“Shine On, You Crazy Diamond”

I dag vil vi starte med dette kendte citat fra en gammel Pink Floyd-sang. Præcist hvor gammel citatet er vil vi nødigt mindes, for jeg var da vist selv ung dengang pladen kom, og det er vistnok tæt ved 40 år siden? Sangen var angiveligt tilegnet Pink Floyds oprindelige frontfigur Syd Barrett, der inden Roger Waters gjorde bandet til en af alle tiders mest top-styrede og strømlinede hit-maskiner, sang alle sangene og skrev det meste. Selv om jeg selv blot var omkring 10 år, da Syd og de andre sang om transvestitten Arnold Layne, kunne jeg dog høre, at her var et talent udover det helt usædvanlige. Syd Barrett var en af rockhistoriens underligste og allermest selvdestruktive personer. 

Nu er det med det selvdestruktive jo ikke spor usædvanligt særligt i den angelsaksiske rock-tradition, Syd var blot en af de tidlige pionerer. Anderledes jo i den tyske rock-tradition, hvor f. eks medlemmerne af det tyske heavy-band “The Scorpions” allesammen ligner den “blonde kæmpe” i Stieg Larsson-trilogien eller teutonske korsriddere på vej mod val-pladsen ved Tannenberg. Toptrimmede og med et udseende, som brugte de mange timer dagligt i et fitness-center. Nå, det gør de i øvrigt også, ganske i modsætning til blege og hulbrystede Syd Barrett, som efter et par singlehits og den første LP faldt fuldstændigt fra hinanden menneskeligt. Såre menneskeligt i virkeligheden, især i betragtning af, at Roger Waters sikkert allerede dengang udviste de samme noget diktatoriske træk, som gjorde Syds forbliven umulig. Ingen ægte kunst eller kunstnere længere i Pink Floyd, blot overpompøs overproduceret og prætentiøse værker i en næsten ulideligt uendelig strøm. Rædselsfuldt og selvfølgelig den helt rigtige recept på hit efter hit.

Nå, det hele kan jo skyldes, at Syd som Jim Morrison fra The Doors forsvandt ud af musikken inden denne skribent rigtigt blev teenager, ungdommen og især den tidligste, står jo altid i bagklogskabens relative klarsyn i et vel idylisseret skær. Roger Waters havde dog ret: Syd VAR skør. I at sige nej til stjernetilværelsen med milliarder på bankkontoen og alle de andre stjernefristelser, for Pink Floyd startede jo som et af ganske få bands på toppen, hvor de som bekendt blev i flere åårtier. Efterhånden som en mere og mere ulidelig “kunstnerisk dødvægt”, men det er en helt anden historie. Iøvrigt synes fruen, at Pink Floyd er gode, så det emne kommer nok aldrig. Ingen ønsker vel en økse i hovedet som Salanders far i Stieg Larsson, og vi har ligefrem arvet en økse i vores nye hus…

Hvilket leder over til dagens egentlige emne, nemlig “fusion vs. fission” Nu er vi ikke ganske sikre på, at disse kernefysiske udtryk i virkeligheden etymologisk er diametrale modsætninger, men det vil vi lade som om de er for argumentets skyld. Atomfysik er jo også delvist en okkult videnskab og især når man kun forstår lidt ef denne videnskab, som for denne skribent forekommer lige vel statistisk. Nå, under alle omstændigheder er det klart, at “fissioner”, altså opsplitning af pop-grupper og virksomheder som basis for nye ditto næsten altid foregår under højkonjunkturer. Syd Barrets højkonjunktur sluttede blot personligt noget tidligt, da hans første og eneste plade efter selvstændigheden floppede ganske fælt. Derefter blev han permanent nyere underholdningshistorie, en ret trist skæbne for en vel egentlig ganske melankolsk mand. Hm., så er det måske bare den helt rigtige udgang?

Når alle økonomiske “visere” peger på permanent solskin, så starter naturligvis massevis af virksomheder. Der starter selvfølgelig også virksomheder med en så ringe “konceptuel maskinkraft”, at blot det ringeste økonomiske “økonomiske bølgeskvulp” nærmest øjeblikkeligt fylder plimsolleren med vand. Når der er krise i farvandet, så er det tid for alle ikke altfor sødygtige firmaer at søge havn. Det kaldes så at “fusionere”-noget man aldrig nogensinde ville have overvejet at gøre, hvis der havde været andre muligheder. Sælge, javist, men de fleste af de nyligt fusionerede virksomheder er ganske nyligt startede og typisk på baggrund af “fission” fra allerede eksisterende virksomheder. Man kan jo se på vores egen virksomhed, som har en ganske klar og ganske lineær “genealogi”, som det vist hedder på “fint”.

Når “fusionerne fyger”, så er det fordi den økonomiske nattefrost for alvor har sat sig som begyndende perma-frost. Fornyligt skete der en fusion i hifiverdenen, som blev nævnt ganske kort i dagbladet “Børsen” som den lillebitte begivenhed, som den vel var. Det drejede sig godt nok her om et såkaldt “opkøb”, da allerede dengang særdeles underskudsplagede Dantax købte det (kan man vel regne med endnu mere) underskudsplagede mikro-højttalerfirma Raidho. Ingen spurge dengang, hvorfor i alverden et effektivt men kriseramt handelsfirma med én alt for stor kunde (Dansk Supermarked) skulle ønske sig et eksotisk højttalerfirma, som allerede i de “gode tider” havde akkumuleret katastrofale regnskabsresultater, men måske man skyldt penge for kabinetter, men det aner vi ingenting om.

