JBL 5674

Så er det sædvanlige festfyrværkeri af personligt velbefindende og dertil afledte livs-energi tilbage. Og det var osse på tide, da den forløbne uges absolutte højdepunkt var fruens anskaffelse af en mindre hønseflok i det vendsysselske, for i min stærkt fremskredne alder kan det være et mindre prøvelse at huske alle de omhyggeligt udvalgte navne på de hyggelige race-kræ.  For i lighed med denne indrømmet også noget mærkevare-drevne skribent er der naturligvis heller ingen tilfældigheder i indkøbene og tilhørende farvevalg. Og den slags kan jo være hård kost for en som mig, hvis barndoms hønseracer var anderledes lette at huske: Hvide italienere og dværghøns, og det var så det.

Derudover bliver det nu skidehyggeligt at se disse kræ trisse rundt udenfor vores gigantiske panorama-vindue mod hestehold og fuglebræt, for lad os da forsøge at være ærlige. Hvem har dog ikke sine lønligste drømme dybt nede under dynen drømt om høns?-jeg ved, jeg har uden dog endnu helt at have afsløret hverken race eller andre præferencer desangående for min ekstatisk opstemte frue. Der er tydeligvis en mindre diskrepans i vores hønse-drømme, der vist ikke bør forsøges koordineret..
Nu er vores lille virksomhed ikke sat i verden for at maximere salg og indtjening (måske netop på grund af denne afslappede attitute, at det altid har gået ganske fint, hvem ved..), men alligevel vil denne skribent helt undtagelsesvis dele sin betydelige begejstring over et netop fuldendt  i ordets mest bogstavelige betydning stort salg af et ganske voldsomt højttalersystem til en ellers både flink og socialt vældigt velfungerende hifitosse. Og DEN SLAGS er der godt nok ikke mange af, racen har vel været truet i årtier, desværre primært af interne trusler fra særligt udvalgte fjolser.
For som overskriften siger, så er det (og det endda efter en demo for årevis siden) lykkedes at få en ordre på et sæt full size monster-skrumler af modellen JBL 5674. Som altså er en højttaler med en højde på 2.90 m. og en vægt på 172 kg. Med sin lydtryksmæssige kapacitet på langt over 140 dB og beregnet anvendelse i biografsale med op til 1200 pladser forudser vi ingen større problemer med at fylde mandens garage på Amager med lyd. For selv om lufthavnen er ganske nær, så kan den til enhver tid overdøves af disse monstre, hvis maximale  lydtryk svarer nogenlunde til det lige bag en startende jetmotor. WROOOOOM!!!
I det hele taget har forstadslivet visse ubetingede velsignelser med hensyn til at fyre den af lydtryksmæssigt. For når man som denne skribent fra 1975 og helt frem til 2009 har boet i lejlighed, så er fristelsen til at give den lidt ekstra gas så afgjort til stede. Der er jo akkumuleret et vist underskud af lyst til at give den lidt gas selv om mine naboer nu altid har været uhyre tålmodige med os. De har ellers måttet udholde utallige gennemspilninger af de samme og de samme og de samme velkendte numre hver gang der er kommet nyt i samlingen. Men nu slipper de så, selv om næste uge kommer til at byde på endnu et forudsigeligt kæmpespring kvalitetsmæssigt. 
Der lander nemlig en stak Vitavox S5-membraner, der behørigt installerede i vores eksisterende Vitavox S3-drivere vil give en betydelig udvidelse af frekvensområdet opefter. Og den slags kan jeg naturligvis som alle andre entusiaster sagtens høre, ja, jeg kan faktisk allerede høre den betydelige forbedring nu selv om membranerne faktisk kun ligger i posten i England. Sådan er indbildningen og almindeligt selvbedrag indenfor denne hobby så kolossal. OG voksende for hver uge..
Og selv om der i mange år har været mange ting, der er svære at fatte, så bliver ufatteligheden større og større. Vi kan blot nævne en flittig skribent, der i fuldt alvor påstår, at han med særligt udvalgt elektronik (naturligvis udvalgt af ham selv) kan føre praktisk talt enhver selv uhyre beskeden højttaler langt op i high end-sfærerne. Den lader vi nu bare ligge, så må folk selv bedømme det, den slags var heldigvis totalt uhørt indtil for et par uger siden…
I det hele taget er det der med “tro” noget kedeligt noget og da ikke mindst, når absurditeterne prædikes særligt ihærdigt. Tag nu for eksempel den forlængst afdøde Steen Duelund, som denne skribent så afgjort ikke er nogen personlig ynder af. Det skyldes nu ikke hans professionelle virke, som jeg intet aner om, og som jeg aldrig ønsker at stifte den allermindste smule bekendtskab med. For alle mennesker har flere sider, nogen så udpræget flere end andre. Og ikke altid akkurat behagelige.
Nu behøver man jo ikke være dum for at sige dumme ting, denne skribent er vel i den henseende et særligt strålende eksempel, for en enkelt finke er der vel fløjet af fadet i årenes løb. Alligevel ville jeg da selv nødigt som Duelund huskes for citatet omkring “rosen på lossepladsen” som alle vistnok straks formodedes at fokusere på fremfor alt det andet skrammel Som vist skulle være noget skummelt metafysisk sludder omkring, at enhver ville kunne høre enhver udskiftning af enhver såkaldt “bedre” komponent på ethvert sted i konstruktionen.på et vilkårligt anlæg. Og jo flere vilkårlige også dobbeltkonfekt-agtige serielle komponent-tilføjelser jo bedre
Den slags kan man tro på eller måske hellere. lade være-faren for kronisk hifi-hypokondri,er for stor..  Men selve betragtningen med at en rose på en losseplads særskilt skulle tiltrække øjet på velgørende vis  svarer vel nogenlunde til at antage, at et fjernsyn med lutter pixelfejl havde en enkelt LED i det ene hjørne, der virkede ville afstedkomme sjælefred. En noget kontrafaktuel betragtning.

