Vidunderlige vinter

Efteråret og vinteren var indtil årsskiftet både hård og barsk i vores lille virksomhed. Hård ganske vist udelukkende i henseende af masser af arbejde, uophørligt, hele tiden og så atter igen. Festligt og fornøjeligt men naturligvis osse krævende. Nå, kravene lettes heldigvis efterhånden af godt 30 års “hands on”-erfaring i den professionelle audio-branche, så det gik endda. Ikke mindst forventningen om, at årsskiftet erfaringsmæssigt  i starten af januar bringer en smule afmatning gav jo osse lidt ekstra energi sidst på året. Livet er jo en slags evigt marathonløb med indlagte mellemspurter uden at dog målet nogensinde nås.

Nå, men desværre eller måske nærmere heldigvis viste det sig, at januar heller ikke i år blev normal. Ikke blot noget, der ligner! Der er stadigvæk masser af aktivitet, og denne accelererer for tiden endda i foruroligende grad. Og altså ikke mindst langt hinsides alle rimelige årstids-forventninger..
Nå, men heldigvis er det blevet koldt og blæsende nok til, at der er lidt tid til at finpudse vores viden indenfor den beskedene hifi-del af vores allerede  beskedne virksomhed. Dette muliggøres jo osse af, at heste-fruen har været fraværende i adskillige dage for at frekventere et elite-dressurkursus i Portugal. Ak ja, de rige har mange glæder og deres koner endnu flere..Uden at det dog helt her er klart, hvilken relevans det har for denne småbemidlede skribent.

Nå, men man kan altså alligevel spare tid op til nyttigere formål ved at vinteren har ædt muligheden for have/slavearbejdet. Ligeledes har der også været en betydelig opsparingsmulighed i spildtid ved IKKE længere at kikke på hifi-netfora. Det har nu heller ikke været noget videre stort offer at bringe. Sagen er jo desværre nok, at ligegyldigt hvilket spørgsmål nogen nogensinde måtte stille om nogetsomhelst, så kan vedkommende aldrig nogensinde få et svar, der kan bruges til noget. Det er simpelthen i stigende grad tåkrummende at se de latterlige svar på selv de simpleste spørgsmål.

Tag for eksempel den stakkel, der syntes, at hans pladespiller havde en “skarp diskant” Og SÅ kørte møllen, hvor de få “usual suspects” atter engang talte om “overhang” og forkert antiskating og pis og andet papir som årsag. Det mest oplagte ville vel ellers have været at lægge lidt ekstra nåletryk på eller spørge fyren, om man overhovedet nogensinde havde nulstillet skalaen for sporingskraft. Trods alt er en pickuparm rent geometrisk en særdeles overkommelig størrelse. Eller burde vel være det.
Tag for eksempel det mere og mere mytiske begreb “overhang”, som især det afgjort største danske båthorn, “Nils Valla” altid snakker om. Uden at fatte nogetsomhelst, iøvrigt, bedst illustereret af, at han ganske enkelt ikke forstår, hvordan en SME-arm overhovedet kan bringes til at opnå dette. En eller anden burde sige: “Nils, fuck af, du er squ for dum, gå hjem og spil en plade (for eksempel den selvsamme, som du altid spiller på disse fora…)

For de få vankundige er alt ellers ganske simpelt i denne grund-geometriske problemstilling. I en normal radial-pickuparm er overhang blot et udtryk for, at nålespidsen bevæger sig i en cirkelbue i forhold til armens omdrejningspunkt, således at den (nålespidsen) 2 gange indenfor pladerillen rammer pladens tangent. Dette er en ligeså simpel indstilling, som det måtte lyde og selv om arme og pickup så stod så forkert, at cirkelbuen kun krydsede tangenten EN gang i det indspillede område af pladen, så ville diskanten stadigvæk principielt være helt fin omkring DET PUNKT. Ja faktisk helt OPTIMAL!

Ikke at forkert overhang overhang overhovedet kan give det her symptom, dette blot for at beskrive rådgivernes absolutte mangel på viden om selv de simpleste principper for radial vinylafspilning Nok er “Nils Valla” selv blandt disse “non-rådgivere” et absolut særtilfælde i sin sorte snak, men desværre er den vanskelige kritiske selvdisciplin fuldstændigt forsvundet. Som når osse en stakkel forvilder sig ind på hifi4all og forespørger om højttalere til en hestehal. Og belemres med vigtige oplysninger som interferens ved andet end central “cluster”-placering. Tak, pseudonym “DAO” for dette fine råd, så mangler man blot at rulle sit stillads ind i ridehallens obligatoriske sandkasse (har du forresten prøvet, Fætter Guf”?) og derudover opfylde alle de lovpligtige krav om korrekt ophæng i dertil godkendte spær. Fabelagtigt fed ide omend totalt irrelevant for spørger. DAA(o)!!

