Så er vi næsten klar til…

..at vise de seneste akustiske landvindinger i vores kompagni. Der mangler så blot lige lidt “kone-lig” IT-bistand for at få uploaded billederne på den nye computer, som denne skribent er blevet begavet med. Som den efterhånden fuldbefarne ægtemand, man vel efterhånden er blevet (med en overordentligt håndfåst lærer som fru Mathiasen forkortes læreprocessen afgørende!), så skal man vist være forsigtig med at prøve at stikke ting og sager i alt for mange forskellige (USB)-huller. Sagt i absolut litterær kortform her er konen dog ganske tilfreds. Med lyden her i kælderen, forstås, ja faktisk så imponeret, at hun ufortøvet i aftes krævede ændringer af vores referencesystem i den største stue. Det er ingen ringe ros fra en så permanent pålidelig og principielt aldeles ubestikkelig kilde. Alle mænd kan sagtens narre sig selv til evig tid med hensyn til hvadsomhelst, blot de selv har skabt det og det uanset, hvad den amerikanske præsident Abraham Lincoln måtte have sagt. Han var nu ellers ganske skarp, var han, så det var nok ikke om det her, han udtalte de udødelige ord “You can fool all the people some of the time, and some of the people all the time, but you cannot fool all the people all the time.” Han må i så fald have ment “mænd”, for fru Mathiasen kan ingen altså fuppe end ikke på den allerkorteste “bane”, som det vist hedder på nutids-ævl. Godt, at Lincoln døde i 1865, så han blev skånet for nutidens hærskarer af princip-løse spindoktorer og ærgerligt, at en del mindre meriterede præsidenter senere gik så forfærdeligt meget mindre i teatret.

Derfor er stoltheden naturligvis blot så meget større over egen fortræffelighed. Ups, det skulle man da vist have været forsigtig med, for nu er der allerede en længere checkliste over forlængst forglemte ting, som selv perfekte ægtemænd åbenbart kan glemme eller fortrænge.
Nå, i det mindste er der da nu mulighed for ganske vellydende musikledsagelse til arbejdet og ikke mindst de udendørs sysler. Selv i det fjerneste hjørne af vores ganske store have kan vi nu ved et enkelt åbent vindue “logge” 100 dB lydtryk.
Man kan her passende mindes den allerførste gang i verdenshistorien, hvor pionérprogrammet “Music while you work” blev præsenteret, nemlig i juni 1940 i krigstidens Storbritannien.
Vi håber, denne “musikalske recept” virker ligeså godt i dag som dengang, behovet er da ialfald det selvsamme!

Så er det den store dag!

I dag er en bemærkelsesværdig mærkedag i en vis overfladisk lighed med alle andre mærkedage. Det, der gør denne dag til en ganske særlig lokal flag-dag er, at det i dag er ikke mindre (og så heller ikke mere) end 6 1/2 år siden, den daværende bly viol Pia Olsen trådte ind i denne skribents ydmyge lejlighed i Samsøgade 77. Resten af denne unikke kærligheds-føljeton er nyere samtids-historie.
Åh, jo, vi var næsten lige ved at glemme den egentlige anledning til flagningen i dag (nej, vi var da ej!): Vi har 2-års bryllupsdag, ja vi har. Og det vil vi forsøge at fejre på passende behørig vis.
Se DET er noget af det sværeste ved at være gift. Man skal fortsat formå at kunne leve op til fruens hele tiden med rette endnu mere opskruede forventninger.
Måske man dengang den allerførste nat skulle have udvist en smule større passende “strategisk sparsommelighed” med alt for meget at udbasunere egen fortræffelighed..? Nå, problemet kan jo heldigvis osse løses ved hele tiden at blive en bedre ægtemand og i den henretning er det så blot heldigt, at det er mig selv, der skriver denne klumme.
Derudover er det så blot at bemærke, at Pia Mathiasen er det bedste, der nogensinde er sket i mit liv. Dengang, nu i dag og for altid!

