Den nye “New Journalism” m. mandags-update

I dag har JP en vel-underbygget feature-artikel om sommerens inderligt forudsigelige ulykke i Tivoli-friheden, nemlig den i den dengang helt ny-installerede Cobra-rutschebane. Det er en journalistisk uhyre interessant artikel. Det er nu ikke fordi der står nogetsomhelst interessant eller blot en smule kontroversielt i den, det er vist mest måden der overhovedet ingenting står, der en den interessante vinkel. “New Journalism” var engang et spændende nybrud og det er det her vel egentligt også på sin egen forudsigelige måde. Det er nok bare tvivlsomt, om det overhovedet med noget med god gammeldags journalistik og gøre. Eller journalistik i det hele taget eller nogetsomhelst andet udover ren “Kik Ind”-ugebladsgossip.

Længe inden den ulyksalige rutschebane overhovedet havde fået sin første jomfruelige røde plet-maling dernede i Norditalien havde JP jo endnu den gamle journalist Kay Rasmussen. Det var altid ham, der omskrev den ene mere håbløse reviderede tidsplan efter den anden for den længe før starten forsinkede bane som et af de sidste eksempler efter A-pressens død på god gammeldags luder-journalistik. Ifølge Kay var der altid en grundlæggende mening i det helt meningsløse makværk, som foldede sig ud i løbet af foråret i farcen omkring Cobraen. Det var godt gået af Kay at se alt det, som vi ikke selv kunne se, enhver mening for eksempel, men det kunne Kay. Imponerende og uhyre professionelt. Heldigvis er det slut med Kay nu.

Tilsyneladende er der gået en prås op for nogen derude på Ravnsbjerg Bakke, hvor JP bor, for vi mener ikke Kay er derude længere. Det er helt bestemt et fremskridt for menneskeheden for mage til mageløst manipuleret mega-fjols skal man da heldigvis lede længe efter og nu altså tillige forgæves. Det er jo så nok det, man har gjort, for rent faktisk er JP nu kommet op med et kvindeligt makkerpar, som på deres egen måde fører kunsten videre og det næsten så langt, at man i korte øjeblikke næsten kan savne Kay. De her kan nu godt skrive.

Denne “dynamiske duo” (hed det forresten det inden Batman & Robin dengang for længe siden?) har med uhyre flid fundet en hel bunke af de personer, som var til stede den ulyksalige aften i Friheden, både direktøren, personalet, ofrene og andre tilskuere. Det er der kommet en uhyre velskrevet og uhyre lang fortælling ud af med beskrivelser af et kommende offers graviditet det foregående år, barnepigeproblemer o.s.v. Gamle Kay ville bare have rettet et par slåfejl i en pressemeddelelse, men de her piger går altså grundigt til værks. Ikke mindre grundigt end DR-journalisterne, som i går havde som hovedhistorie, hvordan en dansker tæt på en terrorhandling i Mumbai havde oplevet et skyderi i en cafe. Denne “menneskelige vinkel” var tilsyneladende mere vigtig end end en sandsynlig kommende konflikt mellem to lande bevæbnet til tænderne med atomvåben med frådende folkemængder i gaderne. Lidt underlig vinkel hvis man tænker over det, men det gør man så heldigvis ikke. Den menneskelige vinkel overskygger fuldstændigt historien.

Det samme sker så ikke uventet i denne artikel, hvor det journalistiske analyse-niveau er på blebørns-stadiet. Derfor kan direktøren i Friheden selvfølgelig også fremstå som en mand, der naturligvis ikke på nogen måde har været med til at lægge pres på den italienske producent. Jamen naturligvis ikke! Bare fordi hele markedsføringen af Friheden og det samlede anlægsbudget i flere år fremover stod og rustede dernede i Italien kunne disse honnette mennesker da ikke finde på sådan noget kapitalistisk manipuleret ondskab. Direktøren er i overskriften citeret for at sige: “Jeg var naiv” Det er muligt og sikkert endda sandsynligt, men det er en del mere naivt at tage det her for pålydende. Så naiv er vist ingen.

Tilbage til dette sprogligt uhyre velskrevne pladder. Denne “udynamiske duo” kan nemlig som en åbenbart helt ny opdagelse afsløre, at det var uuddannet og helt uerfarent personale, der på ulykkesaftenen med et godt udtryk “styrede Cobraen” Nu kunne man måske med nogen ret spørge om, hvor langvarig uddannelse man kan have, når det drejer sig om en forlystelse, som godt nok med mange tekniske problemer kun har kørt en uge. En uge er vel den teoretiske overgrænse skulle man nok mene. Og så er det hele jo alligevel fuldstændigt ligemeget, for hvad Helvede skulle såkaldt “erfaring” dog have kunnet hjælpe disse unge mennesker, hvis eneste job var at starte banen når den var fuld (den stoppede af sig selv) ved et tryk på en knap. Absolut ingenting er vist endda at runde op.

De unge mennesker, som betjente rutschebanen, havde iøvrigt fået at vide, at “bare skulle tilkalde personale, hvis der opstod problemer” Hvad det så lige skulle hjælpe, da man vel selv var en slags personale og andet personale derovre i radiobil-banen eller candy floss-boden jo nok havde nogenlunde samme afgrundsdybe kvalifikationer som de selv havde til betjening af startknapper og kasser. Det var nok osse derfor direktøren var den første, de ringede til med budskabet “Cobraen er styrtet ned” Sikke et fintmasket support-og sikkerhedssystem, man opererer med! Lidt respekt indgyder indgyder det bestemt og ikke mindst, at man kan få overbevist de her journalister om rimeligheden og tilstrækkeligheden i det.

Artiklen fortsætter i morgen i JP, men vi skal allerede i dag råde folk til at “sakse” disse artiker, som vi spår vil blive journalistiske ny-klassikere. Vi kan så håbe, de vil blive anvendt på Danmarks Journalisthøjskole som eksempler på, hvordan IKKE skal gøre, men det er nok lidt meget at håbe på desværre. Til gengæld er håbet om at finde de fysiske efterladenskaber efter hedengangne Dansk Audio Teknik gået i opfyldelse. 

Det er med rigtig jubel i stemmen at vi nu kan afsløre, at vi langt om længe har haft held til at købe vores gamle arbejdsplads. Det er faktisk en noget større præstation end man måske skulle tro, for den har nemlig tidligere slet ikke været til salg og da i endnu langt mindre grad til os. Når man i denne grad gradbøjer det allerede umulige ender vi i det overordentligt vanskelige, men det er altså på trods af alle odds lykkedes alligevel. Præstationen er i sin stålsatte mandighed vel næppe meget mindre end den senere præsident John F. Kennedy, som efter forliset af den motortorpedobåd,PT-109 (sam han var kaptajn på) svømmede ind til land med en såret kammerat efter sig i en snor, som Kennedy havde mellem tænderne. Ah, lidt mindre er præstationen måske nok alligevel. Lidt ligesom Kennedys måske også var, for hvordan i alverden kunne en klodset japansk destroyer dog komme til at vædre den vævre torpedobåd, som det skete? Dengang ville det mest oplagte vel have været at stille Kennedy for en krigsret frem for at vælge ham til præsident. Det sidste gjorde man iøvrigt nok heller ikke selv om han fik titlen i det måske snævreste præsidentvalg i USA´s historie mod den senere præsident Nixon i en affære, der lugtede ligeså meget af demokratisk valgsvindel som Nixons senere genvalg gjorde det af republikansk.

Heller ikke dengang med Kennedy gjorde man vist særligt meget for at afdække den rigtige historie. Næsten ligeså lidt som i dagens JP. Det er altid dejligt med journalister, som helt åbenlyst som Kennedys professionelle kronikører skriver med et klart formål. Blot ærgerligt, at det ikke har noget med sandheden at gøre, absolut intet!