For blot en enkelt sort plet i en kolossal hollandsk tulipanmark i disse dage er nemlig DET, som vil fange alles blikke. Eller den ene lille ridse i et ellers perfekt parketgulv. Og Duelunds anden til kvalmegrænsen citerede bemærkning om altid at være “..på vej” er jo lige gældende for en vilkårlig virksomhed og enhver anden menneskelig aktivitet, Kims Chips ikke undtaget. Dybsindigt….Vel ikke akkurat når nu allerede Herakleitos udtalte “panta rhei”/alt flyder.

Og flød, DET gjorde det så sandelig osse på Århus Universitet i forløbne uge. Der blev nemlig afholdt den traditionelle sejlads i parken, som altid har svinet som store forsamlinger jo altid har gjort. Det paradoksale er så, at efterhånden som økologien og vegatarismen og veganismen og den klimatiske ansvarlighed  og den politiske korrekthedvokser blandt de universitetsstuderende i en grad så næppe nogen af deltagerne deroppe nogensinde har skrevet ordet “neger”, så er den “civiisatoriske fernis” blevet noget tynd.
For den  virkelige virkelighed er noget anderledes end de unge menneskers ellers uhyre ansvarlige og korrekte fremtræden på de sociale og offentlige medier. Det er nemlig altsammen blevet mindst 20 gange værre end samme begivenhed med samme antal deltagere for 20 år siden, hvor denne skribent benyttede lokaliteterne til ansvarlig hundeluftning med hundeposer og alting., se blot linket. nedenfor.
Adfærd ændres tydeligvis ikke af politisk korrekthed og ord ligesom Duelunds banaliteter og absurditeter heller ikke bliver bedre af at blive gentaget..

