Stort, større, størst!

Så er det i denne tid, hvor vores lille virksomhed er ved at levere den største ordre nogensinde. Ikke helt numerisk,ganske vist,  men nu noget tæt på. Til gengæld er det så ubetinget den største indenfor det snævrere felt af vores operations-radius, det, der hedder “ATC” For selv om det samlede salg her ikke er helt syv-cifret, så er det dog ganske stort af “kun” at være seks-cifret. Og så gør det triste tidlige våde vår-vejr næsten “bærligt” For selv på denne dryppende dag er duerne dygtigt i gang med at renovere deres rede fra de seneste efterhånden mange år i pæretræet udenfor vores stuevindue. Og årene har været nådige ved disse kære fjedrede skabninger, da de er blevet overordentligt store og trivelige og bistre og uden de ringeste problemer affejer de griske skader. Det er vist næsten ligeså godt at være due-par som det er for denne skribent at være gift med den underskønne Pia Mathiasen.

Så alt i alt er der bestemt “gemytlighed til stede”, som den store danske digter Storm P. aldrig forsømte at nævne. Og da ikke mindst fordi denne skribents hørelse efter længere tids gebrækkeligheder og anden sygdom er tilbage på nærmest “Hejmdals-niveau” Sådan er vel de allerfleste hifitossers uhyggelige evner i denne retning i egen opskruet selv-opfattelse , så der vil jeg selv naturligvis osse gerne være med. For når man som denne skribent har brugt millioner af kroner på diverse godtkøbs-isenkram, så MÅ der vel være en mening med det. Det skal der da være. Jamen det SKAL der da. Uden at det iøvrigt altid forekommer indlysende let at finde denne mening. Og så alligevel sker det da sommetider.

For i sidste uge sad fruen og jeg bænkede (sofa-ede?) foran vores store aktive ATC SCM 300A-ere  i op til flere dage for intensivt at læse på lektierne forud for en koncert med Aarhus Symfoniorkester og gennemlyttede det kommende repertoire. Ikke mindst min ungdoms store hit, Stravinskijs “Le Sacre de Printemps” (som vi har svjh 12 forskellige versioner af, lidt tosset er man vel eller osse ville jeg vist bare godt som yngre fremstå som særligt intellektuel) fik et par “spin” på pladespilleren.

Og når man har tilstrækkeligt mange plader, så er det naturnødvendigt sjældent, at hver enkelt bliver hørt. Og lige i dette tilfælde kunne jeg da ganske tydeligt mindes, at i det mindste den ene af versionerne af “Sacre” havde jeg sidst lyttet til i min skønne kones fødsels-år. Som vi uden at nedkalde gudernes vrede dog alligevel godt kan afsløre ligger i den tidlige halvdel af 1970-erne. Tiden går squ godt nok rigeligt hurtigt. Nå, men der sad vi så koncentrerede og lyttede løs til den præsenterede orkestrale pragt, der er en så vital del af værket. Ikke mindst de solistiske lækkerier kom uendeligt tydeligt frem, båret af suveræne solister på alle pladser i de store symfoniorkestre, som vi lyttede til. Med en stensikker intonation næsten hinsides eget beskeden fattevne.

Nå, det kom til at lyde noget anderledes derned i symfonisk sal i Musikhuset. Ikke at det var dårligt, dertil var det tydeligt, at orkestret havde følt sig decideret og ægte udfordret af værket. Så der var godt “skrallebang” i både blæs og rytme, så værket alt i alt landede fornuftigt. MEN, men men: Man kan ikke helt trylle solistisk orkestral vellyd med stensikker intonation frem fra de musikalske “arbejdsmænd”, der naturnødvendigt befolker Århus Symfoniorkester. For som i introen til sidste års festugekoncert med Gershwins “Rhapsody in Blue” så ER der altså få eller næppe nogen solistiske superbegavelser blandt orkestrets medlemmer. Det var simpelthen det pinligste musikalske indslag, denne skribent nogensinde har hørt.

Sidste år ydede orkestret et decideret komisk indslag i introen til “Rhapsody”, mens det denne gang med “Sacre” mest var tale om deciret små-kvækkende bilyde ved intonationen til de obligate små-solistiske indslag. Og ikke mindst den normalt sensationelt-nyskabede “outro” gik helt i fisk for orkestret, så al Stravinskijs revolutionerende tonesprog forsvandt i absolut ingenting. Æv, det gik ellers helt fint i afslutningen af værkets første del, hvor der jo ellers ellers er godt drøn på.