I dag mandag er så sidste del af den grafisk beskrivende og velskrevne del af ulykkesartiklen med i JP. Ikke ganske overraskende for undertegnede fremgår det udtrykkeligt, at de 4 ofre med kvaste fødder og ben naturligvis har og får varige men. Noget mere foruroligende er det, at journalisterne overhovedet ikke berører ofrenes livs-situation i dag i forhold til forsikringer og erstatninger. I denne her dødssyge kvalmende føle-føle skildring af en af alle tiders mest forudsigelige ulykker er konklusionen vist bare, at en af de kvæstede fremover nok ikke vil køre i rutschebane mere men vist hellere vil holde familiens overtøj, når de andre gør det. Var det mon det, som ofrene fik ud af af alle lidelserne, et frikort til Cobraen? Noget kunne tyde på det.
Vi ved ikke, om Danmarks Journalisthøjskole betaler skolepengene tilbage, men vi ved, at de her damer nu nok burde forsøge for at skabe lidt præcedens, for hvis de ikke kan få pengene tilbage, så er der heller ikke andre, som behøver ansøge. Det kunne jo spare lidt tid lidt på samme måde som vi selv kan, når vi næste gang ser en artikel af Marie Nørgaard og Rikke Struck Westerø. Bvadr!

Dags dato

Allerede senere i dag vil vi med med (en eller anden, ligegyldigt hvilken!) Guds hjælp forhåbentligt kunne afsløre resultaterne af vores nye relikvie-jagt. Inden vi forhåbentligt snart publicerer resultaterne af vores amatør-arkæologiske studier vil vi dog naturligvis iagttage god videnskabelig praksis og sikre os, at der ikke er tale om forfalskninger. Heldigvis er der ikke rigtigt noget der ligner disse brutalistiske misfostre andre steder i den danske møbelindustri, så vi forventer et hurtigt resultat af de tekniske undersøgelser. Hvis de blot ligner skal det såmænd nok være dem, altså de helt rigtige. Vi kan næsten ikke vente selv!

Ellers er fru Olsens julegløgg ved at være klar. Det vil sige, den er strengt taget noget uklar grænsende til det egentligt grumsede, men det kan jo være det, der gør den god. Vi har forresten masser af det og håber på hjælp til bortskaffe det på ansvarlig vis. Ellers fortsætter denne forfatter lettere tvangsmæssigt med at fræse rundt på cykel hver morgen. Om det er på grund af denne nyfundne energi, at vores firma i den senere tid har haft yderligere fremgang er uklart, men skadet har det vel ikke. Blandt de mere bemærkelsesværdige ting i den seneste tid er en større installation i en teatersal på Århus Universitet med tilhørende lydstudie, en leverance til Udenrigsministeriet, op til flere sæt store ATC til biografsale, en ordre i megaklassen til en sydjysk uddannelsesinstitution, et større lydanlæg med teleslynge til et plejecenter i Ebeltoft projektorer til et andet fakultet på ÅU, nyt lydanlæg til Odder Højskole og nylevering til en skole i Frederiksværk. Tak, Palle og alle I andre, for mange års godt samarbejde. Det her blot til oplysning for de sikkert mange, som med en vis ret undrer sig over, om vi overhovedet laver noget. Ja, det gør vi!

Faktisk tror vi på, at når folk har færre penge ønsker de større sikkerhed for, at de får reel kvalitet for ellers er det vanskeligt at se nogen forklaring på vores travlhed, som desværre også gør, at vi sommetider kan svære at fange, og det beklager vi naturligvis. Vores elektriker arbejder for fuld fart og denne skribent monterer multikabler til den store guldmedalje og nu altså måske også snart på selve det bord, hvor så mange tidligere salgs-eventyr blev grundlagt.

Måske vi som med cirklen simpelthen vender tilbage til det oprindelige punkt på cirkelbuen og ender op med ligefrem at kunne købe vores gamle arbejdsplads. Det ville jo være stort, ville det! Men nu må vi jo hellere gå lidt stille med det, for ellers kan priserne jo hurtigt “jobbes” op.
Iøvrigt tyder sikre forlydender nu på, at Fugl Føniks alias Dansk Audio Teknik atter er genopstået. Vi ønsker dem al mulig held og lykke. Det falder os nu heller ikke særligt svært. Det er nemlig os selv og i al beskedenhed mener vi, at vi og absolut ingen andre fortjener det. Uden undertegnede havde der aldrig nogensinde været nogen Dansk Audio Teknik Professionel og da samarbejdet ophørte efter 14 år var finalen en ren formssag.

Nå, men det er altsammen ligegyldig historie nu. Landevejen venter og det gør fremtiden osse, lige derude i den tidlige tusmørke-agtige dæmring. Herfra hvor vi står ser det rigtigt lyst ud, men det gør det nu næppe for alle. Som Churchill engang skrev om mødet med den amerikanske præsident Roosevelt på det engelske slagskib “Prince of Wales” i 1941, så var det den sidste jul for langt over halvdelen af besætningen. Som beskrevet i et gammelt ugeemne blev slagskibet snart derefter sænket af japanerne.i en af nyere tids mest forkludrede flådeoperationer. Mon ikke også de kommende julefrokoster bliver et af sidste møder for en del gamle kolleger, også dem i nye jobs? Det tror vi men kan da i anledning sikkert glæde os over, at verden næppe bliver dårligere af det, nok snarere tværtimod. Det var noget anderledes dengang under den sidste gudstjenste dengang på “Prince of Wales” ud for Newfoundland for alle dem, som ikke vidste, at de snart skulle gå under. Sagen dengang var da ihvertfald noget mere værdig.

Relikvier

I middelalderen fandtes der en blomstrende handel med alle de efterhånden mere og mere usandsynlige personlige effekter, som Jesus og derefter et naturnødvendigt voksende antal helgener havde efterladt sig. Allerede dengang var væksten en nødvendig og integreret del af økonomien. Lige i den henseende var det jo praktisk nok for den gryende kristendom og denne del af det kristendoms-industrielle kompleks, der opstod, at der kom konstante nye forsyninger af alle disse effekter, som kaldtes relikvier. Hvis der slet ikke havde været nogen korporlig forfølgelse af alle disse helgen-spirer, havde der jo ikke været nær så meget at komme efter, så set i eftertidens klare lys, var der måske en mening med den spirituelle galskab.

Nu har det aldrig været videre indlysende for denne skribent hvorfor man i alverden dog fra kirkens side både sanktionerede og efterstræbte alle disse ligegyldige efterladenskaber som splinter fra Jesu kors osv. osv. Meget held havde disse effekter jo da ihvertfald ikke bibragt deres oprindelige “ejere” på denne tid, hvor en helgengørelse næsten i praksis var uløseligt forbundet med den kommende helgen-aspirants særdeles voldsomme død. At samle på alle disse splinter fra korset (som iøvrigt lagt sammen ville kunne udgøre et kors på mindst 50 meters højde, ægte kan de næppe alle have været eller også er de måske bare som legenden om Jesus vokset efter den tilsyneladende død) var og er en underlig beskæftigelse. Altså lige indtil nu.

Det kan sikkert være derfor, at undertegnede har kastet sig over denne helliggjorte hobby, nemlig at samle personlige relikvier. Når nogen gennem så mange århundreder har været en centralt accepteret del af det kristne trossamfund, sådan en slags “kristeligt sanktioneret frimærke-samling”, så er det vel OK skulle man synes. Ihvertfald har vi for fuld skrue kastet os over indsamlingen af alle de effekter, som tidligere fandtes i den lokale højborg for professionel audio-kompetence, nemlig den nyligt hedengangne Dansk Audio Teknik Professionel. Lokalerne er jo nu blevet rømmet og tilbage bag de låste døre står som udbrændte amfibie-kampvogne på Omaha Beach i Normandiet den 6. juni 1944 kun nogen ellers ganske praktiske flytbare kasser, som denne skribent oprindelig kommissionerede.

