Måned: juli 2016

..når man for første gang roligt trækker rundt med fruens nyeste lusitanske hestekræ-køb, Mellow Hest. Ja, her i huset er vi meget internationale i vores navngivning, for som muligvis  bekendt er fruens første-krikke forsynet med et noget spansk-klingende navn. Alligevel var det nu ganske stort for alle involverede (og naturligvis overhovedet ikke for nogen andre), at vi fejrede vores 7-års bryllupsdag lige i kanten af Thy Nationalpark, hvor de indfødte tog enormt godt imod  os. Ja. faktisk så godt, at vores 2 hundekræ hjembragte et ganske vist mindre trecifret antal flåter. Er den nordjyske natur dog ikke bare mageløs og såre gæstfri?

Det var nu alligevel en glimrende tur. For vi havde trods alt ikke haft krikke nr. 2 mere end en meget lille måned og det er altid sin sag at trailer-transportere 2 endnu temmeligt meget for hinanden  fremmede kræ i samme trailer i de nødvendige par timer hver vej.  Vores tyske racer-automobil klarede opgaven med at trække til UG med kryds og slange, en Mercedes 3.2 liter diesel rykker fint osse med 2 tons ekstra, mens vi forventeligt kunne konstatere en betydeligt forøget bremselængde. Og da de indfødte derude i deres små prut-biler med obligatorisk “jyde-krog” kørte endda overordentligt opportunistisk/overdrevent optimistisk, så var der lidt nerver på, mens vi ved selvsyn kunne konstatere, at den triste provins-statistiske overhyppighed at dødelige frontalsammenstød tydeligvis kun var toppen af et trist isbjerg. Der er godt nok mange nære “missere”!

Faktisk ganske utroligt, at så få biler på så kort tid kunne fembringe så mange akut livstruende situationer, men nu er jyder jo osse ganske specielle og ikke mindst i henseende af overmod. Vi er vist osse meget godt herovre i de mørkere distrikter med med hensyn til den senere tids vanvittige dødelige ene-uheld på motorvejene, nogen har tydeligvis øvet sig overordentligt godt på de biveje, vi færdedes på. Mens mange kørte lige på kanten af det forsvarlige og enkelte nogenlunde som ham i “Nåede de Færgen?”, så kunne vi med vores fartpilot fast på 80 gen-bekræfte, at selv maksimalt opportunistisk speed-kørsel kun betyder ganske minimale tids-gevinster. Selv med vores adstadige 80 km. i timen satte vi over 180 km. blot 7 minutter til på vores GPS` forventede ankomsttidspunkt. Og det selv om vores lille kortege tog alle de mange bump og rundkørsler med veritabel bumletogsfart, i sig selv nok i virkeligheden det meste af forsinkelsen fra det forventede.

Alt ialt var det en uforglemmelig udflugt til det udkants-Danmark, hvor der er langt flere “Til Salg”-skilte end der næsten er flåter. Altså MANGE-mange! Og ihvertfald langt flere, end der nogensinde kommer købere. Der er ellers meget pænt deroppe, men tydeligvis ikke pænt nok til, at nogen gider bo der. Og denne skribent er jo ellers ikke for godt vant fra barnsben fra øen Endelave, hvor der osse tid tider var noget trist at opholde sig.

Nå, men når man småkeder sig, så har min opvækst altid stimuleret min opfindsomhed, så efter indtagelsen  at det obligatoriske nærmest uspiselige gigant-stjerneskud på Det Gamle Røgeri i Hanstholm (uspiseligt skal her ikke sammenholdes med kvalitet, kun ved umådelig størrelse), så tog vi på opdagelse. Nu har området deroppe i det afsides nordvest jo ganske vist fostret adskillige store danske digtere, men ingen læser alligevel andet end Facebook længere, så det er lidt utidigt.

