Kategori: Ugens Emne Kultur

I denne uge vil vi causere over de allerstørste musikalske minder for denne skribent. Udvælgelsen har naturligvis været noget tilfældig men det er til gengæld næppe noget tilfælde, at de udvalgte musikere og den udvalgte musik er blevet mindeværdig. Mindeværdig betyder naturligvis ikke, at der har været tale om stor kunst, men mindre kan også sagtens gøre det, selv om der er sorteret ganske meget i et langt livs musikalske oplevelser.. Vi har dog også taget en enkelt med, hvor den varme tropiske sommernat kan have spillet et puds, selv om det er ganske usandsynligt. 

Det var helt sikkert et tilfælde, at denne skribent fik grundlagt en livslang interesse for klassisk musik. I gymnasietiden blev jeg nemlig inviteret til en mindeværdig koncert i det daværende århusianske music-mecca, naturligvis håndboldarenaen Århus Stadiohal. Det var jo noget inden de store musikhuses tid, så i stedet havde man inde i denne gamle træhal samlet de dengang vel knapt så toptrænede samlede nørrejyske byorkestre fra Ålborg og Århus. Man må forestille sig provinsboen fra Horsens med let fugtige håndflader overfor al denne pragt og jeg blev ikke skuffet. Efter en let kedsommelig start med en ouverture af Weber startede fyrværkeriet. Dirigenten husker jeg ikke længere, men mon det ikke var den ret beset lidt komisk gestikulerende Carl von Garaguly? Eller også var det en anden lettere pudsigt udseende korpulent mandsling. 

Derimod var der intetsomhelst komisk over den russiskfødte pianist i Prokofievs 3. klaverkoncert og endnu højere blev det til loftet helt bogstaveligt i denne ellers ganske højloftede internationale håndboldhal, da den finske bas-solist i Sjostakovitj´ 13. symfoni satte i med malmfuld stemme. Lige der blev det klart, hvad kunst var og så kan det forresten være ligemeget hvor mange basketball-ringe der hang rundt omkring i denne sportshal (mange). Aldrig nogensinde siden har undertegnede haft en så intens klassisk musikalsk oplevelse på dansk grund og det gælder forresten også eller måske især fornyligt i den nye koncertsal her i byen. Her var der også Sjostakovitj på programmet, denne gang den 9. symfoni, men desværre var der denne gang kun fysisk højt til loftet. Musikken kom aldrig meget over gulvbrædderne. Måske skyldes oplevelsen dengang bassen, finske Martti Talvela, som var mere russisk end nogen russer på samme måde som den ligeledes finske bassanger Kim Borg aldrig for denne skribent er overgået i Mussorgskijs “Dødens sange og danse”,et andet russisk mesterværk, men det var et sidespring. 

Et andet formativt øjeblik i den klassiske genre var det ret beset ganske tilfældige møde med den tjekkiske komponist Leos Janacek. Det kunne dårligt blive mere tilfældigt, da der var tale om en Deutsche Gramophon-plade på et FONA-udsalg med et særdeles farvestrålende cover med 2 af Janaceks mesterværker, nemlig det symfoniske digt “Taras Bulba” og hans mærkelige symfoniske konstruktion “Sinfonietta” Det skulle hurtigt vise sig, at musikken ikke var mindre farverig end omslaget. Kendere af den slaviske litteratur vil naturligvis kunne genkende den russiske forfatter Gogols novelleforlæg om den gamle kosakhøvding og hans sønner, men meget programmusik er der nu ikke i disse ret beset sensationelt futuristiske værker af en allerede dengang meget gammel mand. Janaceks musik var nok traditionel og så alligevel slet ikke. Hans “Sinfonietta” primært for blæserbesætning er et af den klassiske musiks mærkeligste og samtidigt mest vitale stykker musik og kan ikke anbefales nok. Janacek blev simpelthen starten på interessen for nyere klassisk musik. Prøv for eksempel at lytte til hans klavermusik, som også bekvemt er spilbart på det, som i gamle dage hed en “salmecykel”, nemlig et trædeorgel. Janacek havde nemlig ikke adgang til noget klaver. 

Ellers var 1970-erne og 80-erne en tid, hvor man tog på folkemusikfestivaler, og der kunne man altid være sikker på at møde et af tidens hotteste navne, nemlig “De Gyldne Løver” fra Vendsyssel. Ret beset var det måske dumt ikke i stedet at tage til venstrefløjs-arrangementer eller OOA-koncerter med de allestedsnærværende “Søren Sidevinds Spillemænd”, for der holdt de pæneste piger til, men dengang var man åbenbart ikke klogere. Som de fleste orkestre bestod “De Gyldne Løver” selvfølgelig også hovedsageligt af folkeskolelærere, ialt 3 af 4 medlemmer. Det gjorde deres publikum forresten også, så det har nok lettet kommunikationen, selv om undertegnede nyuddannede akademiker også fandt det ganske sjovt. Instrumentalt var “De Gyldne Løver” godt nok helt patetisk dårlige, men det var sangene forfattet af Jens “Memphis” til gengæld ikke. 

Med en komfortabel margin er der tale om den største danske visekunst i de seneste 50 år og så undgik man også den allerede dengang mere og mere vamle politiske korrekthed fra Niels Hausgaard, som også startede dengang. Senere blev det jo helt ubeskriveligt rædselsfuldt. Der var tale om en sproglig lethed i Memphis` sange, som jeg ikke har oplevet siden på dansk overhovedet. De burde have været med i den danske musik-kanon, men pamperen, som bestemmer det, den fallerede eksmusiker og herskende statsautoriserede konsulent Henrik Marstal, er vist bare for ung eller for dum. Sikkert begge dele. De er da ihvertfald ikke med i kanonen, “De Gyldne Løver”, men det er måske også en kvalitet. Ved nærmere eftertanke er jeg sikker på, at det er det og særligt hvis man ser, hvem der er med. 

Selv om “De Gyldne Løver” ikke rigtigt kunne spille mange af de oprindeligt irske melodier gav det så også appetit på at prøve at høre den ægte vare og himmel og hav, hvor var der mange gode bands. Det var jo blandt andet i de år, hvor folkrockgruppen “Fairport Convention” huserede med violinisten Dave Swarbrick i den vokale forgrund, og en koncert på det lokale musiktempel “Motown” blev aldrig senere overgået for denne skribent, selv om jeg har hørt dem masser af gange. Samspillet mellem vildmanden Swarbrick og den menneskelige off-beat- metronom, trommeslageren Dave Mattacks, fungerede denne aften som måske aldrig før eller siden. Det var en aften, hvor ingen snakkede under koncerten og knapt nok bagefter, det var stort og det følte alle. Til gengæld glemte folk så også at drikke øl og det var mindre heldigt, da “Motown” lukkede kort tid efter. 

Nu var der højder i sammenspil, som selv ikke Fairport kunne nå, nemlig de højder, som man kun kan opnå ved genetisk fællesskab. Det måske allervildeste eksempel på det er et brødrepar ude fra nogle små øer ved Skotlands vilde vestkyst, nemlig violinisten John og harmonikaspilleren Phil med det fælles efternavn Cunningham. Som man måske kan gætte er der tale om brødre, og på en Tønderfestival for mange år siden optrådte de i en sportshal foran et blasert publikum af halvgamle og helkedelige skolelærer-typer som undertegnede. De første par kunstnere denne aften fik forudsigeligt ikke fat i dette ret beset dødssyge publikum, men det gjorde Cunningham-brødrene. 

Nu er der ligesom i jazzmusik massevis af ligegyldig show-off virtuoseri i folkemusik, men sommetider oplever man alligevel, at frugterne af en hel musiktradition gennem mange generationer på en vindblæst ø helt uimodståeligt bliver smidt direkte i synet på en. Det skete denne aften, hvor der blev spillet med så meget speed og energi, at man troede det var løgn. I Phil Cunninghams hænder blev den store trækharmonika et letvægtsinstrument som en legetøjs-concertina fra Fætter BR. Ikke underligt, at den helt gennemblødte Phil Cunningham sluttede koncerten med voldsom krampe men i modsætning til myten om Meat Loaf og hans iltflaske var det ikke løgn denne aften. Tak, I “Gyldne Løver”, fordi I gav appetit på sådanne oplevelser! 

Et andet musikalsk højdepunkt var engang i 1980-erne i en nedlagt biograf på Vesterbrogade i København. Der skulle et af alle tiders mest stabile rockorkestre demonstrere, at rigtig rockmusik ikke bare er manerer og anglen efter popularitet. Det drejede sig naturligvis om “Mötorhead” med bassisten og sangeren Lemmy i forgrunden. Oprindeligt var “Mötorhead” en trio, men denne aften var der en ekstra guitarist med. At der var noget særligt i gære fik man indtryk af ganske langt hen af Vesterbrogade under de sidste lydprøver. Man kunne simpelthen høre det over en kilometer væk ned ad gaden og det skulle blive meget værre, da man kom tættere på. Meget! 

Nu eksisterer “Mötorhead” stadigvæk som et lettere geriatrisk eksperiment, men dengang var den kolossale Marshall-stack af højttalerkabinetter bagved orkestret ikke kun til pynt. Guitaristerne var også dengang en del mere atletiske end i dag, så da Lemmy med sin gravrøst havde afleveret sin klassiske intro “Hello, we´re “Motorhead”, we play rock´n´´roll” brød helvede løs. Ørepropper var helt utilstrækkelige i dette lydtryk som bag en jumbojet under starten og mens guitaristerne spænede rundt i en evig bestigning af højttalertårnene afleverede Lemmy sin til lejligheden endnu mere end sædvanligt uforståelige vokal. Heldigvis er det ikke teksterne, som er det mest mindeværdige. Det var til gengæld indtrykket af myreflittige musikalske arbejdsmænd, som denne aften lavede kunst. De så også selv meget glade og overraskede ud som en amatørmaler som pludselig vågnede op og opdagede, at han havde udsmykket det Sixtinske Kapel. At de så også for mange af os andre lavede synsforstyrrelser på vejen hjem på grund af det helt sindssyge lydtryk er så en helt anden sag. 

Nu har det ikke været vanvittige lydtryk det hele, blot indtryk. En af verdens mest berømte klassiske kondertsale er den akustisk helt fremragende Wigmore Hall i London. Den er lillebitte, så normalt bruges den kun til kammermusik med mindre besætninger. Det var også ved sådan en lejlighed, at undertegnede hørte en af de allermest klassiske strygekvartetter, nemlig den russiske Borodin-kvartet. I lighed med basketballholdet “Harlem Globetrotters” er der en del udskiftninger i besætningen, men denne aften var der 2 af de helt oprindelige medlemmer med. Det blev stort. Man spillede nemlig Sjostakovitj` klaverkvintet med et overblik og en lethed, som gav dette ret beset noget knudrede værk en helt ny mening. Måske forstod jeg det denne gang bedre, fordi jeg sad ved siden af en pige, som hed Pia. Ja, det har nok været derfor. 

Dagens sidste musikalske højdepunkt er fra for ganske nylig og helt sikkert præget af omstændighederne, men det skal der også være plads til i dag. Lige i dette tilfælde var der tale om en helhedsoplevelse. Den fandt sted på den sidste åbningsdag for det lokale ugentlige marked inden den tropiske regntid på Mindil Beach lige udenfor Darwin, Northern Territory, Australien. Lige inden regntiden føles de normale knapt 40 grader deroppe som en hammer, når man kommer ud af flyet fra det danske efterår med den kvælende fugtighed, men det var ikke problemet denne mindeværdige aften. Der var faktisk ikke rigtigt nogen problemer udover at den fristende strand denne aften var noget overbefolket af kæmpestore saltvandskrokodiller og dødeligt giftige bittesmå brandmænd. 

Det har nok været derfor der var så mange, som samledes omkring et lokalt nordaustralsk orkester med en flok entusiastiske unge mennesker med en helt u-tropisk energi og lyst til at spille alskens slagtøj og didgeridoo. De var rigtigt gode denne hede aften, men lige meget hvad de unge mennesker gjorde, var hele publikums kollektive syn rettet mod basspilleren i bandet. Der var tale om en kolossalt stor kulsort aboriginal, som håndterede bassen som om der var tale om en traditionel trommedans fra den fællesmenneskelige urtid engang for længe siden. Hvad bandet hed var ligemeget (vistnok Jabiru?), for lige denne aften tog man afsked med det udendørs fællesskab i verdens mest øldrikkende by, som man i basspillet kunne høre hans slægt havde gjort i tusindvis af år og dagen efter begyndte regntiden iøvrigt. Det har den mørke mand givetvis fornemmet med den visdom, som kun årtusinder giver. 

Det allermest mindeværdige denne aften var nu alligevel ikke musikken eller det kosmiske fællesskab eller tordenvejret i det fjerne. Det var den lange gåtur hjem gennem den begsorte nat med kæmpestore frugtædende flagermus, som klaprede rundt få meter væk, mens de bragede ind i de tynde grene. Det var nemlig tæt sammenslynget med en pige, som hed Pia og i sammenligning med kærligheden er musik vist bare musik. En uge senere var vi forlovet i Kalgoorlie, Vestaustralien med en guldring fra en monsterstor guldmine for enden af hovedgaden. Jeg vil altid mindes den musik der på stranden, det var den allerbedste og større bliver det aldrig. Aldrig nogensinde! 

I denne uge vil vi behandle nogle sammenhænge, som alle har det tilfælles, at de er ganske lette at regne ud ihvertfald for store ånder som os selv. Som altid i denne verden er der dog kun få eller måske i visse tilfælde endda slet ingen, som har gjort det, og hovedparten af dem, som har forsøgt, har helt givet gjort det forkert. Ellers ville vi nemlig næppe se de fantastiske resultater, som selv simple problemstillinger giver anledning til. Som vi også skal se, er disse formidable regnefejl sommetider resultatet af gustne overvejelser fra producenterne, men der findes nu også eksempler på, at ingen tilsyneladende forstår det indlysende budskab i selv helt åbne og offentlige regnestykker. Vi vil i dag starte med de rigtigt nemme og derefter bliver det lidt sværere. 

Vi har jo for meget længe siden afsløret den grumme spånplademafia og dens indtog i hifibranchen, hvor pladetallerkener med en inerti som en frisbee er blevet dagens standard. Dengang kom vores advarsel helt tydeligt alt for sent, og det gør den nok også i sagen med de uheldige Westland-Agusta helikoptere. Alt for sent. Nu er vi herfra ikke specielt krigeriske (det er mest fru Olsen), men alligevel ser vi i denne sag bag indkøbet af disse essentielt krigsmaskiner en pacifist-sammensværgelse, som er på spil. Nu er pacifismen helt fra Jesu tid (der var vist ikke rigtig nogen før ham og heller ikke så mange efter) jo en smuk ide så der er med nogen bæven, at vi forsøger at oprulle denne sag. Vi er jo ikke interesserede i at fremstå som særskilt krigeriske, men i denne sag er der tale om et af verdens letteste regnestykker. Svaret er reservedele og forklaring følger. 

Før 1. verdenskrig var det en udbredt tro blandt pacifister, at en storkrig var blevet umuliggjort af de fantastiske udgifter som det krævede at føre krig. Regnestykket var simpelthen, at alle krige over 6 måneders varighed ville føre til statsbankerot, så derfor var det jo ganske nemt at være passiv pacifist. Krigene gik jo i stå af sig selv af mangel på penge, mente man altså. Regnestykket viste sig iøvrigt at være fuldstændigt korrekt, da alle de krigsførende stormagter helt efter beregningerne var praktisk bankerot allerede i 1915. Det fik dem desværre ikke til at indstille kamphandlingerne, da man blot som også englænderne under Napoleons-krigene opererede med statsunderskud til betaling de efterfølgende årtier. Som eftertiden viste havde man nemlig været ganske rigtigt været totalt bankerot og det gjaldt alle og det blev man jo så også i 1930-erne. For at føre krig vidste man, at man skulle have reserver af finanser og reservedele til isenkrammet. 

Hvis man skal føre krig er det jo kendt fra tiden med bue og pil, at det kan betale sig at tage lidt ekstra pile og et stykke sejlgarn med, hvis strengen skulle springe. Buen af takstræ plejede jo at holde at holde soldaten ud, men reservedele var vitale allerede fra oldtiden. At det var smart at tage lidt ekstra med hjemmefra viste sig også under 2. verdenskrig, hvor de russiske T-34 kampvogne altid havde et ekstra sæt larvefødder med i kamp. Det var nemlig altid der, det gik galt. Det havde tyskerne som måske bekendt ikke, og hvis man skulle skifte motor på en tysk kampvogn skulle man først med en kran fjerne tårnet, som vejer knap 8 tons, strengt taget ikke særligt praktisk. De vandt jo så heller ikke krigen, det var måske derfor. Allerede her ser vi reservedelsproblemerne, men det skulle blive meget værre. Enter Westland-Agusta. 

Luftfarten har ellers traditionelt været meget standardiseret med blot 4 producenter af flymotorer og i praksis kun 2 producenter af trafikfly og et par mere af militære fly. Det har været vældigt smart, fordi man traditionelt helt tilbage fra 2. verdenskrig ikke har repareret f. eks motorer. Allerede fra slaget om England tog det nemlig alt for lang tid, så man skiftede bare den defekte og det har altid gjort siden. Denne gamle industrielle og effektive måde at føre krig på er nu effektivt blevet standset indenfor helikopterindustrien. Efter adskillige tusind års viden om, at det er nødvendigt at have reserver og reservedele, har nedrustningen her endelig fået sit afgørende gennembrud. Der findes nemlig slet ingen reservedele til de nye danske helikoptere og det vil tage adskillige år, inden de kommer. Hvis det ikke er den mest effektive hindring for helikopterkrigsførelse, hvad kan så være det? 