Lige præcist dem er der ikke meget ved, for det ville jo kræve, at man så sig selv som en helgen (og det er jo trods en betydelig fantasi ganske svært), men der er til gengæld en hel masse andet. Gemt derude i byrummets umådelige køkken-mødding må der være en hel masse mere interessante efterladenskaber efter det, som man vel i mangel af bedre kunne benævne med arbejdstitlen “Klostergade-kulturen” (tak for inspiration til Ertebølle-kulturen og alle I andre) Derfor er vi altså gået på jagt efter de monumenter og symboler på datidens storhed, som udgjordes af diverse skriveborde m. m. Rent stilistisk var disse kolossalt overdimensionerede borde arkitektonisk inspireret en del af en anden kultur, som også forlængst er gået under, nemlig den såkaldte “brutalisme”, her i området promoveret af arkitektfirmaet Friis & Moltke. De er skide-grimme, men til gengæld imposante grænsende til det egentligt vulgære. Som sagt, hvis det skulle lykkes at finde disse arkitektoniske unika, skal vi da nok poste info på disse sider. 

Godt nok har de gamle ejere som alle hære på tilbagetrækning til alle tider ikke akkurat givet os mulighed for overhovedet at købe nogetsomhelst af disse uvurderlige genstande. Der går altid lidt “Den brændte jords taktik” i alle skilsmisser. Ræsonnementet har nok været, at det var bedre at brænde dem af end at sælge det til os og deri ligner nutiden vist også den skæbne, som blev Jesu kors til del. Det fyrede man så vides også med, men det forstår man nu til gengæld godt, da alternativet jo ellers ville have været tørret kreatur-lort. Det andet her giver måske knapt så meget mening, men sjældenheden øger jo som altid priserne. Hvis der altså havde været mere end en enkelt samler…

Om ikke andet, så øger det i det mindste vores egen interesse, for allerede for mange måneder siden fik vi nemlig efter utallige henvendelser at vide, at alle disse effekter forlængst var solgt. Det viste sig senere at være en noget modificeret sandhed, da så vidt vides overhovedet ingenting nærmest nogensinde blev solgt, blot givet væk eller altså måske brændt. Det var nok det de mente og det helt umisforståeligt. Det var vist mest for at vi skulle holde snitterne væk. 

At vi måske ikke ligefrem var elskede var vel ikke noget chok,(det ville da have et meget forsinket et af slagsen) men ligefrem elsket så lidt? Men som sagt, om vi så skal bruge kulstof 14-analyser og dendro-kronologi på eventuelle gnavere, så skal vi nok finde nogen af effekterne, der både er fysisk store og uhyre iøjnefaldende grænsende til egentligt “øjebæ”. Det var nemlig en rigtig stolt tid engang når man altså lige ser bort fra den sidste tid, og effekter fra den store tid er virkeligt værd at samle på. Desværre er det så altid undergangen, som eftertiden husker én for og vel heller ikke ufortjent. Ikke mindst kreditorerne ser jo næppe den rosenrøde fortid. Lige i dette tilfælde er det nu særligt trist, fordi så mange års storhed faktisk gik forud og så var det hele alligevel som titlen lød på en klassisk amerikansk film “Gone in Sixty Seconds” Ak ja, “sic transit gloria Mundi”! Eller som Robert Plant og Alison Krauss med Don og Phil Everly´s udødelige ord udtrykker det: “Gone, Gone, Gone!”

Ellers er det ved at være tid til at abonnere på denne juls absolutte kommende superhit indenfor voksen-underholdning. Nej, vi taler ikke om de sædvanlige mandlige interesseområder, men naturligvis om denne lille “åndfuldhedens oase”, som denne side jo er. Derfor udgiver vi årets absolutte guldkorn i flot indbundet udgave med personlige dedikationer til særligt legitimerede kunder. Den krævede legitimation består nu udelukkende i at kunne læse, så tøv ikke med at hoppe ombord. Om mange år vil du kunne fortælle ved den uhyre kedelige julefrokost, at du “var med”, dengang denne begivenhed fandt sted med denne betydelige udgivelse. 

I det mindste kan vi da trøste os med, at denne side er blevet læst af en hel del flere end de samlede værker selv af den nye leder af forfatterskolen i Esbjerg, som jo ellers har redigeret “Ud&Se med DSB” og det er dog noget uden at være noget særligt. I den anledning vil vi gerne bede om kommentarer til at trykke på det farvestrålende omslag fra folk, som har læst med i årets løb. Jo mere kendt du er og jo mere rosende du udtaler dig er sandsynligheden for, at din kommentarer kommer med, så spar endelig ikke på superlativerne og husk , at alle adjektiver har en superlativ-form. Det kan simpelthen slet ikke rosende nok!. Osse dem, der ikke er spor rosende desværre. Vi har endnu ikke helt besluttet om disse skal med i ytringsfrihedens navn men vi vil nok i alsidighedens interesse spørge et par tidligere notabiliteter i pro-branchen. Deres svar er nok forudsigelige som Rønn Hornbechs i går, men så er de da blevet hørt..
Inden vi afviser alle rekliviers virkning som ren fup og humbug skal vi da lige minde om, at i Frans Bengtssons klassiske roman “Røde Orm” hjælper et skrab fra det store relikvie “Jakobs Klokke” trods alt mod Harald Blåtands tandpine i den blå tand, så måske er der alligevel noget om snakken. Som sagt, vi skal nok finde noget!

Marlboro Country

Nu er det ganske vist ved at være noget længe siden, at man så reklamer for cigaretter i danske biografer, men enkelte kan vel stadigvæk helt ude bag den begyndende alzheimers-tåge huske Bounty-reklamen med den ganske overordentligt sparsomt påklædte yngre model, som hopper ud fra et vandfald. For så mange årtier efter at have sat et så uaf(b?)rysteligt billede på nethinden som et fast-brændt billede på en plasma-skærm skulle der virkeligt noget reel kvalitet til, og det var lige, hvad der blev tilbudt. Denne kvindelige model var så vidt alle vi bumsede drenge kunne se udelukkende klædt i naturens helt eget helt naturlige “pelsværk” og dengang var den både rigelig og også under under armene aldeles utrimmet. Lignende klassisk kvalitet blev der budt på også i datidens tobaksreklamer, hvor den uhyre fåmælte såkaldte “Marlboro-mand” (han sagde aldrig nogensinde nogen ting og meget mere fåmælt bliver det ikke, ikke engang i Vestjylland) altså blot sad der og så uhyre afslappet og mandig ud på sin hest i flotte brun-tintede billeder. I det mindste sad han der da indtil han så vidt vides faldt ned af hesten hvilket han vel må have gjort på et tidspunkt, da den mandlige model jo så vidt vides døde af lungekræft. Hestens tilstand hørte man underligt nok aldrig noget om, men den slap måske med en slem hoste.

I eftertidens klarsyn var det forresten underligt, at reklamerne dengang henvendte sig til mænd som om det var dem, som på nogen måde var medbestemmende for familiens indkøbsmønstre. Det må det jo så have været, ellers gav det her jo ingen mening og det vel knapt alligevel. 

Sådan ville man nok næppe gøre det i dag uden at have intentioner om øjeblikkeligt kommercielt selvmord, men det er vist et studieområde for politisk ukorrekte økonomiske historikere. Det bliver således næppe et større forskningsområde i den nærmeste fremtid, og det gør det næppe heller at forske i, hvorfor Marlboro-manden og hans cowboy-legende ikke længere sælger smøger. Det sidste kan jo skyldes, at det vist mest er piger, som ryger efterhånden ( sikkert for at undgå at blive helt så tykke, som de så naturligvis alligevel bliver til sidst- hvem var det dog der sagde, at piger var klogere end drenge?) og man kan jo dårligt bruge de svedige læderdunster fra Marlboro-mandens saddel til at sælge varer til teenagepiger. Western-legenden er vist bare lagt i mølpose for denne gang, men alligevel lever legenden om “Den Mytiske West” videre, som vi skal se nedenfor. 

