Jubiii!

Atter en dag er der alt for mange kabler i transit gennem vores lille firma til, at det er rigtigt sjovt og derfor har vi ikke rigtig tid til nogetsomhelst andet end at køre i stilling til at holde fruen lidt i hånden i eftermiddag. Heldigvis er der jo som altid adskillige tillægsgevinster ved det som for eksempel noget ATC til et diskotek oppe nordpå, en hel bunke trådløst med lidt DPA-mikrofoner og de helt rigtige teatermikrofoner til en hæderkronet institution i Hou. Det allerbedste har dog været et par ATC-forstærkere til et par studier i Harlev og på Mors mest fordi de mennesker, som har købt dem, i så mange år har betydet så meget for os. Det er jo trods alt den måde, vores firma opererer på. Vi beklager alle de andre, som er blevet sprunget over blandt denne uges handler. Der er en del, der er meget større men ingen, der er bedre og hyggeligere.

Hvis man kunne få det indtryk, at vi unødvendigt “anonymiserer” vores kunder er det ikke helt tilfældigt. Klimaet er jo ikke akkurat velvilligt indstillet overfor de knapt så gode håndværkere i vores fag denne tid og indtil de er blevet behørigt decimeret oplever man det indtil videre heldigvis enestående, at vores kunder bliver ringet om af konkurrenter efter vi har nævnt dem. Underligt nok lykkes det ikke at sælge nogenting ved denne fremgangsmåde, ikke engang det, som man ellers ellers måske senere muligvis ville kunne have solgt. På den anden side, hvis man hverken besidder viden eller kompetence er det noget svært i denne tid. Som vi f. eks opdagede, da vi i ugens løb bestilte noget ellers relativt banalt af en ellers gammel “rotte” i faget, godt nok på en ny plads. Det viste sig ikke muligt på trods af undertegnedes bønfaldende stemme at finde nogen, som havde forstand på sagerne og resultatet udeblev ikke. Af de 3 typer varer, der var bestilt, var de 2 forkerte og den 3. var i restordre, hvilket naturligvis ikke var oplyst. Derudover kom varen heller ikke rettidigt hvilket gjorde den uventede restordre mere penibel. Det at taste faldt åbenbart heller ikke lige for, det er min papdatter ellers ret god til som de fleste teenagere. Faktisk bedre end et maskingevær. Nå, men det var ham her ikke.

Nu kender vi dette firma som ellers ganske ekspedit og vi må vel mest regne med, at denne ikke altfor imponerende “performance” fra denne medarbejder skyldes en kedelig blanding af mangelfuld viden og tilsvarende betydelig selvovervurdering. Rettidig omhu var det ihvertfald ikke og næste gang må vi nok insistere på at tale med én, der ved noget. Nå, men det gør heldigvis alle de andre, så det går vel nok. Nu er der muligvis også en lillebitte smule af det, der i mafia-kredse kaldes “ondt blod” mellem os, for det var faktisk denne mand, som introducerede denne skribent for den uhørte fremgangsmåde at ringe til de kunder, som vi nævnte på vores referenceliste. Foruden de leverandører naturligvis, som vi anførte og det var sjovt nok ikke for at opmuntre dem til at handle mere med os. Det er underligt, men sådan noget glemmer man aldrig. Aldrig nogensinde!

Nå, men vi ville jo aldrig have været der, hvor vi er i dag, hvis vi ikke var blevet så direkte ansporet til aldrig nogensinde selv at blive sådan. Ligesom min konstant piberygende og hostende far for altid vaccinerede denne skribent mod rygningens forbandelse. så er vi uendeligt taknemmelige for disse enestående lektioner i, hvordan man IKKE skal gøre. Lektionerne fortsætter endda ihvertfald en tid endnu, men som den hæse poet Robert Zimmermann så rammende udtrykte det “The Times They Are A`Changing” Det er da en positiv ting og ændringerne er nok nærmere end man vel næsten tør håbe.

“Bolværksmatrosen”

Overskriften i dag hentyder til den danske poet Jens Memphis’ absolutte musikalske mesterværk fra 1975 med traditionelle og egenkomponerede sømandssange i et sælsomt mix. Det er simpelthen umuligt at høre, hvornår den traditionelle musik bliver til inspireret nykomposition og selv om teksterne allesammen er nye forekommer de allerede fra starten århundred-gamle. Hvis de altså ikke havde været så sprogligt præcise og rammende, at man får gåsehud af at høre titelnummeret stadigvæk. Lige præcist der afslører teksterne sig som alt andet end de ellers lidt udvandede traditionelle af slagsen. Nå, men iøvrigt er dagens tema altså “bolværksmatroser”, altså de, der valgte det trygge og bekvemme land med en øl i hånden i stedet for det oprørte hav. Det er der naturligvis mange, der har gjort uden at de skal bebrejdes for det, men sommetider finder vi nu alligevel eksempler på bolværksmatroser, som måske ikke ligefrem medvirker til at give betegnelsen et altfor godt ry. De er nemlig alt for unge eller også bare for søsyge, ja hvem ved. Ja, det gør vi, fortsættelse følger nedenfor.

Inden vi kommer til dagens egentlige emne skal vi lige perifert berøre et uhyre spændende tilfælde af akut “bolværksmatros-syndrom” Det er nemlig ikke altid så skidt som det bliver senere i dagens tekst. Det skete i det Caraibiske Hav på den lillebitte hollandske ø Sct Eustatius under den amerikanske frihedskrig og berørte guvernøren på øen, hollænderen Jan de Graaf. Forbeholdt de utvetydige beviser på, at øen gennem sin handel med krudt og kugler til den gryende amerikanske hær spillede en krumtap-rolle i konflikten langt hinsides neutrale landes forpligtelser, besluttede den hollandske regering sig nemlig at hjemkalde guvernøren. Hele affæren blev trukket i langdrag af de Graaf, som ganske bekvemt påberåbte sig “særlig uheldig disposition for søsyge”, selv om han jo altså trods alt osse var sejlet derover. Da han endelig et godt stykke tid efter blev halet hjemefter med magt, havde den amerikanske revolution klaret sig igennem sin største krise. Akut søsyge kan sommetider spille en stor rolle i verdenshistorien. Vi skylder lige forklaringen, at de Graaf blev hængende lidt ekstra for lige at få de fantastiske indtægter ved denne “kontrabande-handel” med og han døde mange år efter astronomisk rig. Det kan sagtens betale sig at være bolværksmatros en tid inden man altså alligevel kommer ud at sejle igen. Det er nu nok undtagelsen. Nå, men da han atter krydsede Atlanten tilbage til Caraibien havde søsygen mirakuløst lagt sig. Lige i dette sjældne tilfælde var Graafs egennytte synonymt med “det større vel”

Det kan nu oftere bedre betale sig permanent at tage på såkaldt “landlov” Det har det åbenbart kunnet i mere end 3 årtier for en dengang yngre sømand oppe i Nordjylland, og nu i vi tilbage i den vanskelige og hårfine disciplin, som berører nekrologer. I dag vil vi dog ikke berøre andet end “de lange linier” i denne livshistorie, men der er altså lidt rigelig “Ole Sohn” i denne historie, som er god at blive klog af. Måske et bedre ord måske er “på vagt” for nu at blive i søulke-sproget. Den afdøde er en tidligere værktøjsmager og sejlende maskinmester, der helt tilbage i 1977 blev valgt til Folketinget for SF, et parti han iøvrigt forblev i til sin død. Alene derved er han jo en noget hæderværdig modsætning til samme partis Ole Sohn i dag, for dengang var Ole formand for SID i Horsens og en fast støtte til det folkemorderiske Sovjeunionen gennem sit ledende medlemsskab af DKP. Der forblev Sohn jo forresten som partiboss lige til Sovjets fald og den efterfølgende mangel på finansiering østfra, en rigtig hædersmand indtil pengene altså slap op. Sjovt tilfælde at ens politiske standpunkter så radikalt kan ændres af penge og da særligt mangel på samme…Vores nye nordjyske ven var anderledes principfast, han forlod aldrig SF, som måske så til gengæld forlod ham.

Helt anderledes med den vendsysselske SF-er og bolværksmatros her og så måske ikke så meget anderledes alligevel. Da han første gang blev valgt til Folketinget var det ihvertfald “nat” med hans hidtidige mere manuelle virke, som jo ellers nok må have været det, som oprindeligt fik ham valgt. Han må vel have fået smag for søde land-liv. I resten af sit liv forfulgte han ihvertfald en mere eller mindre successfuld karriere som statsrevisor, byrådsmedlem, formand for div. sociale udvalg og så lige folketingsmedlem en gang mere en tid. Nu siger vi flot “mere eller mindre” når det nu helt tydeligt er tale om “mere” hele tiden. Det gik ham tydeligvis personligt rigtigt godt og faktisk så godt, at han aldrig nogensinde i de seneste 32 år fik andet end offentlige og folkevalgte jobs. Vi mener til gengæld “mindre” (ihvertfald for de nordjyske vælgere), for med hvilken ret har denne over årtier mere og mere totalt professionaliserede politiker dog kunnet repræsentere den efterhånden mere og mere nedslidte gamle værftsby Frederikshavn når han efterhånden mere og mere blev en slags turist der? Svaret er naturligvis, at det har han heller ikke. Hvis han nogensinde har forsøgt aktivt at opsøge sine gamle fag-fæller deroppe på Ørskovs Værft eller Stena-færgerne så ville de ikke kunne genkende ham med det rene fine tøj og de små manicurerede hænder, som aldrig mere kom til at dreje en svensknøgle. Udover at de selvfølgelig heller ikke kunne længere og da slet ikke ville.