Nu må lige i den anledning huske, at disse helikoptere, som i Danmark dublerer som redningshelikoptere, altså er designet som militært isenkram. Især i fredstid er der jo i militæret god tid til at sidde og regne, så derfor har man uvist hvordan regnet ud, at man burde kunne opnå, at 80 % af denne nye helikopterflåde til enhver tid er flyveklar. Underligt nok har man nemlig regnet med, at man kun skulle undvære maskinerne til de regelmæssige eftersyn hos producenten, og det giver så netop 80 %. Selv den dummeste taxa-vognmand regner ikke helt så snært. Allerede der blev regnestykket helt noget åndssvagt med lidt rigelig ønsketænkning. Lige fra de allerførste helikoptere ankom var der alenlange mangellister på reservedele, som aldrig kom og som aldrig er kommet siden. Da så fornyligt en af helikopterne næsten styrtede ned, fandt man jo ud af, at 4 af de vist ialt 13 helikoptere havde fatale fejl. 

Regnestykket er nu som følger: I øjeblikket er alle disse helikoptere parkeret på jorden. De 4 af dem kommer ikke ud og flyve de kommende år og det gør resten heller ikke udover et par måneder, nemlig indtil de skal bruge en reservedel, ligegyldigt hvilken, som man altså ikke allerede har taget fra dem, som allerede står på jorden som tidligere praktiseret hos autoophuggere. Vi undrer os en smule over, at ingen journalister har påpeget denne ellers ret indlysende problematik. Allerede doping-ørnen fra Herning viste jo i Tour de France, hvad man kan bruge en cykel til, som ikke er skruet ordentligt sammen, da han smed den ind på en mark. Der står helikopterne så desværre allerede og der bliver de stående. Det kan vist ikke rigtigt regnes anderledes ud. 1-0 til pacifismen eller blot et eksempel på det gode engelske udtryk om, at “military intelligence is a contradiction in terms” Det her burde enhver kunne regne ud altså lige med undtagelse af militæret. 

Vi vil også i dagens andet eksempel citere os fra at tidligere emne om “Termisk kompression”. Som bekendt er udnyttelsesgraden i en dynamisk højttalerenhed på højde med effektiviteten i en glødelampe og ligesom vin og spiritus ville man nok næppe i dag finde det lovligt at opfinde noget, som var så usundt eller som med dynamiske højttalere så åbenlyst meget spild af energi. Med en typisk virkningsgrad på omkring 1% er den dynamiske højttalerenhed nærmere optimeret til varmeapparat end til at generere lydbølger. Man kan meget let mindske denne termiske kompression, som også skitseret i omtalte gamle emne, men hidtil tyder absolut ingenting på, at nogen agter at gøre det og heller ikke i de efterhånden helt sindssygt dyre prestigehøjttalere til mange hundrede tusind kroner, som bliver hyppigere og hyppigere. Her er regnestykket med at regne ud, hvor mange producenter, der vil gøre noget ved dette aldeles fundamentale problem jo desværre også ligeså simpelt, som det var at at regne ud, hvor mange Westland-Agustaer, som kan flyve til sommer. Det er der naturligvis ingen der vil eller kan. 

Regnestykket fra producenten er helt simpelt: Man regner simpelthen ikke med, at nogen købere til disse superdyre højttalere spiller andet end kvindelige vokalister (mandlige anslår nemlig typisk uønskede resonanser i højttalerne og så lyder det ikke så imponerende) og det kun i ganske kort tid af gangen. Man skal jo alligevel bruge langt den største del af tiden til at fortælle venner og familie, hvor godt de dyre nyerhvervelser spiller hvis de nu ikke selv skulle kunne høre det (det kan de sjældent og det forstår man godt, når man ser, hvordan højttalerne alt for tit er placeret). Dette urgamle tekniske problem er simpelthen ikke-eksisterende i såkaldt “seriøse” hifi-anlæg, fordi der under disse omstændigheder aldrig nogensinde bliver tale om nogen termiske problemer. Dertil spiller man simpelthen ikke længe nok, selv om ellers der kan opstå en ganske voldsom varmeudvikling efter få minutter. Det er dog allerede meget længere end selv de mest ihærdige såkaldte hifientusiaster kan holde ud at høre på Kari Bremnæs udgivet på “Kirkeligt Kulturværksted”, og det forstår man godt. Hvad man så ikke forstår er, hvorfor man købte det her bras, men det er vist off-topic i dag. Hvem skulle nu have troet, at det var køberne til de nye high-end højttalere, som måske allermest står i vejen for videreudviklingen af den dynamiske højttalerenhed, men det er det altså. Dyre hifianlæg benyttes ganske simpelthen ligeså lidt til at høre rigtig musik på som den pudsige stol designet af Charles Rennie Macintosh med den lange ryg bruges til at sidde i. Den går forresten i smadder hvis man prøver. 

Dagens sidste eksempel foregriber til til gengæld et senere emne, vi kan jo ikke gå i bagkataloget hele tiden. Det er her til gengæld tale om en lidt sørgelig historie om, hvordan det schweiziske firma Studer-Revox blev fanget af tallenes fascination, som man aldrig rigtigt kunne regne sig ud af. Det drejer sig om et af de allermest specialiserede områder indenfor hifibranchen, nemlig FM-tunere. Selv om de allerfleste producenter altid har tilbudt tunere i deres sortiment, er der nu meget få af dem, som har designet disse apparater selv. Langt de fleste har blot indkøbt hele tunerdelen fra ganske få specialister men altså ikke Studer, som selv havde masser af ekspertise til at lave dem selv. Det skulle så paradoksalt nok vise sig at være det egentlige problem. Det skulle vise sig at blive et skræmmende eksempel på, hvordan man med de fornødne ressourcer altid kan videreudvikle et produkt, selv om der er altså ind imellem kan være tale om et færdigudviklet produkt, som man jo principielt ikke rigtigt kan forbedre, og det kunne man naturligvis heller ikke her. Desværre bliver denne udvikling så snarere en afvikling, og det blev det for Studer. 

Problemet var i al sin enkelthed, at Studer i deres A-76 tuner omkring 1970 havde lavet den mest stabile og den bedst lydende tuner, som man kunne. Der var indlysende ingen grund til at arbejde videre, da tuneren var mange gange bedre end kildematerialet og alle radiofonierne købte alle dem, som de skulle bruge nu i næsten i al fremtid, men sådan kunne man naturligvis ikke regne det ud, mente Studer. Udviklerne arbejdede selvfølgelig videre med at indbygge massevis af digital elektronik og flere og flere sofistikerede filtre i deres bestræbelser på at lave tunere, som for hver ny model målte bedre og bedre. Det lykkedes ganske fint, man solgte blot ikke rigtigt nogen af dem, da for eksempel DR hurtigt konstaterede, at de allesammen lød en hel del dårligere end den gamle A-76. Studer fortsatte dog galskaben og det hele kulminerede i et par modeller, hvor det nyeste påfund var, at man kunne tune forbi den korrekte sendefrekvens på den step-delte digitale tuner i spring på 0.25 khz (senere 0.125 khz), hvis nu senderen skulle være drevet. Det var den nu aldrig nogensinde, men det var til gengæld hele logikken bag Studer. Man havde i sin søgen efter bedre og bedre tekniske specifikationer fuldstændigt forregnet sig. Sikkert for at fastholde en gruppe ingeniører havde man simpelthen ikke alene ødelagt den aldeles fremragende lyd fra den oprindelige tuner, man havde simpelthen mistet kontakten med virkeligheden. I den blinde jagt efter bedre tekniske specifikationer havde man mistet alt. Så forkert kunne man altså regne det ud. 

Dagens historier har vist, at selv de bedst lagte planer sommetider viser sig at være dem, der er regnet allerdårligst ud. I den blinde stræben efter en hurtigere helikopter for bedre udnyttelse og en mere og mere kompliceret tuner til løsning af ikke-eksisterende problemer endte man i stedet med noget, som slet ikke kunne flyve eller bruges. Taberne er som i alle sammenhænge dem, som ikke kunne regne. Ligesom med køberne af de latterligt prissatte nye prestigehøjttalere med de helt ligegyldige ikke-udviklede gammeldags termisk umulige højttalerenheder. I det sidste eksempel er der til gengæld nogen, som har kunnet regne den ud og det under vi dem absolut. 

I denne uges emne vil vi behandle blændværk og forblindelse, altså det der sker, når virkelighedens verden kun har ganske lidt at gøre med fantasiens, og så er det forresten ligemeget, hvor meget man powerdrømmer. Der går uvægerligt lidt Walt Disney og “Peter Pan på Ønskeøen” over mange af dagens eksempler, mest fordi der har skullet bruges en del tryllestøv fra feen Klokkeblomst for at mange af dagens projekter ville have haft den chance, som de faktisk fik. Det er til gengæld spændende at forsøge at vurdere, om folkene bag de ideer og maskiner, som omtales i dag, nogensinde selv har troet på det. Nogen har vel nok. Selvhypnose var vel også en mulighed inden Ali Hamann gav professionen et sikkert fortjent dårligt ry. Noget har der ihvertfald skullet til for mange af vores designere i dag. Vældigt meget faktisk. 

Nu er begrebet “Tarnhelm” jo godt nok mest kendt fra Wagners mega-operakompleks “Der Ring des Nibelungen”, hvor den betegnede en hjelm, som kunne gøre sin bærer usynlig (plus et par andre tåbelige wagnerianske anvendelsesmuligheder, som denne skribent havde Wagner jo svært ved at begrænse sig). Lignende beklædninger har eksisteret i vel nok alle andre kulturer og det nok mest fordi, der naturligvis til alle tider ville have været en kolossal og helt reel efterspørgsel efter dette produkt. Spørg blot teenagedrenge i alle aldre, som således ville kunne luske ind i pigernes omklædningsrum! Det er ikke til at vide, om denne magiske hjelm var inspirationen til dagens første eksempel, men det kan den sagtens have været. Det drejer sig nemlig om en tysk genistreg fra 1. verdenskrig, nemlig det usynlige fly og Wagner var jo osse tysker og sikken en! 

Nu var der dengang under 1. verdenskrig end ikke ikke tænkt på stealth-teknologi, så det djævelske ræsonnement fra designeren var simpelthen, at man ville lave et usynligt fly af glas og gennemsigtigt lærred. Den skarpsindige ville måske her indvende, at man kunne flyve om natten, men der kunne man jo ingenting se, og flyenes vigtigste opgave var og blev artilleriobservation. Den djævelske plan med det usynlige fly skulle måske have været stoppet her, men det blev den nu ikke. Alle var åbenbart som omtalte teenagedrenge ganske forblændede af perspektiverne ved dette vidunder. Man fik faktisk efter enorme omkostninger fremstillet en del af disse fly, som i regnfuldt gråvejr på jorden faktisk så lidt gennemsigtigt-grå ud på samme måde som alle andre fly, som rent faktisk var malet grå. Så langt så godt, selv om det altså ikke var særligt usynligt. 

Situationen var desværre en noget anden i luften, og det var vel i hovedsagen der, man skulle anvende vidunderet. Ved blot tilstedeværelsen af den allermindste smule sol reflekterede de enorme plane glasflader i dette fly nemlig sollyset som gigantiske blitzglimt og derudover blev det “gennemsigtige” lakerede lærred på vingerne i tør tilstand til en næsten ligeledes perfekt lys-reflektor. I stedet for det usynlige fly havde man altså i stedet helt uforvarende konstrueret alle tiders mest synlige fly, som distinkt kunne ses mere end 100 km. væk. Alt det her burde enhver tåbe kunne have forudset, da man jo havde anvendt spejle i militær signalering i tusindvis af år, men måske det bare var den amerikanske tegneseriefigur Mandrake the Magician, som havde været på spil. Han kunne som bekendt også med “en magisk bevægelse” lave en losseplads om til en herskabsstue. Ihvertfald var noget gået helt galt om det så var blænd- eller blindværk. Blændet blev man ihvertfald mange kilometer væk af dette “usynlige” fly og så var det jo ligesom ikke rigtigt usynligt længere. 

Dette misfoster af et fly kunne ellers være kommet i kamp med et samtidigt og ikke meget heldigere engelsk fly, i virkeligheden nok noget værre, ihvertfald hvis man var skytte. Det drejede sig om jageren med det ildevarslende navn “Pulpit” (som jo ellers betyder prædikestol, men læg især mærke til forstavelsen pulp-, det er den betydende del) Som bekendt var det jo Fokker, som først fandt ud af at skyde ud gennem propellerne ved at anvende et faktisk ret simpelt afbrydergear, så man ikke skød sin egen propel i smadder. Mens englænderne stadigvæk arbejdede på dette dengang vanskelige problem, bl.a. med pansrede propeller, som naturligvis blot fik projektilerne til at flyve i alle retninger (mest tilbage mod piloten, ikke helt uventet) lancerede man sin egen “stop-gap”-løsning. Man tog nemlig en normal jager og monterede simpelthen noget, som mest lignede en flad lerskål kendt fra mexicansk madlavning foran propellen som en ekstra “snude”. I den placerede man en maskingeværskytte, hvis eneste holdepunkt var selve geværet, da man ikke havde monteret nogen sele. Det var nok farligt, men langtfra det farligste, vel i sammenligning med de virkelige farer en slags barneleg. 

Nu må man så forestille sig denne ulykkelige mand sidde der i sin lillebitte skål, mens han så skulle forsøge at dreje sit gevær med meget begrænset bevægelighed mod en særdeles bevægelig fjende, men det var ikke det største problem i luften. Det var det derimod for ham at undgå at blive halshugget af propellen, som roterede 10 cm. bag ham under pilotens voldsomme manøvrer under luftkampen. Hvis han så havde undgået det, blev det til gengæld for alvor farligt, for desværre var den ubehagelige statistik, at omkring 50% af alle fly gik på næsen under landingen. Det skete der normalt ikke meget ved, da piloten var fastspændt. Det var den ulykkelige skytte bare ikke i “Pulpit”-jageren derude foran propellen og dødeligheden under denne ganske normale hændelse var helt præcist 100%, idet han enten blev hakket i skiver af den roterende propel eller i de heldige tilfælde, hvor propellen var blevet knust (den var nemlig af træ) blot blev knust mellem motoren og jorden. At dette fantastiske fly nogensinde kom i rigtig luftkamp (for det gjorde det) var vist endnu et eksempel på, hvor blinde designere kan være og selv ikke nogen magi fra magikeren Mandrake kunne hjælpe her. Vi må håbe at designeren af dette fly har haft sin egen Tarnhelm til at gemme sig med for alle de efterladte efter alle ofrene for dette fly. Se det vistnok eneste overlevende eksemplar på RAF-museet i nord-London, det er vildt!. 

De øvrige eksempler i dag stammer fra vores egen elektroniske verden og er ikke meget dummere end den djævelske, usynlige flyvemaskine og selvmorder-jageren. Det første drejer sig om en de de 2 første engelske producenter af båndoptagere (den anden var EMI), nemlig forlængst hedengangne Ferrograph. Baseret i det gamle industriområde South Shields øverst oppe i nordøst-England havde man baseret på rapsede tegninger fra Nazi-Tyskland gennem firmaet Wearite i adskillige årtier lavet spolebåndoptagere. Disse var ikke teknisk særligt sofistikerede for at sige det temmeligt mildt, men de var ganske vellydende og ganske pålidelige. Man ser forresten i alle engelske politiserier som Barnaby, Morse m.m. de allersidste rester af dette imperium, nemlig NEAL-kassettebåndoptagerne, som endnu bruges overalt. 

Efterhånden var man dog ved at blive teknologisk håbløst overhalet af Studer-Revox, 3M, Ampex, Mitsubishi, Otari og mange andre, som tillige tilbød multispors digitale båndoptagere baseret på brede magnetbånd. Ferrograph var mere og mere begyndt at ligne et teknologisk Frilandsmueum. Investeringer i den målestok, som det ville kræve at komme på omgangshøjde med den teknologiske udvikling, var langt udenfor Ferrographs rækkevidde, så derfor besluttede man sig med den overbevisning, som kun total blindhed og selvforblændelse giver: Man besluttede sig simpelthen til at udvikle og lancere sit eget format, nemlig den optiske disc. I dette digitale system, som blev lanceret i starten af 1980-erne, har man nok været noget forblændet af det perspektiv, at disse nye digitale maskiner faktisk ikke behøvede nogen særligt præcis mekanisk fremføring for at virke, og lige med hensyn til mekanisk upålidelighed var man efterhånden blevet markedsledere. 

Det nye optiske system virkede faktisk ganske fint (i modsætning til blitz-flyveren, som endda ikke fløj ret godt og derudover tiltrak millioner af parringsivrige insekter), men der var alligevel tale om omtanke på nogenlunde samme niveau. Man havde nemlig fuldstændigt udtømt sine finansielle reserver for at udvikle systemet (og havde endda indhyret virkeligt brilliante teknikere), men man havde blot glemt, at man skulle sælge varen. Det koster som bekendt altid mange penge at sælge et produkt og langt flere at sælge et nyt. Ikke overraskende var der derfor ikke nogen kunder til formatet, som dræbte gamle Ferrograph. At der ikke var noget galt med konceptet bevises jo af, at et ganske tilsvarende produkt med en optisk disc stadigvæk produceres i den tunge broadcast-afdeling af Sony. Blind udvikling var dræbende for gamle hæderkronede Ferrograph og så døde de bare efter 50 år. 

Helt så galt gik det ikke for engelske Focusrite, som tidligere har været omtalt i disse spalter. Helt fra grundlæggelsen på basis af ét eneste produkt, nemlig en mixer i 1970-erne designet af multi-geniet Rupert Neve, var “alle” produkterne fra Focusrite (der var nemlig ikke meget mere end en god håndfuld), allesammen variationer over den oprindelige mixer. Man kunne således købe en fin rød-metallic Focusrite, som indeholdt en mikrofonindgang fra denne mixer, en anden, som indeholdt en kompressor fra samme og sågar en tredie, som kombinerede de 2 (!) , helt vildt. Da så den digitale bølge i 1990-erne rullede ind over verden, besluttede Focusrite sig til at foretage et kvantespring. Man ville simpelthen tilbyde det bedste af begge verdener, den analoge og den digitale. Det var et spændende koncept eller måske snarere en smule vovemodigt, fordi man kun havde begrænset ekspertise på den ene og ingen på anden. 

