men på det tidspunkt var jeg jo også blevet akademiker, så det var vel blot, hvad man kunne forvente. Klarhed i tanke og konsekvens er jo sjældent en del af noget akademisk studie og da slet ikke for mig selv. Når man ser sig omkring nu var vi vist ikke værre end gennemsnittet. Desværre. 

Dengang i starten af 1980-erne var tiden med store højttalere allerede ved at slutte. Det var dog stadigvæk en stor oplevelse at høre et sæt aktive KEF KM1, som ellers blot var en ret tilfældig blanding af de allerede dengang for undertegnede helt håbløse bextrene/plastic-enheder fra KEF parret med en bunke Quad 405-moduler. Det lød nemlig enormt meget bedre end man havde kunnet forestille sig, så allerede dengang gik det op for undertegnede, at aktiv drift vist var vejen frem. Selv disse lavprisenheder spillede ved denne udstilling utallige klasser bedre end den nyeste JBL 4435-topmodel, som blev præsenteret på samme messe. Branchens deroute var vist allerede begyndt. 

Utallige eksperimenter med Tannoy-enheder førte ikke rigtigt nogen vegne, men det gjorde det til gengæld den dag, en lokal selskabsmusiker gerne ville bytte sine særdeles grimme højttalere til noget mere kompakt (æret være dit minde, Kaj Schrøder, hvor du end er!) Efter 10 år uden fronstof og med masser af vandstænk på det helt solblegede pap dukkede der et sæt klassiske Monitor Gold op. Det var et formativt øjeblik af de store at genhøre lyden fra den allerførste demonstration i Vejen i 1975. Straks røg den møjsommeligt ophobede bunke af nyere Tannoy ud og ind kom det produkt og den lyd, som oprindeligt havde vakt den seriøse hifi-interesse. Det havde næsten taget 15 år, men det havde været værd at vente på. Det var en milepæl ikke mindre end den første demo, mest jo fordi det var det samme. Full circle. 

Det var allerede tidligt blevet klart for vores helt, at højttalerne var altafgørende for god lyd. Man kunne lettere købe pladespillere ud fra data, mente jeg, og så skulle man jo blot montere en SME-arm, datidens ubestridte standard. Det var der nu også en hel del om, skulle det vise sig. Udviklingen fra den allerførste ERA over Fergus Fons til Linn LP 12 var mest i retning af, at de sidste var lidt vanskeligere at få til at tilbagekoble. Ikke egentligt vanskelige, den første var bare helt urimeligt let til det. Den første Linn købte jeg af min senere chef, så den har jeg ikke længere, men dengang syntes jeg vist, at både ham og den var fine nok. Det var de nok også, bare ikke nær så fine som den allerførste Garrard 401, som jeg dengang fik for 200,-. Hvorfor de andre ellers velrenommerede pladespillere ikke spillede sådan var mystisk. Alle havde jo ellers sagt, at Linn var det bedste, og visse dummernikker siger det endda den dag i dag. Det passer bare ikke og det gjorde det altså heller ikke dengang. 

I forhold til den ret statiske pladespillerlyd uden store kvalitative højdespring lige bortset fra den første SME V-arm i 1987 var der til gengæld tale om mange milepæle i pickupper. Endelig var der her tale om et felt, hvor produkterne rent faktisk blev bedre. Muligvis ikke helt så meget, som de blev dyrere, men bedre ikke destomindre. I en del år spillede jeg på en Pickering XSV 3000, som også i dag ville have været en fin pickup. Derefter stod der i mange år Decca på pickupperne, da man jo nu var blevet en kritisk færdiguddannet cand. mag. og dermed vidste, at alle engelske produkter var de allerbedste, og intet var jo mere engelsk end Decca. Udover at de kun på ganske få plader kunne spille den yderste rille på grund af den absurd lave frihøjde havde de bestemt deres styrker. Det var helt givet et formativt øjeblik at høre slagtøjspladerne fra Erato på sådan en fyr i forhold til alt andet. Det var nu ikke fordi det lød godt, lige det her gjorde bare. 

Det var dog ret klart, da jeg hørte en Ortofon Concorde MC 200, at magnetiske pickupper var en blindgyde. Den første MC 2000 var det største spring, mens turen videre over 3000, 5000, 7500 og massevis af SPU-er har givet en vis udvikling. Der er dog intet, som står som en afgørende milepæl så klart som den aften, hvor denne skribent med nervøst rystende fingre måtte have hjælp til at montere sin allerførste MC 2000 af sin gode hifiven Peter. Ellers var det aldrig nogensinde gået godt. Man må jo også huske, at det var dengang, man rent faktisk mødtes for at høre musik og drikke øl. Hvis det lyder gammeldags er det jo nok fordi det er det. Alle krumspingene efter denne første Ortofon “Super-pickup” har været småting. Lige den aften væltede der er verden af vellyd ud af højttalerne, måske den allerstørste milepæl af dem alle. 

Ret hurtigt i 1970-erne var der for denne anglofile audiofil blevet dømt totalt Quad, fordi det altid siden mødet med den første elektrostat på Bygholm Parkhotel i Horsens i 1975 havde stået en helt speciel aura omkring dette fine produkt. Det var nu ikke fordi forskellige udskiftninger fra 303 til 405 og 520 i årenes løb gav de helt store spring, men nu beskrev Peter Walker jo også en god forstærker som “a straight wire with gain”. Det har nok passet, for det er først nu mange årtier senere, at undertegnede fik en rigtig “aha-oplevelse” med den første af mange ATC SCA 2-forstærkere. Forstærkere havde vist bare allerede omkring 1970 nået et stade, som faktisk var rigtigt fremragende. Trinene siden har ihvertfald nok været mange, men de har tit været noget små. 

Tidligere kunne man jo som beskrevet ganske let komme til at høre de dyre og eksotiske ting lokalt, men i de nye tider omkring årtusindskiftet var tingene blevet helt anderledes. De aktive ATC-højttalere havde altid været seværdige og interessante for undertegnede på alle messerne, men allerede dengang gad Woodmann ikke spille musik på de efterhånden degenererende hifimesser. Snart derefter gad han iøvrigt ikke engang deltage, en såre menneskelig holdning, som vi fuldt ud deler. Han mente, at hvis folk ikke med det blotte øje kunne se, at hans højttalere var bedre, kunne de rende og hoppe. Det gjorde de fleste så, men ikke undertegnede. 

Vi besluttede os nemlig til at vove pelsen og købe en bunke af de her højttalere hjem, som ingen af os havde hørt. Der var atter tale om et øjeblik, som altid vil blive husket. Der sad vi 6 mand og hørte på små og store ATC-højttalere, som så tydeligt som aldrig nogensinde før afslørede graden af opvarmningen af elektronikken. Det var så godt, at vi for allerførste gang helt glemte at drikke øl, så det gjorde vist ikke kun undtryk på mig. Resten er jo historie, men sikke en. Det var rent held og så måske alligevel ikke, måske blot et lykkeligt tilfælde. Det var ialtfald ikke sket de foregående 15 år og det er heller ikke sket siden. 

Denne gennemgang af milepæle i hifihistorien for denne skribent er nødvendigvis gengivet i kortform. Der var naturligvis mange andre øjeblikke, hvor jeg bildte mig ind at høre store forbedringer. Ret kort tid derefter viste det sig dog uvægerligt, at der var tale om fri fantasi. Det må andre indenfor branchen også have oplevet, for mange branchemedlemmer, som startede dengang næsten samtidigt med undertegnede har haft succes med fantastiske produkter. Ikke gode, blot produkter indeholdende en overdosis af god fantasi, men måske er forretningintelligens genetisk koblet til navnet Ole. Det er da tydeligvis ikke til navnet Poul desværre. 

Det ændrer ikke ved det faktum, at der trods et langt hifiliv er store milepæle, som man altid vil huske. Tiden var en helt anden dengang. Heldigvis. Det eneste som er tilbage i dag er minderne og kærligheden, og det er jo også noget. Åh ja, og så lige Bill Woodman og hans produkter . 

“Better Sound Through Research”

I denne uge vil vi forsøge at undersøge sammenhængen mellem den voldsomme udvikling i elektronikbranchen af alle mulige nye analytiske værktøjer og deres eventuelle følger for det, som alle jo burde stræbe efter, nemlig bedre lyd. Vi overvejede faktisk for en stund af forlade den elektroniske verden og i stedet kalde emnet for “Better Cheese Through Research”, mest fordi der faktisk er flere paralleller end forskelle mellem den sørgeligt ufuldendte biologiske verden i osteproduktionen og det dynamiske højttalersystem. Det er helt accepteret i den ene branche, at mikrobiologisk analyse ikke er andet end et hjælpemiddel, mens situationen er en del anderledes i elektronikbranchen, ihvertfald hos en del producenter. Om det så skyldes manglende forståelse eller viden eller måske blot lyst til lidt hurtig fortjeneste ved vi desværre ikke.
 
De fleste kan nok huske, at det var Dr. Amar Bose, som stod fadder til et af alle tiders bedst klingende salgsslogans, som er citeret ovenfor. Hans “research” bestod godt nok mest i som en sand mester at identificere sit marked, såkaldt “targeting” Dette gjorde han som senere knapt så store mestre ved at lave en højttaler, som lød helt anderledes end alle andre, ja, den lød faktisk så radikalt anderledes, at virkeligheden overhovedet ikke kunne være med. Denne epokegørende og revolutionerende udvikling bestod i, at man simpelthen i den allerførste Bose 901 high end-højttaler vendte højttaleren om, så 8 af de ialt 9 iøvrigt simpelthen serieforbundne 0.9 ohms-højttalerenheder vendte baglæns ind mod væggen.
 
En enkelt vendte så trods alt forlæns, så der godt nok i gengivelsen mest var tale om reflekteret lyd i ét stort diffusfelt overalt, men dog med en vis minimal taleforståelighed. Det geniale, for det var Dr. Bose,(selv om det godt nok vist aldrig blev offentliggjort, hvad han var doktor i, men han var måske psycho-log), var så, at man tillige kunne vende højttaleren om og så samtidigt have en af datidens mest anvendte og effektive PA-højttalere, det store verdenshit Bose 802. Samtidigt sparede man jo endda en enhed, selv om højttaleren stadigvæk forblev 8 ohm, meget mystisk forresten. med de nu 8 i stedet for 9 seriekoblede  iøvrigt ganske identiske enheder.
 
Nu kunne 4-tommers fuldtoneenheder heller ikke dengang i den analytiske forståelses barndom hverken spille bas eller diskant, så Boses originale og varige bidrag til den akustiske “state of the art” var anvendelsen i det akustiske system af en elektronisk kompensation, som fungerede som en anden af datidens faste indslag, nemlig den såkaldte “loudness-funktion”. I modsætning til de allerede dengang kendte og accepterede kurver over ørets følsomhed ved forskellig lydintensitet, oprindeligt publiceret af Fletcher og Munson, var der blot tale om en fast hævning af bas og diskant, men det var billigt og det var anderledes, helt anderledes og ikke mindst ufatteligt meget anderledes end virkeligheden.
 
Det betød nu ikke noget (heller ikke dengang), for det er gengivelse fra dynamiske højttalere jo alligevel altid, og det var tilstrækkeligt anderledes til at blive accepteret som datidens “high-tech” i sine håbløst valnøddefinerede kasser (901) eller vinyl-wrap, (alle de andre modeller), som må have givet anledning til en anden af årtiets andre markante sproglige nyskabelser, nemlig ordet “åndenød”.
 
Nu var 1970-erne jo ellers et årti, hvor den teoretiske forståelse af højttalerenheder og højttalersystemer generelt tog et tigerspring. Nu må vi jo heller ikke glemme, at branchen dengang godt nok ikke længere kunne rekruttere “the best and the brightest”, som man sagde om Kennedys administration (det hjalp jo forresten heller ikke dengang hverken Kennedy eller USA). Som nævnt i et tidligere emne var det allerede fra starten af 1970-erne blevet et rent tag-selv bord for den gryende computerindustri og ditto ekspansive teleindustri at ansætte de allerbedste og mest talentfulde unge ingeniører og videnskabsmænd. Allerede dengang stod den traditionelle elektronikbranche længere nede i køen efter talenter, og det skulle blive meget værre, derom senere. At den ligefrem skulle blive håbløst overhalet endda af vindmølleindustrien havde dog vel kun de allerfærreste dengang fantasi til at forestille sig, men det skete, som vi nu ved.
 
I denne atmosfære af rivende udvikling i den teoretiske forståelse af højttalere og højttalerenheder så denne verden i 1970 store milepæle som Thiele og Smalls arbejder omkring en korrekt afstemning af basreflekshøjttalere og teoretiske arbejder om delefiltre fra Butterworth, Linkwitz, Reilly m. fl. Som et ildevarslende tegn på et afgørende brancheskred blandt de store teoretikere var det af alle disse teoretiske tænkere kun Small, som blev i branchen. Han har nok bare været den dummeste eller blot den mindst talentfulde af disse.
 
Samtidigt blev de teoretiske værktøjer suppleret med noget, som i dag er ganske simpelt, men dengang var den rene atomfysik, nemlig laser-interferometri. For første gang kunne højttalerkonstruktøren nu se, hvordan højttalermembranen brød op og vred sig under sin acceleration. Det var ikke noget kønt syn, men allerede dengang viste det sig, at tidens mest respekterede højttalerenheder fra Wharfedale, JBL, Goodmans, Tannoy m. fl. faktisk med ganske god tilnærmelse opførte sig som rimeligt ideelle stempler, lavet jo som de var af mænd, som her allerede i de glade 1970-ere ville have været ansat hos IBM eller Hewlett-Packard, hvis de havde været lidt yngre.
 
Situationen var allerede dengang en gentagelse af noget, som var sket knapt et årti tidligere, nemlig den allerførste anvendelse af komplekse impulstests til brug i højttalermålingerne. Man må her huske, at alle de målte højttalerenheder dengang i 1960-erne naturligvis ikke under udviklingen måske endda op til et helt årti tidligere var blevet testet på denne måde. Ingen producenter havde iøvrigt i 1960-erne muligheder for at måle en højttalerenheds impulsgengivelse, så der var travlt på de polytekniske læreanstalter overalt. Bl. a. på et af datidens teknologiske lokomotiver, nemlig London Northern Polytechnic, viste det sig så, sikkert ikke så overraskende for de oprindelige designere, at deres enheder opførte sig temmeligt perfekt. Det havde de jo nemlig allerede længe både vidst og kunnet høre. Det er faktisk ikke for meget at sige, at de bedste enheder fra de ovennævnte producenter fra denne tid aldrig er blevet forbedret.
 
Den store udvikling af analytiske værktøjer, som vi nævnte ovenfor, blev kommercielt først benyttet af KEF, som i sin 104-højttaler havde produceret en model, som faktisk var så dårlig, at man ligefrem selv kunne høre det. I dette firma, en afgjort pioner i fornuftsstridig ingeniørmæssig selvovervurdering, var dette et afgørende nybrud.
 
Nu var KEF´s hvidkitlede image dengang heller ikke som så mange andre i dag nogen reel virkelighed, mere en slags ønsketænkning lidt ligesom at vågne op og opdage, at man havde vundet “Vild med Dans”. Den håbløse 104 blev modificeret med Butterworths helt nye teorier og genfødt som 104aB. Det var nok en større nyskabelse, end nogen havde kunnet forestille sig. Der var her simpelthen tale om en absolut “first”, hvor man i stedet for at løse problemerne ved roden, altså bedre højttalerenheder, indførte den fra U-bådskrigen under 2. verdenskrig så kendte “system-analyse”, altså indførte et bredere perspektiv. Nu har det jo så forresten senere vist sig, at U-bådskrigen ikke blev vundet ved genial systemanalytisk styring af destroyere og Short Sunderland-flyvebåde, som man ellers lærte i min ungdom (Better War Through Research?”, men simpelthen ved kodebrydning, som afslørede U-bådenes placering. Det var knapt så eventyrligt intelligent og videnskabeligt overlegent, men det var altså sådan det var.
 
Desværre faldt udviklingen i analytiske værktøjer næsten fuldstændigt sammen med det første store og afgørende krak i audioindustrien. Der havde været tale om en voldsom udvikling i branchen i adskillige årtier, men pludselig tog vækstkurven så et gevaldigt dyk omkring 1980. Det betød, at som efter aftrykkene i menneskekroppe på fortovene i Hiroshima ser vi en fastfrosset situation, hvor rigtigt mange højttalerenheder som hele striben fra Dynaudio, nemlig D21, D28, D54 osv. stadigvæk findes i praksis uændret. Det er, som om tiden dengang gik i stå med hensyn til udvikling, netop som værktøjerne ellers var blevet udviklet. Det er jo også påfaldende, at alle spillereglerne for det fysiske design af højttalerne aldrig er ændret siden. Magneterne er ikke blevet større eller kraftigere, svingspolerne er hverken blevet større eller længere (eller kortere), gabene er da slet ikke blevet snævrere og membranmaterialerne har nok set variationer, men det er vist mest marketing. Ligeledes var alle variationerne over membranformerne over dybe koniske til forskellige variationer af hyperbolsk mm jo også gennemspillet allerede omkring 1960.
 
