Problemer, problemer..

Denne morgen er der opstået akutte, men dog heldigvis løselige, problemer omkring en større byggesag. Det er bestemt ikke umiddelbart en sag, som denne jo ellers uhyre kompetente skribent udi alskens teknik havde kunnet forudse, idet hele problematikken skyldes noget så enkelt som en lille designændring hos en en OEM-producent af et ellers passende mærkevare-produkt. Helt simpelt er det et headset, hvor man siden vores pilot-forsøg med udgaven fra dengang for ca. 2 måneder siden på samme og iøvrigt fysisk uændrede produkt har indført en lille designændring.

Derfor er det så ikke længere en dynamisk mikrofon, men i stedet en såkaldt “back electret”-ditto, der er monteret. Og det giver visse problemer for at sige det lidt mildt, for sådan en fætter kræver en permanent strømforsyning. Det er der så heldigt eller bare tilfældigt på den lille USB-mixer, der anvendes,  men den er desværre på 48V DC, hvor mikrofonen højest kan tygge 5V.
Så ja, der er godt nok en del akut operationsarbejde foran denne skribent her i formiddag med at tilpasse MANGE headset til den nye strømførende Verden.
Vi ser lige, hvordan Verden ser ud i morgen!

Marokkansk midvinter?

Denne uge starter med sidste etape i denne omgang af et større byggeri på den lokale Idrætshøjskolen. Og kunden har endda ladet sig “besnakke” til at vælge et helt usædvanligt fremragende lydsystem, der forhåbentligt og forventeligt vil holde for kernekomponenternes vedkommende de sikkert godt 25 år inden der alligevel sikkert skal ske omforandringer. Sådan er Verden jo, alt kan synes både kaotisk og totalt stillestående, ja undertiden ligefrem bagstræberisk og det uanset hvor glorværet nutiden og øjeblikket kan forekomme..

Se for eksempel det engang så hyldede og fejrede såkaldte “arabiske forår”, som denne ellers sædvanligvist beskedne skribent allerede fra starten på denne plads havde vanskeligt ved at forstå meningen i. Ikke at folk gjorde oprør i regionen, det er der trods alt en årtusindgammel både kontinuerlig og uendeligt grusom tradition for. Det uendeligt naive for fremmede observatører denne gang var det blot, at de troede på, at man overværede sidste kapitel i en fremadskridende demokratisk proces mod morgenrøden. Ikke mindst den militære intervention i Libyen blev af denne skribent spået den heller ikke videre vanskeligt-forudseelige skæbne, som den allerede fra starten fik. Og siden gik det vist kun tilbage. Og det eneste , der efterfølgende nærmer sig “jubel” i situationen og som sikkert mange mindes stadigvæk , er erindringen om DR`s udsendte, Michael S. Lund, der fjernt fra al risiko og anden farlig ubekvemmelighed i Benghazi med skinnende øjne i bedste Goebbels-propagandastil fremførte sine totalt “jubel-idiotiske” betragtninger om demokratiets og vel med det nærmest Paradisets umiddelbare komme.

Det var dumt grænsende til det smånaivt-kriminelle. Så dum kan man vist kun være, når man får penge nok for det, så mon ikke vi trygt kan regne med, at det har været tilfældet? Alt udviklede sig ganske forudsigeligt tilbage til det evigt og pr. definition  iboende krigeriske klansamfund, som Gaddafis styre blot havde været en kortvarig aberration i.
I det hele taget gik “det arabiske forår” direkte over i den værste Fimbul-vinter, og der har det ikke overraskende befundet sig siden. Og jubelscenerne fra dengang forekommer allerede som ren middelalderhistorie på linie med kong Harold Godwinsons nederlag ved Hastings i 1066. Sådan er den uregerlige historie bare, selv om det denne specielle gang næppe burde have været en overraskelse med forløbet. Ingen overhovedet, faktisk.

Alligevel kan de nordafrikanske og mange mellemøstlige  mislykkede “aftenlande” indenfor samfund så alligevel overraske. Det er naturligvis ikke positivt, Nobel-priserne fyger jo ikke akkurat i området med mindre altså modtageren er permanent bosiddende i Vesten eller den politisk korrekte litteratur-vind tilfældigt blæser denne vej.
Se nu for eksempel den seneste uges terrorangreb i Europa. Og se, hvor strålende Marokko er kommet på den vanvittige tilfældige terrorismes landkort-langt hovedparten af terroristerne kom derfra. Så kan man jo måske undre sig over, hvordan i alverden Europas immigrationsmyndigheder nogensinde har kunnet bruge 5 sekunder på at behandle indlysende grundløse anmodninger fra disse psykopatiske mordere og endda har sluppet dem fri i det åbne europæiske samfund, hvor de eneste , der er bevæbnede, er forbryderne og morderne.

