Ferie, næh nej!

Vi beklager, at vi i de seneste par dage har haft lidt mere end rigeligt travlt med at forsøge at blive ferie-klare. Det er nu ikke så meget for vores egen skyld, dertil er vores lille virksomhed jo alt for altruistisk-indstillet uden nogen tanke for egne vinding eller frihed. Det skulle da lige være “FERIE-frihed”, da vi vil have åbent hele sommeren.  Nej, vi har mere forsøgt at afslutte alskens projekter her og hisset inden de kommende ugers stilstand. Med et vist men ikke totalt held. Sådan er livet vist bare, uforudsigeligt og helt, helt vidunderligt. Ja, man har jo bryllupsdag i den nærmeste fremtid..
Nå, måske der bliver tid til at trille lidt tommelfingre i den forfærdeligt frugtbare have, hvori alskens gevækster “vækster” aldeles ukontrollabelt. Eller i det mindste ukontrolleret, for så vidt som det endnu ikke helt er lykkedes at få permanent kontrol med ukrudts mængde. Minder meget om barndommens evige forgæves kamp for strandslottene i ebbe-vandkanten, der trods de ihærdigste bestræbelser på alskens aflednings-dæmninger og andre afvandings-beskyttelsesforanstaltninger altid forsvand tilbage i det hav, som de var kommet fra.. Som vi jo allesammen gør engang, men forhåbentligt først engang efter ferien naturligvis.

Nå, vi får se hvordan det altsammen går med det meterhøje skvalderkål derude i vores forskrækkeligt store have  når det øvrige Danmark indleder ferien i den nærmeste tid. Om ikke andet får vi da måske tid til endeligt at få planlagt en stor personlig og firmamæssig festlighed, som helt urimeligt er blevet udskudt alt, alt for længe.
Glæd jer, det gør vi!

Kollektivt selvmord

Nej, det er ikke vores egen branche, som vi i dagens skyndsomhed vil behandle. Tidens traditionelt rolige, nærmest begyndende dvale-lignende aktivitet i forbindelse med den kommende ferie er trods alt kun lige begyndt i vores professionelle branche.Det er jo faktisk osse ganske passende, når nu denne skribent af fruen er blevet kommanderet til en smule længe udsat ferie i år. Ikke endnu dog, der er trods alt både et og andet at gøre her i skoleårets sidste dage.

Nej , det er heller ikke slut-dønningerne af den nyligt overståede lærer-lockout. Her i området havde dedikerede ildsjæle (eller hvad man ellers skal kalde dette syge initiativ) blandt lærerne ellers under konflikten indkaldt iøvrigt sagesløse skolebørn (OBS-nej, henvendelsen var ikke til forældrene, ikke at det havde været spor bedre, blot mindre pinligt) til et søndagseftermiddagsmøde på en legeplads. Under det vel ikke fuldstændigt overbevisende påskud af, at de (altså lærerne) savnede eleverne. Overskriften på plakaterne lød iøvrigt (og burde måske stå som en endelig skamstøtte over totalt utilbørlige og helt uanstændige arbejdskamps-metoder) “Savner I os-vi savner jer!) Hvis man synes at det er OK at indrage børnene på denne måde i de voksnes arbejdskamp så er man måske fjernet lige rigeligt meget fra almindelig omtanke og menneskelig anstændighed, sådan noget gør man simpelthen ikke. Måske derfor det aldrig nogensinde er sket tidligere, historieløse paphoveder!

Nå, men nu er ferien her så altså snart, og børnene har givetvis ikke taget skade af lockout-savnet af de lærere, der ellers angiveligt elsker dem så højt. Mærkeligt som ens barndomsminder spiller en et puds, for på trods af et glimrende forhold til de fleste af mine lærere i en ganske langvarig skolegang kan jeg da aldrig huske jeg nogensinde ligefrem savnede dem..?  Nå jeg var vist blot mærkelig. Blot underligt, at lærerne ligesom os andre så lidt småtrætte ud ved gensynet efter ferien når eller måske hvis nogen havde savnet nogen så usigeligt meget. Selv om man måske med udgangspunkt i de fra kvantemekanikken så bekendte “heisenbergske usikkerheds-relationer” ikke helt kan udelukke, at den stadige ( og for denne personlige erfarings vedkommende uundgåelige) tilstedeværelse af denne skribent kan have påvirket målingerne..

