Den kære barne-tro

Nu har denne skribent i historisk tid været hverken lillebitte eller i besiddelse af nogen særskilt troskyldig barnetro. Alligevel var dog igennem mange år en vis forventning ved at bygge sig op på denne årstid, hvor den normalt formørkede og kuldslåede november gav plads for julemåneden og dagenes snarlige forlængelse. Igennem den pre-pubertære barndom (og strengt taget osse op til flere år IND i denne) var julen uløseligt forbundet med navnene Airfix og Revell, producenter af plastic-samlesæt af fly og skibe. Som jo for alle raske Foska-drenge var det allermest attrå-værdige blandt julegaverne. Og selv når man åbnede en af de bløde pakker var barnetroen indtil det allersidste intakt. For farmor Marie kunne da umuligt være hjerteløs nok til KUN at give en hjemmestrikket trøje, der måtte da have forputtet sig det skala 1:72 det gigantiske byggesæt af en Boing B-29 Superfortress.

Det viste sig så desværre alt for sjældent at være tilfældet, men heldigvis gjorde gaverne fra mere humanistisk-indstillede familiemedlemmer, at barnetroen forblev indtakt. Man vedblev at tro på det bedste i mennesker længe efter, at de forlængst havde demonstreret deres totalt manglende fornemmelse for alting. Ikke mindst hvad en stor dreng for eksempel havde brug for! Plasticflyvere, naturligvis, hvilket ethvert fornuftigt menneske da burde kunne forstå!

Senere og siden har det så været hifi,  som denne skribent har spildt og spilder uanede summer på. Selv fruens heste er i den sammenhæng helt økonomiske i drift, selv om de konstant æder løs af særdeles dyrekøbt hø som de tromleformede tærskeværker, som de er.
Hifi er jo en form for hardcore-besættelse i klasse med det i Rusland så udbredte rusmiddel “Krokodil”: En sølle skæbne, som kun døden tilsyneladende kan udfri én af! Eller rettere: Indtil for ganske nyligt var det da for det meste hyggeligt at møde andre “high fidelitis”-medpatienter. For i den brogede flok af tosser var der ganske vist altid en særskilt stupid og ulidelig mandsperson eller to, men de kunne normalt “inddæmmes” af de øvriges relativt fornuftige tilgang til denne hyggelige hobby.

Sådan er det så visseligt ikke længere. Den måske allerede dengang for et årti eller mere siden naive barnetro på, at folk havde blot en lille smule at have deres meninger i, brast vel afgørende for denne skribent med fremkomstem af Mogens “Antisilver” på diverse fora. For så dum kunne da vel ingen være syntes den stadigt naivt-julebarnetroende Poul M? Jo, det kunne de, og langt, langt, langt værre skulle det blive. Det skulle ligefrem vise sig, at selv fortidens ikoner blandt anmelderne havde en bagside af lallende inkompetence og eklatant mangel på selv den ringeste kritiske sans eller fornuft.

Og så må vi lige lave en lille parentes, fordi denne skribent i lighed med næsten alle de andre halv- og helgamle tosser, der befolker denne hobby, har særligt kærlige og nostalgiske  tanker “bundet op” i datidens ophøjede medie for hifi-videnskab, papirbladet “High Fidelity” At det stadigvæk er sådan afspejles af, at selv på det ellers hyggelige vintagehifi.dk uvægerligt i forbindelse med diskussioner om kvalitet af gamle apparater altid eksisterer muligheden for at trumfe: Nemlig ved at finde og  reproducere  en gammel test i High Fidelity. For hvis DEN var god, så er apparatet bare toppen af poppen.

Kritisk sans er tydeligvis ikke noget, der særskilt udvikles gennem livet, for allerede dengang fra slutningen af  1970-erne var bladet High Fidelity ved at udvikle sig til den rene luder-journalistik, forfattet af indbildske megalomane fjolser, der blot blev værre gennem årene. Hvem husker ikke kongen indenfor  “audio-prostitution” Kurt Lassen og “selvhøjtidelighedens ypperstepræst” K.S. Møller. Der vel ene person har gjort mere skade for hifi-fornuften (muligvis et såre søgt begreb, men i mangel af bedre..!) end samtlige andre tilsammen. Selv “Lydjørgen” næppe undtaget..

