“Lad os sjunge om en Helt!”-en hagiografi

Nu er det jo ellers ikke fordi denne side ligefrem altid ser fuldstændigt ligeså realistisk og kynisk på egne manglende evner som den skånselsløst iagttager verdens øvrige fjolsers færden. Det ville vel også være lidt meget at forlange og det er jo så heller ikke det, som tilbydes. Det vil sige, ind imellem er det tid til lidt tiltrængt eftertanke, og i dag bliver der rig mulighed for det. Vi får nemlig besøg af en sand veteran fra hifibranchen, som ret præcist har været der ligeså længe som undertegnede og det er længere end de allerfleste (hvorfor mon, er vi begge dumme eller hvad?) og med nogenlunde samme fortjente (læs: beskedne) success. Nu har jeg ganske vist ikke siden Ruder Konges tid haft hifi som andet end en kær hobby, og det bliver derfor interessant at høre anekdoter fra en tid, der var engang. Nemlig dengang for længe siden, hvor branchen endnu havde nogensomhelst tiltrækningskraft på normalt begavede personer med pil måske endda opefter. Det er altså noget længe siden, det her. I dag skal vi mindes en af dem. Nemlig ham, der er allermest savnet. Han hedder Michael.

Det var dengang branchens måske allerbedste tekniker Michael Kristensen endnu huserede i Dansk Audio Teknik. Ingen der har stiftet bekendtskab med denne uendeligt behagelige og superskarpe mekaniske og elektroniske super-begavelse vil nogensinde kunne glemme det. Det, som andre kunne bruge dage på uden at kunne finde ud af det alligevel, løste Michael på inspirerede sekunder. Altid og uden undtagelse, aldrig, simpelthen. I dag er det så TC Electronic, som har gavn af dette fantastiske menneske, som øjeblikkeligt gennemskuer komplicerede sammenhænge, der er helt uforståelige for enhver anden. Med blot en formel elektroniktekniker-uddannelse fra den forlængst nedlagte afdeling på Århus Tekniske Skole demonstrerede han hvert eneste sekund hver eneste dag hvordan genialitet til enhver tid får en ellers formelt højere uddannelse til at blegne. For eksempel var det en daglig kilde til moro at sammenligne Michaels uendelige analytiske evner med de noge mere begrænsede af slagsen, som en anden ellers ganske kompetent medarbejder udviste. Mod ren og skær brillians bliver alt andet en smule mat for nu at sige det lidt mildt. Ikke at der formelt var noget at udsætte på denne erfarne og professionelle radiomekaniker, som var ved at videreuddanne sig til “rigtig” ingeniør, ja han blev det endda med blændende karakterer. Næh, han var blot og vil altid forblive en lallende amatør. Ikke i forhold til de fleste, selvfølgelig (han har endda fået et udfordrende arbejde i højttalerbranchen), blot i forhold til Michael. Det er iøvrigt ganske pudsigt, hvor meget tid “mindre ånder” kan bruge på at finde på syge undskyldninger for, at der er tekniske eller erfaringsmæssige grunde til, at andre kan løse opgaverne hurtigere end de selv kan. Eller overhovedet løse for dem selv ganske uløselige opgaver.

Disse for evigt “små mennesker” vil aldrig nogensinde kunne indse, at der simpelthen er mennesker derude, som blot er uendeligt meget mere kompetente end de selv er, ja de kan slet ikke forstå at det skulle være muligt. Det er vel i virkeligheden fordi de er små at de måske har svært ved at se sig omkring? Nå, men det var det altså, muligt, og forskellen mellem disse mennesker var som forskellene i køreegenskaberne i en Ford T og en ny Ferrari. Det var en daglig glæde og et stort privilegium at arbejde sammen med Michael Kristensen i ganske mange år. Ingen, som vi nogensinde før eller siden har mødt kommer blot i nærheden af dig og da allermindst de som troede, at de selv er så forfærdeligt dygtige og tror at man kunne uddanne sig til det, som du vidste i forvejen. Det kræver måske sandt geni at genkende andre, hvem ved, ihvertfald var der ét! ?. Nå, begge disse mennesker fik gode jobs men vi ved godt hvilket af firmaerne som er bedst hjulpet. Og så en lille sløjfe: Også i sine personlige egenskaber var forskellen enorm. Tilsyneladende er vi tilbage i bil-analogien. Når man virkeligt kan, så behøver man naturligvis ikke at vise det, men hvis man ikke kan, så er det tilsvarende vitalt at vise, at man altså kan det alligevel. Michael kunne! Det var så hvadd vi havde valgt at bringe i dag om helgener og hatte. Narrehatte, som jo i et vist omfang endda omfatter denne skribent, suk…

Ali og kamphunden

En uvildig undersøgelse foretaget blandt de vågne medlemmer af vores familie i dag ved 05-tiden har vist, at denne side er en kilde til folkeoplysning på det allerhøjeste plan. Sådanne undersøgelser plejer garvede statistikere ikke at give meget for og det gør vi da i øvrigt heller ikke selv og så er denne undersøgelse alligevel i både rimelighed og vederhæftighed en hel del bedre end det, som man ser i brede journalistiske kredse. I går kunne TV-avisen for eksempel berette om, at folk stormede de danske apoteker i desperat jagt på det vistnok klinisk dokumenterede aldeles virkningsløse influenza-middel Tamiflu. Hektiske billeder viste bjerge af dette ligegyldige produkt rulle ud af Roche-fabrik og i den anledning interviewede DR en apoteker for at høre om dette helt usandsynlig ubrugelige produkts usandsynlige salgssuccess. Sådan formulerede journalisten det nu ikke, han anede tydeligvis ingenting om nogetsomhelst og så har vi allerede rundet op. Apotekeren kunne fortælle, at mens der normalt blot blev solgt en enkelt pakke Tamiflu om ugen (nok til en der ikke vidste bedre eller som troede det virkede mod unødig hårvækst eller måske blot almindeligt svind, hvem ved) var man nu helt oppe på forrygende 20 pakker om dagen. Det ville altså betyde, at med den aktuelle apoteks-tæthed i Danmark og den aktuelle efterspørgsel ville man nok ialt kunne sælge ca. en pakke Tamiflu til alle danskere i løbet af et års tid, altså ikke det helt vilde og sikkert ikke nok til at gøre det store indtryk på dette virus.. Ikke underligt, at i lyset af denne fortvivlede situation for fædrelandet var nødvendigt at spørge en hel del folk på gaden, om de ville købe influenza-medicin. Spørgsmålet ville måske have haft en lidt større relevans, hvis altså man overhovedet blot teoretisk havde kunnet købe sådan noget, men disse faktiske og uoverstigelige faktuelle forhindringer for enhver meningsfyldt konversation forhindrede ikke en fortsat strøm af ligegyldige spørgsmål/svar a la. “Ja, hvis det bliver nødvendigt vil vi da godt købe det osv.” Hvad, hvor og mod hvad kom aldrig frem, men måske Tamiflu virker mod fodvorter eller almindelige vorter, som jo også er en virussygdom så vidt vi ved. Det gør det da sikkert med ikke mindre sandsynlighed end at den virker mod svineinfluenza. Helt sikkert!

Det faldt åbenbart aldrig nogen journalister ind, at når man ude på Skejby Sygehus Universitetshospital her i byen isolerer muligt smittede i nærmest atomsikre kældre og i hysterisk isolation (det viste man ellers med grafisk tydelighed, stupide idioter!), så er det naturligvis fordi man allerede godt ved, at man ikke har noget virkningsfuldt middel mod sygdommen. Iøvrigt på fuldstændig samme måde, som man heller ikke har det mod hverken den forrige eller næste sæsons naturnødvendigt nye muterede influenza, der uundgåeligt hvert eneste år ruller ind over verden. Måske de principielt fataliske muslimer alligevel har ret et eller andet sted. Mange ting sker da helt sikkert uden at der åbenbart er nogetsomhelst at gøre ved det..Nej, det har de forresten ikke. Og så stoppede den journalistiske hjerne-lammelse endda ikke her. Direkte adspurgt om man fra myndighedernes side kunne afvise, at nogen danskere ville dø af den nye influenza svarede en ekspert på området ellers, at da der jo ved selv den mest banale årlige influenzaepidemi jo allerede døde mindst 1000 danskere, var det vel ikke så let at garantere. Tilsyneladende var det en del lettere at garantere, at en hel masse faktisk allerede var dødsmærkede.Så stoppede indslaget uden at dette ganske tydelige svar tilsyneladende gjorde blot det allermindste sobre indtryk på journalisterne. Man skulle jo også ligesom videre til næste væsentlige indslag efter at dette journalistiske makværk havde varet et kvarter. Om det blev bedre?

