Status

Så er det i dag, at den skrappe revisor Anders atter engang vil gennemgå vores firma. Lad os til en start afsløre, at det ser endda helt fint ud, sagt på godt jydsk. Vi har dog åbent som næsten sædvanligt, så tøv endeligt ikke med at kontakte os.

Dobbelte standarder

Efterhånden talrige som det fine gamle udtryk “frø af ugræs” er forslagene om beskatning af multinationale selskaber føget og da sjældent med mindre substans end op til et valg. I lighed med den fiktive græsart “ugræs” (som iøvrigt slet ikke nødvendigvis er græs, ikke at det nødvendigvis gør den mindre fiktiv, naturligvis), som ellers er et fint digterisk virkemiddel og som i denne skribents beskedne landbrugstekniske viden vel nærmest er en slags særligt genstridigt såkaldt rajgræs eller måske skvalderkål der måske har givet den oprindelige inspirationen til Christiania-sangen om at “de kan ikke slå os ihjel..”), så er det svært at få skovlen under de trans-nationale gigantselskaber. For eksempel er det jo sin sag korrekt at prissætte det koncentrerede sorte tjærelignende fluidum, som Coca-Cola sælger til sine nationale distributører. Som formodentligt derefter i lighed med deres danske operatør, De Forenede Bryggerier, år efter år sælger dette verdenskendte produkt med betydelige tab.

Man skulle tro, at kapitalismens ubønhørlige jernhårde logik ville tendere mod at diktere en lavere indkøbspris eller mere effektiv distribution eller et eller andet andet (så har vi vel udtrykt det lidt forsigtigt), men sådan hænger tingene naturligvis ikke sammen. Ingen ønsker dog at betale mere i skat, end det praktiske minimum, ja de fleste ville vel ligefrem vælge billigere løsninger, hvis de kunne. Og det kan og det gør alle virksomheder selvfølgelig, hvis de sidder på væsentlige dele af et marked og tillige på hele produktions- og distributions-processen bag markedsandelen. Sådan noget får uvægerligt det værste op i folk og det er vel naturligt nok. Ligeså naturligt som det er at forsøge at bekæmpe disse multinationale monstre. Og svært grænsende til det egentligt umulige, ikke at det naturligvis bør afholde staten fra at forsøge. Mere sådan for at forklare, at det så nok ikke rigtigt vil lykkes. Nogensinde.

Æren er i kampen, ikke nødvendigvis i sejren, og det er jo lige i denne heldigt, når sejren er så forfærdeligt fjern. Og så ind imellem ser man så alligevel virksomheder med en så fremragende brilliant markedsføring, at det alligevel lykkes fuldstændigt at “afmontere” alle de ubehagelige spørgsmål om skatter og monopoler og alt muligt andet. For mens utallige politikere har forsøgt at beskatte McDonald i Danmark desuagtet, at hele selskabets konstruktion er ren privatejet lokal franchise og osse Microsoft har fået nogen på hatten ikke mindst i EU (det er heldigvis helt anderledes i lille Danmark, hvor selv en Arla-markedsandel på sølle 95-97% naturligvis aldrig kan anskues som et monopol), så er der et firma, der er sluppet for alt.

Det kan naturligvis være, fordi der intet er at sætte fingrene på, det ved vi naturligvis ikke. Men forklaringen kan vel også være, at Apple med sine i lighed med alle andre store succesrige firmaers glimrende produkter bare er dygtigere i deres strømlinede markedsføring. Det sidste ER de givetvis, dette kolossalt værdifulde firma har formået at skabe succes på en for publikum særdeles overskuelig produkt-portefølje med fantastisk kontinuitet. Og helt givet total jernhård kontrol med alt fra primær produktion hos underleverandørerne til det sidste salgsbilag i forretningen. Graden af kontrol får tidligere markedsledere i den tvivlsomme disciplin med at forsøge at styre et produkts eksklusivitet som Bang& Olufsen til at forekomme helt flinke. Baggrunden er så ganske vist billig.

Når man som kunde så står dér i en Apple-butik og ikke kan købe de programmer, som ellers fysisk forefindes i rigelig mængde i forretningen, fordi Apple lige denne dag har dekreteret, at netop dette program fra NU af kun kan downloades direkte i Apple-butikken, ja, så er det jo ikke nemt at undgå en vis lede ved denne ulidelige maniske markeds-kontrol. Ikke desto mindre mindes vi aldrig nogensinde hverken her eller i EU nogen politikere udtale sig om hvorvidt sådan noget er ønskeligt eller om de interne handelspriser mellem delene af en sådan organisation ligefrem afspejler nogen realiteter.

Nå, når ingen spørger om sådan så er det nok fordi alt er i orden. Og Apple naturligvis qua sin store succes i Danmark selvfølgelig betaler skat med glæde ligesom vi andre gør, så det gør de naturligvis. Alligevel er det ganske bemærkelsesværdigt, at den netop afgående Apple-frontfigur hos Apple, Steve Jobs, i denne den bedste af alle verdener kunne slippe afsted med noget af det han huskes for. Ikke mindst at han havde ry for rutinemæssigt at spørge tilfældige medarbejdere på gangen om deres funktion i kompagniet og hvis han ikke mente, at deres forklaring var god nok for ham, så fyrede han dem på stedet. Sådan noget gjorde Henry Ford d. Første af Detroit forresten også og blev passende udråbt til en superkapitalistisk udbytter, næppe særligt forkert.