 Der kunne naturligvis også tænkes en anden grund, som kunne minde om situationen med den nye biokemiske situation i osteindustrien: Måske var ost simpelthen et færdigudviklet produkt, som ikke lod sig forbedre ved selv enorme investeringer i genteknologi, og måske var det ikke muligt at forbedre den gamle dynamiske højttalerenhed. Dette er for mange naturligvis en kættersk tanke, og det er heller ikke sikkert, at det er rigtigt, men meget tyder på det. Ligesom det også ud fra indicierne tyder på, at Hitler var vidende om jødeudryddelserne. 
 
Det skulle da ialtfald vise sig, at de kommercielle realiteter allerede fra starten af 1980-erne kom til at betyde, at de nye analytiske værktøjer næsten udelukkende blev brugt til at lave højttalerenhederne billigere. Om det så var fordi de nye analytiske værktøjer og deres korrekte anvendelse blev blokeret af svindende udviklingsressourcer eller blot ikke blev forstået ved vi ikke, men vi ved, at der ingenting skete. Det kriseramte Scan-Speak blev dengang dygtigt strømlinet af en gammel kollegiekammerat, men det var nu ikke fordi der var synderlige spor af nogen brug af højteknologisk indsigt i deres produkter dengang, men nu var han nu også selv økonom. Det var nok derfor ellers også var det ikke.
 
Nu kan man jo naturligvis ikke drage den konklusion, at den manglende udmøntning i bedre højttalere af alle de nye analytiske værktøjer fra 1980-erne skyldes ond vilje, men ikke desto mindre blev lyden ikke spor bedre. Nu skal det jo så også siges, at investeringerne i udviklingsarbejde i branchen har været voldsomt styrtdykkende over mere end 2 årtier, som det jo nødvendigvis vil være tilfældet overalt i alle brancher, som er udsat for langvarig tilbagegang eller blot stagnation. Man kunne i branchen naturligvis godt anvende mange landvindinger i vibrationsanalyse, men det var straks noget sværere at se, hvad man kunne bruge det til. Man lavede jo nemlig ikke længere hverken magneter, membraner eller chassiser selv, og blot at få en membran med en anden profil var for de allerfleste noget af et kommercielt kunststykke.
 
Det sørgelige resultat af alle de tilsyneladende gyldne tider for den analytiske forståelse blev en perlerække af ofte meningsløse målinger, selv om der naturligvis er en mulighed for, at denne forfatter blot ingenting forstår. Et eksempel er de ofte publicerede MLSSA-målinger, som jo ellers ideelt burde kunne give et billede af både en højttalers frekvensgang og transient/faserespons. Det sjove er så, at det selv for informerede iagttagere kan være ligeså svært at danne sig nogen meningsfuld indtryk af en højttalers lyd ud fra denne kurve, ja man kunne for så vidt ligeså godt have anvendt højttalerens impedanskurve som målestok.
 
 Det kunne tyde på, at den dynamiske højttalerenhed er færdigudviklet på samme måde som en Edammer-ost, men mens enhver nok så kemisk begavet mejerist næppe vil være uening her, er det nok de færreste højttalerproducenter, som vil skrive under på dette, selv om det nu nok passer alligevel. Ialtfald tyder meget på, at man i alle de traditionelle firmaer mere eller mindre opgav deres udviklingsafdeling fra 1980-erne og derudover udfasede langt de fleste af producenterne de bedste enheder i deres program. Det gjaldt efter denne skribents ydmyge mening også for Scan-Speak/Tymphany som det også gjorde Altec, JBL, Gauss, TAD osv osv., og det desuagtet, at en af vor tids mest brilliante designere vist ikke engang var blevet ansat endnu.  Han skulle vistnok vente på, at det nye fag “psycho-akustiker” blev opfundet.
 
Nu er det jo ikke noget særsyn, at næsten alle de allerbedste indenfor ens område er ansat i alle mulige andre brancher. Det ses vel allerbedst illustreret af, at ingen af de multinationale giganter længere overhovedet forsøger at beskytte DVD-mediet mod kopiering. De ved jo godt, at det er en umulig opgave mod den samlede cracker-intelligens. Det lidt mere patetiske i elektronikbranchen er så, at man med et gennem årtier stærkt skrumpende rekrutteringsgrundlag for talenter og forsvindende få underleverandører stadigvæk mener, at man afgørende fører kunsten videre. Der er vel strengt taget tale om monumental storhedsvanvid, som ikke lader Napoleon meget efter.
 
Vores konklusion i dag må blive, at udviklingen i måleteknologi har muliggjort en mængde fuldstændig overflødig indsigt i det dynamiske højttalersystems imperfektion. Denne viden er temmeligt ligegyldig, fordi det allerede for mange år siden er ophørt med at være en mulighed at bruge denne viden til noget som helst. For eksempel kan det være svært at forestille sig, at man ikke med fordel kunne erstatte er stor flad ferritmagnet med et kraftigt og sommetider temmeligt tæt chassis med deraf følgende refleksioner tilbage igennem membranen med en lang Ticonal/Alnico-magnet. Det har naturligvis enhver også vidst tidligere, men da man jo som bekendt ikke lige kan købe ret meget andet billigt er man jo lidt på den, hvis man skal videre i nutiden.
 
 Det ændrer nu ikke noget ved, at der i de sidste 40 år kun har været tale om små detailforbedringer af både den dynamiske højttalerenhed og det samlede system. Der har ikke været tale om “Better Bass Through Research”, og det har der interessant nok vist heller aldrig været nogen, som har påstået. Det er vist kun resten af lyden, som skulle være blevet bedre, og det er da i sig selv ganske forunderligt.
 
Nu er der naturligvis ikke noget forkert i at anprise sit produkt med mindre man altså er læge eller advokat, (de må vistnok ikke), så at påstå, at ens nye højttaler til en halv eller en hel million er et kvantespring, fordi man med Dr. Boses ord har fået “Better Sound Through Research”, er helt OK. Det bliver det bare ikke rigtigt bedre af, ligeså lidt som man efter at den sidste samuraisværd-smed døde fik bedre sværd. Gennembruddet i denne sag omkring samuraisværdets hemmeligheder opdagede man da forresten først for ikke altfor mange år siden ved hjælp af elektronmikroskopi.. Det kunne nemlig ikke gøres bedre, hvis man skulle benytte metal, ikke engang teoretisk. Der var simpelthen tale om et fuldendt og færdigudviklet produkt. Som den dynamiske højttalerenhed omkring 1970.
 
 Måske det blot er på tide at indse, at det næste virkelige gennembrud i lydgengivelse ikke kommer fra den dynamiske højttalerenhed. Det ville massevis af brilliante designere formodentligt være enige i og allerede Gilbert Briggs i 1950-erne er citeret for denne udtalelse. Desværre er disse brilliante designere som sagt ikke længere ansat i audiobranchen, og dem, der er, er enten ikke særskilt brilliante eller også er de mere end midaldrende. Der er os bekendt ingen undtagelser fra denne regel.

“Citius, Altius, Fortius” -den evige stræben?

I dag indleder vi med de klassiske målsætninger fra de mere moderne Olympiske Lege, nemlig ” længere, højere og hurtigere”. Nu er der jo godt nok noget ef et ikke altfor autentisk tone ved disse ord på latin, mest fordi de klassiske olympiske lege jo foregik i den førromerske tid, hvor man jo ihvertfald i Grækenland naturligvis måske ikke helt overraskende talte græsk. Vi skal dog se, at denne stræben efter at nå nye grænser for ydeevne i audiobranchen, som ofte postuleres og da ikke mindst på den netop overståede messe i København, har en del mere at gøre med moderne professionel cykelsport end de rene klassiske olympiske idealer. Der er simpelthen gået lidt meget doping og selvbedrag i sprog og produkter, og de klassiske idealer er presset som aldrig før. Aldrig før har al snak om den ideelle stræben lydt mere hult. 

I gamle dage var tingene ganske simple. Enhver virksomhed af en vis størrelse havde et bredt produktprogram fra det allerbilligste konsum og typisk til kæmpestore professionelle afdelinger, hvor erfaringerne fre original frontlinie-forskning i de enorme udviklingsafdelinger hos datidens Sony, Matshushita/Technics, Philips og mange andre drev udviklingen af produkter hele vejen ned i de forskellige prissegmenter. Der kom massevis af originale projekter ud af det lige fra den originale “Motional Feedback” aktive højttaler fra Philips, som først nu over 20 år efter er blevet mere almindelig. Dengang var den forresten rigtigt svær at lave, fordi stabiliteten skulle være ubetinget. Et selskab som EMI havde en enorm udviklingsafdeling, hvis primære kunde var firmaets egne studier, og hvor et enormt succesfuldt design som for eksempel den originale Beatles REDD-mixer blot blev lavet i 3 eksemplarer ialt. Man ville nemlig kun have det bedste, og for at få det lavede man som mesterkokken Wassim Halal i Trige det allermeste selv. Ingen bøtte med kartoffelsalat fra Karen Kok her! Tidens stræben efter det bedste var nemlig reel, vanskeligt at forestille sig i dag og gammeldags nok mente man, at hvis blot produkterne var gode nok, ville man få succes. Det var på den tid Bill Woodman grundlagde ATC. 

Mindre firmaer kunne naturligvis ikke opnå denne afsmitning fra de professionelle topmodeller og specialiserede sig i stedet for i en lille del af markedet. Det var jo inden Mark Levinson og andre tidlige entreprenører for den gryende high-end endnu var dukket frem, så alle disse firmaer opererede i det, som i dag nærmest må betegnes som den lavere mellemklasse. Her kunne man nævne Naim, Quad og talrige andre. Den gamle etablerede topklasse som McIntosh og nye som fra 1973 engelske ATC, TAD og Gauss og endda også Electro-Voice og JBL var markedsledere i det helt eksklusive segment. Dengang som i dag var der dog tale om et lillebitte marked med ganske få brilliante designere, som dog fik frie hænder til med ganske få begrænsninger at udvikle de allerbedste produkter, som de formåede. Det må vist være det, som i bagklogskabens ubarmhjertige lys kaldes de gode gamle dage, og produkternes priser på eBay i dag bekræfter ganske godt dette. 

Det var heller ikke nødvendigt at finde på det, som mange år senere skulle blive kendt som “storytelling” og “oplevelsesøkonomi”, for enhver kunne jo se en kontinuitet i produktprogrammet og historien var jo reel nok og man behøvede jo ligesom ikke opfinde noget, som allerede fandtes., Der var uden nogen undtagelse tale om, at det større og dyrere produkt fra samme producent faktisk også spillede bedre. I det allermindste kan man som med en af de eneste overlevende dinosaurer fra dengang ATC tale om, at et dyrere og større produkt i det allermindste kunne spille højere og dybere, ikke nødvendigvis anderledes eller bedre. Det påstår man forresten heller ikke selv den dag i dag. De olympiske idealer kunne stadigvæk bruges, selv om “hurtigere”, som vi skal se, først kom ind noget senere. Da kom det desværre ikke til at betegne transientgengivelse, snarere de hurtige penge. Det kan næsten forekomme helt oldnordisk at tænke tilbage på en tid, hvor en højttalerproducent som JBL i alle deres højttalere havde samme “sound”, mest fordi de jo faktisk producerede delene selv. Denne egenproduktion skulle blive det første offer for de nye tider, og det skulle få større konsekvenser, end man havde kunnet forestille sig: Hele den teknologiske fødekæde fra top til bund skulle nemlig blive skåret over, og alle ingeniørerne skulle blive erstattet af økonomer eller ingeniører med lyst til at tjene lidt hurtige penge. De sidste var der nu ikke mange af. Til gengæld var de så åbenbart så meget mere sultne efter disse lette penge. 

Det helt fundamentale første problem, den ideelle stræben efter bedre produkter mødte, var det simple, at selve den primære produktion af for eksempel højttalerenheder som samtidigt den danske tekstilindustri var blevet hårdt presset på prisen. Som bekendt forsvandt tekstilproduktionen for mange år siden, mens produktionen af enheder først for nyligt er udflaget. I sådan en branche i krise og tilbagegang er der naturligvis ingen synderlig lyst til at investere, Når der ikke investeres sættes der til gengæld en sparespiral i gang, fordi ingen virksomhed kan eksistere med en statisk ikke-ekspanderende omsætning uden disse tiltag. I løbet af 1980-erne så vi den helt store udtynding af alle de allerbedste enheder fra de store gamle producenter som Altec, EV, Gauss, JBL m. m. fl. og massevis af andre førende producenter af kondensatorer, transformatorer forsvandt simpelthen, så man måtte som audioproducent indstille sig på de nye tider. Der var ikke længere muligt som Quad at drive en virksomhed i mellemsegmentet, fordi råvarerne ikke længere var tilgængelige, og det døde de som bekendt af. Det gjorde talløse andre virksomheder som KEF, Celestion, Monitor Audio, Cyrus, Mission, Rogers, AR, Advent, KLH, og utallige andre. De var blevet ofre for den simple kendsgerning, at deres nye modeller simpelthen ikke kunne blive tilstrækkeligt meget bedre end de gamle til, at de kunne forblive attraktive på markdet. Der var ikke megen status i at købe for eksempel en Quad 66 eller 77, som ikke var meget bedre end en gammel 44/405 og kun lidt dyrere. At man måske blot kunne have sat prisen helt sindssygt op på de nye modeller for at give indtryk af merværdi, strejfede tydeligvis ikke nogen dengang i noget, som i dag må minde om den uoplyste middelalder. Det skulle blive anderledes. 

Nu havde både Linn og Naim jo i ganske mange år vist, hvad der skulle til for at sikre overlevelse i denne konkurrencesituation. Man skulle nemlig bare sætte prisen op på produkterne. Når man ikke kunne sælge flere varer, kunne man i stedet sætte prisen op, så det gjorde man. Nu må vi jo erindre, at denne voldsomme strategiske hævning af alle priser på disse produkter faldt sammen med, at alle andre priser på al elektronik styrtdykkede. Vi kan vel forsigtigt antage, at produktionspriserne på disse mærker, som tidligere havde været almindelige mellemklasseprodukter, ikke er steget særligt og så har vi vist udtrykt os noget konservativt. 

Den samme lektie lærte alle de nyligt krakkede gamle engelske firmaer som Gale, Exposure, Quad mm, som ved at flytte produktionen til Kina markedsførte produkter ret identiske i ydelse til produkter lanceret flere årtier tidligere til priser, som var 2-3 gange højere end blot få år før. På denne simple måde tilførte man jo merværdi til køberne af de nye apparater. Det var egentligt godt klaret, for i de samme år faldt en CD/DVD jo som bekendt fra 8000,- til 199,-. Forretningen var jo derved nok blevet noget bedre. 

I Danmark var en absolut pioner på markedet for forøget merværdi ( det kalder vi det, når produkterne er helt eller basalt de samme, blot dyrere) naturligvis Ole Klifoth og F3-Lyd, senere Audiovector, som har velsignet verden med nye ord som NRFB for “non-resonant fibre board” og talrige andre velsignelser. Han har som den enestående mester han er, formået gennem alle årene at forlene samtlige sine produkter med et ganske særligt “touch” i form af pseudovidenskabelige forklaringer på, at hans helt reelle brug af samtidens standardenheder sammen med hemmelige særlige modifikationer og kunstgreb har solgt sig selv og sin unikke ekspertise sammen med de ellers ganske uanselige produkter. Dette er en ganske særlig udgave af det senere så kendte “storytelling”, hvor Klifoth konstant har inkluderet sin person i produktet. Det er jo samtidigt den billigste råvare, så det gav fortjent succes og god forrentning, og det gør det stadigvæk. 

Mange andre højttalerproducenter var noget mere på den. Nu er det jo på trods af alskens moderne teknik jo ikke sket udvikling i polering og samling af træ og finer i de seneste 1000 år, og både ham Stradivarius og japanske kunstnere har jo forlængst færdigudviklet dette håndværk. Bedre højttalerenheder var jo heller ikke sådan lige at skaffe, for selv om man skulle være i den unikke situation at have produktionsfaciliteter selv, beherskede man jo alligevel ikke ret mange af processerne selv, når det kom til stykket, og det blev de jo ikke meget bedre af, blot billigere. 

Som i elektronikbranchen næsten kalkeret efter Linn og deres CNC-monster Linn CD 12 viste Dynaudio i deres gamle topmodel med aluminium-fræset forplade, hvordan det kunne gøres, men det har givetvis kostet en del penge i små styktal. I stedet har vi set en fantastisk mængde af forskellige nyindpakninger af helt almindelige standard OEM-højttalerenheder i eksotisk udseende boxe. Man kommer næsten til at sidde og vente på, hvornår der kommer et signalkabel med autoriseret og certificeret guldbelægning fra de forlængst forsvundne danske guldhorn, så stor har opfindsomheden allerede været. 