Inden da skal vi lige minde om et andet reklamemæssigt højdepunkt, som heller aldrig ville kunne gå i dag. Det drejer sig om det gamle slogan “Hvis du har valgt aldrig at blive fed”, et af nyere tids mere syge slogans, godt nok. Mange (mandlige) læsere vil vel kunne huske busreklamerne dengang med den myndeslanke og ganske appetilige badmintonspiller Pernille Nedergaard (mon hun iøvrigt stod ved sit valg om ikke at ende i Michelindame-afdelingen?). Tænk at bruge dette fæle F-ord i en reklame!

Det er jo senere blevet dårlig reklameskik at nævne tabubelagte ord som “islamisk”, “muslim” “fed” osv i reklametekster, mens man sagtens kan bruge ord som “østarbejder” også om andet end thailandske gæstearbejdere i den mere afklædte del af håndværksindustrien. Faktisk er det vist ligefrem blevet diskriminerende at bruge ordet i denne nok i virkeligheden mere oprindelige betydning. 

Denne mere fabulerende indledning har vi med i dag, fordi vi i weekenden har deltaget i et korrespondance-kursus på den nye tids svar på western-legenden, nemlig den nyfødte “Forfatterskole” i Esbjerg. Vi har den i citationstegn fordi den ganske vist kalder sig selv sådan men vi er altså en smule skeptiske. Den nyansatte koordinator på skolen er ellers ingen andre end Jeppe Brixvold, som på sit omfattende CV “lister” en mangeårig ansættelse som “Redaktør af fiktionssiderne i DSB’s magasin “Ud & Se”. Vi er vist en smule ude i den bagatelagtige afdeling her ville enkelte måske mene, men der står står nådigt nok ingenting om dengang vores Jeppe havde diarre på en lejrtur med skolen (men altså også kun med nød og næppe) Ellers er det hele med, altså tilsammen naturligvis absolut ingenting.

Dette nye kulturelle kraftcenter i den engang så vilde danske vest skal ifølge Brixvold “vægte fortællingen i samfundet og pointere, at fortællinger spiller en stor rolle i tilværelsen” Ja, der kan man bare se: Urmenneskets erfaringer med alskens mytiske fortællinger derude i de sparsomt oplyste iglooer og mongolske urgaer kondenseret i den grad. Når en opfindelse er tilstrækkeligt mange tusind år gammel og stadigvæk er den konventionelle visdom, så er det forbi den er god. 

Det er sikkert også derfor man har henlagt denne skole til den gamle fiskeriby Esbjerg, for som bekendt trives der nede på havnenes “sladrebænke” en helt egen version ef den klassiske fortælling om de fisk man aldrig fangede, og de kvinder, man aldrig fik. Eller den omvendte variation, nemlig om alt det, som man godt nok aldrig fik eller fangede, men til gengæld løj om. Det må jo være det, ham Brixvold mener. Eller noget andet, det forekommer lidt ligemeget, hvad denne ex-redaktør lige mener.

Nu har vi tidligere været inde på, at dét at være forfatter vel allermest essentielt fordrer noget reelt at skrive om. Som vi vist engang nævnte var det jo ikke helt uden grund, at den fra “Steen og Stoffer” så kendte Steens selvbiografi var overordentligt kort. Derfor er det også en noget bovlam ide at tro, at nogen kan udvikle sig til fuldgyldig forfatter selv ved langvarig eksponering til lignende forfatterspirer, hvis eneste reelle baggrund er en helt ægte “Stjerne for en Aften”-agtig grådig sult efter øjeblikkelig berømmelse.

I stedet burde man måske arrangere lidt optimistjolle-sejlads på det stormpiskede Vesterhav for at give disse kuvøse-forfattere en dosis ægte virkelighed. Det er muligt at en stor del af disse hjælpeløse forfatterspirer vil drukne, men i det mindste vil de enkelte mulige overlevende have noget ægte at skrive om. Ligeså altså alle “bolværksmatroserne” dengng havde dernede på “sladrebænken” og måske endda har endnu.

Der er intet galt med den gode fortælling. Det fordrer vel egentligt blot, at der er noget at skrive om. Og så lige tilbage til vores ganske vist fiktive korrespondancekursus: Ja, man kan faktisk på skolen lære at skrive en blog som denne, ja tænk bare! Når man tænker på, hvor mange mennesker derude ved havets yderste rand, som har så umådeligt meget at fortælle om er det vel egentligt lige det mindste at være stolt af at huse denne aldeles ligegyldige kuvøse for alligevel fuldstændigt dødfødte forfatter-spirer. Hvis ham dér Brixvold virkeligt var interesseret i den såkaldte “fortælling” kunne han vel selv skrive en eller alternativt gå rundt med en transportabel båndoptager nede ved havnen blandt dem, der virkeligt havde noget på hjerte. Ak ja, kulturen har i nutiden så sandelig både både (få) veje og (flest) vildveje. det var noget andet, dengang Kai Birket-Smith skrev den udødelige “Kulturens Veje” Det var nemlig dengang der var Marlboro-mænd til! Reklamens anden del var jo som bekendt “That´s where the flavor is” Hvis man skulle vælge mellem forfatterskolens sikkert klinisk røgfri kantine og det virkelige ramsaltede liv ved vi godt, hvad vi ville vælge. Det ene er fuldstændigt ligegyldigt, det andet er fortællingen om selve livet.

Aktiv dødshjælp eller nødhjælp

I dag vil vi atter bevæge os over i den lettere morbide afdeling uden dog forhåbentligt helt at nå tidligere tiders manglende succes i den retning. Når fru Olsen siger vi er kommet lidt for langt ud plejer det desværre at passe. Undertegnede lovede ellers sig selv ikke at ville reagere på en betydelig provokation her i weekenden, men det var altså for svært. Den var ganske vist ikke personlig, provokationen, men dens upersonlighed og det, at ingen tilsyneladende ellers reagerede, var måske den allerstørste provokation af dem alle. 

Man kan jo trods alt også kun stå fast på et givet synspunkt indtil det viser sig ganske uholdbart. Det drejer sig nemlig om aktiv dødshjælp i den allermest uhyggelige form, nemlig den, hvor pænhedens pels (helt bogstaveligt!) på hitchcocksk manér ganske overskygger gruen og uhyggen. Det bliver det naturligvis kun dobbelt så skræmmende af. Mindst.

Nu er der jo ikke nødvendigvis noget dårligt ved aktiv dødshjælp. Man kan endda som salig Oswald Spengler henrevet beskrive “Der Untergang des Abendlandes” som noget monumentalt smukt uden at undertegnede helt har kunnet forstå, hvad det præcist var, Spengler mente. Det har han nok heller ikke selv vidst men det bliver værket hverken værre eller mindre tysk af, snarere tværtom. Eller bedre for den sags skyld. Ikke desto mindre findes denne dødshjælp (på fint “eutanasi”) overalt iblandt os og måske vi i det danske samfund skal se en spejling af gamle Spengler og hans lettere forskruede ideer. Ihvertfald er verden forskruet nok som en auktion i denne weekend på det lokale kunstmuseum Aros med al ønskelig tydelighed grafisk demonstrerede.