Som så meget andet i livet, der er så uendeligt smukt og skønt, så er det sandsynligvis løgn. Vi kan naturligvis ikke afvise, at samtlige lærere på den iøvrigt ganske glimrende og  priviligerede lokale kommuneskole er brændende ildsjæle. Som så mange andre konspirationsteorier er det jo ganske svært at afvise uden at ligefrem overbevisningskraften af den i denne specielle lærerstab postulerede akkumulerede al-godhed er kolossal. Nå, men det kan den jo blive, for mon ikke disse ildsjæle-kombattanter blandt lærerne i deres usigelige savn efter deres elskede elever vil gen-invitere disse til sommerferie-eftermiddagskomsammen derovre i sandkassen? Det var jo trods alt vistnok så hyggeligt sidst og med udgangspunkt i egne sporadiske erfaringer indenfor kærlighed og savn er det vist noget med, at intensiteten af savnet som funktion af tid er eksponentiel. Det er vist bare hårdt at savne så meget, vi får se hvad der sker. Mon ikke det bedste bud var, at det blot var noget almindeligt selvhævdende “ordskvalderi” det dér med savn..Vi får som sagt se hvor langt savnet går i sommer…Og børn skal ALDRIG indblandes i en arbejdskonflikt på den her måde For når noget aldrig nogensinde har været forsøgt tidligere i langt voldsommere og ikke mindst mere kritiske arbejdskampe, så er det fordi det er indlysende og næsten selvmorderisk dumt.

Nå, nok om det, solen skinner jo derude og selv om selvmordhyppigheden faktisk er ganske høj på denne stralende årstid blandt dem, der ikke har nogen at dele solen med, så er kollektive selvmord heldigvis sjældne. Og sjældent noget man mindes, selvmord er jo principielt mere triste end egentligt heltemodige. Alligevel kommer jeg i disse dage til at tænke på et af de mest spektakulære af slagsen og nej, det er ikke den tidligere ledelse af Dansk Audio Teknik  i Klostergade og deres ellers stålsat-beslutsomme selvmorderiske kurs mod bunden af den økonomiske Marianergrav i deres kuldsejlende plimsoller, vi tænker på. Navnet er Garrott. Et ikke særligt almindeligt navn, måske på grund af det rigeligt let-forvekslelige “garrotte/garrotting” For de enkelte uvidende er der tale om en nyligst i Sydeuropa udbredt mekanisk kvælningsmaskine, undertiden suppleret med en spids, dette vistnok angiveligt af humane grunde, gys!

Helt godt gik det heller ikke for de 2 familier Garrott, der ellers i nogle år drev deres lillebitte familievirksomhed indenfor ombygning af pickupper. Og så har vi endda overdrevet noget noget, synes vi. Helt ad Helvede til ville måske have været mere passende. For som følge af sygdom og depression (og næppe heller hjulpet af snak med kronisk-infantile hifientusiaster, fastfrosset i den “anale fase” som en mammut i en dødisklump permafrostens rige) begik de 2 brødre og deres koner kollektivt selvmord ved kulilteforgifting fra deres Holden ute. Slut med Garrott da den samlede arbejdsstyrke var uddød. Skulle man tro indtil man måtte om selv om det måtte være nok så utroligt.

Og hvad har det så med sagen omkring uskyldige børns inddragelse i lærerkonflikten at gøre ? Jo, det fælles ord her er total “historieløshed” Ligeså lidt som lærerne havde læst på lektierne, ligeså lidt har nutidens ikke voldsomt “studenterhue-beklemte” hifientusiaster læst på DERES. For guddødemig om ikke brand-et Garrott Bros. indenfor hifi består endnu her flere årtier efter stifternes sørgelige men dog selvvalgte bortgang. Hvordan kan man dog sidde og glo på sin Garrott-pickup, (der naturligvis blot slår almindelig plat på en helt anden tid) uden at tænke på, hvad der skete med de australske brødre og deres familier der i hver deres kulilteforgiftede lænestole?
Det selvsamme sted, hvor man sidder og hører hifi. Fuldstændigt hjernedødt, det her!

Ned Ludd

I dag vil vi indlede med en lærd historie-lektion, ganske vist af tvivlsom og måske ligefrem apokryf herkomst, nemlig den om Ned Ludd. Som måske slet ikke eksisterede, ja måske har der aldrig i verdenshistorien eksisteret nogen, der hed det. Forvirret? Jamen det er der bestemt osse al mulig grund at være, trods alt beskæftiger selv humanistiske “ikke-videnskaber” som altså her historien jo sig trods alt for det meste med visse faktuelle kendsgerninger. Ikke mange og næppe nogen af dem er uangribelige og så er der jo i virkeligheden inegnting tilbage, allermindst almindelige indlysende krav til videnskabelighed…
Nå, således altså ikke her, hvor ingen endnu har fundet positive eller for sags skyld negative af vores nye ven her, Ned Ludd. For som den samlede danske godhedsindustri jo altid har hævdet, så er en fremmed blot en ven, som du ikke har mødt endnu. Om det så betyder, at en fiktiv og dermed vel principielt uhyre fremmed  person som altså ned Ludd så ville have været en endnu mere fantastisk ven, hvis han altså havde eksisteret, er vel uvist, men mon ikke det ville have været sandsynligt? “Fremmed” og “ven” må vel kunne nødvendigvis “komparativeres” parallelt? Sikket dog noget sludder egentligt..