Blandt de nyeste “opfindelser” er den nye Gamut L-9, som er lavet af en afrikansk træsort, som ifølge de første rygter var helt ubeskrivelig begrænset i sin udbredelse på en lille lokalitet i Afrika. Ja, måske var der kun tale om et eneste træ eller måske ikke engang det. Nu forlød det godt nok ikke, om denne højttaler til en halv million også var dæmpet med fjer fra den forlængst uddøde fugl dronten, men åbenbart kom man i tanke om, at det jo vist ikke var politisk korrekt at fortsætte med denne ikke helt antagelige eller miljørigtige storytelling. I stedet er man nu nået frem til, at det vistnok er et bæredygtigt dyrket og ganske almindeligt afrikansk træ, ja det er endda så almindeligt og billigt, at man mest bruger det til gulvbrædder og jernbanesveller. Ak ja, der gik den gode historie. Hvis man så bare endda havde valgt at bruge rigtige lagrede gamle jernbanesveller af dette træ. Så havde man måske kunnet kalde det “Non-stressed multiple de-fatigued iron-wood” Det kommer nok i Mark II. 

Nu har vi naturligvis hverken hørt det sidste eller blot det næstsidste i denne stræben efter de hurtige penge. Recepten er der jo, og det gælder for alle blot om at finde den rigtige historie, produktet betyder ingenting alligevel. Ve den, der som ATC blot lader en lokal fabrikant af lystyachts fremstille sine kasser i den tro, at forarbejdningen af træet ikke kan blive bedre. Det har de iøvrigt ret i, deres Anniversary-modeller er verdens måske allerflotteste, og når man som Gamut lader deres nye tophøjttaler (efter sigende, da) fremstille i Danmark, skyldes det nok allermest bittesmå styktal fremfor suveræn kvalitet. ATC laver da ihvertfald ikke særligt mange Anniversary-modeller. Det er nok også af samme grund, at man producerer Steinway-højttalere i Danmark, nu når vores generelle ekspertise i klaverer jo ellers mest er Hornung og Møller, strengt taget lidt serie 6-fodboldagtigt i forhold til Steinways Manchester United 

I dag har vi set, at man for at etablere merværdi og dermed få en højere pris for sit produkt, er nødt til at sælge en historie sammen med varen. Det er ikke længere nok at have en leverpostej som den kendte fra Esbjerg, som bare smager udmærket. I fødevarebranchen kan man jo altid klare sig med lidt romantiske billeder om tidligere tider på landet. Det er straks sværere for højttalerproducenterne, som sommetider må helt til Afrika for at finde den gode historie som gør, at man kan hæve prisen på sin topmodel over 6 gange. 

Hvis det lyder helt ud i hegnet, er det altså fordi det er det. Som en Hästens-seng med 2 millimeter heste-hentehår. 

De olympiske idealer er i nutiden for de allerfleste producenter fuldstændigt ligegyldige. Hvis man virkeligt ville lave et optimalt højttalerkabinet kunne man jo starte med at fræse det ud af en en massiv klump aircraft-aluminium, som den ATC-prototype, vi selv fik lavet hos Per Udsen Aircraft i Grenå for år tilbage. DET virker og det er dyrt, helt vanvittigt, faktisk. Det er hverken det afrikanske træ eller alle historierne, hverken særligt dyrt eller eminent godt. Det lyder bare mere eksotisk end teaktræ, men mon ikke det er noget af det samme akustisk set? Det laver man jo også sveller af. Det er vist ikke det, man kan kalde nogen stræben efter nye grænser. 

Den ideelle stræben i audiobranchen er vist mest sammenlignelig med Tour de France: Masser af store ord og fortielser, når man altså ellers ikke lyver. Kun uhyrligt få bruger de allerbedste komponenter fra for eksempel Duelund og ATC, deres er vist bare gået lidt sveller i det hele.

Størrelse, pris, identitet og andre problemer.

I denne uge vil vi forsøge at forske lidt i den identitetsforplumring, som langt de fleste producenter helt frivilligt har kastet sig ud i. Det drejer sig simpelthen om mangel på gennemskuelighed i deres sortimenter. Det er faktisk et ganske alvorligt problem, som mange af de store gamle mærker har fået sig, fordi, som allerede salig Briggs fra det engelske firma Wharfedale bemærkede, når man forvirrer sine potentielle kunder, så køber de absolut ingenting. Det er denne bevidste forvirring, som vi vil behandle i dag, og det er faktisk ganske underholdende, fordi det er så aldeles gennemført idiotisk. For mange producenter skulle man faktisk næsten tro, at forretningsstrategierne var opfundet af undercover-agenter i konkurrenternes sold, de i gamle dage fra engelske MI 5 og 6 så kendte “muldvarpe”. Man får ialtfald det klare indtryk, at der må ligge et djævelsk forbryderisk mastermind bag mange af opsplitningen af de mange modelrækker hos mange producenter, men der er vel også opstået en betydelig arbejdsløshed blandt de rigtige “muldvarpe” efter afslutningen af den kolde krig, så måske alle firmaer blot lader sig styre af konkurrenternes så veltrænede medarbejdere i egne rækker? Det kunne ihvertfald se ud, som om mange gør. 
  
I gamle dage var tingene som altid dengang ganske simple, men dengang var verden jo også, som Steen og Stoffer har dokumenteret, i sort/hvid.. Tingene og sammenhængene var faktisk så simple, at selv Bang & Olufsen kunne være med. Der var helt enkelt hos alle producenter en nødvendig sammenhæng mellem størrelse og pris på højttalere og en lignende på forstærkere. Jo højere effekt et apparat havde, jo dyrere var det uvægerligt, og for andre apparater som tunere og kassettebåndoptagere kunne man så altid regne med, at numrene fulgte med forstærkerne i pris. Det var simpelt, og det var en stensikker recept på kommerciel succes, fordi folk kunne forstå det. 
  
Nu var det naturligvis heller ikke dengang nogen entydig sammenhæng mellem størrelsen og prisen på højttalere generelt, men det var der til gengæld indenfor samme producent. Den mindste B&O-højttaler var samtidigt den billigste og den allerdyreste var helt naturligt samtidigt den allerstørste, så der var ikke så meget at tage fejl af i forhold til statusværdien. Større VAR bedre og ikke mindst dyrere, og alle fulgte samme recept, både Tannoy, Marantz, Crown/Amcron, JBL, Sansui, Technics og talløse andre. Det blev jo også for mange hjulpet af, at rigtigt mange producenter kun havde ganske få modeller i en enkel progressivt stigende prislinie med ensartede trin på. Det sikrede, at ligemeget hvor man steg på, vidste man altid, hvor i hierarkiet man var, og havde jo så altid noget at stræbe efter. Når man for eksempel havde en JBL 4311 kunne man jo altid drømme om en 4331, en 4333 , en 4343 eller slutteligt en 4350. 
  
 Hvis man havde den største var der ingen Kloge Åger, som med nogen ret kunne hævde, at man ikke havde den bedste. Størrelsen og watt-antal var simpelthen blandt hifientusiasterne som haleføring i hundeflokken  entydig og letforståelig-man vidste, hvor man var, og man vidste, hvor man skulle hen: Større højttalere og flere watt. 
Nu er det åbenbart en naturlov, at man i kortere geologiske perioder ser dyr og elektronik udvikle sig skal vi sige det noget ukontrollabelt som den irske kæmpehjort, hvis gevir blev så kæmpestort, at dyret ikke kunne komme omkring.. Som i tidligere tider kæmpeøglerne og senere de gigantiske nu uddøde pattedyr så vi også ikke mindst på datidens receiverområde en kæmpevækst ikke meget mindre end en mammut i dyreverdenen med en gigantisk Pioneer som vistnok toppunktet, inden denne boble faldt sammen igen. Det er først i disse tider, at vi ser et fornyet kapløb i samme receiversegment, denne gang godt nok surround, men vi nærmer os vist også nu toppen af galskaben. Der var altså en øvre grænse for størrelse, og efter JBL Paragon, JBL 4350 og (godt nok noget senere) den helt monstrøst vanvittigt store Gamut-forstærker på størrelse med en dybfryser) var udvikling i denne retning ikke længere muligt. geviret var blevet for stort og bredt. 
  
Selv om der allerede i 1980-erne blev moderne blandt visse grupper med mindre, men ihvertfald ifølge dem selv mere identitetsskabende systemer, var der dog stadig en klar rangfølge mellem alle apparater i en producentserie. De kraftigste forstærkere og de største højtalere var stadigvæk bedst og dyrest, og det gjaldt også for kongen af de små og særdeles slet samlede blikæsker, nemlig Naim. Her skulle man godt nok finde det højeste modelnummer, men det gik endda. Dette gjaldt stadigvæk også helt uden undtagelse i den professionelle branche, selv om en af de store operatører, nemlig JBL, her gennemførte noget, som de nok ikke vidste ville blive dødsstødet for den civilisation, som de kendte. Man indførte nemlig i den semiprofessionelle verden den nye M-serie af højttalere. Ved introduktionen var vi mange som højt grinede over, at JBL på den måde prostituerede sit gode navn og rygte. Det havde de nu godt nok allerede gjort nogle år tidligere med deres såkaldte Radiance-serie af såkaldte hifi-højttalere, men den var på grund af indlysende latterlig ydeevne ikke blevet taget alvorligt. JBL-skiltet var nu også noget lille. 
  
Nu var M-serien med sin tonstunge men uhyre vandopløselige kasse af papir-MDF og højttalerenheder i den ende af kvalitets-vægtklassen, hvor selv drenge- thaiboxere har vanskeligt ved at pine sig ned, heller ikke noget godt produkt. Det betød dog ikke, at det ikke blev solgt, men det betød til gengæld, at andre og langt bedre JBL-højttalere i den rigtige professionelle serie, som var langt bedre, ikke blev det, fordi de var meget mindre. Folks automatreaktion afskaffede man ikke bare sådan lige, men til gengæld afskaffede man så sit eget professionelle marked, ja det gik faktisk så hurtigt, at det nok har mindet om katastrofen i kridttiden, da dinosaurerne forsvandt. Det gik en tid lidt bedre på markedet for professionelle studiomonitorer, men da der først blev lanceret en serie store og billige modeller, forresten produceret i Danmark, mange med enheder fra et andet medlem af Harman-gruppen, Son Audax, gik det forrygende hurtigt. 
  
 Det professionelle publikum, nu helt forvirret som påpeget af Briggs, anskaffede ikke blot ingen nye JBL-monitors, de afskaffede med lynets hast alle dem, som de havde købt. Istedet blev finske Genelec kongen i en periode, fordi de i det mindste efter den allerførste gøgeunge S 30 da havde forstået, at større højttalere med højere numre var bedre end de små med de lavere. Kommerciel succes var allerede dengang nært forbundet med en klar identifikation af kundernes åndsevner eller mangel på samme. Vores venner på Hifi Musik ville nok have brugt ordet “acute” oversat til det gode danske ord “akut” om lige denne præcise identifikation. Alene det at folk købte den nye tids modehøjttalere fra Genelec var vel også et ultimativt bevis på monumental eller i det mindste selektiv døvhed, måske ligefrem akut? 
  
På samme tid gik der tilsyneladende panik i mange, men heldigvis ikke alle de professionelle forstærkerproducenter. Nu er det professionelle marked i virkeligheden ikke ret stort i forhold til konsummarkedet, som enhver jo kan sige sig selv, men hvor lille det i virkeligheden er, overrasker altid de allerfleste. Datidens “giganter”, som altså var vældigt små, som Crown/Amcron, Electro-Voice/Dynacord, Crest m. fl. begik simpelthen den kæmpebrøler at opdele deres hidtil meget basale og overskuelige modeller i selv for fagfolk helt uigennemskuelige modelserier. Det er faktisk noget mere skæbnesvangert for salg af kvalitetsprodukter, end det måske umiddelbart ser ud, og det burde de smarte salgsstrateger indenfor Harman-gruppen og den daværende Mark IV-gruppe, som var de største dengang, nok have kunnet regne ud. Man havde jo nemlig allerede fornyligt fuldstændigt mistet sit traditionelle marked for studiemonitorer og den største del af det traditionelle PA-marked igennem lignende markedsføringstiltag, og nu skulle forstærkerne altså følge efter. Gilbert Briggs fik altså ret igen-igen. 
  
Recepten for disse mulige “muldvarpe” som må have været i andres sold var helt enkel: Man gjorde det simpelthen aldeles umuligt for kunderne at gætte, hvad en modelserie kostede. Ikke alene var der ingen sammenhæng mellem pris og effekt, der var heller ikke bare den allermindste progression i skamrosen i brochurene mellem de forskellige uigennemskuelige modelserier. Når man ikke får nogensomhelst opfattet merværdi ved at vælge den dyrere model eller blot kommer til at tvivle bare det allermindste, køber man jo altid den allerbilligste. Det var så bare sjældent en Crest eller en Crown, og selv om det var, gjorde man det sjældent 2 gange, så ubeskriveligt ringe var de. 
  
For argumentets skyld kan man jo prøve at klikke ind på Crown i dag og prøve at gætte med. Det er nemlig ligeså svært i dag grænsende til det umulige blot teoretisk at finde et argument for, at det dyreste skulle være bedst. Det har jo så også medført, at den fremragende Reference-serie er udgået, for hvordan er det lige, at man gradbøjer adjektiver, som allerede er i superlativ for den billigste serie igennem 5 ekstra led? Den billigste serie lød til gengæld helt ubeskriveligt grimt, og det gør den forresten stadigvæk. Måske endda lidt værre. Ikke underligt, at de gamle producenter blev lette ofre for en hel ny bølge af lavprisprodukter fra Kina. Selv ville vi i dag aldrig drømme om at sælge en Crown. det er nu også ganske let at undgå, da heller ingen vil købe dem. 
  
Nu skulle man jo ikke tro, det kunne blive meget værre, men det kunne det faktisk godt, en hel del værre. Jeg var endda selv involveret i det projekt, som få år senere dræbte Europas og måske endda verdens største daværende højttalervirksomhed, nemlig Jamo. Det var nu ikke mig selv, som gjorde det, men et lokalt reklamebureau. Udgangspunktet var ellers i disse valgtider ganske letforståeligt: Man ville være alt for alle, men i stedet blev man til ingenting for nogensomhelst. Det er jo politisk hverdag og den succesfulde fremgangsmåde kaldes vistnok godt “politisk håndværk” Jeg selv deltog som hovedrystende konsulent i det ambitiøse projekt, som i sin enkelthed gik ud på, at et gigantisk katalog indeholdt tæt ved en fantasilion forskellige modeller. Jamo ville nemlig som den produktionsmæssigt suveræne virksomhed, som den var, vise, at man øjeblikkelig i sit utroligt smidige produktionsapparat ville kunne tilfredsstille alle kunders behov. For at guide folk igennem denne labyrint havde man så forsynet kataloget med noget, som mest lignede et psykologisk test i allerbedste damebladsstil, som man selv skulle gennemføre. Her kunne man helt selv plotte ind, hvilken livsstil man var til (en rigtig griner dengang og denne sektion i kataloget kan i dag formodentlig fremkalde øjeblikkelige epileptiske anfald selv hos ikke-epileptikere, så sjov er den), musiksmag m. m.  
  
 Det var nu meningen, man skulle tage det helt alvorligt, og korrekt gennemført kunne man så med videnskabelig sikkerhed blive hjulpet til at finde lige præcist den højttaler blandt adskillige hundrede modeller, som man ialtfald ubevidst psykologisk længe havde drømt om. For de ganske få, som overhovedet kom så langt i denne personlige test, kan det næppe være kommet som andet end en stor overraskelse at se sin åbenbare drømmehøjttaler. Der var simpelthen tale om en reklamemæssig galskab så massiv, at den aldrig kan slås. Der var ingenting i vejen med Jamos produkter. Kunden havde bare ligeså svært ved at manøvrere sikkert rundt mellem alle de røde, gule og grønne prikker med tilhørende underprikker og små og store bogstaver i brochuren, at konen i smug sikkert har smidt det ud, fordi hun meget rimeligt må have antaget, at der var tale om en særligt lusket form for porno i dette ellers så smukt glittede brochuremateriale. Som bekendt gik Jamo i praksis i betalingsstandsning inden de blev opkøbt af Klipsch, og en epoke startet af tømrer Jacobsen var blevet nyere dansk erhvervshistorie. Det var da vist det, man kan kalde en lettere kikset reklame, faktisk en hel del værre end de andres lettere ugennemsigtige produkter og priser. Vi skal vist tilbage til det store kollektive selvmord i Jonestown for at opleve noget lignende, her betalte man altså bare reklamebureauet for at begå noget, der lignede overlagt mord, en slags halv-kollektivt selvmord, hvor dog kun den ene døde, selv om nogle i Jonestown vistnok også blev hjulpet lidt på vej. 
  
Nu findes der jo altid ganske enkelte dinosaurer, der som skildpadderne og krokodillerne overlevede denne forvirringens tid. Så forskellige firmaer som ATC og Cerwin-Vega fulgte den simple og gamle recept, hvor en højttaler, som var større, naturligvis var dyrere og bedre. Andre som JM Lab kører et modelprogram, som ikke lader Crowns meget efter i mangel på almindelig gennemskuelighed, men de har dog vistnok ikke indført Jamos gamle personlighedstest, ikke endnu, ihvertfald. Dagens morale er den helt simple, at ligegyldigt hvor godt og vel-distribueret et produkt er, skal kunden stadigvæk have en helt klar fornemmelse af, at han får noget helt specielt. Denne produktets merværdi skal være så tilstrækkelig simpel og forudsigelig, at han let kan forklare andre, præcist hvad der gjorde produktet til noget særligt, og dette er som nævnt noget vanskeligt for de allerfleste. Som vi ser hos for eksempel Gamut, kan den mest geniale fod og det mest banebrydende kabinetdesign endda findes i den billigste højttaler, og det skal man vist være psykoakustiker for at begribe. 
  
