Når racisme ikke rækker.

I dag og i morgen er der lidt umiddelbar sommerferiepanik i vores lille butik, og vi racer rundt som åndssvage for at nå alting inden “ferie-vinduet” lukker. Der er således ikke megen tid til dybere tanker, selv om tiden unægteligt efter brexit skriger på sådanne mere end nogensinde før. For i alverden er det dog der og hvad i alverden er det dog de danske  “snakkende klasser” bilder sig ind?

Ja, hvis man ikke havde oplevet denne uheldige forhåbentligt specialt danske følge af globaliseringen, så ville man jo have troet, at det var løgn. For se bare, hvad de nærmest landsforræderisk- (sådan ville det da bestemt have heddet i forgangne tider, hvis man ubetinget støttede det fremmede mod sine egne politiske repræsentanter)  EU-følgagtige  klasser mener!
For ikke nok med, at de der dumme englændere overhovedet ikke har fattet en skid, næh-nej, de har osse trampet på os globaliserede og internationaliserede danskere. Vist mest bare ved at være sig selv..

Nå, denne gang kan man dårligt trække racismekortet og det man så osse fra de snakkende klasser spillet lidt rigeligt ud i de senere tider, så det næppe længere har nogen særlig trump-effekt. Næ, nej, det nye “sort” her er ordet “populisme”, som vistnok betegner nogen primitivt og uforståeligt, ihverfald når man har de altid forudsigelige korrekte meninger. Og det har de danske meningsdannnere og medier jo næsten i totalt samlet flok. Man skal jo osse som journalist være ubeskriveligt dum for for evigt at fraskrive sig et muligt senere uendeligt lukrativt EU-job.

Faktisk er ordet “populisme” nu blevet alt det, som alle de snakkende klasser hader allermest. Nemlig den der skide folkelighed og usikkerhed og tvivl, der engang kendetegnede de sande intellektuelle i samfundet. Dem, der skabte den sande kunst ved at være outsidere blandt de konforme. Den konformitet, der desværre i tiden udelukkende kendetegner det danske mere eller mindre intellektuelle parnas. Mærkeligt, men naturligvis ikke uventet, at en formel højere uddannelse ingensomhelst forskel gør på den iboende menneskelige stupiditet. Det skulle da lige være, at de danske intellektuelle i stort tal fuldtstændigt desavouerer enhver ytring udenfor deres egen stamme. De ved naturligvis som alle absolutistiske regimer i verdenshistorien bedst, ja faktisk er de de eneste, der overhovedet VED noget.

Tja, det danske menings-maskineri er unægteligt sørgeligt en-taktet og ensrettet og man behøver slet ikke at spørge nogen af dem om noget længere. Fordi de alligevel mener fuldstændigt det samme som alle de andre de kender og omgås. Og da ikke mindst om hvad der er både det bedste og derudover DET ENESTE for alle de uenige anderledes tænkende. Dem, de altså foragteligt benævner populister uden iøvrigt at registrere, at de i deres egen bedreviden og automatreaktioner blot selv  er blevet “intellektuelle populister”

Det værste her er så bare, at historien med al ønskelig tydelighed viser, at når intellektuelle hader, så hader de så langt mere end arbejdere og bønder gør. Historisk over de sidste par årtusinder er der muligvis en enkelt begavet psykopat iblandt de værste folkemordere , men ellers er det de uddannede, der har myrdet løs. Og inden nogen måtte være uenig og sige, at det meste skete i religionens navn (for det gjorde det jo), så må det jo med, at de sande troende jo tillige var tidens eneste formelt intellektuelle. En præsteuddannelse har altid været god til at aktivere den uhæmmede indre svinehund og det er jo heller ikke meget anderledes i dag i de danske snakkende klasser. Gud nåde os dog for at de nogensinde måtte får magt som de har snak! Og jo, det kan blive meget værre!

