Aleksandr Glazunov

Så er vi tilbage i ro og mag her i førerbunkeren. I det mindste er freden relativ, da ikke meget tyder på den kommer til at vare særligt længe, dertil ligger der lige rigeligt mange igangværende projekter. Det er vist sådan det hedder på nydansk, når man ikke rigtigt er blevet færdig med tingene, og det er ihvertfald præcist sådan det ER. Der forekommer at være lidt rigeligt mange løse ender, men det kan vel efter behag vælge at glæde sig over. Ikke mindst fordi den dag, der IKKE er flere løse ender nogen steder, så er det vel egentligt bare enden på alting..?

Nå, dybe tanker til side, dagen er jo alligevel ikke rigtigt til det med solskin og alting. Og derudover skal vi da huske at takke sidste uges gæsteskribent for et gensynets glæde-glimt af en fortid, som man troede man forlængst havde glemt. den må for nutidens hifientusiaster forekomme noget fjern for nu at sige det lidt mildt. Hvor musikken betød så langt det mest og hifi mest var noget man læste og drømte om. Og iøvrigt blot var et nødvendigt middel til opnåelse af det egentlige mål: Musikgengivelse på et fornuftigt niveau. Og når man så var der, så spillede musikken vist bare i årevis inden der igen skete lidt nyt.

Det var dengang man(d) som anstændigt gift anstændigvis og relativt trygt kunne modtage sine uendeligt diskret emballerede brune kuverter med en anden af mænds måske mere naturlige interesser. Hvad der var i ved vel alle vi forlængst midaldrende mænd, og det vidste postbudene tydeligvis osse. Kuverterne var nemlig indpakket så diskret og uden afsender, at alle i den dengang noget mere tyvagtige etat vidste, hvad der var i.

Det kan være derfor, at éns venner (aldrig én selv, det var altid noget, man lånte naturligvis), der abonnerede på disse magasiner med de kun på hveranden side farvelagte og farverige illustrationer af datidens relativt beskedne stade af lagen-akrobatik, for det meste modtog magasinerne nogle dage forsinket. De af magasinerne, der altså overhovedet nåede frem og oftest noget “æselørede” efter tydelig udenoms-postreguleret åbning og “brug” og så skal vi vist ikke gå videre i detaljeringsgraden her. Nå, men man hørte altså osse musik, rigtigt meget. Måske osse fordi der ikke udkom ret mange af disse magasiner, ja det har nok været en medvirkende faktor til musiknydelsen. ikke mindst fordi man jo konstant måtte have et “musik-beredskab” klart hvis det engang imellem lykkedes at lokke en af datidens mere knibske kvindelige modeller med hjem. til obligat afspilning af lidt følsom musik. og der var det jo vigtigt, at musikken klart signalerde, hvilken formidabelt-følsom intellektuel person man nu var. Ak ja, Pink Floyd blev aldrig det samme bagefter..
Nå, dette var mest for at slå en lille ekstra “krølle” på Hans-Henriks skriv fra sidste uge. Men nu var han jo osse lige det ældre end denne skribent men at det ligefrem lykkedes for ham  at komme hjem til Anne-Lise på hendes pigeværelse, DET var nyt., Heldige skiderik!

Alt er så anderledes i dag. Musik er bare noget, man hører mens man laver noget andet, ikke noget nogen længere LYTTER til. Ihvertfald kun alt for sjældent og ALDRIG OVERHOVEDET nogensinde, hvis man er rigtig nutidig hifientusiast. Så er man på evig speed-dating lignende udkik efter næste audiofile  “fix” og når man så som for de fleste flere gange om måneden har anskaffet dette, så må man jo bare i gang med den samme gamle rutine. nemlig at høre alle de velkendte 3 plader for at detektere alle de utallige forskellige forbedringer , der heldigvis altid er, når man har købt noget nyt. At forsøge at bortforklare det er ca. ligeså svært som dengang man(d) af fruen blev fanget på fersk gerning med fingrene i den brune diskrete kuvert, og skulle forsøge at sandsynliggøre forlagets fjumren med at fejlpakke et Weekend -Sex-blad i stedet for det Scientific American, man jo altid havde bestilt. Altid noget besværliggjort af, at det ene var format A5 og det andet format Folio

