Sommerglæder

Som sikkert for mange andre selvstændige erhvervsdrivende kan det osse for undertegnede være svært at holde rigtigt fri. Det vil nu ikke i denne tid sige, at vi arbejder for fuld kraft, dertil holder for mange af vores gamle og faste kunder sommerferie. Det giver os så en længe efterstræbt mulighed for personlig teknisk udvikling her i studio-kælderen, og i går var vi så lige et smut i Handewitt efter endnu et sæt megastore JBL-skrumler. Denne gang var det et sæt med 4 stk. 15-tommere, 4 stk. superfede 12-tommere og så et sæt 2-tommer drivere i brilliante birketræs-krydsfinersboxe.
Sådan kan man jo også holde fri, noget alternativt, mener konen, men man siger, der er så meget som kvinder ikke forstår. De, der siger det har så helt tydeligt endnu ikke mødt MIN kone…

Visdom og visdom er måske så meget sagt..

 
Posted by Picasa

Billedet taget denne årle morgen (ikke ørle, det er vist noget andet) viser det seneste trin af utallige i retning af den perfekte lyd. Eller hvad man nu lige skal sige i denne her opstilling, ordet “perfekt” kan i nogen grad kvalificeres afgørende med ordet “øredøvende” De senest tilkomne 18-tommers subwoofere er så også i en vis grad garanter for en betydelig DYBDE i lydbilledet. Frekvens-og power-response mæssigt, altså, ikke i det engang så uhyre tit anvendte udtryk “stereoperspektiv” Som i en alder af multi-lagkageoptagelser simpelthen er en fuldstændigt latterligt og grinagtigt udtryk. Man kan normalt øs-roligt regne med, at et alt for tydeligt fint og luftigt såkaldt “stereo-perspektiv” er synonymt med voldsomme faseproblemer i gengivelsen, typisk naturligvis i højttalerne. Et korrekt stereoperspektiv er således nærmest synonymt med den ultimative faseforvrængning på den allermeste musik.

Nå, sådanne desværre faktuelle kendsgerninger preller alligevel af på alle torskepanderne derude. Der må stærkere “lud til skurvede hoveder” til, og DET har vi så fået. For eksempel har vi ihvertfald i teorien opnået en betydelig udvidelse af frekvensomfanget nedefter i vores ellers lettere “bas-sky” 4675-biografhøjttalere. I stedet for et såkaldt “minus 3 dB-punkt” på små-sølle 45 Hz hedder det nu minus 3 dB ved 22Hz. Med en delefrekvens på 50 Hz mellem systemerne med 24 dB/oktav burde det være overkommeligt at integrere systemerne og da særligt fordi fasen kan reguleres kontinuerligt. Helt givet langt lettere end det bliver fysisk at GENGIVE 22 Hz i det ikke vanvittigt store men til gengæld ganske veldæmpede rum.

Og hvordan lydet det så? Ingen anelse, indtil videre står de der blot ørkesløse, disse JBL 4645C, men til gengæld er resten efter den store “vende-dag” kommet til at spille ganske imponerende. Godt eller højt eller begge dele er så en mere individuel vurderings-sag, men indtil videre har der ingen stemmer været imod i den positive vurdering af den fundamentale balance i gengivelsen. Måske folk blot ikke nænner at se en voksen mand græde ved at være kritiske over hans lyd-tosserier, det er faktisk en mulig forklaring.
Eller også er eventuelle kritiske røster blot druknet i dette kakofoniske og stormfulde ocean af kolossale lyd-bølger, afgjort osse en reel mulighed. Derfor er jeg nu alligevel passende imponeret. Af egen design-formåen, desværre, måske ikke et helt universelt anvendeligt argument.

Skala-pærer

Man ved vist, at man er ret sommerlykkelig, når éns største umiddelbare problem er et par afbrudte pærer i power-metrene på vores kælderstudio-Mcintosh forstærkere. Det betyder ikke ret meget andet end at de store blå viserinstrumenter dermed belyses en smule ujævnt, ikke et egentligt eksistentielt problem her i sol og sommervarme med nok ledsagende lys til, at det til en start er ret svært at se denne mangel. Det fjerner den blot ikke og det er så i mangel på reelle problemer så slemt nok.

