Det er en herlige tider for denne skribent her i hifi-hulen. Årsagen er den uhyre prosaiske, at udendørstemperaturen nu er faldet tilstrækkeligt til, at man kan lukke døre og vinduer uden alt for indlysende at fremstå som den rigeligt halvgamle og endnu mere socialt marginaliserede hifitosse, som man er. Og lige præcis denne kroniske hifi-virus en en, som kun få slipper ud af. Ja, faktisk kan man vel næsten ikke engang tale om nogen grader af men og eftervirkninger efter denne sælsomme sygdom, der vist udelukkende rammer særligt disponerede små-stakkels mænd og mandslinger uden synderligt selvværd udover hysterisk- opskruet selvretfærdighed og behov for at få det sidste ord. Og det uanset, hvor ligegyldig og ligefrem hjælpeløst usammenhængende hele ens fremtræden og argumentation måtte være. En sælsom verden af bittesmå mennesker, enkelte af dem dog formummet i en kæmpestor krop som denne skribent. Alle er vi slags kronisk-ramte stakler for Vorherre.. Men nu skal der altså LARMES, og det bliver der!
I det hele taget er det en stadig hårdere disciplin som efterhånden gammel mand at skulle forlige sig med sine støt tiltagende gebrækkeligheder. Ikke at denne skribent har nogen videre helbredsmæssige problemer udover sommetider at føle sig lidt halvgammel, vel næppe en unik personlig følelse. I det hele taget skal man altid være forsigtig med at “mærke sig selv” alt for meget, for man ender uhyre let i en bevidst og total mistolkning af alverdens ting. Lidt som når en læge skal diagnosticere sig selv, det er alt for let at finde andre forklaringer på indlysende svulster og dårligdomme, når de er tæt nok på.
Tag nu for eksempel denne skribents over 11-årige daglige kamp med den trælse bakke på Viborgvej. Årene har budt på vidt forskellige variationer mellem en direkte maskulin fornøjelse over egen fortræffelighed og ganske gedigen accelerationsevne, stående op på det stejlere stykke, og til det mere eller mindre ynkværdige. Og den værste periode var ubetinget her i årets første kvartal, hvor denne daglige cykel-præstation blev mere end prøvelse end en fornøjelse. Det var en hård tid for denne skribent, der ellers trods kropsstørrelse traditionelt gennem adskillige årtier havde sine absolut mest glor- og minde-værdige øjeblikke på de stejleste stigninger. Desværre rigeligt ofte sammenfaldende med gangernes sidste gisp-mange terminale stelbrud og kvast transmission vidnede om en “Omar Phkakadze”-klon for fuld ydelse. Jeg husker ihvertfald ingen andre sprintere, der så mange gange nærmest rutinemæssigt trådte cyklen i smadder.
Nå, men ret megen fare for der så ikke for skader på materiellet i årets første kvartal, hvor det yderst tabu-belagte syn af en skribent, der TRAK sin cykel op af bakken, en tid var dagligdag. Det var først senere, at den mulige årsag til miseren kom frem, for det viste sig, at denne skribent var en af de første tilfælde af corona-smitte i landet. Og da det først blev klart og de forskellige kroniske og skræmmende følgevirkninger blev publiceret, så begyndte jeg og alle mulige andre at mærke os selv på en helt anderledes måde. Ja, denne skribent kom ligefrem så vidt som til at finde symptomer, der efterhånden i alarmerende grad lignede det engang så populære “kroniske træthedssyndrom” Indtil det altså gik op for mig, at trods et galopperende antal svære tilfælde af denne engang så alvorlige sygdom engang i slutningen af sidste århundrede, så var det nok næppe det.
For netop konstateringen af, at “kronisk træthedssyndrom” slet ikke var en sygdom, men blot en periode-specifik panik-diagnose på almindelig fysisk slaphed og lettere livstræthed, umuliggjorde jo netop inklusion. Og sygdommen forsvandt mirakuløst og øjeblikkeligt, da den blev afsløret som den fup og hysteriske reaktion, som den var. Og som senere de engang totalt invaliderende bivirkninger af vaccinen mod livmoderhalskræft hos unge piger viste sig at være. Altsammen var det blot ydre symptomer på “ondt i livet”-en forbandet ikke-sygdom, der rammer alle!
Nå, men allerede i fra marts viste der sig en afgjort forbedring af bestigelses-tiden af den stejle Viborgvej og den nok mere indlysende forklaring på den hidtidige slaphed blev indlysende: For nej, det var overhovedet ikke nødvendigt at finde på eksterne og mere eller mindre søgte forklaringer på denne skribents manglende fysiske præstationer. Symptomerne skyldtes ganske klart, at jeg havde ligget og daset og svedt og dorsket fra før jul til noget efter nytår uden nogen fysisk aktivitet. Og selv om min basis-kondition var (og nu igen ER) fin, så giver det altså øjeblikkelige fysiske “slag” at forsømme al aktivitet i flere uger i min alder. Og rehabiliteringstiden er ikke, hvad den var engang-langtfra.
Hvis jeg dengang hvor jeg dagligt kæmpede mod Viborgvej-bakken havde “vidst”, hvilke myriader af muligt invaliderende senfølger, som min corana kunne have, så ville jeg med garanti have grebet optræningen efter indelukningen anderledes forsigtigt an. Og jeg ville med god ret have kunnet påpege, at jeg da var en af ofrene for alle senfølgerne og jeg kunne endda have tilføjet endnu et symptom på coronaens invaliderende dårligdomme: Et dårligt , halvstift knæ. At det så ved nærmere inspektion viste sig at være en kronisk skadet menisk fra for 40 år ,siden, var den virkelige forklaring. Og at den nu periodisk kom i klemme og aldrig tidligere skyldtes, at kun regelmæssig motion og optræning af stærke benmuskler kunne holde disken i permanent “ave” og på plads og i orden.
Betyder det så, at der slet ingen potentielle senfølger er af coronaen? Nej, der er potentielle følger af alting her i livet. Dog er ingen følelse så invaliderende som sanseløs angst og kronisk stress. Og lige netop DEN følelse kultiveres jo så storslået af myndigheder og medier i disse tider. Og panik-stress sammen med de alvorlige korttids-konsekvenser af at putte ældre eller kronisk syge mennesker i seng eller respirator i ugevis er rigeligt til at skabe problemer på både den mellemlange og den længere bane. og den lange bane er jo for folk som denne skribent allerede rigeligt kort..
Der er kun én vej: Op på hesten igen og op af Viborgvej, så forsvinder både angst og følger af de fleste dårligdomme. Tilbage er der så de få, som ALDRIG kommer fi af det her hysteri-morads. Se for eksempel på damens øjne her i Stiften. Hun har simpelthen formået med nogen sandsynlighed alene ved åndens magt at smitte sin søn.
https://stiften.dk/artikel/kristine-og-hendes-13-%C3%A5rige-s%C3%B8n-har-begge-senf%C3%B8lger-efter-corona-jeg-havde-ikke-forestillet-mig-dette-i-min-vildeste-fantasi
Et desværre sjældent socialrealistisk billede af verdenssamfundets sande kollektive psykiske tilstand i dag