Som andre “afhoppere” kunne han selvfølgelig aldrig vende tilbage til det, som han engang var. Det har han nok næppe heller ønsket ligeså lidt som Ole Sohn sikkert har ønsket sig tilbage som en udsat ufaglært aspirant uden pensionsmulighed udover ATP i SID dengang i starten af 1970-erne. På den måde er begges liv en ubetinget succes men nok mest for dem selv. Det er til gengæld noget mere vanskeligt at forestille sig, at disse mere og mere magt-inkarnerede mennesker i deres politiske vakuum har været de bedste til at repræsentere de svage i dette samfund. De mennesker, som de altså for begges vedkommende næppe har set og endnu mindre talt de sidste mange årtier. Efterhånden har de så forresten også glemt, hvad det overhovedet er, som man taler om i arbejderkantinerne med den obligatoriske strø-dåse Knorrs Aromatkrydderi. 
Nå, det er vist bare sådan det går, når en mand går i land desværre og aldrig nogensinde ser sig tilbage undtagen for at se, om der er andre på vej forbi ham ned ad rebstigen til den ventende redningsbåd væk, væk, VÆK. Væk fra vandet, væk fra det trælsomme og snavsede arbejde, VÆK! For dem, der måske vil mene, at vi er særligt meget ude efter disse “arbejder-overløbere” fremfor alle de nye professionelle cand. polit.-politikere så er det sikkert rigtigt. Den sidste gruppe har da i det mindste stadigvæk andre valg, det har “sohnerne” ikke De dårligste til på bedste vis at varetage de svages tarv er aldrig nogensinde de politikere, der selv har allermest at miste. Ligesom altså de bolværksmatroser, som gik i land allerførst heller aldrig er de rigtige søfolk. De blev naturligvis tilbage. Desværre.

Radikal reprimande

Nu kan vi godt ikke lige på stående fod komme i tanke om, hvad det engelske udtryk “contradiction in terms” lige præcist bedst oversættes til dansk, men det er vist det mest rammende beskrivelse af dagens overskrift. Nogen synderlig om overhovedet noget egentlig konsekvent politik er der jo sjældent tale om og dermed er mulighed for reprimander jo tilsvarende begrænset. Man kan jo af gode grunde ikke bebrejde nogen for afvigende synspunkter, når partiet er så ufatteligt vidtfavnende, at alle de “rigtige” og “humanistiske” synspunkter er “legio”, som det vist hedder på dannet nudansk. Nå på det plan adskiller de radikale sig naturligvis ikke så meget fra andre politiske partier, men der er alligevel tit en lille “twist” i de radikale formuleringer. De er nemlig en lille smule mere elegant formulerede end det er normen i den lokalpolitiske andedam, hvor højlydt rappen tit erstatter reelt indhold. Som det fremgår af den lokale radikale formand Sander Jensen efter gårsdagens møde om det noget “uheldige” radikale byrådsmedlem Ibrahim Gøkhan, bedre kendt som “Gokkeren”

Nå, men vel ikke ufortjent for ikke mindst sine uhørte udfald mod den JP-journalist, som blot gjorde sit arbejde, fik Gøkhan altså en reprimande. I denne særegne radikale udgave af ordet reprimande betyder det selvfølgelig ikke, at man graver særligt dybt og ligefrem kræver en beklagelse fra Gøkhan, naturligvis ikke. Gøkhan ønsker stadigvæk ikke at fortælle, hvorfor han selv og en gruppe tilhængere angiveligt var i færd med at samle oplysninger mod den JP-journalist, som helt rimeligt omtalte Gøkhans “fiflerier” Det ville vel også lige lovligt radikalt og dermed selvfølgelig ikke acceptabel radikal politik. Til gengæld ville det have været et godt og rimeligt spørgsmål. og derfor blev det selvfølgelig ikke stillet. Rimelighed og politik er jo kun sjældent særligt i familie.

Nu har vi jo tidligere på denne side kloget os over de betydelige afsavn, som Gøkhans kone og 4 småbørn nødvendigvis må have lidt på den vel sandsynlige bistandshjælp (det er vel svært at være topdirektør for fruen med 4 småbørn?), mens han tog sin hårdt tilkæmpede tandlægeeksamen langt væk i de anatolske bjerge i 1999. Den titel, som han altså tilsyneladende aldrig har brugt til nogetsomhelst økonomisk lukrativt, fordi han ifølge legenden stedet blev fristet af en kommunal ultra-lavtlønnet stilling som såkaldt mentor. Man kan så håbe, at hans SU-tilbagebetaling er stillet i bero.. Nå, men på mødet i går aftes blev Gøkhans eksamensbeviser så præsenteret for de lokale radikale og så er det, at Sander rigtigt ruller sit imponerende politiske talent ud. Dette talent er tydeligvis noget, der kommer helt naturligt til denne særdeles trimmede og elegante mand med en perfekt frisure, som ligner en mellemting mellem Fætter Højben og Glitterik Smørhår fra Harry Potter og måske endda tangere den uslåelige mester udi bølgehårets kunst, salig Otto Leisner. Vi taler om en fremtræden så gennemført perfekt, at Sander formentligt rutinemæssigt vil kunne vippe Vestager af pinden til hver en tid alene på håret. Han oplyser fra mødet, at den radikale bestyrelse ikke har set detaljerede oplysninger, såsom en oversigt over fag,(i forbindelse med de angivelige tyrkiske “deus ex machina” tandlæge-eksamensbeviser red.), men udtaler sig ud fra diplomlignende dokumenter. Nu har vi desværre ikke Sanders egen formulering helt verbatim, men det her er simpelthen fremragende politisk kunst. Hvis det engang i den måske nærmeste fremtid skulle vise sig, at dette bevis er fra et korrespondance-kursus pr brev på Dr. Öetker-Universitetet eller fra det tilsvarende Scientölögy Institution dernede, så har de radikale på denne geniale måde fraskrevet sig eventuel arv og gæld og helt sikkert, fordi der i givet fald vil være langt mest af det sidste. 

Nå, men vi får se. Det sidste ord i denne affære er næppe sagt endnu og det var faktisk så uhørt en trussel fra Gøkhan mod journalisten Kim Pauli, at den lokale formand for Journalistforbundet var ude med støtte lige med det vuns, da Gøkhan og “journalist-vennerne” kom på banen. Vores gæt herfra vil være, at man næppe behøver at tage til Moesgård Museum med deres ekspertise i kulstof-14 analysemetoder og dendro-kronologi og andre nyere dateringsmetoder for at fastslå, at eksamensbeviset med en vis sandsynlighed ikke kan dateres til sidste årtusinde, men måske snarere er produceret på den seneste model af Hewlett-Packards nyeste inkjet-printer, som kom på markedet lige inden den forgangne jul og smitter af endnu. Det kommer så til gengæld ikke til at smitte af på de radikale og så er det forresten ligemeget, hvad der efterfølgende sker. Med et lån fra den populære reklametekst fra dengang centrumdemokraten Arne Melchior endnu var direktør for den midtvestjydske tekstilvirksomhed Jardex vil vi istemme i kor: “Bravo, Mr. Sander!”

Mod i det helt lille format.

I dag vil vi blive en smule højtravende. Vi vil nemlig snakke om noget, som vi ikke nødvendigvis ved ret meget om men til gengæld beundrer vi det så så meget mere, når vi ser det. Lidt på samme måde som Kevin Spacey i “American Beauty” beundrede naboens teenage-datter. Vi taler naturligvis om begrebet “mod” og ikke mindst modet til at gå sine egne veje. Eller noget mere alternativt at gå der, hvor alle andre har gået før og forlængst er holdt op med at gå. Det sidste forekommer næsten som den største dåd af det altsammen.

Vi er denne gang som så ofte før blevet inspireret af at have været på den daglige varetur gennem udsalgsbyen Århus. Nu er det jo ikke ligefrem nogen nyhed, at udsalget i år er kommet noget tidligt og tilsyneladende har bidt sig godt fast overalt. Ikke mindst butikkerne med dametøj og deres nedsættelser på mellem 50 og 70% får da tankerne til at flyve lidt i retning af hvorfor de ikke bare skriver “ophørsudsalg” på vinduerne. I gamle dage, altså sidste år, var der kun udsalg på specielle varer, i år drejer det sig om rub og stub. Det helt uoverstigeligt store spørgsmål for undertegnede er så, hvordan i alverden disse forretninger nogensinde vil bære sig ad med at sætte priserne OP igen. Nå, de allerfærreste af dem lever vel længe nok til, at det her bliver et problem og man må vel konstatere, at markedet for dametøj i segmentet mellem Zara/H&M og rigtig luksus har været noget overbefolket. Når man går rundt i byen er der simpelthen bunker af kinesisk producerede tekstiler med nødtøfttigt påklistrede navne-mærker, som signalerer endnu et af allerede utallige små-“brands”. Disse marginale “brands” har dog tilsyneladende allesammen det til fælles, at det er dem, der er allermest nedsat. De etablerede discount-operatører holder priserne langt bedre og måske det blot er den samme vare til forskellige priser? Måske.

Hvilket så bringer os tilbage til vores tema “mod” Da jeg cyklede forbi forretningen, hvor det forlængst hensygnede firma Dansk Audio Teknik holdt til, så vi nemlig et enestående eksempel på kommercielt mod. Butikken, som ellers var vældig pæn (kunderne have jo heller ikke ligefrem i de senere år slidt særligt på inventaret parantes slut sagde han tilfreds), men er nu ved at gennemgå en gennemgribende renovering. Tilsyneladende skal der være en (ta-daa og fanfare) ja, såmænd en ny dametøjsbutik der. Den skal så åbenbart være udsalgssted for det samme “mærke”, som indtil videre har været solgt i den frimærkestore nabobutik men altså blot med en noget højere husleje. Hvis det her lydert som et kommercielt vinder-projekt skal det med, at butikken kommer til at ligge i “blindtarms-enden” af gaden. Der færdes masser af mennesker i den anden ende men ingen ved deres fulde fem i den anden udover et par sprittere og enkelte udenbys på jagt efter en billetautomat, som er denne del af gadens eneste reelle attraktion. Det skal så lige med, at den lille butik (som de altså nu forlader) i længere tid har holdt “halv pris”-udsalg, så “status”-kortet af brandet er ligesom spillet for første og sidste gang. Det er jo altid nødvendigvis samme gang. Nå vi ønsker denne modige satsning alt muligt held, for modigt, det er det eddermaeme. I gamle dage sagde man om gode sælgere, at “de kunne sælge sand i Sahara” For at være en succesfuld sælger her tror vi, at man nok endda “skal kunne sælge olieforurenet genbrugs-sand med kamel-lort i i Sahara” for at have en vinder her. Let bliver det ihvertfald ikke. 

