Fryd og fortrydelse

Da denne skribent var en ganske lillebitte dreng (nu er alt jo relativt, i forhold til de andre drenge var jeg stadigvæk ganske stor), limede jeg som alle andre rigtigt raske drenge Airfix- og Revell-plasticflyvere sammen. Hm., måske man med nogen rimelighed kan skelne mellem de ellers identiske udtryk “rigtigt raske” og “rigtigt RASK” Ganske sundt kan det umuligt have været at sidde og sniffe datidens hyperfarlige plastic-cementlim, og måske en del af mine senere mindre psykiske brister blev grundlagt dengang. Måske jeg skulle konsultere gamle venner og kærester i den retning. Eller måske bedre (ikke mindst for dem), lade være.. Ingen går vel åndeligt-kapacitetsmæssigt ligefrem uforandret eller langt mindre direkte ånds-FORØGET gennem livet, men tænk blot hvad jeg måske kunne have drevet det til uden denne ufrivillige limsnifning. Det obligatoriske kor i baggrunden fra den klassiske græske tragedie-tradition  i baggrunden synger højt og enstemmigt “ikke noget videre”, men mon ikke jeg alligevel snød dem. Jeg snød jo dem alle og  blev jo med Storm P.`s ord SLET ikke til noget.

Tilbage til plasticflyverne. Når lille Poul dengang så stolt og små-skæv og lettere limplettet havde fuldendt bygningen af atter et amerikansk 2. verdenskrigsfly, så viste problemerne sig først for alvor. For hvem pokker skulle man VISE de her ting frem for. Ingen af de andre drenge gad overhovedet det her pjat, som de så ubarmhjertigt betegnede det. I det hele taget er barndommen uendeligt ubarmhjertig og nådesløs, men var vel aldrig værre for denne skribent end denne ydmygelse. Af alt det, der betød allermest for lille Poul, amerikanske plasticflyvere. Nådigt nok vidste jeg jo ikke, at Airfix dengang endnu blev lavet i England, det var sikkert derfor, det passede skidedårligt sammen. Vi er jo her tilbage i storhedstiden for British Leyland og deres Mini-model.

Nå, der sad så lille Poul i sin store umulige krop og kikkede ensomt på sine ellers mange, mange plasticflyvere uden at få blot den allermindste anerkendelse fra de andre drenge. Det var sikkert der, denne skribents senere betydelige egensindighed (man kunne måske ligefrem “runde op” og sige SELVSTÆNDIGHED) blev grundlagt, i den ensomme erkendelse af, at verden alligevel ikke forstod, hvad der VIRKELIGT betød noget. For hvad kunne man dog forvente af omgivelser, som ikke fattede storheden i Airfix og Revell, nej vel? (bemærk det søgte rim her, siden der nu ikke ellers er meget indhold i dagens tekst…

Nu har små-traumatiske episoder fra denne skribents baggrund jo kun uhyre marginal interesse for nogen andre, ja vel næppe engang længere for mig selv. Og så ALLIGEVEL rinder den her barndomstid mig i hu netop nu, hvor jeg offentligt og åbent må krybe til korset og erkende, at der er noget, jeg oprigtigt har FORTRUDT. For denne gang er det vist MIG selv, der har været dum ligesom Leif og Lars Forpagter (med sit Fleischmann-tog, købt som ganske urimeligt ufortjent  trøst efter at en kalv sparkede hans fortænder til hakkemad-og vi have slet ingen kalve selv, snyd!)  og de andre dumme uforstående drenge fra barndommen. (Dumme Leif var endda SÅ dum, at han lavede en Airfix-model af en helt grinagtig ITALIENSK grinagtig bomber, en Savoia-Marchetti SM-79, hvor latterligt var det lige-tal om “dobbelt-dumhed” her!) ITALIENSK!

