Hundehvalpe, hundehvalpe!

I de nærmeste dage vil vi bringe billeder af firmaets absolutte første og førende hund, Folmer Hund. Det vil primært fordi der om ganske få uger fødes det allersidste kuld hvalpe efter dette formidable dyr. Der hverken fælder eller for sags skyld nogensinde “har valgt at blive fed”, som det hed engang i reklamesproget. Vi ved det, fordi Folmer Hund nu godt inde i sit 12. år er slank som i sin ungdoms vår. Omend en smule mere grålig men stadigvæk min kones absolutte og fortjente førerhund. Der er stadigvæk hvalpe at få efter denne fantastiske audio-hund, der på forunderlig vis lusker af, når man lige selv ellers er så forfærdeligt begejstret over egne “audiotekniske nybrud” Hvorefter man så uvægerligt opdager når fruen ryster misbilligende på hovedet at man da vist har byttet om på fasen et sted. Desværre derfor det lød så meget anderledes og derfor nødvendigvis bedre. Det vil så i virkeligheden sige langt DÅRLIGERE, som super-hunden Folmer forlængst havde kommunikeret ved sit fravær. For tiden ligger dette fine audiofile dyr lige foran vores store biografsystemer, så de er vist ved at være i orden langt om længe. Nå, det var altsammen sagen helt uvedkommende: Hundehvalpe og ikke mindst Tom i Hadsten og Lars i Odder og alle i andre, der er osse en til jer. Lad os høre fra jer snarest og vi lover at blive ved med at poste billeder af den eneste helt rigtige og autentiske superhund. Folmer!

Mere til- og afspilning

I disse dage arbejder vi nærmest i døgndrift. Selv efter velfortjent fyraften fortsætter sliddet. Vi er i færd med at beta-teste et par tidlige eksemplarer af en ny sjov DAC, den profesionelle Lynx Hilo. Den er bl. a sjov, fordi den på sin trykfølsomme skærm kan illudere et analogt viserinstrument. Det der i min tidligere radiohandlertid i Radiohuset Expert hed et “blafro-meter” Derudover er dette elektroniske VU-meter af nogenlunde samme visuelle imponator-effekt som det i 1980-erne nærmest herostratisk berømte “oste-spil”, det med “gufferen”, klap-klap-klap! Det ser helt urhøne-komisk ud, men derudover virker de vældigt fint, disse Lynx Hilo. Hvis ellers de havde været helt samlede ved ankomsten.

Hvordan de så lyder kan vi naturligvis ikke sige noget om. Ihvertfald ikke til de rette hifi-troende, dertil er den forgangne tid til den postuleret-nødvendige tilspilning af apparaterne naturligvis ikke gået. Og så kan man jo intet sige-siger man! Det mener vi nu sagtens man kan. Det første apparat ankom forrige lørdag og nr. 2 i går middag, og allerede efter ca. 5 minutter lød de fuldstændigt ens og det på trods af, at det første har været tændt lige siden, endda i det tiltænkte og fikserede “akustisk/elektriske miljø”, hvor den fremover skal “bo”. Blot mærkeligt at den anden efter så kort opvarmning lød fuldstændigt ligesådan, måske der som visse obskure russiske teorier om vands “hukommelse” har fundet en interaktiv apparat-konstruktionsmæssig eller telekinetisk-elektronisk tilpasning sted. Det lyder i lyset af andre gængse hifi-hypoteser blandt tosserne faktisk rimeligt sandsynligt.

