Drømme.

Som bekendt hersker der borgerkrigslignende tilstande i Kenya efter det seneste og måske fuskede valg. Det havde der nu ikke behøvet at gøre, hvis man ellers skal tro repræsentanter for den danske nødhjælpsindustri. Det skal man nu nok ikke, for deres anklager mod ineffektiv dansk bistand i denne sag er måske noget kuriøse.
I fuld alvor mener disse visionære samfundshjælpere nemlig, at det var et forsinket dansk ulandsbidrag med computere til optælling af stemmer, som åbenbart skulle være en væsentlig årsag til hele miseren i Kenya. Ifølge dem skulle det nemlig så have været meget sværere at fuske med stemmetallene, fordi indrapporteringen jo kunne blive meget hurtigere.
Nu er der i denne demokratiforståelse vel nok et par småproblemer for nu at underdrive lidt i dag. I virkeligheden er det nok analyser og forståelse blandt eliten af hjælpearbejderne på det her niveau, som allermest truer den danske ulandsbistand. Demokrati vokser ikke ud af et computertastatur ligeså lidt som paralleløkonomi og sort arbejde forsvinder ved at det bliver nemmere at angive moms og skat. Vi tror også på, at der findes mange computere i både Bazar Vest i Århus og Sønderjylland uden at den lettere adgang til at betale skat og moms alligevel rigtigt er slået igennem, men måske computere kun fremmer demokrati..
Mennesket fusker hvor det kan, og den eneste positive hjælp disse danske computere kunne have givet til Kenya ville have været som sikkerheds-backup for den kleptokratiske præsidents pengeoverførsler til private konti i udlandet. Som bekendt leverede allerede danske dengang Regnecentralen hulkortløsninger til brug i de sovjetiske valg i 1970-erne, hvor man aldeles omgående registrerede valgprocenter mellem 100.0 og 113.1 ( den sidste for salig Brezhnjevs kreds). Dengang som nu var teknikken magtesløs overfor menneskers grådighed. Dengang grinede vi af det, men vi lo tydeligvis for tidligt.
Samme analyseniveau ser vi nemlig hos vores venner på hifi4all. I går lancerede vores detBatter-side jo som “breaking news”, at et nyt spændende hifi-kabel fra Harmonic Technology med aldeles idiotisk og inderligt overflødig indbygget elektronik kunne kandidere til titlen “Årets latterligste produkt” Heldigvis var der da nogle stykker, som tog denne ide op derovre med en vis humor.
Det har naturligvis ikke afholdt et par branchemedlemmer og et par af vennerne (hvem vil ikke osse gerne være en “hangaround” for en hifihandler eller køre i Mercedes for den estiske mafia) fra at fare i flint. Det er som tidligere nævnt helt ligemeget, hvor idiotisk og direkte lydforringende et produkt er, der vil altid være folk som mener, at man “skal lytte” inden man udtaler sig. Det indbefatter åbenbart også produkter af en karakter, som får enhver fornuftigt tænkende person til at kaste op af grin, og debatten om værdien af polerede sikringer er inderhalet her med fuld fart. Med en komfortabel margin er dette kabel med elektronik, DA/AD-konvertere og det hele foreløbigt topkandidat til titlen årets mest lydforringende produkt.
Nu kunne man måske kortvarigt få sympati for disse søgende mennesker på samme måde som med småbørn, som putter alting i hovedet (læs:munden), men denne orale fase plejer for alle andre end hifientusiaster hurtigt at aftage. I stedet kommer disse sent udviklede entuaster åbenbart til at blande den orale og den anale fase sammen, for det er vist den bedste betegnelse for disse “branchemedlemmers” hjernedøde omtale at dette nye vidunderprodukt.
Vi drømmer vel alle om en bedre verden, men der er altså både sorte kriminelt tyvagtige præsidenter og deres medløbere i Afrika og hifi-dummernikker med deres ditto her i Danmark, som står afgørende i vejen. Den samlede årsproduktion af Dell-computere leveret i Kenya er ingen garanti for demokrati (men nok for stærkt faldende priser på Dell-computere på markederne i områderne omkring havnebyerne)
Det værste er i den her sag, at det helt foregår i hovederne på os her i oplyste Danmark men som sagen med hifi-kablerne viser er oplysningen måske ikke trængt så frygteligt langt ud igen. Vi kan vist stadig drømme om bedre tider. Der er bare så forfærdeligt meget at drømme om, men man kunne vel starte med lidt mere obligatorisk fysik.
Konklusionen er under alle omstændigheder, at dette succes-lokomotiv indenfor vores branche enten er på vej forbi os og opefter med en forrygende fart eller noget andet, under alle omstændigheder er der åbenbart fuld fart på. Det er nok et tilfælde, at vi nævnte denne artikel i dag i forbindelse med Ny Alliance. Det er sådan noget jo tit.
Iøvrigt er der i dag i verdens bedste jy(d)ske avis en test af fabriksfremstillede asparges-supper. De har heller ikke alt for meget at gøre med virkeligheden.

Når det bare kører.

