Monitor

Her midt de sidste par kodylt-hektiske dage inden ferien for de fleste sidder vi og glæder os over, at vi er i den professionelle del af branchen. Det er der intet usædvanligt i, det har vi jo altid været og osse altid glædet os over. Fordi vores kunder har BEHOV fremfor blot ØNSKER om kortsigtet indhold i en iøvrigt tom tilværelse, som desværre er den overvejende “trend” i tidens hifi.

Desværre er det nu ikke fordi heller den professionelle lydbranche ligefrem brillierer i veritable blitzglimt af uendeligt klarsyn heller. Tag for eksempel den evigt tilbagevendende diskussion om højttalere, den om “studiomonitors vs hifi” Som om der skulle være en principiel på det. Det mest komiske er så, at sikkert ellers skikkelige folk, der dagligt arbejder med musik på små grinagtige aktive monitors (dvs ALT for billige enheder med ALT for billig elektronik) alligevel til deres sidste åndedræt vil hævde, at der er principiel forskel på studiomonitors og hifi.

Hm., meget stolt håndværk er der da vist ikke længere i den moderne musikbranche og realisme tydeligvist endnu mindre. Dengang man endnu mixede lyd for gengivelse på store højttalere (men det er man altså holdt op med for 20 år siden) VAR der en beskeden forskel. Den var nu mest statistisk, forsåvidt hoved-monitorerne i studiet var store og større end de allerfleste hjemmehøjttalere. Udover at de kunne spille enormt meget højere var det så iøvrigt den eneste forskel, og ALLE datidens studiomonitors kunne købes let forklædt som ja altså hifi-højttalere. Helt identiske.Intet mindre og heller ikke mere.

I dag er store højttalere med ditto frekvensformåen og lydtryk en i praksis uddød race i hjemmet og det er de selvfølgelig osse (udenfor filmbranchen, det sidste reservat for kvalitetslyd) i studierne. Det er måske derfor, at nudidens unge studietekniker-fløse sidder og beskriver deres egne små skidespræller-monitors i nærmest højtideligt-højtsvungne vendinger (Den her Adam og DEN her PMC og DEN her Dynaudio er bare verdens bedste monitor, og jeg har den selv juble juble. Man kan bare helt utroligt meget helt ubeskriveligt godt. Og samtidigt helt ubeskriveligt åndssvagt, for hvad Helvede skulle ideen dog være at sidde og mixe et produkt, som man går ud fra ingen kan høre derhjemme alligevel. Med deres anderledes venligt-“voicede” hifihøjttalere. Pis og papir.

Forstå det, hvem der kan. Og prøv gerne at gå ned i det lokale Stark-byggemarked og spørg, hvilken forskel der er på en blå Bosch eller en DeWalt boremaskine til privat henholdsvis professionel brug. Svaret er, som det osse altid har været i sammenligningen mellem højttalere, der enten kunne eller ikke kunne bruges til dagligt brug i et lydstudie: Holdbarhed og tilstræbt ensartet lyd ved allenødvendige  lydtryk. Det første er et absolut krav, det sidste er blot et ønske, fordi den dynamiske højttalerenhed trods alt ikke er bedre.
Nej, der er absolut ingen forskel på en god monitor og en god hifihøjttaler, ikke andet end tidens tiltagende tendens mod tomgangssnak på nettet. Det værste er så, al denne snak osse forurener vores egen branche i tiltagende grad

Agurketiden er over os!

