Slaget ved Helgoland og andre ting.

Så er sommeren med sin mildhed over os, og så bliver der lidt ekstra tid til at dyrke en anden fritidssyssel, nemlig cykling. Lige præcis denne vores ellers for andet end dræbersnegle ret ufarlige fritidsaktivitet er iøvrigt også blevet latterliggjort ovre hos vores gode venner på hifi4all. Sommetider kryber der en lille djævel i én i dette dobbelt-krypterede elektroniske univers, for det kunne være rigtigt sjovt at finde ud af, hvem der har skrevet det. Det er nemlig ikke forkert, men det som så meget andet heller ikke helt korrekt.

Som i andre af livets forhold vælger vi i Pouls Audiobutik aldrig den letteste løsning.og da gælder da slet ikke cykling. Hvis man blot gik efter den simple løsning valgte man jo som de allerfleste andre en racercykel på 6 kg. med ultrasmalle friktionsfrie dæk. Så ville man kunne køre rigtigt hurtigt hvad det så iøvrigt skulle gøre særligt godt for. Turen starter og stopper jo alligevel altid samme sted, så hvad meningen særskilt skulle være i at kunne komme et par kilometer ekstra ud i intetheden, som man jo alligevel som sand cyklist overhovedet ikke ser bare det mindste på, ja det har vi aldrig forstået. Al cykling foregår alligevel i sjælen.

Istedet har undertegnede valgt et få lavet en 25 kg. speciel stålcykel, som efter utallige nedbrud af andre kvalitetscykler har vist sig at være den hidtil eneste, som har kunnet holde til godt 110 kg. plus mandfolk, der står op på den store klinge. Vi tror nemlig på, at en mands karakter afspejler sig i hans valg af cykel, og at gøre som Lance Armstrong og alle de andre mere eller mindre udsprungne skabsbøsser og blot hjule afsted på den lillebitte klinge afslører blot den lillebitte mand. Det er naturligvis også derfor, at Eddy Merckx og Miguel Indurain for os står som de store cykelkonger, ikke Armstrong. Bøsserøv!

Denne tunge stålcykel har med kun et par enkelte brud klaret mosten og forsynet med dæk af den tilsvarende solide og absolut ikke spor friktionsfrie slags har jeg aldrig haft lappegrejer med. Det er for undertegnede ganske ubeskriveligt umandigt og urkomisk at se voksne mænd i trikot sidde og lappe løs på deres kondom-tynde dæk og slanger. Herfra skal der da i øvrigt i dag lyde en hyldest til den gode skribent og gamle mester, Stig Olesen, som for vistnok første gang lancerede udtrykket om disse ikke særligt stolte eller mandige motionscyklister, som i deres tætsiddende trikot lignede ponyer. 

Som i andre af livets forhold drejer det sig for os kun om at afsætte effekt, ikke at komme nogen steder hen indenfor en bestemt tid. Man skal jo alligevel hjem igen bagefter. Det betyder ikke, at Århus Ringgade ikke kan forceres med allerstørste lethed. Det betyder bare, at kadencen ikke er højere end 30, hvor Armstrong nok ville vælge 60-70, men det sidste er altså mere end halvbøssoidt set herfra. Noget mere..

Som sagt, hvis man blot skal et sted hen hurtigt, vil vi da til enhver tid selv vælge en knallert. Til de andre kommentarer om at vi blot skulle lade være med at købe cykler i Føtex sige, at vi til enhver tid vil kunne garantere terminalt at smadre transmissionen på en splinterny standardcykel indenfor 2 lyskryds. Man skal ikke helt undervurdere gamle havnearbejdere, der træder igennem på den gamle ramme til 25.000,- . Folk kan iøvrigt køre på cykel fuldstændigt ligesom de har lyst til. Det betyder naturligvis ikke, at vi forstår hvorfor i alverden folk bruger massevis af penge for hurtigst muligt at komme længst muligt væk hjemmefra for så øjeblikkeligt at køre hjem igen, når dette uopnåelige mål er nået. Dumhedsmæssigt må der være et betydeligt sammenfald mellem hifientusiatster og cykelditto. Måske endda der er tale om en ægte delmængde?

Selv siger vi: “Giv os modstand!”, for storheden ligger alligevel i kampen og ikke blot i sejren. Ligegyldigt hvor meget man besejrer Funder eller Jeksen bakker ligger de jo alligevel stadigvæk og venter ildevarslende. Selv har vi jo også, belært af vores ven Tadman, indstillet os på, at vi må være åbne overfor den nyeste videnskab og dens nye og derfor nødvendigvis bedre teorier. Sådan en ser vi i denne agurketid lanceret i form af en anbefaling til vordende mødre fra endnu en statslig organisation, hvis eneste eksistensberettigelse er at opfinde ny viden. Denne gang drejer det sig om alkohol. 

Nu er det jo ikke akkurat nobelprisværdig forskning længere at sige, at svær alkoholisme hos kommende mødre ikke ligefrem er et hit. Derfor går den nye anbefaling naturligvis også anderledes til værks. Det vigtigste budskab er nu nemlig blevet, at man ikke blot ikke bør drikke alkohol under graviditeten. Næh, man bør heller ikke gøre det, når man tænker på at blive det (!!) Se, det er jo en interessant vinkel i disse lune sommernætter og vi har en dulgt mistanke om, at visse amerikanskinspirerede kristne fundamentalister står bag, for hvordan i alverden skal man så blive gravid? Hvis man ikke er lidt åndeligt svækket og tilsvarende fysisk opstemt er det jo noget sværere at komme i gang med sagerne.

Alkohol er jo trods alt i de allerfleste kulturer en integreret del af parrings-forberedelserne. Selv ude på de fjerneste mongolske stepper konsumeres der ifølge pålidelige efterretninger betydelige mængder gæret hoppemælk inden parringsakten.Det har desuden den gunstige bivirkning, at det dulmer noget af den intense kropslugt derinde i urgaen derude i de vandfattige områder på stepperne. Man kan vel heller ikke regne med, at danske drenge skal kunne vinde de danske pigers gunst udelukkende ved dybden af deres konversation? Næh, vi tror, at der er mere skumle hensigter bag Udover det er det da forresten en spændende videnskabelig analyse, for hvordan i alverden kan man dog for eksempel i Danmark lave en pålidelig undersøgelse om alkohols skadevirkninger blandt unge danske piger, som vel allesammen fra en kant drikker jævnligt. Hvordan man finder en referencegruppe, som ikke gør, er noget svært at forestille sig. Mest jo fordi det næppe er muligt, ikke engang på indremissionske efterskoler. Det må vist være det, som de forstår ved “ny videnskabelig teori”

Det må være sådan nogle alternative videnskabelige vinkler, som vores ven Tadman efterlyser og som han vel korrekt vil mene, at vi ikke forstår et pip af-det gør vi iøvrigt heller ikke! Måske det hele i virkeligheden er et muslimsk plot for yderligere at mindske den oprindelige danske befolknings reproduktionsevne? Den her sidste teori er vist næsten ligeså tåbelig som den oprindelige anbefaling, og det er jo noget dumt.

Lidt dumt er det vel også at nævne, at de sabler, som den danske livgarde bærer, oprindeligt er erobret i krigen mod Prøjsen/Østrig i 1864, som det udtales fra livgarden i dagens JP. Samme sabler skulle så igen ifølge den konventionelle historie være erobret af prøjserne fra Napoleons styrker, men nu lugter sværd som bekendt ikke ret længe. Det gør historien dog muligvis.

Det er da muligt, at disse sabler ikke blev erobret i den noget mere succesrige krig i 1848-49 (der var prøjserne jo heller ikke helt rigtigt med, kun lidt pr. stedfortræder), men det var så også det eneste, man vandt. Den danske hær mistede jo som bekendt praktisk talt alle sine kanoner og alt sit træn og det meste af det andet ved sit hovedkulds tilbagetog til Als. Måske man bare har købt dem, for at bekymre sig om sabel-souvenirs i sådan en national nødsituation som den i 1864, som jo trods alt truede Danmarks eksistens helt akut, tja det er jo ikke synderligt mindeværdigt, vel egentligt nærmere en slags højforræderi.

På den anden hylder man jo stadigvæk fregatten “Jylland” og dens indsats i slaget ved Helgoland under samme krig. Det var et af alle tiders mest meningsløse søslag, næsten ligeså absurd og ikke mindst uafgjort som det mellem “Merrimac” og “Monitor” under den amerikanske borgerkrig næsten på samme tid. Det var nemlig lige præcist i det korte øjeblik i søkrigshistorien, hvor kanonerne ikke kunne skyde gennem fjendens panser. Der var altså tale om en afgjort parantes i krigshistorien.
Minder det lidt om vores egen kamp mod den kollektive hifi-dumhed? Det synes vi selv. Vi formår heller ikke meget andet end at ridse lidt i overfladen ligeså lidt som vi formår at flad-gøre Funder Bakke, men vi prøver nu alligevel. Ja, vi gør!

Generisk eller venerisk.

Videnskabelighed er altid et spændende emne. Det er det jo mest, fordi der er en hel del færre videnskabelige gennembrud, end den til enhver tid herskende (og dermed konventionelle, tak Galbraith!) tænkning måske vil indrømme. At man ikke har noget virkeligt at byde på betyder jo så desværre, at repræsentanter for de nyeste fortolkninger af den gamle og kendte virkelighed bliver tilsvarende diskantagtigt skingre i mælet. Når man ikke har ret må man jo øge diskantniveauet tilsvarende. Vi kommer tilbage til mere diskant sidst i dagens tekst.

De største videnskabelige gennembrud er som regel som den såkaldt “kolde fusion” og anden scientology jo simpelthen anglen efter offentlige midler eller blot midler i det hele taget. Eller blot noget helt andet, søgen efter sandheden er det alt for sjældent.

Vi tager den her lidt snørklede indgangsvinkel i dag, fordi vi er blevet trådt lidt over tæerne for ganske nyligt. Det har nu nok mest gjort ondt, fordi det minder alt for meget om fortiden og dens helt tilsvarende dårskab. Vi skal nemlig snakke om såkaldt “videnskab” i lyset af den seneste såkaldte “viden”, mere specifikt mit gamle fag historie. Der er der nemlig åbenbart sket noget stort og afgørende uden at jeg har spottet det. Heldigvis er jeg blevet gjort opmærksom på det af en af den nye videnskabs opadkommende ypperstepræster, og tak for det, pseudonym Tadman! Det er en sølle trøst at tænke på, at jeg måske selv var ligeså dum engang. Det var jeg endda måske knapt nok, men verden var.

