Delefiltre og aktive systemer.

I denne uge vil vi arbejde os videre ind i problematikken om den dynamiske højttaler. Vi vil se, at der er ganske simple metoder til at minimere ulemperne ved dynamiske højttalersystemer, som uhyre få benytter, og vi vil forsøge at vise hvorfor. Vi kan dog allerede her afsløre, at det drejer sig om penge, selv om det naturligvis aldrig er den officielle forklaring. Vi starter lidt tørt, men lover, at det senere bliver lidt mere saftigt.
Det passive delefilter, som jo findes i næsten alle højttalere, er en helt afgørende forhindring for enhver forbedring af et højttalersystem. Der er der mange grunde til, men vi vil her kun kort kunne berøre de største problemer. Det første problem er altid, at man aldrig rigtigt kan opnå den ideelle stejlhed i filtrene passivt, uden at der kommer for mange komponenter mellem forstærkeren og højttalerens svingspole.
Her forudsætter vi som altid bekendt, at man i passive filtre helt basalt opererer med stejlheder på delefiltrene, der kan være 6, 12, 18 eller 24 dB pr oktav. Et 6 dB filter er således ikke i stand til at rulle bidraget fra bassen af ret hurtigt, og samtidigt beskyttes diskant eller mellemtone dårligt mod for meget effekt. Derfor bruges det sjældent, men kan iøvrigt ellers realiseres med få kvalitetskomponenter. Det kunne have været fint, hvis det ellers ikke stillede urealistiske krav til højttalerenhederne, og hvis enhederne ellers ikke dækkede det samme frekvensområde over så stort et område, selv om der er andre løsningsmuligheder for det sidste.
Både 12 og 18 dB-filtre summerer som bekendt bidraget fra de enkelte enheder alt andet end ideelt og 24 dB sætter jo ikke mindre end 2 ekstra spoler i serie med bassen med med indlysende ulemper, så det benyttes normalt ikke, selv om det ellers elektrisk er en del mere hensigtsmæssigt. Faktisk er det med hensyn til summering af enhedernes bidrag nærmest ideelt. Det er desværre bare ligemeget i passive systemer, fordi det ikke rigtigt kan bruges.
Derudover er der helt andre problematikker i passive delefiltre end i aktiv elektronik, fordi både de anvendte spoler, kondensatorer og modstande i normale højttalere naturnødvendigt har så store tolerancer, at selv nutidens sofistikerede computerudstyr højst kan minimere virkningerne af de store komponenttolerancer, ikke løse dem.
Derudover er alle passive delefiltre selvfølgelig en uønsket reaktiv komponent i signalvejen og endda meget ofte en meget aktiv komponent og de  så kendte “induktionsfrie modstande” eksisterer desværre heller ikke udenfor fantasiens og reklamens verden.
Hvis vi kort skal summere op, er problemerne ved passive delefiltre følgende:
1. Højttalerens Q er under dårligere kontrol på grund af seriemodstand i filtret.
2. Passive filtre præsenterer forstærkerne for problematiske induktive og især kapacitive belastninger, der fremkalder ustabilitet i forstærkeren.
3. Komponenttolerancerne i filtrene er ganske store.
4. Passive filtre passer kun til en bestemt temperatur på svingspolerne.
5. Der er aldrig nogen virkelig løsning i passive systemer på justering af fasen mellem de enkelte højttalerenheder.
Punkt 5 og vel især punkt 4 fører os uundgåeligt over i næste del af ugens emne, nemlig den aktive løsning. Der er nemlig absolut ingen muligheder for at afhjælpe punkt 5 effektivt i passive systemer, og der er overhovedet ingen muligheder for at gøre nogetsomhelst ved punkt 4, og det er et problem.
Vi har tidligere været inde på termisk kompression i højttalerenheder. Dette skyldes som bekendt den ganske simple fysiske kendsgerning, at kobber har en positiv temperaturkoefficient med hensyn til modstand. Når en højttaler har spillet et stykke tid med en stigning i svingspoletemperaturen til følge, passer delefrekvenserne ikke længere, fordi højttalerens impedans ikke længere er den samme som i  kold tilstand.
Designmæssigt giver det alle konstruktører det uundgåelige problem, at man har frit valg på alle hylder til at designe en højttaler med et passivt delefilter, der passer optimalt til en bestemt temperatur i svingspolen, men ikke rigtigt til nogen anden temperatur. Ingen computer kan hjælpe her. Nu er temperaturstigninger til flere hundrede grader temmeligt uundgåeligt i de fleste kommercielle systemer, da en dynamisk højttalerenhed på trods af moderne designeres lovprisninger af egen fortræffelighed stadigvæk er en akustisk generator med en effektivitet i de helt små procenter ligesom en glødelampe.
Ved bare noget der ligner moderate lydtryk afsættes der let måske 100 watt i en svingspole, og den eneste måde et gøre noget noget ved det er at køle svingspolen. Her er det faktisk underligt, at den fra hotelkøleskabe så kendte peltier-kølekrystal aldrig har fundet anvendelse, for den virker og støjer ikke. Det turde ellers være helt oplagt. Man kan selvfølgelig også anvende massive højttalerenheder med store svingspoler og snævre magnetgab, men de koster jo penge og det begrænser som bekendt altid producenternes interesse.
Aktive højttalersystemer har været anvendt i den professionelle lydbranche i mange årtier, fordi de helt fundamentalt giver bedre kontrol med bashøjttaleren for forstærkeren, fordi delefrekvenserne realiseres på liniesignalniveau. Her er det ingen kunst med rettidig ingeniøromhu at realisere en 24 dB pr. oktav deling med aktiv trinløs fasekompensation, der til evig tid må forblive en våd drøm hos designerne af rent passive systemer.
Det er også forbavsende, hvor meget lettere det er at konstruere en forstærker, der er fuldstændigt stabil i den meget forudsigelige belastning en svingspole, der tilmed opererer i et begrænset frekvensområde, udgør. Man ser her ofte en reduktion på den subjektivt særdeles irriterende intermodulationsforvrængning på op mod 20 dB.
Udover muligheden for den helt afgørende finpudsning af faselineariteten er den allermest afgørende forskel på aktive og passive systemer dog , at det aktive filter ikke frekvensmæssigt påvirkes af de uundgåelige impedansændringer i den varme svingspole. Man trækker således ikke længere delefrefrekvensen i en automat ved statiske beregninger og kan så blot håbe på, at temperaturen ikke stiger, for det gør den jo.