Lucinda Williams

 Så er denne skribent atter tilbage i den daglige travle trummerum, der så heldigvis aldrig bliver mere triviel end at der ganske ofte opstår uventede eller decideret udfordrende situationer. Det er måske denne iboende uforudsigelighed, der både efter godt 36 år i branchen både stimulerer og muligvis holder mig yngre end min noget fremskredne alder, hvem ved. Og hvem ønsker for alvor at finde ud af den slags? Det svarer vel lidt til at få besøg af kendte og respekterede personer, der ærligt fremsiger deres mening om ens über-hifianlægs præstationer eller ens egne analytiske evner. Ikke underligt, at den slags beskæftigelser trives bedst blandt små-sociopater idet vi i dag vil vælge en lettere eufemisme over dette for de få tilbageværende hifi-entusiasister altovervældende vigtige eksistentielle problem. For er jeg og mit nu egentligt så godt, som vi krampagtigt forsøger at bilde os ind?

Men ellers er det netop i dag tid for et prominent besøg her i hulen. Det er nemlig ikke mindre end en officiel repræsentant for DR, der har meldt sin ankomst og det er ikke engang for at kradse licens ind. Dette besøg skyldes nu ret prosaisk, at jeg jo ved særlige lejligheder osse vikarierer som skribent på andre og mere indflydelsesrige medier end denne ydmyge lille plads. Og det er så et disse eksterne skriverier, som tilsyneladende har overtydet denne mand om, at netop jeg jo må have noget på hjertet udover rigelige mængder af almindeligt aldersbetinget fedt. Vi glæder os ialtfald.

Under alle omstændigheder bliver det da hyggeligt som altid at kunne fremføre sine egentlige synspunkter uden frygt og anden social bæven og aldeles uden kommercielle bagtanker. Det er vist en af min  nuværende alderdoms eneste ubetingede velsignelser. nemlig at der er visse grænser for, hvor politisk korrekt man behøver at være i sit beskedne resterende livs-span. For i dette overvågningssamfund søges der aktivt på selv den slags bagateller, der måtte fremføres af denne ellers inderligt uvigtige skribent.

For rigtigt mange andre, og det gælder både store institutioner og almindeligt små-opblæste narrehatte som dem på min gamle fødeø Endelave, der blev omtalt i sidste uge og vist osse lige har været inde og vende ganske mange gange tidligere. De elektroniske spor er utvetydige og ligeså umulige at administrere eller fjerne som denne skribents mange tidligere skriverier. Nå, men fakta er følgende: Når denne skribent uden nogen Facebook-profil (som er nedlagt af samme grund, da man ikke der har indsigt i “kikkeriet”) skriver et eller andet, så er der afregning ved “kasse 1” Og “kassen” er her min hverken vanvittigt vel-vedligeholdte eller spor interessante LinkedIn-profil.

For “vupti”, straks denne skribent f. eks. skriver “Lær Dansk”, så spotter dette godhedspolitiske kompleks`søgemaskine ytringen og pudser en manuel søger på min profil. Og DET kan man jo tilfældigvis vide ganske positivt, da man kan købe adgang til at se samtlige profilbesøg på egen profil derinde. Og hold dog bare helt kæft hvor er den slags procedurer dog blevet ren rutine snarere end dengang for nogle år siden, hvor selv en tidligere vredladen festugedirektør rasende  spruttende råbte denne skribent lige op i ansigtet i fuld lokal offentlighed i vindfanget i den lokale Superbrugs. Dengang afslørede han vist ikke ganske med vilje, at han havde folk til dagligt at søge efter omtale af ham. Dengang var han den lettere paranoide undtagelse, det ville han så ikke længere have været længere.

Det betyder så osse, at jeg selvfølgelig heller ikke længere efter mine ikke videre flatterende Endelave-skriverier kan blive medlem af en Facebook-gruppe, der ellers hoster mange hyggelige barndomsbilleder. For efter at have nyoprettet en iøvrigt tom  Facebook-profil til netop dette formål, har det vist sig umuligt at blive medlem af denne lukkede gruppe, som jeg ellers tidligere blev automat-indmeldt i. Man kan jo dårligt udelade den mulighed, at den, der med navns evige nævnelse måtte formaste sig til atter at lukke denne skribent ind i varmen til evig tid ville skulle leve med bebrejdelserne fra gruppens øvrige medlemmer. Da gruppen jo naturligvis tæller samtlige de uhæmmet-egoistiske små-geriatriske tilskuds-røvhuller, som tidligere er omtalt på denne plads.