Mærkeligt at ellers identiske historier kan fortolkes så forskelligt og nogen bliver selvfølgelige skurke og andre selvfølgelig ikke, men måske den om Jobs blot ikke er rigtig. Det værste er så blot, at den fremføres med noget, der næsten minder om kærlighed overfor Jobs` og hans hastigt kommende minde. Hvilket særligt almennyttigt samfundsformål det så tjener på denne måde næsten at “kanonisere” ærkekapitalismens værste sider hos en iøvrigt dygtig og nødvendigvis hård iværksætter er så bare ikke lige til at forstå. Som også at Danmark i Libyen STADIGVÆK bomber med sine angivelige præcisionsbomber uden særligt mål eller med. Sådan lidt “Bombningen af Dresden” i 2. verdenskrigs sidste dage i mini-format, ødelæggelser, som man selv snart skal betale for at udbedre..

Tjah, dobbelte standarder er vel bare dobbelt så godt. Og ligemeget, hvor mange milliarder Bill Gates testamenterer til velgørenhed, så er han stadigvæk en XXXX! Selv opfinderen af dynamitten, ellers heller ikke vanvittigt flinke Alfred Nobel eller den fuldstændigt skruppelløse stål- og jernbanekonge Andrew Carnegie blev dog i eftertiden husket for andet end det gode. Som ganske vist KUN var tjent på det onde og tillige på den helt hårde og barske kapitalistiske måde.

Impasse

Nu er denne ydmyge skribent en total amatør udi det sprog, som “frø-æderne” taler dernede i Frankrig. Mon man politisk korrekt overhovedet længere kan karakterisere hele folkeslag på denne måde på trods af den ellers ganske veletablerede kendsgerning, at de jo faktisk æder disse padde-lår. Og kan man overhovedet længere bruge ordet “padde”, det har jo osse en noget tydelig pejorativ betydning. Verden er i det hele taget blevet et meget sværere sted at være i de senere år, og intet job er vel i den ny-oplyste verden mere umuligt end en ny-oversættelse af tegneserien Tin Tin til ny-dansk. Et politisk korrekt udgave af Tin Tin vil simpelthen blive fuldstændigt ligeså meningsløs som handlingen i en af de film, som figuren Cartmans mor i “South Park” altid lige tilfældigvis dukker op i. Det ellers meget specifikke og særdeles explicitte form for seksuel udfoldelse, som går igen i dette andet tegneserieunivers vil vi morgenmads-appetittens navn lade ligge. Et lille “clou” Det har mere end meget at gøre med den (vist med en mulig enkelt undtagelse) kendte bøsse-sanggruppe “Basix”´ uofficielle øgenavn.

I mangel af nogen udviklet form for “francophili” vil vi i stedet bruge det fine udtryk i overskriften i dag i den engelske form. Ikke mærkeligt, at ordet findes på engelsk, det officielle regeringssprog i England var dog trods alt i mere end 2 århundreder fransk på nogenlunde sikkert samme ukendte vis, som at udenrigsministeriet i Danmark hed “Det Tyske Kancelli” Fordi man heller ikke her talte dansk. Mange krøller i dag på en krøllet verden, og så har vi endda ladet det måske største mysterium ligge. For hvorfor i alverden æder englændere dog så ikke frøer når de nu bruger alle de “frankismer” og England er altså alt andet lige et bedre og fugtigere “frø-land” end Frankrig. Så mange mysterier og så lidt tid..

Ordet “impasse” på engelsk er rigt-facetteret og kan betyde for eksempel, at en situation er gået i “baglås” (ikke at forveksle med det mere kendte “benlås” som dog vist næppe nogen helt kan forestille sig hvordan den kan være dødbringende, et sjovt udtryk for en for delinkventen tydeligvis særdeles u-sjov situation. Sådan lidt “perle/perker politi-problematik over det, en vist robust humor finder der jo dog i de kredse)

“Impasse” betegner også en situation, hvor alle involverede lige sidder og “fedtspiller” lidt, fordi intet nok så offensivt udspil fra nogen af de fastlåste parter alligevel vil kunne åbne spillet. Således også naturligvis i det politiske miljø omkring situationen i Libyen. Man ved virkelig, at en situation er på vippen, når selv de noget aggressive republikanske opadkommende præsidentkandidat-emner i USA lige for en tid stikker “piben ind” På ganske selvsamme måde som den naturligvis ikke mindre magtliderlige præsident Obama (ellers var han naturligvis aldrig blevet valgt) heller ikke ligefrem skryder triumferende udover æselflokken. Vi, der fulgte med i skoletimerne vil jo teoretisk svagt (eller hedder det svagt teoretisk?)kunne huske, at de amerikanske demokraters maskot er et BLÅT æsel. Amerikanere MÅ være dumme.

Næsten ligeså dumme som dem, der i præsident Obama ser en folkelig demokrat af europæisk tilsnit og format. Det sidste kan nu sagtens være rigtigt, det første er det helt givet ikke. For som alle amerikanske præsidenter efter Reagan (og de fleste naturligvis også FØR samme), så er også Obama en særdeles ufolkelig og til særdeles fuldendt-velintegreret del af det mest eksklusive amerikanske politiske elitære demokratisk-aristokratiske “Establishment”. Det er det nærmeste,, man i USA kommer på den middelalderlige situation i Europa med adelige og kongelige og tron-ranere og andre tron-prætrendenter og de har allesammen altid det tilfælles, at de ferierer på USA`s mest lukkede og eksklusive ferieø, “Martha´s Vineyard” Selv Tvind-Amdis kunstige og eksklusive rigmandsø udenfor Miami var ren “Djurs Sommerland” i sammenligning.