Tag for eksempel aktuelle kommentarer til resultatet af det britiske valg. For hvor sygt er det lige at sige, at når ældre englændere generelt er mere EU-skeptiske end yngre, så er det vist bare noget med, at de ældre jo har FÆRRE ÅR tilbage og dermed faktisk burde diskvalificeres i sammenligning med de yngre tilhængere og deres større støtte til dette syge overstatslige tyranniske EU-projekt. Måske man bare skulle give en stemme for hvert årti man havde tilbage at leve i, det ville åbenbart være mere demokratisk mener  disse herligt demokratisk-sindede danskere åbenbart og det ville jo osse fjerne den sidste tvivl om elitens elitære selvrealisations-projekt. For når man intet ved, så ved man jo ikke bedre.

Ja, den “demokratiske fernis” er ganske sparsomt påført mange steder, men ingensteder dog tyndere end indenfor de snakkende klasser , hvor alle altid mener det samme uden helt at vide hvorfor.
For dem er retten til at have den rigtige mening blevet både så indlysende og totalt-ekskluderende, at ingen udenfor det gode selskab kan påvirke dem. Heldigvis for dem er de selv det gode og selvsupplerende selskab.
Nå, vi andre er her vel osse lidt endnu. Og lad os give de der “intellektuelle populister” lidt modstand!

Man ved, man er lykkelig, ..

..når man står foran 3 kolossalt store paller med JBL- og Altec-truthorn, som vi oplevede i forgangne uge. hvor altså vi blev “begavede” med 4 stk. MERE af de fuldt samlede mellemtone/diskantsektioner til de ganske gigantiske JBL 5674. Alene højden på ikke ubetydelige 1.70 m. indikerer vel sand storhed (nogenlunde som når denne skribent kikker sig i det sørgeligt lille uformående morgen-spejl), men  heldigvis følger ydeevnen fint med. Altså fra 290 Hz og til godt 12 kHz. Hm., som vel reelt set ikke er ret meget, men til gengæld er der så dømt SUS og BRUM for alle pengene med drivernes iboende følsomhed på 111 og 114 dB. Ja, der er faktisk så meget af dette, at selv gamle ører som denne skribents rent faktisk kan HØRE det om ikke nødvendigvis så forfærdeligt meget andet. Sikke morgenglæder man har ved at tænke tilbage på disse herlige materielle ting..

Nå, men der stod der så 4 stk. megabåthorn plus et par heldigvis lidt mindre Altec MR94 ditto, og så er man vel lykkelig, det var jeg ihvertfald og det er jeg da stadigvæk. For hvilken uforløst-drømmende teenagedreng af min generation drømte dog ikke om at lave et mega-lydtårn på 10-20 meters højde-jeg ved, jeg gjorde. Når jeg altså ikke tænkte på alt det andet (altså det ANDET, andet var og er  der vist ikke!), som teenagerdrenge tænkte og forhåbentligt stadigvæk tænker på.

Nå, men nu er man så blevet ældre, og rollefordelingen er ændret noget. Det, der fyldte meget i drengeårene, fylder så mindre nu, og det ANDET fylder så heldigvis lidt mere. Tværsummen af interesser forbliver den samme, hvilket vel mest siger noget om en iboende ret stillestående natur hos denne skribent. nå, men heldigvis er jeg så gift med en kone med lignende træk.

Min elskede frue har nemlig i denne weekend indkøbt en hest MERE, dog denne gang  til en afveksling en portugisisk hest som supplement til sin nuværende ædle spanske race-hest. Og så er hun jo alligevel helt, helt anderledes end sin mand, der bare drømmer om mere af det selvsamme. Nå, det er vel blot en biologisk nødvendig atavistisk konsekvens af indskrænket opvækst på en yderlig ø, hvor drømmene som kragefugle i beskudte bestande flyver lavt og kort og i det hele taget nødigt. Arv er meget godt, men miljøet er ikke meget nemmere at frigøre sig fra. Og hvorfor skulle man så forresten osse det?

Vist mest bare for at bevise, at man KAN. Hvis man altså ellers bare ville have KUNNET, jernhård selvkontrol er jo tidens største danske statussymbol sammen med en stor velopdragen børneflok. Nå, der er så ganske heldigt, at vores lille familie ikke efterstræber nogen af delene. Selv om fruens disciplin i disse dage er noget større end ellers, idet hun i denne periode både lukker heste ud og ind derude på gården 13 km. væk. Mens hun stolt observerer sine fine ekvipager på næsten samme sultne måde, som denne skribent studerer sine truthorn. Ak ja, alt ialt en såre lykkelig familie, selv om vi muligvis klinisk set er en smule dysfunktionelle.