Det er noget nemmere for os selv og ATC. Der er størst nemlig bedst. Det er jo heldigt, for det er altså til både at se og forstå og så er det jo endda rigtigt heldigt, at det tillige er sandt. 

Horn, åbne bafler og forskellige teknologiske misforståelser.

I dag vil vi som lovet vende tilbage til lidt mere normale emner. Vi vil i dag behandle forskellige muligheder og problemer for de forskellige alternativer til lukkede eller basrefleks-højttalere. Selv om de allerfleste højttalere i dag jo er netop basrefleks eller lukkede er der jo ikke nødvendigvis nogen naturlov, som siger, at det ikke kan være anderledes. Det kan det nemlig godt, men som vi skal se, at der aldrig nogen muligheder for at omgå naturlovene, som den navnkundige professor Våsenstrøm opdagede i Anders And-bladene. Vi kan love, at emnet vil være ganske tørt efter et par mere kosmiske uger. Til gengæld vil vi som altid prøve at udfordre den konventionelle visdom. Som i film af David Lynch er virkeligheden nemlig ikke altid helt, som man skulle tro, selv om mange siger og tror det. Det er faktisk lidt ligemeget, hvor mange, der siger det, det bliver det nemlig ikke nødvendigvis rigtigt af.
 
Rent kronologisk er hornhøjttalere naturligvis ældst, så dem tager vi først i dag. Nu ved vi godt nok ikke, om den allerede fra den græske antik så kendte mand Stentor med den kraftige stemme, som lagde navn til begrebet “stentor-røst”, benyttede en tragt eller blot havde usædvanligt store hænder, som han kunne holde op foran munden. Ialtfald er det en meget tidlig opfindelse, at man kan forstærke en lyd ved at sætte en tragt af en temmeligt vilkårligt form op foran munden. De fleste tror sikkert, at man derved blot samler lyden sammen og kaster den i en bestemt retning, men det er ikke helt korrekt. I virkeligheden er alle virkningsfulde horm en såkaldt “akustisk impedanstransformator”, som omformer et højt tryk i et lille område omkring kilden (munden eller højttalerenheden) og ændrer dette høje tryk til et lavere tryk ved at koble det til en større luftmængde.
 
Alle horn er således helt passive komponenter, og der findes ingen højttalere, som ikke er egnet til hornladning. Der findes heller ikke engang nogen, som er særlig velegnede. Det nærmeste, man kan komme er vel nok, at nogle enheder er uegnede uden nogen hornladning. Her taler vi naturligvis ikke om egentlige kompressionsdrivere for brug i mellemtone-  og diskantområdet, som jo er hermafroditisk gift med det nødvendige horn.
 
Som vi senere skal se med problemerne omkring valg af højttalerenheder til brug på en åben baffel betyder dette naturligvis ikke, at der ikke findes en mængde misforståelser omkring hvilke elektriske og mekaniske egenskaber, såkaldt “velegnede” højttalerenheder til horn har. Dette skyldes nok mest, at folks abstraktionsniveau er noget lavt, for fakta er simple. Allerede Kirsten Walther som Yvonne i “Olsen-Banden” viste jo, at man kan hornlade selv særdeles skingre stemmer, og hun var da vist ellers ikke for klog. Ikke i filmene ihvertfald. Alt kan altså hornlades, men det lyder bare sjældent godt. Hvis man skulle være i tvivl, kan man jo gå på udstilling og lytte lidt i dette efterår. Alle spørgsmål om total “Q”, nedre resonansfrekvens og max. slaglængde er forresten helt ligegyldige med horn. Selv ret højresonante enheder er nemlig ikke den begrænsende faktor for dybbasgengivelsen, det er selve det akustiske horn altså selve tragten. Alt kan simpelthen bruges, og man får ikke nogetsomhelst ud af en lang slaglængde, snarere tværtimod.
 
Det fundamentale problem omkring horn er altid, at det ikke er foreneligt med selv en elastisk fortolkning af begrebet store højttalere at lave et acceptabelt bashorn. Det er ellers ganske nemt, og al matematikken er lettilgængelig og ikke-patenteret. Dertil er den nemlig alt for gammel, og alle patenter er forlængst udløbet.  Desværre er det et uløseligt problem, at hornets længde og ekspansionrater nødvendigvis står i direkte sammenhæng med bølgelængden på den ønskede nedre grænsefrekvens. Denne bølgelængde er allerede ved 50 hz godt 6 meter, og selv om man tidligt forsøgte sig med både halv- og kvartbølgehorn (halvbølgehornene er voldsomt ulineære, kvartbølgehornene bliver nærmest en slags kiksede basreflekshøjttalere), kan intet andet end et stort lige horn bruges i den ideelle verden. Allerede tidligt forsøgte man sig naturligvis med at “folde” hornene i retning af en dårligt udført kasseformet udgave af den fra B&W så kendte gamle originale “Nautilus”-højttaler. Hvorfor der forresten aldrig er nogen, som har udnyttet dette ellers allerede fra posthornet kendte hornladningsprincip i højttalere er forresten underligt. Ligeså underligt, som at der skulle være nogen fordele ved et langt sylepids kammer bagved diskant og mellemtone i nyere B&W-højttalere og hvad har det lige med “Nautilus” at gøre? Ingenting er vel her at runde op.
 
Den eneste praktisable måde at lave et horn langt nok til bare at opnå en vis acceptabel bas i et acceptabelt kabinet, er at begrænse antallet af foldninger (af hensyn til lyden) og placere hornet i et 3-dimensionelt hjørne og derved udnytte væg og gulv som forlængelsen af hornet. Derved kan der opnås anstændig dybbas med det store horns helt unikke fordel, nemlig friheden for resonanser i en indespærret luftmængde, som plager alle mere eller mindre lukkede systemer. Den klassiske Klipschorn og Tannoy Autograph er fremragende men desværre også temmeligt enestående eksempler på denne “hjørne-kunst”. Alt andet end hjørner er simpelthen ikke stort nok, som de seneste årtiers ellers bedsre forsøg fra engelske Living Voice med deres “Air Scout” og “Air Partner” viste. I den mere vittige ende kan man jo eventuelt prøve at lytte til en af de lokale guruer, nemlig Tommy Hørning og hans “revolutionerende” hornhøjttalere, hvis man ikke skulle tro på det her. Efterhånden er det jo også blevet noget mindre nødvendigt at udnytte hornladning, da der er blevet masser af billig forstærkerkraft til rådighed, men korrekt realiseret er et gigantisk stort horn stadig muligvis det allerbedste. Det skal blot ikke være uformet som de Tannoy Westminster, som denne skribent tidligere havde. Der havde man nemlig absurd nok lavet en ganske stor kasse (ikke stor nok, meget langt fra endda, men alligevel), som netop hverken kunne vinkles mod lyttestillingen eller overhovedet stå i et hjørne. Designeren må simpelthen have været lettere retarderet. Han havde ihvertfald ikke forstået, hvorfor man få år tidligere havde lavet den rigtige Autograph, selv om det ellers burde have været helt indlysende.
 
Diskant og mellemtone kan man sagtens hornlade uden nogen problemer, fordi bølgelængderne her jo er ganske korte, men der er der i nutiden straks noget vanskeligere at se den egentlige mening med. Alle mellemtoner og diskanter i de allerfleste højttalere er jo allerede fra starten rigeligt følsomme til de anvendte basser, så yderligere hornladning giver kun lidt mening udover at gøre højttaleren særdeles retningsbestemt, vel ikke nødvendigvis en ønskelig parameter. Det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes massevis af skulpturelle horn-orgier i plexiglas, plastic og højglanspoleret aluminium, som alle har et publikum. Dette publikum skal dog være opmærksom på, at matematikken omkring hornladning jo desværre foreskriver, at ligegyldigt hvordan man kombinerer ekspansionsrater og ditto geometri (konisk, hyberbolsk m.m.) tillades kun for blot rimeligt lineær frekvensgang og ikke altfor høj forvrængning kun operation over ganske få oktaver. Der er således ikke nogen mulighed udover den kommercielle selvfølgelig (den er der jo desværre altid) for at realisere et fuldtonehorn og i virkeligheden knapt nok et 2-vejshorn. Udover det er der overhovedet ingen mulighed for at manipulere frekvensområdet i de dybere oktaver under hornets nedre grænsefrekvens, fordi der simpelthen ingenting er at manipulere med, så det gør jo enhver udvikling helt umulig. Når først DSP spiller fallit, er man jo i nutiden som bekendt ilde stedt. DSP er til gengæld noget lettere at realisere i næste afsnit, nemlig de forskellige baffel-højttalere.
 
En mere populær måde at lave højttalere på i dag end den klassiske hornladning er den ellers næsten ligeså klassiske såkaldt “åbne baffel”. En åben baffel er ellers normalt betragtet det tidligste forsøg på at undgå akustisk kortslutning mellem højttalerenhedens for- og bagside, men man skal dog her huske, at de allerfleste åbne bafter faktisk er kasseformede, med eller uden bagplade. I dag får man jo det indtryk, at en baffel er en flad plade, men allerede helt tidligt var det jo klart, at man med fordel kunne folde baflen som et meget fladt “U” for at få bedre bas. Baflens virkning var jo helt enkelt bedre, jo længere enheden sad fra kanten, men det har man naturligvis glemt i dag. Til gengæld er baflen i modsætning til hornet ganske let at DSP-behandle, og det gør den naturligvis populær blandt ingeniører, og især er acryl et populært materiale at lave bafler af. Måske fordi man vil vise, hvor åndssvagt det kan gøres, for ret meget ringere materiale er da svært at forestille sig, balsa-træ her bestemt ikke undtaget.
 
Alle tiders bedste åben baffel-højttalere er som alt andet i denne verden ganske gamle. Det drejer sig om en fremragende gammel Wharfedale sandfyldt baffel beregnet til hjørneplacering. Her er der altså ikke tale om et hjørnehorn, men blot om, at væggen er bagsiden af baflen. Den er således ikke spor lufttæt og der er ikke nogen af ulemperne fra lukkede eller ventilerede systemer fra  senere tider. Den over 10 cm tykke monster-tunge baffel minder heller ikke om senere tiders visuelt halv-pornografiske flexende acrylorgier, til gengæld dur den. Helt fremragende godt, faktisk, men nu havde man også simpelthen taget de allerbedste enheder, som man overhovedet producerede og det var dengang som i dag en stensikker recept, som ikke helt opfyldes ved at købe de “dyreste Peerless”. De er til gengæld vældigt populære hos nyere designere, og der findes adskillige forums helliget netop disse enheder, ak ja.
 
Åbne bafler skal altså som alt andet her i verden helst være store, men da de ikke kan være det, kan det til gengæld være temmeligt ligemeget, hvilke enheder man benytter akkurat ligesom det kan i hornhøjttalere. Enhedernes totale Q og resonansfrekvens er betydningsløse, fordi baflerne alligevel aldrig kan bringes til at spille en bas, hvor selv ikke en Celestion-guitarhøjttalerenhed ville kunne være med. Iøvrigt indeholdt de første kombinationer af åben baffel-bas med bånd mellemtone/diskant fra en ellers højtprofileret dansk producent såmænd blot oprindeligt en ditto instrument-højttalerenhed fra engelske Richard Allan. Det er dog ønskelig med en fornuftig slaglængde, men det er heller ikke engang noget uomgængeligt krav. Det betyder heller ikke ret meget, hvor lineær frekvensgang enhederne har, for det skal jo alligevel kompenseres og selv om man kompenserer løs er resultatet langtfra lineært alligevel. Det vil sige, det kan naturligvis blive helt lineært ligesom alle højttalere kan equalises til amplitudemæssig linearitet, godt nok ikke altid med noget hørbart resultat til følge. Desværre er resultatet også her med den åbne baffel helt ubrugeligt.
 
Til gengæld er det praktisk, at enheden ikke kan slå helt i bund, da det tit deformerer svingspolen. Alle diskussionerne om særligt velegnede enheder til brug på åben baffel kulminerende med det vistnok hidtil tåbeligste forslag, nemlig en bulgarsk skod-bas fra Gamma, er altså helt ude i hegnet. Man kan benytte Peerless XLS-enheder med 5 cm. slaglængde og man kan benytte gamle Altec-enheder beregnet til el-bas med en lineær slaglængde på 3 mm.  Det eneste uomgængelige krav er sjovt nok noget, som midt i regnen af ligegyldige parametre for den ideelle enhed, som fyger rundt i cyberspace, er såmænd enhedens termiske kapacitet og termiske kompression. Har nogen iøvrigt set lige disse parametre diskuteret? Vi har ikke.
 
For at få nogensomhelst reel bas ud af en åben baffel i nutidens absurde ministørrelse kræves der ganske enkelt en modkompensation af det basområde, som med den lille baffel ruller helt absurd tidligt af. Her er vi tilbage til de allersimpleste naturlove atter en gang som så mange gange før. Kompensationer i størrelsesordnen 24 dB pr. oktav er altså heavyweight for alle højttalerenheder og så kan det altså være ligemeget, hvor stor slaglængde enhederne har. som det hidtil mest tåbelige misfoster, nemlig Gradients såkaldte subwoofer til Quad ESL 63 med al ønskelig tydelighed viste. De høje “klonk!”-lyde, når disse ellers vistnok udvalgte (prismæssigt sikkert-de var RIGTIGT billige)  Peerless-enheder bundede ved lydtryk langt under ESL-63´ kapacitet, er ikke lige denne branches allerstørste stund. Brug trygt alle mulige enheder til åben baffel-højttalere, det har man nemlig altid gjort tidligere i de første 50 år af den dynamiske højttalers eksistens og hvis du skal kompensere elektronisk, så brug dog en enhed, som kan holde til det. Den bedste og allermest velegnede er simpelthen den, som kan holde til mest effekt, og så er den forresten ikke længere. Dette simple tweak er næsten ligeså godt som simpelthen at gøre baflen større. Så kan du nemlig meget billigere enheder.  Det er iøvrigt sært, at kompensation i form af for eksempel feed-back eller feed-forward i forstærkere i store mængder entydigt fordømmes, mens helt overdrevet og skadelig equalisering i åbne baffel-systemer åbenbart er helt fint. Det er en pudsig verden, som vi lever i og sikke gode ingeniører vi har. Desværre i helt andre brancher åbenbart…
 
Der er forresten en sjov krølle på historien om den åbne baffel. Da man allerede for vældigt mange år siden begyndte at benytte først basrefleks og senere lukkede højttalere (naturligvis passende benævnt “infinite baffel”), opdagede man jo hurtigt et helt nyt problem, nemlig vibrationer i højttalernes paneler. Den oprindelige baffel skulle jo nemlig ikke behandle den store trykophobning i kabinettet, som nu blev normen. De fleste løste delvist problemerne ved at skrue højttalerens bagplade på og ikke stramme skuerne alt for meget. Det gør Harbeth forresten stadigvæk i dag med enkelte af deres modeller. Derved “dumpede” man en del af resonanserne i kabinettet der, hvor den gjorde mindst skade, nemlig på bagsiden af højttaleren. Langvarige tests hos BBC resulterede i monitorhørhøjttalere, eksempelvis hos en licenstager som Lockwood, hvor der med vilje var lanceret talrige kontrolleret sammenskruede samlinger i kabinettet for at mindske det hørbare resultat af disse voldsomme trykophobninger. Dette var faktisk en direkte følge af overgangen fra den forholdsvis ukritiske (store) åbne baffel til basrefleks/lukkede systemer, som var helt anderledes problematiske mht vilde vibrationer.
 
 Det allersjoveste i denne lille sidehistorie er så, at danske Gamut i deres billigserie Phi benytter et skal vi sige det lidt tilsvarende “trick” for at bryde kabinetresonanserne op. Man fræser nemlig en fure i kabinettet, og det har formodentlig en vis virkning  i retning af resonansspredning. Denne virkning har enhver strukturel svækkelse af kabinettet, som der her i virkeligheden er tale om, på den ene eller den anden måde. At man så måske laver furen lige præcist der, hvor man gør af designmæssige grunde er en anden sag, for selvfølgelig kunne man sagtens have gjort det meget bedre, hvis man havde kikket lidt på det originale BBC-patent eller Harbeth i dag for den sags skyld. Denne engelske udgave kan man desværre blot ikke kaldes noget smart. Til gengæld virker den sikkert bedre. Vi korrigerer lige for arveprins Knud: Den virker helt sikkert MEGET bedre. Til gengæld har Gamut da vistnok heller ikke søgt om patent på denne “opfindelse”, og det er nok ikke noget tilfælde ligeså lidt som de har med den ellers angiveligt “geniale” fod på samme højttaler. Det forstår man også godt.

Gensyn med vennerne: “The Big Chill”

Nu er det nok ikke så frygteligt mange, som husker et af den da ellers lovende mesterinstruktør Lawrance Kasdans få mesterværker “The Big Chill”. Den danske titel “Gensyn Med Vennerne” er udgangspunktet for dagens emne, som handler om denne forfatters gensyn med vennerne, de elektroniske af slagsen altså. Det er, som mange sikkert vil mene, ganske heldigt, fordi folk som undertegnede vel ingen venner har, og så ville emnet nok blive lidt jammerligt kort. Heldigvis er antallet af gamle elektroniske venner jo en funktion af egen alder, så det bliver bare bedre og bedre. Faktisk lidt ligesom sex. Det sidste bliver godt nok vist kun ganske sjældent bedre med alderen, selv om den samlede mængde muligvis stiger, så sammenligningen halter muligvis en smule.
 