Denne ny-lærde unge mand har nemlig påtalt, at undertegnedes videnskabelige tilgang til den nyere historie kunne have godt af “en nutidig videnskabsteoretisk tilgang”, fordi, som han sikkert korrekt påpeger, “tiderne skifter”. Det sidste udsagn er givetvist korrekt, da vår jo sædvanligvis efterfølger vinter osv., men historie-faget er jo som alle de andre samfundsfag jo ikke akkurat videnskabelige i kaliber med de naturvidenskabelige fag. Historiefaget er jo noget mere i familie med teologi. Om det er godt eller skidt kan man nok ikke afgøre, men man kan heller ikke ændre på det. Der er rent begrebsmæssigt ikke noget, der hedder “korrekt historie” og derfor er der heller ikke nogen korrekt videnskabsteoretisk tilgang. Simpelthen fordi det ikke er nogen eksakt videnskab eller blot noget, der ligner.

Siden den tyske historiker Ranke og indførelsen af den historiske kildekritik er der ganske vist blevet forsøgt mange gange at indføre såkaldte “metoder” (det giver jo alskens tilfældige tilgange et tiltrængt skær af videnskabelighed og kortvarigt ry til “opfinderne”) fra andre heller ikke spor eksakte samfundsfag. Allerede inden det store marxistiske gennembrud fra 1970, som med ét slag overflødiggjorde og forældede al tidligere forskning, var der talrige forsøg på at “kvantificere” historien med brug af statistiske og sociologiske metoder. Det blev historien nu hverken bedre eller rigtigere af. Lidt anderledes, ikke mere korrekt, til gengæld en hel del mere ligegyldig for de allerfleste. Videnskabelig var den stadigvæk ikke.

Det var den bestemt heller ikke i min egen tid på universitetet, hvor de allerfleste professorer på dagens universiteter trådte deres barnesko i Mao-sandaler og andre ekstremer som Kalsø-sko og anden uvidenhed om tingenes sande tilstand. Undertegnede hoppede nu aldrig på det marxistiske flip dengang, ikke engang ganske lidt, men det gjorde alle dem, der i dag er de herskende på “bjerget” og som holder tidens accepterede akademiske “bjergprædikener” Det var da heldigt, at de fleste dengang af disse nutidens professorer blot støttede Pol Pot og “Brigate Rosse” og andre idealistiske og almennyttige organisationer, for hvis de blot én enkelt gang var set i selskab med datidens danske nazifører, Poul-Heinrich Riis-Knudsen var det jo aldrig gået. Den anden dårskab, nemlig støtten til den “røde terror” er forunderligt nok lettere at tilgive, ja faktisk går det helt af sig selv. Mærkeligt.

Den eneste fra dengang, som vel nogensinde helt har afsværget sine politiske vildfarelser, er i virkeligheden naziføreren Poul-Heinrich Riis-Knudsen. Han forelskede sig nemlig i en aldeles race-uren palæstinensisk kvinde, giftede sig og blev omgående ekskluderet af partiet. Det var den eneste fra dengang, som betalte ved kasse 1 for den politiske dårskab, alle andre fik professorater som den fortjente løn.

Det er så dem, der i dag skal sætte dagsordenen for historieskrivningen. Se professor Claus Brylds kronik i dagens JP og få akutte brækfornemmelser. Det er vist “science” på linie med “scientology”, det første er bare statsfinansieret, ak ja. Det sidste er vist ikke engang fradragsberettiget, men ellers er der ingen forskel på de to.

Nu kunne man naturligvis som de drenge, der som 7-årige måske smadrede en rude for sjov (og som sagde undskyld og holdt op), have håbet på, at alle disse nuværende ypperstepræster på den historiske “videnskabs” bjerg have afsvoret vildfarelserne ligeså eftertrykkeligt som nazi-føreren, men det er med en lidt forkølet akademisk Bjarne Riis-agtig tilståelse som undtagelse aldrig sket. Det er ikke sådan noget der rigtigt indgyder respekt heromkring.

Det er så altså fra disse nye store mænd og deres nye historieløse disciple som denne Tadman (ellers ville de jo umuligt kunne tage deres lærere alvorligt) at undertegnede skal tage sine nye lektioner i den helt rigtige historie. Hvis en “korrekt videnskabsteoretisk tilgang” per definition er den, som er accepteret blandt denne denne løgnagtige epokes ultimativt livsløgnagtige gruppe af historieprofessorer og deres følgagtige nye elever som denne Tadman, så skal vi da høfligst meddele, at vi ikke agter at følge det tilbudte kursus.

Det er ret beset en lille smule trist, når humanistiske fag som historie gøres til noget det aldrig kan blive, nemlig korrekt. Det er dog næsten ligeså slemt, når noget, der fra starten er ganske tæt på at være objektivt korrekt, bliver gjort til noget næsten metafysisk. Enter det nye begreb “generisk” Det har ikke noget at gøre med et andet godt dansk ord, nemlig “venerisk”, men det betyder nu stadigvæk, at anvendelsen af begrebet måske også alligevel forekommer lidt (køns)syg.

I en nylig omtale af en stakkels Scan-Speak diskant, som ved hjælp af en kort tragt (kaldet waveguide) på mirakuløs vis ikke blot lydtryksmæssigt (på trods af en ganske lav følsomhed fra starten) alligevel nemt kunne illudere en startende jumbojet, så vi denne begrebsmæssige nyskabelse. Nej, denne diskant kunne endda gøre det fra uhørte 500 hz, mens alle andre konstruktører ville have brugt denne fine lille enhed til at spille diskant. Det gør den nemlig glimrende og frekvenslineært. Nu viser det sig så, at vores ven Karsten fra Studiesound delagtiggør os i den allernyeste forskning i “waveguide-teori” og det er spændende på samme måde som den nyeste historieforskning. 

Man indfører nemlig fra producenten det spændende ord “generic/generisk” om denne måde at lave diskanter på. Med sikkert ringe forståelse for dette afgørende videnskabelige gennembrud, så drejer det sig åbenbart om at finde enhedens “egentlige” eller altså “generiske” lyd måske en ny-kantiansk fortolkning af “Das Ding an sich”. Når man så ifølge ophavsmanden til dette revolutionerende gennembrud så har fundet denne “generiske” og oprindelige lyd, så skulle man kombineret med en kompensation i delefilteret kunne opnå en langt stejlere deling (hele 24 dB/oktav), end man rent passivt kan realisere i praksis og så få en retlinet højttaler Det fatter vi overhovedet ingenting af, for denne udmærkede diskant falder ikke overraskende omend noget ujævnt af i lydtryk under 1000 hz, den STIGER ikke. Til gengæld er den vældigt retlinet fra starten af.

Dens “generiske” lyd må så være noget helt andet end det, som man kan se på kurverne. Måske han bare skulle have kaldt lyden “esoterisk” eller “æterisk”, meget substans forekommer der ikke at være i dette nye videnskabelige gennembrud omkring “waveguides” Man kan vistnok indtil videre rent passivt kun korrigere en enheds FALD i absolut niveau ved hornladning. Mon der er en enkelt vildfaren tidligere munke-marxist, som har forvildet sig over i højttalerbranchen? I lyset af af dagens øvrige dårskaber kan vi da bestemt ikke udelukke mulighederne. 
Indtil videre vil vi blot forfølge den gamle borgerlige historiker Ranke og hans søgen efter det uopnåelige ideal “Wie es wirklich war” Det er godt nok for os, omend noget gammeldags. Ligesom hjulet, som der jo også er noget intuitivt indlysende rigtigt i.

Kommerciel og kommerciel er vel så meget sagt.

Vi har tidligere citeret de udødelige ord fra Hjørrings tidligere borgmester Poul Kjær Poulsen, som dagens overskrift er sakset fra. Dengang udtalte han jo som bekendt, da han blev spurgt om han var stolt af sine bysbørn, det overordentligt latrinære dansksprogede rockorkester “Slåbrock Band”: “Stolt og stolt, det er vel så meget sagt” Det er af den slags epokegørende epigrammer, som vi herfra ville have været utroligt stolte af at have lanceret, men altså, Kjær Poulsen var der først. Æres den som æres bør, også en gammel socialdemokrat som ham. De må have været klogere dengang, socialdemokraterne eller måske var der blot endnu enkelte, der var.

Klogere eller ret meget mere kvalificerede bliver kommentarerne til gengæld ikke til vores lille fritidssyssel på denne side hos vores venner på hifi4all. Det vil sige, der er da faktisk en hel del der synes at vi er helt OK. Andre er mere tvangs-eller blot vanemæssigt disponeret til at afvise alle denne sides forsøg på at tilbyde et alternativ til den konventionelle branche og dens for os kedelige kommercialisme. Det er nok også derfor, at så mange stadigvæk har svært ved at se andre vinkler på vores skriverier, end at vi blot ønsker at sælge ATC. Selv synes vi nu nok, at det er at gøre os en smule uret. Vi bilder os da selv ind, at vi stræber en smule højere end at sælge papkasser. Med et andet citat lettere sakset fra hifi4all fra Andre Jensen, som vi også frygteligt gerne selv ville have kunnet finde på, så er det altså ikke noget succeskriterium for os at sælge ATC til en af vores traditionelle fjender, pseudonymet Hi-Sonny-Fi den dag, denne som med samme sandsynlighed som at en abe lærer at spille skak, endeligt siger noget fornuftigt. Det varer jo nok et stykke tid. Se selv originalteksten på hifi4all. 

Ellers må vi nu sige, at det kan være svært for os at tage til genmæle mod et par mere private kommentarer, som vi har fået. De er nemlig udtrykkeligt så private, at intet åbenbart må offentliggøres, ja det er måske endda så hemmeligt, at afsenderen måske slet ikke eksisterer eller at Windows 96 muligvis ikke er opfundet endnu. Eller universet, for den sags skyld. Selv i en gennem-krypteret fantasiverden uden ansigter som hifi-verdenen er vi altså noget ude på hemmelighedens overdrev. Vi kan dog nok uden øjeblikkelige sanktioner fra Fogedretten afsløre, at det ikke drejer sig om at få autografer. Alligevel må vi vel nødtvungent bekendtgøre, at det drejer sig om at vi skal dementere et eller andet. 

Hvad det lige er til gengæld noget uklart så ligesom hvorfor de intellektuelle under Pol Pots rædselsregimente i Kampuchea godt nok kom på såkaldte “genopdragelseslejere”. Det hjalp dem nu ikke, de blev jo allesammen udryddet, for det viste sig jo svært at fjerne al omtanke uden at fjerne hovedet samtidigt, men det kunne jo heldigvis klares med en spade. Som salig Peter Walker, grundlæggeren af Quad, sagde “You can´t stop thinking, can you?” Han var forresten aktiv helt til sin død som 88-årig. Det er i den kategori, vi henregner os selv. Ikke formatet altså, blot genren.

Nu er det at stoppe med at tænke jo heldigvis ikke noget større problem for ganske mange, nemlig alle dem, som aldrig ligesom med rygning er begyndt på det. og dem er der heldigvis rigtigt mange af (nok flest rygere) Ellers havde vi jo ikke noget at skrive om, men til alt held ser det ikke ud til at slippe op med emner lige med det allerførste.