Tilbage til nutidens fortrydelse. For jeg vil gerne erkende, at jeg har gjort en ANDEN dreng uret. Ham her er ganske vist en meget STOR dreng, ihvertfald udenpå. Jeg har aldrig mødt ham, men jeg ved han hedder Leif uden at han dog er nødvendigvis er så dum som den RIGTIGE Leif. Ham fra Endelave Skole. Den rigtigste er vel den oprindeligste og første uanset hvor forkert alting så var. Under net-pseudonymet “Savklinge” har denne mand i den mere formørkede sydlige del af Jylland som lille Poul dengang købt forskellige relativt tåbelige ting. Og desværre trods udlæggenes betydelige størrelse (læs: hundredetusindvis af kroner) med ca. samme succes. Nemlig ingen.Trods utallige offentlige opfordringer er der simpelthen INGEN, der gider komme og høre på de sære McIntosh-højttalere, som han har købt. Poul med sine omhyggeligt autentisk-malede Airfix-flådefly..Ensomt og trist i det fugtige efterår.

Og så endelig, ENDELIG fortrydelsen. For jeg skrev for et stykke tid siden noget kritisk  om den teknisk temmeligt tvivlsomme løsning, som disse veritable “tårnhøje helveder” af højttalere baseredes på. Nå, om ikke andet spiller de vel som vores egne urimeligt høje JBL 5674-højttalere vel med et HØJT lydbillede. og vel osse med mandens 400 watts McIntosh forstærker fornuftigt højt, selv om det jo er ligemeget, når man bare sidder der mutters alene. Og mutter (hvis hun altså ikke forlængst er løbet skrigende væk eller måske snarere KØRT, afstandene er jo større derude på landet) med absolut statsgaranti er mindst ligeså ligeglad som mutteren her i huset er..
Og hvad er det så, jeg fortryder og har gjort forkert? Formelt ingenting, tilsyneladende har samme Savklinge ånds- og trosfæller dernede i det mørke Sydjylland. For efter lang, lang tids lokken med mad og drikke, så dukker der endeligt et par stykker af “vennerne” op for at lytte. Ikke for at høre musik, begribeligvis, det er slet ikke det det drejer sig om, musikken er jo blot et nødvendigt onde.

Og så er det, at det hele bliver trist og særgeligt og nærmest tragisk. For tænk om gæsterne ikke blot kun er behersket-begejstrede over højttalerne (og det altså endda i fuld “net-offentlighed” på Nerds.dk. At det var ca. det jeg selv forudsagde uden nogensinde at have hørt dem, er blot en ubetydelig  bi-ting her. Nej, hvad MEGET værre er, så havde gæsterne osse medbragt deres egen effektforstærker, som de mente var LANGT, LANGT bedre end stakkels Leif Savklinges. ellers allerede ganske dyre McIntosh. Der trods den sandsynlige anskaffelse i (håndværker)-“jydedollars” jo alligevel har en oprindelig pris på 50k.

Der sidder så stakkels Leif, små-hånet af dumme Poul i Århus og hvad værre er, fuldstændigt “disset” af sine såkaldte hifi-venner for sin håbløse forstærker. Alternativerne for Leif er uendeligt triste. For at få nogen respekt fra de uendeligt få besøgende tosser er det uomgængeligt nødvendigt for ham at skifte sin forstærker. Til en ny, der koster omkring 100k. Hifi-anerkendelse er tydeligvis som haleføring hos han-hunde: Nok havde Leif Savklinge råd til at købe helt urimeligt/uopnåeligt dyre højttalere (vejl. udsp. 300.000), men han skal fandeme ikke tro, at hans hifi er bedre end vores! Nej han skal ej. Ned med halen, Leif, bide bide! Sikke dog venner at have, hvem behøver så fjender..Leif tydeligvis ikke.

Og så sidder stakkels Leif der med sine sydfrugter. Ikke blot har han et par helt usælgelige Montana-højttalere, som han indtil ganske fornyligt ellers var superglad for, han har snart osse en en McIntosh-forstærker til salg. Uden at han på nogen mulig måde nærmer sig nogen mulig lykke. Og herfra skal der i denne triste anledning lyde en betydelig beklagelse og undskyldning fra denne skribent. Jeg kunne virkeligt ikke vide, Leif, hvilke hifivenner du havde/har. Og jeg burde ikke have moret mig på din bekostning.

