Måned: november 2010

 

I dag er så dagen, hvor denne husstand heller ikke ejer et eneste sæt JBL 4320 plumpe klassiske studie-monitorhøjttalere længere. Uden at være direkte tragisk er det da temmeligt vemodigt, for selv om vores stadigvæk hjemmeboende JBL Olympus S8R gør altsammen en hel del bedre, så kunne disse 4320 noget, som ingen andre har kunnet. De kunne nemlig minde om nogle af ungdommens flyske og forgæves drømme og dét langt bedre end vores Olympus. Fordi de her sidste var SÅ dyre dengang, at man end ikke kunne DRØMME om dem. Forskellen synes måske akademisk, men det er disse subtile forskelle, som livet bygger på. Nemlig det, der betyder noget og det, som ikke gør. Om det sidste så skulle være fordi man ikke selv tør, end ikke drømme, kommer ikke sagen videre ved.

Heldigvis er det gamle mundheld fra de slesvigske krige stadigvæk gældende. Det var det der med “for de gamle, der faldt, er der ny overalt”, herlig evig præsens-form, der altid signalerer optimisme. Og jo, der ER nye på vej: Større vildere og tungere. Og jo, det er igen JBL, denne gang et 1.80 m. højt kolo-enormt biografsystem med 2 15-tommers basser og det største trut-horn, vi overhovedet nogensinde har haft. Alene det aftagelige (håber vi da!) horn er så stort, at det kun dårligt kan passere vores indgangsdør. Vi håber det går, ellers bliver der et “crash sale” snart derude på den snedækkede græsplæne.

Et “crash” blev det så også endelig til for det danske elektronikfirma Gamut, der gik konkurs for et par dage siden. Allerede fra starten i de gode og økonomisk komplet uansvarlige dage i 2003 var der god gas på ud over stepperne. Muligvis de samme uendelige stepper, som de tyske pansertropper mødte i Rusland dengang først i fyrrerne, hvor de rullede afsted også uden ekstra larvekæder eller blot brændstof. Ligefrem ekstraordinært strømlinet blev firmaet vel aldrig, men en tid kunne mindre også sagtens gøre det, som det også kunne for så mange andre. Alt, alt for mange. Firmaet var grundlagt på Sirius, endnu et af den danske “audio-maverick” Ole Lund Christensens utallige kreationer. På trods af firmaets aktiviteter i datidens grumme gunstige erhvervsmiljø var den største succes vistnok, at man solgte sit navn til et amerikansk firma med speciale i satellit-paraboler. Og resten var så Gamut.

Som for så mange andre endte det altsammen med en skæbnesvanger skilsmisse og det for adskillige år siden. Et partnerskab med et stort velhavende indonesisk firma omkring produktion af højttalerenheder i samme lokaler derovre i Herning eksploderede af delvist uopklarede grunde (alt tyder dog på en særdeles farverig række af hændelser indenfor økonomiens lettere overdrev) og derefter var det blot yderligere op af bakke, indtil bakken altså til sidst slap op som bakker alt for tit gør. Nå, det går nok altsammen endda. Gamut producerede aldrig noget selv så vidt vi ved og deler med salig firma Thule det tvivlsomme ry som det muligvis mest servicekrævende produkt og det ganske uanset alder. Også selv om der slet ikke er nogen.

Nå, nu er det så tid til mulig eftertanke for Gamut-Goller og vi kunne da ønske og unde ham, at han dernede i Indonesien fik sig en hjertelig snak med sin gamle partner fra Herning-tiden. Måske vi ikke har set det sidste til denne danske Fugl Fønix endnu og for en mand med Gollers talenter skulle der da være gode muligheder for aldeles permanent ophold og måske endda ditto beskæftigelse dernede i entreprænante Indonesien, hvor der findes en betydelig produktion af high end-højttalerenheder sted.

Om ikke andet er der nu gode muligheder for at på hifi4all til ovre i det (sandsynligvis midt-, sådan er det vist tit) jyske at købe nyrenoverede Gamut-produkter. Ja, man kan sågar købe et sæt højttalere, hvoraf kun den ene angiveligt har været pakket ud for at blive fotograferet. Der må da her være tale om et absolut monumentalt fejlkøb hos denne sælger, siden han allerede inden han har pakket dem ud vil sælge dem billigt igen. Tjah, sådan går det sommetider så forfærdeligt galt. Eller hvad man nu skal kalde det. Man kunne i nogen tilfælde vel også kalde det for tvangsmæssig tilpasning til den eksisterende virkelighed.

Ellers ser vi for første gang vores nye “Mac” på sin rette testplads på vores værksted. Den grå betonvæg danner en god baggrund for disse tro arbejdsheste, som her er på permanent aftægts-græs. Og apropos heste: I et læserbrev i går i JP blev det klart, hvorfor piger sjældent vinder i de Trivial Pursuit-spil, som jeg og andre mandlige venner deltager i. Udover det indlysende faktum, at netop vi er med naturligvis. Denne pige ville så forfærdeligt gerne brilliere med sin historiske viden og det er ganske rimeligt, hvis man altså ved noget. Ligegyldigt hvad, blot ikke som her det helt forkerte. Hun mente at vide, at den engelske admiral Horatio Nelsons hest hed “Copenhagen”. Ak ja, piger er godt nok ikke særligt kloge, for hvor mange heste er det lige der huserer på skibe i nu-og datid? Ingen, naturligvis og i sin manddom var Nelson til søs langt det meste af tiden og havde næppe nogen hest overhovedet. Og da slet ingen, der hed “Copenhagen”