Måden, det skulle foregå på, kræver lidt beskrivelse, og hvis det lyder helt debilt, er det såmænd nok, fordi det er det. Hele ideen var at lave et analogt kontrolcenter, hvor man kunne konvertere et digitalt signal til det analoge domæne, hvor Focusrite havde sin (eneste og dermed spids-) kompetence. Når man så i dette mekanisk imponerende center til over en kvart million så havde manipuleret lyden, kunne man så konvertere signalet tilbage til digitalt domæne gennem egen AD-konverter. Alt dette indbefattede ialt 2 kanaler. Da det var langt oppe i surround-tiden med det stigende behov for mange kanaler, burde det nok fra starten have dræbt udviklingen, men det gjorde det nu ikke. Man lancerede det altså alligevel, og verden fik et billigt grin. Det var mest billigt, fordi ingen købte det, ellers ville det unægteligt have været dyrt. Dyrt og meget dumt, som vi skal se. 

Det første problem, som man som mulig køber bemærkede var, at der jo var en modstrid i først at indspille signalet fra en mikrofon gennem en almindelig forstærker og så sende det fremkomne liniesignal ind i dette system for at udnytte den faktisk fine analoge Focusrite-mikrofonforstærker, som jo derved blev helt overflødig. Denne mikrofonforstærker skulle man nok bare have brugt fra starten, nu fik man ikke gavn af den. Et langt større problem var det, at man havde insisteret på at lave sine egne DA/AD-konvertere. Da man ikke lavede digital elektronik overhovedet, endte det hele med at blive en total vits. For at dette fine system skulle have nogensomhelst (ganske vist noget søgt, men alligevel) anvendelse, skulle konverteringen fra digital til analog og tilbage igen jo være uhørlig. Ellers ville dette kunstigt indføjede analoge led jo være ikke blot overflødigt, men totalt ødelæggende. 

Det var den bare ikke, uhørligt altså og næsten så langt fra, som noget nogensinde har været. En AD/DA-test i et tidligere job gav næsten et teenagepige-grineflip hos alle medarbejderne, så ringe var det. At købe det her prestige-produkt ville simpelthen blot ved at komme ind i indspilningskæden helt uden brug af nogen andre funktioner ødelægge al kvalitet. Det er således også udover at være et af verdens overflødigste også et de ringest designede produkter. Det var vist mest selv-forblændelse. Det var dog ganske flot og man skal altid huske at rose, har jeg fået at vide. 

Sommetider opnår produkter en succes, som er noget uforklarlig, sommetider er der en slags forklaring. Det sidste er der for eksempel i tilfældet Chord Electronics, som fremstiller nogle af verdens skulpturelt flotteste forstærkere og flotte, det er de virkeligt. Der er simpelthen tale om vores branches måske mest fremragende kunsthåndværk. Elektrisk er de allesammen baseret på en efterhånden noget gammeldags switch-mode strømforsyning, som grundlæggeren John Franks oprindeligt udviklede i sin tid som radartekniker. I lighed med andre switch-modes er der visse fordele og samtidigt desværre også sikkerhed for, at peakeffekt og vedvarende effekt er temmeligt ens, men det nævnes pudsigt nok aldrig. Det er underligt, for den ene må jo naturligvis være lav og den anden høj, underligt. 

Selve forstærkerkredsløbene er ganske konventionelle men med et lille “twist” I lighed med f. eks. ATC kræver Chords udgave nemlig termisk stabilitet for at lyde optimalt, det vil sige det skal være tændt mindst en time. Det kan man så bare gøre og man vil aldrig nogensinde være i tvivl om den er varm nok, så grimt lyder den. GRIMT! Ellers er den helt fin.Det vil sige, det er den kun, til et eller andet fjols giver sig til at blæserkøle den. Der skal nu også temmeligt meget af en syg kyllingehjerne til at gøre det, da forstærkeren faktisk er både stor, åben og rigeligt forsynet med køleribber udover den simple kendsgerning, at den uhyre kun langsomt bliver bare det mindste lunken. Det er jo også derfor, det tager så lang tid for den at stabilisere sin arbejdstemperatur. Ikke desto mindre besluttede Dynaudio sig til at anvende disse fine forstærkere som OEM fra Chord under eget navn til salg sammen med studiomonitorerne fra Dynaudio Acoustics. Til det monterede man et par ikke-termisk regulerede højhastigheds-blæsere og sikke det lød! 

Blæserne forhindrede simpelthen forstærkerne i nogensinde at blive varme nok til nogensinde at hæve sig over transistorradio-niveauet i kvalitet. Hvis man nogensinde har kunnet bilde sig ind, at det lød godt, må man simpelthen have været stokdøv. Det værste i denne sag var så, at man aktivt i sin blindhed forhindrede forstærkeren i nogensinde at lyde bare lidt godt Som en lille krølle skal det da med, at faktisk også Focusrite lancerede den samme forstærker fra Chord Electronics som sin egen med fin rød skulpturel forplade, men der havde man dog åndsnærværelse nok til at udelade blæseren. At så professionelle brugere ikke rigtigt gad vente flere timer for at den grimme lyd skulle gå væk antydes af, at Focusriten forsvandt hurtigt. At samme brugere så alligevel med den rette historie er ligeså døve som hifientusiaster bevises så af, at Chord stadigvæk er vidt udbredt i professionelle kredse. 

Man kunne med god ret have fundet massevis af lignende eksempler i dag, men vi gemmer noget til en anden gang. Som for eksempel det fantastiske eksperimental-fly i USA i 1920, som var konstrueret af en falleret læge og hvis vinger var lavet at et så blødt og eftergiveligt materiale, at det som vingeløs fugl styrtede ned aldeles øjeblikkeligt. Det lykkedes dog i lighed med de senere leverancer af ubrugelige Westland-helikoptere til det danske forsvar lige for konstruktøren at sikre sig pengene fra Forsvaret inden den styrtede ned. 

En anden, som vi tager op ved en anden lejlighed, er udviklingen indenfor radiotunere. Her har der helt sikkert også skullet en god del blindhed til eller måske blot en magisk bevægelse a la Mandrake fra gamle Willi Studer til overfor Studers konstruktører for at overbevise dem om, at man rent faktisk var i færd med at lave tunere med bedre lyd. Det var man nemlig ikke og det var man forresten heller ikke med hverken båndoptagere, forstærkere, højttalere eller noget som helst andet, men som sagt det er en helt anden historie, måske i virkeligheden den ultimative historie om grænseløst hovmod og selvforblændelse, men altså først en anden gang. 

I dag vil vi forsøge at være lidt filosofiske, men bare rolig, det drejer sig om såre menneskelige ting, nemlig det at forestille sig det værste, som kan ske. For mange mennesker er dette nemlig så slemt, at vi mener, at det afgørende påvirker hele deres sociale virksomhed, ja faktisk lammer det måske endda naturnødvendigt hele organisationer i det danske samfund, som er dømt til at dø, hvis de ikke indser disse faktisk ret enkle sammenhænge. Angsten for, hvor galt det kan gå, virker simpelthen lammende på menneskelig virksomhed, ikke mindst i de større fagforeninger, men det kommer vi til. Der kan der også være ganske meget at miste, sommetider helt sindssygt meget. 

I den anledning bliver det nødvendigt at introducere en af de allerstørste helte for denne skribent. Det drejer sig om formanden for det amerikanske senat, ham, som hedder Mr. Speaker. Nærmere betegnet taler vi om den berømte Thomas Reed med øgennavnet “czar” Reed, som virkede fra omkring 1890 og et årti frem.Nu var Reed ikke en konventionel helt. Intet tyder nemlig på, at han var særskilt fysisk modig. Det behøvede han nu heller ikke at være, han var nemlig efter datidens målestok helt kolossalt kæmpestor med sine godt 2 meter og 150 kg og enormt stærk. Dog var han alligevel en helt afgørende forudsætning for, at det amerikanske folkestyre overlevede en af sine allerstørste kriser. Det drejede sig simpelthen om, at selve samarbejdet mellem Senatet og præsidenten lå totalt i ruiner og al lovgivningsarbejde faktisk var lammet på ubestemt (og dermed bestemt længe, antageligt evig) tid. 

Reeds recept var simpel, men tog flere år at implementere. Han fik simpelthen gradvist ændret forretningsordenen, således at et mindretal ikke som hidtil kunne vælge at blokere alt arbejde og alle afstemninger. Denne enormt trælsomme proces gjorde ham hadet overalt i Kongressen og kun respekteret hos uhyre få. Til gengæld anså han det som sin pligt, og uden ham havde Unionen næppe kunnet bestå. Hele hans hemmelighed, (som denne skribent altid har anvendt som morgenmantra) var simpelthen, at han helt tydeligt og klart havde forestillet sig et “worst case”-scenario. Det var simpelthen det, som han konstant holdt sig for øje i alle de tilsyneladende endeløse (næsten!) og menneskeligt ødelæggende og opslidende debatter, som han skulle forsøge at civilisere. 

Han holdt sig nemlig konstant for øje, at han jo ikke behøvede gøre det, han kunne jo blot lave noget andet og det kunne han forresten begynde på øjeblikkeligt, i hans eksempel altid samme eftermiddag. Nu var Reed advokat, og man må forestille sig denne slagkrydser af en mand sidde og kikke ud i luften og måske forestille sig det kendte billede, kendt fra Brugsen-plakaterne, af en glad vagabond, som i modsætning til den grå hob på vej til fabrikken i billedets sort/hvid side glad, naturligvis vælger den farverige lund på den anden farvelagte side af billedet. Hemmeligheden var simpelthen, at når han sagtens kunne gøre det, altså blot tage sit gode tøj og gå ud af døren, behøvede han jo netop ikke at gøre det. Han kunne jo simpelthen gøre det til enhver tid, så derfor gjorde han det først mange år senere, da demokratiet atter var sikret. Derefter blev han den succesfulde advokat, som han så sikkert vidste, at han til enhver tid kunne være blevet. Reed var en usandsynlig helt ganske uden konventionel heltemod, men sikke en. 

Nu var Reed i den heldige og for mange ganske misundelsesværdige situation, at han også ganske realistisk havde et alternativ. Hans “worst case” var således ikke set udefra så slemt endda, da han jo til enhver tid kunne genoptage sin advokatgerning. Det er naturligvis ikke hele sandheden, da Reed faktisk allerhelst ville have været præsident, men det blev han nu ikke. Dertil var han hadet af for mange for sin ensomme og uglamorøse kamp for demokratiet, naturligvis ikke mindst af dem, som han havde banket på plads og banket, det havde han. Han var en af amerikansk politiks mest frygtede og skarpeste modstandere i enhver debat, om mængden af aforismer fra hans mund er talløse og i dag klassiske. 

Ikke desto mindre leder det til et par andre historier om “worst case”-scenarier og her vil vi introducere dagens tese, nemlig at et scenarie kan være så forfærdeligt, at man umuligt kan overskue det. Sommetider er vejen tilbage simpelthen ikke farbar. Vi taler her om bestyrelsesmedlemmer og formænd i de fleste fagforeninger. Her er “worst case” nemlig så grusomt, at det ikke engang kan overvejes. Det ville jo nemlig indebære, at man skulle dele arbejdsvilkår med sine medlemmer. Derfor er det primært noget, som er et problem i de store ufaglærte eller lavtkvalificeredes fagforeninger naturligvis. Det er lidt anderledes for højere uddannede og det er meget anderledes på arbejdsgiversiden. Lad os tage et par eksempler. 

Når man ser folketingsmedlemmet for SF, min gamle sommerferiekammerat Ole Sohn ligner han jo næsten præstedatteren Margrethe Vestager, men han er noget helt andet. Han tilhører nemlig ikke polit/oecon/jur/-mafiaen, endda slet ikke. Sohns uddannelse består af en HF og derefter var han det, der dengang hed “specialarbejder”, indtil denne overbeviste kommunist blev formand for SID i min hjemby Horsens, ja endda min egen formand i mit feriejob dengang. Allerede dengang blev det helt tydeligt, at han havde haft sit sidste manuelle arbejde i sit liv og det lokale SID var som alle andre ufaglærte eller lavtkvalificerede fagforeninger blevet velsignet med en formand, som for alt i verden ville undgå at vende tilbage til rødderne. Det skulle lykkes ganske fint for Ole. 

I dagens tema er vi kommet til en mand, hvor “worst case” er helt ubærligt. Han var selv ikke efter den mest elastiske fortolkning af begrebet “arbejder” arbejder længere, selv om han stod i spidsen for en lokal fagforening. Netop springet fra et lavtlønnet job som ens medlemmer til den i forhold til den ganske astronomiske hyre som fagforeningsboss vaccinerer jo de allerfleste mod tilbagefald. Undtagelsen var den simple mand Anker Jørgensen, men vi kender ikke andre. Han er osse lidt mærkelig og godt for det og vel egentligt også for ham. 

Nu er Ole Sohn er nydelig mand (det var han også dengang, det kan være derfor, jeg ikke synes alt for godt om ham, lidt misundelig er man vel altid) og kan som en selvfølge afvæbne megen kritik. Det er ikke folk som ham, som for mange andre end undertegnede har givet fagforeningspampere og selve fagforeningsideen store problemer. Det er personer, som ikke kan skjule, hvor vidunderligt det er ikke at skulle dele sine medlemmers trælsomme hverdag. Vi kunne vælge Tine Aurvig-Huggenberger, den tidligere næstformand i LO. Denne tidligere pædagogmedhjælper er et vældigt godt eksempel på, hvor galt det kan gå for et stort fagforbund, når der kommer en helt idiotisk stor afstand mellem formand/kvinde og medlemmer. Samtidigt viser Aurvig-Huggenberger også i al sin ynkelighed hvad der kan ske, når man som i filmen “Bossen og Bumsen” med Dan Aykroyd og Eddie Murphy gør skidt til kanel og omvendt. 

Aurvig-Huggenbergen hævede naturligvis i årevis en millionhyre som formand for sin fagforening, men da hun så ikke blev valgt til LO-formand krakelerede det hele. Med det mest lamme argument i nyere dansk historie hævdede hun nemlig, at hun burde have krav på en livsvarig pension i den helt tunge prisklasse, fordi hun havde viet sit liv til bevægelsen. Det faldt hende tydeligvis ikke lige ind, at det er ganske let at få et job som pædagogmedhjælper, det oprindelige fag, og at det jo til alt held er en af de uddannelser, som kun i ganske ringe grad kræver videreuddannelse om overhovedet nogen. Derudover er dette ynkelige og åbenbart udslidte menneske såmænd hele 44 år og får antagelig en årlig millionpension. Worst case var bare for slem, og det kunne alle de andre fremmedgjorte fagforeningspampere sagtens se. Heldigt for Aurvig-Huggenberger og katastrofalt for fagforeningernes gennemslagskraft. 

Nu er springet fra ufaglærte skodjobs til bonede gulve og millionlønninger en svær hurdle (især hvis den skal forceres baglæns, så bliver det endda rigtigt svært), og det bliver ikke meget bedre for pædagogen Bente Sorgenfrey eller sygeplejersken Connie Kruchow hos sygeplejerskerne. Vi taler naturligvis om en karriere som pamper, hvor magt og personlig økonomisk vinding går uløseligt hånd i hånd. Det ser noget anderledes ud i mange andre foreninger, hvor det faktisk er et skridt tilbage karrieremæssigt at være formand. Endelig kommer vi tilbage til vores eksempel med “czar” Thomas Reed. Det ser nemlig helt anderledes ud andre steder. Vi skal dog lige forbi formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen. Han har helt givet også undervist sin sidste skoleklasse, hvis det står til ham. 

Vi skal nok i virkeligheden over til jurister som Reed, læger, dyrlæger og andre akademiske småfagforeninger, for at kan sikre sig imod foreningsarbejde kun for desperat bjergsomheds skyld. Her betyder det jo på ingen måde noget særskilte fremskridt økonomisk at involvere sig i organisationsarbejde. Der er heller ingenting som tyder på, at disse foreninger og sammenslutninger ikke fungerer fantastisk meget bedre end de store fagforeninger og ubegribeligt meget bedre end de lavtlønnede og mere eller mindre ukvalificerede som SOSU m. v. Der gælder det for fagforeningsmedarbejderne mest om at komme væk fra et lortejob (for Sosu-er jo ret bogstaveligt) og blive væk og det gør de så efter bedste evne, og det er oftest godt nok. 

I dag har vi undersøgt “worst case” for forskellige grupperinger i samfundet og ikke uventet set store forskelle. Når man som Reed helt positivt kunne gå op i løn ved at ophøre som Mr. Speaker var det jo ikke økonomisk (men nok personligt) noget tilbageslag og det samme gælder mange andre, hvor man kan tale om et reelt og rimeligt valg. Det gælder såmænd også og nok endda ikke mindst for formanden for Dansk Arbejdsgiverforening. Det gælder altså bare overhovedet ikke for de allerfleste ledere i de større LO-fagforbund. Det skyldes jo langt hen af vejen de vanvittigt eskalerende lønninger, at “worst case” er det værste, som kan ske for formanden/kvinden selv ikke fagforeningen. 

Man betaler simpelthen professionelle toplønninger (og krydrer med talrige bestyrelsesposter) til fuldstændigt ufaglærte og helt tilfældige mennesker, der har det til fælles med vindere i Lotto, at de var heldige. Deres vigtigste kvalifikation for at forblive er så deres stålsatte vilje til for enhver pris ikke igen at komme til at dele vilkår med deres medlemmer. Er det underligt, at de danske fagforeninger er under stadig, måske endda terminal erosion? Det kommer altsammen tilbage til det, at når “worst case” bliver ubærligt for disse mennesker er de uegnede til jobbet. 

Til allersidst i dag skal vi lige tage et kvantespring til den elektroniske verden. Her ville et “worst case” jo være, at sagesløse lyttere ved simpel manipulation af en demonstration ville kunne komme til at tro, at de var blevet klogere på lyd og produkter. Det er nu sket og det allerførste eksempel lanceres af firmaet Focusrite og det tyder på, at der faktisk allerede er nogen, som tror på det. Lad os se nærmere på sagerne. 

