En lille pause

Dagens ord holder efter ganske mange tusind sider en mindre pause. Vores virksomhed har forbasket travlt med en række bygge-projekter i tiden, så der er p. t. lige den mindste tid til skriverierne. I den anledning skal der lyde en stor tak til alle de mange, mange mennesker, som hver dag har kikket med og som forhåbentlig engang imellem er blevet udfordret en smule.
Nå, vi skal nok komme tilbage og vi vil da fortsætte med at stille faglige såvel som usaglige spørgsmål ved den etablerede såkaldte “konventionelle visdom” Nogen skal vel gøre det…
Nå, på gensyn derude i fremtiden og foråret!

Hvor blev de egentligt af?

Overskriften i dag er et genbrug fra et tidligere ugeemne om alle de gamle kompetente kolleger i audiobranchen, som for alt for mange år siden forsvandt og blev erstattet af de evige reservespillere, som tidligere aldrig ville have kunnet komme på førsteholdet. Desværre svarer det lidt til at udskifte Manchester Uniteds Premier League-hold med et lilleput-hold og så regne med, at det nok går alligevel og at klubbens renommé klarer resten. Indtil videre har de fleste firmaer jo osse klaret sig nogenlunde, mest fordi alle de andre tidligere superhold jo også har stillet med tilsvarende lilleput-hold. En del af de gamle og toneangivende er dog i den senere tid forsvundet men indtil videre har det nu mest været dem, der allerede forlængst var langt hinsides nogen redning. Situationen nu er tydeligvis noget anderledes.

Det bliver nemlig efterhånden sværere og sværere at ringe til mange af grossisterne og leverandørerne og når det endelig lykkes at komme igennem, ender man oftere og oftere med en kontor-mus (m/k) Selv med den nye målestok for generel manglende faglig kompetence er vi altså typisk nede i den tunge ende af skalaen, og hvis der er et alternativt valg vælger de fleste vel fremover det. Nu ved vi ikke, om den manglende telefon-betjening skyldes travlhed (næppe), men man får nu mange steder det indtryk, at firmaerne med fordel kunne opdatere ders hjemmesider. Mange af navnene mange steder findes vist efterhånden kun i cyberspace. Vi funderer lidt over, om vi skal efterlyse dem i “Forsvundne Danskere”, for væk er de ihvertfald. Med så kort varsel at deres skygge/kontaktdata på hjemmesiden, endda er der stadigvæk og som skyggerne i Hiroshima af forlængst fordampede mennesker er de eneste tegn, der er på, at de nogensinde har været der. Meget mystisk og meget væk!

I dag og de følgende vil vi forsøge at erindre et par andre ting, som tilsyneladende heller ikke er hos os længere. Indledningsvist vil vi starte i sygdoms-sektoren med en sygdom, som først under betydelig medie-bevågenhed blev introduceret for ret få år siden. Vi taler om den dengang så frygtede “Mad Cow Disease”, som åbenbart var en af de sygdomme, der uden problemer kunne krydse artsgrænser fra får over køer til mennesker. Alene det gjorde den jo til en absolut undtagelse og den eneste af os kendte parallel er vel “ræve-skab”, som dog vist rammer køer. Hos mennesket kendtes sygdommen som den ekceptionelt sjældne Creutzfeld-Jacobs Syndrom. Denne 100% dødbringende og helt uhelbredelige sygdom blev åbenbart ifølge forskerne forårsaget af de næsten sub-atomare organiske stoffer kaldet “prioner”, som vel ingen indtil da overhovedet havde hørt om. Eksisterede de overhovedet? Man kunne dengang næsten få det indtryk, at disse “prioner” blev opfundet som bekvem forklaringsmodel lige til denne lejlighed. 

Til gengæld var der så meget mere at frygte og da ikke mindst fordi datidens udgaver af de altid forhåndenværende dommedagsprofeter frit profeterede, at mange millioner mennesker allerede bar de sygdomsfremkaldende prioner og dermed var smittede med sygdommen. Det så rigtigt skidt ud.

Heldigvis var inkubationstiden lang og måske endda længere end de allerfleste havde forestillet sig. Ja, måske endda helt uendelig, for nu over 10 år efter er der så vidt vides ikke sket nogen eksplosion i antallet af tilfælde. Ja, der er vist nærmest slet ingen og da ihvertfald ingen, man har hørt om. Scenariet dengang var ellers ildevarslende derved, at hundredevis af millioner mennesker bevisligt havde indtaget det tørstof fra benmels-industrien, som mentes at forårsage sygdommen. Nå, men de fik altså ikke sygdommen eller har da ihvertfald ikke fået den endnu. Måske forklaringen med “prioner” dengang i virkeligheden var ligeså fejlagtig og frit opfundet, som den altid har lydt for denne skribent? Ihvertfald forsvandt lige pludseligt den sygdom, der som den lidt senere SARS var udnævnt til at være den altudslettende næste verdensomspændende epidemi (det der hedder “pandemi” for kendere) Satans osse, nu havde myndighederne i mange lande jo ellers vist deres handlekraft og udryddet utallige køer. Som sagt, det ville aldrig have kunnet gøre nogen forskel alligevel, for hvis teorien om “prionerne” havde været rigtig havde hovedparten af vest-Europas befolkning jo alligevel allerede været smittet. Selv om en uhelbredelig og dødbringende sygdom opdages i tide dør man jo alligevel. Nå, det gjorde hele denne historie så også, savnet af ingen med mulig undtagelse af enkelte dommedagsprofeter. Som for eksempel ham den spidsnæsede fyr fra “Tintin og den Mystiske Stjerne”, som profeterede, at folk ville “..dø af pest, kolera eller noget andet” Det passede til gengæld især det der med “noget andet”.

Til sidst i dag skal vi lige huske at gøre reklame for mandagens engelske såkaldte “krimi” på TV DR 1. Det drejer sig om den uforlignende “Foyle`s War” om den sagtmodige men skarpe sydengelske politimand, som foregår under 2. verdenskrig. Mange engelske serier er fremragende håndværk med troværdige plots og selv den mindste birolle besat med mesterlige skuespillere. Alligevel er “Foyle´s War” helt og aldeles i absolut særklasse. Afsnittene varer 1 time og 40 minutter og plottets fabelagtige virtuositet på mange planer overgås kun af skuespillets og detaljernes troværdighed. Alligevel er der et par bitte-mikroskopisk (næsten prion-små?) “bøffer” i denne fortælling, som denne betydelige kender af denne periode lige må berette om. Ikke at det betyder en skid, for det gør det overhovedet ikke.

Fejlene er følgende: Foyle´s søn flyver Spitfire i “Slaget om England” og ses flyvende sin jager med 4 propelblade. Det er historisk ukorrekt, fordi denne propel først var anvendt fra 1942 og alle Spitfires i 1940 var forsynet med en 3-bladet Rotol-propel. Ligeledes er det ukorrekt, at en tysk flygtning altså også i 1940 tager tilbage til Nazi-Tyskland for sammen med sine gamle kommunistiske kampfæller at bekæmpe nazisterne. I perioden 1939 til 22. juni 1941 var verdenshistoriens 2 mest morderiske volds-regimer, Tyskland og Sovjetunionen jo nemlig ALLIEREDE, ikke bare lidt fjender. Tværtimod arrangerede lokale kommunister overalt strejker og egentlige sabotage-aktioner mod den allierede krigsindsats under ledelse af den sovjetiske “Komintern” Det var først da Nazi-Tyskland angreb Sovjetunionen, at denne situation ændredes. Indtil da var AL modstand national/borgerlig/socialdemokratisk, OVERHOVEDET IKKE kommunistisk. De var blot fjernstyrede kollaboratører. ALLESAMMEN og HELE TIDEN!