Og så tilbage til dagens overskrift: Glazunov. Der jo i dag er nærmest glemt, og det er faktisk paradoksalt. Ikke fordi der var særskilt meget uforglemmeligt ved mandens musik. For nok var Glazunov en uhyre kapabel komponist, han komponerede aldrig noget, som var rigtigt godt. Det syntes han iøvrigt heller ikke selv, så det var måske derfor, han fandt et ret tarveligt job på konservatoriet og lidt supplerende glemsel i “det lille vand”, som russere traditionelt har søgt alkoholisk trøst i..
Tilbage til det paradoksale: Den glemte  Glazunov var muligvis det menneske, der nogensinde har haft den bedste musikalske hukommelse. hvis man altså skal tro en af hans elever, den noget dybere komponist Dmitrij Sjostakonitj. Der slet ikke havde samme evne, men til gengæld gaven til at SKABE. Glazunov var i stand til ganske verbatim at afspille et vilkårligt håbløst nykomponeret stykke musik, som en tilfældig elev engang havde forsøgt sig med. Det må have været vildt, at se denne tidligt ældede trivelige småfrustrede  mand sætte sig ned og afspille den musik, man selv havde komponeret. Og forsøgt at komme ind på konservatoriet med for måske flere år siden. Uden held og ér sad Glazunov så bare og spillede resten af det måske timelange stykke af musikalsk makværk. Fordi han kunne huske al den musik han nogensinde havde hørt.

Nå, det var og er vist en særdeles usædvanlig evne, noget sjældnere end den allerede noget usædvanlige osse lidt tvivlsomme “gave” af absolut gehør. Som jeg kun mindes blandt de kendtere komponister Camille Saint-Saëns at have besiddet. Han drev det jo heller ikke vanvittigt vidt. Måske han som Glazunov hele tiden lod sig irritere over musikkens ufuldkommenhed, for intet er vel mindre fast end den absolutte tonehøjde? Glazunovs hoved var måske så fuldt af overflødig information, at det helt blokerede for hans selvstændige og uomtvistelige kreativitet. Måske, dt blev ihvertfald værre med alderen. Og vodkaen. Men selv som ung ville han aldrig have kunnet høre forskel på 20 identiske CD-er af hans egen saxofon-kvartet, han var kun et menneske..

Alt ialt en lidt trist skæbne for stakkels sælsomt begavede Glazunov. Ikke tragisk, han kunne bare ikke rigtigt komme videre end at være en musikalsk encyklopædi og det indrømmede han gerne. Tænk blot, om nutidens såkaldt seriøse hifi-entusiaster ville indrømme, at de ALDRIG NOGENSINDE hører musik. Fordi de naturlig-nødvendigvis HELLER ikke kan. Fordi de altid i deres “speed-dating” er på stadig søgen.
Nå, statistisk brænder langt de fleste af fjolserne sammen før eller siden og forsvinder fra forum-firmamentet. Når man kører afsted i overgear og uden omdrejningsbegrænsning er tiden for en motors og hobbys holdbarhed jo bare talte..

Og så findes der åbenbart alligevel undtagelser fra disse regler, angiveligt endda adskillige. Folk, der i mange dage med total sikkerhed lydligt  kan identificere hver eneste af til eksempel 20 iøvrigt end CD-plader. Eller 50 eller 100. Eller hvordan hver enkelt sikring (og typen) vender i apparaterne og som en selvfølgelig ALT ANDET. Måske lidt mærkeligt, at disse alt-hørende få aldrig taler om at testlytte sikrings-HOLDERE i apparaterne (der er ellers en del derinde), de beskæftiger sig altid kun med ting UDENFOR. Mystisk.