Det kan måske debatteres. I et overdrevent føle-føle indslag interviewede man ejeren af en kat, der var blevet bidt ihjel af en hund. På samme måde som influenza-relaterede dødsfald rutinemæssigt sker hver eneste dag i Danmark er det faktisk heller ikke uhørt, at der ryger en enkelt kat her og der. Ja, det er faktisk normaliteten på samme måde som at masser af skræppende solsorte-hanner i denne tid falder som sagesløse ofre for morderiske katte og så er vi ikke engang kommet til kattenes grusomme leg i næste måned med tilfangetagne hjælpeløse plumpe solsorteunger. Naturen er ganske grusom og danske journalister ikke mindre. I det mindste var det en gru at se på dette helt epokegørende journalistiske lavmåls-produkt. Hele historien var bygget op omkring, at netop denne kat af alle katte IKKE var blevet af en gul labrador eller kørt flad af en Daihatsu. Nej, den var blevet gnuflet af en kamphund selv om enhver andet fornuftig hund selvfølgelig ville have gjort det samme. I den utrættelige journalistiske søgen havde man helt usædvanligt været i stand til at opsnuse en vis “ALI” Om han hedder det ved vi ikke, han ønskede nemlig at være anonym som han stod dér i sin hættetrøje. Alligevel var det dog ham, der sagde det eneste fornuftige i hele TV-Avisen da han konstarede, at når en hund åd en kat og en kanin, så var det altså blot naturens orden eller som han mere prosaisk udtrykte, “Sådet var det bare!” Vi kan dårligt være mere enige og relevansen af sådan et indslag er simpelthen en hel del under det absolutte termiske nulpunkt. Naturen er altså forbandet ubarmhjertig derude, ja man kan endda dø af den og gør det jo indtil videre aldeles uden undtagelse: Fugl, kat, kanin og enkelte influenzaramte. Sådan er det og sådan har det forresten altid været, men tak, Ali, fordi du sagde de eneste fornuftige ord i de her ellers ulideligt lavkomiske indslag.

Genbrugsglas

I dag er det så den underskønne kommende fru Dahl Mathiasen indtræder i det allersidste år, hvor hun endnu er i “midten af trediverne” Mere præcise kan vi jo nødvendigvis af indlysende diskretions-hensyn ikke være. Ellers triller ordrerne ind i en lind strøm til vores lille kompagni og det giver som altid mulighed for lidt spøg og skæmt ved siden af. I morgen ankommer for eksempel en ladning lettere antikke Altec-Lansing hornhøjttalere til os med bashorn og mega-lang metaltragt og landmine-stor mellemtonedriver og det hele, det skal nok blive godt. Som monument over en industri, som allerede for mange, mange år siden døde bort. For Altec-Lansings vedkommende skete dette endegyldigt i 1995, hvor det allerede dengang i adskillige årtier tungt gældsplagede firma endeligt lukkede og slukkede for fabrikken i Oklahoma City, savnet af nærmest ingen måske undtagen enkelte håbefulde kreditorer, som vist mest var efter pengene. Allerede dengang var audio-industrien et noget tvivlsomt tvivlsomt investeringsobjekt med mindre man manglede lidt “straks-afskrivninger”.

Nu var det et uhyre forventet dødsfald, mest fordi det var sket ganske mange gange tidligere for de amerikanske såkaldt “2 store” (selv om de faktisk var ganske små), nemlig JBL og altså Altec. Ordet “Lansing” kom ind i Altecs navn, da de opkøbte James B. Lansings første konkursbo i 1941 og selv om Lansings nye kompagni JBL allerede krakkede i 1949, så fortsatte begge firmaer som trodsige klodsede (men alligevel) flyvende humlebier en økonomisk slingrekurs af de helt store. Produkterne var der overraskende nok ikke noget galt med, men ingen af firmaerne formåede nogensinde udover et par enkelte år i stræk at etablere nogetsomhelst, der blot lignede ordnede strategiske økonomiske forhold. Begge firmaer havde dog forrygende designere og det hjalp en lang tid indtil timeglasset endeligt løb ud for kvalitet i højttalerbranchen. I den henseende var Altec den allersidste patient der døde. I dag er der så kun enkelte småvirksomheder tilbage, som fortsætter de engang universelt udbredte stolte håndværks-traditioner for ingeniørkvalitet og de engang toneangivende navne som Altec-Lansing og JBL er reduceret til varemærker for prut-hovedtelefoner og andet computertilbehør. En sølle skæbne for disse engang så stolte foretagender og et tab i ingeniørkunsten, som aldrig vil kunne “rulle tiden tilbage” De ingeniører, som kunne det, er nemlig allesammen døde af alderdom eller ansat i helt andre brancher og ville aldrig drømme om at søge ind i audiobranchen og det uanset lønnen. Når man ser sig omkring forstår man dem alt for godt, men det tager vi en anden gang. I den kommende tid skal der nok blive rigelig lejlighed til en ordentlig stribe nekrologer. Det er vist bare forbi.

Det var det næsten allerede for Altec-Lansing i 1950-erne, hvor den dengang kendte finansmand og entreprenør James Ling overtog firmaet. For kendere af amerikanske flådekampfly er der tale om den samme Ling, som ham i firmanavnet Ling-Temco-Vought, som var et amalgamat af producenten af 2. verdenskrigs Chance-Vought Corsair propelmaskine (den med de “dykkende mågevinger”) kendt fra adskillige John Wayne-film og så et par andre firmaer på lignende rand af kollaps. Det var allerede fra den spæde start en fuldstændig dødssyg firmastrukur. Det lykkedes dog faktisk firmaet at producere ganske succesfulde jetfly til den amerikanske flåde og enkelte kendere vil måske kunne huske jetflyet med “genbrugsnavnet” Corsair fra Vietnam-krigen. På samme måde som produktionen af kvalitetshøjttalere senere skulle klappe sammen gik det jo allerede fra firmaets start for propelmaskinerne, så man kom i Altec-Lansing til at opleve adskillige teknologiske omvæltninger. Ganske utroligt, at det gik så længe som det gik og det gjorde det så næsten heller ikke.

Det er så nogen af disse produkter fra en forlængst svunden tid, som kommer vores vej. Om de spiller godt? Ja, hvis man prioriterer en følsomhed på godt 105 dB/watt over alt andet, så er det ultimativt skidegodt og det bliver endnu bedre, hvis man er mere end almindeligt midaldrende. Den store mellemtonedriver falder nemlig allere af fra godt 6 kHz og matcher i sin frekvensgang glimrende hørelsen for typiske 70-årige med arbejdsliv udenfor metalindustrien altså typisk almindelige aldersbetinget almindeligt halvdøve. En yderligere og uundgåelig “bonus” ved disse højeffektive højttalersystemer er en frekvensgang som et alpelandskab. I dag ville man nok kalde sådan noget for “musikalsk” eller noget andet marketingmæssigt pis, men dengang vidste man, at det ikke kunne være anderledes. Ja, man publicerede som en selvfølge loyalt kurverne for disse højttalersystemer på en måde, som aldrig er set siden. Ikke at det ikke i det store og hele er sådan stadigvæk, man holder blot sin kæft med det. 

Man vidste som gode ingeniører naturligvis, at man allerede forlængst havde mødt “The Final Frontier” for udviklingen af dynamiske højttalerenheder. Bedre end Altec-Lansing dengang blev det aldrig, til gengæld blev det rigtigt meget dårligere rigtigt hurtigt. Det gjorde det nu osse for Altec-Lansing selv, der i sit sidste tiår leverede produkter, som er lidt “forbudt for børn” i ingeniørmæssig og almindelig kvalitetsmæssig henseende. Ingen, som har set Cecil B. DeMilles mesterværk “Bibelen” med Charlton Heston som Moses og oplevet, hvorden de mægtige Altec-Lansing “Voice of the Theatre”-højttalere skjult bag det perforerede lærred fik buksebenene til at blafre (og det også selv om man havde shorts på et evigt paradoks!) vil dog nogensinde glemme det. Og da slet ikke når nutidens såkaldte “kvalitetslyd” fra alskens ligegyldige HTX-installationer er den moderne reference. Ja reference, men for hvad dog, ikke noget godt ihvertfald?. Intet kom på siden af Altec-Lansings VOTT-højttalere, absolut intet! Desværre!