Det havde til gengæld en anden af de engelske hærførere ved de engelske angreb på Danmark i 1801 og 1807. Det vil sige, det havde han så til al overflod heller ikke (endnu) dengang han var med i Danmark og hed Arthur Wellesley. Det havde han så til gengæld dengang han efter i 1814 at være blevet adlet til Lord Wellington i 1815 stod som sejrherre over Napoleon i dennes allersidste slag. Under denne kampagne red han på ja altså, hesten “Copenhagen” Denne handlekraftige mand blev senere som den allierede 2. verdenskrigs-øverstkommanderende Dwight D. Eisenhower en ret ringe og dådløs primierminister-præsident. Måske der for så beslutsomme mænd som disse kun er et vist antal “beslutnings-skud” i bøssen, noget tyder vel på det.
Den hesteløse Horatio Nelson var til gengæld allerede død efter slaget ved Trafalgar i 1805 med de mytiske sidste ord “Kiss me, Hardy” Måske fordi Lord Nelsons kone som så mange engelske kvinder forfærdeligt meget lignede en hest, at han overhovedet ikke behøvede at have en mere…
Så meget om heste og indbildske piger, der tror de ved nok til nogensinde at vinde i Trivial Pursuit. Daaa…, læs dog lige lidt på lektierne først! Eller hold jer blot til hestene, disse herlige store varme cylindriske dyr med den deraf følgende sælsomme kildren..Underligt nok dubleres denne følelse aldrig rigtigt hos mænd og drenge og det uanset, om hesten hedder “Copenhagen” eller ej. Sikkert derfor, vi er så meget bedre til Trivial Pursuit: Fordi vi ikke er så nemme at distrahere. Eller bare noget andet.

 

Nu er det ikke særligt usædvanligt at få forskellige former for “flashbacks” som mere end midaldrende. Faktisk er det ca. ligeså almindeligt som at kvinder af tilsvarende årgange får hedeture. For det første er den præsente nutidshukommelse uendeligt begrænset og der bliver jo også rent statistisk mere og mere at “flashbacke” tilbage til. Tag for eksempel betegnelsen “P-39F”, sikkert ikke noget, der siger ret mange ret meget. Eller nogen noget overhovedet. Alligevel er det ikke nogen tilfældig betegnelse, ja den er faktisk lidt tilfældig, at den ikke burde genbruges.

For en enkelt gangs skyld er vi tilbage i de sort/hvide drengetegneseriers tid. Det var dengang, bladene for rigtige drenge hed “Kampflyverserien”, “Commando”, “Battler Briton” “Spion X-13” m. m. fl. Disse blade var små af størrelse og muligvis endnu mindre af litterært indhold, men uforglemmelige som det første kys. Mere faktisk, nu jeg lige overvejer det, langt mere, tag dén, Margit! Politisk korrekte var de heller ikke. Japanerne og tyskerne var i serierne reduceret til lavstammede abelignende grusomme væsener, henholdsvis grusomme blonde bestier med tendenser til almindelig folkemord-lyst. Historisk var disse stereotyper af hele folkeslag i en specifik historisk periode vel ikke særligt meget skudt ved siden af, men i dag ville de naturligvis have været helt forkerte. Selvfølgelig fordi de var forfærdeligt rigtige og helt givet derfor ville kunne anmeldes som racisme til den relevante FN-domstol..

Nå, dengang i barndommen, hvor efterkrigstidens keynesianske økonomiske regime fra Bretton Woods endnu herskede, for tilsyneladende evigt, føg det med mundrappe bemærkninger som for eksempel de uforlignelige “Tag dén, Fritz, og dén!” mens Battler Brirons Oerlikon-kanoner plaffede atter en af Luftwaffes Messerschmitter ned. Andre af favoritterne var “Smag din egen medicin, Fritz!” og “Fordømte gule hunde!” Den sidste bemærkning skurrede altid lidt særligt, fordi genboen faktisk havde en ellers ganske skikkelig gul hund, som ellers ikke dengang i barndommens univers så særligt “fordømt” ud. Verden var så meget simplere dengang hele verden var i sort/hvid og hvor skurkenes favoritudbrud altid var “Ach, verdammte Engländer”, “Scheisse!” og “Banzai!” Ikke underligt at så få gad være japsere eller nazisvin når vi legede krig, paletten af roller var bare ikke synderligt farve-rig.

Og endelig er vi tilbage ved overskriften. Ved krigens begyndelse var USA i besiddelse af et relativt moderne jagerfly med betegnelsen, ja altså P-39F. Det var langtfra noget særligt godt fly, faktisk var det et af den slags fly, som ingen piloter frivilligt havde lyst til at begive sig til vejrs i. Det var langsomt, upålideligt ikke ret manøvredygtigt, altsammen egenskaber, der gik fra slemt til værre allerede fra særdeles moderate højder og opover. Måske derfor var det ret naturligt i Sovjetunionen, at dette jammerlige fly scorede sine største og eneste triumfer. Stalins piloter var ikke særligt godt vant og derudover havde de heller ikke noget valg, så de fløj disse Bell Airacobra P-39F skodfly til sejr eller død. Ikke underligt at adskillige tyske “esser” på østfronten scorede en 300-400 nedskydninger.

Og så flashbacker vi lige til i dag. På den nylige hifiudstilling i København hørte vi i en helt håbløs opstilling i hjørnet af et støjende gangareal et sæt Klipsch-højttalere. Det vil sige, da vi gik skyndsomst og skræmte gik forbi denne lydlige kakafoni, anede vi det ikke, for de lignede slet ikke de Klipsch-højttalere, som vi selv har, fine ubehandlede og originale krydsfiners-Klipsch la Scala. De her lignede bare alle andre slanke gulvhøjttalere. Ordet “slank” er i denne sammenhæng udpræget negativt ladet, rigtige højttalere KAN slet ikke være slanke. Det var ikke det dårligste, som vi hørte på udstillingen, disse Klipsch-højttalere, men det ville nu heller ikke have været godt. Og det var det så alligevel slet ikke.