Focusrite fremstiller effekt-processorer og den store nyskabelse er, at man mener at have lavet en digital effektenhed, som helt aldeles uden at nogen kan høre forskel kan eftergøre en mængde, ja vistnok endda alle modeller af klassiske (og sindssygt eftertragtede) equalisere, kompressorer, mikrofon-forforstærkere. m.v. Nu er dette jo allerede som udgangspunkt for alle hifientusiaster noget idiotisk, da blot det at lave et perfekt (dermed lydende af ingenting) linie-trin med et gain på 0 dB jo ikke rigtigt er realiseret endnu, knapt nok af vores venner fra ATC. 

Anderledes altså med Focusrite, og her har man endda lavet en test, som “beviser” det og nu skal man altså spidse ørerne. Man kan nemlig i hjemmets fred og ro downloade det håndgribelige bevis for dette suveræne produkts storhed. Først downloader man den originale lyd fra den klassiske effektenhed og derefter downloader man så den udgave, som Focusrite tilbyder. Hele ideen i dette fantastiske stunt er så, at man naturligvis skal forsøge at høre, om der er forskel. Ifølge Focusrite er det jo klart, at hvis man ikke kan høre nogen forskel på eksemplerne, ja så er der naturligvis ikke nogen forskel (!!!!!!!!) Nu har undertegnede gennemført denne test og der er ganske rigtigt ikke nogen forskel, men hvad mon det så lige præcist det er man høre, ja det er ikke til at vide. 

Det vil sige, det er det selvfølgelig. Man hører simpelthen det groveste markedsføringsovergreb mod al sund fornuft. I dagens teme om “worst case” bliver det simpelthen umuligt teoretisk at gøre det værre. Man tager simpelthen i al sin enkelthed et manipuleret lydeksempel og sammenligner med at andet manipuleret lydeksempel. Der er naturligvis ikke nogen forskel på ens sample af en bestemt lyd og ja, ens egen sample af en bestemt lyd, mest fordi det er det samme. Hvor så lyden af originalen er blevet af i denne fiktive demo er et helt åbent men tydeligvis ligegyldigt spørgsmål. Vi har da ikke fået noget svar endnu, selv om vi har spurgt. Sikkert samme sted som Tine Aurvig-Huggenbergers oprigtige bekymring for sine tidligere medlemmer. Det er nok derfor, at hun kræver sin pension af de samme medlemmer på mange millioner kroner. 
Det kunne altså gå rigtigt galt, men trøsten er så, at det nok ikke bliver værre.

I denne uge vil vi behandle en del uforklarlige og en del mere forklarlige fænomener. Det ligger jo ligesom i sagens natur, at når noget blot forsvinder uden spor er det altid spændende at gætte hvorfor og hvordan det skete, men som vi skal se, kan den samtidige virkelighed byde på helt tilsvarende uløselige og ganske tilsvarende mysterier. 

Traditionelt er havet jo garant for de allermest uløselige mysterier. Der er vel stadigvæk ikke rigtigt nogen der ved, hvad der skete med det danske skoleskib “København”, som forsvandt sporløst i starten af sidste århundrede i subantarktiske farvande. Det er især uforklarligt derved, at der ikke var vind i området og at det som sejl-skoleskib derfor ikke rigtigt kunne sejle hurtigt nok til at forlise mod et isbjerg uden vind. Vi kan her tale om et absolut uløst mysterium med en overlevende redningskrans som eneste stumme vidne. Ikke engang inspektor Morse kan være med her, men han er vist forresten også død for ret nyligt. Måske inspektor Barnaby kan? 

Præcist samme antal vidner, nemlig nærmere betegnet en redningskrans, her dog med navnet “M/S Hans Hedtoft” i stedet for “København”, var der til et forlis i 1959 ud for Grønlands sydkyst. Meget betegnende for disse havdybder på over 5 kilometer er vraget aldrig fundet, heller ikke af den seneste Galathea-ekspedition, som ellers aktivt søgte. Denne episode har til gengæld hele drejebogen fra en bedre suspense-film, for her ved man nemlig godt, hvorfor det gik galt. Den skyldige var socialdemokratisk minister og hed Johs. Kjærbøl. Det var nok ikke noget tilfælde, at der var tale om en socialdemokrat. Det var selvfølgelig også derfor, han slap fra det. Er der nogen derude, som husker Otto Gredal? Det var ham med den kæntrede redningsbåd “RF-2” Det var noget af den samme historie. Hans kone var også socialdemokratisk minister og hed Eva.Det har nok bare været et tilfælde, selv om nu ikke meget tyder på det desværre. Faktisk overhovedet ingenting. 

1950-erne og forresten al fortid helt fra den tidlige middelalder havde ellers understreget med talløse forlis omkring Grønland, at vintersejlads i orkan med en sigtbarhed på nul i disse isfyldte farvande ikke var nogen særligt oplagt ide. Det mente hverken de erfarne søfolk eller grønlænderne selv, men det mente minister Kjærbøl altså og det var nok. Denne kriminelt stupide og selvhævdende tidligere fagforeningspamper (hvorfor kommer man straks til at tænke på Tine Aurvig-Huggenberger her?) trumfede nemlig helt egenhændigt igennem, at det nybyggede polarskib “M/S Hans Hedtoft” skulle foretage sin jomfrusejlads på det tidspunkt på året, hvor de erkendte farer var maksimale. Det grønlandske medlem af det danske folketing Augo Lynge havde ellers advaret mod denne galskab, men var af Kjærbøl blot blevet kaldt “den rædde grønlænder”. Det ville Lynge naturligvis ikke have hængende på sig i denne macho-tid og tog med på turen og druknede med alle de andre ombordværende. Desværre for ham selv var han ikke ræd nok. Alle vidste det var galskab, måske endda også Kjærbøl selv inderst inde. Dette vanvittige magtmenneske havde blot besluttet sig til at vise, hvem der bestemte på en helt stalinistisk facon og med nogenlunde samme resultat. 

Der var således ingen mysterier forbundet med, hvorfor “M/S Hans Hedtoft” sank, men til gengæld er det noget sværere at forstå, hvorfor Kjærbøl ikke osse forsvandt øjeblikkeligt. En forkølet undersøgelseskommission formåede i denne sag i en tid, hvor Socialdemokratiet havde næsten dobbelt så mange mandater som i dag, ikke overraskende ikke at placere noget ansvar. Kjærbøl fik en ærefuld afsked med Folketinget selv om han ret beset fortjente at blive efterladt i en synkefærdig kajak i en orkan som den, der sænkede “M/S Hans Hedtoft” Denne anekdote var både om hvorfor og hvorfor ikke. Det er også historien om det tætteste, en minister nogensinde er kommet på at myrde et andet medlem af Folketinget. Tættere på kommer man vist ikke uden at gøre det og en del mindre plejer allerede at give fængselsstraf. Senere røg A.C. Normann jo ud af Folketinget for ganske vist grove trafikforseelser, men han var altså heller ikke socialdemokrat, blot radikal. Derfor kunne han godt forsvinde.og det gjorde han så. 

Et andet eksempel på, hvordan folk pludselig forsvinder er kornetisten Bix Beiderbecke. Denne feterede stjerne i 1920-erne i Paul Whitemans orkester (ham med Gershwins “Rhapsody in Blue”) døde nemlig af alkoholisme. Nu er der jo ikke noget nyt i et vist overforbrug af stimulanser hos udøvende kunstnere, som heroinmisbrugeren over 5 årtier, Keith Richards fra “Rolling Stones” viser. Sidstnævnte er bare i live endnu, det er Bix Beiderbecke så altså ikke. Nu kan folk jo være mere eller mindre disponerede for alkoholskader, men det er alligevel vistnok aldrig tidligere set, at en mand allerede som 26-årig går i terminalt alkoholchok, selv om han godt nok først døde 2 år senere. Der var ellers tale om verdens måske allerstørste på sit instrument, som satte denne triste rekord at dø så ung. Nu skete det i forbudstidens USA, så vi kan altid mistænke tvivlsom alkohol, men alligevel er det et uløst mysterium, hvordan det kunne gå så galt så hurtigt. Som med Jimi Hendrix og Janis Joplin blev det noget nemmere at forklare senere hen, men ingen ved altså helt hvad der skete, da Beiderbecke kuldsejlede, men han sank alligevel. 

Indenfor vores egen branche sker der sommetider store omvæltninger, uden at nogen tilsyneladende gør sig nogen særlige overvejelser over, hvorfor det sker. Det vil sige, det er der selvfølgelig nogen, som gør, de fortæller det blot ikke til nogen, fordi det er for politisk sprængfarligt eller ditto ukorrekt. Flere af de nyere eksempler på, at hele varegrupper forsvinder fra markedet, kan vist henregnes til denne konto. Et godt eksempel er markedet for autostereo i Danmark, som er styrtdykket så meget, at det i virkeligheden er forsvundet helt. Man kan jo i virkeligheden ikke hos den gamle såkaldte radiofaghandel overhovedet længere købe bilstereo, selv om det for blot godt et årti siden var varegruppen med det allerstørste vækstpotentiele, ja hifiklubben arrangerede sågar Danmarks-mesterskaber i bilstereo. Det var altså dengang, i Danmark ihvertfald. I resten af verden er væksten fortsat for bilstereo i en sådan grad, at JBL næppe i dag ville eksistere uden sin autostereo-division og også Dynaudio og B&O byder heftigt ind på dette stejlt voksende marked. I resten af verden altså, men også kun der og hvordan kan det nu være? 

I Danmark gik det som bekendt anderledes og i dag skifter bilkøberne næsten aldrig den fabriksmonterede radio. Den er der nemlig ikke nogen, som gider stjæle, og her har vi den egentlige grund til, hvorfor autostereo forsvandt i Danmark nogenlunde samtidigt med, at de ellers fra urtiden kendte lokale flødeboller “Sambo” helt uforståeligt for undertegnede skiftede navn til “Samba”.Der er ikke meget ekstatisk dans over en flødebolle, helt ærligt. Nu har etniske danskere tidligere været helt gode til at fjerne et produkt fra markedet, helt og aldeles endda. I min egen egen ungdom blev der således stjålet så mange knallerter, at forsikringspræmien for en Kreidler Florett var højere end præmien for en ny bil, en kasko dengang altså op imod 3000,- årligt, langt over halvdelen af købsprisen faktisk. Det betød simpelthen, at de allerfleste knallerter forsvandt og de få tilbageværende blev kørt af ældre mænd med en plasticmælkekasse bagpå. For mange tyverier havde fjernet knallerterne fra vejene og da de kom tilbage, blev man nødt til at kalde dem scootere, så meget var de forsvundet. De er jo iøvrigt aldrig rigtigt kommet tilbage alligevel. 

Det samme skete med bilstereo i Danmark. Det blev simpelthen højeste mode i visse kredse at stjæle bilstereo. Der var tydeligvis ikke tale om nogen særligt sofistikerede gentlemantyve, for man klippede blot alle kabler med påstøbte plastic-connectorer af og gik så ind i den lokale radioforretning for at købe denne vitale reservedel, som oftest bare angiveligt var “faldet af”(!). Ikke engang en anvendelse af denne connector i det dengang ganske populære folkelige (læs:landlige) disciplin traktortræk ville ellers kunne give denne fejl. Der var altså tale om ganske holdbare sager. Det var således helt tydeligt for enhver, hvem der var tyvene, for de gav sig helt åbenlyst til kende uden blusel i selv den mindste kombinerede cykel/radioforretning og der var mange, sindssygt mange af disse mennesker. Ja, der var faktisk så mange, at butikkerne for blot at undgå at have disse mennesker stående og råbe “Kalder du mig tyv?” og andre lignende skarpsindigheder (for det var de jo naturligvis, anderledes kunne det jo ikke være) simpelthen alle som en droppede hele sortimentet. 

Det paradoksale var så, at man med en manual i hånden som selv simpel radioamatør sagtens ville kunne anvende de stjålne apparater alligevel med blot et par kabelmuffer, men så kloge var de her tyve altså ikke. Som vi ældre radioforhandlere husker dem så de nu heller ikke sådan ud od de lød heller ikke lige præcist sådan. Det er vist anderledes på det nutidige blomstrende marked for varme B&O-produkter, men der er den etniske sammensætning af tyvene sikkert anderledes. Man sælger da stadigvæk B&O.. Der findes naturligvis stadigvæk bilstereo på de danske veje, som den kommende sommer vil afsløre. Der er blot ikke ret meget, og selektionen af musikalske genrer er endnu mindre, således er engelsksprogede numre i afgjort mindretal, ja de findes nærmest ikke længere. Det er således ikke noget mystisk i, hvorfor det danske marked for bilstereo forsvandt, men det er til gengæld ganske mærkeligt, at det ikke er sket andre steder, men måske det kommer. Vi danskere vil jo gerne rose os af at være foregangsmænd, og måske vi er det. 

Sommetider er det temmeligt indlysende, at et produkt forsvinder, noget mere indlysende end at det kom frem faktisk. Som enkelte halvgamle mennesker vil kunne huske fra vores fysiktimer i skolen, anvendte man sommetider flydende kviksølv i undervisningen. Dette ekstremt langtidsgiftige tungmetal har den kedelige egenskab, at det kan fordampe direkte fra metallisk form, hvorved der dannes organiske kviksølvsforbindelser, såkaldte ætyl-forbindelser, som er endnu giftigere (ja, vi gamle hørte efter i fysiktimerne!). Ikke desto mindre lancerede det engelske firma Keith Monks engang i 1970-erne en pickuparm, hvor der blev etableret elektriske forbindelse igennem et kar fyldt med kviksølv. Denne dårskab med at placere flydende kviksølv midt i hjemmet blev til fulde matchet af, at kviksølv er en meget dårlig elektrisk leder (på niveau med konduktiv plastic). En anvendelse i signalvejen fra en pickup var næsten ligeså tåbelig som det var at importere eller købe denne pickuparm, som da også forsvandt efter ret få år. Det burde måske nok have været et bedre spørgsmål at stille, hvorfor nogen syg hjerne dog nogensinde havde designet den? Hvorfor den ikke blot forblev et tankespind er stadigvæk et mysterium og så blev den endda testet i dansk High Fidelity og endda anbefalet (!) Måske den nuværende redaktør, som også var med dengang, tog varig skade? Noget kunne tyde på det, en hel del faktisk. 

Sommetider oplever man danske erhvervseventyr, som er så snoede og uigennemskuelige, at man kan stille begge dagens spørgsmål om forsvindingens kunst. Et af de mere spegede i nyere tid er sagaen om SLT, der gennem flere stationer blev til Gamut. Oprindeligt var SLT et firma ejet af Ole Lund Christensen, som i mange år havde stor succes i den professionelle branche. I den forbindelse begyndte han at producere den ganske konventionelle SLT-250 professionelle effektforstærker, som var en konventionel og ganske skarp effektforstærker. Det var nu ikke i lyden, den var skarp, der var den egentlig mere slatten, skarpheden lå mest i chassiset, og jeg har endnu ar efter mødet med disse håbløst forarbejdede apparater, som dog ellers virkede OK. De fleste andre forstærkere fra den tid var nemlig ligeså dårlige eller ihvertfald næsten. Det varede så indtil SLT besluttede sig til at gå ind i hifibranchen, ingen har helt kunnet forklarede undertegnede hvorfor. Virkeligheden skulle vise sig at stille det samme spørgsmål på sin egen ubehageligt logiske måde. 

Man havde i firmaet besluttet sig til at lave en forstærker med blot en enkelt men angiveligt meget kraftig transistor. Hvorfor det så lige skulle være smart er indtil i dag uklart for denne skribent og jo forresten heller ikke helt korrekt, da man man jo benyttede en per halvperiode, altså ialt 2. Det havde man forresten tidligere gjort i massevis af gamle Arena-radioer. Til gengæld viste det sig så, at det var ganske overordentligt svært at få SLT-forstærkerne til at blive stabile med den valgte transistor, ja det varede faktisk en evighed. Man havde godt nok fra starten i sit PR-materiale understreget, at der var tale om en usædvanlig anvendelse af denne transistor. Virkeligheden skulle vise hvorfor andre ikke havde brugt den, det var vist mest fordi den ikke var egnet. Man fortsatte dog alligevel med projektet og fik undervejs den lyse ide at ændre firmaets navn til Sirius. Det var til gengæld en god ide, fordi man senere, da nogle af børnesygdommene ved firmaets produkter var ved at være ryddet af vejen (og det oprindelige navn dermed allerede temmeligt kompromitteret på grund af alle problemerne) fik solgt navnet til vistnok et amerikansk firma indenfor telekommunikation. Enter Gamut, exit Sirius. 

Det blev det naturligvis ikke meget anderledes af, og firmaet blev overtaget “på roden”, altså som praktisk fallitbo, af den danske grundlægger af Avance-succeseventyret, Poul Rossing. Rossing var klog nok til at købe billigt (så det gjorde han helt sikkert) og tillige klog nok til at se, at porteføljen af produkter i hans nye firma måske lidt forsigtigt udtrykt ikke var den allerstærkeste. Denne gamle radiomekanikers udtryk i ansigtet da han tilfældigt kikkede ned i en af firmaets forforstærkere er blevet refereret af en erhvervspraktikant til denne skribent, selv om det selvfølgelig ikke kan bekræftes, men Rossing havde nu også set meget i sin tid.. Det var på høje tid for Rossing at komme videre og det gjorde han ved at afhænde firmaet til Lars Goller. 
Nu er Goller jo en mand med mange årtiers erfaring på trods af sin unge alder (det her lyder mærkeligt, gør det ikke?), fremragende dygtig og tillige en enestående visionær mand, så der er næppe tvivl om, at det nylige gevaldige kursfald på B&O aktierne sagtens kan skyldes, at markedet ser ham som en realistisk trussel mod B&O. Til gengæld er det altså noget vanskelige at se, at der skulle gå næsten et årti, inden en gammel rotte som Rossing på et øjeblik kunne se, at det her da vist ikke havde nogen synderlig fremtid for det gamle firma. Eller fortid for den dags skyld. Der var vist blot tale om et vildskud i udviklingshistorien som den irske fortids-kæmpehjort med et gevir så stort, at den ikke kunne komme ind i skoven. Det var temmeligt trist, da den levede af bark og derfor uddøde den jo så. Det gjorde den ikke altfor heldige transistor så osse. Eller også brugte man den bare til det, den egentligt var udviklet til, elektriske kraner eller hvad det nu var. Alt muligt andet end audio ihvertfald. 