Synderlig “symbiose” kunne vist ingen på øje på ved fusionen udover selvfølgelig sygeligt kroniske optimister, der brugte udtryk som, at det var for at få “..bedre produkter. Folkene bag Raidho går ikke på kompromis med kvalitet og fremtidsmål” Det kan meget vel være, men det har deres bank måske så været villig til. Eller noget andet, men man kan garanteret regne med, at der kommer til at ske et eller andet drastisk efter fusionen for at sikre rentabilitet og simpel overlevelse. Alle drømmerne om en glorværdig højteknologisk fremtid for det lille fusionerede firma kan vist godt “shine on” som Syd Barrett

En anden meget nylig fusion i hifibranchen er den mellem “Lydspecialisten” og min gamle ven Rene´s foretagende “Speaker´s Corner” i København. Det var vel heller ikke et at de økonomiske naturligste “ægteskaber”, som ville være blevet indgået i såkaldt “bedre tider”, men statistisk passer de til gengæld fint i vores teori om “Krisens nødvendige fusion” Nu er René en af naturens muntre sønner og en rigtig fin fyr, så herfra de allerbedste ønsker. Om at “skuderne” holder sig flydende indtil de kan “fissionere” igen engang. Når tiderne bliver bedre og fusionernes tidsalder er forbi. Nå vi har helt sikkert ikke set den sidste fusion endnu, og det er ikke spor positivt. Ikke bare det allermindste. Udover det selvfølgelige faktum, at en hel bunke firmaer blot dør derude på det “forblæste økonomiske ocean” uden at at have økonomiske ressourcer til blot at nå sikkert i land. Ikke at det nødvendigvis hjælper alverden at fusionere/redde sig i havn. Skibene skal jo stadigvæk vedligeholdes, kølhales og i dok og det koster altsammen. 

Vi vil faktisk postulere, at successfulde fusioner kun kan ske i forbindelse med et nødvendigt generationsskifte i mindst én af virksomhederne. Ellers er det simpelthen forbundet med kæmpeproblemer at få de nødvendigvis forskellige virksomhedskulturer forenet overhovedet og så er vi ikke kommet til mulige fælles driftsfordele endnu…Mon vi får en Nobel-pris til næste år for det, vi får vel se. I mellemtiden har vi så mulighed for at se, om vi kan finde muligheder for at “falsificere” vores teori, der jo er et kendetegn for “rigtig” videnskab. Hvortil økonomi godt nok ikke ligefrem hører, men man kan jo altid kikke alligevel.

Til allersidst en lille “krølle” på vores snak i går om hifianmelderen Jan Nielsen, som sikkert er et elskeligt menneske. Han er da ialfald noget skaldet på den helt rigtige “mandige” måde. Som undertegnede. Til gengæld er hans “genmæle” på et forum nær os måske ikke altfor overbevisende i retning af, at vi skulle have taget fejl. Nemlig om hvad man kan anmelder til, som blot orienterer sig efter en anden anmelder. Svaret i går var for os nødvendigvis “ingenting” I dag vil vi gerne modificere denne “dom” lidt, herom senere. 

Vi skal lige også forklare vores brug af “fjols” om anmelderen. Det brugte vi, fordi det altså er skidedumt at save den gren over, man selv sidder på. Nemlig at give førstehåndserfaringer og ditto indtryk videre til læserne. FØRSTEHÅNDSINDTRYK, aldrig andet, alt andet er fagligt diskvalificerende, privat eller arbejdsmæssigt. Nå, Jan mener, at ud fra alle de Ortofon-pickupper, som han har hørt, går der en klar “teknisk linie”, og at han derfor ud fra en tilfældig anmeldelse godt kan danne sig et indtryk af lyden. 

Nu kunne man måske spørge om, hvorfor man skulle spilde tiden som anmelder med at teste noget, som man allerede fra starten næsten helt præcist ved, hvordan lyder. Så kunne man jo næsten ligeså godt skrive det meste af anmeldelsen inden man satte pickuppen på, da der for Ortofon åbenbart kun er tale om mindre variationer over et “teknisk tema” Og så er det, at vi bliver nødt til at modificere vores udtalelser om Jan lidt. Vi kan nemlig bruge sådanne anmeldelser til “absolut slet ingenting” Det er nemlig noget fordømt ukvalificeret sludder!

Indenfor Ortofons program af top-pickupper er der nemlig OVERHOVEDET INGEN KLAR LYD-LINIE, ikke bare den allermindste. Fra den originale SPU, den første MC 30 over MC 2000, MC 3000, MC 5000, MC 7500, Jubilee osv. osv. har lyden simpelthen varieret helt vildt. Fra det næsten kvalmt-varme og svampede til det klinisk kolde og fra den rene bulderbas til en bas så slank, at den slet ikke var der. Diskanten har varieret fra krystal-skærende klar til en lyd, der nærmest mindede om at lytte uden at have taget elefanthuen af. Ens eller blot en linie? Overhovedet ikke.
Til gengæld er Jans citat fra en af sine egne anmeldelser nu meget sjov. I en nylig test af ja en Ortofon pickup (hvorfor egentligt skrive langt og ord-rigt om blot atter en varation over et kendt og fortærsket tema..), skrev han nemlig, at den lød som “en sommerdag efter et kraftigt tordenvejr” Nu ved vi ikke, om det er en digterisk måde at at tale om forskellen på Wagners “Götterdämmerung” på den relative ro i pladens udløbsrille eller hvad han mener. Overhovedet! Det du siger giver endnu mindre mening end slet ingenting, men derfor kan du sikkert sagtens “shine on” som anmelder. Der er jo tydeligvis ikke mange om budet, og konkurrencen er heldigvis ikke alt for skarp.
Det er jo heldig nok og gælder vist til alt held visse andre små-brancher brancher, også i en vis grad vores egen.

Her tænker du på ““Shine On, You Crazy Diamond””

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *