Planen var ellers…

..at vise billeder af de seneste audio-projekter her i firmakælderen, men et presserende service-besøg her allerede inden normal åbningstid er desværre kommet i vejen. Der er dog spændende ting at glæde sig til, ikke mindst en nytænkning af den klassiske JBL 4320-studiomonitor. Det er nu nok så som så med den egentlige revolutionerende tænkning, det er nemlig ganske let at få den til at lyde bedre end den oprindeligt gjorde. Det rigtigt revolutionberende ville nærmere være, hvis man IKKE kunne..
Nå, billeder følger. Engang vel.

Messe i Frankfurt

Det af mange konstaterede “udfald” i sidste uge på denne kanal skyldtes, at denne skribent var på den årlige musikmesse i Frankfurt. Det var en stor oplevelse, ikke mindst for messen, da denne skribent har glimret ved sit fravær de seneste 17 år. Nå, denne gang skulle det blive anderledes og det blev da osse forventeligt en ganske herlig tur i selskab med den allerstørste indenfor person(lighed) indenfor nyere dansk audio, nemlig selveste Niels Riis. Hvis nogen fejlagtigt måtte tro, at denne skribent er det største, der er sket indenfor den danske audio teknik, er det på tide at tro om. Store Niels er både noget tungere og gladere tillige med ligeså høj. Og ikke mindst smittende med sit formidable humør, det er vist ganske godt at være Niels Riis..! Mærkeligt, han er da ellers ganske godt gift…? Av for Satan, fru Mathiasen!

Om muligt bedre er det muligvis at være en netop tilbagevendt anden stor dansk audio-personlighed, der dog på trods af en efter billedet i Monitor.dk. nok er tiltaget en del i størrelse/bredde siden denne skribent så ham sidst men højere ser han nu ikke ud til at være blevet. Jo, minsandten om ikke min mangeårige ven K. Bremer er tilbage i lille Danmark fuld af sædvanlig fut og fart. Der må have skullet en gevaldig pose penge til at lokke denne flerårige udlandsdansker/halv-italiener tilbage til Danmarks kedelige skatte-praksis, men sådan er verdens vildveje åbenbart sommetider. Vi ønsker ham naturligvis et passende kæmpevelkommen og ønsker ham alt det fortjente held, som hans heldigvis for os andre almindelige dødelige ganske sjældne personlige egenskaber og mangeårige ry berettiger ham til. Mange store “spillere” i branchen ryster givetvis lidt på hænderne i dette øjeblik ved synet af denne mand, og det er naturligvis rimeligt nok. Nogen har jo traditionelt skullet betale for andres succes i audiobranchens “Store Nulsums-spil” ligesom i dansk damehåndbold, spændende at iagttage, hvem det bliver denne gang..
Gætte kan man vel altid..

Endelig!

En trist ting ved at blive gammel er den vel især for omgivelserne trælse ting med at “gå i barndom” Eller i heldigste fald “gå i ungdom” selv om ungdommen jo for de allerfleste står knapt i samme rosenrøde lys som barndommen. Selv den mest affældige halvgamle tosse som denne skribent husker dog endnu de til tider uendeligt smertelige teenage-år. Barndommen var vist bare bedre men til gengæld nu så langt væk, at det vist for andet end arkæologer er så temmeligt irrelevant. Andre ville kalde de ganske ligegyldigt, og de ville vel osse have en slags ret.

Helt anderledes er det så med visse af manddomsårene. Det vil i dette særlige tilfælde alle de år, der blev spildt med at vente på den underskønne Pia Dahl Vikkelsø Mathiasen.. Noget skulle ventetiden jo nædvendigvis gå med uden at det ligefrem er særligt mindeværdigt. Ellers blot overhovedet noget man behøver mindes. OM, altså. Alligevel er der visse år, der allerede i samtiden dengang i 1980-erne og lige ind i 1990-erne besad en særlig stråleglans. Og det er å det, der er ved at blive genskabt i disse dage.