Nå, det har historien nådigt glemt (det er ellers et glimrende eksempel på en skændselsgerning ingen nogensinde burde glemme) og i morgen vil vi atter forsøge at finde på noget, som andre osse har glemt. Hvis vi altså ikke selv glemmer det.

Forår

Så er det journalistiske portræt af denne ydmyge skribent og vores lille virksomhed endelig kommet. Det er rigtigt godt og ikke fordi det er flatterende (selv om undertegnede naturligvis ukritisk labber alle former for kvindelig anerkendelse i sig og dem er der vældigt mange af) men mest fordi journalisten “pin-pointer” de sider af denne skribent, som (forhåbentlig) kun koner ellers ser. Det er bestemt ikke lige de sider, som undertegnede er allerstoltest af, men det får dem ikke til at forsvinde. Måske den danske kvalitetsjournalistik alligevel har en fremtid med unge Katrine. Om ikke andet kan det vel dårligt blive mere søbende/klamt end hovedhistorien på den lokale TV2-station i forgårs. Her besøgte man en far, der dagen før havde mistet sin kone og 2 små børn i en ulykke, hvor et par fulde snothvalpe havde torpederet deres bil. Det var nu ikke vinklen, sådan en var der nemlig slet ikke.

Manden var måske ikke helt overraskende lammet af sorg og al almindelig anstændighed burde vel ret øjeblikkeligt have afsluttet interviewet, men nej da. Det var selvfølgelig ikke derfor man var taget ud på landet. TV2 Østjylland fortsatte aldeles ufortrødent denne “tour de force” i ubegribeligt underlødig og afskyvækkende usmagelig journalistik, ja man “underløb” vist nærmest den hidtige bundskraber med Ekstra Bladets dækning af Kandis-Johnnys kones selvmord. Ret meget sygere bliver verden forhåbentligt ikke. TV2´s reportage fortsatte over 10 minutter med fremvisning af endnu ikke udpakkede fødselsdagsgaver til et af de nu afdøde børn og andre pædagogisk forståelige illustrationer af sorgen. Ja bagefter sad man sandelig med det indtryk, at den efterladte far/ægtemand vist var meget ked af det. Det værste ved den her timing fra TV2 er vel i virkeligheden, at manden slet ikke overhovedet endnu var kommet sig over chokket da de interviewede ham. Ellers ville han naturligvis ikke have kunnet sige 2 sammenhængende ord, sorgen var slet ikke “sunket ind” endnu. Hele denne inderligt usmagelige affære var blot en udstilling af en mand i et følelsesmæssigt vakuum, hvor hele smerten stadig var så stor, at den endnu ikke var begyndt at gøre rigtigt ondt. Det gør heller ikke ondt for en landmand at få revet hele armen af i et tærskeværk, ja det bløder ikke engang særligt meget. Før bagefter. Det burde finansieringen af TV2 Østjylland osse gøre gøre efter det her indslag. Styrtbløde som en bristet aorta.

Nu er det så populært at tale om “krise” overalt men alligevel er der optimistiske tegn på et bedre forår for folket. I sidste åbnede den første lokale Føtex Food med sit nye koncept med madvarer af en bedre kvalitet og vel osse dermed til en højere pris. Som den slags sager har dette koncept været ganske længe i støbeskeen og måske forudsætningen for success er blevet noget eroderet af krisen. Det mente man nu ikke men nu havde man jo osse haft alle etableringsomkostningerne, så gode miner til slet spil var vel en kommerciel nødvendighed. Den ansvarlige for konceptet ville tydeligvis ikke frivilligt begå karrieremæssigt selvmord. Det forstår man naturligvis godt, men mon ikke Føtex trods alt her helt tydeligt addresserer et ikke længere eksisterende boommarked? Det tror vi, for det første tegn på et fødevaremæssigt “kvalitets-kollaps” ligger nemlig lige for. Det drejer sig selvfølgelig om det allervigtigste produkt når man skal snakke kvalitet, nemlig mælk.

Salget af økologisk mælk er simpelthen den allertydeligste retningspil for udviklingen i den danske detailhandel. Det er det nemmeste at købe for at vise forbrugerens “sans for kvalitet” fordi det fylder i indkøbskurven og køleskabet og jo heldigvis ikke koster alt for meget (helt anderledes med kvalitetskød, som aldrig slog igennem overhovedet, det kunne man jo heller ikke kende) Det var på grund af sin betydelige signalværdi (og ganske ubetydelige merpris) det allerførste økologiske produkt, som opnåede nogetsomhelst kommercielt gennembrud og dermed sandsynligvis osse det allersidste, som forbrugerne slipper igen. Alle de efterfølgende fiasko-tiltag med økologisk vaskepulver og bæredygtigt bomuld og tropiske havemøbler m.m. viste jo, at når prisforskellen blev mere end ca 20%, mellem standard og såkaldt kvalitet, så faldt næsten alle danskere fra. Det helt nye og ildevarslende faretegn er nu, at salget af økologisk mælk er stærkt faldende. Derfor kan vel nok ret sikkert slutte, at alt salg af anden økologi og kvalitet i det hele taget styrtdykker endnu hurtigere. Når selv det at købe en liter Thise-mælk som et personligt “statement” over egen kvalitetsbevidsthed droppes, så varsler det altså en voldsom forårsstorm mod dette nye Føtex Food-koncept. Nu kan man naturligvis indvende, at det måske er misvisende at sammenligne økologi og kvalitet, men det mener vi nu ikke. Ikke at økologi nødvendigvis er bedre, men hvis danskerne virkeligt havde nogen opsparet efterspørgsel efter kvalitet kunne de fleste jo blot købe ind i Citti-Grossmarkt i Flensburg. Der har man nemlig altid haft den kvalitet, som aldrig nogensinde er slået an i Danmark.

Nå, det har de danske shoppere nu aldrig gjort, de er blot taget derned for at købe billige danske skodbajere, som ingen andre end danskerne kunne drømme om at købe og som er aldeles usælgelige 10 km. længere sydpå. Vi tror heller ikke der bliver særlig kø i de nye Føtrex Food med mindre der er gratis smagsprøver. Næst efter tilbudsjagt er almindelig kedsomhed nemlig en dansk yndlingsbeskæftigelse. Det er søgen efter kvalitet derimod ikke. I det hele taget er krise noget forunderligt noget. Som vi spåede for over et år siden var de kommende vilde arkitektoniske “luftkasteller” på de gamle havneområder jo blot, ja, luftkasteller. Ikke et eneste af projekterne er hidtil hverken kommet i gang eller har vel længere nogen egentlig horisont. Som engang sagomspundne luft-virtuos, det masseløse sejlskib “Den Flyvende Hollænder” med sin spøgelsesbesætning fortsætter de computeranimere reklamebilleder af den fuldstændigt fiktive nye havnefront blot med at forplumre horisonten. Den horisont, som ellers er helt uendelig på denne blege tid af året.Som Eller er blevet betalt til kommunen, for den sags skyld. Det vil sige, en enkel ufortrøden entreprenør fremturer alligevel som osse Føtex Food på et vel i virkeligheden umuligt marked.