Ja ja, ingenting er så indlysende, at der ikke alligevel er mennesker, der benægter tingenes tilstand. Og vi taler ikke om kreationister her, det er ren og reel videnskab  i forhold til tosserierne i de politisk korrekte kredse i Danmark. For på trods af, at den aktuelle muslimske psykopat i Finland specifikt gik efter at myrde kvinder, så gik weekendens hjemlige debat mest på at beklikke (i denne sammenhæng) stakkels Rasmus Jarlov, at han havde sat lighedstegn mellem indvandring og terror.

Jamen sikke da osse noget racistisk sludder at sige, selv om kendsgerningerne nu som tidligere som næste gang(e) naturligvis er, at hverken mere eller mindre end 100% STADIGVÆK men HELT TILFÆLDIGT af terroristerne er fundamentalistisk formørkede fremmede. På ganske samme måde, som når dagens monotone lokale politirapport her til morgen taler om et overfald på en tilfældig forbipasserende fra en gruppe unge. Ingen læsere behøver naturligvis længere blive mindet om misdædernes naturlige hårfarve længere.
Den “arabiske midvinter” trives fremragende både der og her. Nå, men men kan selvfølgelig stadigvæk sagtens hævde, at det kun var et logistisk tilfælde, at bøsse-demonstrationen i weekenden kun bevægede sig på velstående Frederiksberg og ditto omegn og ikke på multikulti-Nørrebro.
For hvordan kan et oplyst menneske dog overhovedet tillade sig at mene noget andet..?

Busser og betragtninger

I fredags var denne skribent med sin smukke frue ude på landet. Det helt rigtige land, altså, derudefra, hvor den elskelige forfatter Storm P. meget vel kan have fået inspirationen til sin figur, forfatteren Sigurd Mumlegøg. Det var som bekendt ham, der forfattede den muligvis apokryfe slægtsroman “I Muld til opover Livet” Det var derude, hvor gårdene var store og så ganske veldrevne ud, ganske tæt ved mit gamle færgeleje, Snaptun, ved Glud. Og der oplevede jeg så efter godt 14 års opvækst på den lille ø Endelave i den enden af denne pendulære færgefart at se færgen SEJLE. Fra LAND altså-alle de andre næsten utallige gange ville jeg jo have været ombord.

Det var en kæmpebegivenhed for denne mere end midaldrende skribent at opleve højstemningen ved at se færgen dampe bort, at monumentalt øjeblik, som jeg naturligvis med passende presserende andagtsfuld stemme forsøgte at formidle til min skønne frue. Uden videre held, det må indrømmes, og måske det heller ikke rigtigt kunne være anderledes. Set så meget udefra, som en så sentimental person som denne i øjeblikket andagtsfulde skribent formåede det, var det vel retteligen heller ikke et alment universelt højdepunkt.

Nå, men tilbage til rejsens egentlige mål, som var det Danske Fergusonmuseum. For byløg og andre uvidende personager er en Ferguson IKKE synonymt med de engang ellers ganske udbredte elektronikprodukter fra forlængst forgangne Thorn EMI af samme navn. Der ellers for rigtigt mange næppe ligefrem har været særligt forglemmelige af den ret simple grund, at Ferguson-hifi og TV huserede på disse kanter primært i 1970-erne, desværre sammenfaldende med den engelske industris kvalitativt absolutte “nadir”. Ærgrelserne ved at have købt det britiske godtkøbsbras dengang har givetvis givet tvivlsomme minder langt udover produkternes ganske korte levetid. Langt de fleste af Fergusons elektronikprodukter levede næppe udover datidens højtforrentede 48 måneders afbetalingskontrakter. Vist kun Grundig kom i nærheden af denne tvivlsomme rekord dengang, hvor det meste i modsætning til i dag havde kvalitet til at holde. Hej, McIntosh, toppen af poppen!

Tilbage til Snaptun havn. Inden vi tog på Fergusonmuseum (der altså er en ikonisk lille grå TRAKTOR fra Marshall-planens mest virksomme periode), sad vi og gloede lidt, som man jo så ofte gør på ferier. Til eksempel iagttog vi bussen fra Horsens, som vi passerede på udturen. Det var med forøget interesse, denne skribent gloede ind i denne blå Midttrafik-bus med rutenummer 104. Det er nemlig en af de lukningstruede ruter, som der for tiden huserer en voldsom debat omkring og som der for tiden er diverse underskriftindsamlinger omkring at bevare.