Nu er vores eget firma solidt rodfæstet i den professionelle lydbranche, hvor den massive fordummelse til alt held ikke er slået igennem i ganske samme omfang som i hifibranchen. Der er faktisk stadigvæk mange mennesker, som vi respekterer og som ved hvad de taler om. Det er faktisk svært at være klamphugger i pro-branchen, selv om de findes.

Det er til gengæld noget nemmere at være båtnakke i hifibranchen, ja alt for forbandet let. Næsten ligeså let, som det at være anmelder. Ifølge Jan Nielsen, (hej Jan, du ville jo så gerne med her, så dit ønske er opfyldt!), anmelder ved bladet “High Fidelity”, så er problemet med os åbenbart, “at vi falder branchemedlemmer (kolleger?) i ryggen og taler nedsættende om deres produkter” Udover at vi betragter den danske hifibranche som ligeså gode og naturlige kolleger for os som dem, der sælger annoncer til fiktive ikke-eksisterende internet-telefonbøger, så siger Jan nu noget interessant. Han forekommer iøvrigt som en flink fyr.

Tilsyneladende mener han altså, at man bør opretholde et skær af kollegial loyalitet i denne tid, hvor branchens loyalitet overfor kunderne vel må siges at være temmeligt begrænset. Folk får mindre og mindre for mere og mere. Han mener altså, at man ikke som branchemedlem kan påpege, at en udflyning af hele produktionen til Kina af Quad, Cyrus, Exposure, System Audio og hundredevis af andre firmaer til Kina IKKE har sænket priserne. Tværtimod er de sat op i en grad, som forekommer fornuftsstridig og kun beretter om en gennemrådden branche men gennemført menings-og priskontrol. Kvaliteten er under pres overalt, og ingen ved trods alt det bedre end folk indenfor branchen. Som os i mangel af åbenbart bedre.

Nej, Jan, man bliver nødt til konstant at stille spørgsmålstegn ved vores egen branche og ja, vi ved godt, at det ikke længere er muligt for “High Fidelity” at sige blot lidt i retning af, hvad vi selv kan tillade os her på denne side. Enkelte af jer anmeldere derovre har da nok haft lyst til at skrige højt engang imellem og måske ikke altid af begejstring. Ingen har vel lyst til at begå kommercielt selvmord, men et presset blad som jeres i en presset branche i tilbagegang har derfor så også kun begrænsede manøvremuligheder i den redaktionelle frihed, sådan en slags “hifi-Muhammedkrise” Råb op og du død, når annoncerne blot udebliver ganske kort tid. Sådan er det vist bare, og så gælder det jo om at holde kæft. Der er jo ikke rigtigt andre muligheder.

Alligevel sker det da, at et branchemedlem siger noget, som virkeligt er epokegørende. Det er ikke kun, fordi vi er enige i det han siger (selv om det naturligvis hjælper), næh, det er mere det, at han taler ejeren af sit firma ret imod. Det drejer sig om chefen for Dali-højttalerfabrikken, Lars Worre. Til det nyeste nummer af “Hifi News” udtaler han nemlig sin udprægede skepsis overfor mulighederne for rumkorrektion af enhver art. Det er uhyre interessant, fordi ejeren af Dali, Peter Lyngdorf, jo i Lyngdorf-regi ellers promoverer rumkorrektion uhyre energisk. Hvis et rum er akustisk problematisk, så mener Worre faktisk ikke, rumkorrektion kan hjælpe, og hvis rummet er godt, så kan det heller ikke rigtigt gøre noget. Her er der altså et branchemedlem, der taler sine egne interesser ret imod. Tag den, Jan!

Worre mener iøvrigt, at rumkorrektion naturligvis har sin berettigelse i basområdet, især til integration af subwoofere, og der er vi uhyre enige. Ellers kan det nemlig overhovedet ikke lade sig gøre. Alligevel melder spørgsmålet sig her straks: Skulle Worre som branchemedlem have ladet være med at kritisere denne teknologi, som jo ellers Jan Nielsens blad har omfavnet. Kommercielle interesser? Naturligvis ikke, hvem kunne dog få den tanke! 

Sagde denne gamle sure mand og fortsatte sit uendelige, dybt kommercielle felttog for med alle midler at sælge ATC til alle og enhver, også til de allermest uvillige.
Nå nej, forresten, der er jo aldrig nogen til salg brugt. Vi har vist bare solgt dem de rigtige højttalere. Eller solgt dem til de rigtige mennesker. Det kan man selvfølgelig også kalde en kommerciel vinkel.

Anmeldere og køer.

Så er vi endelig ved at nærme os den mere fredfyldte del af året her i vores lille virksomhed. Året har været aldeles fremragende og rent professionelt bestemt ikke mindst fordi vi faktisk har fået installeret ATC i hundredevis overalt i landet, langt hovedparten hos professionelle, men vi skal naturligvis ikke glemme de trods alt også temmeligt mange fornuftige private, som har trodset hype og almindelig plastic-promovering og har valgt det rigtige. Man kan ikke leve af udelukkende at sælge kvalitet men man jo godt leve for det.

Helt så megen kvalitet er der vel ikke i Ny Alliance og deres udtalelser omkring løsgængeren og ego-fantasten Jørgen Poulsen. Man kan vel uden overdrivelse skrive, at partiet nedlagde sig selv her torsdag aften, da landsformanden med sikker skelen til partiets indtægter igennem Jørgen Poulsens fortsatte medlemsskab (og direkte afhængighed af samme indtægter) jo i modstrid med “gruppe”-formand Khader mente, at Poulsen stadigvæk fint kunne være medlem af partiet. Han kunne blot ikke udtale sig på vegne af partiet. Ret meget mere absurd bliver politik heldigvis ikke. For at finde noget, der er værre, skal vi over i en anden pseudoverden, nemlig hifibranchen. Der ser man til gengæld lignende situationer hver eneste dag. Det foregår heldigvis mest i dølgsmål.

Indenfor den seneste tid har denne ydmyge side åbenbart givet masser af ballade, ikke mindst på hifi4all. Af en eller anden ikke helt klarlagt grund mener man åbenbart der, at man skal tage alle ytringer, ikke mindst fra branchemedlemmer,og ubetalte amatøranmeldere, alvorligt. Nu ved vi ganske vist ikke, om denne høje etiske fordring rækker til også at skulle tage de husstandsomdelte reklamer fra Aldi og Føtex som eksempler på forbrugervejledning, men ret meget bedre er det ikke som vi ser det. Det er faktisk endnu dårligere, for moderatorerne kan nemlig ikke engang dansk, selv ikke pseudonymet og moderatoren Zorglub.

En eller anden burde iøvrigt fortælle ham, at det ikke hedder “ligger plads” men “lægger” (som er det vi grammatikere kalder transitivt-det kan slås op og hedder forresten også at kunne tage akkusativ. Det sidste er mest aktuelt, fordi han alene i går låste de 2 eneste interessante tråde på hifi4all, nemlig de tråde, som stillede relle spørgsmål ved tingenes tilstand. Den ene var endda startet af en af vores skattede (skaldede?) kolleger, Schmidt Audio, og den efterlyste forståelse og positiv respekt for åbenbart både forhandlere og anmeldere hvordan de så iøvrigt havde fortjent det. Det kan der bestemt også være behov for, når man sælger højttalere af polystyren-plade med små vibratorer klistret på, men det er jo straks mere problematisk at opnå det end at bede om det. Ligesom de hjælpeløst umusikalske sigøjnere her på gågaden, de er heller ikke noget øjeblikkeligt hit og heldigvis for det da.

Sagen er vel i sin banale korthed den, at hvis en netside eller et blad som “High Fidelity” ikke har råd til at betale rigtige penge for at få lavet en ordentlig anmeldelse, så får man lige præcist som med en pizzabar til “Spis alt hvad du kan for 39,-” hvad man betaler for, nemlig overhovedet ingenting. Man kunne ligeså godt lade en hovedløs høne udstikke retningen for sin ekspedition i Himalaya-bjergene som at lade glade men lallende amatører udføre tests. At lade drenge udføre mænds arbejde har aldrig været nogen god ide og ikke at betale giver kun ialt 2 reelle muligheder på sigt. Enten sker aflønningen af de ulønnede medarbejdere på samme måde som af lavtlønnet politi i mange lande, som jo har visse ubeskattede frynsegoder i kraft af deres erhverv. Alternativet begrænser sig til at få skribenter med en så begrænset horisont og erfaring, at deres eneste måde at opnå den nødvendige mandlige anerkendelse er at lade som om, at man virkeligt ved noget. Arbejdet bærer således lønnen i sig selv. Det er billigt, fordi det ikke er arbejde og det har nogenlunde samme værdi.

Det kan som bekendt kun ved som total amatør at være tilsvarende mere udfarende og offensiv, som alle mænd naturligvis ved (når de skal imponere kvinderne med deres store viden om noget, som de bare intet ved om-det stopper jo aldrig nogen), men ret spændende er det nu ikke at læse naragtige påstande fra hverken helt uprofessionelle anmeldere eller amatøragtigt sludder fra vores branche-kolleger. Ingen af delene giver synderlig respekt herfra og meget salg kommer der vel næppe ud af det.

At der ikke er penge til en ting betyder så desværre ikke, at man undlader at anmelde. Man lader blot i stedet som om, at det hele bare er pingeling, selv om det blot er noget ukvalificeret pladder. Vi har været inde på det tidligere: De danske netsider indenfor hifi kan ligeså godt lukke og slukke hvis de ikke investerer penge og professionalisme i deres butikker ligesom alle andre nødvendigvis må. Hvis de ikke kan det drejer det sig vist bare om at få lukket ned i en fart. Der er ingen alternativer til kvalitet, redaktionel kvalitet.

I Tivoli Friheden er det så i dag, at Cobraen langt om længe slippes løs. Den har ellers været prøvekørt med nogen skepsis herfra til allersidste øjeblik, og markedsføringen fortsætter sinn kontra-faktuelle kurs til allersidste øjeblik. Således står det nu på deres hjemmeside, at “Cobraen kører nu!” Det vil sige der står også, at ikke blot starter den IKKE som annonceret kl. 12 (den kører altså ikke alligevel), den starter faktisk først kl. 15.30. Til gengæld koster den så, sikkert for at styre folks begejstring, hele 5 tivoletter, altså 50,- pr tur, men man skal vel også hive pengene ind for den spildte halvsæson. Det er da til at forstå men helt let bliver det forhåbentligt ikke. 

