I min gymnasietid var Panduros mesterværk “De Uanstændige” en slags pligtlæsning i dansktimerne. Det var sikkert mest fordi man af helt uransagelige grunde en gang havde anskaffet dem som hele klassesæt (og derfor skulle de altså fandeme slides op) langt snarere end at de gav ungdommen en litterær oplevelse. Der er nok næppe tvivl om, at de allerfærreste elever dengang i datidens marxistiske metode-doktrinerende undervisning overhovedet nogensinde fattede en brik af farligheden i Panduros værk. Nu er incest mellem bror og søster jo også et noget sprængfarligt emne til alle tider og da ikke mindst, når det sympatetisk skildres som her af en sand mester. Så er der altså ikke meget, der er farligere for svage sjæle som undertegnede. Nå, men ingen fattede en brik dengang på Horsens Statsskole i 1.X og det var måske meget godt. Eftertænksomhed var jo ikke særligt moderne dengang og det har da forresten heller ikke været siden.
Til gengæld lykkedes det gymnasieskolen dengang og sikkert lige siden permanent at afvikle enhver litterær interesse, som der måtte være i den opvoksende akademiske ungdom og det var måske det mest “uanstændige” ved dét her. I disse dage, hvor det evindelige tågehorn Carsten Jensen bliver udnævnt til den nyere tids allerstørste danske forfatter for sin tommetykke totalt tilsvarende tomgangsroman “Vi, de druknede” er hele den apokalyptiske undergangsstemning i Panduros tilsynende så sol-og sommerferieagtige roman da ihvertfald gået op for undertegnede. Heldigvis vil vores bedste bud herfra nu være, at Carsten Jensens bog får nogenlunde samme klassikerstatus som tidligere tiders tilsyneladende tidløse og til evig tid uangribelige ikoner som Herdis Møllehaves “Le” og Dea Trier Mørchs helt uforlignelige “Vinterbørn”. Ingen af dem kan vist længere findes brugt (vil jeg da håbe). Dem åd tiden vist blot og mon ikke den fik kvalme?
Nu er dagens tema jo “fare” og på samme måde indlysende måde, som Panduros uanstændige og incestuøse tvillingepar var det for den iøvrige ufarlige litteratur, således burde enhver vel også som undertegnede have kunnet se alle de oplagte faresignaler, der gik forud for den nuværende finanskrise. Som i Panduros bog hed hovedpersonerne denne gang blot Kaupthing og Glitnir i stedet for Mick og Topsy. Det var del vel også nogen, der kunne se faren i horisonten, for når noget er så utroligt godt, at alle tjener mange flere penge ved at eje et almindeligt hus end de på nogen kan gøre ved selv uanstændigt høje lønninger, så er der altid en “sidste salgsdag”. Når noget er alt for godt til at være sandt er det jo naturligvis løgn. Man kunne uden synderlig kløgt have undret sig over, at man selv i finansielle inderkredse helt tog alle de islandske oppustede finanseventyr for lånte penge for pålydende. Ingen undrede sig tilsyneladende over, at ikke et eneste af disse islandske besiddelser nogetsteds i verden gav blot så meget som en devalueret islandsk krone i overskud. Eller at boligpriserne i London steg så meget, at almindelige mennesker efterhånden skulle bosætte sig i det nordlige Skotland for at have råd til at arbejde i London. Eller at det danske landbrug gik skidegodt selv om danske landmænd hver måned havde samlede underskud på tæt ved en milliard. Meget mystisk at svineavlere aldrig gik fallit selv når de sendte 200,- med hver gris på vej til slagteriet. Jo flere grise de sendte jo fattigere burde de være blevet, men de gjorde de sjovt nok ikke.
Dengang for langt over et år siden, hvor denne skribent begyndte at rable om det forestående uundgåelige kollaps til alle, der gad eller ikke gad høre på det (de sidste var der flest af), var det åbenbart stadigvæk et særsyn i den finansielle verden blot at tænke en smule. Som den ellers fornuftige uafhængige bankanalytiker Bjarne Jensen sagde i december 2007, så “..vil subprime-tabene ikke udgøre den direkte trussel mod finansektoren..” Han tog fejl, det må man vel sige.