Det vil sige, helt har den endnu ikke indfundet sig. Tag for eksempel den nylige furore omkring regeringens finansforslag. Meget furore, ganske vist, om ganske uendeligt lidt, for så vidt som promiller af et kolossalt statsbudget i reelle ændringer er andet end pis og papir for nu delvist at genbruge Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsens ord. Det var ikke lige sådan hun mente det, men derfor er det alligevel sådan, det er. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at de nyligt indførte afgifter på sukker og fedt OG sukker i industrien til marmelade m.m. ikke berøres. Uanset hvilken farve regeringen påberåber sig at have (ikke at forveksle med at HAVE, det er der alligevel ingen regering, der reelt har, når den først sidder på flæsket med alle spindoktor-vennerne fra studietiden på Statskundskab), så fjerner man ikke finansielle “malkekøer” Det er nok osse derfor den absurde knivlov med sit straks-fængselsstraf for enhver første-forseelses mis-dåd som at bære rundt på en Stanley-hobbykniv selvfølgelig ikke er afskaffet. Blot ændret til at man betaler en i forhold til (ikke)-forseelsen en ganske kolossal bøde. Alle politikere vænner sig alt for forfærdeligt hurtigt til denne tilfældige “afgifts-modermælk”, hvortil desværre ingen erstatning findes.. Heldigvis forekommer det, at retspraksis og politiets oprindelige nidkærhed i disse sager (hvor man i starten næsten skulle tilbage til Stauning-besættelsestidens Danmark for at finde tilsvarende politimæssig ildhu for at fange de første danske proto-frihedskæmpere, virkelig en skændsels-epoke) er under ændring af større lempelighed.

Derfor skete der naturligvis heller ingenting i forhold til afgifterne på fedt og sukker uanset hvor meget ekstra grænsehandel der derved direkte genereres. Underligt at den til enhver tid siddende regerinng kan blive ganske roligt siddende på hænderne og iagttage, at op imod halvdelen af de danske øller og sodavander efterhånden sælges som afgiftsfrie dåser. Desværre i Tyskland og mon nogen har turdet regne efter, hvor meget der udover dette enorme tab af skattekroner om moms-pis og papir koster af fjerne de dåser, der smides overalt. Eller mere alternativt og adskilligt mere kreativt, importeres (men samfundsmæssigt bestemt ikke billigere) og ved retur i den lokale Kvickly-automat på forunderligste vis er blevet på-klistret et pant-pengeafgivende klistermærke. Det er underligt som der kan være en kø ved vores lokale Kvickly, fordi der holder en varebil lige foran med mange, mange hundrede og tusinder flasker og dåser. Flaskerne er af den ultra-sammenklappelige slags, som man ellers udelukkende ser i Polen, men måske denne samvittighedsfulde samfundsborger slet ikke ved, at der ikke er pant på den slags, der jo er importeret til eget brug. Og når man nu står og venter længe og iagttager blot det allermindste mere end slet ingenting, så sidder de der pantmærker godt nok osse noget sjusket, selv mindes vi ikke nogensinde at have set, at disse pantgivende mærker kunne sidde på direkte midt på etiketten af en Cola, de plejer da vist at trykke dem direkte på flaskerne. Nå, det er de nok bare holdt op med man skal jo spare. Det er blot underligt, at det slet ikke længere er drenge eller ligeså små gamle vietnamesere, der længere afleverer disse kolossale mængder af pantflasker, samlet man virkelig tomme flasker i BMW-er og Honda-er? Ja, åbenbart

Ja, der er da bestemt visse oplagte muligheder for ekstra klejner i statskassen ved en smule rettidig omhu i de her sager. Ikke at det nok ændrer noget, blot muligvis kunne det medføre en lille øgning af samfundets almindelige kohæsions-kraft. Nå,  det tilstræbes så tydelig overhovedet ikke af nogen. Næppe nogen bemærkede vel de ellers reelt set sensationelle udtalelser i denne weekend om, at sukker og fedt-afgifterne vendte den tunge ende nedad. Ja, naturligvis gør de da det og det mest sensationelle udover at så uhyre får på tværs af partierne udtrykte denne uhyre reelle bekymring var det vel, at den mediemæssigt og dermed reelt i den virtuelle politiske verden øjeblikkeligt ophørte med at eksistere. Hvis man virkeligt mente noget med at lette livet for de mindrebemidlede skal man squ da ALDRIG øge afgifterne på nødvendige basale levnedsmidler som smør..Det er så heldigvis hverken rimelighed eller fornuft eller realiteter, det politiske cirkus drejer sig om.