Nu har vi fornyligt været inde på den imponerende række af køkken-palæer, som endnu en kort tid står som nutidige monumenter over en allerede for ganske vist nyligt forsvunden tid. De ved det måske som de sidste dinosaurer sikkert også plirede forvirret med øjnene i forgæves søgen efter atrsæller, men de var allerede forlængst døde. Det er de her naturligvis også, men måske de bare ikke ved det endnu eller også sidder de bundet af langvarige kontrakter i disse megalitiske byggerier, der får oldtidmonumentet “Stonehenge” til at se lillebitte ud. Begge monumenter er iøvrigt fælles om at de står længe after, at deres tilhængere er forsvundet. Man ved reelt ingenting om soldyrkerne ved Stonehenge, ja man ved vel knapt om de overhovedet var soldyrkere, ret meget sol er der da ikke dernede i sydvest-England. Ligeledes er “køkken-kulten” jo også forsvundet med nogenlunde samme foruroligende hastighed som Jones og hans nyreligiøse selvmordsaktivister gjorde kål på sig selv. Nå, men enhver kan endnu en kort tid studere “dette arbejdende nutids-museum” derude på Viborgvej. Kun ganske kort tid.

Nu har vi godt nok forladt begrebet “mod” en smule, for det er jo ikke modigt at udskyde den uundgåelige undergang, ligesom det jo heller ikke var spor modigt af piloten at lande sin jet-liner på Hudson-floden fornyligt. Til gengæld var han altså noget cool, det må siges og en skidehård pilot, mest fordi vist ingen reportere tilsyneladende har gidet checke op på det dér med at lande på vandet med et passagerfly. Indtil nu er det nemlig ALDRIG lykkedes for nogen uden at flyet derved brækkede i flere stykker. Nå men tilbage til det rigtige mod, der hvor man altid og nødvendigvis har valget til at lade være. I umiddelbar nærhed af den kommende damecowboybukse-butik i Klostergade ligger der en anden forretning, som åbnede for ganske nyligt. Ja det er faktisk så kort tid siden, at alle tegn i sol og måne ikke blot var tydelige, de skreg næsten : “Lad da for Helvede være!” Indehaveren af forretningen har muligvis eller blot ikke opmærksom på at skifte batterier i sit høre-apparat, det ved vi ikke. Ihvertfald åbnede der en vældigt stor forretning udelukkende med designermøbler fra allerede da kriseramte danske Fritz Hansen A/S og designlamper a la PH fra Louis Poulsen A/S. Det var og er en skideflot butik og den fine orden er perfekt. Der kommer nemlig aldrig nogen kunder åbenbart, vi kører ellers tit forbi, men har aldrig set en eneste. Ekspeditricen er ellers vældigt pæn, måske det er derfor der kikkes lidt ekstra. Udelukkes kan det ikke helt selv om det nu primært er kommercielle studier vi driver herfra.

I denne butik består modet så i, at man på de store panorame-udstillingsruder med udsplattede kæmpestore giftigt-grønne bogstaver som i en gyserfilm med Boris Karloff i hovedrollen har skrevet “UDSALG”. Skiltet kandiderer selv i en by med utallige skilte med samme tekst som det allerhæsligste og da særligt, fordi butikkens slogan eller er det noget mere prætentiøse “Design for Life” Ja, hvem skulle nu have troet, at dette ord “life” kun kom til at betyde butikkens levetid? Tjah, alle andre end ejeren af butikken vil vi næsten tro. Nå, som den kommende “dødninge-alle” af om kort tid lukkede køkkenbutikker derude på Viborgvej så er denne butik ved Vesterbro Torv bestemt et besøg værd. Den ligger iøvrigt heller ikke ret langt fra et andet mueum over nylig dansk by-kultur, nemlig “Den Gamle By” Tag derned og se det som den ultimative paradoksal-kunst, som det er. Mens det er der endnu.

Det var så hvad vi havde at sige om “mod” i dag. Det var godt nok ikke særligt heroisk, ja måske ikke engang særligt interessant vil man nok sige og man ville selvfølgelig have ret. Alligevel skal vi da ikke undlade at kippe med flaget af disse stædige iværksættere, som med et idegrundlag, som med en gennemført mangel på originalitet, som mest minder om en mudret og flad-mast skovsti for samtlige mountainbike-ryttere i Århus alligevel fortsætter ad ganske samme vej som alle andre. Det er jo ikke nogen sag at starte en butik, hvis man har en rigtig god ide eller en særlig kompetence. Som det jo heller ikke var særligt modigt for en ridder i sin rustning at gå løs på en flok bondedrenge bevæbnet med træsværd. Det er altså en del mere modigt aktivt at opsøge den kamp, som umuligt kan vindes. Om vi selv føler os modige? Overhovedet ikke, ikke engang ganske lidt men nu er vi heller ikke ligefrem i branchen for damecowboybukser. Held og lykke, alle I glade iværksættere derude og vi må anerkende originaliteten i at starte “halv pris”-udsalget endnu inden butikken overhovedet er malet færdigt. Modigt!

Os vs. dem-et demokratisk problem?

Vi har haft lidt netværksproblemer her til morgen og derfor er disse ord nødvendigvis noget kortfattede, selv om andre nok ville sige, de allerede var var rigeligt lange. Ikke desto mindre tegner ugen strålende efter en fremragende ordre til en en skole udenfor Århus her i fredags og det kommer heldigvis efter en aldeles fremragende start på året. Den eneste slange i paradiset er tilsyneladende, at der i hele weekenden ikke har meldt sig en eneste svigefuld gammel kæreste fra 1980-erne eller deromkring på min nyoprettede Facebook-profil med håb om bedre held denne gang. Gjorde jeg virkeligt ikke større indtryk dengang? Noget kunne tyde på det, de er ihvertfald ikke kommet og det er vel det bedste bevis. Lige i den retning kan man ikke kæmpe imod.

Det kan man til gengæld godt, hvis man hedder Ibrahim Gøkhan. I et uhørt udfald mod en JP-journalist i anledning af avisens undersøgelser af Gøkhans noget farverige fortid med alle de ekstra nyligt påmalede farver truede Gøkhan som bekendt med at “afsløre” journalisten uden at det dog blev klart, hvordan man i Himlens navn skulle kunne afsløre allerede offentliggjorte ting. Herfra har vi svært ved at frigøre os fra den tanke, at vi er tilbage i den evige offerrolle, nemlig “os mod dem” Det er fuldstændigt ligegyldigt hvor håbløse ens synspunkter er og hvor fantasifulde de er, de er i det mindste vores egne og det skal ingen pille ved. Det vil så sige, at når man er folkevalgt og får løn for sit byrådsarbejde, så er man altså en offentlig person, Gøkhan, og så gælder alle tricks ikke længere. Når Gøkhan således åbenlyst truer med, at “vi også har gode journalister” så er der et eller andet rivravruskende galt. 

Nu kunne man selvfølgelig med nogen ret indvende, at det til en start er noget galt med disse Gøkhans journalist-bekendte, siden de ikke engang har haft talent til blot at omskrive de lange ordrette citater, som Gøkhan tidligere har benyttet i sine plagiat-læserbreve og ikke bare en lillebitte smule. Man kunne ellers let anonymisere og dække det man skrev af efter med selv små ændringer som alle skolelever ved, når de “planker” én eller anden obskur Wikipedia-artikel som deres egen. Det er nu også bemærkelsesværdigt, at Gøkhan hævder eksistensen af et skjult “journalist-netværk” efter at han dengang med læserbrevene hævdede, at den skyldige for “misforståelsen”, den direkte afskrivning af tilfældige menneskers indbyrdes modstridende synspunkter, var en person, der blot læste lidt korrektur. Ak ja, der er da også forbandet at man ikke aktivt kan redigere alle medier på samme måde som man løbende kan redigere sit eget liv. Nå, men mon ikke JP og Kim Pauli sover roligt ved udsigten til at skulle konfronteres med Gøkhan og hans journalistvenners forsamlede spids-kompetence. Sporene skræmmer da ihvertfald ikke. Ikke i kompetencemæssig henseende men nok i andre.

Vi er så vidt vi kan se tilbage ved den klassiske trussel i skolegården “min far kan banke din far” i denne trussel fra Gøkhan og det er selvfølgeligt temmeligt grinagtigt. Hvis det altså ikke havde været fordi manden trods alt er valgt til Århus Byråd og altså professionel politiker da han jo ikke kan arbejde som hverken lærer eller tandplejer eller tandlæge. Meget mere professionelt kan det vel dårligt blive. Som byrådsmedlem og medlem af de radikale har Gøkhan adgang til det kommunale embedsværk og alligevel vælger han altså at trække det “udenoms-parlamentariske journalist-kort” i den offerrolle, som straks falder ham naturligt. I interviewet raser Gøkhan over, om journalisten regner med at “skulle spise middag hjemme hos Gøkhan” Alle berettigede spørgsmål bliver således til personlige angreb. 