Nu omtalte vi disse vidunderlige mennesker som “angiveligt” undtagelser fra alle os andre mere almindelige mennesker med en videnskabeligt bevist akustisk hukommelse ca. som en akvariefisks dér i sin bowle. Intet er det samme efter få sekunder. Denne skribent bestemt ingen undtagelse. Erfaren lytter, jo tak, men har uforvarende lydforbedringsmæssigt snydt sig selv så mange gange, at troen på egen ufejlbarlighed er rystet.

Nå, anderledes med denne nye mennesketype af “alt-hørende” mennesker. Deres rigs-fører hedder Peter Steffensen, og hvis nogen skulle have yderligere lyst til stifte bekendtskab med denne helt ubegribeligt kompetente super-lytter med de gyldne ører, så læs gerne de senere indlæg i den tråd på nerds.dk, der hedder “Stinker den digitale lyd..” Det er en mand, som denne skribent naturligvis er uendeligt misundelig på, for ham Peter, HAN (og de venner, som han tit citerer for OSSE at kunne høre det umulige) har godt nok nogle gode ører. Indtil videre har vist ingen kunne nævne noget, som han ikke har en sikker auditiv fornemmelse for. Han ved simpelthen ALT om alting. tydeligvis bare OVERHOVEDET ingenting om ganske anderledes almindelige godtkøbskram, som sidder INDEN I alle apparaterne og det uanset pris. Fordi små prutfirmaer jo bare må købe det, som findes på markedet af standardkomponenter.  Alt er simpelthen for lydguden Peter Steffensen her bare udvendige tweaks og pis og andet papir.  ALT kan afgørende ændres udenpå.  Alt det man efterfølgende skal “købe sig lykkelig” i OG fattig! Nå, det gælder så for flere andre i denne hidtil helt uovergåede debat om at høre det umulige, Vi skal lige videregive den advarsel, at denne tråd ikke er spor morsom for folk med naturvidenskabelig viden udover det obligatoriske 7 klasses pensum, snarere tragisk udenfor enhver sammenligning. På samme måde som de forstyrrede psykologer, der engang mente, at børn, der spillede meget computerspil, udviklede en helt ny og forbedret motorik. Indtil ungerne altså efterfølgende skulle lære at gå og der hjalp deres supertrænede spilfingre så sjovt nok ikke,.Mærkelige motoriske teorier, som at maskinskrivning eller knipling skulle være nogen særlig intelligens..Eller evnen til at høre græsset gro..

Vi troede ikke, selvfedmen og troen på egen uendelige ufejlbarlighed og alviden ( og ikke mindst afviklingen af samtlige hidtidigt  etablerede naturlove, man vist ellers konstruerer apparater efter) kunne blive værre, men vi tog fejl. Det var vist blot den  Peter, tak fordi du atter engang har medvirket til at sænke prisen på god gammel hifi!
Hold da kæft, mand, sikke dog en selvudleverende nonsens-underholdning. (ikke den her blog, det siger vel sig selv, dette forhåbentligt  intelligente selvkritiske permanente fyrtårn for selvstændig tænkning er jo i en helt anden liga eller…?.)

Iøvrigt har akustisk hukommelse overhovedet INTET at gøre med MUSIKALSK hukommelse som Glazunovs.  Der hverken besad absolut gehør eller nogen særlig fornemmelse for korrekt stemte instrumenter.
Forskellen på Peter (og hans forhåbentligt få venner) og jeg selv er vist, mest, at jeg godt ved, jeg sommetider er til grin. Når jeg atter engang auditivt bliver stor-snydt. Af mig selv.
Måske bare forskellen på Peters ubestridte super-evner overfor mine mere almindelige er det, der støder mig allermest.. Eller hvem det nu er, der snyder hvem..

Beklager det store svigt mandag..

men vi var i England til det hæderkronede firma ATC`s 40-års fødselsdagsfest. Det gik naturligvis ikke stille af, som det sig naturligvis absolut heller ikke hør og bør (med eller uden absolut ge-HØR) for producenten af verdens måske allerbedste højttalere. Og selv om vi ikke vandt den designmæssigt ganske vist noget kuriøse repro-udgave af den allerførste højttaler fra ATC, S50, (Satans da bare osse!), så var det fornøjeligt derovre i den sydvestengelske sommersol. Ja, direkte grænsende (ikke blot næsten  til Wales men osse .) til egentligt uforglemmeligt.