Nå, men vi glæder os da naturligvis alligevel. Ikke mindst fordi al den konventionelle “hifi-visdom” siger, at ligegyldigt hvor godt, noget er (eller dårligt, men det er der intet af det, man selv har købt som er!), så bliver det altid meget bedre over tid. Nu abonnerer vi som enkelte måske bekendt ikke ganske betingelsesløst til denne teori om, at i morgen lyder alting bedre. Vist mest fordi det er i morgen, andre grunde angives sjældent udover at elektronikken i de ellers for deres superhurtighed indkøbte vist skal falde til ro. Hm., mon osse disse halvfede ældre hifi-entusiaster mener, at de selv med ledigggang og tiltagende “vommet” magelighed selv bliver bedre og bedre. Elskere forstås og konens betænkelighedsrynker (måske hun husker på hvilket fjols hun har giftet sig med) forsvinder, fordi “flæsket er blevet spillet til.

Måske, sandsynligheden er vel ca. den samme for at “audio-nirvana” altid først ligger ude i fremtiden. Der ligger den osse altid bedst når det lyder så meget ad Helvede til i dag, ja faktisk så meget, at man bliver nødt til at skrive på diverse fora om det døgnet rundt. Hej, Stefano, husk nu din pille i dag, det svigter vist ellers lidt for tiden, og hifibranchen har brug for flere folk som dig! Ikke nødvendigvis verden, blot branchen!

Og vi går da ud fra, at hvis folk VIRKELIG var tilfredse med lyden, så ville de vel LYTTE, al skriveriet er vel blot for at dække over egen usikkerhed. Det er noget helt andet med os her, vi har masser af tid, da vi med så nye apparater naturligvis ikke kan lytte endnu. Eller nogensinde overhovedet, det eneste man altid kan være sikker på er jo alligevel, at alting er bedre i morgen. Med ganske samme rimelighed som at billedet på ens nye fladskærmsflimmer naturligvis blever bedre og bedre efterhånden som årene går. Hm., mærkeligt, denne påstand har jeg forresten aldrig hørt, den forekommer ellers ganske rimelig. Idet allermindste ligeså rimelig som den anden DAC-tilspilningsting her..

Og så er der alligevel noget, som undertegnede fatter endnu mindre af. Nemlig hvordan ejere af rørbestykkede apparater kan “subskribere” på alle disse flyvske tilspilningshypoteser. For med rør er det jo ligesom en klassisk el-glødepærer: Når først der på uhyre kort tid (minutter)er sket den irreversible mekaniske tilpasning/vridning af rørets mekaniske komponenter, så går det kun TILBAGE med ydeevnen. Det eneste og dermed højeste, som man kan drømme om er vist, at denne ældning mod ubrugelighed går så LANGSOMT, som muligt. VENDE, DET gør processen aldrig. På samme måde som med de herlige gamle højttalere, som vi omgiver os med. De bliver aldrig bedre end de er i dag. Fuldstændigt på samme måde som vi heller ikke selv gør. Hvor osse alt er gennemsnitligt: Man er lidt slappere og MINDRE skarp end man var i GÅR og lidt MERE end i MORGEN.

Mennesket er altså et meget, meget dumt dyr og ingen er vel dummere end den “klogeste” hifientusiast, som fatter så lidt af menneskets unikke evner til selvbedrag. Vi kan ihvertfald ikke komme i tanke om nogen. Åh jo, måske den stupide nætsværmer, der bliver ved med at cirkle i stadig mindre cirkler omkring den brændende fakkel. Indtil den slutteligt (selv)brænder op i sin rituelle “dødedans” Hør-hov, der er vist slet ikke tale om en cirkel-bevægelse så, nå, men derfor går det galt alligevel uanset Euklid og Pythagoras og Platon og Aristoteles uanset om man tror på “Sfærernes Musik” eller ej. Den ene tåbelæighed matcher vel den anden.

Hvor alt “hifi-selvsving” altid uundgåeligt ender-helt galt. Fordi det som nætsværmeren ikke kan andet, heller ikke den formår at lande rettidigt og nyde musikken og mørket! Og den naturligt støt faldende høre-evne, der fordamper som elektronerne i et radio-rør. Ren “one way traffic”, det her.
Det gør VI til gengæld, nyder lyden til hel-fulde mens vi tilspiller vores ører og dette sidste er jo naturligvis ganske let. Ja, man KAN vel i virkeligheden slet ikke lade være. Og så går alting så da uendeligt meget lettere.
Derudover en Lynx Hilo en fantastisk DAC. Siger den højeste autoritet i huset, min kone.

