Vi har lige ned-skaleret..

vores normale kælderlydanlæg helt afgørende meget mht højttaler-størrelse. I stedet for det sædvanlige primære højttalersystem på 2.89 m. i højden er vi nu nede på relativt ynkelige 1.55 m. og bredden fra 112 cm. til snoldede 76 cm. Og kom så ikke og sig, at intelligente mennesker aldrig keder sig, for det må jeg vel have gjort, siden jeg har brugt det meste af en solbeskinnet søndag på den slags-selv om en anden mulig konklusion jo osse maser sig noget påtrængende på..Denne er dog lige det ubehageligste selv at skulle konfrontere.

So altid er selvgjort jo velgjort og lige i dette tilfælde er der en vis logik i tosserierne. Efter omflytningen er der nu hele 1.60 m. mellem højttalerne mod tidligere blot 60 cm. og det er jo da en forbedring af de større. Og det er så ikke engang hele sandheden i denne veritable jubel-fortælling om mennesket mod naturen og anden teknisk finurlighed, da der nu  mellem systemernes  lodrette akustiske akse er hele 2.40 m. Det er således lige før vi har kunnet etablere en ideel ligesidet trekant i lyttepositionen, og da topsektionen med mellemtone, diskant og superdiskant  på de nye systemer ligefrem kan tiltes fremover, så er vi altså kørende her i vores lille butik.

Så mangler fruens godkendelse bare, men som alle vi inkarnerede entusiaster ved, så kan alle vores egne koner altid bringes til at istemme mandens dom blot de i forvejen får at vide, hvad det er de skal mene. Den slags er naturligvis ikke dumt set fra kvindernes synspunkt anskuet fra basale artsbevaringsmæssige kriterier, det er blot temmeligt dumt af os mænd at tro på, at de siger sandheden eller blot deres ærlige mening om vores idiotiske sysler, når de nu kun kan høste utaknemmelighed og almindeligt fjendskab ved at erklære sig uenige med deres mænd. Børneopdragelse, familiens finanser og ferier og køb af ny bil og andre bagateller, jojo, den slags kan de sagtens dominere, men at sige at de har hørt bedre hifi end mandens er en dødssynd. Sådan en synd er langt, langt værre end hvis konen uforvarende skulle indrømme nogen affinitet for større neger-tissemænd. Det sidste er vel til at leve med, det er det første jo så overhovedet ikke!

Og hvorfor så disse “vrøvle-vers” netop i dag? Jo, fordi den ganske typiske mandlige reaktion efter weekendens netop overståede hifi-messe i København altid er og altid har været stor tilfredshed. Naturligvis ikke med det, man netop har hørt, ganske uanset hvor dyrt eller iøvrigt osse hvordan eller hvor godt, det nu lød på udstillingen.  Nej, tilfredsheden drejer sig altid i retning af hvor dejligt det er at komme HJEM IGEN til sit helt eget ideelle hifi, der uvægerligt er så meget, meget bedre end alt det andet.

Sådan noget forekommer altså mærkeligt, for de samme mænd ville vel efter besøg på en af de vist desværre nu afdøde kendte “Kenneth-sexmesser” vel tage hjem og oprigtigt påstå, at deres egen kone er langt labrere end end nogen  af de østeuropæiske labre larver, der huserer dér. Ja, kun ganske få af de allerede få gifte hifi-entusiaster vil vel hævde, at deres egen kone er den allerlækreste i den sikkert tillige noget sparsomme bekendtskabskreds..
Inden jeg nu kommer for godt igang, så gælder denne generalisering naturligvis IKKE mig selv, der BÅDE har verdens allerfedeste hifi OG verdens allerlækreste kone.
Og så er lyden jo endda over weekenden blevet så uendeligt meget bedre, end den allerede ideelle lyd i lørdags. Og så kan jeg så bare glæde mig til, at alle kablerne og alt det andet bliver “spillet til” Det siger så mange tosser, at de skal, at det efterhånden er blevet en sandhed, der ikke kan eller skal diskuteres. Vi er ikke helt kommet til begrebet “tilspilning af luften i rummet” eller “tilspilning af bogreoler”, men mon ikke det kommer?
Det var så hvad vi havde valgt at bringe af gamle og banale sandheder i anledning af messen med antagelig nogenlunde samme genkendelses-grad som snart sangen om “Søren Banjomus” Noget er og skal jo være det samme år efter år..!