Jeg kan faktisk kun opfordre dig til som os selv at spille på det, som vi har. Og være glad og ikke mindst være skideligeglad med, hvad andre synes. Og da ikke mindst dine tåbelige illoyale venner. Lykke er selvfølgelig noget, vi allesammen i et vist omfang køber os til, men det her kan vel lære os allesammen, at når man køber det, som få eller ingen andre har råd til, så vanker der bank i “andedammen” Og så ender man trods kolossale investeringer i muddergrøften uden anerkendelse fra andre. Selv den største og dyreste Airfix, julegaven til lille Poul i 1968, en Boeing Superfortress, gav altså det samme, Leif. Ingenting. Glæden skal man finde i sig selv og DEREFTER købe løs..

A propos KØBE, så er der udover dagens store fortrydelse over egne gerninger tillige en vis FRYD. På hifi4all, ville en meget dum mand købe en stor McIntosh-forstærker. Lige i dette tilfælde kan vi uden at have mødt ham sige, at han ER meget dum. Vi har nemlig engang skriftligt pr SMS aftalt både pris og afhentning af lige præcist sådan en forstærker hos ham, som han nu efterlyser. Dengang sprang han trods totalt klart-aftalt handel FRA og sagde, at han havde fortrudt. Idiot, pikansjos, du har ophørt dig fuldstændigt uhørt-en handel er en handel ! Det lykkedes så senere af andre veje at få fingre i hans forstærker. Og nu han så osse fortrudt DET, nemlig at han havde solgt den. Sikke dog en padde.
Ha, dumme Thomas, den står her nu og griner af dig. Og til information for alle, der måtte overveje at tilbyde Thomas en, så vær lige opmærksom på, at vi MEGET gerne selv vil byde  med. Og naturligvis OVER..Synd for Leif og lang næse til dig, dumme utroværdige Thomas!
Det var så dagens tekst om fortrydelse og fryd om drenge og mænds evige drømme om anerkendelse i en verden, der ingenting fatter. Måske meget godt, når nu det bedste man(d) kan komme op med er plasticflyvere og hifi..

Plat og biler

Nu kunne man med betydelig ret spørge, hvad biler har med plat at gøre. Og måske ganske særligt nu her efter, at selv det tidligere sædvanlige bundskrabererhverv i almindelig anseelse, brugtbilsforhandleren, er blevet inderhalet af endnu en toppolitiker, for hvem “rettidig omhu” er et totalt fremmedord. Ikke rigtigt noget, faktisk, vi skal nemlig ganske kort tale om nye biler og lige der er der jo som bekendt ikke alverden at tjene her i landet. Ikke meget for forhandlerne, der jo som bekendt trods nyligt rekordsalg (i STYK, ganske vist, en noget alternativ form for økonomisk analyse fra nyhedsmedierne, ikke korreleret med hverken totalomsætning eller brutto- og nettoavance) ikke tjener noget. Nul komma nul dut prut.Heller ikke meget for producenterne af standardbiler og vel næppe nogen steder mindre end netop i Danmark, hvor slutbrugerprisen er et brandbeskattet multiplum af netop den rå indkøbspris. Der derfor barberes mest muligt, og det er naturligvis derfor, tyske biler med stor økonomisk gevinst kan parallel-eksporteres tilbage til tyske forhandlere, der giver en del mere end de danske ditto.

Det er vel næppe heller en hemmelighed, at hverken forhandler eller producent tjener nogetsomhelst på at sælge hverken fladskærme eller produkter fra Apple. Ikke underligt, at et firma som Fona, der netop kombinerer disse 2 økonomiske totale “dødssejlere” med dyre fysiske forretninger har kæmpeunderskud og tvinger samtlige medarbejdere ned i løn. Hvad Fanden skulle det hjælpe burde ethvert tænkende menneske vel spørge. Er der slet ingen længere i koncernen, der har taget bare et lillebitte uskyldigt aftenskolekursus i handelsregning? Ikke at det længere hjælper, dertil har farcen kørt for længe. Bestemt et problem for en virksomhed, når den største del af virksomhedens værdi efter al sandsynlighed ligger i de afståelsespenge, som den kan indkassere. Ved altså at lukke..