Det er altså ikke ligefrem de bedste nyheder for demokratiet at Gøkhan på denne måde demonstrerer sin totale mangel på forståelse for, at det netop er journalisternes opgave at være offentlighedens vagthund overfor politikere med en muligvis noget betændt både for- og nutid. Den demokratiske fernis er tydeligvis noget sparsomt påført her. En politiker, som opererer med begreberne “os mod dem” på den her måde på det her politiske topplan har simpelthen ingenting forstået af demokratiets væsen. Helt i samme demokratisk problematiske ånd sagde Gøkhan til TV2- Østjylland, at det kun var en sag mellem ham og vælgerne. Om en anden demokratisk valgt politiker, en vis Herr Hitler nogensinde brugte dette argument vides ikke men det gjorde han nu nok. Han var blot klog nok til lige at fjerne den frie presse først. Herfra vil vi tillade os at erklære os en smule uenige med Gøkhan. I et demokratisk samfund opererer man ikke med naturlige konspirationer mellem valgte politikere og deres vælgere mod alle de andre vantro. I yderste fald kan det faktisk komme til at dreje sig om en politimæssig sag mellem Gøkhan og Sundhedsstyrelsen. Nå, men til den tid er situationen for Gøkhan sikkert den samme, nemlig stadigvæk “os mod dem” De andre er bare blevet lidt flere.
Det bliver sandelig spændende at se, hvad de lokale radikale beslutter sig til ved ugens møde i denne sag. Man kan da altid håbe.

Man kunne måske mene, at vi “ser spøgelser” i denne sag og det vil vi da håbe. Vi mener nu aldrig i dansk demokratisk tradition at have oplevet noget lignende. Al poltik er naturligvis i et vist omfang “os vs. dem”, altså de uendeligt oplyste og kloge mod alle de kronisk vantro kannibaler. Problemet opstår så først, når politik KUN er det.

Facebook

Dagens allervigtigste begivenhed er, at undertegnede endeligt har taget sig sammen til at skrive et par linier på tidens seneste og største tidsrøver, nemlig Facebook. Nu forventes det naturligvis en sand storm af venneanmodninger fra især gamle kærester, som alt for sent er blevet opmærksomme på, hvad det var de gik glip af. og som måske vejrer fornyet morgenluft lige her inden hymens lænker smedes for den kommende Poul Olsen. Hvis de skulle være i tvivl om manddoms-kvaliteten kan de jo se på den kommende fru Olsens strålende smil på min side på Facebook. 

Billederne er nemlig taget af mig selv og resultaterne taler for sig selv. Den “tintede” og uskarpe effekt er nu ikke et bevidst kunstgreb eller overhovedet tilsigtet, det skyldes blot almindelig rysten på hånden overfor et så vidunderligt smukt skue. Hey, så er det jo også en slags ægte kunst eller hvad? Det er nu måske også sigende, at billederne er et par år gamle og det ikke indtil videre har været muligt at finde nyere ækvivalenter, men den utrættelige søgen fortsætter.

Den søgen fortsætter åbenbart også for det radikale byrådsmedlem Ibrahim Gøkhan, som i en sensationel bånd-afskrift i dagens JP varsler om massive modangreb mod den journalist på JP, som flere gange har afsløret Gøkhan som et ret selektivt sandhedsvidne. Dette sidste er vist ikke til debat. Ikke desto mindre varsler Gøkhan i en aldeles uhørt sprogbrug (ihvertfald udenfor det miljø, som normalt med dommerkendelse rutinemæssigt monitoreres af politiet) om, at “..jeg (Gøkhan) kan sende dig, hvad jeg og mit bagland har lavet af research om dig og hvad det er for nogle indlæg, du har skrevet” Nu er det vel teoretisk noget svært at “afsløre” allerede offentliggjorte artikler skulle man vel mene, men Gøkhan fortsætter alligevel: “Så vent og se, vi har også nogle gode journalister, der giver oplysninger om dig”

Vi taler altså om et folkevalgt byrådsmedlem for de radikale, som altså som svar på uhyre berettiget kritik blot påtager sig den evindelige offerrolle med den lille “twist”, at han på en for undertegnede faguddannede historiker hidtil aldrig set vis tager til genmæle. Det unikke i denne sag består ikke i, at han undviger de ubekvemme spørgsmål, det gør alle politikere og selv de mest håbløse amatører. Nej, det uantageligt uhørte her er, at den politisk valgte simpelthen åbenlyst truer med at “karakter-myrde” den journalist, som har skrevet om ham.

Hvis det her skal ses som et første fingerpeg om den frie presses stilling i Danmark i fremtiden, så er der grund til betydelig vagtsomhed. Aldrig har vi oplevet politisk håndværk af denne kaliber, og forhåbentlig kommer vi aldrig til at opleve, at visse mennesker får magt, som de har agt, og vi taler altså ikke om JP her. JP slår stadigvæk masser af journalistiske “skæverter”, det her er blot ikke en af dem. Politik er undertiden et beskidt håndværk, men at det smittede så meget af på udøverne havde vi godt nok ikke troet. Det kan det nok heller ikke, siden vi aldrig har set det før, evnerne har åbenbart været medfødte. Som de akademiske titler. 
Vi tager lige dagens sidste citat fra interviewet med Gøkhan: Efter at have udtalt: “..jeg arbejder ikke som tandlæge. Det er derfor jeg ikke har autorisation” fortsætter han som svar på spørgsmålet, om han har arbejdet som tandlæge” Ja, det har jeg gjort” Da han altså først tilsyneladende har fået sin uddannelse fra et anatolsk universitet i 1999 og aldrig har haft nogen autorisation skulle sagen vel være klar og det er den selvfølgelig også, når han nu altså siger, at han tilstår. Ak ja, og så tænke sig, at den ligeledes radikale minister A. C. Normann blev sendt ud af Folketinget i vanære for et ganske vist groft uagtsomt trafikuheld. Tiderne skifter sandelig. Desværre. I dag skal der tydeligvis ganske meget mere til, hvor meget får vi se. Selv har vi nu allerede i denne sag set mere end rigeligt.

Når vi nu er ved begrebet “at se”, så er der altså dømt “mormor-arme alarm” i reklamerne for et nyt show med den noget sparsomt kropsligt tildækkede lokale sangfugl Jette Torp og den engang til tider lidt morsomme Klaus Wunderhits. Det sjoveste ved ham i dag er hans og hans “crews” sjove kunstige plastictænder, men det er en helt anden sag. Ligesom “morskab” heller ikke rimer på “Torp”, hvad gør egentligt det?
Her i huset er begrebet “mormor-arme” synonymt med en aldersbetinget “løs-i-kødet-hed”, (som åbenbart kan udvikle sig faretruende forfærdeligt tidligt),hvor den oprindeligt runde og faste kvinde-arm efterhånden udvikler en noget mere blævrende struktur a la vandmand, som hvis det havde været støddæmperne på en brugt Opel Kadett aldrig ville kunne gå igennem et syn. En udstilling af sådanne arme betragtes normalt ikke som særskilt seksuelt stimulerende, men måske det så passer så meget bedre til den brede familieunderholdning, som måske er den egentlige målgruppe for dette sommerlige To(r)p-show. Siger denne efterhånden tiltagende komisk tyndbenede skribent, som ifølge sædvanligvis velunderrettede kvindelig kilde efterhånden har fået en lillebitte røv, som langtfra kan fylde bukserne ud. Det er bestemt heller ikke ligefrem klassisk smukt siger hun. Eller i det hele taget smukt eller bare en smule pænt men nu udstiller vi heller ikke disse tvivlsomme varer mere end allerhøjst nødvendigt. Med mindre altså de uimodståelige muligheder byder sig til naturligvis.
Nå, men med hensyn til at fylde kjolerne ud nederst og bagest er der til gengæld overhovedet ingen problemer for kvinder med disse “mormor-arme” kunne det tyde på ud fra ud fra dagens promotion-billeder på stiften.dk. med denne tækkeligt afseksualiserede lokkemad. Nå, men ellers kan vi vel forvente humør på det sædvanlige sprudlende niveau med garanti for det ganske uventede eller mangel på samme. På samme måde som nytårs-klassikeren med butleren og den gamle dame og “Same procedure as every year, James!” Snork og så har vi endda hørt Torp og Wunderhits engang i urtiden da de efter sigende var morsommere. Dengang var selv ikke gratis mad og øl og endda delvist muntert selskab i forbindelse med en firmaudflugt i stand til at forhindre øjeblikkelig mareridstagtig REM-søvn. Snork, snork, og meget mere snork!
Nå, det er heldigvis først til sommer, det sker, og hvem siger, at det overhovedet bliver sommer, som Dirch Passer engang deklamerede i Cirkus-Revyen. God weekend!

Hjemmesløjd

Sædvanligvis er ordet “hjemmesløjd” ikke akkurat synonymt med den allerhøjeste kvalitet, ja der kan undertiden være gabende huller. Som der også er i vores gamle ven Ibrahim Gøkhans akademiske karriere. Det er ellers en karriere, som ifølge hans advokat er vældigt imponerende med hele 3 såkaldt videregående uddannelser. Det er sikkert derfor, mener han, at Gøkhan uretmæssigt bliver forfulgt for måske en så strålende karriere avler betydelig misundelse?. Nu er karriere sådan noget forfærdeligt relativt noget. Det mest interessante ved Gøkhans karriere er, at han den ene dag har været noget bestemt, som han så næste dag slet ikke har været, tandlæge for eksempel. Eller tandplejer. Eller noget som helst andet. Alt andet end sandheden. Det burde ellers altsammen være så nemt, for i tirsdags sagde Gøkhan jo, at journalisten blot kunne ringe til tandlægehøjskolerne i både Århus og København. Man bliver nu ellers for det meste kun tændlæge ét af stederne af gangen. Nå, men det gjorde journalisten så som bekendt uden at institutionerne dog kunne bekræfte Gøkhans historie. Mærkeligt forslag egentligt fra Gøkhan men måske han bare havde glemt han ikke havde gået der. Såre mystisk men måske han har kørt forbi engang.

