Business as usual

Så er denne skribent atter tilbage i forstadsidyllen efter en varm og rigeligt arbejdsom ferie i det vendsysselske. Især et stålarmeret havebassin konstrueret af massiv beton gav sig ikke sådan lige overfor denne skribents ellers både flittige og ret voldsomme slag med en forhammer. Det viste sig at være en tjans af adskillige timers varighed at gokke den 10 cm. tykke beton-skal  i ægge-store småstykker. For netop ægge-størrelsen var simpelthen det største stykke beton, der fandtes mellem armeringsjernet, så større afslag gaves ligesom ikke.

Under nedbrydningen var betonen naturligvis stadigvæk nedgravet, da et forsøg på at involvere husets IH traktor viste sig sørgeligt utilstrækkeligt. Selv en sprængt wire gav absolut nul bevægelse på betonklumpen, der tillige var omgivet af stabil-grus og murbrokker, så ethvert slag med forhammeren blev hovedsageligt absorberet i strukturerne og omdannet til varme. Fandens til arbejde, der dog heldigvis er ovre nu.

Nå, men nu er det så blot nylig historie, denne her nylige heltemodige indsats for fruens farm og vi er tilbage til “business as usual” Og det er jo hyggeligt nok, når “usual” betyder “godt”, ellers er der squ ikke meget ved det.
For eksempel er en af vores store kolleger, 4Sound, der engang hed Åge Jensen/Eskilsdsen Musik, kommet med deres regnskab. Der så desværre osse er “business as usual”, altså absolut livtruende katastrofalt ringe. I de seneste 5 år har firmaet givet omkring 25 mill. i underskud med kedelig accelererende numerisk tendens og kun en akut kapitalindsprøjtning fra den norske ejer har holdt patienten i live.

Den slags er i disse tider naturligvis intet særsyn for virksomheder uden visioner eller planer, og den slags præger unægteligt for lægmænd som denne skribent dette engang ellers uhyre veldrevne foretagende. Men intet varer evigt og 4Sound er tydeligvis en af de virksomheder, som næppe behøver lægge langsigtede forretningplaner. Den nylige fortid har været rigeligt ringe nok, skulle man vel mene, men alligevel ser vi en “first” i firmaets regnskab. Nemlig en ganske uberettiget form for optimisme, som det er helt enestående svært at finde belæg for.

For på trods af, at 4Sound har en betydelig negativ egenkapital og har fået fingeren mht fortsatte leveringer fra dominerende leverandører som feks Yamaha (tillige med mange andre, der godt lige vil se lidt klejner før nye forretninger), så fortæller firmaets beretning i regnskabet en lidt alternativ historie. Det skal man osse sommetider, den behøver blot ikke art være så totalt lallende  letgennemskuelig

For situationen p. t. med negativ egenkapital er naturligvis den, at selv med den nylige kapitalindsprøtning, så vil blot fortsat drift snart (dvs. inden for måneder) kræve nye kapitaltilførsler, som så osse er blevet lovet af ejerne. Så langt så godt.
Til gengæld er det ren totalt kontra-faktuel  “newspeak”, at 4Sound forventer et OVERSKUD i det kommende regnskabs¨år på mellem 3 og 5 mill. kr. Noget overraskende udmelding, når nu firmaet i de seneste 5 år ikke blot har tabt 25 mill. , men tillige afgørende  tillid hos leverandørene, der derudover naturligvis heller ikke længere kan få forsikret deres tilgodehavender hos den engang så stolte men nu noget vakkelvorne musik-gigant.

Hvordan man skal kunne tjene alle de penge på et stadigt hårdere marked er umuligt at fatte. Og allerede nu er medarbejderne åbenbart instruerede i at sige, at de varer, der af akut presserende økonomiske årsager ikke længere kan skaffes hjem (læs. leverandøren vil have de forfaldne penge først) nu blot er i “ubestemt restordre”
At stikke en nødløgn er helt legitimt., men at forvente, at den slags akkurat vil motivere de få tilbageværende medarbejdere af nogen kvalitet til at yde deres allerbedste er da godt nok naivt udover det normale.