Ellers skal vi som annonceret i overskriften i dag lige udkaste et tvivlsspørgsmål, som efter en tur til Tyskland er blevet kronisk hængende i denne skribent. For hvad er det mon, man i Danmark egentligt bruger det indsamlede såkaldte “genbrugsglas” til? Det mest nærliggende svar ville naturligvis være “glas”, men så simpelt er det nu nok næppe. Hvis man skulle det skulle man vel som i Tyskland inden smadringen i glascontainerne nødvendigvis sortere glasset efter farver ellers kan vel i virkeligheden ikke bruge glasset til en skid bagefter? Vi mindes jo aldrig at have set hverken ølflasker eller agurkeglas med en udpræget grøn-brunlig tone, som vel nødvendigvis må blive farven på det smeltede slutprodukt fra alle de indsamlede glasstumper. Nå, sådan er der så meget og hvis man ikke undrer sig, så får man som bekendt ikke noget svar. Nå, det gør man muligvis heller ikke alligevel, men alligevel nager den “lille orm” nederst dernede i hjernekisten om nu hele dette glas-postyr i Danmark ikke blot er endnu en version af den gamle Århus-historie om affaldsortering i sorte og grønne husstandsomdelte plasticposer, som efterfølgende så blot alligevel blev makuleret i en fælles kværn. Nå, i det mindste er glas ikke giftigt og i sin smadrede form som silicium sikkert et ganske fint materiale. Sådan noget hedder forresten sand. Genbrugssand?

“Det Gode Liv”

Så er det atter en solbeskinnet mandag og hvis solen ikke skinner lige præcist her omkring og hvor vi ellers lige står, så er det jo rart at vide, at det sikkert nok er forbi den skinner et helt andet sted eller osse stråler den jo blot som Dirch Passer så eviggyldigt fortolkede det “ovenover alting”.I det hele taget er fremtiden sollys og smuk som kvinden til ventre for denne tekst, den umiddelbart tilkommende fru Pia Dahl Mathiasen, som det er blevet til efter hårde forhandlinger. De nærmere detaljer omkring denne kosmiske personal-union vil naturligvis blive offentliggjort ved passende snarlig lejlighed.

Ellers skal vi for udenbys iagttagere af vores by og andre vankundige lige opdatere et par gamle sager, som vi har behandlet udførligt tidligere. Vores tavshed siden har ikke været begrundet i, at vi tog fejl men mest i, at der ikke var meget at skrive om. Lad os til en start tage Tivoli Frihedens ulyksalige Cobra-rutschebane. Ulyksalig må være lige det rigtige ord, for den uendeligt forudsigelige ulykke sidste år har jo siden været afløst af en salig tro på, at alt nok skulle gå alligevel. Som bekendt “pudsede” man jo et anerkendt tysk material-prøvningsinstitut på sagen sidste år uden at det dog har fået banen i gang endnu. Konklusionerne efter ulykken dengang m.h.t. den nødvendige metal-styrke i aksel-konstruktionen tydede heller ikke på, at det ville blive nogen let sag at få skidtet til at virke. Konklusionen fra den første undersøgelse kunne nærmest læses som om det vist ikke med hidtil kendt metallurgisk viden på simpelt jordbo-niveau udenfor Supermans fødeplanet Krypton overhovedet var muligt at lave banen, dertil var der simpelthen for mange designfejl i belastnings-mønstrene. Mere end en hel del tyder på, at man vist i det forløbne knapt et års tid har trådt vande fra Frihedens side. Ihvertfald har man sikkert af bitter nød fortsat samarbejdet med den inkompetente italienske producent helt indtil nu med et inderligt forudsigeligt resultat, nemlig at der absolut intet er sket. Nu i halv-trettende time har Friheden så meddelt, at man vil søge at få akslerne fra en anden leverandør. Hvorfor man ikke har gjort det tidligere er svært at forstå med mindre altså det ikke teoretisk-metallurgisk har kunnet lade sig gøre. I det sidste tilfælde kan det så selvfølgeligt stadigvæk ikke lade sig gøre og i det første tilfælde ville problemet antageligt forlængst have været løst. Så dyrt er vist ingen hærdede stållegeringer. Hvis det altså blot havde været løseligt, Hvilket absolut ingenting nogensinde har indikeret, at det er.

Andre problemer er langt mere løselige og så kan det forresten være ligemeget, hvor uløselige de principielt er. I Odder har man for eksempel i bedste klassiske Sovjet-stil fjernet al sodavand og diverse andre søde sager fra skolekantinerne. Det er som i alle totalitære regimer til alle tider selvfølgelig sket “For Folkets Bedste”, andre begrundelser gives der aldrig og andre er heller aldrig nødvendige. Om man så også agter at gøre at gøre det forbudt at være bager i umiddelbar nærhed af skolerne er vanskeligt at gætte, men det vil man nu nok. I det mindste ruller man det svære skyts ud mod vankundige forældre, som ikke har fattet, at “kommunen ved bedst” I en nylig sag fik en elev en nydelig kvinde-skråskift-skrevet bemærkning med hjem i kontaktbogen om, at det vist ikke var hensigtsmæssigt, at forældrene hver fredag fik ikke mindre end 2 chokoladekiks med i madpakken i en vist ellers Odder-politisk ganske korrekt madpakke. Den kvindelige lærer i sin alvidenhed mente vist nærmest, der var tale om et skråplan mod social deroute og stik-narkomani og anden kannibalisme, altså ikke det fede. Heldigvis reagerede forældrene mod denne magtens uendelige selvfedme uden at det dog blev helt klart, om læreren havde snaget i alle madpakkerne eller hvordan Fanden hun overhovedet havde hørt om det. Så vidt vides spiser lærere og elever vel ikke ligefrem frokost sammen men måske lige denne lærer havde etableret et passende “madpakke-tankepoliti” med stikkere blandt eleverne. Tjah, andre svar gives vel egentligt ikke. Orwells “Comrade Napoleon” lever og har det rigtigt godt og bor i Odder.

Direkte adspurgt svarede en forældrerepræsentant fra den korrektheds-ramte Parkvejens Skole i Odder forbilledligt (og derfor uhyre sjældent set) klart på et spørgsmål om det nu var lærerens opgave at kontrollere madpakkers indhold med de utvetydige ord: “Nej, det er det ikke!” Slut. Journalisten fortsatte med det naturlige spørgsmål om hvorfor så læreren åbenbart ikke havde fået dette at vide med det ligeså umisforståelige: “Det har hun også!” Slut. Om så læreren er lettere rødvinsomtåget (vin og spiritus og importerede fedende nydelsesmidler er nemlig en afgørende del af sortimentet i lærerenes egen indkøbsforening LIC så når de har fri derude i Odder så “feder” de sig i smug derhjemme som de sovjetiske kommissærer og alle andre pampere til alle tider altid har gjort)) eller blot simpelthen dum eller døv som en (døv) dør ved vi ikke. Til gengæld kunne noget tyde på, at borgmesteren i Odder skulle anskaffe sig en spindoktor eller måske han bare selv er lærer-uddannet og dermed åben for denne syge “politiske korrekthed”. Adspurgt i samme anledning om han fandt skolens holdning til de 2 ulyksalige chokoladekiks acceptabel svarede han med de mindeværdige ord, at “på det foreliggende grundlag kunne han ikke rigtigt udtale sig” Da dette grundlæg vel dårligt kan være mere begrænset og intellektuelt overskueligt er det noget svært at se nogen mening i det her pladder. En borgmesters loyalitet burde vel som et minimum delvist rettes mod borgerne og ikke kommunens ansatte. Journalisten spurgte underligt nok ikke om denne kommunale politik betød, at al øl og kage til kaffen i de kommunale kantiner også var forduftet og at borgmesteren fremover ikke ville hverken give eller modtage vingaver, da der jo også er en dokumenteret skadelig virkning af disse substanser. Nå, man skal jo altid starte et korstog “i det små”, blot underligt at alle politiske og andre korstog altid starter med alle andre end én selv. Som her, for borgmesteren så faktisk ikke selv ud som om han selv i sin skoletid havde forsaget alle chokoladekiksene, men det har måske drejet som om sundere økologiske (ligeledes fedende) alternativer..

Ellers er sundhed og sygdom sådan en kompleks ting. Tag for eksempel de forebyggende vaccinationer mod livmoderhalskræft hos unge piger, et særdeles hæderværdigt projekt. Om det hjælper har vi ingen ide om og det er sikkert ganske svært at drage entydige konklusioner. Mest fordi det jo åbenbart drejer sig om kræft forårsaget af en virus, som jo har det med at mutere ganske hyppigt. Hvordan man så kan regne med at opnå nogen sikker effekt efter måske 20 års hyppige kræftvirus-mutationer skal man vist bare ikke spørge alt for meget om. Det kunne der nu ellers nok være al mulig grund til i forbindelse med den nye truende pandemi fra Mexico med en aldeles ny-muteret form for svine-influenza, som er kommet temmeligt meget bag på verden. Som den tidligere truende SARS fra Sydøstasien har man naturligvis ikke noget akut behandlingsberedskab klart ligeså lidt som man har overfor andre årligt tilbagevendende virus-infektioner som almindelig influenza. Det lykkedes vel i virkeligheden slet ikke rigtigt i SARS-tiden eller for den sags skyld senere nogensinde at finde et middel, der virkede på SARS-virus og meget bedre er det vel ikke denne gang. Eller rettere, det kan det næppe teoretisk være. Alligevel fortsætter behandlingen med og produktionen af det allerede mod SARS aldeles virkningsløse “tamilflu” I går lød det endda noget lalle-optimistisk idiotisk, at “man vist havde konstateret, at det hjalp mod den nye svineinfluenza”. Se, DET ville være en sensation, da det nemlig vist ellers ikke er konstateret, at det virker mod nogen hidtidig form for human influenza. Sandsynligheden for at det hjælper mod den nye muterede svineinfluenza er vel nogenlunde den samme, som at den virker mod livmoderhalskræft i den muterede form, der findes om 50 år, altså i virkeligeden nærmest ikke alverden.