Det var en stort opsat kunstauktion under professionel ledelse af det kendte og uhyre respekterede auktionsfirma Bruun Rasmussen. Rammerne var helt perfekte og alle pladser og masser af ståpladser var besat, da den store auktion startede. Det kunne ikke gå galt, men det gjorde det og det helt galt. Det drejede sig om en velgørenheds-auktion, hvor alle involverede arbejdede gratis og alle indtægter fra auktionen skulle gå til nødhjælp i Etiopien. Til al overflod havde Halkær Vin endda doneret vin til gratis udskænkning og det var muligvis der, hele fejlen lå. Ihvertfald var der må massevis af værkerne ikke bare ét eneste bud på blot en snoldet tyver og ingen af de få solgte opnåede blot noget der lignede vurderingen. Man kan ikke undslippe den frygtelige tanke, at alle disse mange, ifølge den forresten glimrende JP-reportage, og uhyre velklædte mennesker simpelthen var kommet for at glo som køer på en bar brakmark (og tro mig, intet er så dumt som dumme køer med en mulig undtagelse af velbjergede forstadsfruer) og så altså drikke gratis vin. Som en dame i en dyr pels sagde til avisens udsendte: “Jeg skal passe på, at jeg ikke kommer til at række hånden op, for så kommer jeg jo bare til at købe et maleri”

Ja tænk dog blot for et mareridtsagtigt scenario, nemlig det at få andet med hjem end en lille halv og ganske gratis kæfert, som derudover er kommet i hus i flotte kommunalt betalte omgivelser i det helt pæne selskab. Den eneste reelle risiko for alle disse vin-sippende bedsteborgere var vist, hvis enkelte af dem skulle være overfølsomme overfor katte- og hundehår. En sådan overfølsomhed gælder så vidt også mink- og hermelinpelse, og dem var der en hel del af på denne skammens dag dernede på Aros så lige dér kunne det være gået rivravruskende galt. Alle var tilsyneladende aldeles skamløst kun kommet for den gode stemning i bedsteborgerligt selskab og så lige altså den gratis vin. 

Faktisk tyder en hel del på, at det samlede provenu ved auktionen til fordel for nødhjælpsarbejdet ikke blev meget større end hvis Halkær Vin blot havde solgt vinen til et discount-supermarked og simpelthen sendt pengene til Etiopien. Det havde da været en hel del nemmere.

I tilgift kunne man så også have sparet alle plastic-krusene eller alternativt opvask af alle de langstilkede-vi er lidt på glatis her og det kunne jo altsammen have givet lidt og ihvertfald en hel del mere, end det gjorde.. Vinderne ville have været den almindelige anstændighed eller rettere, den ellers usynlige del af uanstændigheden. De pæne fruer derude i forstæderne ville godt nok også uden denne auktion have været de samme, men i det mindste ville de ikke så ubarmhjertigt have udstillet denne uhyrlige morderiske grådighed. Uhyrlig, fordi ingen tilsyneladende havde anstændighed nok til overhovedet at se nogen perspektiver udover egen promille og morderisk, fordi alle de tilstedeværende på det ganske vist helt lidt lavere niveau trod alt var med til at slå en del af en etioper ihjel. Nemlig ved simpelthen uden nogen blusel at opæde den hjælp, som ellers ville være kommet afsted. Der er lidt af Hieronymus Bosch og hans religiøse dommedags-motiver i det her. Anderledes kan den her skændsel simpelthen ikke fortolkes. Som Simon Wiesenthal udtrykte det, så er “morderne iblandt os” og det er ikke kun sagesløse mindre pelsdyr, som de har slået ihjel. 

Det var dog alligevel chokerende at se, hvor mange de var og ikke mindst hvor velklædte, de var, klædt på til mord, som de jo tydeligvis var. Den slags mord, som vist kun meget dårligt kan kaldes “medlidenhedsdrab” mest fordi den eneste medlidenhed, der er tale om, er selvmedlidenhed. Nemlig den form for medlidenhed man får med sig selv, når den sidste flaske tømmes umiddelbart inden man selv skal have…Det er muligvis også noget, men ikke meget, enkelte ville måske endda sige ganske lidt.

Ellers fortsætter rygterne hårdnakket omkring det genfødte “Dansk Audio Teknik”, der jo ellers ikke mindre effektivt end alle planerne om nye etiopiske skoler blev det, blev “aflivet” fornyligt. Rygtestrømmen har allerede afstedkommet betydelig interesse derude og mon der ikke er enkelte, som måske endda drømmer sig tilbage til dengang, det var før? Nemlig dengang københavnerne endnu holdt sig ovre i København og blot passede sig selv. De lavede godt nok heller ikke noget særligt dengang men som med de pelsklædte fruer fra forstæderne til weekendens auktion så var man da i det mindste fri for at blive mindet om dem når man nu ikke kunne se dem.
Verden bliver godt nok ikke bedre af det, men i det mindste bliver ubehaget mindre intenst.

A propos ubehag ved fremtiden var det da heller ikke videre betryggende at høre mediehelten Obama i aftes proklamere, at han agtede at skabe 2.5 mill. nye arbejdspladser. At han ikke nævnte hvordan og at de danske journalister ikke undrede sig er jo ikke spor underligt. Hvis det altså ikke have været fordi der er omkring 300 mill. amerikanere og så er 2.5 mill. arbejdspladser ikke alverden. Udover det mere skræmmende faktum, at det ved den sandsynlige kommende kollaps i den amerikanske bilindustri skønnes, at omtrent det samme antal vil blive direkte ramt (og det sandsynligvis endda inden Obama overhovedet tiltræder embedet), og så er det jo, man måske kunne spørge: Jamen hvad så med alle de andre kommende arbejdsløse? Tjah, politiske platnakker er vist ikke kun et europæisk fænomen, ikke underligt Obama er så populær hos de journalistiske platnakker og sikkert endda også hos alle de pelsklædte forstadsfruer.

Dansk Audio Teknik?

Atter i dag kommer man til at mindes en af barndommens klassikere, nemlig Jack London (han hed nu vist noget andet..) og hans udødelige ungdomsbog “Når Naturen Kalder”, for det gør den nemlig: Højt, vedholdende og længe. Det er naturligvis altid betryggende at vide, at også Anders Ands nevøer har mærket dette “naturens forventningspres” gennem deres grønspætte-aktiviteter og læsning af værker af den ligeledes udødelige Tom A. Hawk, som jo bl. a. skrev “Da Naturen Tog Hævn”. Man kan måske endda sige, at Tom. A. Hawk måske endda i virkeligheden var den mest udødelige af dem allesammen, da han jo for det første vist slet ikke var født og for det andet udelukkende levede i fiktionen i ganske få tegneseriestriber. Det levetidsforlænger jo trods alt en del fænomener, og det er vores emne i dag.

Tag for eksempel lørdagens begivenhed i min gamle hjemby, Horsens, nemlig “The White Concert”, hyldestkoncerten i anledning af 40-årsdagen for udgivelsen af Beatles hvide dobbeltalbum, som jo iøvrigt ikke hed noget udover “The Beatles” og at være hvid. Det var noget patetisk grænsende til det egentligt tåkrummende at se gamle danske pop-koryfæer som de vokalt noget affældigt (grænsende til egentlig vokal-Alzheimers) Rugsted og Kreutzfeld i en sælsom blanding med de mere nutidige af slagsen give sig i kast med dette musikalske collage-værk, som “The Beatles” jo er og absolut intet andet. Ikke underligt, at producer George Martin, denne myreflittige og uhyre samvittighedsfulde musikalske arbejdsmand, tog på en længere ferie under indspilningen. Mere underligt at han overhovedet vendte tilbage.

Det allermest pinlige ved den her kunstigt “stylede” koncert var så ikke engang alle de ellers rigeligt ubehjælpsomme fremførelser af pladens numre. Nej, det var den stadige og stædige insisteren på, at dette aldeles ligegyldige Beatles-album på en eller anden mystisk vis var en af alle tiders største musikalske mesterværker, måske i virkeligden det, som en engelsk musikforsker dengang benævnte “The Best Since Schubert” (en anden af musikhistoriens mere absurde øjeblikke!) Få eller slet ingen af numrene hæver sig over det elementære skitseniveau og overhovedet at forsøge at gøre dette Beatles-album til noget, der blot når forgængeren “Sergeant Pepper” til sokkeholderne er vist resultatet af simpel kassetænkning snarere end musikalsk idealisme. Man kunne ligeså godt have festligholdt “Yellow Submarine” Er der enkelte. der husker “March of the Meanies”?Måske man bare ikke kunne nå at stable en koncert på benene sidste år, tjah, mon ikke det kunne være en gyldig forklaring på det musikalske miskmask, som vi hørte i en direkte transmission i lørdags? I det mindste kunne seerne da ved at nærstudere det hvidligt-festklædte publikum med deres vel-koreograferede viften med de sikkert obligatoriske udleverede lygter se, at der ikke var noget galt med dem selv. Publikum i salen kedede sig mindst ligeså intenst som dem derude i stuerne og så havde de endda nok for enkeltes vedkommende endda betalt for det. Det displinerer jo trods alt de fleste selv om musikken er aldeles dødssyg og også var det i 1968. Nå nej, ikke det hele : Lennons lille genistreg “Julia” var der jo, så der var trods alt materiale til en singleplade med blot ét nummer og ingen side 2. Det er bare lige lidt nok for en aften og det lige det, det var. Altså alt for meget om alt, alt for lidt.

