Angst og sen-følger

Det er en herlige tider for denne skribent her i hifi-hulen. Årsagen er den uhyre prosaiske, at udendørstemperaturen nu er faldet tilstrækkeligt til, at man kan lukke døre og vinduer uden alt for indlysende at fremstå som den rigeligt halvgamle og endnu mere socialt marginaliserede hifitosse, som man er. Og lige præcis denne kroniske hifi-virus en en, som kun få slipper ud af. Ja, faktisk kan man vel næsten ikke engang tale om nogen grader af men og eftervirkninger efter denne sælsomme sygdom, der vist udelukkende rammer særligt disponerede små-stakkels mænd og mandslinger uden synderligt  selvværd udover hysterisk- opskruet selvretfærdighed og behov for at få det sidste ord. Og det uanset, hvor ligegyldig og ligefrem hjælpeløst usammenhængende hele ens fremtræden og  argumentation måtte være. En sælsom verden af bittesmå mennesker, enkelte af dem dog formummet i en kæmpestor krop som denne skribent. Alle er vi slags kronisk-ramte stakler for Vorherre.. Men nu skal der altså LARMES, og det bliver der!

I det hele taget er det en stadig hårdere disciplin som efterhånden gammel mand at skulle forlige sig med sine støt tiltagende gebrækkeligheder. Ikke at denne skribent har nogen videre helbredsmæssige problemer udover sommetider at føle sig lidt halvgammel, vel næppe en unik personlig følelse. I det hele taget skal man altid være forsigtig med at “mærke sig selv” alt for meget, for man ender uhyre let i en bevidst og total mistolkning af alverdens ting. Lidt som når en læge skal diagnosticere sig selv, det er alt for let at finde andre forklaringer på indlysende svulster og dårligdomme, når de er tæt nok på.

Tag nu for eksempel denne skribents over 11-årige daglige kamp med den trælse bakke på Viborgvej. Årene har budt på vidt forskellige variationer mellem en direkte maskulin fornøjelse over egen fortræffelighed og ganske gedigen accelerationsevne, stående op på det stejlere stykke, og til det mere eller mindre ynkværdige. Og den værste periode var ubetinget her i årets første kvartal, hvor denne daglige cykel-præstation blev mere end prøvelse end en fornøjelse. Det var en hård tid for denne skribent, der ellers trods kropsstørrelse traditionelt gennem adskillige årtier havde sine absolut mest glor- og minde-værdige øjeblikke på de stejleste stigninger. Desværre rigeligt ofte sammenfaldende med gangernes sidste gisp-mange terminale stelbrud og kvast transmission vidnede om en “Omar Phkakadze”-klon  for fuld ydelse. Jeg husker ihvertfald ingen andre sprintere, der så mange gange nærmest rutinemæssigt  trådte  cyklen i smadder.

Nå, men ret megen fare for der så ikke for skader på materiellet i årets første kvartal, hvor det yderst tabu-belagte syn af en skribent, der TRAK sin cykel op af bakken, en tid var dagligdag. Det var først senere, at den mulige årsag til miseren kom frem, for det viste sig, at denne skribent var en af de første tilfælde af corona-smitte i landet. Og da det først blev klart og de forskellige kroniske og skræmmende følgevirkninger blev publiceret, så begyndte jeg og alle mulige andre at mærke os selv på en helt anderledes måde. Ja, denne skribent kom ligefrem så vidt som til at finde symptomer, der efterhånden i alarmerende grad lignede det engang så populære “kroniske træthedssyndrom” Indtil det altså gik op for mig, at trods et galopperende antal svære  tilfælde af denne engang så alvorlige sygdom  engang i slutningen af sidste århundrede, så var det nok næppe det. 

For netop konstateringen af, at “kronisk træthedssyndrom” slet ikke var en sygdom, men blot en periode-specifik  panik-diagnose på almindelig fysisk slaphed og lettere livstræthed, umuliggjorde jo netop inklusion. Og sygdommen forsvandt mirakuløst og øjeblikkeligt, da den blev afsløret som den fup og hysteriske reaktion, som den var. Og som senere de engang totalt invaliderende bivirkninger af vaccinen mod livmoderhalskræft hos unge piger viste sig at være. Altsammen var det blot ydre symptomer på “ondt i livet”-en forbandet ikke-sygdom, der rammer alle!