Dengang anede jeg ikke nogenting om disse amerikanske huslån, såkaldte “sub-primes” som senere skulle udstille håbløs amerikansk økonomisk tænkning. Det var ihvertfald sådan det bleve fremstillet i de danske medier og det var selvfølgelig derfor ikke hele sandheden.Ja, amerikanerne vat faktisk så dumme, at man skulle helt til Danmark og ubegrænsede forbrugslån i boligers fiktive friværdi for at finde noget ligeså indlysende åndssvagt, altså ikke helt så langt som medierne fremstiller det, det skete faktisk typisk lige i baghaven. Overhovedet ikke, faktisk.
Toppunktet kom ifølge en aldeles fremragende researched artikel i dagens JP den 24. februar 2007, hvor det respekterede kreditvurderingsfirma Moody’s gav de islandske hovedbanker den absolutte topkarakter AAA. Det svarer nogenlunde til sikkerheden af guld i et atomsikkert pengeskab, altså ganske godt. Godt et år senere var de alle konkurs og havde ruineret den islandske nation. Der var vist tale om det, der må kaldes en monumental brøler. Her i Danmark har vi nu ikke ret meget at lade disse forstyrrede økonomiske profetier høre. Ja, vi har vel faktisk i virkeligheden selv en økonomisk bombe indbygget, som er endnu mere uoverskueligt farlig end selv Mick og Topsys incestuøse forhold var for stakkels Thomas i Panduros bog. Lokkende men ganske fatalt alligevel og nok endnu mere, fordi det var så lokkende. Som spidsbrystede Topsy.
Vi taler om gældsætningen i det danske landbrug, som omfatter blot ca. 12.000 mennesker. Først lige lidt tal: I denne måned lancerede den tyske regering en epokegørende bankpakke med et rekordstort beløb på over 300 mia. til at støtte den tyske økonomi, Europas største med ialt 80 mill. indbyggere. Det svarer jo i forhold ganske godt til den første danske bankpakke. Så langt så godt eller måske snarere skidt.
Desværre svarer denne tyske hjælpepakke numerisk næsten fuldstændigt til gælden ALENE i det danske landbrug, der andrager lige omkring 300 mia. Vi taler om et helt men altså numerisk lillebitte erhverv, som i langt over et årti for hovedparten af bedrifternes vedkommende er drevet med stadige kæmpeunderskud, mens landmændene blot har lånt massevis af millioner til typisk 1% p.a. på den eksploderende friværdi. Dem har de så naturligvis ikke kunnet bruge på bedriften, som alligevel aldrig med de aktuelle jordpriser ville kunne bringes til at give overskud. For eksempel skulle en svineavler jo for at avle svin have frie jordarealer til at led gyllen ud på, jord som svinedriften aldrig ville kunne forrente (hvad blev der af genbrug af gyllen i stedet for?) Næh, man har klogt nok investeret alle disse lånte penge i aktie-spekulationer, det var der nemlig knaster i. Det var så klogt indtil det holdt op med at være det og det er altså nu. Nu er det blot for sent.
Når journalister for tiden lægger skylden for det økonomiske kollaps på USA så kommer jeg altså selv til at tænke på min fætter Kurt og det alternative økonomiske system, han er en del af. Med en bruttoindtægt fra korndykning på sine 2 gårde på ialt en bagatel a la bistandshjælp på 100.000,- har han alligevel kunnet leve fedt af et støt akkumulerende underskud. Hvor meget dummere er det lige det her er end de amerikanske sub-prime lån? Vi kan ikke rigtig se nogen synderlig forskel.
Nå, nu er denne klumme ikke en dommedagsprofeti, blot en kilde til rettidig omtanke. Om det så lige akkurat er det, som de har udvist hos Dynaudio i Stilling i den forløbne uge vil fremtiden vise. Mens B&O kæmper atter en eksistenskamp i fuld offentlig søgelys, så fyrede Dynaudio lige omkring en trediedel af sit personale lidt mere i skjul. Måske der er gået lidt “dansk landbrugs-tænkning” i det dernede i det landlige Stilling, for man havde vistnok mest fyret såkaldt “ufaglært personale” ifølge pressemeddelelsen som om det skulle være bedre. Det undrede selvfølgelig ikke journalisterne, som jo kun meget lidt gør. Det lyder måske uskyldigt nok, men mon ikke det i virkeligheden er ensbetydende med, at man har halveret sin produktionskapacitet? Sandsynligvis, for det er jo næppe de ufaglærte som konstruerer, leder og sælger.