Det gør den naturligvis også i aktive systemer, men mindre fordi de ukontrollerede udsving bliver mindre, fordi højttalerenhedens Q ikke ændres af filtret og styringen dermed bliver bedre. At man så også ganske let i den løbende produktion af en aktiv højttaler kan justere højttalersystemet for de uundgåelige tolerancer i højttalerenhederne er en yderligere bonus.
Med hensyn til forstærkere til anvendelse i et aktivt system giver det naturligvis bunker af muligheder for designerne for at kombinere sig til en samlet kvalitet, som langt kan overgå en sædvanlig kombination af forstærker/passiv højttaler. Man kan således anvende en PWM/ICE lignende højeffektiv forstærker til bassen, fordi disse forstærkerprincipper vel strengt taget har deres største styrke der, mens en mere traditionel klasse A/B kan bruges til mellemtonen og en ren klasse A til diskanten. Så undgår man jo også at skulle vælge mellem de forskellige forstærkerprincipers ubestridelige fordele, fordi man jo ganske simpelt kan opnå det bedste af begge verdener, og så er det da forresten en del lettere at designe en stabil forstærker, der ikke behøver at skulle kunne gengive lyden inde fra en mikrobølgeovn i hifi.
Aktive højttalere har været benyttet i over 40 år, selv om de første blot var almindelige passive højttalere med indbyggede forstærkere. Her kan nævnes Rogers, Klein og Hummel og Sennheiser. I 1970-erne var der eksperimenter fra Infinity, ESS og JBL med mere eller mindre gennemførte aktive systemer men det var først finske Genelec, der tidligt lavede en egentlig 3-vejs aktiv studiemonitor sidst i 1970-erne. Den skulle vise vejen frem på godt og især ondt.
Det var nemlig allerede fra starten tydeligvis en fristelse, der var vanskelig at modstå for designerne af de aktive systemer. Man kunne nu nemlig uden problemer anvende langt billigere højttalerenheder end tidligere, fordi man jo i de aktive systemer kunne beskytte enhederne bedre og bedre udglatte oplagte designfejl i både afstemning og enheder.
Allerede de allerførste Genelec indeholdt ganske billige standardiserede Peerless-enheder, og senere hen skulle det jo ikke ligefrem gå fremad. Man gik også ganske hurtigt væk fra de første ganske futuristisk designede og akustisk fine kabinetter med en vistnok hjemmelavet bånddiskant til mere gængse kasser. Til gengæld benyttede man den relative designfrihed i de aktive systemer til stadigt at forsøge at optimere lyden af ganske billige standardenheder, og resten er som bekendt historie og Genelec blev en verdenssuccess og er det den dag i dag. Som mange andre successer er det bare ikke nødvendigvis særligt godt. Faktisk er der jo som med mange andre mærkevareproducenter ikke noget krav om den ypperligste kvalitet, det skal bare være godt på en forudsigelig måde som en IKEA-hylde af presset halm, og det er det, hvis alle skruerne altid er med. Det er de som bekendt.
Mange andre højttalerproducenter lancerede semi-aktive højttalersystemer, hvor man leverede aktive elektroniske delefiltre fra de producenter, der var blevet standard i PA-branchen, og her var BSS førende sammen med UREI. Som et kuriosum skal lige nævnes, at der samtidigt var en del engelske firmaer som NAIM, Linn og især Meridian, der samtidigt begyndte at arbejde med en aktiv udgave af deres passive højttalere. Det var dog kun Meridian, der helt dedikerede deres designafdeling til den aktive verden. Som Genelec faldt de dog allerede fra starten for fristelsen til at bruge ganske blillige standardenheder, først fra KEF og senere fra SEAS, og derfor førte de bestemt ikke kunsten for det opnåelige videre.
Den aktive højttalerløsning har naturligvis hele tiden været hæmmet af, at producenter af kvalitetshøjttalere kun sjældent besidder nogen ekspertise indenfor elektronik. Det har bl. a. været tilfældet for danske Dynaudio, der som flere andre blot leverede deres store aktive højttalere med et færdigjusteret BSS-delefilter pr. højttaler, selv om der senest er en TC-version af de aktive Dynaudio.
Andre producenter som JBL, Krell, Gamut og mange andre besidder begge kompetencer skulle man synes, så hvorfor har vi ikke  set denne naturlige integration af forstærker og højttaler, når den nu så indlysende kan betyde en afgørende forbedring af lydkvaliteten?
Det er der naturligvis en god forklaring på, som der ofte er i den kommercielle verden, nemlig at det er kunderne overhovedet ikke interesserede i. Man er jo ikke hifientusiast, hvis man ikke er på den evige jagt efter det sublime, og tænk blot hvilken rædseldfuld situation det ville være, hvis man ikke kunne komme videre. At man så måske var kommet til målet betyder ikke noget i dette rædselsscenario.
I tilfældet den aktive højttaler er det vistnok kun ATC, der åbentlys bekender sig til fordelene ved aktiv drift. Alle deres lidt større modeller findes både som aktive og passive. Eventuelle tvivlere har så mulighed for at slæbe deres referenceforstærker med og finde ud af, om den passive kan komme til at spille bedre end den aktive. Vi kan efter talrige tests godt oplyse, at det kan den ikke, og det har ikke primært noget at gøre med kvaliteten af forstærkerne eller for den sags skyld højttalerne.
Det er simpelthen er naturlov, som alle højttalerdesignere kender, men kun få vælger at stå ved, fordi det ikke er godt for business, og det er jo faktisk helt forståeligt og rimeligt. Vi kommer bare aldrig rigtigt videre på den måde, men det kan reklameteksterne jo heldigvis råde bod på, og det gør de så.
Heldigvis er du, kære læser, nu blevet meget klogere.

Dynamiske høttalere: Kasser, principper og lydkvalitet Part 2.

I denne uge vil vi atter med vanlig dødsforagt kaste os ud i beskrivelsen af den dynamiske højttaler og alle dens problemer. I sidste uge var det mest de principielle problemer omkring højttaleren i boxen, vi behandlede. I denne uge vil vi udvide perspektivet til også at omfatte de forskellige muligheder for udstrålingsmønstre i forskellige højttalerenheder og vi vil prøve at vurdere, hvorvidt målinger kan beskrive den opfattede lydkvalitet. Vi skal for en ordens skyld advare om, at stoffet i dag er ret tørt.