Det er nu ikke altid, at gensynet med disse engang så gode venner fra den elektroniske verden spænder helt heldigt af. I virkeligheden afslører en tur ned af Mindernes Alle i bagklogskabens ubehageligt klare lys kun ganske få guldkorn. I Kasdans filmtitel med dens brug af “chill” kan det faktisk være noget af et koldt gys at gense vennerne. I virkeligheden var de måske ikke så frygteligt gode, vennerne altså, men det var nu det, der var. Heldigvis klarede fantasien resten. Det gjorde den forresten også i ens folkeskoletid, hvor ens største og ganske uopnåelige og naturligvis aldeles ugengældte kærlighed voksede sig så stor og bred, at hun næppe kunne passe ned i sin kontorstol størrelse XXXL på sit arbejde i et svensk supermarked, som en nyere klassekomsammen afslørede. Det vidste man heldigvis ikke dengang og bestemt godt det samme.
 
Det gjorde man heller ikke med et af de allerbedst markedsførte mærker på den danske hifi-scene i 1970-erne, nemlig Marantz. Godt nok havde gamle Saul Marantz solgt sit livsværk allerede i 1960-erne til Superscope, som snart flyttede al produktion til Japan, og allerede der burde man måske have fattet mistanke. Alligevel var Marantz noget, alle raske Foska-drenge drømte om dengang. For yngre læsere var Foska datidens hippeste havregryn, og alle drenge kan huske den stipidt fjollet leende fregnede dreng, som var deres gennemgående figur.
 
En af alletiders og ialtfald datidens allerbedste hifikøbmænd Fritz Sø stod for markedsføringen af Marantz såvel som af Quad, Ferrograph og ikke mindst Maxell. Han formåede at skabe en illusion af opfattet kvalitet hos os bumsedrenge, som vi elskede næsten ligeså meget som at kikke ind i sprækkerne i væggen til pigernes omklædningsrum. Sprækkerne var altså dem i væggen. De andre så vi vistnok aldrig rigtigt, men vi kunne da drømme, og det gjorde vi. Ligesom vi gjorde om Marantz. Jeg fik godt nok aldrig en, men jeg har da senere skåret mig ganske fælt på en, den monumentale 1060, en af datidens superforstærkere på 2 gange 30 watt, og så var det endda de rigtige “Marantz-watt” kendt fra de dengang revolutionerende effektive reklamer.
 
 Han må have været god, ham Fritz Sø, for snart var han mangemillionær og kørte i Mercedes. Det gjorde min onkel, som var tømrer, godt nok også, men Fritz` var ikke en udkørt taxi årgang 1965. Den var ny og den var stor, dog lige knapt så stor som Simon Spies`. Rejser var åbenbart bare bedre, men Spies var nu også en sjælden multibegavelse ligesom hans studiekammerat fra Regensen Mogens Glistrup. Når man kikker på nogle af disse Marantz-bestsellere nu det meste af en menneskealder senere, forstår man desværre alt for godt, at man her var vidne til et af de første eksempler på en forskel mellem produktionspris og salgspris, som minder en del om kabelbranchen i dag. Med andre ord var der tale om noget kodylt mekanisk bras solgt for rigtige penge. Masser af penge, alt for forbandet mange penge.
 
Den elektriske kvalitet og samleditto var helt typisk for datidens landeplager Rank-Arena T-4000 og Scan-Dyna 2000, det vil sige på det afgjort jævne efter datidens standard. Disse blev dog ikke solgt som hifi. Det var nu ikke i sig selv så dårligt, og de fleste af disse gamle radioer kan såmænd nok spille i dag 35 år efter. Til gengæld var kvaliteten af kabinettet på Marantzerne med elendigt forarbejdede skarpe kanter og håndtag monteret i metal undertiden med selvskærende skruer (!) og med åbne omskiftere, som garanterede funktionssvigt umiddelbart efter datidens lovpligtige 1-årsgaranti simpelthen katastrofal. Det sikrer med 100% sikkerhed mod, at nogen af disse apparater uden idiotisk kostbar vedligeholdelse har overlevet til i dag. Og så behøver vi endda ikke at nævne en anden stilistisk fin, men ergonomisk håbløs detalje som det vandret monterede tunings-hjul. For selv ganske fiffige primater som denne skribent betragter sig, er en samtidig sidelæns bevægelse af hånden kombineret med en lille cirkelbue med pegefingeren stadigvæk i dag ganske svær. Sikken en ven.
 
Blandt de øvrige apparater i Fritz Søs imperium var også den engelske Ferrograph-båndoptager, et skal vi sige det interessant bekendtskab. Der er næppe mange drenge fra dengang, som ikke stod aldeles bjergtaget tilbage efter at have hørt en Ferrograph Series Seven spolebåndoptager på 38 cm/sekund på de sjove 22-cm. spoler (som man naturligvis ikke kunne købe) spille de 16 minutter, som var spilletiden på et bånd. Hvordan i alverden Sø så nogensinde fik et eksemplar til at spille i flere dage uden alvorlige funktionsfejl er et stadig ikke løst mysterium, for normalt blev den filtpude med skumbagside, som pressede båndet ind mod tonehovedet, aldeles klistret til efter ganske kort tid (minutter). Samtidigt var der tale om en samlekvalitet som en af alle tiders mest katastrofale bilmodeller Austin Allegro, så det var en rigtig entusiastmaskine. Allerede dengang må hifientusiaster have haft nogen af de kim i sig, som senere blev til en besættelse af eksotiske kabler og polerede sikringer og anden grænsepsykotisk affærd.. Et gensyn med sådan et apparat fra ens drømmespors-fortid i dag vil øjeblikkeligt resultere i en aldeles akut søgen efter den nærmeste nærgenbrugsstation. Paradise lost i lighed med gensynet med de allerfleste gamle skolekærester, for ikke alene drømte denne skribent om dem, han fik faktisk også nogen. Ikke nogen kærester ganske vist, men op til flere Ferrograph-er. Det hjalp da lidt en tid.
 
Derimod var de klassiske Quad-apparater FM 3, 33 og 303 fremragende eksempler på en fantastisk omhu med produktionen. Enhver, som ser dem den dag i dag, vil ikke kunne undgå at blive betaget over den omhu og den akkuratesse, som er blevet lagt for dagen. Der er simpelthen tale om små kunstværker, og designet holder den dag i dag. Enhver kan iøvrigt også se, at disse apparater er glimrende eksempler på ikke-produktionsmodnede ting. Der er som med samtidige modeller fra for eksempel Radford tale om ting fra en svunden tid. Man havde simpelthen overhovedet ikke kalkuleret forbruget af arbejdstid i samlingen ind i produktet. Det havde Julian Vereker fra Naim åbenbart også opdaget, for han greb tingene an på en radikalt anderledes måde. En rigtig ven eller hvad?
 
Nu har vi et tidligere emne strejfet Naim-historien, men her er der blot at minde om, at dengang i deres danske storhedstid promoveret af en anden af de legendariske skikkelser, nemlig min tidligere chef, blev de synonymt med helt ekstrem kvalitet. Der må have været tale om dygtigere sælgere end undertegnede ( det var det nok), for mage til bras har denne verden simpelthen aldrig set. Kassen bestod af et metalsvøb, som blot var “wrappet” omkring apparatet som vita-wrap om en ostemad og så derfter nittet sammen i bunden. For og bagplade var lavet et det tyndeste blik, som man kunne finde og man havde åbenbart ledt ganske længe, for DET var tyndt!. De anvendte DIN-stik var som mange andre engelske apparater naturligvis ikke DIN-normerede, men de var nok billige. Senere opstod der godt nok en vel-orkestreret kult fra Naim om, at disse skodagtige DIN-stik med massivt overhør på tape-indgangene på en eller anden måde var bedre på grund af en mere optimal impedans og stelvej, men det er vist ligeså absurd pladder som det er at sige, at man i dag synes, at disse apparater var gode.  Endnu et kedeligt gensyn med vennerne. Jeg var naturligvis også selv en mangeårig bruger af Naim. I dag er de fængslende i samme omfang som hende der kassedamen i Sverige.
 
Et andet erhvervsmirakel i 1970-erne, som for denne skribent var de allermest formative år, var Audioscan og deres Gamma-højttaler. Her var der tale om et rigtigt “first” i denne branche. På forunderlig vis havde man opsporet en obskur bulgarsk producent af højttalerenheder, hvoraf den ene var en elendig kopi af en Kelly-bånddiskant, og bassen var en elendig kopi af, ja i virkeligheden ikke rigtigt noget, for det var uden nutidens iøvrigt urimelige konkurrence datidens allerringest designede og dårligst producerede bashøjttaler.  Her var selv en SEAS 25 TV-EW kongen med hensyn til fleksninger og kontrol, og DEN var altså dårlig, SEAS-en altså. Den var faktisk så dårlig, at denne skribent i årevis havde et sæt med op til flere af slagsen med en af de diskanter, som faktisk overhovedet ikke kunne spille diskant, den bredt anvendte SEAS 87 H. Det var nu ikke så mærkeligt, da det faktisk var en mellemtone, men det vidste designerne muligvis ikke. Lars Goller gik stadigvæk med ble-bukser dengang og skulle først langt senere frelse civilisationen, som vi kender den.
 
Jeg ejede naturligvis også Gammaen, som havde suppleret med en mellemtone, som helt udenfor konkurrence var den allerelendigste, denne verden nogensinde har set. System Audio, gå hjem og vug!  Da man senere erstattede den med en Peerless-model, som ellers kun blev brugt i lavpris-fjernsyn, var der tale om en revolution i retning af ekstrem kvalitetsforbedring. Denne Gamma er nok en af de gamle venner, som jeg allerhelst har villet glemme. Det lykkes også i lange perioder af gangen, og det ville måske også være gået, hvis ikke en fyr på et debatforum for helt nyligt nævnte en Gamma-bas som helt ideel til et eller andet obskurt formål og endda citerede et totalt Q for denne tudsegamle enhed med 2 decimaler. Det er der mindst et par problemer ved. Faktisk kunne han ligeså godt have angivet det totale Q med 30 decimaler eller blot nærmeste hele tal, resultatet er vist kun i hovedet på beregneren og har absolut intet at gøre med den målelige virkelighed. For det første var Thiele-Small parametrene jo ikke opfundet dengang, og desuden var enhederne så uens, at ethvert gæt forsåvidt er lige godt.
 
 Desuden blev de bløde i membran og ophæng som en anden af datidens kendte mærkevarer, de tykke, bløde tyske flødekarameller fra Grenz-Bazaren. En anden vanskelighed i nutidens beregningsarbejde er desuden, at hovedparten ef spiderne, altså de gule centreringsfjedre, ikke var limet på overhovedet, og så bliver regnestykket altså ændret fra umuligt til fuldstændigt umuligt. Man må nok tale om en såkaldt akademisk forskel her, men i en ordentlig videnskabelig gennemgang som denne må den naturligvis med. Det er pudsigt, at der kan herske så stor forskel på minderne om Gamma-enhederne, som det åbenbart er tilfældet, men faktisk blev alle pigerne fra min gamle folkeskoleklasse da vistnok også gift. Der er åbenbart aftagere til alting og alle synspunkter, og vi var vel strengt taget heller ikke særligt kritiske med hensyn til piger den gang. Ikke hvis vi skal dømme ud fra vores omgang med højttalerne, slet ikke endda.
 
Pigerne var dengang noget mere kritiske og sikkert med en vis ret, for de fleste var ganske utilnærmelige for os dumme drenge omend ikke for den første den bedste sommerturist. Der var lidt af den kendte sang “Veras Vinterven” over de somre. Åbenbart kan dog  ethvert minde, nok så dårligt, over tid blive godt. Det er det her altså blot ikke blevet for undertegnede. Gamma var noget monomentalt bras, som heldigvis er blevet ædt af lossepladserne for mange år siden og godt det samme. Det mest fantastiske fra dengang er næsten, at man fra Audioscans side nævnte, at denne nye mirakel-højttaler under færdiggørelsen havde været med som monitor på en dansk plade. Man oplyste desværre ikke hvilken, men sikke dårlig den må have været, så man finder den vel en dag på samme losseplads. V,i blomsten af den kritiske ungdom, labbede naturligvis sådan noget i os. Audioscan var jo en af de første blandt senere mange selvbestaltede venner i branchen, som man havde og sikke en ven!
 
Dagens sidste gensyn med de gamle venner omhandler succesproduktet Hafler. Allerede dengang var selvbyggerfeberen en død sild, og det havde den forresten været helt siden Heathkit i 1960-erne og de allersidste skvalp med Josty Kit og de fabelagtige Clive Sinclair-kits i starten af 1970-erne. Her kunne man da i det mindste bygge noget helt revolutionerende og nyttigt som for eksempel et digitalur eller et eksempel af datidens supercomputer, som udover alle 4 regnearter sågar kunne lave procentregning. Det var noget vildt, og Hafler var altså med i denne allersidste selvbygger-dønning.
 
Strengt taget var det nu ikke det allerbedste oplæg for en success. Den første forforstærker DH 100 var selv med tidens nødvendige nøjsomhed ( det var under Anker Jørgensens skal vi sige det alternative økonomiske politik) ikke et prangende produkt. Ud over at være ubeskriveligt grim og ergonomisk kikset, var den lydmæssigt aldeles håbløs. Det samme var den matchende effektforstærker, selv om ergonomien her var lidt bedre. Der var jo blot en enkelt dårligt fungerende afbryderknap, selv om det er en lidt sølle trøst. Til gengæld var timingen for disse Hafler-produkter perfekt. De blev nemlig lanceret i den første start på “tweak”-perioden, som flere årtier senere kulminerede med de polerede sikringer.
 
Enhver bumsedreng købte disse byggesæt og gik straks i gang med at tweake løs. Der var god plads i de halvtomme kasser, og der var potentielt også ganske meget at rette op på fra det temmeligt sølle lydmæssige udgangspunkt. Det blev dog aldrig ret meget bedre, selv om dansk “High Fidelity” havde en hel serie om disse “modifikationer”. Det startede en hel feber blandt entusiaster om at forbedre alle mulige andre produkter nu man mente at være blevet nærmest ingeniøruddannet efter at have læst de vistnok 3 artikler med mange fine billeder.
 
Denne udvikling førte som bekendt ret snart til, at ikke blot er samtlige Hafler-apparater aldeles ubrugelige i dag. Det er ikke fuldstændigt overraskende, for det var de også dengang og iøvrigt også langt inden de overhovedet blev samlet. Desværre er talløse andre apparatersom indtil videre alle de EAR-forstærkere, som vi har set, ramt af samme “modifikationsbølge” Når man kunne samle et iøvrigt nærmest færdigsamlet produkt som en Hafler-forstærker, mente talløse folk, at de åbenbart var bestemt til noget større., og det er vel ret almenmenneskeligt. Al dette monumentale storhedsvanvid, hvor talløse klassiske kvalitetsprodukter blev smadret af amatører i en tid, som mindede om Talebans sprængning af de afghanske Buddha-statuer, er naturligvis ikke Haflers skyld. Han var blot på det rigtige sted på et kommercielt helt rigtigt tidspunkt, som desværre var et helt forkert sted i alle andre henseender. Gensynet med Hafler vil altid være forbundet med starten af denne skændsels-epoke, som vi endnu befinder os i i dag.
 
Gensynet med de gamle hifi-venner var altså ligesom gensyn med andre gamle venner lidt af et koldt gys i denne uge. Det, som føltes godt og rigtigt den gang, viste sig for det meste at være helt katastrofalt dårligt og helt forkert. Nu var proportionerne naturligvis anderledes, og en tur op ad ens egen barndoms allerstejleste bakke på cykel i dag viser også dette. Nu er der selvfølgelig også visse problemer ved at konstruere en stejl bakke på en ø med en maksimal højde på 8 m over havet som Endelave, mit fødested, men man var da i det mindste en selvbestaltet ekspert på elektronik med udviklet kritisk sans. Troede man da i det mindste.
 
Det var man bare ikke, viste det sig, ligesom de allerpæneste piger heller ikke altid var ret pæne, selv om de var piger, æstetikken havde allerede dengang trangere kår på landet end i byerne. Eller vennerne ret venlige for den sags skyld. Det hele var vist bare “The Big Chill”

Produkter, distribution og det modproduktive salgsarbejde.

I denne uge vil vi til en afveksling behandle noget, som er så indlysende simpelt, at kun ganske få åbenbart har indset det. Vi vil simpelthen forsøge på vores sædvanligt høje akademiske niveau at vise, hvordan sammenhængen bør være mellem producenter og deres succesfulde tilstedeværelse på markedet. Her er der nemlig ganske ofte tale om salgsstrategier, som nok ikke ville kunne få 03 efter den gamle karakterskala på Handelshøjskolen.  Blandt dem, som tilsyneladende ikke har forstået noget overhovedet, er alt fra små bolchebutikker med strategisk sans som et tøffeldyr til multinationale megakoncerner med milliardomsætning.