Alligevel blev Ned Ludd et symbol uden at have gjort noget strafbart. Så ville han jo osse have ophørt med at være at være-hvis han altså havde eksisteret og HVIS han altså var blevet fanget. For det var faktisk ganske grove ting, der fandt sted i Ludds navn., nemlig fysisk ødelæggelse af produktionsapparaterne for datidens absolutte økonomiske lokomotiv, nemlig tekstilindustrien. Dengang kaldte man blot de faglærte arbejderes fysiske modstand mod indførelsen af nye maskiner for “maskinstormeri” Det er måske et lidt kikset udtryk, da man ikke nøjedes med at stome, man smadrede alt, hvad man kunne. Nå, men historisk hedder det altså traditionelt alligevel “maskin-stormeri”, historikere var tydeligvis heller ikke tidligere ganske upartiske. Ja, måske ca. ligeså lidt som i dag, hvor historien blot skrives af luddovne TV-journalister. Havde de da bare være fuldstændigt fordrukne som for ikke så mange år siden, hvor journalisternes pensionskasse flød over med penge, fordi langt de fleste journalister var døde af druk-relaterede sygdomme længe inden deres pension skulle udbetales. Sådan er det så desværre ikke længere, trods alt gav massivt livslangt  misbrug jo som hos Hemingway og Kerouac og utallige andre jo kunstnerisk dybde. Ah, måske lige knapt for Kerouac, Burroughs og Ginsberg og Aksjonov, der vist mest dyrkes af dem, der burde have fundet på noget andet og værdigere, at spilde deres liv på.

Som jo for eksempel denne skribent, der jo udover kærligheden dyrker hifi, bestemt ikke et meget mindre spild af ALTING. Om det er bedre at spilde tiden med sådan noget plat er naturligvis uhyre tvivlsomt, men det kan vel dårligt være værre end at hænge fast i forfatterskaber, der aldrig har fortjent en eneste læser.  Jeg kan lige i øjeblikket ikke komme i tanker om nogen bog , som jeg har mere fysisk afsky for i dag end den russiske eksikforfatter Aksjonovs postulerende megalomaniske makmærk “Forbrænding”, mere positivt  ligegyldigt bliver litteratur simpelthen ikke. Og det er så osse det eneste positive i denne spildte tid.

Og lige der er vi tilbage ved “luddismen”, som jo osse spildte tiden lidt, og vi skal naturligvis ile med at beklage den lidt flagrende indledning i dag. Vi følte blot, at der skulle lidt baggrund “på” for at begrunde, at denne skribent her i vores kælderstudie har giver al computerbaseret netværks-lyd fingeren! Lige denne gestus har antagelig samme langtidsvirkning som fiktive Ludds arbejde, ja sikke dog et selskab at være i. Det skal dog med, at et påskud er, at netværket her i firmaets beton-bunker fungerer ikke fuldstændigt optimalt, så de 5-10% forringelse i lydkvaliteten i forhold til den kabelbaserede overførsel kunne være acceptabel. hvis lortet altså havde virket. Og det gør det så NÆSTEN og det vil sige OVERHOVEDET ikke!

Derfor har vi taget det drastiske skridt af fjerne alle forbindelseskabler til netværket fra vores lydanlæg. Fra nu af består den daglige øvelse så i at sjoske op i stuen/det centrale hifi-rum (hvor vi alt for sjældent opholder os og aldrig sjældnere end på denne årstid) og dér fiske en bunke LP-er  og CD-er med ned i hulen. Hvorfor jeg ikke har tænkt på denne indlysende løsning tidligere er ikke godt at vide.

At man så kommer i selskab med Ned Ludd ved ganske vist på det helt ubetydelige personlige mikroplan at fornægte alle nettes musik-muligheder er så blot en ekstra bonus. Så er man dog noget. Om ikke andet så er man da et fjols ligesom dengang man spildte sin tid med at læse bøger af “The Beat Generation”, men det gik da heldigvis over ganske tjept.
Ligesom fascinationen ved den æterbårne musik er ved at gøre. Tilbage til rødderne og håndend arbejde-med den mekaniske pladestrammer! Leve “luddismen”

Sol og have og hyggelig selskabelighed er

i disse dage en hård konkurrent for skriblerierne. Og det er arbejdet naturligvis (eller måske snarere HELDIGVIS osse) I dag står den fra lige om lidt på Aarhus Tech, og derefter er det udenbys det meste af dagen. Det betyder så desværre osse, at planerne om at montere de nyligste skud på hifi-demosetuppet her i huset, nemlig endnu et sæt JBL biograf-subwoofere model 4645, osse bliver parallelforskudt en smule. At der er betydelige logistiske udfordringer forbundet med deres anvendelse betyder naturligvis ikke, at man ikke skal forsøge.
Storheden ligger jo dog altid i selve kampen, ikke nødvendigvis i sejren. Som nu osse i dette tilfælde bliver noget svær at vinde, billeder følger…

Derudover skal vi beklage, at der har været fejl på vores mobiltelefon fredag eftermiddag, den er i orden igen.