Helt anderledes fornuftigt ville det have været, hvis dumme Fona havde handlet med RIGTIG hifi.  Der formår man det paradoksale hvert eneste år at hæve priserne kolossalt på masser af modeller uden rigtigt at lave noget. Ren “Benny Holst”, det her, det var ham der sang om at “blive rig uden at lave noget..” Kun at lave en lillebitte vigtig ting om, nemlig PRISSKILTET. Alle high end-mærkerne gør som JBL, der i forbindelse med tilsyneladende mest kosmetisk modelskift fra Everest 66000 til 67000 lige hæver prisen omkring 50% til ikke ganske bagatelagtige 700.000,- for et sæt. Forøget status for køberen, blot ikke i den vestlige verden og det er vel meget godt. Alt for  øjnefaldende forbrugs-idioti er jo trods alt ikke noget at prale med overfor naboen for tiden i vores del af verden. Heldigvis for Harman og JBL er Verden anderledes ovre østpå, hvor Veblens teorier, undfanget i den vestlige kapitalismes mest vulgære periode, lever i bedste velgående ..

Og så lige tilbage til biler lidt igen. Her i weekenden stod nemlig en af de få danske highend-hififorhandlere (det må man da formode, da han kalder sit vistnok hjemmebaserede firma “Highend Sound”) for en kontroversiel bemærkning. Eller måske snarere dum, for den var ikke engang så håbløst tvetydig som Løkkes nylige om Folketinget om skopriser. Snarere mere entydigt-dum!
I en af de evigt cyklisk-tilbagevendende diskussioner om det rimelige i, at betale mindst nyprisen for en bil for kabler for sit hjemmestereoanlæg forsvarede denne Gert fra Vendsyssel sig med, at det vistnok kun var nettokostspris for en bil  omkring “10k  i ..for en vi giver 200-300k for..”. Tjah, provinsiel dårskab findes tydeligvis ikke udelukkende blandt kunderne. Sig mig; Gert, har du nogensinde set nettofortjensterne for de europæiske bilproducenter pr. enhed, de er ellers ganske lette at finde. Og se hvor mange gange du har gættet forbi..Kabelverdenen og bilverdenen har INTET med hinanden at gøre. Den ene sælger et reelt og nobelt PRODUKT, den anden sælger noget rent PSEUDOVIDENSKALIGT PLAT og PIS!

Nu er den her idiotiske sammenligning med produktionspriser på biler med priserne på højttalerkabler altså særligt svær at sluge for denne skribent, fordi den er beregnet til at forsvare det fuldstændigt uforsvarlige. Nemlig at skulle forklare, at der så sandelig er et reelt råvareindhold og omkostninger i kabler. Men det ER altså dumt at sammenligne med noget reelt som en bil, der UDOVER mange, mange meter kvalitetskabler TILLIGE indeholder omkring godt en TON reelle råmaterialer.
Men spørg da gerne Gert om priserne på et Jorma-kabel (materialepris/nødvendige kolossale basalt-kvantefysiske udviklingsomkostninger/selvudslettende beskeden priskalkulation, helt  helt anderledes i den griske autobranche) og spørg derefter konen (din egen begribeligvis), om hun helst vil have et nyt netkabel  eller en ny mellemklassebil. Hvis altså du gerne vil HAVE en ny bil. Prisen er ca. den samme.
Tilbehør i hifi er som narko, den eneste forskel er vist, at det er lovligt både at sælge og købe. Derfor burde man nu nok alligevel være gået lidt mere stille med det. End altså at sammenligne med noget REELT som en bil.
Man skal squ være forsigtig med at beklikke branchers prissætning, når man selv bor i verdens mest frønnede og totalt gennemrådne (hifi)hus. MEGET

Her sidder vi så i støjen

fra en af vores blæserkølede BSS 366T speaker management systemer, der jo er kontrolcentrene i vores kælderanlæg. Der naturligvis skal læses som korrekt pluralis, selv om ordet “anlæg” jo ellers ikke karakteriseres af særlige anlæg for letforståelighed. Der er faktisk adskillige anlæg i forskellige grader af kampberedskab, et par enkelte kan endda aktiveres blot med en afbryderknap.
Vi plejer dog blot at tænde for et enkelt af gangen, da selv almindelig små-højrøstet tale let overd’ves af den heldigvis faste baggrundsstøj. Det drejer sig således for effektiv støjbekæmpelse mestr om at skrue op, så overdøves støjen ganske overordentligt let, og samtidigt får musik uden dynamik overhovedet en særskilt attraktion. Da man under afspilning af denne musik overhovedet ikke distraheres af nogen støj i svagere passager, da der ligesom ingen er.