For jo, sandelig, Radiohuset Expert A/S er ved at genopstå af asken. Denne herlige arbejdsplads med den noget kranke skæbne og om muligt mere prosaiske nutid er ved at blive glemt et ejeblik til fordel for en mytisk-paradisisk fortid. Dengang Debbie Harry med sit strit-bobbede hår vat toppen af poppen og Radiohuset Expert i Frederiksgade 16-18 var Danmarks i særklasse største radiobutik.
Fortsættelse følger..

Så sad man lige der i går..

..og glædede sig over, at man var blevet helt forfærdeligt gammel. Ja, så langt ældre end man i sin ungdom nogensinde ville have forestillet sig muligt og så følte man sig slet ikke gammel. En tur på Varna-palæet med luksus-brunch i absolut særklasse med min smukke frue var i allerhøjeste grad medvirkende til en herlig og tid-løs fødselsdag. Men vi skal dog heller ikke glemme de mange, mange venlige ønsker modtaget ad andre kanaler og familien takker så mange mange gange.
Til gengæld starter dagen så allerede med et kundebesøg endnu inden vi ellers normalt overhovedet åbner, så nu får vi så se, om gårsdagens relative vitalitet varer ved til i dag..!

En prøvelse

I dag vil vi teste vores læsere og vi skal advare om, at prøven i dag må kategoriseres som absolut svær. Næsten lige svært er det at undgå kvalme over Verden og dens lokalt-økonomiske vildveje.
Citatet fra JP i dag lyder fra denne repræsentant fra en større dansk virksomhed:” Vi er i Finland nummer to på markedet og må lægge os efter markedslederen. For os er det afgørende med fri og fair konkurrence. Derfor har vi bedt myndighederne undersøge, om den største spiller på det marked sælger .. (produktet. red)..til en urimelig lav pris”

Mens alle nu lige får en lille kunst-tænkepause så der kan knag-tænkes vil vi lige give det lille “clou”, at det er en virksomhed, hvis produkter denne husstand hidtil IKKE har anvendt i mere end en håndfuld tilfælde på årsbasis. Og det skyldes ikke produkternes ringe kvalitet, der er tale om for os at se noget langt, langt værre.

Og så går vi ufortøvet til svaret på det svære spørgsmål: Produktet er MÆLK, det klagende firma er såmænd selveste den danske “markedsleder” (for så vidt 95 plus% af markedet udgør et praktisk monopol-det ville 50 % iøvrigt osse have gjort i et normalt marked, men et er længe længe siden der har været normale konkurrencetilstande i den danske mejeribranche).
Ja, dagens tydeligvis i Finland forbandet forfulgte uskyldighed er altså den eksplosivt-ekspansive gigant Arla, og kan hykleriet så næsten blive større?
Muligvis, selv har jeg blot ikke lige i øjeblikket andre kandidater til denne tvivlsomme ære. Nemlig som det produkt, som jeg fremover aldrig nogensinde vil røre selv om der absolut ingen alternativer måtte være. End ikke ude på den ødeste øde ø. Hvor de sikkert har opkøbt hele hyldepladsen i kølemontren som de i praksis har i den lokale Superbrugs. Og alle andre steder her i landet.
Nå, de kommer nok til at leve udmærket uden økonomiske bidrag fra denne skribent, det har de da allerede gjort længe. Alt, alt for godt, faktisk i dette herlige land uden nogensomhelst hævdelse af nogen monopol-lovgivning.
Det er så hvad det er, paradisisk og herligt-heldigt for monopolet Arla, men denne hykleriske klagesang i Finland, den er squ svær at snuppe.

Silkedyner

Et af den tiltagende alders bestemt mere tvivlsomme velsignelser er, at man i sit eget soveværelse mere og mere udvikler en ligevægt mellem det man sover I og den man sover i det MED! Magelighed og bekvemmelighed i sengen spiller naturligvis stadigvæk en meget underordnet rolle i sammenlignng med det usammenlignelige (beklager pleonasmen her), den underskønne Pia Dahl Vikkelsø Mathiasen.