Nå, men ellers er der en hel del større sager i dag og de kommende dage, hvor vi kan glæde os over vores omhyggeligt kultiverede årtigamle netværks arbejde for os. Tak, Ove og Jakob og alle I andre derude!

Paranoia og almindeligt sortsyn..

er forbi for denne gang, godt hjulpet naturligvis af vores nyeste “små venner” i form af 5 stk. JBL 5671-kinohøjttalere fra Californien, der endeligt er landet efter måneders utålmodig venten. At der så helt tilfældigt osse lander 3 stk. Lab Gruppen 8-kanals forstærkere er vel et så tilfældigt tilfælde, at det slet ikke kan være et tilfælde længere. Næsten da, for det ER det faktisk, selv om det ligner et varsel fra en almægtig Guds hånd. Måske jeg skulle se at gen-overveje min ateisme…
Men heldigt, det er det, da hvert sæt  af disse højttalere netop tilfældigvis kræver 8 kanaler. Det bliver spændende at lege med disse udprægede kompakt-systemer, og da især i forhold til de eksisterende højttalere, der vel med rimelighed kan kaldes “fuld størrelse” Og så altså osse med en 8-kanals powerpack på under 10 kg. og blot 2 snoldede rack-højdeenheder.

Ellers glæder vi os usigeligt til den kommende hifimesse i København, allerede vistnok i den kommende weekend. min skønne frue, der ellers sidste år agerede villig chauffør, spiller måske ikke ganske uforståeligt lidt mere kostbar i år. Udtryk som “hellere brække begge arme end det lort igen” er muligvis ikke særskilt kvindelige, men de er til uhyre ærligt ment fra dette skønne væsen. Sandsynligheden for, at hun som sidste år melder sig relativt frivilligt er således denne gang noget fjern eller egentligt ikke-eksisterende.   Derfor er der nok ikke andet at gøre end at forsøge at “blaffe den”, så hvis nogen, der måtte læse dette, ønsker sig et betydeligt bidrag til transporten, så er det bare at sige til.  Denne skribent vil nemlig så forfærdeligt nødigt gå glip af de nyeste finurlige design-påfund fra den fremmeste repræsentant for dansk hifi-metroseksualitet, Gato Audio. Gys, det er grimt (da det vist ikke længere er socialt acceptabelt at sige “mega-bøssoidt) sagde denne tydeligvis ikke seksuelt fuldstændigt fastforankrede skribent med en sælsom rislen i kroppen..Det skal jeg vist bare gå stille med.

Nå, ellers er det vist bare at gå i gang med arbejdet relativt straks, der ligger en god bunke tilbud og pakkenelliker og ordrebekræftelser og andre småting, enkelte af dem ligefrem i den helt tunge økonomiske vægtklasse, der hvor hundredetusind-lapperne flyder i en lind strøm.
Og det er bestemt den slags, der medvirker til at fjerne den allersidste tristhed over Verdens umådelige dårskab, ihvertfald for en tid.
Imens kan vi så undre os over, hvad der er sket med alle migranterne, der er forsvundet noget ud af medierne igen. der er vel også grænser for, hvor mange gange man på DR2 gider se angiveligt nødstedte vel-trænedee atletiske unge mennesker svømme frem og tilbage i blikstille fotogent vand og agere nødstedte, når de ifølge en interviewet  norsk Frontex-kaptajn blot fisker efter et lift til havnen på Lesbos, så de sparer en lang og møjsommelig gåtur.

Nå, der er naturligvis osse tragedier forbundet med al søfart og migration og anden slavehandel,det er så bare ikke det, man viser billeder af på selvfedmens TV-kanel. Nå, men selv der er der tilsyneladende gået lige “Hitchcocks “Fuglene”” i det, hvor disse fjerede kræ jo osse pludseligt forsvandt uden nogen videre forklaring.
Sådan er det vist bare så meget, som denne skribent ikke fatter og det endda, selv om solen skinner

Efterårsferien truer..

med sine familiære og cykliske (ikke at forveksle med de mere komplicerede og sikkert alligevel ganske ukendte konstruktioner kendt fra Tycho Brahes astronomi, EPI-cykliske) krav om deltagelse og engagement i det nære liv. Som godt og vel halvgammel mand med en forventet rest-levetid ifølge dagens avis på blot 25 år for denne ydmyge skribent  er det jo ganske rimelige omend vanskeligt opfyldelige krav, fordi det for denne skribent er lettest at gemme sig i det kendte og ukontroversielle hjem her i kælderbutikken. Som det jo naturligvis osse er for alle andre, der som mæleløse krager søger mager i Facebooks snævre og ekskluderende ekstremistiske miljøer, hvor de bare skal små-pippe i kor i den eneste sang, der nu er den, der synges der. Det hele får sådan mere end en snert af selv-suggererende shamanistist hysteri.