Nede på havnen fortsætter nemlig økonomisk noget vanskeligt forklarligt udgravningen og færdiggørelsen af et stort parkeringshus (!!!) Vi taler simpelthen om, at man dernede nu bygger parkeringsfaciliteter til en hel ikke-eksisterende bydel. Det bliver interessant at se hvor mange år der kommer til at gå inden den første 20-ver bliver smidt i automaterne dernede på den lerede tomme byggeplads dernede i det underjordiske mega-parkeringshus. Den byggeplads, som det antageligt vil vare mindst et årti endnu uden andet end gravkøer og gummigeder, vel ikke akkurat køretøjer, som traditionelt opkræves parkeringsafgift. Mest fordi de jo kører..Måske denne boblende optimisme med at bygge et parkeringshus i et garanteret i mange år ganske bilfrit område faktisk er det, der skal til for at “tilte” krisen. Tjah måske. Om ikke andet er det da en glimrende måde at få skattemæssigt fradrag i den helt store stil. Underskud kan jo nemlig trækkes fra og det bliver garanteret her muligt i rigtigt, rigtigt mange år.
Det er en rigtig god forårshistorie.

“The Phoney War”

I perioden mellem Nazi-Tysklands erobringskrig mod Polen i efteråret 1939 og den efterfølgende “Blitz-Krieg” mod Frankrig den følgende forsommer herskede der er pudsig situation. Det var den, der benævntes “phoney war”, vel retteligt oversat til den “forlorne krig” Der var ganske vist formelt stadigvæk krig og ikke mindst på verdenshavene døde tusindvis. Det gjorde der så underligt nok ikke på landjorden, fordi der tilsyneladende herskede permanent stilstand. Ingen skød på nogen, selv ikke på de fjender, der var ganske tæt på. De allieredes aktive krigshandlinger begrænsede sig til nedkastning af flyveblade fra bombefly over Tyskland. Disse blev naturligvis med betydelige hensyn til risikoen for at få et bundt flyveblade i skallen fra stor højde omhyggeligt pakket ud og distribueret på ægte humanistisk vis.

Måske ikke fuldstændigt overraskende havde denne “phoney” krigsførelse kun ét resultat, nemlig massevis af tab af disse temmeligt upålidelige bombefly, der havde utallige motorproblemer men humanistisk, det var det bestemt. Næsten ligeså humant og rigtigt, som det var fuldstændigt virkningsløst. Alle hidtidige erfaringer fra børne-og hundeopdragelsen viser vel ellers, at straf uden sanktioner er aldeles virkningsløs og de allieredes offensiv med flyveblade mod et morderisk nazi-regime var vist den ultimative skamstøtte over denne strategi. Eller ikke-strategi er vel mere korrekt.

I det hele taget er vestlige militærorganisationer en pudsig ting. Traditionelt betragtede man jo fra venstreorienteret side ellers militæret som “krigsliderligt” og amerikanerne naturligvis som de mest liderlige af de allerede liderlige. Det er nu næppe korrekt, fordi et vilkårligt militær efter en længere fredsperiode jo faktisk slet ikke er interesseret i at gå i krig. Alle de behagelige rutiner og den stive organisation, som alt militær til alle tider har excelleret i, fungerer jo altid langt bedst, når der er fred. Selv den prøjsiske næsten kroniske krigskonge Frederik den Store legede jo langt hellere krig med sine perfekt ekscercerende soldater end han begav sig ud i den “rigtige felt” Som den lokale ærkebiskop Kjeld Holm her i byen er det jo altid rarere at sidde dernede i luksusvillaen i ro og mag og kommentere bagateller end det er at gå i clinch med den nye autoritære religiøse trussel. Det er bestemt ikke fra den etablerede kirke eller de siddende generaler, at man skal vente handling, og så er det forresten ligemeget, hvordan situationen er. Fuldstændigt. De har altid alt for meget at miste.

Ud for Somalias kyst sejler som bekendt den danske flådes flagskib “Absalon” rundt på jagt efter somaliske pirater. Nå, måske er vi allerede kommet ud på forræderisk tynd is her med mulige folkeretslige konsekvenser, for muligvis er ikke alle piraterne rene somaliere. Enkelte kan jo være fra Etiopien, Djibouti eller Eritrea og man vil jo så nødigt såre eller krænke nogen i disse politisk så korrekte tider. Ja, man vil faktisk slet ingen ting, eller rettere, det har man ikke villet hidtil. Nu har piben bare fået en anden lyd. (husk at piber på skibe faktisk KAN pibe!) Nå, tilbage til militæret og begrebet “phoney war”

Situationen ud for Somalias pirathærgede kyst har hidtil været uhyre idyllisk på samme måde som de allierede soldater fra nært hold i 1939-40 kunne følge opførelsen af den tyske Siegfried-fæstningsrække som de et par år senere så skulle erobre med betydelige tab til følge.. Piraterne har godt nok bortført bunker af skibe, men de civile tab har været minimale. Som i Frankrig under “The Phoney War” Omvendt har den allierede flådes respons overfor piraternes aktiviteter været helt ublodige. Tilsyneladende har man leget en leg med, at den ene part har “leget pirater”, mens flåden så har “leget flåde” Særdeles idyllisk og vejret dernede er jo perfekt på denne årstid hvis man ellers har nok kolde øller med. Og så helt ublodigt. 

Flåden har nemlig ikke på noget tidspunkt skudt med skarpt mod nogensomhelst og de pirater, som man af uransagelige grunde alligevel har fået ombord (deres påhængsmotor var nok gået i stå men mon ikke de danske mekanikere fik den startet igen og givet de bredt smilende mørke mænd et lektion i mekanik?) er blevet behørigt beværtet med politisk korrekte danske bil-magasiner med omhyggeligt afblændede bare damer. Tilsvarende har flådens traktement af disse gæster givetvis iagagttaget alle lokale religiøse forskrifter. Det hele er så endt med, at man har løsladt alle piraterne igen, da man jo ikke kan være bekendt at udlevere dem til lokale myndigheder, hvor de vel med god grund risikerede en rigtig straf. Hele dette “skyggespil” uden andre ofre end den almindelige fornuft er så blot kørt videre år efter år, mens piratindustrien måske ikke overraskende er eksploderet. Når der absolut ingen risiko er for piraterne andet end at forspise sig på de danske skibe kan man jo nok ikke regne med nogen videre afskrækkelseseffekt. gevinst uden omkostninger, fedt, mand, fedt! Afpresning betaler sig sandelig sommetider! Når den militære slattenhed er størst og beslutsomheden allermindst.

Nu tyder noget dog på, at denne paradisiske skatteyderfinansierede pacifistiske flåde-turisme er truet. Selvfølgelig ikke af flåden selv, dertil elsker den jo som alle andre fredstidsmilitære organisationer freden alt for meget. Der er nemlig en slange på vej ind i Paradiset. Den hedder Blackwater og er et amerikansk privat vagtværn. Det forbandede er, at de her fyre skyder med skarpt. Og for at ramme, aldeles umilitært og helt uforståeligt for danskerne, som aldrig har affyret et skud i vrede (men muligvis i lettere fuldskab) Der er jo en vis tradition for den slags, husk for eksempel det eneste danske succesfulde flåde-missilangreb i nyere tid, dét der ramte et sagesløst sommerhus i Lumsås ved Sjællands Odde.

Nu kunne man så spørge, hvorfor skibsejerne vil bruge bunker af penge på at betale Blackwater for noget, når nu flåden allerede er der og burde gøre det gratis, men svaret er jo selvfølgelig aldeles indlysende og naturligvis så indlysende, at ingen selvfølgelig absolut ingen journalister kan finde på at stille spørgsmålet til flådens effektive pressemaskineri. Flåden gør jo nemlig overhovedet ingenting udover altså aktivt at medvirke til at rekruttere nye pirater. At det virker effektivt ved vi, fordi den danske øverstkommanderende på “Absalon” har oplyst, at man vist kun ret sjældent ser den samme pirat ombord til det sædvanlige traktement igen. Hvordan han så lige ved det da de vel næppe bærer deres kørekort på sig og alligevel altid hedder Muhammed.