Alligevel er det da en slags senge-åbenbaring at vågne op med nyt silke-sengetøj og -ditto dyne. Det er faktisk så fedt, at jeg denne morgen vågnede mellem de på samme tid herligt varme og kølige silke-gevandter og kom i tanke om et sørgeligt overset filmcitat fra den sørgeligt oversete irske mesterfilm, “Hear My Song” om den irske flødeskumssanger Josef Locke. Instruktøren, Adrian Dunbar spiller både hovedrollen og har stået for manuskriptet og selv om filmen er forbandet svær at finde er den al søgen værd.
Åh jo, og så var det “silken” kom ind i billedet igen, for en af den af Dunbar selv spillede noget lurvet-tvivlsomme hovedpersons bemærkninger til sin kæreste lyder således:” ..stick to me, and you will be farting through silk”
Om det så har været dette lokkende prospekt, der endegyldigt lokkede min underskønne kone er nok tvivlsomt, den direkte årsagssammenhæng er ikke ganske klar, men det er så heldigvis lige der, hvor vi endelig er!

Tak, Christian!

Her i dag skal vi en tur til det nørrejydske takket være en anbefaling fra en kær gammel ven. Af os, altså og da forhåbentligt osse til gavn for den butikscenter-chef, som vi skal møde. Det er den slags sager, hvor vi er forpligtede til at gøre vores bedste, så det vil vi gøre. Ganske let når ingen andre alternativer gives!

Nu er ingen forpligtede udover deres evner, men det betyder heldigvis ikke rigtigt noget i den storpolitiske verden. Mest heldigt i disse dage for NATO-bossen Anders Fogh-sig mig, betyder NATO ellers ikke “North Atlantic Treaty Organization” og burde vel ikke have noget at gøre i uhyre klippe-landfaste Afghanistan? Nå, men de er der åbenbart alligevel selv om det ikke er ret meget længere.

Og så er det lige i tiden længe nok til at skabe fornyet ballade i forbindelse med en amerikansk soldats angivelige forbrydelser mod civile. Om omfanget og korrektheden af anklagerne har vi ingen ide eller for den sags skyld interesse. Ca. ligeså meget som historien har haft medfølelse med Weimar-Tysklands sidste kansler, Kurt von Schleicher og kone, der blev massakreret i deres hjem i 1934 som “ulykkelige pionerer” for regimets senere så kendte blodrus. Det samme er naturligvis tilfældet i Afghanistan, hvor alt allerede forlængst har været forbi.

Alligevel fremturer Fogh som om der er noget at vinde, selv om man allerede forlængst har tabt ved at annoncere sin tilbagetrækning. Alene derved har man jo forrådt sine tidligere allierede i den Afghanske skin-regering, der fremover er henvist til at fægte så godt de har lært. I en kamp, der allerede var tabt da NATO kapitulerede og hvor svært er det at forstå? Alligevel lader Fogh som om, der er et forhold at “reparere” til den afghanske midlertidige præsident og mere permanente stammeleder, Karzai. Præsidentens absolut eneste egen-interesse er så bare, at distancere sig politisk fra NATO-fiskoen så hurtigt som muligt, hans eneste mulige politiske overlevelses-strategi. Det hjælper ham næppe, men det gør en accept af en undskyldning så bare ENDNU MINDRE.