Nå, men allerede i fra marts viste der sig en afgjort forbedring af bestigelses-tiden af den stejle Viborgvej og den nok mere indlysende forklaring på den hidtidige slaphed blev indlysende: For nej, det var overhovedet ikke nødvendigt at finde på eksterne og mere eller mindre søgte forklaringer på denne skribents manglende fysiske præstationer. Symptomerne skyldtes ganske klart, at jeg havde ligget og daset og svedt og dorsket fra før jul til noget efter nytår uden nogen fysisk aktivitet. Og selv om min basis-kondition var (og nu igen ER) fin, så giver det altså øjeblikkelige fysiske “slag” at forsømme al aktivitet i flere uger i min alder. Og rehabiliteringstiden er ikke, hvad den var engang-langtfra.

Hvis jeg dengang hvor jeg dagligt kæmpede mod Viborgvej-bakken havde “vidst”, hvilke myriader af muligt invaliderende senfølger, som min corana kunne have, så ville jeg med garanti have grebet optræningen efter indelukningen anderledes forsigtigt an. Og jeg ville med god ret have kunnet påpege, at jeg da var en af ofrene for alle senfølgerne og jeg kunne endda have tilføjet endnu et symptom på coronaens invaliderende dårligdomme: Et dårligt , halvstift knæ. At det så ved nærmere inspektion viste sig at være en kronisk skadet menisk fra for 40 år ,siden, var den virkelige forklaring.  Og at den nu periodisk kom i klemme og aldrig tidligere skyldtes, at kun regelmæssig motion og optræning af stærke benmuskler kunne holde disken  i permanent “ave” og på plads og i orden.

Betyder det så, at der slet ingen potentielle senfølger er af coronaen? Nej, der er potentielle følger af alting her i livet. Dog er ingen følelse så invaliderende som sanseløs angst og kronisk stress. Og lige netop DEN følelse kultiveres jo så storslået af myndigheder og medier i disse tider. Og panik-stress sammen med de alvorlige korttids-konsekvenser af at putte ældre eller kronisk syge mennesker i seng eller respirator i ugevis er rigeligt til at skabe problemer på både den mellemlange og den længere bane. og den lange bane er jo for folk som denne skribent allerede rigeligt kort..

Der er kun én vej: Op på hesten igen og op af Viborgvej, så forsvinder både angst og følger af de fleste dårligdomme. Tilbage er der så de få, som ALDRIG kommer fi af det her hysteri-morads. Se for eksempel på damens øjne her i Stiften. Hun har simpelthen formået med nogen sandsynlighed alene ved åndens magt at smitte sin søn. 

https://stiften.dk/artikel/kristine-og-hendes-13-%C3%A5rige-s%C3%B8n-har-begge-senf%C3%B8lger-efter-corona-jeg-havde-ikke-forestillet-mig-dette-i-min-vildeste-fantasi

Et desværre sjældent socialrealistisk billede af verdenssamfundets sande kollektive psykiske tilstand  i dag

 

“Do you believe in Jesus?”

 Nu er det efterhånden adskillige årtier siden, at denne skribent meldte dig ud af den danske Folkekirke. Ja, det er faktisk efterhånden så længe siden, at Folkekirken dengang ikke endnu havde udviklet sig til en politiserende platform for populistister og platnakker og profiterende profeter indenfor politisk korrekthed. Det var helt tilbage dengang i 1970-erne, hvor det ville have været en decideret sensation at finde en præst, der ikke både troede på Gud og samtidigt var aldeles overtydet om, at hans egen religion var alle andres overlegen. Det var andre og simplere og bestemt bedre tider indenfor tro og vantro med god plads til begge dele.