Nu var det bestemt heller ingen hindring for uforglemmeligheden, at vi hele næste eftermiddag var til børnefødselsdag nede ved et umådeligt  idyllerisk sted “on the Severn” med både den oprindelige grundlægger af ATC, selveste Bill Woodman m. obligat søn og den senere tilkomne medejer Bob Polley og osse det meste af  dennes familie. Vi vil vælge at tro, at det er fordi vi selv er så enormt hyggelige omend det måske kan forekomme noget indbildsk. Da vi osse var sammen med disse herlige halvgamle mennesker under ganske umådeligt hyggelige tilsvarende omstændigheder  både sidste og forrige gang, vi var der, er det dog ved at forekomme mere end blot tilfældigt. Vi glæder os allerede til næste gang. Og til atter engang at se eksil-australieren Bill Woodmann trille stoltserende som en kurtiserende påfugl  afsted i sin perfekt restaurerede Ford A iført passende lys stråhat. Ingen stil-brydende engelske læderhjelme her og iøvrigt heller ikke fart nok til at blæse stråhatten af.  Sikke glad han dog så ud dér i den skarpe forårssol, måske det mindede ham om hans landlige opvækst udenfor Castlemaine, Victoria. Det ville da være uendeligt nærliggende, da de osse dengang havde selvsamme bilmodel. En effektiv måde at opsøge gamle minder på, det må man sige!

A propos gamle minder, så har vi fra en kær gammel ven modtaget et “skriv”, som vi vil bringe nedenfor. Det har givet mig mange farverige glimt tilbage til en tid i en barndom, der ellers for denne skribent udelukkende findes foreviget i forlængst falmede sort/hvide fotos. God læselyst!

Melodierne, musikken og….?