Nu er succes sådan noget flygtigt noget. Når man som Naser Khader er blevet enevældig partileder og alting kan man jo dårligt komme højere, skulle man altså tro. Det er så bare underligt, at han ikke ser spor glad ud. Som tidligere omtalt på denne side har han set uendelig syg og udslidt ud fra længe før valget og det er nok derfor, at han som tidligere macho-mand ved valget mistede så mange af sine ellers trofaste kvindelige vælgere.
Videnskaben har jo nemlig vist, at kvinder ubetinget foretrækker sunde mænd, og det er Khader altså ikke i denne tid. Han er en så usandsynlig helt, at selv ikke opbydelse af den allerstørste gode vilje kan gøre ham til en stærk leder. Det kunne den nu afgåede Gitte Seeberg jo til gengæld have været og det har da været sjovt at studere de 2 sammen i medierne.
Nu ved enhver hotelportier erfaringsmæssigt blot ved et enkelt blik på et par, som kommer hen imod ham, om de er gift, enten med hinanden, slet ikke eller med andre. Således har det også været helt fra starten med Khader og Seeberg, de har nemlig aldrig været sammen bare et øjeblik, selv om de tilsyneladende ellers stod der helt tæt sammen. Seebergs ekstremt utålmodige og arrogant storesøsterlige(enebarnlige?) attitude har altid stået som modpol til den evigt famlende og forvrøvlede Khader og det gælder simpelthen på ALLE billeder, se selv efter. Det har aldrig rigtigt kørt for Khader siden hans karrieremæssige højdepunkt under Muhammed-krisen og det kommer aldrig til at køre for Seeberg med den attitude. Ikke underligt at selv ikke-faguddannede hotel-portierer som f. eks. alle vælgere kunne se, at noget var forkert. Det var det jo også, helt forkert endda.
Til gengæld kører det for vildt for en af vores lokale kolleger, som er portrætteret i seneste nummer af det danske netmagasin Monitor.dk. Denne artikel, som i kritisk analyse ligger næsten helt oppe på højde med en pressemeddelelse fra Arla, skildrer en eksplosivt dynamisk virksomhed med en helt tilsvarende vækst, og det er altså en usædvanlig præstation på dette stagnerende marked.
At dette naturligvis ikke er tilfældigt får man tydeligt indtryk af, ja der er næsten tale om opfyldelsen af en gammeldags newtonsk naturlov, at denne virksomhed har succes, så rationelt og samtidigt kompetent og venligt foregår det hele. Ihvertfald ifølge “artiklen”.
Nu handler vi ikke selv der, de vil nemlig ikke handle med os uvist af hvilken grund, så derfor er vi afskåret fra at videregive personlige erfaringer. Det kunne ellers have været sjovt at forske lidt i, hvordan denne virksomhed, som ellers har udliciteret både bogholderi og lager-funktioner og dermed jo principielt er vældig rationelt drevet (det står der da), alligevel opnår den ikke altfor flatterende kredit-rating C hos en førende dansk analytiker. Det er nemlig den allerdårligste kategori og indikerer normalt røde lamper hos leverandører, selv om det jo at snakke finanser i forbindelse med denne eksplosivt voksende virksomhed måske minder om at snakke benzin-økonomi i Ferraris Formel 1-racere. Det går da i det mindste stærkt.
Oversat til købmandssprog står der simpelthen, at “kredit frarådes” i bureauets kommentarer til vores gode kollega. Det kan jo selvfølgelig skyldes, at enhver voldsom ekspansion altid er kapitalkrævende (for det er den, det kender vi selv til), men denne ikke-kreditanbefaling har stået der temmeligt længe. Som enhver handelsskoleelev ved, hæmmer det virksomheden en hel del, da kreditorer så ikke kan opnå forsikring af tilgodehavender.

Det skal nok passe.

Forleden omtalte vi ganske skematisk sagen om massevis af kakerlakker på den lokale højtprofilerede Cafe Carlton. Det er jo også altid spændende, når der kommer nye interessante dyr til Danmark i stedet for den vistnok nu uddøde urhøne og uroksen og andre åbenbart mere tidsbestemte dyr.
I den sammenhæng undrede vi os over, at den kommunale skadedyrsbekæmpelse under Natur og Miljø ikke havde informeret Fødevarekontrollen (som iøvrigt nu hedder Fødevareregion, men det bliver det nok ikke meget bedre af) Det viser sig nu, at det har de sandelig også. Forvaltningschef Claus Nickelsen fra N.M. siger nemlig nu: “Natur og Miljø, Århus kommune har telefonisk orienteret Fødevareregionen om kakerlaksagen”.
Søreme om der sås tvivl om rigtigheden af dette. Kontrolchefen ved Fødevareregionen mindes nemlig slet ikke en sådan opringning, men som han så fornuftigt siger: “..men det ville have været godt, hvis vi var blevet kontaktet i sagen” Åbenbart står her påstand mod påstand og så vel alligevel ikke, selv om journalisten ikke spørger ind til det mere centrale i den her sag desværre. Det helt banale er jo, at den ene myndighed ALDRIG NOGENSINDE ville kontakte en anden myndighed telefonisk. De ved jo da i det mindste om nogen, hvilket fantastisk spild af tid det er. Det er simpelthen også uden hjælp fra det fra TV ellers ret populære kriminaltekniske undersøgelsesteam CSI ganske let at fastslå, at når selve chefen for Natur og Miljø stiller sig op og siger sådan noget i en sag, han umuligt kan vide bare det allermindste om, tja så er det nok næppe hele sandheden om overhovedet noget af den.
Indenfor alle offentlige instanser drejer det sig om ikke at ende med sorteper, og hvis man havde benyttet mail havde der jo ingen tvivl været. At man så formentlig i alle andre sager end lige præcist denne i Natur og Miljø har benyttet dette ellers ikke særligt nymodens computerværk (sikkert også i mange sager, hvor en simpel opringning ville have klaret problemerne langt nemmere), gør jo heller ikke udsagnet mere troværdigt.
Fakta er vist helt klare her: Når der ikke foreligger noget skriftligt på mail omkring en indrapportering fra kommunens Natur og Miljø til Fødevareregionen, så er det fordi der ikke findes nogen. Som enkelte vil huske i den pinlige sag om Ford Explorer (senere kendt som Ford Exploder), var der også her en ingeniør, som korrekt påpegede, at benzintanken vist udelukkende var placeret af hensyn til for kommende selvmordsbombere. Han var smart nok til at nedfælde det i et internt memorandum, så han ikke blev “the fall guy” og så smarte er folk altså osse i kommunen. Det tiltror vi dem i det mindste.
Om ikke andet kan dagens ret simple detektivarbejde da medvirke til at lette arbejdet for dem, som skal undersøge, hvorfor denne sag blev “glemt” så bekvemt. Man ved da nu hvor man skal søge efter de brådne kar. Man kunne jo for eksempel starte med chefen. Der er nu næppe nogen som ligger søvnløse i denne sag, det skulle da være de nylige gæster på Cafe Carlton, som jo så også har en vis grund til det. Ellers kan vi jo nok trygt regne med, at retfærdigheden vil ske fyldest helt på samme måde som i sagen med bedrageriet i biografen Øst for Paradis. Desværre.
Måske bare Napoli er flyttet lidt nordpå til Århus for tiden.

Tomme håndboldhaller og store håndboldspillere.