Det allerstørste problem forbundet ved konstruktionen af en flervejshøjttaler er det alt andet end homogene udstrålingsmønster fra højttalerenhederne. For at opnå den nødvendige stivhed til at kunne bevæge sig som et stempel, skal en bashøjttalerenhed således have en ganske dyb kegle for en given masse uanset membranmaterialet. Nu ser man sjældent meget kræmmerhusformede basmembraner, men det er nu mest fordi man i nutidens små højttalerenheder tilstræber en høj øvre grænsefrekvens, og her er den dybe membran, der jo spiller ind i sig selv og genererer masser af interferens ved højere frevenser, ganske håbløs. Bashøjttaleren er således for det meste af en fladere profil, end godt er for optimal dybbas. Hvordan enhedens udstrålingsmønster er, er som vi skal se , desværre en uundgåelig funktion af den anvendte enheds diameter og tillige membranens profil. Vi kan dog allerede nu afsløre, at homogeniteten i udstrålingen fra en dynamisk bashøjttaler allerede fra et par hundrede hz begynder at se noget tvivlsom ud.
Nu er det godt nok moderne at undgå at anvende egentlige mellemtonehøjttalere, fordi mange mener, at det komplicerer højttaleren unødigt. Som allerede nævnt omkring bashøjttaleren og dens membranprofil, er virkeligheden dog desværre den, at denne profil helt afgørende bestemmer højttalerens stivhed og mellemtoneegenskaber. En meget flad profil, som vi ser i mange Scan-Speak topklasseenheder, giver mulighed for at anvende en ganske høj delefrekvens og det gør den særligt anvendelig til 2-vejshøjttalere, men naturligvis ikke uden problemer.
Her forudsættes det bekendt, at øret er særdeles følsomt for selv ganske små faseændringer i frekvensområdet ca. 500 hz til godt 3000 hz. Det er antageligt en overleveret egenskab helt fra istidsmenneskets møde med sabeltigrene, der jo som bekendt endte 1-0 til menneskene. Vi vil senere behandle faseproblematikken. Her skal det blot understreges, at man ikke bør anvende delefrekvenser mellem de forskellige højttalerenheder i ørets mest følsomme område, hvis man har et valg.
Hvis man designer sit højttalersystem som 3-vejs , kan man lade mellemtoneenheden behandle hele det område, hvor det menneskelige øre har størst følsomhed, bestemt en prisværdig ting. At der så også her er mange problemer er en helt anden sag. Igen forudsætter vi bekendt, at den fysiske diameter på en membranhøjttaler bestemmer enheden udstrålingsmønster, der indsnævres opefter. Dette ser man normalt ikke på de publicerede målinger, vel mest fordi de aldrig bliver ret pæne.
Konsekvensen er, at en dynamisk flervejshøjttaler enten har maksimalt jævn frekvensgang lige på aksen eller slet ikke er jævn nogen steder. Dette sidste er muligvis tilfældet med en hel del nyere og nye gulvhøjttalere, der tilsyneladende ikke er beregnet til at blive lyttet til på direkte på aksen, hvorfor vides ikke.
Vi springer lige videre til diskanthøjttaleren, der ikke frembyder helt samme integrationsproblemer med resten af højttalersystemet, fordi ørets følsomhed ved høje frekvenser er meget ringere end ved lave. Faktisk er øret så dårligt, at gradvise, men kontinuerlige fasedrej på flere pi over flere oktaver næppe er hørbare. Det vil i praksis sige, at man ikke kan høre, om diskanten er i modfase, hvis blot faseforløbet fra medfase til modfase og måske tilbage igen er tilstrækkeligt gradvist.  Her er der endeligt et lille lyspunkt for højttalerdesigneren, hvor problemerne synes overkommelige.
Det er de til gengæld ikke ved diskanthøjttalerens udstrålingsmønster, der jo i sagens natur er helt anderledes end mellemtoneenhedens flade membran. Som regel anvendes jo for spredningens skyld domediskanter, der jo formodes at sprede tæt ved 180 grader. Det er desværre ikke korrekt, da den øverste diskant normalt kun reproduceres af domediskantens centrum og dermed kan blive særdeles retningsbestemt, mens resten bliver gradvist næsten halvkugleformet.
Som mellemtid har vi altså 3 forskellige højttalerenheder, der overhovedet ikke bare er en lille smule homogene i deres udstrålingsmønster, idet de alle bliver tiltagende retningsbestemte ved højere frekvenser, og det skal blive meget værre. Vi er jo slet ikke kommet til delefiltret og højttalerens fysiske udformning endnu. Vi bør jo nok lige nævne, at man jo kan anvende en dome-mellemtone, der jo ihvertfald principielt har et udstrålingsmønster, der, skønt naturligvis ikke nødvendigvis helt ideelt, dog ligner domediskantens med dens tiltagende retningsbestemthed som en funktion af diameteren. Man ser det dog sjældent, skønt opfindelsen ikke er ny, sikkert mest fordi det er en ganske dyr måde at realisere en mellemtonehøjttaler på, hvis delefrekvensen skal kunne gøres lav nok og belastbarheden høj nok. Der findes dog som bekendt en enkelt fremragende mellemtonedome, og når man ser den, forstår man kun alt for godt, at ingen andre gider lave den. Hele deres samlede højttalere vejer jo oftest mindre end denne enhed. Med mindre man anvender et egentligt mellemtonehorn er domemellemtonen dog den eneste måde , man i praksis kan realisere en fornuftig begrænset spredning.
Man kan naturligvis også realisere sin højttaler som 2-vejs, som langt de fleste gør, sikkert mest fordi det er billigere. Desværre dikterer de ovenfor omtalte naturlove omkring højttalermembranens diameter og dens udstrålingsmønster ved højere frekvenser, at denne enhed bliver ganske lille, i praksis maksimalt 6-7 tommer, og det er vel næppe nok til at kvalificere den hermed konstruerede lille 2-vejshøjttaler helt som den ideelle højttaler, da den jo da som udgangspunkt ikke kan spille hverken højt eller dybt og aldrig begge dele på en gang.
Det er der tilsyneladende en simpel løsning på, nemlig at anvende flere bas/mellemtoneenheder i samme kasse. I lighed med andre såkaldte løsninger i denne branche, skaber også dette et nyt problemkompleks, nemlig radikalt ændret udstråling. Hvis man placerer flere højttalerenheder på en lodret akse, indsnævrer man højttalerens spredning vertikalt, og det er bestemt fint. Ingen ønsker vel unødvendige refleksioner fra gulv og loft med Intruder og deres kranophængte friluftsdiskanter som en mulig undtagelse. Til gengæld øges højttalerens spredning horisontalt, og det er vel kun ønskeligt til en vis grad. Til gengæld er det umuligt at lave denne spredning kontrolleret med nutidens smalle højttalerforplader, så man ender med at multiplicere de allerede eksisterende problmer med ujævn spredning fra den enkelte bas/mellemtonehøjttaler til noget efter denne skribents mening lettere problematisk, en slags kaosteori for højttalere.