Man kommer til at tænke på de mindste småfugle i en streng dansk vinter: Uanset hvor meget en blåmejse har ædt sig tyk og fed hele resten af året, så ryger al “fedt-kapitalen” øjeblikkeligt efter et par dages bar-frost og sådan er det naturligvis osse for NATO i Afghanistan. Ligegyldigt hvor mange tusinde dræbte soldater i multi-milliarder i indlysende spildt opbygnings-støtte af landet, så er der absolut ingen “goodwill-kapital” at tære på. Man skal bare indrømme, at man agter at trække sig fra stammekrigshelvedet og derefter er protesterne mod en affaldsafbrænding med en mulig Koran og muligt mord på civile fuldstændigt det samme. Fordi al postyret alligevel drejer sig om noget helt andet, nemlig alle afghaneres “offentlige håndvask” efter berøringen med de forsvindende vantro. Om det kommer til at gå helt så galt som i Pol Pots Cambodia er ikke til at vide, noget paradis for vestlig tankegang er næppe den mest oplagte udgang.

I mellemtiden kan vi så med gru se opfyldelsen af vores oprindelige profetier om det militære eventyr i Libyen. U-kritisk og ditto -kvalificeret indblanding i en vilkårlig borgerkrig er altid katastrofal og Libyen er ganske forudsigeligt endt i en situation med permanent klankrig og der ender Afghanistan naturligvis osse. Det er vist osse ved at være et stykke tid siden, at danske diplomater og politikere har besøgt deres taknemmelige “modparter” i Libyen, det var da ellers en gevaldig festdag, da de vestallierede for ikke så forfærdeligt længe siden anerkendte den libyske frihedsregering..

Og så fortsætter alting i Syrien som historien altid har gjort. Og denne gang har NATO så fyret skyderen af i formålsløse Libyen. Og derfor ER DER simpelthen ingen militære magtmidler at gøre godt med. Alle de alliere fly er efter indsatsen i Libyen til langvarig service og lageret af “præcisionsbomber” er næppe blevet fornyet. Samtidigt er det for Obama og USA (af forskellige grunde, ganske vist, præsidentvalget er noget i vejen) blevet øjeblikkeligt politisk selvmord at true med militær intervention i Syrien. For hvad var det lige, der gik godt i Libyen, et af verdens eneste lande, hvor “Læger uden Grænser” IKKE opererer.

Det er synd for den syriske civilbefolkning, at Assad er der endnu. Ca. eller præcist ligeså synd, som det vil være for den hvis der atter kritikløst uddeles mængder af våben til hans modstandere. Uden at der nogensinde derefter bliver tale om at samle disse ind igen for at skabe det bedre og fredeligere Syrien, som alle håber på.
Hvis der altså blot havde været et håb…

At gøre sin pligt og kræve sin ret.

Så skulle det være ganske vist: Der er for allersidste gang et kuld hundehvalpe på vej efter den præmierede champion Folmer Hund. Efter hårdt arbejde for den gamle fyr fortjener han al den nødvendige hvile, som midaldrende hankønsvæsener i samme situation naturligvis fortjener. Det må han vel siges af berettiget ret til og det har han naturligvis osse.
Vi nænner næsten ikke at fortælle ham, at han heller ikke denne gang helt slipper med alt det forhåbentligt kommende små-skravl. Ligeså lidt som sønnen Anton Hund jo heller aldrig tog sig sammen til at flytte. Og inden nogen indvender, at man jo ikke kan tale med hunde, så jo, det kan man sagtens. Husk blot på den italienske reataurantejer i “Lady og Vagabonden” ” Jamen Tony tale med maj..”(cit. efter barnlig hukommelse)
Blot trist for gamle Folmer Hund, at fornøjelsen ved pligten er ca. ligeså ligeså lang som den gamle fyrs ret til lidt afslapning. Altså kort, livet i kondenseret kort-form.
Og hvad hjælper det altsammen, når vi gamle mænd med min gode kammerat Olafs ord alligevel “hellere vil have en mad”, Folmer Hund bestemt ikke undtaget..? Og så kommer der bare skide hunde-hvalpe..