Ja, ja, alt ialt en mindeværdig oplevelse omend et stykke fra de 6 (narre)-hatte, som opførelsen fik i Stiften. Måske anmelderen bare har været til en helt, helt anden koncert eller bare har et gratis frikort, som han skal beskytte.
Nå, det går nok altsammen, jeg er ved at arbejde mig igennem alle de i adskillige årtier ikke-spillede alternative versioner af “Sacre” herhjemme. Altså når fruen er ude at “heste” ellers tror hun jo bare, at jeg er åndssvag. Hvilket jo heller ikke nødvendigvis er helt forkert.
I den kommende tid vil vi på denne plads iøvrigt beskrive med forhåbentligt  passende detaljeringsgrad de anlæg, hvor vi LYTTER til de her sager. Det er jo efterhånden ganske mange år siden, at der har været billeder med her på siden.
Vi glæder os til at “prale2 lidt, selv om vi naturligvis vil forsøge at dække det ind som almindelig oplysning.
Til gengæld vil vi godt garantere, at der absolut ingen kommercielle bagtanker er. Dertil er alting her i huset simpelthen for overdrevet åndssvagt.

Så er denne skribent atter stjernefrisk,

og vi beklager naturligvis den seneste tids alvorlige brister på denne side i almindelig troværdighed. Eller mangel på samme. Sådan var det desværre denne gang, hvor den særligt slemme mande-influenza ramte denne sagesløse gamle mand med svære følgevirkninger. Det værste symptom var og er desværre lidt endnu en afgjort nedsat hørelse på grund af diverse eustachiske tilstopninger fint suppleret med lidt andre slimhinde-irritationer i det høretekniske apparat. Det er heldigvis ved at blive bedre, men det foregår så osse fra et ganske lavt bund-niveau. Nu er jeg således i nogen grad i stand til at reagere på fruens lettere irriterede bjæffende ordrer. Der jo naturligvis ikke bliver mindre irriterede af at skulle gentages uden nogen reaktion alligevel.

Nå, det er heldigvis ved at være nyere historie, efterhånden som det gamle skrog får bekæmpet alle skrøbelighederne. Og på et tidspunkt vil det vel ligefrem lykkes at gennemføre den længe bebudede lytte-test af vores seneste lille ny-anskaffelse af antikt hifi, et sæt Klipsch Belle-et uhyre kvalificeret bud på verdens absolut smukkeste højttaler. Som sådan en jo også nødvendigvis MÅ være, når den er opkaldt efter designerens, Paul Wilbur Klipsch` kone. Omend den nydelige højttaler i forhold til vores egne Klipschorn er noget lavstammet og lidt bred i det, men sådan så statelige sydstatsfruer i Arkansas tydeligvis ud dengang i 1971, hvor produktionen startede. Der er ihvertfald så vidt registreret ingen, der har grinet af højttalerens udseende. Muligvis af dens lyd, for trods sin betydelige størrelse er en Klipsch Belle naturnødvendigt ret begrænset i sin dybbas-formåen, den overholder strengt taget ikke engang datidens nye og dengang revolutionerende såkaldte “DIN-norm” baseret på hornladninger, som den jo er. det gjorde vist ellers lige akkurat denne skribents allerførste højttaler fra 1972, en Beovox 1001..Og i en verden af små buldrende prut-højttalere er en ekstremt transientsvillig bas, som den her hornladning leverer,  mest en slags dinosaur. Som den iøvrigt jo så osse allerede var i 1972..Selv om selv denne gamle kasse sandsynligvis med en komfortabel margin kommer nærmere dynamikken i den akustiske begivenhed end 98% af nutidens produkter. Altså idet vi antager, at højttaleren overhovedet virker, det er således endnu ikke bekræftet.