Disse konstruktioner er i virkeligheden gamle dages søjlehøjttalere om igen, og bl. a. Infinity havde for en del år siden en reinkarnation af denne tudsegamle teknologi. Det skal dog med, at de dengang havde åndsnærværelse og fornuft nok til at anvende ganske brede bafler på deres enorme højttalersystemer med striber af identiske enheder for dog i det mindste i nogen grad at kunne kontrollere den problematiske udstråling. Disse naturlove er så åbenbart i dag blevet sat på stand-by, hvis man skal tro de moderne konstruktioner.
Hvordan delefiltrene påvirker integrationen af de enkelte højttalerenheder tager vi i et følgende emne, der også vil introducere den aktive højttaler. Her skal det blot nævnes, at passiv delefiltertopologi ikke kan afhjælpe nogen af principielle problemer omkring asymmetrisk udstråling. De kan ændre spedningsmønsret, men altid for en pris og den er høj, som vi skal se på en anden gang.
Vi er nu foreløbigt nået til en højttaler monteret med enheder med vidt forskellig spredning på enhederne monteret i en alt for smal kasse med alt for mange enheder, der spiller det samme frekvensområde. Hvordan måler så sådan en højttaler? Ja, det kommer i helt afgørende grad an på, i hvilket rum man måler  og i hvilken afstand. Det er faktisk ikke for meget at sige, at sådanne højttalere er ganske tæt på at være meningsløse at måle. Der er simpelthen ikke bare den alleringeste overensstemmelse mellem måleresultater og lyd. Tidligere kunne den informerede lytter ud fra målinger med ret stor præcision forudsige en højttalers interaktion med rummet, men således er det ikke nødvendigvis længere med disse multienheds-tovejshøjttalere. Den eneste måling der er mere meningsløs end en måling i et lyddødt rum, er målingen i den aktuelle stue. Den helt overdrevne spredning umuliggør enhver vurdering, og integrationen af lyden fra de enkelte enheder er naturligvis også problematisk på aksen. En måling på aksen er således mindst ligeså vanskelig at vurdere, fordi højden af lydkilden er så stor.
Det vil således være et problem at lytte for tæt på højttaleren, fordi de forskellige lydkilder ikke er integrerede og problemet bliver kun større på afstand, fordi rummets refleksioner spiller tilsvarende mere ind på resultatet. Som nævnt ovenfor kan en stor del af problemerne ved spredningen mindskes ved brug af en bred baffel, men så kan varen ikke sælges, så det er ikke rigtigt nogen løsning. Den eneste løsning ville have været ikke at skabe denne problematiske søjlehøjttaler med sine mange identiske højttalerenheder fra starten.
I stedet burde man have anvendt en mere traditionel 3-vejs bestykning med en enkelt bas på 10, 12 eller 15 tommer. Her ville spredningsmønstret også i praktiske rum have været til at forudsige. Det ville også medvirke til at gøre integrationen af bidraget fra de enkelte højttaleropgaver til en knap så umulig opgave. Måske ville det endda være muligt at forudsige lyden i et vilkårligt lokale med en vis sikkerhed.
Højttalernes lyd er naturligvis også påvirket af skarpe kanter på kabinetterne, der selvfølgelig skal undgås, med mindre konstruktøren lader enhederne med et kort horn for at begrænse spredningen. Denne begrænsning af højttalerens spredning er ikke særligt udbredt, fordi den får mange “flade” og dårlige optagelser til at lyde , ja såmænd fladt og dårligt i stedet for kunstigt rumligt, bestemt ikke et godt salgsargument.
 Disse skarpe kanter er mest skadelige for lyden, hvis de er tæt på lydkilden. Igen er den før omtalte Intruder et skoleeksempel på, hvordan man ikke skal gøre indenfor normal god akustisk praksis. Her er den næsten i samme klasse som den klassiske Mirage bipol-højttaler, der heldigvis heller aldrig vandt udbredelse. Der er selvfølgelig også mange gode akustisk korrekte løsninger som B&W Nautilus 800, men her er der ikke noget nyt under solen. Allerede i Briggs´bog “Loudspeakers” undersøgte man forskellige profiler på frontplader, og resultatet var og er entydigt: Enten skal den (for) smalle forplade være uden ujævnheder tæt på enheden og gerne affaset i kanten eller bøjet let tilbage i siden eller også (helst) skal den være bred og plan. Den kan simpelthen ikke blive bred og høj nok.
Nu er det vel ikke længere en overraskelse for læsere af denne klumme, at den ideelle placering for enhver dynamisk højttaler i et vilkårligt rum ikke er på en state of the art-stander eller fod, men tværtimod i præcist plan med bagvæggen. Desværre er dette ikke en original opdagelse, det har været kendt siden Paul Voights dage, men anvendes i dag praktisk talt kun i lydstudier. Her bekymrer man sig ikke om en “musikalsk og rumlig” gengivelse, mere om den korrekte lyd, og det er vel egentligt smart nok.
Afsluttende for dette afsnit kan vi sige, nu er der kommet højttalerenheder i kasserne fra sidste uge. Vores ideelle højttaler er blevet en stor 3-vejs basrefleks med en så bred forplade som muligt, og den er naturnødvendigt af akustiske hensyn bestykket med en enkelt stor basenhed. Desværre er de praktiske problemer omkring spredning og integration af de forskellige lydkilder ikke rigtig lykkedes endnu. Vi kan også afsløre, at med dynamiske højttalerenheder med uregelmæssige og asymmetriske udstrålingsmønstre kan det aldrig nogensinde afhjælpes fuldstændigt, selv om passende delefiltre kan flytte rundt på problemerne.  I næste uge vil vi også undersøge, hvad delefiltret kan betyde for en dynamisk højttalers lydkvalitet. Samtidigt vil vi introducere den aktive højttaler, et afgørende skridt fremad. Måske er den dynamiske højttaler alligevel mulig. Måske kan humlebien faktisk flyve, selv om den har teorien imod sig. Og måske, men kun måske, kan man faktisk konstruere en ordentlig 2-vejshøjttaler. Vi kan jo for argumentets skyld kalde den Tannoy, selv om det godt nok skal være en gammel en af slagsen.
Fortsættes…

Dynamiske højttalere-kasser, principper og lydkvalitet. Del 1

I denne uge vil vi begive os ud på det helt dybe og forræderiske hav, hvor de store nethajer stortrives og formerer sig som ål i Sargassohavet. Vi vil nemlig prøve at vurdere de forskellige principper for konstruktion af højttalere. Det er jo et emne, der får sindene voldsomt i kog, så vi vil jo naturligvis med vanlig pli styre uden om de værste provokationer. Nu kan man jo ikke behandle højttalere eller andre hifitekniske problemer uden at nævne Kurt von Komiks navn, så det er hermed gjort. Han vil iøvrigt ikke dukke op senere i dette emne.