Nå, men ellers er der dømt “slutspurt” i resten af ugen inden sommerferien, og vi vil starte med straks at trille til Ålborg og derefter er der en tur til et studie i København. Foruden alt det andet, der har hobet sig op, og som fra næste uge vil være ganske adresseløst i mange uger.
Vi kører!

Og udover det, så burde pseudonymet “WymaxReborn” ovre på Nerds søge omgående psykologisk bistand. Han er  tiltagende tvangsmæssigt besat af sit nødtørftigt intellektualiserede frådende had mod den ellers hidtil kronede konge indenfor dysfunktionel hifi-adfærd (som altså så IKKE er denne skribent)  ûber-fjolset Mikkel Gige på hifi4all. I længere tid har WymaxReborm simpelthen totalt udklasseret Gige i dennes ellers uslåelige parade-disciplin: Fuldstændig urimelig men til gengæld uhyre hyppig  lettere irrationel/småpsykotisk adfærd med obligate frådende vredesudbrud.
I udlandet er der to andre lignende tilfælde, nemlig Ashley James fra AVI og Richard Dunn, men ellers er I heldigvis da en såre sjælden “art” derude”, I to. Eller altså 4. Men til gengæld så meget mere mere hard-core.

Hvis der var for mange af den slags indenfor min herlige hobby her, så ville jeg jo osse let komme til at tro, at jeg selv var og er åndssvag. Nå, jeg må vist hellere kikke forelsket på JBL-truthornene igen inden der kommer for mange kunder, de kunne jo berettiget tænke ilde derom.

STOP PRESS!
Vi skal lige for de enkelte, der måtte ønske sig noget helt udover sædvanlig konventionel god smag lige opfordre til at studere nedenstående slagtilbud. Sjældent eller måske i virkeliogheden aldrig har vi da oplevet tilsvarende krampagtige følelser af grin og gråd i samme ombæring. Og Lemvig er da ellers sådan en lille pæn hygge-nyggelig by og fortjener bestemt ikke denne tvivlsomme dedikation (højttaleren HEDDER “Lemvig”)
http://alto-hojttaler.dk/altoht/wp-content/uploads/2013/05/nye-h%C3%B8jttalere-007.jpg

ATC igen igen!

I de senere dage har vi atter engang besøgt vores gamle og nye venner hos ATC, så der er lidt mere end almindeligt kaos her på værkstedet her til morgen. Pakker og kabler og PA-anlæg til Sjælland og sågar en enkelt pladespiller, jamen er travlheden dog ikke stimulerende? Nok mest lige om lidt, når der forhåbentligt er kommet lidt mere kontrol over sagerne.

Imens kan vi så tænke tilbage på atter et par uforglemmelige dage i the Cotswolds sammen med grundlæggeren af ATC, Bill Woodman og sønnen Will, der nu er konstitueret boss. Ingen “sælgen ud” af de gamle værdier, se DET kan vi lide! For det gør vi i egen beskeden selvforståelse HELLER ikke.
Nå, men det var så kun en del af sandheden omkring denne skønne familietur. For ikke nok med, at jeg selvfølgelig havde min skønne hustru med (andre muligheder gives jo iøvrigt heller ikke), så var vi de som “verdens aller-eneste” besøgende inviteret så langt ind i familiekredsen, som det teoretisk er muligt. Man kunne næsten få det indtryk, at de godt kan lide os derovre, helt oprigtigt endda.

Ellers ville det jo måske osse være lidt meget at samle ikke blot Woodmans kone og barn og dennes kone til middag med os, men sandeligt osse den anden gamle ejer af ATC, Bob Polley, der til lejligheden “producerede” sin kone, sin datter med obligat mand og søn, ældste barnebarn  med svigerdatter og 2 andre teenagebørnebørn. Og så oveni alting så altså osse OS små ydmyge selv-inviterede gæster fra lille Danmark.