Nå, men heldigvis sparede K.S. Møllers rablerier denne skribents betagelse af det ellers alment anerkendte  knæsatte tempel for objektiv hifi, papirbladet High Fidelity for en hel del penge. Ret hurtigt , faktisk allerede fra midten af 1970-erne, voksede jeg “fra” bladet. Og selv om jeg i tiderne derefter undertiden læste det for sjov, så blev der efterhånden noget langt mellem snapsene. Som derudover blev noget fortyndede..

Alligevel stod en enkelt skribent på forunderligste vis som et ganske vist såre relativt “fyrtårn” af  relativ “fornuft”. Måske bare fordi han skrev og skriver så uendeligt kedsommeligt forekom hans anmeldelser knapt så  indlysende “luder-agtige” som alle de andres. Igen. Kurt Lassen-arghhh!!
At det så alligevel ikke var studenterhuen, der måske akkurat trykkede Jan Nielsen/janils helt urimeligt (for ham er det) lagde jeg så ikke særskilt mærke til. Måske mandens søvndyssende skrivestil helt havde demonteret min ellers ret akutte fornemmelse for idioti allerede dengang for flere årtier siden..Mennesket søger vel altid en undskyldning og forklaring på egen manglende evne..

At janils tydeligvis ikke var den skarpeste kniv i hifi-skuffen er så desværre blevet demonstreret atter en gang. i en nylig test af en RIAA-forstærker fra hyggelige Lars Vesterskal vi citere kostelige konstatering:
“Lars Vester stikker ikke så meget under stolen. Han er åben omkring sine konstruktioner. jeg fik osse udleveret håndskrevne blokdiagrammer, der viser en fornuftig konstruktion”
Ja, hvad skal man næsten sige til en sådan gennemgribende analytisk test-begavelse som janils her? Det bør vel lige nævnes, at Lars Vester/Mantra som altid har indstøbt sin konstruktion i epoxyklumper for at holde kopister på afstand. En både rimelig og nødvendig praksis både dengang og nu for et enkeltmandsfirma.

Alligevel fortsætter janils tosserierne om epoxy-opbygningen, hør blot her
“Man kan sige, det er for at skjule opbygningen (ja!!.. red,) men samtidig dæmper det komponenternes mekaniske resonans og gør  ifølge Lars Vester en positiv forskel i forhold til lydbilledets ro og fasthed”
At man så som tidligere iterationer af Mantra-moduler støder på terminale termiske skader på komponenterne i epoxy-støbningen nævnes naturligvis ikke, det er ellers et uhyre kendt fænomen. Og derudover bør enhver vel være lidt skeptisk overfor den uhyre positive virkning en ellers simpel modifikation som indstøbning, siden nu ingen andre har anvendt den siden de allerførste Mark Levinson-apparater. der osse udelukkende og naturligvis anvendte “krypterede” moduler. Og altsammen naturligvis fordi det ellers er ganske svært at opnå høje priser for velkendte og og banale løsninger.

Skrev janils virkeligt sådan noget pladder dengang der kun var papir som hifi-formidling? Det må han vel have gjort, jeg var åbenbart bare ikke selv kritisk eller klog nok til at se det!
Den nærmest barnlige månedlige følelse af forventning, dengang High Fidelity kun udkom på papir, var vist blot som andre af barndommens drømme-ren tom luft!

Den uhyre tvivlsomme helt Mathiasen..

Nu er den begyndende alderdom hos denne skribent en tid både for eftertænksomhed og bristede illusioner. Og nej, vi taler ikke om jubeltåber som “Lydjørgens” fortsatte attentater på almindelig rimelighed indenfor hifi, selv om den slags totalt tøjeri heldigvis ville have været totalt uhørt for blot få måneder eller år siden. Man kan jo blot vælge at gøre sig sine egne tanker og glemme mandens totale megalomani. Som vel er det retteste ord for en mand, der totalt desavouerer utallige geniale audio-tænkere og stiller sig selv alvidende i stedet i fortsatte fremturende  fantasterier. Umderligt hifiindustrien ikke forlængst taknemmeligt  har opsnappet dette unikke audiotalent, “Lydjørgen”