Ellers skal vi vinke farvel til vores bank gennem alle firma-årene, Morsø Sparekasse/Fjordbank Mors. Vores samarbejde med dem har været uhyre smidigt og hyggeligt og ganske forbilledligt. Det har været ganske nemt at være kunde hos dem, og det kan naturligvis osse skyldes, at vi i al beskedenhed har svaret enhver sit. Det vil i dette tilfælde naturligvis sige bankens, og den slags plejer altid at lette “det finansielle samvær” lidt. Det var da i det mindste sådan, det var. I vil blive savnet og forhåbentligt ikke kun af os!
Afsted på morgenens cykeltur nu, og ellers holder vi normalt åbent. Vi kan nemlig næsten ligeså godt lide at arbejde som vi holdt af salig Morsø Sparekasse..! En helt anden og for sparekassen skæbnesvanger sag er bankens engagement i et kæmpestort og kostbart lokalt energiprojekt. Her kan det for en udenforstående som denne skribent vældigt meget ligne det fra den nordiske mytologi og diverse sagaer så kendte “ulivssår” Tilsyneladende er man i sparekassen endt som en slags sikkert særdeles ufrivillig “selv-kautionist” for en hel masse lokale investorer, som alle har lånt penge for at finansiere nu fuldstændigt fejlslagne og kuldsejlede og desværre tillige kæmpestore projekter. Der er et umiddelbart element af “pyramidespil” i den her sag, hvor fiktive (skulle det da vise sig) friværdier fra papir-stigninger på landbrugsjord meget passende blev investeret i energi-luftkasteller. Ja sådan er man så klog bagefter.

Det værste er så blot, at nok forsvinder sparekassen, det gør gælden så blot ikke i i lokalområdet, der tog den for samme tur i finanskarussellen. Hvem der så først trykkede på knappen og startede denne dødbringende karussel-tur er nu ligemeget, idet både alle egne og lånte penge forlængst er forsvundet. Også altså i dag dem, alt for mange lånte dem af. Sådan går noget tit og faktisk altid, når det som her er helt uundgåeligt!

Heldigt!

Denne skribent er af en ellers rimeligt hård- og tykhudet(-hovedet?) sømands-æt, men til tider er det nu ikke engang helt nok. Ikke til at zappe TV i tiden for eksempel. Dårskaben for tiden forekommer simpelthen så overvældende, at perspektiverne bliver ganske groteske. Tag for eksempel gårsdagens jubelkomiske anerkendelse af den nye legitime libyske regering. Og sig så ikke, at det kun er amerikanerne, som dummede sig helt sindsygt i Mellemøsten. Visdommen i den amerikanske støtte til mujahedeen-krigerne i Afghanistan mod den sovjetiske hær og støtten til Saddam Hussein i krigen mod Iran er ellers ikke mindeværdige højdepunkter i skarp politisk analyse. Våben kan altid vendes mod giverne og det bliver de og aldrig med større forudsigelig end i denne region. Ja, der findes faktisk ingen eksempler på, at de IKKE er blevet det, selv mod de ellers regionalt-opportunistiske franskmænd. Det virker langt bedre at SÆLGE våbnene til kamphanerne, ingen ønsker at blive uvenner med sine leverandører!

Nu har det danske politiske Establishment over en bred kam så formelt godkendt den libyske oprørsbevægelse. Med helt givet samme fornuftige og ganske velovervejede grund, som den man anvendte ved den oprindelige intervention mod Gaddafi. Altså overhovedet ingen, et fuldstændigt fransk-inspireret initiativ uden noget mål og med, som øjeblikkeligt blev et stadigvæk fortsat forsøg på at slippe ud af det umulige problem. Som det altid er og til evig vil være at støtte én part i en borger/klankrig. Og hvis man skulle være i tvivl, så tænk blot på situationen i Kosovo. Problemer forsvinder aldrig, fordi man holder op med at omtale dem, hvornår har nogen sidst nævnt Albanien og hvordan er det nu lige, det går der? Ligefrem skidegodt er vel ikke ligefrem det ord, der falder allerførst for.