Det var da heller ikke akkurat mangel på tro på Gud, som fik denne skribent til at forlade Folkekirken. For faktisk havde samme Gud med nogen sandsynlighed været medvirkende til at redde mig engang min lille pram, tungtlastet med garn, sank. Problemet dengang var, at jeg blev fanget i de flydende garn under båden og der måtte en guddommelig påmindelse til, for at jeg kom ihu, at jeg faktisk tilfældigvis havde min dyre- og kostbare foldekniv i lommen. Den plejede ellers ikke at være med, fordi de skarpeste fiskerknive jo som bekendt er både dyre og alt andet end rustfrie.

Dernede under båden var jeg var ellers så småt ved at forlige mig med tanken om, at Margit fra 5. klasse var den eneste pige, jeg nogensinde skulle komme til at kysse og at jeg vel egentligt osse bare fulgte trop efter generationer af Mathiasener, der hyppigt gav deres personlige offer til Poseidon og gødskning af oceanernes tangskove. For vi var jo en æt af søulke, og selv om det måske forekom lidt ynkeligt for ættens renommé at være den antageligt allerførste  til at drukne på beskedne 4 m. vand, så  så det kortvarigt en smule sort ud. For nu at udtrykke det lidt mildt.

Nå, men naturligt nødvendigt for fortsættelsen af denne snart 15-årige grals-fortælling, så lykkedes det i alleryderste øjeblik at skære garnet i stykker og slippe op til overfladen uden andre skader end de betydelige på egen forfængelighed. For jeg kunne jo bare have ladet været med at tage en genvej udover det dybe med båden, der var lastet helt til kanten som barndommens sandsugere. Disse sank iøvrigt osse til bunds og endda temmeligt regelmæssigt, men da de var fladbundede  og derfor ikke kæntrede, så var de uhyre lette at hæve igen på det lave vand. Hvor de højst var sunket et par meter ned.og stadigvæk stak op for regnings/nemheds skyld..

Min forfængelighed kom sig ret hurtigt og blev erstattet af andre påtrængende interesser, som det vel gør for enhver 12-årig dreng og det korte glimt af barndommens gudfrygtighed blev senere afløst af en afgjort ulyst til at betale kirkeskat. For man kunne jo få en betydelig bunke LP-er for den valgfrie kirkeskat, så det var jo en no brainer. Og da den danske Folkekirke snart derefter udviklede sig i retning af det platte selvretfærdige  og ganske urkristeligt  ukristelige projekt, som især den lokale kristelige ypperstepræst Kjeld Holm i flere årtier stod for, var så en anden sag. For man må jo huske, at lille Poul dernede under båden HAVDE fået et ganske vist uhyre  kortvarigt glimt af en Verden hinsides, men den lignede altså ikke Kjeld Holms selvgode fjæs og hans mangeårige og utrættelige demontering af enhver mening  af kirken.

Trøsten her i alderdommen er så, at barndommens små glimt af højere magter ikke helt er ovre uanset den manglende betaling af kirkeskat i alle årene. For for ganske nyligt fik denne skribent simpelthen i søvne et drømmesyn om, hvordan man korrekt kunne beregne den reelle hornlængde i et et foldet horn. Det er selvfølgelig muligt, at dette er senfølger af salig lektor Arne Poulsens inspirerende lektioner i matematisk kombinatorik på Horsens Statsskole i 1974-75, men Gud er nok osse en mulig forklaring.

Ihvertfald vågnede jeg op og kunne præcist uden allermindste besvær beregne den foldede hornlængdes reelle resulterende  bølgeform og dermed den korrekte akustiske forsinkelse nødvendig for korrekt summeret impulsgengivelse. Og det skal så med, at dagene og årene forinden ville jeg ikke have anet, at der overhovedet var en entydig løsning, ikke engang en rimelig tilnærmelse til et optimalt resultat. Men tak deroppe og hils for en sikkerheds skyld den gamle hyggelige hønisse med de obligat smilende øjne deroppe, lektor Arne Poulsen! For måske det bare var ham, han var en aldeles fremragende lærer.