En lille efternøler OBS nu med bog-info

I disse dage foregår der i og ikke mindst omkring huset et hektisk forsøg på et allerede noget forsinket avlsarbejde. Forsinket forsåvidt som den mandlige hovedperson i forsøget på at sikre sig en sidste-øjebliks efterkommer allerede er noget oppe i årene. Andre ville måske ligefrem sige, at det mulige afkoms udsigter til at vokse op mere eller mindre faderløst allerede er helt uforsvarligt, men sådan ser vi nu ikke på det. Det skal man vist heller ikke som muligt kommende forældre.

Eller forældre og forældre, det er vel så meget sagt, mere sådan en slags forældreskab (ikke at forveksle med det for tiden særdeles udbredte RÆVE-skab!) “pr. stedfortræder” For gamle Folmer Hund er “på den” igen, “pardon my French”, som englænderne så elegant udtrykker det. Her lige inden alderens allersidste salgsdag uafvendeligt indfinder sig, og hvor en hundeguf eller blot en leverpostejmad er en langt mere vel- og kær-kommen syssel end udmattende og forpustende parringsarbejde, ja så har den gamle fyr alligevel ladet sig lokke. Af særdeles vimse og attraktivt duftende Fister (hun)Hund, så vi skal atter engang annoncere den højst reelle og enestående mulighed for at sikre sig en hundehvalp efter det helt unikke audio-ikon Folmer Hund. Tænk hurtigt, det gjorde Folmer!

Ellers er det en kilde til stadig undren, at hver eneste sjælden gang, vi efterhånden bevæger os over i hifi-idiotiens verden, ja, så bliver vi spottet. Og det både på den ene og den anden måde, både på den ene og den anden måde, se blot her, hvad den som altid anonyme “Finlytter” skriver:”Han(altja jeg, red.) mener jo at jeg(altså han red.) enten er klog eller rigtigt klog (ja skrevet med t). Nu burde han måske han valgt et andet eksempel på sproglig uformåenhed end lige det her, hvor adverbium-formen faktisk ender på “-t” At den sproglige fremtid (eller desværre nok allerede nutid!) for adverbier givetvis så er den samme for den mellem “procent/procentpoint”, som vist allerede er forsvundet, tjah det er så trist.

For som samme “Finlytter” så givetvis korrekt observerer, “Ja Poul er ikke den skarpeste kniv i skuffen…” Dette er ganske muligt og vel nærmest sandsynligt selv om konkurrencen i “knivskarphed” blandt de flittigste deltagere på de danske hififora nu ikke akkurat er ja altså “knivskarp” Sådan mere en slags impotent klappen hinanden på skuldrene og lige netop er jo ikke denne skribents absolutte spids-kompetence. Så hellere være lidt spids. De alt, alt for få og stedse færre skuldre, der er tilbage hvilket jo ikke kan eller bør undre. Som alle små akvarier i terminal økologisk katastrofal ubalance er udfaldet, den ultimative uddøen af de sidste stakler alligevel givet forlængst. De få tilbageværende har forlængst forgiftet miljøet for alle de mulige nytilkommende småfisk.

Og til spruttende Stefano med gårsdagens karakteristik af denne skribent som “Hold kæft en idiot”: Snup en pille (mere) Det plejer jo at hjælpe i længere perioder. Var det blot så simpelt for alle de få andre hifi-“misfits” derude og det er det måske..De er blot forbandet svære at finde for pille-pakkeposten bag al deres anonymitet. Hele den forum-aktive halve snes ak ak ak..
Nå, denne gamle lettere semi-skarpe mand må desværre løbe nu, jeg skal ud og støtte (moralsk) op om min gamle hund, der konstant belejres af den der dikkende og lokkende hunhund. Man skal vælge sine kampe og kende sine muligheder som gammel, så ro på, gamle ven og tag en slapper. Til dagens nye søde udfordringer .
Dagen er ganske ung endnu og der er hegn om haven. Giv den gas, gamle ven, men bare helt roligt..