Og i dag er det så, at vi opdager, at udover at spille langt ringere end vores egne stadigvæk som model ganske gængse La Scala, så HEDDER de her håbløse dusin-Klipsch (fordi de ligner alt andet end en RIGTIG Klipsch) det forlængst patentbeskyttede P-39F. Det er virkelig en svinestreg at genbruge sådan en forlængst drengebogs-helliggjort bogstavkombination og det er kun den ene side af sagen. Den anden er, at man med en mulig undtagelse af et andet amerikansk fiasko-fly, torpedobomberen Douglas “Devastator” (hvoraf alle i tjenesten blev skudt ned under slaget om Midway), har taget det HELT FORKERTE fly. At de så i annoncen er prissat til en ren bagatel af 100.000,- danske kroner (uden at det vist angives, at der er tale om absolutte demo-modeller), ja det gør jo ikke sagen meget bedre. Eller værre, allerede var starten var den jo noget stor-slem. Gad vide hvad de har kostet fra starten, 1000 mia. eller deromkring. Det aner vi ikke og er også ligeglade, vi har de Klipsch, som vi skal have. Hm., måske et sæt rigtige Klipschorn kunne bruges, men det her andet, aldrig i livet. Men som en gammel kollega sagde det så smukt: “Det nemmeste at lave er altid prisskiltet!” Tak, F.!

Det paradoksale er, at denne første Klipsch-højttaler og i mange år firmaets eneste produkt, Klipschorn, faktisk var SAMTIDIGT med DEN ANDEN og rigtige P-39F. Produktionen af disse overlappede ganske kortvarigt i krigens sidste dage.
Åh jo, og så er dagens billede et protræt af en anden gammel næsten-krigskæmpe, nemlig den slidte ex-McIntosh MC-2600 forplade., der nu er skiftet. Til gengæld er de originale input-stik stadigvæk intakte. Som naturligvis er BNC-bajonetstik, som allerede var i anvendelse i den rigtige P-39F. Det var så dagens historiske vingesus,

 

Som lovet i dag et “skud” af bagsiden af en alt andet end audiofil forstærker. Den selv ikke videre opmærksomme læser vil nok kunne genkende den lidt små-rustne bagside af en McIntosh MC-2500. Rusten skyldes ikke dårlig pladekvalitet, udelukkende at apparatet i mange år har været udsat for begrebet “kystklima” i sin mere ekstreme form. Nemlig det, der kaldes havklima. Uden at søsygen eller andre mekaniske fejl nogensinde har afficeret dette kolossalt mekanisk stabile apparat har det som de fleste af sin slags gjort permanent tjeneste på søen, indtil landloven som følge af, at hjemstavns-skibet blev hugget op. En værdig skæbne for et særdeles værdigt apparat, at tjene sin tid ud på søen og så mere endnu.

Det her apparat har trukket et såkaldt “distribueret højttalersystem” på en større caraibisk luksusliner. Den har stået dernede i de evige saltvands-dunster og “pruttet” af sted med over 500 højttalere tilsluttet uden at der nogensinde har været behov for nogen service. Det er der så stadigvæk ikke, selv om vi af kosmetiske grunde har monteret en ny original frontplade. Vi vil måske tage et billede af den gamle for at forklare og bede om forladelse for, at vi ikke har bevaret 100% originalitet. Det fortjener denne fine gamle forstærker men den gamle forplade var helt vanvittigt grim. Ikke bøjet, naturligvis, det kan man slet ikke, det 59 kg. og dybeapparat kan uden støtte bagtil sagtens HÆNGE i forpladen.

Samtidigt var det et veritabelt chok at opdage, at absolut ingen af kontrollerne på forsiden skrattede. Ikke at de nogensinde var blevet renset af andet end dampe indeholdende natriumchlorid og alle de andre reaktive komponenter i varmt oceanvand, men selv denne barske behandling havde ingenting gjort. Det vil sige, lidt var der gået galt. Netafbryderen “hænger” lidt, og skal undertiden lige trykkes ind en ekstra gang for at virke. Den har helt tydeligt aldrig nogensinde i over 25 år været brugt, apparatet har simpelthen været konstant tændt og i ditto brug. Godt gået, du gamle, vi lader af veneration afbryderen forblive original sammen med samtlige kondensatorer. De sidste er der heller ingen grund til at skifte, de ser ud og måler som nye. Ja, selv netsikringen er den originale, lidt vildt. Og helt vildt imponerende.

Nu har den så fået permanent landlov og en æresplads som fortjent, og så må vi se, hvordan den gamle stoute arbejdshest affinder sig med denne relativt dåd-løse pensionisttilværelse. Hvor de blå blinkmetre på vores Altec højst kommer op på 5 watt, 20 dB under tidligere magtfulde storhedstiders konstante belastning. Den gamle bryggerhest på nye grønnere græsgange!

Lige inden vi går i gang med pakkeriet til en travl dag, skal vi da lige knytte en kort kommentar til af de få absolutte vækstområder i Danmark i dag, nemlig krænkelseskulturen. Selv er vi ikke vældigt tyndhudede i den retning og det ville vel heller ikke være rimeligt. Diskussioner kan som storme kaste frådens skum rundt omkring uden at dog vist nogen drukner i det. Farligere er nettet trods alt heller ikke og endnu mindre for de kronisk anonyme, som aldrig behøver give sig til kende. Vi er dog blevet opmærksomme på en ret explicit, ligefrem bibelsk trussel mod denne skribent, og det er jo noget ganske andet. At den så også rummer udtalte ringeagtsytringer om denne skribent er en yderligere skærpende faktor. Vi citerer fra nerds.dk fra en dér flittig bidragyder om denne ydmyge skribent:
“Der er vitterlig tale om løbsk tragikomik kombineret med en ubehjælpelig trang til at gøre sig interessant. Desværre kan personen ikke bære det. Personen er ubehjælpelig i enhver henseende bortset fra at lodde på tid. Kunne vi dog for pokker ikke nagle ham fast til et loddebord 24/7?”
Nå, vi vil med bibelsk stoicisme (er der egentligt noget der hedder det, stoikerne var vist mest “in” noget før og lidt efter Jesus?) vælge at vende den anden kind til denne tydelige trussel. Og selvfølgelig så vidt muligt kikke mig over skuldrene, når jeg nærmer os loddebordene.
Det mest interessante ved denne trussel er næsten det rent sproglige spørgsmål, om man kan bruge en kraftig sømpistol til at nagle nogen fast til noget, for så hed det vel for pokker “sømme fast”? Hm. mon ikke den korrekte foreslåede udførelse er bedst med en hammer og nogle lange nagler?
Der er bagsider ved alting og det er altid forbundet med en vis fare at leve. Det er vel ligesom definitionen på liv..? Og bestemt til at leve med i dette tilfælde.