For det eneste, man kan være sikker på, er, at en usikker medarbejder med hensyn til, hvad denne kan sælge simpelthen enten akut forsvinder eller fumler og fjoller så meget rundt, at kunden fordamper. Usikkerhed dræber simpelthen handler og ethvert håb om overlevelse.. Nødløgne har en kort holdbarhed og lige netop her er der ingen ændring til det positive at se.

Det vil være en trist ende på en epoke i dansk musik-detailhandel at se 4Sound gå i opløsning, men set udefra er det sket ledelsesmæssigt for ganske mange år siden. Og alene det, at den nuværende ledelsesberetning er så lallende optimistisk omkring det kommende år er vel det bedste bevis herfor..

Nå, men ellers vil jeg ufortøvet begive mig ind i den spændende verden af gule Mogami-kabler. Og glæde mig over, at feriens fysiske kraftudfoldelser med have bassinet gav muskler og beslutsomhed til endeligt at få fruens yndlingshøjttalere, de 140 kg. tunge Vitavox Black Nights, slæbt op af adskillige trapper til placering i vores dedikerede musik-rum.
Det var sin sag egenhændigt at at få dem bakset op, men dog stadigvæk en dåd af langt mindre kaliber end forhammer-affæren, men lidt øm er man vel altid i min alder.
Nå, men nu kan det så spille, og spille GODT, DET kan det. Eller måske bare HØJT!
At det så logistisk selv med de monterede hjulplader er en noget forøget udfordring at skaffe plads til både dem og ATC SCM 300A-erne OG Vitavox Thunderbolt-erne er så en anden sag.

Lidt om forskellige “frelsere” og om, når noget bare koster alt, alt for lidt.

Nu nærmer vi os i vores lille virksomhed med veritable stormskridt den næsten arbejdsfrie periode og glæder os passende til både ferie-frihed på farmen og passende musikalsk fordybelse foran boligens forskellige audio-“husaltre”. Og de er jo i årenes løb blevet næsten på størrelse med rigtige kirke-altre og har her i huset nogensunde samme andægtigheds-skabende funktion. Denne skribent er jo trods alt af en generation, hvor musiknydelse i al væsentlighed blev ledsaget af ja, ikke rigtigt nogen anden bi-beskæftigelse udover lejlighedsvis måske lidt små-kysseri eller anden mindre offentlig,  men skumlere festivitas.

Nå, men måske heldigvis for husfreden er er det efterhånden sjældent i mere normale husholdninger end vores at se højttalere på størrelse med de allermest omfangsrige amerikanske combi-kølefrysskabe placerede ude midt på gulvet på rengøringsvenlige 100 mm. blå rulle-hjulplader-tilfældigvis det evangelium, denne skribent abonnerer på. Og når man ser skrumlerne så priser man sig naturligvis selv lykkelig over at have fået muligheden for at føre tosserierne ud i det ekstreme samtidigt med, at man selvfølgelig godt forstår fænomenets absurde sjældenhed..

For nydelsen af musik fungerer ganske glimrende uden disse uhyre store rullende “statements” i uhyre tvivlsom smag. Og det osse uden forskellige halv- og helaffældige musikere og branchemedlemmers “pippen” omkring den åbenbart katastrofale udvikling i retning af dynamisk begrænsning og kompression indenfor musikken. Disse dignitarer som Neil Young og Peter Lyngdorf burde nok bare stikke piben ind efter deres håbløse Pono-projekt for øget realisme i musikgengivelse. Alene valget af navn på produktet er da et af alle tiders mest hel-kiksede og burde måske efterfølgende mane til en vis ydmyghed hos disse ellers succesrige musikalske entreprenører. For når de åbenbart ikke kunne gennemskue den 100 % sikre naturnødvendige konnotation af varemærkets navn, så burde de nok dæmpe deres evengeliske virksomhed lidt.