Ihvertfald er det lydmæssige resultat med vores Vitavox Thunderbolts blevet sensationelt godt. Og selv om det tilhørende filter, som er afbildet i dag, er et ganske imponerende stykke professionel brugskunst, så ER der altså stadigvæk tale om et nødvendigt 12 dB/oktav filter med en koloenorm modstand med multitaps. Fasen kan varieres, så den man maskere løbetidsforskellen mellem de akustiske bidrag, men det er så det. For det er en lidt sølle trøst at opnå et fasemæssigt sammenfald mellem enhederne, når det foregår med en resulterende løbetidsforskel  adskillige METER mellem de akustisk centre..

Men nu er alt så faldet på plads, med Guds hjælp eller ej, og det er jo en herlig ting.At det ikke altid hjælper at påkalde sig Herren er så en anden sag.Tag nu blot overskriften i dag, der for de særligt indviede er et filmcitat fra en film, der allerede i sin samtid blev betragtet som et eksempel på dårlig smag. Det var dog endnu ikke dengang i 1980-erne blevet synonymt med ostrakisering og fyring og evig fordømmelse og udelukkelse at blive set gå ind i biografen med Charles Bronson på programmet.

. Ja, det var endda dengang, hvor man uden kriminelle anklager kunne kalde sin negroide medstuderende for en brille-abe. Selv tanken er vel i dag skræmmende syndig. For man kan jo i Danmark sagtens som gammel dømt stenkastende BZ-fascist blive valgt til rådmand og Folketing, men tænk blot hvis nogen havde et billede fra en børnefødselsdag, hvor man som 6-årig havde smurt aske i ansigtet for at lege neger. Så er spøgen blevet til arvesynd, som man jo ikke kan appellere til nogen instans. Pudsigt som nutidens rettroende ateister kan bruge de bedste bidder af kristendommen for egen vinding.

Ikke at man ikke under skinhellige uhyrligt skinhellige premierminister  Trudeau i Canada alt ondt, men lige dét er squ da komisk. For som sikkert adskillige bekendt måtte den canadiske premierminister undskylde på grædende knæ for en college-spøg med lidt sværte i fjæset. For de de uendeligt derude er der uendeligt meget uretfærdighed-heldigvis KUN hos alle andre. Det er simpelt kommissærernes paradis-verden, hvor de vilkårligt fordømte er retsløse uden appelmulighed. Og hvor holdninger alene kan afvises, hvis de kommer fra de forkerte og derfor ikke passer kommisærerne.Og som vi allerede er et godt stykke inde i..

Tilbage til filmen “Death Wish 2” fra 1982 med brilliante og altid troværdige Charles Bronson i hovedrollen som selvtægtsmanden Paul Kersey. I videoen har han netop fundet sin kones morder, der unægteligt ikke finder nogen videre beskyttelse fra retfærdigheden ved at bære et stort kors. For selv om misdæderen svarer “I do”!” på Kerseys spørgsmål fra overskriften i dag, så svarer Kersey jo så “Well, you are gonne meet him” og pløkker ham et par gange.

Man kan tro på Gud og man kan som de utrættelige snakkende klasser tro, at man ved bedre end alle andre om, hvad der er godt for primært ALLE ANDRE, men der kommer en Dommens Dag.

Om ikke før, så den dag, hvor de snakkende klasser har forødt alle de andre mindreværdige eksistensers penge..Eller man som i adskillige centraleuropæiske lande efterhånden risikerer at møde en lokal Paul Kersey. Der skulle vi nødigt hen, men intet kan udelukkes i disse tumultariske tider.

Iøvrigt er det pudsigt, at medieverdenen fuldstændigt er nedsmeltet i sexistiske anklager. For det er altså mærkeligt, at ingen længere kan huske, at hele denne frigørelseskultiur med at hoppe på alt og alle i frigørelsens navn intetsteds var mere officiel og sanktioneret end netop mediebranchen. Hvor permanent fortfarende partnerbytte mellem studieværterne og politikere og interviewofre  var og er normen snarere end undtagelsen. For hvem er det lige, at feks Pernille Skipper er gift med-en sexuelt attraktiv journalist måske? Ja! Gris på gaflen på arbejdet, det har i mange årtier været mediebranchens primære lokkemad for talenter indenfor alle livets forhold. Ludere for sig selv først og for Vorherre sidst. Gud være med os alle, ludere såvel som lommetyve.