Efter den danske triumf i weekenden bliver det så for denne skribent ganske interessant at se, om håndbolden kommer til at slå igennem som den nye danske nationalsport. I det mindste må man jo sige, at landets viseste fædre og alle de gamle nu nedlagte småkommuner har lagt grundstenene til en fornyet vækst.
Landkommunerne overalt i landet er simpelthen plastret til med idrætshaller, som udover at være tomme stort set uden undtagelse indeholder en helt reglementeret dimensioneret håndboldbane og så iøvrigt ikke rigtigt andet. I forbindelse med kommunesammenlægningen blev der yderligere bygget en mængde haller for at få tømt kasserne.
Til gengæld har det jo så tilsvarende knebet med at få fyldt noget i disse haller, ikke mindst brugere og publikum for blot at starte et sted, mest fordi de ikke har været tilpasset den moderne wellness-virkelighed. For ganske nyligt kom det frem, at man faktisk overvejede helt at lukke eller forsøge at ombygge en hel masse af disse monumenter over landboungdommens idrætsudøvelse.
Efter den danske triumf kan det være, at man udsætter det en smule, men det kommer nu næppe til at ændre nogetsomhelst. Den gamle håndboldsport er alligevel død og det på en måde, som ikke publiceres særligt godt. Håndboldspillerne, ialtfald de mandlige, er nemlig sammen med basketballspillerne (som godt nok har været det hele tiden) blevet dinosaurer. De er nemlig i det seneste årti blevet ganske kolossalt store, men nu spiser de sikkert også meget sundt og varieret. Tidligere tiders høje storspillere som Anders Dahl-Nielsen ville i dag med sin fysik fra dengang næppe kunne begå sig mod et juniorhold. Han ville simpelthen blive kvast. Selv i landområder med rigelig kost er der altså ganske få kandidater til det danske basketball-landshold eller altså ditto håndbold. Der er gået lidt uddød irsk kæmpehjort i de her store og muskuløse mænd.
Til gengæld er det så egentlig påfaldende, at en håndboldspiller, der trods alt sjældent spiller mere end halvdelen af tiden i 2 gange 30 minutter, ikke som en fodboldspiller, der dog gør det i 2 gange 90, allerede ved den 2. kamp på 2 dage nærmest vakler rundt af træthed.
Så vidt undertegnede kender undersøgelserne, opererer mange fodboldspillere hele kampen med tæt ved maximal puls og alligevel spiller de altså hele kampen ved EM/VM med næsten samme frekvens som håndboldspillerne. Håndboldspillerne må altså være i væsentligt dårligere form eller også er der andre forklaringer. Det kan jo ikke være doping, som får sportsudøverne til at over-performe, så de næsten omkommer, og så er det jo forresten osse danskere.
Det er naturligvis ikke sådanne trivielle ting vi skal beskæftige os med på denne for Danmark så store dag, men det er altså lidt mærkeligt alligevel. Herfra tror vi ikke, at man ude i landet behøver at revidere de gamle planer om at ombygge eller nedrive alle de overflødige håndboldhaller. Herrehåndbold er alligevel det nærmeste, man i dansk sport kommer til gladiator-tvekamp mellem store muskuløse mænd, og dem er der ikke særligt mange af, ikke nok til at fylde alle de tomme haller ihvertfald. Håndbold er ved at udvikle sig lidt i retning af et overdimensioneret freak-show ligesom allerede tidligere basketball. Det bliver spændende at se, hvor meget disse store mænd skal vokse inden næste EM for at genvinde titlen. Vores gæt er mindst 10%.

Worst case – hvor galt kan det gå?

I dag vil vi forsøge at være lidt filosofiske, men bare rolig, det drejer sig om såre menneskelige ting, nemlig det at forestille sig det værste, som kan ske. For mange mennesker er dette nemlig så slemt, at vi mener, at det afgørende påvirker hele deres sociale virksomhed, ja faktisk lammer det måske endda naturnødvendigt hele organisationer i det danske samfund, som er dømt til at dø, hvis de ikke indser disse faktisk ret enkle sammenhænge. Angsten for, hvor galt det kan gå, virker simpelthen lammende på menneskelig virksomhed, ikke mindst i de større fagforeninger, men det kommer vi til. Der kan der også være ganske meget at miste, sommetider helt sindssygt meget. 

I den anledning bliver det nødvendigt at introducere en af de allerstørste helte for denne skribent. Det drejer sig om formanden for det amerikanske senat, ham, som hedder Mr. Speaker. Nærmere betegnet taler vi om den berømte Thomas Reed med øgennavnet “czar” Reed, som virkede fra omkring 1890 og et årti frem.Nu var Reed ikke en konventionel helt. Intet tyder nemlig på, at han var særskilt fysisk modig. Det behøvede han nu heller ikke at være, han var nemlig efter datidens målestok helt kolossalt kæmpestor med sine godt 2 meter og 150 kg og enormt stærk. Dog var han alligevel en helt afgørende forudsætning for, at det amerikanske folkestyre overlevede en af sine allerstørste kriser. Det drejede sig simpelthen om, at selve samarbejdet mellem Senatet og præsidenten lå totalt i ruiner og al lovgivningsarbejde faktisk var lammet på ubestemt (og dermed bestemt længe, antageligt evig) tid. 

Reeds recept var simpel, men tog flere år at implementere. Han fik simpelthen gradvist ændret forretningsordenen, således at et mindretal ikke som hidtil kunne vælge at blokere alt arbejde og alle afstemninger. Denne enormt trælsomme proces gjorde ham hadet overalt i Kongressen og kun respekteret hos uhyre få. Til gengæld anså han det som sin pligt, og uden ham havde Unionen næppe kunnet bestå. Hele hans hemmelighed, (som denne skribent altid har anvendt som morgenmantra) var simpelthen, at han helt tydeligt og klart havde forestillet sig et “worst case”-scenario. Det var simpelthen det, som han konstant holdt sig for øje i alle de tilsyneladende endeløse (næsten!) og menneskeligt ødelæggende og opslidende debatter, som han skulle forsøge at civilisere. 