Efter at de tidlige pionerer bl. a.  Rice-Kellogg og dansk-amerikaneren Jensen havde konstrueret de første dynamiske højttalerenheder omkring 1920, blev man jo ret hurtigt konfronteret med det problem, som gør monteringen af den dynamiske højttalerenhed nødvendig, nemlig udfasningen af strålingen fra højttalerenhedens for-og bagside. Dette var i den tidlige begyndelse ikke noget problem, fordi de dynamiske højttalere jo oprindeligt kun blev anvendt som hovedtelefoner, og her er hovedskallen jo en meget tidlig form for baffel. Her bruger vi baffel i betydningen af en plade, som den dynamiske højttalerenhed bliver monteret på. Som vi skal se, kan den antage mange former.
I de første årtier af den dynamiske højttalers eksistens var tingene simple. Man tog simpelthen praktisk talt uden undtagelse ( her springer vi over horn) og monterede enheden i en simpel kasse uden bagplade. Denne næsten-kasse muliggjorde en efter tiden respektabel bas, da den foldede monteringsplade, altså baflen, hæmmede udfasninger mellem for og bagsidestrålingen fra enheden. Den åbne bagside, som stadigvæk er normen i langt de fleste instrumenthøjttalere til musikbrug, gjorde, at man havde den samme resonansfrekvens i højttaleren som i fri luft, mest fordi den jo var i fri luft.
Nu forudsætter vi naturligvis bekendt, at enhedens resonansfrekvens stiger dramatisk, hvis man monterer enheden i en helt lukket kasse. Under denne resonansfrekvens kan enheden kun med visse problemer gengive nogetsomhelst brugbart-herom senere. Man vidste vel næppe, hvorfor en lukket kasse ikke duede, men man har da sikkert nok prøvet, og med datidens højfrekvensresonante enheder fået en gengivelse a la Anders And, så det vandt ikke frem. Det ville det nok have kunnet i dag med lidt reklameindsats, og det gør det jo faktisk i mange hjemmebio-setups.
Det gjorde basrefleksprincippet derimod, og det er faktisk ganske interessant,  hvordan designpraksis udviklede sig. Man var nemlig ude på ganske uvidenskabelig grund, så alt design var helt grundlæggende baseret på “prøv og fejl”-princippet. Efter at Decca i 1945 lancerede deres “Full Frequency Range Recording” skulle højttalerne pludseligt til at gengive under 100 hz, og mange radiofonier, datidens audiotekniske udviklingslokomotiver, kom op med forskellige patenterede designs. Her fik især Altec efter JBL´s tidlige kollaps og BBC-Lockwood en årtilang dominansperiode sammen med Briggs` Wharfedale.
Der var her ikke tale om en egentlig optimering af kabinetter til enhederne, som man jo rask væk mener, at man gør i dag. Dette skyldtes selvfølgelig især, at man brugte sine ører og erfaring på samme måde som man jo også kunne bygge amfiteatre og koncertsale uden brug af akustiske eksperter med sofistikeret måleudstyr. En væsentlig forudsætning for at bruge disse basreflekskabinetter,( vi må huske, at det lukkede kabinet ikke var opfundet endnu) var at anvende store højttalerboxe. Som den senere matematiske viden afslørede, var det heldigvis relativt ukritisk at “tune” et basreflekssystem, bare kassen var stor nok. Her kom højttalersystemet faktisk til at minde om et lukket kabinet.
Disse BBC-designede kabinetter var ikke specifikke for bestemte enheder eller fabrikater. Man skar simpelthen et hul, monterede sine favoritenheder og fik et velspillende system, som uvægerligt var på de radiofonispecificerede 9 kubikfod, og det er altså stort. For at undgå resonanser og stående bølger havde man designet disse store højttalere af mange små paneler af forskellig densitet skruet sammen. Man havde således egentligt en multiresonant højttaler, hvor bare ingen af resonanserne var fremtrædende, i virkeligheden en fremragende ide, som ingen mig bekendt bruger i dag, selv om KEF har eksperimenteret med ideen.
En anden praksis, der naturligvis heller ikke bruges i dag, er en akustisk “rist” med tyndt dæmpemateriale monteret en trediedel oppe i kabinettet til at eliminere stående bølger i det ekstremt letdæmpede kabinet. Allerede dengang vidste man, at for meget dæmpemateriale “dræbte lyden”, som Briggs beskrev det. Nyere matematiske modeller omkring dæmpematerialers betydning publiceret af AES bekræfter iøvrigt dette.
Wharfedale fortsatte som en af de få med at lave den åbne baffel, der jo som bekendt er blevet genopfundet af Jamo for ganske nyligt, selv om deres topmodeller efterhånden alle blev basrefleks i foldede bafter til montering i et tredimensionelt hjørne. Efter denne ydmyge skribents mening er de bedste højttalere fra mange forskellige producenter i denne epoke aldrig nogensinde senere blevet overgået, heller ikke af de selvsamme firmaer, men de var bare store, alt for forbandet store.
I slutningen af 1950-erne skete der et stort gennembrud, da Edgar Villchur og AR lancerede den første lukkede højttaler, meget betegnende benævnt “infinite baffle”. Her så vi vel for første gang det store skisma mellem den målte kvalitet og den opfattede lydkvalitet, og begrebet “high fidelity” blev aldrig det samme igen. Man havde nemlig her det første eksempel på specifik “tilpasning” af en dynamisk højttaler til et kabinet. AR havde nemlig som de første udviklet en højttalerenhed med en for datiden ekstremt lav resonansfrekvens, der selv ikke monteret i en ret lille helt lukket kasse blev altfor højresonant. Den kunne således spille en fornuftsstridig dyb bas i sin lille kasse, men der var et problem. Den tunge membran i den lille kasse havde tilsidesat alle hensyn for at opnå dyb bas. Membranen var simpelthen blevet for tung til de kommercielt let tilgængelige magnetsystemer, og højttalerens impulsgengivelse var en ren vits. Til gengæld var trykophobningen i kassen enorm og gav forrygende kasseresonanser i det ellers ganske solide kabinet. Vi oplevede vel her det første skridt mod afgrunden, selv om det endnu var lille. Forøvrigt var de statiske målinger på denne højttaler gode, men det var lyden altså ikke.