 Der er selvfølgelig også den ganske vist søgte mulighed, at denne skribent ikke har fattet et pip, men døm selv. Hvis det skulle vise sig, at vi får ret, skulle vi måske tilføje “Strategisk planlægning” på vores sortimentside. Som vi ser det, burde der være et marked for sådanne tjenester. Der er ialtfald ofte en ganske slående mangel på sammenhæng mellem produkter og salgskanaler, og flere af eksemplerne bærer præg af lige dele ønsketænkning og manglende realitetssans, bestemt en kedelig cocktail, hvis man altså skal leve af det.
 
Vi vil som udgangspunkt aflive det synspunkt, at hvis et produkt er godt nok, vil det altid finde et marked. Med mindre det er det eneste aktuelle og fremtidige produkt på et marked som for eksempel Apple-computere er der intet produkt, som kan få et marked for sig selv. At Apple overhovedet eksisterer i dag skyldes jo også udelukkende, at den særdeles restriktive amerikanske monopollovgivning faktisk i praksis dikterede det. I en overhængende kritisk periode var Apple simpelthen totalfredet vildt. Det er ikke normalt, som vi skal se.

Enhver ønskedrøm for en producent er som Apple at beherske alle led fra produktion til slutbruger, men her er der allerede fra starten massevis af problemer. Som de allerfleste handlende, som har nogen stabil eller blot perifer berøring med Skat ved, koster det nemlig penge at sælge varer, masser af penge. Det betyder sjovt nok, at de eneste i elektronik- og musikbranchen, som har råd til at styre salgskanalerne, er små til mellemstore firmaer som Linn, Bang&Olufsen m. fl. Nogen af dem gør forresten et fremragende og veltilrettelagt langsigtet salgsarbejde, hvor der eksisterer et rimeligt mix mellem producentejede salgssteder kombineret med mere eller mindre frie forhandlere. Disse sidste opererer så naturligvis indenfor ganske faste rammer.
 
Denne fremgangsmåde er ikke mulig for større firmaer som Sony og Philips. Sony har dog ellers tidligere annonceret, at man ville åbne en mængde “Sony-Superstores”, men for denne skribent er det et ganske godt eksempel på et helt ultimativt modproduktivt salgstiltag. Selv et minimum af økonomisk viden kan vist afsløre, at når man sammenblander produktion, distribution og salg på denne måde uden at have salgsapparatet intakt fra starten, har man simpelthen underskrevet sin egen kommercielle dødsdom. Den eneste måde at omstøde denne dødsdom på er simpelthen som Bang&Olufsen at være i stand til at sælge alle varerne selv, hvis det skulle blive nødvendigt. Når denne trussel faktisk er en reel mulighed, kan den nemlig nøjes med at forblive blot en trussel, og så kan man som Bang&Olufsen spare en del penge, og det er da fint nok.
 
Dette er en del sværere for store firmaer for at sige det mildt, for de er nemlig blevet store, fordi de har diversificeret sig på mange markeder. Hvis de skal kunne sælge alle varerne selv, skal der ganske enkelt helt urealistisk store salgsenheder til, som ingen producent har råd til og det er da forresten også tvivlsomt, om der er nogen mening i at samle alle aktiviteterne hos for eksempel Sony under et tag.. Der er da muligvis også et par stykker hos Sony, som har tænkt lidt over tingene, for de store templer er da hidtil udeblevet, selv om der faktisk er kommet mindst et enkelt Sony-Center. Der har åbenbart været en planlægger, som ikke ville tabe ansigt..
 
Nu er det selv på vores bolche-niveau ganske indlysende, at man ikke kan sammenblande distribution og salg, men det er det langtfra for alle. Vi ved selvfølgelig godt selv, at end ikke verdens muligvis bedste højttaler ATC sælger sig selv, og hvis vi skulle komme i tvivl, kan vi jo se på vores salg i Københavns-området gennem en kollega. Den blev jo heller ikke solgt overhovedet inden vi tog over, og dengang var de såmænd nok ligeså gode, højttalerne altså. Når man som distributør selv sælger, er der naturligvis kun uhyre få om overhovedet nogen, som gider røre produkterne. Man må gøre det hele selv, og hvis man ikke kan forstå det, er der næppe nogen behandling, som hjælper.
 
Nu er det faktisk ikke engang på dette niveau ret mange, som kan se det modproduktive i at forsøge at være distributør, når man nu selv sælger til slutbrugerne. For eksempel har den lokale Tannoy-agent selv varerne til salg i butikken, og så kan vi vel spå en forholdsvis begrænset interesse hos mulige kunder blandt andre forretninger. Faktisk vil grossistsalget lige i dette tilfælde nok være begrænset til de ganske få tilfælde, hvor det har vist sig helt umuligt at overtale kunden til noget andet. Det er sjældent tilfældet, kan vi da afsløre. Faktisk har vi indenfor de sidste 24 år ikke oplevet det. Der er nu massevis af andre, som gør det samme som vores ven Tannoy-agenten. Deres gennemslagskraft er givetvis også noget begrænset.
 
Andre modproduktive foranstaltninger kan være at indføre overflødige mellemled i distributionen. Overflødig betyder her, at der simpelthen heller ikke engang i de gode gamle dage var plads til disse grossister. I dag er situationen kun ændret til det værre, men måske vil man bare ikke lære. Det burde ellers være ganske simpelt, mest fordi spillet har været spillet tidligere af  de samme aktører. At man tabte i Trivial Pursuit sidste gang og forresten også de sidste 117 gange var nok også bare et tilfælde. Der er lidt cirklende akvariefisk over de her cykliske bevægelser. Ikke så frygteligt klogt, men ganske underholdende at se på.
 
I gamle dage kunne de fleste i elektronikbranchen for eksempel købe Ortofon-pickupper og Sennheiser-mikrofoner hos producent/distributør. De få, som ikke kunne, kunne til gengæld købe dem hos storgrossisten Rudolph Schmidt. Det gjorde de bare ikke, fordi avancen herved blev alt for lav. Det hjalp jo heller ikke, at denne lave avance så samtidigt betød, at Rudolph Schmidt på grund af ringe salg heller ikke lagerførte produkterne, for hvad skulle det dog nytte. En ting burde være klar: Dette ekstra led var håbløst for alle parter.
 
Det skal også siges, at Ortofon senere drog den ganske logiske konsekvens, at man selv solgte direkte til alle forhandlere, og det forekommer ret fornuftigt, og grossisten blev helt overflødig. Sennheiser gjorde med etableringen af salgskontorer i hele Norden noget ganske andet. De gjorde nemlig fuldstændigt det samme, som vi havde set tidligere. De nedskar nemlig drastisk antallet af forhandlere, og bl. a. denne virksonhed faldt som offer her. Det er nu ikke vores hensigt at klynke her, overhovedet ikke. Vi respekterer naturligvis Sennheisers valg. Til gengæld håber vi så også, at de tilsvarende respekterer vores ret til at more os over det nye grossistarrangement helt a la fortiden.
 
 Sennheiser har nemlig helt i overensstemmelse med fortidens synder etableret en lokal grossiststruktur, som vel er noget af det bedste eksempel på modproduktiv økonomisk virksomhed ialtfald i denne branche. Som tidligere den lokale elektriker kunne få sig en Sennheiser-hovedtelefon med reduceret avance, således kan vi naturligvis også handle hos disse grossister. Desværre kan hverken vi selv eller grossisterne leve af det, ligeså lidt som man kunne tidligere, så vi har naturligvis takket nej. Det gør grossisterne nok også en dag.
 
I nutidens markedssituation forekommer sådanne tiltag noget komiske. Hvis man vil have en vare har det jo aldrig været lettere eller billigere og da slet ikke med Sennheiser. Der må være en del af konkurrenterne, som får sig et billigt grin her, og vi har da endnu heller ikke set sådanne tendenser brede sig. Vi spår heller ikke ligefrem, at det vil ske. Hvis man vil være tæt på sit marked er det vel heller ikke det allermest oplagte på denne måde samtidigt at isolere sig fra det.
 
Sommetider ser man også i små virksomheder eksempler på, at blot en mistanke hos de eksisterende forhandlere om, at der måske er tale om et skjult direkte fabriksudsalg eller salg fra grossisten et sted med lynets hast dræber salget af de berørte produkter hos de normale forhandlere. Man kan således sagtens forestille sig, at Gamut-salget andre steder påvirkes negativt af, at Hifihusets ejer arbejder freelance for Gamut. Nu er lige præcist det her jo ikke nødvendigvis modproduktivt, da noget af salget formodentligt blot flyttes, men kan dog være en reminder om, at den blotte mistanke om sammenblanding af produktion, distribution og salg er det mest modproduktive, som findes. Hvis man ikke er sikker på, at man kan klare alt salget selv, skal man altså lade være.
 
Vi har i dag behandlet nogle af de simple sammenhænge mellem produktion og salg. Vi har set, at kun ganske få behersker hele fødekæden, og at det kræver en ekstrem distributionskontrol. Hvis man som Sony, Philips, Sennheiser m. fl. for eksempel leverer hovedtelefoner såvel til radiobranchen som til computerbranchen, kan man naturligvis med 100% sandsynlighed regne med, at man aldrig får kontrol med nogetsomhelst. Det sikrer brancheskridningen naturligvis. De fleste har da også klogeligt opgivet, men altså ikke alle åbenbart.

Det er, som om man tror, at der er nogensomhelst sammenhæng mellem distribution og kontrol. Måske forestiller man sig, at man blot fordi man selv distribuerer overalt, vågner man pludselig op og har fuld kontrol med det hele. Det er der naturligvis ikke, som enhver kan overbevise sig om ved blot at tænke på, at Philips, Sony og langt de fleste andre store i praksis altid selv har distribueret deres produkter. Det har ikke givet dem større kontrol end deres egne fragtmænd, måske endda snarere lidt mindre. Så lang tid selv store multinationale firmaer ikke kontrollerer, hvem deres allerstørste grossister sælger deres varer til, forbliver alle drømme om kontrol, ja drømme.
 
Den anden helt sikre måde at få problemer på, er at sælge direkte, enten åbenlyst eller lidt mere i det skjulte. Resultatet er som nævnt det samme, nemlig at alle andre naturligvis holder op, og sommetider er blot en mistanke nok.
 
Det allermest modproduktive i denne verden er dog noget, som man ser både blandt lokale kolleger og store multinationale firmaer: Den store ønsketænkning. Man tror tilsyneladende, at en virksomhed blot defineres af de produkter, som man producerer eller distribuerer. Når man bare selv er overbevist nok om egen og produkternes fortræffelighed, skal det nok gå, så kommer kunderne af sig selv. Det er skønt at have sådan nogen kolleger. Vi ved nemlig selv godt, at man ikke ”bare” skal gøre det ene eller det andet, man skal gøre det rigtigt.
 
Hvordan skal man så sælge varer? Ja, som allerede den amerikanske præsident Theodore Roosevelt bemærkede, er det meget hensigtsmæssigt “to carry a big stick”, hvis alle lokkemidlerne for at sikre et stabilt salg slår fejl. Alternativt kan man jo sælge dem selv, så ved man jo også, at det bliver gjort ordentligt. Det gør vi selv, men vi ved godt, at det som alle valg samtidigt er et fravalg. Vi ved som med ATC også kun altfor godt, at selv ikke det allerbedste produkt sælger noget som helst, hvis ikke forhandleren har den fornødne kvalitet. Der er ikke andre muligheder for os end at gøre det selv. Andre træffer andre valg, og nogen af dem er såmænd fornuftige nok. Langtfra alle, men nogle.

Rørforstærkere: Principper, design og lyd.

På opfordring vil vi i denne uge behandle principperne bag rørforstærkere. Det er jo et emne, som massevis af mennesker har meget dybt rodfæstede meninger om, uden at der ret tit er tale om andet end ukvalificeret pladder. Der er således mange entusiaster, som til enhver tid vil sværge på, at rørforstærkere har et eller andet, som ingen transistorforstærkere overhovedet kan opnå. Deri er vi iøvrigt enige, fordi et rør lyser på en anden måde end selv ATC´s mange lysdioder, men derfra hører enigheden nu også op. At så mange nyere producenter i deres rørforstærkere tilstræber en aldeles ukorrekt “rørlyd”, som faktisk er umulig at opnå i en transistorkonstruktion, er en helt anden sag. Den tager vi lidt senere.

Helt basalt er en rørforstærker helt fra starten en helt anderledes ting end en transistorforstærker. For det første kræver blot anvendelsen af et eneste rør i et apparat 2 helt separate strømforsyninger til selve røret. For at et rør, uanset om det er et forforstærkerrør eller et effektrør, kræver det blot for at virke en stabil, typisk 6.3 V glødespænding blot for at sikre, at elektronstrømmen overhovedet kan foregå. Denne glødespænding er allerede fra starten et problem i mange apparater, fordi der er tale om en ret kraftig strøm og dermed tilsvarende magnetfelt omkring forsyningskablerne til rørenes sokler. De nyere praktiske layouts her tyder kun alt for ofte på, at kun få har læst om disse helt simple sammenhænge.

Derudover kræves der en højspændingsforsyning til rørene på typisk 300-400 V. Denne er noget nemmere at etablere, og nu har vi altså ved hjælp af disse to strømforsyninger et virksomt rør. Principielt er der altså ingen forskel på rørs og transistorers egenskaber som forstærkende elementer udover den nødvendige anvendelse af disse 2 spændinger for at “aktivere” røret. Ialtfald ikke, hvis røret skal bruges som forforstærkerrør, hvor der kun er tale om variationer i spændingssving.

Det er der til gengæld, hvis røret skal bruges i en effektforstærker, for her kommer den helt principielle forskel på rør og transistorer frem. Rør er nemlig tæt på ideelle til at lave store, endda ganske let enorme spændingssving, men til gengæld er de ganske dårlige til at generere strømsving. Nu er Ohms Lov heldigvis opfundet, så som i andre af livets forhold, kabelbranchen her naturligvis undtaget, kan man ved hjælp af en passende transformator omtransformere disse store spændingssving med lav strømstyrke til den meget lavere spænding, som en almindelig lavimpedant højttaler efterspørger. Ved denne transformation opnår man så ganske simpelt i samme ombæring på elegant naturvidenskabelig vis den nødvendige kraftige strøm, idet spændingen jo falder, mens strømmen stiger tilsvarende.

Der er andre principielle forskelle på anvendelsen af rør og transistorer, og den vigtigste er den forøgede varmeudvikling i rørforstærkere. Selv om de fleste transistoriserede forforstærkere kører ren klasse A eller ialtfald ret tæt på, er varmeudviklingen i en tilsvarende rørforstærker på grund af de ekstra forsyninger nødvendigvis en del højere. Det giver et andet problem, som naturligvis de allerfærreste producenter af rørforstærkere overhovedet nævner, nemlig termisk støj.

Sagen er i sin gribende enkelhed, at enhver passiv komponent altid vil støje mere ved en højere temperatur, så hvis man vil have en rørforstærker til at forstærke svage signaler som mikrofoner eller pickupper, er der simpelthen ingen anden udvej end af benytte samme trick i indgangen, nemlig benyttelsen af en transformator. Herved opnår man det fornødne spændingssving uden den tilsvarende forstærkning af støjen. Nu er denne teknisk ideelle løsning naturligvis ikke universelt udbredt, fordi det koster penge, mange penge. Til gengæld er der næppe indtil 1980 lavet et eneste professionelt rørbaseret apparat uden transformatorer i indgangen, så den allerstørste del af verdens kvalitetsindspilninger er altså kommet kommet disse små højtudviklede metalklumper. Tilsvarende nedsætter man jo så i samme ombæring de ellers urealistiske krav til de anvendte rørs følsomhed for mikrofoni, dvs lydinstråling direkte i de forstærkende deles mekanik.

Nu har vi altså efterhånden skitseret det indre af en rørforstærker som en varm kasse med let støjende komponenter og kapacitet for enorme spændingssving. Som tidligere nævnt er det dog nødvendigt for at få den til at virke på en højttaler, at man anvender en transformator i udgangen, og her kan man vist roligt tale om, at der ikke er enighed om noget som helst.

Nu skal det siges, at anvendelsen af transformatorer i udgangen ikke er noget specifikt for rørforstærkere. Som bekendt anvender McIntosh en såkaldt “autoformer”, som lidt populært sagt er en halveret udgangstransformator. Den sikrer resten af elektronikken mod de uundgåelige tilbageelektromotoriske strømstød fra højttalerne, så den ikke behøver at skulle absorbere dette stød momentant med en absurd dimensioneret strømforsyning. Derudover anvendes transformatorer næsten universelt i udgangen på effektforstærkere i professionelle installationer med lange kabeltræk, men det er en helt anden historie.

I en rørforstærker er denne transformator til gengæld nødvendig, selv om verden da har set en ikke altfor vellykket undtagelse. Det er vist ikke for meget at sige, at den allerstørste del af hemmelighederne i enhver røreffektforstærker ligger i design og fabrikation af denne nøglekomponent. Det er simpelthen den allervigtigste komponent og samtidigt den, som vel allermest har bidraget til, at så mange taler om den såkaldte attråede “rørlyd” At det så i virkeligheden for det meste skyldes netop en måske endda med vilje fejlkonstrueret transfomator er en helt anden sag.