Vi kunne også have nævnt eksemplet med Apogee og deres båndhøjttalere, som var revolutionerende, gode, dyre og billige at fremstille i dagens fortælling. Hvorfor de forsvandt ved man vist knapt, udover at den tudsegamle forlængst pensionerede designer af Apogee-højttalerne ( som forresten ved projektets start bar høreapparat (!!!!)) vist ikke rigtigt gad mere og at ejeren og svigersønnen desuden døde, vel også i sig selv et par formidable hurdles. Det med at dø har jo været prøvet før, men det med at foretrække golf eller peddigrør fremfor højttalerdesign var da ellers en nyskabelse. Det har så nok været derfor, at firmaet døde, selv om både produkter og ideer var brilliante. 

Ellers har vi mest i dag i ret tilfældig orden behandlet de forskellige måder, produkter, ideer og mennesker kan forsvinde på eller for sags skyld fremkomme på trods af enhver rimelighed. Nogen af disse mennesker og firmaer har vi haft sympati for, andre ikke, slet ikke endda. Andres prioriteringer kan naturligvis være anderledes og er det sikkert. Selv om vi har svært ved at forstå det.

I dag vil vi med udgangspunkt i forskellige historiske epoker behandle begrebet ære. I en tid, hvor ordet efterhånden sjældent bruges af etniske danskere og hvor forstavelsen “ære-” vel nok er allermest hyppigt med efterstavelsen “(s)-drab” kan det måske være interessant at vide, at det ikke altid har været sådan. I denne forbindelse vil vi forsøge at trække nogen lange linier ind i den moderne elektronikbranche, hvor det at designe og producere en ting heller ikke længere er det allermindste ærefuldt. Det var det altså engang for længe siden, ja over 10 år, men ikke meget. Ikke meget mere, til gengæld meget mere selvfølgeligt og ærefuldt. 

Nu ved alle med blot baggrund af oldtidskundskab i gymnasiet jo, at selv i den græske verden i slaget om Troja herskede der udsøgte æresbegreber, men vi vil i dag for overskueligheden starte i den europæiske middelalder, nemlig i riddertiden. Dengang som nu var al snakken om en høj etik og moralsk standard hos de sande riddere naturligvis ikke hele sandheden, men der var dog tale om en afgørende udvikling i udviklingen af begrebet ære. Det blev først tydeligt i krigsførelsen, og gennembruddet skete allerede under korstogene. 

Dengang som nu må man endelig ikke forveksle intellektuelles betragtninger over deres (indbildte) virkelighedsopfattelse med en korrekt beskrivelse af situationen. Lige meget hvordan og hvor højt datidens omrejsende skjalde og poeter besang den evige kærlighed og de nye ridderlige idealer var der naturligvis ligeså langt mellem disse ting som der er mellem eksempler på ægte tolerance blandt moderne danske intellektuelle. De bor jo ikke akkurat i hverken Vollsmose, Gellerup eller andre angiveligt ideelle etniske smeltedigler. Ikke desto mindre skete der et helt afgørende gennembrud i æresbegrebet derved, at der faktisk allerede fra det første korstog blev almindeligt accepteret, at en ridders ord var bindende. Det vil sige, det var naturligvis kun bindende overfor andre riddere og var lidt problematisk overfor de vantro, men blev dog i det store og hele også anvendt der overfor korsriddernes daværende formidable modstander Sal Ad-Din. Det har nok også været ganske klogt. Pudsigt nok behandlede Sal Ad-Din selv sine kristne modstandere en del mere ridderligt end han behandlede sine talrige muslimske modstandere. I hans sammenhæng var korstogene kun en parantes, men det er en helt anden sag. 

Det betød naturligvis ikke, at krigene blev meget mere humane, men det blev de for ridderne selv. Deres æresbegreber kom meget hurtigt til i praksis at sikre, at tilfangetangne riddere blev behandlet godt af deres modstandere (de menige soldater var en helt anden sag selvfølgelig, dem slagtede man blot). Medvirkende til dette var jo også, at der var en hurtigtvoksende handel med frigivelse mod løsesum af disse fanger, så derfor beskyttede man dem naturligvis. Et forunderligt biprodukt fra denne tid var, at man som fange gav sit ord på ikke at flygte, og det gjorde man så heller ikke, selv om man forresten ellers gik frit omkring. Som eksemplet med den engelske konge Richard Løvehjerte vistnok viser, kunne dette ord fraviges overfor hedninger. I dag er tingene og begreberne vistnok vendt om. De vantro er blot ikke muslimer længere. 

I de næste århundreder fortsatte denne formalisering af æresbegrebet mellem værdige ligemænd på begge sider. Dette kan forekomme komisk på baggrund af resten af krigenes slagteri, men det var ikke desto mindre tilfældet. En sejr vundet på uærlig vis var ikke en acceptabel sejr, og når man var blevet besejret, kunne man for det meste klare fangeproblematikken på ærefuld vis, så vidt havde de gamle ridderlige æresbegreber en tid lang bredt sig. Under den amerikanske frihedskrig i slutningen af 1700-tallet kapitulerede for eksempel den engelske general Cornwallis med sin hær på mange tusind mand til George Washingtons amerikanske frihedskæmpere. Det foregik på en måde, som på sin vis vel repræsenterer toppunktet af ridderlighed måske i hele verdenshistorien, uden at det dog vistnok tidligere er omtalt på denne måde. Desværre var man endnu ikke begyndt at lave hifi, det kunne nok ellers have været rigtig kvalitet. Som forresten datidens shaker-møbelstil var det, den direkte og lige forgænger og forløber for alle de danske møbelkassikere, bare håndværksmæssigt bedre. 

Cornwallis og hele den engelske hær fik nemlig mod løftet om at tage hjem til Europa igen og aldrig komme tilbage lov til frit at marchere tilbage til det stadig engelske New York med alle våben ( der var jo stadigvæk indianere og andre farer). Ingen kunne simpelthen forestille sig, at de ville gøre andet, end det, som de havde lovet, og det gjorde de forresten heller ikke. Man så dem aldrig siden og kort tid efter sluttede krigen. Denne æreskodeks betød naturligvis også, at når krigen var forbi var man ikke fjender mere, så der var aldrig noget retsopgør eller nogen de lange knives nat. Det var lidt en spejdertid her godt 100 år inden begrebet blev opfundet af Baden-Powell. Æren havde godt fat dengang. 

Det havde den også i vores branche fra sin start i det sidste århundrede. Det er vanskeligt at se andet end de klassiske ridderlige æresbegreber i de allerfleste af de entreprenører, som startede den moderne audiobranche. Nu var mange af dem jo osse englændere, og måske de havde læst Walter Scotts klassiker om den ædle ridder “Ivanhoe”. Nu var denne roman godt nok ren fiktion, men det var disse audiopionerers virksomhed til gengæld ikke. Uanset om man studerer firmaet Fonofilm med d´herrer Petersen og Poulsen, det langt senere Ortofon, Tannoy med Guy Fountain ved roret, Bang&Olufsen eller talløse andre var situationen den samme som med alle andre ejere af for eksempler tømrerfirmaer i alle mindre byer. Det drejede sig selvfølgelig om at tjene en vis mængde penge, men det drejede sig i langt højere grad om at arbejde for æren og den forpligtelse, som der fulgte med for at sikre sine medarbejderes en stabil arbejdsplads. 

Dengang kunne man naturligvis ligesom i dag allerlettest blive rig ved at sælge et succesrigt firma, men det valgte alle disse grundlæggere kun i deres sene alderdom at gøre og kun hvis der ikke var nogen familie til at overtage. Ære bestod ikke i flest penge men i mest almen respekt. Det var næsten ligeså simpelt som det er i visse danske marginalgrupper, hvor æren er forbundet med at have den største og nyeste BMW med det største stereoanlæg, men det var et sidespring. Da Gilbert Briggs, dengang midt i 70-erne, solgte Wharfedale til Rank var denne gentlemans eneste bekymring, hvordan han kunne sikre sine gamle loyale medarbejdere. Han solgte ikke til den højeste pris, ganske langtfra endda. Det gjorde senere Harold J. Leak forresten heller ikke. 

Man kommer naturligvis til at tænke på helt identiske bekymringer for Arthur Wellesley, den senere Lord Wellington om hans trofaste soldater fra Napoleons-krigene. Der var lidt Mærsk-arvefølge over det hele. Når man havde evnerne, havde man også forpligtelserne. Ridderligheden sad dybt i folk, også hvor den ellers ret rå kapitalmagt herskede. Det var bare mere indenfor markedet for tjenesteydelser denne huserede og det skulle den forresten blive med. Først skulle producenterne dog holde op med at producere og det varede faktisk et godt stykke tid. Det var jo der, deres egen personlige æresopfattelse lå. Alle de andre var jo blot købmænd, og det har der til alle tider været et jødisk og dermed ikke helt respektabelt islæt i. 

I elektronikbranchen betød det naturligvis, at den oprindelige grundlægger ihvertfald i starten naturligvis både var designer og konstruktør. Hvis firmaet voksede kom der naturligvis efterhånden andre på disse poster, men traditionelt havde alle disse originale igangsættere altid en stadig hands-on involvering i den tekniske udvikling i hele deres arbejdsliv.På den måde sikrede man sig jo også, at alt fungerede tilfredsstillende. Det var på den måde både Sidney Harman, Bob Carver og sågar Amar Bose startede op sammen med altså talløse andre. Alle de 3 nævnte var dog også blandt de første til at svigte de ellers faste ridderlige regler. De holdt nemlig op med at producere og det var simpelthen afslutningen for den ærefulde produktionsvirksomhed. Det varede dog en del tid, inden det skete. Enkelte vil antageligt kunne huske de første switch-mode forstærkere i for datiden helt diminutive størrelser fra Carvers hånd og selveste Bose var fra starten faktisk et helt ærefuldt foretagende. Bose var endda en rigtig akustisk doktor ligesom Dr. Oetker var det indenfor buddingen og senere den store “psycho-akustiker” Lars Goller. indenfor, ja egentligt hvad? 

I forbindelse med lanceringen af den allerførste Bose-højttaler, den klassiske 901 med integreret aktiv equaliser, blev det jo givetvis hurtigt klart, at man skulle bruge masser af effekt for at kunne booste bassen så meget, som det var nødvendigt (MEGET!) Nu fandtes der allerede dengang adskillige glimrende amerikanske high-power forstærkere, men alligevel begav Bose sig møjsommeligt ind i dette dengang lidt besværlige marked, da det faktisk slet ikke var så ligetil at lave disse kraftige forstærkere med datidens teknologi. Deres klassiske Bose 1800-forstærker ligner da heller ikke noget andet og det var jo ikke så underligt, da den jo var designet og produceret af det ellers ikke elektronisk voldsomt kyndige Bose-koncern. Den virkede nu meget godt og denne skribent har endda haft en. 

Bose var nu også et af de firmaer, som allerførst skippede alle de gammeldags æresbegreber om reel produktion og reelle produkter. I den retning kom de i selskab med Carver og hele den samlede danske tekstilindustri. Recepten var naturligvis OEM: Få dine produkter lavet af andre og få dem til at sætte dit navn på. Den gamle ære i ærlig produktion var blevet afskaffet af disse tidlige pionerer. Kronologisk foregik denne udflagning af Bose og Carver til Kina allerede mens Samick i Sydkores og NAD produceret på Taiwan ellers var datidens absolutte lavprisprodukter og dermed repræsenterede det absolutte bundskrab i datiden. 

. De var altså absolutte pionerer og tilfældet ville det endda sådan, at både Carver og Bose-forstærkerne en tid tilfældigvis (men naturligvis ikke tilfældigt) var helt identiske. Dette skete samtidigt med, at den daværende engelske Bose-produktion af højttalere blev flyttet først til Irland og derefter også til Kina, endnu en “first” for Bose i denne industri. Bose og mange med dem var blot blevet handelsvirksomheder, hvor alle regler om ære og tudsegammel ridderlighed overfor medarbejderne med et slag var blevet afskaffet. De var sande pionerer, men de allerfleste andre skulle komme hurtigt efter det. 

Traditionelt havde som nævnt tidligere Tannoy lavet forstærkere, faktisk helt fra starten i 1926, fordi deres systemdivision konstant krævede specielle apparater. I de seneste årtier havde det som også skildret i tidligere emner været svært at lave ordentlige og pålidelige apparater, men det var dog alligevel en overraskelse, da der fornyligt atter kom en hel bunke Tannoy-forstærkere på markedet. Som altid, når sådan noget sker, var der naturligvis tale om re-badgede OEM-produkter, her simpelthen fra et andet medlem af samme industrigruppe, nemlig LAB-Gruppen. Dette er tilsyneladende logisk men nok i virkeligheden mere tilfældigt. Æren ved produktionen er alligevel ikke den samme og det er loyaliteten begge veje mellem medarbejdere og ledelse naturligvis heller ikke længere og det er der talrige eksempler på allerede. Medarbejderne skifter næsten ligeså hurtigt som hos McDonald, så hvordan kan det være anderledes?. Riddertiden er jo forbi og selve produktet er ligegyldigt. 

Sommetider oplever man i vores branche, at æresbegrebet lige tager en ekstra drejning, når produktionen bliver dobbelt-OEM. Det er tilfældet, når en virksomhed kontraherer med en anden virksomhed, som allerede har udliciteret sin produktion. I gamle dage var for eksempel det omkring 30 år gamle spanske firma Master Audio Design som alle andre pionervirksomheder drevet af grundlæggeren en helt normal produktionsvirksomhed. Allerede tidligt for omkring 15 år siden så man dog en gradvis udvikling mod, at kun en lille del af samlearbejdet fandt sted hos denne “kvart-producent”, som han var ved at blive. Efterhånden blev den største del af virksomheden handel med rene Kina-produkter, og ikke uventet ændrede hele virksomheden struktur. 

Det blev ikke bedre, da Cerwin-Vega, der som tidligere Bose ikke have nogen elektronisk ekspertise, af visse tilfældige grunde entrerede med Master.Audio Design. Ret meget længere kan man altså ikke komme fra gammeldags produktion og længere kommer man nok i øvrigt heller aldrig, fordi omkostningerne ellers bliver for høje. Det er de formodentlig allerede, men disse Cerwin-Vega aka Master aka Kina-OEM sælges antageligt kun på et eller ganske få markeder. Det var en noget pudsig afslutning på den gammeldags virksomhed, men sikke dog en sølle en. Det eneste som var værre var faktisk produkterne, hvis man skal tro en nylig anmeldelse. 

Om det så er tilfældigt, at samtlige riddertidens æresbegreber efter at have spillet en normativ rolle i over 1000 år også synes at være forsvundet helt fra den almindelige krigsførelse med skydevåben samtidigt med, at de allerfleste virksomheder i elektronikbranchen er holdt op med at være produktionsvirksomheder vides naturligvis ikke. Det er dog vores mening, at der er tale om mere end en tilfældig tidsmæssig sammenhæng. At normerne også er ved at skride indenfor uventede brancher som økologisk fjerkræavl er måske endnu værre, for så er der måske ikke mulighed for en tilbagevenden til almindelig anstændighed. For mange er “Årstiderne” eller den lokale økologiske gårdbutik vel efterhånden noget af det allersidste, man kan regne med. Troede man altså indtil for nyligt. 

Nu har reklametekster jo forlængst ændret karakter fra det lejlighedsvist informative til den allermest fritsvævende fantasi i mangel på en bedre betegnelse, som enhver kan lægge ord på. At der er tale om et fundamentalt angreb på de allersidste rester af æresbegreberne viste affæren med de angiveligt økologiske ænder op til jul. Som bekendt blev disse vanvittigt kostbare guldklumper solgt med den gode historie om, at man altid kunne spore deres oprindelse og eventuelt køre ud og kikke indover hegnet til de overlevende søskende, mens de lystigt snadrede løs. Det eneste pladder man umiddelbart kunne finde i denne sag viste sig desværre at være det alt andet end økologiske Rose Poultry-slagteri. Det eneste spor førte nemlig tilbage dertil og derfra forsvandt alle spor. Ja faktisk ved man endnu ikke engang, om de er halalslagtede eller overhovedet økologiske, ja næsten knap nok om de var avlet uden genteknologi eller om det endda var ænder. I sandhed en sølle ende på dette andeliv og på troen på oprigtigheden i denne del af den økologiske branche. 

I dag har vi forsøgt at følge æresbegreberne fra riddertiden igennem den elektroniske branche i de sidste knapt 100 år. Som i krigen er der uden tvivl blevet andre tider. I tidligere tider kunne en af alle tiders gerrigste, mest irrationelle og dummeste svin, grundlæggeren af Tannoy Guy R. Fountain, alligevel aldrig drømme om at tage ud at sejle i sin store lystyacht uden af have vindmålere, megafoner, ventilatorer m.m. med fra sin egen virksomhed med de store bogstaver tydeligt malet for alle at se. Man kan nok sikkert regne med, at bestyrelsen for den pensionsfond, som ejer Bose eller Carver eller alt muligt andet i dag er ligeglad med at have nogen af de ting, som han nominelt ejer. Det var historien om ære med mere. Denne sidste del var med mere. Leve George Washington og general Cornwallis! 