Ovenpå al denne virale virak i dag så blot en allersidste kættersk tanke. Da man vel næppe kan gå ud fra, at lige netop livmoderhalskræft er den eneste kræftform forårsaget af virus ihverfald som en medvirkende komponent, hvordan kan det så være, at der ikke findes andre vacciner mod alle de andre virale kræftformer. Mon ikke konklusionen muligvis er, at man ikke rigtigt tror på et statisk produkts (som en vaccine vel er) og dets virkning på et dynamisk og stadigt muterende virus. Nå, men man laver også som TV-Avisen i går betryggende viste jo stadigvæk temmeligt virkningsløs “tamilflu”. Man tror åbenbart en del på “Placebo-effekten” af disse veritable kalktabletter anden grund er der vel næppe. Nå desuden har Kræftens Bekæmpelse jo alligevel brændt alle deres enorme testamentariske midler af på at hyre verdens dyreste arkitekt, Frank Gehry, til at designe denne magt-selvfede organisations nye opulente hovedkvarter her i Århus.
Dette komme meget betegnende til at ligge på Kirkegaardsvej og den vej skal vi jo alle før eller siden. Med hjælp fra Kræftens Bekæmpelse bliver det nu næppe siden..

Som vinden blæser.

Denne forfatter er som en del gange efterhånden nævnt ætling af utallige generationer af søulke. En del af dem har rundet det forræderriske forbjerg på Sydamerikas sydspids, Kap Horn (hvor bølgerne faktisk helt rigtigt som i den ellers ret tåbelige Lighthouse-billedmanipulation kommer fra 2 sider på én gang) og en enkelt er blevet til søgræs dernede. Man skal ikke spøge med vinden som blæser lige præcist, som den vil. Det er ikke helt det samme som at den blæser ligesom man måtte ønske.

Det ser man vel bedst i de seneste regnskaber fra den danske vindmøllegigant Vestas. På trods af at vinden blæser nogenlunde på samme måde som den har gjort i mange år (selv om vindmønsterene ifølge vejrmagistrene jo påvirkes af placeringen af de magnetiske poler (som flytter sig), så er Vestas alligevel kommet i modvind. I den sammenhæng er der kommet et helt nyt ord i sproget, undertegnede har ihvertfald aldrig hørt det tidligere. Udtrykket hedder “annoncerede ordrer” og giver absolut “minus-mening” for denne skribent. Gennemlæsning af teksten i dagens JP opklarer på ingen måde mysteriet og derfor må vi gætte og det er faktisk ikke særligt let. For at sådan et udtryk med et kvalificerende adjektiv overhovedet kan have nogen mening skal det jo adskille sig fra det det samme ord med andre kvalificerende adjektiver. Lidt sprogligt uddannet er man vel. Der findes vist bare ikke andre sproglige begreber som ligner lidt og da slet ikke det ellers nærliggende udtryk “hemmelige ordrer” 

Om sådanne findes ved vi selvfølgelig af gode og nødvendige grunde ikke, men ikke meget tyder dog på det. Med de lange “lead-on” tider for opførelsen af vindmøller er det jo vitalt for ethvert igangværende salgsarbejde, at de få og store producenter til enhver tid kan præsentere en godt fyldt ordrebog. Ingen vil nemlig købe en mølle af en producent på vej samme sted hen som hifi-industrien har været det i en del år, altså hverken opad eller ligeud. En vinder i nutidens møllemarked er den, som mest effektivt formår at projicere igangværende og fremtidig success og stabilitet ud til køberen. “Staying power” er mindst ligeså vigtig som produktet, ja måske i virkeligheden meget mere. Derfor er der al mulig grund til hurtigst muligt for alle producenter at offentliggøre enhver odrre ASAP og det også selv om det blot drejer sig om en lille mølle på en mikronesisk Stillehavsø som Pitcairn Island, beboet som bekendt af efterkommerne af Fletcher Christian, styrmand på det mytteriramte skib “Bounty” med den lede kaptajn Bligh ombord. Intet er for lille til ikke at kunne tjene som PR. Det er så i det lys, at man skal se den offentliggjorde fald i de såkaldte “annoncerede ordrer” hos Vestas på 62%. Det er vel temmeligt synonymt med “samtlige ordrer”, altså helt åndssvagt vildt langt ude i skoven katastrofalt.

Måske ikke ganske overraskende mener økonomiske analytikere i lyset af disse oplysninger, at Vestas i år ikke når deres budgetter, selv om de her tal selvfølgelig berører fremtiden snarere end dagen i dag. Det værste er så bare, at så snart der kommer tvivl om virksomheden på længere sigt, så kan man normalt være sikker på, at der øjeblikkeligt sker nedskæringer i allerede igangværende projekter så hurtigt køberen overhovedet kan komme til det og så kører møllen langsommere uanset hvor meget vinden blæser. Det er en forbandet situation, hvor en ellers beundringsværdig forretningsmæssig realisme og åbenhed kan komme til afgørende at påvirke virksomhedens muligheder aldeles øjeblikkeligt. Ubegrundet lallende jubeloptimisme ville sikkert have været bedre og praktiseres jo ellers i ganske vidt omfang i vores egen branche for tiden men forretningsmæssige løgnehistorier har jo også ligesom en slags “sidste salgsdag” Man kan sagtens “tale en ting op” for en tid, man kan blot ikke få den til at blive deroppe og da slet ikke det, som allerede forlængst er faldet ned. Det sidste scenario er vel det mest absurde ved vores egen branche p.t., hvor benægtelsen af almindeligt tilgængelige og umisforståelige fakta stadigvæk praktiseres i vidt omfang. Nå, vi håber selvfølgelig det kommer til at gå en hel del bedre for Vestas end for vores egen branche og det får de tydeligvis også vældigt meget brug for.

Håb skal der vel også til for at tro på noget større demokratisk gennembrud i den allerede i sin levetid forlængst kanoniserede helgen Nelson Mandelas Sydafrika. Efter Mandela har magten jo som i andre lige knapt demokratiske idealsamfund været en ét-partiaffære, hvor den afgående præsident Mbeki (ham med , at AIDS sagtens kunne klares med traditionel stammemedicin) nu tilsyneladende overgiver magten til den langt mere oplyste Zuma. Denne sidste har jo som bekendt ellers været anklaget (tilsyneladende med en vis ret) for voldtægt mod en AIDS-smittet prostitueret, men retfærdigheden skete åbenbart fyldest i dette fine nye demokrati. Zuma havde ellers “været der”, som det hed i min ungdom på Endelave, men han klarede altså alligevel frisag. Han fik heller ikke HIV for denne snu fætter tog nemlig efter akten et brusebad, og dermed kunne han jo selvfølgelig ikke være blevet smittet. Ak ja, det er vist ikke kun den aldrende despot og verdenshistoriens værste folkemorder, Mugabe, og hans slæng, som har roterende fis i hornlygten dernede i det sydlige Afrika. Når mere end 30 % af en befolkning er HIV-positiv og når de endvidere anføres af en præsident med personlige kvaliteter, intellektuelle som seksual-moralske som Zuma, tjah så er der vist ikke meget håb. Eller rettere, hvis vi skal runde op, så er der INTET håb. Det gode er så, at det har det allerede ikke været længe.

Anderledes ser det ud med arbejdsløsheden i Frankrig uden at det for denne skribent giver synderligt meget mere mening. For tiden er arbejdsløsheden i Frankrig omkring 8.3% og det har givet massive folkelige optøjer overalt i bedste Bastille-stil uden at det dog umiddelbart har givet hverken resultater eller nogen mening overhovedet. Iagttagere mener endda og nok ikke ganske overraskende, at arbejdsløsheden i Frankrig vil stige i løbet af året og det skal nok ske i lyset af det totale kollaps p.t. i den tyske økonomi, Frankrigs største handelspartner. Og så er det alligevel her, at der går lidt “Zuma” i analyserne, altså en vel ikke helt troværdig stoel på virkningen af varme brusebade. Prognoserne peger nemlig på, at der ved årets udgang blot vil være 10% arbejdsløse i Frankrig, altså en stigning på blot 1.7%-point. For os at se er det en noget optimistisk vurdering grænsende til den egentlige ønsketænkning.
Ja, og et varmt brusebad er særdeles effektivt mod AIDS og faldet i boligpriserne er stoppet som ejendomsmæglerne siger og kunderne flokkes igen. 
Sandhedens vind blæser desværre uforandret derude på stepperne og mon ikke den efterhånden får blæst de her regimer og diverse historier bort? Det tror vi.