Nej, i dag vil vi behandle en ellers certificeret dansk helt. For så vidt den slags giver mening, når man får audiens hos den danske majestæt og for sin “dåd” får ikke mindre end end 200 kr. Og får noget af det nærmeste i datidens København, der er en dansk udgave af en “ticker tape parade”  Som var en veritabel formue dengang i 1904 , som det ingen mening giver at forsøge at at omregne til nutidskroner. Herom mere til sidst i dag.
Manden hed Karl Mathiasen og døde som velagtet borger, mæt af dag, på min fødeø Endelave i 1959. Manden var jo kraft af sin audiens hos den danske konge og følgende kontante æresbevisning et levende monument (altså indtil han døde, forstås) over den særegne mathiasenske form for diskret heltemod.
Og så spoler vi tiden tilbage til starten på historien i dag, som jeg forsmædeligt nok har behandlet tidligere på denne plads. Dog desværre uden dengang at drage de både ellers indlysende og uundgåelige konklusioner ud fra ellers let tilgængelige fakta. Deri står jeg ikke alene, faktisk er der udgivet flere let-hagiografiske skildringer og lavet udstillinger om manden, men på denne plads er det alligevel skuffende. Her forventes med rette bedre..

Dengang viderebragte jeg blot den noget glansbilledagtige traditionelle familie-beretning, der nu desværre må revideres i afgørende grad. Ja, det er faktisk en smertefuld erkendelse for denne skribent at opdage, at et nært familiemedlem slet ikke var den helt, som alle ellers troede. Faktisk måske endda så langt fra, som man vist næsten overhovedet kan komme. 