Nej, i stedet valgte vi at søge efter sporene af en af den tidlige fiskerby Stenbjergs stolteste sønner. Ja, måske den eneste, der nogensinde har været, vi kender ialtfald ingen anden. Og vi taler naturligvis om selveste Hans Henrik, der senere med sit strålende intellekt og sin kvindekærhed (en afgjort kedelig cocktail for alle os andre, ja, fuldstændigt urimelig, faktisk!) blev en plage på min barndoms Endelave.
Trods ihærdig og gentagen “gennem-trawling” af både Stenbjerg (ganske let, det er bare en lille forfalden prut-by) OG oplandet (som der ikke er ret meget af, da havnebyer jo ikke ganske uventet ligger ud mod vandet) lykkedes det os nu ikke at finde den forventede statue af Hans Henrik. Måske sandflugten har ædt den, hvem ved, eller en (anden) lokal  misundelig skolekammerat har bortfjernet den efter at han fik kørekort til en gravko, mulighederne er mange. Derudover. Sikke dog et kedeligt sted, hvor det tydeligvis kun gik godt for leverandøren af  “Til Salg”-skilte, der til gengæld havde kronede dage. Og det er muligvis lige det mindste at basere et lokalsamfund på..

Nå, men ellers vil vi skiftevis smådrive og arbejde let i denne uge, og det lettes jo noget af, at langt de fleste af vores kunder stadig holder lukket.
Nå ikke helt, der er lige tikket en herlig ordre ind, vi snakkes!

burde denne skribent slet ikke sidde her og skrible løs. Og det gør han iøvrigt heller ikke meget længere, fordi der er en spændende opgave lige for hånden, der består  i at sætte en Lab Gruppen 10:8 multikanalforstærker og et JBL/BSS-delefilter “op” til vores JBL 4894-arrayhøjttalere, der i sin tid for ikke så forfærdeligt længe siden kostede over 50.000,- stk.. (Ikke underligt, at der så vidt vides ingen blev solgt  i Danmark af dette fra starten speakermanagement-krævende system)-High end hifi nødtørftigt camoufleret for PA. Og de der JBL-arrays har vi så har en del af, men det har vi så heldigvis osse af LAB-forstærkerne, så mon ikke vi rimeligt kan regne med, at vi umiddelbart kan duplikere indstillingerne over på de øvrige systemer. Det er sådan noget man kan lave, når vejrliget ikke lige arter sig på denne årstid, og det skal såmænd nok blive hyggeligt med lidt høj obligat musikledsagelse.

Nå, men ellers skal vi for særlige fans af af de spirituelle levn af det uforlignelige pelsdyr Folmer Hund sige, at han har det fint oppe hos min salig mor og at han passer godt på hende, som han osse altid gjorde, dengang de begge endnu færdedes på denne Jord. Et besøg ved Vær Kirke i lørdags i et kort ophold mellem regnbygerne muliggjorde op til flere billeder af usigeligt smukt-blinkende “Jesus-lys” mellem træerne på det sidste hvilested for de jordiske rester af den gamle fyr. Hvis man ikke havde haft billederne som et blot “skin” af dette, ville man jo tro, at det havde været løgn. Han var nu noget helt specielt, den gamle fyr! Som vi savner endnu langt mere end selve sommeren!

Nå, men efter cykelturen rundt i og omkring Horsens mangler vi stadigvæk det obligatoriske besøg på min gamle fødeø Endelave. Der er lige lidt “kirkegårds-kommunikation” også derovre, som denne skribent lige skal foretage med forlængst afdøde personer-det er vist bare sådan noget, man gør, når man er blevet 60, det vil jeg da ihvertfald håbe. Ingen ønsker vel at være et særskilt gammelt fjols, det er squ galt nok at være et helt almindeligt et af slagsen!