I stedet får den regerende danske medie-darling absolut par excellence, Johanne Schmidt-Nielsen, fuld og “dikkende” dækning i sin kommentar til de afbrudte forhandlinger med regeringen. Det var glimrende øjen-åbnende TV at se en tækkeligt-opbragt Johanne tale om at blive pisset på af regeringen. Sig lige det igen, Johanne, sådan føler vist de fleste danskere det meget tit og måske derfor, at der er en voksende folkelig ulydighed, der så med typisk danske fredlige frihedskæmper-metoder foregår med trailer og trækkrog i jagten på afgiftsfrie føde- og drikkevarer. Og pantfrie (en tid endnu, klistre-klæbe), dåser og flasker.
Tilbage til Johanne, som hun stod der med sine strålende medievante (og -skabte) store øjne. Mens hun med sin sædvanlige omhyggeligt indstuderet-oprigtige lillepige-agtige diktion fortalte om regeringens totale svigt. Det var mægtigt interessant at iagttage Johanne, for hold da kæft, hvor var hun dog fuldstændigt hamrende totalt utroværdig. Hendes omhyggelige medietræning “overrulede” simpelthen fuldstændigt det, som hun sagde. “Politisk vrede” er tydeligvis noget ganske andet end reel galskab. Ikke at Johanne sagde særligt meget, til gengæld sagde hun det ganske mange gange i sine cirkulært-konstruerede sætninger med de samme eksempler med få og små variationer, der gør dem ganske lette at huske selv for de mest tungnemme eller glemsomme politikere.

Om hun var rigtigt vred? Naturligvis ikke, dertil er hun allerede alt for meget et politisk “dyr” og det her var intet andet end klassisk politisk taktik. Reelle følelser af nogetsomhelst er der naturligvis ikke tale om og det er måske det, som for denne skribent afstedkommer den allerstørste følelse af afsky. For et taktisk-politisk projekt mediemæssigt perfekt serveret. Altså når blot medierne er “lamme-dikkende” nok og det er de jo nok. de var det ihvertfald her, hvor de blot bevidstløst kolporterede Johannes 10 minutters direkte mediemøsigt veltipassede tomgangs-snak. Bemærkelsesværigt-omhyggeligt renset for enhver potentiel politisk konsekvens. Altsammen iklædt strålende øjne, hvori alle overbevisnningerne blot druknede. I det uendeligt store og bundløse politiske ocean.. Som allerede den danske Steppeulvene-forsanger Eik Skaløe beskrev “. svømme.i dine øjnes oceaner” Med den rammende fortsættelse “..Og plukke af din øs bananer” Johanne er naturligvis ikke værre end Villy Søvndal med den tiltagende affældige luvslidte oprigtighed om hvadsomhelst, selv om det afviger 180 grader fra gårsdagens ligeså gyldige (og dermed totalt ligegyldige) oprigtighed. Som med samme overbevisning stå for folkeslagenes demokratiske fundamentalisme og så blot klappe hælene sammen når kineserne kommer. Eller næsten værre, når amerikanerne IKKE kommer, til Syrien eksempelvist. Politisk oprigtighed er vist ca. ligeså kurant som det spøgefulde begreb, som englænderne kalder “military intelligence”-” et noget modsigelsesfyldt sprogligt paradoks.

Til sidst vil vi lige berøre en af denne skribents små svagheder. Rent rutinemæssigt (og ligeledes lettere TVANGSMÆSSIGT, for er det lige, som vi skal med det), kikker jeg efter brugte hifi-investeringsobjekter. Det er ellers langtfra nogen oplagt måde at tjene penge på, men det kan til gengæld være ganske hyggeligt. Det kan nu osse undertiden have sin charme alene at KIKKE. For eksempel forespurgte en fyr på en tidligere her omtalt Facebook-side for brugt hifi om en mulig salgspris på et iøvrigt ligegyldigt forlængst kuldsejlet nordjysk rørforstærker-projekt. Der formåede det bemærkelsesværdige at gå rabundus dengang alle udelukkende snakkede om friværdier rundt omkring fra kakkel- til Piet Hein-bordene. Godt klaret, LA Audio, som firmaet hed.
Efter en længere tomgangssnak, som denne forunderlige del af den midaldrende hifiens mande-verden er så totalt overopfyldt af, så viser det sig så endelig, at manden overhovedet slet ikke r interesseret i at SÆLGE lortet og det heller ikke, selv om han selv siger salgsprisen. Som altså så slet ikke er en salgspris, da varen slet ikke er til salg. Hvad det hele overhovedet så har drejet sig om er bestemt en gåde.. Ca. ligeså gådefuldt som det er, at den tidligere danske High Fidelity-anmelder Jan Nielsen forespørger om en uhyrligt sjælden Beyerdynamic-hovetelefon, som han agter at købe. Efter en formidabel bunke ævl om helt andre modeller fra samme fabrikant, som nogen vist engang har hørt (men som iøvrigt INTET har med den aktuelle model at gøre) tjah så køber han den. Hvorfor Helvede så dog spørge, idiot, squ da godt High Fidelity forlængst er gået nedenom og hjem ellers var det vist på tide..Og hvorfor spørge om pris på noget, som man på trods af at man selv sætter prisen aldrig alligevel ville have solgt.
Hold da helt kæft, hvor er det dog blevet agurketid, folkens!