Ovenstående vist mest for atter engang at understrege, at selv erklæret demokratiske politikere ikke nødvendigvis mænger sig med andet end ligeværdige/sindede. Demokrati rækker sjældent udover den erklærede politik. Og når så derfor både Obama og de ellers uhyre højtråbende kommende republikanske præsidentkandidater så tydeligvis har nået en “impasse” i deres vurdering af den nuværende situation i Libyen, SÅ er der grund til at være bange, rigtig bange.

Samme konstellation kunne jo ikke blive enige om (og nej, det er de STADIGVÆK ikke blevet!) at afværge en total amerikansk stats-betalingsstandsning. Ingen af disse stor-spillere i det amerikanske politiske spil har lige nu noget at skulle have “klinket” ved at udtale sig om Libyen. Ingen lover noget, ingen håber højlydt noget, alle venter blot på det uundgåelige. Som naturligvis vil blive den fortsættelse af borgerkrigen, som hele tiden har været uundgåelig. Blot er præmien i næste omgang blevet MEGET, MEGET større. I går bød tidens bedste bud på en tilbage fra den romereke oldtids kleptokratiske (oversat: rag det til dig, som du kan for enhver pris) styre, den nuværende italienske pro-kosul/præsident Berlusconi ind med at sige, at Italien ville frigive et par indefrosne milliarder. Og det blev suppleret med andre løfter fra EU og FN om, at andre multimilliarder af libyske udeståender ville blive ført tilbage.

Jamen for Helvede, hvad er det lige DET vil føre til. Ja, politisk stabilitet eller kontrolleret genopbygning af olieindustrien? Naturligvis ikke,. Som i Anders And-historien om “Skillinger fra skyerne”, så vil der opstå en fortsat kamp til døden om at få del i skillingerne. Selv i Danmark kan en væltet øl-bil allerede skabe tumultarisk kleptoman-aktivitet blandt alle forbipasserende i den desperate kamp for at sikre sig et par gratis øller. Og her taler vi om en bil lastet med hundrevis af milliarder, som skal uddeles til en befolkning allerede væbnet mere end til tænderne. Gys, håbet for fremtidig fred kan vist ligge på et meget lille sted. Nemlig præcis lige dër, hvor det hele tiden har ligget: Ingen steder!

Nå, i mellemtiden kan vi så glæde os over den evige “human interest”, der altid er i alle plyndringer af væltede potentaters boliger. Det eneste bemærkelsesværdige hidtil fra plyndringen af Gadaffis palads er vist, at man endnu ikke hævder at have fundet pornografisk materiale, men det skal nu nok komme. Det er ellers ganske rituelt at forsøge at sværte de faldne magthavere som tilsvarende ALMINDELIGT liderlige som de havde været naturlige MAGT-liderlige. Så jo, det skal nok blive værre end de hidtil afdækkede billeder i det plyndrede palads af en iøvrigt tækkeligt tildækket tidligere kvindelig amerikansk udenrigsminister.

Freden kommer så nok ikke til Libyen lige med det første nu når alle klanerne ikke blot skal slås om olien. Indtægter fra den er jo trods alt totalt baseret på en stabil stats-konstruktion. Om det er blodigt diktatur eller velfungerende demokrati kommer til at betyde mindre, stabilitet for store investeringer er til gengæld alt.

Anderledes fred har der så indfundet hos de tilfangetagne, som de medie-tiljublede horder af såkaldte frihedskæmpere har fanget. Og som vi tidligere i disse spalter har undret os meget over, hvor er blevet af, det var ellers guf for alle journalister at kunne beskrive Gaddafi-tyranniet indefra eller..?

Et godt gæt dengang var naturligvis, at de nok ikke længere var lige sådan at komme til at interviewe og nu er der så endelig dokumentation for, at de tilfangetagne Gadaffi-tilhængere får fået den skæbne, som alle fanger i alle borgerkrige altid har fået: De er naturligvis blevet pløkket ned på stedet efter at sejrherrerne har leget lidt uhyggelig “kattens leg med musen” med dem inden den endelige aflivning. Hvordan det kommer til at gå med Gaddafis mørkhudede professionelle hær (i medierne kaldet det pejeorative “leje-soldater” men hvilken professionel soldat er dog egentlig ikke det, fjolser!) tør man næsten ikke gætte på. Godt er nok ikke et godt gæt..

Og et nyt tilskud af større gevinster i en “impasse-situation” skaber blot en endnu mere fastlåst “impasse” Som at løse bandeproblemerne i Danmark gennem milliard-statsstøtte. Det eneste det ville være føre til ville naturligvis være endnu mere kamp med dyrt indkøbte højteknologiske våben i mellem banderne om milliarderne.

Er det virkeligt svært at forstå, nej vel?