Ja ja, nogen mimose er denne ellers rimeligt hårdføre skribent jo ikke, men lidt vildt er det da, at alt forvinder ind i ekkokamre, ikke blot IS-kommunikation, men såmænd osse gamle slørede sort-hvid billeder af Endelaves gamle slæbested.
Tilbage til hifien eller måske snarere manglen på samme: Denne skribent har nyligt stiftet bekendtskab med Lucinda Williams, en noget rå og  raspet americana-vokalist indenfor den mere kuriøse udgave af countryrock. Og det lyder simpelthen så meget af helvede til, at jeg kom i tvivl om der rent faktisk var noget i vejen med vores kælder-Vitavoxer.
Det var der så heldigvis ikke men fægslende, DET er hun squ, dan ultimative mangel på lydkvalitet på CD-erne uagtet:
https://www.youtube.com/watch?v=7tUzhodl_rw

Meny i Dronninglund

I dag vil vi berette om uendelig kedsommelighed og ditto tilsyneladende uudtømmelig idealisme. Det er næppe en fuldstændigt sandfærdig historie, men der er dog visse uomtvistelige kendsgerninger indflettet i det ellers både noget flagrende og måske ligefrem mere end selv almindeligt menings-forstyrre narrativ.

Vi vil dog starte i køledisken i Meny i Dronninglund, der er vores absolutte favoritindkøbssted, når vi er på vores vanvittigt idylleriske  fritids-farm i det østvendsysselske. Og dagens foto illustrerer et erhvervs-eventyr, af den både mindre betydelige og endnu mere gennemtænkte slags. For uden at denne skribent selv i de både sødeste og vådeste drømme nogensinde har set sig selv som nogen synderlig erhvervsmæssig succes-historie, så har vi da ligegodt i næsten 4 årtier kunnet leve fornuftigt af gesjæften. Uden at Maseratierne eller blot kørekost for denne skribent akkurat har nødsaget udvidelser af carportene. Gamle Vitavox-er er der til gengæld blevet rigeligt råd til, selv om det måske er en noget ringe trøst- det trøster nu så rigeligt denne skribent, og det får vel række..

Tilbage til de gode spot-tilbud på Endelave-flødeost, selv om ordet “godt” mest her dækker den i forhold til absolut alt andet i butikken latterligt lave pris. Der naturligvis så langt fra kan dække omkostningerne og det er slevfølgelig netop derfor, at denne skribent endeligt i forløbne weekend forløb sig til at købe et par af disse i mellemtiden “sidste salgsdags-ramte” produkter. Vi støtter nemlig såre nødigt producenten af råmaterialerne til disse iøvrigt aldeles håbløst-ligegyldigt smagende prut-oste (og det er fordi de simpelthen ikke smager af en prut eller noget andet for den sags skyld) Ren fad of flad spild af tid!

Producenten er noget så sjældent som en dyrlæge på en iøvrigt ellers produktionshusdyr-fri ø, en vis Karsten Kragh Hansen, der ellers mest i årtier  har ernæret sig ved kreativ omgang med det idiotiske tilskudsrytteri, der udfolder sig indenfor relativt velhavende  Horsens kommunes omgang med sin eneste rigtige ø. Vi har tidligere behandlet de i forhold til kommunens øvrige beboere urimeligt forfordelte og uhyre priviligerede øboeres succes med bare at stille sig op med hænderne strakt ud. Og det vel og mærke med en enklave/Endelave (kunne ikke lige lade være, den lå jo lige til “hug”!), hvor gennemsnitsalderen forlængst har passeret de tres med støt kurs opefter. Priviligerede gamle mennesker, der kender de rigtige indenfor systemet-kvalmende!