Man må sig undre version 2 nu med hifi!

Efterhånden er den eneste konstatérbare sen-følge af det nylige alvorlige cykelstyrt en afgjort nedsat tolerance-tærskel. IKKE overfor uforstand og anden mangel på almindelig omtanke, hvilket er ganske heldigt, da lige disse dele af menneskelig aktivitet bestemt er i voldsom vækst. Hvis der engang var mange ting, som denne skribent ikke forstod, (og det var der!), så er der i dag helt utroligt meget mere, som jeg om om muligst fatter endnu mindre af. Tag for eksempel den fortvivlede situation i Grækenland. For det første, hvordan kan det overhovedet være så fortvivlende.

Ja, det er i lyset af de seneste katastrofe-tidninger svært at forstå, at et af det klassiske EU-Europas allerfattigste lande med sølle 11 mill. indbyggere i et veritabelt kæmpestort EU-hav med 450 mill. mennesker overhovedet med sine langt under 2% af den samlede økonomiske aktivitet overhovedet kan betyde en skid. Nå, men det kan det altså og ikke mindst fordi det får lov til det i tidens oppiskede stemning af hysteri. Hvor man fra EU samtidigt formår at overbevise nogensomhelst journalister og muligt andre tænkende organismer om, at et lån til den kolossale nødstedte spanske bank-branche med millioner af værdiløse ejendoms-pant på  sølle 2/3 af det danske nationalbudget i et land med 50 mill. mennesker og en eksploderende arbejdsløshed langt hinsides 25% ÆNDRER NOGET? Og for at det så ikke skal være løgn, så sidder man på hænderne og bævrer, mens man venter på resultatet af det græske valg med næsten-dødt løb mellem venstre-populister og det slagne gamle regimes gennemkorrupte mænd. Mens man håber på ansvarlighed fra den nye regering uanset hvem det bliver og endnu mere uanset, at begge fløje i græsk politik krøver genforhandling af det nylige forlig.
Som om det ændrer en skid. En genforhandling nu fører nødvendigvis til ENDNU en genforhandling om uhyre kort tid i bedste traditionelle “appeasement-stil” og derefter endnu en. Fordi absolut intet politisk parti i Grækenland vil kunne skabe nogen konsensus omkring andet end et snarligt uundgåeligt nyvalg.  Nødvendige stabiliserende samfundsreformer som er vitale for Grækenland lige nu og her indføres IKKE ved hjælp af 2 næsten lige store blokke. Og da især ikke, fordi venstrepopulistiske Syriza uundgåeligt vil vinde næste gang og “næste gang” er her allerede om ganske snart, hvis den nyvalgte regering bare skruer den “økonomiske spare-bisse” det allermindste på. Når nogen som Syriza helt uundgåeligt vil vinde blot ved at sidde og vente, hvad kan man så forvente de vil gøre i mellemtiden, næppe alverden er vist ikke engang et godt gæt. Og derudover kan man vel ret dårligt tale om forhandlinger, når det nødvendigvis for den fortsatte overlevelse af det græske politiske etablissement på allerkorteste sigt nødvendigvis for EU må betyde fortsatte og uendelige indrømmelser. Og hvordan man lige journalistisk kan fortolke fortsatte helt udsigtsløse forhandlinger med Grækenland som andet end et naturnødvendigt forspil til samme proces i Spanien osv er en gåde. Hvordan kan det af spekulanterne fortolkes som andet end herlig benzin på det allerede stor-flammende euro-bål?