Den sagnomspundne

I det nordlige Sydamerika midt i den allermest ufremkommelige jungle ligger det mystiske kæmpestore klippeplateau, der hedder Roirama. I og på denne gamle udslukte vulkan eller hvad det nu er, findes der helt specielle dyrearter, som ikke findes udenfor denne særdeles svært tilgængelige biotop, sådan en slags evig “Jurassic Park” uden al den efterhånden grinagtigt gammeldags computer-animation blot den ægte vare. Om der findes andre områder i verden, der på samme måde fungerer som reservater over en forlængst svunden tid ved vi ikke, men man kan vel altid have sine mistanker. Indenfor vores egen industri er der da visse bemærkelsesværdige pudsigheder, og i den allernærmeste fremtid vil vi udforske en af dem. Det vil vi gøre trods alskens afsavn og farer, vi vil nemlig forsøge at finde den “Den Store Spånplademine” I lighed med al anden europæisk pioner-minevirksomhed som f. eks tin i Cornwall tror vi, at den ligger i England, så der tager vi over. Om vi finder noget ved vi jo af gode grunde ikke, men en eller anden stor forfatter har vel engang sagt, at “at søge er selve livets mening” Eller han da ihvertfald sagt det nu lige for en halv linjes tid siden.

Det østlige England har jo traditionelt været uhyre træfattigt i området fra “The Wash” i Norfolk og faktisk helt ned til Themsens udløb. Der har faktisk nærmest ingen træer været siden oldtiden og meget længere tilbage kan det jo være lidt ligemeget i dagens aktualitets-sammenhæng. Derfor har der langt tilbage i det første årtusinde været omfattende tørvegravning i jagt på fossilt brændstof (husk, det var inden diverse klimakonferencer) og omkring Norwich findes det kæmpestore flade sumpområde “The Broads” som minde om disse millioner af tørve-.gravende hænder. Det må have været pisse-trælst at stå der og grave smaskvådt tørv op for så blot at opdage, at det selv efter nødtørftig tørring alligevel osede ad Helvede til men det var altså det der var. Ligesom Inge-Lise var den allerpæneste pige på hele Endelave Skole med 21 elever i 7 klasser i 1969. Man kunne jo vælge det, der var og det var altså i East Anglia at fryse uden varme eller at halv-kvæles i al osen fra tørvene, skidefedt. Som min barndom og Inge-Lise, suk, dybere suk! Måske ikke fuldstændigt uretfærdigt at dette område af England mest har været kendt for falleret fiskeindustri og almindelig indavl. Som denne skribent muligvis også kunne være…

Alligevel ligger der et mysterium af de store derovre, og vores foreløbige arbejdsteori er, at det må være et begravet et af slagsen, nemlig den sagnomspundne “Store Spånplademine” Derude midt i det gennem mere end et årtusind ganske træløse landskab ligger nemlig verdens vel efterhånden (“by default” ganske vist) sidste store pladespillerproducent. Det er så der, vi agter at tage over i den allernærmeste fremtid for at tage tingene i nærmere øjesyn. Dérovre hos denne producent omskaber man nemlig på mirakuløs vis nærmest værdiløst fossilt træfibermateriale til højglansmalede mirakler i det samme værdiløse træfibermateriale og selv pladetallerkenen er endda lavet af dette materiale på mange modeller. Det er nu på ingen måde noget særsyn og er efterhånden blevet normen overalt, men det er nu heller ikke vores punkt i dag. Alle de andre producenter ligger nemlig i skov-distrikter og det kan man sagtens forstå, det giver nemlig økonomisk mening.

Det gør det andet her altså ikke og vi tror, der ligger gedulgte hemmeligheder bag. Vi tror, at den helt specielle lyd i disse produkter (det står der ihvertfald i annoncerne og det siger vi naturligvis også selv i vores salgsarbejde) hidrører fra en ganske særlig underjordisk spånpladeaflejring. Underjordisk må den jo være da der altså i over tusind år ikke har været et eneste træ at se fra fabrikkens udkikstårn. Vi vil med bores historie-videnskabelige baggrund forsøge at finde ad af, hvordan dette hidtil uløste mysterium hænger sammen og ikke mindst hvordag de urgamle træer dog er blevet omdannet til noget, som mistænkeligt ligner splinternyt nødtørftigt sammenlimet halm-spånplade dernede i minen. Hvis der altså er en..Fabrikken er dog vistnok særdeles højteknologisk og det er nok der, vi skal søge forklaringen. Det bliver spændende lidt på samme måde som at sidde og kikke efter frimærker, hvor der måske mangler nogle takker. Det er jo de små ting, der afgør prisen både for spånplade og frimærker.

Nå, men ellers var vi til tvangsauktion i går over en ejendom, som var en lokal del af “Det Store Ejendomsspil” I den sag viste det sig, at en bank måske ikke fuldstændigt gennemtænkt havde lånt 5 mill. til et selskab med kaution af en fyr, som allerede for over 10 år siden blev et lokalt “navn” på samme måde som den flere gange fallerede byggematador Kay Wilhelmsen og i samme henseende. De har også det tilfælles i den nye udgave, at de såmænd optræder under eget navn med mellemnavn og sjælden stavemåde og det hele og alligevel har banken altså bevidstløst lånt penge med kaution fra en danskermed, ja, tilfældigvis bopæl lige i nærheden af denne spånplademine i East Anglia. I retssalen viste det sig så, at banken alligevel fik sin fortjente ekstra-bonus. På forunderlig vis havde konkursboet nemlig dagen før formået at leje de 2 dele af huset ud med et kæmpestort indskud og en tilsvarende lav husleje. Indskudet skulle så naturligvis afregnes af køber (banken) til den noget fiktive lejer (som vel næppe havde betalt noget til nogen men det ved man naturligvis ikke) og dér sad banken så med et ret værdiløst allerede uopsigeligt udlejet hus som forresten slet ikke var beboet af lejer, meget mystisk. Ikke alne fik man altså ikke sin penge, man fik i stedet et usælgeligt hus, som givetvis allerede mange gange senere var blevet brugt som “sikkerhed” i det videre spil. Det er vel ikke det allerbedste eksempel på det, man med et låneord fra Mærsk plejer at kalde “Rettidig bankmæssig omhu” Hvad det diametralt modsatte hedder ved vi bare ikke. Ak ja, der foregår vist skumle ting derovre i East Anglia men det kommer man forhåbentligt til at høre mere om, livsfare eller ej.
Hvis man kunne få det indtryk af dagens tekst, at vi sidder og keder og lidt er det nu mest fordi en hele masse projekter faktisk kører glimrende på skinner for tiden, hvor vores virksomhed i forhold til samme tid sidste år har en ikke ubetydelig fremgang. Desuden keder intelligente mennesker sig som bekendt ikke. Ikke at det selvfølgelig er særligt relevant for denne sklribent. Slut for i dag!

Bare rolig!

Vi er kommet lidt i tvivl om, om nu denne føljeton-kortform er den allerheldigste for fremlæggelsen af store samfundspolitiske teorier som den i går, men brygger dog alligevel i smug videre. Det er også svært at lade være i disse dage, hvor selv landets konservative udenrigsminister gør knæfald for den iranske folkemordsbenægter og præsidents tagen hele verden som gidsler i FN, mens en lallende magtesløs (det var vel derfor han oprindeligt blev valgt) generalsekretær blot sidder og ser orientalsk uudgrundelig ud. Det kan til alt held forveksles med dybsindighed men er det nu næppe. Man må vel forestille sig en tilsvarende grad af forståelse fra den kristne “sekt” (findes der iøvrigt kun kristne sekter, vi hører da aldrig om andre) Faderhusets side, hvis de vel på samme berettigede måde klagede over den udbredte “hatespeech” som man hører overalt som racisme? Nej, det kan man selvfølgelig ikke ganske på samme uforståelige måde, som man sagtens kan forstå højtråbende flagbrændende fjernstyrede galninge og deres naturlige krav om “respekt” for alt det, de har udrettet. Hvis der altså lige havde været noget.

