ja, hvem skulle nu have troet, at denne trætte gamle mand atter engang skulle begive sig til hifimesse, ak ja… Nå, til mit forhåbentlige forsvar skal det med, at vi havde foræret en tur til København inklusive eget ikke mindre forhåbentligt behageligt selskab som nylig 50-års fødelsdagsgave til en kær gammel ven. Og at vi så osse fik min gamle chef fra de mere gloriøse Radiohuset Expert-dage med var kun uventet ekstra bonus. Og altsammen kun muliggjort af, at fruen gerne under realistiske forhold ville prøve vores ganske nyligt og ikke fuldstændigt frivilligt indkøbte “be-stjernede” tyske racerautomobil. Hun havde så tydeligvis ikke fuldstændig tænkt den skræmmende tanke atter engang at skulle til hifi-udstilling. Hun svor ellers sidste gang at det var den sidste, men det var så altså kun den seneste. Og måske denne tiltagende affældige mand blot har hørt forkert..
Nå, vi kom dog derover, og det var da spændende nok. Når man nu selv er i en nærliggende del af den elektroniske branche er det altid sjovt at forsøge at aflure et par nye salgs-tricks her og der. Ikke mindst fordi min egen ungdom sammen med mine gamle medbragte venner bød på adskillige udstillinger af principielt samme slags. Det var så tydeligvis dengang, det var “før” og folk i branchen må tydeligvis have været dygtigere dengang. Ikke nødvendigvis til at opstille det optimale anlæg (jo det var vi squ!), nok mere til at pille det ned igen, hvis det overhovedet ikke duede. Eller i det mindste nådigt lade være med at spille hvis man ikke havde andet med.
Nå, meget aktivt salgsarbejde så vi nu ikke og det vi så, var komisk grænsende til det tåkrummende. En stand havde en tæller-dims, der kunne afsløre fejl på strømnettet, hvad det så iøvrigt var. Videnskaben voterer vist stadigvæk i denne vanskelige sag. Når man så tilsluttede et dyrt netkabel, så faldt tallet med va 90%, og det var jo fantastisk at overvære videnskabens allerseneste landvindinger på første parket. Om det så var forbi manden bare skiftede værdien på sit magiske måleapperat eller der blot var et lille HF-filter i netkablet er umuligt at vide. Hvis det første var det forståeligt, hvis det sidste så var det straks mere uforståeligt at man ikke osse bare bortfiltrerede de sidste 10% Selv om det nok kan have medført reelle råvarestigninger på produktet på op mod et par øre..Som jo allerede udgør en ikke ubetydelig procendel af den samlede produktionspris på kablet, og i det blakkede lys kan man måske nok forstå det..
Salgsteknikkerne er tydelig noget anderledes og tydeligvis langt mindre teknisk krævende end dengang hifi var en respektabel hobby for fornuftige mennesker. Selv vores gamle ven og mentor, Claus Bülow, som var vores ungdoms uopnåelige forbillede, præsenterede en enkel oplysning, som fik selv os 3, hans gamle elever, til at stå måbende tilbage. Havde videnskaben virkeligt udviklet sig så kolossalt meget siden vores egen læretid, eller var det bare et eksempel på moderne kontra-faktisk hifisalgsteknik. Tydeligvis det sidste.
Udover det var udstillingen ganske bemærkelsesværdig ikke mindst musikalsk. Eller måske snarere manglen på samme. Sjældent har denne skribent hørt så meget ligegyldigt plingeling-muzak med en enkelt iørefaldende undtagelse. For lige der, i et stort og akustisk velegnet rum, spillede nogen minsandten et fantastisk velegnet reference-nummer for enhver højttaler. Det er naturligvis den pudsigt-producerede semi-live duet-koncert med Willi Nelson og den allerede da noget affældige Johnny Cash. En sjov optagelse med hvæs og kant og skarphed og silkeblød guitar fuldstændigt uden noget perspektiv. Alede det sidste er jo en kritisk test af højttalerens fase-linearitet, for de fleste højttalere spiller såmænd et fornuftigt men desværre altså ikke-eksisterende perspektiv på denne optagelse.