I begyndelsen var der melodierne. De bestod af et sæt mangefarvede 45 singler, som var blevet til overs
fra min morfars badehotel. De havde været brugt til dansant’er lørdag aften, hvor de lokale fiskere drak sig
fra sans og samling, hvilket gerne udmøntede sig i slagsmål, vistnok ikke noget alvorligt. De skulle jo ud på
havet igen……
Efterhånden som klientellet voksede (læs: tyskere), blev der råd til at hyre et af de lokale orkestre
(”Torben’s Trio” med El-guitar, trommer og harmonika (!)), hvilket overflødiggjorde ovennævnte
pladesamling og den havnede således i mit nærliggende barndomshjem, og var det første bekendtskab,
jeg stiftede med musik, som var nogenlunde under ens kontrol, det vil sige, at man selv kunne vælge
hvad der skulle spilles hvornår, inden for de stærkt begrænsede rammer af repertoire og en gammel
Eltra ”Radiogrammofon”.
”Torben’s Trio” blev i øvrigt senere udvidet med bas, hvormed allitterationen nødvendigvis måtte forsvinde
til fordel for det knapt så vellydende ”Torben’s Kvartet”, men det er en anden historie. (Han forsøgte sig
faktisk med ”Torben’s Trio med bas”, men den fløj ikke rigtigt).
Radiogrammofonen kunne tage 10 plader ad gangen, som med den største selvfølgelighed blev stablet
oven på hinanden og anbragt i en mekanisme, som lod den næste plade falde ned oven på den forrige,
naturligt nok uden megen hensyn til sporing og afbalancering.
Repertoiret var uforglemmeligt:
Svenske skärgårdsviser på harmonika
Four Jacks
Papa Bue
Raquel Rastenni (Her kommer mutter med kost og spand)
Harry Belafonte
Nina og Frederik (en af dem faktisk med Louis)
Für Elizabeth (i øvrigt navnesammenfald med min storebrors første forelskelse – spilledes ofte)
…og mere af samme skuffe.
Det må bemærkes, at vi skriver ca. 1962, så det var ikke fordi musikken ikke var derude, den var blot ikke
nået til det nordvestlige Vendsyssel endnu.
Den gjorde sit endelige indtog med anskaffelsen af den første Beatles single (I Saw Her Standing There). Her
kan man i sandhed tale om det første (og måske eneste) paradigmeskifte. Det var jo ganske anderledes, og
urimeligt meget bedre, men forbedringen skyldtes alene melodien OG musikken. Gengivelsen var stadig
begrænset til ovennævnte Eltra. Jeg fandt dog en gammel (rød) højttaler på loftet, som med lidt snilde (et
almindeligt 220V net stik, en i øvrigt skæbnesvanger beslutning, herom senere) kunne bringes i forbindelse
med Eltra’en og således fordoble lydkilden med uanet fryd til følge.
Efterhånden kom der flere Beatles singler til, som stadig blev stablet oven på hinanden, dog med det hellige
løfte at veksle imellem A- og B sider, for at sikre et ensartet slid.
Det næste store gennembrud var anskaffelsen af en LP (Rubber Soul), som igen bragte lytteren et helt
andet sted hen: naturligvis var der på det tidspunkt ikke tale om egentlige konceptalbums, men alligevel
var fornemmelsen af sammenhæng tydeligere end på de opstablede singler. På dette tidspunkt mødte den
røde højttaler så sit Waterloo, da min bror syntes at stikket passede ganske godt i en almindelig stikkontakt,
og lige ville høre hvordan det lød……det lød nu ikke af så meget.
Er det ikke noget med UxIxcosф? Vi kan antage (muligvis ukorrekt) at impedansen var 4 ohm………
 (Hvilket? Nå okay, I=U:R)
Også ganske uforglemmeligt.
Herefter flyttede familien (af for evigt uransagelige årsager) til en besynderlig ø i Kattegat, Eltra’en fulgte
med (nu med kun 1 lydkilde), året var 1967, Sgt. Pepper og min første båndoptager ventede om hjørnet….
Sgt. Pepper blev aflyttet for første gang på Anne-Lise’s pigeværelse (langt fremme i skoene var hun) på en
(igen) rød rejsegrammofon med låg. Lågets absolut sekundære funktion bestod i lydgengivelse. Alligevel var
denne på alle måder utilstrækkelige opsætning ikke i stand til at fjerne indtrykket af, at man her stod over
for noget ganske særligt (Sgt. Pepper, altså). Igen melodierne, igen musikken……
Én af de få fordele på denne udørk viste igennem de ikke ubetydelige donationer fra øens beboere i
forbindelse med den hellige konfirmation. Man modtog faktisk 10 kr. fra (næsten) samtlige husstande,
hvilket udgjorde grundlaget for investering i en Beocord 1100 spolebåndoptager. Den kostede faktisk 1300
kr. dengang, hvilket i dagens mønt er et ikke ubetydeligt beløb, i dyb modsætning til den sølle lydgengivelse
fra den minutiøse indbyggede højttaler (denne blev så senere presset til det yderste igennem jammerlige
forsøg på at spille Hendrix’ ”Star Spangled Banner” på en akustisk guitar med Alfred Christensen pick-up til
65 kr. Hvis man satte båndoptageren på ’Record’ og skruede helt op, fik man faktisk både forvrængning og
feed-back til overmål – igen en helt anden historie).
Nå, hvad skulle man så med den Beocord, ud over evindelige diskussioner med brormand om Scotch eller
BASF var bedst (mindst båndsus)?
Jo, der var tale om en betydelig repetoireudvidelse, da man igennem et DIN-stik kunne optage musik
fra forældrenes (transistor) radio, dog ikke helt uden sværdslag, da de hellere ville have haft en anden
model UDEN DIN-udgang (katastrofe!). Ikke helt usædvanligt fik man dog sin vilje, og nu lå vejen åben
for udforskning af den musik som tidligere havde været uden for rækkevidde. Jo, der var både ”Arnold
Layne” og ”See Emily Play”. Man kunne selvfølgelig have købt det og lagt det på Eltra’en, men dels var
rådighedsbeløbet nærmest minus, og dels blev pladerne ganske hurtigt uspillelige som følge af det
hærværk der blev udøvet imod dem.
I øvrigt bragte brormand materiale fra metropolen Odense, hvor han havde en helt anden kildetilgang i
form af overspillede LP’er fra Jefferson Airplane, Janis Joplin, Jimi Hendrix og andre eksostiske herligheder.
De var dog indspillet på en anden båndoptager og lød lidt uldent, og som en ekstra kuriositet var øens
strømforsyning 240V jævnstrøm, ikke de sædvanlige 220V vekselstrøm, hvilket, udover den nødvendige
brug af omformer, som begrænsede tilgangen til el-stik betragteligt, også havde den bi-effekt, at Jefferson
Airplane faktisk blev afspillet for hurtigt, når båndet blev sat på min Beocord. Men det fandt man jo først
rigtigt ud af, da det lykkedes en for evigt at flygte væk fra øen……
Beocorden kørte i døgndrift. Jeg har vel hverken før eller siden hørt så meget musik. Lyttet til kan man vel
ikke sige i egentlig forstand, der er jeg lidt usikker, i hvert fald var gengivelsen umådeligt ringe, selv om der
blev eksperimenteret i rigt mål. På én eller anden måde fik jeg adgang til gamle, små højttalerenheder,
formentlig pillet ud af udrangerede radioer eller hvad der ellers lå tilgængeligt. Beocorden var forsynet
med 1 højttalerudgang, og jeg havde (eksperimentelt) fundet ud at sætte de gamle enheder i serie, hvilket
jo forhøjede impedansen noget, men til gengæld spredte lyden lidt bedre. På et tidspunkt var det hele
monteret i køjesengen (den nederste, ja), og så kunne jeg ligge der og bilde mig ind, at der var tale om
en slags stereo, hvilket jo var det næste uopnåelige mål. Noget kan der have været om snakken, da de
diverse højttalere jo nødvendigvis må have haft helt forskellig karakteristik, og dermed opdelt lydbilledet
på en ganske finurlig måde. (Faktisk mødte jeg senere en, som havde lavet sit eget stereobillede ved at
smide alt under en vis frekvens over i venstre side og resten i højre. Helt ved siden af var det faktisk ikke,
da de daværende stereooptagelser, som følge af det ringe antal spor til rådighed, havde det med at opdele
lydbilledet i en klar venstre/højre halvdel. Dette skulle George Martin senere ændre på, men det er en helt
tredje historie).