Udgangstransformatoren er altid den allermest kritiske del i enhver rørkonstruktion. Det er naturligvis for meget sagt, at man blot behøver en god transformator, men hvis man ikke har en, kan et ellers glimrende design gå ad Pommern til. For at en transformator skal kunne overføre lave frekvenser, skal den være fysisk stor og for større effektoverførsel skal den være endnu større. Det behøver den godt nok ikke være for at kunne overføre et stort frekvensområde opefter, men til gengæld bliver det vanskeligere at designe meget store udgangstransformatorer, fordi de forskellige tab i transformatorens viklinger tiltager ved højere frekvenser. Samtidigt ser man meget ofte ganske store fasedrej i transformatorerne imod de højere frekvenser. Det medvirker til fundamental ustabilitet og en tendens til selvdestruktion af mange rørforstærkere, hvis der ikke er tilsluttet en højttaler.

Nu er det jo ikke ensbetydende med, at det er umuligt at designe og fremstille en udgangstransformator, som kommer ganske tæt på det perfekte. Begge dele er dog lige svære, og man nøjes normalt med at opfylde et helt tredje krav, nemlig at denne praktiske transformator skal være billig at fremstille. Det har ikke så meget med størrelsen at gøre som med den omhu, som er nødvendig for i produktionen at opnå tætte og helt ensartede viklinger, og her kommer de allerfleste naturligvis til kort.

Det har absolut intet at gøre med produktionslandet. Selv ved produktion i Kina er der formidable problemer. I en nylig test i Hifi News af et nyt Tim de Paravicini-designet Quad-apparat lagde man endda fra producentens side ikke skjul på, at den allervigtigste parameter i Tims design af de nødvendige transformatorer var en simpel produktion. Mon vi ikke kan forvente en typisk frekvensbegrænset rørlyd fra disse apparater?. Ydermere er det jo nødvendigt at operere med 2 sæt viklinger på højttalersiden, fordi forstærkeren skal kunne drive både 4 og 8 ohms højttalere, og det kræver yderligere pålidelighed og uhyggelig ensartethed i produktionen.

Nu skal man ikke tro, at alt det ovenstående betyder, at man ikke kan lave en i praksis ideel transformator, for det kan man nemlig godt. Ideel i denne henseende betyder godt nok p.g.a. den uundgåelige ohmske modstand i transformatoren i forbindelse med den ligeledes uundgåelige kapacitet, at dæmpningsfaktoren i praksis næppe kan blive over 20-25 i 8 ohm. Det er dog også i praksis nok.

Til gengæld kan frekvensområdet ved korrekt design sagtens være ganske imponerende, måske fra 2 Hz (principielt jo ikke fra 0 hz) til 100khz plus minus 0.5 dB med absolut stabilitet. Os bekendt er der dog for tiden kun en enkelt producent med transformatorer i denne kvalitet, men vi kan tage fejl. Til gengæld giver udgangstransformatoren som nævnt immunitet mod højttalerens såkaldte ”back-electro motive force-EMF”. Det giver mulighed for overordentligt enkle kredsløbstekniske løsninger i forstærkerens driver-trin og naturligvis også i selve forforstærkeren. Nu er enkelhed i elektronik jo ganske ofte en god måde at sikre god lyd, selv om man ikke må tage fejl af komponentantallet i apparatet. En enkel løsning kan således sagtens kræve massevis af komponenter, men det er en helt anden sag til en anden dag.

Det er en udbredt misforståelse, at begreberne single-ended og push-pull har noget at gøre med rørforstærkere specifikt. Man kan sagtens konstruere en transistorforstærker som single-ended, ligesom man som nævnt ofte designer professionelle udgangsforstærkere med udgangstransformatorer. Det er til gengæld korrekt, at single-endede rørforstærkere har en særlig rørlyd, som de ganske få single-endede transistorforstærkere ikke har. Alle single-endede effektforstærkere har en væsentlig lavere effektivitet end tilsvarende push-pull, hvor et eller flere rør deles om signalets ene halvperiode. Den lave virkningsgrad med et udgangsrør til hele perioden, giver for det meste en absurd lav effekt i single-endede rørforstærkere, oftest kun et par watt, med mindre man bruger kæmpestore senderrør til brug i radiostationer.

Det ser man godt nok undertiden, men for at udnytte disse rør kræves altså spændinger på ofte langt over 1000 volt i apparaterne, og det begrænser udbredelsen noget. Enhver, som har set et af disse gigantiske rør svigte på nært hold, har fået et rør-knæk for livet. At så også udgangsimpedansen med singleendede rørforstærkere kommer op på op til flere ohm betyder jo så tillige, at denne ellers glimrende forstærker foruden ingen effekt at have i stedet for at reproducere højttalerens tiltænkte frekvenskurve med faktisk ganske stort held forsøger at afspille højttalerens impedanskurve i stedet for. Til dynamiske højttalere er disse apparater tæt på at være ubrugelige, selv om visse af dem spiller glimrende, dog for det meste med uacceptabel egenstøj, for det meste i form af brum. Hvis man så samtidigt forsøger at parre disse laveffekts-monstre med ultraeffektive højttalere, er man altså selv ude om de uundgåelige støjproblemer.

Det turde være klart af ovenstående, at man godt kan konstruere en ultrastabil og særdeles kraftig forstærker med rør, og denne kan have et mere end tilfredsstillende frekvensområde. Samtidigt kan den have fuld effektbåndbredde i hele frekvensområdet, og der kan kun yderst få transistorforstærkere være med uden problemer. Udgangsimpedansen er godt nok ikke altfor høj, men skønnes dog at være høj nok. Ved hensigtsmæssig transformatordesign i ind-og udgang kan en rørforstærkers støjdata godt være særdeles tilfredsstillende uden dog helt at nå de allerbedste lidt køligere transistorforstærkere.

Hvad så med lyden? Ja, som nævnt en gang tidligere har vores helt Tim de Paravicini fra EAR altid hævdet, at han sagtens kan lave det samme med såvel transistorer som rør. Hans absolutte topsæt er forresten et transistorsæt med transformatorer i både mellemforstærkertrin og udgang, altså topologisk identisk med hans rørforstærkere. Nu står han sikkert temmelig alene med det synspunkt, for de allerfleste andre har vel hørt rørforstærkere, som helt umiskendeligt lød som rørforstærkere. Det er blot Tims og naturligvis også vores egen mening, at de lød som rør, fordi de var fejlkonstruerede.

Rør lyder nemlig ikke som rør i en rigtig konstruktion, overhovedet ikke. De lyder blot korrekt, og det er noget ganske andet. Det gør de allerfleste rørforstærkere bare ikke, og mange har vel hørt de første livsfarlige Edison-rørforstærkere. Det er vel nærmest prototypen på et kikset design, men sikke det lyder af rør. Den har både absurd lav praktisk effekt, bittelille frekvensområde og komisk høj harmonisk forvrængning. Nu er forvrængning jo ofte i rørforstærkere (men langtfra altid) den ørevenlige lige harmoniske slags, som giver en varm lyd. Korrekt er det dog ikke, men foretrækkes ligesom siliconebryster af mange-måske i virkeligheden de samme? Hele generationer af danske audiofiler har vel også mere eller mindre hele deres rør-opdragelse fra møderne med de forskellige inkarnationer af Audio Innovations- apparaterne med rør i en fin bue på en spejlglasforplade, så man kan dårligt bebrejde dem disse fordomme.

Efter denne skribents mening baseret på et par årtiers sammenligninger er der ikke nogen nødvendig sammenhæng mellem, om lyden produceres af transistorer eller rør. Begge kan ved korrekt design give absolut fremragende resultater, og de konstaterede forskelligheder kan ikke med nogen rimelighed relateres til så simple ting som forskelle mellem de forstærkende elementer. Vi har altid haft både det ene og det andet princip sat til skiftevis i vores forskellige setups, og alle er da særdeles velkomne til at prøve at danne sig deres egne meninger. Den korrekt designede rørforstærker lyder ikke af rør overhovedet. Den lyder nemlig overhovedet ikke af noget som helst. Næsten ikke i alt fald og da i alt fald ikke af rør.

Dette er muligvis en skuffende konklusion for de mange kommende rørentusiaster, men ikke desto mindre er det altså sandt, ialtfald for os: Det er kun en dårlig rørforstærker, som lyder af rør. Hvis du vil have sådan en, er der altid massevis til salg brugt. Måske er der en grund til det, men hvad den er, kan vi naturligvis ikke vide. Den sandsynligste er jo nok, at den lyder af rør. Det gør rigtige rørforstærkere nemlig slet ikke.

Symbiosen, der blev væk, og andre historier. 

Sommetider er der pardannelser og andre former for fusioner, som er så oplagte, at de næsten ikke kan undgå at blive til noget stort. En del af dem bliver faktisk til noget, ikke altsammen stort, men dog noget. Der er dog også ganske mange eksempler på det modsatte, og i dag vil vi prøve at behandle nogen af de her sidste. Nogle af disse famlende forsøg eller direkte fiaskoer har været indlysende, mens mange af de nyere forretningskonstellationer og taktiske overvejelser gør nutidens årsag og virkning noget mere speget.

Lige siden den fremragende økonomiske tænker John Maynard Keynes, manden bag Anker Jørgensen og Knud Heinesens fremragende økonomiske politik fra 1970-erne og frem, giftede sig med den underskønne russiske ballerina Pavlova, har man talt om denne ideelle kombination af egenskaber, som burde kunne give den fuldendte symbiose. Nu kom der ganske vist ikke rigtigt noget ud af dette ægteskab mellem skønhed og hjerne, men måske var Keynes blot for seksuelt præget af sin kostskoletid allerede. Denne seksuelle omorientering skete jo nogenlunde samtidigt for de senere koldkrigsspioner Burgess, Maclean og en hel del andre, eller måske var Pavlova bare ikke pæn nok uden tøj på. Ud fra trikotbillederne er dette sidste ikke sandsynligt. Det første er til gengæld sandsynligt. Når skønhed og hjerne ikke engang er nok, er der da vist problemer ved symbiose, og det skal vi se, at der absolut kan være.

Dagens første eksempel på noget, som må have forekommet en indlysende og gensidigt givende alliance, var Tannoy, som ønskede at blive totalleverandør af både elektronik og højttalere i 1980-erne. Det havde Tannoy godt nok altid været indtil flytningen til Skotland i 1975, men denne ekspertise var ikke blevet videreført, og man måtte starte fra bunden. Det skulle allerede fra starten for alle iagttagere have været klart, at med valget af sin nye partner var det lige præcist der, man ville forblive, altså på bunden.

Man valgte et skrantende og derudover aldeles amarøragtigt foretagende, Tresham Audio, som partner. Ved at printe Tannoy i stedet for Tresham på de amatøragtigt sammenskruede firkantede profiler, som disse forstærkere bestod af, mente man sig sikkert godt på vej til et elektronisk eventyr. Tresham-forstærkerne var lavet som 2 kasser med en ret tynd navlestreng imellem effektforstærkeren og dens strømforsyning. Det var udelukkende fordi designeren ikke på nogen anden måde var i stand til at forhindre uacceptabel støj i de højimpedante MOSFET-kredsløb. Til gengæld gav den tynde navlestreng overhovedet ingen strømpacitet på grund af det tynde kabel og et par connectorer kendt fra togbranchen. Desværre var dette sidste desværre altså fra producenterne af modeljernbaner Fleichmann og Märklin og ikke Siemens, så rigtigt strømstærk var den altså ikke.

Tannoy så hurtigt begrænsningerne i salgsmulighederne af disse aparte kasser, som samtidigt blev brandvarme. Derfor besluttede man at lade den oprindelige designer lave en 19″ forstærker, som man naturligvis med næsten Tin Tin- agtig ukuelig optimisme mente ville blive til et megahit. Desværre var designeren jo allerede tidligere løbet på problemerne med støjindstråling, og det var jo oprindeligt derfor, der var 2 kasser. Det var der forresten også i Treshams forforstærkere, så han kan ikke have været meget værd som designer.

Det var han heller ikke, og det viste sig ikke overraskende, at resultatet blev en forstærker, som alt efter volumenkontrollens stilling gav støjresultater, som gik lige fra det urkomisk ringe for selv svært hørehæmmede til kun lige akkurat acceptabelt for totalt døve. Dens publikum var altså allerede fra starten noget begrænset, og ikke fuldstændigt overraskende udeblev den store kommercielle succes. Selvfølgelig synes denne skribent dengang, at det var helt fint altsammen. Som nævnt i et andet emne er vi jo ikke allesammen født færdigudviklede. Vi har forresten en til at stå for eventuelle audio-arkæologer.

 At den så samtidigt blev samlet med Tannoys dengang ikke ligefrem legendariske kvalitetskontrol gjorde heller ikke sagen bedre. Man kunne med fordel ryste den og lytte efter løse skruer og møtrikker. Det var der nemlig næsten altid, hvis man ellers kunne høre det for den faretruende knagen i det altfor spinkle chassis altså, mens man rystede løs. Nu er det selvfølgelig sjældent nemt at skabe den fuldendte symbiose, men her så vi da vist et lokalt lavpunkt, hvor mangel på designertalent mødte en tilsvarende mangel på kvalitetskontrol og almindelig sund fornuft. Noget mere uskønt altså end Keynes og Pavlova, men resultatet blev det samme:Nul børn.

Inden det hele nu bliver altfor kompliceret i de følgende eksempler, skal vi da lige nævne en rigtig solstrålehistorie. Allerede i starten af 1980-erne var Bill Woodman og hans daværende endnu mere mikroskopiske firma ATC endt i en blindgyde. Han havde næsten færdigudviklet samtlige sine højttalerenheder, men da han ikke vidste noget om elektronik, var det naturligvis svært at få noget større gennembrud. Allerede dengang var det jo indlysende, at aktiv drift for den kompromisløse frembød et afgørende kvalitets-potentiale. Til alt held mødte han tilfældigvis Tim Isaac, som som han lokkede til at blive partner i firmaet.

Nu var Isaac en meget grundig mand og en helt traditionel ingeniør med kompromisløse krav, og hans løsninger blev aldrig underkastet nogen økonomiske analyser for at spare penge. Det var der nemlig ikke nogen i det dengang bittelille firma, som kunne, selv om man muligvis havde haft lyst. Resultaterne er hos os i dag: Et seriøst bud på verdens bedste højttalere. Symbiose kan altså føre til sublime produkter.

Det burde det naturligvis også gennem mange år have kunnet gøre indenfor Harman-gruppen, men det er kun sket i så få tilfælde, at det netop ikke kan være et tilfælde. Harman-gruppen har som ingen andre indenfor professionel audio ellers haft alle ingredienserne til den ideelle symbiose af talenter og produktionsapparat. Man behøver blot nævne JBL som højttalerproducent, Crown/Amcron som forstærker ditto og BSS som verdens måske mest fremragende producent af digital og analog signalbehandling. BSS var og er så anerkendt som de facto industristandard, at det danske firma Dynaudio i deres store studiomonitors naturligvis benyttede BSS` elektroniske delefiltre som en integreret del. De kunne nemlig ikke lave elektronik, og vi skal møde dem igen senere i denne fortælling. Det kan de nemlig stadigvæk ikke.

Det kunne JBL og Harman-Gruppen altså godt, men alligevel blev det det tyske firma D&B, som oprindeligt udelukkende med JBL-enheder lavede datidens og i mange henseender nutidens allerbedste aktive processorkontrollerede højttalersystemer til PA-brug. Tilsyneladende har hele Harman-gruppens struktur været præget på kryds og tværs af forskellige direktioner, som allesammen har skullet præstere resultater her og nu, og det har tilsyneladende næsten fuldstændigt forhindret nogen symbiose i at opstå. De små forkølede forsøg, man ser endnu den dag i dag, på at integrere lidt forstærkerteknik fra gruppens andre medlemmer i visse JBL-højttalere er eksempler på, at man sikkert har indset, at toget er kørt. JBL er simpelthen i dag et firma, som kun er baseret på deres produktion af højttalere til biler. Trist, men sandt. Her er altså et eksempel på verdenshistoriens måske allermest oplagte symbiodse, som på trods af, at man har haft 25 år til det, aldrig rigtigt blev til noget. Desværre kan det nu være ligemeget.

Den danske firma T. C. Electronic, som var blandt de førende på verdensmarkedet for effektprocessorer, lavede tidligt et samarbejde med Dynaudio om at lave elektronik og diverse kontrol-interfaces til Dynaudio Acoustics` studiemonitor-højttalere. Det var et symbiose, som var til at forstå, fordi resten af Dynaudio kun solgte hifi, og iøvrigt allerede indkøbte elektronik til deres større monitors. Tillige markedsførte T. C. naturligvis disse professionelle højttalere gennem deres sædvanlige salgskanaler, og alle var glade.