Tilbage til dyrlægen og hans nu forlængst kuldsejlede osteeventyr. For som omtalt på denne plads er det efterhånden en hel del mere end et halvt år siden, at dyrlægen på Endelave slagtede sine sidste jerseykøer, der ellers angiveligt var den eneste “kilde” til denne altså nu ellers lettere antikke flødeost her. Og et godt bud er det vel, at producenten  af denne mejeritekniske ligegyldighed, Barrit Mejeri, har sagt stop for idiotien med at markedsføre et SÅ ligegyldigt produkt. For en kommerciel kikser, DET har det været og behøver vel næppe noget yderligere bevis end prissætningen her i et udpræget udkantsområde i Danmark.

Nå, intet er tabt her udover muligvis troen på, at Barrit Mejeri måske har spillet med helt åbne kort i den påståede proveniens af produktet. For hvordan man i praksis kan drive selv en mindre mejeri kan vente på en tilfældig mælketankbil med blot en sjat mælk i for at starte en specialproduktion er logistisk noget ude i hampen. Sådan er der vist bare så meget man ikke skal tænke over indenfor økologien som her..Bare penge ud af lommen og DEN slags støtter vi altid gerne, når den selvbestaltede ø-konge Karsten Kragh Hansen er involveret! Og det selv om flødeosten her er en seriøs kandidat til titlen af verdens  både fladeste og fadeste.

Ellers er alt ved det gamle på min føde-ø. Og selv om der netop er flyttet et gammelt par til øen er det måske lige det mindste belæg for som den lokale skod-sprøjte, Horsens Folkeblad at sige, at befolkningsfalds-kurven ligefrem er knækket. Det er nemlig bare en gammel bekendt fra min egen barndomstid, der er flyttet derover, vist mest for at bo ved siden af sin mor og hvordan i alverden han har fået konen med på den vist ellers ikke vanvittigt indlysende eller synderligt lokkende ide er en gåde. Måske hun bare er ligeså kedelig, som han er? Det må da håbes.

For kedelig, DET var Peter Nymand, som manden hedder. Eller rettere, det var han da gennem de ganske mange år, hvor vi delte sommerbarndom på Endelave. Aldrig nogensinde ville han nogetsomhelst med nogen af os andre på øen, ikke bare en eneste enkelt lillebitte aktivitet ville denne mærkelige dreng være med til. Og at han igennem alle senere år ikke blot har nikket en eneste gang til denne skribent tæller heller ikke videre positivt i denne skribents lommebog. En gennemført kedsommelig person. Idet vi for argumentets klarheds skyld bekvemt udelukker muligheden af, at det er denne skribent, der er det!

Nå, men nok var Peter ekstremt kedelig, men helt dum eller totalt tilpasnings-udygtig er han så tydeligvis ikke. For se blot, straks efter sin tilbagekomst til mors (og iøvrigt osse mormors, det er nemlig moderens barndomshjem) kødgryder har Peter meldt sig under kræve-korpsets faner. Fom beboerforeningen kræver nu tidligere færgeafgange, så periodiske Pendler som Peter selv (der nu er blevet lokal foreningspamper) og vistnok en enkelt anden med periodisk tilknytning til arbejdsmarkedet endnu da kan få optimale forhold. Som de jo iøvrigt næppe behøver siden de nu er gået på del- eller hel-vis aftægt. Under alle omstændigheder et ubeskriveligt spild og spørgsmål om kort tid, da der ellers ingen erhvervsaktive pendlere er længere med denne tudsegamle øbefolkning.