I dag vil vi forsøge at skildre nogen af de allerstørste i en disciplin, som man vistnok ikke kan lære, hvis man ikke har et helt sjældent talent. Det drejer sig om begrebet “spillemand”, som vel nok kan defineres som en musiker, som spiller noget eller spiller på en måde, som ingen andre kan gøre efter. Det har således ikke noget at gøre med nogen enestående teknisk dygtighed hos dem, som flytter grænserne for det musikalske udtryk, men dygtige, det er de. Det er blot til noget helt andet, nemlig til at skabe det, man kalder en enestående musikalsk oplevelse. Enestående bliver den især, fordi ingen andre kan gengive den og det kan den rigtige spillemand iøvrigt heller ikke selv. Ellers var han nemlig ikke spillemand. Det drejer sig nemlig om helt og fuldt at spille musikken i øjeblikket, og det kommer jo aldrig tilbage. Den rigtige spillemand spiller kun i øjeblikket, det er det, som gør ham så sjælden. 

Eller hende for den sags skyld. I dag vil vi nemlig starte med en temmeligt overset pianist, som dog i sin tid var en af de mærkeligste eksistenser i den klassiske musik. Hun kvalificerer sig som en af avantgardekunstens allermest alternative eksistenser under de mest repressive forhold, og så spillede hun endda udelukkende traditionel klassisk musik. Sådan da. I en tid med daglig livsfare for alle med blot den allermest minimale afvigende adfærd var denne pianist både jøde, vegetar, dyb religiøs mystiker, gik klædt som den sindssyge aldrende russiske digter Tolstoj i gammelt slidt bondetøj og var fuldstændig apolitisk. Alle tingene var hver for sig ganske farlige, for det foregik for en stor del under Stalin-tiden, og pianisten var Maria Judina. Alligevel overlevede hun uden problemer alle disse akutte farer på en måde, som man må forundres over. Hun var nemlig på en gang Stalins absolutte yndlingspianist og samtidigt så kunstnerisk selvbåren, at det aldrig senere blev brugt af nogen mod hende, og det er helt usædvanligt i sådan et samfund, men nu var hun jo også usædvanlig. Hun var nemlig den arketypiske spillemand m/k. 

Nu var der ganske mange teknisk brilliante pianister i datidens Sovjetunion, næsten ligeså mange, som der var skakspillere, en anden kulturel statusbeskæftigelse, men der var kun én Judina. Den samtidige sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitj, som vi tidligere har nævnt i disse spalter, var muligvis den, som allertydeligst beskrev Judinas mesterskab. Han var selv en mere end habil uddannet elitepianist, men når Judina spillede hans præludier og fugaer kom der simpelthen en myriade at mærkelige og samtidige melodier frem, som Sjostakovitj ikke havde anet var i hans musik. Det forunderlige ved det var så, at det aldrig var de samme melodier næste gang hun spillede stykket. Denne helt exceptionelle spillemand kunne naturligvis ikke genskabe en situation, som allerede var fortid, og det forsøgte hun givetvis heller ikke. 

At høre hende i dag sammenlignet med andre fremragende pianister fra næsten samme tid som Tatjana Nikolaeva er en helt særlig oplevelse. Judina spiller hverken hurtigere eller langsommere end de andre, hun får simpelthen universet til at spille nogen melodiske sammenhænge oveni den musik, som alle de andre ser. Om hun er teknisk bedre end så mange andre er tvivlsomt, men det betyder altsammen ingenting. Hun er alletiders måske allerbedste pianist, og alle burde prøve at høre et stykke musik, som de tror de kender, gengivet af denne vidunderlige spillemand. Vi kan allerede nu oplyse, at verden ikke er den samme bagefter og det er musikken sjovt nok heller ikke. 

Nu spillede Judina vistnok aldrig nyere rytmisk musik, men det kunne hun nu sagtens have gjort. Det er der nu mange af dem, som ellers er betydelige tekniske mestre i den traditionelle klassiske musik, som ikke kan, selv om de så frygteligt gerne vil. Et tidligt komisk eksempel var den glimrende klassiske guitarist John Williams, som i bandet “Sky” med al ønskelig tydelighed viste, at han nok skulle holde sig til det let støvede traditionelle repertoire for klassisk guitar. Det er ikke meget bedre at se en ellers fin violinist som Nigel Kennedy eller en knapt så fin en som vor hjemlige Kim Sjøgren gøre sig håbløst til grin i det mere populære og folkelige repertoire, hvor de kommer op mod dem, som rigtigt kan. En af disse rigtige mestre er David Swarbricki, en anden af de helt store spillemænd. Oprindeligt spillede Swarbrick, som han ret smart kaldte sig, denne englænder med polske rødder, mest bas og mandolin, for han startede nemlig i det, som dengang svarer til “røvballe”-musikgenren i dag, altså den folkelige og festlige spillen til fest i MANGE timer af gangen. Det er det, som nogen steder kalder “ceilidh”. Det er forresten pudsigt derved, at rytmen aldrig spilles på slagtøjsinstrumenter, men altid på guitar eller klaver, alternativt spinet(!) 

Der var således masser af tid til at øve sig på det instrument, som han måske bedst af alle i den spirende elektriske folkemusikgenre kom til at beherske, nemlig violinen. Han blev nu aldrig ret god teknisk, og det var altid en kilde til betydelig morskab hos de irske “hardhittere” indenfor den traditionelle folkelige violinmusik som bl.a. Sean Keane fra irske “The Chieftains” Keane var tidens måske mest brilliante violinist indenfor den efterhånden ret stiliserede og en smule kedelige irske folkelige kunstmusik, som var blevet skabt på basis af den traditionelle folkelige musik. Det var den arketypiske spillemand Swarbrick nu ligeglad med, og med sand dødsforagt kastede han hele sin musikalske energi ind i at genskabe denne lidt ferske musik i den form, som han måske mente, den oprindeligt var spillet. Resultaterne var chokerende. Der opstod lynhurtigt en iskold fjendtlighed fra de traditionelle kredse næsten ligesom da Bob Dylan begyndte at spille elektrisk på “Blonde on Blonde” 

I det trendsættende orkester “Fairport Convention” blomstrende denne lille mand, som mest lignede en karikeret skovtrold, så grim var han nemlig, op som verdens bedste violinist i denne genre. Det var han udelukkende i kraft af de traditionelle spillemandsdyder i et et stramt spillende orkester, hvor de andre med trommeslageren Dave Mattacks som samtidens måske allermest rytmisk præcise percussionist forsøgte at følge Swarbrick ud over melodiske grænser, som aldrig var blevet forceret, ihvertfald ikke siden musikken var skabt. Nogen af liveoptagelserne med Fairport fra de tidlige 1970-ere demonstrerer en græseoverskridende Swarbrick spille med en energi så rasende i et så opskruet tempo og en så slående nødvendighed, at verden aldrig er blevet den samme siden. Desværre holdt den allerede da svagelige Swarbrick og hans hørelse ikke til disse udfoldelser, så derfor blev han snart tvunget til at trække sig tilbage. Det var en tragedie, men vi vil gerne slå et salg for denne lillebitte mand, som gav verden en ny standard for violin. Han indrømmede gerne, at han ikke spillede særligt godt, og det lykkedes ham heller aldrig at spille den samme melodi igen uden store ændringer, men han var naturligvis ligeglad. Det betød bare ingenting, og hvorfor i alverden skulle det dog også det. 

En anden spillemand af den traditionelle type er Alison Krauss, som de fleste nok i dag kender som sangerinde. Det var hun nu oprindeligt ikke, selv om hun da sang på alle sine plader allerede fra starten. Det var blot ikke særligt bemærkelsesværdigt dengang, men det skulle det så sandeligt blive. Det var nu som vidunderbarn på violin Krauss blev kendt i en af de mere kuriøse genrer af den traditionelle amerikanske folkemusik, nemlig bluegrass. Bluegrass er i nyere tid blevet udklækningssted for mange store virtuoser, men som nævnt er det at være virtuos ikke nok til at blive spillemand. Virtuos blev hun meget tidligt, men hun sprang først ud som spillemand langt senere, da hun også var blevet sanger. Til gengæld var der tale om et gennembrud så klart, at alle kunne se det. I spidsen for sit band af ellers uhyre kompetente musikere “Union Station” er hun en så lysende stjerne, at alle de andre falmer. Blandt alle virtuoserne var der kun én spillemand, nemlig Krauss, og det kan ses. 

Alle, som har set live-DVDen med “Union Station”, vil altid huske Krauss ikke blot som den standardsættende vokal men måske allermest for de gange under koncerten, hvor hun spiller på sit gamle instrument, violinen. I de glimt ser man Krauss spille med en energi og et rytmisk drive, som om hun er besat. Der er simpelthen tale om blitzglimt af den rigtige spillemand, som udelukkende opererer i øjeblikket. I den sammenligning blegner selv verdens så langt største dobro-virtuos Jerry Douglas, ellers den største blandt de andre store stjerner. Ikke underligt at Krauss og Douglas har arbejdet sammen over flere årtier. Hun kan nemlig noget, som den tekniske perfektionist Douglas ikke kan. Hun er nemlig ikke blot en virtuos, men noget helt andet og større, og det har helt givet ført Douglas videre. Den yderste grænse kommer han dog ikke over på samme ubesværede måde som Krauss, men mindre kan også gøre det. 

Den sidste spillemand i dag er en jazzmusiker, som udover at have været død i næsten 40 år også er den stadigvæk bedst sælgende indenfor jazzgenren i Norden. Det hjælper selvfølgelig også en del, at han ikke spillede nogen kendt traditionel form for jazz og at virtuoseriet er så fremragende, at kun få lægger mærke til det. Det drejer sig om den svenske piano-legende Jan Johansson, som selv i en verden af improvisation og ihvertfald angivelig spontanitet satte helt nye målestokke. Han udviklede simpelthen en stil, som var så besnærende enkel og så alligevel så helt skæv og anderledes, at han den dag i dag spilles overalt. Dvs ingen har nogensinde forsøgt at spille ligesom Johansson, og det kan man godt forstå. Når man hører første nummer “Utenmyra” fra pladen “Jazz på Svenska” kan man sagtens forestille sig, at ingen og heller ikke Jan Johansson selv nogensinde kan spille det igen, så skævt og helt øjeblikkeligt/spontant er det. De få parallelle udgaver af enkelte numre, som findes, er da også så forskellige, at man kun med stort besvær kan høre, at der er tale om samme nummer, og det er det jo forresten heller ikke. 

Som Bing Crosby før ham formaliserede Jan Johansson denne enestående musiceren i den måde, han lavede sine pladeoptagelser på. Crosby var jo kendt som “One-take Bing”, som altid gennemførte optagelsen i første forsøg. Nu var Crosby en djævelsk dreven og dygtig entertainer, men nogen spillemand var han ikke. Til en start kunne han nemlig helt problemløst levere den samme præstation igen og igen. Det kunne de fleste af dem, som Johansson spillede med, som Georg Riedel på bas, Rune Gustafsson på guitar m.fl også sagtens, men det hverken kunne eller ville Johansson. Derfor insisterede han på, at alle optagelser så vidt muligt skulle gennemføres i første forsøg. “Øvningen” bestod mest i, at man snakkede om, hvordan de enkelte skulle spille, men derefter var det alvor. Herfra var der ikke nogen som vidste, hvad der kom ud af det, før det var ovre og der ingen vej var tilbage. 

Resultaterne taler for sig selv og rækker fra eksotiske elektroniske værker til genindspilninger af middelalderviser og nyere skillings-populærviser frem til mere traditionel jazz. I alle numrene er der tale om den lethed, som man kun kan opnå, når sikkerhedsnettet er helt væk. Det svarer lidt til at træne til at blive soldat med rigtige skarpe skud. Det giver en helt anden intensitet at vide, at øjeblikket er nu, men det rører naturligvis ikke den rigtige spillemand. Han spiller jo alligevel altid på samme måde alligevel. Aldrig tidligere i musikhistorien har så mange instrumenter været samlet på et sted og er blevet trakteret på så mange forskellige måder. Blandt Jan Johanssons egne favoritter, som han som den ægte spillemand naturligvis spillede selv, var udover klaveret den gammeldags knapharmonika, håndklap, akustisk guitar,hammondorgel, gammeldags trædeorgel, tamburin, glockenspiel m.m.m. Den glæde ved opdagelsen af en helt ny musikalsk verden er indlysende i alle Johanssons plader. Ingen kommer dog i denne henseende helt på niveau med den rekordhurtigt optagne ” Musik Genom Fyra Sekler” Al Johanssons kunst er kondenseret i dette tilsyneladende så enkle værk. det er det forresten også. Så enkelt, at ingen har kunnet gøre det før eller siden. 

I dag har vi behandlet en musikalsk verden, som er langt udover alle de musikalske arbejdsmænd, som der som i alle andre brancher er langt flest af. Der er mange andre spillemænd end dem, som vi har nævnt naturligvis, men vi håber da, at vi kan inspirere enkelte til lige at give nogen af dem her i dag et lyt. Vi kan dog allerede nu advare om, at det er vanedannende til det øjeblikkeligt smitsomme at prøve det. 
Som enhver ægte spontan kunst altid er fra disse rigtige spillemænd. 

Engang for adskillige år siden udtalte professor Morten Thing i en ellers uhyre banal forelæsningsrække i DR, at den intellektuelle altid pr. definition var i opposition til det til enhver tid bestående system. Denne situation var allerede på daværende tidspunkt godt nok allerede blevet nogen anløben, men ikke desto mindre har det faktisk været sådan en gang for endda ikke alt for længe siden. At det ikke er det længere kan enhver jo overbevise sig selv om, men det kommer vi til senere. Og nej, det er ikke kun det intellektuelle establishments problemer med religiøse udfoldelser, som har givet ridser i lakken. Det er faktisk meget værre. Det handler om at investere noget af sig selv som intellektuel, og der kommer balladen. Når ingen investerer, kommer der heller ingenting ud af det, og det er denne problematik, som er ugens emne. Det handler om intellektuelt svigt og intellektuelle skvat. 

I middelalderen var alle intellektuelle jo pr. definition gejstlige, da der ikke blev undervist i andet på universiteterne. Det kan måske være svært i nutiden, hvor man kun har information fra makværker som “Da Vinci Mysteriet” at forestille sig det raseri og den vildskab, hvormed datidens intellektuelle konfronteredes med det daværende klerikale establishment. Mange af de kontroversielle emner kan i dag forekomme trivielt komiske, men i virkeligheden var de næppe værre end diverse venstrefløjsfraktioner i 1970-erne, som kæmpede mindst ligeså indædt og uforsonligt om den korrekte udlægning af marxismen. Det var dog en tid, hvor al intellektuel aktivitet var tæt forbundet med religiøse udfoldelser, og hvor alle tanker kunne være kætterske og dermed farlige. Tiden skulle komme igen, som vi antyder med et fortælleteknisk virkemiddel fra Dan Browns bestseller. Læs den igen og få kvalme! 

Med renæssancen og de friere tanker ser vi for første gang i historien noget som ligner vores billede af intellektuelle som kritiske fornyere i opposition. Nu var der stadigvæk ikke tale om fritænkere i den betydning, at alle de intellektuelle som Galilei, Michelangelo, Thomas More m.m. fl. ikke var troende, for det var de. Mange af datidens intellektuelle stod til gengæld for afgørende fornyelse af samfundstænkningen, hvor også de nye naturvidenskabelige landvindinger var en del. At de intellektuelle stadig levede et farligt og udsat liv bevises jo af Galileis nærdøds-oplevelse under rettergangen, mens More jo rent faktisk mistede hovedet efter udgivelsen af sit værk om det ideelle samfund “Utopia”. Det var også uden kirkens almagt ganske overordentligt risikabelt at være intellektuel. 

Efterhånden blev det litteraturen, som blev det vigtigste element i den udvikling af samfundsforståelsen, som var ved at ske. Der var som med Holberg ikke nogen adskillelse mellem accepteret historieskrivning og ren fiktion, og det var der forresten ikke helt op til omkring 1850. En meget stor del af samfundsdebatten og udviklingen af det spirende demokrati foregik således blandt intellektuelle i ren romanform. Det kan måske være vanskeligt at forestille sig i dag, men dengang betød en kontroversiel roman meget mere end samtlige datidens aviser lagt sammen. Krige kunne blive erklæret som for eksempel den amerikanske borgerkrig, som næppe ville være blevet brudt ud, hvis Beecher Stowes bog “Onkel Toms Hytte” aldrig var blevet skrevet. Grækenland ville heller aldrig være blevet befriet i starten af 1800-tallet, hvis den engelske digter Byron ikke havde involveret sig. Det var ikke længere helt så fysisk farligt at være intellektuel, selv om Byron godt nok døde dernede. 

Det statslige establishment begyndte at anvende datidens ganske vist spæde forsøg på spindoktorer, men de blev aldrig rigtigt taget alvorligt, for man opfattede heller ikke dengang intellektuel virksomhed med statsstøtte som sand frihed. Det var det jo da heller ikke, som en af datidens udvalgte officielle hofpoeter, Alfred Austin, viste med al ønskelig tydelighed. Denne ynkelige digter blev håbløst til grin overfor en samtidig sand intellektuel som Oscar Wilde, som dog var så meget i modsætning til samfundets konventioner, at han gik i hundene. Som fortaler for et kompromisløst og alternativt liv lever han dog stadig. 

I tiden efter 1. verdenskrig bliver det til gengæld mange steder ganske overordentligt risikabelt at være intellektuel igen. I den nye Sovjetunion begyndte man tidligt at censurere alle upassende intellektuelle ytringer og forsøge at “opfinde” rettroende statsfinansierede intellektuelle. Ganske signifikant for nutiden var der nu aldrig nogen, som tog disse alvorligt. Man kunne jo ikke være statsfinansieret intellektuel, som sagen om den senere nobelprisvinder Sjolochov viste. Det kunne man heller ikke i Nazi-Tyskland, hvor selv en ellers stor kunstner som filmmageren Leni Riefenstahl nogensinde opnåede accept, og der er vel heller ingen, som kan huske nogen intellektuelle, som kæmpede for Franco i den Spanske Borgerkrig. Til gengæld kan mange nok huske den danske digter Munch-Petersen og Garcia Lorca, som ikke gjorde. Intellektuel kunne man altså kun være, hvis man var i opposition, selv om det mange steder var helt umuligt. Der var der så blot ingen intellektuelle. 