Svarene blæser i vinden, ingen får en skid ud af at spørge om nogetsomhelst andet end forvirring og tidsspilde. Og muligvis en enkelt ulykke med potentielt dødelig udgang. En eller måske snarere flere burde slå de her torskepander oven i roen og sige: Hold dog kæft, for Helvede, I ved jo ikke en skid. Spørg dog i stedet nogen, der gør og lad være med at stå i vejen med jeres idiotiske pladder.
Og spil så bare den fantastisk vellydende vinyl-plade, Nils Valla og I andre, som I jo synes er verdens suverænt bedst-lydende  musik-medie. Mærkeligt at I så har så god tid, at I ligefrem føler sig så forpligtede til osse at skulle spilde ANDRES….
Nå, jeg har heldigvis lige lidt tid at spilde endnu, men her kan det til alt helt foregå med musikledsagelse på det store JBL 5674 aktive system med lidt orkestermusik af Charles Ives. Der iøvrigt lyder temmeligt meget skarpt i diskanten, hm. jeg må vist hellere forespørge på hifi4all, hvad jeg kan gøre ved det..
Nå nej, det er vist bare fordi det er en CBS-plade fra de tidligere 1960-ere, sådan lyder de nemlig allesammen. Uha, jeg blev helt nervøs for at skulle søge råd hos Nils og de andre …
Sådan noget skal man altså ikke spøge med..

Det noget forsinkede konfirmationsanlæg

Fruen er på et ganske velfortjent ridekursus i Portugal i disse dage, så der er lidt ekstra arbejdsrelaterede praktikaliteter at rumstere med for denne småtravle skribent. Nå, men det kan jo så til alt held foregå samtidigt med, at vi gennemfører en interessant lyttetest her i vores hifi-kælder. Og lige adjektivet “interessant” her gør det jo nok meget heldigt og bekvemt, at fruen er tusindvis af kilometer borte. De kommende dages aktiviteter består nemlig i en længerevarende lyttetest af forskellige forforstærkere. Hvis enkelte måtte synes, sådan noget lyder spændende, er det nok desværre et tegn på, at deres almindelige dømmekraft og kritiske sans er noget rudimentært udviklet. Og da ikke mindst deres musikinteresse, for man KAN principielt ikke høre musik samtidigt. Og det gør hele denne allerede fra starten noget frugtesløse beskæftigelse om muligt endnu mere håbløs.

Som testobjekter har vi anskaffet en flok McIntosh-forforstærkere. Og nu her inden de engang skal videre i verden vil vi så forsøge at op-kvalificere vores indsigt i lyden fra disse herlige hifi-antikviteter. Hvoraf selv den yngste og fikseste model er omkring 30 år gammel. Og hvor den ældste (og det gælder både tilhørende tuner, effektforstærker og Tannoy Monitor Gold-højttalere KUNNE have været det fantastiske konfirmationsanlæg, som jeg aldrig nogensinde fik dengang i foråret 1970. Hvor det eneste hifi, jeg overhovdet havde adgang til var en transportabel Grundig kassetteoptager. Og det endda uden hverken såkaldt “batterieleminator” eller radio.

Det var i det hele taget meget lettere at være “proto”-hifientusiast dengang. Ikke mindst fordi, der var noget længere mellem “snapsene”, mulighederne for at anskaffe noget nyt. Det gav bedre tid til at gå og glæde sig, og det kunne man jo passende gøre i årevis. Og ikke meget mindre passende høre noget musik imens, det er jo ikke rigtigt noget, man længere gør. Heller ikke engang her i huset og allermindst i forhold til de mange, mange tusind LPèr, som står og gaber og glor. Heldigvis er der så muligheder i disse dage til at larme lidt ekstra i fruens fravær, vi får se om det lykkes at give denne næsten livslange og små-syge hobby nogensomhelst mening. Altså blot lytte lidt.