Nu var det nu ganske heldigt, at vi havde hørt nummeret mange gange, for det var næsten fuldstændigt ugenkendeligt. Dér stod Johnny simpelthen med en stemme så tynd og spinkel som i de glade Sun-dage i midten af 1950-erne, fuldstændigt grinagtigt, det her! Ingen krop, ingen mellemtoneprojektion OVERHOVEDET, ren tyvetusind-kroners transistorradiolyd. Om det så var det ringeste på messen er så tvivlsomt, da konkurrencen som altid på denne parameter var usædvanligt hård, men de gjorde squ da godt nok en seriøs indsats.
Bedst lød udover måske Marten (ikke nemt at afgøre ud fra demonstrationen, der var noget dynamisk begrænset, (selv et par af de legendariske SEAS 25 TV-EW 10-tommers basser med dueægs-store magneter kunne have gengivet impulserne i demo-musikken) men ellers var det desværre et par af de små prut-højttalere, der præsenterede så langt den bedste lyd. Og det siger vel lidt om den generelle kompetence i branchen, for hvis man ikke kan imponere folk med kæmpestore systemer langt hinsides millionen, hvorfor fanden skulle folk så overhovedet begynde at drømme om at få råd til dem..? Det var så den om fascinationen, der ganske udeblev!
Selv traskede denne skribent blot efter “fører-hunnen” i vores lille flok, Pia Mathiasen uden at jeg dog fandt nogen grund til at betvivle hendes sikre dømmekraft. Den elementære del af den menneskelige såkaldte “krybdyr-hjerne”, der instinktivt vælger den fornuftigste handling som her typisk var omgående at gå UD af lokalet igen. Når hun så blev hængende lidt, så var det usvigeligt sikkert fordi der var noget at komme efter. Ikke meget, blot mere end der, hvor der slet INTET var.
Osse min gamle trænede kollega Henrik Thomsen var hurtig på aftrækkeren med at stikke hurtigt af og langt væk fra de vildeste lydmæssige fiaskoer på messen. rart at være sammen med folk af den rette støbning! Og så var det ikke engang fordi, der blev spillet særligt højt de fleste steder, faktisk nærmere alt, alt for lavt, men det har der nu nok været vægtige grunde til.
Vi takker igen vores gamle medrejsende venner for en såre hyggelig tur. Og så må det altså være sidste gang, at vi gider det her. At så ingen kunne høre Jesper Bevensee Jensens uhyre fornuftige ord (vi kender ham som en uhyre fornuftig og uhyre kompetent mand) (det kunne vi heller ikke, men nu kom vi osse for sent) på grund af enestående logistisk PA-uduelighed er en anden og tristere sag. At publikummerne så heller ikke kunne høre det selvbestaltede pladespiller-orakel Jan Nielsen vrøvle løs er så et andet og heldigere og lykkeligere tilfælde.
Den ene af dem spildte sin tid, den anden er bare SELV spild af tid! Bestemt ikke fordi Jan er særskilt dum, hans evige analoge falbelader er blot så inderligt kedsommelige, at han nok har skræmt mange gange flere mulige entusiaster væk end nogen anden i DK. Han er næsten det, som Sound Defined`s Peter Steffensen er det for de digitale freaks: Sådan en, som man så forfærdeligt meget håber på bare ville være i den anden lejr så man da bare kunne hævde det modsatte synspunkt. Af HAM altså!.
OK, Peter er værst!
Vi takker arrangørerne for, at vores værste forventninger atter engang blev indfriet til fulde. Og hvad skulle vi osse have skrevet på denne på denne plads, hvis alt bare havde været godt. Det var det så ikke og betegnende nok er begejstringen på andre fora vel faktisk størst for nogle af de mere beskedne setups. Selv havde vi nu lidt svært at falde fuldstændigt i svime over små indonesiske prutkasser samlet i Indonesien med indonesiske enheder. Kun Gud vel så hvorfor de så skal være så DYRE de her ret beskedne små æsker som de er når nu historien om disse produkter er så promoveret…Direkte til slutbrugeren fra Indonesien..
Måske bare den unge ejer bag salgsvirksomheden mangler et nyt slips, han er sådan en nydelig meget meget ung mand. Så ung, at man næsten som gammelt fjols har svært ved at tro på, at han kan lære en noget. Efter et kort lyt er jeg ikke ganske overbevist, vores fører-hun forsvandt rekordhurtigt ud af begge rummene for denne midtjyske virksomhed. Nå, det var da bestemt så langt fra den værste lyd og vel dermed relativt godt, og betegnende for udstillingens uforløste potentiale. men ligefrem RIGTIGT godt…?