Han holdt sig nemlig konstant for øje, at han jo ikke behøvede gøre det, han kunne jo blot lave noget andet og det kunne han forresten begynde på øjeblikkeligt, i hans eksempel altid samme eftermiddag. Nu var Reed advokat, og man må forestille sig denne slagkrydser af en mand sidde og kikke ud i luften og måske forestille sig det kendte billede, kendt fra Brugsen-plakaterne, af en glad vagabond, som i modsætning til den grå hob på vej til fabrikken i billedets sort/hvid side glad, naturligvis vælger den farverige lund på den anden farvelagte side af billedet. Hemmeligheden var simpelthen, at når han sagtens kunne gøre det, altså blot tage sit gode tøj og gå ud af døren, behøvede han jo netop ikke at gøre det. Han kunne jo simpelthen gøre det til enhver tid, så derfor gjorde han det først mange år senere, da demokratiet atter var sikret. Derefter blev han den succesfulde advokat, som han så sikkert vidste, at han til enhver tid kunne være blevet. Reed var en usandsynlig helt ganske uden konventionel heltemod, men sikke en. 

Nu var Reed i den heldige og for mange ganske misundelsesværdige situation, at han også ganske realistisk havde et alternativ. Hans “worst case” var således ikke set udefra så slemt endda, da han jo til enhver tid kunne genoptage sin advokatgerning. Det er naturligvis ikke hele sandheden, da Reed faktisk allerhelst ville have været præsident, men det blev han nu ikke. Dertil var han hadet af for mange for sin ensomme og uglamorøse kamp for demokratiet, naturligvis ikke mindst af dem, som han havde banket på plads og banket, det havde han. Han var en af amerikansk politiks mest frygtede og skarpeste modstandere i enhver debat, om mængden af aforismer fra hans mund er talløse og i dag klassiske. 

Ikke desto mindre leder det til et par andre historier om “worst case”-scenarier og her vil vi introducere dagens tese, nemlig at et scenarie kan være så forfærdeligt, at man umuligt kan overskue det. Sommetider er vejen tilbage simpelthen ikke farbar. Vi taler her om bestyrelsesmedlemmer og formænd i de fleste fagforeninger. Her er “worst case” nemlig så grusomt, at det ikke engang kan overvejes. Det ville jo nemlig indebære, at man skulle dele arbejdsvilkår med sine medlemmer. Derfor er det primært noget, som er et problem i de store ufaglærte eller lavtkvalificeredes fagforeninger naturligvis. Det er lidt anderledes for højere uddannede og det er meget anderledes på arbejdsgiversiden. Lad os tage et par eksempler. 

Når man ser folketingsmedlemmet for SF, min gamle sommerferiekammerat Ole Sohn ligner han jo næsten præstedatteren Margrethe Vestager, men han er noget helt andet. Han tilhører nemlig ikke polit/oecon/jur/-mafiaen, endda slet ikke. Sohns uddannelse består af en HF og derefter var han det, der dengang hed “specialarbejder”, indtil denne overbeviste kommunist blev formand for SID i min hjemby Horsens, ja endda min egen formand i mit feriejob dengang. Allerede dengang blev det helt tydeligt, at han havde haft sit sidste manuelle arbejde i sit liv og det lokale SID var som alle andre ufaglærte eller lavtkvalificerede fagforeninger blevet velsignet med en formand, som for alt i verden ville undgå at vende tilbage til rødderne. Det skulle lykkes ganske fint for Ole. 

I dagens tema er vi kommet til en mand, hvor “worst case” er helt ubærligt. Han var selv ikke efter den mest elastiske fortolkning af begrebet “arbejder” arbejder længere, selv om han stod i spidsen for en lokal fagforening. Netop springet fra et lavtlønnet job som ens medlemmer til den i forhold til den ganske astronomiske hyre som fagforeningsboss vaccinerer jo de allerfleste mod tilbagefald. Undtagelsen var den simple mand Anker Jørgensen, men vi kender ikke andre. Han er osse lidt mærkelig og godt for det og vel egentligt også for ham. 

Nu er Ole Sohn er nydelig mand (det var han også dengang, det kan være derfor, jeg ikke synes alt for godt om ham, lidt misundelig er man vel altid) og kan som en selvfølge afvæbne megen kritik. Det er ikke folk som ham, som for mange andre end undertegnede har givet fagforeningspampere og selve fagforeningsideen store problemer. Det er personer, som ikke kan skjule, hvor vidunderligt det er ikke at skulle dele sine medlemmers trælsomme hverdag. Vi kunne vælge Tine Aurvig-Huggenberger, den tidligere næstformand i LO. Denne tidligere pædagogmedhjælper er et vældigt godt eksempel på, hvor galt det kan gå for et stort fagforbund, når der kommer en helt idiotisk stor afstand mellem formand/kvinde og medlemmer. Samtidigt viser Aurvig-Huggenberger også i al sin ynkelighed hvad der kan ske, når man som i filmen “Bossen og Bumsen” med Dan Aykroyd og Eddie Murphy gør skidt til kanel og omvendt. 

Aurvig-Huggenbergen hævede naturligvis i årevis en millionhyre som formand for sin fagforening, men da hun så ikke blev valgt til LO-formand krakelerede det hele. Med det mest lamme argument i nyere dansk historie hævdede hun nemlig, at hun burde have krav på en livsvarig pension i den helt tunge prisklasse, fordi hun havde viet sit liv til bevægelsen. Det faldt hende tydeligvis ikke lige ind, at det er ganske let at få et job som pædagogmedhjælper, det oprindelige fag, og at det jo til alt held er en af de uddannelser, som kun i ganske ringe grad kræver videreuddannelse om overhovedet nogen. Derudover er dette ynkelige og åbenbart udslidte menneske såmænd hele 44 år og får antagelig en årlig millionpension. Worst case var bare for slem, og det kunne alle de andre fremmedgjorte fagforeningspampere sagtens se. Heldigt for Aurvig-Huggenberger og katastrofalt for fagforeningernes gennemslagskraft. 