I en anden æres-krog i mindeafdelingen står det aldeles ligeledes afdøde Dansk Audio Teknik Professionel. Som Beatles og deres forskellige værker står dette firma for undertegnede selvfølgelig også i et særligt lys, fordi det for altid vil være uløseligt forbundet med en længere periode af ens eget personlige liv. Som med særlige historiske øjeblikke i enhver føljeton om kærlighed og anden krig er der talrige uforglemmelige øjeblikke (sammen med de aldeles inderligt forglemmelige-det er nok derfor man husker dem), som man naturligvis bør mindes med noget større veneration, end vi så i lørdags.

Det vil så også gøre, og vi er bekendt med hårdnakkede rygter derude i byen om, at dette hæderkronede gamle firma måske i fremtiden igen vil være i stand til at flage med den sande audio-kompetences rigtige split-flag. Vi vil herfra ønske dem alt mulig held og lykke og håber inderligt på, at rygterne er rigtige, men det skal de nu nok være.

Iøvrigt er morgen-ordene stadigvæk lidt korte, fordi den dér forbandede natur stadigvæk kalder denne skribent ud på en ubarmhjertig cykel-“stroppetur” hver morgen med stadigt snigende vægttab til følge. Det værste ved denne situation er også næsten, at éns appetit ved normalvægt jo er ret vel-reguleret, så selv rigelig indtagelse af fru Olsens øl holder ikke helt på den stadige erosion af det efterhånden sparsomme krops-flæsk. Det er en lidt uholdbar situation og især fordi tøjet kun i en periode kom til en passe bedre, det gør det ikke ubetinget længere i denne lettere ufrivillige fortsatte proces. Lad os håbe på en kold og isfyldt vinter, så går det nok over. 

Lad os så til allersidst mindes gårsdagens overskrift på Ekstra-Bladets spiseseddel om en Superliga-fodboldspiller, som åbenbart havde tabt hele 7 kg. på en måned. Hvis nogen skulle bruge en “coach” til selv at tabe 7 kg. inden jul tilbyder vi os da gerne, for det er nemlig skidenemt (siger undertgnede, som har tabt mindst 15 kg. pr. måned) og det er det. Da ikke mindst, når man som denne fodboldspiller simpelthen træner vældigt hårdt hver eneste dag. Så er det faktisk nærmere en præstation at holde vægten, men som sagt, vi tilbyder gerne vores tjenesteydelser i den retning. Vi så da som sagt fornyligt et medlem af den professionelle audiobranche her i området, som så noget trivelig ud. Ham tror jeg vi prøver at ringe til. Vær forberedt på den nye føljeton i TV,”Pro-Audio Kuren”!
Man kunne måske med et citat fra en helt rigtig Beatles-klassiker sige: “Nothing You Can Do thet Can´t Be Done” Man kan naturligvis ikke gå ud fra, at man selv nødvendigvis overhovedet selv med besvær gøre det, som andre kan gøre med den allerstørste lethed. Omvendt ( selv om der jo er flere negationer i dette Beatles-citat og derfor adskillige permutationer) må man jo nok leve med, at når man selv kan gøre noget (som altså her for undertegende at tabe sig 15 kg. pr. måned) så er der naturligvis også en hel masse derude, som osse kan. Endnu langt flere derude (og da nok slet ikke mindst aktive elite-idrætsudøvere) kan naturligvis så tabe sig 7 kg. Måske det hele bunder i, at jeg ikke selv på søndagens “spiseseddel” for Ekstra-Bladet. Måske, eller blot har de endnu ikke fået øjnene op for resultaterne af den allernyeste fedmeforskning, som den sker her i Fåborggade. Som altså vores gamle og trivelige kollega tydeligvis heller ikke har, men ham om det! Han er vist lærenem på sådan en østdansk måde…

Serie-ridseren kører klatten!

Fornyligt havde dette alternative debatforum en historie om den her i kvarteret åbenbart så berygtede “serie-ridser” af ulovligt parkerede biler. Som Mickey Mouse dengang havde sin ultimative modstander i “Sorte Klat” (senere på mystisk vis omdøbt til “Sorte Slyngel”) huserede denne skurk endda lige her, hvor vi bor, og skabte en næsten “Cape Fear´”-sk utryghed.

Denne lokale genopvakte “vigilante”med et udtryk fra den amerikanske uafhængighedskrig var osse en direkte efterkommer af den fåmælte Charles Bronson i de talrige tidstypiske “En Mand ser Rødt”-film. Oprindeligt husket for sin endnu mere fåmælte rolle som “Harmonica” i den egentligt forunderligt nok en del mere kunstnerisk acceptable film “Once Upon a Time in the West” huserede Bronson i denne filmserie som den efterhånden mere og mere hel-automatiserede selvtægtsmand, som det hed dengang. Det hel-automatiserede henviser mest til arsenalet af sværtkalibrede skydevåben i de efterhånden mere og mere stiliserede film, som efter undertegnedes ydmyge mening bestemt ikke står tilbage for Sergio Leones bedste spaghetti-film. Særdeles stiliseret var det ihvertfald. Næsten ligeså stileseret som den den uforglemmelige musikvideo med Cher på fordækket af slagskibet “U.S.S. Missouri” med alle de erigerede kanonrør. Videoen hed forresten “If I Could Turn Back Time” og det var præcist det, som Cher kunne. Iøvrigt kunne man dårligt argumentere med alle de sværtkalibrede kanoner i højeste elevation. De var vist ikke engang allesammen med i videoen…

Efterhånden som serien skred frem blev det forudsigeligt sværere og sværere for Bronson at slippe igennem filmene uden mere og mere alvorlige, omend ikke livstruende kvæstelser. Det var jo også nødvendigt for et troværdigt narrativ at gøre helten dødelig, for man kan jo huske Asterix, som om de romerske legionærer i Rom i den klassiske tegneserie “Asterix i Rom” sagde, at de altså var en del barskere og farligere end dem i Gallien. Da de dog stadigvæk ikke var skrappe nok til at tilføje de galliske helte så meget som en skramme alligevel var det vel så som så med logikken her. Reel spænding var der ihvertfald ikke om udfaldet.

Mere spænding var der til gengæld her i kvarteret om kampen mellem den anonyme “serie-ridser” med sit stykke sandpapir og de ulovligt parkerede biler. Iøjnefaldende opstillede uhyre ulovligt parkerede “lokke-biler” på stærkt oplyste gadehjørner lokkede så vidt vides ikke denne formummede person ud af busken. Ihvertfald har vi ikke set blodpøle omkring dem, men de kan selvfølgelig være blevet fjernet, nætterne er jo lange i denne tid og muliggør grundigt rengøringsarbejde. Eller altså alternativt, ridsning. Om der blev tale om “selvtægt i 2. potens” i denne sag er altså ikke bevist og ingen lig er fundet. 

I Bronson-filmene var det også altid det etablerede politi, som var “vigilante”-Bronsons værste fjende, og det var det faktisk også i starten af denne lokale affære. Anonyme opslag fra åbenbart bekymrede borgere på lokale skraldespande tallte ihvertfald dengang i starten om politiets indædte indsats for at fange denne uhyrligt kriminelle person. Nu ved vi ikke meget om de anvendte efterforsknngsmetoder, men mon ikke man er gået i stå et sted efter at have konstateret, at ridsernes mønster måske tyder på anvendelsen af det mellemgrove Sandvik-sandpapir? Det vil vi tro. Ikke desto mindre var det altså selve “serie-ridseren”, den etablerede ordensmagt gik efter, ikke ulovlighederne. Om det var en rigtig taktik? Tjae…Det er noget uklart, de fangede ham nemlig ikke.