Status

Sig nærmer tiden, hvor alt skal tælles i (mand)tal her i vores lille virksomhed. Ja, tiden er endda så nær nu, at vi allerede så småt er ved at begynde på vores årsafslutning som dikteret af vores skrappe, men retfærdige revisor. Uden hvilken der iøvrigt næppe ville have været noget firma i dag og da under ingen omstændigheder det, der er, så tak for al udvist hjælp, Anders! Sig så ikke med Monty Python, at revisorer er de kedeligste af alle mennesker. Ikke alle er omend nok de allerfleste, vi har da mødt mere end et par af den dybt kedsommelige slags.

Det her skæve regnskabsår bringer andre og hyggelige minder tilbage på den lidt “skæve” start, som vores firma fik, hvor vores veje skiltes fra firmaet med samme navn, som det har i dag igen. Efter den senere tvangsopløsning som selskab og det sidste er slet ikke det værste at tænke tilbage på på denne festlige årstid. Ikke alt her i verden går efter fortjeneste, men DET her gjorde!

Tilbage lige her inden status er så blot at sige, at det har været et godt år i lighed med alle de tidligere år i vores lille virksomhed. Vi har det fantastiske privilegium at handle med ordentlige, kompetente og uhyre loyale mennesker og venner år efter år, og i al beskedenhed vil vi da vælge at tro, at grunden til, at de kommer tilbage til os er fordi vi gør en positiv og menneskelig forskel. Og i morgen er vi så inviteret til reception i anledning af et 25-års jubilæum hos af de bedste af rigtigt mange bedste på Egmonthøjskolen i Hou. Som simpelthen har været med alle årene som kunde i forskellige positioner og tak for det!

Og derudover vil vi så her ved indledningen til den århusianske festuge lige sidde og fejre os selv lidt i en tid, hvor rigtigt mange andre i branchen ikke akkurat fyrer kanonslag af i festivitas over hvordan det går. Året har som høsten i den gamle Østblok været gennemsnitlig, blot heldigvis for os med modsat fortegn: Lidt bedre end sidste (gode) år og lidt værre end næste (endnu bedre) år.

Tak fordi I var med til det , allesammen derude, og vi snakkes ved de næste mange år!

Byggemøder

Her fra morgenstunden er der desværre (eller heldigvis afhængigt af perspektivet, selv støtter vi afgjort det sidste synspunkt) gået lidt byggemøde og manuelt arbejde “i det” Når vi har fået overblik over det engang i løbet af formiddagen, kan det være der bliver tid til lidt spøg og skæmt på denne plads.

“Anarki eller Kaos”

Nu er filosofi forfærdeligt mange ting, og ret meget med ordets oprindelige betydning af “kærlighed (eller noget lignende) til visdom” er der ikke meget af i ret mange filosofiske systemer. Ja, man kan vel i virkeligheden sige, at jo mere møjsommeligt og storladent et filosofisk system er, jo mere menneskefjendsk ender det med at de blive. Og det så uanset om ophavsmanden er kirkefaderen Augustinus i sit værk “De Civitate Dei” eller Marx og Engels. Jo mere stort tænkt, det hele bliver, jo bedre bliver det til at kværne alt, som ikke passer ind i de forud fastlagte mønstre.

Dagens overskrift er “sakset” hos en langt mindre ånd blandt filosofferne, selv om denne karakteristik selvfølgelig ikke klinger hos hans tilhængere. Det er måske lidt paradoksalt, fordi manden bag citatet i idealismens umulige verden stod for noget andet. Som desværre viste sig blot at være mere af det samme, som den spanske borgerkrig med forfærdelig tydelighed viste. Vi skal tale om anarkisme.

Franskmanden Jean-Pierre Proudhon betragtes sædvanligvis som den første anarkist, en i virkeligheden interessant filosofisk abstraktion i sig selv, for hvordan man lige kan vide det er ret umuligt at forstå for denne skribent, som har læst “Mytteriet på “Bounty” og mytteristernes efterfølgende paradisiske liv på Tahiti. Rent anarki i praksis uden indblanding fra lederen af mytteriet, styrmanden Fletcher Christian. Indtil den onde kaptajn Bligh og og den lede civilisation fik sat en stopper for dette lykkelige anarki. Hvis det altså var det, nå men det kunne da se sådan ud, temmeligt meget endda.

Man kan så meget passende fundere over den muligt dybere mening i dagens dybe filosofiske tanke, mens vi ser den sejrrige verdensalliance (man tænker let på tegneserierne om “Lovens Vogtere” med Superman og Batman og “Lynet”, og “Flammen” og idiotiske “Grønne Lygte” (hvad skulle man dog med sådant et fjols, når man allerede havde Superman på holdet?), som osse den ene gang efter den anden skulle redde verden fra sig selv)og dens lokale lidt mere anløbne håndlangere invadere Tripoli.

Ifølge forsvarsminister Gitte Lillelund Bech, (som for denne let-skræmte skribent så afgjort er den minister, som vil blive savnet ALLERMINDST efter en regeringsrokade, uha hun er uhyggelig!), så er der naturligvis tale om en sejr.

Ja, sejren er faktisk så stor og ubetinget, at man allerede inden erobringen af Tripoli fra dansk militær side taler at bombe videre. Denne gang naturligvis ikke Gaddafis smuldrende styre, som man fra Verdenssamfundets/Lovens Vogteres side naturligt har levetidsforlænget ved stort set at eliminere muligheden for at Gaddafi skulle kunne flygte uden at blive straffet. Nej, allerede nu truer man med at bombe videre mod oprørerne, hvis de skulle finde på den for området ellers ikke ualmindelige praksis, som består i at hævne sig så blodigt som man nu lige formår. Forståeligt og populært og folkeligt og næppe derfor til at undgå.