PS Som næppe mange længere husker, så havde skinhellige premierminister Trudeaus mor Margaret en simpel men ihærdig groupie-manøvre med Mick Jagger i bedste mediestjerne-stil, hvor midiestjernestatus giver vel hovedsageligt kvindekønnet stjerner i øjnene og det, der er mere prosaisk  hygroskopisk konstaterbart . Om hun blev krænket er ikke til at vide, det må man vel håbe, da det vel var det, hun ønskede; ret længe gad Jagger dog tydeligvis  ikke den efter rock-rygter rigeligt  klæbende daværende premierminister-frue.

Norton Commando

 Nu er denne skribent i sin dagligt højere og højere alderdom en efterhånden en smule mere skeptisk beundrer af barndommens engelske ingeniørkunst-ellers en ting, som indtil for nylig var genstand for næsegrus beundring.  En betagelse, der går  helt tilbage til den vistnok paradoksalt stadigvæk attråede engelske motorcykel Norton Commando, personligt udødeliggjort for mig af min salig gamle gymnasie-geografilærer Gunner Knudsen. Gunner må godt nok have være blevet drillet, da han så vidt jeg ved som jeg selv kom af simpel almue-æt og slet ikke som måske den eneste “Gunner” havde været “gunner” i et bombefly..For lige netop DET engelske ord var simpelthen det aller-allerførste, som man som dreng dengang lærte igennem hyppig eksponering til drenge-klassikere som “Kampflyverserien”.. Altså alt en ialt en potentielt grinagtig mand.

Grinet forstummede dog, når Gunnar Knudsen gassede sin Norton Commando op i skolegården på Horsens Statsskole. For lige netop starte og brøle, DET kunne den for det allermeste, mens den deraf naturligt følgende disciplin at KØRE kom som noget af en teknologisk eftertanke til dette ingeniørmæssigt særprægede produkt. Ihvertfald kom Knudsen, som man jo dengang tiltalte ældre gymnasielærere som Gunner, temmeligt tit med enten bus eller i sin noget mindre imposante såkaldte tudsegamle “hitlercykel”, endda med spros i bagruden. Et eller andet måtte der være galt med det mekaniske monster, der ellers så uekrafts-agtigt formåede at tryllebinde alle os sen-pubertetsdrenge. Og det var der osse, helt vildt vanvittigt meget.

For i et iøvrigt uhyre vellykket forsøg på at løse de voldsomme vibrationer fra motoren til motorcyklens ramme, der var et særligt særkende for Norton, så tænkte man sig om på god engelsk vis. Og en nødvendig løsning blev mere og mere akut efterhånden som motorerne blev kraftigere og de vanvittige vibrationer gav kørerne både dobbelt og trippel-syn. Og på god engelsk vis løste man problemet uden at gøre noget ved årsagen-den håbløse motor.

Man monterede simpelthen motoren i et par isolerende gummi-pakninger, så transmissionen af vibrationerne til rammen blev voldsomt nedsat. Viola, man havde en tilsyneladende elegant løsning på problem. udover at det jo så måske ikke fuldstændigt uventet førte til en hel række andre følgesygdomme. For motoren vibrerede jo STADIGVÆK, nu blot vildere og sindssvagt ukontrollabelt  end nogensinde, fordi vibrationerne ikke blev overført til ramme og kører. Gummiophænget dæmpede jo naturligvigvis absolut INGENTING, fungerede blot som basis for endnu en resonans som gummiophænget for en pickup-nål. 

Det var osse dette minde om en motor i absolut allerfrieste sønder-vibrerende natur, som denne skribent forbinder med de misundelige blikke på lektor Knudsen, når hans Norton med brøl og obligat motor-vibrato trillede ud af skolegården. Ungdommen er en underlig tid med beskeden refleksion og heldigvis for det da. Tænk, hvis man som dreng dengang havde vidst det om kvinder, som man gør i dag.