Der bor en del håndværkere i området, ja faktisk bor der en tømrer lige ovenpå os selv, som vi da har skulet noget mistroisk til. Han har nemlig tit sandpapir på sig og svarer dermed nøje til beskrivelsen af denne skumle fætter. I dagtimerne har han godt iført sig tømrer-tøj, men mon har har det om natten? 

Når vi møder ham på trappen har vi da set ham i besiddelse af sandpair i adskillige grovheds-grader og vi har da tænkt vores, altså om han til forskellige af sine misgerninger forsøger at forvirre forfølgerne ved alternativ anvendelse af slibemidler eller måske tildeler ridser i en dybde, der svarer til forseelsens grovhed?. Muligheden for at han anvender sandpairet på sit arbejde er vel næppe sandsynlig, for man ikke efterhånden maskiner til den slags? Skumlere og skumlere, det her..

Inden man nu får det indtryk, at vi sympatiserer alt for meget med denne selvtægts-ridser skal det da lige med, at vi selv har fået ridser i vores egen bil, så vi ved godt, hvad det betyder. Ridserne er endda ganske dybe som om de er lavet med et spidst stykke værktøjs-stål. Det er de iøvrigt også, jeg har nemlig selv lavet dem, godt nok i en hel anden del af byen, da jeg svingede et sæt Arcici-højttalerstandere med bly i ind i bilen via altså siden. Temmeligt dumt, faktisk, men smerten ved de første ridser er vel altid den samme. Iøvrigt parkerer vi uhyre sjældent ulovligt, mest forbi der er efter storby-standard her i kvarteret er nærmest absurd mange gratis parkeringspladser.

Politiet har nok også efter den analysemetode, som vistnok har sin oprindelse i den allierede U-bådskrig under 2. verdenskrig (den, der hedder “systems analysis”) fundet en effektiv løsning. Dengang under og længe efter krigen blev der som bekendt skrevet tykke lærebøger om den geniale og matematisk helt overlegent korrekte anvendelse af fly og flådefartøjer i denne sejrrige krig. Det havde efter denne historieskrivning vist nærmest været en slags videnskabens sejr over det nazistiske barbari. Senere viste det sig noget mere prosaisk, at det var den effektive brydning (iøvrigt ved hjælp af opsnappede kodebøger) af den ellers helt ubrydelige “Enigma”-flådekode, at alle disse sænkninger af U-både var sket og slet ikke skyldtes den såkaldte “system-analyse” Det var jo også en del nemmere bare at have en Sunderland-flyvebåd til at krydse rundt lige dér, hvor man vidste U-båden skulle have forsyninger end blot at pløje oceanet tyndt, ganske vist i korrekte matematiske mønstre og det var så også den indlysende taktik, som man valgte.

Noget må også være dæmret hos politiet. I stedet for som ellers påkrævet at tage betydelige politi-ressoucer fra helt essentielle politiopgaver som for eksempel at eskortere fodboldfans rundt på en obligatorisk sightseeing i byen efter alle AGF´s hjemmekampe fandt man faktisk den helt simple politimæssige løsning. Man indså tilsyneladende, at det jo slet ikke var en politimæssig opgave. 

I stedet mobiliserede man simpelthen det kommunale parkeringskorps, som med en håndfuld bøde-blokke udrettede det, som politiet ikke magtede. Genialt og selvfølgelig ganske indlysende. Så genialt var det måske heller ikke, men klogt nok. Ligesom det dér med ubådene.

De fangede godt nok ikke “serie-ridseren”, men til gengæld er antallet af biler på tværs på fortovet og parkering på helt usigtbare hjørner nærmest helt holdt op. I stedet for som tidligere, hvor der aldrig blev set så meget som en forkølet parkeringsvagt ses de nu både tidligt og silde og skribler løs som besatte på lovlig amfetamin på deres blokke. Som Wyatt Earp i sin tid bragte loven til Tombstone, så har denne anonyme “ridser” bragt den til vores kvarter, og det synes vi faktisk er helt OK. Ikke at ridse naturligvis men at knalde dem, som holder helt åndssvagt i dette parkerings-Eldorado. Hvis det havde været svært grænsende til umuligt at finde en parkeringsplads som i denne weekend, hvor 200 kommunale parkeringspladser ved Den Gamle By skal huse forventeligt 8000 besøgende, ja, så havde det været en anden sag. En helt anden sag blev det så også, men altså ført efter at kommunen identificerede det egentlige problem og opgav at fange “ridseren” Han får jo aldrig nogen parkeringsplads opkaldt efter sig, men det fortjente han måske i virkeligheden. Eller måske nærmere en helt bilfri zone..

A propos Wyatt Earp, så prøv lige i denne tid at studere reklamerne fra fagforbundet 3F med sloganet “Øst-arbejderne kommer af sig selv, det gør din pension ikke” I denne racistisk-røvsyge reklame er den stiliserede østarbejder nemlig forsynet med et rent Nietzsche-overskæg som det, Kurt Russell bærer i Cosmatos` film “Tombstone” Heldigt at de derovre i Østeuropa har mere travlt med at arbejde end at brænde ting af, for der burde ellers i denne kampagne være rigeligt brændstof til en ny “tegnings-krise”. Eller måske bare en “reklame-krise” Sikke dog en syg reklame.

Til allersidst skal vi da også lige skærpe vel især den mandlige del af vores publikums opmærksomhed på reklamer. I den i går ihvertfald her i området husstandsomdelte farverige Femilet-undertøjsreklame indgår der adskillige pelsdyr med stærkt varierende hårlængde. Hvilke pelse er der tale om? Vi HAR gennemført denne svære test på adskillige mænd og udelukkende fået forkerte svar, men prøv selv. Resultaterne taler nok for sig selv. Undertegnede dumpede iøvrigt også, ikke ganske overraskende, som den altid slagfærdige fru Olsen bemærkede.

Svar på berettiget kritik 

Overskriften i dag var jo undertitlen på den sovjetrussiske komponist Sjostakovitj´ 5.symfoni fra 1930-erne engang. Det skal så også være overskriften for os i dag i forbindelse med en lille intern evaluering af nettets veje og vildveje. Det sker som opfølgning af en nylig afsluttet retssag i vores branche.

Vi har ganske vist forsøgt at skabe de rette mytologiske abstraktioner og oldævls-historiske rammer i vores lille daglige satire, men det er ikke lykkedes fuldstændigt. Vi håber selvfølgelig ikke, at nogen må have fået det indtryk, at vi tog parti i sagen, for det var bestemt ikke tilsigtet. Det er nu vist også noget vanskeligt at læse nogen sympati for Kubik-klanen ind i vores tekst. Det kan naturligvis skyldes, at vi slet ingen har. Vi har forsøgt at se humoristisk på sagen og beklager, hvis nogen har opfattet det som partiskhed, det har ikke været hensigten. Når vi skriver, at vi ikke engang vil have et stykke hifi, selv om det er gratis, er det mest fordi vi aldrig ville gide sætte det til. Det udtrykker ingen afstandstagen, selv om det måske kunne lyde sådan, men er blot en konstatering af, at vi er ganske tilfredse med det, som vi har. Det ville også have været gældende for Gamut, Dynaudio, System Audio og alle de andre.

Vores tekster skulle gerne være en humoristisk tilgang til verden og en åbning til folks egen kritiske sans. Vi har ingen færdige løsninger i andet end det professionelle elektrikerarbejde, som er vores firmas virkelige aktivitet. Vi har ingen skjulte dagsordner i vores hobby-skriverier og regner iøvrigt heller ikke med at blive valgt til byrådet for nogen af partierne. Der er heller ingen dulgte marketing-tanker, for vi laver slet ikke markedsføring. Det ville heller ikke hjælpe det allermindste, fordi vi alligevel altid kun har levet af vores ekspertise i professionel lyd, og det broderskab kender os allerede i forvejen.