I går blev det så offentliggjort, at Gøkhan faktisk HAVDE gennemført enkeltfag på seminariets såkaldte “meritlærer-linie” og der bl. a. havde gennemført sløjd-studiet. Nu skal det lige med, at denne særegne uddannelse vel må betragtes som en desperat tilbagevenden til tidligere tiders undervisning af elever med de stedlige degne som nød-lærere. Degnenes pædagogiske uddannelse var dengang lig nul og de nuværende meritlæreres faglige uddannelse er kun ubetydeligt meget bedre. Til gengæld er de så ikke så kristne som førhen og kan sikkert heller ikke synge salmer nær så godt. En meritlæreruddannelse er tiltænkt lettere livstrætte midaldrende håndværkere m. m. som så passende kan fylde lidt op i klasseværelserne i udkantsområderne, så eleverne ikke slås alt for meget. En almindelig læreruddannelse udklækker ikke akkurat brilliante tænkere og gevaldige akademikere og meritlærer-uddannelsen er så langt ringere igen. Ja, den er faktisk så ringe, at der mange steder i landet er gevaldige gnidninger mellem de forskelligt uddannede (eller altså delvist slet ikke-uddannede, det er en vurderingssag) lærer-grupper, fordi de “rigtige” lærere naturligvis som faglærte arbejdere skal lave alt det, som de andre ikke kan finde ud af. Meritlærer-uddannelsen er sådan en slags SOSU-uddannelse i forhold til de rigtige lærere/sygeplejersker. Ikke blot er det ikke en videregående uddannelse, det er faktisk kun en samling lappe-kurser så simple, at selv denne skribent på ganske kort tid ville kunne blive lærer. Hvis det altså ikke var fordi jeg var det i forvejen. Eller netop derfor.

I går producerede Gøkhan et angiveligt eksamensbevis på fint glittet og tilsyneladende flunkende nyt papir fra en tyrkisk institution der viste, at han sandelig var rigtig tandlæge. Om det så var en eksamen fra den tyrkiske afdeling af Dr. Öetker-Universitetet er ikke til at vide og vi regner da med, at den lokale presse forsker lidt videre i dette mirakuløst frelsende dokument, der som den gamle teaterrekvisit “Deus ex machina” forekommer lidt fornuftsstridigt. Sådan et virkemiddel brugte man normalt kun, når handlingen var gået i håbløst ulogisk hårdknude. Som her.

Den tidslinie i Gøkhans liv, som ellers indtil i går forekom mulig, er nemlig nu lidt sjovere. Dengang for uendeligt længe siden, altså i interviewet i tirsdags, havde Gøkhan ellers arbejdet som både tandlæge og tandplejer. Den forklaring er så helt ændret i dagens JP til at måtte “..bero på en misforståelse” Jamen hvordan i alverden kan man dog misforstå det, enten har man, eller også har man vel ikke? Nå, men i tirsdags udtalte Gøkhan, at han var blevet tandlæge i forbindelse med aftjeningen af sin værnepligt i Tyrkiet. Nu er Gøkhan jo altså 48 år og det er sandsynligt, at det altså er sket for mindst 25 år siden og da formodentligt inden Gøkhan fik dansk statsborgerskab. Ellers ville han vel næppe være gået på kurder-jagt derude i de østlige bjerge af Tyrkiet og da næppe frivilligt. Nu viser det sig så noget overraskende, at han lige pludselig først på sit bekvemt producerede “eksamensbevis” er blevet tandlæge i 1999. Det rejser en del problemer og en del mere end det løser.

For det første er det noget svært at forestille sig en dengang 39-årig far til en 3-4 spædbørn følge nogensomhelst undervisning i Ankara med mindre vi taler om et hensynsløst karrieremenneske, som tilsidesætter alt. Det ville jo trods alt være nemmere at tage bybussen de 5 kilometer ind til den lokale tandlægeskole, hvis det var det man ville være. På trods af familiens årelange afsavn mens Gøkhan uddannede sig i Tyrkiet (for vi taler vel om en rigtig tandlægeuddannelse, Ibrahim?) så forekommer det helt vanvittigt paradoksalt, at han efter udståelsen af alle disse prøvelser ikke engang gad søge en autorisation til at arbejde som automatisk højtlønnet tandlæge. Den er ellers ganske gratis ja kommer næsten automatisk. Han fik den altså bare ikke, meget underligt. Måske han bare ikke havde tid eller ikke penge nok til frimærket, stakkels mand.

I det hele taget er det dybt underligt det her med Gøkhan, hvis statsborgerskab åbenbart er dobbelt uden at der dog reklameres for det på den radikale hjemmeside. Sådan helt tvangfrit at følge uddannelser i først det ene og så det andet land og så det ene igen forekommer ikke helt trivielt. Næsten ligeså underligt som aldrig nogensinde at gøre brug af sin angivelige uddannelse. Nå, men under alle omstændigheder er “klapjagten” på Gøkhans mulige ulovlige tandlægearbejde nu blevet noget lettere, fordi han indtil 1999 altså slet ikke var uddannet. Det, der måtte være efter, er ikke rigtigt godt, og det, der er før er rigtigt slemt. Det bliver spændende at se opfølgningen på det reelle indhold af dette “bevis” Der er absolut nul logik i hele denne historie, som altså osse ender i en nul-karriere. Som nogetsomhelst.

Ja, for hvad er det lige, at Gøkhan har lavet i sit liv? Ja, det er der næppe nogen, der ved, for intetsteds synes det muligt at finde af, at han har lavet andet end lidt sporadisk halv-kommunal såkaldt “mentor”-deltidsarbejde. Det består i at fortælle vanskelige unge, at de altså skal holde op med det de gør og så fortsætter de naturligvis bare alligevel. Et taknemmeligt job altså. der som opvask aldrig forsvinder. Aldrig nogensinde.

På baggrund af det skulle man så tro, at en karriere som tandlæge ville være et godt alternativ her godt og vel halvvejs gennem en indtil nu nødvendigvis sparsommelig tilværelse. De færreste har vel noget særskilt mod mindst en firdobling af lønnen for lidt kortere arbejdstid i uhyre bekvemme omgivelser. Alle undtagen idealisten Gøkhan, som altså end ikke efter mange års flittige studier (eller mange frimærker spildt på det akademiske distance-kursus fra Dr.Oetker-Universitetet, alle kan gætte med) overhovedet slet ikke gad være tandlæge alligevel. På trods af altså hele 4 børn, som vel ellers må have lidt betydelige afsavn under faderens årelange fravær, ak ja. Meget, meget mystisk! Og altså næppe hele sandheden om overhovedet noget af den. På trods af, at Gøkhans advokat ellers har kendt Gøkhan siden 1991 eller måske netop derfor. En så vedholdende ikke-forfølgelse af en ellers ganske grydeklar erhvervskarriere er en smule alternativ for at sige det lidt mildt. 

Noget alternativ forekommer Århus Politis veritable jubelscener ved afdækningen af en lokal våbenhandler nu også. Pressen var behørigt inviteret med til afsides Kolind, hvor politiet havde fundet omkring 50 skydere hos en lokal til lejligheden passende benævnt ulovlig våbenhandler. Der var nu ikke noget skilt udenfor. Nu kunne man jo forvente bunker af Kalshnikover og Uzier og Glock-pistoler og andre automatvåben for det er jo ligesom det, de rigtige røvere og terrorister bruger. Og så koner og børn med bombebælter, men det går jo noget ud over den efterfølgende brugsværdi af pengesedlerne.

I stedet viste billederne en fuldstændigt komisk samling af mere eller mindre antikke enkeltskuds-våben. Ja, enkelte af dem så faktisk ud til med deres flintlås og det hele at have krævet en sand virtuos med et krudthorn som Davy Crockett i starten af 1800-tallet for at få til at virke. Vi taler simpelthen om FORLADERE med stok og det hele til at lade med under løbet, vel ikke akkurat højeste mode blandt nutidige røver-spirer. En anden klassiker blandt de konfiskerede våben var en Krag-riffel, som sidst fandt krigsmæssig anvendelse på Philippinerne under den amerikansk-spanske krig. I 1898 under det gjaldende amerikanske krigsråb: “Civilise them with a krag!” Bang-bang!

Nu er våbenlære godt nok ikke obligatorisk længere for journalister, men end ikke en stolt politimæssig fremvisning af en fra utallige westerns kendt og klassisk Colt-seksløber, den såkaldte “Peacemaker”, som “Wild” Bill Hickock var en virtuos med i 1880-erne med et løb på omkring en halv meters længde gav anledning til tvivl om den røveriske værdi af den store våbenfangst. Alle, der har set Wyatt Earp i klassikeren “Tombstone” burde ellers straks have reageret, for lige dér i Kolind var Kurt Russels skyder jo.

Man kan vist uden at overdrive sige, at de 4 ugers varetægtsfængsel for denne amatør-våbenhandler måske er lige hårdt nok pådømt. Der er med 100% sandsynlighed tale om en passioneret samler, som helt sikkert kun sælger sine skydere, hvis han får dubletter. Iøvrigt havde han adskillige våbentilladelser men altså ikke til dem alle og derfor røg han ind. På det kriminelle våbenmarked ville man aldrig røre en eneste af disse antikverede skydere med en ildtang. Man kunne ligeså godt fra politiets side have arresteret an ejer af et pilehegn, for de smidige kviste KUNNE jo teoretisk bruges til at lave dødbringende pile af hvis altså manden osse ejede lidt tykt ståltråd. Om en halv snes år altså.

Selv om en klassisk danskproduceret 50 år gammel Otterup-riffel er en glimrende skyder hvis man ligger og “pürscher” hjorte, så er det altså ikke målrettet politiarbejde at forsøge at linke denne Kolind-samler sammen med den organiserede kriminalitet. Kikkert-sigter hænger altså fast i tøjet og pengesækkene hos bankrøvere. Find de Uzier eller Kalashnikover, som iøvrigt i det samme indslag med fotos fra et stort nyligt kup straks var synlige for enhver, der gad se. Hvis de rigtige moderne automatvåben ikke er der, så har politiet været et forkert sted, så simpelt er det. Det er squ dumt at forestille sig, at man med en forlader med en længde af 1.80 m og altså den første model efter Onkel Joakims muskedonner med “tragten” foran (som jo ikke engang var effektiv mod Bjørnebanden selv på klos hold) har særligt aktuelle planer om kup og anden terror. Rigtigt dumt, næsten ligeså dumt som at lade sine tænder behandle af Ibrahim Gøkhan.