I det hele taget er verden lidt af lave i denne tid. For eksempel kan man med lov-religiøsitetens fuldkomne ret til enhver tid hævde, at totalt tilslørede kvinder ikke alne kan benytte vilkårlige menneskers buskort som lovlig rejsehjemmel. Inden man nu får det indtryk, at vi hylder racismen i denne udtalelse skal det vel med, at i naturvidenskaben opererer man jo sædvanligvis med, at hvis man ikke kan falsificere et udsagn er det ikke nødvendigvis fordi det er sandt, men tit fordi udsagnet blot ikke giver mulighed for det. Det bliver det blot ikke rigtigere af, og man kunne vel med nogenlunde selvsamme selvfølgelighed påstå, at ingen af de tilsvarende kvinder nogensinde var de samme som dem på billederne som at de altid var. Ingen får det åbenbart nogensinde at vide alligevel. Ingen har jo åbenbart i sinde at håndhæve nogetsomhelst om ellers årtusindegammelt kontrolpåbud, idet nordisk ret altid har krævet, at den person, der skulle belønnes eller dømmes, var entydigt identificeret. Så venter vi så kun på, om tilsvarende lempelige regler også gælder for eventuelle danske medlemmer af Ku-Klux-Klan, hvis traditionelle klædedragt vel ikke adskiller sig synderligt fra disse omvandrende villatelte. Om de tilsvarende giver frit lejde til almindeligt bussnyderi at have klanens ellers fine hvide karnevalskostume på ved vi af gode grunde endnu ikke. Mest fordi et Ku-Klux-Klan-medlem som en selvfølge øjeblikkeligt ville blive lynchet på Strøget i Århus mens andre for en Mars-boer sikkert ellers identiske klædninger med sprækker til øjnene er helt ubegribeligt respektable. Iøvrigt pudsigt, at så uhyre få tilslørede kvinder er klædt i hvidt som de ulastelige klan-medlemmer (som endda ellers mest opererer i mørke), det er ellers en praktisk farve i varme lande. Måske de blot er uvidende? Det skal man vist heller ikke spørge om.

Der er faktisk en sjov “sløjfe” ved denne her maskering, som vist ingen hidtil ingen har kommenteret. Den danske lov muliggør faktisk, at enhver, som også udenfor en bank bærer rundt (og det også i lommen) på en sammenfoldet halvmaske a la Bjørnebanden faktisk uden synderlige problemer kan blive dømt for bankrøveri, selv om vedkommende altså slet ikke har været inde i banken endnu. Det er faktisk principielt kriminelt for alle tilslørede hue/hættebeklædte unge og andre formummede mennesker blot at passere på fortovet udenfor en bank for slet ikke at tale om at gå ind i den. Nå, der er mange andre pudsigheder derude. Som for eksempel at vores udenrigsminister i et sjældent sobert øjeblik skulle komme til at overveje, om Danmarks deltagelse i FN´s absurde racisme-konference som “pris” for, at de islamiske lande MÅSKE vil deltage i den planlagte klimakonference i København måske er særligt fornuftig. Belært af erfaringer fra alverdens skolegårde burde det ellers stå lysende klart, at den lille rædde elevs “køben sig fri” for bank i dette frikvarter med slik ikke er nogen holdbar permanent løsning overfor de evige bøller. Enhver forhandling under tilsvarende uacceptabelt pres er jo forlængst ophørt med at være en forhandling. Afpresning er og bliver afpresning og fører blot til større afpresning, ALDRIG forhandling. Måske Per Stig bare ikke er blevet drillet i skolegården, han ser ellers skidedum ud. Brilleabe æv-bæv!

Det svarer ganske fint til de også konstant igangværende forhandlinger med de somaliske pirater. Det eneste man kan forhandle om er altid prisen og det er jo altid gunstigt for sælger og hør-hov, er der forresten ikke noget “hate-speech” forbundet med det dér pirat-begreb, som FN måske osse burde tage op?. Der er vel i virkeligheden blot tale om sobre forretningsmænd i søfartsindustrien, som i al fredsommelighed dyrker verdens sandsynligvis næst-ældste erhverv? Det er vel i virkeligheden tale om et zionistisk/USA-inspireret komplot mod menneskeheden at kalde disse samspilsramte stakler sådanne nedladende ord som “pirat” Ja, det er ihvertfald ikke nemt at få meget fornuftig tale ind i det her. Fornyligt sagde en dansk sømand i området jo som sandt var, at det jo var umuligt at skelne mellem somaliske pirater og det, som han kaldte “almindelige fiskere” Hvis man altså kunne forestille sig der var nogen på samme måde som at der sikkert heller ikke er ret mange lavtydende bygmarker midt i et heroin-område. Han gik dog så langt som til at anerkende, at langt hovedparten af disse “fiskere” var svært bevæbnede, men det var vel for at beskytte deres fangst mod piraterne og så var det vist fint alligevel. Nu foregår kapringerne altid langt fra land i internationalt farvand og der er der altså skidedybt og der fisker man normalt aldrig. Mest fordi der næsten ingen fisk er i de frie vandmasser med havdybder på flere tusind meter. Det burde enhver stupid sømand vide, men det er tydeligvis ikke tilfældet.

Derfor er der selvfølgelig heller ingen fiskere derude på dybhavet ud for Somalias kyst og det er der heller ikke ude midt i Atlanten. Alle dem der fræser rundt er enten pirater eller pirater. Det er blot altsammen latterlige argumenter for ingenting at gøre udover at fiskeri fra speedbåde vel heller ikke nogen steder i verden har vist sig videre økonomisk. Som at deltage i en konference, hvor slutdokumentet allerede er skrevet på forhånd (!!!) Hvad Fanden deltager Danmark og Per Stig Møller dog så for i denne farce? Vi glæder os allerede til klimakonferencen, hr. Stig Møller. Blot underligt at ikke osse det slutdokument allerede er skrevet. Kender Danmark da slet ikke de nye demokratiske spilleregler?

Hvad Fanden er en “enhedsliste”?

I dag er der så atter dumpet en veritabel mega-ordre ind til vores lille virksomhed og den står på bygge-møde det meste af formiddagen. Sommetider kunne man ønske, at den trofaste Opel Omega stationcar var noget større, men på den anden side er en lastbil måske alligevel lige det største til bytrafik, og det er oppe i den størrelsesorden i dag. Om det så betyder at opsvinget er kommet for at blive er måske straks mere tvivlsomt. Vores kolleger i musikbranchen har ellers pebet slemt i den senere tid og nu kommer vi jo så til den traditionelt stille periode, hvor folk normalt finder på mere fornuftige ting at foretage sig udendørs. Man kan vel heller ikke ligefrem sige, at de seneste forretnings-initiativer fra mange sider med blot en enkelt mere eller mindre (vi har endnu til gode at se ham der den “mere”-) kompetent medarbejder på landevejene som repræsentant uden varer eller andre fornuftige salgsargumenter er vel heller ikke ligefrem recepten på mega-success. Det bliver så spændende at se, om et par af disse nye kørende medarbejderes tidligere betydelige mangel på viden indenfor et begrænset sortiment bliver omvekslet til en større viden om det nye kæmpestore sortiment, som de nu skal sælge. Man kan så vidt vides ikke spille på dette koncepts success i Danske Spil…

Ellers funderer undertegnede lidt over en ny revolutionerende samfundspolitisk teori, som vi i de følgende dage vil arbejde lidt på. Det drejer sig om samfundets opdeling og deraf følgende fjendebilleder og der mener vi at kunne se, at der er sket et afgørende paradigme-skift. Den universelle opdeling i “os”, nemlig de fornuftige og “de andre”, som ikke er velsignet på samme måde med nogensomhelst indsigt eller fornuft eller menneskelighed i det hele taget, er nemlig i de seneste par årtier blevet fuldstændigt forandret. Tidligere tiders uforsonlige fjender i det danske politiske liv er nu blevet til permanente venner, som man umuligt kan kritisere overhovedet. Hele den politiske og samfundsmæssige virkelighedsopfattelse er simpelthen skredet i nogenlunde samme takt som den almindelige viden om nogetsomhelst er diffunderet. Århundreders permanente fjendebilleder er nu af ren og skær uvidenhed blevet erstattet af tilsyneladende permanente politisk forståelse og ditto alliancer.