Nu håber jeg, at Poul er klar igen.
Kommentarer modtages ikke.

“Deadliest Catch”

Så er der atter en morgen med bunker af trådløst Sennheiser-isenkram  og masser af hvide små monteringshøjttalere, 100V forstærkere og Epson-projektorpærer og reparerede MacBooks. Og så alt det, som IKKE er færdigt endnu, ikke mindst en komplet installation på en lokal skole. Imens er der heldigvis mulighed for høre lidt høj musik her inden det forventes, at jeg kan høre dørklokker eller ringetoner. Eller fruens højlydte bjæffende ordrer, alt ialt et af de absolutte højdepunkter på en sædvanligt god dag. Iøvrigt er fruen på “heste-overnatning”, så alt ånder fred og ingen fare.

Nå, men heldigvis er “fare” jo noget, man altid aktivt kan opsøge (idet vi her vil vælge fuldstændigt at se bort fra diverse risici forbundet med ægteskabet) For eksempel er der jo dagligt muligheder for flere gange at se kaptajn Phil og kaptajn Sig og alle de andre i den særdeles ambitiøse Discovery-produktion om livet blandt krabbefiskere på det stormomsuste Berings-hav. Selv for denne ætling af  talrige generationer af ramsaltede søulke er det altså lidt vildt deroppe ved Aleuterne. Det farlige er nu ikke attraktionen for denne skribent, nej, det er langt snarere det fortsatte årtilange narrativ om forholdet mellem mænd på kanten. Marginale eksistenser, der udelukkende gør det de gør, fordi de ikke kan andet. Det er ihvertfald det, de selv siger, og man tror på det.