Giver det her mening? Naturligvis ikke, det er jo netop disse kolossalt-kapable JBL- biografsystemers absolutte force at kunne levere en aldeles ubegrænset dynamik forenet med et maksimalt lydtryk på over 143 dB.
Nå, måske vi skulle prøve at give den lidt gas engang, det ville jo også permanent og let løse alle støjproblemer (og som ekstra mulig bonus overdøve/(døve) fruens bjæffende ordrer ovenfra, hm., måske det skulle overvejes seriøst…)

Dette er naturligvis formelt ganske forkert, da ingen problemer udover mine egne ville være ændret af den permanente døvhed, men det er dog ganske uomtvisteligt, at ens eget p.t. største problem altid naturnødvendigt er det største problem i den kendte eksisterende verden. Og når eller hvis man så har løst det, så vil den menneskelige indskrænkede skæbnes forbandelse så blot rykke det tidligere næststørste problem op på den nu ledige førsteplads. Der således rent principielt (og det turde vel dagens filosofiske diskurs række) naturligvis aldrig kan være ledig. Uanset hvor lille en undermåler-torsk i en sønderfisket stime ved Newfoundland er, så kan den alligevel sagtens være den største bølle, hvis den altså bare er den støsrste torsk blandt alle de andre dumme småtorsk. Og denne gang vil vi forsøge IKKE at trække paralleller til dagens provinsielle hifi-verden, selv om det altså er både fristende og svært. Hvis det ikke havde været fristende havde det jo iøvrigt heller ikke været svært!

Nå, det er jo ikke fordi det ikke er både nærliggende eller uhyre passende, denne parallellisering. Det er jo ingen trøst for den lille invalide dreng der i landsbyskolegården, at hans mobber også er en stakkel med blot ét forkrøblet ben. Det rækker jo så rigeligt, blot mobbeofret slet ingen ben eller flugtmuligheder har. Der på Endelave Skole, hvor den mindste orm blev spist af en lidt større lillebitte bille uden nogensinde at opdage, at det hele blot var et maskespil blandt menneskelige åndelige undermåler-torsk. Som dette forunderlige fænomen hifi jo desværre så længe har været, i ganske samme kategori som de heller ikke længere på disse breddegrader videre udbredte geologisk-glaciale fænomen “dødisklumpen” Hvor næppe længere blot sporene er tilbage ligeså lidt som musikinteressen i den seriøse hifi-sygdom.

Og hvorfor så alt dette langhalm-sludder i dag? Jo, vi fik i weekenden en hyggelig mail fra en kær gammel skolekammerat fra Endelave Skole, Hans Henrik. Det skal lige her forklarende med, at jeg som jeg husker det fra dengang (og andre muligheder gives jo ligesom ikke her i livet, så det er naturligvis sandheden), var sindsygt misundelig på ham. Fordi det altid var lige ham, som den ellers noget knibske lokale supergodte Berit deroppe i Glud på det uopnåelige fastland godt gad kysse på. Ikke at jeg nogensinde så hende, men hvis jeg havde, havde hun garanteret aldrig set min vej, forgabt som hun var i dumme Hans Henrik. I det hele taget var denne Hans Henrik i ganske urimelig grad velsignet/forfordelt med mere end habilt fodboldmæssige evner (trist), barsk mandigt udseende (æv!), håndværksmæssige færdigheder langt hinsides det rimelige (osse trist) og hvad langt værre var, betydelig intellektuel kapacitet (satans osse, skiderik, heldige pamfilius!)