Efter 2. verdenskrig og omkring 50 år frem fik vi så en situation, hvor det både var helt uhørt spændende at være intellektuel og mindst ligeså spændende at følge dem. Det blev simpelthen en gylden tid, hvor der blev tænkt alle mulige forskellige alternative tanker og hvor det endda opstod veritable krige på ord mellem forskellige intellektuelle grupperinger. Aldrig nogensinde tidligere havde der været et så bredt spektrum af valgmuligheder som denne tid, hvor læselysten eksploderede overalt i den vestlige verden. Det blev ligefrem moderne i Danmark at læse det litterære tidsskrift “Heretica” (meget tidstypisk navn naturligvis) og man kunne personligt involvere sig i fejden mellem den danske forfatter Martin A. Hansen og hans indædte fjender. Det var jo også en tid, hvor de intellektuelle ikke blot var i konflikt med det omgivende og etablerede samfund. Det var også en tid, hvor der herskede almindelig enighed om, at alle religioner var helt passe og at simpel oplysning kunne fjerne den sidste rest af “vantro” (altså tro) Det skulle jo blive helt anderledes, selv om de første tyrkiske indvandrere var kommet til Danmark. Det var jo iøvrigt også for at arbejde. 

På det litterære plan var der nu allerede fra den helt apolitiske Leif Panduros tid ved at udvikle sig et klima, som senere skulle vise sig at være skæbnesvangert. Måske indoktrineret af den politiske venstrefløjs krav fra 1970-erne om “at tage parti” blev det efterhånden ugleset at være erklæret borgerlig. Der var ved at komme en slange i det intellektuelle paradis. Den frie tanke var ved at blive begrænset, og det var endda kun den allerspædeste begyndelse. Det ramte for eksempel den danske forfatter Henrik Stangerup og også en af datidens allerpopulæreste forfattere Thorkild Hansen. Derimod var det endnu god tone at hylde den store sovjetiske forfatter Solsjenitsyn, selv om han nok var lidt for religiøs for datidens intellektuelle. Nok var der ved at opstå et begreb som politisk korrekthed, men enhver intellektuel var dog stadig ateist og helt uforsonlig overfor alle dogmer og religioner. Uha, det blev anderledes. 

Fra 1980-erne var der efterhånden ved at opstå visse begrænsninger i den frie intellektuelle aktivitet nogenlunde samtidigt med, at alle Jaffa-mærkerne forsvandt fra de israelske appelsiner. Måske er det mere end et sammenfald, for det var begyndelsen på en tid, hvor den intellektuelle aktivitet tog et afgørende dyk. Man kan vel ligefrem tale om et svigt, selv om det endnu kun var i sin vorden. Man kunne jo for eksempel stadig kræve alle religiøse og politiske bånd på det intellektuelle udtryk fjernet, og både den sovjetiske fængslede dissident Sakharov og Salman Rushdie fik ubetinget støtte som de arketypiske frie tænkere, som de jo var. Det forekommer som længe siden, men det er nu kun godt et årti. 

Nu er det jo ikke en dansk opfindelse at være politisk korrekt. Som bekendt er det en trend, som oprindeligt kommer fra USA, uden at dette dog vist har fået nogen videre omtale i Danmark, men til gengæld er det gået hurtigt her. Det har simpelthen fuldstændigt og fundamentalt ændret forholdene for al intellektuel aktivitet. Det ses tydeligt af, at alle tidligere litterære fejder og alternative opfattelser er helt forsvundet. Man har simpelthen med et eneste slag fjernet enhver eksistensberettigelse for de traditionelle intelligensbærende grupper. Den eneste sande intellektuelle aktivitet for tiden består i at gøre grin med, at kulturministeren hedder Brian, og det er jo ikke meget at byde ind med. Det er sket samtidigt med, at den danske samfundsstruktur er rystet af parallelle strukturer som aldrig før, og der er sikkert en sammenhæng. Det hedder vist angst. 

Nu er det ikke første gang, at der har været forsøgt alternative samfundsformer. Tvind og Det Ny Samfund plus en bunke østasiatisk inspirerede religiøse kollektivformer har jo tidligere budt ind med andre muligheder, men det er jo ikke der, de tidligere så frie intellektuelle bor længere. Hvis man ser nyere danske film og studerer de danske romanudgivelser ser man unægteligt et kæmpestort tomrum. Væk er alle skæve og alternative vinkler og i dag ville selv Onkel Danny (Turell) vel være en slags freak. Han var ellers ikke noget særligt i sin tid, men det ville han være nu. Der er tilsyneladende ingen uenighed at spore blandt nutidens danske intellektuelle overhovedet, og det er jo ikke videre foreneligt med nogen frie tanker. Så er de jo ihvertfald ikke frie længere, og det er de nok heller ikke. Det var det her med angst igen. 

I det seneste årti er der simpelthen opstået en så massiv berøringsangst hos mange vestlige intellektuelle, at der er tale om et massivt svigt. En stor del af det er naturligvis forbundet med den nyreligiøse renæssance, som helt har ændret alle fjendebilleder. Traditionelt har det været helt straffrit at håne de især amerikanske “sekter”, og selv afdøde Natasja svinger sig helt op på det. Underligt nok nævner hun ikke noget om de såkaldte “æresdrab”, men det er der heller ingen andre danske intellektuelle, som gør. Nu er der naturligvis heller ikke nogen fysisk fare ved som en anden moderne kunstner at vise billeder af katolske præster, som piller ved kordrengene. Homoseksualitet blandt mænd vel altid været udbredt på drengekostskoler, i fængsler, klostre og lignende, ja måske endda blandt deltagerne på lange kamel-karavaner, men det er altså noget afgørende nyt, at man sagtens kan snakke om det ene, men end ikke kan antyde det andet. Den intellektuelle har simpelthen stækket sig selv og har gjort det helt selv. Selv den dummeste gås i en park-sø, som heller ikke kan flyve, har altså ikke stækket sig selv, det har parkbetjenten altså. 
. 
Hele Muhammed-krisen i Danmark viste med grafisk tydelighed, at den samlede danske intellektuelle stand havde udspillet enhver rolle og troværdighed. Ingen stod fast på nogensomhelst fundamentale frihedsrettigheder, da det kom til stykket, og det gør de forresten stadigvæk ikke. At være intellektuel i dag er et “statement” som at abonnere på en økologisk kasse frugt og grønt fra “Årstiderne”, mens man medvirker i diverse underholdningsprogrammer i TV og bor enten som Rifbjerg i Spanien eller har sit på det tørre i den moderniserede idylliske landejendom. Derfor er man naturligvis ikke i stand til at tænke nogen kontroversielle tanker i dette nye miljø, hvor én eneste ytring kan komme til at medføre permanent livsfare og politibeskyttelse. Derfor er det jo ikke særligt overraskende, at ingen intellektuelle har påpeget det helt uhørt vanvittige i, at tidligere integrationsminister Rikke Hvilshøj stadig trues og lever under hemmelighed og politibeskyttelse. Det burde ellers have været en selvindlysende intellektuel pligt og var det jo også tidligere. 

Allerede den tyske forfatter Heinrich Böll talte om, at “angsten åd sjælene op” Det viste sig også at gælde de intellektuelle i nutiden i ganske mange lande, da det kom til stykket, og i Danmark gik det helt galt. I løbet af blot et årti gik alle uden undtagelse fra at være udtalte og nærmest militante ateister til helt uhørt at acceptere alle former for religiøsitet. Det vil sige, de mere ufarlige og ellers ganske uskadelige som “Faderhuset” og andre kristne udtryksformer får stadig på hatten, men alle de rigtigt farlige og umiddelbart truende bøjede man sig for. Blot truslen var nok til at ændre et samfunds intellektuelle struktur., virkeligt skræmmende! 

Hvem skulle nu have troet, at de sande intellektuelle i dag er Dansk Folkepartis vælgere, men sådan blev det altså. Der er jo ihvertfald ifølge vores oprindelige definition ikke rigtigt andre muligheder. Som Galilei er de truet af det herskende samfund og latterliggøres overalt. Det er endda næppe mange steder i den umiddelbart forestående juletid helt stuerent at sige, at man altså stemte på dem til sidste valg og at sagen med den britiske lærerinde og bjørnen Muhammed altså burde lære folk et eller andet helt fundamentalt om civilisation eller især mangel på samme. De investerer noget og det er ikke ganske ufarligt. 

Til gengæld er det helt fint at sige, at man har læst den seneste bog af Rifbjerg eller at man lige har læst noget i Politiken, men nok ikke, at man altså var med i sidste uges demonstrationstog til fordel for den samme lærerindes ytringsfrihed overfor helt vilkårlig middelalderlig justits. Nå nej, sådan et tog var der heller ikke, selv om de samme gamle intellektuelle nok var med i den første pro-Rushdie demonstration næsten helt tilbage i renæssancen, altså der for mere 10 år siden. Dengang ikke alle intellektuelle stemte på Dansk Folkeparti. Det var der vist ikke rigtigt nogen, der gjorde, men det var altså dengang. 

Fra at være samfundets elite og avantgarde er de danske intellektuelle i dag blevet reduceret til en flok hjerneløse zombier, hvor det eneste punkt på dagsordenen er øget kulturstøtte som samfundets trofaste og domesticerede lænkehunde. Man er ikke engang uenige nok til at kræve f.eks kun mere til forfatterne, alle står blot kollektivt sammen om mere til alle. Ikke engang så kontroversielle synspunkter luftes længere, at al kunst måske ikke er lige godt eller nødvendigt. At stikke hovedet langt frem er blevet erstattet af en konstant dukken sig. Da Galileo Galilei pro forma afsværgede sine kætterske tanker for at undgå bålet beholdt han dog sine meninger. Det problem har moderne danske intellektuelle ikke. De har ikke nogen, det er nemlig alt for farligt og ubekvemt. De har sikkert ret, men det er altså selve meningen med at være intellektuel. 

I denne uge vil vi forsøge en tværkulturel rejse over forskellige kunstarter for at finde nogle af de kunstnere, som alle har det til fælles, at de aldrig nogensinde fik nogen formel uddannelse. Det lyder måske kedeligt, men det er faktisk interessant at se, om man kan finde lighedstræk mellem disse amatører. En ting er ihvertfald sikker: Alle de her ting viste sig umulige at efterligne for kunstere med en rigtig og formel uddannelse, så et eller andet må disse lallende amatører jo have kunnet.

I maleriets verden har det jo siden renæssancen været klare normer for komposition og perspektiv, og selv om impressionismen i slutningen af 1800-tallet varierede teknikken noget, var der dog enighed om en fælles æstetik. Det vil sige, det var det, lige indtil den pensionerede franske tolder Henri Rousseau dukkede op med sine ubehjælpsomme malerier. Der var tale om totalt perspektivløse farveladebilleder med mange motiver fra junglen af en så sælsom skønhed, at verden var lamslået. Vi opererer her med det noget usædvanlige, at Rousseau allerede i sin levetid og endda næsten øjeblikkeligt blev en helt usædvanlig og usandsynlig kultfigur i en helt ny kunstretning, som man benævnte naivismen, vist mest af mangel på bedre, for særligt naivt var det nu ikke, nok i virkeligheden nok nærmere kynisk.

Det var nu vanskeligt for alle de tilstrømmende kunstnere at føre Rousseaus inspirationer videre, ja faktisk viste det sig helt umuligt. Når man betragter det teknisk tilsyneladende helt ubehjælpsomme billede af en løve, som angriber en bøffel, er der på trods af en konsekvent farvelægning nærmest som senere Anders And &Co er der en nærmest surrealistisk vildskab bagved. Rousseaus billeder er meget langt fra at være naive, han kunne blot ikke male anderledes, fordi han kun malede for sjov. Ingen, som havde set en tiger eller en løve, ville kunne male den, så den lignede så lidt og så var det alligevel Rousseaus flade og forvrængede tiger, som var den farlige.

Naivismen døde kort tid derefter, selv om som bekendt forfatteren Hans Scherfig langt senere lancerede noget, som også blev benævnt naivisme af naive sjæle. Scherfig var jo som bekendt ikke noget rart menneske som alt tyder på, at Rousseau var. Faktisk var Scherfig helt ubeskrivelig politisk blind og skruppelløs, en ren ordets Herluf Bidstrup (samtidens ubegribeligt hadske “vittighedstegner”) og det er forunderligt at gense denne mands krampagtige gengivelser af naivistiske dyr, som utroligt nok var ganske populære en ret kort tid. Det er spændende ud fra en klinisk betragtning, men afslører blot, at der er forskel på håbløse amatører som Scherfig og så rigtige kunstnere som Rousseau. Ingen af dem kunne godt nok male rent teknisk, men hvis Rousseau blot havde kunnet male en rigtig løve, havde den givetvis ikke været så farlig som den, han kunne male. Scherfig demonstrerede så til gengæld, at man sagtens kunne være amatør og alligevel helt amatøragtig i alle livets forhold.

Den franske komponist Erik Satie var en anden kunstner, som heller ikke fik ret megen uddannelse, selv om han dog på et kort skoleophold på Schola Cantorum i det mindste lærte noder. Det var nu ikke fordi denne deltidsbarpianist og livsnyder ellers brugte disse færdigheder til noget særligt. Satie var en god ven af Rousseau, hvis værker blev brugt i flere af Saties egne musikalske småproduktioner. En absolut nyskabelse allerede fra den spæde start var det, at der ikke nogen af Saties værker, som var skrevet ud i noder på en måde, så man vidste ret meget om, hvordan de skulle spilles. Til eksempel manglede normalt alle tempoangivelser. Det overlod Satie helt bevidst og måske også noget af dovenskab til den udøvende kunstner ,og det er derfor, at hans musik tit gengives i et tempo med så mange og lange pauser, at man tror, at stykket er forbi. Saties musikalske aktiviteter bestod mest af forunderlige småstykker for klaver i absolut minimalistisk kortform med mystiske og gådefulde titler, som verden aldrig har set før eller siden. Saties oprindelige inspiration Debussy er jo i dag knapt så ofte spillet, mens Saties uskolede småstykker viste sig langtidsholdbare ud over alle grænser, ganske godt klaret af denne erklærede amatørpianist.

Nu var de fængende melodier ikke lige Saties stærke side, men det var de til gengæld for en amerikansk komponist, som i lighed med Paul McCartney havde så stor umiddelbar succes i netop denne disciplin, at der heller aldrig for ham blev tid til nogen formel eller teoretsk uddannelse. Der er tale om Georg Gershowitz med den ubeskiveligt arketypisk jødiske næseprofil. Det der med jødenæsen er vistnok ikke politisk ukorrekt, underligt egentligt, når nu arabertud er.. George Gershwin, som han blev kendt som, var en af alle tiders mest mirakuløse melodimagere og nåede i sit korte liv at skænke verden en skat af indlysende og alligevel helt anderledes evergreens. Han lød aldrig nogensinde af andet end Gershwin, og det var mere end nok, mere inspiration behøvede han ikke. Som mange andre amerikanere led Gershwin dog af et kulturelt mindreværdskompleks overfor den gamle verden, så for at råde bod på sin manglende musikalske dannelse, som han selv så den, forsøgte han at blive elev hos den franske komponist Maurice Ravel, ham med “Bolero”.

Nu var det her noget inden den nuværende anti-amerikanske automatreaktion i Frankrig, så Ravel svarede bestemt, respektfuldt og alligevel ganske utvetydigt, at han overhovedet ingen mening så i at gøre verdens bedste Gershwin til verdens næstbedste Ravel. Så stor respekt var der altså dengang mellem den formelt uddannede og sprænglærde Ravel og den fumlende uskolede jazzpianist Gershwin. Formelt kunne han ingenting, men i virkeligheden kunne han alt og det gjorde han heldigvis uden at spilde tiden. Det var heldigt, for han døde ganske ung, men prøv for sjov at lytte til en af hans sange en dag. Det er rent guld.

Indenfor populærmusikken er der naturligvis utallige eksempler på folk, som hverken kan spille, synge eller nogetsomhelst andet. Kun de allerfærreste af disse bliver dog grundlæggere af en stil, som næsten øjeblikkeligt bliver så klassisk, at mange nok tror, at den simpelthen har eksisteret altid. Sådan er pioner var Luther Perkins, guitaristen eller hvad man nu skal sige i Johnny Cash´ band “The Tennesee Two”, forresten et tidligt eksempel på falsk markedsføring, da de faktisk allesammen kom fra Arkansas. Det med Tennesee lød nok bare mere autentisk. Inden Cash samlede Perkins og “bassisten ” Grant,( som kom med fordi han lige havde købt en bas, selv om han aldrig nogensinde spillet nogetsomhelst) havde de blot været ufaglærte og det forblev de forresten resten af deres karriere. Netop derfor opstod den senere så kendte Johnny Cash-lyd. Det var simpelthen det samlede produkt af en sanger, som hverken kunne holde tempo eller synge blot nogenlunde rent, en bassist, som aldrig lærte andet end at tampe rytmen på bassen, og så altså Luther Perkins. Perkins var måske verdens mest usandsynlige guitarstjerne. Han var nemlig ikke bare ikke ret god i starten, han var tillige i hele sin karriere rystende nervøs, når han skulle spille solo. Soloer var jo vanskelige helt at undgå i en trio, og gamle bånd fra kiksede optagelser vidner om en amatør helt ud over det sædvanlige. Han kunne simpelthen INGENTING.

Det vil sige, det kunne han så alligevel. Perkins var nemlig i virkeligheden er ærekær perfektionist, så for at dække over sin helt påfaldende mangel på musikalsk talent eller blot elementær kunnen udviklede han en stil til total perfektion, som i sin minimalisme simpelthen ændrede countrymusikken for altid. Det var naturligvis Johnny Cash, som var stjernen, men uden Perkins på guitar ville der blot have været tale om endnu en Carl Perkins og hvad de ellers hed dengang i Sun-studierne i Nashville. Det var Perkins´ langsomme og ikke særligt præcice spil på de dybeste strenge, som var banebrydende i den nye “sound”, og som helt omdefinerede lyden af country-musik, og selv om studiemusikerne i Nashville også dengang var de måske bedste og mest professionelle i verden, var der nu alligevel aldrig nogen, som formåede blot nogenlunde at efterligne den unikke sound af Luther Perkins.