Nå, det vigtigste først, TESTEN! Foran mig står ikke mindre end 4 McIntosh-forforstærkere, der alle har det tilfælles, at de oprindeligt var så dyre, at man (Jeg!) overhovedet kunne drømme om dem. Ja, man kunne vel nærmest på en “potens op” i irrealis og sige, at at man ikke engang kunne “drømme om” at “drømme om” dem! Blot tanken var nærmest tabubelagt.
NÅ, men nu står de der så: En klassisk C28, designet af en af de blakkede helteskikkelser i McIntosh-kosmologien, serbisk-fødte Mioldjub Nestorovic. Blakket, fordi han egenhændigt designede den vel nok allermest attråværdige og mest ikoniske McIntosh nogensinde, nemlig MI-350 røreffektfortærkeren. På altså helt vanvittigt-grænseoverskridende 350 watt og med en forrygende lydkvalitet  hvis man altså skal tro nutidens ejere af disse første monsterforstærkere. Og det skal man så ikke nødvendigvis, som med nutidens dyre hifi-kabler har ejerne i dag jo betalt hundredetusindvis af kroner for disse ganske sjældne forstærkere, og det gør jo investeringen god. Idet man jo eller blot var et fjog (læg mørke til det uhyre elegante rim her.

Nå, men Mioldjub var ikke lige genial hele tiden. I forbindelse med udviklingen af den senere McIntosh MC2205 og færdiggørelsen af det ellers ganske smarte patenterede Power Guard-system gik der lidt “kage” i den for Nestorovic. Hans næsten færdige nye design var baseret på samlemæssige forudsætninger, som ikke kunne klares i selv et mindre og ganske kompetent produktionsmiljø, så han forlod “Mac”-butikken i 1973. Og i lighed med de fleste jævnaldrende sit “jordiske hylster” senere (heldigvis meget senere) dette blot for at give aldersperspektivet for disse antikvariske apparater lidt ekstra dybde.Og blandt hifi-entusiaster KAN perspektivet jo simpelthen ikke blive for dybt! Dybt!

Nå, de øvrige kandidater i vores test er de lidt senere (og forvirrende nok osse delvist SAMTIDIGE (altså delvist med hinanden) C29, C32 og C33 Der for perspektivets skyld er del-designet af McIntosh NUVÆRENDE designere, Ron Evans og Roger Stockholm, der så altså har været der foreløbigt godt 40 år.. For at holde testen på et strengt videnskabeligt korrekt niveau vil vi udelukkende spille musik med “The Kingston Trio”, som vi netop har anskaffet. Den hedder Nine Classic Albums, fordelt på hele 4 CD-plader. OG ikke mindst, så er de “digitally remastered and enhanced for superior quality”, slå lige den, Fætter Guf!

De foreløbige lytteindtryk er særdeles lovende, som noget noget jo altid er når man selv har betalt det. Alting bliver jo nødvendigvis altid bedre for enhver hifientuast uanset hvor rædselsfuldt det hele så lyder. Både undervejs og ikke mindst slutteligt.. Mærkeligt at alle altid p.t. har det bedste, som de nogensinde har haft, når de nu nok næppe har den kønneste kone i huset, som de noegnsinde nåede at kysse på. Eller næppe heller den bedste bil og da slet ikke, hvis de altså (endnu) har en KONE..Helt helt anderledes her i huset, både med kone og bil, men nu er en gammel Opel Omega faktisk rent objektivt en del ringere end en nyere Mercedes E270 og andre biler har jeg aldrig ejet. Ligeledes har kysseriet været ret begrænset, dumme Hans Henrik nappede altid alle de fikse modeller, så også der er jeg endt med den bedste og smukkeste model. OG det bedste hifi ligesom alle de andre fjolser, mærkeligt nok egentligt.Dette FØRSTE udelukkende held uden nogensomhelst forstand, det sidste selvfølgelig en både nødvendig uundgåelig og støt fremadskridende udvikling .Og ikke mindst uundgåelig på grund af UDGIFTERNE, der jo ellers ville helt uforsvarlige.
Vi vil senere rapportere resultaterne

Så er der ganske få dage (blot 2) til,

at denne skribent og den underskønne fru Mathiasen har været sammen i samfulde 9 år. Nå, men det er da rart at vide, at noget, der faktisk føles som et godt stykke tid osse HAR været langvarigt (og lykkeligt). Det sidste er naturligvis en banal formalitet for regelmæssige læsere af denne spalte.
I den anledning (eller måske rettere OP til samme) vil vi så ligeledes forventningsfuldt forlyste os med en af de seneste antikvariske hifi-kombinationer her i vores lille arbejdende lydstudie: Et af de allermest attråværdige klassiskeMcIntosh-sæt, et 2255/C33, der spiller på vores endnu mere klassiske Klipschorn. Det lyder aldeles glimrende og samtidigt en lillebitte smule pudsigt. Som al reproduceret musik jo retteligen gør.