Man kunne i den sammenhæng prøve at kikke på enhedslisten, dette praktiske sammenrend af tidligere tiders elitistiske/stalinistiske/maoistiske/anarkistiske/økologiske/atomkraft-modstanderistiske osv. grupperinger. Sådan en konstruktion ville for 20 år siden have været ligeså polisk utænkelig som en sammensluning af de danske kommunister og nazisterne. Nå, det skete jo faktisk også i praksis fra foråret 1939 og til 22. juni 1941 så intet er umuligt. Til gengæld er det så blevet helt umuligt at huske denne skændige parantes for alle de senere kommunistiske koryfæer og deres aflæggere i SF. Nå, det utænkelige dengang ved at danne nogen alliancer dengang med udefra allers muligvis nærtbeslægtede politiaske retninger bestod jo i, at alle disse småpartier uden undtagelser som hovedfjende altid havde de andre småpartier. Således var det officielle DKP-kommunistpartis hovedfjende naturligvis ikke kapitalen og den ekstreme nationalistiske fløj (hvis der altså var en) , men dens lakajer Socialdemokraterne og endnu værre naturligvis, de lede maoister og Albanien-tro dummernikker i DKP (ml). Det skulle blive anderledes. Man kunne heller ikke hos DKP finde nogen modstand mod atomkraft, for det havde man masser af i datidens sølle smuldrende supermagt Sovjet. Hvad der var mest sølle kan man vel diskutere med Ole Sohn, dette prægtige eksempel på “det evigt principløse menneske”

Ligeledes var det aldeles legio for de radikale voldsomt at kritisere SF og Socialdemokraterne fik nogle læsterlige tæv af SF både politisk og ideologisk. Ens egen synspunkter blev skærpet i disse diskussioner hvor absurde de end måtte være. De var der dog, synspunkterne og de nærmeste partier omkring var altid dem, som man kritiserede mest og bekæmpede med størst ildhu. Nu er det her jo ikke i historisk perspektiv noget nyt, for alle religioner har jo altid med den allerstørste konsekvens og ubegribelige grusomhed bekæmpet afvigelser indenfor egne rækker. Den kristne etablerede kirke har altid haft det højeste kætter-bål reserveret til de frafaldne kristne, mens alle hedningerne derude er sluppet nådigt. Tilsvarende er det jo heller ikke (ret mange steder) indenfor islam akut livsfarligt at være kristen, men det er det til gengæld at være frafalden muslim. DET er døden rigtigt mange steder i verden, selv om det vel næppe bliver et hovedpunkt på den igangværende Durban 2-konference. Det bliver vel næppe nævnt overhovedet, det burde det ellers nu de kristne kætterbål er ophørt for godt 400 år siden.

I dag er alting så helt anderledes og DR er ikke længere “venstreorienteret” som i de dårlige gamle dage. Begrebet eksisterer nemlig overhovedet ikke længere i dag, hvor hele miskmasket af forskellige anarkistiske økoflippere og benhårde stalinister som den stadigvæk forfærdeligt aktive professor Benito Scocozza og hans terror-benægtende flok arbejder helt fint sammen med Margrethe Vestager og de andre ny-radikale. En dannelse af nogen “enhedsliste” ville have været en utopisk tanke indtil den altså holdt op med at være det.Ny- må her ikke forveksles med nogen nytænkning men blot med, at man blot har bortkastet alt det gamle radikale arvegods fra Hørup og alle de andre store gamle. Og altså desværre forlængst døde. Det betyder naturligvis ikke, at DR og alle de andre offentlige meningsdannere ikke længere “tager parti”, for det gør de selvfølgelig. De tager blot parti for en ny efterhånden helt underforstået “politisk korretkheds-strøm”, hvor visse personers udsagn principielt er fornuftige, fordi de tilhører den rette gruppe og andres udsagn tilsvarende horribelt stupide, fordi de ikke tilhører “de acceptable meningers parti” Så er det iøvrigt fuldstændigt ligegyldigt hvad disse sidste kættere siger. Om DF er for eller imod EU eller højere folkepension er social bistand er helt ligegyldigt, de vil altid være vor tids kættere, som skal stenes. Sådan var det ikke tidligere. Der var en viden om andre meninger og en bevidsthed om egne synspunkter til forskel. Hvorfor er den tidligere så skarpe danske kvindebevægelse ikke kommet på banen i forbindelse med flerkoneri og kvindeundertrykkelse i forhold til uddannelse og “af-sløring”? Tjah, det skyldes selvfølgelig den samme lammende “politiske korrekthed”, der som tidligere tiders “Jerntæppe” har lagt sig over Europa. Den politiske “korrekte enhedskultur”, der for tiden er den største trussel mod den frihed vi har kendt i knapt et par hundrede år. Det skal vise sig om det blot blev en parantes i verdenshistorien…
Fortsættes…

Enhedslisten

I dag er der så atter dumpet en veritabel mega-ordre ind til vores lille virksomhed og den står på bygge-møde det meste af formiddagen. Sommetider kunne man ønske, at den trofaste Opel Omega stationcar var noget større, men på den anden side er en lastbil måske alligevel lige det største til bytrafik, og det er oppe i den størrelsesorden i dag. Om det så betyder at opsvinget er kommet for at blive er måske straks mere tvivlsomt. Vores kolleger i musikbranchen har ellers pebet slemt i den senere tid og nu kommer vi jo så til den traditionelt stille periode, hvor folk normalt finder på mere fornuftige ting at foretage sig udendørs. Man kan vel heller ikke ligefrem sige, at de seneste forretnings-initiativer fra mange sider med blot en enkelt mere eller mindre (vi har endnu til gode at se ham der den “mere”-) kompetent medarbejder på landevejene som repræsentant uden varer eller andre fornuftige salgsargumenter er vel heller ikke ligefrem recepten på mega-success. Det bliver så spændende at se, om et par af disse nye kørende medarbejderes tidligere betydelige mangel på viden indenfor et begrænset sortiment bliver omvekslet til en større viden om det nye kæmpestore sortiment, som de nu skal sælge. Man kan så vidt vides ikke spille på dette koncepts success i Danske Spil…

Ellers funderer undertegnede lidt over en ny revolutionerende samfundspolitisk teori, som vi i de følgende dage vil arbejde lidt på. Det drejer sig om samfundets opdeling og deraf følgende fjendebilleder og der mener vi at kunne se, at der er sket et afgørende paradigme-skift. Den universelle opdeling i “os”, nemlig de fornuftige og “de andre”, som ikke er velsignet på samme måde med nogensomhelst indsigt eller fornuft eller menneskelighed i det hele taget, er nemlig i de seneste par årtier blevet fuldstændigt forandret. Tidligere tiders uforsonlige fjender i det danske politiske liv er nu blevet til permanente venner, som man umuligt kan kritisere overhovedet. Hele den politiske og samfundsmæssige virkelighedsopfattelse er simpelthen skredet i nogenlunde samme takt som den almindelige viden om nogetsomhelst er diffunderet. Århundreders permanente fjendebilleder er nu af ren og skær uvidenhed blevet erstattet af tilsyneladende permanente politisk forståelse og ditto alliancer.

Man kunne i den sammenhæng prøve at kikke på enhedslisten, dette praktiske sammenrend af tidligere tiders elitistiske/stalinistiske/maoistiske/anarkistiske/økologiske/atomkraft-modstanderistiske osv. grupperinger. Sådan en konstruktion ville for 20 år siden have været ligeså polisk utænkelig som en sammensluning af de danske kommunister og nazisterne. Nå, det skete jo faktisk også i praksis fra foråret 1939 og til 22. juni 1941 så intet er umuligt. Til gengæld er det så blevet helt umuligt at huske denne skændige parantes for alle de senere kommunistiske koryfæer og deres aflæggere i SF. Nå, det utænkelige dengang ved at danne nogen alliancer dengang med udefra allers muligvis nærtbeslægtede politiaske retninger bestod jo i, at alle disse småpartier uden undtagelser som hovedfjende altid havde de andre småpartier. Således var det officielle DKP-kommunistpartis hovedfjende naturligvis ikke kapitalen og den ekstreme nationalistiske fløj (hvis der altså var en) , men dens lakajer Socialdemokraterne og endnu værre naturligvis, de lede maoister og Albanien-tro dummernikker i DKP (ml). Det skulle blive anderledes. Man kunne heller ikke hos DKP finde nogen modstand mod atomkraft, for det havde man masser af i datidens sølle smuldrende supermagt Sovjet. Hvad der var mest sølle kan man vel diskutere med Ole Sohn, dette prægtige eksempel på “det evigt principløse menneske”

Ligeledes var det aldeles legio for de radikale voldsomt at kritisere SF og Socialdemokraterne fik nogle læsterlige tæv af SF både politisk og ideologisk. Ens egen synspunkter blev skærpet i disse diskussioner hvor absurde de end måtte være. De var der dog, synspunkterne og de nærmeste partier omkring var altid dem, som man kritiserede mest og bekæmpede med størst ildhu. Nu er det her jo ikke i historisk perspektiv noget nyt, for alle religioner har jo altid med den allerstørste konsekvens og ubegribelige grusomhed bekæmpet afvigelser indenfor egne rækker. Den kristne etablerede kirke har altid haft det højeste kætter-bål reserveret til de frafaldne kristne, mens alle hedningerne derude er sluppet nådigt. Tilsvarende er det jo heller ikke (ret mange steder) indenfor islam akut livsfarligt at være kristen, men det er det til gengæld at være frafalden muslim. DET er døden rigtigt mange steder i verden, selv om det vel næppe bliver et hovedpunkt på den igangværende Durban 2-konference. Det bliver vel næppe nævnt overhovedet, det burde det ellers nu de kristne kætterbål er ophørt for godt 400 år siden.