Og lige netop i sidstnævnte henseende indenfor ungdommens primære interessefelt lærte denne skribent nu ellers en hel del af en kvindelig lærerkandidat i 1. G, der mente sig kaldet til at give enetimer til åbenbart særskilt tungnemme elever som mig. Dengang kaldtes den slags nu ikke sex-chikane, selv om handlingen var underlagt samme love som i dag. Og at handlingen end ikke nærmede sig chikane var både “Store Poul” og “lille Poul ” samstemmigt enige om. Det var andre og helt bestemt bedre tider.

Tilbage til den ingeniørmæssigt hel-kiksede Norton Commando. For ikke nok med, at motoren uhæmmet røg rundt i luften som en uafbalanceret centrifuge i raketfart-det var galt nok og især da, fordi den lynhurtigt kunne generere fatale revner i rammen, hvis den ramte den-altså hvis pakningerne ikke var intakte og justerede.. Ikke meget bedre var det, at alle forbindelser mellem motor og ramme naturligvis vibrerede sig i smadder tillige med adskillige motordele, som måske heller ikke ganske overraskende osse døde lynhurtigt, fordi motoren ikke længere blev delvist dæmpet af den tidligere forbundne ramme.  Man havde løst et problem og skabt en mængde aldeles uløselige problemer, faktisk en ganske lærerig historie om ren idioti. Som osse den næste er det.

For siden sidst er Danmarks vel nok hurtigst voksende industri, nemlig “krænkelses-industrien”, vokset i en grad, så selve skabelsen af nyt liv kommer i spil. Og det klassiske udtryk “heksejagt” har fået en helt, helt ny og uendeligt ildevarslende betydning. Og al interaktion mellem mænd og kvinder er kommet i spil uden at tilsyneladende ret mange af den stadigt mere kvalmende  politisk korrekte snakkende klasse fatter det. Vi taler efterhånden om, at en mere eller måske ligefrem utilsigtet berøring mere og mere er en seksuel krænkelse i lighed med fuldbyrdet voldtægt. Og noget, der af modtageren kan opfattes som en berøring af numsen med garanti vil blive eller måske allerede er fyringsgrund. 

Der er et indbygget problem her ikke mindre end i en Norton Commando: Hele det menneskelige kurmageri og dens naturlige følge, den egentlige parring, er simpelthen én eneste lang række af ikke blot mulige, men SANDSYNLIGE og vel direkte NØDVENDIGE potentielle krænkelser. For hvilken hønsehjerne skal der dog til for at forestille sig, at hele kurtiseringsakten kan reduceres til én lang række af kontinuerligt-konsensuelle interaktioner? Der er altid og nødvendigvis tale om en række en objektive småkrænkelser af den ekskede part og det allerhøjest, som man kan opnå er vel, at disse små-krænkelser i forløbet mod den endelige første parring er nogenlunde ligeligt fordelt.. For for at “føre kunsten videre”, så er krænkelser indefor den ægte kunst og den mellemkønslige interaktion simpelthen nødvendige. Ellers kommer det her penible projekt aldrig nogensteder hen..

Udover det, så er det muligvis allermest skræmmende, at man som mand kan komme i den uendeligt ulykkelige og inappellable situation at blive udnævnt som “krænker” af en så afskyeligt totalt skandaløst linse-liderlig person som selveste Sofie (vittigt benævnt “Sofede” af Nationen på Ekstrabladet) Linde. For hvilken skæbne til evig udstødelse og karrieremæssig hjul og stejle vender der dog den mand, som “Sofede” måske engang benævner ved navn, der angiveligt skulle have “krænket hende” Verbalt og uden bevis og med nogen  sandsynlighed en opfindelse i en certificeret medieliderlig hjerne? Og givetvis en afsløring i bittesmå bidder for at forlænge medieeksponeringen på samme klamme måde, som “Sofede” med kvalmende regelmæssighed  publicerer grådkvalte øjne uden makeup. 

Det er altså en syg verden, det her. Så hellere min gamle lærerkandidat i gymnnasiet eller Jeppe Kofoed på socialdemokratisk kursus. De vidste da, hvad de gjorde og skabte nogen glæde skal jeg hilse og sige, selv om det var på den afgjorte kant af loven. I det hele taget er kurmageri noget mærkeligt noget, selv om nok de færreste nulevende danskere kommer til at opleve det, som daværende kronprins Frederik oplevede ved sin første fælles jura/statskundskabsfest på Århus Universitet. 