Radikal konsekvens

Nu forsøger denne ydmyge side sommetider at være morsom med indrømmet noget vekslende held. Alligevel må vi se os slået i denne vanskelige disciplin og det endda eftertrykkeligt. Nu er det heldigvis ikke de fortærskede revytekst-leverandører Vase-Fuglsang, der er på spil, det ville også være mere end ubærligt og uendeligt ydmygende. Mon ikke de blot fortsætter deres mangeårige ufarlige vej mod at udvikle tidligere tiders udmærkede (med andre forfattere naturligvis) sommerrevyer til det mere og mere ligegyldigt/tåkrummende? Nej, det er atter engang en god gammel ven af huset her og en umådelig gevinst for det politiske liv i Århus. Vi taler naturligvis om den radikale byrådspolitiker Ibrahim Gøkhan, manden, der for en tid siden blev snuppet for massevis af gange simpelthen kritikløst at have sakset løs i lange, ordrette passager fra andres skrifter. Dengang gjorde det ikke så meget, hvem der var den oprindelige ophavsmand, for Gøkhan “gokkede” ordret tekster fra såvel rådgivningsfirmaet Rambøll som en norsk maoistisk professor. Sikke dog umådeligt belæst denne mand er og så alligevel ikke belæst nok til selv at tænke blot en eneste lillebitte tanke. 

Der er ihvertfald ikke nogen, som har taget Gøkhan i at skrive nogetsomhelst på egen hånd mens det modsatte, ren afskrivning, har været normen. Vores egne dybtgående grafologiske og lingvistiske studier med inspiration fra salig sprogteoretiker Louis Hjelmslev har været ren spild af tid. Nu var studiet af Hjelmslev i sig selv fra starten af spild af tid..Ham Gøkhan har vist “gokket” løs fra alle mulige andre uden at han dog nogensinde har villet indrømme det bare ganske lidt. Sådan en noget alternativ forholden sig til sandheden og verden har så ikke på nogen måde diskvalificeret ham i sit radikale byrådsarbejde, det har måske endda lige præcist der kunnet være en egentlig positiv kvalifikation, hvem ved? Nå, men denne gang har han altså ikke skrevet af, det kan vi vist allerede nu afsløre. Sådan noget er der nemlig ingen ved deres fulde fem, som ellers ville have skrevet. Lige præcist denne gang er han helt sikkert selv ophavsmanden, endeligt, endeligt. Og hvad har han så på hjerte, kunne spændte iagttagere spørge?

Ja, han har såmænd det samme på hjerte som altid, nemlig tilsyneladende LØGN,LØGN og ENDNU MERE LØGN! I dagens JP ser vi en særdeles velunderbygget feature om denne blomstrende begavelse Gøkhan, som så frygteligt gerne vil være “rollemodel” Det kan vi da så håbe, at han ikke er blevet, for vi (altså han) er ude på den helt tynde is her, vist så tynd, at den seneste person, der har kunnet gå på det tørskoet må have været Jesus. Jesus kan man heldigvis vælge at tro på eller lade være, Gøkhan tilbyder ikke dette valg. Ham KAN man simpelthen ikke tro på. Hans løgnehistorier er simpelthen så lavtflyvende og lamme, at de er ligeså nemme at skyde ned som britiske Fairey Battle-bombere i slaget om Frankrig. På visse missioner var tabsraten på togter med disse fly de bemærkelsesværdige 100 %. Iøvrigt gentog man som Gøkhan “togterne” indtil man løb tør fly og historier henholdsvis. Gøkhan giver nemlig selv den ammunition til journalisterne, som endegyldigt pløkker hans forklaringer ned. Med en 100% sikkerhed. Plaf-plaf!

Selv om så journalisten ikke gør arbejdet helt færdigt (derom senere), så er en mand i frit fald alligevel en realitet. Gøkhan har nemlig altid “stoltseret” som en parringslysten påfuglehane med en titel af BÅDE “tandlæge” OG “tandplejer”. Vi må med skam indrømme, at vi ikke selv tidligere har studere “Gokkerens” hjemmeside, for mage til mistro-pådragende titel-sammensurium skal man da lede længe efter. Vi har da ialtfald aldrig hørt om nogen, der efter at være blevet tandlæge skullet have taget den ikke særligt kvalificerede mellemtekniske og status/lønforladte uddannelse som tandplejer og det omvendte er heller ikke ret oplagt, da man skal starte på en hel frisk. Begge fag tilbydes ganske vist på Tandlægehøjskolen, men det er nu også det eneste de udover kantinen har til fælles. Nå, men nu begynder løjerne. Den vågne journalist må vel have fået et tip om, at man faktisk slet ikke kan finde Gøkhans navn i fortegnelsen over hverken tandlæger eller tandplejere. Det er ellers et lov-krav, at man har autorisation for at arbejde med gebisser. Han er altså hverken tandlæge eller tandplejer..

Konfronteret med disse uomgængelige fakta svarer Gøkhan med de mindeværdige ord “Prøv at ringe til Tandlægeskolen i Århus eller København og tjek det” tilsyneladende i håb om, at journalisten ikke kan finde telefonnumrene på nettet. Gøkhan går måske ikke ganske overraskende ud fra, at alle andre er ligeså dumme som ham selv og det er jo principielt ikke altid lige klogt. Det kommer jo uheldigvis temmeligt meget an på hvor på begavelses-stigen man lige selv står. Nå, det kunne journalisten godt, finde numrene, og ikke fuldstændigt overraskende havde ingen af skolerne nogensinde haft nogen “Gokker”, ja de havde ikke engang et gebis i sprit med det navn. Nu kunne man jo til “Gokkerens” forsvar tro, at han måske havde sin titel fra et mellemøstligt postordre-firma eller bare en noget tilfældig doktor-titel som salig Dr. Oetker, men når han nu selv henviser til de rigtige skoler er det vel næppe en mulighed længere. 

Det er iøvrigt heller ikke længere en mulighed overhovedet straffrit at kalde sig hverken tandlæge eller tandplejer. Udover at det altså tydeligvis er løgn er det nemlig ubetinget strafbart og en åbenlys politisag. Og så stopper det hele slet ikke her. Den vitale Gøkhan fortsætter nemlig uden synderlig blusel på sin hjemmeside med at hævde at være både er lærer i kick-boxning OG karate, ja intet mindre end dobbelt-konfekt kan gøre det her heller. Nu kunne man måske bedre tro på historien, hvis Gøkhan ikke også lige havde erstattet de alment kendte billeder af en almindeligt udseende 48-årig temmeligt trivelig mand med hængende “kæbeflæsk” som den fra Mickey Mouse så kendte og elskede “Politimester Striks” Man kan næsten ikke forestille sig denne ideelle prototype på “den perfekte bedstefar” springe rundt som en veritabel dræbermaskine a la Chuck Norris (husker nogen ham fra “Walker, Texas Ranger”?) Nå, vi kan nok være rolige, ikke meget tyder på, at de her titler er meget mere reelle end de andre. Ellers kan denne klumme sagtens blive den sidste..

Måske Gøkhan ligefrem er blevet inspireret af sig selv denne gang, for minsandten om han endnu ikke har fået sig en supplerende lærertitel, denne gang en rigtig én. Det vil sige, meget mere rigtig end de andre er den nu næppe, men denne gang hævder Gøkhan så, at han “..sidste år blev uddannet som lærer fra Århus Lærerseminarium” Vi ved ikke helt, om han er klar over, at det faktisk er en flerårig uddannelse. 

Det er altså sket parallelt med byrådsarbejdet uden at nogen lige har lagt mærke til, at han aldrig var til stede. Journalisten prøvede nu ikke at ringe, men det vil så selv prøve at gøre i dag. Han spurgte nu heller ikke om, hvorfor i alverden man skulle bytte et job som højtbetalt respekteret tandlæge med at lavstatus-job som lærer. Med bopæl i Århus kan man vel også dårligt forsørge 4 børn, som Gøkhan åbenbart har med en simpel lærerløn. På den anden side, når alt andet alligevel er løgn kan det med børnene jo ligeså godt være det, så måske kan det gå endda.

I lyset af disse afsløringer er det lykkedes at “ryge” den radikale formand Sander Jensen ud af sin “grav” og han udtaler de mindeværdige ord, som burde kunne bruges som en skamstøtte over temaet “radikal konsekvens” Han “opfordrer Gøkhan til at tage en tænkepause, hvis det viser sig, at der er tale om strafbare forhold”(!!) Jamen Sander, der ER tale om strafbare forhold, da man hverken må kalde sig tandplejer eller tandlæge uden autorisation. Hvad agter de radikale lige at gøre-det indlysende svar er ingenting, naturligvis. Mon det med “pause” på “radikalt” ikke bare betyder, at Gøkhan jo næppe kan komme til byrådsmøderne, hvis han kommer ind og ruske tremmer, altså en såkaldt “nødvendig pause”? Det må være noget i den retning Sander mener hvis han altså mener noget. Sander fortsætter med at love, at man vil “diskutere, hvordan vi forholder os til sagen..” Jamen Sander, der er intetsomhelst at forholde sig til. Denne Gøkhan, som på sin hjemmeside spankulerer som en 20-årig veritabel Adonis, er simpelthen så fuld af indlysende løgn, at det endda er for meget for selv ellers uhyre rummelig lokalpolitik. Den absolutte sandhed eksisterer jo ikke i politik og det er tit heldigt nok. Heldigvis gør den absolutte løgn det så heller ikke og det er noget uheldigt for Gøkhan, for lige dér brillierer manden uden lige. Heldigvis!

Se, her var der alligevel noget, som du var ægte kvalificeret til, Gøkhan, ja endda betydeligt overkvalificeret. Så blev du alligevel noget af alt det, du så forfærdeligt gerne ville have været i det mindste så længe det varede. Nå, men du blev dog rollemodel. På ganske samme måde som de mange erhvervsdrivende i Bazar Vest, som nu har inspireret til forlængelse af betalingsfristen af moms blev det. Ikke at det sikkert kommer til at berøre disse firmaer, der jo åbenbart har en mere permanent udsættelse, vi har da ihvertfald ikke for nyligt hørt Skat rumstere derude. Sidste gang var den “positive udvikling ” ellers fra vistnok 93% til 89% Altså ikke en negativ udvikling som det måske kunne lyde, næh de 89% var dem med såkaldte “uregelmæssigheder” Hu hej, hvordet går.