Dette sidste kan til dels skyldes, at Klipschornene ikke står i det for korrekt funktion nødvendige 3-dimensionelle hjørne. Ja faktisk står de ikke engang i et 2-dimensionelt ikke-hjørne, sådan nærmest bare henne i den generelle RETNING af et hjørne, ikke ganske ideelt med denne uheldige endimensionelle akustiske “terminering” af horn-tragten.
Nå, det får række til denne demo-omgang og da vel især fordi der ingen rigtige alternativer findes her i vores kælderetage. Om ikke andet så er det da imposant at se de fine store blå McIntosh-blinkmetere på 2255-eren blafre løs her i dæmringen. Og man må da udnytte de endnu forfærdeligt lange mørke vinternætter til NOGET positivt. At man overhovedet kan se udsving på metrene på trods af den nærmest absurd-høje følsomhed på Klipschornene kan udelukkende lade sig gøre, fordi der til overflod findes adskillige indstillinger for “blafrometrene”, så man altid kan nyde dem og deres klassisk-vægtede VU-funktion. der er endda brugt betydelige ingeniørmæssige ressourcer for at få det her til at virke, måske en smule overflødigt for deciderede hifi-purister, men FEDT FEDT FEDT for os andre! Musik BLIVER BARE BEDRE med BLÅT lys!

Nå, nu er der ikke alt godt og gammelt, der længere nyder samme særlige “fremme” her i huset. Faktisk vil vi i dag aflive en klassisk Studer A-80 spolebåndoptager fra ret præcist samme tid som McIntosh-comboen. Ak, ja, det er noget hjerteskærende at skulle skrotte dette mekaniske mastodont-vidunder,, men sådan har tiden gnavet så ubønhørligt (og ikke mindst forskelligt) i disse fortidens elektroniske superstatus-symboler.

Nå, jeg vil ufortøvet begrave mig i dagens nødvendige travle trummerum. Og ikke mindst nyde mørket en tid endnu i skæret fra det blå lys fra de kære Mcintosh. Der jo faktisk giver selv vintermørket mening.
Og hvad kan man så næsten ønske sig mere udover at det altså snart var onsdag den 15. …

Tomhedens apoteose

Engang for efterhånden mange år siden blev der udviklet et revolutionerende nyt TV-koncept. Det revolutionerende bestod bestemt ikke i suveræn kvalitet, men visuelt var der alligevel på trods af kornede og rystede billeder tale om et nybrud. Også kvalitativt var der tale om nye stier, det var nemlig premieren på ophøjelsen af den ultimative talentløshed til underholdning. Vi taler om de første TV-transmitterede hjemmevideoer, hvor det gennemgående tema altid var, at der var børn, der slog sig. Eller fedladne fædre, der skvattede og fjollede rundt, trådte på river og andre finurlige ting. Skideskægt. Og bestemt ikke mindst skægt for TV_producenterne (og samtidigt uhyre ildevarslendefor al fremtidig TV-kvalitet), da man nu for zero kroner kunne fylde den bedste sendetid med disse gratis ufrivillige falden-på-halen komikere. Ikke mindst den obligatoriske unge, der drattede på cyklen på tusind måder og altid slog sig ad Helvede til og stortudede hysterisk var afgjorte TV-højdepunkter. Men nu var det her osse i en tid, hvor der var ganske få danske TV-kanaler.

Nu er der jo så sædvanligvist grænser for, hvad der sker i det lille hjem af alskens ulykker, og det er jo heldigt nok. Eller altså trist, hvis man skal lave gratis TV-underholdning på andres lidt sølle bekostning. Udover de endnu vistnok eksisterende etiske problemer med at vise egentlige hændelige (men jo osse lidt rigeligt sjældne) dødelige ulykker som morsom hjemmevideo, så nåede denne første lavpris-tomgangsserie af hjemmevideoer alligevel enden. Der skulle ret hurtigt meget mere til end selv hysterisk skrålende småbørn efter at de havde banket samtlige mælketænder ud. De gjorde nu ellers deres absolut yderste, ungerne. Alligevel blev det hele ligesom lidt for kedeligt, da der jo aldrig døde nogen rigtigt.