Dengang kunne man tale om en komplet koreograferet konsensuspræget kurtiseringsakt, for hele sceneriet blandt de næsegrust beundrende ungmøer mindede mest i sin ramme duft af kvindelige udsondringer  om et landsmøde i Dansk Inkontinens-Forening. Sådan er livet blot så sjældent for alle os andre..

Forskellige fremtrædelsesformer

 Så er atter et firmamæssigt finansår afsluttet med forudsigeligt anstændige resultater. Det har sine afgjorte fordele at være en smidig videns-baseret mindre virksomhed i en verden i  kaos Og i disse turbulente tider er den slags aldeles ikke til at kimse af, dertil lever alt for mange af vores kolleger på håbløst lånt lønstøtte-tid til, at man skal bagatellisere  branchens betydelige strukturelle problemer. Som vi jo iøvrigt ikke rigtigt har oplevet endnu i branchen, fordi foreløbigt kun ganske få folk er fyrede af alle de mange hundrede, der skal fyres. Det er jo ligesom en uomgængelig nødvendighed, når den største del af indtægtsgrundlaget for masser af kolleger er lukket og slukket i lang tid fremover. I den henseende adskiller lydbranchen sig ikke fra rejsebranchen, der jo også endnu lader som om, at krisen da vistnok går over og dermed “kun” behøver fyre 20-25% af medarbejderne. 

Alle lurepasser, indtil bankerne klapper kasserne i eller under alle omstændigheder når støtteordningerne ophører. Disse har jo blot udsat det uopsættelige, vel ikke akkurat et fremragende eksempel på rettidig statslig omhu. De fleste af vores kolleger har stadigvæk hjemsendt op mod 80% af medarbejderne i en tid, hvor især markedet for live-events ikke blot er skrumpet-det er totalt FORSVUNDET og det ihvertfald godt ind i det nye år. Og det er de fleste af dagens firmaer indenfor branchen jo nødvendigvis osse.

Og mens vores branche så sidder fast i et umuligt alt andet end statisk status quo som frøen i gryden over det lave blus  med det gradvist varmere og til slut kogende vand uden at kunne reagere hensigtsmæssigt ved at hoppe ud, så fortsætter vi ufortrødent. Den slags er osse ganske let, når der ikke rigtigt er noget at fortryde..Og der er jo også så meget mere grund til at “lege hifi” her i de det tilstundende efterår. Og dette stimuleres jo yderligere af, at fruen regelmæssigt er residerende i sit eget heste-paradis nordenfjords. 

Nu skal man på ingen måde dømme hverken ting eller folk alene på deres fænotypiske fremtrædelsesform. Hvis det havde været tilfældet, ville ihvertfald denne skribent ikke have haft nogensomhelst chancer på ægteskabsmarkedet. Og selv om man så måske som indehaver af en kombination af indtil videre i menneskehedens historie ikke alment accepterede skønhedsidealer selv indenfor de mest skønsomme rammer,  (der har ellers været mange variationer indenfor temaet), så kan man alligevel godt selv falde i. Altså at have svært ved at se, hvordan i alverden noget i hele verden vil kunne lykkes for en mand m/k med DET udseende. Eller et bittelille hifi-apparat, der hedder PROJECT..

Og så vil vi endeligt bevæge os ind i en givetvis helt tabu-belagt virkelighed, men der er ikke rigtigt nogen reel vej udenom. For når ingen andre tydeligvis har bemærket det, så må andre og mere alternative kanaler og medier på banen. For kendsgerningen er jo, at visse mennesker ser så aldeles utroværdigt-umulige ud og det i alle situationer, at de simpelthen trods mulige intellektuelle kvaliteter aldrig vil kunne blive til noget særligt. Og når man så som dagens hovedperson heller ikke akkurat ligefrem imponerer med imponerende slagfærdighed eller åndelighed udover almindelig “åndethed”, så er der jo ligesom dømt klask i numsen.