Hans Henrik var og er i det hele taget en “større end virkeligheden”-figur, der som en “menneskelig dødisklump” er blevet tabt, da renæssancen trak som en gletcher trak sig tilbage. Forinden nåede han dog afgørende at inspirere denne med betydelig ret mere  beskedne skribent til at forsøge det umulige. Nemlig at blive ligeså klog som Hans Henrik-svært når han iøvrigt allerede havde et urimeligt forspring på et helt skoleår, Det forekom umuligt at indhente på samme måde som de tidligere beskrevne frustrationer over IKKE at besidde samme potente Evinrude-påhængsmotor som min barndoms andet absolutte hadeobjekt, Ole Sohn. Der VAR nu osse god tid til at sidde og fundere og hade derude på den lille ø, måske jeg i virkeligheden slet ikke lavede andet? Måske..!

Nå, Ole hadede jeg ikke som til tider Hans Henrik, jeg kunne vist blot ikke lide ham, men nu var jo heller ikke nær så faretruende klog som Hans Henrik, sådan mere en slags “bekvemmeligheds-bløddyr”, et indtryk, han bestemt ikke efterfølgende har kunnet ændre på.
Nå, det lykkedes naturligvis og måske osse en lillebittesmule heldigvis aldrig at blive Hans Henrik, den titel var tydeligvis nødvendigvis arvelig og konkurrencen både urimelig og umulig.

Nå, heldigvis har mennesket jo nærmest uanede ressourcer til at glemme barndommens mere eller mindre indbildte ydmygelser. Og det varer så lige indtil fortiden indhenter en. For Helvede da, sidder dumme Hans Henrik ikke dér og læser mine dybt selvterapeutiske skriverier? Jo, han gør squ så, se blot, hvad han i weekenden skrev til os:

“Køre Poul
Det ville jeg såmænd osse hjertens gerne (besøge os red. min kone må have skrevet en interesseret mail, forbandelsen er tilbage eller..?), kun delvist på grund af lyden, mere på grund af dig, men allermest på grund af din (ifølge dine beskrivelser) usandsynligt smukke kone!
Jeg har kun et par småkommentarer:
Larmikovskys første symfoni var “Vesuv i Udbrud”

Dette er ikke en faktuel fejl, da senere oversættelser ganske rigtigt brugte Jumbojets.
Nå, men ellers har jeg moret mig med mange af dine skriverier, og især dit ikonoklastiske forhold til Hi-Fi interesse. Min egen interesse kølnede på et tidspunkt, hvor jeg modtog en indsigt, som fortalte mig at musik og Hi-Fi var ganske uforeneligt (i hvert fald til en vis grænse, som ikke behøver at overstige særligt mange kroner)

Det har jeg tænkt meget over, blot for at finde ud af, at det har du allerede tidligt indset og beskrevet (!) Og sådan er det nok altid. Men hvad kan man forvente af en mand, som (i en alder af 14 år) foreslår “Platons Moralfilosofi” som sommerferielæsning.
Jeg kommer helt sikkert på besøg! I øjeblikket er jeg bare ikke særligt meget i den del af landet(eller Danmark i det hele taget)
Din ærbødige
Hans Henrik”

Tænk dog blot, hvor forskelligt barndommen kan anskues, selv en så relativt overskuelig og  indskrænket en som ens egen. Og lige i den sidste henseende er det ganske svært at overgå min! Måske Hans Henrik slet ikke var helt så slem som jeg mindes.
Nej, naturligvis var han ikke det, han var blot det uopnåelige drengedrøms-ideal, der som Zenons paradoksale skildpadde tilsyneladende aldrig lod sig indhente af den ambitiøse hare. Og helt umuligt blev det naturligvis af, at vore veje snart skiltes, dræbende for ethvert nok så nobelt væddeløb, nådigt dog for den ellers uundgåelige taber-mig!
Og tak for det, Hans Henrik, du har nok i virkeligheden formet mig og mit liv mere end du aner, vi glæder os usigeligt til at se dig!
OG til I andre derude: Se han siger osse, at hifi og musik ikke har en skid med hinanden at gøre. Kan I da så blot ikke være at lade som om det er musik, det drejer sig om med jeres “kabel/tweak onani” Der er da for helvede ingen sammenhæng mellem kærlighed og almindelig onani, er der?

Den allerstørste lydmæssige opgradering, man kan tænke sig!