Alligevel fløj der så i går en dansk jubel-delegation til “befriede Benghazi” for formelt at anerkende, ja hvad egentligt?Ja, det er faktisk ret interessant i et folkeretsligt perspektiv, for det her er simpelthen aldrig nogensinde sket i verdenshistorien. Nemlig at nogen har anerkendt en helt udefineret “bevægelse” (der jo også dårligt kan defineres eller fastholdes, da det jo er en bevægelse I bevægelse og dermed en helt uholdbar størrelse. Ingen anerkendte og bestemt med god ret nogensinde polske Solidaritet som den eneste legitime regering i Polen eller Charta 77 i Tjekkoslovakiet. At så begge ledere senere blev præsidenter af ret ens og ret tvivlsom værdi for landene er en anden sag. Det tætteste vi kommer er vel den nazistiske anerkendelse af den fascistiske lyd-stat Vichy-Frankring under Laval og Pétain. Og da det slet ikke var en selvstændig stat kan den jo ligesom ikke tælle med.

Det eneste reelle formål med denne danske anerkendelse af det nye Libyen er naturligvis en ren legitimering. Ikke af denne noget mangefarvede bevægelse og det ville naturligvis heller ingenting kunne ændre alligevel. Libyen kommer til at gå en vej, som ingen ekstern indblanding udover en permanent besættelse alligevel vil kunne ændre på. Og den sker først, når der bliver etableret en midlertidig ligevægt mellem de stridende klaner og mere eller endnu mere fundamentalistiske muslimske trosretninger.

Nej, den officielle danske blåstempling af den libyske oprørs-“bevægelse” er udelukkende en legitimering af Danmark og de danske “præcisions-bombardementer” Som i parentes bemærket jo naturligvis forgår udelukkende med anvendelse af fuldstændigt samme udenlanske våbenteknologi, som alle andre lande besidder,. Underligt at alle andre altid rammer så meget mere forbi end de indtil videre ganske ufejlbaligt kronisk plet-skydende danske piloter. Tjah, man kan tro derom, hvad man vil, vi tror vores..og venter derudover STADIGÆK på et interview med alle de tilfangetagne Gaffafi-støtter, som man så blive taget til fange i borger-bykrigens start.

Ingen danske politkere vil naturligvis være ved, at man overhovedet ingen idé har haft eller har om, hvem det er, som man støtter.udelukkende fordi man bekæmper deres fælles fjende, ganske vist og intet holder jo traditionelt bedre sammen på ellers noget “volatil” bevægelse som den i Libyen. Som får de betydelige vanskeligheder ved at at blande den danske sommers salatdressing af eddike og olie sammen til en homogen og stabil blanding til at forekomme ganske triviel. Som alle politikere til alle tider altid har haft, så har også tidens danske generation naturligvis valgt korrekt. Ja, faktisk så korrekt, at besøget udelukkende var ren og skær selv-legitimering. En af eneste ting, som man altid kan blive enige om over hele det politiske spektrum.

Selv på denne baggrund af massiv ønsketænkning om, at Libyen uden tvivl er et kommende demokratisk mønstereksempel, kunne det alligevel blive væsentligt værre. DR havde i går et helt urimeligt langt indslag om den danske indsats mod pirateriet ud for Somalia. Hvor åbenbart alle piraterne kommer fra uden at det ellers har givet grund til nogen synderlig eftertanke. Der er ellers ingen særlig mangel på andre ludfattige mulige entreprenører indenfor pirat-erhvervet i området, både Eritrea og Yemen m. fl. burde være potentielle vækstområder i denne multi-milliardindustri i en ellers ganske gudsforladt del af verden.

Vi klarede nu kun at se ganske få minutter af udsendelsen. Interviewet med forsvarsminister Gitte Lillelund Bech var mere end rigeligt. Selvtilfredsheden og den utøjlede magt-liderlighed lyste ud af hende i en grad, så kvalmen indfandt sig omgående. det er der naturligvis intet forkert i,det er naturligvis derfor hun er minister og mon ikke man osse ret trygt kan regne med, at det er idealister af nogenlunde samme karat, som finder vej til magten i Libyen? Gys!

Fr. Bech underholdt passende loyalt (overfor flådens personale på forlænget krydstogtstur, ikke nødvendigvis andet og da overhovedet ikke den reelle sandhed) om den succesrige danske indsats mod pirateriet. Man havde vist gjort en hel fantastisk forskel dernede uden at det dermed blev fuldstændigt klart, hvad det lige var man havde gjort. Man kom uvægerligt til at tænke på, at den danske indsats i den gode “100 mill. PLUS-klasse” dernede med nogenlunde samme lovende langsigtede gevinstmuligheder ville have kunnet være anvendt til at løskøbe nogen gidsler. Hvilket jo naturligvis HELLER INGEN mening ville have givet, fordi det blot ville øge problemerne. Frodi der naturligvis altid bliver flere interesserede i at vinde i det “piart-Lotteri”, når der KUN er gevinster og INGEN reel risiko. Hvis man bliver taget kan man altid prøve igen og hvem ville ikke gøre det?