Der er sådan lidt ufrivilligt “Storm P” over det, hvor man mindes tegningen af de 2 mænd i beskyttelsesrummet, der diskuterer, hvordan flyvemaskinen har muliggjort rejser til fjerne steder og så blot har resulteret i, at de har måttet begrave sig selv dybt lige der, hvor de allerede var. Tanken om at hele verdens viden er åben er tydeligvist helt ulidelig for “Lasse, Lasse-lillerne” derude for at istemme den gamle børnesang og den eneste virkelige udvej synes for så forfærdeligt mange tydeligvis at være en skræmmende venden sig mod et fællesskab af folk, der mener FULDSTÆNDIGT som man selv gør. Så får verden være ligeså uoverskuelig og skræmmende, som den altid har været, HER på Facebooks indbildte menneskelige  fællesskab har vi det da godt og trygt, fordi vi har ret. Fordi jo andre, ihvertfald lige i det evigt historieløse øjeblik, mener det samme, se selv!

Nå, nu er denne skribent af den eneste faste politiske overbevisning, at ingen absolutistiske og autoritære bevægelser kan have ret, og så er det ligemeget om fascismen er rød eller sort eller brun eller grøn. Alle må have ret til at ytre sig uanset hvad andre måtte mene indenfor straffeloven. Og alles ytringer har samme værdi eller mangel på samme, afhængigt naturligvis af, om det nu er ens egne eller andres meninger, der menes..Vi er vel alle en slags narrehatte for Vorherre

Derfor må kunstnere naturligvis osse gerne ytre sig om alt muligt (ikke at de nødvendigvis TØR, trods alt er det mulige spektrum for især danske kunstneres ytringer ganske overordentligt snævert og iøvrigt osse potentielt selv-morderisk kommercielt dræbende), så det gør de naturligvis ikke. Selv en ytring om, at man som kunstner måske er skideligeglad med det opblæste Noma-koncept og langt hellere vil  have gammeldags danske kromad er naturligvis helt utænkeligt, det ytringsmæssige spektrum er ganske overordentligt begrænset for medlemmer af det gode og snakkende selskab  Når man så endeligt siger noget uventet og potentielt interessant, å bliver man jo iøvrigt osse alt for let dæmoniseret som mulig støtte til skrækkelige DF. Tænk blot, hvis man kættersk og foragteligt og helt forkert måtte foretrække klar suppe med boller fremfor ligegyldig (de-)konstrueret kunstige kulinariske kalamiteter. Ikke at forveksle med “kalamares”, der jo kan være ganske delikate.

Nej, det er ikke nemt at være kunstner med en sådan begrænset frihed, for tænk dog blot at blive mistænkt for at mene NOGET, som ens fans IKKE gør. Tag for eksempel en stakkel som Mads Langer, der som alle andre succesrige kunstnere naturligvis mener, FULDSTÆNDIGT det samme om alt fra burhøns til grinde-drab som han tror hans fans gør. Ingen slinger i valsen her, det har jan heller ikke råd tid og allermindst da en hysterisk Facebook-amokstorm. Og fred være med det.
hvad der så måske er lidt mere trist ved mandens priviligerede økonomiske situation er så vel, at han på netop Facebook tydeligvis føler sig “beklikket” på sin kunsteriske og personlige frihed til at blive hørt, når medierne spørger.

Der er nemlig en skribent, der har stillet det for Mads Langer og massevis af andre det vel ikke urimelige spørgsmål, hvorfor i alverden dog medierne med rimelighed afæsker netop “kendisser” som Mads meninger om dette og hint samfundsmæssige spørgsmål, som de vel i ligesågodt kunne have spurgt hvemsomhelst på gaden om i en ligegyldig “voxpop” Hvor medierne så for foeventelig-forhåbentlig højnelse af interessen for ligegyldighederne inddrager folk som altså Mads her, sikkert med en vis succes. Og med altså stensikker pålidelig garanti for vi andre et TOTALT ligegyldigt synspunkt uanset hvad så manden iøvrigt måtte mene og hvordan han iøvrigt som kommercielt-succesfuld  og dermed sikkert ganske selv-centreret personlighed måtte være bag facaden.