Heldigvis var der TV-konceptuelt endnu plads til at opskalere tosserierne lidt. Det mest oplagte var så åbenbart at lade lidt STØRRE børn (den slags, der sædvanligvist kaldes VOKSNE) slå sig lidt MERE Man kunne jo betale professionelle for at opføre sig tåbeligt, og det gjorde man så. Og det gav jo lidt fornyet spas derude i de små hjem. Traditionel slapstick blot uden elegancen. Min daværende preteenage-papdatter syntes helt vildt godt om disse mere stramt koreograferede fjollerier, der fik titlen “Jackass” Det blev ugens absolutte TV-højdepunkt. Altså dette datidens lokale latrinære lavpunkt og skidt og lort og spisning af levende orme og tudser og anden vidunderlig humor. Den eneste positive ting man næsten kunne og kan sige om Jackass er da vist, at man slap for alle de skrigende unger, der slog sig og skreg. Nå, al storhed forgår som enhver ved, og som Romerriget forsvandt selv Jackass ind på hylderne for forlængst forglemte fortidige julegave-DVD´er. Og blev erstattet af anderledes interessante ting som yngre mennesker spærret inde i et hus, hvor de blev nødt til at dyrke tilfældig sex med hinanden. Se, DET er jo helt anderledes holdbart!

Ikke rigtigt, nej. Det tydeligvis noget begrænsede rekrutteringsgrundlag til silicone-pattede rigeligt tatoverede kvindelige modeller til serien viste sig desværre ikke at være nogen ægte delmængde af de rigtigt labre kvindelige modeller derude. Selv denne skribent med sin nødtvungent puritanske opvækst på Endelave, hvor praktiske anatomistudier af kvinder blev begrænset af sprækkens størrelse (altså den i pigernes omklædningsrum derude på Endelave Havn) fik hurtigt nok. En hurtig “cost/benefit-analyse” viste, at problemerne med at forklare min pludselige interesse for fjolle-TV langt oversteg fornøjelsen og forventningen ved nøgenscenerne. Og DET kunne lille Poul derude på det yderste skær vel næppe have forestillet sig..Til gengæld kunne han forestille sig så forfærdeligt meget andet, og tro mig, det gjorde han.

Og så kommer vi endelig til dagens egentlige korte tekst om ingen verdens ting. Og i dag passer det altså! Vi skal nemlig atter efter lang tids tavshed tale om den lokale super-entertainer Klaus Wunderhits.. Tavsheden skyldes nu mest, at der i tilfældet Klaus ikke rigtigt har været noget at “skrive hjem om” Han har med begrænset talent (begrænset nødvendigvis af sit begrænsede talent) forsøgt at slå sig igennem med påklistrede kunstige hestetænder og hysteriske grimasser som såkaldt “morsom mand”
Nå, som datidens barnlige ufrivillige hovedpersoner i fortiden hjemmevideoer, så blev konceptet tydeligvis noget slidt for Klaus. De barnlige hovedpersoner blev nu heldigvis VOKSNE, desværre ikke en option for Klaus.  Så der måtte en konceptændring til. Og så sprang Wunderhits ud som CHILI Klaus, hurra, fanfarer og jingler og kvindekor med Lærdags-pigerne! En mand, der kunne spise meget stærke chilier, jamen er han da ikke mageløs?
Ikke rigtigt, der findes massevis af ikke-mediedækkede danske ækvivalenter til forskellige andre former for “stærkmands-konkurrencer” indenfor den traditionelle nordiske kunst, grovædning For eksempel finder der hvert år en danmarksmester i æbleskivespisning på tid og massevis af andre finurligheder. Min egen absolutte favorit er nu mesterskabet om, hvem der kan spise flest hot dogs på et kvarter. Se, DET er et mandfolk efter mine begreber. Stor, tyk, barsk og skideforædt!
Chili, derimod, det er squ for sølle, mere sådan en bybøsse-beskæftigelse.  Det svarer ved i sværhedsgrad til i min egen barndomstid som manddomsprøve at skulle guffe de obligatoriske regnorme. Og har alle mennesker virkeligt allerede glemt alle de utallige ulækkerier, som man åd i Jackass? Se, DET var squ mandfolk!

Tilsyneladende har folk mister enhver sans for rimelige proportioner, Chili Klaus har ialtfald opnået sine 5 minutters berømmelse ved at æde stærke chilier, og tillykke med det da.  Så kan du da noget, der er svært. Svært altså at slå tidens ellers uophørlige leflen for det absolutte lavmål. For hvad skal verden dog med rigtige helte når vi nu har Chili-Klaus?
Tomhedens apoteose!
Hvis man af ovenstående smøre skulle få det indtryk, at denne skribents begejstring for “denne “morsomme mand” er afgjort behersket er man bestemt ikke ganske på vildspor. Så vidt vi ved er begejstringen ganske gengældt…