Det vil sige, helt har den endnu ikke indfundet sig. Tag for eksempel den nylige furore omkring regeringens finansforslag. Meget furore, ganske vist, om ganske uendeligt lidt, for så vidt som promiller af et kolossalt statsbudget i reelle ændringer er andet end pis og papir for nu delvist at genbruge Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsens ord. Det var ikke lige sådan hun mente det, men derfor er det alligevel sådan, det er. Derimod er det bemærkelsesværdigt, at de nyligt indførte afgifter på sukker og fedt OG sukker i industrien til marmelade m.m. ikke berøres. Uanset hvilken farve regeringen påberåber sig at have (ikke at forveksle med at HAVE, det er der alligevel ingen regering, der reelt har, når den først sidder på flæsket med alle spindoktor-vennerne fra studietiden på Statskundskab), så fjerner man ikke finansielle “malkekøer” Det er nok osse derfor den absurde knivlov med sit straks-fængselsstraf for enhver første-forseelses mis-dåd som at bære rundt på en Stanley-hobbykniv selvfølgelig ikke er afskaffet. Blot ændret til at man betaler en i forhold til (ikke)-forseelsen en ganske kolossal bøde. Alle politikere vænner sig alt for forfærdeligt hurtigt til denne tilfældige “afgifts-modermælk”, hvortil desværre ingen erstatning findes.. Heldigvis forekommer det, at retspraksis og politiets oprindelige nidkærhed i disse sager (hvor man i starten næsten skulle tilbage til Stauning-besættelsestidens Danmark for at finde tilsvarende politimæssig ildhu for at fange de første danske proto-frihedskæmpere, virkelig en skændsels-epoke) er under ændring af større lempelighed.
Derfor skete der naturligvis heller ingenting i forhold til afgifterne på fedt og sukker uanset hvor meget ekstra grænsehandel der derved direkte genereres. Underligt at den til enhver tid siddende regerinng kan blive ganske roligt siddende på hænderne og iagttage, at op imod halvdelen af de danske øller og sodavander efterhånden sælges som afgiftsfrie dåser. Desværre i Tyskland og mon nogen har turdet regne efter, hvor meget der udover dette enorme tab af skattekroner om moms-pis og papir koster af fjerne de dåser, der smides overalt. Eller mere alternativt og adskilligt mere kreativt, importeres (men samfundsmæssigt bestemt ikke billigere) og ved retur i den lokale Kvickly-automat på forunderligste vis er blevet på-klistret et pant-pengeafgivende klistermærke. Det er underligt som der kan være en kø ved vores lokale Kvickly, fordi der holder en varebil lige foran med mange, mange hundrede og tusinder flasker og dåser. Flaskerne er af den ultra-sammenklappelige slags, som man ellers udelukkende ser i Polen, men måske denne samvittighedsfulde samfundsborger slet ikke ved, at der ikke er pant på den slags, der jo er importeret til eget brug. Og når man nu står og venter længe og iagttager blot det allermindste mere end slet ingenting, så sidder de der pantmærker godt nok osse noget sjusket, selv mindes vi ikke nogensinde at have set, at disse pantgivende mærker kunne sidde på direkte midt på etiketten af en Cola, de plejer da vist at trykke dem direkte på flaskerne. Nå, det er de nok bare holdt op med man skal jo spare. Det er blot underligt, at det slet ikke længere er drenge eller ligeså små gamle vietnamesere, der længere afleverer disse kolossale mængder af pantflasker, samlet man virkelig tomme flasker i BMW-er og Honda-er? Ja, åbenbart
Ja, der er da bestemt visse oplagte muligheder for ekstra klejner i statskassen ved en smule rettidig omhu i de her sager. Ikke at det nok ændrer noget, blot muligvis kunne det medføre en lille øgning af samfundets almindelige kohæsions-kraft. Nå, det tilstræbes så tydelig overhovedet ikke af nogen. Næppe nogen bemærkede vel de ellers reelt set sensationelle udtalelser i denne weekend om, at sukker og fedt-afgifterne vendte den tunge ende nedad. Ja, naturligvis gør de da det og det mest sensationelle udover at så uhyre får på tværs af partierne udtrykte denne uhyre reelle bekymring var det vel, at den mediemæssigt og dermed reelt i den virtuelle politiske verden øjeblikkeligt ophørte med at eksistere. Hvis man virkeligt mente noget med at lette livet for de mindrebemidlede skal man squ da ALDRIG øge afgifterne på nødvendige basale levnedsmidler som smør..Det er så heldigvis hverken rimelighed eller fornuft eller realiteter, det politiske cirkus drejer sig om.
I stedet får den regerende danske medie-darling absolut par excellence, Johanne Schmidt-Nielsen, fuld og “dikkende” dækning i sin kommentar til de afbrudte forhandlinger med regeringen. Det var glimrende øjen-åbnende TV at se en tækkeligt-opbragt Johanne tale om at blive pisset på af regeringen. Sig lige det igen, Johanne, sådan føler vist de fleste danskere det meget tit og måske derfor, at der er en voksende folkelig ulydighed, der så med typisk danske fredlige frihedskæmper-metoder foregår med trailer og trækkrog i jagten på afgiftsfrie føde- og drikkevarer. Og pantfrie (en tid endnu, klistre-klæbe), dåser og flasker.