Den slags erkendelser gør hos denne skribent næsten ligeså ondt, som dengang jeg opdagede, at min barndomshelt, flyverhelten wing  commander “Battler” Briton, var en fiktiv figur. Man havde ellers fra forfatternes side omhyggeligt og ihvertfald for mig selv som dreng aldeles overbevisende omhyggeligt koreograferet en biografiske illusion om, at “Battler” var en ægte figur. Det viste han sig så desværre ikke at være. Nok helt, altså, blot ikke virkelig.
Matros Karl Mathiasen, derimod, viste sig at være det diametralt modsatte. Virkelig, DET var han, men en HELT, DET var han godt nok ikke. Og hvordan han efter det efterfølgende søforhør undgik hjul og stejle eller kølhaling er vanskeligt at fatte.
Men lad os starte fra begyndelsen. Min nære forfader Karl Mathiasen var matros ombord på skibet “Norge”, der sejlede emigranter til Nordamerika i 1904. Og i en absolut tour de force af håbløs navigation lykkedes det kaptajnen at sejle skibet på de eneste skær, der overhovedet findes vest for Irland, det lillebitte Rockall. Og det skal lige med, at enhver vidste positionen af skæret, da det havde været med på samtlige søkort siden middelalderen.
“Norge” fik straks slagside og begyndte at synke. Og det var afgjort “bad news” for alle de ombordværende, da skibet kun medbragte redningsbåde til under halvdelen af de godt 750 ombord. Hvoraf iøvrigt godt en 1/3 var børn og do. mænd og kvinder ca. lige mange. Besætningen på 62 var næsten  kun mænd.
Man begyndte straks at sætte både i vandet, og i den allerførste, der kom i vandet, hoppede matros Mathiasen. Han havde tydeligvis ikke på Endelave Skole hørt meget om “kvinder og bør først”. Redningsbåden fik en læk, men dog ikke større, end at der kunne øses. Vores tvivlsomme helt Mathiasen stødte og roede straks båden væk fra det synkende “Norge”, dog åbenbart uden på allermindste måde at tænke på at “toppe” båden op med kvinder og børn. Der var plads i båden til 48, men vores “helt” Mathiasens rummede blot 28. Og at der var plads til flere i redningsbåden  viste en anden , der indeholdt hele 71 personer ved den senere redning. Sikke dog et veritabelt kujonagtigt møgsvin, Mathiasen!
Nå, møgsvin havde der tydeligvis været nok af ombord blandt besætningen, selv om ingen vel helt nåede Mathiasens format. Det er jo osse kun muligt at sejle væk som den allerførste i en blot halvfuld redningsbåd vel vidende, at der selv ideelt langtfra er plads til alle. 
Nå, men ifølge de konventionelle beretninger fortsatte Mathiasen sine heltegerninger med at medvirke til at øse båden. selv om det jo principielt er noget vanskeligt at kunne være nogen helt, når man er med i båden og vel ret beset blot forsøger at redde livet. Sit helt eget, altså, som Mathiasen jo så skammeligt allerede havde bevist var hans absolutte første og eneste prioritet. 
Allerede den næste blikstille morgen dér midt i Golfstrømmen blev Mathiasens redningsbåd spottet af en oceangående fiskerbåd og alle blev reddede. Men altså kun dem i i den halvtomme redningsbåd. I det store billede omkom over 600 mennesker i det, der stadigvæk er danmarkshistoriens største skibskatastrofe.  Og kort tid senere fik den heltemodige matros Mathiasen så audiens hos kongen, der ville hilse på denne noget skurvede helt. Der jo på forunderligste vis aldrig blev udsat for alle de ellers indlysende spørgsmål om totalt svigt af kvinder og børn og passagererne i det hele taget fra besætningens side.
Og det var der måske en rigtigt god grund til. For mens knapt halvdelen af besætningen overlevede, så var tallene for børn under 1/8 og for kvindernes vedkommende ikke voldsomt imponerende  1/15. Sådan en statistik siger jo desværre, at matros Mathiasen ikke var det eneste svin ombord, men at statistikken for “Titanic” få år efter skulle vise sig anderledes gunstig i fordelingen af overlevende uden dog akkurat at imponere, er dog tankevækkende. Så nej, nogle ting har bedst af at blive fejet ind under gulvtæppet.
Alle vil gerne have helte  uanset om der så tydeligvis ingen var. Og matros Mathiasens sande manglende format illustereres vel osse af, at da han blev spurgt, hvad han ville bruge alle pengene fra den danske konge til, svarede han “buffet!” Selv om det nok ville have været mere nærliggende for svinehunden her at give dem til nogle af alle ofrene for eget kujoneri. Og selv om han altså tydeligvis ikke var den eneste, så var han altså den eneste, som jeg var i nær familie med.
Det var så den nyredigerede og sande version af Mathiasens helte-historie.
PS Og med hensyn til, hvad X antal kroner svarer til i dag. Det er i ganske kort i historisk perspektiv en svær grænsende til umulig opgave. Tag for eksempel et DR-program omhandlende Landbrugsbankens fallit i 1920-erne, hvor selv økonomiprofessorer enten gættede åndssvagt forkert eller blot gisnede. Banken gik under med et underskud på et par hundrede millioner, der i programmet blev “omregnet” til “flere milliarder” selv om beløbet dengang var ved at vælte både statens budget og det samlede bankvæsen. Så nej, det svarede IKKE til  et par milliarder. det svarede nærmere til en billion kroner, altså 1000 mia. og noget nær det samlede årlige statsbudget.Og det var jo det, der gjorde det kritisk truende for hele samfundet.
For ,man kan altså ikke bare tage prisudviklingen som eneste måler for historiske kriser og udviklinger. Ligeså lidt som man altså skal tro på selv de bedste familie-ammstuehistorier om mathiasensk heltemod. Eller man kan kan bruge prisindekset alene for at se, hvad det ville svare til i dag  at købe en JBL Paragon for 43.385,- i 1975…

Den ukuelige optimisme

Som tidligere nævnt er denne triste og dystre tid helliget lytning af trist og dyster kammermusik indspillet i triste og dystre kamre. Denne skribent er nemlig endnu ikke helt færdig med de dybtgående studier af en udvalgt bunke fortolkninger af Dmitrij Sjostakovitj`  15 strygekvartetter. Der iøvrigt i hifimæssig henseende spænder fra det akkurat acceptable til det egemntligt fremragende.  Og i samme ombæring er der blevet muligheder for endeligt at få afgjort, om Betthoven-kvarttens fortolkninger er bedst på vinyl eller på CD. Næppe en duel, der vil interessere ret mange, og netop derfor vil vi stark og måske umiddelbart en smule overraskende afsløre sejrherren: Vinylen vinder!