Det tilskriver denne ligegyldige epaulet-svinger selvfølgelig, at piraterne er blevet afskrækkede, men af hvad dog? At der ikke var mere end én dessert måske? Det er åbenbart ikke faldet ham ind, at situationen kunne være som at forsøge at finde ud af en bestandstørrelse af karudser i en lillebitte branddam ved at fiske løs. Hvis man trods mærkning af allerede fangede karudser hele tiden fanger nye umærkede så plejer den naturlige konklusion at være, at der altså er en helvedes masse karudser, ikke at de pludseligt er blevet klogere. Til gengæld kan man vel slutte, at fredstidsmilitær bestemt bliver dummere og mere slattent og alle erfaringer i historien viser jo osse, at langt hovedparten af de officerer, der er ledende ved krigens udbrud, ret øjeblikkeligt finder alternativ beskæftigelse langt, langt væk fra alle krigshandlinger. Nå, kaptajn Termansen ombord på “Absalon” er åbenbart af en anden støbning. Nu skruer han nemlig for alvor “bissen” på. og sikken én!

Denne moderat øl-mavede fyr mener nemlig, at det i den nye situation sagtens kan blive nødvendigt at skyde for at dræbe. Ikke piraterne selvfølgelig, dem har man jo en fin aftale med på samme måde som politiet og mafiaen har det på Sicilien, altså vist udelukkende på den ene parts præmisser. Vores let-flommede fætter her identificerer nemlig fjenden helt entydigt. Som han så rigtigt siger det: “..hvis de skyder mod nogen, som jeg vurderer som uskyldige,..så kan jeg blive tvunget til at skyde” Nej, det drejer sig selvfølgelig ikke om de gode bon-kammerater piraterne, nej, det drejer sig selvfølgelig om Blackwater. Nu kunne man måske spørge om, hvordan en “uskyldig pirat” ser ud mest fordi alle disse mørke mænd i deres hurtige speedbåde, der fræser rundt om fragtskibene vel næppe er bundgarnsfiskere allesammen, men sådan er der så meget. Som en anden autoriseret skarphjerne, en forsker ved Dansk Insttitut for Militære Studier, så fornemt udtrykker det: “De internationale soldater har hidtil vidst, at folk med våben var fjenden” Han må vel her mene piraterne og det har jo hidtil været såre simpelt. Fjenderne selv med våben var jo kun “fjender for sjov”, som man selvfølgeligt aldrig kunne finde på at skyde efter. helt anderledes med de “rigtige fjender” som naturligvis er Blackwater. Dine ” sande venners fjender” er selvfølgelig også dine fjender selv når “vennerne” altså er pirater. Og så selvfølgelig al anstændighed som vel nok er den allerstørste fjende for denne impotente flåde-farce. Og så er den endda dansk.

Hvornår mon det her pirateri så naturligt hører op? Tja svaret er vel når det ikke kan betale sig længere og det vil naturligvis i denne situation sige ALDRIG. Underligt nok kan ingen ingen åbenbart huske blot et par årtier tilbage, hvor pirateriet endnu florerede i det Sydkinesiske Hav. Det gør det ikke længere. Recepten dengang var summariske retssager med efterfølgende henrettelse af alle tilfangetagne pirater og indsats med landtropper. Som det iøvrigt altid har været skik og brug. Altså lige indtil den danske flådes “humanistiske gennembrud” hvor man blot viser skyderne frem uden at bruge dem.Man kommer virkelig til at elske at betale sin skat til sådan en flok fedladne karnevals-søfolk og deres “Solferie i det Fremmede” Pas nu på hudkræft som vel må være den største risiko. Og at falde overbord af fuldskab.

Overskriften i JP er iøvrigt : “Lejesoldater forstyrrer piratjagt” Det lyder lidt som om avisens udsendte er blevet beværtet lidt rigeligt ombord af Forsvarets Velfærdstjeneste, upartisk hed tyder ordvalget jo ikke på. Nå, de er tydeligvis ligeglade, piraterne, jagttiden på dem er jo åbenbart afskaffet. Godt for erhvervet i denne moderne “phoney war” En krig, som kun udsættes på denne måde mens piraterne opruster som tyskerne dengang under den første “phoney war, hvor svært er det lige at forstå? Sværere at forstå end at nogen kan tage den danske flådes indsats alvorligt. At kalde det en skændsel er sådant et sørgeligt utilstrækkeligt ord. Rul, Tordenskjold og Peter Willemoes, rul dernede i jeres grave!

En uhyre arbejdsom mand

I dag var så dagen, hvor det blev endeligt bekræftet, at den tidligere mangeårige målmand i AGF og nuværende langtids-sygemeldte direktør i Århus Elite, Lars Windfeld ikke vender tilbage. Hans stress-relaterede sygdom forsvandt underligt nok ikke og det er nok kun overraskende for de allerfærreste fornuftige mennesker. Det omfatter tydeligvis ikke den øvrige ledelse af Århus Elite, som åbenbart slet ikke har forudset denne ellers ret indlysende mulighed. Indlysende fordi enhver, der nogensinde har haft blot perifer berøring med den nu afgåede direktør Windfeld ved, at han er og altid har været det, som forsikringsselskaberne engang noget politisk ukorrekt kaldte “et dårligt liv” Allerede som anfører for AGF i mange år demonstrerede Windfeld de vanvittigt og nærmest “opædende” koleriske sider af sin personlighed, men der var der der selvfølgelig ikke noget galt med det. Dengang var det givetvis en betydelig karrierefordel for Windfeld at være den person, som han var. Denne lille mand (som altså endda var målmand) kunne ved hjælp af sit noget ukontrollable temperament springe allerhøjst op i luften efter de høje bolde.Det gjorde ham naturligvis til en god målmand og fremragende fighter. Og “et dårligt liv”

Desværre og naturligvis temmeligt forventeligt kunne han så også simpelthen “springe i luften” uden at der var nogen bold og det er så det, som er sket nu. Tegnene har nu været ganske tydelige i de senere år for enhver, som blot har gidet se på selv dårligt reproducerede avis-fotos af Windfeld. Mandens øjne har simpelthen kronisk råbt til enhver, at her er der en mand på “ren efterbrænder”, som man siger i flyversproget om den ekstra tænding af udstødningsgasserne, som ganske vist giver ekstra fart, men til gengæld brænder motoren op. Man tør slet ikke gætte på, hvor højt mandens blodtryk kan have været, men mon ikke vi nærmer os rekorden for pattedyr udenfor giraf-familien? Vi ved selvfølgelig ikke, om Windheld har nogen pensionsordning (det har han nu nok) men vi vil godt vædde på, at han i de seneste mange år ihvertfald ikke har kunnet tegne nogen. Dertil har han altså set (og altså også været) alt for syg. Det sygeste er så, at ingen andre har reageret på det.

Nu er der som Windfeld naturligvis personer, som er arveligt disponerede for stress og som i virkeligheden mest fortjener beskyttelse-mod dem selv!. Stress har nemlig ikke nødvendigvis noget at gøre med hverken arbejdsbyrde eller arbejdstidens længde. Det sidste gælder da tydeligvis ikke for den engang så fejrede formand og tidligere minister Bendt Bendtsen fra de konservative. Kendt som den populære “Bendt Betjent” fungerede Bendtsen som et velkomment alternativ til den fjumrende udenrigsminister Per Stig Møller og de gamle slidte (og vel også en smule anløbne) koryfæer Ninn-Hansen og Poul Schlüter. Alene navnet med sin ærkedanske understregning af slægtens betydning fortæller vel alt om denne kernedanske hædersmand. Efter den noget selektivt sandheds-søgende Schlüter var den fuldstændigt farve-og fantasiløse Bendt lige det, der skulle til. Og så måske alligevel ikke.