En eller anden legitimitet må jeg da forsøge at finde i det, som min kone kalder gammelmands-fjollerier, og som hun med den relative ungdommeligheds ukuelige optimisme ønsker at erstatte med weekendudflugter med vores krikker og resten af menageriet. Og det forslag har vist allerede på grund af formandens stemmes dobbelte vægt vundet fremme.
Demokrati kan være noget mærkeligt noget.. Tilsyneladende så uhyre simpelt, og det er det så osse sommetider

Så nåede vi næsten igennem arbejds-puklen til sommerens “Celestial City”, for nu lige i bogstavrimenes hellige navn at låne lidt fra poeten John Bunyan. Som jeg ærligt må indrømme udelukkende kender gennem librettoen til en opera af en af mine absolutte og ganske livslange favoritkomponister, Ralph Vaughan Williams. Det er den, der hedder “The Pilgrim´s Progress” , og som i lighed med langt de fleste operaer i verdenshistorien næsten aldrig opføres. Og det er måske ikke fuldstændigt ufortjent, teksten og dramatikken er lige det løjerligste og mest stillestående, men musikken er fabelagtig. Og hvilken intellektuel dansker ville vel i dag turde anvende en oprigtigt kristen-troende forfatters forlæg til en opera? Allerede dengang i 1970-erne måtte den danske komponist Per Nørgård søge en endnu mere forvrøvlet og derudover forlængst mistet tekst som forlæg for sin opera, “Gilgamesh”, som jeg med ungdommens vanvittige  vovemod engang har hørt. Afgjort hård og ganske overordentligt vitaminfattig kost selv dengang det var “før” for lille Poul. Og den kulturelle “sult” måske større. Siden dengang har LP-en vist mest bare stået der og set imposant ud for sande kendere af en i sandhed absurd fortid.

Tilbage til “The Pilgrim`s Progress” Udover den tvivlsomme tekst lyder optagelsen (for den er så vidt jeg ved kun indspillet én eneste gang) selv gengivet på kompromis-fyldt 1970-er vinyl aldeles brilliant, hvis man altså kan leve med det obligate båndsus. Dengang var kotumen hos det vidtberømte producer-kollektiv Parker og Bishop hos EMI at indspille alting ganske overordentligt LAVT, mens deres chef Suvi Raj Grubb gav den fuld skrue på alle dynamikkens tangenter helt op i det røde VU-felt. Heldigvis for denne skribent var det så Parker og Bishop, der producerede alle Vaughan Williams-værkerne med den allerede dengang begyndende-oldingeagtigt udseende Adrian Boult som dirigent. Rene geriatriske mesterværker fra Boult, disse Vaughan Williams værker! Og med obligat sus-ledsagelse, der får selv det elles ikke ubetydelige tomgangs-støj i vores højeffektive kældersystem til at lyde næsten acceptabelt.

Det er måske derfor, de for tiden ganske særligt tiltaler denne tiltagende geriatriske skribent. Ikke at det går særskilt hurtigt, det går vist mest bare som den slags uvægerligt gør for denne 60-årige mand. Et eller andet er der dog givetvis hændt hen over alle årene, og det ved man jo, når man som slægter tilforn altid lige husker at skimme dagens dødsannoncer i tidens forhåndenværende medier. Indtil videre er det heldigvis ret småt med “tabere i Livets store lotteri” blandt jævnaldrende  gamle venner og bekendte, men alligevel er det måske samme livgivende funktion ved dette dødsannonce-kikkeri som når en flok gazeller på steppen, efter at en flok løver har nedlagt en af dem,  atter giver sig i kast med fredsommelig græsning. For så ved de og måske osse jeg, at det først bliver deres eller min tur næste gang. Sådan en slags dybtliggende “fælles-animalsk logik”? Lidt ro inden den sidste storm.

Nå, men tilbage til livet og solen. Det kan jo meget passende bruges (og VIL blive brugt)  til et gensyn med min gamle føde-ø Endelave og måske osse lidt cykel-sightseeing i Horsens med det obligate stop på Vær Kirkegård hos mine forældre og salig Folmer Hund. Og måske en tur til det Næstved`ske, hvem ved(ske)?
“Memory Lane, here we come!”