Engang sang Preben Uglebjerg den udødelige sang om “Gyngerne og karussellen” og selv om der ikke var noget om rutchebaner specifikt, så tror vi ikke helt, at Tivoli Frihedens overskud i år kommer hjem selv om der i perioder skulle komme køer. Det varer nok indtil folk hører hvad det koster. A propos køer, så kommer undertegnede jo ude fra landet, hvor begrebet “fede køer” ikke havde nogen nedsættende betydning. For det første så landbokoner jo dengang for nu at blive i den klassiske kirke-arkitektur lidt mere romansk/rundbue-agtige ud, det var jo dengang “Karoline”-kogebogen med utallige fløderetter lå overalt, og for det andet var der jo det velsignede ved en fed ko, at den ikke åd ret meget. Det kunne jo selv den dummeste bondeknold forstå, og han kunne ellers kun forstå en lille smule mere end nutidens hifianmeldere og moderatorer, det var jo derfor han var dum. Ret skal nu være ret: En hel del mere, trods alt! Det allerværste derude på det alleryderste skær, hvor jeg og åbenbart også Terje Vigen boede (ham kendte jeg nu ikke) var jo nemlig de magre køer, som åd som tærskere.

Nu er det jo ikke længere politisk korrekt at snakke om kvinder og køer i samme sætning, men vi vil vove os lidt ind i nabolaget. Tivoli Friheden kører jo en serie af fredagskoncerter med forlængst afblomstrede stjerneorkestre. For eksempel kan det vel være svært at finde et orkester, som er så godt repræsenteret med deres musik i byens skraldespande (hvor de endda gennem adskillige årtier har været de helt store, i skraldespandene altså) som de berømte Gnags. Prøv i dag at finde én, som vil være bekendt at sige, at de skam har en Gnags-plade derhjemme, det er nu osse lidt flovt. Nu kan man ikke kalde forsanger Peter A. G. for fed, selv om denne serie af arrangementer godt nok hedder “Fed Fredag”, men det kan der heldigvis rådes bod på. Senere kommer nemlig et af de andre for MEGET længe siden store orkestre, nemlig “Dodo and the Dodos” og det er så der vi kommer tilbage til det der med “fede køer”. 

Nu kunne vi naturligvis ikke finde på at benævne nogen kvinde med disse ellers sommetider ganske passende landlige termer, men Dodo Gad er ny ellers blevet det, som derude på landet dengang hed en noget “trivelig skude”, sådan lidt “villatelt-agtig”, bare med ben. Om hendes honorar så bliver lavere fordi den nødvendige fødeindtagelse er blevet det er ikke til at sige, men man kan vel for Friheden håbe det. Der må vel være en grund til denne afgjorte sekunda-underholdning og det er da svært at finde nogen anden, end at det har været svinebilligt. Hvad man sparer på musikken kan man jo så passende bruge på rutchebanen til næsten 50 mill. Der skal altså blot 1 mill. op i rutschebanen, så skulle den altså være hjemme. Man har åbenbart sat entreen efter, at det skulle være simpelt at regne ud. Med vedligeholdelse og renter bliver det så måske alligevel 1.4 mill. Alle indbyggere i Århus skal således blot tage turen i den rutschebane 5-6 gange, så er den hjemme. Det kan næsten ikke gå galt. Sikken en fed plan! Næsten ligeså fed som det der I ved nok om fredagen..

Tech Talk

I dag vil vi atter engang på utallige opfordringer krydse lidt rundt i vores egen elektroniske verden og blandt andet tale om diskant, et emne der jo nok ikke ude ved kakkelbordene i de danske hjem ellers nyder nogen videre fremme eller synderlig rettidig bevågenhed. Anledningen er nu også, at at et par af vores professionelle kolleger (i betydningen at de ihvertfald delvist lever af det, ikke andet) har et par interessante tekniske betragtninger, som nok ikke tidligere ville have overlevet en diskussion med blot en ældre tante omkring bordet, så alternativ i betydningen “non-tech” er den. I den retning er nettet en pudsig ting. Man kan tilsyneladende i dette informationskaos slippe af sted med de mest fantastiske og mest absurde påstande uden at nogen overhovedet løfter et øjenbryn. Vi har faktisk ikke siden Podium Sound-“affæren” set lignende påstande og måske ikke engang helt så grelle dengang. Dengang var det da ellers en rigtig vits.

Vi skal lige indlede med en introduktion af den flere gange i det følgende nævnte “waveguide”. Det er selv for teknisk ret ukyndige nemlig en ganske simpel ting, ja den er endda så simpel og ur-oprindelig, at den slet ikke kan patenteres. “Waveguiden” er formodentligt opdaget i minutterne efter, at urmennesket rejste sig op på to ben. Der har han givetvis opdaget, at man kan retningsbestemme lyden fra munden ved at forme hænderne til en tragt omkring munden. Derved bliver lyden i den udvalgte retning en anelse kraftigere og man kan lynhurtigt mekanisk manipulere samtlige matematiske parametre i denne horntragt, også uden synderlig matematisk indsigt. Måske Stentor, den oprindelige ophavsmand til stemmeforstærkningen af sande bibelske dimensioner, den såkaldte “stentor-røst”, blot var manden med de største hænder?. Vi taler altså om en af de rigtigt gamle opfindelser. Det er nok også derfor, man opfinder den igen.

Det drejer sig først om vores ven Karsten fra firmaet Studiesound, som ellers forekommer som en relativt vidende og sympatisk fyr. Det er da også muligt, at han er, men så er det da kun fordi hans engelsk-kundskaber er på pidgin-niveau. I en spændende diskussion om det alternative design af en lille pruthøjttaler er delefrekvensen mellem bassen og diskanten er sat ned til helt sensationelle 500 hz. For ikke-teknisk kyndige er det normalt i det mindste at gå op omkring 2500-3500 hz for ikke mekanisk at ødelægge diskanten aldeles øjeblikkeligt. Vi taler altså om betragtelige mekaniske påvirkninger af den uhyre skrøbelige diskantenhed her. End ikke med professionelle kompressionsdrivere med membraner på 10 cm., magneter på 10-15 kg. og voldsom hornladning har vi nogensinde set sådan et design. Det er altså ikke teknisk muligt og endda meget langt fra.Men altså så alligevel ikke. Vi er jo i hifi-branchen med de ophævede naturlove.

Man har nemlig i dette design opfundet noget, som man kalder en “waveguide” og som ifølge vores ven Karsten løser alle disse kedelige og teoretisk helt uløselige problemer. Hvis den foregående sætning ingen mening giver, så er det fordi det selvfølgelig ikke er nogen løsning. Karsten refererer nemlig som sandhedsvidne et internet-orakel, som altså skulle godtgøre, at denne såkaldte “waveguide” (som blot teknisk set er et ganske kort og langtfra optimeret horn), på ganske mirakuløs vis skulle kunne hæve lydtrykket med 20 dB. Igen, for ikke-teknisk kyndige er den opnåede RENT PASSIVE lydforstærkning sammenlignelig med forskellen i det maximale lydtryk fra en Tivoli-monobatteriradio i forhold til lydtrykket umiddelbart bag en startende jumbojet. Det ene lydtryk giver normalt ikke naboklager og det gør det andet heller ikke, fordi bygningen normalt vil være revnet og beboerne flygtet i sanseløs panik. Vi taler altså om en betydelig forskel i lydtryk.

Nu bruger man faktisk ikke disse mirakuløse “waveguides” på 10 cm. professionelt som forstærkning, men kun til at modificere udstrålingsmønstret. I PA-branchen hænger man som nævnt fast i det teknisk desværre uundgåelige løsning med monsterstore drivere og store horntragte. Det gør man selvfølgelig mest, fordi det andet snak naturligvis er den rene og skinbarlige nonsens. INGEN horntragt selv af mange meters længde giver en forstærkning på 20 dB og én på 10 cm. gør det naturligvis heller ikke. Vi taler ikke om nogen suveræn beherskelse af matematik hos disse mirakelmænd, vi taler mere om blå blink og spændetrøje. 

Helt så galt er det ikke i den nyeste anmeldelse på hifi4all af en anden lille pruthøjttaler fra Amphion. Anmelderen Mikkel Gige fjerner ganske vist allerede fra starten effektivt enhver potentiel læserinteresse ved aldeles hjernedødt at beskrive sin umådelige stolthed og begejstring ved at være den første til at anmelde dette åbenbare vidunder. Ellers havde firmaet vel heller ikke valgt ham, ræsonnerer han jo uhyre fornuftigt. Objektivitet er således fra starten en by i Rusland og det er tilsyneladende ikke faldet ham ind, at han sandsynligvis er blevet den allerførste, fordi ingen andre har gidet. Ligesom med hende den evige bænkevarmer til barndommens svedige sommerfester..I det mindste passer årstiden da, siger denne skribent, som blev undfanget Skt. Hansaften.

Derfor viser det sig selvfølgeligt ganske forudsigeligt og forventeligt, at Gige i Amphion-højttaleren bestykket med ganske almindelige SEAS-højttalerenheder finder sin nye super-duper referencehøjttaler (indrømmet:vi er sprunget over testen og er gået lige til konklusionen-den stod nu allerede i indledningen) Det slog os dog, at man til denne højttaler, også med brug af den ih-så-moderne “waveguide” har anvendt en delefrekvens på omkring 1200 hz. Det er ganske vist ikke så kontroversielt tåbeligt som Karstens citater ovenfor, men det er Giges ævl i samme forbindelse til gengæld.

Han refererer nemlig, sikkert fra producenten, at ørets følsomhed skulle være størst mellem 2000-5000 hz. Derfor skulle 1200 hz jo nærmest være genialt forstås. Herfra skal vi da lige i den anledning minde om, at ørets følsomhed er LANGT størst fra omkring 500 hz til godt 3000 hz og allermest følsomt i den lave ende. Der er iøvrigt forskelle for ørets følsomhed for fase og amplitude i dette uhyre kritiske område, (det ene ligger i den lavere ende, det andet i den højere) men det er vist udover dagens emne. 1200 hz ligger således komtortabelt IKKE udenfor det kritiske område, men LIGE MIDT i det allermest kritiske. Ingen ved deres fulde fem vil normalt anvende en sådan delefrekvens. Producenten kan sagtens have sine grunde, for den altid karakteristiske lyd fra den her anvendte basenhed af metal matcher fint den lidt anstrengte lyd fra en diskant, som bruges lidt rigeligt langt ned i frekvensområdet. Det gør det bare ikke mindre teknisk absurd. Gige, du er en gøj, læs dog på lektierne, mand istedetfor pressematerialet!

Der er vel også ved at komme lidt rigeligt meget skinger diskant i vores ven Jørgen Poulsen, salvelsesfuldhedens apostel på Tinge. Efter sine uhørte angreb på Dansk Folkeparti, som han sammenlignede med Nazi-Tyskland, er det denne gang forholdene i Ny Alliance, som står for skud. Poulsen betegner nemlig ikke mindre tåbeligt forholdene i partiet som “stalinistiske”. Så mangler vi næsten kun, at samme Poulsen går løs på statsministeren med anklager om fuldbyrdet og gentagen kannibalisme på spædbørn. Der findes jo iøvrigt regler, ganske vist sjældent håndhævede, om at man kan blive smidt ud af Folketinget, hvis man er såkaldt “uværdig”. Tidligere har endda en grov færdselsforseelse været nok (A. C. Normann) og mon ikke spædbørnsagtigt-grænsesøgende psykopatisk adfærd som Poulsens måske kan komme i samme kategori? Det håber vi, Jørgen Poulsen er da vist ved at give selv P. Alberti baghjul i sin søgen efter at fjerne enhver værdighed hos de folkevalgte. Vi korrigerer lige: Lige der har han sejret!