Nu er springet fra ufaglærte skodjobs til bonede gulve og millionlønninger en svær hurdle (især hvis den skal forceres baglæns, så bliver det endda rigtigt svært), og det bliver ikke meget bedre for pædagogen Bente Sorgenfrey eller sygeplejersken Connie Kruchow hos sygeplejerskerne. Vi taler naturligvis om en karriere som pamper, hvor magt og personlig økonomisk vinding går uløseligt hånd i hånd. Det ser noget anderledes ud i mange andre foreninger, hvor det faktisk er et skridt tilbage karrieremæssigt at være formand. Endelig kommer vi tilbage til vores eksempel med “czar” Thomas Reed. Det ser nemlig helt anderledes ud andre steder. Vi skal dog lige forbi formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Han har helt givet også undervist sin sidste skoleklasse, hvis det står til ham. 

Vi skal nok i virkeligheden over til jurister som Reed, læger, dyrlæger og andre akademiske småfagforeninger, for at kan sikre sig imod foreningsarbejde kun for desperat bjergsomheds skyld. Her betyder det jo på ingen måde noget særskilte fremskridt økonomisk at involvere sig i organisationsarbejde. Der er heller ingenting som tyder på, at disse foreninger og sammenslutninger ikke fungerer fantastisk meget bedre end de store fagforeninger og ubegribeligt meget bedre end de lavtlønnede og mere eller mindre ukvalificerede som SOSU m. v. Der gælder det for fagforeningsmedarbejderne mest om at komme væk fra et lortejob (for Sosu-er jo ret bogstaveligt) og blive væk og det gør de så efter bedste evne, og det er oftest godt nok. 

I dag har vi undersøgt “worst case” for forskellige grupperinger i samfundet og ikke uventet set store forskelle. Når man som Reed helt positivt kunne gå op i løn ved at ophøre som Mr. Speaker var det jo ikke økonomisk (men nok personligt) noget tilbageslag og det samme gælder mange andre, hvor man kan tale om et reelt og rimeligt valg. Det gælder såmænd også og nok endda ikke mindst for formanden for Dansk Arbejdsgiverforening. Det gælder altså bare overhovedet ikke for de allerfleste ledere i de større LO-fagforbund. Det skyldes jo langt hen af vejen de vanvittigt eskalerende lønninger, at “worst case” er det værste, som kan ske for formanden/kvinden selv ikke fagforeningen. 

Man betaler simpelthen professionelle toplønninger (og krydrer med talrige bestyrelsesposter) til fuldstændigt ufaglærte og helt tilfældige mennesker, der har det til fælles med vindere i Lotto, at de var heldige. Deres vigtigste kvalifikation for at forblive er så deres stålsatte vilje til for enhver pris ikke igen at komme til at dele vilkår med deres medlemmer. Er det underligt, at de danske fagforeninger er under stadig, måske endda terminal erosion? Det kommer altsammen tilbage til det, at når “worst case” bliver ubærligt for disse mennesker er de uegnede til jobbet. 

Til allersidst i dag skal vi lige tage et kvantespring til den elektroniske verden. Her ville et “worst case” jo være, at sagesløse lyttere ved simpel manipulation af en demonstration ville kunne komme til at tro, at de var blevet klogere på lyd og produkter. Det er nu sket og det allerførste eksempel lanceres af firmaet Focusrite og det tyder på, at der faktisk allerede er nogen, som tror på det. Lad os se nærmere på sagerne. 

Focusrite fremstiller effekt-processorer og den store nyskabelse er, at man mener at have lavet en digital effektenhed, som helt aldeles uden at nogen kan høre forskel kan eftergøre en mængde, ja vistnok endda alle modeller af klassiske (og sindssygt eftertragtede) equalisere, kompressorer, mikrofon-forforstærkere. m.v. Nu er dette jo allerede som udgangspunkt for alle hifientusiaster noget idiotisk, da blot det at lave et perfekt (dermed lydende af ingenting) linie-trin med et gain på 0 dB jo ikke rigtigt er realiseret endnu, knapt nok af vores venner fra ATC. 

Anderledes altså med Focusrite, og her har man endda lavet en test, som “beviser” det og nu skal man altså spidse ørerne. Man kan nemlig i hjemmets fred og ro downloade det håndgribelige bevis for dette suveræne produkts storhed. Først downloader man den originale lyd fra den klassiske effektenhed og derefter downloader man så den udgave, som Focusrite tilbyder. Hele ideen i dette fantastiske stunt er så, at man naturligvis skal forsøge at høre, om der er forskel. Ifølge Focusrite er det jo klart, at hvis man ikke kan høre nogen forskel på eksemplerne, ja så er der naturligvis ikke nogen forskel (!!!!!!!!) Nu har undertegnede gennemført denne test og der er ganske rigtigt ikke nogen forskel, men hvad mon det så lige præcist det er man høre, ja det er ikke til at vide. 

Det vil sige, det er det selvfølgelig. Man hører simpelthen det groveste markedsføringsovergreb mod al sund fornuft. I dagens teme om “worst case” bliver det simpelthen umuligt teoretisk at gøre det værre. Man tager simpelthen i al sin enkelthed et manipuleret lydeksempel og sammenligner med at andet manipuleret lydeksempel. Der er naturligvis ikke nogen forskel på ens sample af en bestemt lyd og ja, ens egen sample af en bestemt lyd, mest fordi det er det samme. Hvor så lyden af originalen er blevet af i denne fiktive demo er et helt åbent men tydeligvis ligegyldigt spørgsmål. Vi har da ikke fået noget svar endnu, selv om vi har spurgt. Sikkert samme sted som Tine Aurvig-Huggenbergers oprigtige bekymring for sine tidligere medlemmer. Det er nok derfor, at hun kræver sin pension af de samme medlemmer på mange millioner kroner. 
Det kunne altså gå rigtigt galt, men trøsten er så, at det nok ikke bliver værre.

Er du ved kommunen?