Nå, det gør de så ikke, men mon ikke vi ret trygt kan regne med, at deres korstog for bedre musikagengivelse bliver nogenlunde ligeså succesfuldt som Børnekorstoget i Middelalderen. Hvor jo som bekendt langt hovedparten af de ungdommelige deltagere blev solgt som slaver til saracenerne af deres egne korstogs-fæller. Business går som bekendt frem for alt  og det er jo altid en fristende position af fremstå som det gode og det rigtiges forkæmper. Selv denne skribent vover sig undertiden ganske vist lettere frygtsomt ud på disse “vilde vover” Og hvem vil dog ikke gerne kæmpe for “den åh så gode musik”?

Ja, det vil denne skribent til en start ikke. Og hvorfor dog osse det? For til en start hører vel 95% af de rigtige hifientusiaster alligevel aldrig nogensinde musik og kommer aldrig i deres selvskabte/-suggererede nær-psykotiske permanente usikkerhedstilstand heller aldrig til det.. Og mon ikke trygt vi for resten af befolkningens vedkommende ret trygt kan opjustere disse 95% til et sted hinsides 99% med hensyn til, om folk føler , at en bedre lydgengivelse så bestemt ikke  giver forøget livskvalitet?

Og problemet er jo helt basalt og uhyre simpelt og så meget mere håbløst: For når musik-softwaren SLET INGENTING koster, så værdsættes den måske ikke overraskende SLET IKKE. For alle burde vel kunne erindre dengang de Grønne Koncerter var gratis dengang alle andre koncerter var dyre. Og netop derfor blev det allerede dengang et veritabelt mareridt for musikerne at spille for et publikum, der overhovedet ikke hørte efter bare en lillebitte smule. Og som potentielt entusiastisk publikummer var det dengang en øjenåbner af de store at se trend-sættende folk, der bare snakkede og skræppede sig igennem alle gratis-koncerterne.

Senere skulle det for dem nuværende generation af “curling-børn”, der HELLER ikke selv  har betalt for deres ellers dyre festivalbilletter vise sig at være den nye “norm” for opførsel ved live-events. Med tilsvarende antiklimaktiske situationer for de optrædende kunstnere, der på ny må ud at turnere, fordi musiksalget ikke længere nogensinde kan eller vil kunne betale deres regninger. Det er nødvendigt at turnere, men blot ikke spor sjovt længere i dette snakkende masse-hav af uinteresserede publikummere og mon ikke vi osse ret trygt kan regne med, at det fremover næppe akkurat vil medvirke til et øget kvalitets-niveau for live-musik? For hvem gider dog spille for nogen, der slet ikke gider lytte bare en lillebitte smule? Svaret må vist overdøves af selfie-generationens plapren.

Derfor forekommer det jo osse noget komisk at forsøge at opdrage en totalt tabt generation, der aldrig nogensinde selv har betalt for musikalske oplevelser. og dermed aldrig nogensinde i traditionel forstand lytter til musik Og omvendt: Når noget aldrig har kostet noget, så har det desværre heller aldrig været værdifuldt for nogen..
Musik er for en generation blevet en kilde til baggrundsstøj-ledsagelse af andre mere eller mindre tilfældige livsytringer og for alvor at tro på, at nogen nogensinde vil vende tilbage til den mere koncentrerede og dedikerede musiklytning er da naivt grænsende til det stupide. Livet er for indeværende blevet for kort til musik.
Og derfor kan en eventuel øgning den tekniske kvalitet af musikken for alle andre end småskøre ronkedorer som denne skribent plus et par enkelte andre halv- og hel-gamle fjolser  naturligvis være fuldstændig ligegyldig.
Fordi folk derude er fuldstændigt og totalt 100% ligeglade med bedre musikalsk kvalitet og i et demokratisk samfund er det vel bare at lade dem være det. Udover at jeg selv ikke fatter et gammelt fjols som Neil Young med utallige teknisk røv-ringe udgivelser bag sig “stå på mål” for bedre lyd NU..Torsk!