Den slags er altsammen fuldstændigt ligemeget, Mads her føler sig forventeligt ganske voldsomt forulempet over, at man altså som “ikke-kunstner”stiller spørgsmål ved, med hvilken rimelighed man spøger kunstnere og andre for i sammenhængen ganske ligegyldige kendisser ud om samfundsmæssige anliggender, hvor enhvers ytring burde have samme vægt og ingen meninger burde veje tungere end andres. Og hvor kunsterisk omhyggeligt og passende kommercielt-doseret følsomhed bestemt ikke øger attraktionen ved ligegyldighederne.   Og da for os mere gemene iagttagere da slet ikke folk, hvis mening er begrænset af hans publikums på nogenlunde samme måde som den potentielle kunstneriske katastrofe, der ville ske ved at Richard Ragnvald sprang ud som støtte til EL. Eller måske bare som en almindeligt flink fyr, det er han nemlig heller ikke rigtigt, altså Richard Uanset hvad de begge måtte mene ville de kun kunne tabe. Og netop derfor ville det være helt ligegyldigt at forvente et interessant og spændende svar på snart sagt nogetsomhelst fra nogen af dem. Selvfølgelig.

Nå, det får så være ligemeget , hvad en sikkert rimeligt selvfed og -centreret (der jo desværre er succesens sandsynlige ledsager og ditto måske ligefrem forudsætning) såkaldt kunstner måtte mene i det offentlige rum, hvor han aldrig kan være andet end uærlig alligevel som vi jo allesammen er, denne skribent bestemt ikke undtaget. Selv jeg sætter grænser for ærligheden, helt dum er man vel ikke..

Derimod kan det forbløffe, når der netop på basis af sådan noget lettere indbildsk pladder fra Mads om egen kunstnerisk “menings-ukrænkelighed” og indlysende i selvforståelsen betydning som meningsdanner fremfor “Maren i kæret” kan fremprovokere en veritabel støttekoncert af folk, der mener, at netop kunstnere er bedre og mere følsomme mennesker, der naturligvis har mere ret til at blive hørt end andre i de mest ligegyldige menings-henseender, fordi de åbenbart skulle være både bedre og mere følsomme mennesker, hvis ord derfor vejer tungere end alle vi andre padders.
Demokrati og den frie ytring er altså noget mærkeligt noget og Mads har naturligvis ligeså megen ret til at ytre sig som enhver anden.
Og derudover er hans mening om hvadsomhelst ligeså ligegyldig eller ligeså vigtig som enhver andens. Intet mere, intet mindre, kunstner eller ej.
For denne skribent meget MINDRE, men mon ikke osse han mener og ikke mindst ER  noget helt andet og en helt anden bag den pop-glittede facade. Som desværre nok osse denne ellers både fornuftige og uhyre sympatiske skribent her…
Blot mærkeligt, at ingen åbenbart får den tanke om mandens indlysende bur af selvcensur.gør ham MERE eller MINDRE interessant at høre på, selv er vi da ikke i tvivl.

Facebook-demokratiets hukommelse..

er jo til alt held temmeligt kort, og selv om der stadigvæk driver druknede migranter ind på Libyens kyst i dette øjeblik, så ER billedet af den druknede dreng brugt. Verden er blevet helt anderledes hårdfør siden den berygtede TV-transmitterede henrettelse af en angivelig Vietcong-soldat med et skud i tindingen midt på åben gade. Sammen med billedet af det forbrændte panikslagent-løbende nøgne barn skabte det en fornemmelse af krigens meningsløshed, som vi, der er gamle nok, har endnu.

Til gengæld er der så nu siden dengang sket et så kolossalt billed-bombardement af de mest udpenslede grusomheder og talløse offentlige henrettelser, at den slags forlængst er ophørt med at have nogen virkning. OVERHOVEDET!  Og når en københavnsk teaterdirektør med kolossal patos og selvfedme i det dødssyge selvfede Deadline uimodsagt påstår at det nylige billede af den druknede dreng er en uomgængelig “game-changer” (min egen version red.) af folkets forståelse for migranternes situation, så har han da intet fattet. Den kollektive hukommelse er blevet så uendeligt kort, og på trods af mange flere indsamlere i gårsdagens Røde Kors-indsamling var udbyttet beskedent. for så vidt som en sølle femmer i snit pr dansker vel ikke ubetinget er imponerende. Og selv om man fradrager alle de omkring 20% helt forkerte DF-støtter, der jo for de hadefuldeste elementer af den af den rød-fascistoide fløj har ødelagt “deres Danmark”, så ER det squ da for ringe. og vel bare et bevis på det gamle mundheld “folk snakker og røven går” Når der nu er så mange, mange velmenende danskere, hvorfor i alverden kan de så ikke trække de få “ikke-menneskers” åbenbart ganske beskedne bidrag op? Mærkeligt, når der nu er så mange af de helt, helt rigtige..!