 Udover det ville det vel tjene den klare omtanke lidt at huske på, at disse sydeuropæiske økonomier faktisk slet ikke lider af samme dødbringende sygdom. Det er naturligvis udelukkende af lettere ligegyldig akademisk interesse, men faktisk skyldes miseren i Grækenland slet ikke spekulation. Langt hovedparten af den katastrofale græske gældssætning skyldes jo udelukkende det normalt mest sikre finansielle investeringsprodukt, nemlig statsobligationer. Det er naturligvis osse derfor (uden at det dog vist ellers har været nævnt), at følgerne er så katastrofale langt hinsides enhver rimelighed.. For når man ikke længere kan stole på, at en “parkering” af bankernes finanser i statsobligationer længere er en sikker investering, sSÅ er Helvede løs. Og det er det så nu. I Spanien er det som i Danmark de endnu ikke-realiserede sen-følger af af psykopatisk selv-suggererende spekulation i ejendomme, der har smadret det hele. I Grækenland derimod er det hele en stats-drevet svindelbutik og derfor er der naturligvis heller ingen at dømme for det. Fordi ALLE dele af samfundet har været med i det store samfundsfinansielle bedrageri, hvilket unægteligt gør oprydningen noget vanskelig..

Nå, alt er ikke tabt, vi har jo heldigvis stadigvæk det danske politi. For nogle dage siden stod der noget lemfældigt parkeret en kørestol udenfor vores hæk.  I HÆKKEN beskrev det måske bedre og mere end indikerede, at det næppe var ejeren, som havde stillet den der. Efter at den formidable hjælp fra en tilfældig forbipasserende i forbindelse med mit nylige styrt har vækket “samaritaner-genet” i vores familie, så gik vi i gang med at se, om der var nogen positive identifikationsmærker på stolen. Ingen af dem var dog aktive, så vi henvendte os til Politiet, da vi nok regnede med, at ejermanden M/K savnede sit køretøj en del.
Eller henvendte og henvendte, det er vel så meget sagt. Da hittegods kun har telefoniusk åbent 2 timer om dagen og i den tid ikke for os ihvertfald bevisligt tager telefonen, så henvendte vi os på mail. IKKE til hittegods, det kan man slet ikke i denne centralistisk-bureaukratiske kolos, næh såmand centralt til Østjyllands Politi. Der hjælpsomt på deres hjemmeside skriver, at den elektroniske postkasse osse efter telefontid kl 14 tømmes. Jamen er det dog ikke mageløst. Man lover ganske vist ikke for meget, for eksempel ikke, at man vil vil vende tilbage ligesom det osse pointeres, at man heller ingen kvittering kan få for sin henvendelse. Nå, visse ting er ganske nemme at overholde og vel næppe noget lettere end det her. Hvor man iøvrigt heller ikke lover behandling af éns henvendelse indenfor nogen tid og da slet ikke samme dag.
Nu er denne skribent en overskudsperson, som ikke giver op lige med det allerførste, så efter en ventetid på et par dage, hvor vi i al ydmyghed blot forespurgte til som oprindeligt, hvor og hvornår vi kunne aflevere stolen, så skete der endelig noget. Pludselig stod der en uanmeldt og uvarslet privat vognmand og ringede på og ville hente stolen. Vi kunne så oplyse ham om, at den sandelig flere dage forinden var afleveret til politiet. Eller afleveret og afleveret er måske så meget sagt, mere sådan en slags “af-STILLET”. I forbindelse med vores arbejde havde vi tilfældigvis en leverance til Politiet og da vi ikke anså noget svar nogensinde fra Politiet som det afgjort mest sandsynlige (og da fugt og regn ikke ligefrem gavnede stolen), så tog vi den simpelthen med. Ja, det er naturligvis civil ulydighed at omgås hittegods med mangel på ansvar og uden at få nogen kvittering, men vi stillede altså stolen i receptionen på politigården.
Og rent statistisk for behandlingstiden af henvendelser indenfor etaten så står den der såmænd nok endnu. Vi er ikke særskilt stolte over vores handling men omvendt, så er vi altså heller ikke særskilt imponerede over forretningsgangen hos Politiet. Der er jo trods alt en derude, der desperat mangler sin stol..
Og det med manglende tolerance lige her til overflødigt-allersidst: Jeg tåler fortsat alkohol langt, langt dårligere end før end før uheldet. SDet er meget skidt og tillige meget godt, som velsagtens selve livet i absolut kort-form.