Det kan jo sagtens være, at de ufaglærte er de nemmeste og hurtigste at komme af med, men det er så vidt vides ikke nogen faglært uddannelse at lave højttalere, så mon ikke de fleste ufaglærte lige netop på en højttalerfabrik har lavet højttalere? Tjah, det ved vi selvfølgelig ikke, men hvis Dynaudios såkaldte “kapacitetsomkostninger” ikke afgørende reduceres i takt med nedgangen i produktionskapaciteten, så kan der sagtens opstå problemer. Som andre virksomheder fremragende godt gearet til effektiv produktion og ekspansion som Dynaudio har været i mange år med en effektiv, men altså omkostningstung marketing-og udviklingsafdeling, så er det svært grænsende til umuligt blot at bremse op. Som ligeledes indtil for helt nyligt top-professionelle Mærsk jo heller ikke kan spare rigtigt effektivt ved ikke at sejle, da de sparede udgifter ved ikke er sejle er langt mindre end indtægtstabet.
Vi får se hvordan det går, det ser nu lidt små-farligt ud. Som hvis den amerikanske racerkører Craig Breedlove dengang i sin raketdrevne rekord-bil “Spirit of America” med en fart ud over Bonneville-saltsletten i Utah på over 1000 km./t. skulle have gennemført en dobbelt undvigemanøvre. Det, der kører hurtigst ligeud er sjældent det, der drejer bedst. Det skulle han heldigvis ikke, Breedlove, han fortsatte blot ligeud. Der er så andre hurtigløbere, der skal dreje brat. Vi håber det bedste, det bliver nok også nødvendigt.
Og så tilbage til Panduro og landbruget. Førende danske pengeinstitutter ser nemlig det danske landbrug som en økonomisk stabiliserende faktor, som det fornyligt blev nævnt i Børsen. For os at se er gælden i landbruget nu mest at sammenligne med en såkaldt “død-isklump” Sådanne megastore isblokke lå jo i den danske jord længe efter den sidste istid og fyldte op på samme måde som gælden. Så længe den store isklump ligger der endnu lige under jordoverfladen kan man ingenting dyrke dér lige ovenpå isen eller investere. Det er dog altsammen stadigvæk bedre end den dag hvor den smelter og hele marken ender som bundløs mose og man udelukkende kan dyrke gråænder. Ingen af tingene er dog videre gode og mon ikke den her vurdering af landbruget som positivt økonomisk stabiliserende er en smule over-optimistisk? Det tror vi og især fordi gældsbyrden pr. landmand er en bagatel af 25 mill. kr.
Nu er incest som i Panduros bog en overordentlig alvorlig sag, men vi er ikke helt overbeviste om, at de her økonomiske vurderinger ikke er lige i lidt for høj grad i familie med den islandske fætter/fætter/fatter-økonomi. Nå, men vi har slået ordet “økonomisk incest” op, og det findes overhovedet ikke, så alt er vist godt og stabilt. Det ligner nu bare for os noget helt andet en lille smule for meget. Nemlig tvillingerne hos Panduro…
UPDATE: Denne tekst blev skrevet søndag morgen. Nu vil tilfældet, at dagens hovedhistorie i JP Finans i dag mandag netop handler om det danske landbrug, sjovt tilfælde. Vi vil lige benytte lejligheden til at rette tallet 300 mia. i gæld. Det er nemlig 317 mia. efter et år, hvor det danske landbrug har præsteret en samlet negativ indtjening på lige knapt en milliard.
Det ville ikke have været kritisk hvis det ikke havde været ledsaget af en stigning i gælden i samme periode fra 298 mia. til altså 317 mia., men det er så desværre tilfældet. Underligt nok spørger avisen ikke om denne ellers spændende sammenhæng. Det kan næppe være renterne, som tit og ofte andrager ikke blot én-cifrede procenter, de er også typisk på omkring 1%. Nye investeringer måske, men hvorfor egentlig? Heller ikke om, hvordan formanden for Dansk Landbrug, Peter Gæmelke kan forvente, at landmænd på vej ud af erhvervet skal kunne sælge ejendommene i såkaldt “fri handel” til den vel delvist kunstige og opskruede aktuelle pris uden at køberen naturnødvendigt i afkast ender nogenlunde samme sted som sælgeren, da driften stadigvæk formodentligt aldrig vil kunne afdrage gælden, som altså blot vokser. Måske vi ser lidt Nobel-prisværdig økonomisk tænkning her, vi fatter det ikke helt, så det er tydeligvis langt over vores evner. Desværre er vi altså ikke klogere.