Bruce Grobbelaar

Nu er denne skribent ikke længere nogen stor ynder af fodbold. Nej, lad mig omformulere det: Jeg er OVERHOVEDET ikke ynder af moderne fodbold. Én ting er det ulidelige skuespil, der ellers i min interesse-tid frem til start-firserne heldigvis begrænsede sig til de sydeuropæiske hold. Hvor en iøvrigt reglementeret mande-tackling fra verdens bedste forsvarsspiller nogensinde, den uforlignelige Norman Hunter fra Leeds, i denne engang så smukke kontaktsport fik alle de sydlandske svagpissere og flødeskums-spaghettier til at rulle rundt i tilsyneladende sanseløs smerte. Indtil de på god katolsk-mirakuløs vis pludseligt var helbredte igen.

Nå, sådan er det så bare reglen i dag: “Film” fører aldrig til noget dårligt for skue/fodbold-spilleren, og da slet ikke på højeste internationale plan. Man kunne ellers som oprindeligt i England var normal praksis sagtens smide disse åh så svagelige fætre ud af både bane og klub. Og ikke alene kunne man: I de få registrerede tilfælde gjorde man det reelt osse. For ingen ægte klubmand og publikummer med hjertet på rette sted på “The Kop”-sektionen  på Liverpools hæderkronede stadion Anfield ville kunne glæde sig over sejre, som man havde snydt sig til. Og hvem husker ikke, at selv den oprindeligt noget svagelige argentiner Osvaldo Ardiles udviklede sig til en robust spiller i England.

Men det var så tydeligvis dengang og altså ikke en holdning blandt alle nutidens totalt spolerede hel- og halvmilliardærer blandt topklasse-spillere. Dengang kæmpede man som spiller  selv blandt absolutte europæiske tophold som dengang i 1980-erne selveste mægtige Liverpool simpelthen for sin løn: Og det kan i disse tider være vanskeligt grænsende til det umulige at fatte, at selv som elitespiller I Liverpool tjente man  dengang selv med passende pristalsregulering stadigvæk mindre end en  Morten “Duncan” Rasmussen i dennes senere let ynkelige dage på reel aftægt i AGF. Vi taler simpelthen om en løneksplosion med en faktor ti til hundrede..

Det er altid lidt af en øjenåbner at se de diminutive transfersummer, som f. eks. Michael Laudrup indbragte selv i 1989, da han kom til Barcelona i sin absolutte top-periode: Det, der  i dag hedder beskedne 3 mill. Euro. Og det var som måske Europas bredt anerkendte bedste fodboldspiller og han nød endda godt ad den spillerpris-inflation, der allerede dengang var begyndt. For få år tidligere havde han blot for Juventus kostet 1.5 mill. Euro…..

Og sådan var det i endnu højere grad i England, hvor de fleste stadions dengang generelt var mindre end i Sydeuropa og billetterne endnu billige. Spillerne blev selv på absolut topplan allerhøjst encifrede millionærer gennem en hel og lang karriere og det for rigtigt manges vedkommende endda først efter den “testimonial”-kamp, som særligt udvalgte spillere fik tildelt ved afslutningen af karrrieren, hvor alle indtægter gik til den hæderværdige spiller. Og det var måske derfor, enkelte svagelige sjæle blev fristede til at få dig lidt tvivlsomme bi-indkomster.

Det var nu ikke noget, nogen snakkede højt om, men allerede i starten af 1970-erne var der vedholdende rygter om, at Liverpools daværende anfører Emlyn Hughes havde forsøgt at formidle bestikkelse i klubbens omklædningsrum. Det strandede så endegyldigt på, at den tidligere anfører, forsvarsklippen Tommie Smith, en af de hårdeste hunde blandt rigtigt mange andre ubegribeligt hårde hunde (Hvem husker ikke Peter Storey fra Arsenal og Johnny Giles fra Leeds-næppe mange andre end denne skribent!)   i dengang verdens hårdeste liga.

Smith fotalte ufortøvet Hughes, at han kunne fucke ad Helvede til og at han selv aldrig nogensinde ville tale til Hughes igen. Og det løfte holdt han så vidt vides, og  der er på trods af mange bevarede kampe med Liverpool aldrig vidnesbyrd om nogen mundtlig kommunikation mellem de 2. Og det er altså igennem en længere årrække, hvor de 2 spillede side om side i Liverpools forsvar. Afgjort en principfast mand, ham Tommie Smith og en af mine absolutte helte.