Det skyldes nu den ret prosaiske forklaring, at vi i huset har adskillige originale sovjetiske optagelser på vinyl med Betthoven-kvartetten, der er både rimeligt gamle og ikke vanvittigt imponerende optaget. Og da slet ikke skåret/pressset synderligt godt. Alligevel er de dog langt bedre end udgaven på CD, for den er nemlig OSSE digitaliseret fra gamle slidte vinylplader, fordi de gamle bånd åbenbart  er forsvundet under afviklingen af Sovjetunionen. Således kan man drage absolut ingensomhelst konklusion om kvaliteten af de forskellige medier ud fra det her. 
Eller rettere sagt: Man kan uddrage den selvsamme konklusion, som den, som vist ellers få eller muligvis ingen moderne hifientusiast nogensinde drager, når de køber ny vinyl med nyere indspilninger: Nemlig hvordan dog i hele hule Helvede en vinylkopi af et ellers oprindeligt digitalt produkt tilsat en gang ekstra digitalt delay under skæringen for at undgå rille-hop dog skulle kunne blive bedre end det digitale forlæg.
Nå, den slags tosserier skal man være hifientusiast for helt at fatte. De efterhånden uhyre få  professionelle indenfor pladepresnings-faget nærer ingen illusioner om nogen magisk kvalitetsforbedring ved at presse musikken ned i  en teknisk inderligt håbløs anakronistisk skive plastic. 
At der hersker en uhyre sober tilgang til opnåelsen af ultimativ kvalitet i vinylbranchen ved vi, da vi netop har leveret et sæt store ATC-monitors til at af de få tilbageværende selvstændige pladepresnings-studier. Ingen voodoo-kabler eller anden tosseri, ja ikke engang et eneste Dyrholm-kabel fik vi at se. Måske osse meget godt, da denne såkaldte “producent” jo i ugens løb afslørede en absolut kritisk totalt manglende viden om farvekodningen af stik til højre og venstre kanal.
Nå, det bliver sjovt at finde ud af, om de nye fremragende aktive højttalere  medfører et forbedret vinyl-produkt. De får ihvertfald mulighed for at høre, hvad der sker på disse såkaldte “monitors”. Der jo som bekendt adskiller sig fra almindelige stuehøjttalere ved, ja , absolut INGENTING. ATC´s hjemmehøjttalere og deres professionelle modeller adskiller sig udelukkende fra hinanden på farven: De hjemlige er i fremragende finer-finish, mens de professionelle er i mere simpel sort maling. En god højttaler er en god højttaler og det er den her. Og så er enhederne af en kvalitet, der gør, at de termisk og dynamisk ændrer sig mindst muligt med belastning og deraf følgende temperaturforøgelse i svingspolen.
Selv med store svingspoler og effektiv køling er det alligevel aldrig til at undgå, at der sker en varmeophobning i den helt voldsomme grad i en højttalerenhed. det forbandede er nemlig, at man ved hård belasning af for eksempel en basenhed på 10-20 sekunder kan generere en sådan varme, at hele enheden stadigvæk er varm at mærke på en times tid efter. Derfor ikke underligt, at ATC anbefaler aktive systemer, fordi passive delefiltre hurtigt løber ind i et “dynamisk mis-match” til enhedernes nye elektriske egenskaber under opvarmningen til hundredevis af grader. Og det er naturligvis osse en medvirkende og måske afgørende faktor i, at mere følsomme højttalere umiddelbart lyder langt mere dynamiske end mindre effektive enheder. Selvfølgelig fordi varmeophobningen er så uendeligt meget mindre.
Og for osse lige at få en anden hyppig fejl rettet, nemlig den om såkaldte “nærfeltsmonitors” For det eneste, der nødvendigvis kvalificerer en højttaler til denne betegnelse er såmænd STØRRELSEN. Eller måske rettere: Hvor lang afstanden er mellem enhederne hvilket er en variation over samme tema med mindre vi taler om co- og triaxiale højttalere, der jo principielt  kan bruges tættere på. Men da både diverse Tannoys og Altec 604 (der var verdens-studiestandard i adskillige årtier i alskens forklædninger) alligevel blev ganske store, så er det noget teoretisk.
Ellers vil vi her i dagens grå virkelighed glæde os over menneskets ukuelighed. For ikke blot kan særligt certificerede hifitosser i åbenbare febervildelser sagtens glæde sig over, at deres pickupper til 100.000,- selvfølgelig sagtens kan afsløre et hidtil ukendt og uopdaget akustisk Nirvana i gmale vinylplader skåret med slidte og grove Scully- og Neumann-skærehoveder af den absolutte mere landbrugsmaskine-agtige mekaniske udførelse. Og drevet med vandkøling af store grove klasse B-forstærkere. For det falder tydeligvis ingen ind, at deres fabelagtige pickupper afspiller en akustisk virkelighed, som absolut ingenting har at gøre med den grove og prosaiske “vinyl-virkelighed”, som engang blev skåret med veritabel “grovfil”.
PS Vi har tidligere på denne plads kursorisk omtalt en anden ukuelig og tillige lokal optimist, der et stykke tid har forsøgt at sælge et af (ifølge annoncen, altså) verdens bedste sæt højttalere. nemlig et sæt AVI ADM 40, som der tydeligvis paradoksalt nok er rimeligt få liebhavere til.
Manden har haft dem til salg til konstant “fast pris” i over 3.1/2 år selv om den faste pris er ændret en smule fra oprindeligt 32 k til nu kun 25 k. Og stadig aldeles fast selvfølgelig.
Man må dog respektere mandens ildhu, for ikke mindre end så vidt jeg kunne tælle 203 gange har fyren aktualiseret sin annonce over de 3 1/2 år. Uden at nogen tydeligvis  er blevet fanget af den ellers fængende tekst.
Det er squ ukueligt!