 

I dag et billede fra vores værksted af vores “små nye” Det er et af den slags billeder, der er som taget fra et fly, hvor størrelsesforhold og alle perspektiver er fuldstændigt forvanskede. Det, som på billedet med brug af telelinse fra flyet ligner myrer, kan efterfølgende vise sig at være mennesker. Omvendt kan de myrelignende væsener dernede efterfølgende faktisk vise at være RIGTIGE myrer, fordi billedet kan være taget, mens flyet står på landingsbanen. Vi starter ganske dybsindigt i dag, ikke sandt?

Al denne snak fordi vi vil starte med den vanskelige disciplin, som hedder det korrekte perspektiv. For at starte i flyver-analogien, fremlagde allerede den danske humorist Robert Storm Petersen sammenhængene på denne indlysende måde: “Hvis den (flyveren.red.) er ligeså højt oppe, som den ser lille ud, så må den være meget stor”.
Ligeså her. I forhold til forstærkeren synes de afbildede Altec 805B-horn ikke af alverden, men de er altså ganske enormt store. Fordi forstærkeren, en nyrenoveret McIntosh MC-2500, er så ganske enorm stor. Fordi alt på billedet er så formidabelt stort forekommer det derfor ganske overordentligt lille på grund af mangel på perspektiv. En af dagene vil vi forsøgsvis forsøge at dreje forstærkeren rundt (ikke en ganske banal opgave) og vise bagsiden af medaljen. Bered jer på en sjælden oplevelse. Det her er ikke legetøj eller tænkt som hifi overhovedet for den sags skyld. Og netop derfor er det selvfølgelig det ypperste hifi. Fordi det bedste professionelle udstyr til alle tider altid har været det bedste hifi, dengang og i dag.

Ja, i dag er det vel i virkeligheden i langt højere grad tilfældet end i går. Måske derfor, denne husstand så aktivt opsøger og genlever tidligere tiders storhed.
Det betyder ikke nødvendigvis, at alting er gået i stå. Sommetider må man opsøge sine gamle fordomme og i bedste “Karl Popperske”-stil forsøge at falsificere sine gamle ganske ubegrundede fordomme. Tag for eksempel den sydspanske vin-specialitet, sherry. Uden at besidde andet end den allermest sparsomme og kursoriske viden om denne ellers som aperitif ganske almindelige vin, så har jeg altid troet, at det kun var noget for gamle halv-senile damer. Som i min egen barndom særdeles hyppigt røg cerutter, fy for Helvede da, måske derfor sherry hyppigt var så sødligt-klægtsmagende. For at kunne trænge igennem den massive tobaksdunst, udluftning var dengang ikke særligt moderne.

I går var så dagen, hvor vi tog til sherrysmagning for at få afkræftet alle vores fordomme. Vi blev af en uhyre vidende og entusiastisk foredragsholder på forbilled-ligste vis præsenteret for godt 15 forskellige slags sherry. Fra de mest sarte og frisk/ferske gennem “mormor-specialiteterne” til de mest opulente “sukkerbomber”. Det var et af de sjældne tilfælde i livet, hvor vi virkelig tog vores totalt ubeføjede fordomme ved vingebenet. Og sherryglasset til munden.

Og hvad blev så resultatet. Ja, for denne skribent var det et enestående eksempel på, at selv en erstatning af håbløs fordomsfuldhed overfor sherryens velsignelser med nyerhvervet positiv viden ikke nødvendigvis fører til noget særligt positivt. Eller negativt for den sags skyld. Problemet var nemlig i al sin enkelthed, at i stedet for blot at TRO, at jeg IKKE kunne lide sherry, så VED, jeg nu, at jeg OVERHOVEDET IKKE kan lide sherry. Fy for den lede pelikan: Tyndt, surt, vandet, kvalmt-sødt, vammelt og det i alle mulige forskellige forhold adr!
Derudover var det vældigt hyggeligt og jeg er selv blevet meget klogere. Alle fordommene er erstattet med anderledes solid viden, dejligt! Og især at man så ikke behøver gøre det igen, det sidste er næsten det bedste ved det allerede ganske gode hele.

Dagens tekst er samtidigt sidste kapitel i en allerede alt for lang bog. Hvis du er fulgt med helt til denne sidste side, har du med stor stor sandsynlighed snydt og er startet bagfra. Tro os, det kan vi sagtens forstå, disse dagstekster kan også for os selv her i huset være så stor en intellektuel prøvelse, at vi sjældent får læst nogen korrektur.
Og inden nogen skulle blive alt for bekymrede, så kommer der også en bog til næste år. Det foregående er kun for at meddele, at dagens tekst er den SIDSTE, der kommer med i årets bog. Og tak, fordi du købte den, husk at lade den ligge fremme på et iøjnefaldende sted, så du kan fremstå som en tænksom og kritisk person. Ved siden af de vin-og gourmet-tidsskrifter, som osse mest er til pynt og som man osse let ville få lidt småkvalme ved at skulle læse fra ende til anden. Jule-anden hm….
Så er der også altid noget at snakke om, hvis festugedirektør Jens Folmer Jepsen skulle komme på besøg. Når han har “spruttet” færdig forstås.

 

I dag et billede fra vores hjemlige testopstilling. Vi undersøger, hvorvidt de ret voldsomme vibrationer fra store højttalere er hørbare i sensitive mekaniske komponenter. Konklusionen er lidt uklar mest fordi vi ikke har prøvet andre opstillinger og derfor nødvendigvis ikke har nogen pålidelige måleresultater. Vores SME-pladespiller er ret ligeglad, så mon ikke osse det andet er? Vi tester vid

I dag har vi forfærdeligt travlt med et pakke-projekt af de lidt mere omfattende. Det drejer sig om adskillige Opel Omega-læsfulde af ganske lette kasser. Til alt held er de store og regulære og dermed lette at læsse. At de så samtidigt er dyre er en ekstra heldig bonus, som gør læsse-arbejdet om ikke ligefrem lettere, så dog en hel del sjovere. Åh jo, det er såmænd noget så prosaisk som en komplet lydregulerings-installation af et professionelt TV-studie.