Allerede fra starten af 1960-erne blev disse lukkede kabinetter i ministørrelse den så langt mest sælgende højttalertype, og basreflekssystemet blev på det nærmeste udryddet udenfor firmaer som JBL og Tannoy m. fl. med salg til lydstudier. Selv BBC, der havde været den største europæiske fortaler for store basreflekshøjttalere, gik over til at designe diminutive lukkede æsker, og grundlagde her begrebet “den engelske lyd”. Det er også meget betegnende for denne tid, at al matematisk beregning gik på lukkede kabinetter.
Vi så med A. R. Bailey og hans arbejde med transmissionlinehøjttalere et velment forsøg på at forene frekvensomfang og en rimelig transientgengivelse, uden at det dog lykkedes helt for denne pioner, der først senere helt blev vurderet efter fortjeneste af bl. a. PMC.
Den bevidstløse almindelige brug af små lukkede kabinetter blev først ændret i 1970-erne, da de første teoretiske arbejder omkring basrefleksafstemning blev publiceret af bl. a. Thiele og Small. Det, der senere blev en flodbølge, startede forsigtigt på disse kanter, hvor en lidt forkølet Castle-højttaler vistnok var den første til at anvende denne revolutionerende nye videnskabelige form for basreflekstuning. Nu blev det pludseligt muligt at lave alle mulige former for tuning af kabinettet, hvor producenterne kunne vælge blot at benytte refleksporten til kritisk dæmpning af enhedens resonans uden at porten egentlig bidrog med andet end lidt støj. Denne egentligt udmærkede anvendelse druknede naturligvis snart i produkter, der valgte at tune kabinetterne med basrefleks til at give et akustisk bidrag under enhedens resonansfrekvens. Mere bas måtte vel være bedre end mindre bas, og her blev basreflekshøjttalerens sommetider nævnte dårlige ry givetvis grundlagt. Ret beset var det vel ikke så meget selve basreflekssystemet, der var noget galt med, men det var der unægteligt alt for ofte i den praktiske anvendelse.
Anvendelsen af den indespærrede luftmængde til at fungere som et parallelt resonant system til selve højttalerenheden er jo en stor fristelse for enhver konstruktør, hvis han altså ønsker at sælge højttalere i acceptabel størrelse. Det forekom vel også mange som den magiske recept, fordi det jo nu var blevet en videnskabelig disciplin. Det videnskabelige islæt blev vel næppe mindre af, at Dr. Richard Small prompte fik job hos Laurie Fincham i dennes computerparadis hos KEF. Højttalerkonstruktionen var nu blevet en voksen videnskab, mente vel mange.
Det må have været en underlig oplevelse for garvede højttalerdesignere som Ronald Hastings Rackham hos Tannoy at opleve denne nye videnskabelige tilgang. I mange henseender var resultaterne med de små basreflekshøjttalere vel ret beset komiske. Mange porttåbninger kunne med deres eksplosive output blæse et stearinlys ud på mange meters afstand og det bredspektrede støjspektrum fra disse basrefleksporte var betydeligt. Denne tingenes tilstand var underlig, fordi enhver simpel imoulsgengivelse for disse basreflekssystemer, der var tunet til maximal båndbredde, uvægerligt producerede en aldeles udtværet impuls, der vel var noget af den mest ultimative forvrængning, man hidtil havde set. Basreflekssystemet var blevet videnskabeligt, men det var unægteligt ikke blevet bedre. Med det heldigvis kortlivede “coupled-cavity”-tuningssystem med ikke mindre end 2 resonerende luftmasser nåede man toppunktet af idioti. Det var faktisk så latterligt i sin basgengivelse, at det blev forladt totalt efter få år af både KEF, Linn og JBL, der ellers havde lagt massive forskningsressourcer i det.
Den kompakte basreflekshøjttaler viste sig således ganske problematisk at realisere, hvis man altså havde tænkt sig at bruge bidraget fra porten til noget. Faktisk har jeg aldrig selv hørt en helt tilfredsstillende løsning, og det er vel på denne baggrund, at de fleste udtaler sig om basreflekssytemernes dårligdom. Det er nu ikke nødvendigvis retfærdigt, for det gælder ikke for lidt større højttalere. Disse kan som omtalt ovenfor sagtens realiseres med bibeholdelse af den overlegne impulsgengivelse fra lukkede kabinetter forenet med principielt et noget større frekvensområde og et mere gunstigt resonansmønster i kabinettet.
Det er først rigtigt problematisk for basreflekssystemer, når portbidraget gøres til en væsentlig bidragyder til lydtrykket i bassen, som den oprindelige Thiele-Small model foreskrev. Dette gælder som nævnt især i små højttalere, mens problematikken er en noget anden i store højttalere. Her kan man med fordel anvende refleksafstemning uden at behøve at forsøge kunstigt at udvide frekvensomrøådet nedefter, og her kan man ofte opnå en bedre lydgengivelse med basrefleks end med et rent lukket kabinet. Forskellene er dog som ovenfor nævnt ikke tilnærmelsesvis så store som med de små boxe.
Det er således god grund til, at basrefleks har fået et skidt ry, selv om det ikke er helt retfærdigt. Efter denne skribents mening bør alle små højttalere være lukkede konstruktioner pga uundgåelig og generende støj fra porten. Mellemstore højttalere kan med lige gode og ikke nødvendigvis særligt divergerende resultater realiseres både som lukkede og som basrefleks, mens meget store højttalere har betydelige fordele som reflekssystemer.
Nu må folk selvfølgelig mene, hvad de vil om forskellige kabinettyper. Det er dog ikke ganske fair at afvise nogen af typerne. Fremragende impulsgengivelse kan opnås i begge kabinettyper, selv om mange, der ikke har hørt andet end små “tunede” basreflekssystemer kan have svært ved at forestille sig det. Det lidt større frekvensområde i store reflekssystemer giver en snæver sejr.
Basrefleks kan med en snæver margin give det bedste reultat, hvis altså kassen er stor nok. Til gengæld dur det ikke i små boxe. Desværre er det så der, princippet bruges allermest.
Fortsættes.

Peter Walker og Quad part 3: Kampen, der blev tabt.

I denne uges emne vil vi beskrive kampen for at bevare Quad, som den har udfoldet sig i de sidste 20 år. Det er en historie uden helte, højst et par behjertede mennesker, men til gengæld en del skurke. Nogen af dem ville bare have penge, en anden, der var den direkte årsag til Quads undergang, ville vel bare noget, han ikke kunne. Til gengæld ville han det så meget, at han dræbte Quad. Samtidigt vil vi også bruge denne uge til at introducere et kommende ugeenme, som vil behandle det, der sker, når en kapitalgruppe overtager en traditionel familiedrevet virksomhed med et kendt “brand”. Det er således ikke blot en historie om et kuldsejlet firma, det er også historien om en ny økonomisk verdensorden.