En dansk søofficers foredrag om nødvendigheden af at pågribe piraterne i selve “entrings-processen” for at kunne dømme dem var ligeledes ren politisk opportunisme. Ikke underligt at han og ministeren så ud til at nyde hinandens selskab. Men nu har han så også været lidt længe på højsøen, og er vel dermed delvist undskyldt..Det var tydeligvis ikke nok i denne særegne betragtning over indlysende lovløses færden på de ellers helt lovløse verdenshave at erklærede fiskere 2000 km. fra land tilsyneladende fra en kant alle havde glemt deres fiskegrejer. Til gengæld havde så alle med samme totale forudsigelighed husket deres entre-hager og Kalashnikover. Nå, tvivlen skal naturligvis komme forbryderne til gode. Eller skal den?

For hvordan er det lige det er hvis man her i landet kommer i nærheden af en bank med en pakke damestrømper i lommen og en håndskrevet seddel i lommen med ordene “penge”. Ja, så ryger man rutinemæssigt i fængsel uden nogen betinget dom. uden nogen undtagelse og altid. Mærkeligt at et så helt åbenbart retsløst samfund som det danske på denne måde vælger at behandle indlysende pirater så diskriminerende anderledes.
Og så har vi endda gemt det allerværste til sidst: Forsvarsministeren udtalte nemlig, at man først endeligt forventede at få bugt med pirateriet den dag, at det ikke længere kunne betale sig. Hvis det umiddelbart lød fornuftigt var det nu ikke tilstræbt, for hun fortsatte “sangen fra de varme lande” om, at det hele ville holde af sig selv når alle pirat-aspiranterne kunne finde anden beskæftigelse på land i landbruget m. v.

Derfor skulle man blot støtte den fredelige transformation af Somalia og så ville fribytteriet ophøre helt af sig selv. Tjah, måske, det forekommer ganske vist mærkeligt at ombytte et liv med mulige kæmpegevinster på kort tid uden arbejde som pirat med et liv i evigt slid i landbruget uden nogen mulighed for nogen gevinst NOGENSINDE, men det spurgte journalisten naturligvis ikke om. Det har vist altid i menneskedens historie været sådan, at det altid har været mest fristende at stjæle guldet for røvere fra de guldgravere, der havde gravet det op på slidsomste vis. Dette problem kom man altid mest passende til livs ved at aflive røverne. Faktisk har menneskedens adskilligetusindårige historie aldrig rigtigt anvist andre effektive fremgangsmåder..
Sådan er nutidige politiske drømmerier naturligvis ikke. Man fortsætter derfor også indlysende idiotiske støtteprojekter med at erstatte den uhyre indbringende valmuedyrkning i Afghanistan med helt anderledes lavtbetalende hvede. Så¨dumme er ingen selv langt ude på landet at de frivilligt gør noget så dumt.

Og så et lille dybt-demokratisk hjertesuk: Hvordan synes I danske politikere nu lige det går i de lande, der først gennemgik det “arabiske forår” Som altså nu er blevet en slags sommer. Ægypten og Tunesien er stadigvæk militærdiktaturer med en fremadskridende demokratisk skin-proces så støt fod-slæbende som de traditionelle brune danske Læsø-biers fortsatte held med at få skovlen under de invasive gule bier.
Det kræver vist mere end held og politisk ønsketænkning at få de her kabaler til at gå op.

Lidt prosaisk hverdag

 
Posted by Picasa

Hermed et hverdagsbillede af en multikabeltromle til reparation i vores lille specialistvirksomhed. Her i noget, der de fleste steder ligner den afgørende slutspurt til skoleferien (mest vel osse fordi det ER det), er der en masse ting der lige skal være færdige.
Den større intellektuelle fordybelse må vente lidt, mens vi lige giver den lidt gas.. Heldigvis har kvaliteten af den samlede lydgengivelse i den allerseneste tid taget et så afgørende spring her i huset, at man sagtens kan sidde og småsmile mans man skruer. Og det er jo noget, det og så den den evige kærlighed.