Vi dovner godt nok lidt, men vi holder ikke helt ferie

På trods af den iøvrigt traditionelle årstidsbestemte ret ringe skribentaktivitet på denne side her i juli,(kvantitativt, ikke kvalitativt naturligvis), så er vi “open for business” som normalt. Vi har derfor osse lidt ekstra tid til at divertere med lidt høj musik for dem, der måtte have tid. Og måske det også kunne lykkes for os at få solgt det sæt Ascolta Brennin-superduperpianolak højttalere med en bunker af verdens dyreste højttalerenheder i. Orv ja, og så har vi osse et sæt IMF Reference transmissionslinieskrumler stående til hugpris.

Vi vil dog lige ganske undtagelsesvis citere en anonym kilde fra gårsdagens post. Professionelle kunder er normalt anstændigt-lette at gøre tilfredse, men ham her forekommer nu endda selv i denne sammenhæng helt overordentligt tilfreds:
“Her en mail, hvis indhold omkring beskrivelse af ATCs lydagligheder, ligger lige mellem en taksigelses upålidelighed og forelskelsens forblændethed. Så er banen kridtet op:-)

Ej, jeg blev glædeligt overrasket over de er i matsort. Kan godt lide den understatede engelske uhjælpelighed i det. Det klæder den godt, i mine øjne. Passer fint til de meget klassiske stands jeg har, lavet af fire kraftige firkantrør og malet med den ru maling jeg ikke kan huske navnet på du, malingen er lissom krympet. Very nice ideed, Sir.

Glæden steg yderligere en tak, da jeg så de kunne biwire dem. Så mit fine nye Jeans Cable Canare kom til sin ret. Et meget neutralt kabel til en billig penge, pudsigt nok. Også et engelsk produkt, se det ligner jo noget nu. Der er ihvertfald en vis indre sammenhæng.

Så blev de powered up og så begyndte opdragelsesperioden. I forhold til, og hold lige fast i det, de højttalere jeg havde før, hørte jeg nu en tør, rund, lidt varm og tilbageholdende lyd. Det var som om der kun kom lidt ud af det som der skulle have været sendt afsted. Imens jeg sad og tænkte over det, fandt min hjerne ud af at gøre det til noget positivt. Det er jo sådan forelskelse viser sig, ikke også? Bumser bliver til stjerner på pigens kind…er hun bly, er det nærmest en bekræftelse af at hun indeholder uendelige dimensioner af dybder og har finurlige og fantastisk interessante opfattelser af en grum verden.

Nå, back to business: når jeg sad der og hørte på det her som jeg egentlig synes var for lidt, så tænkte jeg at jeg tidligere havde hørt på forkert lyd, lyd som var betonet og forvrænget på den ene eller anden måde. Jeg holdt simpelthen fast i at det her var den rigtige lyd; løftede på de små kasser og mærkede med stor fryd den høje vægtfylde og den massive produktkvalitet, som på den måde strømmer ud i armene på den, som løfter den. Så var det hen og stille iTunes equalizeren på FLAT, istedet for den jeg havde kørt med indtil da. Jeg havde lavet en selv, en MANUAL da rock og pop ikke lød godt. Nu skulle der fanme laves rigtig lyd, ingen pynt, kold tyrker med tilsætningsstoffer!

Her på anden time af torturen virker det. Jeg har opdaget de skifter lyd, alt efter hvilket band – musik – de spiller. Alle CD ere lyder uens og det er, ifølge de vildt kloge Linn-folk, helt rigtigt. Så det synes jeg også, altså det synes jeg faktisk er et rigtigt ræsonnement. Godt. Og så skiller de optagelsen af, ikke musikken. Jeg kan enormt tydeligt høre at eksempelvis The Beatles optagelser er meget lagkage og hver-musiker- i -sit-rum optagelser. Det ødelægger ikke noget at få den sandhed serveret uhyggeligt klart, man skal jo kunne klare det, for det er jo sådan de selv hørte det, går jeg ud fra. ATC eren har en varm eller fyldig grundtone som jeg ved er mere rigtig end en “klarere og lysere” tone. Det fandt jeg ud af en dag på banegården her i Copenhagen. Midt i ankomsthallen stod DRs radiosynfoniorkester og spillede noget Ravel. Det var en overraskelse i sig selv at se dem stå der og musisere, men det som overraskede mig mere, var lydens karakter; den var blød blød og sød sød. Den violinlyd var fantastisk skøn og lige præcis så dejlig at høre på som man kunne håbe på.
Jeg besluttede på vej ud af hallen at mit nye anlæg skulle have som mål at lyde blødt og varmt, hellere det end lyst og analytisk. Egntlig er det soleklart at det skal være sådan, hvordan fanden kan det være anderledes?