Vi har aldrig været aktive i hifibranchen og vil aldrig nogensinde blive det. Vi har aldrig reklameret for så meget som en værdiløs 25-øre nogen steder og har aldrig skrevet så meget som et pip nogen andre steder om nogetsomhelst. Vi har ingen butik og får heller aldrig en, og vi har udelukkende hifi som en kær privat hobby og absolut intet andet. Vi har overhovedet ikke noget dørskilt, noget demorum, nogen netbutik, hjemmedemo eller noget som helst andet. Vi er simpelthen ikke en del af radiobranchen ligeså lidt som en elektriker er det. Vi er simpelthen en lille håndværksvirksomhed, andet er der vist ikke at sige, og vi gør ingenting overhovedet for at sælge hverken såkaldte hifi-kabler i fine emballager eller almindelig hifi. Vi står vist heller ikke som andet end forhandler af Onkyo (forkert oplysning iøvrigt). Det salg gør alle andre alligevel meget bedre end os, som iøvrigt hverken har faciilteter eller lager for andet end rent professionelt isenkram. 

Tilbage til den travle hverdag med montering af multikabler og racks til et større studie, for det er lige det, undertegnede har lavet helt siden 1985. Det er vi nemlig gode til.
De bedste ønsker
Elektrikeren uden installatørautorisation (vi har dog også én, der har!) Poul M.

Dagen før dagen

Vi håber ikke, at alle vores læsere blev alt for skræmt af den lidt hårde tone i gårsdagens tekst, men det giver jo ikke vældigt megen mening at lade som om alting er i orden, når nu noget er helt ad Helvede til. Enkelte emner er simpelthen for ubehagelige til at det er muligt eller passende at behandle dem humoristisk eller blot med en let hånd. Om så emnet i dag kommer ind under det må enhver jo dømme om. Lidt trist er det naturligvis, men samtidigt er det i virkeligheden temmeligt meget et eksempel på et kondensat af essentielle menneskelige vilkår. Ikke mindst de altid gængse følelser kærlighed og loyalitet, kendt fra alle klassiske litterære værker fra Aischylos gennem Shakespeare til Thit Jensen og de andre få store danske forfattere. Desværre har kærligheden og loyaliteten altid komplementære følelser og det er vist mest dem, der er i spil i dag.

Det drejer sig om, at særdeles bekræftede rygter vil vide, at i morgen bliver et afgørende vendepunkt for civilisationen og det endda sikkert uden at ret mange overhovedet lægger mærke til det. Som med Halley´s komet, der kun knapt en gang pr. århundrede gæster vores solsystem uden nogen videre opmærksomhed er morgendagen en kommende klassiker. Ikke at det rent faktisk betyder noget for nogen som helst. Det der er sket er alligevel sket for så længe siden, at man skulle tro det var løgn, og det var det måske i virkeligheden også. Som i alle brudte forhold var det ihvertfald til sidst hverken de varme følelser eller den reelle optræden, som ligefrem triumferede, men det ville vel også være lidt for meget at forlange som i andre af livets brudflader.

Det drejer sig om den endelige rømning af de gennem i mere end et kvart århundrede traditionelle audio-lokaler i Klostergade 68. Få kan længere se og færre kan nok efterhånden huske, at her var der engang en oase for audio-kompetence. Store navne som New Musik (død fornyligt), AB Musik (lever ganske vist stadigvæk, men i en helt anden boldgade), Audio Art (død), Dansk Audio Teknik (død fornyligt efter en langstrakt dødskamp) og Wavehouse (fusioneret?) har huseret på denne adresse i hver deres epoke.

Der er lidt klassisk pattedyrs-evolutionshistorie over aktiviteten i disse lokaler. Først var der tale om små og temmeligt uanselige små fyre, som gemte sig og blot åd af de store krybdyrs æg. Efterhånden voksede de sig dog store som irske kæmpehjorte, flyttede ud til større lokaler og døde så alligevel langt derude i industrikvartererne “uden at nogen kvinder så det”, som Eik Skaløe og “Steppeulvene” så passende udtrykte det. Det er så altsammen slut i morgen, hvor der ikke længere er tale om nogen udflytning, vist bare sådan en slags læggen sig ned på valen efter en her til sidst ikke særligt glorværdig retrætekamp. Det var en afslutning uden heltemod i Holger Danske-klassen, men det var dog en afslutning af en engang ganske glorværdig epoke. At det så skete uden at andet end forsmåede kreditorer så nok lagde mærke til det er ligemeget. Det er jo også en verdenshistorisk begivenhed, når en hel gletcher på Grønland brækker af med en sand flodbølge til følge og det er jo, selv om ingen mennesker ser det. Begivenheden eksisterer også uden den menneskelige perception.

Som på alle gamle kamp-pladser var der også her massevis af memorabilia, som for de retteligt indviede havde en betydelig affektions-værdi. Ikke mindst undertegnede forsøgte mange gange at købe dele af den gamle arbejdsplads, men det blev altid afvist med den nok lidt søgte begrundelse, “at det allerede var solgt” Det søgte består lige her mest i, at det allermeste står der stadigvæk, men sådan er virkelighedsopfattelsen et temmeligt elastisk begreb. Måske det slet ikke er der længere, kun i undertegnedes fantasi? 

Det lykkedes også kun at sikre sig en tudsegammel strømforsyning for eftertiden fra det forlængst ligeledes hedengangne firma “Peschardt” som en ren donation fra køberen af den og det til trods for, at det var en gave fra endnu en salig audio-virksomhed, Radiohuset Expert, for knapt 20 år siden. Den var på forunderlig vis heller ikke lige til salg for undertegnede, men sådan er kærligheden så omskiftelig. Nu kan undertegnede så sidde hver dag og kikke på den og mindes de gode tider i Klostergade, som desværre forlængst er forbi. I morgen kommer kun til at betyde den endelige afslutning på en stor tid, som alligevel ikke har været der i en del år. Der er sådan lidt “gen-begravelse” over morgendagen, hvor et forlængst afdødt offer for en forlængst udkæmpet krig stedes til hvile hos sine forlængst afdøde forfædre tillige med sine efterkommerne. SÅ er det helt slut, og det er det nu. Hvis vi skulle komme i besiddelse af flere souvenirs fra Klostergade skal vi da ikke undlade at gøre opmærksom på det, men en del tyder på, at man hellere aktivt vil destruere disse end sælge dem til os. Som med den nærliggende arkæologiske slagmark Illerup Ådal helmer vi dog ikke, “før den sidste jomsviking er død”, som vores forfædre så passende udtrykte det.

Alle disse bestræbelser øger naturligvis blot vores interesse og den almindelige samlerværdi, så vi er ganske optimistiske. Vi skal i den anledning også lige huske at minde om, at alle interesserede for en uhyre symbolsk pris kan erhverve sig en fremragende Pia Dahl Olsen-opsætning på svært glittet papir af “Dagens Ord Classic” fra hele 2008. Når Harboe og Royal og de andre kan kalde øl for “classic”, når det kun har gæret og lagret henholdsvist et par dage og et par dage mere, så er dette værk en kommende “ny-klassiker” I virkeligheden er dt måske allerede blevet en rigtig klassiker, hvem ved?

Men som sagt, alle bør altså i morgen i ren veneration defilere forbi Klostergade 68 på denne sorgens afsluttende dag. Man kan ganske vist ligeså lidt som ved de gamle invasionsstrade i Normandiet se, at der her skete afgørende ting i mange menneskers liv, men det gjorde der. Ved en passende lejlighed vil vi berette om storhed og fald. Gibbon, du skal få baghjul, skal du! Det var jo ellers ham, der skrev “The Decline and Fall of the Roman Empire”, men selv det er faktisk en børnebog i sammenligning med dramaerne i Klostergade, men som sagt, en anden gang! Først skal højtiden i morgen overstås.