Det “godheds-politiske kompleks”

Denne skribent har som muligvis enkelte bekendt en ældgammel formel universitets-uddannelse, der dog naturligvis ikke er hverken påkrævet eller nogen forudsætning for at sige hverken intelligente eller stupide ting. Menneskelig fornuft eller blot  anstændig adfærd er jo helt aldeles uafhængig af formelle kvalifikationer: Et dumt svin ind giver et dumt svin ud.

Alligevel kan man vel ikke helt undgå at blive lidt klogere selv i sin sene alderdom-selv om dette naturligvis eller nærmere desværre for det meste sker på detalje-niveau. Tag nu til eksempel denne morgens ret beset totalt ligegyldige erkendelse hos denne skribent om, at grunden til, at de amerikanske demokratiske præsidenter siden 1950-erne for europæere har fremstået som større og mere visionære talere er den ganske simple, at de har hyret bedre taleskrivere. For en amerikansk  præsidents tale er jo fuldstændigt ligeså spontan og personlig som oplæsningen af TV-avisen er det -ud fra teksten på en teleprompter. Altså ikke bare ikke alverden, overhovedet ikke!

Hvor galt den slags kan gå for en præsident, altså hvis han selv blander sig for meget i teksterne, illustreres bedst af den inderligt velmenende, men magtpolitisk aldeles impotente præsident Carter. Hans taler i den senere del af præsidentperioden er en ren “tour de force” i flæberi, der naturligvis “katapultede” Reagan til magten. Der omvendt forstod sig på kunsten at få de bedste af de tilgængelige taleskrivere til at producere rene mesterværker. Selv om de først blev til mesterværker, når Reagan suverænt turnerede i en formidabelt gennemkoreograferet spontan stil, som selv hverken Obama eller Clinton kunne nå blot til sokkeholderne. Hos de sidste  flajnerter her er det konstant slt for indlysende, at der bag de foran spejlet livslangt opbyggede fremtræden intetsomhelst er. Andet altså end “Se mig!!!!”

En amerikansk præsident, der til gengæld var både håbløs i og sikkert endnu mere totalt ligeglad med sin offentlige fremtræden var den tidligere allierede øverstbefalende, Dwight D. Eisenhower. Til gengæld gav han i lighed med Reagan og altså i total modsætning til spild-præsidenterne Clinton og Obama sine taler et personligt indhold af overbevisninger. For det var jo trods alt ærke-republikaneren Eisenhower, der først i sin afskedstale lancerede udtrykket “the military-industrial complex”. Der jo betegnede den uhellige alliance mellem militær og storkapital, som Eisenhower jo om nogen vidste noget om.