Små-fascistoide morgentanker?

I dag vil vi behandle et potentielt sprængfarligt emne med de mest vidtrækkende konsekvenser, som man vel kan forestille sig. Som det tidligere katolsk-kirkelige begreb “Arvesynden” er det noget, der naturnødvendigt kommer til at række adskillige generationer frem. Dette sidste skyldes, at vi i dag vil berøre selve de tidlige stadier af den seksuelle selektion hos unge kvinder. Og nok mere interessant, selektionen AF disse smarte modeller. En videnskabelig tilsyneladende ganske tilforladelig undersøgelse har nemlig vist, at der finder en ganske heftig selektion af unge kvinder sted,m udelukkende bestemt af deres udseende. Fy føj og det der er værre, hvis der ellers er noget, der er det!

Undersøgelsen viser, at hvis en udseendemæssigt attraktiv ung kvinde ved ansøgningen vedlagde et foto, så ændrede hendes plads i køen sig aldeles afgørende. Hurra hurra ville man(d) vel sige, hvis det altså ikke var fordi den smukkere person oftest røg nederst i bunken af ansøgninger. Og svaret er rigelig fascistoidt for vores følsomme smag, så derfor vil vi citere fra undersøgelsen: “Kvinder er generelt meget hårde ved hinanden. De er generelt nere bekymrede for konkurrence end mænd er” Der er vist en forsker her, der skal op i hænge i nosserne eller hvad?

Nej, det er der ikke, forskeren har nemlig sandsynligvis slet ingen. Udover mod til at sige det indlysende, som tilfældigvis er det samme, som denne vittige og indsigtsfulde skribent altid har sagt. Damen, for sådan en er det, hedder Anni Korsbæk og leder Videnscentret for ledelse. organisation og kompetenceudvikling ved University College, Syddanmark. Det helt indlysende problem er, at den allerstørste del af HR-afdelingen (human ressource eller et eller andet andet engelsk pladder) i alle virksomheder består af kvinder. Det anslås at over 80% af de HR-ansatte er kvinder. Der altså tydeligvis er “kvinder værst” som kvinder ifølge denne skribents livslange (intet mere, eintet mindre) erfaring er og altid har været. Mærkeligt, at en kvinde kan slippe af sted med sådan noget ellers indlysende fascistoidt sludder uden at få ovarierne skåret ud. Der vel ville have været den køns-tilsvarende naturlige skæbne hvis en MAND havde sagt det. Sådan noget har som i al politik UDELUKKENDE noget at gøre med HVEM, der siger det, ikke HVAD der siges. De “forkerte” kan intet rigtigt sige, og de “rigtige” kan til enhver tid som SF`s nye næstformand Matthias Tesfaye stille sig op og sige med fuld og sikker sikker “absolution”, at det han TIDLIGERE sagde om socialismens helt tilbage i 2008 jo bare var nå ja , forkert! Dejligt at være de “rigtige”, så kan man sige alting uden nogen konsekvenser. Mærkeligt at ben-stalinisnisten Ole Sohn aldrig har fattet det. Han kunne i tidens ukritisk-journalistiske klima sagtens have “demonteret” den gamle forræderi-sag, ja, det kan han desværre muligvis endda endnu..