Nå, men selv om der er vistnok langt over 14000 underskrifter på protesterne, så var der altså ingen af dem, der havde skrevet under, som havde fundet det fornødent der sidst på eftermiddagen fredag at tage bussen til hverken Endelave eller Snaptun for den sags skyld. Det er iøvrigt samme sted og det var der. denne opmærksomme skribent sad. Nu vil enkelte muligvis logisk indvende, at vi vel dårligt kunne vide, om den ene eller den anden af passagererne havde skrevet under på forskellige rasende protestnoter, da det jo ville kræve individuelle interviews. Det lod sig dog alligevel let fastslå uden samme.

Der var nemlig overhovedet INGEN PASSAGERER med bussen, hverken før eller efter Snaptun og til al overflod heller ingen, dengang vi passerede den en route. Og det var der så iøvrigt heller ikke, da vi efter besøget på Fergusonmuseet atter mødte busserne, faktisk både busser den ene og den anden vej. Tydeligvis snakker folk mere om busser,  end de kører i dem, men det er osse ganske mange billige point at score på den konto. For nok betaler den enkelte ikke-buskørende “protestant” stadigvæk for alle de håbløst tomme busser, der triller ørkesløst og meningsløst rundt i hele landets landområder. Men det enekete bus-protestants gevinst ved at kunne stå for den rigtige mening er tydeligvis så langt større end det i den specifikke sammenhæng ganske beskedne bidrag, som han selv betaler. Ren fiktivt hysterisk Facebook-demokrati, som jo ikke ændrer på, at hvis landbusser skal befærde andet end de trafikale hovedårer, så bliver de sindssygt meget for langsommelige for rejsende fra A til B. Og lige i det her område med snoede veje overalt og bittesmå bysamfund er både elcykler og sågar Velo Solexer en LANGT hurtigere transportform uanset ruten. Hvilket jo altså bussens potentielle publikum forlængst havde indset.

Nå, men så tog vi på Fergusonmuseum, og se, DET var squ fantastisk. Alene den kæmpestore aldeles uforlignelige  skulptur udenfor var alle pengene værd. Det er simpelthen et kolossalt juletræ/alternativt en kransekage kronet med forskelligt farvede Ferguson-traktorer. Et værk i en kolos-kvalitet, som får salig skulptør Robert Jacobsens ligegyldige svejsearbejder til at ligne det hjemmesløjd, som det er. Det her er kunst i “Kolossen fra Rhodos”-klassen
På trods af advarslen udendørs kan ingen førstegangsbesøgende dog alligevel være helt forberedt på museets omfang. Der er er simpelthen små grå Fergusontraktorer overalt , i mange hundrede-vis i alle mulige forskellige grader af funktions- og restaureringsgrad. Og det altsammen i en smittende atmosfære af begejstring for det uhyre gennemtænkte lille grå produkt, der simpelthen mekaniserede det danske landbrug.

Vi kan ikke nok anbefale et besøg dernede, men sæt rigelig tid af. Og selv om læserens måske eneste reelle berøring med landet måske er at have givet en underskrift på en totalt ukvalificeret protest mod nedlæggelsen af aldeles ubenyttede landbus-linier, så vil vi alligevel godt garantere, at Fergusonmuseet vil give et ordentligt “klaps” på opleveren.
Om ikke andet kan man så som denne skribent studere passagererne i landbusserne undervejs. Hvis man altså skulle være så heldig at se en!

Parallelle virkeligheder

Sommetider forekommer virkeligheden så indlysende simpel og entydig, at det kan være svært at forestille sig, at der overhovedet kan være forskellige fortolkningsmuligheder. Og visse sammenhænge forekommer denne skribent så overvældende indlysende, at det forekommer ganske ubegribeligt, at tilsyneladende få eller ingen andre straks ser dem. Tag for eksempel de 2 populæreste boldspil på disse kanter, håndbold og fodbold og deres forskellige kønsbestemte attraktioner. Og her vi så nok osse lige huske, at ordet “attraktion” her ikke anvendes om udøvernes seksualitet, der udover at være en indlysende privat sag jo næppe i noget videre omfang afspejler den statistiske normalfordeling blandt publikummerne. Ihvertfald ikke blandt de kvindelige bold-ekvilibrister, hvor sportslig succes synes blot synes entydigt at øge én bestemt seksuel orientering, mens den blandt mændede vist sådan nærmest bare er tilnærmet normalfordelt.