Efter fratrædelsen som minister er historierne om hans luksusrejser med (de samme om og om igen) kendte og ikke mindst velhavende erhversforbindelser jo eksploderet. Mindst 60 rejser over mange dage hver har veldædige forretningsmænd naturligvis helt uegennyttigt foræret denne nu heldigvis tidligere minister. Det ser Bendt noget overraskende ingen problemer i. Ja, han forstår vist nærmest slet ikke spørgsmålet. Se, her har vi en mand, som arveligt er bygget til aldeles overlegent at tackle stress af enhver art. Windfeld, kik nu efter! Bendtsen sidder nemlig fuldstændig uden blusel eller eftertanke i øvrigt i TV-primetime og siger noget med den største selvfølgelighed, som simpelthen er så hjernedødt tåbeligt, at vel i virkeligheden ingen danske politikere nogensinde har været helt deroppe. Han kalder det nemlig for “arbejde”

Ja, faktisk nydefinerer Bendtsen helt tydeligt alle hidtil anvendte begreber om “arbejde” Alene det er jo overraskende med denne mand, som ellers aldrig nogensinde i sin politiske (eller antageligt øvrige) karriere nogensinde har sagt noget, som ikke allerede utallige andre allerede har sagt langt bedre. Eller nogensinde har tænkt en tanke, som ikke allerede en blot gennemsnitligt begavet rundorm har tænkt bedre. Langt bedre ville være vores gæt. Bendtsen fortæller nemlig helt åbenlyst, at han i de seneste mange år har arbejdet “langt over 100 timer om ugen”. Det er altså en del, Bendt, ja det er faktisk så meget, at han faktisk nødvendigvis må medregne den tid, han sidder på toilet og også den tid han ser frække film på diverse hotelværelser. Foruden al den øvrige tid hvor han ikke sover.

“Langt over 100 timer” om ugen betyder jo strengt matematisk, at hvis vi går ud fra, at den gudfrygtige Bendtsen “kommer hviledagen i hu og holder den hellig”, så er der altså ialt i de andre seks dage blot 144 timer til rådighed. Hvis vi antager, at “langt over 100” f. eks. er 110, så er regnestykket således: Hvis Bendtsen kan klare sig med gennemsnitligt godt 5.5 times søvn hver nat, så arbejder han simpelthen HELE TIDEN og HELE DØGNET IGENNEM. ALTID, år ud og år ind. Hvis han skulle have behov for 8 timers søvn er situationen en hel del værre.Det kan han nemlig kun få ved osse at bruge søndagen. Regnestykket er nu følgende: Der er ialt 168 timer i en uge. Minus de 110 timers arbejde og 56 timers søvn er der så kun 2 timer tilbage til familiære sysler. Altså ialt OM UGEN år ud og år ind. En mands liv?

På basis af disse ret elementære kendsgerninger kan man da vist glæde sig over, at Bendtsen ikke længere er justitsminister. Mage til løgnehistorier skal man da vist ud i de fynske landpoliti-distrikter for at tage alvorligt men der virker de så tilsynelade fint og overbevisende. Tjah, det gør de vel oss overfor den tidligere ganske skrappe Jersild i TV, som heller ikke har hovedregning som sin kernekompetence. Ihvertfald forblev den simple matematik bag disse historier helt uafklaret. At det så er vanskeligt at forestille sig, at man andre steder i verden uden øjeblikkelige strafferetslige sanktioner ville kunne acceptere Bendtsens forklaringer om al hans såkaldte “arbejde” på de utallige (af alle mulige andre) dyrt betalte lyst-ture er så en helt anden sag. Fuldstændigt uden stress eller videre forståelse af implikationer af disse ellers ellers ret entydige handlinger fremturer Bendtsen blot med sine banaliteter. Se, her har vi en mand, som ingenting har forstået. Af nogetsomhelst, og allermindst af det ellers indlysende kritisable, som han altså har brugt en stor del af sit liv på. Det, som han på politisk noget “nydansk” kalder sit “arbejdsliv”
Om vi antyder, at Bendt Betjent har ladet sig bestikke? Ok nej, vi kan også tale “nydansk” Ligesom vi faktisk sagtens kan arbejde langt over 200 timer om ugen og det endda uden stress. Hvorfor er det lige at man i tilfældet Bendt kommer til at tænke på den gamle helt fra utallige “Sengekant-film”, nemlig afdøde Ole Søltoft? Han forstod heller aldrig nogenting af nogensomhelst..
Hvor fuld af løgn af løgn kan man egentligt være? Det rigtige svar synes at være: Helt ubegribeligt meget. Altid. Hele døgnet rundt. År efter år efter år.

Åh, de penge!

For et godt stykke tid siden filosoferede denne side over situationen i det danske landbrug. Det drejede sig om en forrygende gældsætning kombineret med et ganske tilsvarende fald i indtjeneningen. Når man for eksempel på et år i erhvervet gældsætter sig for 20 mia. mere til ialt 317 mia for tilsvarende blot at opnå en negativ indtjening på 0.1 mia. er der vel i konventionel økonomisk teori tale om et rigtigt lorte-resultat. Livstruende er sådant et sørgeligt utilstrækkeligt ord her. Lige i dette tilfælde var det som sagt ikke særligt vanskeligt at være en pessimistisk spåmand og nu har denne erkendelse ligefrem også ramt dagens JP. I en glimrende dobbeltsidet feature funderer avisen over den gældsfælde, som har ramt både landmænd og banker. En gældsfælde så enorm, at den uden problemer kan opæde både bankpakke 1, 2, 3, og sikkert osse 4. Altsammen til et erhverv med blot ialt 11.000 udøvere. Fuldstændigt vanvittigt faktisk.

For tiden er al handel med landbrug ikke ganske overraskende i praksis suspenderet. Ingen blot nogenlunde normalt begavet person kunne vel drømme om at investere i et erhverv, hvor samtlige priser for hidtil kendte landbrugsprodukter falder helt vanvittigt samtidigt med, at prioduktionsomkostningerne er stigende. Under normale økonomiske forhold ville det jo naturligvis nødvendigvis medføre voldsomme prisfald på landbrugsjord på samme måde som det kollapsende private boligmarked, men det er jo overhovedet ikke tilfældet. Selvfølgelig ikke, som dagens avis jo for som den vistnok første udover denne som altid uhyre profetiske skribent bemærker det. Som sagt, det var ikke en nær så stor præstation af undertegnede at se den reelle situation i det danske landbrug som det var for den økonomiske sagkundskab at overse samme. Det sidste er temmeligt imponerende.

Nu hjælper det sjældent som en mand på en synkende tømmerflåde omgivet af utallige hajer at forestille sig, at det vist bare er hjælpsomme delfiner. Ligeså lidt hjælp er der vel at hente i den kendsgerning, at jordpriserne ikke er faldet, ikke endnu ihvertfald. Så længe de ikke gør det sidder landmanden jo stadigvæk på sin gård forgældet til opover toppen af foderstof-siloen mens banken jo principielt stadigvæk har penge stående i værdierne derude. Det vil sige, i det øjeblik hvor man så vil forsøge at trække papirpengene ud af landbruget, så kollapser hele denne uhyre kunstfærdige økonomiske konstruktion selvfølgelig øjeblikkeligt med massive prisfald til følge. Derfor gør man det selvfølgelig ikke, for nok har de allerfleste lændmænd problemer, men deres banker har bare endnu større problemer. Nemlig med at absorbere de kolossale tab, som forekommer, nej naturligvis er uundgåelige. Ikke nødvendigvis lige nu men som hajerne forsvinder de blot ikke. det gør kun håbet.

