I fredags var denne skribent med sin smukke frue ude på landet. Det helt rigtige land, altså, derudefra, hvor den elskelige forfatter Storm P. meget vel kan have fået inspirationen til sin figur, forfatteren Sigurd Mumlegøg. Det var som bekendt ham, der forfattede den muligvis apokryfe slægtsroman “I Muld til opover Livet” Det var derude, hvor gårdene var store og så ganske veldrevne ud, ganske tæt ved mit gamle færgeleje, Snaptun, ved Glud. Og der oplevede jeg så efter godt 14 års opvækst på den lille ø Endelave i den enden af denne pendulære færgefart at se færgen SEJLE. Fra LAND altså-alle de andre næsten utallige gange ville jeg jo have været ombord.
Det var en kæmpebegivenhed for denne mere end midaldrende skribent at opleve højstemningen ved at se færgen dampe bort, at monumentalt øjeblik, som jeg naturligvis med passende presserende andagtsfuld stemme forsøgte at formidle til min skønne frue. Uden videre held, det må indrømmes, og måske det heller ikke rigtigt kunne være anderledes. Set så meget udefra, som en så sentimental person som denne i øjeblikket andagtsfulde skribent formåede det, var det vel retteligen heller ikke et alment universelt højdepunkt.
Nå, men tilbage til rejsens egentlige mål, som var det Danske Fergusonmuseum. For byløg og andre uvidende personager er en Ferguson IKKE synonymt med de engang ellers ganske udbredte elektronikprodukter fra forlængst forgangne Thorn EMI af samme navn. Der ellers for rigtigt mange næppe ligefrem har været særligt forglemmelige af den ret simple grund, at Ferguson-hifi og TV huserede på disse kanter primært i 1970-erne, desværre sammenfaldende med den engelske industris kvalitativt absolutte “nadir”. Ærgrelserne ved at have købt det britiske godtkøbsbras dengang har givetvis givet tvivlsomme minder langt udover produkternes ganske korte levetid. Langt de fleste af Fergusons elektronikprodukter levede næppe udover datidens højtforrentede 48 måneders afbetalingskontrakter. Vist kun Grundig kom i nærheden af denne tvivlsomme rekord dengang, hvor det meste i modsætning til i dag havde kvalitet til at holde. Hej, McIntosh, toppen af poppen!
Tilbage til Snaptun havn. Inden vi tog på Fergusonmuseum (der altså er en ikonisk lille grå TRAKTOR fra Marshall-planens mest virksomme periode), sad vi og gloede lidt, som man jo så ofte gør på ferier. Til eksempel iagttog vi bussen fra Horsens, som vi passerede på udturen. Det var med forøget interesse, denne skribent gloede ind i denne blå Midttrafik-bus med rutenummer 104. Det er nemlig en af de lukningstruede ruter, som der for tiden huserer en voldsom debat omkring og som der for tiden er diverse underskriftindsamlinger omkring at bevare.
Nå, men selv om der er vistnok langt over 14000 underskrifter på protesterne, så var der altså ingen af dem, der havde skrevet under, som havde fundet det fornødent der sidst på eftermiddagen fredag at tage bussen til hverken Endelave eller Snaptun for den sags skyld. Det er iøvrigt samme sted og det var der. denne opmærksomme skribent sad. Nu vil enkelte muligvis logisk indvende, at vi vel dårligt kunne vide, om den ene eller den anden af passagererne havde skrevet under på forskellige rasende protestnoter, da det jo ville kræve individuelle interviews. Det lod sig dog alligevel let fastslå uden samme.
Der var nemlig overhovedet INGEN PASSAGERER med bussen, hverken før eller efter Snaptun og til al overflod heller ingen, dengang vi passerede den en route. Og det var der så iøvrigt heller ikke, da vi efter besøget på Fergusonmuseet atter mødte busserne, faktisk både busser den ene og den anden vej. Tydeligvis snakker folk mere om busser, end de kører i dem, men det er osse ganske mange billige point at score på den konto. For nok betaler den enkelte ikke-buskørende “protestant” stadigvæk for alle de håbløst tomme busser, der triller ørkesløst og meningsløst rundt i hele landets landområder. Men det enekete bus-protestants gevinst ved at kunne stå for den rigtige mening er tydeligvis så langt større end det i den specifikke sammenhæng ganske beskedne bidrag, som han selv betaler. Ren fiktivt hysterisk Facebook-demokrati, som jo ikke ændrer på, at hvis landbusser skal befærde andet end de trafikale hovedårer, så bliver de sindssygt meget for langsommelige for rejsende fra A til B. Og lige i det her område med snoede veje overalt og bittesmå bysamfund er både elcykler og sågar Velo Solexer en LANGT hurtigere transportform uanset ruten. Hvilket jo altså bussens potentielle publikum forlængst havde indset.
Nå, men så tog vi på Fergusonmuseum, og se, DET var squ fantastisk. Alene den kæmpestore aldeles uforlignelige skulptur udenfor var alle pengene værd. Det er simpelthen et kolossalt juletræ/alternativt en kransekage kronet med forskelligt farvede Ferguson-traktorer. Et værk i en kolos-kvalitet, som får salig skulptør Robert Jacobsens ligegyldige svejsearbejder til at ligne det hjemmesløjd, som det er. Det her er kunst i “Kolossen fra Rhodos”-klassen
På trods af advarslen udendørs kan ingen førstegangsbesøgende dog alligevel være helt forberedt på museets omfang. Der er er simpelthen små grå Fergusontraktorer overalt , i mange hundrede-vis i alle mulige forskellige grader af funktions- og restaureringsgrad. Og det altsammen i en smittende atmosfære af begejstring for det uhyre gennemtænkte lille grå produkt, der simpelthen mekaniserede det danske landbrug.
Vi kan ikke nok anbefale et besøg dernede, men sæt rigelig tid af. Og selv om læserens måske eneste reelle berøring med landet måske er at have givet en underskrift på en totalt ukvalificeret protest mod nedlæggelsen af aldeles ubenyttede landbus-linier, så vil vi alligevel godt garantere, at Fergusonmuseet vil give et ordentligt “klaps” på opleveren.
Om ikke andet kan man så som denne skribent studere passagererne i landbusserne undervejs. Hvis man altså skulle være så heldig at se en!