Nå, men den slags kan man naturligvis ikke politisk korrekt forske i, blot forundres over, hvis man er denne skribent og tydeligvis overhovedet ikke nogen andre. Til gengæld er der så et par ting, der ikke er meget mindre forunderlige. Lad os tale om boldbaner, vel næppe akkurat et emne, der ellers synderligt hyppigt berøres derude omkring kakkelbordene og vel næppe nogensinde omkring Hellerups ellipse-borde. Blandt det bedre borgerskab er personlig idrætsudøvelse jo et individuelt realisations-projekt og ikke noget bøvet og svedigt holdprojekt og derfor kan fodboldklubber aldrig for alvor vinde indpas sådanne steder. Historisk har det været anderledes, det er blot over 50 år siden, Verden var vist osse temmeligt meget anderledes dengang!

For det er jo trods alt der, på selve BANEN, at vi ser de 2 boldspils mest indlysende kønsmæssigt bestemte problemer: Banernes størrelse! Og til overflod osse BOLDENES..For på trods af al lighedsmageriet er det jo trods alt indtil videre sådan, at en gennemsnitlig mandshånd er større end en kvindeditto. Og vel osse stadig en ditto fod. I håndbold har man så meget rimeligt valgt en noget mindre boldstørrelse til kvinder, der jo muliggør, at disse rent faktisk for det allermeste kan gribe og fastholde bolden. Banen er så den samme som til herrer, ganske praktisk når, hallerne nu ligger der i forvejen.

Anderledes er det så i fodbold, hvor banen for mænd og kvinder OGSÅ har samme størrelse. Men det har bolden så OSSE, hvilket jo er udpræget “bad news” for især de kvindelige målmænd, der derved kommer til at fremstå noget mere end det allerede noget “klumpedumpede” end de allerede er, men naturligvis osse i alle andre henseender er invaliderende for niveauet i kampene. Fordi “målkonen” ikke har en kinakvindes chance for at få ordenligt fat i den for hende alt for store bold, ligesom markspillerne med deres alt for små fødder og langt svagere led (og det uanset fysisk form og træning) ikke formår at få ordentlig fart i bolden. Resultatet er et lettere halvkikset udtryk i boldbehandlingen, der har 2 indlysende årsager, hvoraf boldens størrelse kun er den ene.

For mens en fodboldbane med max-mål er ganske passende for international topfodbold (efterhånden så osse kun lige akkurat), så er den nemlig indlysende også alt for STOR til kvindefodbold (og ditto herrefodbold fra Serie 3 og nedefter), hvilket ganske vist giver den pudsige tilsyneladende sidegevinst, at langt flere afleveringer i kvindefodbold rammer adressaten end i mande-ditto,en kendsgerning, der gerne refereres blandt sportsjournalister. Ingen tænker tilsyneladende bare over HVORFOR, det er sådan, det er ellers ret indlysende. Det er naturligvis, fordi der er alt for forbandet god plads, især på midtbanen og fordi kvinderne ikke har hurtighed nok til at presse boldholderen. At så osse de allerfærreste har blot den allerringeste taktiske forståelse er så en helt anden og muligvis kun en kontemporær og muligvis midlertidig sag, trods alt er den taktisk forståelse i kvindehåndbold aldeles glimrende. Men banen er bare stadigvæk ALT for stor for spænding og interesse pga manglende intensitet i nærkampene.

Helt anderledes er det så i håndbold, hvor banens og boldens  størrelse forekommer optimal for kvinderne, men til gengæld så OVERHOVEDET ikke for mændene. Ihvertfald ikke banen, der for moderne hurtigt og tiltagende direkte voldsbetonet spil er blevet alt, alt for lille. Der er simpelthen alt for mange alt for store og lynhurtige mænd samlet på en alt for lille bane til at nogen med nogen rimelighed kan dømme om, hvem der gør noget forkert i bråvallaslaget derinde på stregen. Og når ingen for alvor kan se noget, så falder intensiteten og interessen blandt publikum naturligvis. Og det er jo pudsigt nok netop herrehåndboldens skaæbne for tiden: At udøverne er blevet for hurtige og for store og for gode til den begænsede bane-plads.

Nå, men hermed har vi så i dag sat tingene på plads indenfor moderne dansk boldspil. Ikke at det har været svært-det eneste, der har været svært at forstå er, at ingen andre ser det samme. Nå, men det ændrer så altsammen ingenting, fordi ingen af dem, der begejstredes så højeligen i går, nogensinde ville kunne finde på at gå til en fysisk damefodboldkamp.
Dertil er livet trods alt for kort!