Som en anden forsker siger, for vi må jo lige afslutte dagens lille ekskurs udi den kønspolitiske udørk er, at “..virksomheder måske begår en fejl ved at tillade, at deres HR-afdeling eller rekrutteringsbureau er så styret af kvinder”
Ja, det tror vi ganske bestemt. Fuldstændigt på samme måde som store dele af det danske uddannelsessystem begyndende i vuggestuen er godt i gang med at sygeliggøre/”DAMP”ificere ENHVER tidlig maskulin adfærd.
Dagens triste erkendelse er så, at de små poder ikke engang så ikke engang får nogen pæne pige-pædagoger at kikke på. Squ godt man selv er gammel nok til at have oplevet dengang det var FØR. Inden verden gik af lave og de hårde og grimme kvinder tog magten over de pæne.
Mærkeligt, at man her til morgen kommer til at tænke på, hvordan de tyske RAF-terrorister Gudrun Enslin og Ulrike Meinhof så ud. Kvinder kan som andre hun-hunde være meget barske. Og som hunhundene kan de slippe afsted med det, fordi ingen mænd eller andre han-hunde blander sig i de interne magtkampe. Sikke klog man kan blive af at lufte hunbde, måske man skulle være blevet forsker.

En morgen-“Hadouk”-kert

Her til morgen sender vi usædvanligt venlige tanker til en helt usædvanligt flink mand. Selv om denne sætnings-konstruktion er noget mere end halv/helkikset (da manden naturligvis osse er usædvanligt flink de dage, hvor vores tanker IKKE er det), så er det alligevel både rigtigt og naturligt at tænke på familiens gode ven Tom F.

Den direkte anledning er den, at det er Tom, der har introduceret os til den ganske finurlige jazz-gruppe kaldet “Hadouk Trio” Der i lighed med andre små-grupper undertiden udvikler sig til en kvartet, heldigvis kun ganske sjældent. Allerede som ren trio er der nemlig “godaw” i bandet, der med effektive virkemidler skaber deres eget helt særegne rytmiske univers. Det er derfor vi har valgt Hadouk Trio til at teste vores nye el-installation, ganske usædvanligt omkostningstungt bygget op omkring en eksperimentel opstilling af en kombination af Furman P6900-regulatorer og Furman P2300-balancerede isolationstransformatorer, ialt knapt 140 kg. metal.

Om det så kan hører, for at forblive i alle danske politikeres yndlings-“lingo”, nemlig det retoriske spørgsmål? JA, det KAN det. Der har simpelthen aldrig været noget, der blot ligner den realisme, som Hadouk præsterer. Eller hvordan man nu lige kan udtrykke det indenfor den mekanisk-reproducerede musiks trods alt betydelige begrænsninger. Der er trods alt tale om i hovedsagen en kegle eller dome af pap eller metal med en spole monteret og placeret i et magnetfelt, der “flapper” frem og tilbage under en selv i teorien såkaldt “finit” grad grad af elektromagnetisk og mekanisk kontrol. Helt godt bliver det aldrig og perfekt endnu mindre.

Ikke desto mindre er det altså en opvågnen i dag af de større. Der er virkelig kommet et par gear mere i den ellers ganske teoretisk kapable kombination af 780 watt/kanal ind i højttalere med en følsomhed på 100 dB, for 1 watt forstås. En del af det er naturligvis psykologisk, alene synet af 6 kvadrat 32A-kabler er et stærkt virkende aphrodisikum, specielt effektivt overfor ikke ganske sikkert seksuelt-funderede midaldrende mænd, men ikke hele forklaringen. Heller ikke alle Furman-apparaternes strålende spændings-displays. Nej, der ER squ forskel og det til det bedre. Helt ubetinget og meget, meget forklarligt. Ingen raketvidenskab her, balancerede strømforsyninger er trods alt en over 100 år gammel opfindelse. Og med ægte 32 “i hanen” til straks-levering direkte ude fra vejen, så er der altså dømt en seriøs “morgen-“Hadouk”kert” Baldamore, av mine ører!