Idealisme er tydeligvis noget helt andet og noget alternativt noget derovre på min gamle fødeø. For hvis man virkeligt havde ment noget ,med det, så ville det da have været uendeligt meget mere fornuftigt at have tidligere færgeafgange dengang der endnu fandtes udenøs skolebørn. For i mere end 50 år inden de sidste børn forsvandt fra dette for dem uudholdelige  reservat af velholdte pensionister er samtlige skoleelever HVER DAG gået glip af første skoletime i skolen på fastlandet.
Nå, den slags bagateller er helt ligegyldige i sammenligning med den utrolige personlige tilfredsstillelse, som det må være for min barndomsbekendt Peter at kunne bryste sig af at ville pendlerne det åh så godt. At det så tilfældigvis osse er synonymt med at gøre det godt nærmest udelukkende for ham selv fortæller vel mere end ord om mandens kolossale personlige format.
Indenfor kedsommelighed og almindeligt “ø-cirkusseri” desværre.. Noget tyder på, at allerede lille Poul var lidt af menneskekender…

“Gaucho”

Nu er der ikke spor galt med virkeligheden i vores lille hyggelige virksomhed. Og det er jo faktisk ganske heldigt, da det i udpræget grad er det, der er mest af og efterhånden har været det i foreløbigt 36 år og 7 dage. Alligevel er det et af årets absolutte højdepunkter at drage på den årlige “audio-pilgrimsfærd” til musikmessen i Frankfurt med den altid festlige og fornøjelige Prof. Dr. Prof. Riis. Der altid på nedrigeste vis formår at have et ekstra gradstegn på sit navneskilt og dermed “out-ranker” denne skribent, når der skal diskuteres tekniske detaljer.

Nå, denne skribent er heldigvis ikke videre diskussionslysten på denne messe med den anderledes kompetente Prof. dr. Prof. Riis. Det skyldes ganske prosaisk den kendsgerning, at denne skribent er aldeles uvidende indenfor mange af branchen mere specielle materier-ikke mindst lys og styringer og systemintegration  er rent volapyk for denne skribent. Nå, men det er det heldigvis osse for langt de fleste af både vores egne og tilsyneladende osse i måske endnu højere grad for vores kollegers kunder. Ihvertfald ser vi alt for skrækkeligt ofte systemløsninger, som ingen brugere med garanti nogensinde vil lære at betjene. Ren “teknik-porno” af den allermest brugerfjendske slags.

Nå, men hvis man så en sjælden gang har brug for dybere teknisk kompetence indenfor disse specialområder har vi heldigvis tilknyttet et par “hus-eksperter”, der aldeles frygtløst og uforknyt begiver sig ud i mere specialiserede kontrol- og sprogrammerings-løsninger. Hvilket jo så osse har den behagelige bivirkning, at denne skribent ganske afslappet kan sjoske rundt i hælne på Prof. Dr. Prof Riis dernede i Frankfurt uden megen anden tankevirksomhed end at styre peristaltikken. der vist iøvrigt slet ikke kan styres bevidst. Altså ren afslapning i n.te potens hvor n er et uendeligt højt tal, absolut et af årets absolutte højdepunkter. Udover den obligate Frankfurter- schnitzel “mit grüner Sosse”

At der så efterfølgende er en hektisk grænsende til direkte kaotisk aktivitet efterfølgende i vores lille virksomhed efter dagene i det fremmede er en anden og både mere prosaisk og heldig omstændighed. Dog er vi nu efter et par små-paniske dage tilbage i rimelig kontrol igen og måske der ligefrem bliver tid til at lege lidt med kabler her i vores værksted. Der er nemlig netop ankommet et par hundrede meter Gotham Cable fra Schweiz, der fremover vil blive anvendt i samtlige egne hifi-installationer. Grunden? Det hedder “GAC-2 AES Ultra Pro” og selv en ældre mand som denne skribent kan naturligvis uden vanskelighed høre forskel på det hidtidigt anvendte aldeles fremragende  Mogami og så dette nye fund. Fordi naturligvis noget, der hedder “ultra pro” jo nødvendigvis må være MEGET bedre end blot et vilkårligt prosaisk 4-cifret nummer, som Mogami anvender på samtlige deres produkter. Og den slags er naturligvis umiddelbart hørbart for enhver uhildet og objektiv hifientusiast.