Meget pis og overflødig snak er der bestemt ikke blandt disse nylige svenske og norske emigranter til Alaska. Som i Cohen-brødrenes herlige film “Fargo” holder de mest kæft allesammen, og når de så endeligt siger noget, så er det for det meste det samme. Ikke mindst er “It is, what it is” en favorit-aforisme blandt disse “Norsemen”, og det summerer vel egentligt livet op på bedste vis.
Derudover er dagens program “på” lige nu til morgen,  mens dette forsøges skrevet, og alle må derfor kunne forstå, at jeg må løbe.
“Løbe” burde arrangørerne af en nylig hifi-demo måske osse have gjort. Ihvertfald burde den stakkels arrangør, High Performance Audio, nok have lukket døren for Kim Olsen fra netstedet Nerds.dk. I sit mageløst ligegyldige, sjuskede og kortfattede referat fra den forhåbentligt ellers hyggelige demo-session rapporterer lille Kim, at på anlægget til  ca. en million kroner var  “..lyden yderst fornuftig”
Tjah, hvad skal man næsten sige til sådan en dyb og formidabel karakteristik af noget så ubeskriveligt som lyd ..+ Hurra er vel sådan lige lidt meget.. Totalt spild af kaffe og kager OG tid at tage ham med. For selv om han er den eneste sølle fritidsskribent  på dette netsted, så er den her slags omtale altså mindre værd end selv slet ingen!

Komiske halv- og -helgamle mænd

Nu har denne skribent aldrig nogensinde været med til noget møde i den såkaldte “Oxford-bevægelse”, men det kan jo især skyldes, at bevægelsens popularitet har været faldende siden det, der tyder på at have været dens “globale højdepunkt” Sådan noget kan jo som bekendt være svært at vide, man ved det vist først altid rigtigt bagefter, hvor det alligevel kan være fuldstændigt ligemeget. Og nu er det noget “bagefter”, da “Oxford-bevægelsen toppede for godt og vel et  halvt århundrede siden. Og godt nok er denne skribent en gammel tosse, men dog ikke SÅ gammel.

I sit udspring var bevægelsen for så vidt veldædig nok, selv om den senere blev noget overbefolket af moraliserende fjolser. Men nu er det jo osse ganske svært at finde en nok så glimrende oprindelig  idé, der ikke er taget til gidsel af senere småforstyrrede apostle. Som altså den vel i virkeligheden ganske hyggelige Oxford blev det af den senere knapt så selvkritisk-moralske (men til gengæld noget mere selvhøjtidelige “Moralske Oprustning”)  Tag nu blot kristendommen, som denne skribent har stiftet lidt rigeligt bekendtskab med i denne weekend med ikke mindre end 2 kirke-gange. Den ene gang var trist, den anden mere glædelig som tingene jo oftere og oftere er med tiltagende alder. Hvor kirken mere og mere kalder med triste tidender. Nå, lidt sjovt var det da at sidde i “skammekrogen” helt deroppe under alteret i den stopfyldte lille landsbykirke og have direkte næsegrus kontakt med ikke mindre end 4 stk blodtørstige djævle med blottede tænder. Fra mit ydmyge perspektiv så de 4 symmetriske basunengleagtige frelsere ovenover noget utilstrækkelige ud, ja faktisk lignede deres runde ovale munde til forveksling det oprindelige forlæg til Wallace fra lerfigur-tegnefilmen “Wallace and Gromit” Fri mig for sådanne fjumrede  fjolse-frelsere.