Nå, men det skal nok gå altsammen. Vi har trods alt haft et sæt Klipsch la Scala tidligere, der elektrisk/akustisk er ret identisk og et seriøst bud på en højttaler med ultimativt hjemmelavet finish. Hvis det ikke havde været fordi samlekvaliteten af de iøvrigt rå og totalt ubehandlede  krydsfinersplader i la Scala havde været så høj, ville den have været grinagtig. Det var den jo så iøvrigt osse alene derved, at modellen i omkring 40 år KUN kunne leveres i rå krydsfiner. Ingen muligheder for forhandlinger med madammen derhjemme om tilpasning til dekor m.m. Mænd bestemte vist bare mere dengang end nutidens tilsvarende (artsmæssigt, altså) “bløddyr”

Nå, selv ellers uendeligt stejle Klipsch gik altså alligevel en smule på kompromis og designede den anderledes hjemligt-acceptable model Belle. Der jo er direkte smuk hvis altså ellers dens kommende herskabelige hjem var fyldt godt op med lavstammede dækketøjsskabe. Og at vores nye Klipsch Belle har haft et godt og harmonisk heterosektuelt hjem bevises vel bedst af, at der på den ene er det ultimative mærke efter datidens traditionelle indretning. Nemlig den obligatoriske og ufjernelige ring efter en potteplante, der fortæller om en højttaler, der ikke blot er købt af en ligegyldig hifitosse, men af en rigtigt levende person, der har hørt rigtig musik på dem.

Se, DEN slags gør denne skribents ejerglæde ganske meget større-lidt på samme måde som den video fra Klipsch-fabrikken i Hope, Arkansas, som vi linkede til i sidste uge. Rigtigt levende mennesker, der lavere rigtige højttalere, helt rigtige og på den HELT rigtige måde. Og så lyder højttalerne naturligvis osse så meget bedre. Og det iøvrigt ganske uanset, hvordan de lyder.

Det er altså noget mærkeligt noget at blive gammel, snart 61, i denne historieløse verden, hvor selv et permanent kældermenneske som  Troels Gravesen selv i vintagehifi-kredse  kan blive  respekteret for at ØDELÆGGE enhver ejerglæde og anden autenticitet i sine uendeligt ligegyldige “modifikationer” af alskens højttaler-klassikere.. At gøre sådan noget for sig selv er bare trist, at gøre det for for andre er rent hærværk. Og trist nok for Klipsch-arven findes der endda et firma, der er næsten værre endnu end Gravesen er i så mange andre henseender: Det hedder ALK Engineering, og er en veritabel vildtvoksende kræft-svulst på Klipsch-hornklassikerne.
Al Klappenberger, som denne fæle mand hedder, tilbyder mod behørig betaling totalt at ødelægge dine Klipsch-højttalerer. For så vidt som altså installation  akustisk ganske anderledes delefiltre, højttalerenheder af helt andre fabrikater og horn ditto i en irreversibel hærværks-rus, altså næsten gør denne skribent fysisk syg. Et besøg på mandens side svarer næsten til et tilsvarende hos Troels Gravesen i rent kvalmende ubehag.
Nå, på den anden side: Hvis man skulle lide af et særligt traumatiserende angreb af “hi-fidelitis”, så ved man da, hvor man skal gå hen for at miste enhver interesse og respekt for hifiens udøvere. Gravesen og ALK er kun et klik væk. Heldigvis er jeg så selv ikke helt så akut behandlings-krævende endnu, at jeg behøver så radikal og små-skurvet behandling.  jeg vil i stedet vælge at glæde mig over mærket efter potteplanten på Belle`n.
Og naturligvis osse TIL at kunne høre højttaleren i al sin lettere antikverede vælde!

Lidt mindre og lidt lettere.

Efter de senere ugers ret tunge stof på denne plads i dag lidt “lettere kost” Det skyldes delvist, at denne skribent er en smule vissen i dag uden dog at være egentligt livstruende syg og svagelig.
Dog vil vi vælge at divertere med et par links af den mere kuriøse slags. Det første har vi bragt for mange år siden, og et fra vores allerførste af mange senere besøg hos ATC. Det er squ smukt, er det:
https://goo.gl/photos/17zM3qrqrMYbdNi89

Vi skal dog heller ikke lige glemme at hylde vores senest tilkomne højttaler, en billedskøn Belle Klipsch, måske verdens smukkeste højttaler. Og i den sammenhæng skal vi da lige osse linke til et besøg hos firma Klipsch, dengang grundlæggeren Poul Wilbur Klipsch endnu var boss. Det er sådan en virksomhed, som vi osse er glade for at have produkter fra:
https://www.youtube.com/watch?v=sjYa6MYAoqI