I midten af 1980-erne var Peter Walker helt ude af Quad, og det var hans søn Ross, der forsøgte at gøre Quad mere sødygtigt. Situationen var, at styktallene af de producerede apparater blev for små til at gøre produktionsformen med de støbte forplader og den arbejdsintensive produktion rentabel. Derfor forsøgte man med dn nye 66-serie at anvende leverandører fra Taiwan, og fik en perfekt støbning, der desværre for Quad var spejlvendt. Dette skyldtes en tegnefejl fra Quad, der siden Peter Walkers dage havde været imod enhver brug af computere, da Peter Walker altid mente, at ” a slide rule and a pencil is enough for me bah”. Nu begyndte tingene at blive kritiske på indtjeningssiden, selv om Quad i 66-serien endelig fik plads i de nu lidt større kasser til at kunne lancere den første CD.
Man havde tidligere forgæves søgt et CD-drev, der kunne være i den diminutive 34-kasse, men havde ikke fundet noget. Det havde man nu, og med den forbedrede Quad 67, delvist designet af den danske ingeniør Jan Ertner, fik man et vel modtaget og absolut fremragende produkt, der bare fremdeles for Quad var alt for kostbart at fremstille. Situationen blev så fastlåst, at Ross Walker i et ambitiøst forsøg på at gå, hvor andre ikke havde gået før, skitserede et projekt for en hel ny serie. Denne modelrække skulle være baseret på en aktiv fjernbetjening, der skulle fungere interaktivt med det til enhver tid anvendte apparat. Samtidigt skulle den kunne betjene alle følsomheder, opsætninger med meget mere i et Quad-system uanset hvor mange apparater, det bestod af. Hvis man så samtidigt fik billiggjort produktionen mente man, at man kunne klare skærene.
Det havde man måske også kunnet, hvis man ikke lige havde ansat Derek Jones som udviklingschef, og hvis man ikke stadigt led under manglende produktionsteknologi. Det blev dog Jones, der blev den store skurk. Da den planlagte lancering af den i virkeligheden ganske revolutionerende 77-serie nærmede sig, forsikrede Jones den spændte Ross Walker, at forstærkeren var helt klar, og at tuneren og CD-en kunne produceres i løbet af 1-2 måneder.
Derfor blev det nye produkt offentliggjort, og efterspørgslen efter den gamle modelrække styrtdykkede. Det kom først derefter smerteligt frem, at nok eksisterede den nye forstærker Quad 77 godt nok. Der var bare et problem: Apparatet kunne ikke betjenes uden fjernbetjening, og denne var ikke blot ikke klar, den var ikke engang programmeret. Samtidigt var CD-en kun tankespind i Jones´ hoved og tuneren endnu mindre end det.
Nu var Quad for alvor på den, især da banken opsagde kassekreditten og firmaet var reelt konkurs. Resterne blev overtaget af en nabo fra Huntingdon, nemlig Farad Azima, ejeren af Mission og Cyrus. Her skete så første del af afskaffelsen af den gamle Quad-kultur. Hovedparten af de gamle medarbejdere blev fyret, og det resterende firma blev i den nye struktur reduceret til en ikke-producerende del, hvor man stadigvæk kæmpede med de massive problemer, som den tidligere teknologiske oversatsning havde forårsaget.
I 1999 blev Azima træt af problemerne og solgte Quad videre til en kinesisk investorgruppe. Her skete så det endelige syndefald for Quad. Det resterende blev flyttet til Kina, og straks blev det klart, at investorerne hellere så deres investering forrentet i går end i morgen.
Det er naturligvis forståeligt nok, men det skulle vise sig at blive vanskeligt at forene med nogen langsigtet strategi for udviklingen af Quad-brandet, hvis der altså nogensinde havde været nogen. Allerede under Stan Curtis´ kortvarige ledelse af det nye Quad, var der blevet planlagt og produceret en ny Quad rørforstærker og såkaldt “nye” elektrostater. Det nyeste ved elektrostaterne var nu en højere pris, en absurd meget lavere mekanisk og elektrisk standard og en smagløs udførelse i plastic af dele af højttalerne, der får en Fisher-Price til at have en fin metalfinish i sammenligning. 
Samtidigt havde den nye tomme Quad-skal jo ingen udviklingsafdeling, så den kendte free-lance designer Andy Grove lavede en stor og tom forforstærker med god plads til et RIAA-modul. De nye ejere havde dog så travlt med at få produktet på markedet, at dette aldrig blev lavet og heller ikke findes endnu, omend der går rygter om en helt ny separat box. Effektforstærkeren var lidt bedre, men var nu ellers mest karakteristisk ved, at i lyd, design, finish og generel ydelse skulle den finde sine konkurrenter i den halve eller kvarte prisklasse uden Quad-brandnavnet. Det var en lidt sølle forstærker, der lå adskillige lysår i oplevet kvalitet fra forgængeren fra 1953.
Da Andy Grove havde fået sine penge, forsvandt han igen, og det er vel en ganske fornuftig menneskelig adfærd. Det må også have været en utaknemmelig opgave at skulle eftergøre Peter Walkers eksperimenter med udgangstransformatorer over 50 år på et par dage, og ikke ganske overraskende er den målte ydelse på det nye retro-Quad kun i særklasse derved, at den er så helt utroligt meget ringere end den gamle. Vi må jo her huske på, at det nye produkt ikke kunne bruge de gamle designs på transformatorer, da de ikke fandtes dokumenteret. I den nye Quad var en indikatorlampe for “on” heller ikke nødvendig: Der var både masser af brum og sus til at minde den stolte køber om, at den skam var tændt.
Udover at de kinesiske ejere har lanceret helt almindelige kinesiske kasser i nydelig lakeret åndenød, er det seneste produkt fra Quad den nu for 2. gang opdaterede ESL-63.
Den vigtigste ændring denne gang er en metalstang til at afstive strukturen. Om det giver nogen særskilt mening er diskutabelt, da de oprindelige ESL-63 var og stadigt er fleksibelt ophængt i rammen, men smart ser det ud. Visuelt er de også blevet bedre. Til gengæld er de blevet helt fantastisk uens i den løbende produktion, som Hifi News dokumenterede fornyligt, plus minus 8 dB i forskel mellem 2 identiske højttalere er altså helt ude i hampen.