Heldigvis blev jeg denne gang reddet af (kirke)klokken, så min tro på det godes endelige sejr over min djævelsk dårlige placering dér i kirken blev aldrig for alvor testet. Måske meget godt, meget tro på at verden nødvendigvis er i umiddelbar gang med at forbedre sig kan jeg dårligt mønstre. Og bedre bliver det bestemt ikke af at sidde og glo lettere hjernelamt på de danske hififora. Jeg har tit undret mig over, hvorfor jeg så gør det, men der er måske gemt en “skabs-flagellant” i mig allerinderst et sted, måske et bi-produkt af en indre missionsk opvækst derude på min barndoms alleryderste næs. Det var dengang Carl Moe og Olfert Ricard prædikede med tordenkiler og ditto -skrald vist i virkeligheden mest om nødvendigheden af hyppige kolde afvaskninger. Om det hjalp ret mange af os unge er måske vanskeligt at vide, men at det har været en ganske nyttig hygiejne-foranstaltning for datidens pæderaster blandt præsterne er til gengæld uomtvisteligt. Den slags ukristelige aktiviteter griser jo som bekendt en smule mere..

Tilbage til dagens selvpineri. Her til morgen sidder vi atter en gang og forbereder os moralsk på dagens dont. Og den slags foregår som for de fleste sikkert ved lidt aflytning af musik. MENS man altså laver noget andet for eksempel altså lige nu at sidde og skrive det her. Hm., det er vist ikke sådan Dmitrij Sjostakovitj havde forestillet sig, at hans musik skulle høres. Vi hører dog osse undertiden aktivt MUSIK uden at lave andet, selv om det bestemt ikke er reglen. Til gengæld lytter vi altså så til alverdens forskellig musik optaget i alverdens forskellige kvaliteter. Hvis man kan lide musikken er kvaliteten jo trods alt fuldstændigt sekundær. Hvis det altså er musikken det drejer sig om. Og det er det så naturligvis IKKE. Hifi og musik er ikke blot IKKE komplementære, den ene UDELUKKER fuldstændigt det andet. Det ved enhver fornuftigt tænkende person, men selv denne skribent kvier sig naturligvis ved at indrømme det. Og aldrig i offentligheden.

Helt samme selvkritiske “oxfordianske” holdning finder vi desværre sjældent derude i det dybe “folke-hifihav” Der beskriver folk som lettere tvangsneurotiske Ramma om, hvordan det først er nødvendigt at lytte til indspilningskvaliteten inden man ved, om man skal kassere musikken. Hvis indspilningen ikke er god, så er det bare ud af klappen med den igen. Nu må folk naturligvis for egne penge gøre det, som de finder på, men mon stakkels ligeledes halvgamle Ramma tror, at den her håbløse totale prioritering af teknik fremfor teknik bringer nye “proselytter” ind i denne hobby for halvgamle tosser. Sandsynligheden er da vist en hel under 100% og det er måske meget godt. Tænk dog at melde sig ind i klub med sådanne medlemmer..Småsygt.

I det hele taget må vi vel sige, at halvgamle tosser med alt for forfærdeligt god tid dominerer de danske fora for tiden, denne ydmyge blog desværre heller ikke undtaget. Noget værre er det dog (stadigvæk) derrude på Nerds og hifi4all, hvis en enkelt nybegynder uforvarende skulle forvilde sig ind blandt de ANDRE halvgamle fjolser med LIGELEDES alt for forfærdeligt god tid. Folk som Jan Stevns og Boyddk (skriv dog jeres navn) og Allanovich plus et par enkelte andre er sikkert skikkelige og flinke i privaten, men I burde måske i lighed med denne skribent holde jer fuldstændigt fra at forsøge med jeres idelige og  ulidelige “gammelmandsklogskab” overfor snart sagt ethvert spørgsmål.  Og så har endda ikke nævnt den evindelige nyopdukkede totale “pauseklovn” med pseudonym “Struktøren”, flittig med “smileyerne” som få og kronisk umorsom som ingen. Undskyld, “Spencer”, jeg glemte lige dig
Måske vi komiske halv- og helgamle mænd bare skulle spille en dårlig optagelse af et fremragende  stykke musik og tænke lidt over, hvor åndssvage og totalt selvbedrageriske vi dog er med hensyn til essensen i hifi- og musik-hobbyen.
Det var så dagens lille “moralske opstød” og “selv-flagellanteri”med obligat musikalsk mono-ledsagelse af Chet Atkins fra 1946. Av-AAHH! Det kan være djævelsk risikabelt at gå i kirke.