Om det egentligt var Eisenhower selv, der fandt på udtrykket, er jo ikke til at vide,og manden var jo iøvrigt så selvudslettende beskeden og aldeles ligeglad med offentlighedens eventuelle anerkendelse, at han aldrig hævdede ejerskabet. Der derfor naturligvis for stort set alle mennesker tilskrives den følgende Kennedy-administration, der til gengæld med Ted Sorensen i spidsen ansatte alle tiders bedste taleskriver-team. Nå, men milliardær-sønnen  Jack Kennedy var jo heller ikke uvant med at hyre fremmede ind for at fremme egen karriere. For hans egen Pulitzer-pris vindende bog “Profiles in Courage” var helt og holdent forfattet af hans medarbejder Ted Sorensen.

Men det var altså Eisenhower, der blev min helt, selv om jeg lige skulle huske på det i dag, ikke epigonen Kennedy, der barre “plankede” De politiske budskaber er siden Kennedy totalt druknet i meningsløs kommunikation, der mest går ud på at forplumre enhver mening.
Og hvor tåbeligt det kan blive, har vi netop set i den lokale avis Århus Stiftstidende. Vi skal henvise til denne “artikel”, der totalt bærer et aldeles naragtigt præg af, at journalisten da vist kender en, der arbejder deroppe:
https://stiften.dk/aarhus/Udbud-i-Aarhus-er-afgjort-Sprogcenter-taber-og-ansatte-sendes-paa-gaden/artikel/542293

Sagen er jo ellers den helt enkle, at bag facaden af den åh så stakkels og ellers såre uskyldigt lydende”Lær Dansk” står en af de absolutte mastodonter indefor det “godheds-politiske kompleks”, Dansk Flygtningehjælp, med sit store milliard-budget.  Der jo naturligvis med sin store snabel i alle de offentlige kasser aldrig nogensinde kan være blot en smule interesseret i, at deres medlemmer bliver arbejdsløse. Eller at migant-forsyningen ophører, det er trods alt deres eget eksistensgrundlag.
Nå, men nu er de stakkels sproglærere  så med avisens latterligt partiske beskrivelse “sendt på gaden” Åh, det er da så skammeligt, selv om det ret beset kun drejer sig om et helt almindeligt og dagligt forekommende offentligt udbud. Der normalt i disse beløbsstørrelser er lovpligtigt.

Det har det så ikke været her, ihvertfald har “Lær Dansk” siddet på tilskuds-flæsket i mange, mange år uden politisk revision og udenfor enhver kontrol. Og det er ikke blot en påstand, for lige pludseligt, altså efter at kommunen bebudede, at området skulle i almindeligt udbud, så kunne “Lær Dansk” søreme gøre de ting, som de havde gjort i massevis af år, hele 10 MILLIONER KRONER billigere pr. år end før.

Til alt held valgte kommunen dog et andet tilbud og det forhindrede jo så, at medarbejderne i det valgte firma så IKKE blev sendt på gaden.Nå, det snakkede ingen om. Godt nok en stupid vinkel fra avisen!
Til gengæld er det for denne skribent uhyre svært at fatte, at denne tydelige or mangeårige OVERFAKTURERING fra “Lær dansk” /Dansk Flygtningehjælp på 10 mill. årligt ikke straks ender som en sag a la “Britta Nielsen-light”
For uanset forseelser eller fortjenester for storkapitalen (og det uanset om de hedder “militært-industriel” eller “godheds-politiske” komplekser) så ligger vurdering og “dommen” i den almindelige offentlighed i, hvordan den bliver serveret for den i al væsentlighed totalt ukritiske offentlighed.
Selv om den her historie i “Stiften” vist nærmer sig det dummeste og mest klodsede, som jeg nogensinde har set, så spotter ingen idiotien.
Sådan demonterer kan en potentielt katastrofal krise for “godhedsindustrien” når de “rigtige” snakker sammen. For “går den, så går den”, og den her gik!
Ubegribeligt. Og åh, hvor var det dog synd for alle de stakkels folk, der blev sat på gaden. Og det endda et farligt sted-“godheds-butikken” lå/ligger lige på et hjørne ved den travle ydre Ringvej..