Ellers skal vi i dag i forbindelse med en bebudet skolelukning i Århus lige huske at udtrykke vores lønlige håb. Nemnlig om, at man denne gang ENDELIG får nedlagt den møgskole, som min egen pap-datter har tilbragt så alt for mange alt for forbandede mange år i. Nemlig Løssøesgade Skole under ledelse af et godt “case study” på håbløs ledelse, skoleleder Niels Bo Nielsen. Denne lillebitte skole i elevtal i en kolos af en skolebygning og med ca. en milliard lærere sjoskende ørkesløst og ligegeyldigt rundt på gange, hvor elever åbenlyst hærger både skolens inventar og hvor mobning ikke er noget, der overhovedet findes en politik for (andet end den af strudsen så kendte og elskede)

Det var på denne skole, hvor selv særdeles voldelig mobning ikke blev imødegået af frygt for, at det så bare ville blive værre, som det udtryktes. Og hvor uhyrlige klikedannelser under skvattede lærere (hej Per) i stedet for at blive hindret ligefrem blev FEJRET ved translokationen. Fordi det havde været LET at være lærer i denne psykisk volds-ramte klasse med den helt utæmmede fører-pige, der holdt klassen i et død-lignende jerngreb så grusomt som børn bedst af alle gør. Og hvor vores datter og alle de andre inden eksamen i geografi ingen adgang havde til nogen lærebøger, fordi de var jo var i brug i andre klasser, som den ligeledes fuldstændigt ligeglade geografilærer så rammende udtrykte det. Det måtte vi da kunne forstå, som taber-narren udtrykte det. Jo, det kunne vi sagtens, vi lånte naturligvis lærebøgerne på biblioteket og tøsen fik naturligvis 12. Hvad med alle de andre elever, som ikke fik 12, fordi de ingen bøger havde? Er det underligt, at skolens karaktergennemsnit styrtdykker.

Ingen sang om dem og ingen klagesang om den forhåbentligt snarlige skole-nedlæggelse. Denne gang skal vi dog udtrykke nogenlunde samme håb som skolelederen, der i JP er citeret: “Vi tager det helt roligt..og vi har stået i samme situation før, så det skal nok gå”
Herfra istemmer vi meget gerne et meget inderligt ønske om, at “det nok skal gå”. Som FORTJENT, der ganske sikkert er noget ganske andet, end skoleleder Nielsen håber. Få den lukket den skod-skole i en helvedes fart.
Sjovt nok står vi så ikke spor alene med det synspunkt. Fuldstændigt identiske kommentarer dukker i disse dage op ovre på Århus Stiftstidendes hjemmeside med kommentarer til nyheden. Tillige med den helt overraskende nyhed, at skolen helt uhørt har sendt 3 elever hjem.
For vold, mobning, narkotikasalg eller hvad mon? Nej, fordi de har stillet spørgsmål ved kvaliteten af undervisningen i engelsk og tysk såmænd. Gå selv hjem, skoleleder Niels Bo Nielsen og bliv hjemme! Nedlæg dog det lort og det kan kun gå for langsomt!

Denne ulidelige spænding!

Så er der atter “lys i pærerne” eller måske nærmere i LED-erne, da kun vores McIntosh-forstærkere i deres lettere arkaiske konstruktion anvender glødepærer. Bjerget af Furman-regulatorer og balancerede strømforsyninger står og småknurrer beroligende i det fjerneste hjørne.
Desværre er der endnu ikke kommet LYD igennem vores system i den allernyeste konstellation med direkte “point to point”-wiring af 16A netkabler. Vi regner med, at udeladelsen af den ellers ganske kostbare hidtil anvendte Impanel-multistikdåse for vores Crown-samling bliver den afgørende “krone” på veludført værk. Der ligger masser af reglementerede 16A CE-stik, som vi blot ikke lige har haft tid til at installere, men vi vil regne med, at det sker senere i dag. Der er gået lidt meget kikke-lytning af “Masterchef Australia” i det i den senere lange tid, og det er desværre i nogen grad gået ud over hifitosserierne. Derudover har vi forbasket travlt i vores lille familie-virksomhed, faktisk for travlt til at teste den senest ankomne Lynx Hilo DAC til en forfærdelig bunke penge.