Ellers bruges der osse en del kvalitets-kone/kæreste-tid på vores idylleriske landsted befolket af heste og kat og ca. en million vilde pipfugle af alle slags og størrelser. Det har sin særlige attraktion at betragte årstidernes kolossale variation af arter på vores store foderbræt, der sluger ikke mindre end 2 liter solsikkefrø pr. dag. Netop nu er både stære og kærnebidere og stillidser og grønsiskener og kvækerfinker på plads efter længere tids fravær.
Og når man så sidder der i selskab med sin smukke frue med morgen-teen, så skal der jo osse lidt musik til , der passer til lejligheden. Og lige der er det obligate musikvalg weekend efter weekend sjovt nok et gammelt hit indenfor hifi-reference, som jeg må have hørt utallige gange på udstillinger og privat. Det var ialtfald et fast indslag overalt i massevis af år i 1980-ene, når det gjaldt om at præsentere et hifianlæg fra sin bedste side.

Det er nu ikke fordi jeg overhovedet kan huske det mindste af indholdet på denne datidige reference-plade og det er der åbenbart en tydelig grund til. For ikke alene kan jeg ikke huske nogensinde at have hørt “Gaucho” med Steely Dan DENGANG nu, nej jeg kan ikke engang fra weekend til weekend. For som en akvariefisk, der efter en tur rundt i bowlen ser en helt ny verden, så oplever denne indrømmet begyndende affældige skribent hver eneste gang numrene på “Gaucho” som helt nye og aldrig tidligere hørte. Og det hver eneste gang  weekend efter weekend, hvor pladen agerer som lydtapet. Og lige netop den rolle udfylder pladen aldeles perfekt.

For mage til perfekt MUZAK har jeg da godt nok aldrig hørt-fuldstændigt ligegyldig ufarlig og ikke-passioneret plingeling-musik. Totalt overflødig og ligegyldig “musik” med en om muligt endnu mere søvndyssende vokal af Donald Fagan. Ikke underligt, at bandet ret hurtigt blev opløst, faren for at et eller sandsynligvis flere at medlemmerne i bandet skulle falde i dyb drømmeløs søvn under deres egne koncerter må have været overhængende. Og det er naturligvis denne totale mangel på indhold og kant, der går den her som anden muzak aldeles perfekt at vågne op til . Og naturligvis kun, hvis man er en endda særdeles langsom morgen-starter..

Og så kunne det alligevel blive endnu værre og endnu mere søvndyssende. Og selvfølgelig stadigvæk og måske direkte derfor et veritabelt hifi-superhit. For “sangeren” (i mangel af bedre betegnelse) Donald Fagans soloplade “The Nightfly” var på trods af sin vist uslåelige status som alle tiders musikalske “lang-gaber” osse et hifidemo-hit. Ja, er det vel ligefrem endnu siden det nyligt er genudgivet i en særlig audiofil udgave.

Det er både usigeligt ynkeligt og trist, at voksne mænd nu i flere generationer sidder og hører på det her mageløse musikalske makværk. “Musik”, hvis eneste sande anvendelse er at fungere som ufarligt lyd-tapet under en ganske gradvis opvågnen. Til gengæld er det en rolle, denne plade udfører så langt bedre end det vistnok første forsøg indenfor den diskretere del af musikken-Erik Saties såkaldte “Møbel-musik” Der i forhold til uendeligt stillestående Steely Dan er et rent orgiastisk “Valkyrie-ridt”  i sammenligning.

Derfor starter Steely Dan selvfølgelig osse den kommende lørdag. For bare man ikke lytter, så går det endda helt usædvanligt fint. For enhver dag er ny og det er “Gaucho” osse for den skrivende  guldfisk her i sin  stabile støtte  stilstand af åndløshed. Tænk at sådan noget skodmusik endeligt skulle finde sin både naturlige og nødvendige anvendelse