I mellemtiden fortsætter maskespillet så. En bankmand udtaler, at forudsætningen for en forbedring i landbrugets fortvivlede situation er “..et niveauskifte i svineproducenternes indtjening”. Hvordan man så lige opnår det i en verden, hvor kødpriserne ikke uventet er styrtdykket til omtrent det halve i den seneste tid forlyder der godt nok ingenting om. Når en landmand allerede sidste og forrige år sendte penge med hver eneste gris er der jo ikke megen økonomi i blot at øge produktionen. En anden bankmand mener, at landmændene “..skal satse benhårdt på at forbedre resultaterne af den primære drift” Det er ca. ligeså let, fordi både korn-og mælkeprisen i den seneste tid også er mere end halveret på verdensmarkedet. Når man sidste år ikke kunne opnå overskud i det hele taget i landbruget trods altså i forhold til nu forrygende høje afsætningspriser, hvad er det så lige man kan i dag? Ikke en skid er sådan et simpelt, men vel ret dækkende udtryk for denne situation.

I sådan en situation er der naturligvis nul købere på markedet og så er der måske endda rundet op. Alle venter på det prisfald, som naturligvis kommer på samme måde som det gjorde på det private boligmarked. I landbruget kommer det så blot først den dag, hvor det ikke længere er muligt for aktørerne at “inddæmme” et helt erhverv på kanten af en katastrofe. Nå nej, man kan vist ikke tale om andet end en fuldbyrdet kendsgerning, som altså blot ikke er blevet fuldbyrdet endnu. Der er masser af revner i dæmningen og alle kan sagtens se, at den vil falde, men alligevel flytter/flygter ingen. Det skyldes vel mest, at der heller ingen steder er at flygte/flytte hen.

Det er som sagt interessant at lave et regnestykke for en korndyrkende landmand i Danmark. Med en pris på jord på pr. hektar (10.000 m2) på p.t. 228.000,- skal man med den nuværende kornafregning dyrke byg en hel del år for at finansiere det. Eller rettere, regnestykket er faktisk så absurd, at det ikke er underligt, at måske ingen har foretaget det. Bruttoindkomsten ved korndyrkning pr. år på denne hektar er nemlig under 5.000,- og som bekendt kan man i Danmark udenfor drivhuse kun dyrke en enkelt afgrøde pr. år. Fra de 5000,- skal så fratrækkes udgifter til såsæd, maskiner, brændstof og landmandens løn. Åh ja, og så glemte vi da lige renteudgifterne på de 228.000,- som jo også skal finansieres af de 5000,- Og så lige skatten, har vi ellers glemt mere? Det er vist ogå temmeligt ligemeget. Hvordan man overhovedet skulle kunne forbedre de her resultater på nogen meningsfuld måde med de nuværende priser er noget af en gåde for os. Næsten en ligeså stor gåde som at ingen tilsyneladende har lavet dette ellers ret simple regnestykke.
Nå, men hvis man ikke skulle betale renter for købsprisen og iøvrigt ikke havde andre udgifter ville jorden jo også have være betalt på kun knapt 46 år….Det er jo ellers en ret fed forretning.

Anno Domini 1972

Sommetider kan man næsten sammenligne livet med gengivelsen fra vores nye/tudsegamle JBL 3-vejs 4320 studie-monitor fra 1972. Hele perspektivet ændres nemlig ganske dramatisk, når man bliver ældre og da ikke mindst i forhold til opfattelsen af kærlighed. Eller måske snarere det, som man på forskellige stadier af livet sommetider noget fejlagtigt har opfattet som kærlighed. Det viser sig alt for ofte efterfølgende, at det, der engang forekom som absolutte højdepunkter i tilværelsen i virkeligheden var lokale lavpunkter. For eksempel kunne et tiulsyneladende fornuftigt parforhold efterfølgende sagtens vise sig at være langt værre end overhovedet ingenting.

Det er faktisk temmeligt foruroligende at opdage, at langt hovedparten af den tid, som i bagklogskabens klare lys har vist sig at være de allerlykkeligste i denne skribents liv, faktisk har vist sig at være år uden kærester. Ikke blot lidt uden, HELT uden. Sådan forekom det muligvis ikke dengang (nej, det gjorde det overhovedet ikke!), men det var det altså alligevel. Nu kan man bestemt med nogen ret indvende mod dette simplistiske livssyn, at undertegnede helt givet blot har fået, hvad han har fortjent. Det kan heller ikke afvises for store dele af livets vedkommende, men det er til gengæld heller ikke hele forklaringen. Det hele har nemlig alligevel haft en mening. Endelig og til allersidst. Hvor denne skribent har fået uendeligt mere mere end fortjent.

Det var der naturligvis ingen, der anede i det Herrens År 1972, hvor amerikanske ingeniører skruede vores nye/gamle JBL 4320 sammen ovre i Californien. Lidet anede de, at dette stolte firma senere skulle udvikle sig til storforbruger af plastic-materialer i et gigantisk omfang, som nærmede sig LEGO og i samme ombæring skrotte alle ambitioner om andet end kortsigtede gevinster. Som de allerfleste andre naturligvis. Over en tur til JBL-produktion i Frankrig og sågar Ringkøbing, Danmark gik dette nomadiske firmas vej som næsten alle andre til Kina til fortjent kommende glemsel. Snart vil det blive savnet på nogenlunde samme måde som man vil huske hende den leverpostej-hårfarvede pige i 8 klasse, altså ikke særligt. Nå, disse uhyre kompetente ingeniører er vel temmeligt ligeglade nu, fordi de jo allesammen er døde af alderdom. Det er bestemt også noget pudsigt at huske på, at chefdesigner hos JBL/UREI Ed Long faktisk dengang i 1972 allerede havde høreapparat. Som senere designeren af Apogee-båndhøjttalerne. Under alle omstændigheder var det alligevel helt udelukket for den i 1972 16-årige Poul M. overhovedet at drømme om de her sindsvagt åndsformørket kostbare JBL 4320 så det gjorde jeg naturligvis, perspektiv eller ej.

Der skete dog alligevel noget epokegørende dengang i 1972 udover produktionen af vores JBL. På en skjult lokalitet i hovedstadsområdet fødtes nemlig et pigebarn, som mange år efter skulle komme til afgørende at vende op og ned på denne skribents liv. Om det foregik i dølgsmål som ham der Jesus ved vi ikke noget om, men virkningen af denne vidunderlige kvinde for denne skribent skulle blive nogenlunde den samme. Desværre eller måske nærmere uundgåeligt gik der alt for mange år, inden det skete. Desværre, fordi det er meget, meget længe at vente på noget så godt og sikkert uundgåeligt, fordi jeg ellers aldrig ville have haft nogen chance. Denne vidunderlige kvinde drømte jeg til gengæld ikke engang det allermindste om. Ikke fordi der ikke var noget at drømme om, men fordi drømmen var ligeså umuligt fjern som at begive sig på kosmisk vandretur til fjerne stjernetåger. 

Denne chance kom først efter at livet tilstrækkeligt klart havde demonstreret, at parforholdet simpelthen ikke havde nogen chance overhovedet. Så indfandt roen sig og dermed miraklet. Andre ord dækker kun dårligt.

Livet bestod dengang indtil den 15. januar 2005 for denne skribent af et hyggeligt samliv med den dengang noget yngre og attraktive Folmer Hund og en hel bunke kasser Flensburger-pilsnere. Kvinderne var kommet og (måske især) gået igen og havde typisk eftertrykkeligt smækket med døren og det var helt fint for os. Livet var gået ind i en endelig fase af tilsyneladende lykkelig stabilitet og almindelig afklaring. Bagklogskaben viste sig faktisk her at være enig med vurderingen dengang, det var en fin tid. Som jo så alligevel kun varede indtil den kommende fru Olsen havde nået skelsår og alder og maste sig ind i vores liv dengang den skæbnesvangre 15. januar 2005. Dette ypperlige kvindelige top-produkt årgang 1972.