Ellers skal vi lige minde om at kikke med på en hifi-tråd om en hjernelam modifikation af en Quad 405 fra Ruder Konges tid. Som giver et Helvedes brag, når man tænder den Mærkeligt at ingen øjeblikkeligt påpeger de indlysende problemer i at udskifte komponenter i denne i sit oprindelige datablad uhyrligt velspecificerede forstærker. Vi taler om 1975 her.  Der fremgår der med al ønskelig tydelighed, at forstærkerens såkaldte “slew rate”/stigetid er endda særdeles begrænset. Peter Walker, den geniale designer, mente, det var mere end godt nok, og det var det måske osse, det var ihvertfald sådan forstærkeren var designet, tidens i særklasse langsomste og striktest-båndbreddebegrænsede forstærker. Langsomheden og den omhyggelige kobling af ens båndbreddbebegrænsende forstærkertrin er simpelthen med vilje designet ind i systemet for at sikre, at forstærkeren forbliver stabil med de uhyre billige komponenter, som den indeholder. Enhver med elektronik på aftenskole-niveau burde derudaf vide, at så snart man udskifter komponenter med snoldet båndbredde og (stabiliserende) høj impedans/modstand ud med tilsvarende “hurtige” med større båndbredde, så ryger stabiliteten af forstærkeren alt andet lige. Og helt og ganske forudsigeligt, så skyldes braget begyndende oscillation i denne uhyre økonomisk opbyggede forstærker, hvor et langsommere forstærkertrin forsøges drevet ef et hurtigere. At det så ikke går værre (i retning af selv-destruktion) skyldes så desværre/udelukkende, at forstærkeren er tilstrækkeligt “blodfattig” til først efter flere minutter at svitse sine udgangstransistorer.
Lad os med vores guru Tim de Paravicini istemme: Når man ikke fatter designet af et produkt, så hold nallerne væk. Eller tag skraldet..! Andre har udskiftet håbløse endnu mere håbløse design-specifikke tantal-elektrolytter i forforstærkerne fra Quad, 44 og 34 i kronologisk orden med langt mere eksotiske og højtydende typer. Med ganske identiske resultater blot lige en størrelsesorden større på grund af ekstra forstærkning. Et megamonster kæmpe-brag i stedet for bare et højt brag. Hvis man ingenting fatter, så bør man måske lade være hvis det så altså ikke lige var fordi, man ingenting fattede..
Og for at det ikke engang skal være løgn, så siger vedholdende rygter, at selv i den allernyeste Kina-Quad har man samme problemer med ustabilitet/oscillation ved on/off. Hifi-branchen er tydeligvis ikke videre hæmmet af nogen viden længere-heldigt at det gælder overalt, så ingen opdager noget. 

Priviligeret pub-leverandør

Vi skal lige inden arbejdsraseriet atter engang lige her inden sæsonafslutningen tager over huske at meddele, at ikke mindre end 2 af Folmer Hunds forventeligt sidste kuld hundehvalpe (måske ikke fuldstændigt overraskende, det dér med forstavelsen “hunde-“!), får prominente østjydske hjem. Det med “det sidste” begrundes i, at gamle snart 11-årige Folmer Hund er ved at være lige rigeligt stivbenet til den slags idræt fremover og så hjælper det ikke alverden, at resten af “tissetøjet” fungerer fremragende. Midaldrende hankønsvæsener har det vist bare hårdt på tvært af alle artsskel. Nå, videre til det langt vigtigere: For eksempel lander Vilma Hund om en måneds tid i Knebel hos en kendt professionel guitarist (hej Janus!), mens en anden, Buster Hund, kommer ud på samme yder-næs hos Mike, en kendt lokal pubejer med lokalområdets absolut allerstørste udvalg i allerede udvalgte engelske øller. Jamen er livet dog ikke både fantastisk og aldeles mageløst, når det således lykkes med at udstrække “Folmer-kulten” til så fortjensfulde og fremragende lokale notabiliteter og andre honorationes! Du må vist “op på hesten” igen, gamle ven!