Nå, men nu er der da endelig kommet lys i den, så mangler den blot at blive passende “tilspillet”, som det hedder derude i den pseudo-verden, som kendes under navnet hifientusiasme, og som vi selv i en vis grad søger tilflugt i. Hvorefter vi hastigt flygter tilbage til den virkelige verden igen. Hvor tilspilning af elektronik udelukkende består i opvarmning til optimal arbejdstemperatur af apparaterne. Dette er tydeligvis som alle andre naturlove HELLER IKKE et uantasteligt faktum for de kære hifi-tosser, for for et par dage siden kunne vi læse (jo, denne skribent KAN på trods af alle sine hyppigt i diverse hade-tråde talrige sociale handicaps faktisk godt læse) om tilspilning af netop DAC´s. Hvilket herligt tilfælde, når vi nu netop stod foran samme lange venten på det audiofile Nirvana! Hvor alt forunderligt nok altid uvægerligt bliver bedre og bedre og bedre. Gad vide hvordan konstruktøren af apparaterne har kunnet vide det.

Tilspilningen af hver eneste komponent andrager ifølge de “sande troende” altid hundrede- eller tusindvis af timer, og det vanskeliggør jo i nogen grad designprocessen. Ikke mindst hvis man skal lytteteste hundrede eller tusindvis af komponenter enkeltvist. Traditionelt hævder alle producenter jo at have testet utallige alternative komponenter…Det her giver simpelthen ingen mening. Ligeså lidt som det giver at hævde, at f. eks en rørforstærker efter “indbrænding” af rør kommer til at spiulle bedre. Eller blot LIGESÅDAN, trods alt er den uundgåelige ældning af røret (en relativt let-beskrivelig og temmeligt lineær proces) ALDRIG gunstig for lyden. Af den naturligvis uhyre simple grund, at den kontinuerlige ændring af rørets elektriske og mekaniske parametere naturligvis ændrer på hele KREDSLØBETS dynamik.

Derfor kan det naturligvis sagtens yde ganske glimrende, man kan blot ganske trygt “øs-regne” med, at det I DAG lyder en smule anderledes, end det gjorde i går og gør i morgen. Bedre bliver det blot ikke og rynkerne i ens egen pande bliver heller aldrig pludseligt mindre dybe. Nå, tilbage til tilspilning af DAC: Svaret fra en eller anden anynyme fætter “MikMak” eller hvad denne muligvis Disney-inspirerede fyr angående tilspilning var, at en sådan kun kunne forgå med belastning. Af DAC-ens udgang forstås, altså typisk en 600-10kOhms belastning. Hm., mon ikke man kunne “speede” denne proces lidt op ved at belaste udgangen lidt hårdere med f. eks en modstand på 100 ohm eller mindre? Og dermed altså hårdere belastning.

Helt givet, jo med samme rimelige urimelighed som det andet pladder-postulat her. Der typisk i disse okkulte kredse udstrækkes til, at da ikke alle inter-agerende impedanser i sammenkobling af apparater naturligvis er de samme, så kræver al tilkobling efterfølgende selv af allerede tilspillede apparater en EKSTRA tilspilning af individuel tilpasnings-karakter.
Man siger, at man ikke kan lære gamle hunde (som desværre denne skribent) nye tricks, men alligevel skal alt, selv gamle trætte og tilspillede kredsløb alligevel altid efterfølgende tilspilles i det nye elektriske miljø. Hvor dumt lyder det her lige og hvor absurd er det lige enhver konstruktion af elektronik hermed gøres?
Nå, vi må tilbage til “tilspilningen” af vores nye el-net, der jo naturligvis ved den langt “stivere strømforsyning” skal i gang med at tilspille samtlige komponenter i systemet på ny. Det bliver spændende, hvad de gamle veltjente McIntosh-forstærkere siger til det.
Sikkert det samme som vi selv siger på godt engelsk:” Bollocks!” Hifitosseri er heldigvis begrænset klinisk til mand-kønnet som selv-samme “bollocks” er! Er det i lyset af alle disse helt uoverstigelige “tilspilningsproblemer” noget mærkeligt i, at vi slet ikke har spor travlt med at få lyd på? Og da slet ikke i den fortsatte stræben efter den “perfekte kulsorte baggrund” i musikken. Ingen snak om at musikken skulle blive bedre af det begribeligvis og dette er naturligvis intet tilfælde.
Den søgen efter det illusoriske, der sædvanligvis hedder “Dybt godnat” Fordi det eneste virkelige mørke befinder sig i hovedet hos den, der søger dette INTET!
Sikke dog meget vi i dag har sagt om absolut ingenting, skræmmende næsten som den store og ulidelige spænding.