I det hele taget har jeg aldrig tidligere været aktiv på Facebook, så derfor har det da fornyligt været en øjenåbner af de mere skræmmende at se de afskyeligt-sekteriske at se den daglige dosis af hadefuldhed hos flere af mine egne såkaldte Facebook-venner. Der simpelthen hver eneste dag kan finde eksempler på bankernes og zionisternes og DF´s usigelige grusomheder og nærmest voldtægts-lignende overgreb mod deres helt eget helt rigtige Danmark. Helt derude har den politiske debat så ikke været tidligere, og det, der tidligere ville have givet en soleklar dom for injurier og bagvaskelse og trusler om almindelig vold er på mange af mine “venners” sider simpelthen daglig kost. Og når så denne sagtmodige skribent tillader sig at skrive lidt i de mest sygelige og hadske tråde, så slettes kommentaren naturligvis omgående. Frådende sygt had næres jo bedst af psykopatens egen “indre vulkan” af permanent selvantændende vrede.

Nå, vi må så fra vores omgang i hundeverdenen glæde os over, at det ikke er de små om impotente hunde, der trods voldsom gøen er de farligste. Nej rigtigt farligt bliver det først den dag helt almindelige danskere som for eksempel alle de hårdt kæmpende mennesker det danske landbrug “lukker ned”, så de “snakkende klasser” skal til at finansiere deres egen  selvfede snak helt selv. Eller for visse af de mest hadske i egen omgangskreds finansiere de permanente overførselsindkomster, der åbenbart giver dem yderligere både næring og tid till at videreudvikle hadefuldheden. Lidt trist at spilde penge på sådanne fjolser når der nu er så mange, der fortjener det så endeligt meget mere.

Man kommer nemt efter denne weekends Røde Kors indsamling til at tænke på dengang formand Anders Ladekarl med passende mediebevågenhed lod sig fragte nærmest kongeligt til Haïti for at besigtige sagerne i en situation, hvor der var brug for al hjælp til at grave fastklemte ud af af de sammenstyrtede huse. Med sin logrende medløberiske mediekortege nød min gamle studie-fælle Anders tydeligvis øjeblikkets storhed dér midt i al katastrofens gru. Derudover kan det så ikke helt afvises, at det største varige minde om den store danske rorgængers besøg på Haïti nok har været bremsesporene på landingsbanen..

Det var med dette billede på nethinden af den danske Røde Kors-formand  (og IKKE det med det druknede barn), at jeg pænt sagde nej tak til indsamlerne i går.
Jeg er ikke nødvendigvis stolt af det, men det er sådan det er. Jeg ønsker ikke at støtte en organisation, der har “kåret” sådan en fætter som Anders til mangeårig formand og mine penge skal ALDRIG gå til at chartre et privatfly for disse nødhjælps-dignitarer.. . På den anden side burde alle  de, der gav så uendeligt meget mere end jeg, altså en hel femmer, måske osse lige spejle sig en ekstra gang i selverkendelsens kedelige spejl. At de muligvis har mere at spejle sig i end jeg er uomtvisteligt, om de så har nok er til gengæld særdels omtvisteligt..
Eller hvorfor, det er jo bare ligegyldigt Facebook-demokrati, hvor man kan mene alt uden for alvor et mene noget og fokus allerede i øjeblikket er ved at skifte som søgelysene efter Lancaster-natbomberne dog denne gang uden nogensinde at fange eller fastholde noget… Selv tror jeg mere på at opføre sig anstændigt i hverdagen og derudover kan jeg ikke se nogen forskel på rød eller sort fascisme.
At holde mere med den ene end den anden svarer vel til som århuasianer at holde med fjolserne fra FCK eller dem ditto fra Brøndby, når de geråder i masseslgsmål. Forskellen er ganske ens for dette øje..