Til allersidst i dag skal vi minde om muligheden for at opleve den gamle sanger Leonard Cohen live. Baggrunden til denne turne efter en pause på 15 år er ellers den ganske prosaiske, at han mangler penge. Om det så er en ligeså god grund til at betale for at høre ham som at han godt kunne bruge éns penge er nok mere tvivlsomt. Ifølge en af sine faste korsangere gennem 20 år skulle der nu alligevel vente en stor oplevelse fra denne ellers 73-årige mangeårige misbruger og gamle trætte mand. Hun siger nemlig til dagens JP, at “han (Cohen) har heller ikke problemer med at huske sine sange” Det skal nok blive stort, skal det, sikkert næsten ligeså stort som Brian Wilson fra forlængst hedengangne “Beach Boys”, der jo fornyligt ganske ligesom “Rolling Stones” optrådte med en såkaldt teleprompter for at de gamle misbrugs-skadede nisser overhovedet kunne huske nogen af deres tekster, som de jo også kun havde sunget et par tusind gange. Hvis ægte kunst er baseret på overskud, mon så ikke vi kan imødese kunstneriske kvaliteter som den lettere afsindigt manierede Mette Walsted fra TV-avisen, som jo også er ligeså hjælpeløs uden SIN teleprompter? Den eneste forskel er vist, at Mette Walsted ingenting har at sige uden sin, Cohen og de andre har haft det. Det er bare alt, alt for længe siden.
Køb den nye plade med “Smokie” i stedet for. Den er ligeså dårlig, godt nok, men en del billigere.

Den nye borgerlighed

Det var den østrigske forfatter Robert Musil, som i sit store (= meget lange) uafsluttede værk “Der Mann ohne Eigenschaften” først litterært forsøgte at beskrive dette spændende fænomen, nemlig det indholdsløse menneske. Trods gentagne gennemlæsninger af værket er det stadigvæk uklart for undertegnede, om det i virkeligheden er en sublimt dobbelt- eller trippel-bundet nøgleroman om politikere, men det kunne den ligeså godt være. Det kan ialtfald ganske ofte være rart at have Musils reference med, når man kikker på tidens politikere.

Somme tider kan det være underholdende på en lidt små-morbid måde at studere udtalelser fra forskellige politikere. Ideelt set burde disse mennesker, som vi, det mere normale stemmekvæg, har valgt, vel kunne bidrage med et eller andet blot en smule inspirerende eller positivt, som i det mindste kan bekræfte det fornuftige i, at de overhovedet fik éns stemme. I den sammenhæng taler vi ikke om, at de nødvendigvis behøver løse den ældgamle trigonometriske gåde om cirklens kvadratur eller andre svære opgaver. Nej, hvis de blot med et minimum af fornuft eller personlig integritet forfægter deres synspunkter, så er vi tilfredse. Som eksemplet i går med Jørgen Poulsen viste kan selv dette sidste krav heller ikke altid indfris, og selv om det jo er noget ekstremt med denne monumentalt megalomane bjergsomheds-apostel, så er han ikke ganske enestående. Desværre.

Her i Århus har vi for eksempel formanden for kommunens tekniske udvalg, Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard. Inden vi kommer for godt i gang i dag, vil jeg da godt lige i denne sammenhæng indrømme, at jeg selv ved sidste kommunalvalg stemte på Venstre, og med en frontfigur som Gert Bjerregaard der er det bestemt heller ikke noget at prale af. Hvem skulle nu have troet, at man selv i sit inderste håber på, at Nikolaj Wammen osse næste gang beholder borgmesterposten, men i lyset fra Bjerregaards hellige og ihærdige enfoldighed er det svært at håbe andet. Det ændrer nu ikke på, at den p.t. intellektuelt mest kontroversielle politiker i Århus kommune stadigvæk er Keld Hvalsø. Intellektuelt har ovenfor en alternativ betydning.

Den aktuelle sag drejer sig om en kommende stor smågrise-farm, som planlægges et eller andet sted i kommunen eller i en anden kommune. Længere er man ikke kommet i planlægningen, og hvis det står til Keld Hvalsø, kommer det heller ikke længere. Denne åndelige leder af de udstødte og marginaliserede ofre for den borgerlige intolerance har jo nemlig fået magt, og det er vist meget fedt, kan man få indtryk af. Helt vildt fedt, faktisk, hør blot. Han ser nemlig ingen grund til, at Århus bliver centrum for konventionelt landbrug, som han udtrykker det. Ja, faktisk siger han ifølge dagens JP:”Spørgsmålet er, om Århus, med det store antal, der skal bo og arbejde i kommunen, også er i stand til at lægge jord til disse svineproducenter”

Her viser denne socialrådgiver-uddannede mesterpolitiker og intellektuelle højdespringer sit sande format, for hvis de bare ville have lanceret det som et økologisk initiativ ville sagerne altså have stillet sig helt anderledes. Manden er jo tydeligvis ikke helt så dum som det han siger, selv om vi det efterfølgende måske kommer en del i tvivl.. Nu kunne man naturligvis stille det meget relevante omend noget latrinære spørgsmål, om gyllen fra økologiske fritgående smågrise lugter eller sviner anderledes end gyllen fra denne planlagte overdækkede og kompakte grisefarm, men det er måske også at gå i petitesser. Det er ihvertfald svært at finde den rigtige placering i kommunen, mener altså Keld Hvalsø. Der er ellers masser af svinefarme i forvejen, men for Keld Hvalsø er dette projekt vist nærmest blevet en moderne eksplosionsfarlig pendant til tidligere planer om et atomkraftværk på Gylling Næs.

Han mener nemlig i sin nyligt tillærte kommunale visdom, at “der er kun ganske få ledige steder i kommunen, som ligger tilpas langt fra eksisterende eller kommende byggeri” Nu kunne jo blot bede om at få at vide, hvor disse ledige steder er, men det svares der naturligvis ikke på. Det er jo også principielt noget vanskeligt at finde et sted, som ligger “tilpas langt”(!?!?) fra noget, som ikke eksisterer endnu og heller ikke er planlagt. Keld Hvalsø demonstrerer mesterskab i den kommunale disciplin, som det er at bestemme enevældigt uden at der på nogen teoretisk måde kan stilles spørgsmål ved mandens almennyttige motiver. Sikke dog en flink mand, som så samvittighedsfuldt varetager de alternative livsformer i Århus. Nå nej, sådan er det vist ikke.

Han bliver nemlig grebet af magten, som de fleste jo bliver det, blot de får den ringeste mulighed og det har han. Det må jo også være fedt at bestemme over andre menneskers skæbne, det var jo formodentligt derfor, han blev socialrådgiver. Der foregår det jo i mindre, men bestemt ikke i mindre skæbnesvangert format. Men som sagt, Keld er krøbet højere op, hør blot her: “Det er nøjagtigt det samme med de såkaldt støjende fritidsaktiviteter. Der er en række af dem, der ikke kan ligge i Århus. Det som vi har plads til, er de mere pædagogiske motocross-baner”, som han så dybsindigt udtrykker det. Nu er det ganske svært at forestille sig noget mere åndssvagt end den sidste sammenligning, som til gengæld virker helt autentisk og hjemmegjort. Ingen spindoktorer her!

Så er det lige man kommer til at overveje, hvad i alverden forskellen er på disse udtalelser og de tilsvarende protester fra villaejere i det kvarter, hvor kommunen vil anlægge en institution for danskproducerede mongoler. Disse råber jo også temmeligt højt til tider og det er vel i kommunalt regi en såkaldt “støjende fritidsaktivitet” (da de jo har fri hele tiden). Enhedslisten og kong Keld af Teknisk Udvalg har vist her mere end nærmet sig den almindelige borgerlige bornerthed, for meget plads til alternativ livsførelse er der da ikke her. Isoleret set kunne denne udtalelse være kommet fra samtlige borgerlige partier og, mere ildevarslende, fra enhver lokal grundejerforening. 

Til gengæld bør de autonome omkring det tidligere “Huset” i Århus midtby sikkert nærlæse Keld Hvalsøs udtalelser her, for hvis man skal tro på det, som han siger, er det noget svært at se, hvordan i alverden disse kronisk “støjende fritidsaktiviteter” fra disse ellers sikkert politisk nært-beslægtede unge skulle kunne indpasses i Keld Hvalsøs nye ideal-folkekommune. Den kommune, som er ordnet med samme omhu for de overordnede detaljer og kontrol med samme som Nicolae Ceaucescu og fru Elena lagde for dagen i deres tilsvarende lille kommune Rumænien. Der var det nemlig også udelukkende et spørgsmål om, hvem der bestemte, ikke om, hvad det skulle gavne. Vi tror på, at kong Keld får samme success med sin pænhedsplan som Ceaucescu med sine renskurede parker, eller rettere, det håber vi da.

Når man som Keld Hvalsø fuldstændigt glemmer ethvert ægte politisk projekt så er man blevet en vaskeægte politiker. Heldigvis for Århus har denne mand en intellektuel fremtoning af samme kaliber som dybden af de udtalelser, som vi har studeret i dag, så ret meget mere galt går det vel næppe. Det er nu også galt nok. Der er godt nok mange små konger i Århus, bare vogt dig, kong Folmer!

Dummere end politiet burde tillade

For adskillige år siden blev der på en aldeles bar mark i det fjerneste Nordjylland afholdt en stort anlagt koncert med det vel allerede ellers da noget afblomstrede franske synthesizer-“fænomen” Jean Michel Jarre. Dengang må folk have kedet sig mere end i dag, for publikum flokkedes i titusindvis iude i midten af absolut ingenting, for når noget som denne koncert på de kanter befinder sig på Søren Tyndskids yderste brakmark, så er det altså så langt ude, at ethvert fugleliv forlængst er ophørt. Kragerne er jo forlængst vendt og endda fra alle retninger. DET er langt ude!

Alligevel forløb denne koncert faktisk på trods af fortvivlende vejrudsigter om massive regnbyger egentligt ganske glat, men så kom hævnen. Kolossale skybrud fik mod koncertens slutning de uasfalterede veje til at åbne sig til altopslugende krokodille-gab af klæbrigt mudder. Dybden af mudderet nåede visse steder faktisk til knæhøjde efter den vanvittige regnmængde, og hundredevis af biler måtte i dagene derefter møjsommeligt hives op af Falck (det var nemlig inden G4S, det gikl det nu ikke hurtigere af). Ikke desto mindre blev selv det menneskelige tilbagetog efter koncerten overfor elementernes rasen forholdvist fredsommeligt. Hemmeligheden dengang var rabatter og ikke den slags, som er dagens orden i hjernedøde TV-programmer. Nej, det drejer sig helt grundlæggende om dem, som befinder sig langs vejen. Dem uden grøfter.