Efter den tid viste det sig, at selv perfektion med hund og øl alligevel kunne forbedres og det endda langt udover nogen forestilling. På denne vel ellers ret ubetydelige mærkedag som en fødselsdag er i min alder, kan man dog alligevel sagtens glæde sig over det utrolige gave, som denne vidunderlige kvinde er. På denne dag som på alle andre. Ikke engang i ungdommens fantasier havde man kunnet forestille sig noget sådant, men det skete altså alligevel. Som altså osse at få det sæt JBL 4320, som man heller aldrig overhovedet turde drømme om.
Så er der altså noget ved at have fødselsdag. Skål, allesammen!

Forår og syvsovere

Her til morgen tog syvsover-søvnen vores heltemodige skribent her efter en hård dag på fabrikken i går. Alligevel var det dog en betydelig tilfredsstillelse at se de meget nyligt renoverede JBL 4320 med den vitale ekstra 077-diskant trone på deres uklædelige standere i vores lytterum. På sådan en sær ildevarslende slagsskibs-måde som om de blot stod der uanset hvad der måtte komme. Som slagsskibet “U.S.S. Missouri” inden det sejlede ind i Tokyo-bugten i 1945. 

Det er heldigvis osse sådan de spiller. De giver uden skam deres helt egen fortolkning af en musikalsk begivenhed. Deres egensindighed er så stor, at man kan komme i tvivl om, om denne begivenhed overhovedet nogensinde har fundet sted, for sådan kan det da næsten ikke have lydt? Nej, naturligvis ikke, men for mange andre af de mekaniske elektromgnetiske reproducenter af elektrisk forstærket lyd (sædvnligvis benævnt højttalere) kommer man overhovedet ikke i tvivl. Sådan som disse sidste gengiver den akustiske begivenhed kan det da overhovedet ikke have lydt. Ikke blot et eneste sted i hele verdenshistorien. Der er muligvis tale om en akademisk forskel, men forskellen er nu stor alligevel.

Med disse JBL kunne man dog måske til nød teoretisk have forestillet sig et enkelt udæmpet studie hos CBS under indspilningen af Bob Dylans “Blonde on Blonde” fra vistnok 19-et-par-og treds, hvor det lige præcist lød sådan her. Selv om det nu næppe passer. Bedre er højttalere af den dynamiske trods alt heller ikke uanset om de er tilspillede over 40 år eller ej. Hvis tilspilning altså overhovedet havde haft nogen mening med kvalitetshøjttalere.

Tilbage til atter en dag med montering i massevis og missen med øjnene mod den kåde forårssol, som varsler alt muligt godt for dem, der stadigvæk er i business til den tid, ihvertfald glæder vi os vældigt.
En del i denne branche må nu nok som de amerikanske matroser på “U.S.S. Arizona” om morgenen den 7. december 1941 berede sig på, at de er på vej ind i historien på den noget ufede måde. Nå, i det mindste skinner solen som den morgen på Oahu, Hawaii. Den helt selvsamme sol….

Gammelt bras eller gammelt guld

I dag skal vi lige henvise til et gammelt ugeemne, nemlig “Tanketorsk og almindelige torsk” Det er nemlig en ganske god beskrivelse af denne weekends lytte-session med den HELT klassiske JBL-studiomonitor 4320. Med sin bestykning af en 1-tomme driver på 5 kg. med Alnico/Ticonal-magnet og en 40 cm. lang konisk horntragt og en ditto 15-tommer kom den længe inden L-100/4311-modellerne. Bedømt ud fra weekendens lyttetest af disse gamle kombineret køle/fryseskabsstore lavstammede æsker kunne de tydeligvis noget, som intet andet kunne eller har kunnet siden. En afspilning af “Trinity Revisited” med Cowboy Junkies er en øje-åbnende oplevelse. Her troede vi, at vores kombinerede lytte-arsenal af Tannoy Gold 15/ ATC SCM 300 og Quad ESL 63 tilsammen havde afsløret alt, men der var alligevel lidt tilbage. Måske i virkeligheden en hel del..

Det var nu ikke fordi det startede særligt lovende med denne lyttesession af disse JBL fra 1972. Alison Krauss og Union Station lød noget tyndt for nu at sige det lidt mildt. En let dæmpning af mellemtonehornet og en hævelse af den 077-diskant, som man allerede fra starten havde forberedt monteringen af (og som den tidligere ejer heldigvis havde fået efter-monteret med ekstra filter og det hele) hjalp dog vældigt på det. faktisk blev det herefter ligefrem en (ganske vist betinget) fornøjelse at høre på dem. Ikke spor ubetinget rart, men alligevel en fornøjelse. Ikke mindst bassisten Alan Anton fik helt nyt og selvstændigt liv i den noget kaotiske optagelse af “Working on a Building” Helt sådan har vi aldrig hørt det før, måske fordi det i virkeligheden slet ikke lyder sådan, hvem ved egentligt det?

Det påstår vi bestemt ikke, at vi gør og vi påstår heller ikke, at det her tudsegamle JBL-bud på den ultimative monitor overhovedet er vellykket. Fra starten, altså som 2-vejs med en frekvensgang, som allerede fra 10 khz rullede faretruende og særdeles uregelmæssigt af, har den givetvis været ret problematisk og noget “mellembølgeradio-agtig” Nu var mellembølge-modtagelse og det særegne amerikanske “8-spors” bilstereoformat jo iøvrigt særdeles udbredt dengant i Staterne, så det hatr sikkert været nyttigt nok. At nogen overhovedet så teoretisk muligvis har anvendt denne diskantfrie højttaler som 2-vejs er fuldstændigt uforståeligt mest fordi forskellen i pris givetvis har været minimal på 2 og 3-vejsudgaven. Helt igennem latterligt. Som at tilbyde en af datidens landevejs-konger, Ford Mustang med en motor fra en SAAB 96 til samme pris som den rigtige med 350 SAE-hestekræfter

Som sagt er den oprindelige box forsynet med præ-fabrikerede huller til det store delefilter bagpå og diskanten foran og finish på boxene her er langt, langt bedre end den næste generation af JBL. Ingen spånplade og MDF her, udelukkende krydsfiner. Det giver en tung og slagkraftig bas og en vældigt hornagtig mellemtone (surprise-surprise) med et overskud i lydtrykket, som kun understreger fejl i lyd-mixet. Jo, og så naturligvis også de graverende fejl i højttalerens egen gengivelse som udstilles ganske nådesløst. En barsk og bister blanding.

Det foregår dog på en måde, så man sagtens kan forstå, at generationer af studieteknikere har sværget til de her skrumler. Man sagde engang, at de her JBL vist var bedst til rock, men dér tog man nu fejl. Det, som de gengiver bedst er der intet andet, som kommer i nærheden af og det behøver slet ikke være rock. Kompromisløs ingeniørkunst skinner altid igennem. Omvendt, det de gør dårligst gør de dårligere end selv dagens ligegyldige udbud af såkaldte “studie-monitors” Det er blot altsammen fuldstændigt ligemeget for de her gamle dinosaurer fra for omtrent 40 år siden for de gør naturligvis langt det meste fuldstændigt rigtigt.
Vi respekterer de valg, som designerne Ed Long, Mark Gander og andre traf dengang. Det var nødvendige valg truffet af rigtige mænd og ikke plattenslagere i nutidens dyrt indkøbte Pralforder.Alligevel, det med at spare diskanten væk kan nu næppe have været andet end noget tidligt marketingfis…Medmindre designerne var døve fra starten af.