“Moonbase Alpha”

 
Posted by Picasa

Inden cyklen bjæffer en helt umisforståelig kommande om atter en tur ud over stepperne et lille kik in over “basen” Alle vi, der dengang i 1970-erne sadog gloede på en af alle tiders mest gennemarbejdede TV-serier, “Moonbase Alpha”, drømte vel om at etablere en eller anden form for kommandobro. Ikke som i ellers en del bedre “Star Trek”, hvor kaptajn Kirk og hans crew altid fløj rundt mellem hinanden med eller uden den mindste anledning. Fordi denne ellers højtudviklede kultur åbenbart havde glemt alt om sikkerhedssseler.

Anderledes i “Moonbase Alpha”, hvor alting i baggrund og genese for historien var gennemtænkt ned til allermindste sublime detalje. Hele universet i denne TV-serie var gennemtrawlet for inkonsistens (ikke in-KONTINENS, det er vist noget andet) og alle detaljer var gennemtænkte. Det eneste sted, hvor denne gennem-koreograferede super-konsistente historie var kompromitteret, var desværre i selve skuespillet. Og muligvis også drejebogen, det er svært at vide, da skuespillerne var rigeligt ringe til antageligt heller intet at have kunnet få ud af et langt bedre manuskript. Det eksisterende gjorde de konstant og helt stabilt fuldstændigt til grin sammen med sig selv, naturligvis. Ikke at det derved blev morsomt, blot latterligt, og det er som bekendt ikke en komparativ-form af “morsom” Desværre for “Moonbase Alpha” og dets mulige potentielle kult-status,, idet vi indtil videre ikke har set serien genudsendt i TV nogetsteds, og DET skal der noget til. Altså for IKKE at blive genudsendt, vi ser ellers bogstaveligt “revl og krat” ryge igennem filtre så fine som de tidligere i Århus Å, som kun formåede at opsnappe rustne cykler. Ikke at det heller gjorde nogen videre forskel.

Og så sidder vi her imellem de 4 store sammenstillede borde fra salig Dansk Audio Tekniks såkaldte “Klostergade-periode”, en glorværdig tidslomme, som forlængst er forbi. Og så slet ikke alligevel, vi er her jo faktisk stadigvæk, som billedet afslører og bordene burde være det bedste bevis.
Nå, afsted igen ud på vejene, dagen ser allerede noget truende ud. På den gode måde heldigvis, somdet oprindelige plot i “Moonbase Alpha” Så er det blot spændende hvordan udførelsen bliver op over bakkerne…!

Så er vi ved at være klare igen…

 
Posted by Picasa

I går og i dag er der gået en hel del tid med nødvendige fysiske om-forandringer i vores lille virksomhed. Kombineret med lidt akut skoleferie-forberedelser for en del af vores kunder har det givet lidt sved på panden. Ikke mindst problemerne med på ikke-destruktiv vis at stable McIntosh-forstærkere ovenpå hinanden er betydelige. Og især da fordi bunkerne ikke akkurat bliver mindre..

Til gengæld er de lydmæssige gevinster betydelige. For nu at udtrykke det lidt mildt, ja faktisk udtalte fruen, at hun 2 etager oppe på kontoret kunne høre en betydelig lydmæssig forbedring efter at vi har vendt vores lyttepositioner. Det var ikke spor overrskende, at det ville blive bedre, det gør sådan noget jo naturligvis altid uanset hvad man iøvrigt gør. Når det altså blot er én selv, der gør det. Nå, det viste sig desværre, at hun mest havde sagt det fordi hun blot ville have lidt fred for denne kroniske mandlige begejstring (nej, ikke DEN!) Da hun senre tilfældigt var forbi kunne hun nu sagtens høre forskel. Sagde hun da, det kære og smukke væsen!

Vi ville ellers have diskuteret atter en uhyre tvivlsom redningsmodel for dødesdømte Cimber Air. Og hvad blev der forresten af redningen i sidste uge, tydeligvis ca. ligeså meget som vi havde forudset. Ingen penge overhovedet alt for sent til noget alligevel.Denne gang ligner fuldstændigt forrige gang i sidste uge og osse næste gang i næste uge hvis der altså havde været mulighed for det. Det bliver der blot ikke. Den tilsyneladende interesse fra en østlig milliardær bærer nemlig helt tydeligt præg af, at han udelukkende leger interesseret mens firmaets værdi styrtdykker mod en værdi på et stort rundt nul.