Det vil sige, det var de, indtil T. C. købte den tidligere nævnte noget skrantende Tannoy/Goodmans/Martin-gruppe. Målet var tilsyneladende det ret indlysende, at man ville sammenføre egne elektroniske og digitale kompetencer med etablerede producenter af hardware. Det skulle hurtigt vise sig, at tilstanden i de gamle engelske firmaer var noget anderledes, end man havde forestillet sig. Alene det, at Goodmans i dag ikke eksisterer længere, er vel en slags indikation..Det gør den indlysende og publicerede symbiose mellem Tannoy og T. C. heller ikke rigtigt, og hvorfor vides ikke rigtigt. Det har tilsyneladende ikke været så simpelt endda. Ialtfald ikke så simpelt som at printe Tannoy på forstærkere fra det nye medlem af gruppen, LAB fra Sverige i bedste stil fra de gamle Tresham-dage. Den her gang dur de dog en del bedre.

T.C. og Dynaudio arbejder altså stadigvæk sammen i et ganske succesfuldt symbiotisk fællesskab, som mange erfarne iagttagere ellers for ganske få år siden ville have spået en snarlig død. Sådan gik det ikke, og det er så nok Tannoys fortjeneste eller måske snarere manglen på samme. Meget bedre gik det heller ikke, da JBL`s amerikanske ærkekonkurrent Electro-Voice fusionerede med tyske Dynacord. Her lykkedes det på samme måde som med Harman-gruppen aldrig at samle de nysamlede ressourcer sammen og skabe radikalt nye produkter. I Dynacord-gruppens tilfælde var det faktisk ganske overraskende, at der slet ikke kom nogetsomhelst positivt ud af den fysiske samling af hele produktionen i Tyskland. Det eneste der kom ud af det, er, at i øvrigt ellers identiske produkter på forskellige markeder skiftevis benævnes Dynacord og Electro-Voice m. fl. Det gav altså reelt samme produktforbedring som at kunne købe det samme køleskab under både navnet Gorenje og Gram, altså ikke rigtigt noget. At bo fysisk sammen er altså heller ikke engang en garanti for symbiose og bedre produkter, ligeså lidt som ægteskabet er en garanti for lykke.

Dagens sidste eksempel er hentet i det danske fra et felt, som er omgærdet af den dybeste hemmelighed. Det er faktisk så hemmeligt, at selv denne skribent her gætter sig frem. Det drejer sig om den kendte danske producent Gamut, der jo også, som mange sikkert ved, har en produktions-og udviklingsafdeling af højttalerenheder. Nu er det jo ikke blot en almindelig højttalerfabrik. Goller og hans udvalgte svende er jo creme de la creme af det tidligere danske flagskib i branchen DST, nu Tymphany. Hvor godt dette nye eventyr er, er for de fleste en velbevaret hemmelighed, for Gamut benytter så vidt vides overhovedet ikke selv nogen af deres egne højttalerenheder.

Det er noget overraskende, da enhederne fra Tymphany i visse industrikredse går for at være temmelig upålidelige for tiden i såvel leverancer som kvalitet, men måske har man hos Gamut blot ikke haft hjerte til at producere højttalere, som er så gode, at alle andre producenter i verden går konkurs. Derfor bruger man så bare de samme enheder som mange andre operatører på verdensmarkedet i stedet for sine egne superenheder, for ellers ville konkurrencen simpelthen være for ulige. Man kan sikkert også forestille sig andre årsager, men det tager vi måske en anden dag.

Dagens morale er altså, at der kun findes ganske få eksempler på noget, som bare ligner en succesfuld integration og symbiose af ting, som ellers virker helt oplagt. Vi har set eksempler på lallende amatørisme som i sagen med Tresham, uforståeligt udeblivende effekt af indlysende forretningsfællesskaber eller sågar fysisk samkvem som i Harmans og EV-Dynacords tilfælde.

I tilfældet med T. C. og Tannoy kan man naturligvis ikke meget andet end gætte, og det er ikke meget lettere at gennemskue tingenes sande tilstand i den højteknologiske Gamut-gruppe. Et er dog sikkert: Det er ikke meget lettere at få en symbiotisk udvikling i selv helt indlysende forretningsfællesskaber.

Det vil sige: Ind imellem sker der det, at en Bill Woodman møder en Tim Isaac og et livsvarigt forretningfællesskab opstår til gavn for alle. Eller at en Poul M. møder sin Pia. Den sande symbiose er altså mulig, men noget sjælden, som vi har set.

Det eksklusive salg.

I denne uge vil vi behandle et emne, som tilsyneladende er ganske komplekst, men som ved nærmere analyse som de fleste problemer ved en reduktion til basale bestanddele egentligt er ganske simpelt, nemlig det eksklusive salg. Faktisk er problematikken og sammenhængene så helt utroligt simple, at ingen tilsyneladende har bemærket dem. Det skyldes nok især, at ordet eksklusivitet har mindst 2 betydninger, som overhovedet ingenting har med hinanden at gøre. Der er nemlig overhovedet intet eksklusivt ved at være eksklusiv forhandler, og deri ligger hele problemet. I det følgende vil vi forsøge at klarlægge begreberne lidt. Denne klargøring er mest for professionelle. Som vi skal se, har kunderne nemlig forlængst gennemskuet sammenhængene. Kunderne er nemlig sjældent så dumme som mange professionelle, og af samme grund er det overhovedet ikke længere eksklusivt at købe hifi. Tilsyneladende er der dog ikke rigtig nogen, som endnu har forsket i dette, så her er Pouls Audiobutik atter på en sti, hvor ingen har gået før. Mærkeligt, egentligt.
 
I almindelig tale er ordet eksklusivt om forbrugsvarer betegnende for varer, som giver kunderne en speciel indkøbsoplevelse eller en fornemmelse af at have købt et forbrugsgode med langvarig værdi. Det er altså ikke det samme som at købe en varm fladskærm på sin arbejdsplads hos kollegaen, som konstant kikker sig omkring med jagede øjne, faktisk i virkeligheden ganske det modsatte. Nu er det vel ikke ukendt for ret mange, at produktion og salg af eksklusive luksusvarer går helt igennem fremragende i disse tider, men det turde være indlysende, at denne vækst er gået ganske udenom musikbranchen og salg af kvalitetshifi. Vi har ihvertfald ikke fået flere forretninger, snarere noget færre, og dette er altid det sikre tegn på stagnation og tilbagegang.
 
Nu er dette ikke noget specifikt dansk fænomen, at den traditionelle branche med salg af kvalitetselektronik går den vej, katten skraber. De fleste steder i Europa rykker tidligere succesrige forretninger længere og længere ud i periferien og bliver endnu mere forhutlede på grund af manglende omsætning. Når man først har marginaliseret sin forretning tilstrækkeligt meget og støvet har sænket sig over de eventuelle tilbageværende kvalitetsvarer, er det blevet fuldstændigt umuligt at sælge nogetsomhelst til det publikum, som efterspørger en indkøbsoplevelse af samme kaliber, som når man skal finde sin nye Arne Jacobsen-sofa. Der er simpelthen nogle ikke-diskutable sammenhænge mellem et salgsteds fysiske fremtræden og dets gennemslagskraft overfor de allervigtigste kundegrupper. Her taler vi ikke overraskende om dem, som har penge, altså som Onkel Joakim MASSER af penge!
 
Nu er det vel ikke en epokegørende nyopdagelse, at en BMW-forhandler ikke kan ligge i en baggård, selv om der da sikkert i Gellerup-planen findes en hel del kombinerede BMW og Honda-handlere, som nok klarer papirarbejdet en del hurtigere end vi andre. En del af dem kan formentlig endda findes på 8.sal med blot et rudimentært showroom lige bagved de nærmeste containere, men for salg af traditionelle eksklusive ikke altfor varme varer er det nødvendigt med en ordentlig butik i stueplan. Den opmærksomme læser vil her måske bemærke, at vi flot afviser muligheden for salg af egentligt eksklusive produkter fra både Pouls Audiobutik og andre af de mere utraditionelle variationer over Tupperware-temaet, som vi ser rundt om os, og det er ganske sandt. Vi har simpelthen ingen chance for at gennemføre salg overfor den kun normalt motiverede kunde, fordi de allesammen vil løbe skrigende væk, når de ser vores virksomheder. Vores kunder skal simpelthen fra starten være topmotiverede for at finde på at handle hos os. Og så kan vi ikke engang skyde skylden på alle Kurt von Kubikkerne og alle de andre paphoveder, selv om vi gerne ville. Problemet er desværre den totalt manglende investering i rigtige og eksklusivt udseende forretninger. Utroligt simpelt, men til gengæld sandt. Varerne er faktisk i denne sammenhæng helt sekundære. Hvis ens butik ikke har nogen former for eksklusiv fremtræden, sælger man ganske enkelt intet til disse nye pengestærke kundegrupper.
 
Det gælder nu desværre også for alle de almindelige musik-og hififorretninger, for der findes simpelthen ikke en eneste, som forsøger at bringe indkøbsoplevelsen op på et niveau, som den købestærke kunde som en selvfølge forventer at finde de steder, hvor denne plejer at handle. Der er mange fejl, som man kan begå her, og de fleste begår dem allesammen. Man skulle næsten tro, de som tankelæsere havde læst denne artikel langt tidligere. Det sjove er, at en normal anstødssten, nemlig butikkernes medarbejderes ofte totale mangel på kompetence, lige præcis i denne sammenhæng ikke er det største problem om overhovedet noget. Det er til gengæld butikkens fysiske fremtræden og vareudvalg.
 
 For det eksklusive salg er det nødvendigt med en oprydningsgrad som en dedikeret Bang & Olufsen-butik kombineret med et overordentligt begrænset vareudvalg. Det hjælper ikke det mindste at forsøge at dele butikken op i afdelinger for normal hifi og så den rigtige eksklusive del. Mange har forsøgt at kombinere forskellige koncepter, fordi de ikke har haft mod, tid eller kapital til at lave en rigtig eksklusiv virksomhed, og det kan man jo ikke bebrejde dem. Det kan ikke udelukkes, at enkelte købere af husholdningshifi i tidens løb har ladet sig lokke ind i den dyre afdeling, men alle de potentielle købere til den eksklusive salgsoplevelse er jo blevet væk af den simple grund, at den jo altså ikke var eksklusiv nok. Man kan heller ikke sælge franske hotdogs til 12,- sammen med Piet Hein-borde, og man kan vel heller ikke rigtigt sælge oilskinsjakker og sjove hatte sammen med elektronik, mener visse eksperter. Det sidste er dog noget omstridt, ikke mindst af denne skribent.
 
Udvalget skal være begrænset, men ikke altfor begrænset, som selv Linn-templerne rundt omkring har måttet sande med deres introduktion af egenimporteret Cyrus-isenkram. Det er nemlig også vitalt, at den velhavende køber har i det mindste en lille oplevelse af den mere traditionelle fødesøgningsadfærd, som jo er et vigtigt element i ethvert indkøb, hvor der skal vælges mellem i det mindste 2 alternativer. Dette behøver naturligvis ikke at være meget mere end en fingeret valgmulighed. Det er simpelthen en vital nødvendighed i at have et lille valg, som i denne afgrænsning af verden i den eksklusive butik selvfølgelig i mangel af større problemer bliver helt eksistentielt. Det er naturligvis heller ikke nok at pynte sin i egen forståelse måske eksklusive butik med elementer som for eksempel stilrene Tivoli-radioer, som kun er anvendelige som en slags orientalsk underkastelseshilsen ( den gamle kow-tow for kendere) for kvinderne. Butikken ville være ligeså lidt eller meget eksklusiv ved at tilbyde bleskift af småbørn. Det er osse den samme mekanisme.
 
Undertiden har det været forsøgt at forene disse halvhjertede forsøg på at skabe den eksklusive oplevelse ved at ophænge malerier i butiksområdet. Disse har nu mest i lokale forsøg heromkring i ganske udpræget grad tjent til at vise, at man boede i nogen ganske snoldede lokaler af form som en bus uden ordentlig belysning, så den strategi var da vistnok noget kontra-produktiv. At man så lige i dette nu forlængst historiske forsøg samtidigt ansatte en medarbejder af samme statur og med nogenlunde samme mangel på almindelig smag som denne skribent hjalp jo heller ikke lige på at skabe forudsætningerne for det eksklusive salg. Udover det var han heller ikke ret høj, en anden alvorlig forhindring. Medarbejdere i butikker henvendt til det eksklusive kan heller ikke være for korpulente, da det indikerer mangel på kontrol, en dødssynd i dette markedssegment.
 
En ofte overset del af at få hævet det generelle indkomstniveau blandt ens kunder og dermed hæve sit eget, er at komme af med alle de sædvanlige kaffedrikkere og osere, som siden Arils tid har plaget de små specialforretninger. Det er helt umuligt at sælge et topklasseanlæg til nogen, hvis man samtidigt skal forholde sig til alle disse faste tidrøvere. Hvis de så med ikke ganske usædvanlig timing ligefrem kommenterer begivenhederne i butikken, er der næppe andre muligheder end et hurtigt og muligvis endda ret smertefrit medlidenhedsdrab tilbage på disse fjolser.
 
Udover butikken og dens fremtræden og ekspedienter af en vis rimeligt nobel fysisk fremtræden hjælper det selvfølgeligt en del. hvis den vare, som man forsøger at sælge, ikke er på tilbud i den seneste Harald Nyborg-avis, selv om det nu ikke er et helt uomgængeligt krav. Man kan som nævnt selv med Linn ikke helt skabe den fornødne aura af eksklusivitet i butikken, selv om man givetvis er ret tæt på. Det vil dog næppe være muligt at sælge Black&Decker elektroværktøj i selv omgivelser a la Harrods, men der skal nu ikke så forfærdeligt meget mere til. Det er dog noget mere oplagt at gå efter salg af de rigtigt dyre varer, fordi investeringerne i butik og indretning fra starten er ganske massive, så lad os gå efter guldet.
 
Dette guld er der mange, som gerne vil have fingre i, heriblandt naturligvis også producenter og grossister. Langt de fleste af disse forveksler dog ordene eksklusiv og eksklusiv, og det kan man vel dårligt fortænke dem i. For at skabe den eksklusive salgsoplevelse skal der investeres masser af penge, og det er de færreste naturligvis villige til at gøre, osse producenterne. Til gengæld ser man ofte sjove forsøg på at give eksklusive salgsrettigheder til selv ganske overordentligt uformående medarbejdere i omgivelser, der tillige er langt fra at muliggøre det eksklusive salg. Sommetider minder fremgangsmåderne mest om de snuskede metoder iblandt visse gadebander, som deler deres små territorier op. Det øger godt nok ikke det totale salg, men det giver vel en smule ro en tid. Eksklusiv og eksklusiv er jo nemlig som nævnt 2 forskellige ord. Som vi har set ovenfor, kommer man på denne måde naturligvis ingen steder overhovedet. Der synes at herske en tilstand på butiksområdet, som får Walt Rostows teser om “Stages of Growth” til at få fornyet relevans. Til de få ikke-akademikere iblandt publikum skal vi lige repetere, at Rostow mente, at kun en massiv økonomisk saltvandsindsprøjtning kunne give en afgørende økonomisk udvikling a la et hop med en kængurustylte. Tingene skete ikke gradvist, men i “hop”
 
 Det er simpelthen nødvendigt med et kvantespring i butikkens udformning for at generere et spring i gennemsnitligt dækningsbidrag i hver handel. Hvis man for eksempel skal sælge rigtigt dyre eksempelvis sikkert glimrende tyske studiomonitor-højttalere hjælper det naturligvis overhovedet intet, at der allerede står en hel bunke andre, som man kan sammenligne med. Hvis man skulle sælge den rigtigt dyre og gode skulle der netop ikke være andre eller som sagt allerhøjest en enkelt billigere type. En del af den eksklusive indkøbsoplevelse er jo netop, at forretningen har lavet alt det besværlige arbejde med at udvælge de gode produkter. Når man går i Thorsen Møbler for at købe en dansk møbelklassiker checker man vel heller ikke, om benene på sofaen sidder fast, ligeså lidt som man sammenligner en ATC-monitor med andre mere underlødige bud, for selvfølgelig er de i orden. Det kan enhver idiot nemlig se, og det er de forresten også.
 
Som vi har set, er det ganske let og samtidigt ganske overordentligt svært at gennemføre det eksklusive salg. Til gengæld er det ganske let ingen steder at komme overhovedet, hvis eksklusive JBL-højttalere eller andre produkter skal sælges fra forvoksede dagligstuer. Man kan såmænd sagtens sælge mange varer under sådanne omstændigheder, som et par operatører på det danske marked helt tydeligt har demonstreret. Det er blot ikke tale om nogen eksklusive salg overhovedet, og det er en skam.
 
Hvilket leder til dagens sidste spørgsmål: Hvordan i alverden klarer Pouls Audiobutik at sælge så mange og ganske ofte ganske dyre ATC-højttalere i omgivelser, som vel er temmeligt langt fra de ovenfor skitserede ideelle forhold? Svaret er ganske enkelt: Der findes produkter, der som de turkisblå Weller-loddekolber er så indlysende rigtige og overlegne, at alt andet falmer i sammenligning. Når ens Weller har været tændt i 20 år non-stop eller når man efter et par ugers test af en ATC derhjemme konfronteres med markedets øvrige tilbud er man jo ligesom ikke i markedet efter nyt længere. Men Gud, hvor ville vi gerne være med på det eksklusive marked, hvor branchens fremtid ligger. Tippet er hermed givet videre uden beregning. Der var måske et par danske producenter, som kunne være kandidater, men vi får se. Det skal nu nok ske førend nogen aner det.