Lidt sjovere gør en dansk hifi-producent nu også denne verden. I et web-TV interview fortæller arrangøren af den nyligt afholdte hifi-udstilling i København om, at man/mænd får forøget livskvalitet ved at få nye store højttalere. Det har han helt givet ret i, for hvis en mand har tilstrækkeligt meget hjemlig “power” til at trumfe et par højttalere af en vis størrelse igennem, så har han stadigvæk en lille smule magt tilbage. Ikke meget, hvis man skal tro dette klip, som afbilder en faktisk ikke særligt stor højttaler i et lettere “rund-bu(g)et” noget kvindagtigt design. Vi kan sagtens se det hjemlige kompromis i det her, hvor fruen sammen med veninderne kan sidde og more sig over mandens noget begrænsede udskejelser, som altså er kulmineret med disse højglanspolerede semi-skulpturer. Sandsynligvis det eneste præg inklusive den i samme ombæring ligeledes helt givet kvindagtigt valgte MPV- familiebil med god økonomi, som manden overhovedet har sat på hele husstanden.

Manden her har dog helt givet overordnet ret i, at store højttalere er uløseligt forbundet med bedre livskvalitet for mænd. Få er vel uenige om, at det allermest ur-menneskelige træk hos mænd, som i enhver tidsalder altid har virket tiltrækkende på alle kvinder jo naturligvis har været MAGT. Evolutionsmæssigt har det været uhyre fornuftigt for kvinderne, som på denne oplagte måde har kunnet sikre sig den bedst mulige beskyttelse af deres afkom. Derfor har magtfulde og iøvrigt ikke ellers spor attraktive mænd som skibsrederen og milliardæren Onassis kunnet vralte sig vej gennem talløse kvinder inklusive Maria Callas og ex-fru Kennedy. Man kan vel nok trygt regne med, at det har været ret fedt at have magt med al denne bonus uden at denne skribent dog har særlige personlige erfaringer og hvordan skulle jeg også have det.

Måske lidt paradoksalt virker denne magt IKKE omvendt. Magtfulde kvinder virker ikke det allermindste tiltrækkende på mænd, langt snarere skræmmer det dem væk. Vi taler helt tydeligt om en “en-vejs afrodisikum” Og så er vi tilbage ved højttalerne som middel i kampen for forøget livskvalitet. For selvfølgelig vil konen, der allerede i bedste græske tragedie-stil har “usurperet” magten (det gjorde de meget i i de græske tragedier, slå det evt. op red.) blive pirret af disse ganske vist lidt sølle “pip” af trods fra manden. Hun vil måske i få og små-pirrende øjeblikke kunne huske ham som den mand, som hun oprindeligt giftede sig med. For straks efterfølgende at fjerne hans magt og tilhørende mandighed og dermed hans fortsatte attraktion overfor andre rivaliserende kvinder. En eller anden sociologisk grund må der vel findes for denne tingenes sørgelige tilstand.

Så er det så bare man spørger sig selv, hvorfor man(d) ikke blot tager skridtet fuldt ud og får sig nogen RIGTIGT mandige højttalere. Måske et sæt af drengedrømmenes store Cerwin-Vega højttalere i skrigende imiteret såkaldt “ånde-nød” eller et sæt store firkantede JBL af ældre model som de 4320-monitors, som vi selv har. Hårene tilbage på brystet, I mænd derude, skrig jeres primale parrings-skrig ud over de tilbagetrækkende is-sletter igen. Køb dog en RIGTIG højttaler og vær ikke tilfreds med et LET forbedret livskvalitet, tag dog skridtet fuldt ud.

Nå, måske magtbalancen blot er tippet så meget, at al håb alligevel er ude. I det hele taget er magt og det nødvendigvis forbundne VALG altid noget vanskeligt noget. Begreberne hænger naturligvis uløseligt, fordi hvis man ingen magt har, så har man naturligvis heller ikke noget valg. Hverken til at købe højttalere eller nogetsomhelst andet. Hvis man derimod har masser af magt kan man tilsvarende vælge på alle hylder og det gælder naturligvis også sundhedssystemet. Det betyder naturligvis, at alle, der har råd, selvfølgelig har tegnet en privat sundhedsforsikring, som uden problemer springer alle køer over. Det gælder også de læger, som vi har talt med og det forstår man sagtens. Fordi vi selvfølgelig selv gør det.

Alligevel finder der i tiden en pudsig forplumring af begreberne sted. For eksempel tager naturligvis alle politisk korrekt tænkende mennesker naturlig afstand fra, om det skal være muligt for leverpostejs-hårfarvede danskere at kunne nægte at lade sig behandle af en tilsløret kvindelig læge. Mærkeligt med det hovedtøj, der findes da vist ellers en del indiske læger i Danmark uden at dog ellers turbanen ses ret ofte..? Puha og fø-føj dog! Til gengæld gad vi godt vide, hvordan i alverden det på landets skadestuer og andre akutafdelinger lykkes at overholde forskellige ufravigelige religiøse påbud om, at selv slemt tilskadekomne kvinder ikke må befinde sig sammen med fremmede mænd (og da bare overhovedet ikke afklædt), der godt nok er akut-læger. Man må nok regne med, at der omme bagved et sted står en parallel organisation af kvinder til disse opgaver, for hvordan kan de ellers løses. Visse ting skal vist bare hverken behandles eller omtales. Med mindre altså det er dumme uforstående og totalt racistiske danskere.
Tjah, magt er noget mærkeligt noget ligesom kvindernes derhjemme. Det er ikke nødvendigvis noget, som behøver realiseres, den virker vist nærmest bedst, hvis den bare er der.
Og kendes positivt på, at selv højttalerne derhjemme er runde som konerne selv og så er det forresten ligemeget, om de er ligeså store som konerne (er blevet) Det var så hvad vi havde valgt at bringe om magt, valg og attraktion.