Siden Totalpetroleums Jan Monrad for mange år siden udløste latterbrøl ved dette spørgsmål i en dengang meget morsom sketch, er det jo blevet noget sværere at gøre grin med denne befolkningsgruppe. Den er nemlig som andre tidligere marginalgrupper vokset faretruende, så nu må man tage ting alvorligt, som Monrad tidligere kunne grine af.
Et eksempel på det har vi set fornylig her i vores hjemby. På den højtprofilerede Cafe Carlton her i byen konstaterede Levnedsmiddelkontrollen manglende rengøring og vedligeholdelse overalt undtagen altså lige i serveringslokalet (som om det skulle hjælpe, men det gjorde det altså). Ihvertfald foretog man ikke noget kontrolbesøg fra kommunen, men det var der til gengæld andre, som gjorde.
Beboerne i opgangen over cafeen begyndte nemlig at få besøg af nogen i begyndelsen små, men hurtigt voksende langbende hurtigløbere, der mistænkeligt mindede om kakerlakker. Det var det forøvrigt også. Nedenunder i cafeen havde de jo masser at leve af, så populationen eksploderede. Ja, den eksploderede faktisk så meget, at skadedyrskontrollen blev indkaldt og så blev det rigtigt kommunalt.
Det lykkedes nemlig at overbevise kommunen og dens medarbejdere om, at man på cafeen ville kunne lide økonomisk skade, hvis sagen med kakerlakkerne blev offentliggjort. Det var en ganske opsigtsvækkende afgørelse og vistnok aldrig set tidligere. Det var så meget mere opsigtsvækkende, fordi en effektiv bekæmpelse af kakerlakker som bekendt selv for lægfolk er helt umulig uden en grundig oprydning og rengøring/gasning/fjernelse af paneler m.m., altså kort sagt længere tids lukning.
Dette skete ikke, og levnedsmiddelkontrollen blev først helt tilfældigt underrettet, selv om den kommunale skadedyrskontrol måske nok skulle have opdaget, at der faktisk var åbent på cafeen, når de var på jagt efter de små fyre. Nu kan man jo faktisk jage rotter væk, men samme trick laver man ikke med kakerlakker, de bliver bare indtil de uddør.
Det kan nok tage sin tid i denne sag, hvor først et krav om aktindsigt i sagen fra en lokal avis afslørede navnet på cafeen. Det bliver så spændende at se, om kommunen lige undersøger nærmere, hvordan denne helt usete økonomiske hensyntagen fra kommunale medarbejdere overfor en privat virksomhed kom i stand. Kommunens folk er jo nok ikke blevet beværtet og bespist på Cafe Carlton, men en sådan velvilje er nu noget suspekt.
Cafeen er iøvrigt stadigvæk ikke lukket, men mon ikke omtalen i avisen klarer det når nu kommunen valgte at vende det blinde øje til? Der er altså lidt bananrepublik over det her hvis det da ellers stadigvæk er politisk acceptabelt at bruge denne betegnelse.

Når der ikke er noget at skrive hjem om.

Som enkelte måske vil huske, var ovenstående svaret fra Bjarne Bent til broderen Leslie Howard Hansen i Wikke/Rasmussens udødelige filmklassiker “Russian Pizza Blues”. Denne sprogligt ekvilibristiske film gav dette indlysende svar på det jo også ganske simple spørgsmål: “Hvorfor skrev du aldrig hjem?”. Se denne film hvis du kan finde den!
Nu har det jo ellers mest tidligere været lokalaviser, som ikke rigtigt har haft noget at skrive hjem om, og allerede Eric Idle fra forlængst hedengangne “Monty Python” lancerede jo i sin serie om lokalområdet Rutland noget, som for denne skribent ihvertfald dengang var ganske morsomt. Overskriften i den lokale avis lød nemlig: “Rutland must move with the times said the Lord Mayor” og teksten under denne fængende overskrift lød så: “Rutland must move with the times said the Lord Mayor yesterday” Det grinede vi naturligvis helt hysterisk af, og som eksempel på sparsom formidling af ny information er dette jo også ganske svært at slå.
Det afholder nu ikke en af vores lokale kolleger fra at gøre forsøget. I omtalen af et nyt produkt fra “engelske” (læs:kinesiske) Focusrite står der i den fængende overskrift: “Ny mikrofon preamp fra Focusrite kaldet ISA One”. Der henvises så med “læs mere..” til følgende beskrivelse citeret i fuld længde: “ISA One fra Focusrite er med teknologi fra vintage preampen ISA 110, inklusiv Lundahl L 1538 transformer”
En så interessant omtale af et ellers helt nyt produkt her fra importørens hjemmeside er faktisk ganske tæt på Eric Idle og Rutland. Der har åbenbart absolut ingenting været at skrive om, og den omtalte transformer er blot en impedansomsætter. Det bedste man kan sige om disse produktanprisninger er vel, at de har været ganske billige at forfatte, tydeligvis hjemmelavede som de jo er. Ja, og så at de er ganske kortfattede, næsten ligesom The Lord Mayor i Rutland.
Kortfattede, men altså ikke helt kortfattede nok, når der nu overhovedet ingenting er at skrive hjem om.
Vi brygger lidt på et ugeemne om en test, som fornyligt er blevet lanceret i den professionelle branche. Der er tale om en epokegørende nyhed, ja faktisk så epokegørende, at denne forfatter har haft vanskeligt ved at undgå at ødelægge tastaturet på computeren her på grund af gentagne hysteriske latteranfald. Lad os forsigtigt sige, at denne test sætter helt ny målestok for galskab. Måske lykkes det, måske går computeren bare i stykker, vi får se. Om ikke andet må man i dag forestille sig den hysterisk grinende såkaldte “elefantdreng” fra tidligere folketingsmedlem Jacob Haugaards udødelige pladeklassiker “De Dovne Synger-Måske” Det er noget utraditionelt og som angreb på almindelig sund fornuft bliver denne test ganske svær at slå. Næsten ligeså svær som vores kollegas annoncetekst, ja faktisk sværere endnu måske.

Ude på det blå ocean.