Liverpool stod osse i centrum for den anden bestikkelsesaffære i engelsk fodbold sidste årtusind (der er ikke flere!), hvor vi endeligt møder manden i dagens overskrift, den mangeårige Liverpool-keeper, springfyren og spradebassen Bruce Grobbelaar. Uheldigt for ham havde sensationsbladet “The Sun” fået optagelser af Grobbelaar og et par andre spillere sammen med en fjernøstlig spil-agent, hvor man diskuterede resultater. Altså ikke de tidligere, de kommende selvfølgelig.
Politiet gik ind i sagen, men retten i Liverpool mente måske ikke fuldstændigt overraskende ikke, at der var basis for en egentlig retssag. For vi var jo i Liverpool or det var jo trods alt den farverige lokale superstjerneGrobbelaar, der skulle og som den eneste kunne levere de fixede resultater. Og overfor ham var det så angriberen  John Fashanu (der osse var med til det optagne møde)  fra modstanderholdet , der skulle agere som skarpretter, men han var var jo blot en bi-person. Grobbelaar som målmanden var den eneste, der kunne levere varen og dermed den største potentielle skurk. Og i lyset af mandens ikke fuldstændigt pletfrie ry for uprovokerede drops og underlige aktioner svært at bevise.

Nå, men han blev som sagt ikke dømt på grund af rettens måske ikke ganske uhildede  håbløse “liverpudlian” uenighed. Og derfor blev Grobbelaar, der på grund af tidens beskedne lønninger godt kunne bruge nogen klejner, så fristet til at trække “The Sun” i retten for at få erstatning. Og det gik jo helt fint, altså forsåvidt som han i retten ja altså i Liverpool,   blev tildelt 85.000 pund i erstatning.
Desværre for Grobbelaar og til alt held for moralen i dagens historie, så ankede “The Sun” afgørelsen til selveste “House of Lords” altså det engelske Overhus. Der jo ikke kunne omgøre skyldsspørgsmålet, for Grobbelaar var jo netop ikke dømt. Og iøvrigt heller ikke kunne annullere erstatningen.

Men det var det, som Overhuset KUNNE, der var det dybt moralske i afslutningen af denne beskidte sag. For overhusets juridiske dommer nedsatte avisends erstatning til det absolutte minimum, 1 pund GB SAMTIDIGT med, at det pålagde Grobbelaar udover sine egne udgifter til diverse retssager TILLIGE at betale alle “The Suns” udgifter, anslået til 500.000. pund. Vi citerer lige dommer Lord Binghams udødelige ord:

“The tort of defamation protects those whose reputations have been unlawfully injured. It affords little or no protection to those who have, or deserve to have, no reputation deserving of legal protection. Until 9 November 1994 when the newspaper published its first articles about him, the appellant’s public reputation was unblemished. But he had in fact acted in a way in which no decent or honest footballer would act and in a way which could, if not exposed and stamped on, undermine the integrity of a game which earns the loyalty and support of millions.”[19

Og det var så en opbyggelig historie om dengang, det var før og fodboldspillere var mænd og politikere havde sande overbevisninger. Med undtagelse af Grobbelaar altså blandt de første.
I dag er spillets udøvere fra mænd reduceret til hjernelamt tomme eksistenser som for eksempel Christian Eriksen, der ved sit brændte straffespark i går ikke engang formåede at fremtvinge et “ked ud af det”-ansigtsudtryk. OK, han er nu måske  osse den allermest “blanke” af “bundtet” Selv om konkurrencen i den henseende er knivskarp.
Fodbold er gået fra at være en sport for mænd til at blive såre en lukrativ karriere selv for spillere i de lavere rækker. Og har dermed samme beskedne interesse for denne skribent som at se “Forsidefruer” i TV, Rene personlige karriere-projekter, hvor fodboldens smukke og ædle  kerne forsvandt.