At man så samtidigt opgiver en driftseffekt, der er knap 10 dB på den optimistiske side bestyrker vel blot mistanken om, at selve produktet ikke lige er det allermest ambitiøse. Det repræsenterer blot den naturlige udvikling fra en tid, hvor produktet var alt, til den situation, hvor produktet er ligegyldigt. Ialtfald var det ligemeget for testen, skrevet af en måske resigneret Ken Kessler, at mindst en og måske begge de nye elektrostater (forhåbentligt) var defekte.
Situationen var en anden, da den førende klassiske producer Tony Faulkner i sin oprindelige test af ESL-63 kritiserede et par små irregulariteter, der dog kun var marginalt hørbare, og som skyldtes gitteret. Da var det endnu Peter Walker selv, der i en sober dialog imødegik kritikken på en forbilledlig måde. Det skete jo så ikke ved lanceringen af den nye elektrostat, og det sker så nok aldrig mere. Folk kan åbenbart hverken læse eller forstå data længere, siden ingen overhovedet har kommenteret på disse katastrofale måleresultater for den nye elektrostat.
Sammenfattende må vi sige, at vi har været gennem gennem hele livsbanen for et firma, der på enhver måde beskriver udviklingen i hifibranchen. Peter Walker skabte talrige mindeværdige designs til det tænkende menneske, og da denne del af menneskeheden blev som en mere og mere truet dyreart, var Quad ikke i stand til at tilpasse sig de meget hyppigere modelskift. Dette skyldtes som omtalt ikke mangel på god elektronik: Peter Walkers og Mike Albinsons oprindelige design af “current-dumping” er stadigvæk en gængs topologi og anvendes endnu.
Derimod forblødte firmaet langsomt, efterhånden som dækningsbidraget mindskedes, fordi man aldrig som alle andre forlod den klassiske støbeteknik, og da først chefdesigner Derek Jones blev afsløret af ledelsen i sit gennemførte bedrag var det forbi. Tiden under Mission og den afsluttende tur til Kina er kun små paranteser. Man kunne ligeså godt som Bjørn Borg have lavet underbukser med et Quad-mærke. Al ambition er i dag væk, og det eneste, der er tilbage af Quad nu, er et registreret varemærke og et engelsk flag  til at klistre på de nye kinaprodukter.
Peter Walker kunne fra sidelinien se tingene ske. Han så, hvordan hans livsværk blev overtaget af ansigtsløse investorer og hvordan hele firmaånden blev demonteret. Han så en virksomhed, der først mistede sine medarbejdere, så sin placering og tilsidst enhver eksistensberettigelse. Det var altsammen både hans fortjeneste og hans skyld, at det gik, som det gik. At hans måde at drive virksomhed på kun blev en ganske vist stor parantes i hifihistorien, er der vel ikke ikke noget forkert i.
Det var ihvertfald en stor mand og hans liv, vi her har gennemgået. Han bragte musik og glæde til hundretusindvis af mennesker, der simpelthen brugte hans produkter til at høre musik på. Da dette ikke længere var nok, var hans mission forbi. Han døde for et par år siden, 88 år gammel.
 
PS
 Så ser vi endnu en løbst teknik-tråd, hvor det edsvorne trekløver Svend P., Groove og deres guru Kurt von Komik over foreløbigt godt nok kun 19 sider manuducerer den undrende offentlighed i Dali Coupes fortræffeligheder. Det er ialtfald vanskeligt i sammensuriet af med-og modcitater at se nogen anden linie, end at Dali Coupeen til vistnok 4495,- ikke blot er verdens hidtil bedste højttaler. Den er faktisk så god, at Kurt i ramme alvor mener, at alle selvbyggere med den store bibel fra Vance Dickason godt kan pakke sammen. Miraklet er jo sket, og verdens TEORETISK bedste højttaler har set dagens lys. Den bedste af alle tænkelige højttalere er født. At det så for denne uvidende og uforstående skribent bare ligner det sædvanlige pladder om, at end eget er bedst, bare lige hævet et par potenser, er så en anden sag.
At så tråden egentligt handler om målinger, hvor Dalien godt nok også med sine lidt krøllede kurver ligner de fleste andre, er jo i virkeligheden ligegyldigt. I Kurts fortolkning er kurverne jo naturligvis ikke blot ikke tilfældige, de er jo resultatet en en ubegribelig ånds delagtiggørelse af den sande storhed i sine visioner for menneskehedens fremtid. 
 Det er egentligt underligt, at man overhovedet har nedværdiget sig til at måle denne Grand Coupe, for ligemeget hvordan den ville have været, ville Kurts bedømmelse vel have været den samme. Selv demonstrationspladen skal naturligvis være en Denon. Der er sikkert tale om et gratis frieksemplar, men når den store guru har rørt den, forlenes lyden med magiske proportioner. Faktisk er højttaleren angiveligt så hurtig, at astrofysikerne har måttet omskrive op til flere naturlove. Mærkeligt at Tymphany ikke har kunnet sælge denne fantastiske enhed til andre.
Således forsvinder både bag-og sidevægge åbenbart i  denne fantastiske lydgengivelse, selv om gulvet åbenbart bliver, hvor det er, heldigt for lytteren egentligt. Nu er alene det, at man i sammenligning med mesterens kreation hånligt afskriver alle de såkaldte amatøragtige ikke-guruer, der sysler med højttalere,  vel egentligt hovmodets og indbildskhedens absolutte triumf. Selv ikke verdens største softwarefirmaer kan ansætte folk, der er gode nok til at kopibeskytte deres produkter, for der må man jo erkende, at langt de fleste talentfulde ingeniører for en given industri desværre arbejder i helt andre brancher og iøvrigt ikke har tænkt på at skifte. Til gengæld er disse andre ingeniører en del dygtigere til at afdesigne kopibeskyttelserne, end branchens egne er til at designe den samme beskyttelse. Teoretisk, men åbenbart også kun teoretisk, kunne det vel være det samme med hensyn til højttalere.
På den anden side har der jo heller ikke været nogen Jesus de sidste par tusind år, så måske er denne mystiske iøvrigt ikke faguddannede mand, som er Kurts guru, tilfældigvis bare den menneskelige civilisations største højttalerkonstruktør. At guruens nu fuldkomne bestræbelser på at lave perfekte højttalere sådan bare pr. definition afskærer alle andre konstruktører fra bare at komme i nærheden er vel  ikke ligefrem Kurts største øjeblik.
Det er vel ret beset bare en halvgammel mands udgave af en ungdommelig Cerwin-Vega besættelse eller måske bare noget halvforstyrret sludder. Til gengæld udbredes det gode budskab med en brændende jesuitisk entusiasme og med nogenlunde samme mangel på kritisk reflekteren eller bare elementær mening.