Vi indleder i dag med denne linie fra en engang for nogle årtier siden ganske kendt dansk sang med det band, som dengang hed “På Slaget 12”. Nu ved vi ikke om det var teksten eller melodien som haltede en del mere end nogen etbenet sørøver fra “Peter Pan” (var det egentligt ham, som grundlagde Pan-klubben, han ligner da lidt?), men prøv ved genlyt at høre efter blå-åe-åe-åe i omkvædet. Denne udødelige linie er som bekendt forfattet af den relativt nye festugedirektør her i Århus, Jens Folmer Jepsen, manden bag sidste års temmeligt kiksede festugekoncept. I fin tråd med andre oplyste intellektuelle ville Folmer føre den glanende folkelige hob rundt ad en intellektuelt godkendt og vistnok vældigt stimulerende rute med masser af spændende oplevelser. Man havde sågar lagt røde løbere ud for de mere tungnemme.
Løberne blev nu ikke særligt slidte, heller ikke af undertegnede, for som andre intellektuelle planer uden respekt for det århusianske folks krav om ja, det man naturligvis håner som “folkelighed”, forbliver de selvfølgelig luftkasteller og heldigvis for det. Det skal lige med i dag, fordi Århus Festuge ikke ganske overraskende har overvejet at tillade det folkelige højdepunkt i festugen, nemlig det glade tyrolertelt Tonica.
Som alle sande intellektuelle er det for lige at demonstrere magtforholdene i denne pamperorganisation naturligvis ikke bare givet tilladelse. Næh, man skal forsøge at finde en fornuftig placering først. At tage den, hvor den har været de seneste par årtier uden problemer er naturligvis alt for let, og det ville jo også være at indrømme en fejl. Sådan noget gør intellektuelle jo aldrig, og det gør direktør Folmer naturligvis heller ikke. Ligeså lidt som han sikkert vil indrømme, at versefødderne haltede noget i hans gamle sang. Det gjorde de nu og det med Tonica var en fadæse af dimensioner. Heldigvis reagerede folk prompte og holdt sig helt væk fra sidste års festuge.
Ellers er der netop indløbet billeder fra den stolte ejer af et sæt ATC SCM 40 fra Adelaide , Australien, og de kan så komme i samlingen med et sæt SCM 20A i et studie i Los Angeles, nej faktisk 2 og en sub. Pouls Audiobutik skyer intet middel for at bringe kvalitet frem til kunder overalt i verden. I den retning, at vi mener, at vi selvfølgelig har ret, er vi åbenbart også sande intellektuelle…
Der er selvfølgelig ikke noget forkert i at forsøge at bringe det, man opfatter som kvalitet ud i verden. Det forsøger vi gerne selv overalt hvor vi kan komme til det. Det gøres bare ikke med et snoldet rødt gulvtæppe som fører rundt blandt små kommissær-godkendte “kunstner”-grupper. Hvis der ikke er nogen substans i tingene er alt det selvbestaltede intellektuelle frontløberi blot noget der foregår i folks hoveder. Hu hej hvor er vi dygtige og hvor går det hurtigt og se, vi er allerede langt foran alle de andre, sande Frontløbere som vi er. Kendere vil her måske forstå, at Frontløber-uddannelsen for undertegnede er noget af det allermest afskyvækkende intellektuelle fænomen i nyere dansk historie for denne skribent, men det er jo en helt anden sag.
Desværre kommer man jo altid kun meget langt foran alle de andre løbere ved at løbe den forkerte vej. At man så som direktør Folmer får et forsøg mere er naturligvis sympatisk menneskeligt set, men for de geografisk kyndige er der stadigvæk en del tilfældige verdenshjørner, som denne gamle intellektuelle frontkæmper kan løbe i retning af, og det skal han såmænd nok gøre.
Hvis man får indtrykket af, at vi ikke glæder os alt for meget til næste festuge er det nok ikke helt forkert. Måske vi bare skulle tage en tur ud på Århus-bugten i stedet og forsøge at synge den gamle Folmer-sang om oceanet. Så kommer man vel til at grine lidt.

De bedre meningers selskab.

I den tidligere historie om den svindlende direktion i den århusianske art-cinema Øst for Paradis er der ganske som forudset herfra overhovedet ingenting sket. Kommende kommunale tilskud er uberørt og det lokale politi lod det blive ved at kopiere avisartiklerne fra Jyllands-Posten. Nu har Bagmandspolitiet så vist en vis interesse i sagen, så måske sker retfærdigheden fyldest fra lidt uventet hold.
At store dele af den danske kulturelite ikke har rokket sig fra den elitære betonkommunisme fra dengang biografen blev grundlagt, demonstreres forresten af den nye helt uafhængige 29-årige direktør, datter af en af ejerne/svindlerne. Hun siger naturligvis, at hun ikke vidste noget om svindelnummeret med billetterne:”Og det er jeg glad for. Eller også er jeg ikke, for så kunne jeg have stoppet det” Vi taler slet ikke om moral og redelighed, for den gode sag i dette helt specielle privatejede selskab helliger ligesom andre værdige sager alt. Mage til pladder fra den nye direktør skal man da lede længe efter. Hvis det er tillidsvækkende skal man da kunne tænke noget abstrakt for at finde noget, som ikke ville være det.
Man kan jo for eksempel gå til en førende livsstilsekspert, kendt fra talrige programmer i TV, en kvinde iøvrigt. Hun opererer i sin livsstilsmodel med 3 kategorier af mennesker og den opdeling siger vel alt. De 2 rigtige er naturligvis de såkaldte “økoflippere” og “halal-hippierne”, elskelige og velmenende mennesker med de rigtige meninger. Da der er ikke ikke mindre end 2 grupper må de jo også være flest.
Den 3. gruppe er så den knapt så spændende “Hr. og fru Hakkebøf”, som står som modsætning til de ovenstående avancerede og indlysende rigtige livsholdninger. Nu gives der nok ikke præmier for at gætte ophavnskvindens tilhørsforhold i denne gruppering, hvor det forresten er svært at se hvorfor man ikke skulle kunne halal-slagte en økologisk høne. De 2 første grupper kan vist kun komme til at diskutere, om de radikale eller SF er det helt rigtigste af 2 helt rigtige partier. Ja, vi er allesammen sammen mod alle de dumme almindelige mennesker og mon ikke direktøren for Øst for Paradis er med her.
Dagens sidste brud på almindelig intelligens kommer fra World Economic Forum. Lad os se lidt deres resultater, som ellers angiveligt viser, at danskerne er islam-fjendtlige. Det er ihvertfald deres egen konklusion, hvordan de så iøvrigt har kunnet drage den.
På et spørgsmål om, “..om samspillet mellem den muslimske og vestlige verden er blevet bedre eller værre?” svarer 60%, at den er blevet bedre (!). På spørgsmålet: “Større samspil mellem den muslimske og vestlige verden er enten en trussel eller et gode?” svarer så til gengæld 80%, at det er en trussel. Kik lige på de her pladderspørgsmål igen og så prøv at drage nogen konklusion. At spørgsmålene er ligeså ubehjælpsomt formulerede som fra en barn på sit første interview for sit duplikerede børnehaveblad er så kun det første problem. Derudover vil selv en ret enkel analyse vel afsløre, at svarene er helt modstridende, men det bemærker tilsyneladende ingen, ihvertfald ikke alle de rigtige, som jo alligevel har draget konklusionen længe før.
Til gengæld kan man sagtens drage en konklusion af disse 2 spørgsmål i det gode selskab, hvor man også stadigvæk går i Øst for Paradis, for man er jo ikke selv nogen “Hr. Hakkebøf” Selvfølgelig er danskerne islam-fjendske, det siger Tøger Seidenfaden og Rune Engelbreth-Larsen ja og endda også en ellers neutral betragter som imam Abdul Wahid Petersen. Han kan ellers i modsætning til Pia Kjærsgård færdes overalt i København uden politibeskyttelse. Det kan hun ikke, ikke engang med.
Det bliver ihvertfald svært at undgå denne situation, hvor tingene yderligere polariseres, hvis kommende livsstil-og meningsanalyser ikke respekterer den allermest basale menneskelige intelligens bedre. Så dumme er hr. og fru Hakkebøf nemlig ikke. De er forresten også holdt op med at gå i Øst for Paradis ligesom jeg selv. Der er en grænse for galskaben og den går vist lige her omkring. Hvis der er nogen grund til at være fjendtlige overfor nogen, må det være denne hellige danske intelligentsia.
Som den nye direktør siger: “Øst for Paradis ser fremad” Det gør den nyligt pædofilidømte fra en lokal børnehave sikkert også. Og så måske også lidt tilbage, det er sikkert klogt.