Hifi-antikviteter-OBS juryen arbejder endnu søndag!

Engang for længe siden kunne man blive verdensmester i sværvægtsboksning hvis man blot var stor nok. Indtil boksningens senste statusmæssige nedtur og de forskellige østeuropæiske misfostre var historiens største bokser som bekendt Primo Carnera. Det, der gjorde ham stor, var nu bestemt ikke hans boksemæssige kunnen, men mest en for en tid stabil backing fra den lokale mafia. Derfor vandt Carnera helt uforklarligt verdensmesterskabet på knock-out i en kamp mod Jack Sharkey og det endda ved et slag, som vel burde gå over i boksehistorien. Det er det muligvis også uden at vi dog ved det, men det er ellers så vidt vides det eneste afgørende slag i nogen VM-sværvægtskamp, som overhovedet ikke ramte. Alligevel tumlede Sharkey ned på canvassen og Carnera var verdensmester.

Carnera var stor som et (stort) hus men til gengæld blid som et (ganske lillebitte) lam, vel ikke akkurat nogen recept på en succesfuld bokser. Det var han så heller ikke og forsvandt snart derefter ud af historien. Det var vel ikke fordi han ligefrem fortjente det, men det viste sig nok efterhånden mere og mere umuligt at lade som om denne “Gentle Giant” overhovedet kunne bokse. Selv i en tid uden TV-slowmotion var det hurtigt blevet indlysende for alle, at enhver spastiker i rullestol med blot et brev-korrespondencekursus i boksning var mere end en match for Carnera efter første lektion. Størrelse var altså ikke alt udover en vis størrelse forstås. Siger denne temmeligt velvoksne skribent og vil i den anledning lige modificere det gamle ordsprog om rigtige mænd: Rigtige mænd vejer nemlig ikke som hyppigt antaget blandt ignoranter “mere end 100 kg.”. Nej, de vejer mere end 110 kg. og det er endda ganske præcist siger vægten fra IKEA.

Nå, det bringer os jo naturligt videre til de evige betragtninger om, hvem der mon så da var den allerstørste sværvægter gennem tiderne. Det vil jo altid forblive et noget hypotetisk spørgsmål men vores eget bedste bud er vel den eneste ubesejrede af slagsen, nemlig Rocky Marciano. Selv om en vis støtte fra mafiaen nok ikke ligefrem har skadet hans karriere var han nu i modsætning til Carnera en rigtig bokser. Selv om han nu langtfra vejede 110 kg. Alene det, at han var klog nok til at trække sig tilbage i tide tyder vel osse på, at han var helt udenfor konkurrence i en verden af andre store mestre. Hverken Joe Louis, Cassius Clay, George Foreman , m.m. fl. fattede jo nogensinde, at deres tid forlængst var forbi men nu er det bestemt heller ikke risikofrit for hjernen at være sværvægtsbokser, som den rystende og mimrende gamling Cassius Clay i dag beviser det.

Nå, vi starter i sværvægt i dag, fordi der nemlig bliver mulighed (måske da) senere i dag at kåre den bedste af de store gamle studiemonitors. De hidtidige kandidater har været de fra Abbey Road-studierne så kendte Lockwood-boxe med Tannoy Monitor Gold i og de i de samme studier endnu mere anvendte Altec Duplex-højttalere. Når noget så stort og helt rigtigt er alles valg over tilstrækkelig lang tid er der naturligvis ligesom med Weller-lodekolber tale om en vis form for kvalitet. Dog fik disse oprindelige dominerende operatører indenfor studiemonitor-markedet hård konkurrence fra JBL fra engang sidst i 1960-erne og i store dele af verden blev JBL faktisk på et årti de allerstørste. Det skete samtidigt med, at Tannoy i 5 år faktisk var med i Harman-gruppen sammen med JBL og som skildret i et gammelt uge-emne dengang gik ad Helvede til. Man kan lige knapt sige, at de nogensinde kom op igen.

Det gjorde det stagnerende Altec heller ikke rigtigt, selv om de møjsommeligt kravlede videre og først lukkede og slukkede i 1995. Kvalitetshåndværk i Oklahoma City hos Altec havde som Tannoy Products i West Norwood, Syd-London, desværre en slags “sidste salgsdag” For Tannoy sluttede det så blot i 1973. Inden da kom der dog en måske værdig konkurrent til disse gamle kæmper fra JBL. Det drejer sig om JBL 4320, der som alle andre fra samme stald i denne periode mest mindede om en kæmpestor oversavet dybfryser. Med stor omhu var man i dette design sikret, at med anbefalet flacering spillede diskanten direkte ind i knæskallerne på folk. For meget små dværge og andre ånds-pygmæer har situationen naturligvis været noget mere gunstig, men en gulvplacering har nu næppe været særligt heldig. Ikke desto mindre var det altså sådan de dengang stod allesammen derude i parcelhusene med de karry-gule eller avocado-grønne nyopførte toiletter. For de få, der havde råd altså, for de kostede altså det meste af en disponibel årsløn. Derfor lød de naturligvis også osse ad Helvede til og det er sådan vi husker dem.

Om de overhovedet kunne spille har vi måske mulighed for at finde ud af i dag, hvor vi får et sæt 4320 ind. Det bliver sådan lidt “Rocky Marciano vs. Cassius Clay” over denne seance blot med den forskel, at de her altså faktisk var ganske samtidige. Måske det i dag vil vise sig, at grunden til JBL’s i denne periode totale sejr over Tannoy faktisk var baseret på et bedre produkt. Der skulle nu heller ikke meget til dengang efter 1973 men lige præcist denne JBL er så faktisk fra 1972. Det bliver rigtigt interessant at se disse dengang direkte modstandere konkurrere på lige vilkår og vi skal nok rapportere om resultaterne. Vi er jo også en smule forudindtagede, fordi vi har mindst 10 sæt Lockwood-boxe med Tannoy Monitor Gold-enheder i. Derfor vil det være en kedelig overraskelse, hvis disse JBL vil vise sig at være overlegne, men spændende , det bliver det nu alligevel.

Det bliver en kamp fra dengang alle monitors var kæmpestore som sværvægtsboksere jo også nødvendigvis var. Og er.Kun uhyre få letsværvægts-boksere har jo forsøgt sig i sværvægt, og selv de bedste af dem har jo fået læsterlige klø af “naturlige” sværvægtere” uden særlige kvaliteter iøvrigt. Størrelsen betød ikke noget, den betød nemlig ALT!. Mærkeligt nok begyndte man så lige i denne periode i de tidlige 1970-ere at tage bittesmå prut-højttalere alvorligt. Nå, denne accept af det aldeles uacceptable er så heldigvis i dag midlertidigt suspenderet. I dag vil så lade disse rigtige “sværvægtere” udkæmpe den kamp, som de udkæmpede dengang. Hvis de altså havde været samme sted, disse monitor-monstre, men det var de nu næppe. De var nemlig så skidedyre, at de alene af den grund var og er uhyre lidt udbredte. Et google-opslag på den dengang mest udbredte amerikanske monitor, nemlig Altec 604, giver blot en lille håndfuld forkølede links. Giganternes kamp i dag kan sagtens vise sig at være en “first” i verdenshistorien.
Hvis Tannoy Gold ikke bliver vinder i denne giganternes kamp vil vi naturligvis ganske loyalt undlade at rapportere det, lidt ære har man vel altid.. Sandheden kan blive frygteligt ilde hørt, hvis der altså er en. Nå, der er nok næppe tvivl om, at alle modstandere i dag sagtens kan slå en “proper næve” JBL-en kan endda holde til ikke mindre end 60 watt. Musik forstås. Rigtig sværvægt!