I dag skal vi afslutte atter et ganske herligt årsregnskab og skrive for- op efter-ord til én af årets absolut vigtigste udgivelser. Nej, lad os blot være ærlige og sige: DEN vigtigste! Ja, vi taler atter engang om den årlige bog med det bedste fra denne side. Da alt er med minus muligvis et par enkelte slå-fejl kan vi vel ret trygt gå ud fra, at det bedste også er med som ægte delmængde af det hele…? Vi har ingen selv fra nogen af de tidligere år, så vi taler altså om absolutte best-sellere.

Dagens antikvariske tilbud er et sæt ret formidable JBL 4320 3-vejs originale studiomonitors i fuld størrelse fra JBL absolutte guldalder med den gamle alnico 077-spaltediskant og ditto LE85 megadriver. Fruen har dikteret “udtynding” og visse lodrette og ganske umisforståelige ordrer diskuterer man ikke! Og hvad venter der så den kommende glade køber? Tjah, helt enkelt en SKALA til forskel fra alt det allermeste af det miniaturiserede bras, som vi hørte på weekendens udstilling i København. Forskellen mellem en overordentligt troværdig version af selve den musikalske begivenhed i hele dens store skala i modsætning til det småtteri-højttalerbras, som spillede de fleste steder. Hvis tiden er til at branchen går over til at sælge sådanne de kun lettere forvoksede computer-højttalere, så er det ikke underligt, at der overhovedet ingen helt unge mennesker var til udstillingen. Eller kvinder, som var kommet frivilligt, næppe heller helt fru Mathiasen. Som prognoserne om den forestående høst i Sovjetunionen engang lød, så var de altid “gennemsnitlige” Det vil sige LIDT ringere end sidste år og LIDT bedre end næste år…

Vi vil ikke udnævne messens bedste lyd, dertil hørte vi for lidt uden at savne noget særligt. Når fruen docerer, at noget ikke lyder godt udenfor lokalet er det en regel ganske uden undtagelse, at det efterfølgende lyder noget værre indenfor. Det mest hjerteskærende skingre råb om hjælp, som noget system præsterede, var for os et par bittesmå og tudegrimme “skrige-balloner” oppe på 1. sal med et navn malet foran. Nådigt nok har vi vist fortrængt det, men de var ellers på tilbud, kunne man forstå, hele halv pris, var det vist. Måske i lyset af at forhåbentligt ingen havde købt den til den anden HELE pris, da der vist ingen forhandling havde været, så er det muligvis lige i tilbuds-afdelingens grå-zone. Udover at være lykkeligt.

Det er altsammen ligemeget, for på trods af snesevis af udstillingsbesøg igennem 4 årtier, så har vi aldrig noget så overbevisende. Gengivelsen af stemmer lyd umiskendeligt i sin totale “ned-skalering” af alting som det gamle idol Rasmus Radiomus, som skreg sin smerte ud, alt var LILLEBITTE og fuldstændigt grinagtigt. Højttalerne var ganske vist ikke ret høje, men hold da helt op hvor man dog alligevel stod og kikkede efter den ulykkelige “performer” helt nede i det, som engang hos det engelske kampflyver-“es”, “Battler” Briton hed “højde 0” På selve gulvet..

Nu lignede højttalerenhederne godt nok også kantskårne OEM-modeller fra allerbilligste kinesiske tilbudskasse, men alligevel… Hvem der sang aner vi ikke, heller ikke om det var en mand eller kvinde eller måske selveste ikoniske Rasmus R.?
Nå, mon ikke disse modeller kommer på tilbud efter det her. Blot forbandet vi ikke kan huske hvad de hed for så kunne vi bedre have hjulpet med at holde øje efter de allerede angiveligt gode og garanteret snart uhyre meget bedre tilbud. Altsammen uhyre nominelt…Måske det alligevel er det bedste på den her måde.
Nå, smag og behag er forskellig, men så forskellig troede vi godt nok ikke, at den kunne være. Og det kan den vist heller ikke…

 

I dag et kik på en beskeden del af vores samling af Tannoy Monitor Gold 15-tommers enheder, som de ligger dér så sørgeligt stedmoderligt behandlet. Der er lidt “hjemløse hunde-kennel” over det her, hvor disse fremragende enheder ligger dér med deres med deres membraner som gigantisk store bedende hundeøjne rettet mod, ja ingenting. Vi kan heller ikke selv holde synet af disse ørkesløse enheders krav om “spilletid” ud…På et eller andet tidspunkt burde de vel sælges, men kan man være sikker på, at de får gode hjem, det er det store spørgsmål.

Ellers er vi i ugens løb gået lidt let hen over en ny Århus-historie af de mere opsigtsvækkende. Byens “Vise Fædre m/k” har barslet (m/ eller kun “k”?) med en gigantisk byplan. Det drejer sig simpelthen om Århus´ byplanmæssige fremtid. Af en eller anden grund mener man ikke, at Århus længere har plads til flere parcelhuse, i sig selv en spændende selvpålagt begrænsning, fordi Århus i forhold til alle andre byer vi kender til, er helt fysisk usædvanligt lille i omfang og -kreds for sit indbyggertal. For at imødekomme den kolossale vækst, som man håber på, vil man lave en gigantisk byplan med betonbyggeri i højden lidt nord for byen, omkring Lisbjerg.

Kommunalt giver det muligvis god mening, da det er den retning, som den kommende letbane skal servicere uden at det dog er særligt sandsynligt, at den på nogen måde er tænkt til med sin énspors-drift at kunne klare en ny bydel med langt over 100.000 indbyggere. Det bliver heller ikke meget bedre af, at de allesammen påtænkes losset af på samme sted nede for enden af bakken. I øjeblikket er Lisbjerg-området uden sammenligning områdets allermindst attraktive område og den eneste indlysende og -lugtende attraktion er den gigantiske affaldsforbrænding. Det hedder naturligvis i den økologiske korrektheds navn noget andet, men enhver kan vel lugte sit!