Når tiden bare går.

Da vi ind imellem citeres underlige og overraskende steder skal det i dag lige nævnes, at vi er begyndt at gemme dagens tekst internt. Særlige hardcore-fans har således mulighed for at genopleve det, som med Ove Sprogøes stemme som Jesper Fårekylling i Disneys juleshow hed “Memorable Moments” Derudover ændres teksten her jo ofte flere gange om dagen, så derfor tilbyder vi fra nu af den ekstra service, at vi i overskriften lige giver et tip, hver gang teksten fornys.
Som det tit har været nævnt i disse spalter er det desværre (eller heldigvis?) ikke alting, som går efter selv de bedst lagte planer. Nu har vi jo som omtalt i adskillige ugeemner et langvarigt, personligt og noget traumatisk forhold til Tannoy og deres forskellige mere eller især mindre heldige produkter. Faktisk mener vi, at deres produkters appel til fornuftige mennesker burde være ganske overordentligt beskeden, og det tyder det jo så forresten også på, at de er. Derfor var det med en vis interesse, at vi så ålborgensiske Sun Audio forsøge at markedsføre Tannoy Glenair-prestigemodellen gennem en nyhedsomtale og en opfølgende test.
Nu er der nogen ting, som er ganske nemme at markedsføre, og så er der nogen, som er rigtigt svære, for eksempel den her højttaler. For den sande troende er der jo ikke noget, som er ubestridt grimt (måske med undtagelsen af andres koner), men Tannoy Glenair 10 vinder vist ikke mange priser for sit design. Der er tale om en ganske overordentligt fælt udseende højttaler til en ganske overordentligt høj pris. At der så også er tale om den nyeste udgave af den klassiske dual-concentric højttalerenhed med plastic og det hele øger jo heller ikke akkurat attraktionen.
Det må Sun Audio have indset, for lige pludselig ser man denne Tannoy på status-udsalg. Det lyder til gengæld en del fornuftigere blot at få dem skudt af end det gjorde at forsøge at sælge og markedsføre dem rigtigt, og det har man så også indset. Desværre for denne skribent gik der jo ganske mange årtier, inden jeg selv nåede frem til denne ellers ganske ganske indlysende erkendelse. At Tannoys produkter så åbenbart i allernyeste tid ikke er blevet meget bedre understreges af, at en ellers vidt publiceret (men forresten ret lille) Tannoy-installation på en lokal cafe svigtede i denne weekend. Den var ellers vældig ny, det var nok derfor.
Men som sagt respekt herfra for Sun Music og deres beslutning om at droppe den markedsføring og test, som man ellers havde bebudet. Det kan selvfølgelig være, de er kommet til at sætte højttalerne til fremfor at læse reklamematerialets lovprisninger af tidligere tiders Tannoy. Det er nok det sandsynligste.
Herfra skal der i dag lige for tidligere arveprins Knud gentages, at Tannoy eksisterede fra 1926 til 1974. Det, som kom derefter, har ligeså lidt at gøre med den ægte vare, som indholdet i Disneys Jumbo-bøger har med den oprindelige kvalitet i Carl Barks´ Anders And-historier (og Sonja Rindoms ikke mindre formidable gendigtninger). Dejligt, at disse nye Tannoy look-alikes fik den fremtid, som de fortjente. Sporer man måske en vis skadefryd i vores udtalelser i dag? Naturligvis ikke, det er vi selvfølgelig langt hævet over. Eller er vi?
Måske ikke ganske, for vi spejder da stadigvæk ganske hyppigt efter efterfølgeren til det nyligt kuldsejlede lokale Sennheiser/Neumann/Klein und Hummel-kompetencecenter. Ingen har åbenbart meldt sig til dette ellers attraktive job, som det jo altid er at fremvise sjældent sete og eksklusive produkter fra lokaler med så dyr en husleje, at kiggelytterne alligevel blot bestiller produkterne på nettet. Mere eksklusive er de nemlig heller ikke. Vores egne vedvarende og ihærdige henvendelser til denne distributør om at komme i betragtning til center-status er desværre ikke blevet besvaret, men det er jo også en slags svar naturligvis. Nok ligeså sikkert et svar, som alle de virksomheder, der ellers er blevet spurgt aktivt, om de vil være centre, har givet. Isnende tavshed er jo også en legal udtryksform.