Så er vi tilbage i ro og mag her i førerbunkeren. I det mindste er freden relativ, da ikke meget tyder på den kommer til at vare særligt længe, dertil ligger der lige rigeligt mange igangværende projekter. Det er vist sådan det hedder på nydansk, når man ikke rigtigt er blevet færdig med tingene, og det er ihvertfald præcist sådan det ER. Der forekommer at være lidt rigeligt mange løse ender, men det kan vel efter behag vælge at glæde sig over. Ikke mindst fordi den dag, der IKKE er flere løse ender nogen steder, så er det vel egentligt bare enden på alting..?
Nå, dybe tanker til side, dagen er jo alligevel ikke rigtigt til det med solskin og alting. Og derudover skal vi da huske at takke sidste uges gæsteskribent for et gensynets glæde-glimt af en fortid, som man troede man forlængst havde glemt. den må for nutidens hifientusiaster forekomme noget fjern for nu at sige det lidt mildt. Hvor musikken betød så langt det mest og hifi mest var noget man læste og drømte om. Og iøvrigt blot var et nødvendigt middel til opnåelse af det egentlige mål: Musikgengivelse på et fornuftigt niveau. Og når man så var der, så spillede musikken vist bare i årevis inden der igen skete lidt nyt.
Det var dengang man(d) som anstændigt gift anstændigvis og relativt trygt kunne modtage sine uendeligt diskret emballerede brune kuverter med en anden af mænds måske mere naturlige interesser. Hvad der var i ved vel alle vi forlængst midaldrende mænd, og det vidste postbudene tydeligvis osse. Kuverterne var nemlig indpakket så diskret og uden afsender, at alle i den dengang noget mere tyvagtige etat vidste, hvad der var i.
Det kan være derfor, at éns venner (aldrig én selv, det var altid noget, man lånte naturligvis), der abonnerede på disse magasiner med de kun på hveranden side farvelagte og farverige illustrationer af datidens relativt beskedne stade af lagen-akrobatik, for det meste modtog magasinerne nogle dage forsinket. De af magasinerne, der altså overhovedet nåede frem og oftest noget “æselørede” efter tydelig udenoms-postreguleret åbning og “brug” og så skal vi vist ikke gå videre i detaljeringsgraden her. Nå, men man hørte altså osse musik, rigtigt meget. Måske osse fordi der ikke udkom ret mange af disse magasiner, ja det har nok været en medvirkende faktor til musiknydelsen. ikke mindst fordi man jo konstant måtte have et “musik-beredskab” klart hvis det engang imellem lykkedes at lokke en af datidens mere knibske kvindelige modeller med hjem. til obligat afspilning af lidt følsom musik. og der var det jo vigtigt, at musikken klart signalerde, hvilken formidabelt-følsom intellektuel person man nu var. Ak ja, Pink Floyd blev aldrig det samme bagefter..
Nå, dette var mest for at slå en lille ekstra “krølle” på Hans-Henriks skriv fra sidste uge. Men nu var han jo osse lige det ældre end denne skribent men at det ligefrem lykkedes for ham at komme hjem til Anne-Lise på hendes pigeværelse, DET var nyt., Heldige skiderik!
Alt er så anderledes i dag. Musik er bare noget, man hører mens man laver noget andet, ikke noget nogen længere LYTTER til. Ihvertfald kun alt for sjældent og ALDRIG OVERHOVEDET nogensinde, hvis man er rigtig nutidig hifientusiast. Så er man på evig speed-dating lignende udkik efter næste audiofile “fix” og når man så som for de fleste flere gange om måneden har anskaffet dette, så må man jo bare i gang med den samme gamle rutine. nemlig at høre alle de velkendte 3 plader for at detektere alle de utallige forskellige forbedringer , der heldigvis altid er, når man har købt noget nyt. At forsøge at bortforklare det er ca. ligeså svært som dengang man(d) af fruen blev fanget på fersk gerning med fingrene i den brune diskrete kuvert, og skulle forsøge at sandsynliggøre forlagets fjumren med at fejlpakke et Weekend -Sex-blad i stedet for det Scientific American, man jo altid havde bestilt. Altid noget besværliggjort af, at det ene var format A5 og det andet format Folio
Og så tilbage til dagens overskrift: Glazunov. Der jo i dag er nærmest glemt, og det er faktisk paradoksalt. Ikke fordi der var særskilt meget uforglemmeligt ved mandens musik. For nok var Glazunov en uhyre kapabel komponist, han komponerede aldrig noget, som var rigtigt godt. Det syntes han iøvrigt heller ikke selv, så det var måske derfor, han fandt et ret tarveligt job på konservatoriet og lidt supplerende glemsel i “det lille vand”, som russere traditionelt har søgt alkoholisk trøst i..
Tilbage til det paradoksale: Den glemte Glazunov var muligvis det menneske, der nogensinde har haft den bedste musikalske hukommelse. hvis man altså skal tro en af hans elever, den noget dybere komponist Dmitrij Sjostakonitj. Der slet ikke havde samme evne, men til gengæld gaven til at SKABE. Glazunov var i stand til ganske verbatim at afspille et vilkårligt håbløst nykomponeret stykke musik, som en tilfældig elev engang havde forsøgt sig med. Det må have været vildt, at se denne tidligt ældede trivelige småfrustrede mand sætte sig ned og afspille den musik, man selv havde komponeret. Og forsøgt at komme ind på konservatoriet med for måske flere år siden. Uden held og ér sad Glazunov så bare og spillede resten af det måske timelange stykke af musikalsk makværk. Fordi han kunne huske al den musik han nogensinde havde hørt.