På grund af en nødvendig flytning i lørdags kunne denne skribent desværre ikke deltage i den store hifi-messe i København. Om det var noget større tab for messen er tvivlsomt, utvivlsomt er det til gengæld, at det er ikke er noget personligt tab her. Siger min kone ihvertfald, efter at hun ikke mindre end 2 gange (og så heller aldrig mere (en 9. april cit. som hun så begavet beskrev det) er blevet trukket igennem denne sælsomme mande-verden. Det ville have været rart med rimelighed her at kunne have skrevet “maskulin verden” men det er måske at gå lidt rigeligt langt  i denne forunderlige pseudoverden, som bestandig hifi-onani jo er. Sådan noget gør jo iøvrigt ingen rigtige mænd, det er en syssel for “midaldrende trivelige mandslinger”, der får udløb for deres proto-seksuelle lyster ved at beskrive deres auditive erfaringer (hovedsageligt fiktive og indbildte) gennem klæbrige keyboards. Heldigvis har vi en effektiv Ecolab spraycleaner her i huset, den skulle I prøve!

Nå, nu er det jo heller ikke helt så langtids-krævende for potensen at holde gejsten foran et keyboard som det kan være at demonstrere den mere elementære mandighed foran konen, “virtuel ståpik” er nemmere at administrere end den ægte vare. Alderen trykker vel trods alt de fleste lidt, blot sjældent lige der, hvor det forekommer mest påkrævet..
Selv om livet jo alligevel sejrer til sidst, se for eksempel et par år tilbage på netaktiviteterne på de danske hifi-fora og se, hvor uendeligt få, der er tilbage fra dengang, næppe meget mere end en god håndfuld. Som den ulyksalige Ikaros med sine voksvinger, så flyver de fleste forfærdeligt højt og brænder derefter forudsigeligt både OP og dermed UD og falder efterfølgende NED i et helvedes dybt tomt hul. Det er trist, men det er sådan, det er. Ingen kan holde dette pseudo-liv i permanent “opgraderings-mode” i endeløs usikkerhed ud i længere tid. Mest tragisk er det,når man som en sikkert skikkelig tømrer/snedkermester i Sydjylland har købt sig et par kolossalt store og dyre McIntosh-højttalere i en økonomisk selvmords-satsning, som mest minder om den tidligere i landområderne så udbredte såkaldte “præmie-whist” Der jo også ruinerede hele familier, når man satsede hele butikken og tabte..

Helt så galt går det måske ikke her, selv om det jo nok havde været klogt at få solgt de dyre Montana-højttalere inden nyanskaffelsen. Det er lidt hjerteskærende at se de efterfølgende forgæves forsøg på at få mange penge for noget som de her sikkert ellers fine Montana-højttalere, der allerede er en helt ligegyldig parentes i hifi-historien. Med en ganske tilsvarende salgsværdi i den afgjort mere beskedne (kommende storskrald?)ende..
Værre er det dog, at der tilsyneladende overhovedet slet ikke er nogen, der gider komme ned og høre mandens nye McIntosh højttalere. Og som med anden kønslig omgang med skrækkelige mindelser om egen teenagetid, så bliver det kun værre af at bede tøserne/tosserne om man ikke godt må få lidt interesse. Det fælles her er, at begge ting er totalt ulykkelige, det ene vokser man normalt heldigvis fra, det andet skal man betale til uendeligt længe efter, at al glæde og interesse forlængst er forduftet. For selv om hifi til 300.000, som er den ganske vist totalt fiktive salgspris  for disse McIntosh-højttalere, typisk her i den mere skatte- og momsfritagede vest-landlige del af Danmark kan sådan noget  købes for anslået det halve uden overflødige kvitteringer, så ER det squ stadigvæk penge. Og så i udkants-Danmark endda.

Det svarer til at investere alle sine møjsommeligt sammensparede flaskedrengs-penge som ung i en brugt Triumph Spitfire sportsvogn (atter et vist mest landligt statusprodukt) og så opdage, at tøserne STADIGVÆK ikke gider hoppe op (på?) som man ellers havde attrået og drømt noget så vådt. Det er denne sidste ultimativt pinlige sammenhæng, som denne skribent skulle langt op i 40-erne for endeligt at opdage (noget tungnem er man vel eller ihvertfald VAR), og det var først da roen og resignationen over bestemt ikke ufortjent mangel på succes hos det modsatte køn indfandt sig, at frøken Olsen kom på banen.