Når vejen blev spærret af en fastkørt bil kunne andre trafikanter nemlig blot tage et sving ind over den flade rabat og ind over marken og på den måde komme forbi. På den måde kunne ambulancer også på trods af bilkøer nå frem til de uundgåelige tilskadekomne ved denne ansamling af næsten 50.000 fra flere sider overrislede mennesker. Alt i alt gik det meget godt på trods af, at vejret altså gik helt galt. Helt anderledes kom det så med noget større forudsigelighed til at gå ved sidste uges koncert på det østjyske herresæde Gl.Estrup. Her var det eneste, som ikke galt, nemlig vejret. Alt andet kiksede i en grad, så man må undre sig over, at politiet nogensinde gav tilladelse til dette hare-hjernede arrangement. Problemet denne gang var nemlig også rabatter. Denne gang var der nemlig ingen.

Nu har undertegnede i sine fysiske velmagtsdage indtil for nyligt (selv om man måske næppe kan tro det) på cykel gennemtrawlet de snævre og snoede veje omkring Gl. Estrup. Det var derfor med skrækblandet undren, at jeg i en jubelreportage på TV2 Østjylland (nogen må have fået mange fribilletter) så, at man havde arrangeret en koncert derude med forventet næsten 30.000 publikummere. At det såmænd blot drejede sig om bandet Bon Jovi, som i dettes relative velmagtsdage i 1980-erne heller ikke var noget særligt, understreger vel blot, hvor langt ude på landet vi er her. For dem, der måtte tro, at landboere er velsignet med større snusfornuft end byboere, var det her en brat opvågnen. Dette arrangement gik nemlig præcist ligeså godt, som det overhovedet teoretisk kunne. Det gik nemlig overhovedet ikke, det var simpelthen dummere, end politiet burde have tilladt.

Problemet, som alle myndigheder, både politi, hjemmeværn og andre involverede parter inklusive en impotent helikopter svævende hjælpeløst ovenover det hele havde overset var, at de sidste 15 kilometer veje fra alle retninger ikke blot var smalle. Nej, de er faktisk så smalle, at bilerne må trække helt ud i en ikke-eksisterende rabat og derfor må holde stille, når de møder en modkørende. Fra starten betød denne ganske elementære kendsgerning, at alle planlagte busser fra Randers så snart trafikken rigtigt startede naturligvis blev ganske umulige og hvor svært det var at forudse blafrer vist endnu i vinden. Vi har da forgæves spejdet efter vidnesbyrd om, at nogen har gennemskuet det. Derfor stod der naturligvis hundredevis af mennesker med billetter til koncerten i Randers midtby, da koncerten startede. De stod da mindste ikke i vejen.

Der stod også tusindvis af biler mere eller mindre stationært midt på vejene, som jo er så smalle, at man ikke engang kunne vende om og køre hjem uden at sidde fast i den dybe rabat. Der var det med rabatten igen. I modsætning til Nordjylland er rabatterne der i området nemlig så dybe, at bundkarret på alt andet end Toyota Landcruiser sidder fast. Selv om der for mange måske højst var en halv times gang til koncertpladsen var det således helt umuligt at parkere nogen steder på ruten. Ja, det var faktisk ligeså umuligt som det ville have været at få et redningskøretøj frem. At kalde det her en overraskelse er vel noget overdrevet for mennesker selv med diagnosen svær alzheimer,men for politiet må det jo alligevel have været det. Måske de har særligt mange flexjobbere med den diagnose ansat i Randers Politi?

Til al overflod bragte den lokale TV2 jo så på aldeles ukritisk vis (endnu flere fribilletter?) arrangørens helt vanvittigt urealistiske køreplaner. Han mente nemlig, at hvis man blot mellem 17.30 og senest 17.45 sigtede efter den nærmeste motorvejsafkørsel godt 15 km. borte, så ville det sagtens kunne gå. På basis af disse decideret vildledende oplysninger kom folk jo så ikke overraskende ad motorvejen mellem 1730 og 1745. Hvor var politiet dog henne (måske de osse sad i køen), for ikke uventet begyndte køen allerede at blive stationær på selve motorvejen og derefter gik det med et par kilometer i timen helt vildt derudaf. Hjemmeværnet viste samtidigt, hvilken vits de er, for det eneste de nogensinde kunne gøre var alligevel at fægte med armene. De kunne ligeså godt være blevet hjemme. Detaljeret lokalkendskab er ellers vigtigt for hjemmeværnet siges det, men her havde man åbenbart kun kunnet rekruttere lokale dummernikker. Andre og mere fornuftige ville da med garanti aldrig være mødt op.

Hjem var også den vej alle kontrollørerne omkring koncerten tog allerede under koncerten. Det var nok klogt, da de vel har været blandt de uhyre få, som har kunnet nå at møde på arbejde den næste dag. I det kaos, der herskede, blev arrangøren naturligvis ikke uden en vis ret gjort til syndebuk. Det var jo trods alt osse ham, der tog pengene. Han har efterfølgende godt nok sagt, at han er ked af det, men han er nu tilsyneladende ikke så ked af det, at han agter at betale entreen tilbage til alle dem, som aldrig nogensinde havde nogen reel mulighed for at nå frem. 

Nu har denne mand et kendt navn i Randers, men man må nok i denne del af denne mere Dirty Harry-inspirerede del af Jylland forudse, at hans fremtid som koncertarrangør eller randrusianer i det hele taget er talte med mindre han slipper alle knasterne. 

Desværre ligger en større del af skylden hos myndighederne, som i deres iver efter at få kulturbegivenheder til den kulturløse by Randers har givet de relevante tilladelser til dette aldeles håbløse arrangement. Det er dem, der er de egentlige skurke, den anden var sikkert bare ikke klogere,. Men altså alligevel klog nok til ikke at betale entreen tilbage. Det var så lektionen om betydningen af de dybe rabatter.

Næsten ligeså karikaturagtigt som dette arrangement er vores ven, folketingsmedlemmet for Ny Alliance, Jørgen Poulsen. Med en mekanisk mimik med konstant opspærrede øjne som en ophidset han-gorilla, som selv for en japansk børnetegnefilm som Pokemon nok ville blive bedømt som helt håbløs (DE er ellers dårlige!), har denne mand altså alligevel formået at slå igennem på TV. Seerne er tilsyneladende ligeså nøjsomme som det østjyske musikpublikum, som prøvede at komme til at høre ligegyldige Bon Jovi, som allerede var en vits i deres storhedstid. Nu sidder Jørgen Poulsen så i Folketinget uden at nogen ellers længere snakker om hans lønkrav mod Dansk Røde Kors. Han er jo også en af de etablerede “godhedsapostle” (og så glemmer man bekvemt den slags ubekvemme ting, så derfor kan han naturligvis internt i Ny Alliance komme af sted med at sammenligne Dansk Folkeparti og dets såkaldte “metoder” med nazisternes propagandamaskine i 1930-erne. Aldrig nogensinde i danmarkshistorien har denne sammenligning ellers været anvendt, anstændigheden har hidtil stået i vejen.

Dette skete iøvrigt vist mest som et krav fra dette medieforkælede barn måske i lønligt håb om at blive martyr, hvis det ikke lykkedes. Derefter ville det jo være muligt ærefuldt at udtræde af folketinget, men måske noget uventet (sikkert ikke mindst for ham selv) slap han af sted med sit hjernedøde sludder. Nu sympatiserer vi ikke selv videre med Dansk Folkeparti, men i disciplinen “fjendlighed os-versus-dem” når Dansk Folkeparti nu ikke Jørgen Poulsen og den meningsdannende godhedsindustri blot til sokkeholderne. Der findes iøvrigt ikke tidligere i den danske efterkrigshistorie, som ellers er betændt nok, tilsvarende eksempler på politisk tilsvining. Det bliver spændende at se, hvor dette indbildske og virkelighedsforvrængende menneske senere skal hen i sin jagt efter mammon, men mon ikke godhedsindustrien har en plads? Det tror vi og så ved man jo også, hvad man ikke skal støtte i fremtiden. Nemlig der, hvor Poulsen kommer. Usympatisk er sådan et sørgeligt fattigt ord her. 
Ud af Folketinget skal han nu nok komme, nu dette bjergsomme menneske har opdaget, hvor lav lønnen er og før er nok bedre end senere for alle parter. Ikke mindst anstændigheden. 
Og så ville tilfældet søreme, at det skete i dag umiddelbart efter at dette var skrevet. Verden er dog forunderlig.

Margrethe Vestager som neger

Tingene er jo kun alt for sjældent, som de ser ud til at være og endnu sjældnere, som vi ønsker, at de skal være. Det vil sige, for mange mennesker kan sort sagtens være hvidt og hvidt sort. Det er naturligvis fra denne sidste gruppe, de fleste politikere rekrutteres og muligvis især radikale præstedøtre som Margrethe Vestager. Kristendommens Gud har jo om nogen religion et lidt tåget/speget/røget forhold til synderne, så det er nok derfor, at Margrethe Vestager ikke har meget mere held i sine udenrigspolitiske analyser. Bombemænd er jo ifølge hende nemlig aldrig rigtige og entydige skurke ligesom dem i klassiske James Bond-film, for hvis de vender sig til Gud (også kun på skrømt) bør man ifølge Vestager naturligvis tilgive dem og som en selvfølge forhandle med dem. James Bond stemmer vist ikke på de radikale og det forstår man måske godt. Plottet i sådan en film ville jo også let blive ligeså rodet og usammenhængende som Vestagers tankesæt.

Om det så er fordi den sydafrikanske præsident Mbeki går til aftenskoleundervisning i dansk eller blot en tilfældighed, så er det nu alligevel påfaldende, hvor meget hans kommentarer til situationen i Zimbabwe ligner Margrethe Vestagers. Analysen af den dybt tragiske problematik i Zimbabwe er ihvertfald ikke den allerskarpeste, snarere lidt defaitistisk overfor ondskaben. I går bekendtgjorde sejrherren i valget i Zimbabwe for efterhånden et par måneder siden, Tsvangirai, at han overfor massiv regerings-sponsoreret vold og massevis af mord og tortur mod sine tilhængere fra den siddende tyran, massemorderen Mugabe, trækker sig fra 2. runde af præsidentvalget. Mugabe fik alligevel ret, da han for nyligt sagde, at “Kun Gud kan fjerne mig fra posten”. Det er så i lyset af denne fortvivlede situation for Zimbabwe, at Margrethe dukker op som neger i form af præsident Mbeki.