Sortere end sort!

Vi kan allerede nu for alle de spændt ventende derude afsløre, at forbedringen i lydkvaliteten efter installationen af en ny 32A gruppe direkte ud til vejen er kolossal. Ikke mindst de monterede 6 kvadrat strømkabler er audiofilt guf. Desværre har det ikke været muligt som ellers foreslået an en ganske forslagen mand (jamen det HEDDER det og det ER han!) at finpudse de sikkert allerede forgyldte sikringer. Prosaisk nok er for-sikringen elektronisk og ikke ganske banal et “”tweake audiofilt” Sådan hedder det for voksne mænd (her mest ment i modsætning til små drengebørn), når det ikke længere er socialt acceptabelt at lege med deres tissemænd i fuld offentlighed.

Ak ja, det var herlige tider dengang man var lillebitte og ikke behøvede at finde på de her oversprings-handlinger omkring hifi, som desværre ikke er meget andet end mere af det samme. Hvormed det jo så ikke er spor anderledes altsammen alligevel, og hvor er man så kommet hen med sit liv siden den legende barndom. Man er vist ved at udvikle sig til en slags “skabs-buddhist” som Hummel-direktøren Chr. Stadil. Med særligt tryk på forstavelsen “SKAB(s)” her naturligvis. Og det med ordspillet på “dillermand” her er ganske tilfældigt som alle vi mænds senere berøring af samme legemsdel altid er det. Ikke mindst når konen kikker. På samme måde som direktør Stadil medvirker i flere og flere ligegyldige TV-underholdningsprogrammer-her gik vi og troede, at buddhisme var en religion for afklaring og halvfed livsvisdom, han er da normalt afbildet noget mere ned almindeligt halv-kvanset, ham Siddharta Gautama/Buddha. Tænk at han så mange år inden selve salig Superman osse havde en dobbelt identitet. Som Stadil stadigvæk!

Og jo, vi glemte næsten det forgæves forsøg på at beskrive den lydmæssige forbedring forårsaget af den nye el-installation. Helt som forventet er den allerede kulsorte baggrund i musikken nu blevet ganske uhyrligt-kolossalt meget mere dybsort. Ja, måske nærmest helt blå, fantastisk superduper hurra. Mærkeligt at vi allerede længe inden der var strøm på kunne gætte det, men sådan noget kan man osse kun, når man(d) er mand!
Om der så er nogen reel forskel er en helt, helt anden sag og der må vi afvente fruens dom senere på dagen, når hun engang vågner.