Dagens mand, der forener en helt ubeskriveligt umulig og helt igennem opstyltet fremtræden på ethvert statisk ellers nok så koreograferet billede og enhver filmet situation , er naturligvis Jakob Ellemann-Jensen. For på trods af en større kildegennemgang er det ganske enkelt ikke lykkedes at finde så meget som blot et billede med antydningen af, at Ellemann fænotypisk kan fremstå som andet end en kikset karikatur på almindelig oprigtighed. Mette Frederiksen kan rutinemæssigt med betydelig overbevisningskraft fremsige totalt og aldeles absurde udtalelser, mens stakkels Ellemann end ikke kan overbevise nogen om, at kantinen er åben. Selv om kasseapparatets klingen og køens bevægelse jo ellers tydeligt viser det.

Vi skal i totalt gennemført mangel på evner indenfor replikkunst næsten tilbage til dansk films hidtil ubestridte mester, skuespilleren Charlotte Fich. Hun har ellers hersket uindskrænket i den sjældne disciplin simpelhen ikke engang at kunne fremsige en ellers umiddelbart enkel replik som “Ja!” eller “Nej!” uden at tilskueren kom totalt i tvivl om meningen. Sådan er Ellemann på trods af ellers ikke særskilt mangelfulde åndsevner osse-en mester i at se helt vanvittigt kikset-umulig ud!

INGEN ved deres fulde fem burde kunne forestille sig, at Ellemann nogensinde vil kunne vinde et valg for Venstre eller det om muligt endnu mere utænkelige, blive statsminister. Dertil er manden helt enkelt for usymmetrisk i ansigtet, ja faktisk i en grad, så man kan blive helt utilpas ved at kikke på et billede af manden. Og det er naturligvis osse derfor, at han kæmper helt og aldeles forgæves med sin mimik og sine grimasser_fordi hans fjæs simpelthen ikke har indbygget symmetri nok til blot periodisk at ramme et troværdigt tilstands.niveau. Alt i hans udtryksform bliver en ren karikatur. Og dermed kan han naturligvis ALDRIG NOGENSINDE blive statsminister. 

For lige netop attraktionen ved menneskelig symmetri er simpelthen noget, der er glimrende belyst videnskabeligt, endda på spædbørnsniveau. Og trods alle historiske variationer over bryster og hoftebredder og alskens andet atrtraktions-tøjeri, så har fænotypisk symmetri altid været et afgjort hit. Symmetrien i mennesket overskygger totalt andre tidsmæssigt betingede mindre accepterede skønhedsidealer, mens modsat manglen på samme totalt totalt overskygger billedet af Ellemann som ellers en nydelig trimmet  herre. Det er uheldigt for manden, men helt uforståeligt, at ingen tilsyneladende kan se det ellers ganske tydelige-manden er totalt kikset som statsministerkandidat. Fordi han er gennemført “skæv i roen”

Tilbage til forlystelserne her i den kommende tid. Jeg har måttet bøje mig for fruens ikke ganske uberettigede pres om, at CD-afspilleren i stueetagen skal kunne betjenes af personer mindre end 205 cm. Derfor røg først husets ellers udmærkede Mark Levinson 31 transport ned i kælderen for at blive afløst af en anden ellers fremragende high end-kandidat-en Tascam 9010. Denne var så i situationen ikke meget mere heldig, fordi den til stadighed på grund af overordentlig dybde truede med at drysse ned af den ikke ret dybe reol.

Heureka-øjeblikket viste sig at være opdagelsen af et diminutivt Project RS2T CD-drev, der ganske vist ikke var nogen lydmæssig forbedring, men til gengæld kunne stå på den tiltænkte plads. Udover at den ser uhyre dum ud ved siden af den mere konventionelt-dimensionerede Weiss DAC1 Mk.3, så spiller det altsammen ganske fint. 

Uden at denne skribent dog helt endnu er overbevist-fænotyper og fremtræden betyder for selv almindeligt begavede mennesker (hvortil denne skribent muligvis ubeskedent vil henregne sig selv) en hel del mere, end man forestiller sig..