“Boom-chicka-boom”-stilen var blevet ændret for altid. Da Perkins døde umiddelbart inden Cash´ optræden i San Quentin-fængslet, blev det grafisk udstillet, hvad verden havde mistet. Ved denne som så mange andre lejligheder var det stjerneguitaristen Carl Perkins, som “spillede” Luther, og det var helt indlysende, at denne ulasteligt teknisk fremragende og op-tempo version af Luther havde absolut ingenting at gøre med den ægte vare. Luther Perkins´ efterhånden uhyre raffinerede amatørstil kunne aldrig efterlignes helt af nogen, som havde lært at spille rigtigt, men alligevel var den simple stil så slagkraftig, at den trods alt lever den dag i dag. Luther spillede som ingen anden, fordi han ikke kunne andet. Alle de andre kunne kun spille ligesom alle de andre og det var heldigvis aldrig helt nok.

Til sidst vil vi lige berøre en engelsk maler, som måske knapt i den større offentlighed er blevet anerkendt som en stor kunstner. Til gengæld er han næsten en prototype på den ultimative matør, og der er forresten fornyligt blevet åbnet et museum for ham og hans værker i hans hjemby Salford udenfor Manchester. Det drejer sig naturligvis om L. S. Lowry, om hjemmefødning, som boede hos sin mor det meste af livet og vistnok aldrig rejste meget længere end med bussen til Manchester. Som Rousseau er der tale om malerier, som er så langt fra nogensomhelst teknisk kunnen, at det næsten er fornuftsstridigt. I modsætning til de klare og rene farver hos Rousseau er der dog hos Lowry tale om alskens nuancer i brunt og sort og gråt uden andet end enkelte næsten impressionistiske småbitte næsten punktformede farveglimt.

Hos Lowry er der simpelthen tale om en skildring af dette nedslidte og håbløse tidlige engelske industriområde, så man simpelthen får klaustrofobi. Samtidigt er der dog også de bittesmå glimt af en rød skoletaske for lige måske at symbolisere en smule håb i al det tilrøgede og møgbeskidte. Det er vanskeligt at forblive uberørt ved at se et billede af Lowry, næsten ligeså vanskeligt som det er at blive berørt af et teknisk tilsyneladende helt anderledes fremragende billede af Trampedach. Der er en verden til forskel, og der er et helt liv og dets erfaringer i Lowrys billeder, som ingen fotografier ville have kunnet gengive, selv om han teknisk aldrig nåede længere end til første aften på et malekursus i aftenskolen. Det var nok mest derfor det blev så godt. Han malede heller aldrig mange billeder, men der var altså heller ikke mange motiver i Salford. Der er dog ingen tvivl om, at det lige præcist var sådan de så ud, ihvertfald for Lowry, og det er godt nok for undertegnede. Lowry er forøvrigt denne skribents absolutte yndlingsmaler.

Nu har det ikke i dag været hensigten at bevise, at man ikke kan have gavn af en formel kunstnerisk uddannelse. Det kan man naturligvis sagtens. Det er blot ikke alle kunstneriske udfoldelser, som lader sig omplante til det oftest noget formalistike miljø på de etablerede læreanstaler, befolket som disse jo er og nødvendigvis må være til evig tid med 2.geled af de rigtige talenter. Hvis man rigtig underviser i kunst er man jo aldrig nogen rigtig kunstner selv. Derfor kan man selvfølgelig være en god lærer alligevel, men sommetider behøver rigtige kunstnere altså ingen hjælp. Det er måske i virkeligheden det, som er kunsten, den sande kunst. Sommetider er det ihvertfald.

I denne uge vil vi med de kendte ord fra den klassiske TV-serie “Star Trek” med den kendte kaptajn Kirk “boldly go, where no one has gone before”. Vi vil nemlig forsøge at sammenføre og sammenligne livsforløbet og værkerne for 2 af det sidste århundredes allerstørste komponister, nemlig amerikanske Charles Ives og russisk/sovjetiske Dmitrij Sjostakovitj. Hvis der forresten er nogen som synes, at vi staver Sjostakovitj navn lidt alternativt, er det ganske korrekt, men det gør alle andre translitterationer altså også, og lige her er vi faktisk på hjemmebane. Nu er det også sin sag at drage paralleller mellem 2 mennesker, som har lavet helt forskellig musik under vidt forskellige omstændigheder, men vi vil dog prøve alligevel. Nu er der nok ikke mange, som vil betragte Ives som en af de allerstørste, mens Sjostakovitj´ gennemslagskraft er uformindsket nu over 30 år efter hans død. 
  
 Nu er kendskab til en komponists værker jo for de allerfleste uløseligt forbundet med opførelserne af værkerne, selv om enkelte siges at få ligeså stor fornøjelse af at læse noderne til værkerne. Begge disse grupper har dog i tilfældet Ives haft det noget svært, for dels var det nærmest umuligt i lange perioder at høre hans musik opført, dels var der heller ikke engang ret mange pladeindspilninger af hans værker. Desuden var noderne hos Ives ikke tænkt som være sædvanligt fyldestgørende beskrivelser af musikken, mere sådan en slags generelle retningslinier, og det gjorde jo heller ikke tingene nemmere. Sjostakovitj´musikalske sprog var anderledes konventionelt og så alligevel slet ikke. Tilsammen giver disse 2 mænd historien om den ultimative frihed og kunstens nødvendighed på hver deres helt forskellige måde. De beskriver simpelthen kunstens nødvendighed under såvel diktatur som et vestligt demokrati. 
  
Charles Ives blev født i Connecticut, USA i 1874 af velstillede middelklasseforældre, omregnet til dagens forhold selvfølgeligt vældigt velhavende, da middelklassen var ret lille. Faderen var aktiv som orkesterleder i forskellige musikalske sammenhænge, som man vel i dag fælles vil benævne som forskellige afarter af messingsuppe, altså datidens folkelige populær-og dansemusik. Denne musikform skulle aldrig helt miste sin attraktion for sønnen Charles, selv om resultaterne blev aldeles forunderlige. Den unge Ives modtog en vis formel musikalsk undervisning, men afbrød ganske tidligt uddannelsen for i stedet at blive den succesfulde forsikringsmand, som han var resten af sit liv. Vi ser altså her et eksempel på den velbjergede frie ånd, som tilsyneladende kun gør det for sjov. Intet kunne dog være mere forkert, selv om omverdenen var tilbøjelig til at betragte Ives excentriske musik som en dille ligesom de fleste vel betragtede den danske konge Frederik d. 9. og hans dirigentvirksomhed. De tog fejl. 
  
Dmitrij Sjostakovitj blev født i et noget fattigere hjem i 1906 og fik under og lige efter den russiske revolution den allerbedste uddannelse, man overhovedet kunne få i verden dengang, nemlig hos ingen andre end en af verdenshistoriens mærkeligste musikalske multibegavelser, nemlig komponisten Glazunov. Glazunov tager vi en anden gang, men allerede i sine allerførste ungdomsværker afslørerede Sjostakovitj, at han ville blive verdens måske allerstørste komponist. Der er simpelthen tale om et musikalsk drive og en dynamisk energi, som gør al musik af Sjostakovitj genkendelig for det åbne sind. Ikke fordi det er det samme eller blot minder om hinanden, slet ikke. Der er derimod tale en en så påtrængende nødvendighed i hvert eneste musikstykke fra klaverskitserne “Børne-blokken” (Detskaja Tetrad´ for os kendere), til de første symfonier. Glazunov var mildt sagt noget betænkelig ved sin talentfulde elev ( “kunne han da ikke blot komponere som Prokofiev”), men han begravede sine bekymringer på den klassiske russiske måde, nemlig i flasken. 
  
 Nu må man huske, at disse tidlige værker blev skabt under alle mulige afsavn, hvoraf ringe ernæring og håbløse boligforhold blot var 2 af problemerne. Det måske allerstørste problem var, at det var forbundet med ekstrem livsfare allerede fra slutningen af 1920-erne at lave nogetsomhelst, som blot teoretisk kunne karakteriseres som anti-revolutionært i Sovjet, og derudover var der ret ringe muligheder for opførelser af mange komponisters værker, hvis de ikke faldt i tyrannen Stalins smag. Det var der faktisk aldrig nogensinde noget, som rigtigt gjorde, så det gav visse problemer. Filminstruktørerne havde det forresten ligesådan, og alt tyder på, at Stalin helst så amerikanske tårepersere og hørte Bing Crosby, hårde odds for den unge Sjostakovitj. Der var tale om en situation, som aldrig kunne blive bedre, blot værre og det blev den også, både under Stalin og senere under Breznjev. Der var tale om en kunstner i permanent livsfare i flere årtier, og da den akutte livsfare blev mindre blev han alvorligt og kronisk syg. 
  
I USA var den effektive forsikringsmand Charles Ives i stand til at holde så tidlig weekend, at han efterhånden fra omkring århundreskiftet 1900 og de næste par årtier var i stand til at skabe musik, som denne verden aldrig havde set. Hvis han havde fortsat sin musikalske uddannelse på Yale havde verden såmænd heller aldrig hørt det, for han ville aldrig nogensinde have kunnet fuldføre studierne som kunstner af den kaliber, som han viste sig at være. Hans første lærer havde ved præsentationen af Ives´ 1. symfoni stejlet som en løbsk hest, og det skulle blive meget værre end den dissonante slutning på denne symfoni. 
  
Verden gik nu i mange årtier glip af en del af Ives´musik alligevel, fordi tonesproget og rytmikken var så ekstremt modernistisk og samtidigt så rytmisk frit, at det inderligt skræmte mange musikere. Ives måtte allerede fra starten selv bekoste de allerfleste opførelser af sine egne værker, og det er faktisk et under, at han overhovedet fortsatte. Det gjorde han forresten heller ikke efter 1928, hvor en langvarig kronisk sygdom lammede ham kreativt indtil hans død. Inden da havde han dog lavet en musikalsk skatkiste, som ingen som har hørt det, nogensinde vil kunne glemme. Det var selvfølgelig derfor, at en helt tilfældig kortvarig berøring med hans musik for mange flere årtier senere kunne medføre den eksplosive popularitet, Ives aldrig selv oplevede, da den først skete langt efter hans død i 1954. Der var simpelthen tale om en musikalsk nødvendighed i Ives´ værker, som man aldrig havde set på en tilsyneladende genkendelig måde og så alligevel overhovedet ikke. Det lød jo desuden altsammen som en slags folkesange, som man mente, man måske havde hørt før, og så alligevel slet ikke.  Han forekom godt nok meget mærkelig, og det var han vel også, mens hans musik var meget mærkeligere. Derom senere. Der var her tale om en kunstner i konstant komfortable materielle kår , som man vel med en vis ret kan kalde betydelig velstand. 
  
Sjostakovitj blev i kraft af sine heroiske bestillingsværker i 1930-erne en af de kendteste sovjetiske komponister, men det er ikke disse værker, som holder i dag, naturligvis ikke, grove og skematiske bestillingsværker som de var. Det er derimod den overflod af kammermusik, som han samtidigt komponerede og som var denne tvangsmæssigt overproduktive og overfølsomme mands overtryksventil i det repressive sovjetiske samfund. Det var i disse mange værker for mindre besætninger han fik afløb for sin uafladelige skabertrang, og det er i al hans kammermusik fra klavermusik til forskellige kombinationer af trompet, kammerorkester og sonater af enhver art og selvfølgelig ikke mindst i de 15 strygekvartetter enhver åben lytter oplever denne følsomme kunstner af allerreneste karat. 
  
Hans offentlige liv var baseret på noget, som måtte minde om kunstnerisk overlevelsesøkonomi. Han sikrede sig simpelthen sin fortsatte fysiske eksistens ved konstant at levere massevis af hjernedød filmmusik og og en del oratorier og symfonier, som nådigst burde gå i den store glemmebog. Der er de dog ikke endt og det kan man godt forsvare, da selv bestillingsarbejder fra Sjostakovitj bærer elementer af sand mesterskab, blot i nedtonet form. Man kan heller ikke afvise, at denne konstante angst, som finder sit absolutte højdepunkt i hans 13. symfoni med digte af en anden sovjetisk outsider, Evgenij Evtusjenko, måske har medvirket til al den desperate humor, som man finder overalt i hans musik. Det er utvivlsomt et specifikt russisk/sovjetisk overlevelsesmiddel, og Ives har naturligvis ikke noget af det. Han skulle jo ikke overleve, blot leve godt, og det gjorde han. 
  
I mellemtiden havde Ives i USA godt nok ikke komponeret ret meget, men han lavede jo også noget helt andet. Til gengæld for den manglende teoretiske ballast berigede Ives verden med nogen musikalske kollager i alverdens farver og stemninger, som gav det fra litteraturen så fortærskede begreb “bevidsthedsstrøm” en ny musikalsk betydning. I hans strygekvartetter var der godt nok stadigvæk som i 1. symfoni tale om et forholdsvist konventionelt tonesprog, men det var dog rigeligt til at forskrække både publikum og kritikere omkring skiftet af forrige århundrede. Det skulle dog blive meget værre. Allerede i hans 2. og 3. symfoni er der elementer af en så vildtvoksende drømmende karakter baseret på massevis af melodi-bagateller fra den anglo-amerikanske sangskat, at det for samtiden må have lydt som et Johnny Reimar-smølfeparty. 
  
I modsætning til Reimar var der dog tale om, at alle de forskellige melodistumper blev spillet i forskellig takt og et af højdepunkterne kom med den 4. symfoni, hvor ikke mindre end 4 komplette messingorkestre spiller forskellige stykker samtidigt. Her kan man i sandhed tale om polyrytmik, og endda var noderne med vilje lavet sådan, at man simpelthen umuligt ville kunne opføre værket 2 gange efter hinanden med blot nogenlunde sammenlignelige resultater. Der er altså i virkeligheden tale om et uendeligt antal rytmiske variationer, altså polyrytmik i uendeligste potens.. Hvis det lyder som om det er svært tilgængeligt er svaret nej, overhovedet ikke, faktisk ikke meget vanskeligere end at gå en tur i naturen og opfatte naturens kakafoniske symfoni. Det var forresten også Ives´ foretrukne inspirationskilde. 
  
I Sovjetunionen var Sjostakovitj fra midten af 1960-erne blevet lanceret som det, han hele tiden havde været, nemlig den største russiske komponist i 1900-tallet og opnåede dermed i relativt levende live at blive kanoniseret som den sande socialistiske helte-komponist. Relativt levende  betyder her, at den allerede da invalide og sygdomssvækkede Sjostakovitj aldrig nogensinde kom over det knæk, som Stalins angstfyldte terrorregime havde givet ham. På typisk russisk maner var mange af hans seneste værker rene studier i den specifikt russiske overlevelsesmekanisme, nemlig galgenhumoren. Jo mere dødsangst og gammel han blev, jo mere bevægede hans værker sig i alle mulige forskellige retninger uden nogensinde at lyde som nogetsomhelst andet, end det de var, nemlig værker af Sjostakovitj. 
  
 Indtil hans død i 1975 fortsatte denne åndelige tvangsarbejder med at producere værker af uforlignelig kvalitet og ekstrem forskellighed, selv om han naturligvis ikke helt nåede Ives´ 4. symfoni, som jo i sig selv var et værk med uendelige muligheder. Der er dog efter denne skribents mening ingen komponist, som over så lang tid og så mange værker har holdt et så ubegribeligt stabilt og højt niveau i sine værker. Heldigvis er de allerstørste øjeblikke fanget af flittige optageteknikere, herom mere. 
  
To helt forskellige menneskeskæbner resulterede altså i en blivende musikalsk skat, selv om Sjostakovitj naturligvis tager førsteprisen med hensyn til det enormt store antal værker af ensartet høj kvalitet. Den kolossale produktion var lige præcist i hans tilfælde i første omgang baseret på både hans maniske angstfyldte arbejdsform og ikke et krav fra det socialistiske diktatur. Andre sovjetiske komponister komponerede nemlig over et helt liv næppe mere end Ives. Ives tjente til gengæld aldrig en øre på sine værker og høstede endnu mindre anerkendelse i sin levetid. Selv om meget tyder på, at han i starten aktivt søgte kommentarer, betød andres meninger ikke alverden, da det kom til stykket. I hans levetid fik han lidt eller snarere slet ingen anerkendelse, men den kunstneriske nødvendighed tvang ham alligevel til at fortsætte og endda betale for værkernes udgivelse selv. Den ene komponerede for at overleve, det gjorde den anden ikke. Resultatet blev dog det samme fordi ingen af dem heldigvis kunne lade være med at arbejde med det, som virkeligt betød noget, og det er de værker vi kan høre i dag. 
  
Sjostakovitj´ bedste symfonier er 4, 5, 6, 9, 10, 13 og 15. Der er massevis af fremragende indspillede sovjetisk/russiske versioner med Kondrasjin, Mravinsky, Rozdjejstvenskij, Haitink og Previn (den bedste 13.!) Strygekvartetternes mestre hedder Beethoven og Borodin-kvartetterne og resten af kammermusikken bør vælges med Judina, Oistrakh, og Nikolaeva m.m. fl. Mange af disse også relativt gamle optagelser er af en teknisk kvalitet, som får Deccas plader fra deres såkaldte “guldalder” til at lyde som den vits de er. 
  
Ives musik er det bare at tage først frem. Samtlige indspilninger er som en anden længe overset mester, franske Erik Satie, præget af entusiasme og begejstring som ingen andre, så der findes ingen nitter, slet ingen!. Der er som nævnt ikke noget i Ives´ produktion, som ikke bør høres, men glem ikke at høre hans Rondo for klaver og hans cowboy-sange og så lige den om grundlæggeren af Frelsens Hær, William Booth. Altså lige efter du har hørt alle 4 symfonier og så lige “Central Park in the Dark” og så og så…