Hekker ikke denne gang er der løfter om den kapital her og nu, som der skal til for at overleve sommeren. Naturligvis ikke, hvorfor dog betale 250 mill. for et selskab, hvis akutte kapitalbehov alligevel langt overstiger dette,. og som blot kan lege “waiting game” med. vel vidende, at ventetiden for den ene er uhyre gunstig og for den anden part den visse død.
Forhandlingerne skal foregå hen over en helt uendelig lang sommer. For Cimber forstås, en sommer der næppe nogensinde kommer til at holde op. Da ikke mens Cimber består. Når en købspris allerede nu er under halvdelen af årets foreløbige akkumulerede underskud, så er der naturligvis nogen grund til at betale. Og da især fordi den lovpligtige revisionspåtegning skal “falde” i denne måned, hvor intet overhovedet alligevel vil kunne være afklaret.
Men det er så naturligvis også en slags afklaring..

“Bravo, Mr. Jardex!”

 
Posted by Picasa

Billedet i dag viser, hvorfor teksterne i disse dage bliver kortere end sædvanligt. For det første optager vores arbejde en ganske betydelig del af den disponible tid, og for det andet har monteringen af et nyt komplet og vildt meget mere tiltrængt vinduesparti givet visse muligheder. Og problemer, som alle muligheder vel i virkeligheden altid gør og aldrig mere, end når de skal realiseres. kabeltromlen i forgrunder demonstrerer, at der ikke rigtigt er trukket el nogen steder, så lyd er der ikke meget af. Slet ingenting, faktisk udover fruens lejlighedsvise bjæffende ordrer og lige her til morgen er disse tilfældigvis de-aktiverede lidt som følge af en lidt rigeligt langstrakt tøseaften. Der er dog nogen grund til at tro, at alt fra nu af bliver spille-mæssigt til det absolut bedre. Ikke mindst muligheden for lytning i de anvendte højttaleres såkaldte “fjernfelt”, hvor bidraget fra de enkelte enheder teoretisk er fornuftigt integrerede, er altid en afgjort fidus.

Når det allerede var helt fantastisk før er det jo principielt noget vanskeligt at forestille sig, hvordan man skal udtrykke yderligere perfektionering. Hvilket naturligvis helt naturligt bringer over til det næsten ens-klingende ord “konfektionering”.. Alle midaldrende mænd husker vel den senere minister Arne Melchiors største historiske eftermæle. Det vil sige, de husker helt givet uden at ane, at det har noget med det kroniske og nærmest munddiarré-sygelige sludre-chatol Melchior at gøre. Vi skal tilbage til “terylene-tidsalderen”, det vil sige, helt tilbage til starten skal vi ikke. Prosaisk er ordet “terylene” blot et registreret varemærke for noget skide PET-polyesterfiber-pis, som man allerede opfandt for ca. en million år siden. Ihvertfald inden 2. verdenskrig og det er jo til dagens tekst allerede næsten før-forhistorisk.

I 1960-erne og et stykke op i 1970-erne var det højeste opg aldeles obligatoriske drenge- og mandemode at iføre sig disse forfærdelige plasticskjorter og ditto bukser. (Det hed det dengang, dette principielle pluralis-ord, dengang hvor mode-bøsserne ikke havde helt samme TV-eksponering som i dag. Om der så var færre dengang ved vi ingenting om, men mon ikke populationen var nogenlunde den samme,, nogen ting ties ligeså effektivt ihjel som nutidens ejendomsmæglere har held med at tale boligmarkedet op. Selv den kommende konfirmand Poul M. syntes dengang i det tidlige forår 1970, at disse alt-rigeligt aftershave-dunstende og tungt-åndende midaldrende mandslinger, som befolkede alle herreekviperingshandlerne dengang, måske lige var rigeligt klamme. Og det var de vel i virkeligheden osse, ihvertfald for en allerede dengang fast overtydet heteroseksuel. Oh suk, Inger-Lise!

Tilbage til Melchior og hans eneste varige minde i den danske folkesjæl. Dengang “terylene-tiden” toppede, var han direktør i den midtjydske tekstilvirksomhed. Jardex. Der for at overleve og givetvis osse for at spare lidt håndører på materialer anvendte rigelige mængder plastic-fibre i deres såkaldte “strygefri skjorter” Det dér med det strygefri passede nu heller ingen steder dengang, til gengæld var det helt urimeligt vanskeligt dengang i tiden uden almindelig udbredelse af dampstrygejern overhovedet at få strøget det her lort. På tøjsnoren (andre ville nok kalde det for en tørresnor, men det hed det nu ikke, der hvor jeg kommer fra), så det i forhold til almindelige komfortable bomuldsskjorter ganske vist forjættende kun lidt småkrøllet ud, men det skulle blive anderledes, når man altså skulle stryge det.