Så “op med næbbet”, Leif “McIntosh” dernede i Sydjylland, som nevøerne altid indskærpede Anders And, når han var nedtrykt og frænde-løs. Der er jo ikke meget ved at besøge en hifi-tosse, hvor man vælter hele hans verden og skaber varige uvenskaber ved at bemærke, at højttalerne lyder som ren “Anders And” som de her sikkert gør. Og som iøvrigt alle højttalere gør i et vist omfang, selv de dyreste og bedste er jo trods alt blot en sølle afspejling af en virkelighed, der heldigvis aldrig har været.. Usikkerhed giver altså hverken fisse eller andre former for fysisk selskab, det gør kun glæde og selvsikkerhed.  Og det er jo en noget overflødig oplysning som også for de hormonfyldte teenagedrenge, når det lige er det som man så rigeligt IKKE har..

Og hvorfor så al denne banale erkendelse i dag? Jo, simpelthen fordi samtlige vores anlæg i går kom til at spille så uendeligt meget bedre, at det nærmest var påfaldende. Det var som om alt faldt på plads i stereoperspektivet, baggrunden blev sortere end kulsort og alle de andre hifi-floskler forekom ligefrem rimelige. Årsagen viste sig nu at være ganske prosaisk. I forbindelse med efterhånden faretruende langvarig og umådelig travlhed i vores lille professionelle lyd-virksomhed havde der gradvist akkumuleret sig en genstridig klat ørevoks i det ene øre. Som bekendt er forøget ørevoks-sekretion et velkendt fænomen ved små-stress, men det havde denne ellers uhyre begavede skribent naturligvis ganske glemt midt i stresset. Og ikke mindst fordi den slags jo foregår ganske gradvist.

Nu er det naturligvis særskilt pinligt for denne skribent ikke bedre at kunne diagnosticere sig selv og den gradvist tiltagende lydmæssige tristhed i hytten . For vi levet faktisk ganske godt endda af at diagnosticere ANDRES problemer, men egne var tydeligvis for svære. Nå, naturen var altså alligevel nådig og NU lyder alting godt igen. Ja, langt langt bedre end den akustiske virkelighed og da ikke mindst helt helt ANDERLEDES. Helt som før.
Det er så meget heldigt med den gen-erhvervede (næsten)”Heimdal-agtige hørelse” (det var ham fra den nordiske mytologi, der kunne høre græsset gro- mon alle de aktive hifi-skribenter mon er ase-troende, det kunne man næsten få fornemmelsen af så mange forskelle de formår at høre på alt, ok ikke mindst naturligvis hvor der ingen forskel ER), for vores lille virksomhed. For har vi dog ikke lige fået 3 stk spændende Electro Voice professionelle kæmpestore biograf-truthornshøjttalere ind med dobbelte 15-tommere og landmine-stor DH1A-driver ind? Jo da, det bliver spændende og uanset hvor dårligt de måtte spille, så vil de alligevel spille så uendeligt langt bedre, end de samme højttalere ville have gjort for et par dage siden.
Inden den store lydmæssige øvevoks-åbenbaring-den største opgradering hidtil! Og så er den slags oplagte fysiske sammenhænge blot en enkelt af utallige komponenter i det komplekse spil om, hvordan ens lydanlæg lyder I DAG.
Ingen glæde og ingen afslappethed og fred giver altså hverken fisse eller god hifi hvis altså nogen skulle være i tvivl. Nå, nu er der da hifi igen her i huset i det mindste, så må vi vel til at se lidt  på det andet.
Og ikke mindst more os over de heldigvis indtil videre få, der som madanmeldere giver personlige karakterer til de forskellige gode og heldige udstillere, hvis varer lød mest som derhjemme. Altid en uhyre underholdende “virtuel efterbyrd” efter enhver udstilling her i net-alderen. Snak-snak og intet køb-køb, pis og papir og altsammen blot “glitter og glar”