Danmark bakker denne trussel af den afgjporte “let-myggevægtsklasse” op med åbent at tilslutte sig en ikke-interventionspolitik med soldater på landjorden. Hvordan man så efterfølgende logistisk vil bombe den ene langside i uundgåelige summariske standretter, som er uundgåelige og har været det i området i årtusinder ved voldelige magtovertagelser, ja, det er interessant. Og da især fordi forsyningen af de i medierne uforklarligt forherligede såkaldte “præcisionsbomber” forlængst er udtømt og alle de 8 danske fly skal have nye motorer (igen-igen) OG renoveres totalt efter strabadserne.

Vi har ingen anelse om, hvem der vil vinde i den kommende kaotiske stammekonflikt i Libyen, hvor der er våben overalt i en grad, som kun overgås af folks lyst til at bruge dem. Sikkert er det, at de, der vinder den kommende borgerkrig denne gang som alle tidligere gange altid kun har sejren “til låns”

Vi kan så glæde os over, at fru Lillelund Bech kun ganske kort tid længere har forsvarsministerposten til låns. Vi skal tilbage til gGønlandsminister Johs. Kjærbøl og hans bemærkninger om “en bange grønlænder” for at se mage til gennemført usympatisk optræden. Set fra det kommende anarkistiske kaos i Libyen er det nok en noget sølle trøst, men det er altså den eneste, vi lige kan se.

Politikere som Lillelund Bech kan naturligvis aldrig anerkende en fiasko “på egen vagt”, men hvordan i hede hule Helvede kan man dog undgå det, når man allerede er i færd med at planlægge bombning af sine EGNE allierede i en igangværende borgerkrig…?

Tekniske problemer

Vi har her til morgen lidt problemer med en ventilator i vores tyske racer-automobil, som kommer til at tage lidt tid. Derfor bliver det så ihvertfald heller ikke her til morgen, at vi kommer til at kommentere den nylige fusion mellem den franske højttalerproducent Focal og det en lillebitte smule mere traditionsrige engelske elektronikfirma Naim Audio. Vi har tidligere engang behandlet historien om Naims tilblivelse og for de forhåbentligt mange, der ikke lige gider checke denne beskrivelse ud, så er det osse nok herfra sikkert tilstrækkeligt at minde om, at der heller ikke rigtigt er noget at skrive hjem om -om Naim.

Nu er der næppe heller nogetsomhelst ligeværdigt omkring denne fusion, som udefra mest ligner overtagelsen af et endnu mirakuløst fungerende elektronik-konkursbo. Brancherygterne omkring Naim har føget ganske tæt i efterhånden adskillige år, og selv om den slags sommetider er omgærdet med mere end et enkelt bevidst plantet løgn fra konkurrenter og bagvaskelse og anden svigagtighed, så tydede intet nu på, at Naim akkurat stortrivedes. Og det gjorde de så nok heller ikke, siden de er, hvor de i dag: Blot reduceret til et brand i det fortsættende firma, som vist hedder Focal&Co. Sådan lidt ligesom det nok stadigvæk lidt bedre kendte “Anders And & Co.” bare knapt så sjovt, når man nu hedder Naim.. Selv om det jo også på den rigtige tegneserie-front går tilbage for de allerfleste.

Nå, vi kan så håbe, at den sagesløse verden i fremtiden endelig kan blive fri for det helt syge koncept, som Naim var i så forfærdeligt mange år og måske kommer videre. Sammen med Linn grundlagde Naim en af hifibranchens mest fundamentalistiske religioner omkring, at lyd-KILDEN altid var det allervigtigste og at alle komponenter derefter progressivt betød mindre. Indtil man kom til de sagesløse højttalere, der som ellers normalt mest akustisk/elektrisk kompromitterede del paasende kunne være en ligegyldig skotøjsæske. Mens omvendt kilden, CD eller tuner forforstærker osv., simpelthen blev “plastret til” med ekstraordinært overprissatte ekstra strømforsyninger.

At kalde hele dette for hifibranchen stadigvæk og heldigvis for det da sjældne “opgraderings-cirkus” for fremmende for nogetsomhelst andet end Naism fortsatte og i virkeigheden ganske fornuftsstridige eksistens er næppe korrekt. Udover at Naims oprindelige fastholden af DIN-stik med det ellers principielt korrekte argument om, at det derved var lettere/delvist muligt at opretholde det engang så attråede elektrisk korrekte såkaldte “stjerne-stel” blev naturligvis noget udvandet af alle de bunker af latterlige sorte boxe. Som man som rettroende “naim-ianer” blev nødt til konstant at anskaffe sig, fordi man som andre rettroende naturligvis alligevel hele tiden er i tvivl om man nu tror NOK. Ikke RIGTIGT, men heller aldrig aldrig nok.

På den måde blev hififorhandleren naturligvis Naim-disciplenes allerbedste ven, ja, for rigtigt mange af de efterhånden uhyre få helt givet deres ENESTE ven. Fordi man som Naim-ejer ALDRIG nogensinde kunne nå at blive færdig i sin evige søgen efter evig og stadigt mere flygtige (og ikke mindst efterhånden stratosfærisk-prissatte) lykke.