Tilbage til Johanne, som hun stod der med sine strålende medievante (og -skabte) store øjne. Mens hun med sin sædvanlige omhyggeligt indstuderet-oprigtige lillepige-agtige diktion fortalte om regeringens totale svigt. Det var mægtigt interessant at iagttage Johanne, for hold da kæft, hvor var hun dog fuldstændigt hamrende totalt utroværdig. Hendes omhyggelige medietræning “overrulede” simpelthen fuldstændigt det, som hun sagde. “Politisk vrede” er tydeligvis noget ganske andet end reel galskab. Ikke at Johanne sagde særligt meget, til gengæld sagde hun det ganske mange gange i sine cirkulært-konstruerede sætninger med de samme eksempler med få og små variationer, der gør dem ganske lette at huske selv for de mest tungnemme eller glemsomme politikere.
Om hun var rigtigt vred? Naturligvis ikke, dertil er hun allerede alt for meget et politisk “dyr” og det her var intet andet end klassisk politisk taktik. Reelle følelser af nogetsomhelst er der naturligvis ikke tale om og det er måske det, som for denne skribent afstedkommer den allerstørste følelse af afsky. For et taktisk-politisk projekt mediemæssigt perfekt serveret. Altså når blot medierne er “lamme-dikkende” nok og det er de jo nok. de var det ihvertfald her, hvor de blot bevidstløst kolporterede Johannes 10 minutters direkte mediemøsigt veltipassede tomgangs-snak. Bemærkelsesværigt-omhyggeligt renset for enhver potentiel politisk konsekvens. Altsammen iklædt strålende øjne, hvori alle overbevisnningerne blot druknede. I det uendeligt store og bundløse politiske ocean.. Som allerede den danske Steppeulvene-forsanger Eik Skaløe beskrev “. svømme.i dine øjnes oceaner” Med den rammende fortsættelse “..Og plukke af din øs bananer” Johanne er naturligvis ikke værre end Villy Søvndal med den tiltagende affældige luvslidte oprigtighed om hvadsomhelst, selv om det afviger 180 grader fra gårsdagens ligeså gyldige (og dermed totalt ligegyldige) oprigtighed. Som med samme overbevisning stå for folkeslagenes demokratiske fundamentalisme og så blot klappe hælene sammen når kineserne kommer. Eller næsten værre, når amerikanerne IKKE kommer, til Syrien eksempelvist. Politisk oprigtighed er vist ca. ligeså kurant som det spøgefulde begreb, som englænderne kalder “military intelligence”-” et noget modsigelsesfyldt sprogligt paradoks.
Til sidst vil vi lige berøre en af denne skribents små svagheder. Rent rutinemæssigt (og ligeledes lettere TVANGSMÆSSIGT, for er det lige, som vi skal med det), kikker jeg efter brugte hifi-investeringsobjekter. Det er ellers langtfra nogen oplagt måde at tjene penge på, men det kan til gengæld være ganske hyggeligt. Det kan nu osse undertiden have sin charme alene at KIKKE. For eksempel forespurgte en fyr på en tidligere her omtalt Facebook-side for brugt hifi om en mulig salgspris på et iøvrigt ligegyldigt forlængst kuldsejlet nordjysk rørforstærker-projekt. Der formåede det bemærkelsesværdige at gå rabundus dengang alle udelukkende snakkede om friværdier rundt omkring fra kakkel- til Piet Hein-bordene. Godt klaret, LA Audio, som firmaet hed.
Efter en længere tomgangssnak, som denne forunderlige del af den midaldrende hifiens mande-verden er så totalt overopfyldt af, så viser det sig så endelig, at manden overhovedet slet ikke r interesseret i at SÆLGE lortet og det heller ikke, selv om han selv siger salgsprisen. Som altså så slet ikke er en salgspris, da varen slet ikke er til salg. Hvad det hele overhovedet så har drejet sig om er bestemt en gåde.. Ca. ligeså gådefuldt som det er, at den tidligere danske High Fidelity-anmelder Jan Nielsen forespørger om en uhyrligt sjælden Beyerdynamic-hovetelefon, som han agter at købe. Efter en formidabel bunke ævl om helt andre modeller fra samme fabrikant, som nogen vist engang har hørt (men som iøvrigt INTET har med den aktuelle model at gøre) tjah så køber han den. Hvorfor Helvede så dog spørge, idiot, squ da godt High Fidelity forlængst er gået nedenom og hjem ellers var det vist på tide..Og hvorfor spørge om pris på noget, som man på trods af at man selv sætter prisen aldrig alligevel ville have solgt.
Hold da helt kæft, hvor er det dog blevet agurketid, folkens!