Man ved allerede længe inden morgengry..

at denne dag bliver om muligt herligere end alle andre herlige dage. Udsigten hen over vores store arbejdsborde er ellers gammelkendt, der står masser af halvfabrikata: 3/4 monterede racks og diverse kabelbundter og andre reparationer. Nej, hverdagen er ikke gået helt i “ferie-slæbegear” endnu, endda overhovedet ikke, men alligevel skal vi da huske at glæde os passende over, at allerede her inden åbningstid har vi nået en ganske fornuftig dags omsætning. Ja, meget anderledes kan det vist ikke udtrykkes på jydsk uden at bliver sådan en slags sangvinsk-sjællandsk. Og det skulle vi jo helst ikke have, selv om det i dag er noget svært at lade være..

Et beklageligt sidespring

Man ved for det meste straks, når man har gjort noget dumt og denne skribents lille nylige sidespring har bestemt ikke været nogen undtagelse. En god ven og kunde tilmeldte os en potentielt sjov gruppe på Facebook, der hedder “Brugt Hifi” Og så skete syndefaldet og “net-mødommen” røg på denne skribent, for jeg skrev et par korte indlæg på siden ak ja. Om det desværre totalt forudsigelige og inderligt deprimerende i, at et par enkelte fjolser (bestemt af forskellig grad af forfærdelighed, den skal du have, Peter!) med alt for forfærdeligt god tid fuldstændigt lægger en uskyldig side ned. Verden er simpelthen på nettet befolket af folk, der har prøvet alt i alle mulige og især umulige kombinationer, ved alt om alt muligt og endnu mere om det, som de umuligt kan vide. Totalt overflødige fjolser med meninger om absolut alting. Folk totalt uden nogen hæmninger og måske endnu mere forunderligt for relativt sobre udenforstående betragtere som denne skribent: Absolut intetsomhelst at bruge al deres formidable selvforståelse-brillians til. Man skulle jo ellers tro, at alle i hifibranchen ville stå i kø efter Erlend og de andre og da ikke mindst fordi deres flid i overflødige debatter turde være mere end bevist. Rene guldklumper af alviden og feberagtig arbejdsomhed, hvem kan dog ønske sig mere? Alle, åbenbart, MEGET meget mere end dette evindelige ingenting, som disse “hifi-dræbere” bidrager med, måske meget klogt. De er der ellers simpelthen ALTID, disse internettets overflødige “spild-mennesker” med deres selvforståede alviden , nat og dag med atter et ligegyldigt indlæg,som banker endnu et søm i hifiens allerede noget søm-fyldte og frønnede ligkiste. Og hvad hjalp så et par pip fra denne ydmyge skribent på siden? Ingenting, naturligvis, og den enlige “ka`li-finger, der overraskende nok blev plantet, blev fjernet igen. Udover det, så havde vi selvfølgelig heller ingenting at gøre derovre, vi ved nemlig overhovedet slet ikke alting (men det ved vi til gengæld så osse godt), og hvorfor dog kæmpe mod dem, der gør? Kampen er for ulige og det vil den vist altid være med mindre nogen stritter de største båthorn ud osse på dette nyeste forum. Og så lige til sidst en anden beklagelig indrømmelse: Vi har mange gange grinet af fjolset Mikkel Gige, forumejer på hifi4all. Vi må aaligevel uhyre nødtvungent-begejstret anerkende hans dømmekraft omkring uden diskussion af “werfe” fjolserne ud permanent. Han er naturligvis stadigvæk et fjols men lige der i den allervigtigste henseende er han altså det eneste rigtige mandfolk. Ja, verden er squ forunderlig eller bare underlig. Hvor længe mon det varer inden man uden at blive totalt til grin kan sige, at man interesserer sig for hifi. Man kan altid håbe, men det er så vist osse det neste, som man kan..

Verden er pudsig..