“Chicken”, strudse og alternativ økonomi.

Atter i dag bliver vi af bitter nødvendighed en smule kortfattede. En uforklarlig bølge af ukontrollabel fitness-feber har grebet denne ellers noget trivelige familie og landevejene og skovstierne synger atter deres lokkende men iskolde sirene-sang. Nu kunne man måske sige, at vi med vores udprægede “rundbugethed”netop derfor var i en særlig risikogruppe for at udvikle den ubehagelige sygdom “motions-syndrom” men nu, det er sket, er det nu også ganske behageligt. Det er dejligt til en afveksling, at knapperne i ens skjorte ikke længere føles mod den efterhånden ømme brystkasse som om man er blevet beskudt med skarpe projektiler kun iført en dårlig skudsikker vest. Det gør som bekendt skideondt. Noget nas gør det ihvertfald at mærke knapperne, som ellers fornyligt bare hang ganske frit i luften. Eller gjorde, rettere.

Nå, for undertegnede er alt dette jo nylige minder, da jeg jo for lidt tid siden tog det store “rush” mod en krop næsten som Mr. Perfect, så nu er der kun mindre justeringer at foretage. Måske man bare er blevet afhængig af at okse rundt og nu har det søreme smittet hele familien. Nå, når alt kommer til alt er det vel ikke den allerværste sygdom at få hvis det nu skal være.

I gamle dage, dengang den almægtige amerikanske bilindustri var verdens hersker deroppe i Detroit var det jo en yndet fritidsbeskæftigelse for den amerikanske college-ungdom at nappe en af forældrenes “flydere” og så fræse af sted ude på “highwayen” Det var nu ikke fordi man skulle nogen steder hen, nej man skulle ud at dyrke en særegen form for racerløb, nemlig den, der kaldtes “chicken” Den bestod i sin enkelhed i, at 2 biler fra hver sin side og midt på vejen fræsede mod hinanden som 2 riddere i panser og plade på deres ligeledes svært pansrede heste i middelalderens dueller. 

Vinderen af denne moderne tvekamp var så den, som IKKE drejede af uden at det dog blev helt klart hvem der egentligt havde vundet, hvis begge blev dræbt ved en frontal-kollision. Om man delte 2. pladsen er ikke helt klart ud fra de bevarede kilder men det må vel have været tilfældet rent formelt. Under alle omstændigheder var den kvindelige smækre “lørdagskylling” da uden for rækkevidde. Vi kommer til at tænke på dette åbenbart ældgamle og så alligevel universelle “chicken”, i forbindelse med gårsdagens snak om landbruget. 

Nu er det godt nok mere traditionelt “traktortræk” og andre landlige forlystelser, der diverteres med til de gode gammeldags dyrskuer. Vi har da ihvertfald aldrig set disse moderne motoriserede gangere fræse mod hinanden i klassisk duel, men det betyder ikke, at man ikke spiller “chicken” derude på landet. Det er blot bankerne, der gør det.

Man kunne måske af gårsdagens tekst få det indtryk, at det var et problem for landmændene at være så dybt forgældede, men intet kunne være fjernere fra sandheden. Som et gammelt ord siger, så har man selv et problem, når man skylder banken penge, mens det naturligvis er banken, som har problemet, hvis beløbet er stort nok. Det er naturligvis tilfældet her, hvor beløbene ikke blot er store, nej, de er kolo-enormt ubegribeligt store. 

Det betyder selvfølgelig, at landmændene i praksis er sikret mod,at markedet for jord og landejendomme udvikler sig på samme måde som det øvrige boligmarked. Et kollaps på boligmarkedet giver generelt fattigere boligejere (og det kan man godt leve med), mens blot et mindre prisfald i i landbruget giver gigantiske dønninger hos långiverne. Derfor vil man naturligvis ikke behandle landmænd som man behandler almindelige virksomheder, dertil er der alt for meget på spil, så man skal såmænd ikke have ondt af min på én og samme gang fattige og rige fætter Kurt.
Spillet “chicken” kommer så ind i det, derved at givetvis samtlige långivere vil forsøge at afhænde så mange som muligt af alle de lidt tvivlsomme lån, som er ydet på basis af forventninger, som ikke blev opfyldt. Problemet er så i al sin enkelthed, at hvis man alt for tydeligt afslører sine egne hensigter, så er det eneste resultat, at man selv kommer til en destabilisering af markedet for landbrugsjord, så værdien af ens egne poster derude vil styrtdykke. “Chicken” er altså et vanskeligt spil, som det kan være forbundet med livsfare at trække sig ud af på et så sent tidspunkt. Man kan faktisk slet ikke, og ret meget vanskeligere kan det jo ikke rigtigt blive. Det kompliceres jo altid noget af, at man aldrig helt ved, hvad side den anden, der kommer racende mod én, vil dreje.
Hvis man drejer er det farligt og hvis man ikke gør, så er det RIGTIGT farligt. Til gengæld er det så ikke særligt farligt at være landmand, men det er så en helt anden og mere beroligende ting. Lidt godt er der da i denne forunderlige sag om alt, alt for mange penge til alt, alt for få landmænd.

I gamle dage sagde man så vittigt, at det sikreste sted på et synkende skib var at opholde sig på toilettet, for der kom vandet først, når man trak ud. I det her spil er det så endnu sikrere at være landmand, for hvis nogen trækker i det finansielle højtskyllende toilet, så oversvømmer det øjeblikkeligt hele lokummet og så synker skibet straks og alle drukner. Det passede åbenbart, det dér med at det var mest sikkert på lokummet, for denne gang er der garanteret ikke engang nogen, der trækker ud. Sikrere bliver det ikke eller gør det? Det er ihvertfald ganske sikkert, at når noget bliver vanvittigt økonomisk usikkert, så bliver det samtidigt ganske usædvanligt sikkert, bare i den usikre retning.

Ligeså sikkert er det, at selv sikre tab, som ikke er realiseret endnu, slet ikke er tab, mens tab så uudholdeligt store, at de overhovedet ikke kan realiseres, naturligvis aldrig nogensinde bliver tab. Orv, vi er vist dybe i dag!
Måske der ligger en Nobel-pris og venter for denne ellers indlysende opdagelse, så indlysende, at ingen ser det. 
Staten spiller nu også uundgåeligt på denne variant af “chicken”, som vi i dagens anledning vil benævne “struds” Man vil nemlig give længere frist for momsbetaling, altid dejligt. Mon ikke det sker på baggrund af, at mange næppe sidste gang overhovedet betalte moms, fordi det gik fra at være den dyreste måde at låne penge på at undlade det til at være den billigste udover at det sikkert for mange var den eneste. Nå, men en struds er jo også en slags forvokset hønsefugl.

Lidt små-farligt måske.

I min gymnasietid var Panduros mesterværk “De Uanstændige” en slags pligtlæsning i dansktimerne. Det var sikkert mest fordi man af helt uransagelige grunde en gang havde anskaffet dem som hele klassesæt (og derfor skulle de altså fandeme slides op) langt snarere end at de gav ungdommen en litterær oplevelse. Der er nok næppe tvivl om, at de allerfærreste elever dengang i datidens marxistiske metode-doktrinerende undervisning overhovedet nogensinde fattede en brik af farligheden i Panduros værk. Nu er incest mellem bror og søster jo også et noget sprængfarligt emne til alle tider og da ikke mindst, når det sympatetisk skildres som her af en sand mester. Så er der altså ikke meget, der er farligere for svage sjæle som undertegnede. Nå, men ingen fattede en brik dengang på Horsens Statsskole i 1.X og det var måske meget godt. Eftertænksomhed var jo ikke særligt moderne dengang og det har da forresten heller ikke været siden.

Til gengæld lykkedes det gymnasieskolen dengang og sikkert lige siden permanent at afvikle enhver litterær interesse, som der måtte være i den opvoksende akademiske ungdom og det var måske det mest “uanstændige” ved dét her. I disse dage, hvor det evindelige tågehorn Carsten Jensen bliver udnævnt til den nyere tids allerstørste danske forfatter for sin tommetykke totalt tilsvarende tomgangsroman “Vi, de druknede” er hele den apokalyptiske undergangsstemning i Panduros tilsynende så sol-og sommerferieagtige roman da ihvertfald gået op for undertegnede. Heldigvis vil vores bedste bud herfra nu være, at Carsten Jensens bog får nogenlunde samme klassikerstatus som tidligere tiders tilsyneladende tidløse og til evig tid uangribelige ikoner som Herdis Møllehaves “Le” og Dea Trier Mørchs helt uforlignelige “Vinterbørn”. Ingen af dem kan vist længere findes brugt (vil jeg da håbe). Dem åd tiden vist blot og mon ikke den fik kvalme?

Nu er dagens tema jo “fare” og på samme måde indlysende måde, som Panduros uanstændige og incestuøse tvillingepar var det for den iøvrige ufarlige litteratur, således burde enhver vel også som undertegnede have kunnet se alle de oplagte faresignaler, der gik forud for den nuværende finanskrise. Som i Panduros bog hed hovedpersonerne denne gang blot Kaupthing og Glitnir i stedet for Mick og Topsy. Det var del vel også nogen, der kunne se faren i horisonten, for når noget er så utroligt godt, at alle tjener mange flere penge ved at eje et almindeligt hus end de på nogen kan gøre ved selv uanstændigt høje lønninger, så er der altid en “sidste salgsdag”. Når noget er alt for godt til at være sandt er det jo naturligvis løgn. Man kunne uden synderlig kløgt have undret sig over, at man selv i finansielle inderkredse helt tog alle de islandske oppustede finanseventyr for lånte penge for pålydende. Ingen undrede sig tilsyneladende over, at ikke et eneste af disse islandske besiddelser nogetsteds i verden gav blot så meget som en devalueret islandsk krone i overskud. Eller at boligpriserne i London steg så meget, at almindelige mennesker efterhånden skulle bosætte sig i det nordlige Skotland for at have råd til at arbejde i London. Eller at det danske landbrug gik skidegodt selv om danske landmænd hver måned havde samlede underskud på tæt ved en milliard. Meget mystisk at svineavlere aldrig gik fallit selv når de sendte 200,- med hver gris på vej til slagteriet. Jo flere grise de sendte jo fattigere burde de være blevet, men de gjorde de sjovt nok ikke.