Offentliggørelsen af disse “beton-kommunale” planer har fået en fremtrædende fremtidsforsker ud af busken. Det drejer sig om selveste det lokale orakel Jesper Bo Jensen, der gerne og længe udtaler sig om alverdens ting. Med noget skiftende held og overbevisningskraft, vel ikke ganske ulig denne ydmyge skribent. Jesper Bo Jensen mener simpelthen, at Århus vil gå helt i stå, fordi ingen unge og skatteydende familier gider bo i det planlagte beton-højhusbyggeri.

Nu forlyder det selvfølgelig ikke, at det skal være byggeri af beton, men da der ingen andre økonomisk tilgængelige måder findes, så bliver det nok indenfor det muliges kunst, sådan er det jo oftest.
Deri har han naturligvis ganske ret. Ingen, der har et valg, gider nogensinde flytte ind i de store nye gennemplanlagte byggeri-komplekser, og sådan har det iøvrigt altid været. Uden at være fremtidsforsker (denne skribent er jo faktisk certificeret “fortidsgransker”), så skræmmer sporene. Tidligere større byggerier her i byen som Reginehøj (ret lille), Frydenlund (ganske stort), Bispehaven (stort) og Gellerup (rigtigt stort) har alle haft det til fælles, at der uanset antallet af mørkhårede beboere har fundet en éntydig udvikling sted: Den, der kaldes en forslumring og ALTID af den senest byggede bydel. Simpelthen en jerhård “Lov om Udvikling af Byer”

Det ligeså entydige er, at bygningen af en ny beton-befængt bydel altid fører til færre problemer, men altså desværre kun i den NÆST-sidst byggede bydel. “Sorte Per” stopper altid et sted til sidst og det er altid det samme sted. Hvis man så ikke bygger til, så bliver “Sorte-Per” så bare, hvor den nu tilfældigvis er landet. I min hjemby Horsens har man ikke i se seneste 50 år bygget nyt etagebyggeri og det har medført det uhyre forudsigelige, at såkaldte “Axelborg” og Sundparken stadigvæk er byens absolutte boligmæssige og sociale bundskaraber. Uden udvikling som kun kan ske ved at bygge nyt. Naturligvis uden at nogen problemer løses, de flytter blot.

Som eksempel på, at det slet ikke behøver gå så galt, har man fra kommunen brugt eksemplet Holland. med billeder fra idylliske Amsterdams ældgamle 2-etagers byhuse mener man at kunne bevise, at der ikke er noget galt med “byggeri i højden” Som eksempel er det måske ikke det allerbedste. For det første koster disse huse mange millioner kroner stykket, så det turde være bevist, at man godt kan bygge i 2 etager, når blot området er attraktivt nok.

Men hvad har det lige med Lisbjergs losseplads og et kommende nyt betonhelvede til 75.000 mennesker at gøre? Ingenting, naturligvis. At sammenligne med Holland er til en start fuldstændigt roe-lamt, for Holland har simpelthen Europas højeste (udenfor bystatslig bebyggelse) befolkningstæthed, over 4 GANGE DEN DANSKE. Det giver et interessant bygningsmønster. Det betyder nemlig, at Holland er plastret til med énfamiliehuse og derudover huses resten i beton-kaserner i massevis, fordi der længe ikke har været plads til anden udbygning.

Problemerne i danske betonghettoer blegner fuldstændigt i sammenligning med Hollands ditto, og selv tidligere problematiske emigranter fra Hollands indonesiske ex-kolonier som for eksempel syd-molukkanerne, er forsvundet som de proto-terrorister, som de var engang. Fordi de er blevet totalt oversvømmet af andre kandidater til titlen, de bor sikkert ellers de samme steder som dengang i 1970-erne.
Hvad kan man gøre? Ja, man kan jo som tidligere praktiseret i Manchester og Liverpool jævne eksisterende forslumrede blokke med jorden med sprængstoffer. Eller som i den grandiose Århus-plan bygge TIL. Det sidste hjælper ligeså meget som det hjælper det terminalt skilsmissetruede ægtepar der gør det samme.
Man kan godt planlægge sig IND i de samme inderligt forudsigelige problemer, som har været der hele tiden, ja man kan faktisk slet ikke ANDET. Til gengæld kan man så ikke planlægge sid UD af disse uundgåelige sammenhænge.
Som naturligvis er, at INGEN, der har et valg, NOGENSINDE frivilligt vil flytte ind på en kolossal betonbyggeplads med UDELUKKENDE MENNESKER, som de slet ikke kender. Alle mennesker slår sig ned i et område, hvor de mener at finde et vist åndsfællesskab. Ja, selv vi gør, vi har bevidst valgt at bo ret tæt på uendeligt karismatiske åndsaristokrat og festugechef Jens Folmer Jepsen og dennes trivelige kogekone af en kone i håb om, at begge dele skulle kunne smitte lidt af. Når man selv gør sådan noget kan man vel generelt gå ud fra, at andre ikke er væsentligt dummere.

 

I dag i al korthed og moderat morgen-panisk travlhed et billede af firmaets umiddelbare opgaver. Vi taler om vores beskedne julepakke-bord med 30 ruller gaffertape, diverse Beyerdynamic-mikrofoner til et større gospelkor, nogle Sennheiser trådløse mikrofoner til forskellige lokale uddannelses-institutioner, et sæt ATC SCM 11 til et redigeringsstudie i København og en del af et professionelt kamerastativ. Åh jo og så en pickup, som skal monteres på en pladespiller af fremmed herkomst, tydeligvis en uoverstigelig uhyre ekspertisekrævende opgave for de allerfleste hifi-butikker. Det kræver ellers kun en lille ligekærvet skruetrækker og en Stirex-tang (alternativt lidt tilspidsede negle)

Så er der naturligvis alt det, som man ikke kan se, for eksempel en bunke svinedyre beige-farvede mikrofoner til en lokal ambitiøs efterskole for deres Sennheiser trådløse systemer plus en babu-udrykning til en skole i Ry, Skanderborg kommune her til morgen. Hvis ældgamle højttalere lige havde opgivet ånden i et kritisk øjeblik. Nå, det har fruen så klaret så nu er alle glade. Det er vi naturligvis også selv, fordi vi på lørdag skal til hifi-udstilling i København. Fruen er en smule mere afdæmpet i sin ekstatiske begejstring som alle fornuftige kvinder naturligvis burde være. Og naturligvis også er, hvis de ellers kommer til udstillingen.