Nå, det var og er vist en særdeles usædvanlig evne, noget sjældnere end den allerede noget usædvanlige osse lidt tvivlsomme “gave” af absolut gehør. Som jeg kun mindes blandt de kendtere komponister Camille Saint-Saëns at have besiddet. Han drev det jo heller ikke vanvittigt vidt. Måske han som Glazunov hele tiden lod sig irritere over musikkens ufuldkommenhed, for intet er vel mindre fast end den absolutte tonehøjde? Glazunovs hoved var måske så fuldt af overflødig information, at det helt blokerede for hans selvstændige og uomtvistelige kreativitet. Måske, dt blev ihvertfald værre med alderen. Og vodkaen. Men selv som ung ville han aldrig have kunnet høre forskel på 20 identiske CD-er af hans egen saxofon-kvartet, han var kun et menneske..
Alt ialt en lidt trist skæbne for stakkels sælsomt begavede Glazunov. Ikke tragisk, han kunne bare ikke rigtigt komme videre end at være en musikalsk encyklopædi og det indrømmede han gerne. Tænk blot, om nutidens såkaldt seriøse hifi-entusiaster ville indrømme, at de ALDRIG NOGENSINDE hører musik. Fordi de naturlig-nødvendigvis HELLER ikke kan. Fordi de altid i deres “speed-dating” er på stadig søgen.
Nå, statistisk brænder langt de fleste af fjolserne sammen før eller siden og forsvinder fra forum-firmamentet. Når man kører afsted i overgear og uden omdrejningsbegrænsning er tiden for en motors og hobbys holdbarhed jo bare talte..
Og så findes der åbenbart alligevel undtagelser fra disse regler, angiveligt endda adskillige. Folk, der i mange dage med total sikkerhed lydligt kan identificere hver eneste af til eksempel 20 iøvrigt end CD-plader. Eller 50 eller 100. Eller hvordan hver enkelt sikring (og typen) vender i apparaterne og som en selvfølgelig ALT ANDET. Måske lidt mærkeligt, at disse alt-hørende få aldrig taler om at testlytte sikrings-HOLDERE i apparaterne (der er ellers en del derinde), de beskæftiger sig altid kun med ting UDENFOR. Mystisk.
Nu omtalte vi disse vidunderlige mennesker som “angiveligt” undtagelser fra alle os andre mere almindelige mennesker med en videnskabeligt bevist akustisk hukommelse ca. som en akvariefisks dér i sin bowle. Intet er det samme efter få sekunder. Denne skribent bestemt ingen undtagelse. Erfaren lytter, jo tak, men har uforvarende lydforbedringsmæssigt snydt sig selv så mange gange, at troen på egen ufejlbarlighed er rystet.
Nå, anderledes med denne nye mennesketype af “alt-hørende” mennesker. Deres rigs-fører hedder Peter Steffensen, og hvis nogen skulle have yderligere lyst til stifte bekendtskab med denne helt ubegribeligt kompetente super-lytter med de gyldne ører, så læs gerne de senere indlæg i den tråd på nerds.dk, der hedder “Stinker den digitale lyd..” Det er en mand, som denne skribent naturligvis er uendeligt misundelig på, for ham Peter, HAN (og de venner, som han tit citerer for OSSE at kunne høre det umulige) har godt nok nogle gode ører. Indtil videre har vist ingen kunne nævne noget, som han ikke har en sikker auditiv fornemmelse for. Han ved simpelthen ALT om alting. tydeligvis bare OVERHOVEDET ingenting om ganske anderledes almindelige godtkøbskram, som sidder INDEN I alle apparaterne og det uanset pris. Fordi små prutfirmaer jo bare må købe det, som findes på markedet af standardkomponenter. Alt er simpelthen for lydguden Peter Steffensen her bare udvendige tweaks og pis og andet papir. ALT kan afgørende ændres udenpå. Alt det man efterfølgende skal “købe sig lykkelig” i OG fattig! Nå, det gælder så for flere andre i denne hidtil helt uovergåede debat om at høre det umulige, Vi skal lige videregive den advarsel, at denne tråd ikke er spor morsom for folk med naturvidenskabelig viden udover det obligatoriske 7 klasses pensum, snarere tragisk udenfor enhver sammenligning. På samme måde som de forstyrrede psykologer, der engang mente, at børn, der spillede meget computerspil, udviklede en helt ny og forbedret motorik. Indtil ungerne altså efterfølgende skulle lære at gå og der hjalp deres supertrænede spilfingre så sjovt nok ikke,.Mærkelige motoriske teorier, som at maskinskrivning eller knipling skulle være nogen særlig intelligens..Eller evnen til at høre græsset gro..
Vi troede ikke, selvfedmen og troen på egen uendelige ufejlbarlighed og alviden ( og ikke mindst afviklingen af samtlige hidtidigt etablerede naturlove, man vist ellers konstruerer apparater efter) kunne blive værre, men vi tog fejl. Det var vist blot den Peter, tak fordi du atter engang har medvirket til at sænke prisen på god gammel hifi!
Hold da kæft, mand, sikke dog en selvudleverende nonsens-underholdning. (ikke den her blog, det siger vel sig selv, dette forhåbentligt intelligente selvkritiske permanente fyrtårn for selvstændig tænkning er jo i en helt anden liga eller…?.)
Iøvrigt har akustisk hukommelse overhovedet INTET at gøre med MUSIKALSK hukommelse som Glazunovs. Der hverken besad absolut gehør eller nogen særlig fornemmelse for korrekt stemte instrumenter.
Forskellen på Peter (og hans forhåbentligt få venner) og jeg selv er vist, mest, at jeg godt ved, jeg sommetider er til grin. Når jeg atter engang auditivt bliver stor-snydt. Af mig selv.
Måske bare forskellen på Peters ubestridte super-evner overfor mine mere almindelige er det, der støder mig allermest.. Eller hvem det nu er, der snyder hvem..