Han opfordrede nemlig prompte Tsvangirai til at fortsætte dialogen med Mugabe, for “Det er den eneste vej frem, hvis der skal findes en langsigtet løsning” ifølge dagens JP. Han advarede også Tsvangirai mod at bruge udtrykkket folkedrab, da det ifølge ham ikke “reflekterer virkeligheden” Som vi har omtalt i et tidligere ugeemne er det nu vanskeligt at benævne en systematisk halvering af levealderen i Zimbabwe og den massive terror som ret meget andet end verdenshistoriens mest omfattende folkemord. Det kan være noget vanskeligt at finde ud af, om man skal grine eller græde over denne opfordring fra Sydafrika til fortsat forhandling om indførelse af demokrati i et land, hvor præsidenten ikke har den allerringeste hensigt til at indføre det. Fortsat forhandling med Mugabe er vist kun en erkendelse af, at Mugabe allerede har vundet ligesom da de allierede demokratier i Berchtesgaden i 1938 forhandlede med en vis “Herr Hitler” eller Hiedler eller hvad han nu hed oprindeligt (nok i virkeligheden det sidste)

Dengang må man dog huske, at de vestallierede umiddelbart efter erkendte deres fejl og gjorde det, som de nødvendigvis måtte gøre. Det var jo faktisk England og Frankrig, som erklærede Tyskland krig og ikke den anden vej rundt. Overfor det ubærlige var det den eneste vej. Det sker naturligvis ikke hos denne sydafrikanske præsident, som giver ordet “haleneger” fra “Tin Tin”-tegneserier en helt ny betydning (ordet findes næppe i de nyeste udgivelser længere, det er ellers et godt ord). Denne dådløse præsident, som sikkert stadigvæk mener, at kolde afvaskninger og traditionel stammemedicin fint kan kurere AIDS, har jo tidligere vist sit sande format. Som enkelte vil huske var hans svar på den opblussende vold og talrige mord på flygtninge fra Mugabes Zimbabwe i sydafrikanske byer fornyligt jo også, at man burde “undersøge grundene til volden” snarere end at gøre noget ved den. Han ville antageligt også have opfordret jøderne foran gasovnen i Auschwitz til fortsatte forhandlinger med de velmenende folk fra SS. Det ville vel også have hjulpet dem mindst ligeså meget…

Når mareridtet i Zimbabwe engang er overstået med Guds hjælp (og Guds hjælp alene desværre) og skamstøtten over Mugabe skal opstilles i hovedstaden Harare, så skal der også være plads til en statue af Mbeki ved siden af. Denne mand kunne jo nemlig til enhver tid og som den eneste stoppe dette vanvid, men det gjorde han ikke. I stedet blev han bevidstløst ved med at presse til forhandling med tyrannen Mugabe, for hvem forhandling blot var svaghed, og det var det iøvrigt også. Ligheder med Vestagers udtalelser om diskussionen med terroristerne er mere end tilfældig.Om det så er fordi Vestager bleger huden eller Mbeki som hos Storm P. blot sværter sin hud ved vi ikke, men de er helt sikkert i familie et sted derude som alle de andre verdensfjerne og sindsforvirrede kujoner.

Hjemme i Danmark kan der nu også sagtens findes eksempler på analyser, som ganske vist ikke er nær så skæbnesvangre for et helt folk som dem ovenfor, men de er til gengæld mindst ligeså ubegavede, måske endda en lille smule mere. For at bremse en vækst i antallet af bilister, som efter at have tanket blot fræser af sted uden at betale (ofte med falske nummerplader) indfører man på mange tanke den ellers temmeligt indlysende og jo ganske effektive forholdsregel (for så vidt at 100% er effektivt og det må det vel siges at være), at man betaler, inden man tanker. Dette udløser et ramaskrig fra FDM, hvor en vis Thomas Thomsen i dagens JP citeres for de bevingede ord, at han “finder det urimeligt at straffe alle, fordi nogle bilister løber fra regningen” (!!!!)

Vi er vist lidt tilbage i det uvirkelige og helt surrealistiske Mbeki-land her, og derfor fortsætter samme FDM-repræsentant naturligvis også med, at “Det svarer til, at man skal lægge 500 kr. for at få lov til at gå ind i et supermarked”(!!!) Nej, stupide Thomsen, det gør det ikke. Det svarer i stedet til, at du går ind i et supermarked med 500 kr., køber for 500 kr. varer og går ud igen med varerne og uden pengene, hverken mere eller mindre.

Nu kan man selvfølgelig tale om et rent teoretisk rentetab de 2 minutter som det varer mellem den tid man betaler for benzinen og til den tid, man er færdig med at tanke, men det er nok også det eneste. Det er vist det, som de fleste jurister ville kalde “en forholdsvist mild sanktion” (Eva Smith sikkert undtaget her), nok lige knapt en egentlig straf. Sådan gør de også ved Harald Nyborg og superskurken McDonald og alle andre steder. At noget har været praksis i tusindvis af år betyder tydeligvis ikke, at alle har opdaget det endnu. Det har trods nogen gransken i bøgerne været umuligt helt at finde nogen pendant til stupiditeten i FDM-mandens udtalelser om de 500 kr. osv. Hvordan dette på nogen mulig teoretisk måde adskiller sig fra ethvert køb i en ikke-selvbetjeningsbutik, hvor man jo overalt og ikke mindst altid har betalt, inden man får nogen vare, ja det forstår vi ikke. Og så er vi ikke engang kommet til handel på internettet endnu…

Nej, tingene er ikke altid, som de giver sig ud for at være, som David Lynch jo så grafisk illustrerede i “Twin Peaks” Sommetider kan hvide være negre og negre hvide, det er ikke nemt at (h)vide, hvem der er hvem. Til gengæld kan de tydeligvis være lige dumme, og det er faktisk temmeligt dumt. Og tragisk. Og komisk. 
Hvis grænseløs naivitet og ubegribelig dumhed er knyttet til genomet for hudfarve, så må der være nogen, der farver sig sorte eller hvide. Margrethe Vestager er altså muligvis neger. Eller Mbeki hvid…Denne teori kan da umuligt være dummere end virkeligheden.

“Holdningsløse Tidende”

I dag vil vi beskæftige os lidt med holdninger og holdningsløshed. Nu skulle man jo tro, at det ene naturligvis, naturnødvendigt og aldeles objektivt til enhver tid var at foretrække frem for det andet, men så simpelt er det ikke nødvendigvis. At have holdninger er nemlig en særdeles plastisk størrelse og har desværre ikke nødvendigvis noget at gøre med kritisk tænkning hos den enkelte eller blot tankevirksomhed overhovedet. Når holdninger bliver ligeså nemme at have som at abonnere på en avis, så er de nemlig ikke holdninger mere, blot formaliseret holdningsløshed. Hvornår har nogen forresten brugt dette ord sidst? Som i andre markedsføringsbegreber er holdninger i dag noget man har, uanset graden af tanker og så er man dog noget eller også er man netop ikke. Måske dine holdninger egentlig bare er holdningsløshed? Lad os i dag mindes salig Leif Panduro, en af mine egne helte.

Det var jo ham, der var den egentlige bagmand til det udødelige satiriske radioprogram “Holdningsløse Tidende”, som huserede i Danmark i 1960-erne og langt op i 1970-erne. Hvis man i dansk litteratur skal tale om at nævne de mest frie og uafhængige tænkere, må Panduro vel komme på en delt førsteplads sammen med en anden ulykkelig misantrop, nemlig Gustav Wied. Der uddeles ikke nogen hverken sølv- eller bronzemedalje her, vi taler simpelthen om de største uafhængige og frie ånder blandt danske forfattere overhovedet. Begge delte den skæbne igennem deres kompromisløse stillingtagen til alle samtidens litterære konventioner at blivet ugleset og hånet, fordi de talte den herskende politiske og ikke mindst den herskende litterære holdning ret imod. De blev kaldt holdningsløse, netop fordi de havde holdninger. Det var blot ikke samtidens automat-accepterede, og det døde de begge tidligt for. Sig så ikke, at litteratur ikke kan være farlig. 

Gustav Wied tog i sine geniale romaner altid parti for de svage og udstødte, både mod overklassens undertrykkelse og ikke mindst mod samtidens kristelige og radikale bevægelser, som desværre ikke var spor bedre. 

Allerede dengang stod det helt nydannede Radikale Venstre for holdninger så inderligt sympatiske og menneskelige, at man skulle tro det var løgn. Det var det naturligvis også, som politik altid er det, det var blot vanskeligt at være kritisk overfor denne ny-dannede klasse, som allerede dengang blev afgørende meningsdannere, men Wied turde og døde.

Det er iøvrigt synd, at de allerfleste læsere vel i gymnasiet nok har stiftet bekendtskab med både Wied og Panduro og vel dybest set tror, at de nok ved noget om disse forfattere allerede. Det vil vi nu herfra stille spørgsmålstegn ved, for vi tror faktisk, at disse forfattere er blandt de vanskeligst tilgængelige i den samlede danske litteratur, mere senere. Derudover mener vi iøvrigt, at blandt adskillige overflødige fag i gymnasiet rangerer ingen over eller ved siden af litteratur. Uhyre få eller slet ingen har vel efter gymnasiet nogensinde læst mere af nogen af de forfattere, som langt udover kvalmegrænsen blev gennemgået der. Hvis det var målet at skræmme studenterne bort fra den rigtige litteratur og over i biografi/kogebog/Elsebeth Egholm-land, så siger bestsellerlisten, at det er lykkedes særdeles fint. For at indse genialiteten i disse forfattere skal man nemlig være betydeligt ældre end 17 år, hvor man jo blot forsøger at finde en foreløbig identitet hos de mange, som tilbyder sådan en og det gjorde jo hverken Wied eller Panduro, endda ikke engang ganske lidt. De kunne ikke engang finde en til sig selv.

Blandt dem, som blev litterært helt udslettet på denne uhyre effektive måde, var den største ægte anarkist af dem alle, manden tilsyneladende uden holdninger overhovedet, Leif Panduro og hans værk “Holdningsløse Tidende”. Et genhør med denne klassiske radiosatire er et gensyn med en fjern og forlængst svunden tid og sådan noget ville i dag finde nogenlunde samme accept som et handelsfremstød for israelske varer i Danmark. Man kunne vel næppe finde et sted at holde sådan et arrangement uden bombetrusler. 

Det var nu ikke fordi “Holdningsløse Tidende” var politisk, slet ikke, og det var derfor, at den aldrig blev accepteret dengang. Dengang som i dag krøb den politiske korrekthed nemlig som mørket fra Mordor ind over landet med Panduros største litterære modstander som Klaus Rifbjerg som et alt for godt eksempel. Panduros evige kamp mod alle forudfattede politiske meninger havde ingen chance mod denne politiske korrekte dovenskab, der som en kvælende dyne lagde sig over Danmark. Holdninger var blevet godt, fordi de gode havde dem, og holdningsløshed var blevet lig med kætteri. Lyder det bekendt i dag? Tjah, Rifbjerg er der da stadigvæk og Panduro døde som 44-årig i 1977. Panduro døde ganske vist ulykkelig, gammel og uhyggeligt hærget, men det var ham, der var helten. De bedste dør desværre ikke til sidst, som også den norske digter Nordahl Grieg bevidner i sit brændende bombefly.