Hvilket de så selvfølgelig ikke gør, det er jo tæt ved at være definitionen på ultimativ ufornuft at komme til noget så ligegyldigt. Helt anderledes for os mænd, naturligvis, det er jo næsten den omvendte definition, som gør sig gældende her som mand: Retten og pligten til at opføre sig dybt debilt og slås til yderste blodsdråbe for retten til at hævde, at ens eget hifianlæg er det teoretisk bedste i alle verdener og galakser. Som når vores unge barske Anton Hund stritter løs med halen ved synet af en anden hanhund. Ritualiseret aggression jo tak, men det bliver det ikke meget mindre åndssvagt af og da særligt når man har sin kone med til at gennemskue disse urgamle basalt-biologiske sammenhænge.

Nå, nu glæder samme Anton Hund sig altid helt vildt til at komme ud for at kunne komme til at stritte helt vildt med halen lige op i luften, og helt fri for disse tilbøjeligheder er næppe nogen mænd heller. Lige meget hvor lidt hver især så har at stritte med.
Nå, pakkeriet kalder og reparationerne er så småt begyndt at rulle ind. Der ligger et par højttalere på bordet til re-coning allerede, og mon ikke lidt snifning af kontaktlim kan forkorte ventiden til lørdag lidt? Det håber vi, for det er godt nok forfærdeligt længe til..
For fruen bliver det så nok mere i retning af forfatteren Cornelius Ryans verdensberømte bestsellerbog om den 6. juni 1944 og de allieredes invasion i Normandiet. Den, der på dansk hed “Den Længste Dag”. Det er ikke underligt, at ægteskaber ikke allesammen varer lige længe og mon ikke hifientusiaster her er en særlig risikogruppe, det tror vi. Eller at talrige triveligt-aldrende hifientusiaster generelt lugter ganske kronisk indgroet-grimt. Der hvor konen løb skrigende for alt for mange år siden. Ikke væk TIL noget bestemt som muligvis den norske forfatter Henrik Ibsens Nora, da hun “gik ud”. Nej, væk FRA noget, væk, længere væk, blot væk!
Det er nok i virkeligheden det værste ved den slags udstillinger. Som Dostejevskij engang udtrykte det, lidt frit fortolket: Duften af såkaldte “kældermennesker” Det var ikke positivt ment, men det er nu sådan det er!

 

Så er det på den tid af året, hvor fruens hjemmelavede og efterhånden overmåde raffinerede produktion af glögg skal testes. Den første test-seance tyder på, at der atter engang er nået et kvalitetsniveau, hvor al anden jule-glögg skal tage målestokkene op til fornyet overvejelse. Den opmærksomme iagttager vil muligvis også kunne se et par ølflasker i forskellige stadier af udtømning. Som øl-entusiaster er det altid vigtigt at have referencerne i orden, og det foregår bl. a ved at sammenligne den velkendte australske “Victoria Bitter” med Adelaides stolthed, “Cooper´s Sparkling Ale”

Også denne for Gud ved hvilken gang vandt “Sparkling Ale´en” og atter engang er det helt uforståeligt, at ellers fornuftige folk som australierne generelt foretrækker VB. Vi er dog overbeviste om, at det hovedsageligt skyldes, at VB med sin umiskendelige bismag af forlængst forbrugt opvaskevand sælges en hel del flere steder end Cooper´s. Fy for den led pelikan, hvor det dog smager grimt.

Ellers er glöggen klar til generel udskænkning til særligt legitimerede kunder og det vil sige, at de skal indfinde sig på parcellen desangående. Vi håber ikke, at dette krav vil afskrække ret mange, og vi vil i samme ombæring gerne præsentere vores firmas forskellige anakrofile højttalerprojekter. Normalt løber folk skrigende væk når de ser dem, men måske en smule alkohol vil gøre enkelte lidt mildere og mere medgørligt stemte.

Ellers betragter vi på heldigvis passende afstand en noget uskøn affære. Som altid, når der snakkes hifi på andre fora, går bølgerne højt (der er jo intet i livet, som er vigtigere), men vist aldrig højere end denne gang. Vor gamle ven Mogens, som tidligere er omtalt på denne side uden nogen synderlig sympati, er denne gang ude i et hævn-ærinde over et eller andet engang på en anden planet. Måske Mogens i smug abonnerer på en eller anden mellemøstlig fundamentalisme, ihvertfald er han selv for denne syge branche helt usædvanligt udtalt i sine trusler om at afsløre..Hvad vides ikke, men alle kan jo gætte med hvis de ellers gad.

Som en “rullende hornmine” på dækket af en ulyksalig og uheldig fiskerbåd på det stormfulde Vesterhav truer Mogens al det, som han har lært. Og hvad kan man så lære af det? Ikke alverden, vel, udover at det er ekstremt farligt nogensinde at “nære en slange ved sin barm” Som på uforudsigelige tidspunker blot bider løs ud i luften.
Lige netop denne form for tvær-artslig opfostring har blot den bagside, at den udelukkende har såkaldt NEGATIV SELEKTIONS-VÆRDI. Når man først opdager, at det ikke er en baby, men en slange eller altså for fiskeren en hornmine i høj sø i trawlet i stedet for en fangst makrel, så er det problematisk at slippe af med dem igen og det i ganske ekstrem grad. Men ud og bort og endnu længere væk, det skal begge dele og så må det sige bang eller ej!
Det bedste ved sagen er så næsten, at vi så nok slipper for IKKE at skulle sige goddag til denne poermanent-ordskvalrende lille mand med sit Gollum-intense feberfantaserende blik. Vi er nemlig generelt ganske omgængelige og høflige her i huset, men brugt hifi er allerede forlængst billigt nok. Vi vil takke for det, der er at takke for, men ellers vil vi gerne sige tak for kaffe!