Vi holder altså ikke ferie..

men disse dage er nu alligevel velsignede. Ikke mindst i dag, hvor der ankommer en elinstallatør for forskriftsmæssigt at installere en direkte 32A forsyning til vores 4 X Furman spændingsregulatorer/balancerede strømforsyninger her i værkstedet. Sikke godt det bliver, det ved enhver entusiast altid: Baggrunden i musikken bliver om muligt endnu mere “kul-sort”, bredden og dybden bliver langt, langt bedre og den forøgede ro i lydbilledet og perspektivet, oh la la! Og sikke det da kommer til at kunne “spille musik”
Om ikke andet kommer vi nok som alle andre tossehoveder til at spille den samme plade som vi spillede i går. For at høre FORSKEL, naturligvis, det har absolut intet med musik-nydelse at gøre. Det er blot en nødvendig fase, som man skal igennem INDEN man kan fordybe sig fuldt og helt i musikken. Siger man ihvertfald uden at det nogensinde har givet nogen mening.
Fordi alle sande entusiaster alligevel altid er på vej et andet sted hen. Vel og mærke et HELT, HELT andet sted end der hvor man lytter til musik. “Træls” at indrømme for anstændigt-tænksomme mennesker som denne skribent, der godt ved, når noget giver minus-mening. Nå, mens vi venter vil vi spille en herlig gammel monofonisk Bing Crosby-sølvskive med senere kunstig stereo-sysntetisering. Blot for at demonstrere, at vi har god smag.
Og så skal vi som en yderligere service-meddelelse minde “Sonic/Stefano” om at huske at tage sin pille og passe søvnen. Din tomgangs-æterforurening antager efterhånden et ret foruroligende omfang, selv om vi har oplevet denne “cykliske adfærd” så mange gange tidligere. Hold nu lige for din egen skyld en lille pause!
Ups, det må vi vel osse selv huske at gøre, men nu skal vi altså lytte lidt musik. Hvis vi altså kan nænne det uden at alting er på plads og perfekt super i orden. Og da det naturligvis aldrig bliver helt perfekt, så kommer tiden til “musik” naturligvis aldrig…Mareridtet er jo altid at vågne op en dag mellem bunker af McIntosh og Crown og alskens andre dyrtkøbte sager og endeligt erkende, at man overhovedet ikke interesserer sig for musik. Uha da, jo mere det i virkeligheden er sådan det er jo mere må vi hellere påstå det modsatte.
Ligesom alle de andre pap-hoveder!

Kosmisk ensomhed

Så er fruen “daffet” til Malaga for en kortere bemærkning af adskillige dages varighed og har dermed efterladt denne skribent og husets øvrige beboere til uendelig ensom- og tristhed. Ikke mindst hundene kvitterer ved at ligge forgæves-forventningsfuldt umiddelbart indenfor døren og så kan de osse bedre snorke trygt uden risiko for, at fruen skulle snige sig ubemærket ind. Dette gøres bedst ved at ligge op ad døren, så det er naturligvis den foretrukne og stensikre metode. Hunde er temmeligt dumme men så kloge er de dog uden alligevel at imponere synderligt. I den henseende minder de meget om nogen af nyere tiltag i den professionelle danske audio-branche, hvor rosenrøde dagdrømme og grålig virkelighed blandes sammen til en overraskende fantastisk rosenrød fremtid. Uden at jeg helt forstår den nødvendige sammenhæng (eller forbindelsen overhovedet), men på den anden side: Den største rigdom ligger naturligvis osse i at vide ting, som andre ikke ved. Om det så osse omfatter egentlig frie økonomiske fantasier er så muligvis en anden sag. Ord KAN ganske vist i et vist beskedent omfang i en heldigvis overskueligt kort tid skabe virkelighed, men der skal altså RIGTIGT mange ord til at skabe en radikalt ny professionel audio-virkelighed!

Vi andre må så løbe lidt stærkere imens mens vi med spænding iagttager tingene ske omkring os (hvis der da ellers sker nogenting overhovedet naturligvis) og måske der osse bliver tid til at “lege lidt hifi” Forventningens glæde er altid såre stor, selv om glæden over den pludselige fred altid fordamper med nogenlunde samme hast som højoktan-flyverbenzin.
Livet er noget underligt noget. Og helt, helt fantastisk, ja sommetider grænsende til ren fantasi..