Hvis nogen måske skulle mindes lignende små-stolte beretninger fra tidligere, så er det jo fordi vi adskillige gange tidligere har oplevet det her ovre hos ATC. Vi har efterhånden måttet affinde os med den behagelige tanke, at de simpelthen vældigt godt kan lide os og den slags samvær her har altså ingenting at gøre med forretningssamarbejde. Man må jo overgive sig, når Bob Polley får sin unge svigerdatter til at udlåne en tidligere nr. 3 i min barndoms eneste sært fascinerende dramatiske  hestevæddeløb (det, der hedder Grand National Steeplechase på Aintree.-banen-der hvor der altid er op til flere dødsfald blandt heste og ryttere) til min kone. Hvorefter svigerdatteren og konen  så galopperer op og ned af de forrygende stejle bakker omkring Uley og Dursley med deres 10-20% stigninger.

I mellemtiden brugte underholdt Polley så denne skribent med en tur i bakkerne på mikrosmå snoede veje med rigelig plads til 1.5 bil (men så ABSOLUT heller ikke mere) i sin italienske racerbil. I god ærlig ATC.stil var der dog tale om en Fiat fra 1924, som gamle Polley i vanlig britisk racerstil gav alt, hvad den kunne tage op af bakkerne, der ofte havde stigninger på over 15%. Og selv om hastighederne aldrig kom over 80, så forekom det dog nærmest selvmorderisk, især fordi bremserne på dette mekaniske vidunder jo i datidens stil nærmest forekom som en slags tilfældig tilføjelse uden nogen videre effekt. WROOAMM!

Problemet opstod så, når man så endeligt mødte en modkørende, for denne naturligvis usynkroniserede racer var og havde altid været noget træg i de laveste gear, Ved et enkelt nødvendigt fuldt stop for en forbi-sneglende prutfamiliebil  var der dømt “slæbegear” det sidste lange stykke op for vores tapre Fiat, der dog klarede det for atter at genoptage sin pruttende racer-brølen oppe på toppen. Hvorefter ihvertfald denne skribent bad et par bønner til egne forfædre og derværende mulige tilbageværende druider (Cotswolds er ret tæt på Stonehenge) ved den følgende nedkørsel. Bob havde nemlig flere gange fortalt, at bremserne med deres skrøbelige wiretræk ikke rigtigt var egnede til en klodsning af bremserne. Dette kunne sagtens have resulteret i totalt bremsesvigt og en tur ind i de middelalderlige sten-mure, der omgav alle de små veje lige dér.

Nå, men vi klarede den og vi glæder os til at klare det næste gang osse.
For der bliver en næste gang naturligvis osse. For nok er ATC et fantastisk produkt, men MENNESKENE bag, se, de er MEGET MEGET mere fantastiske. Og så kan de fantastisk  godt lide OS, herligt!

At forklare det uforklarlige..

Nu er vores virksomhed jo som bekendt en ganske ubetydelig lillebitte operatør på det professionelle audiomarked, dog med den ubestridelige succes, som det er, stadigvæk at VÆRE her så længe efter at andre og åbenbart noget konceptuelt/intellektuelt svagere funderede virksomheder i branchen  forlængst er gået i graven. Og atter den sædvanlige, vel efterhånden lettere tvangstanke-mæssige tak til Kenneth Bremer, uden hvilket vores lille firmaventyr aldrig havde fået sådan en kanonstart. Der er intet som den klassiske dikotomi “good cop/bad cop” til at få gang i business for den indlysende “overlever”! “Wavehouse”, bye bye!

Nå, det var slet ikke det, som det drejer sig om i dag. Og tilbage til det mere firma-relaterede, som det egentligt drejede sig om. Som flere gange før nævnt på denne side, så tager min gamle skattede kollega Niels Riis og denne ydmyge skribent på en årlig messe- og schnitzel-udflugt til Frankfurt. Det er nu mest af sociale grunde, men der bliver så osse tid til at se sig omkring i de kolossale messehaller. Og sikke dog meget, der er, og sikke dog meget lort, der er.