Dengang for langt over et år siden, hvor denne skribent begyndte at rable om det forestående uundgåelige kollaps til alle, der gad eller ikke gad høre på det (de sidste var der flest af), var det åbenbart stadigvæk et særsyn i den finansielle verden blot at tænke en smule. Som den ellers fornuftige uafhængige bankanalytiker Bjarne Jensen sagde i december 2007, så “..vil subprime-tabene ikke udgøre den direkte trussel mod finansektoren..” Han tog fejl, det må man vel sige.

Dengang anede jeg ikke nogenting om disse amerikanske huslån, såkaldte “sub-primes” som senere skulle udstille håbløs amerikansk økonomisk tænkning. Det var ihvertfald sådan det bleve fremstillet i de danske medier og det var selvfølgelig derfor ikke hele sandheden.Ja, amerikanerne vat faktisk så dumme, at man skulle helt til Danmark og ubegrænsede forbrugslån i boligers fiktive friværdi for at finde noget ligeså indlysende åndssvagt, altså ikke helt så langt som medierne fremstiller det, det skete faktisk typisk lige i baghaven. Overhovedet ikke, faktisk.

Toppunktet kom ifølge en aldeles fremragende researched artikel i dagens JP den 24. februar 2007, hvor det respekterede kreditvurderingsfirma Moody’s gav de islandske hovedbanker den absolutte topkarakter AAA. Det svarer nogenlunde til sikkerheden af guld i et atomsikkert pengeskab, altså ganske godt. Godt et år senere var de alle konkurs og havde ruineret den islandske nation. Der var vist tale om det, der må kaldes en monumental brøler. Her i Danmark har vi nu ikke ret meget at lade disse forstyrrede økonomiske profetier høre. Ja, vi har vel faktisk i virkeligheden selv en økonomisk bombe indbygget, som er endnu mere uoverskueligt farlig end selv Mick og Topsys incestuøse forhold var for stakkels Thomas i Panduros bog. Lokkende men ganske fatalt alligevel og nok endnu mere, fordi det var så lokkende. Som spidsbrystede Topsy.

Vi taler om gældsætningen i det danske landbrug, som omfatter blot ca. 12.000 mennesker. Først lige lidt tal: I denne måned lancerede den tyske regering en epokegørende bankpakke med et rekordstort beløb på over 300 mia. til at støtte den tyske økonomi, Europas største med ialt 80 mill. indbyggere. Det svarer jo i forhold ganske godt til den første danske bankpakke. Så langt så godt eller måske snarere skidt.

Desværre svarer denne tyske hjælpepakke numerisk næsten fuldstændigt til gælden ALENE i det danske landbrug, der andrager lige omkring 300 mia. Vi taler om et helt men altså numerisk lillebitte erhverv, som i langt over et årti for hovedparten af bedrifternes vedkommende er drevet med stadige kæmpeunderskud, mens landmændene blot har lånt massevis af millioner til typisk 1% p.a. på den eksploderende friværdi. Dem har de så naturligvis ikke kunnet bruge på bedriften, som alligevel aldrig med de aktuelle jordpriser ville kunne bringes til at give overskud. For eksempel skulle en svineavler jo for at avle svin have frie jordarealer til at led gyllen ud på, jord som svinedriften aldrig ville kunne forrente (hvad blev der af genbrug af gyllen i stedet for?) Næh, man har klogt nok investeret alle disse lånte penge i aktie-spekulationer, det var der nemlig knaster i. Det var så klogt indtil det holdt op med at være det og det er altså nu. Nu er det blot for sent.

Når journalister for tiden lægger skylden for det økonomiske kollaps på USA så kommer jeg altså selv til at tænke på min fætter Kurt og det alternative økonomiske system, han er en del af. Med en bruttoindtægt fra korndykning på sine 2 gårde på ialt en bagatel a la bistandshjælp på 100.000,- har han alligevel kunnet leve fedt af et støt akkumulerende underskud. Hvor meget dummere er det lige det her er end de amerikanske sub-prime lån? Vi kan ikke rigtig se nogen synderlig forskel.

Nå, nu er denne klumme ikke en dommedagsprofeti, blot en kilde til rettidig omtanke. Om det så lige akkurat er det, som de har udvist hos Dynaudio i Stilling i den forløbne uge vil fremtiden vise. Mens B&O kæmper atter en eksistenskamp i fuld offentlig søgelys, så fyrede Dynaudio lige omkring en trediedel af sit personale lidt mere i skjul. Måske der er gået lidt “dansk landbrugs-tænkning” i det dernede i det landlige Stilling, for man havde vistnok mest fyret såkaldt “ufaglært personale” ifølge pressemeddelelsen som om det skulle være bedre. Det undrede selvfølgelig ikke journalisterne, som jo kun meget lidt gør. Det lyder måske uskyldigt nok, men mon ikke det i virkeligheden er ensbetydende med, at man har halveret sin produktionskapacitet? Sandsynligvis, for det er jo næppe de ufaglærte som konstruerer, leder og sælger.

Det kan jo sagtens være, at de ufaglærte er de nemmeste og hurtigste at komme af med, men det er så vidt vides ikke nogen faglært uddannelse at lave højttalere, så mon ikke de fleste ufaglærte lige netop på en højttalerfabrik har lavet højttalere? Tjah, det ved vi selvfølgelig ikke, men hvis Dynaudios såkaldte “kapacitetsomkostninger” ikke afgørende reduceres i takt med nedgangen i produktionskapaciteten, så kan der sagtens opstå problemer. Som andre virksomheder fremragende godt gearet til effektiv produktion og ekspansion som Dynaudio har været i mange år med en effektiv, men altså omkostningstung marketing-og udviklingsafdeling, så er det svært grænsende til umuligt blot at bremse op. Som ligeledes indtil for helt nyligt top-professionelle Mærsk jo heller ikke kan spare rigtigt effektivt ved ikke at sejle, da de sparede udgifter ved ikke er sejle er langt mindre end indtægtstabet.

Vi får se hvordan det går, det ser nu lidt små-farligt ud. Som hvis den amerikanske racerkører Craig Breedlove dengang i sin raketdrevne rekord-bil “Spirit of America” med en fart ud over Bonneville-saltsletten i Utah på over 1000 km./t. skulle have gennemført en dobbelt undvigemanøvre. Det, der kører hurtigst ligeud er sjældent det, der drejer bedst. Det skulle han heldigvis ikke, Breedlove, han fortsatte blot ligeud. Der er så andre hurtigløbere, der skal dreje brat. Vi håber det bedste, det bliver nok også nødvendigt.

Og så tilbage til Panduro og landbruget. Førende danske pengeinstitutter ser nemlig det danske landbrug som en økonomisk stabiliserende faktor, som det fornyligt blev nævnt i Børsen. For os at se er gælden i landbruget nu mest at sammenligne med en såkaldt “død-isklump” Sådanne megastore isblokke lå jo i den danske jord længe efter den sidste istid og fyldte op på samme måde som gælden. Så længe den store isklump ligger der endnu lige under jordoverfladen kan man ingenting dyrke dér lige ovenpå isen eller investere. Det er dog altsammen stadigvæk bedre end den dag hvor den smelter og hele marken ender som bundløs mose og man udelukkende kan dyrke gråænder. Ingen af tingene er dog videre gode og mon ikke den her vurdering af landbruget som positivt økonomisk stabiliserende er en smule over-optimistisk? Det tror vi og især fordi gældsbyrden pr. landmand er en bagatel af 25 mill. kr.
Nu er incest som i Panduros bog en overordentlig alvorlig sag, men vi er ikke helt overbeviste om, at de her økonomiske vurderinger ikke er lige i lidt for høj grad i familie med den islandske fætter/fætter/fatter-økonomi. Nå, men vi har slået ordet “økonomisk incest” op, og det findes overhovedet ikke, så alt er vist godt og stabilt. Det ligner nu bare for os noget helt andet en lille smule for meget. Nemlig tvillingerne hos Panduro…

UPDATE: Denne tekst blev skrevet søndag morgen. Nu vil tilfældet, at dagens hovedhistorie i JP Finans i dag mandag netop handler om det danske landbrug, sjovt tilfælde. Vi vil lige benytte lejligheden til at rette tallet 300 mia. i gæld. Det er nemlig 317 mia. efter et år, hvor det danske landbrug har præsteret en samlet negativ indtjening på lige knapt en milliard. 
Det ville ikke have været kritisk hvis det ikke havde været ledsaget af en stigning i gælden i samme periode fra 298 mia. til altså 317 mia., men det er så desværre tilfældet. Underligt nok spørger avisen ikke om denne ellers spændende sammenhæng. Det kan næppe være renterne, som tit og ofte andrager ikke blot én-cifrede procenter, de er også typisk på omkring 1%. Nye investeringer måske, men hvorfor egentlig? Heller ikke om, hvordan formanden for Dansk Landbrug, Peter Gæmelke kan forvente, at landmænd på vej ud af erhvervet skal kunne sælge ejendommene i såkaldt “fri handel” til den vel delvist kunstige og opskruede aktuelle pris uden at køberen naturnødvendigt i afkast ender nogenlunde samme sted som sælgeren, da driften stadigvæk formodentligt aldrig vil kunne afdrage gælden, som altså blot vokser. Måske vi ser lidt Nobel-prisværdig økonomisk tænkning her, vi fatter det ikke helt, så det er tydeligvis langt over vores evner. Desværre er vi altså ikke klogere.