For allerede dengang var reklamernes løfter noget luftige (og det havde de vist været lige siden de første sæbereklamers fremkomst i 1890-erne), for ordet “strygefri” skulle tolkes som “næsten umuligt at stryge”, ihvertfald hvis man ønskede at det skulle ende med at blive glat. Og det var og er vel den generelle ide ved at stå der i røg og damp. Det var måske derfor direktør Melchior lancerede det i Danmark helt unikke reklameslogan “Bravo, Mr. Jardex!” for at få denne syge syssel til at glide lidt lettere ned. I sin inderlige meningsløshed var det en forgænger for fremtiden og og reklamesprog har det osse siden været ganske svært at overgå de “slimede bøssesheiker”, man anvendte som modeller. Inden folk falder over os for upassende sprogbrug er dette et citat fra mesteren Raymond Chandlers bog “Farewell, My Lovely” At det så klinger anderledes i dag er så blot trist. For nutiden med dens kronisk følsomme slimhinder..

Og hvad fører al den her lettere ånds-formørkede tågesnak så alt sammen frem til? Jo såmænd til lige at genopfinde dette gamle slogan. I dag skal det blot hedde: “”Bravo, Flemming Rasmussen!” Han er manden bag det danske high end hifi-firma Gryphon og en både affabel og fysisk imposant mand. Ikke underligt at denne skribent altid har beundret ham omend i passende smug., måske “terylene-buksesælgerne dengang alligevel påvirkede mig mere end jeg helt vil indrømme..?)

Alene det antal år han har været med i det mere end små-syge hifi-game er bevis for, at han kan noget. Det er altså sin sag at stå op og morgenen og glad og positiv give sig i kast med at sælge glimrende apparater til kodyle fjolser, hvoraf kun et ubetydeligt mindretal overhovedet nogensinde agter at høre musik og ingen eller kun ganske få har et ægte behov for nogetsomhelst. Jeg har tit undret mig over, at han gider omgås så mange fjolser hver eneste dag, men det gør han så heller ikke. Ikke allesammen ialtfald. Nu er det ganske vist efterhånden lidt længe siden, vi har berørt den lokale Aåhus Hifiklub men det skyldes nu mest, at den uhyre forventeligt har udviklet sig til en ren privat chat-klub på avtainment.dk Når klubbens eneste aktiviteter alligevel er sommetider at mø’des privat er den almene interesse for efterfølgende chat vel til at overse…?

Det må Flemming Rasmussen have indset, for da klubben for meget nyligt forsøgte at få lov til at besøge Gryphon, som ligger i nærliggende Ry, så fik de afslag. Et høfligt et, ganske vist, ihvertfald på overfladen men fuldstændigt umisforståeligt skulle man mene. Et faktisk formfuldendt eksempel på, at de bestemt ikke behøvede at ansøge igen. Der var noget med, at Gryphon vist “havde lukket ned for besøg af diverse klubber af forskellige årsager cit. avtainment.dk” At man så ikke har gjort langt før fatter jeg så ikke, men læs lige afslaget igen, det er flot, Flemming!

Det værste er så, at ingen af klubbens medlemmer så fatter, hvad der er, der har ramt dem. De tror tilsyneladende blot, at man da kan prøve igen en anden god gang med større held. Tjah, prøv blot, my boys!
Vi ønsker Flemming alt mulig held med at adressere de udenbys/landske kunder, som måske vil købe noget fremfor blot helt åbenlyst at spilde hans tid. Fordi der trods alt er visse grænser for hvor sjovt det er gentagne gange at besøge hinanden som eneste klub-aktivitet. Som det vel nødvendigvis bliver man blot i en by med 300.000 at have et par thalidomid-håndfulde aktive medlemmer. At de så end ikke fatter, at de gør det, spilder producenternes tid, gør blot beslutningen så meget rigtigere..!
“Bravo, Mr. Flemming!”

Et servicebesøg..