Har vi været for hårde i dag? Måske, Naims første produkter lød fint i deres elementære og grinagtigt-amatøragtige blikæske-ubehjælpsomhed (hvor “kl. 9 på volumenknappen altid var ensbetydende med fuld udstyring med den nominelle følsomhed på 70 mV), men den efterhånden stærkt accelererende firma-strategi, hvor købernes stadige usikkerhed på graden af deres egen tro var simpelthen ren “Tupperware-party” Blot uden hjemlig hygge og papilotter. Eller nogen kvinder for den sags skyld. Eller blot fornuftige mænd for hvor lykkelig er det lige man bliver ved at stable små sorte kasser ovenpå hinanden i en evig stræben efter, ja, ingenting. Udover fornyede stel-problemer, der efterhånden for de mest troende må have antaget kolossale proportioner.

Lykke gennem tænding af vokslys/blålys i stedet for at foretage sig noget fornuftigt kan vel kun dårligt betragtes som livets væsentligste indhold. Og at savne et firma som Naim, der har ernæret sig så mange år ved at udnytte de mest tryghedshungrende og halv-sølle blandt de stadigt færre hifientuaster er måske også lidt højt at svinge sig op.

Som at savne det, den amerikanske humoristiske sanger Tom Lehrer engang benævnte “the old dope peddler”, det giver simpelthen ingen mening. “Elektronisk narko” som Naim i så mange år markedsførte sig er stadigvæk et narkotikum, hvor lykken principielt er og udelukkende KAN VÆRE en alt for kortvarig rus.

“Rain”

Når man sidder og glor ud af sine store skrå-vinduer, mens regnen brager ned (relativt, altså, de nye energi-panserglasruder i vores firmadomicil dæmper alle lyde særdeles fint), så flyver tankerne. Både frem og tilbage og vist i virkeligheden bare rundt. For eksempel til mig og fruens gentagne besøg i på verdens fladeste og tørreste kontinent, hvoraf det seneste for allerede alt for forfærdeligt længe siden kulminerede i verdens bedste bryllup.

Dette skete i verdens måske også hyggeligste og mest små-søvnige millionby Adelaide, og derfra er der godt 800 km. til en anden og større by, som har mere med dagens overskrift at gøre end Adelaide. Som allerede ingenting har har med ret meget at gøre med hensyn til regn og anden våde, det regner nemlig næsten ligeså lidt i South Australia, hvor Adelaide ligger, som det gør i Southern California. Hvor det som bekendt overhovedet ikke gør, ihukommende teksten fra Albert Hammonds vist eneste evigtgrønne hit “It Never Rains in Southern California” Og store digtere har som bekendt den største ret til at sige stupide ting som evige sandheder, tænk blot på Klaus Rifbjerg og hans slæng.

Det er helt anderledes i Melbourne, Vic., som Adelaides store rivaliserende nabo-by hedder. Der regner det sommetider helt vildt meget ad Helvede til og en af gangene er blevet verdensberømt. Ganske vist kun som en såkaldt “B-side” på en single-vinylplade, men det er dog trods alt også en hel del mere end de fleste regnbyger på nogen måde realistisk kan “regne” med at opnå. Beklager den søgte sætningskonstruktion, den forekom sjovere i tanken..

Nå, tilbage til denne Lennon/McCartney sang, som det jo er på denne single, hvor forsiden hed “Paperback Writer”, i den danske af Jørgen Mylius samlede tekst/nodebog oversat med ak ja “Billigbogsforfatteren” Det synes lille Poul godt nok engang var skide-ringe, men hey, Mylle havde dog ret, det ER jo det, som det betyder. Hvem skulle nu have troet, at éns daværende store idoler kunne skrive sådan noget pladder. Men det kunne de altså og det gjorde de og blev milliardærer. Eller blot døde eller lidt af begge dele.

Sangen “Rain” blev til som en passende kommentar til alle de mennesker, der går og brokker sig over vejret hele tiden. Hm., tydeligvis ikke alt Beatles´ tekstmateriale aspirerer tydeligvis helt til “nobel´ske prishøjder” og den her er da ganske særligt dum. Udover at man for første gang i sangen “Rain”ser små smagsprøver på de tekniske finurligheder, som producer George Martin senere skulle excellere i, så er denne uforglemmelige sang nu på sin rette plads dér på bagsiden af en super-single.

Ikke alle singler fra Beatles´ hånd/hænder var dog særligt “super”, for hvem andre end særligt ihærdige masochister kan dog nytte blot en enkelt strofe fra bagsiden på singlen “Lady Madonna”? Som hed “Ihe Inner Light” og forhåbentligt forlængst nådigt er forsvundet i den store glemmebog. DEN var stor-slem for selv kroniske Betales-fanatikere som dengang 12-årige lille Poul

Nå, i stedet vil vi istemme en anden og mere mundret og nyere “antiregnvejrs-sang”, “Rain Please Go Away”, sunget af Dan Tyminski sammen med uforlignelige Alison Krauss og Union Station. Måske det hjælper, vi skal have malet nogle brædder. Ellers kan vi prøve at spille sangen “Regndans” med Danseorkestret. Mage til idiotisk lyrik skal man dog lede en hel del efter selv i nyere danske sangskrivning, så måske DET kan skræmme bygerne væk..?

Om det skader at prøve ved man altid først bagefter og end ikke til den tid alligevel med nogensomhelst sikkerhed. Vilkåret for selve livet, hvor den endelige facitliste heller intet kan bruges til, når livets skole alligevel permanent har “ringet ud”

Den lille akademiske forskel

En kær gammel ven, nu desværre forlængst forsvundet til det fremmede (København kaldet), har korrekt påpeget, at ikke begge gårsdagens omtalte hifi-kombattanter er lige dumme. Desværre er forskellen nogenlunde ligeså stor som i filmen “Alien vs. Predator”, hvor vel i virkeligheden osse Predator scorer et par ekstra billige point på denne noget tvivlsomme “Sympatiskala” At være en smule flinkere end Alien er altså ikke synderligt fortjenstfuldt, men er altså stadigvæk uomtvisteligt korrekt.

For det ER naturligvis sandt, at den ene af forfatterne af alenlange tirader (ikke at forveksle med det nærliggende udtryk “RE-tirader”, i det mindste ved NOGET. Uden at denne viden dog på nogen måde gør ham blot det allermindste mindre stupid eller mere sympatisk. Ingen nok så stor akademisk viden (og lige her er vi endda slet ikke oppe i den kategori, mere en slags impotent og dræbende “techno-babble”) kan dog lave et oprindeligt megafjols om til andet end et “akademiserende” megafjols. Dette selvopfundne sidste udtryk må HELLER IKKE forveksles med det noget mere hæderkronede gode gamle udtryk fra vej-industrien, “macadamiserende”

Nu er der tilfældigvis tydelige fællestræk med denne oprindelige proces til konstruktion af vejbelægning, som blev opfundet af skotten McAdam (og som gik ud på at mase asfalt og småsten sammen som nødtørftig vejafdækning) og så den fremgangsmåde, hvorpå alle diskussioner dræbes på avtainment.dk. Den ene kombattant skruer blot op for det almindelige ordskvalder og anvendelsen af fremmedord uden mening i indlæg af en længde, som ingen fornuftige mennesker overhovedet gider læse. Spændende, ikke?

Den anden, derimod, ruller sig ud i pseudo-tekniske betragtninger, som forlængst burde have gjort ham til en af hifi-branchens største tænkere og konstruktører. Hvis han altså havde haft noget at have sin insisterende påståelighed i. Og her taler vi om en absolut “non-karriere” i elektronikbranchen på over 30 år. Meget godt gået, faktisk, tilfældigvis næsten totalt sammenfaldende med denne skribents vel i virkeligheden heller ikke synderligt imponerende samme..? Den slags giver virkeligt med rette særdeles ydmyge mennesker som denne skribent noget at tænke over. Man er tydeligvis ikke helt alene i sin livsrolle som muligt måske misforstået geni eller..

Nå, min kone har hugget kameraet, så derfor må et billede af weekendens projekt. Måske meget passende til ja altså weekenden. Vores firma er kommet i besiddelse af et par JBL 4560-kabinetter, der som Altec A7 er en kombineret horn- og basreflekshøjttaler, blot mindre og endnu mindre anvendelig. Det vil sige, at den GODT kan spille en smule bas, blot LANGT, LANGT mindre end den kan spille MELLEMTONE/NEDRE BAS. Den kan til gengæld godt equalises til at spille en anstændig bas, MEN hvis driveren bringes til blot ën eneste gang at ramme horn-tragten, tjah så (er) det altså “Det er Nat for fru Knudsen”, for at blive i dagens akademiske film-lologiske letvægtsafdeling. Denne danske film fra 1971 var HELLER ikke ret god, håbløst instrueret af ellers ganske kapable Henning Ørnbak og med manuskript af en af datidens populære forfattere af letfordærvelig sludrevorn plidder-pladder litteratur, Leif Petersen. Sdan en slags “tidslomme-udgave” af nutidens (lande)-plage Elsebeth Egholm, blot uden alle mordene. Vi har udelukkende nævnt ham idag for selv yderligere at glemme ham. At glemme Elsebeth Egholm er sværere. Ikke fordi hun er spor uforglemmelig, blot fordi hun er her NU og insisterende alt, alt for meget.

På samme måde som vi fremturer i vores afstandtagen til den syge debat derovre på avtainment.dk.

Det er nok desværre for vores læsere en ringe trøst, at det altså har en særdeles honnet mentalhygiejnisk funktion, men så er det gode ved at bruge ord på denne pseudo-begivenhed vel ligesom også sagt..? Den lader vi så lige ligge.

“Alien vs. Predator”

Alle forældre af alle slagse føler sig vel undertiden lidt mere end “halv-kiksede” Og vel næppe end når man vil det så godt og så i stedet medvirker til noget forfærdeligt skidt. Ikke at dagens eksempel i en ellers ganske velfungerende dansk forstads-familie måske ligefrem kan hen-regnes til den absolutte sværvægtskategori i problemer, så fortæller det jo naturligvis noget uhyre vigtigt alligevel. Nemlig at der hersker en generelt ganske idyllerisk (jamen det HEDDER det på den lokale dialekt) atmosfære her i vores lille firma-domicil, der jo som visse bekendt dublerer som hjem.

Nu er denne skribent ikke normalt af den “leflende” slags, men gjorde dog fornyligt en undtagelse. Alle papfædre “angler” vel et eller andet sted efter en vis respekt fra den samboende familie-sammenførte teenager, og derfor troede jeg, at der var mulighed for at “skyde papegøjen” ved at optage en af den slags film af allertvivlsomste splatter-karakter, som datteren excellerer i. Det måtte da for et par sekunder kunne bryde den sædvanlige pakis mellem os (lidt overdrevet red.) Kort sagt, jeg optog den muligvis dummeste film, som jeg nogensinde har skimmet, “Alien vs. Predator” Jeg skulle jo være sikker på, at den var plat nok og DET var den, så ganske overordentligt rigeligt. Allerede den oprindelige Schwarzenegger-film om tågemonstret “Predator” var ubeskriveligt ringe og kunne i sin ubehjælpsomhed have været animeret af en tilfældig teatermaler, og meget bedre var de senere deklinationer af ellers stoute Sigourney Weaver i alle de forskellege “Alien-film nu heller ikke ligefrem. Tilbage var der blot forventningsfuldt at vente på den fortjente anerkendelse på denne heltemodige papfaderlige kraft-indsats.

Og så viser det sig blot, at hun har det her filmiske mega-makværk MASSER af gange allerede. Det var simpelthen fuldstændigt ligeså kikset, som når forældre til alle tider uvægerligt spørger til gamle venner og kærester, mennesker som forlængst allesammen forlængst er blevet efterladt tilbage på perronen af det eksprestog ud i den ukendte intethed, som ethvert liv altid har været. Sådan noget fatter forældre naturligvis aldrig, og de eneste sikre pejlemærker, som de kan finde i deres teenageungers liv er uvægerligt dem, som ungerne forlængst permanent har forladt og aldrig senere genser. Og er der noget mere pinligt for ungen end interesseret at blive spurgt af håbløst altid aldeles anakronistisk-nyfigne forældre om den NÆST-seneste dreng, som datteren kyssede på. Adr, hvor latterligt er det lige de er!

Så meget altså for filmen “Alien vs. Predator”, som kort sagt er et bråvallaslag udført på computeranimation mellem 2 vanvittigt usympatiske monstre. Eller ettere mange af hver, ikke at det gør det meget bedre eller værre. Jo, nok en smule værre, da filmen derved bliver noget længere end allerede ganske ubærligt, som den er efter et kvarters tid.

Alligevel føler man sig ganske godt beredt efter at have set denne film, når man i almindelig begyndende kedsomhed søger lidt adspredelse på de helt statiske danske hifi-fora. Det fortæller vel i virkeligheden mest om denne skribents ubeskrivelige mangel på fantasi, men det sker altså at jeg kikker forbi. Hold da helt kæft, hvor må jeg dog kede mig og man siger ellers , at intelligente mennesker ikke keder sig. Hm, men det hjælper så tydeligvis ikke mig..!

Og så kører der i disse dage alligevel noget derovre på avtainment.dk, som bringer minder tilbage om “Alien vs. Predator” Nemlig en helt aldeles ligegyldig række af ligegyldigheder mellem 2 fuldstændigt ligegyldige mennesker. Som kun har det ene tilfælles, at de så forfærdeligt gerne begge 2 med et lån fra tegneserien “Iznogood” så forfærdeligt gerne vil være “kalif” (i stedet for kaliffen: læs den anden tron-prætendent/tronraner) Det er virkkeligt urkomik af højeste klasse at følge de alenlange tirader af tomme ord mellem kombattanterne.

Kamphanerne er en vis tidligere vist sporadisk nævnt “Mogens Østjylland” og et anden heller ikke voldsomt her i huset højtestimeret lokalt båthorn, en vis “Kurt von Kubik” Den ganske forudsigelige ikke-udvikling i diskussion mellem disse statiske tågehorn svarer i sin urimeligt vanvittige og helt usandsynlige handling ganske godt til den tilsvarende håbløse af slagsen i filmen. Som de rigtige tågehorn ved de forræderiske rev og havnemoler “båtter” disse evige tomgangspersoner blot løs om egen ufejlbarlig fortræffelighed. Uden nogensinde at ville indrømme at man nogensinde har eller teoretisk i fremtiden vil kunne tage fejl. Hvis det lyder spændende er det hverken spor tilsigtet eller det mindste korrekt

Anderledes med denne skribent. Jeg vil, ganske vist meget nødtvungent, meget gerne indrømme, at jeg ved at sidde og glo på en stupid film og denne tråd bestemt ikke har mine “stolteste stunder” Ja, jeg vil også godt indrømme, at jeg i dette sidste tilfælde faktisk er endnu dummere end de allerede ubeskriveligt dumme skribenter derovre på avtainment.dk. De gør jo trods alt osse kun det, som de gør bedst af alle: Smadrer en engang nobel og honnet hobby.

Man må som med andre naturligt forekommende ubehaelige katastrofer som tsunamier og vulkanudbrud blot tage acceptere det næsten uacceptable, men uundgåelige, fordi disse igennem årevis storhedsvanvittige personer med hver deres seriøse bud på verdens største hifi-egoer ikke kan lade være med at være som de er. Som vores 2 hanhunde, der tisser overalt uden vist helt at skulle tisse særligt meget. Og det er jo blot som det må være. Og ialdfald ganske harmløst så længe de sidder der ved hver deres skærm og væk fra gader og stræder. Jeg kunne jo bare lade være med at kikke, og at jeg så alligevel gør det, ja DET er eddermame dumt! At forsøge som i filmen at “holde med” nogen af de kæmpende fuldstændigt usympatiske monstre..!