Og derudover findes der faktisk ikke mindre end 4 bogudgivelser fra denne skribents højre pegefinger (plus periodisk brug af venstre, nogen særlig ækvilibrist er jeg ikke på et tastatur. Uden at tænke særligt hurtigt skriver jeg til alt held endnu langsommere uden at nogen af tingene dog altid derved ligefrem bliver bedre. Jo, der er sandelig udgivet fyldige bogværker i både 2008, 2009,, 2010 OG 2011. Og de 2 sidste kan faktisk lånes på biblioteket, dette blot som serviceoplysning for særskilt hårdnakket/skurvede hoveder derude. Og derudover ville det varme med lidt mulige bibiotekspenge.

At være klog eller blot rigtigt klog

Vi har kidt travlt her i formiddag med at afhente 3 læs sager/helt spritnye kommende antikviteter til vores lille virksomhed, billeder skal nok følge.
Ellers er vi her i huset sædvanligvis kloge nok til at afvente fruens dom over de seneste landvindinger indenfor hifi-byggeriet. Det plejer at være ganske enestående mod-produktivt med vold og magt at trække hende hen foran de ny-modificerede lydsystemer og forsøge at opnå nogen (positiv) anerkendelse. Grunden er simpel: Hvis man ikke allerede ude i køkkenet kan høre forskellen, så er ER der ingen forskel, nok så store investerede mængder indbildning eller ej. Nå, men nu er min kone osse særskilt klog OG ditto smuk.

Med nogen moro iagttager vi en variation af samme proces i det sydjyske, hvor et pseudonym med det vel en smule prætentiøse navn “Finlytteren” er i gang med at producere egne XLR-kabler. Af noget, der mindst ligner tilfældigt elektronikaffald omhyggeligt udvalgt blandt de stumper, der lå allernederst i affaldsbunken. Manden aner angiveligt hverken hvad det er han bruger eller iøvrigt hvad han prøver at lave. Vi tør slet ikke omtale den omhyggeligt afbildede kolossale mangel på monterings-kompetence, grinagtigt ser det ud og lyder antageligt nogenlunde ligesådan. Selv om heller ikke alle vores egne projekter ligefrem vinder særskilte priser for vellykket æstetik, er det her dog med nogen margin noget af det håbløst grimmeste og lammeste vi har set.

Nå,i mandens egen henrykte skildring af umådelig mandlig hifi-potens bruger han så samme historie, som vi selv normalt gør. Denne gang er der blot den hage ved historien, at konen trods ihærdige opfordringer netop hjemkommet med ingredienserne til snarlig aftensmad ganske eftertrykkeligt angiver, at hun altså ikke gider det hifi-pjat nu. Trist, vi kender godt fornemmelsen, faktisk så godt, at denne skribent aldrig ville spørge under disse omstændigheder. Og så kommer åbenbaringen så alligevel for denne fjumrende ungersvend (jamen andet udtryk dækker altså ikke!) For konen råber squ angiveligt ude fra køkkenet, at det nu lyder meget bedre.

Og så bliver manden her altså helt usigeligt glad, for ingen mand kan dog helt undslippe egen begejstring over aldrig så indlysende falsk ros. For jo, det her har vi osse selv prøvet i andre og forlængst forgangner tider, og hvad er det lige, det betyder, dette kloge kone-udsagn?
Jo, det betyder: Hold da helt kæft hvor er du da bare skideåndssvag, lad mig slippe for at være fuldstændigt til grin, det er mere end rigeligt at være gift med en lallende kraftidiot som dig! Og manden som godt teoretisk i en anden galakse i en helt anden tid sagtens kunne være denne skribent, labber disse uhyre kloge, men noget resignerede kvinde-ord i sig.
Kloge, fordi det er det eneste og dermed klogeste at sige, når blot manden ikke er klogere eller sådan nærmest bare rigtigt klog!
At være kvinde er tydeligvis ikke lutter lagkage her på tærsklen til den 8. marts.