..på en skole i Hørning æder desværre denne tidlige morgens kommentarer. Det bliver en smule tidkrævende og da ikke mindst fordi det bliver pr. ladcykel og den forbrugte tid kommer i nogen grad til at stå i forhold til, hvor mange gange jeg skal cykle frem og tilbage. Nå, vi satser på en enkelt gang og derudover er vi som sædvanlig klar i denne næsten-sidste travle undervisningsuge.

Fra den helt lille poesibog

Så er det første hverdag efter det afgørende besøg fra det storkøbenhavnske. “Afgørende” skal vist i dette tilfælde mest opfattes som afgørende for fremtidig hørelse, ikke gengivelsens kvalitet. Som under alle omstændigheder er noget svær at udtale sig kompetent om, og da sjældent mindre end med over 115 dB direkte ind i bærret. Ren “Larmikovski”, det her, som visse “andologer” vel kunne huske, ikke mindst hans populære mesterværk , der hed noget i retning “7 jumbojet går ind over byen” Og så er der stadivæk 10 dB at gøre med plus det løse i rent overskud, både forstærker og højttalermæssigt. Designmålet synes at være fornuftigt opfyldt.

Så højt er det fra hver højttaler i den mulige lytteafstand med de “loggede” 60 watt fra Mac´-en med “Rage against the Machine”, at der næsten opstår en seiusmisk illusion. Tilsammen har det så i det noget reverberante rum væren en hel del højere, regn evt. selv efter. Hvordan det lød har vi ingen ide om, højt vil nok være et godt gæt men denne skribent forlod som god vært den ideelle lytteposition. Skyndsomst men særdeles beslutsomt. Hvad de ellers synes ligger lidt nede i tinnitus-tågerne, men ordet “højt” går igen, så mon ikke det dækker så nogenlunde?

Inden vi uhyre snart skal tage imod håndværkerne til vores nye rude-projekt et citat fra noget, der bringer minder frem. Ikke nødvendigvis gode minder, blot minder. Om dengang, man partout skulle skrive i diverse poesibøger og ens ytringer om hende den stang-smarte, som man i smug bagte på, blot rakte til noget patetiske “SØD/TØS” skrevet passende vinkelret. Hun skulle bare vide, skulle hun, og det gjorde hun helt givet osse i sin beregnenede gryende kvindehjerne. Med al den kolossale viden og erfaring piger på 9 år har. Om det så blev værre senere har vi ingen sikker viden om, men det var nu osse rigeligt galt dengang.

Vi kommer til at tænke på den kejtede barndom for denne og sikkert ganske mange andre ungersvende idag, fordi vi i JP har set citeret noget, der simpelthen giver akut kvababbelse. Ren akut-panik fra barndommens land simpelthen. Ikke fordi det rammer godt, nej simpelthen fordi det ER selve barndommen med dens forbandede pige-poesibøger og gryende tilsyneladende køns-kroniske heste-interesse og alt det andet dybttraumatiserende ved at være en lille dreng.

Anledningen til citatet er den triste, at den tidligere forsanger i bandet Saybia (hvem det eller de så er), Søren Huss, for adskillige år siden mistede sin kæreste ved en trafikulykke. Nu har denne poet så endelig sat ord på sit savn og det citeres vist ellers i alvor af JP-anmelderen, Kasper Schütt-Jensen in extenso som stor ord-kunst, hør blot her: “..med hjertet, der skriger; jeg kan ikke mer´-jeg tror, jeg bliver liggende her” Godt stunt med det der ellers forlængst forglemte semikolon, men ellers er denne skribent nu ikke helt enig i den åbenbare storhed i denne lille strofe. Prøv at læse den højt og prøv samtidigt med at lade være med at grine.

Anledningen er naturligvis tragisk nok, men den kunstneriske udførelse her er nu ikke meget bedre end det andet er værre. Eller værre endnu eller hvad man nu skal sige til denne poetiske lav-komik..
Vi skal tilbage til Anders Ands sang om “Den Hulkende Sømand” for helt at være på niveau. Denne Samuel Coleridge-parafrase over “The Rime of the Ancyent Marinere” lød som bekendt “Oh skænk mig en grav ved det isgrønne hav, hvor kun bølgerne hører min gråd”.. Der forlyder nu intet om, at det her fra den suveræne oversætter Sonja Rindoms side skulle være andet end en ganske tilstræbt grinagtig parodi.
Som Huss` makværk vel osse retteligen er eller..?