Alligevel er der dog en stand, som vi altid husker at besøge, og som i alle årene har stået for de vel nok ringest forarbejdede produkter på hele udstillingen. Der er simpelthen garanti for så skæve kabinetter i elektronikken, at det kræver en veritabel ægte elefantfod liberalt administreret ovenfra for på nogen måde at få alle fire gummifødder til at ramme underlaget samtidigt. Skidtet er så skævt, at fod nr. 4 stritter flere centimeter op i luften, ja, vi er faktisk tættere end tæt  på den ellers teoretisk umulige situation, hvor kun 2 fødder kan nå underlaget samtidigt. Det er dog set, idet selve den skod-skæve BUND af kabinettet i et enkelt tilfælde dublerede for det nødvendige 3. støttepunkt..

Standen er naturligvis den uforlignelige IAG (International Audio Group (kinesere er squ godt nok fantasifulde!)), der står for en uhellig  kinesisk fællesforening/produktion  af forlængst krakkede firmaer, der alle har det tilfælles (hvis man altså skal dømme ud fra vores årelange messe-erfaringer), at de nok skulle have haft grav-fred.. For at benævne de  usigeligt ringe produkter med de engang så hæderkronede navne Quad og Wharfedale nærmer sig mest af alt helligbrøde eller det, der vel er værre: Egentligt ligskænderi! peter Walker og Gilbert Briggs ville rulle i deres grave, om de det vidste!

Nå, men vi vælger blot at more os over disse pudsige misfostre dernede i Frankfurt, mens vi så imellem udstillinger så bare kan undre os over, om hvilke fjolser der køber det her mageløse bras. Og selv om vi aldrig har checket priserne, så er der simpelthen produkter, der UANSET PRIS simpelthen ikke er prisen værd. Nemlig dem her. Og det er bestemt ikke fordi denne lille virksomhed ikke sælger økonomiske produkter men sådan noget bras holder vi os for gode til. Lige akkurat.

Udover de gamle  engelske konkurs-butikker her, har samme IAG erhvervet sig en japansk/koreansk ditto, nemlig det for godt og vel en generation siden hæderkronede Luxman. Det var så dengang, og som englænderne så rammende siger det “That was then, this is now!” For efter adskillige ejerskifter og konkurser er Luxman så åbenbart tilbage, med garanti fremstillet på den samme fabrik, hvis produkter vi årligt griner os halvt ihjel over. Og så er det, at grinet ligesom stivner lidt.

For guddøde os dog ikke om disse rene Kina-produkter nu er til salg i Danmark for RIGTIGE penge. En nylig test af en 100 watts integreret forstærker på et dansk hifi-site afslørede udover testerens totale mangel på kompetence noget langt, langt værre: Nemlig PRISEN..
For hvordan kan et rent kinesisk-produceret produkt som den her Luxman  af ganske sædvanlig og teknisk konventionel standard-aftapning  dog overhovedet KOSTE denne fantasipris af 45.000, – Jamen det kan den så naturligvis osse kun, fordi den HEDDER Luxman, vi tør slet ikke gætte på, hvad produktionsprisen for apparatet kan være, mon ikke en “gangen op” med mindst en faktor 10 er indenfor det sandsynlige.

Nu er den slags naturligvis fuldstændigt ligegyldigt på samme måde som 7-er stole produceret i lavtlønslande ikke sælges billigere, men blot giver lidt flere klejner på bundlinien.
Alligevel er der altså et eller andet ildevarslende og trist for den støt-skrantende hifiinteresse at nogen som her forsøger lige at presse citronen lidt ekstra for de sidste slanter fra de sidste fjolser.
Og det er squ da åndssvagt som denne skribent at have købt adskillige SME-pladespillere, der har indbragt fabrikken nogenlunde samme nettopris som den rå fabrikspris, som vores Mercedes-BIL har haft.
Blot er det ENDNU dummere at have givet 45000,- for et kinesisk “blinkmeter-produkt” der har haft nogenlunde samme rå lynkinesiske fremstillingspris som en en lidt bedre CYKEL..
Dum-dummere…? Svært at sige, men mon ikke den største forskel bliver den dag, arvingerne skal SÆLGE henholdsvis en SME-pladespiller og en kinesisk Luxman: Hvor man STADIGVÆK for den brugte SME  kan få en brugt Mercedes, mens man for den brugte Luxman næppe får mere end en godt brugt cykel.
Og så er der vel alligevel en slags rimelighed i alting. Idiotiens apoteose!