De spiller i et ikke særlig dæmpet rum på 16 m2 og her lyder de af meget mere, end i overetagen på det store grimme hus vi boede i for et år siden. Rummet der var med skråvægge og mindst 30m2. Lyden forsvandt op mellem de fritliggende træbjælker. Selv med en 150 watts ATC forstærker bagved. Og så er der alligevel sammenfaldende indtryk; de spiller for sig selv, så at sige. Mange andre højttalere får rummet til at spille med, forstår du det? Altså der spredes så meget lyd at alle vægge og gulve er med på melodien, men det gør den her ikke. Det er som om den er helt sig selv på en akustisk måde, står bare og spiller og så kan de andre ting i rummet bare passe sig selv.
Det er garanteret et gode, det må simpelthen være rigtigt på en mystisk måde.

Jeg kan mærke at når jeg går i de her små cirkler af rundtænkning om næsten ingenting, og jeg støder ind i at de spiller musikken ret forskelligt fra alle de højttalere jeg har haft, så er min redning at jeg tror på dem her. Jeg tror simpelthen på at ATC har fat i den lange ende. Så jeg overbeviser min skepsis med en argumentbaseret sikkerhed hentet fra det deres webside og brochurer og og det simple faktum at de ikke er øretrættende. De spiller heller ikke overbevisende på den der System Audio måde; hør mig, jeg kan sprænge din trommehinder med larm!

Sidder lige nu og hører Birthsday med elskede Beatles og hører faktisk for allerførste gang Poul M råbe sine linier ud i højre kanal med voldsom intensitet, musikinstrumenterne rodet sammen bagved og til venstre og måske Yoko korsynger Birthday med badeværelseslignende akustik. Det er en enorm oplevelse at høre musikken så opdelt. Den plejer at lyde sammenflydende, men det er jo reelt et falsum. De MÅ være ATC en der gør det rigtige, den kan jo netop ikke skille noget ad som var sammensat, letttere er det ulig at få noget til at smelte sammen som var opdelt.
Mine skuldre kan sænke sig nu. Jagten er ovre, for en tid ihvertfald. :-)”

Men vi vil bare meget hellere sælge vores Ascolta Brennin og det dér sæt IMF. De står osse helt vildt meget i vejen for alle vores kolossale truthorn

“Olde Worlde” Powerhouse

 
Posted by Picasa

Inden vi sprinter ud i og ud af den sidste fortravlede præ-skoleferietid et lille billede af den kommende weekends forjættende Sirene-sang: Mulighederne for en yderligere fin-tuning af “maskinrummet” her i firma-hulen. For eksempel skal tingene til en start kobles sammen..
Med en akkumuleret maskinkraft her i denne sorte 236 kg. bunke lettere rustent metal på ikke ganske bagatelagtige 4600 watt til anvendelse i højttalere, hvoraf kun subberne ligger (en ubetydelighed) under de 100 dB for 1 watts input er der basis for megen spøg og anden skæmt og lydtryk i den skadelige ende af den liniære Richter-skala. Og så er der endda forstærkninger på snarlig vej på tilsammen 4680 watt. MERE altså. Selv om der jo så stadigvæk mangler lidt for at gennembryde den magiske 10.000 watts grænse er vi da kommet et stykke af denne uendelige vej. Al snak om at voksne mænd som denne kun begyndende-affældige er særskilt kloge turde hermed være bragt endegyldigt til afslutning.
Bare det snart var weekend…!