I dag er alting så helt anderledes og DR er ikke længere “venstreorienteret” som i de dårlige gamle dage. Begrebet eksisterer nemlig overhovedet ikke længere i dag, hvor hele miskmasket af forskellige anarkistiske økoflippere og benhårde stalinister som den stadigvæk forfærdeligt aktive professor Benito Scocozza og hans terror-benægtende flok arbejder helt fint sammen med Margrethe Vestager og de andre ny-radikale. En dannelse af nogen “enhedsliste” ville have været en utopisk tanke indtil den altså holdt op med at være det.Ny- må her ikke forveksles med nogen nytænkning men blot med, at man blot har bortkastet alt det gamle radikale arvegods fra Hørup og alle de andre store gamle. Og altså desværre forlængst døde. Det betyder naturligvis ikke, at DR og alle de andre offentlige meningsdannere ikke længere “tager parti”, for det gør de selvfølgelig. De tager blot parti for en ny efterhånden helt underforstået “politisk korretkheds-strøm”, hvor visse personers udsagn principielt er fornuftige, fordi de tilhører den rette gruppe og andres udsagn tilsvarende horribelt stupide, fordi de ikke tilhører “de acceptable meningers parti” Så er det iøvrigt fuldstændigt ligegyldigt hvad disse sidste kættere siger. Om DF er for eller imod EU eller højere folkepension er social bistand er helt ligegyldigt, de vil altid være vor tids kættere, som skal stenes. Sådan var det ikke tidligere. Der var en viden om andre meninger og en bevidsthed om egne synspunkter til forskel. Hvorfor er den tidligere så skarpe danske kvindebevægelse ikke kommet på banen i forbindelse med flerkoneri og kvindeundertrykkelse i forhold til uddannelse og “af-sløring”? Tjah, det skyldes selvfølgelig den samme lammende “politiske korrekthed”, der som tidligere tiders “Jerntæppe” har lagt sig over Europa. Den politiske “korrekte enhedskultur”, der for tiden er den største trussel mod den frihed vi har kendt i knapt et par hundrede år. Det skal vise sig om det blot blev en parantes i verdenshistorien…
Fortsættes…

En update

Ind imellem kan selv denne særdeles vittige og vidende skribent komme i tvivl om egen visdom. Især i forbindelse med det lokale prestigebyggeri af Danmarks højeste højhus, det såkaldte “Lighthouse” har vi jo tidligere udtalt en betydelig skepsis omkring de kedelige økonomiske realiteter. Og så sker der jo så åbenbart alligevel mirakler hvis man skal tro JP. Om man så skal det er måske så ikke helt så sikkert, men lad os da checke denne ellers glædelige nyhed. Den lyder nemlig med næsten serafisk trompetklang i overskriften: Direktør: Lighthouse bliver styrket af ny ejer. Som altid i forbindelse med dette projekt er der et passende billede af et imponerende højhus set fra Århusbugten og det har efterhånden været vist så mange gange, at man end ikke længere ænser, at det naturligvis er et manipuleret foto. Det er faktisk så manipuleret, at det opnår en ganske selvstændig komik og det selv om Lighthouse jo ellers hidtil har været absolut trendsætter i lokal fantastisk byggekomik. For at skabe passende symmetri i billedet har manipulatøren nemlig været nødt til spejlvende bølgerne omkring spejlingen af det fiktive tårn i Århus-bugten. 

Bølgerne kommer således ind fra 2 på hinanden vinkelrette retninger, absolut et meteorologisk særsyn udenfor Hanstholm Havn og de forræderiske livsfarlige farvande ved Kap Horn og afgjort “bad news” for de til lejligheden passende indlagte sejlbåde. Nå, det hele er alligevel ligegyldig fantasi på højde med barndommens tegninger af flaget den ene vej og røgen fra skorstenen på forunderlig vis den anden vej eller er det? JA, det er det, for direktøren, der siger disse ord, er nemlig Michael Sheikh, tidligere direktør for Landic Property. Landic Property er som bekendt udover et par garant-boligforeninger den eneste tilbageværende ejer af Lighthouse, som ikke var gået konkurs. Nå, men det er det altså nu, gået konkurs altså, og derfor er det ganske svært at se, med hvilken rimelighed man behøver tage sådan noget alvorligt fra en forlængst forhenværende direktør. Den efterfølgende tekst underbygger vel heller ikke akkurat den jublende overskrift, for det viser sig, at et tysk holding-selskab åbenbaret har erhvervet visse af aktiviteterne i det forlængst afdøde Landic Property som nu altså efter en længere betalingsstandsning endegyldigt er kollapset som alt andet islandsk.

Sheikh, ex-direktøren, fortsætter: “Det er ekstremt positivt for Landic property og Lighthouse, at der er kommet et meget kapitalstærkt selskab ind som ejer” Nu kunne man jo med en vis ret spørge om, hvad der lige skulle være positivt ved “salget (eller hvad det nu har været) for Landic, som jo altså alligevel er gået konkurs. Det kan jo ligesom ikke gå dårligere end det allerede er gået på samme måde som en dom på “dobbelt dødsstraf” jo også virker noget pleonastisk. Og så kommer vi til den egentlige substans i hele det her forårs-jublende byggescenario: “Ejerne (det tyske holding-selskab red.) vil i højere grad være i stand til at gå videre med projektet, hvis de mener, at der er et forretningsmæssigt grundlag” som altså den “eksede” direktør Sheikh fortsætter. Jamen, det står der virkeligt! Det er altså noget vanskeligt at læse nogen synderlig realistisk optimisme ind i de her udtalelser, som rent lingvistisk simpelthen er forbehold læsset ovenpå forbehold på forbehold. I det hele taget er der i denne affære tale om ganske betydelig sproglig virtuositet fra mange parter i en grad, som man desværre sjældent ser.

Den kommunale leder af udviklingen af havneområdet står ikke tilbage for Sheikh på nogen måde. Hun er nemlig blevet orienteret om, at “..at det ikke får nogen betydning for Lighthouseprojektet..” Det er til gengæld ganske korrekt, for i mere end et år har den eneste rimeligt realistiske mulighed for nogen pludseligt opstået 142 m. høj forhøjning på Lighthouse-grunden været et pludseligt vulkanudbrud med passende mængder størknet lava. Da der ikke løber nogen såkaldt “geologisk forkastning” igennem Århus er denne mulighed lige så principielt udelukket, som at der det sidste år har været blot en eneste teoretisk mulighed for nogetsomhelst reelt byggeri. Grunden er som bekendt stadigvæk ikke betalt, og mon ikke de nye tyske ejere (ja, af hvad egentligt, tilsyneladende kun en delvis byggeret på en ikke-betalt grund..) blot fedt-spiller lidt i håb om bedre tider som mange nok vil huske fra ungdommens mausel-spil i frikvartererne. Nå, men det gør kommunen så også vel mest tvunget af omstændighederne: “Vi (kommunen red) har fortsat tillid til, at folkene bag Lighthouse bruger alle kræfter på at få realiseret projektet” Da det eneste igangværende byggeri på havnen i den i det mindste et-par-årige fremtid er udgravningen af en parkeringskælder til et helt ikke-eksisterende parkeringsbehov bliver “alle kræfter” nok ikke nødvendigvist særligt meget. Sjovt mumme/maskespil det her, hvor alle lader som om tingene bare er på skinner og det længe inden hjulet overhovedet er blevet opfundet.

Tjah, de danske medier er forunderlige. I forbindelse med den nye statsministers trontale var overskriften jo også meget sigende i TV2-nyhederne. Lars Løkke Rasmussen havde nemlig ifølge den “elektroniske spiseseddel” der fået en “hård medfart” Det viste sig at dække over, at såvel Helle Thorning-Schmidt som Villy Søvndal var skuffede. Ja, hvad Fanden kan man da ellers forvente fra oppositionlederne, at de i stedet skulle være enige i, at landet har den helt rigtige statsminister lige for tiden og den bedste i historisk tid måske, nej vel? Ak ja, når de landsdækkende elektroniske medier ikke formår andet end sådan noget kritikløst makværk eller at interviewe andre TV 2-medarbejdere for at få en en om muligt endnu mere ligegyldig “bedømmelse” af talen, ja hvad skal man så næsten med dem? Slukke er vel det eneste rimelige svar. Vi slukker her for i dag og glæder os over, at bølgerne i Århusbugten stadigvæk kun kommer fra vindsiden og det bliver de såmænd nok ved med, Lighthouse eller ej!