Det vi ser i dag er så holdningernes sejr over holdningsløsheden på en måde, som ville få salig Panduro til nok at begå selvmord en gang mere. Det er nemlig altsammen kun blevet ord og tolerance udelukkende af meninger fra de rigtige meningsdannere. Hvis Villy Søvndal siger noget rigtigt, så er det rigtigt, og hvis Pia Kjærsgård siger det samme, er det naturligvis helt forkert, også rent objektivt. Verden er blevet et bekvemmere sted at være såkaldt “kritisk intellektuel”, for man behøver kun at vurdere, hvem afsenderen er, ikke selve budskabet. At have holdninger betyder blot, at man har de samme holdninger som alle andre i det danske samfunds meningsdannende lag. Det er næppe længere muligt overhovedet at vove sig så langt ud, at man tør sige, at den her Max Havelaar-kaffe smager ad Helvede til og at man bedre kan lide Nescafé. Vi tror Panduro drak Nescafé og det gør jeg også selv. Prøv at servere det for et pænere selskab. Så er snakken da ihvertfald i gang, den tomme snak altså.

I sådan en verden ser vi forunderlige krumspring for at tækkes disse mennesker med de holdninger, som altså nu blot er holdningsløshed, fordi ingen af dem længere tænker selvstændige tanker. For et par årtier siden udvandrede en russer til et land i Mellemøsten, hvor han grundlagde en af verdens mest effektive, innovative og succesrige elektroniske produktionsvirksomheder. Firmaet har adskillige tusinde medarbejdere og er absolutte markedsledere på områder som konvertering og omskiftere af alverdens slags indenfor billede og lyd. Deres katalog er som tidligere tiders telefonbøger. Meget få har sikkert nogensinde hørt om firmaet Kramer Electronics, og de, der har, tror vel, at dette kolossale firma nok ligger i cyberspace et sted, for der er ingen adresse på deres hjemmeside. På mange af deres produkter står der godt nok “Kramer Italia”, så et clou er der da. Det vil sige, når man søger på “Tech Support”, så finder man ud af, at det ligger i den uhyre holdningsmæssigt betændte by Jerusalem.. Kramer var nemlig måske ikke overraskende jøde, men at handle hos disse er vel i dag nogenlunde ligeså acceptabelt som at sige, at Panduro var større end Rifbjerg. Det var han nemlig, uendeligt meget større.

Det er nok derfor, at alle Panduros besværlige værker som en tvungen jødestjerne for Kramer Electronics er stuvet af vejen i garagen derhjemme hos de holdningsbærende danskere, hvis de da ikke er blvet brændt i en symbolsk autodafe, mens Rifbjerg stadigvæk ligger omhyggeligt skødesløst henlagt inde i stuen med designermøblerne. Holdningsløsheden vandt og sandheden og den kritiske sans tabte. Panduros kroniske og ægte humanistiske anarki forsvandt i den herskende politisk korrekte klasses diskussioner om friværdi og skattely og Søren Sidevinds Spillemænd spiller vist heller ikke længere. Som bekendt har Rifbjerg i årtier boet i Spanien og Elsebeth Egholm bor vist mest på Malta. Kom tilbage, Leif Panduro, vi har brug for din holdningsløshed!. Den, der signalerer ægte holdninger for enhver pris!

“Når Skidt kommer til Magt”

Så skete der som ventet en udrensning i DR´s bestyrelse efter den foreløbige kulegravning af budgetskandalen omkring DR´s udflytning. Det er her værd at bemærke, at der er tale om , skal vi sige det forsigtigt, noget forskellige kvalifikationer blandt medlemmerne i bestyrelsen. Disse er jo valgt efter et noget indviklet såkaldt “ad hoc”-system bestemt af de til enhver tid fremherskende politiske vindretninger. Dog var bestyrelsesformanden en erfaren professionel, tidligere koncernchef for Nykredit, så det var naturligvis ham, der blev ofret. Han burde jo også have vidst bedre, selv om hans generalieblad og nuværende portefølje af bestyrelsesposter mest tyder på, at han et stykke tid har været det, som englænderne så rammende kalder “A Has-Been” Som i John Fords film “They Were Expendable” er der dog altid nogen, som rituelt kan ofres, selv om det jo ikke kommer til at hjælpe bare det allermindste på byggeriet. Jagten på syndebukke har jo ikke som jagten på almindelige (rå) bukke nogen begrænset jagttid. 

Den øvrige ikke-professionelle bestyrelse i DR fortsætter til gengæld ufortrødent og så er det indtil videre ikke-stillede spørgsmål så, hvordan i alverden DR og dens mastodontisk-politiske bagland mon finder en kompetent professionel efterfølger til den fyrede bestyrelsesformand. Svaret er det helt simple, at det gør de heller ikke, aldrig nogensinde. Normalt har man i bestyrelsen for et privat firma adskillige kompetente og erfarne medlemmer, men det har man altså valgt helt at undgå i DR. Derfor kan bestyrelsen på grund i DR på grund af grænseløs uvidenhed altid påberåbe sig ansvarsfrihed, ligegyldigt hvor åndssvage beslutninger, der foretages, så derfor er det naturligvis dem, som man foretager. Efter et tilfældighedsprincip er der en del flere forkerte end rigtige. De første er der uendeligt mange af, af de sidste til gengæld uendeligt få.

Bestyrelsesformanden er derfor a priori den eneste mulige syndebuk udover generaldirektøren/økonomidirektøren for samme, men i modsætning til dem er han naturligvis politisk helt handlingslammet. Dette er kedelige odds for en måske tidligere kompetent topchef, og selv om en del tyder på, at den nu fyrede bestyrelsesformand nok ikke ligefrem var den allerskarpeste kniv i skuffen, så er det dog overvejende sandsynligt, at han nok alligevel er skarpere end sin efterfølger, som næppe overhovedet bliver blot en sløv papirkniv. At kalde DR i denne situation, hvor ingenting er færdigt og ingen har noget overblik, for “øretævernes holdeplads” for bestyrelsesformænd er nok lidt mildt udtrykt. Når alle har travlt ved håndvasken er antallet af nye ansøgere nok forudsigeligt noget begrænset, men måske man bare ikke går det rigtige sted hen. 

Man kunne jo for eksempel prøve at snakke med den lokale formand for Århus Kommunes Teknik-og miljøudvalg, Keld Hvalsø Nedergaard, valgt for Enhedslisten. I forbindelse med en gigantisk kommunal plan for store arealer omkring Århus Havn har kommunen nemlig for ganske beskedne midler købt udenomspladsen af den ligeledes kommunalt selvejende Århus Havn. Kommunen har altså købt disse arealer for så at sælge dem til private bygherrer. Det er jo ganske smart således at pumpe priserne op, men om det er særligt socialistisk eller enhedsliste-politisk at lave det, som i det private erhvervsliv vel let kunne kaldes virksomhedscirkus, har vi noget svært ved at se. Ihvertfald er der lidt pyramidespil over det hele, og problemerne opstår som altid, når nogen kommer i tvivl om pyramidens holdbarhed. Det er desværre sket her.

Det hele er jo nemlig baseret på tro og forhåbninger, og så er det, at vi er tilbage hos den bekymrede Keld Hvalsø. Han er bekymret over, at det konsortium, som havde lovet at erlægge 417 mill. for de kommunale områder, ikke har kunnet betale til tiden. Faktisk har de vistnok ikke engang betalt for det kommunale frimærke på kuverten med fakturaen i. Der er sådan lidt “spekulation i friværdi” i det her og så er det i det mindste en god dansk hobby. Formanden håber selvfølgelig på at få “de priser, som kommunen regner med for de kommende arealer” Noget kunne tyde på, at der er sket en vis foruddiskontering med kommende indtægter. 

At man så nok ikke fra kommunen ligefrem kan regne med, at det planlagte byggeri til over 2 mia. på grunden, som konsortiet altså ikke har penge til at købe, måske kommer helt op og ringe, tja, det har man valgt at se lidt stort på. Måske “grønne” Keld i sit inderste håber på en kæmpestor økologisk græsplæne, som faktisk forekommer overvældende sandsynlig. 

Pyramidespillet fortsætter iøvrigt lidt endnu, da kommunen har sikret sig en forrentning af de manglende millioner. De er nok ca. ligeså sikre i kommunekassen som selve beløbet er det, Den ene kommunekasse, Århus Havn er altså fuld, mens køberen, den anden kommunekasse i Århus Kommune er noget tommere. Atter engang har vi set kapitalismens grimme fjæs, nå nej det har vi jo ikke for pokker, der er jo en socialdemokratisk borgmester og denne repræsentant for storspekulation i grundværdier er altså Enhedslistens Keld Hvalsø Nedergaard, så kapitalistisk kan det jo så principielt ikke være. Det er ganske heldigt, for det ligner ellers til forveksling.

Nu er Keld Hvalsø vist uddannet socialrådgiver, så han er naturligvis helt enestående kvalificeret til at lede disse milliardprojekter. Det er jo også bare at sætte et par nuller efter kommaet på papirerne og om det så sker på socialkontoret eller på Rådhuset gør jo nok ikke nogen forskel. Allerede som socialrådgiver består en stor del af øvelsen jo alligevel i at jonglere med penge fra forskellige kasser, så man ikke selv ender med den dyre Sorteper med tvangsfjernelser og andre besværlige sager, så nogen træning har denne store barske mand vel fået. God er han ihvertfald blevet til at dirigere denne kommunale “pengegallop” eller ihvertfald ihærdig, men som sagt, hvor er lige sympatien for de svage i denne sag? På den anden side gik udbyttet af Blekingegade-bandens kup jo også til andre end dem selv på moderne Robin Hood-maner, så måske det bare er den nye venstrefløjs alternative kamp mod pengemagten. Vi får se. Mere tyder desværre på, at Keld Hvalsø ligesom den nu tidligere bestyrelsesformand i DR blot ifølge det klassiske “Peter-Princip” er “forfremmet til grænsen for sin inkompetence”, som det så kryptisk hedder.

Det betyder nu blot, at når man allerede er kommet lidt længere, end ens kompetence eller evner/udseende faktisk giver mulighed for, så kommer man til alt held for ens omgivelser ikke længere, mere kompliceret er det ikke. Til gengæld bliver man jo så siddende, og det er jo til gengæld et problem. Man tør næsten ikke tænke på, hvor rå kapitalismen kan blive i Århus, når Venstre engang vender tilbage til borgmesterposten, selv om det nu bliver lidt svært at overgå Enhedsliste-Keld, når han leger kapitalist. Nogen ville måske sige umuligt.