Atter en dag er vi på vej med op til flere billæs ting og sager. Alt ialt går det forrygende godt, og det levener forbandet lidt tid til væsentlige analytiske tanker. Ikke mindst JP-gennemgangen af en af vores yndlings-kæpheste, landbrugets økonomiske sammenhæng, fortjener ellers et ordentligt “efter-ord” Statistikken i avisen viser meget tydeligt, at dækningsbidraget i kroner for en hektar dansk landbrugsjord i de seneste 2 årtier har været konstant. Spændende ikke? Og derudover kunne man sagtens have udvidet skalaen YDERLIGERE 2 årtier tilbage. Fordi man ville have oplevet en ganske identisk dækning. Nu forventes ingen af vores læsere at være fuldstændigt regnskabskyndige udover en enkelt, men mon det ikke åbner et par enkelte øjne at se, at dette faste dækningsbidrag er på sølle 6000,-. Det kan ifølge avisen og almindelig investeringsfornuft blot forrente en salgspris på landbrugsjorden på 65.000,-. pr. hektar. Og da den kunstige pris på dette forunderlige “ikke-salgsmarked” (fordi der naturligvis aldrig nogensinde sælges en skid i et marked, som enhver og da ikke mindst skide-nærige landmænd kan se langtfra har nået bunden endnu) for landbrugsjord forunderligt nok stadigvæk menes at ligge på omkring 175.000,- pr. hektar. Alligevel mener de jubelidiotiske landbrugsejendomsmæglere naturligvis og naturnødvendigt, at markedet naturligvis nu har nået bunden og at der er stærke købere nok . Jamen for Helvede dog, hvor er logikken lige i det her? Hvis man er STÆRK nok, så har man naturligvis tid til at vente indtil det man ønsker er blevet BILLIGT nok. Det er så en ting i det forunderlige marked, som landbruget er, med eller uden ulovlig sprøjtegift. For hvad er det lige, at selv en nok så stærk og økonomisk velpolstret skal bruge jord til 175.000,- med en årlig dækning på 6000,- til? Med mindre han har lyst til at lege med ulovlige vækstfremmende gødnings- og sprøjtemideler og muligvis øge dækningen, ja hvem ved, måske til næsten astronomiske 8000,- fraregnet lidt udgifter til skidtet gennem lidt fup-fakturaer, tjah så er svaret vist INGENTING. Når man sidder og glor på sådan nogle fuldstændigt håbløse tal, så kan man sagtens forstå, at masser af landmænd blev trukket ind i alskens valuta- og energiselskabsspekulationer med følgende kolossale og samfunds-katastrofale tab til fælge. Fordi der naturligvis ikke i adskillige årtier har været nogensomhelst mulighed for at tjene penge på driften af jorden. For selv om man måtte sætte sin lid til flygtige fluktuationer på verdensmarkedsprisen på korn på måske 50%, så er det altså STADIGVÆK ensbetydende med en dækning på alt, alt alt for lidt. At denne prisstigning så aldrig er kommet er uden betydning fordi salgsprisen på landbrugsjord i visse dele af landet i de mest opblæst-forlorne tider rundede 500.000,- pr. hektar. Hvordan nogen ansvarlige mennesker kan have troet det her kunne vare ved er nok værd at vide.

Ud over stepperne

Atter en dag med en bilfuld sager eller to til en lokal skole plus en kendt østjysk festival. Åh jo og så osse lige et større teater, der har valgt at shoppe ganske stort i vores lille butik. Åh jo, alt ialt går det ganske godt. Godt går det osse med alle de sidste 4 hundehvalpe efter Folmer Hund, der nu alle har passeret de 1.5 kg. og “still going steady” (Visse sprogrøgtere ville måske bebrejde os formuleringen og med en vis ret. Med nogenlunde samme gode ret, som vi hver dag priser os lykkelige over den engang så hæderlige fritidsinteresse hifi. For der er hver eneste lange dejlige dag fantastiske muligheder for at glæde sig. Nemlig over, at vi IKKE er i denne syge branche. Sidste gang denne skribent faldt for fristelsen til udenfor åbningstid at svare på en mail fra en fyr, der bare ville komme og hente og betale et produkt indenfor en halv time (og naturligvis aldrig mere efterfølgende hørte eller så mere til fjolset) huskede vi på, hvor uendeligt heldige vi er i den professionelle branche. Hvor folk først kommer, når de har et behov og ikke blot forespørger formålsløst på noget, som de alligevel aldrig havde tænkt sig at købe. Poul, du er en meget, meget heldig mand!